Blind of hatred?

[Deleted]

Om der var nogen som ville savne Malisha, hvis hun døde kunne Vladimir ikke svare på, han vidste ikke om hun var populær blandt sin race eller ej, men af dem han havde mødt, havde hun da været en respekteret leder, men det var jo heller ikke alle fra racen han havde mødt, kun et par stykker, så han var uvidende omkring hendes lederskab, hendes popularitet, men han kunne næsten regne ud at hun var hadet blandt hans race, eftersom det var den hun forsøgte at få udryddet. Han selv tog det dog ikke så tungt – endnu – eftersom han ikke vidste hvad hans race var blevet til, hvilket han måtte finde ud af, for de sidste par warlocks han havde mødt, havde hadet hans race og set dem udryddet fra Jordens overflade, så han var næsten bange for at hans race var blevet skamfulde.
“Nej, men du prøver stadig på det, du vil stadig have min race udryddet og det er hvad du vil gøre med din egen race, hvilket er rimelig hovmodigt tænkt; I er menneskelige, I vil ikke kunne klare en overnaturlig race,” svarede han lettere kortfattet, som han ikke veg de kulsorte øjne med det rødlige skær fra hende. Han vidste ikke hvad hun havde tænkt sig at gøre, men han ville da gerne hjælpe hende med at få udryddet et par stykker fra hans egen race, eftersom han krævede sin hævn! Og han skulle nok få den før eller siden!
At holde Malisha nede krævede ikke det store, eftersom Vladimir bar en uovermenneskelig styrke, endda stærkere end normale vampyrer. Han havde dog ikke tænkt sig at sætte tænderne i hende, eller slå hende ihjel, i hvert fald ikke endnu, han var derimod rimelig fascineret af hendes væsen. Og han fandt det næsten synd at en så smuk kvinde, skulle nære et så stort had til en bestemt race; hans race. Det kække smil forblev på hans blege læber, hvor hånden fortsat hvilede mod hendes skulder, så hun ikke ville kunne komme op. ”Du frygter måske hvad jeg kan gøre ved dig?” spurgte han flabet, hvor han blinkede drilsk til hende. Han fornemmede dog ingen frygt hos hende, kun vrede, hvilket han sådan set også godt forstod med det han havde gjort imod hende. Han havde dog stadig brug for hendes hjælp, hvis han skulle have en chance imod Alexander og Malishas had ville jo være helt perfekt! Bare ærgerligt at hun ikke selv kunne se det.
Vladimir kunne fornemme at hun begyndte at bruge sin magi, hvor han kneb øjnene let sammen. Han nåede kun lige at opfange roden der sneg sig op bag ham, hvor han kastede sig til siden, inden den fik fat i ham; han slap dog sit greb om Malisha. Han knurrede let. ”Hvad sker der for jer warlocks og rødder?” spurgte han lettere irriteret. Det trick havde Anyalina også brugt mod ham, hvor han var blevet fanget, og hvis der var noget han ikke kunne klare, så var det at være fastlåst! Det kække smil sneg sig over hans læber. ”Men du kan måske ikke andet smukke?” spurgte han i en udfordrende tone.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun måske ikke var den mest populære, da han jo allerede havde revet hendes eneste tro støtte fra hende, og det var noget som virkelig gjorde ondt. Og det var noget som direkte efterlod hende med en vrede uden lige, og det var slet ikke noget som hjalp hende, og det var klart noget af det værste af det hele. Svagt kneb hun øjnene sammen. Hun frygtede ham på ingen måde, for hvorfor skulle hun dog frygte ham?
Hvis der var noget som Malisha vidste, så var det at det warlocks var lige så menneskelige som alle andre, og af den grund, så var hun nødt til at være forsigtig, og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket væk fra ham. ”Jeg sagde heller ikke at det blev gjort lige om hjørnet, gjorde jeg? Desuden.. så har jeg ikke brug for dig til at forklare mig hvordan tingene skal gøres? I er blodige bæster.. lever af blod og lever af at slå ihjel.. I skal udryddes..” vrissede hun med en ganske kortfattet mine, for det var en tanke som gjorde hende direkte arrig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for.. hvorfor kunne han ikke bare lade hende være? Hun havde slet ikke bedt om hans selskab på nogen som helst måde overhovedet!
At blive holdt nede, var en tanke som virkelig gjorde Malisha arrig! Selv havde hun sine sidste skader at komme sig efter, men det var slet ikke nemt, og specielt ikke nu hvor Konstantin ikke var der til at hjælpe hende med det mere, men hun var sådan nogenlunde tilbage på toppen igen, og det var noget som denne mand ikke skulle have lov til at ødelægge på nogen måde overhovedet! Hun klemte øjnene fast sammen og med en dæmpet vrissende undertone i form af en prusten, som hun virkelig forsøgte at komme op, selvom hun hurtigt måtte opgive. Han var for stærk for hende.. Og det var en tanke som hun virkelig måtte hade mere end noget andet! ”Jeg er ikke.. bange for dig..!” hvæsede hun med en fast tone, idet hun gjorde endnu et forsøg på at komme op, også selvom det slet ikke hjalp hende!
At han kunne fornemme at hun brugte magi, var slet ikke noget som hun havde regnet med. Manden var virkelig langt kvikkere end det som hun lige havde regnet med, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde! Han hoppede dog væk, og det var i den grad også hovedpointen! Hun gispede ganske let, for han havde faktisk holdt godt omkring hendes skulder, og det var noget som faktisk selv kunne gøre en anelse ondt selv på hende, og det var en tanke som ganske enkelt måtte pisse hende af! Hun tog sig til skulderen, som hun endelig kom op på benene igen. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han havde reageret hurtigt.. voldsomt hurtigt, og ej var det en tanke som hun kunne have med at gøre! Det var jo bestemt ikke noget som hjalp hende og hendes odds, hvis det skulle udvikle sig til en mere ubehagelig situation! Hun kunne jo blot håbe, at det ikke ville blive så slemt! ”Betragt det som en advarsel vampyr… Vend om og gå den anden vej, så sker der ikke noget ildevarslende..” vrissede hun med en direkte advarende tone. Blev det nødvendigt, så ville hun gøre hvad hun kunne for at slå ham ihjel! Også for at hævne hendes Konstantin! For mandens død, skulle ikke få lov til at gå forbi hende bare sådan!

[Deleted]

“Hvorfor dømmer du os alle til at være ens, når vi er så forskellige?” spurgte Vladimir forfærdet, efter at have sukket af vantro. Han forstod virkelig ikke hendes synspunkt på hans væsen. Selvfølgelig havde der altid været de vampyrer der havde troet at deres evner gav dem retten til at være morderiske bæster der kunne dræbe i sjov, men i hans tid havde der også været de – blandt andet ham selv – som havde lært at vise respekt for andre. Han havde jo levet igennem alle år til nu, foruden der hvor han havde været spærret inde, og i den tid havde andre racer overtaget tronen her i Dvasias, han havde tilmed haft mere respekt for et enkelt menneske, end han havde haft da han var blevet født.
Det var mere end tydeligt at Malisha ikke brød sig om at blive holdt fast, hvilket var en tanke som morede Vladimir. Han ønskede faktisk hendes hjælp. Han ønskede at hun skulle hjælpe ham med sin plan, for hendes had var jo perfekt til den! Det irriterede ham at hun så skulle være så stædig, men han måtte jo få hende på andre tanker! Han kunne få hende tvunget til at blive overtalt på flere måder! Og før eller siden skulle det nok lykkedes ham! ”Ikke? Det kan vi jo hurtigt ændre på,” svarede han med den hemmelighedsfulde mine, hvor et lusket smil spillede over hans blege læber.
Vladimir var skam hurtig og med de mange evner i sig, så skulle der en del til for at overraske ham – ikke fordi det var umuligt, men der skulle alligevel meget til. Han havde også kun lige og lige nået at undvige den rod som havde sneget sig op bag ham, hvilket han også kun var glad for, for han skulle nødig blive låst fast igen! Han hadede virkelig den tanke mere end noget andet! Han endte dog roligt med at rejse sig op i takt med hende, hvor han kneb øjnene en anelse sammen, inden et kækt smil gled over hans læber. ”Se.. du bliver ved med at true og advare mig, men jeg venter egentlig bare på at du gør alvor i dine trusler og advarsler,” svarede han kortfattet, som han kort strøg tungen over sine læber. Han var mere end sikker på at hun kunne mere end det, for hun var trods alt leder, men hvorfor ville hun ikke angribe ham? Han havde slået hendes trolovede ihjel, han provokerede hende, han havde tilmed ‘angrebet’ hende, så hvad holdt hende egentlig tilbage? Det forundrede ham faktisk.
Vladimir forsvandt i en hurtig bevægelse, hvor han endte foran hende. Han lod armene snige sig omkring hende, hvor han trykkede hende helt tæt ind mod sin egen muskuløse krop. ”Og hvornår forstår du at jeg ikke lader dig gå?” spurgte han morende, som det drillesyge smil gled over hans læber, „jeg har desuden mine metoder, og siden du ikke kan lide mit væsen, må jeg jo ændre dit synspunkt, ikke sandt?” Han trak selvsikkert på smilebåndet, så man kunne ane de sylespidse hjørnetænder i hans mundvige.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at hun var meget snæversynet, men det var noget som hun faktisk var ligeglad med, for den mand foran hende, måtte da snart fatte, at hun ikke ville have noget som helst med hans væsen at gøre! Det kunne da ikke være så svært at forstå?! Hun kneb øjnene let sammen. ”Enkelt.. I er alle ens på det område, som I dømmes på.. Og dine handlinger viser mig det kun,” endte hun ganske kortfattet og med en tydelig kortfattet mine. At han var træt af at høre det, var noget som hun virkelig var træt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det andet var virkelig kunne irritere hende, for han var da bare.. dum som en dør at høre på!
At blive holdt fast, var slet ikke noget som Malisha brød sig om på nogen måde, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, for hvad var der da at gøre ved det? Hun kneb øjnene fast sammen og tænderne lige så, også selvom hans fysiske styrke, ikke var noget som hun kunne gøre noget som helst med af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun prustede ganske let. Hendes had til hans slags – og nu til ham specielt, var virkelig, virkelig tydeligt, og det var alt sammen hans egen skyld, så det var ikke en skyld, som han kunne kaste på hende, og slet ikke noget som hun ønskede at finde sig i! ”Og hvordan pokker havde du tænkt dig at gøre det?” vrissede hun kortfattet, for han var kun ved at gøre hende noget så forbandet rasende!
Tanken om at Konstantin og Anyalina var væk begge to, var tanker som kom direkte bag på Malisha. Denne mand havde slået dem begge ihjel, og han var tilsyneladende sluppet fra kampene uden videre ar eller mærker efter det, hvilket kun beviste for hende, at han var en stærk modstander, og med de mange planer som hun havde, som skulle udføres her i fremtiden, så var hun nødt til at være mere påpasselig med hvem hun kastede sig i krig med. Måske at det ikke var noget som hun gjorde normalt, men efter hendes forrige møde med en vampyr, så havde hun helt klart lært sin lektie, og at det ikke var et væsen som man bare skulle kaste sig i krig med, og det var noget som hun konstant måtte minde sig selv om i denne stund. Hun rejste sig roligt op og uden at tage blikket fra ham. Han var bestemt ikke en mand som hun formåede at stole på, og det var bestemt ikke noget som hun ønskede sig på denne her måde. Hun kneb øjnene fast sammen. ”Jeg har mine grunde..” endte hun ganske kortfatte og med en vrissende tone. Manden irriterede hende kun.. Han opholdt hende, når hun nu pludselig havde så meget at se til alene!
At han direkte endte foran hende, satte en direkte sitren i Malishas krop, og specielt, da hun var endt med at stå helt i hans favn. Den var kold og.. død, og det var slet ikke et sted som hun ønskede at stå i! Hendes syn på ham, ville aldrig nogensinde ændre sig, og da specielt ikke nu, for han havde jo kun bevist for hende, at han var et væsen som slog ihjel i koldt blod, og det var en tanke som gjorde hende direkte arrig, for hun fandt det bestemt ikke retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet! Hun kneb øjnene dræbende sammen, som hun satte den ene hånd direkte afvisende mod hans bryst. ”Ændre mit syn på dig? Du har kun bevist for mig, at du er som alle andre.. kold og morderisk.. et bæst og et udyr som kun skal udryddes..” Den anden hånd faldt roligt til kniven som hun havde om sit liv, selvom hun gjorde det så diskret som muligt. Hurtigt i en håndvending, hævede hun det, kun for at hamre det mod hans bryst. Han kunne godt slippe hende og det skulle være nu!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

//Out

[Deleted]

//Out