Post by Deleted on May 31, 2012 10:41:26 GMT 1
Det var ved at nærme sig solopgangen i Manjarno. Langt de fleste hvilede godt og trygt i sin egen seng, selvom Alicia på ingen måder var iblandt dem. Hun havde vandret hvileløs igennem de sidste mange.. alt for mange dage, og hun vidste efterhånden ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Isaac havde søgt ud for en kort stund, men var aldrig kommet hjem igen, end ikke lille Pixie havde hun set skyggen af, og det var noget som knuste hende. Man sagde, at man kunne mærke det, når ens mage var kommet galt af sted, og den smerte som hun havde siddet med, og så det faktum at… han slet ikke havde været at mærke nogen steder, var helt klart noget som gjorde frygtelig ondt, for.. han var væk.. og hun kunne mærke det stikke så dybt som det aldrig nogensinde havde gjort det nogensinde før i hendes liv!
Forgæves havde Alicia forsøgt at holde fast i det hele, og fortsat grevearbejdet, selvom kampgejsten var gået af. Hun kunne ikke hvile når han ikke var der til at holde om hende. Hun manglede lyden af hans hjerte til at slå mod hendes øre, når hun sagde sig til når solen var på vej op, og endnu en gang havde hun forsøgt. Lyden af de første fugle udendørs, kunne hun godt høre, også selvom det slet ikke var noget som gav hende nogen som helst form for ro. Hun vidste at hun måske ikke burde, men nu hvor begge hendes børn var væk, nu hvor hendes liv virkelig var revet væk under hende, var virkelig noget af det værste som kunne ske for hende, for hun kunne virkelig ikke uden sin mage, og specielt med det arbejde som hun stod for sig! Katharina var ved at blive ganske godt træt efterhånden, for det var også ved at nærme sig hendes sengetid, selvom hun var af en ganske anden mening.. der var andre ting som skulle ske her til morgen, og det var en mening som hun stod fast besluttet på! Hun kunne ikke mere, og det at fortsætte uden at vide hvad der skulle ske med lille Katharina var.. slet ikke noget som hun ønskede. Den lille pige var ved at være stor, hun kunne gå og det hele nu, også selvom hun stadig var afhængig af, at man så efter hende mere eller mindre hele tiden. ”Kom her min pige..” endte hun sigende, som hun tog omkring den lille pige, som endnu en gang tog en runde rundt om bordet inde i stuen. Det stak i hendes hjerte, for hun vidste at det var noget som Isaac havde måtte undvære, for han havde jo slet ikke været der længe nu, og det var en tanke som virkelig, virkelig gjorde noget så frygtelig ondt! Den lille pige sendte hende et stort smil. Tænderne havde hun fået, også selvom det slet ikke var noget som på nogen måde, fik hende til at væmmes, for hun havde dem jo trods alt også selv. ”Vi skal ud og gå en lille tur,” sagde hun roligt. Lille Katharina nærmest strålede op i et glædeligt smil, for hvis de skulle ud, så kunne de vel lede efter stedfar Isaac? Det ville hun helt klart elske, også fordi at det var så længe siden at hun havde set ham nu! Og hun ville gerne have ham hjem! ”Find far..?” spurgte hun næsten med store øjne, som hun endte med at gnide sig i. Det var jo allerede langt over hendes sengetid, selvom det nu heller ikke var noget som hun nødvendigvis bed sig mærke i, for hun var jo en meget aktiv lille en, og det havde hun altid været!
Alicias smil falmede en anelse, for det var slet ikke noget som hun ønskede at høre tale om bare sådan uden videre! Hun endte dog med at nikke. En lille løgn for at få tøsen med sig ud, så var det vel heller ikke helt så slemt? Hun havde sin ring på fingeren som hun kunne fjerne når solen ville stå op. Den lille pige ville være en helt anden sag, selvom det nu stadig var noget som gjorde så frygtelig ondt, for hun ønskede det jo på ingen måde, men.. hvem skulle da tage den lille pige? ”.. Ja.. vi.. skal ud og kigge lidt efter far,” endte hun med et skævt smil. Tanken gav hende tårer i øjnene, for hun vidste at han var væk, og der var ikke noget som hun kunne gøre ved det, også selvom det helt klart var noget af det værste af det hele, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Tanken om at Isaac var væk, var noget som kun blev sværere og sværere for hende, for det var ikke noget af det som hun kunne gøre noget ved.. hun havde lovet at gå igennem ild og vand for ham, og hun følte virkelig, at hun havde svigtet ham noget så frygtelig voldsomt, og det var noget som efterlod hende med en forfærdelig smag i munden! Tøsen virkede direkte glad! ”Tror du vi ka’ finde ham i dag mor..?” spurgte hun sigende, som hun direkte gjorde tegn til at ville ned. Alicia smilede ganske svagt, kun for at sætte hende ned og se tøsen styrte direkte ud i gangen for at få sko på og sin lille frakkelignende kappe. En tåre trillede let ned af hendes kind. Hun vidste godt, at det på ingen måder var retfærdigt, men hun fandt virkelig ikke noget andet alternativ. Hun gik roligt efter hende, selvom hun valgte at ignorere tjenestefolket som konstant stirrede efter hende, for de vidste jo trods alt godt hvad hun havde i tankerne at skulle gøre når solen stod op. Den ene valgte at steppe op foran hende, hvilket fik Alicia til at stoppe op allerede med det samme. ”Tænk rationelt Alicia.. Tænk på den lille pige og den fremtid hun kunne få..” endte hun sigende. Det var sjældent at hun steppede op på den måde, men når det gjaldt den lille pige, så kunne hun ikke se noget andet alternativ! Hun gjorde det fordi at det var direkte nødvendigt! Alicia kneb øjnene fast sammen og med en tydelig dræbende mine, for det var slet ikke noget som denne kvinde skulle komme og belære hende med. ”Du ved slet ikke hvordan det er! Jeg lovede ham at passe på hende.. og det agter jeg at gøre.. Lad mig komme forbi..” endte hun med en iskold stemme. Det var frygtelig sjældent at hun tog den tone i brug overfor nogen som helst, men jo længere tid der gik, hvor hun måtte mangle Isaac, jo værre ville det blive, og det vidste hun udmærket godt!
Tjenestepigen valgte at tage et skridt til siden, for det at sætte sig op mod hende, var slet ikke noget som de fik noget ud af – nogen af dem. ”Jeg beder dig.. lad mig passe på hende for Dem..” forsøgte hun igen, selvom det var for døve øre, da Alicia bare fortsatte sin vandring ud til sin lille datter. Hun betegnede virkelig den lille pige som hende og Isaacs.. Noget af det som de aldrig kunne få, og noget af det som de aldrig nogensinde ville få, udelukkende fordi at han nu var væk. Dette var noget som hun havde overvejet igennem så frygtelig lang tid nu, og dette var den beslutning som hun havde valgt at tage. Måske at den var frygtelig, frygtelig egoistisk, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan.. Hun ønskede ikke at efterlade tøsen alene, og da slet ikke til en bunke tjenestefolk, for efter at det slog klik for hende, så stolede hun virkelig ikke på nogen! Lille Katharina kiggede op på hende. ”Se moar!” endte hun glad, som hun vendte sig mod hende og viste hende at hun havde fået skoene på – godt nok spejlvendt, men de var der! Alicia smilede et trist smil. ”Det er flot min skat. Du har bare vendt dem forkert.. Se.. sådan her..” Ganske roligt tog hun hendes sko af, for at sætte dem rigtigt på i stedet for. Katharina nikkede blot og rejste sig op, for at gribe omkring sin frakke som han henne på knagen som hun fik på – rigtig vej faktisk! For hun var efterhånden også ved at lære det, for hun ønskede jo også at gøre sin mor ganske stolt, og det gjorde hun jo kun ved at gøre tingene rigtigt! ”Så!” endte hun sigende og vendte sig mod mor. Alicia smilede endnu en gang. Det efterlod hende faktisk med en frygtelig ubehagelig klump i maven med tanken om det som skulle ske.. kunne hun nu fuldføre det? Hun var faktisk ikke helt sikker, men der var nu heller ikke noget som hun kunne gøre ved det bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun fandt sin egen frakke og fik den på. Ringen beskyttede hende så langt, og der var endnu et stykke tid til solen for alvor ville vise sig, selvom hun nu ikke regnede med at det var noget som den lille Katharina tænkte meget over, for hun ønskede jo bare at finde sin far Isaac, og det kunne hun skam godt forstå. Hun kunne blot håbe på at manden ville vente på dem, på den anden side.. Hun savnede virkelig hans smil og hans latter, ja generelt hele ham.
At få Katharina med sig ud, var ikke det største problem, for hun havde altid været glad for at være ude. Et sted så var det også fordi at hun havde moret sig så meget med Pixie dengang hun havde været helt lille, at det til tider havde været tæt på at gå galt! En tanke som endnu en gang kun fik hende til at smile. Hun var virkelig omringet af minder om manden, og det var noget som ganske enkelt måtte drive hende til vanvid, for det var virkelig ved at blive slemt efterhånden! Hånden tog roligt omkring Katharinas. Tøsen var hel vampyr, så hun vidste, at der ikke var noget ved solen, som kunne holde hende sikker, ligesom hun havde sin ring. Hun ville lade tøsen gå bort først, for at sikre sig, og så.. selv fjerne ringen, efter de sidste ord til ham, selvom hun vel allerede vidste, at det var aften at det hele skulle ende? Et sted så ønskede hun egentlig bare at få det overstået, selvom hun vidste, at dette voldsomt var noget som gik ud over det ry og rygte som hun havde, selvom det bestemt ikke var noget som hjalp hende på nogen som helst måde. Hun afsluttede med at svine Izakaya-navnet til? Ja, det gjorde hun vel..
Vinden ramte hende direkte i ansigtet, nærmest som den selv bad hende om at holde op med hvad hun nu ellers havde gang i, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun nægtede at vende om! Hun havde lovet sin søn at passe på hans datter, og det var helt klart noget som hun agtet at gøre det! Hun ønskede at ære sin søn på den måde som hun nu kunne, og hun kunne slet ikke mindes, at der var nogen reelle som kunne tage den rolle som hendes forsørger, så hun tog hellere tøsen med sig.. grusomt som det nu måtte lyde. Hendes tanker blev dog brudt, da Katharina igen åbnede munden. Så glad og munter en pige som hun altid havde været. ”Hvor vi går hen?” spurgte hun dæmpet. De havde jo efterhånden også søgt så meget efter far, at hun kun mindes at have set det hele mere end en gang! Hun stoppede op og vendte blikket mod mor endnu en gang. Let blinkede hun med sine store øjne, for hun var nysgerrig af sig. Alicia sendte hende bare et tamt smil. ”Vi kigger deroppe i dag..” Hun hævede den anden hånd og pegede den i retningen af klipperne som lå et godt stykke fra dem. Et af de meget få steder Katharina endnu ikke havde set, ganske enkelt fordi at det var et farligt sted.
”DEROP!? Wee! Så vi kan se far!” udbrød hun med en glædelig stemme, hvor hun næsten endte helt ivrig efter at komme derop! Ja, den unge pige skulle bare vide hvad der ventede hende, for det var bestemt heller ikke noget som Alicia havde snakket med hende om, og bestemt heller ikke ønskede. ”Nemlig.. så kan vi se far,” endte hun sigende, som hun begyndte at føre Katharina med sig derop.
Turen op af klipperne var hård, for den var lang, og hun ønskede bestemt heller ikke at tabe lille Katharina på vejen, selvom tøsen på ingen måder anså hvilket frygtindgydende sted at det måtte være, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste som sådan, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hold godt fast i min hånd, Katharina. Det er farligt heroppe!” endte hun med en stemme som tydeligt måtte udtrykke bekymringen for hende, for det var en bekymring som hun sad inde med, det var helt sikkert. Tøsen nærmest trak sin mor med sig. Det var hendes mor, for det var hende som altid havde været der, selvom hun kendte til sandheden, så var det ikke noget som rørte hende som sådan. Hun stoppede op og vendte sig mod hende. ”Jeg er altså stor pige nu,” nærmest bebrejdede hun som hun igen vendte sig om, kun for at fortsætte. De var faktisk kommet meget højt oppe, og solen selv, var endnu ikke begyndt at kigge frem, ellers havde Katharina nok reageret på en lidt anden måde, end det som hun havde gjort til nu. Hun vidste jo trods alt godt hvad solen gjorde ved hende, for hun vidste jo godt hvilket væsen hun var og hvad det betød når hun var ude. Men dog, så tænkte hun ikke så langt frem, før solen først ville kigge frem, og det vidste Alicia jo udmærket godt, og det var skam også det som var hendes trumfkort i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Turen til tops var lang, og det tog dem også tid, hvor det allerede var ved at lysne godt i det fjerne, selvom det nu heller ikke var noget som Alicia var særlig meget påvirket af. Hun vidste hvad der skule ske, også fordi at dette var noget som hun havde besluttet sig for, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt, men hun havde da om ikke andet, så taget en beslutning bundet af det, som hun selv måtte antage som noget af det bedste for hende og hendes lille pige, for det var virkelig gået hen og blevet hendes lille pige. Hun tog roligt den unge pige i sin hånd og førte hende helt med sig til tops. ”Kom med mig, Katharina..” endte hun dæmpet, som hun roligt endte med at sætte sig, hvor hun tog den lille pige i sin favn, så hun kunne sætte sig der sammen med hende. ”Prøv at se om du kan se far,” endte hun dæmpet, som hun selv lod blikket fare.. næsten som hun faktisk håbede på at han ville dukke op, også selvom hun vidste, at det nok slet ikke ville blive tilfældet. Manden var væk, og enten fordi at.. han var gået bort, eller havde valgt at forlade hende.. et sted så vidste hun ikke hvad hun ville håbe frem for det andet, for begge tanker, var noget som gjorde noget så frygtelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Katharina endte roligt med at sætte sig i hendes mors skød, hvor hun tog hendes arme om sig, så hun selv kunne føle sig lidt beskyttet. Blikket farede rundt omkring, nærmest som hun selv håbede på at se enten far eller Pixie. Hun savnede jo selv den lille drage! Den lille drage, som faktisk kunne blive så stor! ”Mor..? Tror du far kom hjem igen?” spurgte hun stille, efter at have opgivet at få øje på ham, for hun kunne jo slet ikke se ham! Hun vendte sig endnu en gang mod sin mor, som selv sad der bag hende. Ordene var noget som gjorde ondt på Alicia, for det lignede bestemt heller ikke Isaac bare at blive væk, så et eller andet måtte der være sket! Ellers ville han vel også have givet hende besked i form af.. ja, et eller andet, men hun havde absolut intet hørt, og det var noget af det som gjorde det hele meget værre for hende, for hvad skulle hun dog sige? ”Det tror jeg ikke at han gør, Katharina,” svarede hun endeligt…
Det var ved at nærme sig. Alicia kunne mærke det på sin krop, også selvom hun vidste at det også var noget som den lille pige i hendes arme, ville kunne mærke lige så, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved som sådan. Svagt bed hun sig i læben, som hendes greb let måtte strammes omkring Katharina. Hun ønskede jo heller ikke at gøre hende ondt. Nej, det var faktisk det sidste som hun ønskede at gøre, men lige her, var hun virkelig ikke i stand til at tænke rationelt nok til at tænke andre alternativer. Hun havde virkelig forsøgt, også selvom det bestemt heller ikke var noget som var meget nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet! Katharina vendte sig mod hende. ”Mor hvad sker..?” Hun endte med at tie, som hun selv vendte blikket mod horisonten, hvor solen langsomt måtte stige op over himlen. Hun vendte sig mod hende igen. ”Mor!” endte hun næsten med en streng stemme. Alvoret i det, var slet ikke noget som gik op for den lille pige bare sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var tydeligt. Og det var noget som Alicia priste sig lykkelig for. at den unge lille pige, slet ikke vidste alvoret af denne situation, ellers ville det jo først for alvor ende med at gå helt galt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Alicia vendte sig mod hende. ”Sch, min skat..” endte hun dæmpet. Katharina stirrede på hende, og denne gang med en tydelig mere usikker mine, for hvad var det lige hendes mor havde gang i? Uanset hvad det var, så kunne hun bestemt ikke lide det! ”Vi skal finde far.. Ikke sidde her mere.. Mor! Jeg kan ikke lide det!” endte hun denne gang med en mere usikker stemme, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn! En tåre trillede stille ned af Alicias kind. At høre Katharina bange, var helt klart noget af det værste af det hele, for hun ønskede slet ikke at hun skulle være bange. Solen kunne være god, også selvom hun vidste, at det ville gøre forbandet ondt, for hun havde selv stået i situationen, at have fået det direkte i ansigtet, og det var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt! Hun trykkede stille den lille pige ind mod sig, også nærmest for at give hende den form for trøst, og det var også tydeligt at lille Katharina søgte helt ind mod hendes favn, for hun var.. bange.. og meget endda. ”Vi skal nok finde far.. bare ikke i den her verden, min pige..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var en tanke som hun nu måtte trøste sig med. At manden ikke længere var til her, men.. et helt andet sted, selvom det helt klart ikke var noget som gjorde det nemme for hende på nogen måde, for hun ønskede slet ikke at gøre den lille pige noget ondt, men her var hun virkelig nødt til det! Hun havde ikke noget andet valg i det store og hele! Katharina vendte blikket mod hende, hvor det vel også var tydeligt i hendes ansigt og hendes mimik, at hun ikke rigtigt forstod hvad hun snakkede om. Hun vendte blikket mod horisonten. Det gik egentlig skræmmende hurtigt for solen at komme op og hendes mor kunne bare blive siddende der? Det var slet ikke noget som hun brød sig om! Det var en tanke som skræmte hende! ”Jeg kan ikke lide det mor..” endte hun mere skingert, som hun nærmest gemte sig helt ind mod Alicia, som hun ønskede at hun skulle værne hende for solen, for hun vidste at den var farlig for hende!
En stille tåre gled ned over Alicias ansigt, men dette var ikke noget som hun kunne fortryde. Hun fjernede roligt sin egen frakke og lagde den ved siden af sig – med andre ord, så var der ikke noget til at skåne hende eller den lille pige det mindste, selvom det helt klart var noget som gjorde rigtig ondt for hende at tænke på, det var der heller ikke nogen tvivl om. Ringen fjernede hun stille fra sin finger og lagde den lige så ved siden af. Så vidste folk da om ikke andet hvem asken tilhørte, hvis man fandt hende, også selvom det nu heller ikke var noget som hun regnede med, for det var langt de færreste som søgte herop. Det brændt allerede og det prikkede pludselig så voldsomt i hendes hud. Katharina begyndte at skælve, for det var tydeligt at den lille pige, virkelig var ved at være godt bange. ”Det skal alt sammen nok gå..” Hendes stemme var dirrende, som hun roligt trykkede den lille pige ind mod sig. Tabet af Isaac var mere end det som hun kunne bære, og at efterlade den lille pige, var slet ikke noget som kom på tale på nogen måde! Hun sukkede tungt og trykkede den lille pige ind mod sig. Hun var begyndt at græde, og det var noget som hun faktisk godt kunne forstå, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige noget til. Dette var for det bedste… det var den tanke som hun var fuldkommen overbevist om! ”Jeg kan ikke lide det..” endte hun med en dæmpet stemme, næsten som hun faktisk forsøgte at trygle mor om at komme hjem, for hun kunne slet ikke lide det! Det prikkede jo selv til hende, hvor hun forsøgte at finde noget skjul i sin mors arme, selvom der ikke var noget sted at søge den, nu hvor hun havde taget sin egen frakke af. Tårerne meldte sig i den lille piges øjne, for det var efterhånden ved at gå op for hende.. Hun vidste jo godt hvad solen ville gøre ved deres væsen!
Alicia trykkede den lille pige ind mod sig, også for at skænke hende den tydelige manglende følelse af tryghed. Selv hun klemte øjnene sammen. Hvis Isaac var død, så ville han tage imod hende.. og deres lille pige, det var hun slet ikke i tvivl om. De var ikke bærer af nogen sjæl, så det var ikke engang fordi at hun havde de store forhåbninger, men smerten var for meget til at hun kunne bære rundt med den. Det var noget som gjorde noget så frygtelig ondt! Solens første stråle viste sig over den store horisont, også selvom den ikke direkte ramte dem. Katharina begyndte at græde og knugede sig ind mod hende. ”Mor..!” endte hun skingert, som hun næsten endte med at forsøge at trække sig væk, selvom Alicia slet ikke slap hende. Hun ønskede slet ikke at slippe hende, for hun skulle med hende. ”Det skal nok gå min pige..” endte hun dæmpet, som hun selv endte med at lukke øjnene. ”Mor elsker dig,” endte hun med en dæmpet stemme. Katharina begyndte at græde lydt, for hun ønskede jo slet ikke at have så ondt, men mor var tydeligvis af en helt anden mening!
Solen viste sig kun mere og mere på den store himmel, hvor den også endte med at ramme deres skikkelser. Katharina brød ud direkte i et skrig, som solen nærmest begyndte at ætse på hendes hud, for det gjorde virkelig ondt! Alicia lukkede øjnene, også selvom hendes tårestrøm på ingen måder holdt op, for hun kunne virkelig ikke få sig selv til at stoppe, for det var virkelig hårdt nok som det nu måtte være fra før af. Solen varmede virkelig, og endda også så meget, at det næsten føles brændende. Hun huskede fornemmelsen, og selv det var noget som skabte en mindre panik i hende, for hun havde oplevet det før, og det var noget som selv gjorde ondt på hende overhovedet at skulle mindes, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Mor elsker dig..” hviskede hun dæmpet. Måske at dette ikke var måden at ære Isaacs minde på, men byrden var for tung, til at hun kunne fortsætte med at bære den, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp hende på nogen måde. Katharina græd voldsomt, for det gjorde jo ondt på hende. Følelserne begyndte at forsvinde i fingrene, såvel som i hendes ansigt, da det var fuldkommen blottet for den store sol. Katharina var kraftigt påvirket af solen, hvor hun allerede var ved at blive askegrå. Hun endte med at bryde ud i et kraftigt og smertefuldt skrig. Hun havde ondt, og det var Alicia ganske vidst klar over, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tænderne bed hun kraftigt sammen. Selv så nægtede hun at skrige, som hendes lille pige, også fordi at hun vidste, at det var fordi at det gjorde ondt, og hun vidste det jo godt! ”Sov godt min skat..” hviskede hun dæmpet, som lille Katharina endte med at blive fuldkommen askegrå og begyndte voldsomt at smuldre ind i hendes favn. Hun begyndte at græde lydt, som hun så til at Katharina faldt til jorden for øjnene af hende. Blikket vendte hun mod solen som kun viste sig mere og mere. Selv hun var endt helt askegrå og var selv begyndt at smuldre. Det var som en underlig form for.. lettelse for hende. Det at vide, at det endelig var forbi, for det var noget som hun tydeligvis også havde brug for i den anden ende. Et sted kunne hun ikke lade være med at bebrejde Isaac for det, for det var ham som var endt med at forsvinde bare sådan uden videre, og ud af hendes liv! Det var ham som var blevet væk og havde valgt at efterlade hende her.. At dette så skulle resultere i et mord på hendes eget barnebarn, var slet ikke en tanke som hun tænkte meget mere over uanset. For det hele var ved at være slut nu.. det var hende næsten en form for lettelse. Det sitrede i hendes fingre, som hun kunne se at Katharinas asker forsvandt mellem dem og faldt til jorden, også selvom hun selv var i gang med det samme. Hun var større.. havde andre raser i sin fortid, som sikkert også gjorde sit for hende. ”Jeg håber du er tilfreds Isaac..” hviskede hun knust. Tanken knuste hende virkelig. Armene fik hun ud til hver side, så hun var sikker på at bade fuldstændig i solens lys. De mange gamle ar i hendes ansigt blev som revet op på ny, nu hvor solen for alvor viste sig på den store himmel foran hende. Hun havde holdt sin lille pige på pinebænken, holdt hende hen med løgne om at de nok skulle finde far, og nu var hun.. væk. Tanken gjorde ondt, men det var nødvendigt! En sidste tåre trillede ned af hendes kind, idet hun selv måtte give efter for den brændende hede. Solen fik hendes krop til at gå fuldstændig i opløsning, hvor hun endte med at falde til jorden som intet andet end en bunke aske. Ved hendes side lå hendes vielsesring og med den, hendes frakke. Asken samlede sig med Katharina. Altid skulle de to forblive sammen. Det var hun helt sikker på…
//Out
Forgæves havde Alicia forsøgt at holde fast i det hele, og fortsat grevearbejdet, selvom kampgejsten var gået af. Hun kunne ikke hvile når han ikke var der til at holde om hende. Hun manglede lyden af hans hjerte til at slå mod hendes øre, når hun sagde sig til når solen var på vej op, og endnu en gang havde hun forsøgt. Lyden af de første fugle udendørs, kunne hun godt høre, også selvom det slet ikke var noget som gav hende nogen som helst form for ro. Hun vidste at hun måske ikke burde, men nu hvor begge hendes børn var væk, nu hvor hendes liv virkelig var revet væk under hende, var virkelig noget af det værste som kunne ske for hende, for hun kunne virkelig ikke uden sin mage, og specielt med det arbejde som hun stod for sig! Katharina var ved at blive ganske godt træt efterhånden, for det var også ved at nærme sig hendes sengetid, selvom hun var af en ganske anden mening.. der var andre ting som skulle ske her til morgen, og det var en mening som hun stod fast besluttet på! Hun kunne ikke mere, og det at fortsætte uden at vide hvad der skulle ske med lille Katharina var.. slet ikke noget som hun ønskede. Den lille pige var ved at være stor, hun kunne gå og det hele nu, også selvom hun stadig var afhængig af, at man så efter hende mere eller mindre hele tiden. ”Kom her min pige..” endte hun sigende, som hun tog omkring den lille pige, som endnu en gang tog en runde rundt om bordet inde i stuen. Det stak i hendes hjerte, for hun vidste at det var noget som Isaac havde måtte undvære, for han havde jo slet ikke været der længe nu, og det var en tanke som virkelig, virkelig gjorde noget så frygtelig ondt! Den lille pige sendte hende et stort smil. Tænderne havde hun fået, også selvom det slet ikke var noget som på nogen måde, fik hende til at væmmes, for hun havde dem jo trods alt også selv. ”Vi skal ud og gå en lille tur,” sagde hun roligt. Lille Katharina nærmest strålede op i et glædeligt smil, for hvis de skulle ud, så kunne de vel lede efter stedfar Isaac? Det ville hun helt klart elske, også fordi at det var så længe siden at hun havde set ham nu! Og hun ville gerne have ham hjem! ”Find far..?” spurgte hun næsten med store øjne, som hun endte med at gnide sig i. Det var jo allerede langt over hendes sengetid, selvom det nu heller ikke var noget som hun nødvendigvis bed sig mærke i, for hun var jo en meget aktiv lille en, og det havde hun altid været!
Alicias smil falmede en anelse, for det var slet ikke noget som hun ønskede at høre tale om bare sådan uden videre! Hun endte dog med at nikke. En lille løgn for at få tøsen med sig ud, så var det vel heller ikke helt så slemt? Hun havde sin ring på fingeren som hun kunne fjerne når solen ville stå op. Den lille pige ville være en helt anden sag, selvom det nu stadig var noget som gjorde så frygtelig ondt, for hun ønskede det jo på ingen måde, men.. hvem skulle da tage den lille pige? ”.. Ja.. vi.. skal ud og kigge lidt efter far,” endte hun med et skævt smil. Tanken gav hende tårer i øjnene, for hun vidste at han var væk, og der var ikke noget som hun kunne gøre ved det, også selvom det helt klart var noget af det værste af det hele, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Tanken om at Isaac var væk, var noget som kun blev sværere og sværere for hende, for det var ikke noget af det som hun kunne gøre noget ved.. hun havde lovet at gå igennem ild og vand for ham, og hun følte virkelig, at hun havde svigtet ham noget så frygtelig voldsomt, og det var noget som efterlod hende med en forfærdelig smag i munden! Tøsen virkede direkte glad! ”Tror du vi ka’ finde ham i dag mor..?” spurgte hun sigende, som hun direkte gjorde tegn til at ville ned. Alicia smilede ganske svagt, kun for at sætte hende ned og se tøsen styrte direkte ud i gangen for at få sko på og sin lille frakkelignende kappe. En tåre trillede let ned af hendes kind. Hun vidste godt, at det på ingen måder var retfærdigt, men hun fandt virkelig ikke noget andet alternativ. Hun gik roligt efter hende, selvom hun valgte at ignorere tjenestefolket som konstant stirrede efter hende, for de vidste jo trods alt godt hvad hun havde i tankerne at skulle gøre når solen stod op. Den ene valgte at steppe op foran hende, hvilket fik Alicia til at stoppe op allerede med det samme. ”Tænk rationelt Alicia.. Tænk på den lille pige og den fremtid hun kunne få..” endte hun sigende. Det var sjældent at hun steppede op på den måde, men når det gjaldt den lille pige, så kunne hun ikke se noget andet alternativ! Hun gjorde det fordi at det var direkte nødvendigt! Alicia kneb øjnene fast sammen og med en tydelig dræbende mine, for det var slet ikke noget som denne kvinde skulle komme og belære hende med. ”Du ved slet ikke hvordan det er! Jeg lovede ham at passe på hende.. og det agter jeg at gøre.. Lad mig komme forbi..” endte hun med en iskold stemme. Det var frygtelig sjældent at hun tog den tone i brug overfor nogen som helst, men jo længere tid der gik, hvor hun måtte mangle Isaac, jo værre ville det blive, og det vidste hun udmærket godt!
Tjenestepigen valgte at tage et skridt til siden, for det at sætte sig op mod hende, var slet ikke noget som de fik noget ud af – nogen af dem. ”Jeg beder dig.. lad mig passe på hende for Dem..” forsøgte hun igen, selvom det var for døve øre, da Alicia bare fortsatte sin vandring ud til sin lille datter. Hun betegnede virkelig den lille pige som hende og Isaacs.. Noget af det som de aldrig kunne få, og noget af det som de aldrig nogensinde ville få, udelukkende fordi at han nu var væk. Dette var noget som hun havde overvejet igennem så frygtelig lang tid nu, og dette var den beslutning som hun havde valgt at tage. Måske at den var frygtelig, frygtelig egoistisk, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan.. Hun ønskede ikke at efterlade tøsen alene, og da slet ikke til en bunke tjenestefolk, for efter at det slog klik for hende, så stolede hun virkelig ikke på nogen! Lille Katharina kiggede op på hende. ”Se moar!” endte hun glad, som hun vendte sig mod hende og viste hende at hun havde fået skoene på – godt nok spejlvendt, men de var der! Alicia smilede et trist smil. ”Det er flot min skat. Du har bare vendt dem forkert.. Se.. sådan her..” Ganske roligt tog hun hendes sko af, for at sætte dem rigtigt på i stedet for. Katharina nikkede blot og rejste sig op, for at gribe omkring sin frakke som han henne på knagen som hun fik på – rigtig vej faktisk! For hun var efterhånden også ved at lære det, for hun ønskede jo også at gøre sin mor ganske stolt, og det gjorde hun jo kun ved at gøre tingene rigtigt! ”Så!” endte hun sigende og vendte sig mod mor. Alicia smilede endnu en gang. Det efterlod hende faktisk med en frygtelig ubehagelig klump i maven med tanken om det som skulle ske.. kunne hun nu fuldføre det? Hun var faktisk ikke helt sikker, men der var nu heller ikke noget som hun kunne gøre ved det bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun fandt sin egen frakke og fik den på. Ringen beskyttede hende så langt, og der var endnu et stykke tid til solen for alvor ville vise sig, selvom hun nu ikke regnede med at det var noget som den lille Katharina tænkte meget over, for hun ønskede jo bare at finde sin far Isaac, og det kunne hun skam godt forstå. Hun kunne blot håbe på at manden ville vente på dem, på den anden side.. Hun savnede virkelig hans smil og hans latter, ja generelt hele ham.
At få Katharina med sig ud, var ikke det største problem, for hun havde altid været glad for at være ude. Et sted så var det også fordi at hun havde moret sig så meget med Pixie dengang hun havde været helt lille, at det til tider havde været tæt på at gå galt! En tanke som endnu en gang kun fik hende til at smile. Hun var virkelig omringet af minder om manden, og det var noget som ganske enkelt måtte drive hende til vanvid, for det var virkelig ved at blive slemt efterhånden! Hånden tog roligt omkring Katharinas. Tøsen var hel vampyr, så hun vidste, at der ikke var noget ved solen, som kunne holde hende sikker, ligesom hun havde sin ring. Hun ville lade tøsen gå bort først, for at sikre sig, og så.. selv fjerne ringen, efter de sidste ord til ham, selvom hun vel allerede vidste, at det var aften at det hele skulle ende? Et sted så ønskede hun egentlig bare at få det overstået, selvom hun vidste, at dette voldsomt var noget som gik ud over det ry og rygte som hun havde, selvom det bestemt ikke var noget som hjalp hende på nogen som helst måde. Hun afsluttede med at svine Izakaya-navnet til? Ja, det gjorde hun vel..
Vinden ramte hende direkte i ansigtet, nærmest som den selv bad hende om at holde op med hvad hun nu ellers havde gang i, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun nægtede at vende om! Hun havde lovet sin søn at passe på hans datter, og det var helt klart noget som hun agtet at gøre det! Hun ønskede at ære sin søn på den måde som hun nu kunne, og hun kunne slet ikke mindes, at der var nogen reelle som kunne tage den rolle som hendes forsørger, så hun tog hellere tøsen med sig.. grusomt som det nu måtte lyde. Hendes tanker blev dog brudt, da Katharina igen åbnede munden. Så glad og munter en pige som hun altid havde været. ”Hvor vi går hen?” spurgte hun dæmpet. De havde jo efterhånden også søgt så meget efter far, at hun kun mindes at have set det hele mere end en gang! Hun stoppede op og vendte blikket mod mor endnu en gang. Let blinkede hun med sine store øjne, for hun var nysgerrig af sig. Alicia sendte hende bare et tamt smil. ”Vi kigger deroppe i dag..” Hun hævede den anden hånd og pegede den i retningen af klipperne som lå et godt stykke fra dem. Et af de meget få steder Katharina endnu ikke havde set, ganske enkelt fordi at det var et farligt sted.
”DEROP!? Wee! Så vi kan se far!” udbrød hun med en glædelig stemme, hvor hun næsten endte helt ivrig efter at komme derop! Ja, den unge pige skulle bare vide hvad der ventede hende, for det var bestemt heller ikke noget som Alicia havde snakket med hende om, og bestemt heller ikke ønskede. ”Nemlig.. så kan vi se far,” endte hun sigende, som hun begyndte at føre Katharina med sig derop.
Turen op af klipperne var hård, for den var lang, og hun ønskede bestemt heller ikke at tabe lille Katharina på vejen, selvom tøsen på ingen måder anså hvilket frygtindgydende sted at det måtte være, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste som sådan, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hold godt fast i min hånd, Katharina. Det er farligt heroppe!” endte hun med en stemme som tydeligt måtte udtrykke bekymringen for hende, for det var en bekymring som hun sad inde med, det var helt sikkert. Tøsen nærmest trak sin mor med sig. Det var hendes mor, for det var hende som altid havde været der, selvom hun kendte til sandheden, så var det ikke noget som rørte hende som sådan. Hun stoppede op og vendte sig mod hende. ”Jeg er altså stor pige nu,” nærmest bebrejdede hun som hun igen vendte sig om, kun for at fortsætte. De var faktisk kommet meget højt oppe, og solen selv, var endnu ikke begyndt at kigge frem, ellers havde Katharina nok reageret på en lidt anden måde, end det som hun havde gjort til nu. Hun vidste jo trods alt godt hvad solen gjorde ved hende, for hun vidste jo godt hvilket væsen hun var og hvad det betød når hun var ude. Men dog, så tænkte hun ikke så langt frem, før solen først ville kigge frem, og det vidste Alicia jo udmærket godt, og det var skam også det som var hendes trumfkort i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Turen til tops var lang, og det tog dem også tid, hvor det allerede var ved at lysne godt i det fjerne, selvom det nu heller ikke var noget som Alicia var særlig meget påvirket af. Hun vidste hvad der skule ske, også fordi at dette var noget som hun havde besluttet sig for, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt, men hun havde da om ikke andet, så taget en beslutning bundet af det, som hun selv måtte antage som noget af det bedste for hende og hendes lille pige, for det var virkelig gået hen og blevet hendes lille pige. Hun tog roligt den unge pige i sin hånd og førte hende helt med sig til tops. ”Kom med mig, Katharina..” endte hun dæmpet, som hun roligt endte med at sætte sig, hvor hun tog den lille pige i sin favn, så hun kunne sætte sig der sammen med hende. ”Prøv at se om du kan se far,” endte hun dæmpet, som hun selv lod blikket fare.. næsten som hun faktisk håbede på at han ville dukke op, også selvom hun vidste, at det nok slet ikke ville blive tilfældet. Manden var væk, og enten fordi at.. han var gået bort, eller havde valgt at forlade hende.. et sted så vidste hun ikke hvad hun ville håbe frem for det andet, for begge tanker, var noget som gjorde noget så frygtelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Katharina endte roligt med at sætte sig i hendes mors skød, hvor hun tog hendes arme om sig, så hun selv kunne føle sig lidt beskyttet. Blikket farede rundt omkring, nærmest som hun selv håbede på at se enten far eller Pixie. Hun savnede jo selv den lille drage! Den lille drage, som faktisk kunne blive så stor! ”Mor..? Tror du far kom hjem igen?” spurgte hun stille, efter at have opgivet at få øje på ham, for hun kunne jo slet ikke se ham! Hun vendte sig endnu en gang mod sin mor, som selv sad der bag hende. Ordene var noget som gjorde ondt på Alicia, for det lignede bestemt heller ikke Isaac bare at blive væk, så et eller andet måtte der være sket! Ellers ville han vel også have givet hende besked i form af.. ja, et eller andet, men hun havde absolut intet hørt, og det var noget af det som gjorde det hele meget værre for hende, for hvad skulle hun dog sige? ”Det tror jeg ikke at han gør, Katharina,” svarede hun endeligt…
Det var ved at nærme sig. Alicia kunne mærke det på sin krop, også selvom hun vidste at det også var noget som den lille pige i hendes arme, ville kunne mærke lige så, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved som sådan. Svagt bed hun sig i læben, som hendes greb let måtte strammes omkring Katharina. Hun ønskede jo heller ikke at gøre hende ondt. Nej, det var faktisk det sidste som hun ønskede at gøre, men lige her, var hun virkelig ikke i stand til at tænke rationelt nok til at tænke andre alternativer. Hun havde virkelig forsøgt, også selvom det bestemt heller ikke var noget som var meget nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet! Katharina vendte sig mod hende. ”Mor hvad sker..?” Hun endte med at tie, som hun selv vendte blikket mod horisonten, hvor solen langsomt måtte stige op over himlen. Hun vendte sig mod hende igen. ”Mor!” endte hun næsten med en streng stemme. Alvoret i det, var slet ikke noget som gik op for den lille pige bare sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var tydeligt. Og det var noget som Alicia priste sig lykkelig for. at den unge lille pige, slet ikke vidste alvoret af denne situation, ellers ville det jo først for alvor ende med at gå helt galt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Alicia vendte sig mod hende. ”Sch, min skat..” endte hun dæmpet. Katharina stirrede på hende, og denne gang med en tydelig mere usikker mine, for hvad var det lige hendes mor havde gang i? Uanset hvad det var, så kunne hun bestemt ikke lide det! ”Vi skal finde far.. Ikke sidde her mere.. Mor! Jeg kan ikke lide det!” endte hun denne gang med en mere usikker stemme, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn! En tåre trillede stille ned af Alicias kind. At høre Katharina bange, var helt klart noget af det værste af det hele, for hun ønskede slet ikke at hun skulle være bange. Solen kunne være god, også selvom hun vidste, at det ville gøre forbandet ondt, for hun havde selv stået i situationen, at have fået det direkte i ansigtet, og det var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt! Hun trykkede stille den lille pige ind mod sig, også nærmest for at give hende den form for trøst, og det var også tydeligt at lille Katharina søgte helt ind mod hendes favn, for hun var.. bange.. og meget endda. ”Vi skal nok finde far.. bare ikke i den her verden, min pige..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var en tanke som hun nu måtte trøste sig med. At manden ikke længere var til her, men.. et helt andet sted, selvom det helt klart ikke var noget som gjorde det nemme for hende på nogen måde, for hun ønskede slet ikke at gøre den lille pige noget ondt, men her var hun virkelig nødt til det! Hun havde ikke noget andet valg i det store og hele! Katharina vendte blikket mod hende, hvor det vel også var tydeligt i hendes ansigt og hendes mimik, at hun ikke rigtigt forstod hvad hun snakkede om. Hun vendte blikket mod horisonten. Det gik egentlig skræmmende hurtigt for solen at komme op og hendes mor kunne bare blive siddende der? Det var slet ikke noget som hun brød sig om! Det var en tanke som skræmte hende! ”Jeg kan ikke lide det mor..” endte hun mere skingert, som hun nærmest gemte sig helt ind mod Alicia, som hun ønskede at hun skulle værne hende for solen, for hun vidste at den var farlig for hende!
En stille tåre gled ned over Alicias ansigt, men dette var ikke noget som hun kunne fortryde. Hun fjernede roligt sin egen frakke og lagde den ved siden af sig – med andre ord, så var der ikke noget til at skåne hende eller den lille pige det mindste, selvom det helt klart var noget som gjorde rigtig ondt for hende at tænke på, det var der heller ikke nogen tvivl om. Ringen fjernede hun stille fra sin finger og lagde den lige så ved siden af. Så vidste folk da om ikke andet hvem asken tilhørte, hvis man fandt hende, også selvom det nu heller ikke var noget som hun regnede med, for det var langt de færreste som søgte herop. Det brændt allerede og det prikkede pludselig så voldsomt i hendes hud. Katharina begyndte at skælve, for det var tydeligt at den lille pige, virkelig var ved at være godt bange. ”Det skal alt sammen nok gå..” Hendes stemme var dirrende, som hun roligt trykkede den lille pige ind mod sig. Tabet af Isaac var mere end det som hun kunne bære, og at efterlade den lille pige, var slet ikke noget som kom på tale på nogen måde! Hun sukkede tungt og trykkede den lille pige ind mod sig. Hun var begyndt at græde, og det var noget som hun faktisk godt kunne forstå, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige noget til. Dette var for det bedste… det var den tanke som hun var fuldkommen overbevist om! ”Jeg kan ikke lide det..” endte hun med en dæmpet stemme, næsten som hun faktisk forsøgte at trygle mor om at komme hjem, for hun kunne slet ikke lide det! Det prikkede jo selv til hende, hvor hun forsøgte at finde noget skjul i sin mors arme, selvom der ikke var noget sted at søge den, nu hvor hun havde taget sin egen frakke af. Tårerne meldte sig i den lille piges øjne, for det var efterhånden ved at gå op for hende.. Hun vidste jo godt hvad solen ville gøre ved deres væsen!
Alicia trykkede den lille pige ind mod sig, også for at skænke hende den tydelige manglende følelse af tryghed. Selv hun klemte øjnene sammen. Hvis Isaac var død, så ville han tage imod hende.. og deres lille pige, det var hun slet ikke i tvivl om. De var ikke bærer af nogen sjæl, så det var ikke engang fordi at hun havde de store forhåbninger, men smerten var for meget til at hun kunne bære rundt med den. Det var noget som gjorde noget så frygtelig ondt! Solens første stråle viste sig over den store horisont, også selvom den ikke direkte ramte dem. Katharina begyndte at græde og knugede sig ind mod hende. ”Mor..!” endte hun skingert, som hun næsten endte med at forsøge at trække sig væk, selvom Alicia slet ikke slap hende. Hun ønskede slet ikke at slippe hende, for hun skulle med hende. ”Det skal nok gå min pige..” endte hun dæmpet, som hun selv endte med at lukke øjnene. ”Mor elsker dig,” endte hun med en dæmpet stemme. Katharina begyndte at græde lydt, for hun ønskede jo slet ikke at have så ondt, men mor var tydeligvis af en helt anden mening!
Solen viste sig kun mere og mere på den store himmel, hvor den også endte med at ramme deres skikkelser. Katharina brød ud direkte i et skrig, som solen nærmest begyndte at ætse på hendes hud, for det gjorde virkelig ondt! Alicia lukkede øjnene, også selvom hendes tårestrøm på ingen måder holdt op, for hun kunne virkelig ikke få sig selv til at stoppe, for det var virkelig hårdt nok som det nu måtte være fra før af. Solen varmede virkelig, og endda også så meget, at det næsten føles brændende. Hun huskede fornemmelsen, og selv det var noget som skabte en mindre panik i hende, for hun havde oplevet det før, og det var noget som selv gjorde ondt på hende overhovedet at skulle mindes, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Mor elsker dig..” hviskede hun dæmpet. Måske at dette ikke var måden at ære Isaacs minde på, men byrden var for tung, til at hun kunne fortsætte med at bære den, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp hende på nogen måde. Katharina græd voldsomt, for det gjorde jo ondt på hende. Følelserne begyndte at forsvinde i fingrene, såvel som i hendes ansigt, da det var fuldkommen blottet for den store sol. Katharina var kraftigt påvirket af solen, hvor hun allerede var ved at blive askegrå. Hun endte med at bryde ud i et kraftigt og smertefuldt skrig. Hun havde ondt, og det var Alicia ganske vidst klar over, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tænderne bed hun kraftigt sammen. Selv så nægtede hun at skrige, som hendes lille pige, også fordi at hun vidste, at det var fordi at det gjorde ondt, og hun vidste det jo godt! ”Sov godt min skat..” hviskede hun dæmpet, som lille Katharina endte med at blive fuldkommen askegrå og begyndte voldsomt at smuldre ind i hendes favn. Hun begyndte at græde lydt, som hun så til at Katharina faldt til jorden for øjnene af hende. Blikket vendte hun mod solen som kun viste sig mere og mere. Selv hun var endt helt askegrå og var selv begyndt at smuldre. Det var som en underlig form for.. lettelse for hende. Det at vide, at det endelig var forbi, for det var noget som hun tydeligvis også havde brug for i den anden ende. Et sted kunne hun ikke lade være med at bebrejde Isaac for det, for det var ham som var endt med at forsvinde bare sådan uden videre, og ud af hendes liv! Det var ham som var blevet væk og havde valgt at efterlade hende her.. At dette så skulle resultere i et mord på hendes eget barnebarn, var slet ikke en tanke som hun tænkte meget mere over uanset. For det hele var ved at være slut nu.. det var hende næsten en form for lettelse. Det sitrede i hendes fingre, som hun kunne se at Katharinas asker forsvandt mellem dem og faldt til jorden, også selvom hun selv var i gang med det samme. Hun var større.. havde andre raser i sin fortid, som sikkert også gjorde sit for hende. ”Jeg håber du er tilfreds Isaac..” hviskede hun knust. Tanken knuste hende virkelig. Armene fik hun ud til hver side, så hun var sikker på at bade fuldstændig i solens lys. De mange gamle ar i hendes ansigt blev som revet op på ny, nu hvor solen for alvor viste sig på den store himmel foran hende. Hun havde holdt sin lille pige på pinebænken, holdt hende hen med løgne om at de nok skulle finde far, og nu var hun.. væk. Tanken gjorde ondt, men det var nødvendigt! En sidste tåre trillede ned af hendes kind, idet hun selv måtte give efter for den brændende hede. Solen fik hendes krop til at gå fuldstændig i opløsning, hvor hun endte med at falde til jorden som intet andet end en bunke aske. Ved hendes side lå hendes vielsesring og med den, hendes frakke. Asken samlede sig med Katharina. Altid skulle de to forblive sammen. Det var hun helt sikker på…
//Out
