A mothers longning.

[Deleted]

Ligesom Emanuel havde hun ganske vidst været frygtelig glad for kagedåsen, for Marius var jo den første der havde givet hende sådanne ting. Det var dog gået mere eller mindre i glemslen, faktisk var det ikke meget hun huskede fra sin barndom. Morskaben ved at se knægten sidde der med munden fuld, var dog hurtigt faldet for Yasmyas vedkommende. Hun havde ventet at han ville spørge ind til sin far, alt andet ville have været underligt men.. hun havde frygtet det. Hun hadede at snakke om det, og hun kunne jo ikke tillade sig at vise sig ked af det overfor sin egen søn, når han stod der og havde brug for hende. Hun gengældte det lille klem han skænkede hendes hånd. Hun forstod godt at han ville se sin far, men Jacques befandt sig på herregården af hvad hun vidste af, sammen med Camryn og hun ønskede ikke at gå ind i løvens hule. ”Jeg forstår godt at du gerne vil se ham, og jeg lover dig at det skal du nok komme til, bare ikke lige nu. Er det okay?” endte hun stille og lod tomlen stryge over hans håndryg. Det tågede for hendes blik. Det var virkelig begrænset hvor meget mere energi hun skulle bruge på den slags. ”Mor har nemlig savnet sin lille prins,” skyldte hun sig at medgive. Hun sendte ham et stille smil og strøg ham over håret. ”Spis nu din bolle færdig, så kan vi gå en tur senere,” hun skænkede hans kind et kys og rejste sig igen, kun for at vende ryggen til dem begge to. Hun spejdede ud af vinduet, mest for at have noget at klamre sig til, inden hun begyndte at fælde tårer igen.
Emanuel forstod virkelig ikke hvad det var de prøvede at sige til ham. Mor og far var da stadig.. mor og far? De uforstående øjne så fra mor og til bedstefar og så tilbage igen. ”Jeg forstår det ikke,” mumlede han en anelse utilfredst. Det var alt for meget voksen snak! Han sukkede og blev faktisk ked af det. Mor havde besøgt ham ofte, han ville gerne snart se sin far! ”Jeg vil altså rigtig gerne se min far,” endte han stilfærdigt og lod benene svæve lidt i luften han turde ikke se på mor, for han kunne godt se at hun blev ked af det, men han manglede sin far! ”Jeg er mæt,” han børstede hænderne af for krummer i sine bukser. Han havde jo også savnet mor, men hun havde sunget for ham, læst historier og snakket med ham hver aften.. det var så lang tid siden han havde set sin far, og han forstod ikke hvad det var mor forsøgte at fortælle ham, det var alt sammen alt for forvirrende!

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde mange små sjove historier omkring Yasmya, fra dengang hun var lille, men det var nok ikke rette tid at skulle dele dem med hende på, om det var noget som man ville det eller ikke. Yasmya var på kanten til et sammenbrud, og det var slet ikke noget som han ønskede at tvinge hende igennem, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han blinkede let med øjnene og lod blikket søge til knægten. Han lod Yasmya roligt rejse sig og vende ryggen til dem. Det var tydeligt at hun var ked af det, også selvom han vidste, at det slet ikke var noget som knægten gjorde med vilje, men så var det noget som skete af den grund, og det var noget som faktisk måtte gøre ham selv en anelse trist, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han vendte blikket roligt mod Emanuel. Han havde energien til at tage den kamp op, og så måtte han jo tage at hjælpe Yasmya lidt på vej og forhåbentlig skænke Emanuel den forståelse som han havde brug for. Han sendte ham et stille smil og knælede lige så foran ham, kun for at lægge hånden mod hans lår, mest af alt for at fange hans opmærksomhed. ”Mor har det ikke særlig godt, Emanuel,” begyndte han roligt. Han ønskede bare at fortælle knægten hvordan det hele stod til på en måde, som han så også godt kunne forstå. ”Mor er ikke gode venner med far lige nu, og derfor bor far ikke hjemme lige nu,” fortsatte han roligt. Han havde jo set hvordan de havde reageret på knægtens død, og hvad der var sket i eftertiden og som sagt, så var der jo trods alt visse ting som bare hang ved, uden at han kunne gøre noget ved det. Han ønskede selvfølgelig sin familie det bedste, og af den grund, så havde han virkelig lyst til at kvæle Jacques for at gøre hans datter ondt på en måde! Selvom det selvfølgelig ikke var ord som han ville sige højt for øjnene af knægten! ”Du skal nok få lov til at se far.. Det lover jeg dig. Men lige nu, vil mor gerne være lidt sammen med dig,” endte han roligt, som han lod blikket søge til knægtens. Han ønskede jo ikke at lyve for ham og tanken om det.. efterlod ham med en dårlig smag i munden. Det havde sikkert noget at gøre med de nye racer som han pludselig skulle til at vænne sig til, for det var bestemt heller ikke fordi at det hele var helt nemt altid! Men han forsøgte da om ikke andet!

[Deleted]

Til tider ærgrede det virkelig Yasmya at hun ikke huskede særlig meget fra selv de glade tider. Somme tider huskede hun ikke engang hvorfor hun havde været så forbandet forelsket i Jacques, selvom hun huskede at han altid havde været der. Der havde ikke være tid til at mindes de gode gamle dage, energien havde kun været til at tage en dag af gangen. Yasmya vendte ryggen til dem og fumlede en anelse nervøst med sin læbe, som hun stirrede tomt ud af vinduet og ud i skoven. Hun kunne ikke bebrejde ham for at ville se sin far, men det gjorde stadig ondt at tale om, for der var intet hun hellere ville, end bare at have sin lille familie. Desværre lod Jacques til endelig at følge sit hjerte, noget som hun havde hindret ham i. Tænderne bed hun hårdt sammen. Hun var glad for at Marius trådte ind, for hun havde ikke selv været i stand til at give knægten en ordentlig forklaring. Han tog det ikke pænt, og hun forstod at han var ked af det. Det var hun også. Et sted så vidste hun jo at det var midlertidigt, så hun skulle kun spille på hans forklaring kortvarigt, for hun vidste jo godt at hende og Jacques ikke ville komme til at bo sammen igen. Hun vendte sig mod dem. Hun havde ganske vidst ikke snakket med Jason længe, men hun ville heller ikke holde ham væk fra sit barnebarn, særlig ikke med tanke på at han virkelig havde elsket Emanuel. ”Jeg har en idé. Det er et perfekt vejr. Hvis du spørger bedstefar rigtig pænt, kunne det være at du kunne få ham til at bede farfar møde os nede ved floden, så kunne vi smører lidt brød imens?” foreslog hun med et stille, og dog fremtvunget smil. Hun ønskede bare at holde knægtens fokus et andet sted, og Jason vidste altid hvad man skulle gøre! Hun savnede ham faktisk, han havde trods alt taget sig vel af hende.
Emanuel blev siddende og svang lidt uroligt med benene. Han kunne ikke lide at de ikke længere boede sammen, det var forkert. Var Darryl så mors nye ven? Han rettede blikket mod bedstefar som han satte sig foran ham. Hans øjne var triste. ”Jamen..” han så hen på mor og tav. Hvis hun ikke havde det godt, så skulle de nok ikke snakke om det. ”Okay så.. Men jeg får far at se?” endte han spørgende. Emanuel så ud af vinduet og kunne ikke lade værre med at smile. Han elskede at bade! Desuden så ville han rigtig gerne se farfar igen!! han glemte sin tristhed og hoppede næsten ivrigt i stolen, før han vendte sig mod bedstefar. ”Åh ja bedstefar.. vil du ikke nok? Be meget meget, virkelig meget pænt om?” han så på ham med store hundeøjne. Det var en virkelig god idé, mor havde fået sig der!

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at Yasmya ikke havde det nemt, og af den grund, så ønskede han virkelig at hjælpe hende med byrden. Tage lidt af den, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt eller tiltrængt – ligesom det nu måtte være i denne stund, for hun havde det bestemt ikke godt, og det var noget som han også ønskede at Emanuel kunne forstå. Knægten kunne ikke lide at mor var ked af det, så han håbede et sted også at knægten kunne gætte sig til at det var dumt at fortsætte med at snakke om det. Han vendte blikket mod ham og med et stille smil på læben. ”Jeg lover dig, at du nok skal se far,” endte han med et stille smil på læben. Han hævede hånden og strøg ham over håret. Der var ikke nogen grund til at være trist. Han sendte ham et roligt og ikke mindst betryggende smil, også selvom det var tydeligt at Yasmya gjorde et forsøg på at flytte hans fokus og det så helt klart også ud til at virke. Han endte selv med at bryde ud i en mild latter, idet han let rystede på hovedet. At knægten ønskede at se sin farfar, kunne han nu godt forstå.. han havde selv sit at snakke med manden om, også fordi at de altid havde været gode venner.. dog kun frem til det sidste, så det var slet ikke tilfældet mere, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Hmm… Synes jeg nu at du har været sød nok til det..” Han vendte blikket lettere tænkende ud i luften, selvom det hele var drilsk fra hans side af. Det var spil fra galleriet! Han vendte blikket roligt i retningen af Yasmya. Han havde jo ikke nogen anelse om hvor han kunne finde.. nogen som helst, for det hele var jo fuldstændig rokeret rundt, siden han havde været der sidst, og det var noget som han allerede havde fundet ud af. ”Hvis jeg skal finde farfar, er jeg nødt til at vide, hvor jeg kan finde ham..” påpegede han ganske sigende og med et stille smil på læben. Hvis det var noget som kunne gøre hende glad, såvel som lille Emanuel, så var det noget som han gjorde mere end glædeligt! Desuden ville han heller ikke have noget imod at skulle se til en god ven, for det var virkelig ved at være længe siden, at han selv havde set ham og et sted så.. savnede han vel også selv de gamle stunder? Han rejste sig roligt op. Med andre ord, så ville han til at søge ud efter Jason – hvor han nu ellers måtte befinde sig.

[Deleted]

Det glædede hende kun at Marius var villig til at give hende en hjælpende hånd, for hun havde brug for det. Hun kæmpede for at hænge sammen i løbet af dagen, også selvom det gav lidt fornyet energi at have Emanuel og Marius omkring sig igen. Yasmya brød sig ikke om at han skulle se hende ked af det, for det var jo meningen at hun skulle være den stærke. Det havde altid været det hårdeste ved at være mor. Hun nikkede medgivende til Marius' ord. ”Du skal nok få lov til at se din far, men i dag skal vi hygge os,” svarede hun blidt. Læberne var bredt i det kærlige smil. Hun ønskede det bedste for sin søn, hvilket vel heller ikke var underligt. Selv hadede hun vandet, men det ville måske give hende og Marius anledning til at snakke, samtidig med at de kunne gøre noget.. familie agtigt, det var to fluer med et smæk som hun så det. Hun klappede sig hænderne. Det var ganske vidst ikke fordi de havde meget, men hun kunne nok godt smører et par brød. ”Jeg mener at de flyttede lidt uden for Apterta. Du ved det forladte Mansion der ikke langt fra kirken?” spurgte hun med et hævet øjenbryn. Jason havde forklaret hende det, men hun havde ikke rigtigt lyttet, for hun havde jo mildest talt ikke troet at hun ville få brug for det. Det var det eneste hun lige kunne huske.
Emanuel hoppede ivrigt op. Så lang tid han fik lov til at se far på et tidspunkt så var det fint med ham, men han glædede sig nu altså også til at se farfar igen. Ham og far havde forsøgt at lærer ham at svømme, måske de kunne fortsætte, for det kunne han altså virkelig godt tænke sig. Han slog armene om Marius' ben ”Tak bedstefar!! du kan tro jeg er sød!” hun slap ham og begyndte at samle brødkrummerne op. ”Se hvor sød jeg er!” udbrød han ivrigt og samlede dem i sine håndflade. Farfar havde også besøgt ham ret ofte indtil Lisa var kommet op til ham, så var han stoppet med at komme, men hun havde været der. Han havde nu altid godt kunne lide Lisa, og nu sad hun oppe i himlen og kiggede ned på dem.

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede virkelig at hjælpe, og i denne stund, så det skam også ud til at virke, og det var noget som gav ham en anelse blod på tanden, og det var en tanke, følelse og fornemmelse, som han rigtig godt kunne lide! Knægten skulle nok få lov til at se sin far igen, om han så selv skulle følge ham til stedet, hvor hans far måtte befinde sig, så gjorde han det, for det var familiens ve og vel, som faktisk måtte betyde mest for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tungen strøg han let over læben. Det var Yasmya som havde brug for den ro, og selvfølgelig var det der at han ville starte op, det var helt sikkert. Han lyttede til hendes ord. Den forladte herregård ikke langt fra kirken? Han var faktisk temmelig sikker på, at han vidste hvor den var. ”Er de flyttet dertil?” endte han roligt. Et sted så kunne han jo godt forstå det, for der var jo rigeligt med plads til dem alle sammen, for han vidste at Jason havde fået en god flok børn siden dengang, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han nikkede roligt til hende. ”Jeg skal nok finde ham,” endte han ganske sigende.
Marius brød direkte ud i en latter, som han så hvordan knægten reagerede på det hele. At han direkte farede op og krammede sig ind til hans ben, for at begynde at samle brødkrummer op, for at vise hvor sød han kunne være, var virkelig noget som han måtte finde som noget direkte morsomt, for det var slet ikke noget som han havde regnet med bare sådan uden videre, men sjovt, det var det helt sikkert! Han rystede let på hovedet. ”Du ligner virkelig din mor, min dreng,” endte han drillende, som han blinkede let til ham. Han vendte sig mod Yasmya og med det samme rolige smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han gik roligt hen til hende, kun for at skænke hendes pande et let kys. ”Jeg vil ikke være væk for længe,” lovede han roligt. Han vidste jo sådan nogenlunde hvordan tingene måtte ligge, og selvfølgelig var det noget som virkelig måtte hjælpe ham nu om dage. Han valgte roligt at gi hen til døren, hvor han søgte ud. Han vidste jo nogenlunde hvor kirken lå, så kunne herregården jo heller ikke ligge så langt væk? Han søgte ud.. Kun for at søge efter Jason.

//Out

[Deleted]

Yasmya kunne ikke afholde knægten fra at se sin far hvilket hun godt vidste, det ville ikke være retfærdigt at lade deres problemer gå ud over deres dreng, det nægtede hun ganske enkelt. Marius ville være tvunget til at følge ham til herregården for Camryn ville nok ikke lukke hende ind, og hun ville ikke gøre sig grin, slet ikke overfor sin egen søn, det var ikke en chance hun tog. Den tid den sorg. Nu ville hun nyde idéen om endelig at kunne gøre noget med den familie som hun lige pludselig lod til at have fået igen, som hun havde mistet for mange år tilbage. Hun kunne godt se at Emanuel var direkte ivrig. Det morede hende at han direkte faldt på knæ og begyndte at samle krummerne op en efter en. Hun rystede på hovedet med det lidt diskrete smil på læberne. Hun ønskede jo kun det bedste for ham, og hvis det betød at hun skulle sætte sine egne behov til side, så var det ikke noget som hun ville tøve med at gøre. Hun nikkede stille. ”Det er det eneste der er stort nok. Har fået lidt flere unger siden sidst. Desuden er det en fornuftig placering i forhold til kirken og slottet,” forklarede hun roligt, selvom blikket konstant hvilede mod Emanuel der rigtigt tog sig ud for sin kære svigerfar. Hun himlede med øjnene, men i virkeligheden var hun ret stolt over at Emanuel lignede hende så meget som han gjorde både af udseende men også af person. ”Det er helt okay. Vi mødes bare ved floden,” endte hun og lukkede øjnene i det korte øjeblik han kyssede hendes pande. Den omsorg kom virkelig kun godt til! Hun vendte sig mod den lille køkkenplade. ”Kom og hjælp mig med at smører så,” opfordrede hun sin søn med det stille smil. De skulle jo nå at være færdige!
Emanuel samlede de små krummer i sin hånd, men der var jo en milliard endnu! Han sukkede tungt. Det var faktisk ikke altid særlig sjovt at være sød, hvis han nu selv skulle sige det. Han rejste sig mere end glædeligt som hans mor ønskede hans hjælp. Han skød brystet stolt frem. Han var en sej dreng.. ligesom i historien der ønskede at hjælpe sin mor, om han så skulle besejsre den store, stygge trold! Han slog hovedet op i bordpladen på vej ud. ”Av” mumlede han stille og ømmede sit hoved, mens han gik op ved siden af Yasmya og begyndte at udpege hvad han ville have med.

//Out