A mothers longning.

[Deleted]

Solen var efterhånden steget til himmels. Det var et par timer siden den var stået op. Endnu engang tegnede det til at blive en varm og ikke mindst smuk sommerdag. Fuglene sad i træerne og sang her til morgen, udenfor var alt grønt og frodigt. Yasmya sad inde ved et rundt træbord og stirrede ud af køkkenets vindue, på det samme bøgetræ der havde stået der siden hun havde købt denne lille hytte. Det var umådelig småt. Køkkenet bestod kun af en lille stenovn og plads til det lille runde bord samt tre stole. Der var ingen pejs i stuen eller noget til at holde varmen med, så Yasmya priste sig lykkelig for at det var sommertid i øjeblikket. Der var en old gammel sofa. Den var lidt ildelugtende, og beskidt, slet ikke fristende at sætte sig i, men det var nu engang hvad pengene havde rakt til Darryl var netop gået i seng. Hun havde sørget for at dække vinduerne, i det ene værelse de havde, frygtelig godt til. Hun havde fået Silias besked, og i øjeblikket gjorde hun intet andet end at vente utålmodigt. Et sted så var hun jo næsten flov over at vise dette sted frem for sin far og ikke mindst sin søn, det var ingen mand værdi. Fingrene tromlede rastløst hen over bordpladen. Hun var faldet hen i sine egne tanker om, hvordan pokker hun skulle tackle at stå foran sin far igen, når det kun var få dage siden, at hun havde siddet på knæ og ødelagt hans grav. Ikke nok med det, så fik hun muligheden for at holde Emanuel i sine arme. Hendes hjerte bankede med længsel, og samtidig frygt for at han ville begynde at spørge efter sin far. De blonde lokker hang i store bølger omkring hendes mine. Hun havde taget den eneste rene kjole hun ejede på, også selvom den var slidt efterhånden, fordi hendes far jo havde været greve i sin tid, og hun ønskede heller ikke at skuffe ham. Køkkenet duftede dejligt. Hun havde været oppe hele morgenen for at bage rosin boller, Emanuel havde altid elsket dem, og et sted så regnede hun vel med at visse ting ikke ændrede sig? Solen stod ind af vinduet og varmede hendes skikkelse. Den ene side af hendes ansigt og hendes krop, i særdeleshed hendes mave og arme var endnu præget af ar, men i og med at hun jævnligt fik tilført blod fra Darryl, så gik det langt hurtigere frem en det havde gjort til nu, desuden så smurte hun sig ind i Nathaniels salve hver aften. En gren knækkede udenfor, hun kiggede opmærksomt op, også selvom det hurtigt gik op for hende, at det bare var et dyr som havde trådt forkert. Hun satte sig atter i den lidt trætte stilling hen over bordet. Et sted frygtede hun at hendes beslutning om at se sin far og søn var dybt egoistisk, for hvordan ville Emanuel ikke tage det, når han var tvunget til at slippe hende igen? Som omvendt? Tanken om at miste ham endnu engang satte en klump i halsen på hende, alligevel blev hun ved med at sige til sig selv, at det var nødvendigt. En lille del af lykken stod endelig foran hende.. hun kunne ikke takke nej!

[Marius Amalani Darcy]

Det havde virkelig været en ekstremt skræmmende fornemmelse at vågne op, uden at vide hverken til eller fra.. For Marius’ vedkommende, så havde det været noget af det værste som han nogensinde havde været tvunget igennem! Han var endt med at vågne.. ganske få minutter før Emanuel, så han havde været der til at tage den lille dreng i sine arme og forsøge at skænke ham den form for tryghed, som han tydeligt havde haft brug for, for han havde jo virkelig været panisk som intet andet, som han overhovedet kunne beskrive, så det havde virkelig været slemt! At komme sig, var sket ganske hurtigt, hvor selv Marius kun kunne huske ganske få ting fra hans tid som en ånd, som var det.. bare gået i glemmebogen, men ting som havde sat sig fast, var Yasmyas tur til gravene. At se hende reagerer sådan, var noget som virkelig efterlod ham med en smerte, for det gjorde ondt, at hun ikke engang kunne skænke ham de store ord som fra far til datter. Det havde virkelig været det værste af det hele!
Emanuel befandt sig på Marius’ nakke, som han bevægede sig igennem landet. Knægten var ganske vidst, og havde vampyren i sit sind, men ikke var det noget som man skænkede en tanke, for meget af det andet som han havde i sig, gjorde op for det, så solen ej var noget som han skulle frygte – nøjagtigt ligesom sin far. Hænderne hvilede godt omkring den lille knægts ben, så han ikke endte med at falde ned, da de langt om længe endelig måtte nå frem til skoven. Han havde fået beskeden om hvor Yasmya befandt sig, også selvom han måtte erkende, at det alligevel var en tanke som gjorde ham en anelse usikker, for han vidste jo ikke engang om hun faktisk havde lyst til at se ham, eller hvad det var.. specielt ikke efter at han havde set hende smadre hans egen grav, uden at han egentlig kunne svare hende igen, for den tanke var virkelig noget som gjorde ondt! ”Du må sige til, hvis du kan se mor,” endte han med en morende og glædelig stemme, for selv ikke knægtens møde med hans mor, ønskede han at spolere, hvis han ellers kunne blive fri for det. Skoven var endnu en gang et sted som viste sig i pragt, og selv det, var noget som fik ham til at smile. Tanken om at han faktisk havde fået den mulighed, også selvom han ikke vidste for hvor lang tid, så var det virkelig underordnet for hans vedkommende.. Fik han chancen til at ordne op med Yasmya inden han endnu en gang ville glide i døden, så var han ikke den som skulle klage. Hans krop var klædt i løst og behageligt tøj i form af et par enkle bukser og en skjorte. Han havde faktisk ikke fået sko på. Det var nærmere en.. luksusvare som han skulle til at lære sig at undvære, selvom det faktisk var sværere end det som han lige troede, også fordi at han havde været vant til et liv i luksus, og det havde han været lige siden han havde været helt lille. Han vendte blikket mod skoven, hvor han fik øje på det lille hus. Det måtte være det.. Det passede nemlig perfekt til den beskrivelse som han havde fået af Silia. Han smilede let for sig selv. ”Hvem tror du bor derinde?” tilføjede han med et stille smil, idet han stoppede op, lagde hænderne mod Emanuels sider, så han kunne få ham ned og satte ham foran sig i stedet for. Han havde lovet at passe på drengen, og det var et løfte som han agtet at holde!

[Deleted]

Yasmya sad og ventede med større og større utålmodighed. For hvert øjeblik det trak ud blev hun mere rastløs, også selvom hun ikke havde en idé om hvornår Marius og Emanuel ville dukke op. Hun sad med brevet foran sig, lod de grønne øjne søge ned over de velskrevne ord, men nej der stod ingen konkret tid. Hun satte sig mere op og rettede ryggen. Nu hvor hun havde levet som hjemløs, så havde hun jo næsten glemt sine manére, det var jo heller ikke fordi at dette sted var meget at prale af. Hun så Emanuel for sig, hans smukke blonde krøller og de uskyldige øjne, hun savnede ham så meget at det næsten var kvælende! Hvordan hun skulle tackle Marius var derimod en helt anden side af sagen, for hun havde jo end ikke været i stand til at skænke ham de store ord, selvom hun virkelig gerne havde villet. Hun sukkede lidt opgivende og lod hånden stryge igennem de blonde lokker. Roligt rejste hun sig, og strøg hen til det hærgede vindue, kun for at se ud. Hun spilede øjnene op. Manden genkendte hun slet ikke, men Emanuel derimod! Hendes hjerte sprang et slag over. Hun vendte ryggen til og løb ud til den faldefærdige hoveddør. Den blide vind ramte hende i samme øjeblik hun lod døren gled op og trådte uden for den lille hytte.
Emanuel gyngede en smule frem og tilbage på sine bedstefars skuldre. Han så ud over den store skov, imponeret over hvor meget han kunne se heroppe fra! ”Se bedstefar!! fugl!” udbrød han ivrigt og pegede på en grå fugl der kom flyvende direkte mod ham. Han havde næsten glemt at kigge efter sin mor. Han synes at det var lidt mærkeligt at være vågen igen, han kunne slet ikke huske hvordan det havde set ud før han var blevet syg. ”Skal nok,” svarede han yderst fraværende. Silia havde givet ham et bad til morgen, han duftede dejligt, det ville mor godt kunne lide, hun brød sig ikke om når han var alt for beskidt! Den ene hånd hvilede på Marius' hoved. Hans læber bredtes i et smil. Han hoppede en anelse ivrigt på hans skuldre. ”Hytte!!” udbrød han begrejstret. Han glædede sig til at se mor og far igen, han havde ikke brudt sig om at se mor så ked af det som hun havde været de gange hun havde besøgt ham. ”Jeg kan se hende!” han lod sig løfte ned, og stirrede med de store øjne på den velkendte skikkelse. Han slap Marius og gav sig ellers til at spæne mod sin mor alt hvad hans ben kunne bære.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ikke til at genkende, og hans ansigt havde vel også skræmt Emanuel efter at han var vækket? Ikke fordi at det gjorde ham noget, men han havde alligevel valgt at holde en anelse afstand. Det var knægten som Yasmya ønskede at se, og det var den tanke som han virkelig nød af, også selvom.. det alligevel måtte gøre en anelse ondt, men ikke noget som han kunne gøre noget ved i den anden ende. Han ønskede det bedste for hans familie, da det også var det eneste som betød noget for ham i denne stund, for han vidste ikke hvor lang tid han havde, og det var alligevel den tanke som gjorde ham en anelse usikker, og det var i sig selv, slet ikke en tanke som han brød sig om, men ikke noget som han kunne gøre noget ved.
At passe på Emanuel, var noget som han gjorde med største velbehag. Han havde måske aldrig været særlig meget for Yasmyas graviditet, men resultatet, kunne han virkelig ikke andet end at elske, det var helt sikkert! Han grinede ganske let, og vendte blikket op mod fuglen som fløj direkte mod dem. ”Du skal kigge efter mor!” endte han leende, som han let rystede på hovedet. Tanken var virkelig noget som han morede sig ved, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde endelig fået knægten ned, som han havde fået øje på hytten, hvilket selv var noget som påvirkede hans egen hjertebanken. Det var i sig selv, en meget.. ubehagelig fornemmelse, for det havde ikke banket og hamret igennem frygtelig mange år, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ingen tvivl om det. Synet af Yasmya som stormede ud af hytten, var noget som fik ham til at stoppe op, også fordi.. burde han gå tættere på? Burde han gøre noget for at møde hende i en omfavnelse? Siden hun indirekte kun havde fortalt ham alt det forkerte som han havde gjort, og en kunne skænke ham de ord som en datter burde kunne skænke ham de ord, var virkelig noget som gjorde ondt. Roligt valgte han at slippe Emanuels hånd og lod ham storme sin mor i møde, for det var tydeligt, at de virkelig havde savnet hinanden, hvilket var en tanke som kun måtte få ham til at smile. For hans eget vedkommende, så håbede han bare på muligheden, for at få hende til at snakke med ham, så de kunne snakke ud om tingene, også fordi at det var noget af det vigtigste set i hans øjne. ”Løb du bare min dreng,” endte han stille, som han roligt foldede hænderne på ryggen og ellers bare valgte at blive stående. Han ønskede virkelig ikke at ødelægge den genforening som mor og søn tydeligvis havde brug for!

[Deleted]

Yasmya så frem for sig med de store og nysgerrige øjne. Det var ikke fordi hun direkte bed mærke i Marius som sådan, det eneste hun så i det øjeblik var sin søn. Det havde været ni lange måneder, og hun havde kæmpet for deres begges overlevelse, tanken om at han var gået i døden så tidligt havde virkelig gjort ondt! Hun trådte en smule væk fra døren. Først nu gik det op for hende at vejret var behageligt lunt og at fuglene sang i træernes toppe. Hendes hjerte hoppede næsten ud af brystet på hende. Som Emanuel begyndte at nærme sig, endte hun helt automatisk med at glide i knæ for at møde ham. Hun åbnede sine arme, så han var i stand til at møde den. Hun havde ventet på dette øjeblik i en evighed. Den smilende dreng der kom løbende mod hende, gav hende kun en følelse af at heles. Hun vidste at det ikke var for evigt, men blot et øjeblik med ham i sine arme var det hele værd. Hun mødte ham med en sådan kraft at hun næsten mistede balancen og røg bagover. En blid latter undslap hendes læber. Armene lukkede hun om hans skikkelse, og trak ham helt tæt ind til sig, kyssede hans bløde, kølige kind. ”Årh gud jeg har savnet dig!” hviskede hun præget af den længsel hun havde været plaget af.
Marius var næsten luft for hende i øjeblikket, hun tænkte slet ikke over at han var med, før hun tilfældigt lod blikket falde på den ukendte skikkelse der stod bag dem. De våde, grønne øjne betragtede ham med et neutralt blik. Alligevel endte hun med at nikke mod ham som en stilfærdig hilsen, også for at vise at hun vidste at han var der. På trods af den vrede hun havde vendt mod ham, så havde han tydeligvis passet på sit barnebarn som hun havde bedt ham om. Han ahvde aldrig været der i graviditete, faktisk havde han aldrig nået at se ham, før det havde været for sent, men Emanuel var tydeligvis blevet glad for ham, hvilket nu var en tanke som hun godt kunne lide. Et sted gav det hende vel bare et stik af en den familiærer følelse som hun havde savnet?
Emanuel glemte helt at slæbe bedstefar med, men spænede i stedet mod sin mor der sad med åbne arme. ”Moaaaaaaaaar!” næsten brølede han mens han løb mod hende. Han smilede over hele hovedet, for han han virkelig savnet hende! Han styrtede direkte ind i hendes favn, og tog imod hendes kys. Normalt synes han at det var lidt ulækkert, men nu hvor ingen andre end bedstefar kiggede, så kunne hun godt får lov. ”Jeg har savnet dig, mor,” sagde han stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde passet på Emanuel, også fordi at det havde været et ønske fra Yasmyas side. Desuden så.. var det jo trods alt hans eget barnebarn, så det at skulle efterlade knægten alene, uden en at søge trøst ved, var slet ikke noget som han havde fået sig selv til på nogen måde! Han vendte blikket sigende mod dem, som han kunne se Emanuel storme sin mor i sine arme, hvilket var en varme i hans sind, som han slet ikke kunne skjule. Det var på ingen måder den form for genforening som han selv regnede med, men af den grund, så ønskede han slet ikke at ødelægge det øjeblik som lige nu måtte foregå mellem mor og søn, som han havde set knægten storme sin mor direkte i favnen. Alligevel af den grund, så kunne han slet ikke lade være med at smile ved synet, for det var virkelig en utrolig fornemmelse at skulle sidde igen med, også fordi at det var et syn kun for guder. Det var den familiære fornemmelse som han selv havde manglet, for den havde jo slet ikke været til stede igennem så frygtelig mange år, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At Marius alligevel blev skænket en hilsen, selvom den var meget neutral, var noget som han nu måtte stille sig tilfreds med. Han ønskede bare ikke at forstyrre dem i denne stund, selvom.. han kunne vel heller ikke bare blive stående og bare glo? Det var sjældent han ikke vidste det, men i denne stund, vidste han slet ikke hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre, og den tanke var virkelig frustrerende nok i sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han valgte dog alligevel at gå i retningen af dem, selvom han ikke ville komme i vejen. Han havde gjort hende ondt, og han vidste det jo godt, men nu hvor han havde set det hele lidt på afstand, så kunne han sagtens se, at han havde taget så voldsomt fejl som intet andet overhovedet! Langt om længe, så nåede han endelig op ved siden af dem, hvor han roligt vendte blikket mod deres skikkelse ved hans side. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det er virkelig godt, at se dig, Yasmya..” endte han sigende. Han holdt forbandet meget af knægten, som han også vidste at det var gengældt, for knægten havde virkelig klamret sig til ham, efter han havde fundet ud af, at det havde været hans bedstefar. De havde faktisk alligevel haft nogen hyggelige stunder. Han vendte blikket med et stile smil mod Emanuel. ”Du glemte din gamle bedstefar, din bandit,” endte han med en tydeligt drillende mine. Han havde faktisk genvundet meget af sin tabte humor, og tanken om sin familie var.. noget som efterlod ham med en varme og en direkte glæde. Han ønskede virkelig ikke at miste den.

[Deleted]

Efter alle de år hun havde tilbragt alene, så var det, det sidste hun ønskede for sin egen søn, så hun havde tigget og bedt Marius fra graven om at vogte over ham. Nu så hun at bønnerne var blevet hørt, ellers ville han være kommet uden knægten! Hun havde måske været ganske ung da hun var blevet gravid, men ikke desto mindre så elskede hun sin søn, på lige fod med enhver anden måde. Hun knugede ham ind til sig, med et fast greb. Hendes blik var blevet fyldt med tårer som slørede hendes syn. Det var som et føle flere hundrede sten falde fra brystet og endelig lade hende trække vejret optimalt. Hun studerede Marius gennem det tårerfyldte blik. Hun var faktisk glad for at se ham, også selvom det var svært at håndtere. Hun lod hånden søge igennem Emanuels blonde krøller. Ligeså bløde som hun huskede dem. ”Kom, lad mig se på dig,” endte hun stille og slap af en smule, så hun kunne se på ham. Var han blevet ældre? Hun kunne faktisk ikke rigtigt se nogle forandringer. Hans kinder var blege, og hun kunne ane de sylespidse tænder når han smilede, men han lignede fuldkommen sig selv, med de uskyldige grønne øjne og de charmerende krøller. Hun strøg kærligt hans kind. ”Stadig min lille charmetrold,” konkluderede hun med en lidt drillende tone. Tårerne faldt endelig og strøg ned over hendes lettere røde kinder. Hun kunne virkelig ikke lade være! Efter en mindre evighed med den evige kamp om at komme igennem sorgen efter et utal af tab, så stod hun endelig med en lille del af sig selv. Hun så op idet Marius endelig besluttede sig for at komme tættere på. Hun nikkede stille. ”Det er.. lidt uvirkeligt,” endte hun og så fra ham og tilbage til Emanuel.
Emanuel slog armene lidt forsigtigt omkring sin mor, og gav hende et stort kram, for det fortjente hun! Han slap hende dog i samme øjeblik som hun bad om at lade hende se ham. Han havde altså ikke ændret sig meget, foruden han var blevet en stor og stærk dreng! Ligesom farmand! Han fnes ved at blive kaldt charmetrold, og blottede de spidse tænder. De var begyndt at være i vejen, det gjorde ondt at komme til at bide sig selv i læben altså! Smilet falmede dog i samme øjeblik han gav sig til at tænke over det. ”Jeg er ingen trold!” udbrød han med store øjne. Han vendte sig mod Marius. ”Bedstefar sig noget til mor. Hun kalder mig en trold!” mumlede han tøsefornærmet og lagde armene over brystet som han havde set far gøre. Hvor var han egentlig henne. Han slap ved Marius' ord og kløede sig lidt undskyldende i nakken. ”Hooooov,” sagde han med en direkte uskyldig mine, og skrabede lidt i jorden med foden. Det havde jo ikke været helt med vilje!

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde hørt hendes bøn, og at se væk fra den, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket roligt mod dem, som han kunne se glæden nærmest stråle i Yasmyas øjne, og det var noget som virkelig klædte hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han valgte alligevel at holde en lille afstand, også selvom han havde fået sin hilsen. Det var knægten som betød mest for hende lige nu, også selvom han vidste, at det var fordi at hun var hans mor vel? Han smilede let for sig selv ved tanken af det, for det klædte dem begge, for det var tydeligt, at de virkelig havde manglet og ikke mindst også savnet hinanden! Han undede dem begge det, det herskede der absolut heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Det var bestemt ikke fordi at Marius ønskede at komme ind mellem dem i denne stund, det var helt sikkert. Han vendte blikket roligt mod dem, som de vendte sig mod ham begge to. Han valgte dog alligevel at blive stående, for.. hvad havde han egentlig retten til at gøre, og hvad ville hun lade ham gøre i det hele taget? Han vidste det ikke, og det var noget som i det store og hele, kunne gøre ham så frygtelig usikker, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte dem begge et stille smil. Ja, hvad han skulle gøre, vidste han ikke, for det var virkelig også første gang, at han ikke vidste hvordan han skulle reagere, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at der var nogen tvivler om det. ”Jeg ved det godt.. Det er også.. underligt.. at trække vejret igen,” endte han sigende, som han vendte blikket mod knægten. Han grinede ganske let og strøg ham over hovedet. ”Du er da en lille trold, Emanuel,” medstemte han tydeligt med en drillende mine, som han blinkede let til ham. Han vendte de nu grønne øjne mod Yasmya endnu en gang. Hvad pokker skulle han sige? Han vidste det ikke helt, også selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som hjalp ham på nogen måde, om det var noget som han nu ville det eller ikke! Han bed sig svagt i læben. ”… Hvordan har du det?” spurgte han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Smuk var hun, og han kunne ikke være andet end stolt af sin datter, også selvom han vidste, at hun havde haft utrolig meget at slås med.

[Deleted]

Yasmya vidste godt at hun have givet ham den bøn i ren desperation. Hun følte sig bange og alene, på trods af at hun havde Darryl, og det følelse ønskede hun ikke at dele med sin søn. Hun blev stående med sin kære søn i sine arme. Det virkede fuldkommen urealistisk at se ham igen, og særligt fordi han jo ikke havde forandret sig det mindste! Han var stadig en lille krudtugle! Marius lod hun tage sin afstand, et sted så var hun jo også flov ved tanken om at hun havde hærget hans grav, men hun var fyldt med så meget vrede og anger. De få år hun havde fået lov til bare at være.. hende havde været befriende, selvom den havde været alt for kort! En blid latter brød hendes læber. ”Der har bedstefar nemlig helt ret,” endte hun roligt og strøg ham igennem håret. Hun kunne se hvordan han vrængede ansigter af den omsorg hun viste ham, også selvom hun vidste at det bare var sådan det nu engang var sådan drenge skulle være. Hun lod blikket søge mod Marius. Hendes ansigt og krop var endnu plaget med et utal af år og endnu åbne brandsår, men der var ikke meget hun kunne gøre, foruden at blive ved med at indtage blod. ”Det kan jeg forestille mig,” svarede hun og nikkede roligt mod ham. Hun rejste sig i en lidt stiv bevægelse, for sårene strammede endnu en smule. ”Smut du ind og se dig omkring, Em. Der venter en overraskelse i køkkenet,” endte hun lidt sigende og slap ham helt.
Yasmya vendte sig mod Marius, og foldede høfligt hænderne foran sig. Hun huskede stadig hvordan man opførte sig overfor voksne mennesker. Ved hans spørgsmål stirrede hun bare på ham i lange sekunder, med en lidt undrende mine. Af alle ting han kunne spørge om så lige det? Et sted var hun fristet til at give ham samme overbevisende svar som hun havde givet alle andre, men for pokker. ”Jeg.. har det godt, efter om stændighederne,” tilføjede hun med et stille nik.
Emanuel så lidt surt på sin bedstefar. ”Du skal ikke sige at hun er rigtig når hun ikke er,” mumlede han en smule fornærmet også selvom det hurtigt gled i baggrunden til fordel for et smil. Han så på sin mor med store ivrige øjne. ”Ja mit hjerte siger BANK!” udbrød han og slog sig på brystet. Tanken om at der stod en overraskelse til ham i køkkenet var noget der omgående fik ham til at lytte opmærksomt. "YES! så er jeg den der er smuttet!" udbrød han, nikkede stille, og løb tilfredst ind i den lille hytte for at lede efter gaver!

[Marius Amalani Darcy]

Uanset i hvilken fatning at bønnen var blevet sagt, så var den i den grad også hørt, allerede inden at hun havde ladet ordene blive sagt med munden, for ønsket havde været der, og samt med det faktum, at han slet ikke havde haft hjerte til at vende ryggen til hans lille barnebarn. Han betragtede dem roligt, nu hvor han endeligt havde muligheden for at komme tæt på dem, for det var noget som han virkelig, virkelig havde ønsket sig igennem temmelig mange år efterhånden. Han sendte drengen et tydeligt drillende smil. Han grinede ganske let. Yasmya var den fødte mor, det kunne han tydeligt se, og det var desuden også en tanke som faktisk glædede ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med en rolig mine, som hun sendte drengen ind i huset, hvor det også var tydeligt, at han forsvandt som dug for solen, idet at han stormede indenfor, hvilket faktisk var en tanke som direkte glædede ham på alle måder! Han vendte sig mod hende endnu en gang. ”Det minder om dig, da du var helt lille.. Du kunne lokkes med selv de mindste småting,” endte han med et stille smil på læben, for løgn var det bestemt heller ikke nogen tvivl om.
At spørge ind til hvordan hun havde det, var noget som næsten skete automatisk for hans vedkommende, for… hvad andet skulle han spørge hende om? Måske at svaret var temmelig oplagt, og det vidste han jo allerede. Han betragtede hende med en rolig mine, som hun endte med at svare. Han nikkede endeligt, og med den samme ganske rolige mine, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Tungen strøg han ganske let over læberne. Han foldede stille hænderne over ryggen, og uden at skulle tage blikket det mindste væk fra hende. ”Med andre ord… så helt af helvede til, har jeg ikke ret?” endte han ganske sigende, som han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse igen. Hvis dette var muligheden, hvorpå at han kunne få muligheden for at snakke med hende, så var det helt klart også nu hvor han måtte tage den! Han mindes at hun havde hærget hans grav.. givet ham skylden for så meget, og det var noget som virkelig havde gjort noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han bed sig svagt i læben igen og vendte blikket ud mod skoven og mod hytten. Han ønskede jo at passe på knægten, også nu hvor de for alvor havde fået et frygtelig nært forhold, for han ønskede da slet ikke at give afkald p knægten, og specielt ikke nu hvor de faktisk havde det så frygtelig godt med hinanden! ”Han er noget af det mest livlige som jeg nogensinde har været ude for.. Og efter det børnehjem, så siger det altså ikke så lidt..” Han smilede ganske let ved tanken, som han igen vendte blikket mod hende.. han forsøgte da om ikke andet, at gøre det mindste akavet, også selvom det vel mere var.. harmløse prøvende forsøg?

[Deleted]

Yasmya havde altid været omgivet af mange børn, og det var noget som havde sat sine spor. Måske hun var blevet gravid som frygtelig ung, men under alle omstændigheder så havde hun ikke fortrudt den ene intime stund, hun havde haft med Jacques, og da slet ikke resultatet. Tanken om at hun havde sat en engel til verden, gjorde hende kun til verdens mest stolte mor. Hun var Marius taknemmelig for at have hørt sin bøn, nu var Lisa var død havde hun måske holdt øje på knægten.. hun vidste ikke helt hvordan det foregik. De funklende grønne øjne fulgte knægten til hans forsvandt ind i huset. Hun tog sig selv med det stille smil. Hun løj ikke når hun sagde at hun elskede ham så meget at det næsten ikke var til at bære. Roligt vendte hun sig mod Marius med samme stille smil. Det var ganske vidst en smule mere akavet, men i det store og det hele var hun jo også glad for at se ham. ”Så lang tid det indebar vindruer og en bog,” med gav hun stille. Mindet spillede sig i hendes sind. Det havde været en tid hvor hun virkelig havde været lykkelig, og ubekymret. Hun sukkede og skubbede tanken fra sig. Det var meget lang tid siden nu, og faktisk så.. var selv de lykkelige minder kun blevet til en enorm knude i maven. Det at han spurgte til hendes velvære var direkte overflødigt, og hun forsøgte som enhver anden gang at henkaste det som var det ingenting. Smilet falmede. Hun nikkede stille. ”Jo lige præcis,” erkendte hun og så væk. Hun havde aldrig brudt sig om at føle sig så svag, men hvad pokker skulle hun efterhånden gøre? Hun havde hærget hans grav hvilket hun udmærket huskede, men han havde været så nem at kaste skylden over på, fordi hun ikke selv var i stand til at påtage sig den. Vinden var lun. Det ville blive en god dag, ærgerligt at Darryl var nødt til at sove, hende og Marius kunne vidst godt have brugt noget tid alene, hun vidste jo godt at det var begrænset hvor lang tid han havde. Yasmya lo morende. ”Det er trods alt også min søn,” påpegede hun lidt sigende. Hun havde også altid været lidt af et livligt barn, så hun vidste at det ikke var Jacques' gener. Smilet falmede atter. Hun fumlede lidt med sine fingrer og overvejede om hun nu skulle.. Hun bed sig usikkert i den bløde underlæbe, før hun meget forsigtigt endte med at åbne armene, hun kunne bruge en omfavnelse, men på den anden side så frygtede hun virkelig en afvisning, på mange punkter følte hun sig jo ikke som hans datter. Hun havde altid været anderledes. Hun sagde intet, for hvad skulle hun sige?

[Marius Amalani Darcy]

Situationen med Yasmya var virkelig, virkelig akavet, men Marius vidste ikke hvad han havde retten til, og ikke havde retten til, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han kunne se meget af Yasmya i knægten, så det at det måtte være hendes søn, var slet ikke noget som der herskedes nogen tvivl om! Han smilede let for sig selv.”Du kunne lokkes til alt, bare man havde en god historie i baghånden,” medstemte han med et stille smil. Han selv nød af de gamle minder, også fordi at han slet ikke regnede med at det var noget som han ville få tilbage igen, selvom det slet ikke var noget som hjalp ham på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende roligt. At se hende smile, at se hende som en mor, så kunne han godt følge hende. Hun havde ganske vidst været ung, og det var også det som han havde reageret kraftigst på, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han roligt betragtede hende med en sigende mine. Hun havde det ikke godt, så godt kendte han hende da om ikke andet. ”Jeg kan godt se det på dig, Yasmya.. Jeg kan se det i dine øjne.” Hovedet lod han søge let på sned. Han følte sig som en far… som ikke gjorde hvad en far burde, og det var faktisk selv en tanke som gjorde ham en kende trist.
Smilet bredte sig en anelse. At der var en vampyr i huset, var slet ikke en tanke som slog ham ind som sådan, for det var bestemt ikke alt som han kunne huske. Tungen strøg han let over sine læber. ”Det tør siges.. Vi har siddet meget ved graven.. Specielt, da du læste historien op for ham. Han sad og citerede den, som du læste,” endte han sigende. Knægten satte pris på det, og det var noget som han ønskede at Yasmya skulle vide. Han vendte blikket mod hende som hun.. åbnede armene for ham..? Han blinkede let med øjnene og bed sig en anelse i læben, for det var ikke hvad han havde regnet med eller ventet sig! Hans smil endte med at brede sig, som han gik i knæ ved siden af hende, hvor han gengældte det, kun for at lade armene søge omkring hende og trække hende helt tæt ind i hans favn. Han havde virkelig, virkelig savnet sin lille pige, for hans lille pige, var noget som hun for altid ville være!

[Deleted]

Der kunne slet ikke herske tvivl om at det var hendes søn, og det var faktisk noget hun var stolt af, for hun ønskede at hele verden skulle vide det! Marius havde altid været god til at fortælle historier, hun havde elsket hver og en, det var trods alt det hun selv gjorde, det var noget som hun havde taget til sig. ”Det er rigtigt. Jeg elskede dem,” mindedes hun stille. Et sted gjorde det ondt, ved tanken om at det var dage hun aldrig ville få igen. Hun frygtede at Marius ikke ville være den far som hun på mange områder længtes efter, og når han ville forsvinde igen. Hvad skulle hun så gøre af sig selv? Det tab var et som hun havde overvejet, tanken om at gå igennem det end gang til, var bestemt ikke en hun brød sig om, men behovet for at se ham, snakke med ham igen havde bare været større. Det hele var for alvor gået galt da han fandt ud af at hun var blevet gravid, og nu ville hun gerne stå ved at hun havde været for ung. Hun ville sågar stå ved at hun ikke skulle have ladet Jacques komme så tæt på hende, for han havde tilhørt en anden, det havde været uundgåeligt hvilket kun var blevet bevist nu. Hun frygtede ærlig talt når Emanuel ville begynde at spørge ind til sin far. Opmærksomt lod hun blikket glide i hans. De var trætte, og slet ikke med samme lys eller mildhed, det var alt sammen forsvundet i det væld af tårer som hun havde fældet, og som hun slet ikke var færdig med at fælde. ”Jeg ved det godt.. men jeg.. har haft meget at slås med de sidste par år,” svarede hun stille, selvom hun godt vidste at han allerede kendt til det. Da Nathaniel var gået i døden havde det simpelthen været dråben.. han havde været den sidste. Hun bredte de prægtige vinger en smule. De yderste fjer var stadig lidt grå, de var svære at få hvide efter branden. Hendes øjne fyldtes med tårer. Hun stirrede en anelse fraværende på ham. ”Han har altid elsket din historie.. jeg ville bare..” hun vidste ikke rigtigt hvordan hun havde tænkt sig at færdiggøre sætningen. I stedet lod hun sig rive ned i hans favn, mødte den lune skovbund. Tårerne trillede ned over de blege kinder, som hun puttede sig ind i sin fars favn. Hun kunne ikke huske hvornår det sidst var sket, men hun havde savnet det om hun ville det eller ej. På trods af at det var en ny krop, så duftede han som hun huskede ham. Stille tog hun et greb omkring hans klæder, mest for at sikre sig at han ikke kunne trække sig. En favn at søge til, var noget som hun havde længtes efter i alt for lang tid, og nu fik hun det endelig, og så af den mand hun så som sin far – bedre blev det ikke!

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste ikke hvad han skulle gøre og ikke gøre, men det var noget som han nok tidsnok skulle finde ud af med tiden, det var noget som han selvfølgelig håbede og bad til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende roligt. Han havde haft en evne til at fortælle historier, og det var noget som han havde udnyttet dengang. At det så var noget som var gået videre, var noget som han faktisk var glad for, for så havde han da i det mindste gjort noget rigtigt – specielt hvis hun faktisk havde skænket knægten historierne som han selv havde fortalt hende i sin tid. ”Det har du altid gjort,” endte han med en sigende mine. Måske det gjorde ondt at mindes det, men det var noget af det gode som han havde fra dengang, og det var noget som han ønskede at holde fast i, i stedet for alt det andet som de havde haft at slås med. Han kunne se i hendes øjne, at hun var træt og udmattet, men igen.. Han kunne næsten fornemme at hun havde haft meget at slås med, også fra dengang, og det var ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nikkede stille og med en forståelse i minen. ”Jeg ved det godt.. Af det jeg kan.. huske om ikke andet..” Han ønskede faktisk at være der for hende. Han ønskede at være der for sin datter, og det var vel heller ikke helt forkert af ham? At holde af og elske sin egen datter? Marius ønskede det bedste for sin lille pige, som han ønskede for sin familie. Han havde måske svigtet hende, da hun havde haft mest brug for ham, og det var virkelig også det eneste som han kunne fortryde resten af sit liv! Fik han en ny chance til at gøre det om, så var det noget som han virkelig ville se frem til, og noget som han ønskede at kæmpe for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig skulle komme til stykket! Han vendte sig roligt mod hende endnu en gang, som han roligt nikkede til hende. At lukke armene om hende, fik ham næsten automatisk til at knuge hende direkte ind mod sig, så han kunne få hende så tæt. Vingerne havde hun og.. dem kunne han slet ikke mindes at have set før! Han lukkede øjnene selv, som han fik tårer i øjnene. Han trykkede hende helt tæt ind mod sig. ”Far er her, min pige..” endte han dæmpet mod hendes øre. Han ønskede at hjælpe hende så meget som muligt, og nu hvor han havde muligheden for det, så takkede han bestemt ikke nej! Selvom han måske ikke vidste hvor lang tid han havde, så ønskede han ikke at spilde tiden! ”Det skal nok gå..” Han hævede hånden og strøg den igennem hendes lange hår. Han havde altid ønsket at passe på hende!

[Deleted]

Visse ting havde hun taget med sig fra sin egen barndom, blandt andet de mange historier. Hun havde værdsat dem, elsket når han havde levet sig ind i dem og fået hende til at føle sig som en del af et smukt eventyr. Det var de gode minder, desværre så visnede de langsomt ved de mange mørke minder som havde ramt hende siden. Hun havde bare ikke været i stand til at holde det fast i det gode, og det plagede hende jo faktisk. ”Det har jeg,” medgav hun stilfærdigt. Hun så forfærdelig ud. Hun var stadig ikke helet helt fra branden, selvom Darryl virkelig hjalp hende med den del. Hendes tøj var pjaltet, og den hytte var kun lige beboelig men det var nu engang hendes lod. Det krævede dog en masse energi at skjule sig for befolkningen, holde sig ude af medierne og samtidig tackle tab og ulykke fra mange år tilbage. Hun havde aldrig haft chancen. Yasmya så på ham. Han måtte have glemt meget fra deres tid i himlen, og jo længere han var her, jo mere ville han nok glemme. Det sagde myterne i hvert fald, hun havde aldrig selv haft æren af at besøge stedet, selvom det til tider havde været frygtelig fristende at sørge for at hun kom til det. ”Det er i orden. Jeg tror det er meningen du skal glemme det,” svarede hun stille. Han havde svigtet hende, men ikke mere end hun følte at hun havde svigtet sig selv. Alt dette kunne være undgået, hvis hun havde fulgt skæbnen allerede dengang, og holdt sig fra Jacques. Det ville have sparet hende for en del tab og andre uroligheder, men der var trods alt ikke meget mere at gøre ved det nu. Uden at tøve, lod hu sig knuge ind til hans skikkelse, puttede sig ind mod hans bryst, som hun havde gjort dengang hun var mindre og havde slået sig. Benene var næsten endt med at falde sammen under hende. Hun var så udmattet men kunne ikke gøre noget ved det, og nu hvor hun endelig følte sig tryg igen, så gav hendes krop altså efter. Om dette var en anden chance ville vise sig. Hun ønskede bare ikke lade ham gå i graven endnu engang, velvidende at hun hadede ham, når hun i virkeligheden.. gjorde det stik modsatte. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun trykkede sig ind til hans skikkelse, fandt den trøst som hun havde søgt efter i en evighed med aldrig fundet. Tanken om at han faktisk kaldte ham sin pige, var noget som kun bragte en lettelse i hendes sind. ”J.. Jeg ha..har savnet d..dig, far,” hviskede hun grødet, for sandt var det i den grad.