Just another day

[Deleted]

Det var en varm sommerdag i Peula og som sædvaneligt skete der ikke det store. I modsætning til de 4 andre lande, havde Peula ikke de store konflikter, eller det vil sige, ikke hvad man umildbart lagde mærke til. Peula var i modsætning til andre lande, et demokrati, hvor alles stemmer talte, eller det var i hvert fald den opfattelse langt de fleste havde om landet, fordi én ting er teori og en anden er praksis og faktum var at nogle stemmer var havde dybere toner end andres. I spidsen for Peula sidder rådet hvor de 7 rigeste og mest indflydelsesrige familier sidder og sørge for at landet kører som det skal og i spidsen for dette råd sidder den ordførende mester, som tilhører den rigeste og mest indflydelsesrige familie; Solomon familie. Moriaty sad alene ved et bord ved en overfyldt gaderestaurant. Han havde en blæser og skræddersyede bukser og skjorte. Han sad og nød et glas vin mens han stirede ud på det travle gadeliv i Valvor Pairo, hvilket han havde fået for vane på denne tid af dagen. Moriaty havde tidligere på dagen været til møde i rådet, som han var et par gange om ugen, men denne gang havde han kommet op at toppes med det syvende medlem af rådet, hvilket havde resulteret i et unormalt kort møde, da det var almen kendt at Moriaty's stædighed og temperment hurtigt kunne ende ud i en egentlig konflikt mellem de to medlemmer. Hvad de to rådsmedlemmer var blevet uenige om var ikke noget så betydningsfuldt som politik eller millitær, som ellers umildbart ville være oplagte ting at blive uenige om. Nej det var intet andet end et udbrud af uhøflighed fra det syvende medlem der havde provokeret Moriaty. Det syvende medlem var kommet væsenligt forsent til mødet og efter at være trådt ind uden at beklage sig, begyndte han bare at æde for sig af de retter som stod på bordet. Da Moriaty krævede en forklaring på hans manglende disciplin, havde medlemmet blot udbrudt at det ikke kom ham ved og at han i øvrigt syntes at Solomon familien skulle lade være med at stikke deres næse i samtlige af landets sager. Det havde provokeret Moriaty, hvilket resulterede i at han nu sad på den overfyldte gaderestaurant for sig selv og drak et glas, alt i mens han vidste, at lige nu ville det syvende medlem og hans slægt, få besøg af de to tvillinger fra Solomon slægten, der ikke ligefrem var kendte for deres blide væsen.
Foran gaderestauranten legede en lille gruppe af børn med en fodbold og Moriaty kunne tydeligt se at de var gadebørn, ud fra deres mølædte påklædning. Børnene var glade og grinede højt mens de sparkede løs til deres bold, i håb om at de en dag ville blive så dygtige, at de ville kunne leve af det. Moriaty fandt den slags aktiviteter både meningsløse og udtryk for en for fri eller manglende opdragelse. *Leg avler kun flyvske tanker og idéer om at de kan blive hvad som helst, hvis de blot vil det nok* Bolden blev sparket over mod Moriaty og da bolden trillede hen til ham, så han ligegyldigt ned på bolden og derefter på de forhåbningsfulde børn, der regnede med at han bare ville sparke den hen til dem igen. Moriaty ville normalt bare få bolden til at synke i jorden og fortælle børnene at hvis han fangede dem i at grave bolden op fra jorden, ville han personligt sørge for at det var deres hoveder der ville blive begravede, men denne gang rejste han sig blot op og gjorde an til at sparke til bolden. Børnene smilte og grinede og troede at nu ville en voksen rent faktisk lege med dem. Moriaty sparkede til bolden og sendte den så hårdt afsted at den ramte en af drengene i maven, så hårdt, at drengen fløj ind i en mur, hvilket resulterede i at muren faldt sammen over drengen.

[Deleted]

En kvinde klædt i en mørkegrøn kappe, klemte sig ud mellem to bredskuldrede mænd, som begge ville ind i krostuen, både for at komme i skygge, men mest for at få sig en øl. På denne tid af året var det ikke sandsynligt at øllen ville være kold, men det lod ikke til at være nogen hindring for de tørstige mænd. Celestria trak hætten lidt længere op over hovedet og gik mod centrum af byen, hvor hun håbede at finde markedet.
Hun var ankommet til byen dagen før, efter at have reddet i flere dage. Inden det havde hun siddet inde i flere dage og stirret på de fire vægge i hendes hus. På grund af det varme vejr, havde der ikke været nogen sygdomme, og derfor ikke noget arbejde for hende. Hun havde flere gange tænkt at hun kunne tage til byen og få fyldt hendes efterhånden sparsomme lager op. Men når det var så godt vejr, ville der være overvældende mange mennesker, og i Manjarno var der højst sandsynligt nogen der ville genkende hende, selv om hun altid klædte sig i en kappe. Men til sidst havde den mindste lyd hendes slaver lavede, drevet hende til vanvid! Hun havde end dog overvejet at ofre en af dem til hendes hjemlands guder, men var dog heldigvis kommet på bedre tanker, inden hun nåede at gøre tankerne til handling.
Et godt langt ridt, havde hun derfor besluttet, var lige hvad hun havde brug for. Celestria havde før hørt om Valvor Pairó og de mange forskellige varer man kunne anskaffe sig her, og havde derfor besluttet sig for at det skulle være hendes mål. Hun var fulgt efter en lille flok mennesker, som så ud til at skulle samme vej, selv om de var taget mod øst ved Tyaia-bjergene i stedet for at fortsætte syd på. Resten af vejen havde hun selv fundet, ved hjælp af et kort, og hendes veludviklede stedsans, som hun havde fået ved at ride langt og længe, for at skaffe de forskellige ingredienser som hun skulle bruge.
Det var ikke for at have selvskab at Celestria havde rejst sammen med en flok det første lange stykke. Hun havde hele tiden holdt sig et godt stykke bag dem. De vidste nok godt at hun var der, men hun holdte altid god afstand, så hun kun lige kunne ane dem, for enden af vejen. Det var kun fordi at så slap hun selv for at skulle kigge på kortet hele tiden, men mest i det tilfælde at der var røvere, eller andet som havde fordel af at overfalde en gruppe rejsende. Så ville de overfalde flokken foran hende, og hun kunne gemme sig i et budskabs indtil det var sikkert at komme frem igen. Turen var dog forløbet uden ballade, og nu gik hun gennem Valvor Pairós gader.
På vejen holdte hun en kort pause ved en lille plads, med en gade restaurant på den ene side og nogle børn der spillede bold, midt i åbningen. Celestria stille sig op af en mur, hvor der var en anelse skygge. Hun havde ikke regnet med at det ville være så varmt. Det var endnu varmere her, end hjemme i Manjarno. Børnene generede hende ikke rigtig, selv om hun ikke kunne lide at se på dem. De var noget ældre end hendes egen datter havde været, og hun vidste at hendes egen datter aldrig ville have set ud lige som dem, eller i det hele taget spillet bold, med sådan noget utøj, men alligevel gav det et lille stik i hendes, ellers så kolde, hjerte. Hendes tanker blev dog afbrudt da en af de små drenge kom flyvende lige forbi hende, ind i den mur hun stod ved. Det voldsomme vindstød fik hætten på hendes kappe til at blæse af hendes hoved, så hendes lange mørke hår og smukke ansigt blev blottet i den skarpe sol. Hun var dog for chokeret til at gøre noget ved det.

[Deleted]

Folkene omkring gaderestauranten så chokkeret på det scenarie der lige havde udspillet sig foran deres øjne. En lille uskyldig dreng, fuldstændig sønderknust under vægten af en tung stenmur på lidt over 2 meter. Nogle løb hen til murbrokkerne ved siden af den ukendte kvinde og forsøgte at redde drengen ud og se om han kunne nå at reddes. Moriaty derimod, sad lige så stille som han havde gjort før han sparkede bolden afsted. Svaghed afskyede ham og flyvske tanker huede ham heller ikke. *Boldspil svækker kun din karakter, hvis du ikke er villig til at spille om noget, skal du slet ikke spille og nu spiller drengen for sit liv* tænkte han med en svag nydelse ved tanken. Han regnede ikke med at drengen var helt død, selvom det krævede noget af en indsats for knægtens side at overleve en sådan episode.
Enkelte personer vendte sig mod Moriaty med vrede eller forarvede blikke, men efter denne demonstration, var det de færreste der turde gøre mere ud af det, end blot onde blikke. En enkelt derimod havde nerverne til at stille sig op foran ham og udbryde "Hvad fanden tror du at du har gang i!? Hvad har den dreng nogensinde gjort dig". Moriaty så roligt op på manden, hvorefter man kunne se at manden der havde råbt ad Moriaty, fik en klump i halsen. Det var dette tidspunkt Moriaty elskede mest *genkendelsen* Han vidste at lige nu, farede der en milliard strategier rundt i hovedet på manden, efter at han havde genkendt Moriaty som overhovedet af Solomon familien og ordførende mester i Peula's råd. Han forsøgte sikkert at finde en måde at bakke ud på, uden at komme i slagsmål med Moriaty. "Beklager, men jeg ser ingen lille dreng" sagde han med en høflig tone, da de andre børn der havde leget med drengne, for længst var stukket af, i frygt for at de ville blive den næste. Manden kiggede forsigtigt ned i jorden og bakkede derefter roligt væk.
Moriaty havde kun lagt mærke til én særlig ting ved hele denne episode og det var en kvinde der før var iført hætte, men nu stod fuldstændig lammet af chok over hvad der var sket. Ud fra hendes pæne ansigt, kunne han bestemt ikke kende hende, så han vidste at hun nok ikke var af fin æt, i hvert fald ikke fra Peula. Hun lignede faktisk en der var rejst langvejsfra, men hvad pokker? Det var der jo folk der gjorde hver eneste dag. Peula's storby var en af de mest velhavende og sprudlede med alle mulige spændende og sjældne genstande, krydderier, urter osv. Han smilede roligt til hende og løftede sit vinglas som en gestus, der indikerede at der ikke længere skete noget farligt og at hun roligt kunne trække vejret. Han kunne se hun ikke var en dæmon, så i hans verden var hun allerede et laverestående væsen. Spørgsmålet var bare om hun tilhørte en af de laverestående væsner, som man alligevel skulle indgyde en smule respekt, for var der noget Moriaty havde lært, af at bo i Peula, så var det aldrig at begå hybris.

[Deleted]

Celestria så langsomt fra murbrokkerne hen til manden som var den eneste der ikke var styrtet hen mod murbrokkerne og drengen som højst sandsynligt lå død under dem. Hvis beboerne i peula vidste at hun var alkymist, havde de nok bedt hende om at redde ham. Hun havde da også noget i den bylt hun havde hængende på ryggen, som kunne hjælpe ham. Men hun foretrak godt nok at beholde det, og bruge det på en som betød noget, eller i det mindste en der ville betale for det.
Men heldigvis for hende, var der ingen her som vidste hvem hun var. Hvis de havde vidst det, havde de nok også genkendt hende med det samme, nu når hendes hætte var blæst af. Men Celestria havde aldrig været i Valvor Pairó før, og det var tvivlsomt at der var andre fra hendes hjemland som befandt sig her. Desuden kendte hun ikke så mange, så chancen for at blive genkendt var minimal, men alligevel foretrak hun at dække sig til, så chancen dermed blev endnu mindre. Selv om den sammenstyrtede mur og de mange mennesker omkring den, var spændene i sig selv at se på, var det der fangede hendes blik nu mere manden, på den modsatte side af pladsen, der fangede hendes blik. Han så sofistikeret ud, stolt og raffineret. Han var tydeligvis en mand som krævede respekt af alle der omgav ham, og som også fik det.
Hans korte gestus mod hende, overraskede hende, men hun skyndte sig alligevel at nikke tilbage. Det var først i det øjeblik at hun opdagede at hendes hætte var gledet af, ved vindpustet der havde efterfulgt sammenstyrtningen af muren. Selv om der nok ikke var nogen der ville genkende hende her, tog hun alligevel hætten på igen. Hun lod dog sit ansigt være let synligt.
Som der kom flere og flere mennesker til stedet, jo mere ubehageligt fandt Celestria det, at blive stående hvor hun stod. Heldigvis var der ikke nogen der lagde mærke til hende, og hun kunne ubemærket bevæge sig væk fra mylderet og hen mod den, nu forladte, restaurant. Som hun gik, blev hendes lyseblå bommulds-kjole synlig under kappen. Måden den faldt på, gjorde det tydeligt at den ikke var fra peula, eller nogen af de andre lande på dette kontinent. Hun fortrak fortsat at klæde sig, som det var tradition i hendes hjemland. Hvilket var endnu en grund til at gå med kappe, da hun ellers ville skille sig voldsomt meget ud i mængden.
"De forstår at rydde en restaurant." sagde hun med et smalt smil fra hættens skygge. Hun holdte sig på en afstand af et par metre, og sørgede for at tale højt nok, både på grund af afstanden, men også for at overdøve larmen fra mylderet bag hende. Hvis han ikke ville tale med hende, ville det heller ikke være så akavet, hvis hun vendte sig og gik.