Caught up in chains

[Deleted]

Det var ganske tæt på at mørket skulle til at falde. Solnedgangen krøb hen over horisonten og efterlod himlen i mørke orange farver, der kæmpede sig over himlen og lod det hele se smukt og yndigt ud. En let blæst hærgede udenfor og lod træerne vippe blidt fra side til side. Men ellers var der faktisk ingen lyd at høre. Blæsten gik ikke ind i husene og susede som en anden gal, hvor man fik lyst til at trække dynen længere op over hovedet. Den var ganske mild og kærtegnene. En der dog aldrig oplevede dagens lys var Charlie. Han sov dagen lang i hans mørkelagte værelse. For i og med at han ikke var ren vampyr, så kunne han faktisk godt lide at have en blød seng at sove i og ikke noget andet hårdt. Han lå roligt på sin dobbeltseng. Det var hans farfars oprindelige værelse han havde indtaget og valgt at sove i, for det var klart det mest indbydende værelse der var. I og med at mørket ikke helt var faldet endnu, så hørte han faktisk ikke at der var trængt nogle ind i huset, for han regnede ikke med at folk ville være dumme nok til at sætte deres fødder her, med det rygte der lød omkring Old Laymian og hans far, samt forfædre. Gad vide om slægten engang havde været æret? I stedet for berygtet.
I og med at han endnu var ung, så var han heller ikke nem til at vågne og opfatte, at der var noget omkring ham. Ikke når han sov, det klarede han bedst i vågen tilstand. 2 skikkelser dukkede op og sneg sig direkte omkring hans seng. De havde ledt i et stykke tid faktisk, men endeligt havde de faktisk fundet en! De var 2 store brød af warlocks, trofaste af Malisha. De havde en kiste med, for det var klart den nemmeste måde at fragte en horror på. De greb fat i ham, hvor han vågnede med et spjæt og vred sig frem og tilbage. Han hvæsede fast af det chok det havde givet ham at blive vækket på denne måde! "Slip mig," hvislede han koldt og vred sig fra side til side, men deres magiske værn fik ham alligevel fanget og proppet ned i den stenkiste de havde med, til at bære ham i. En stærk magisk lænke blev viklet omkring kisten, så når han skubbede indefra, rykkede låget sig ikke det mindste. Man kunne ikke direkte høre hvad han sagde, men han råbte i hvert fald. Han vidste ikke hvad dette lignede, men det var i hvert fald ikke sjovt! I mellemtiden som warlocksne havde fanget ham i kisten, var mørket også faldet på. De bar ham udenfor, hvor de satte kisten på jorden. De bukkede sig begge to til den, lagde en hånd på og endte med at forsvinde i en mørk dis, hvor de landede udenfor Mørkets Cirkel. De bar ham ind i cirklen hvor månelyset selv forsvandt og efterlod det hele i mørke, for intet lys slap ind her. De åbnede kisten lige ved siden af deres flade offer sten hvor der var magiske lænker. Hurtigt greb de fat og svang ham direkte op på stenen, hvor han dog lå og vred sig fra side til side. Men efter lidt kamp fik warlocksne de 4 lænker omkring ham: 1 om hvert ben og 1 om hver arm. Den ene klappede ham let på kinden. "Nu skal du være sød," sagde han med en mørk stemme og lo, inden de begge gik.
Charlie vendte blikket rundt. Her stod en masse sten i en slags cirkel, og han lå selv på en. Dette virkede langt fra sikkert og han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til dette. Han vidste det ikke kunne være hans skyld, for ingen kendte ham! Det måtte være tilbage til hans far, men det var bestemt ikke godt for hans vedkommende. Han sukkede og stirrede op i loftet. Uanset hvor meget kraft han lagde til lænkerne, så hjalp det ham ikke! Han følte sig svag i et ganske lille øjeblik...

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Længe havde Malisha søgt efter denne unge knægt, længe havde hun søgt efter Laymian slængten, for hun var overbevist om at den endnu ikke var helt borte endnu! Samarbejdet med Charlie som havde fået lov til at få nogle warlocks til sin egen frie disposition, var en gæld som meget snart skulle indfries.. Om ikke af Charlie selv, så måtte det være af en anden! Old Laymian var langt om længe lokaliseret og hun havde sendt to store mænd ud for at få fat i den som nu måtte være indehaveren af huset, for hun var virkelig ved at være træt af det andet, for det var bare sådan at det ende var i den anden ende, hvor hun ikke kunne gøre andet end at vente på at de havde fået manden bragt hertil! Og det skulle ske hurtigt, for andet ville hun slet ikke finde sig i!
At de faktisk havde fundet ham, var en tanke som direkte glædede hende, for hun ønskede at få manden bragt hertil og det skulle ske så hurtigt som muligt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun afventede besked at manden var lagt på stenbordet og derved også fastholdt, for det var noget som hun agtet! Hvis der var væsner som hun slet ikke stolede på, så var det vampyrer og horrore, for der var slet ikke noget i dem, som man kunne stole på, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! De intense øjne hvilede direkte på hendes eget arbejde, for hun havde virkelig meget at se til. Efter mødet med denne vampyr som havde regnet med et samarbejde, så gik det jo kun op for hende, at de var nødt til at høje standarden, for hun nægtede at underlægge sig noget andet væsen igen, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Som beskeden var nået hendes øre, så kunne hun bestemt ikke være noget andet end tilfreds! Hun gik roligt mod offerstenen. Den havde stået der igennem frygtelig mange år, og det var noget som selv måtte fryde hende, det var jo slet ikke det. Hun smilede let for sig selv. At se den unge knægt ligge der, for.. det var bestemt ikke den Charlie som hun havde regnet med, men var han en Laymian, så var det bestemt ikke hende som skulle brokke sig. Lænkerne var magiske, ligesom alt andet her på stedet. Normalt var det sjældent at andet end warlocks fik lov til at se stedet her, så der var knægten faktisk utrolig privilegeret, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun smilede let for sig selv. ”Jamen dog.. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er du som snydt ud af næsen på din far…” endte hun ganske kortfattet. Han var ung, så den Charlie hun ønskede, kunne det under ingen omstændigheder være, men ikke noget som rørte hende det mindste.
Malisha stoppede roligt ved siden af ham. Hendes hånd lukkede sig kraftigt omkring hans kæbe, hvor hun direkte tvang ham til at se på hende. Bange var hun ikke for ham.. ikke når han lå der på bordet foran hende, for det var der vel ingen grund til? Det var jo begrænset hvad han kunne gøre ved hende. ”Din fars gæld skal indbetales.. og siden han ikke er her.. så må du jo gøre det,” endte hun med et skævt og kynisk smil på læben. Dette skulle nok vise sig at blive ganske underholdende – om ikke andet, så for hende!

[Deleted]

Hvis Charlies far havde været så dum at indgå samarbejde med warlocks, så synes han godt nok ikke det var for smart. Han vidste hvor magtfulde væsner de var, for han havde faktisk læst en smule i de gamle bøger på Old Laymian og fundet ud af en del ting angående de forskellige racer og han vidste allerede at dette måtte være den mørke magiske race, for de havde en magisk udstråling om ikke andet. Måske det var noget andet? Hans far havde trods alt sat sine ben mange forkerte steder af hvad han hørte i bare New Dale alene, for hans kære hjem var trods alt stadigvæk berygtet. Han vædede let sine læber, som han blot lå her. Hvad han skulle vente det anede han ikke, han kendte faktisk ikke meget til omverdenen. Det var også klart en svaghed, at have været så isoleret og ikke at have haft nogle til at fortælle ham om landenes situationer. Det var endnu en gåde for ham! Han stirrede direkte op mod det som kunne virke som et luft, netop fordi der var den magi omkring stedet der gjorde det helt mørkt. Han rynkede let næsen. Det var dog et held for ham, for så kunne sollyset da ikke komme ind og ramme ham, hvis han da var her så længe. Det regnede han ikke med, men han var jo stadig ung og uerfaren, trods han prøvede ikke at være det. Han drejede hovedet fast, da han hørte en stemme ind af sin øresnegl. En kvinde? Som leder? Et smørret smil gled over hans læber, som hun kom gående. Han var ikke bange for hende, for han stolede nok på sin egen kræft til at kunne modarbejde hende på et eller andet punkt. Om ikke andet så dreje hende under hans sensuelle dæmon, så hun ville slippe ham fri. Det var hans plan A om ikke andet. "Hvad ved du om det?" svarede han hende spydigt, dog også spørgende. For han vidste jo ikke meget om hvorfor hans far var berygtet, ikke ned i detaljer om ikke andet. Hørte bare et og andet, men der var jo mange rygter der vel også var usande eller pyntede? Han kneb øjnene sammen og kiggede op igen, han ville heller ikke dreje hende under med det samme, for han ville da også se hvad formålet med alt dette var! Han viste tænder i det hun greb fat i hans kæbe og drejede den, hvor han vendte blikket direkte mod hende. De mørke øjne med et let rødligt skær stirrede direkte mod hende, hvor den sensuelle flamme også dukkede op, for hun var jo et kvindeligt køn. Drivkraften så dæmonen ikke flåede ham i stykker. "Hvilken gæld?" spurgte han fast. Han krævede om ikke andet et svar!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Så længe Charlie ville ligge der, så var han ganske sikker, for der var ikke nogen sol som kunne komme ind her. Det hele var jo trods alt magisk, og det var noget som efterlod dem alle sammen med en følelse af tryghed, og det var helt klart også meningen med det hele. Warlocks skulle skam også have et sted at være, og det var uden det mindste tvivl i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun var en kvindelig leder, også selvom hun lige havde mistet sin mest tro og loyale støtte, så havde hun også lige mistet sin klippe, så der skulle ikke meget til, før hun for alvor endte med at blive pisset godt og grundigt af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hånden greb godt omkring mandens kæbe, kun for at vende ham mod sig. Umiddelbart regnede hun ikke med noget andet end en horror eller vampyr, for det var det som familien kun var bestået af, så selvfølgelig var det også noget som hun gik ud fra, selvom hun selvfølgelig kunne tage fejl. Hun stirrede ham direkte i blikket, også selvom.. der var noget andet ved ham, selvom det ikke direkte var noget som hun kunne sige noget til som stod det lige nu, for hendes tanker hvilede ganske andre steder. For en kort stund, stod hun bare og stirrede ham i øjnene, inden hun fik sig selv til at slippe ham. ”Din far er en ganske kendt, og dog berygtet mand.. Vi indgik et samarbejde,” endte hun ganske kortfattet, for løgn var det ikke. Han havde fået nogle warlocks til sin frie disposition og samtidig havde det givet Malisha en fod i Imandra, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod, men nu skulle den gæld indbetales, og siden Charlie var som forsvundet fra jordens overflade, så måtte hun jo gøre brug af helt andre midler og alternativer, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Knægten var uvidende, men forsøgte at være voksen.. en ganske underholdende tanke for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende! ”Det koster dyrt at indgå samarbejde med en warlock… specielt af min slags, unge mand..” Hun smilede kynisk. Penge ville hun ikke have.. smerte derimod, var en helt anden side af sagen, og det var alt sammen noget som helt klart faldt hende direkte i smag, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte ryggen til ham, hvor hun vendte sig mod en af de mere tro som stod lige bag hende. ”Bind for hans øjne,” beordrede hun fast. Hun kunne jo ikke gøre noget ved det, hvis hun konstant skulle fanges af den unge mands blik!

[Deleted]

Charlie var mere end blot hans familie, grundet at hans far for en 500 år siden havde fundet sig en dæmon, som han fik sin søn med. Altså ham. Derfor havde dæmonen også hoppet over i ham fuldstændigt, som moderen var blevet dræbt. Og ikke nok med den sensuelle dæmon, så havde han også en isdæmon gemt i sig og var derfor iskold at røre ved ligeså, for den eneste varme var faktisk varulvedelen af horroren. Et smil spillede over hans læber, som han kiggede mod hende. Mon han skulle give hende en lille smagsprøve? Han vendte derfor øjnene direkte ind i hendes for at fange hende ganske let. Han tænkte ikke tingene ordentligt igennem, for enhver der havde mere erfaring ville nok ikke have afsløret sig selv lige med det samme. Men igen, han havde ingen til at lære ham, han stod på egne ben fuldstændigt. Så han prøvede jo også et sted! At hun kort stod og stirrede ham ind i øjnene gjorde det klart for ham, at hun også mærkede det sensuelle, men det påvirkede hende nok ikke så let. For hun var et stærkt væsen. Han slog blikket væk fra hendes øjne, da hun selv trak blikket fra hans. Havde hans far virkelig indgået et samarbejde? Sikkert uden at give tilbage, for ellers ville han da ikke have lagt her. Han kneb øjnene let sammen. Ja hans far var kendt. Gad vide over hvor mange lande? Han så mod hende igen, dog ikke med en direkte øjenkontakt. De var warlocks, det fik han da også understreget da hun sagde det. Han smilede let til hende, både på en flabet og forførende måde. "Jeg skal i hvert fald ikke gentage hans fejl," sagde han med en provokerende tone, også for at prikke lidt til hende. Hans smørrede smil faldt dog i det hun beordrede bind for hans øjne, det var jo ikke fair! Så havde han… intet tilbage. Måske isen i ham. Han kunne fryse hende. Han vendte blikket mod den, som hun sagde det til en der stod bag hende. Vedkommende nikkede mod hende og fandt en klud frem. Han gik hen imod Charlie og stillede sig foran hans hoved, så han havde svært ved at se op på ham. Han satte bindet for hans øjne, tvang hans hoved til siden og fik det bundet bag hans hoved. Godt og stramt. Han slap ham og trådte så tilbage igen.
Charlie vendte hovedet tilbage. Han havde også lukket øjnene bag bindet, for det var klart mest behageligt. "Tilfreds?" spurgte han køligt. Det irriterede ham!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder den warlocks som man skulle rende rundt og lege med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ikke bare fordi at hun var en leder, men også fordi at hun var den som hun var. Hun var stolt, hun var stædig, og for ikke at glemme det, så vidste hun helt præcist også hvad det var hun ville have, og det var uden videre omsvøb, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun kneb øjnene fast sammen. Der var noget ved denne unge mand som hun ikke ligefrem kunne sætte en finger på, men der var ikke bare en horror i ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun fnøs ganske kortfattet og med en tydelig irritabel mine i ansigtet, for det var jo noget som alligevel ville gøre det hele en anelse mere kompliceret! Dog ikke meget! Hun ville helt klart ikke lade sig slå ud så let som ingenting, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun havde direkte valgt at beordre sin undersåt til at give knægten bind for øjnene, for så vidste hun da om ikke andet, at det ikke var noget som ville rive i hende på den måde. Det kunne godt være, at hun var et stærkt væsen, men nu hvor hendes egen trolovede var fundet død, og endda bekræftet død på grund af en blodsuger, så havde det hele i den grad også forandret sig for hendes vedkommende – hun vidste godt, at hun ikke ville finde en igen. At hun var idømt til at leve livet i cølibat, og det var noget som hun gjorde med glæde! Et sted vel også for at ære Konstantin? Hun kneb øjnene direkte sammen, som hun endnu en gang måtte gå hen til ham, hvor hun tog fat i hans kolde kæbeparti. Måske iskoldt, men hun formåede helt klart at holde fast i ham. ”Bare vent min unge knægt.. Du har gjort mange fejl.. bare i at være din faders søn,” endte hun ganske kortfattet. Charlie havde helt klart irriteret hende, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige i stunden her. Tilfreds var hun nu, for nu vidste hun udmærket godt, at han ikke var i stand til at se hende, og derved ikke at være i stand til at fange hendes opmærksomhed, for andet var slet ikke noget som hun ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det var i den anden ende. ”Tro mig.. Jeg kunne ikke være andet end tilfreds.. Her ligger den sidste Laymian.. har jeg ikke ret?” endte hun med en hvislende stemme.

[Deleted]

Charlie ville aldrig selv have sat sig i ledtog med warlocks. Han ville have fundet en gruppe af sin egen race hvis han endeligt skulle være leder af nogle, for warlocks var slet ikke hans race værdig. Tænk at hans far havde været så dum. Han sukkede indædt, for det var utroligt irriterende at hun allerede havde regnet ham ud og derved beordret bind for hans øjne. Det havde gjort det hele mere besværligt for hans vedkommende. Han synes det var meget irriterende at skulle være fundet og faktisk stemplet som den Laymian han var afkom efter. Han havde jo holdt sig væk af en grund. Han ville først gøre sin entré til landene når han selv følte sig klar og det havde han faktisk ikke været endnu. Men nu måtte han jo mande sig op, selvom… det gik ikke specielt godt med hans dumdristige drengede side, for ung var han jo ganske vidst endnu! Han bed tænderne sammen da hun greb fat i hans kæbe endnu engang. Han var iskold og han kunne sagtens gøre det mere intenst, så hun faktisk næsten ikke ville kunne røre ham. Men det undlod han endnu. "Jeg ville foretrække at skulle stå inde for mine egne handlinger frem for min fars… Og der er ingen handlinger endnu," sagde han dristigt på en smart tone, for at stikke til hende. Han var en mand af mange ord og han var god til at bruge sig af sine ord, selvom det kom ud i flæng og tit i de helt forkerte situationer! Det var så den dårlige side af hans taleevne. Han trak vejret dybt og kneb øjnene sammen under bindet ganske godt. Han var ikke i stand til at se hende og kunne kun lytte med hvor hun var henne, selvom han var meget vant til at bruge sine øjne samtidigt med hørelsen. Han kunne dog godt skrue op for charmen igennem huden, så hun ville føle sig tiltrukket bare hun rørte ham. Men det kort spillede han ikke endnu. Han lo af hende. Den sidste Laymian var han dog ikke. Hun havde vidst ikke gjort sit forarbejde. "Dog ikke, Frøken," sagde han. Han regnede ikke med hun var gift… Det havde han i hvert fald ikke hørt rygter om nogle steder, så derfor tillod han sig også at provokere hende med det ord. Frøken.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Denne unge mands far, havde bestemt ikke været den mest geniale mand, og nu hvor han ikke selv var der til at betale prisen, så måtte hans beskidte afkom jo gøre det! Ikke fordi at det var det samme, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom han ikke var i stand til at se hende, men det var virkelig underordnet! Knægten var et afskum, også selvom hun ikke havde nogen intentioner om at dræbe ham, men det kunne sagtens vende sig om på et tidspunkt! Hun havde lige mistet sin trolovede, hun havde lige fået ham gravlagt som den store og ærbødige warlock som han havde været, og selvfølgelig var det en måde som hun kunne sørge på – at reagere aggressivt, for det gjorde hun i allerhøjeste grad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun holdt godt fast omkring hans kæbe, og uden at skulle slippe det mindste. ”Din far valgte at sælge sin sjæl til mig i bytte for den sikkerhed og beskyttelse som jeg kunne give ham i form af min slags.. og det kræver en betaling som jeg nu kræver,” vrissede hun fast. Hun endte med at lukke hånden direkte omkring hans hals i stedet for. At det stadig var muligt for ham at påvirke hende, var nu ikke noget som hun tog så tungt, for det var nemmere for hende at holde sig selv lidt i skindet endnu en gang, også fordi at der ikke var nogen direkte øjenkontakt, og det var hende virkelig en kæmpe lettelse på sit vis! Et sted var hun faktisk fuldstændig ligeglad om der var andre Laymians tilbage, for det var slet ikke noget som hun fik noget ud af, for hun gad slet ikke spilde tiden med at skulle finde dem! Og bestemt ikke nu hvor hun faktisk havde en omkring sig, for nu havde de jo langt om længe endelig fundet en! ”Jeg er ligeglad knægt.. Jeg fandt en Laymian, som er i stand til at betale sin fars gæld..” vrissede hun med fast tone. Hun endte med at lade hånden søge direkte mod hans bryst, hvor hun næsten endte med at lade et elektrisk chok bryde direkte igennem hans bryst og ud i resten af hans krop, for han skulle i den grad have lov til at mærke sig af det hele!

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi at Charlie var stolt af sin egen far. Dog slægtede han sin far på mere end hvad godt var, det kunne han allerede fornemme. Men hans barndom havde også kun været fyldt med hor og nok… løgne? For hans far havde ikke ligefrem taget sig af ham, alt var fundet ud af selv og derfor blev han også denne dumdristige knægt, han egentligt var. Det var ikke til at komme udenom, at det egentligt var derfor han gemte sig, for i det hele, så vidste han jo ikke hvordan han skulle begå sig andre steder end et bordel. Der kom man, betalte, fik det man ville have og gik. Men sådan fungerede det jo nok ikke ude i den store og vide verden, han var endt med at blive hevet ud i. Nu vidste warlocksne hvem han var, og det kunne vel sprede sig hvis de lækkede den information ud? At Charlie Laymian havde en søn. Som sjovt nok også hed Charlie, men det havde de jo faktisk ikke spurgt efter. Han fnøs let og lå blot med de lukkede øjne, for bindet var virkeligt i vejen og det irriterede ham grænseløst. Det ville ikke blive så nemt at slippe væk som først antaget, men hun havde også gennemskuet ham utroligt hurtigt. Han tyggede let på sin kind og kneb øjnene sammen under bindet, da hun blev ved med at holde fast omkring hans kæbe. Da han hørte ordene om hvad hans far havde gjort, synes han også det var det dummeste nogensinde! Hvem solgte dog sin sjæl i bytte for noget så tåbeligt? Man kunne da sagtens passe på sig selv… eller ikke? "Hvad min far har gjort er ikke min skyld," knurrede han tilbage. Han havde kun kendt sin far i sine første barndomsår og ellers så havde han været alene på Old Laymian. Han lavede en gurglende lyd da hun greb fat om hans hals, men han kunne fint trække vejret. Han var iskold, men hun så ikke til at tage notits af det. Dog var han næsten koldere end en vampyr selv. Han skulle lige til at åbne munden og svare på, at han skulle betale faderens gæld, men hun nåede at sende det elektriske stød igennem ham inden han nåede at svare. Han spjættede i hele kroppen og kæderne raslede protesterende, i det at han ubevidst hev i dem gennem chokket, der spredte sig igennem hele hans krop. Han sitrede fast og spændte i kroppen, som han kneb øjnene sammen og trak vejret tungt, for det havde han faktisk brug for. Han havde aldrig været udsat for noget fysisk, eller psykisk, vold. "E-er det a-alt du kan præstere?" spurgte han hende provokerende - dum som han var med sine 500 år.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malishas alder var noget som gav hende en tydelig fordel i denne situation. Denne knægt slægtede virkelig sin far frygtelig meget på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det var noget som man nu ville det i den anden ende. For han lignede ham bestemt også frygtelig meget! Knægten var sensuel dæmon, men i den grad også en horror, og det var noget som i sandhed formåede at vække hendes egen vrede som aldrig nogensinde før, for det var slet ikke et væsen som hun kunne have med at gøre.. Det lignede vampyren for meget, og det var det væsen som hun hadede mere end det som hun var i stand til at beskrive det i den anden ende! Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hun vidste, at han selv ikke var i stand til at skulle se noget som helst. Hun trak tilfredst på smilebåndet. Charlie havde været direkte dumdristig og dog.. det føles da som hans knægt var en ganske anden. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Måske ikke din fejl.. men en Laymian-sjæl er en Laymian-sjæl og jeg lader dem ikke gå forbi..” endte hun ganske kortfattet, som hun endelig valgte at slippe hans kæbe. Han kunne jo trods alt ikke gøre noget alligevel, nu hvor han lå på det stenbord og i lænker som han næppe kunne bryde sig fri af, for hun havde helt klart fået dem testet. Hun skulle jo nødigt ende med at slå den unge mand ihjel, for det var faktisk slet ikke hendes intention i denne situation. En gæld skulle indfries og hun agtet at få det helt præcist som hun ville have det!
Stødet so hun skænkede Charlie, var tydeligt slet ikke ventet for ham. Det var skam også kun ment som en lille opvækker, for det andet, var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, og det vidste hun. Hun vendte blikket mod ham. Han provokerede hende med vilje.. Hun kendte typen, for de var jo alle sammen ens! ”Uh, tro mig min kære unge ven.. Jeg har langt mere hvor det kom fra..” endte hun ganske sandfærdigt, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hun havde virkelig mange ting på lur også for ham! Hun vendte sig mod warlocken som stod lige ved. En af de få som havde fået lov til at overvære det hele, også fordi at hun var nødsaget til at vise, at hun stadig var den kolde leder, som hun var da hun havde taget stillingen. Hun kunne nemlig ikke tillade sig at blive svag nu! ”Hent grejet..” beordrede hun fast. Med grejet mente hun sine mange torturreddkaber. Hun var jo kun lige gået i gang, og det var noget som denne unge mand, meget snart skulle finde ud af.

[Deleted]

Der var klart stor aldersforskel på Charlie og denne warlock kvinde, for hun havde hjernen på et helt andet sted end hvad han selv havde. Og han vidste det jo udmærket godt, selvom han nok ikke ville indrømme det. Men han tænkte ikke så meget før han talte, for han var dumdristig og sagde bare hvad han følte for på det gældende tidspunkt. Han trak vejret dybt og også for at komme sig over stødet hun havde givet, for den var gået lige igennem og havde i den grad også taget pusten fra ham! Han trak vejret dybt og så kun mørkt for sine øjne. Det irriterede ham grænseløst, han ville gerne kunne se hende og drille hende. Få hende til at føle sig som en kvinde og fremdrive alle følelser i hende, men det var ikke just nemt nu. Han kunne prøve gennem berøring, men det krævede at hendes hud berørte hans i længere tid. Og hendes sind var stærkt, så det ville nok også tage mere. Flere kræfter og længere tid. "Sikker på jeg har en?" spurgte han med en smart drenget undertone, som var ganske kæk. Han var selv i tvivl om han havde en eller ej, for han var ikke helt klar over hvad det indebar. Der var ingen der forklarede ham disse ting så hans tanker omkring tingene kunne være vrangforestillinger. Han dejede hovedet mod hendes stemme som hun snakkede igen lidt efter. Selvfølgelig havde hun mere, det vidste han da udmærket. Men han ønskede også at prikke til hende hvad han kunne, for han ville ikke bare ligge her og være uden ord. "Sikker?" svarede han frækt og grinte direkte over det, trods hendes ord var sandfærdige. Han ville prøve at provokere og irritere hende, for indtil videre så han slet ikke alvoren i dette. Han fnøs let som hun snakkede om noget grej og lod det blot ligge.
Warlocken der før havde bundet bindet for hans øjne, nikkede let som Malisha beordrede grejet hentet og han gik fast af sted for at hente det, tage en kæmpe stålkasse og bar frem til hende. Han åbnede den og alle tingene havde sin specielle plads.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malishas alder var helt klart hendes store fordel i denne sag, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt. Tabet af Konstantin havde desuden gjort hende fuldkommen iskold overfor det mandlige køn, for hun havde mistet den mand som hun havde anset som sin eneste ene, og det var ikke ligefrem noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kunne ganske vidst ikke se hende, men med de dæmoner som måtte ligge i denne unge mand, så var hun sikker på at han kunne fornemme at hun stod der, også selvom det slet ikke var noget som gjorde hende det mindste, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var helt sikkert. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg er ligeglad.. Har jeg ikke din sjæl.. så har jeg jo dig.. ikke sandt?” endte hun ganske kortfattet. Charlie havde været direkte dum at indgå den aftale med hende tilbage dengang, og nu var det jo så hans kære dreng som måtte betale prisen, selvom det var noget som hun var ganske ligeglad med! Der var hun virkelig hjerteløs, for hun var fuldkommen ligeglad! Ligeglad med om han skulle dø som en konsekvens af det som hun havde i vente for ham!
Malishas ordre måtte tydeligt lyde til den mandlige warlock som stod og overværet det hele. Mild og blid var hun bestemt ikke, og det ville hun bestemt heller ikke live, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Vent og se..” mumlede hun spidst, for hun var på ingen måder færdig med ham endnu, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Warlocken kom med den store metalkasse, hvilket fik hende til at smile ganske tilfredst. Hun tog en skalpel op som noget af det første. Bladet var lavet af ren sølv, så hun vidste, at det var noget som han helt klart ville komme til at mærke sig frygtelig af! Bladet lagde hun mod hans blottede hud og med et tilfredst smil. Det ville gøre ondt, bare at lade det komme i kontakt med hans hud! ”Jeg får det altid som jeg vil have det.. Jeg får altid min vilje..” hvislede hun iskoldt.

[Deleted]

Det at hun var iskold kunne Charlie godt fornemme. Noget måtte være sket, og hun havde brug for at rase ud. Og havde derved tænkt på hans far, hvor det nu gik ud over ham. Hvilken ond cirkel det egentligt var hun satte sig selv i, for han ville have hævn for dette, når han kom herfra! Han nægtede nogensinde at give op, han ville i hvert fald kæmpe for sit liv. Let vædede han sine læber og tænkte på, hvilket redskaber det dog var at hun havde. Hun kunne vel have direkte alt og i det hele taget så var hans chancer ret dårlige indtil videre, eftersom hun faktisk var bekendt med 2 af hans racer allerede. Han trak vejret roligt og afmålt, som et let smørret smil passerede hans læber, selvom det falmede igen ved hendes ord. Hun måtte ikke holde ham der, det ville aldrig være godt! Så kunne hans sensuelle dæmon ikke tilfredsstilles og den ville flå ham levende, bogstaveligt talt. Han lod dog ikke frygten stige ham til hovedet, for han skulle nok komme herfra. Det var han opsat på i hvert fald. Selvom han nok ville være nedgjort og ynkeliggjort, for han var slet ikke vant til den fysiske påføring af smerte. Aldrig havde han rigtigt oplevet smerte, han fik faktisk altid hvad han ville have. "Hvis du beholder mig, så sørg lige for at fodre mig lidt ikke? Jeg skal fodres på 3 måder," sagde han, som han tænkte lidt efter; blod, normal føde og seksuelt samvær. Han sagde ikke de 3 måder højt, men hun kunne vel næsten selv regne dem ud, for hun havde jo udregnet det sensuelle i ham. Ellers havde han da ikke fået bind for øjnene. Og det irriterede ham stadigvæk grænseløst.
Han blev liggende... Men han havde heller intet valg, men han lå heller ikke uroligt. Ikke endnu i hvert fald. Hans bryst var blottet, for skjorten var åbnet op og røget ned. Han bed tænderne sammen som det rene sølv kom direkte mod hans hud og nærmest ætsede det. Det gik dog en smule langsommere end det nok ville have gjort ved en fuldblodsvarulv, men det gjorde ligeså ondt! "Garh," hvislede han protesterende ved sølvskalpellen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ikke den type som man skulle kaste sig i krig med, og det var noget som denne unge knægt nok skulle finde ud af. Så ung som han var, så var det jo ikke fordi at han var nogen former for en trussel i hendes øjne, og selvfølgelig var det noget som hun kunne trøste sig med, for hun havde virkelig ikke brug for mere at slås med, end det som hun havde fra før af efterhånden! Nu hvor knægten ikke kunne se på hende, så kunne han ikke rive hende direkte i fordærv – specielt ikke så nemt som han ellers ville have haft med det, og selvfølgelig var det noget som hun havde det ganske fint med! Det var bestemt ikke fordi at hun havde nogen intentioner om at skulle give slip på ham bare sådan uden videre, for denne unge knægt var en som hun havde frygtelig mange planer med.. og nu hvor hans far havde flygtet med halen mellem benene, så måtte hans søn stå der til at tage skideballen. Det var noget som hun ganske enkelt var fuldkommen ligeglad med. Så lang tid hun fik det som hun ville, så var hun ganske tilfreds med tingene som de måtte udvikle sig. Hans ord var noget som let fik hende til at himle med øjnene, for det var bestemt ikke fordi at hun havde nogen intentioner om at skulle give ham hvad han ville have – ikke før hun havde fået hvad hun ville have, og lige nu var hun måske temmelig kravestor, men på en eller anden måde, skulle hun jo lige så formå at holde sine egne sorger i baggrunden, for det ville kun stille hende svag, og det ønskede hun på ingen måde! ”Så er det jo ganske udmærket, at du slet ikke bærer retten til at bestemme eller kræve noget som helst? Her er det mig som bestemmer.. min fine ven..” endte hun med en direkte hvislende stemme, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og tydeligt med en klart dræbende mine, selvom hun vidste at han ikke kunne se det.
Bladet af skalpellen lod hun bare ligge mod hans blottede hud. Hun kendte til hans slags svagheder, og det var noget som selvfølgelig kun gjorde det hele langt mere sjovt for hendes vedkommende om ikke andet. Nem var hun ikke at have med at gøre, og hun nød selv af det! Ingen kunne få hende til at gøre som de ville have hende til, for hun gjorde det altid efter sine egne tanker og hvad hun selv lystede at gøre! Hun hævede roligt skalpellen så den stod i en lodret position, idet hun varsomt lod den synke ned i hans bryst, som var det en varm kniv igennem smør. ”Jeg bestemmer.. er du med?!” endte hun hvislende.

[Deleted]

Charlie kunne godt fornemme at denne kvinde ikke lod sig koste rundt med, men han kunne da altid prøve. Nok kunne hun dog sagtens holde hans øjne direkte lukkede og tanken om at hun kunne tage hans syn strejfede ham ganske godt, hvilket fik ham til at gyse ganske let. Det kunne han ikke have og det var noget han slet ikke ville nævne, for det var direkte dumt og noget han da vidste, ikke kunne betale sig. Han ville dø uden sit syn, for så kunne han ikke forføre nogen på samme måde og trække dem i fordærv. Og så ville hans indre dæmon blive stikhamrende tosset. Det var en situation der var nem at tabe. Han bed tænderne let sammen for det brændte ustyrligt mod hans hud, fordi kniven var af det rene sølv. Det var som syre der ætsede huden og det føltes utroligt ubehageligt. "Du vil finde ud af, at du slet ikke vil kunne undvære mig," sagde han med en blød og direkte forførende stemme, for han kunne sagtens uden øjnene, det var bare sværere og hun kunne nemt ignorere det. Om hun ville grine, det var han sikker på. Eller blive sur. Måske han burde holde sin mund, men det var han bare ikke god til. En dum side han nok havde fra sin far, for den mand havde også altid endt ud i problemer, uanset hvad. Og det føltes lidt som hans vej ad samme sti begyndte nu. Han udstødte en protesterende lyd mod skalpellen der lå på hans blottede hud. Han mærkede at hun satte den i lodret i stedet, så bladet var direkte over hans bryst. Han spændte i brystet som hun lod den synke og han kunne slet ikke svare på hendes spørgsmål. "Aaaargrghrh," klagede han fast og kneb øjnene sammen under bindet. Han knyttede hænderne og det indre frøs til is, så hun hurtigt ville møde en mur af det der føltes som at stikke en kniv ind i en massiv isklump. Den dejlige gode ved isdæmonen. Dog var dette ren refleks, for han styrede det ikke selv. Det var et forsvar mod den smerte som han mærkede. "Du skal ikke bestemme over mig," hvæsede han.