Post by Deleted on May 20, 2012 16:45:55 GMT 1
Det var ved at være midt på eftermiddagen. Solen havde siden daggry, stået højt på himlen og bagt ned over de lyse folk. Der var stadig helt skyfrit, men solen var langsomt på vej ned, hvilket af en mærkværdig grund, kun fik den til at se kraftigere ud. Yasmya åbnede lågen til kirkegården. Hun havde ikke været her siden sin samtale med Phoebe, der bestemt ikke havde været meget for at hun drog ud på egen hånd. Solen blændede hende. Hun missede med øjnene, bed end ikke mærke i at lågen var blevet sat fast igen, og endda ikke voldte hende det mindste besvær, som den ellers havde gjort i irriterende mange år. De gyldne lokker var flettet i en lang fletning, der holdte styr på det. Den var ganske vidst ikke særlig elegant udført, fordi hun ikke var god til at sætte hår på sig selv, det havde hun haft forældre til i sin tid. I sin hånd bar hun en mindre buket blomster, som hun havde samlet i udkanten af skoven, inden hun var taget ind mod byen. Den lette, himmelblå kjole svøbte sig om hendes krop og afslørede en hel del af den forbrændte hud. Hun havde fået lidt blod af Darryl, og det havde fjernet en del af sporende, særligt i ansigtet, hvilket også var grunden til at hun vovede at bevæge sig ud, uden en hætte over. Alligevel så var det frustrerende konstant at føle hvad han gjorde, for han var faktisk altid enten; sulten, lysten eller træt! Hun bevægede sig mellem de velplejede grave, fulgte den lille sti. De grønne øjne søgte over dem hver især og lagde mærke til hvor smukke de faktisk tog sig ud under eftermiddagssolen. Hun søgte ind på en mindre og lidt afsides sti. Kort efter stoppede hun op, og vendte sig mod en mindre grav foran hende. Stenen var elegant hugget, nøjagtigt som hende og Jacques i sin tid havde bedt stenhuggeren om at gøre det.
Stille gled hun på knæ, og lod de arrede fingrer søge over stenens flade som havde det været et kærtegn. Graven var kun et par år gammel, og Yasmya havde sørget for at den blev godt plejet, så navnet var endnu synligt. Hun lod pegefingeren glide over det. Emanuel Dominéz Amalani Nimanhra. Hun så ned på graven. Der var ikke blevet lagt blomster siden de sidste som hun selv havde lagt. Hun sukkede tungt, og lagde den hjemmelavede buket på graven, der øjeblikkelig lyste op på en ganske anden måde. Hun gled helt ned på knæ, ligeglad med de små sten der borede sig op. ”Jeg savner dig så meget,” hviskede hun stilfærdigt. De grønne øjne endte blanke. Det var ikke nye ord hun skænkede sin egen søn, men hun mente dem lige meget hver gang. ”Jeg beklager at jeg ikke har set meget til dig de sidste par dage, men mor har haft meget at se til,” hun snakkede til graven som havde det været det været barnet i levende live. ”Mor bor i skoven nu, det er der jeg har fundet de smukke blomster. Din moster er for øvrigt vendt tilbage, jeg ser stadig for mig, dig og din fætter løbe om kap,” hendes læber bredtes i et stille smil. Marcianus var kun et par år ældre end Emanuel, og hun var i troen på at de kunne have gjort et godt makkerpar, på trods af alt. Også selvom de aldrig havde set hinanden. Hendes hjerte slog rytmiske slag mod brystet. En kort stund tude hun sværge at hun følte vinden blidt stryge hendes kinder. Hun fældede en tårer. ”Jeg savner at holde dig ind til mig. Glem aldrig at uanset hvor du befinder dig, hvilken verden du lever i, så vil jeg altid elske dig.. altid,” hviskede hun næsten stakåndet. Tabet af sin søn var noget af det hårdeste som hun nogensinde havde været igennem. Hun trak hånden til sig, og foldede begge hænder i sit skød. Ikke et ord forlod hendes læber, mens hun stirrede på graven foran hende, og betragtede de nye blomster som nu prydede den med lidt af sommerens smukke farver.
Tanken om aldrig at skulle se ham løbe mod solnedgangen i forsøget på at fange solen igen, som han havde gjort da han var yngre, gjorde faktisk ondt. Hun bebrejdede sig selv, men det var trods alt heller intet hun ønskede at bebyrde sin egen lille søn med. ”Jeg fandt din yndlingsbog blandt nogle ting, jeg havde glemt at jeg havde..” hun trak bogen op af en lille taske, og slog op på et par krøllede sider, der vidnede om at de var blevet læst alt for mange gange. Yasmya smilte for sig selv. ”Du elskede den. Jeg glemmer aldrig at du hver nat ville puttes af både far og jeg, blot så du kunne høre historien en gang til.. også selvom jeg synes den var alt for skræmmende for en dreng som dig. Desværre må jeg jo nok erkende, at du ligner din far for meget lige der,” endte hun næsten lidt formanende. Hun forsøgte at holde en kontrolleret tone, der ikke blev påvirket af de tårer som trillede ned over hendes kinder. ”Der var engang en modig, lille dreng som boede i en landsby. Drengen elskede at bo i landsbyen hvor han kunne lege med sine venner på marken . Drengen måtte gå hvor i landsbyen han ville, særligt når han skulle hente mel til sin mor, eller træ til sin fars forretning, men han måtte ikke gå ud i skoven for der boede en stor og styg trold. Drengen gjorde altid som sin far sagde, men han drømte om en dag at være den som hævede sværdet og slog hovedet af trolden. Mange riddere før ham havde forsøgt sig. Belønningen for at bringe kongen, troldens hoved var den smukke prinsesse og det halve kongerige. Drengen synes at prinsessen var virkelig smuk, og hvis han vandt det halve kongerige kunne have give sin far træ nok til til tusinder af år! Han ville også kunne give sin mor en fin kjole og mel så hun kunne forsyne hele landsbyen med brød! En dag hørte drengen sin far og mor snakke om at faderen ikke længere havde arbejde at gøre i landsbyen, fordi han ikke længere havde råd til at købe træ. Det kunne drengen ikke lide, så han tog sin fars svær og drog modigt ud af landsbyen og ud i skoven. I det øjeblik han nåede skovens kant, mistede han modet en smule. Han vidste ikke hvor trolden var, eller hvordan den så ud. Han overvejede at tage tilbage til landsbyen, men han måtte give sin far det træ han behøvede!” Yasmya holdt en pause, og bladrede atter i bogens sider. Solen var efterhånden gået mere ned, også selvom hun slet ikke bed mørke i den. Hun havde aldrig kunnet lide den historie, den mindede hende om alle andre, men fordi Emanuel havde elsket den, så havde hun ikke haft et andet valg, end at gøre det samme! Bogen var illustreret med meget simple tegninger, af den lille dreng der forsøgte at løfte sværdet. ”.. Drengen gik i 3 dage og 3 nætter rundt i den uhyggelige skov. Han savnede at smæske sig i sin mors lækre boller. Han tænkte tit på om de ledte efter ham, eller om de var bange fordi de ikke kunne finde ham, men han gjorde det jo for deres skyld.. og for prinsessens. Jo dybere han kom ind i skoven, jo mørkere blev det. Da det var helt mørkt og drengen var meget bange, hørte han pludselig noget knirke bag sig..” hun byggede op med spænding i tonen, også selvom hun i det store og det hele sad og læste højt for sig selv, for sandsynligheden for at Emanuel faktisk hørte hende var ganske lille.
”.. Da han vendte sig op stod et kæmpe træ, med sine lange gren-arme og uhyggelige øjne. En ugle spætte huggede løs i det gamle træ. Drengen synes det var lidt synd for ham.
- Hvem er du?
Spurgte den modige dreng træet.
- Jeg er Hr. GammelGren
Svarede træet.
- Jeg har så ondt! Den spætte driver mig til vanvid, hakker og hakker hele dagen lang.
Sagde træet trist.
Drengen synes det var meget synd for træet, men så kom han i tanke om noget.
- Jeg er på vej ud for at hugge hovedet af den store og stygge trold, så jeg kan få prinsessen, det halve kongerige og give min mor mel og min far træ, så de kan tjene penge. Hvis du lovet at hjælpe mig med at fælde trolden, så lover jeg dig at hjælpe dig af med spætten.
Sagde drengen. Træet skulle tænke sig lidt om, men han endte hurtigt med at gå med til det.
- Jo jeg skal nok hjælpe dig.
Sagde træet. Sammen drog de længere ind i den mørke skov. Nu kunne de slet ikke se lys længere, det gjorde at træet ikke følte sig så godt tilpas. Pludselig hørte de en uhyggelig rumlen. Skovbunden under dem gyngede, og med tunge skridt kom den store trold. Drengen forsøgte at løfte det tunge sværd, men han var slet ikke ligeså stærk som sin far.
- Hvem er det der vover sig ind i min skov!?
Buldrede den store trold. Drengen syntes at han lugtede ret fælt, og han så heller ikke for klog ud. Han havde helt gule, store øjne, og så var han ti gange mere tyk end Fru Kandistein.
- Det er mig – drengen fra landsbyen og Hr. GammelGren som vover os ind i din skov så vi kan slå dig ihjel, så jeg kan vinde den smukke prinsesse og det halve kongerige, så jeg kan give min mor mel og min far træ, så de lan tjene penge.
Forklarede drengen. Hr. GammelGren stod bag foran ham og lignede et helt almindeligt træ, men man kunne høre spætten.
Trolden grinede af ham.
- Jeg set kun dig lille dreng, og jeg vil spise dig!!
Trolen begyndte at løbe frem mod drengen, men det tog lang tid fordi han var så tyk. Den dumme trold løb direkte ind i Hr. GammelGren og faldt ned på ryggen. Drengen løb hen og løftede det tunge svær. Han havde heldigvis spist sine grøntsager som hans mor havde bedt ham om at gøre, men det var stadig rigtig tungt. Han halshuggede den store trold. Hr. GammelGren svingede drengen op i sine grene. Blodet fra hovedet lugtede så kraftigt at spætten faldt død om på jorden.
- Tak
Sagde Hr. GammelGren og fulgte drengen hjem til sin landsby. Drengens forældre var henrykt over at se ham igen! De havde været frygtelig bange for at de havde mistet ham for altid. Hans far fulgte ham op til kongen hvor de afleverede det store hoved. Den aften var der fest i byen med optog og fyrværkeri! Dagen efter fik Drengen sin prinsesse, hun var ligeså smuk som han huskede hende. Han fik også det halve kongerige, og hans far fik alt det træ han overhovedet behøvede, og hans mor fik nok mel til at kunne forsyne hele 3 landsbyer i nærheden. Den lille dreng var lykkelig. Hvad angår Hr. GammelGren, så slog han rod ude i Drengens forældres baghave hvor han levede lykkeligt til sine dages ende,” Yasmya klappede bogen sammen. Hun tog sig selv i at sidde med et lille smil på læben. ”Snip, snap, snude.. nu er den historie ude,” afsluttede hun stille og lagde bogen ved siden af sig. Der var fuldkommen stille, og solen var gået længere ned i Vesten. Hun sad med en tom fornemmelse. Det var nu han havde plejet at plage hende om at læse den en gang til, og når det ikke virkede, så ønskede han at far skulle sige godnat. Tanken om Jacques gav hende en overordentlig knude i maven. Hverken hende eller Emanuel var tilsyneladende gode nok for ham mere, og den tanke sved mere end noget andet. Hun havde hørt rygtet om at han var flyttet ind på herregården.. det hjem som burde have været hendes. ”Godnat min kære. Jeg elsker dig,” hun plantede et kys mod sine fingrer før hun placerede det på graven. Bogen lod hun ligge, for historien kunne hun efterhånden i hovedet.
Hendes knæ var ømme efter at have siddet på den lille sti. Hun børstede dem fri for skidt. De smaragdgrønne øjne søgte længere ned af rækken med grave. Der stod to hun særligt lagde mærke til. Det sitrede i det indre, for hun havde ikke opsøgt de grave i mange år efterhånden. Med lidt tøvende skridt trådte hun forbi sin søns grav og endte foran sine forældres. Marius Amalani Darcy og Melody Pandora. Den sårede mine forandrede sig lynhurtigt, som hun stod og så på deres hvilested. Modsat Emanuels så var begge deres grave prydet med nye og friske blomster, som hun under ingen omstændigheder havde lagt, Det var som sådan ikke Melody hun koncentrerede sig om, men i højere grad Marius. ”Det her er.. ligeså akavet som at tale med Camryn gennem mur,” mumlede hun for sig selv. Der var ingen andre omkring hende, og hun tænkte ikke rigtigt over at hun faktisk stod og førte en samtale med en forbandet sten, der var på højde med hende selv. Hun bebrejdede sin kære far for mere eller mindre alt hvad hun var gået igennem. ”Hvor er det tarveligt at du har en så smuk farverig grav, i forhold til dit eget barnebarn. Du fortjener det ikke,” hun havde altid talt lige ud af posen, og frustrationen lå og ulmede i den vrede tone. Måske dette var et fredeligt sted for de døde, men det var ikke noget hun havde tænkt sig at opretholde i øjeblikket. Hun sparkede til graven. Den løse jord hvirvlede i vinden. Blomsterne endte spredt og ikke synderligt elegante. ”Du er skyld i alt det her. Hvis du ikke altid havde foretrukket hende, så ville tingene måske have været anderledes,” udbrød hun en smule fast. Marius havde gennem hele hendes barndom foretrukket hendes søster, hun havde sågar fået hans navn, hvilket hun aldrig selv var blevet bære af. Camryn var den som stod i testamentet, hun havde selv fået en lille sum penge, som hun ikke havde haft den mindste smule kendskab til, før for ganske kort tid siden, og han havde hele tiden forsøgt at afholde Jacques fra hende, og håbet og ønsket at han i stedet ville finde sammen med Camryn. Sandsynligheden for at det ville ske var efterhånden stor, nu hvor de havde valgt at slå sig sammen.
Hun huskede stadig de ord Jaques havde skænket hende i sin tid, om at han aldrig ville kunne finde sig til ro med Camryn, og at hun ville være hans pige uanset hvor stor hun blev. Hun knyttede hænderne og rystede på hovedet ved tanken. Han havde vel bare været endnu en, som skiftede mening, og derfor ikke var i stand til at holde et løfte? Atter gled hun på knæ foran det høje grave. ”Jeg hader dig mere end noget andet! Jeg håber du kvæles i jorden!” hun bankede hånden hårdt ned på jorden, der atter føj omkring hende. Hun fik det i øjnene, hvilket kort efter gjorde dem hævede, røde og irriterede. Hun gned dem med håndryggen hvilket slet ikke gjorde det bedre. Blandet med tårerne resulterede det kun i at hun gned skidt ud i næsten hele ansigtet. Det var ganske vidst ikke hele sandheden. Marius havde gjort meget for hende, han havde i sin tid åbnet sit hjem og forsøgt at gøre hende til en anstændig ung kvinde. Om det så rent faktisk var lykkedes ham, det var jo netop som man kunne diskutere alt efter hvem man var. Han havde om ikke andet forsøgt at beskytte hende som en far skulle gøre det, men nogle skulle have skylden for alt den smerte hun sad inde med, også selvom hun selv havde været skyld i det meste. Hun havde selv valgt at følge med Jason og Jacques i frygt for at skulle miste ham helt og i frygt for selv at skulle opdrage sin søn.. hvor stod hun nu? ”Du skulle have været hårde, du skulle have tvunget mig væk fra den forbandede vampyr før det gik galt!” tårerne begyndte atter at falde over hendes kinder. Hun burde have lyttet til ham, for han havde forsøgt at advare hende. ”Du havde ret da du sagde at han ikke var ment for mig, men alligevel gjorde du ikke mere end du gjorde?! Hvordan POKKER kunne du også bare.. forlade mig her på den måde, du vidste at jeg ville få brug for en far, men som altid var du der bare ikke!” hendes bryst hævede og sænkede sig med en hyppighed der kun afslørede frustrationen. Der var jo ikke fordi hun kunne skyde skylden på ham, men det var så let, fordi hun gennem hele sin barndom havde følt sig overset af alle foruden Jacques. Hendes mave snørede sig sammen igen. Han havde hevet tilbage på rette spor, efter at hun allerede som ung var kørt ud på et sidespor, og hun følte næsten at det ville være alt for let, at køre tilbage af nøjagtigt samme spor nu, hvor hun kun havde Darryl til at holde et øje med hende.
Hun forsøgte at se igennem tårerne der gjorde det tåget for hendes blik, og så på de blomster som hun netop selv havde ødelagt. Hun tog sig til brystet. Det gjorde ondt, men hun kunne ikke beskrive præcis hvor. Han havde svigtet hende ved at lade hende tilbage til sig selv, også selvom han nok ikke havde set de øvrige dødsfald komme. ”Jeg har brug for dig,” hviskede hun mere stilfærdigt, og vuggede sig selv frem og tilbage. ”Jeg ved at jeg burde have lyttet til dig, det var dumt af mig at begive mig ud på dybt vand, og tanken om at.. jeg aldrig nåede at sige farvel på grund af min egen dumhed og stædighed. Du fik din vilje. Camryn og Jacques vil nok meget snart være det par du ønskede, og jeg vil som altid sidde her fuldkommen alene. Du skulle slet ikke have hevet mit væk fra gaden dengang,” hun fortsatte i den lange talestrøm, uden at holde synderligt mange pauser igennem. Hendes kinder var blusset af raseriet, også selvom hun var en smule rolig igen. Hendes krop skælvede, og det var på ingen måde koldt omkring hende. Hun begyndte stille at samle de blomster sammen som hun havde ødelagt, for atter at placere den kunstnerisk på den nu lidt hærgede grav. Flere kronblade var faldet af, men det var ikke særlig meget hun kunne gøre ved det. ”Hver sød at give mig et præg om hvor.. min plads er.? Er du i det hele taget min far? Elsker dig mig som din datter? Jeg har så mange ubesvarede spørgsmål, så hver sød bare at give mig.. et tegn,” hun så sig omkring, skuffet over at alt lod til at forblive ufordandret. Kirkedøren gled op. En familie kom gående ud derfra hånd i hånd. En mor en far og to fantastiske børn. Hun havde set dem nede i byen et par gange før. Yasmya fulgte dem med blikket, præget af et stik af misundelse. ”Jeg skulle have vidst bedre,” hviskede hun henvendt til sig selv. Tanken om at kunne have haft en familie.. gå ned af gaden med et ubekymret smil, med en fast idé om hvor hun end måtte høre til. Nu stod hun i stedet præget af savn og frustration, med tabene samlet omkring hende. ”Det er i virkeligheden slet ikke din skyld,” erkendte hun stille, og så familien glide ud af syne. ”Du skylder mit intet. Du åbnede dit hjem og det er mere end nogen anden kan bede om. Alligevel så beder jeg dig tage dig af Emanuel, selvom.. du ikke var meget for tanken omkring ham,” hun bed sig en anelse usikkert i læben. Tårerne tørrede langsomt ind på hendes kinder. ”Hver sød ikke at efterlade ham alene,” tiggede hun stille. Det sidste hun ønskede var at give sin egen søn følelsen af at blive svigtet, for på den kant havde hun gjort alt hvad der havde stået hende i magt. Om han så kunne høre hende var uvist. Hun bredte de prægtige hvide vinger der langsomt var begyndt at blive vide igen, på trods af soden som ilden havde efterladt. De yderste fjer var brændt væk, men det skulle hun nok klare. Hvis ikke de voksede ud igen, så ville de ganske vidst ikke længere være så prægtige, men hun ville stadig kunne bruge dem.
Hun så på himlen. Åben og endnu smuk og blå, selvom den var blevet mørkere. Det nærmede sig vel skumring efterhånden. Der ville ikke gå land tid før det faktisk ville blive mørkt, og hun burde komme hjem til Darryl inden han ville vågne, og begynde at stille spørgsmål. Et sted så lød himmeriget som et fristende sted at være, særligt for en engel som hende, selvom hun ikke følte sig fortjent til en sådanne titel i det hele taget. Et suk forlod hendes læber. Hvad hun ikke ville gøre for at få sunget en sød godnatsang, også selvom hun var begyndt at blive mere og mere voksen, også selvom der ikke var mange som så det, og de som gjorde nægtede at indse det, og behandlede hende fortsat som et barn. *Hvem ved. Måske jeg stadig er et barn* tænkte hun for sig selv. Tårerne var begyndt at holde ind. Et sted drømte hun vel om at sidde på sit gamle børneværelse, og vente på Jacques som ville sørge for at hun kom godt i seng? Hun rejste sig og stirrede næsten med en opgivende mine på graven. Hun ville skænke sin far de store ord men.. de kom ikke ”..” hun åbnede munden kun for at lukke den igen, og lade den akavede stilhed atter ligge sine tunge skygger over dem. Hun tog en blomst fra Melodys grav og lagde den på sin fars i stedet, nu hvor hun havde været så uhøflig direkte at smadre hans grav i et af sine rasende anfald. Ganske stille begyndte hun at gå af samme sti som hun var kommet. Hun læste navnene på de grave hun passerede. Alexis Lacheyriam, Lisa Marcelia Strife, Nathaniel Diamaqima, Jasper Ried Armin, Ebony Dwann Armin.. navnene var mange. Det var alle folk hun holdt af og som hun havde kendt, som havde været en del af hende, som var blevet revet væk fra hende ved deres død hver især. Hjertet sank i brystet på hende. I virkeligheden brød hun sig slet ikke om kirkegården. Hun kom atter ud på den store sti, og vendte sig mod kirken, kun for at slå kors over brystet. Hun bar korset af sølv, også selvom hun straks ville være tvunget til at tage det af, det skar tydeligvis Darryl i øjnene. ”Fred være med jer,” mumlede hun stille og kyssede korset omkring sin hals. Hun vendte ryggen til og strøg ned af den lange sti. Hun kunne føle solens varme i nakken, et sted følte hun det næsten som en brændende omfavnelse.. noget som hun efterhånden godt kunne have haft godt af. Med rolige skridt forlod hun kirkegården. Bag sig efterlod hun sig et hav af frustration og vrede, begravet under jorden, med de mange sten der markerede de dødes freds plads. En fred som hun netop havde besudlet. Alligevel efterlod hun stedet med en underlig form for lettelse i sit indre, selvom hun på sit vis også efterlod den trygge tilstedeværelse i form af alt for mange mennesker som hun havde elsket, og som alle lå under den hellige jord. Endelig havde hun fået afløb for blot nogle af de tanker hun gjorde sig. Det var vel en begyndelse, bedre end ingenting? Jacques ville have været stolt af hende, det var hun slet ikke i tvivl om.
//Out
Stille gled hun på knæ, og lod de arrede fingrer søge over stenens flade som havde det været et kærtegn. Graven var kun et par år gammel, og Yasmya havde sørget for at den blev godt plejet, så navnet var endnu synligt. Hun lod pegefingeren glide over det. Emanuel Dominéz Amalani Nimanhra. Hun så ned på graven. Der var ikke blevet lagt blomster siden de sidste som hun selv havde lagt. Hun sukkede tungt, og lagde den hjemmelavede buket på graven, der øjeblikkelig lyste op på en ganske anden måde. Hun gled helt ned på knæ, ligeglad med de små sten der borede sig op. ”Jeg savner dig så meget,” hviskede hun stilfærdigt. De grønne øjne endte blanke. Det var ikke nye ord hun skænkede sin egen søn, men hun mente dem lige meget hver gang. ”Jeg beklager at jeg ikke har set meget til dig de sidste par dage, men mor har haft meget at se til,” hun snakkede til graven som havde det været det været barnet i levende live. ”Mor bor i skoven nu, det er der jeg har fundet de smukke blomster. Din moster er for øvrigt vendt tilbage, jeg ser stadig for mig, dig og din fætter løbe om kap,” hendes læber bredtes i et stille smil. Marcianus var kun et par år ældre end Emanuel, og hun var i troen på at de kunne have gjort et godt makkerpar, på trods af alt. Også selvom de aldrig havde set hinanden. Hendes hjerte slog rytmiske slag mod brystet. En kort stund tude hun sværge at hun følte vinden blidt stryge hendes kinder. Hun fældede en tårer. ”Jeg savner at holde dig ind til mig. Glem aldrig at uanset hvor du befinder dig, hvilken verden du lever i, så vil jeg altid elske dig.. altid,” hviskede hun næsten stakåndet. Tabet af sin søn var noget af det hårdeste som hun nogensinde havde været igennem. Hun trak hånden til sig, og foldede begge hænder i sit skød. Ikke et ord forlod hendes læber, mens hun stirrede på graven foran hende, og betragtede de nye blomster som nu prydede den med lidt af sommerens smukke farver.
Tanken om aldrig at skulle se ham løbe mod solnedgangen i forsøget på at fange solen igen, som han havde gjort da han var yngre, gjorde faktisk ondt. Hun bebrejdede sig selv, men det var trods alt heller intet hun ønskede at bebyrde sin egen lille søn med. ”Jeg fandt din yndlingsbog blandt nogle ting, jeg havde glemt at jeg havde..” hun trak bogen op af en lille taske, og slog op på et par krøllede sider, der vidnede om at de var blevet læst alt for mange gange. Yasmya smilte for sig selv. ”Du elskede den. Jeg glemmer aldrig at du hver nat ville puttes af både far og jeg, blot så du kunne høre historien en gang til.. også selvom jeg synes den var alt for skræmmende for en dreng som dig. Desværre må jeg jo nok erkende, at du ligner din far for meget lige der,” endte hun næsten lidt formanende. Hun forsøgte at holde en kontrolleret tone, der ikke blev påvirket af de tårer som trillede ned over hendes kinder. ”Der var engang en modig, lille dreng som boede i en landsby. Drengen elskede at bo i landsbyen hvor han kunne lege med sine venner på marken . Drengen måtte gå hvor i landsbyen han ville, særligt når han skulle hente mel til sin mor, eller træ til sin fars forretning, men han måtte ikke gå ud i skoven for der boede en stor og styg trold. Drengen gjorde altid som sin far sagde, men han drømte om en dag at være den som hævede sværdet og slog hovedet af trolden. Mange riddere før ham havde forsøgt sig. Belønningen for at bringe kongen, troldens hoved var den smukke prinsesse og det halve kongerige. Drengen synes at prinsessen var virkelig smuk, og hvis han vandt det halve kongerige kunne have give sin far træ nok til til tusinder af år! Han ville også kunne give sin mor en fin kjole og mel så hun kunne forsyne hele landsbyen med brød! En dag hørte drengen sin far og mor snakke om at faderen ikke længere havde arbejde at gøre i landsbyen, fordi han ikke længere havde råd til at købe træ. Det kunne drengen ikke lide, så han tog sin fars svær og drog modigt ud af landsbyen og ud i skoven. I det øjeblik han nåede skovens kant, mistede han modet en smule. Han vidste ikke hvor trolden var, eller hvordan den så ud. Han overvejede at tage tilbage til landsbyen, men han måtte give sin far det træ han behøvede!” Yasmya holdt en pause, og bladrede atter i bogens sider. Solen var efterhånden gået mere ned, også selvom hun slet ikke bed mørke i den. Hun havde aldrig kunnet lide den historie, den mindede hende om alle andre, men fordi Emanuel havde elsket den, så havde hun ikke haft et andet valg, end at gøre det samme! Bogen var illustreret med meget simple tegninger, af den lille dreng der forsøgte at løfte sværdet. ”.. Drengen gik i 3 dage og 3 nætter rundt i den uhyggelige skov. Han savnede at smæske sig i sin mors lækre boller. Han tænkte tit på om de ledte efter ham, eller om de var bange fordi de ikke kunne finde ham, men han gjorde det jo for deres skyld.. og for prinsessens. Jo dybere han kom ind i skoven, jo mørkere blev det. Da det var helt mørkt og drengen var meget bange, hørte han pludselig noget knirke bag sig..” hun byggede op med spænding i tonen, også selvom hun i det store og det hele sad og læste højt for sig selv, for sandsynligheden for at Emanuel faktisk hørte hende var ganske lille.
”.. Da han vendte sig op stod et kæmpe træ, med sine lange gren-arme og uhyggelige øjne. En ugle spætte huggede løs i det gamle træ. Drengen synes det var lidt synd for ham.
- Hvem er du?
Spurgte den modige dreng træet.
- Jeg er Hr. GammelGren
Svarede træet.
- Jeg har så ondt! Den spætte driver mig til vanvid, hakker og hakker hele dagen lang.
Sagde træet trist.
Drengen synes det var meget synd for træet, men så kom han i tanke om noget.
- Jeg er på vej ud for at hugge hovedet af den store og stygge trold, så jeg kan få prinsessen, det halve kongerige og give min mor mel og min far træ, så de kan tjene penge. Hvis du lovet at hjælpe mig med at fælde trolden, så lover jeg dig at hjælpe dig af med spætten.
Sagde drengen. Træet skulle tænke sig lidt om, men han endte hurtigt med at gå med til det.
- Jo jeg skal nok hjælpe dig.
Sagde træet. Sammen drog de længere ind i den mørke skov. Nu kunne de slet ikke se lys længere, det gjorde at træet ikke følte sig så godt tilpas. Pludselig hørte de en uhyggelig rumlen. Skovbunden under dem gyngede, og med tunge skridt kom den store trold. Drengen forsøgte at løfte det tunge sværd, men han var slet ikke ligeså stærk som sin far.
- Hvem er det der vover sig ind i min skov!?
Buldrede den store trold. Drengen syntes at han lugtede ret fælt, og han så heller ikke for klog ud. Han havde helt gule, store øjne, og så var han ti gange mere tyk end Fru Kandistein.
- Det er mig – drengen fra landsbyen og Hr. GammelGren som vover os ind i din skov så vi kan slå dig ihjel, så jeg kan vinde den smukke prinsesse og det halve kongerige, så jeg kan give min mor mel og min far træ, så de lan tjene penge.
Forklarede drengen. Hr. GammelGren stod bag foran ham og lignede et helt almindeligt træ, men man kunne høre spætten.
Trolden grinede af ham.
- Jeg set kun dig lille dreng, og jeg vil spise dig!!
Trolen begyndte at løbe frem mod drengen, men det tog lang tid fordi han var så tyk. Den dumme trold løb direkte ind i Hr. GammelGren og faldt ned på ryggen. Drengen løb hen og løftede det tunge svær. Han havde heldigvis spist sine grøntsager som hans mor havde bedt ham om at gøre, men det var stadig rigtig tungt. Han halshuggede den store trold. Hr. GammelGren svingede drengen op i sine grene. Blodet fra hovedet lugtede så kraftigt at spætten faldt død om på jorden.
- Tak
Sagde Hr. GammelGren og fulgte drengen hjem til sin landsby. Drengens forældre var henrykt over at se ham igen! De havde været frygtelig bange for at de havde mistet ham for altid. Hans far fulgte ham op til kongen hvor de afleverede det store hoved. Den aften var der fest i byen med optog og fyrværkeri! Dagen efter fik Drengen sin prinsesse, hun var ligeså smuk som han huskede hende. Han fik også det halve kongerige, og hans far fik alt det træ han overhovedet behøvede, og hans mor fik nok mel til at kunne forsyne hele 3 landsbyer i nærheden. Den lille dreng var lykkelig. Hvad angår Hr. GammelGren, så slog han rod ude i Drengens forældres baghave hvor han levede lykkeligt til sine dages ende,” Yasmya klappede bogen sammen. Hun tog sig selv i at sidde med et lille smil på læben. ”Snip, snap, snude.. nu er den historie ude,” afsluttede hun stille og lagde bogen ved siden af sig. Der var fuldkommen stille, og solen var gået længere ned i Vesten. Hun sad med en tom fornemmelse. Det var nu han havde plejet at plage hende om at læse den en gang til, og når det ikke virkede, så ønskede han at far skulle sige godnat. Tanken om Jacques gav hende en overordentlig knude i maven. Hverken hende eller Emanuel var tilsyneladende gode nok for ham mere, og den tanke sved mere end noget andet. Hun havde hørt rygtet om at han var flyttet ind på herregården.. det hjem som burde have været hendes. ”Godnat min kære. Jeg elsker dig,” hun plantede et kys mod sine fingrer før hun placerede det på graven. Bogen lod hun ligge, for historien kunne hun efterhånden i hovedet.
Hendes knæ var ømme efter at have siddet på den lille sti. Hun børstede dem fri for skidt. De smaragdgrønne øjne søgte længere ned af rækken med grave. Der stod to hun særligt lagde mærke til. Det sitrede i det indre, for hun havde ikke opsøgt de grave i mange år efterhånden. Med lidt tøvende skridt trådte hun forbi sin søns grav og endte foran sine forældres. Marius Amalani Darcy og Melody Pandora. Den sårede mine forandrede sig lynhurtigt, som hun stod og så på deres hvilested. Modsat Emanuels så var begge deres grave prydet med nye og friske blomster, som hun under ingen omstændigheder havde lagt, Det var som sådan ikke Melody hun koncentrerede sig om, men i højere grad Marius. ”Det her er.. ligeså akavet som at tale med Camryn gennem mur,” mumlede hun for sig selv. Der var ingen andre omkring hende, og hun tænkte ikke rigtigt over at hun faktisk stod og førte en samtale med en forbandet sten, der var på højde med hende selv. Hun bebrejdede sin kære far for mere eller mindre alt hvad hun var gået igennem. ”Hvor er det tarveligt at du har en så smuk farverig grav, i forhold til dit eget barnebarn. Du fortjener det ikke,” hun havde altid talt lige ud af posen, og frustrationen lå og ulmede i den vrede tone. Måske dette var et fredeligt sted for de døde, men det var ikke noget hun havde tænkt sig at opretholde i øjeblikket. Hun sparkede til graven. Den løse jord hvirvlede i vinden. Blomsterne endte spredt og ikke synderligt elegante. ”Du er skyld i alt det her. Hvis du ikke altid havde foretrukket hende, så ville tingene måske have været anderledes,” udbrød hun en smule fast. Marius havde gennem hele hendes barndom foretrukket hendes søster, hun havde sågar fået hans navn, hvilket hun aldrig selv var blevet bære af. Camryn var den som stod i testamentet, hun havde selv fået en lille sum penge, som hun ikke havde haft den mindste smule kendskab til, før for ganske kort tid siden, og han havde hele tiden forsøgt at afholde Jacques fra hende, og håbet og ønsket at han i stedet ville finde sammen med Camryn. Sandsynligheden for at det ville ske var efterhånden stor, nu hvor de havde valgt at slå sig sammen.
Hun huskede stadig de ord Jaques havde skænket hende i sin tid, om at han aldrig ville kunne finde sig til ro med Camryn, og at hun ville være hans pige uanset hvor stor hun blev. Hun knyttede hænderne og rystede på hovedet ved tanken. Han havde vel bare været endnu en, som skiftede mening, og derfor ikke var i stand til at holde et løfte? Atter gled hun på knæ foran det høje grave. ”Jeg hader dig mere end noget andet! Jeg håber du kvæles i jorden!” hun bankede hånden hårdt ned på jorden, der atter føj omkring hende. Hun fik det i øjnene, hvilket kort efter gjorde dem hævede, røde og irriterede. Hun gned dem med håndryggen hvilket slet ikke gjorde det bedre. Blandet med tårerne resulterede det kun i at hun gned skidt ud i næsten hele ansigtet. Det var ganske vidst ikke hele sandheden. Marius havde gjort meget for hende, han havde i sin tid åbnet sit hjem og forsøgt at gøre hende til en anstændig ung kvinde. Om det så rent faktisk var lykkedes ham, det var jo netop som man kunne diskutere alt efter hvem man var. Han havde om ikke andet forsøgt at beskytte hende som en far skulle gøre det, men nogle skulle have skylden for alt den smerte hun sad inde med, også selvom hun selv havde været skyld i det meste. Hun havde selv valgt at følge med Jason og Jacques i frygt for at skulle miste ham helt og i frygt for selv at skulle opdrage sin søn.. hvor stod hun nu? ”Du skulle have været hårde, du skulle have tvunget mig væk fra den forbandede vampyr før det gik galt!” tårerne begyndte atter at falde over hendes kinder. Hun burde have lyttet til ham, for han havde forsøgt at advare hende. ”Du havde ret da du sagde at han ikke var ment for mig, men alligevel gjorde du ikke mere end du gjorde?! Hvordan POKKER kunne du også bare.. forlade mig her på den måde, du vidste at jeg ville få brug for en far, men som altid var du der bare ikke!” hendes bryst hævede og sænkede sig med en hyppighed der kun afslørede frustrationen. Der var jo ikke fordi hun kunne skyde skylden på ham, men det var så let, fordi hun gennem hele sin barndom havde følt sig overset af alle foruden Jacques. Hendes mave snørede sig sammen igen. Han havde hevet tilbage på rette spor, efter at hun allerede som ung var kørt ud på et sidespor, og hun følte næsten at det ville være alt for let, at køre tilbage af nøjagtigt samme spor nu, hvor hun kun havde Darryl til at holde et øje med hende.
Hun forsøgte at se igennem tårerne der gjorde det tåget for hendes blik, og så på de blomster som hun netop selv havde ødelagt. Hun tog sig til brystet. Det gjorde ondt, men hun kunne ikke beskrive præcis hvor. Han havde svigtet hende ved at lade hende tilbage til sig selv, også selvom han nok ikke havde set de øvrige dødsfald komme. ”Jeg har brug for dig,” hviskede hun mere stilfærdigt, og vuggede sig selv frem og tilbage. ”Jeg ved at jeg burde have lyttet til dig, det var dumt af mig at begive mig ud på dybt vand, og tanken om at.. jeg aldrig nåede at sige farvel på grund af min egen dumhed og stædighed. Du fik din vilje. Camryn og Jacques vil nok meget snart være det par du ønskede, og jeg vil som altid sidde her fuldkommen alene. Du skulle slet ikke have hevet mit væk fra gaden dengang,” hun fortsatte i den lange talestrøm, uden at holde synderligt mange pauser igennem. Hendes kinder var blusset af raseriet, også selvom hun var en smule rolig igen. Hendes krop skælvede, og det var på ingen måde koldt omkring hende. Hun begyndte stille at samle de blomster sammen som hun havde ødelagt, for atter at placere den kunstnerisk på den nu lidt hærgede grav. Flere kronblade var faldet af, men det var ikke særlig meget hun kunne gøre ved det. ”Hver sød at give mig et præg om hvor.. min plads er.? Er du i det hele taget min far? Elsker dig mig som din datter? Jeg har så mange ubesvarede spørgsmål, så hver sød bare at give mig.. et tegn,” hun så sig omkring, skuffet over at alt lod til at forblive ufordandret. Kirkedøren gled op. En familie kom gående ud derfra hånd i hånd. En mor en far og to fantastiske børn. Hun havde set dem nede i byen et par gange før. Yasmya fulgte dem med blikket, præget af et stik af misundelse. ”Jeg skulle have vidst bedre,” hviskede hun henvendt til sig selv. Tanken om at kunne have haft en familie.. gå ned af gaden med et ubekymret smil, med en fast idé om hvor hun end måtte høre til. Nu stod hun i stedet præget af savn og frustration, med tabene samlet omkring hende. ”Det er i virkeligheden slet ikke din skyld,” erkendte hun stille, og så familien glide ud af syne. ”Du skylder mit intet. Du åbnede dit hjem og det er mere end nogen anden kan bede om. Alligevel så beder jeg dig tage dig af Emanuel, selvom.. du ikke var meget for tanken omkring ham,” hun bed sig en anelse usikkert i læben. Tårerne tørrede langsomt ind på hendes kinder. ”Hver sød ikke at efterlade ham alene,” tiggede hun stille. Det sidste hun ønskede var at give sin egen søn følelsen af at blive svigtet, for på den kant havde hun gjort alt hvad der havde stået hende i magt. Om han så kunne høre hende var uvist. Hun bredte de prægtige hvide vinger der langsomt var begyndt at blive vide igen, på trods af soden som ilden havde efterladt. De yderste fjer var brændt væk, men det skulle hun nok klare. Hvis ikke de voksede ud igen, så ville de ganske vidst ikke længere være så prægtige, men hun ville stadig kunne bruge dem.
Hun så på himlen. Åben og endnu smuk og blå, selvom den var blevet mørkere. Det nærmede sig vel skumring efterhånden. Der ville ikke gå land tid før det faktisk ville blive mørkt, og hun burde komme hjem til Darryl inden han ville vågne, og begynde at stille spørgsmål. Et sted så lød himmeriget som et fristende sted at være, særligt for en engel som hende, selvom hun ikke følte sig fortjent til en sådanne titel i det hele taget. Et suk forlod hendes læber. Hvad hun ikke ville gøre for at få sunget en sød godnatsang, også selvom hun var begyndt at blive mere og mere voksen, også selvom der ikke var mange som så det, og de som gjorde nægtede at indse det, og behandlede hende fortsat som et barn. *Hvem ved. Måske jeg stadig er et barn* tænkte hun for sig selv. Tårerne var begyndt at holde ind. Et sted drømte hun vel om at sidde på sit gamle børneværelse, og vente på Jacques som ville sørge for at hun kom godt i seng? Hun rejste sig og stirrede næsten med en opgivende mine på graven. Hun ville skænke sin far de store ord men.. de kom ikke ”..” hun åbnede munden kun for at lukke den igen, og lade den akavede stilhed atter ligge sine tunge skygger over dem. Hun tog en blomst fra Melodys grav og lagde den på sin fars i stedet, nu hvor hun havde været så uhøflig direkte at smadre hans grav i et af sine rasende anfald. Ganske stille begyndte hun at gå af samme sti som hun var kommet. Hun læste navnene på de grave hun passerede. Alexis Lacheyriam, Lisa Marcelia Strife, Nathaniel Diamaqima, Jasper Ried Armin, Ebony Dwann Armin.. navnene var mange. Det var alle folk hun holdt af og som hun havde kendt, som havde været en del af hende, som var blevet revet væk fra hende ved deres død hver især. Hjertet sank i brystet på hende. I virkeligheden brød hun sig slet ikke om kirkegården. Hun kom atter ud på den store sti, og vendte sig mod kirken, kun for at slå kors over brystet. Hun bar korset af sølv, også selvom hun straks ville være tvunget til at tage det af, det skar tydeligvis Darryl i øjnene. ”Fred være med jer,” mumlede hun stille og kyssede korset omkring sin hals. Hun vendte ryggen til og strøg ned af den lange sti. Hun kunne føle solens varme i nakken, et sted følte hun det næsten som en brændende omfavnelse.. noget som hun efterhånden godt kunne have haft godt af. Med rolige skridt forlod hun kirkegården. Bag sig efterlod hun sig et hav af frustration og vrede, begravet under jorden, med de mange sten der markerede de dødes freds plads. En fred som hun netop havde besudlet. Alligevel efterlod hun stedet med en underlig form for lettelse i sit indre, selvom hun på sit vis også efterlod den trygge tilstedeværelse i form af alt for mange mennesker som hun havde elsket, og som alle lå under den hellige jord. Endelig havde hun fået afløb for blot nogle af de tanker hun gjorde sig. Det var vel en begyndelse, bedre end ingenting? Jacques ville have været stolt af hende, det var hun slet ikke i tvivl om.
//Out
