A mothers longning.

[Marius Amalani Darcy]

Visse ting hørte barndommen til, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved. Af den grund, så ønskede Marius at holde fast i de mange minder som han havde fra dengang, for det var noget som han tydeligt kunne huske, og det var noget som han slet ikke ønskede at give slip på igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket mod hende og med et stille smil på læben. ”Og det ved jeg,” endte han med et stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han blev stående og betragtede hende med en stille mine. Det var jo ikke fordi at han ønskede at glemme det, men meget af det som var sket i hans tid som død, men visse ting kunne han slet ikke huske, og det var en ting som faktisk måtte irritere ham lidt.. ikke bare lidt, men også meget! ”Jeg ønsker ikke at glemme det, men.. døden gør meget ved folk… Visse ting husker jeg.. som din visit til min grav forleden aften,” endte han med en dæmpet stemme, og med en direkte frustreret stemme, for han ønskede jo slet ikke at gå i døden igen, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Ikke nu hvor han faktisk havde muligheden for at være lidt sammen med hende igen, for det var en tanke som et sted måtte frustrere ham noget så frygtelig voldsomt! Han endte direkte med at knuge Yasmya direkte ind mod sig. At sidde igen der med sin lille pige, var noget som efterlod ham med en glæde uden lige, for det var noget som han virkelig, virkelig havde savnet! Han lukkede øjnene, som en enkelt tåre trillede ned af hans kind, selvom det var ganske lydløst. Han holdt hende helt tæt ind til sig, hvor han bare lod hende sidde og græde ud, for det var også tydeligt for ham, at det var noget som gjorde det nemmere for dem begge, for ikke at glemme, at han faktisk kunne føle, at hun faktisk havde manglet og savnet ham, og det at høre hende sige det med ord, var noget som virkelig satte sig i hans hjerte, for det var ord som han virkelig havde ønsket at høre for så frygtelig mange år siden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. ”Jeg har virkelig også savnet dig, min pige..” endte han dæmpet og med en mere grødet stemme, for.. han havde virkelig, virkelig savnet hende!

[Deleted]

Visse ting hørte generelt fortiden til, og det burde have været de ting som hun forsøgte at holde sig på rette fode med, men det var ikke nemt, og med tiden var de få gode minder bare blevet kvalt af de utallige dårlige hun pludselig havde. Men historierne glemte hun ikke. ”Godt,” endte hun stille. Faktisk vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige, et sted så var det hele følelsen af pludselig at have en velkendt skikkelse omkring hende, der faktisk formåede at skænke hende den tryghed som hun havde længtes efter. Hans ord gjorde hende fuldkommen tavs. Hun havde smadret hele hans grav, råbt af ham, bebrejdet ham, kun for at trække det hele tilbage i sidste ende. Hun var flov over at have mistet besindelsen, hun var faktisk ked af det. Hun blev siddende i hans favn og slog blikket ned. ”Jeg.. jeg er virkelig ked af det, far.. det var slet ikke min mening at..” hun tav uden igen rigtigt at vide hvad hun skulle sige, for det var en hun ikke kunne undskylde sig fra, hun havde forstyrret hans fred, men hvis det var det som havde drevet ham til at komme tilbage til hende, så havde det ganske enkelt været det værd. Begge næver lod hun lukkes omkring hans klæder for at knuge sig ind til ham. Hun havde savnet den trøst og omsorg som både ham og Melody havde forsøgt at give hende, dog uden videre succes. Hvad hun ikke ville gøre for at sove på sit gamle værelse på herregården, og lege med børnene mens Marius og Melody tog sig af det praktiske, se dem gå hånd i hånd, ønske dem godnat, og ligge i sin seng for at vente på Jacques. Hun ville give både højre arm og ben altså! Hun havde virkelig savnet ham, og det gik først for alvor op for hende nu hvor han egentlig var der igen. Måske hun ikke havde været i stand til at give ham de store ord, men savnet ham.. det havde hun, og hun elskede ham skam, men det var for usikre ord at skænke til nogle. Dem som hun gav dem, var alle gået i døden eller havde vendt hende ryggen. Alligevel varmede det hende virkelig at høre, at han om ikke andet havde skænket hende en tanke, at han faktisk havde savnet hende. Hun kunne høre på hans tone, at han græd. Stille så hun op og mødte hans blik, betragtede den tårer som forlod hans øjenkrog. ”Du græder,” hviskede hun stille og dog åbenlyst. Det var lidt chokerende, for hvorfor græd han? Hun forstod det ikke!

[Marius Amalani Darcy]

Visse ting hørte måske fortiden til, men af den grund, så var det ikke minder som man skulle glemme.. Det gjorde han i hvert fald ikke, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en stille mine. Historierne havde hun beholdt, og det var noget som kun glædede ham, at hun havde givet videre til sin søn.. og forhåbentlig ville han give dem videre til sine børn, når det måtte komme så langt. Et stille smil spillede over hans læber, som han endelig endte med at sidde med hende i sine arme. Hun havde smadret hans grav, kun for at forsøge at gøre det godt igen. Han var måske den nemmeste at skylde skylden på, men.. han havde jo heller ikke været der til at forsvare det eller noget som helst! Nu havde han muligheden og det var skam også den aften som for alvor havde ført til ønsket om den mulighed for at være der med hende, og det var jo trods alt også det som han var i den anden ende. Han strøg hånden roligt over hendes kind, som hun endte med at slå blikket ned. Freden havde jo trods alt heller ikke været der af den grund. ”Det skal du ikke tænke på min pige.. Hør her..” begyndte han sigende, som han lagde hånden under hendes hage, kun for at hæve hendes blik op mod sig. ”jeg ved godt, du ikke har haft det nemt og.. jeg ved at du kan give mig skylden for meget.. Jeg vil bare hellere snakke om det,” endte han med en sigende mine. Han klandrede hende ikke for det, for han vidste at han havde gjort hende uret, og det var også noget af det værste af det hele, for det var en tanke som direkte gjorde ondt for hans vedkommende, og det var virkelig noget som gjorde at han ønskede at gøre det hele godt igen! Han sendte hende et stille smil. Han græd, men det var ikke fordi at han havde ondt.. slet ikke! At hun så skulle kommentere det, fik ham let til at smile, for han kunne jo slet ikke gøre noget ved det af den grund. Han vendte blikket mod hende. ”Af glæde,” endte han dæmpet. Han lænede sig frem og kyssede hendes pande. Hun ville for altid være hans lille pige, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, men af den grund, så ønskede han så brændende, at gøre det hele godt igen! Og specielt nu hvis han endelig skulle få muligheden for det! ”Jeg sidder her med min lille pige.. Kunne jeg være andet end glad?” spurgte han med et smil på læben.

[Deleted]

Man burde ikke glemme de gode stunder, det vidste Yasmya godt, men hun havde slet ikke overskud til at skænke dem en tanke, så lang tid hun havde det som hun havde det i øjeblikket. Faktisk kunne hun ikke koncentrere sig om meget andet end det nu hun levede i, højest en time frem, hendes hoved kunne ganske enkelt ikke tage mere. Mange af historierne havde hun sågar glemt, i ren udmattelse. Det var sjældent hun sov gennem en hel nat. Lige den med trolden sad dog på nethinden, mest fordi at Emanuel havde elsket den allerede fra han var helt lille. Han havde nok ikke forstået et eneste ord, men den havde gjort ham rolig om natten når han græd. Hun så den ødelagte grav for sig. Hun havde virkelig ikke været sød ved ham, hvilket hun udmærket var klar over, men hun bebrejdede ham for meget, mest fordi hun ikke selv kunne klare at bærer skylden. Hun var blevet ældre, men måtte desværre erkende at hun nok stadig var et barn på mange punkter, på trods af at hun havde været igennem mere end mange andre på hendes alder havde. Hendes hjerte slog nervøse slag. Hun hævede blikket og lod det møde hans. Ikke nok med at de var trætte, men nu også atter hævet efter tårerne som hun fældede. Hun havde skam tænkt sig at lytte til ham. Nu hvor han sad der og holdt om hende, hadede hun ham nok ikke helt så meget som hun ellers havde givet udtryk for. Hun nikkede stille. ”Jeg.. ved det godt, og jeg vil gerne snakke om det. Jeg vil virkelig gerne snakke om det,” hviskede hun en smule grødet. Hun ville ikke flygte som hun havde gjort da hun var yngre, hun var nødt til at snakke, få det ud, for hun følte snart at hun skulle eksplodere. Hun var bare ikke så stærk. Selv bare tårerne fortrak hun i et lille smil ved hans ord. Var han virkelig så glad for at se hende? I det hele taget kunne hun godt lide, at han bekræftede hende i at være hans lille pige. ”Jeg.. Jeg kan muligvis få enten Jason eller Darryl.. til at se efter Emanuel i aften. Så kan vi snakke?” endte hun forsigtigt. Det var nyt at hun faktisk tog initiativ, men hun var ikke villig til at begå den samme fejl endnu engang, hun havde mistet mere end én gang for meget, og hvis hun skulle miste sin far igen, så var der ikke nogen tid at spilde, det var helt sikkert!

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne godt mærke på Yasmya, at hun var på randen til et sammenbrud, og det var slet ikke noget som han ønskede for hende! Han var vel kommet tilbage lige i grevens tid? Ikke fordi at det var noget som han gjorde med vilje, men han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hans lille pige noget. At hun så havde ødelagt og smadret hans grav, råbt og skreget af ham, så selv ikke Emanuel kunne forstå det, var noget af det værste som han havde været ude for.. mere da han havde fundet ud af at.. Melody ikke var hans mage? Han bed sig svagt i læben, som han rystede de tanker ud af hovedet.. Lige nu var det Yasmya som han skulle ske, og ikke hans egne personlige problemer, for dem måtte han vente med, hvis han fik muligheden for at tage fat i dem også, men lige nu var det Yasmya og ingen anden som han så! At hun gerne ville snakke om tingene, var helt klart en forbedring fra da hun havde været helt lille, og det vidste han godt. Et skridt i den rigtige retning, og han kunne godt lide det! ”Det er jeg virkelig glad for, at høre Yasmya,” begyndte han roligt. Han blev stadig stående med hende i sine arme, også fordi at han kunne mærke, at det var noget som gjorde hende ganske rolig, og så kunne han bestemt heller ikke bede om mere, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hans hånd hvilede let mod hendes kind.. Nu kunne han jo endelig røre ved hende! Han betragtede hende med en sigende mine til hendes ord. At det så ville blive en stund, hvor det bare var de to, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede roligt til hende. ”Jeg vil nok gerne se denne.. Darryl an først, men.. foruden det, så lyder det fornuftigt,” endte han med et stille smil. Han havde måske været en af dem her til lands, som havde brændt inde med de største fordomme mod mørkets væsner og altid havde gjort det, men hvis denne Darryl havde passet på hans lille pige, så faldt sagen jo ganske anderledes an ved ham! Voksen var hun blevet, selvom mange af træk fra børnene, stadig var at fornemme ved hende, så var det jo bare sådan at det var. ”Desuden er det ved at være længe siden at vi har haft en far-datter tid,” tilføjede han roligt og med et stille smil på læben.

[Deleted]

Der skulle ikke meget mere til, før hun ville blive skubbet ud over kanten, hun kæmpede for at hænge sammen dag efter dag, og til tider var det næsten fristende at give op, men hun var for stædig til at gøre det. Hun havde haft alvorligt brug for nogle, og nu var han der. Han kendte hende som en far burde kende sin datter. Hun havde faktisk en ringe samvittighed over at have reageret så voldsomt og særligt i sin søns nærvær, men hun havde ikke været i stand til at holde det inde mere, det var frustrerende. ”Silia har fortalt mig at.. det kun er midlertidigt. Vi har meget at tale om, jeg er virkelig ked af det,” endte hun endnu engang. Hun slap hans skjorte med den ene hånd, og strøg sine tårer væk. Et sted så føltes det allerede som om at hun kom tættere på lyset for enden af tunellen, det hjalp hende at han var der i det hele taget til, for hun havde virkelig haft brug for ham! Yasmya trak sig stille fra ham, ikke fordi hun ikke ønskede at være tæt på ham, men de kunne heller ikke lade Emanuel sidde i køkkenet alene for længe. Hun kunne ikke holde et stille smil tilbage. Hun vidste at der blev snakket grimt om Darryl alle vegne, så det lettede hende kun, at han ikke havde nået at høre noget.”Han er en god mand far. Lyt ikke til hvad du kommer til at høre om ham i byen, for intet af det er sandt. Han har hjulpet mig frygtelig meget gennem den seneste tid,” forklarede hun stille og kastede et blik på huset. Hun ville ikke tøve med at lade ham passe Emanuel på den anden side var hun nu også sikker på at Jason ville være glad for at se sit barnebarn. På trods af hans fordomme overfor mørket,s å havde han forelsket sig i Melody. Hun følte et stik af savn, hun havde trods alt været det nærmeste hun kom på en mor foruden Lisa. ”Jeg kan ikke huske hvornår det sidst skete,” svarede hun med en næsten ærgrende tone. Han havde brugt tiden sammen med Melody, Camryn eller arbejdet, de sidste mange år var hun kommet i sidste række. ”Jeg.. Vil du med ind? Jeg beklager på forhånd, det er langt fra ligeså rummeligt eller vel i stand som herregården, men efter Camryn er vendt tilbage, så måtte jeg nøjes med hvad jeg kunne få,” hun trak svagt på skulderen, selvom der hvilede den lidt bebrejdende snart. Hendes kære søster havde endnu engang formået at tage det som ellers havde givet hende et lille lys i livet, tanken om sit barndomshjem og nu kunne hun ikke få den, det plagede hende faktisk.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at han havde svigtet hende, men om ikke andet, så kendte han i den grad sin datter nok til at vide, at hun slet ikke havde det særlig godt. Ikke fordi at det var noget som hjalp på hans samvittighed, for han vidste, at han havde kraftigt nedprioritet hende igennem.. alt for lang tid, men der var ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig svagt i læben, som han roligt vendte blikket mod hende. Hun havde kraftigt reageret på det, også selvom det ikke så ud til at det var noget som Emanuel havde taget synderlig meget skade af, hvilket var det bedste! At det var midlertidigt, var noget som selvfølgelig gjorde vanvittig ondt, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved. Han hævede hånden, kun for at tage omkring hendes egen, som han kunne trykke godt omkring. Han sendte hende et stille smil. ”Så må vi udnytte den tid vi har, så godt som vi nu kan,” endte han sigende. Han vidste godt at hun havde det hårdt, og af den grund, så ønskede han så brændende at hjælpe hende! Han tillod sig bestemt ikke noget andet hvis det endelig skulle være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Selv på trods af hans alt for mange fordomme, så var han endt med at blive forelsket i en spide.. Selv savnet til Melody var kraftigt og voldsomt stort, så.. var det ikke hende som han søgte efter, for Yasmya havde brug for ham, og det var her han ønskede at være nu! Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg ønsker stadig lige at se ham an... Det er jo trods alt min guldklump af et barnebarn han skal passe på.. hvis det ikke falder på Jason,” endte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende. At hun ville invitere ham indenfor, var slet ikke noget som han havde noget imod. Han var vel ikke så hadet som hun havde givet udtryk for i den anden ende? Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til som sådan som det var lige nu. Han sendte hende et roligt smil. ”Du kan i det mindste klare dig selv.. Det vil jeg ikke ligefrem vove at påstå omkring Camryn.. Du har kriterier og besidder kvalifikationer, samt du har haft frygtelig meget at slås med. Lad os gå ind.. Tror også Emanuel vil være lidt sammen med mor,” endte han med et stille smil på læben.

[Deleted]

Marius havde i den grad svigtet hende, men det var ikke fordi at Yasmya kunne gøre noget ved det nu, foruden at håbe på at han faktisk angrede det, og ønskede at gøre op for det, ligeså meget som hun ønskede at gøre op for de ting hun havde sagt og gjort. Det havde ikke været nemt, og hun havde virkelig aldrig ment at forstyrre hans fred, eller gøre Emanuel ked af det, men hun havde for pokker slet ikke tænkt det på den måde. Armene lod hun slap falde ned langs siden, som hun betragtede det halvfærdige skur. Hun lod hånden falde i hans, og vendte blikket mod dem. Det virkede så.. omsorgsfuldt. Det var første gang i frygtelig mange år, at hun i det hele taget følte, at han ikke var ligeglad, at han faktisk gerne ville hende. Hun nikkede medgivende uden at tage øjnene fra deres hænder. ”Den er jeg helt med på,” svarede hun stille. Hun brød sig slet ikke om tanken, om at han atter skulle ligge ham i graven, men på den anden side, så ville hun heller ikke spilde tiden! Yasmya ønskede virkelig sin familie og sin hverdag igen, på trods af at hun var blevet ældre og alting omkring hende var forandret. Hun manglede Melody, men hun havde tydeligvis ikke været ligeså heldig som Marius og Emanuel. Hun kunne ikke holde det lille smil tilbage. For første gang igennem flere år var det ikek anstrengt eller fremtvunget men faktisk ganske ægte. ”Jeg kan godt lide at du taler sådan om ham. Jeg er virkelig taknemmelig for at du tager dig af ham.. på trods af mine fejl,” tilføjede hun stille, tydelig henvendt mod hele affæren med Jacques. Det chokerede hende næsten at høre ham tale på den måde om Camryn for.. hun havde jo altid været hans lille guldklump. Hun så atter på det ikke synderligt præsentable skur. Hun havde kæmpet for i det hele taget få et sted at bo uden nogle til at fortælle hende hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke holde sine egne fordomme inde mere. ”Camryn forsvandt i flere år. Jeg vil nødig lyde egoistisk men jeg havde planer med herregården,” mumlede hun tydeligvis irriteret. Hun slap ham stille og trådte ind i den halvkølige hytte.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at han ikke havde været der for hende, men af den grund, så ønskede han nu alligevel at gøre det hele så godt igen, som tiden nu ville være ham menneskelig muligt. Tiden var virkelig afgørende for hans vedkommende, også selvom han slet ikke ønskede at spilde tiden, for han vidste jo ikke engang hvor meget han havde af den tilbage, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre eller nemmere for ham på nogen måde! Han vendte blikket roligt mod hende, som han blev siddende med hendes hånd i sin. Det var et tegn på omsorg, for han ønskede virkelig at vise den til hende, for det var helt klart også noget som var så brændende fortjent! Han nikkede stille. ”Godt..” endte han sigende, som han roligt blev siddende og betragtede sig af hende, for han kunne da slet ikke lade være med det i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg han let over læberne. Han ønskede at se Darryl an først, for Emanuel havde virkelig fået en utrolig placering i hans hjerte, hans sind og ikke mindst også hans sjæl, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han rystede stille på hovedet. ”Du var frygtelig ung, da nyheden ramte mit øre, Yasmya.. Du voksede fra mig i et tempo jeg slet ikke kunne følge med i.. Jeg er ked af, at jeg reagerede så kraftigt.. Jeg er virkelig, virkelig ked af det..” Han betragtede hende med en ganske alvorlig mine, for det var der jo ikke nogen tvivl om overhovedet! Tungen strøg han igen over læben, som han lod hovedet søge let på sned. Han nikkede roligt til hende. At Camryn var tilbage, var en tanke som irriterede hende, var noget som han på sit vis, godt kunne følge hende i, men ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan af den grund. Han valgte roligt at følge med hende, for nu vidste han da, at han havde tilladelsen til det, så selvfølgelig var det noget som gjorde det meget nemmere for hans del, også fordi at det ikke var nær så akavet, som han havde troet at det måtte være i udgangspunktet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Hvor der er vilje er der vej.. Camryn har.. bare lidt kort på hånden, som jeg ikke kan give dig, min kære..” nærmest.. undskyldte han.

[Deleted]

De havde tiden nu.. måske der ikke var meget af den, men de havde muligheden for at gøre lidt op for fortidens uheldigheder, og selvom Yasmya altid havde været typen som bar nag, så ønskede hun at ordne op denne gang. Hun var ikke i stand til at tackle meget mere af det andet, det var alt for mange ting som kunne plage hende, og som forhindrede hendes søvn, tog den i forvejen ringe energi hun havde. Hun lod endelig blikket forlade deres hænder. Det føltes rart at han tog om hende på den måde som han gjorde. Hun kunne høre Emanuel indenfor. Han nynnede for sig selv, den vuggevise som hun til tider havde sunget for ham. Han havde vitterligt ikke ændret sig, hvilket hun kun var glad for. Hun stoppede op i døråbningen. Det var ikke noget som hun ønskede at Emanuel skulle høre, at hun faktisk fortrød sin fortid med hans far. Hun holdt hånden op som tegn til at han skulle stoppe, forsøgte at bide tårerne i sig. ”Nej. Du må ikke undskylde. Du havde ret i at det var en fejl, men jeg.. vidste ikke bedre, og jeg er lykkelig for at have fået Emanuel, selvom jeg.. er ked af at jeg ikke lyttede til dig med henblik på Jacques,” erktendte hun stilfærdigt og lod hånden falde ned langs siden. Hun så ind i hytten. Tanken om at Camryn var tilbage og allerede havde indtaget herregården og titlen irriterede hende grænseløst, for hun havde kæmpet for den herregård, og set frem til endelig at indtage den igen, gøre det til sit barndomshjem og dele den med andre, fortsætte hvad ham og Melody ikke nåede. Hun sukkede. ”Du mener såsom det faktum at hun både er ældst og din ægte datter?” endte hun stille. Det plagede hende faktisk at hun ikke delte kød og blod med Marius for det havde åbenbart betydning. ”Undskyld.. jeg vil ikke tale grimt om hende, far men.. jeg havde virkelig set frem til at sove på mit eget værelse igen” hun sendte ham et lidt undskyldende smil, selvom det faktisk mere fik hende til at skære en grimasse. Hun havde mødt Camryn og hun havde ikke ændret sig. Hun havde en vidunderlig søn, hun var smuk, hun havde herregården og en titel som hun var kommet for at indtage, og før eller siden ville hun også få Jacques. Var det så underligt at det var svært for hende at håndtere, når hun sad fanget i et skur og end ikke havde råd til egentlig at forsøge sig selv og Darryl?

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde det virkelig skidt med at se Yasmya på den måde, og selvfølgelig ønskede han at hjælpe sin lille pige, for det var efterhånden ved at være direkte tiltrængt! Han havde svigtet hende, og det var noget som han så ønskede at gøre op for igen, for han ønskede et godt forhold til hende.. at have en datter som havde en far som hun elskede og holdt af, og ikke var bange for at sige, eller vise, for det var det som han havde brug for lige nu! Han sendte hende en rolig mine, som han kunne høre knægten nynne for sig selv, for det var noget som han selv nød at høre. Han havde taget knægten i det mange gange, når han troede at han ikke blev hørt, men det var virkelig underordnet. At hun holdt hånden oppe, var noget som omgående fik ham til at tie. Han endte med at hæve hånden, kun for at tage omkring hendes i stedet for. Han vendte blikket roligt mod hende og med et stille smil på læben. ”Man lærer af sine fejl, og selv det har jeg gjort.. Jeg gik bort for mange år siden.. Jeg har holdt lidt øje på afstand, selvom jeg ikke kan huske mange ting nu, så har jeg set dig og ham lykkelige.. og det er det vigtigste for mig,” endte han ganske sigende, også fordi at det var ord som han direkte måtte mene. Han ønskede virkelig at holde hende på rettens sti, også fordi at det var tydeligt for ham, at hun havde brug for den hjælpende hånd! At hun direkte skulle påpege for ham, at Camryn var hans ægte datter og hun ikke var det, fik hans smil til at falme direkte, hvor han vendte blikket direkte overrasket mod hende. Han blinkede let med øjnene. Han rystede let på hovedet. ”Du er måske ikke af kød og blod, Yasmya, men du er af hjerte, sind og sjæl.. Jeg ville sågar give mit liv for at du skulle have det godt.. Du er stadig min lille prinsesse..” Han betragtede hende med en ganske sigende mine, for det var ord som han faktisk måtte mene, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig svagt i læben, som han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han roligt blev stående og lyttede til hendes ord. Han ønskede ikke at hun skulle være så skidt tilpas, og specielt ikke hvis han kunne hjælpe hende med det! For det ønskede han helt klart! ”Jeg forstår dig godt, min pige… Lad mig hjælpe dig, så godt som jeg nu kan.. Før det bliver for sent igen..” endte han dæmpet. Han ønskede hende virkelig kun det bedste! Som enhver far ville ønske for sin datter!

[Deleted]

Et sted så ønskede Yasmya noget så simpelt som tryghed og accept. Hun havde levet sammen med Marius og Melody, hjulpet dem på herregården og var blevet optaget som deres datter, men havde alligevel ikke følt sig synderligt accepteret, desuden havde det kun været Jacques der havde skænket hende den tryghed hun ønskede ikke at smadre sin fars grav, men ville egentlig bare gerne have.. en far. De lettere hævede, grønne øjne betragtede ham med noget der mindede om direkte opgivenhed, for hun kunne ikke holde sammen på sit sind eller på sig selv mere, og slet ikke når det kom til Jacques. De havde været lykkelige.. meget indtil Emanuel var død. Nu hvor han var tilbage, regnede hun heller ikke med at tingene ville ændre sig meget, hende og Jacques' tid havde passeret, og de havde spildt chancen.. begge to. ”Og jeg har lært af dem nu. Det var nok bare ikke ment til at være, og jeg vidste det godt. Vi var lykkelige for en stund, og så er det bare det man må huske.. ikke?” endte hun spørgende med et hævet øjenbryn, også selvom hun udmærket vidste at hun slet ikke var i stand til at holde fast i den slags. Hun slog blikket ned og lænede sig en smule op af dørkarmen. Camryn var hans af kød og blod, og det i sig selv var noget som hun ikke kunne hamle op med. på de senere år, var hun også begyndt at spørge sig selv, hvorfor de aldrig havde givet hende deres efternavn? Hun nikkede bare stille. Det var ikke det rigtige sted eller tid at starte den diskussion nu. Den måtte vente til senere. ”Okay,” svarede hun kortfattet, også for at gøre det klart at den ikke helt var uddebateret. Hun sendte ham et lidt fremtvunget smil. ”Kom med ind,” endte hun endnu engang og søgte denne gang helt ind i hytten.
Emanuel sad på en af de knirkede stole. Der lå brødkrummer både på bordet og under stolen. I hånden havde han sin en..to.. tredje rosinbolle. Han så på mor og bedstefar som de endelig kom ind. ”Mhmm.. mager ikrlig odt,” sagde han med munden fuldkommen fund af rosinbolle. Hans øjne smilede, for hvis han selv gjorde det, ville han ende med at spytte det hele ud på bordet, og det var ikke høfligt! Han sank den store mundfuld, og sendte sin mor et tilfreds smil, fuld af dej og krummer. Smilet falmede en smule. ”Moar? Hvor er far? Jeg kunne slet ikke finde ham” endte han stille med en direkte sørgmodig tone. Han havde glædet sig til at se ham, selvom han ikke havde besøgt ham ligeså meget som mor havde. Han tog endnu en mundfuld og begyndte at gumle i sig.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste at han havde givet Yasmya mange muligheder, men der var visse ting som han bare ikke havde været i stand til, og det var noget som han ønskede at gøre noget ved nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over læberne, som han roligt betragtede hende. Lykken havde været der, og det var det som han selv måtte anse som det vigtigste, selvom det bestemt heller ikke havde været helt nemt, men det var nu alligevel underordnet af den grund. Han lod hovedet søge en anelse på sned igen. ”Vi tager den senere, Yasmya,” endte han roligt og med et stille smil. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at starte en diskussion op foran lille Emanuel, som tydeligt også havde brug for sin elskede mor, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo ikke bare ham som var opstået fra de døde for en kort stund, men også hendes søn. ”Din søn ønsker også din opmærksomhed nu,” endte han med et stille smil på læben, for det var ikke fordi at han ønskede at skjule det for dem begge. Han lagde roligt hånden på hendes skulder og fulgtes roligt med hende ud i køkkenet, hvor det var tydeligt at den lille Emanuel allerede var i fuld gang med sit, hvilket var en tanke som direkte.. fik ham til at smile. For det var virkelig som at se lille Yasmya om igen, dengang hun havde været lille, og det var virkelig, virkelig sjovt! At han spurgte ind til sin far, fik selv hans smil til at falme en anelse, for han vidste at det selv måtte være et ganske ømt punkt for Yasmya, også selvom han udmærket godt kunne forstå Emanuel. Han vendte blikket roligt i retningen af Yasmya, også mest for at se hvordan hun ville tage den, for han vidste, at det var det ømme punkt for hende, at skulle snakke om Jacques, for han havde jo set det i hendes øjne, og han havde mærket det i hendes stemme, som de havde bevæget sig ind på området. Han trykkede ganske let omkring hendes skulder, også for at vise hende, at han var der for hende, og at han ville være det for resten af sit liv… så længe som han nu måtte have det om ikke andet, for det var jo ikke til at sige, hvornår han faktisk ville gå direkte i graven igen, selvom det slet ikke var et ønske som han sad igen med! Han ønskede at være der med sin familie!

[Deleted]

Yasmya ønskede at bruge den tid som de var blevet givet, så godt som hun nu kunne, derfor ønskede hun også at de skulle være sammen som en familie. Emanuel, Marius og hende, om ikke andet for den korte tid de nu engang havde. Hun nikkede stilfærdigt. De var slet ikke færdige med at snakke, men hun nægtede at skændes eller diskutere foran sin egen søn, det var helt sikkert. Det var svært at holde en latter tilbage ved synet af Emanuel sidde der med munden fuld af mad. Hun himlede med øjnene og rystede på hovedet. Lige dét måtte han altså have fra sin far! Hun kunne føle sin fars hånd mod hendes skulder, og det hjalp hende en hel del at hvide at han faktisk var der for hende for en gangs skyld. ”Det var godt. De er særlig bagt til min lille prins,” hun gik hen og strøg ham blidt over håret. Stedet lignede noget der var løgn og endnu mere med brødkrummer over det hele, men hun ville ikke skælde ham ud, det var tiden ganske simpelt ikke til. Det at han spurgte ind til Jacques var dog noget som langsomt fik hendes smil til at falme. Det var stadig et frygtelig ømt punkt, men hun havde ikke forventet andet, end at han ville begynde at spørge til det før eller siden. Hun bed sig læben og vendte sig mod Marius med et stille nik, næsten i forsøget på at lade som om at hun sagtens kunne tackle det, selvom hun følte den enorme knude i brystet. Hun trak sig fra ham og satte sig på knæ foran Emanuel. Det dirrede i fingerspidserne. ”..” hun lukkede munden igen, uden rigtigt at vide hvad hun skulle fortælle ham, også fordi hun ikke brød sig om at sige ordene i det hele taget. Hun tog omkring hans krummede hånd. ”Emanuel.. Far er her ikke fordi..” hun sank en klump og bed tårerne i sig. Det var virkelig den del hun havde frygtet! ”Mor og far er ikke.. Vi bor ikke sammen mere, mor bor har med Darryl nu,” endte hun stille, og bandede og svovlede et sted over sig selv. Det var den mest latterlige forklaring overhovedet, men hun kunne ikke få det over sig.
Emanuel tykkede af munden og så på mor. Han tog omkring hendes hånd og gav den et lille klem. Hun så ked ud af det. Han så hen på bedstefar lidt spørgende, kun for at se tilbage på mor. Han forstod ikke rigtigt hvad hun sagde. De uskyldige øjen blev en hel del mere bekymrede. Hvad mente hun med at de ikke boede sammen mere? ”Jamen.. jeg vil gerne se far,” endte han trist, og slog blikket ned. Han ville have sin far!

[Marius Amalani Darcy]

At sidde med munden fuld af mad, og at have mad over det hele, var bestemt også noget som Yasmya havde gjort dengang hun var helt lille! Marius kunne kun mindes de gange, han havde fundet hende på nattevandringer i køknet, fordi hun havde ledt efter kagedåsen, som var gemt langt væk, kun fordi at folk vidste, at hun ikke ville tøve med at forsøge at nå den, hvis hun kunne. Han smilede let ved tanken. Igen var det nogen af de få minder som han havde tilbage at kunne mindes som noget godt, og selvfølgelig var det noget som han gjorde, det var helt sikkert! Hånden lod han hvile omkring hendes skulder, også for at vise hende, at han faktisk var der for hende, for det ville han være for resten af hans… nok alt for korte liv, men det var vel også bedre end ingenting! At knægten spurgte ind til far, var noget som de næsten havde ventet sig – Marius havde om ikke andet, også selvom det var tydeligt at se på Yasmya, at det faktisk var hende et frygtelig ømt punkt. Ikke fordi at det var en tanke som han brød sig særlig meget om, for det gjorde han bestemt heller ikke, men hvad skulle han dog kunne gøre ved det? Han vendte blikket mod hende, som han lod hende vandre hen til knægten og gik i knæ ved siden af ham og forklarede ham, at far og mor ikke boede sammen længere. At knægten så ønskede at se far, kunne han nu godt forstå, selvom manden jo desværre ikke var til stede. Han valgte let at bide sig i læben, og roligt træde frem mod dem. Han ønskede at hjælpe Yasmya så godt som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men man kunne nu heller ikke gøre andet end at forsøge, kunne man? Han så på dem skiftevis, idet han roligt lod blikket søge til Emanuel i stedet for. ”Du skal nok få lov til at se far, men bare ikke lige nu, min dreng..” endte han roligt. Han kunne vel næsten gætte sig til at knægten var ved Jason eller på Herregården? Om ikke andet, hvis det var et problem, så kunne han jo sagtens følge knægten på vej, hvis det endelig var det. Han lagde igen roligt hånden på Yasmyas skulder. Han ønskede hende kun det bedste, og han skulle nok gøre sit for at sørge for, at det også blev tilfældet! Så længe som han nu måtte leve! ”I dag, kan du være sammen med mor. Tror mor har savnet sin lille prins,” tilføjede han med et let smil på læben.