Blind of hatred?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tanken om at Konstantin var væk, var virkelig surrealistisk for Malisha, for hun havde jo altid været så vant til at.. han havde været der, og pludselig, så var han det ikke mere? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun sendte ham en direkte fast mine. Det kunne godt være, at deres ægteskab havde været arrangeret, at de aldrig havde trukket den hele vejen som de måske burde have gjort for længe siden, men det var slet ikke blevet sket, og pludselig så.. fortrød hun det faktisk, for det var en glæde som hun nu aldrig nogensinde ville få lov til at opleve, og det var en tanke som faktisk gjorde ondt for hendes vedkommende. At han konkluderede at hun elskede Konstantin, fik hende til at vende blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Jeg elsker ham.. Og det har jeg gjort i årevis, selv på trods af et arrangeret ægteskab som aldrig blev fuldbyrdet.. nu på grund af dig..” endte hun ganske kortfattet, for tanken gjorde faktisk ondt. At Anyalina havde åbnet munden overfor ham, var ikke nødvendigvis noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende, hvor hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Det kunne godt være at tøsen var hende loyal, men det kunne hun ikke bruge til noget, når tøsen slet ikke kunne fuldføre det som hun ville beskrive som en temmelig enkel opgave! ”Hvis det endte med at koste hende livet, så er det fortjent.. Jeg lod hende sågar hænge i et træ midt i Manjarno, til at dø.. Hun fejlede sit livs største og vigtigste opgave, og det er slet ikke noget som jeg kan bruge til noget som helst,” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Hun nægtede virkelig at stå og diskutere Anyalina med den mand!
Malisha havde ikke meget til overs for vampyrer, men det var nu bare sådan at det var. Hun ville ikke have noget imod ham som person, for han havde jo ikke direkte gjort hende noget, andet end.. at rive hendes bedre halvdel fra hende, og det var end ikke noget som hun havde nået at fortælle ham! Hun havde så mange planer, så det at sætte sig op mod en vampyr, var ikke noget som hun gjorde en gang til, for hun havde brugt ekstremt lang tid på at komme sig efter sidste møde med en af hans slags, og det gjorde hun bestemt ikke igen! At han brændt inde med et massivt had til en vampyr, var slet ikke hendes problem. ”Har du et problem, så ryd det af vejen. Det kan jeg ikke hjælpe dig med… og det vil jeg heller ikke,” endte hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang.
At vende ryggen til og gå, var noget som hun gjorde, fordi at hun ikke kunne se hvorfor hun skulle fortsætte den. Hun anså ham ikke som en trussel eller en modstander, men han var måske af en anden mening? At han stoppede op direkte foran hende, var noget som automatisk tvang hende til at stoppe på allerede med det samme. Hun rettede sig op, som hun sendte ham en direkte fast og faretruende mine. ”Den som ikke frygter noget, er den som vil falde først, min fine ven.. Jeg er virkelig ligeglad med din slags, med varulvene eller sågar horrorene. Måske at de er verdens stærkeste væsen og derfor også et væsen som skal frygtes.. Handler I ikke også sådan? Det som fremstår som en trussel, skal udryddes? Der er vi ikke meget anderledes.. Vi handler for vores eget bedste.. og lige nu.. så handler jeg for Konstantin. Lad mig gå..” hvislede hun med en iskold stemme.

[Deleted]

Vladimir havde aldrig forstået sig på kærlighed, han havde aldrig oplevet den og ville heller ikke. Han kunne godt blive påvirket af en enkelt følelse, som ville fylde alt i ham, men det havde aldrig været kærlighed. Han kunne blive betaget af et væsen, så han fik en form for ejerfornemmelse, så han følte at han var nød til at eje vedkommende. Det var den følelse han havde fået af den gamle enke, som han var blevet betaget af for mange år siden, selvom han var endt med at dræbe hende. Han vidste at vampyrer ejede en form for mage-ting, men det var ikke noget han selv var ejer af, han var sikker på at lægerne og alkymisterne havde fjernet en del fra hans vampyriske side under operationerne, så han mere blev en maskine end et menneske. De havde fjernet sjælen fra hans bror Viktor, og havde haft i sinde at gøre det samme med ham, så hvorfor skulle de ikke have fjernet en masse andet ved dem under operationerne? Han vidste ikke hvad de havde taget fra ham, men hvad de derimod havde sat i ham, nemlig en masse evner, som skulle gøre ham til det ultimative våben, men processen var aldrig blevet færdig, for det havde været planen at der skulle have været enhver races evne i ham, men det var aldrig blevet til nået, da han havde dræbt dem før de kunne nå at gøre det. ”Jeg ville gerne sige undskyld, men.. han smagte faktisk utrolig godt,” svarede han drillende, et sted kun for at provokere hende. Han vendte de kulsorte øjne med det rødlige skær imod hende. ”Og jeg har på fornemmelsen at du aldrig fik fortalt ham omkring dine følelser. En skam. Han døde helt ene og alene,” tilføjede han lettere flabet, som et kækt smil gled over hans læber. Han kunne ikke lade vær med at stikke lidt til hende, det var så sjovt at se de menneskelige reagere på deres følelser. Han endte med at gnide sin skæggede hage ganske tænksomt. ”Du lyder til at være en hård leder. Hård, eller også bare ufattelig dumdristig,” endte han eftertænksomt, stadig lettere provokerende.
“Faktisk min egen, så kan du godt hjælpe mig med det. Dit had kunne blive mig rimelig nyttigt,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et bredt og flabet smil. Det var faktisk ikke løgn. Hun stod som leder og havde derfor en hel race bag sig, det skulle ikke forundre ham at de fleste warlocks hadede vampyrerne, så hun kunne faktisk ende med at blive ham ufattelig nyttig og brugbar! Han blinkede blot til hende, da hun sendte ham den faretruende mine, hvor det drillende smil gled over hans læber. Måske han normalt legede med ‘maden’, men han kunne sagtens lege rundt med folk uden grund, præcis som han gjorde med Malisha i øjeblikket. ”I menneskelige bliver styret af jeres frygt, I lader jeres had til andre styre jeres planer. Jeg derimod fjerner kun selve truslen og ikke mere end det. Jeg tvivler på at det er en hel race, som du frygter, i så fald, må du godt nok være bange,” svarede han roligt, som hans blege læber spillede ud i et køligt smil. ”Lade dig gå? Hvorfor dog? Nu har vi det jo lige så sjovt. Desuden.. Konstantin er død, borte med blæsten og gravlagt, han kommer ikke tilbage, så tag dig sammen og kom over ham” endte han lettere skånselsløst.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvem denne mand var, vidste Malisha ikke, men det var nu slet ikke noget som hun kunne undgå at tænke på, for.. hun ønskede virkelig at finde ud af det. Tanken om at Konstantin var væk, var faktisk en tanke som gjorde ondt, også fordi at hun slet ikke havde haft muligheden for at forklare ham omkring sine følelser, og at hun faktisk ønskede at det skulle være de to, men.. det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, og det var noget som gjorde ondt. Derfor ønskede hun helt klart også at finde ham, få ham gravlagt et sted som var ham værdig, og det var bestemt ikke når en vampyr havde lagt ham i jorden! For den tanke var noget som gjorde hende direkte rasende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre. At manden direkte skulle påpege at manden havde smagt godt, var noget som direkte gjorde hende arrig, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre. Hun kneb øjnene fast sammen. ”Var din tunge!” vrissede hun med en kortfattet tone. Det var for pokker hendes.. daværende kommende mand, som det gjaldt, og den tanke alene, var noget som faktisk gjorde hende.. ked af det, for selv hun kunne være præget af følelser, og det var bestemt ikke noget som hun brød sig om i den anden ende. ”Han ved det af hjerte.. han så hvordan jeg reagerede på hans skader, da han kom hjem,” endte hun med en sigende mine, for det stod hun fast på. Hun havde faktisk puslet om ham, hvilket hun bestemt ikke gjorde overfor alle og enhver, og det var slet ikke noget som sagde så lidt. ”Hvad med målrettet? Jeg ved hvad jeg vil.. og jeg ved hvordan jeg skal få det. Jeg er ikke en som bakker ud bare sådan.. Og det ved mit folk godt,” hvislede hun med en iskold stemme, det var slet ikke noget som hun ønskede at høre tale om!
Tanken om at hendes had til hans slags, var noget som skulle komme ham til gode, var slet ikke noget som gav nogen mening for hende, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ville hjælpe hans slags! Hun kneb øjnene fast sammen og uden at se det mindste væk fra ham, for det var slet ikke noget som hun kunne, og da specielt ikke nu hvor han faktisk valgte at fremstille sig som en trussel, for det var det eneste som han gjorde lige nu! ”Hvem siger, at jeg ønsker at hjælpe dig og dit væsen?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun havde mange planer som selv skulle sættes i værk, og med tankerne om at Konstantin nu ikke var der til at hjælpe hende, så måtte hun jo trods alt gøre det hele alene nu! Hans ord var noget som gjorde hende direkte arrig! ”Vi er måske styret af en frygt og en fornuft.. noget som du sikkert ikke besidder i dit væsen, og det skal nok blive jeres endelige fald.. vi udrydder hvad vi anser som en trussel.. Og selv jeres slags er en trussel for os..” hvislede hun koldt. Hans ord gjorde hende direkte rasende! ”Når jeg får ham gravlagt for andet end en vampyrs hånd, og på en hånd gjort hellig af hans slægt, så skal jeg nok komme over ham. Han fortjener det bedste af det bedste, og det kan dit væsen så sandelig ikke give ham,” endte hun med en hvislende og advarende tone. Hun trådte et skridt til side, kun for at komme forbi ham. Hvis han troede at hun ville hjælpe ham, så tog han i den grad fejl!

[Deleted]

Det var tydeligt for Vladimir at hun var trist over tabet af hendes mand, eller trolovet og kommende mand, hvad han nu havde været, men det lå vel også til de menneskelige at føle for hinanden? Selvom de fleste af mørkets racer ikke ville erkende deres følelser, for de så det som en svaghed, skønt han selv vidste at man aldrig ville kunne klare sig selv alene, men var jo nød til at åbne sig op for nogle, selvom han vidste at han kun kunne stole på sig selv, hvilket nok aldrig ville ændre sig, for det var sket flere gange, måske der var gået flere år, men på et tidspunkt blev man dolket i ryggen og han havde allerede været spærret inde to gange nu, og han gik bestemt ikke efter en tredje! Han havde helt andre planer, han ville have sin hævn og derefter ville han bare slappe af og nyde livet! Han vidste allerede hvad han ville bruge sin tid med, for hans by havde en kerne af ting, som gjorde en god forretning, som kunne skaffe ham utrolig mange penge, hvilket han ville elske at bruge tiden på! Præcis som han havde gjort i gamle dage! Et kækt smil gled over hans læber til hendes ord, da han tydeligvis havde ramt hende et ømt punkt; Konstantin. ”Du mener han vidste. Han er trods alt død nu,” rettede han på hende, hvor det flabede smil slet ikke var til at tage fejl af. Det var sjovt som warlocks havde et temperament, dog kunne han godt lide det, desværre fik det dem blot til at handle overilet, præcis som Anyalina havde gjort, hvilket havde kostet hende livet, og det samme kunne ske for Malisha. Hans hoved søgte let på sned. ”Målrettet? Er det målrettet at skille sig af med sin egne?” Han gned sin skæggede hage i en tænksomt mine, inden han så mod hende med et koldt smil, „du er vidst typen der skubber alt og alle fra dig. Du lader alle dø, så længe du når dine mål. Så.. du må jo næsten være skyld i både Anyalina og Konstantins død.”
“Ingen. Og jeg tvivler ærligtalt på at du vil; som du selv sagde, men.. så må jeg jo tvinge dig,” endte han med et hemmelighedsfuldt smil. Han ville nok ikke kunne tvinge hende til at ville hjælpe ham, men han skulle nok finde en måde, om han så skulle drage til drastiske midler! Han havde jo brug for alliance og selvom han ikke brød sig som warlocks, så kunne racen blive hans vej til sejr over Alexander og få manden ned med nakken, hvilket han ikke havde det mindste imod! Før havde han bare ville gøre manden usårlig, tage magten fra ham, men nu var det tydeligt for ham at manden var nød til at dø før han kunne leve sit liv sikkert! ”Jamen det er helt fint min snut. Brug endelig dit had på vampyrerne, jeg vil tilmed gerne hjælpe dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et morende smil.
Vladimir endte med at gribe fat i hende, da hun valgte at træde et skridt til siden, for at gå forbi ham, selvom han stoppede hende med sit faste greb i hendes overarm. ”Hov, hov, hov. Selvom du er gammel, har du vidst ikke lært nogen manerer, hva’? Jeg har begravet ham på jeres jord, det må være respekt nok, i forhold til at jeg bare kunne lade ham dø. Desuden.. jeg har helt andre planer for dig min skat,” endte han gådefuldt, som han endte med at trække hende tilbage foran sig, hvor han slap hende endnu engang. ”Så hvad bliver det til?” Han sendte hende et udfordrende blik.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tanken om at Konstantin var væk, var slet ikke en som Malisha havde regnet med nogensinde at skulle stå ansigt til ansigt med, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre ved det af den grund. Ikke fordi at det var noget som hjalp hende det mindste, for.. ja, han var væk, også selvom han altid havde været der for hende. Uanset hvad, så var der ikke noget som hun kunne gøre ved det, men hun var nødt til at få det afsluttet ordentligt, for at kunne komme videre, og det vidste hun. Lige der var hun ikke meget anderledes end så mange andre, men det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun fnøs. ”Han ved det godt!” fastholdt hun med en hvislende stemme, for det var slet ikke noget som hun ønskede at gøre anderledes, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det kunne godt være at hun var en hård kvinde, som satte krav og kriterier frygtelig højt. Levede man ikke op til dem, så kunne hun ikke bruge dem til noget som helst, og det var fuldstændig lige meget om det var med hendes egen slags, eller om det var andre, for der gjorde hun virkelig ikke nogen forskel! Hun kneb øjnene let sammen. Den eneste som hun havde lukket tæt på sig, var Konstantin og nu var han væk, men at give hende skylden for hans bortgang, såvel som Anyalinas, var slet ikke noget som hun fandt sig i! ”Du giver mig skylden for at du ikke kan styre din sult? Min fine ven.. blodsuger er du, og det vil du for altid være,” hvislede hun advarende. Han kunne lige vove på at fortsætte med at prikke sådan til hende, for så endte det da først for alvor med at gå galt!
Tanken om at skulle hjælpe det væsen som hun stod overfor i denne stund, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, for Malisha ønskede slet ikke at have noget som helst med det væsen at gøre, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun kneb øjnene direkte dræbende sammen. ”Jeg tror ikke rigtigt, at du fatter mine ord, når jeg siger dem. Jeg hjælper IKKE din slags!” endte hun tydeligt irriteret. Kunne han ikke bare fatte en besked, når den blev kylet direkte i hovedet på ham?!
At hun ikke fik lov til at gå forbi ham, men faktisk blev stoppet på vejen, fik hende til at vende blikket direkte vredt op mod ham. At han var gravlagt var en ting, men det var ikke på den måde som hun fandt det værdigt for Konstantin! Det buldrede i hendes sind, også selvom hun var nødsaget til at beherske sig, for hun ønskede ikke en konflikt nu! Hun havde for mange planer, og det var slet ikke noget som hun ønskede ødelagt, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun fnøs. ”Du nyder virkelig det her, gør du ikke? Du tror du kan det hele.. du har måske styrken fysisk.. men du kender mig ikke. Jeg har ingen grund til at vise dig respekt, for du har bestemt ikke fortjent den! Jeg vil ikke hjælpe dig!” endte hun med en hvislende stemme. Så lang tid at hans væsen blev langt væk fra hende, så havde hun det helt fint med det! Hun havde for meget i hovedet til at hun kunne og ville hjælpe ham med noget som helst!

[Deleted]

Vladimir havde faktisk respekt for de døde, det var faktisk også derfor han havde gravlagt dem han havde dræbt på det sidste. Normalt var han ikke en som dræbte når han blev sulten. Det skete naturligvis af og til, specielt når han var virkelig sulten, men han havde aldrig ønsket at vække opsigt, derfor havde han altid taget hvad han havde haft behov for og ladet vedkommende overleve. Det havde faktisk også været meningen ved Anyalina, men han havde været for sulten til at kunne stoppe sig selv, hvor hun desværre var gået i døden. Anyalina virkede dog til at være en langt mere reel person, end det som Malisha var, derfor vidste han snart ikke hvem der var bedst som leder. Anyalina havde været loyal til det sidste, hvilket faktisk var stort, når Malisha havde bortvist hende og tilmed ladet hende hænge i et træ for at gå døden i møde, men kvinden havde fortsat givet hende sin loyalitet. Det mindede ham kun om ham selv. Selv han havde givet sin loyalitet væk flere gange, men selv han var blevet forrådt, derfor holdt han mere med Anyalina end han gjorde Malisha. Desværre havde han brug for Malisha, hun kunne blive et godt es i ærmet, som han vidste at han ville kunne hjælpe hende. Han trak blot på smilebåndet, så hun blev i stand til at se hans sylespidse hjørnetænder i hver side af hans mundvige, da hun kaldte ham for et blodsuger. ”Naturligvis. Det ligger til mig. MEN jeg tror ikke rigtig du forstår at jeg er anderledes. Dit syn er tydeligvis snævert og din mening fastlås; du dømmer os alle til at være ens, selvom du ikke ser forskelligheden i os,” svarede han sandfærdigt og ganske roligt, hvor et skævt smil gled over hans blege læber.
“Hør her. Du hader min slags, jeg hader et par stykker af min slags, du kan være mig til gavn, som jeg kan være dig til gavn. Det er en win-win-situation!” endte han sandfærdigt og lettere stædigt. Hvorfor ville hun ikke bare indse fordelene, at det var noget de begge gerne ville og så hjælpe ham? Han kunne ikke se komplikationerne i det, foruden han måske havde slået hendes mand ihjel, men i hans øjne var det bare den forkerte person, på det forkerte tidspunkt, der var intet at gøre ved det. Hun var virkelig stædig og forblindet af sit had til hans slags, men det var vidst et had alle warlocks sad inde med og det irriterede ham faktisk! Men hvis hun absolut ikke kunne se fornuft i det, så måtte han jo få hende til det!
Vladimir kunne tydeligt mærke hvordan Malishas sind begyndte at buldre af den vrede som han formåede at vække i hende, hvilket fik ham til at trække morende på smilebåndet. ”Du har et stort temperament. Det kan jeg lide. Men pas nu på at du ikke gør noget overilet,” endte han morende, som han trak kækt på smilebåndet, som han fik hende foran sig igen og slap hende, dog uden at han tog blikket fra hende. Han trak drillende på smilebåndet, da hun spurgte om han kunne lide det, og fortsatte sin lange tale. ”Åh du har ingen anelse om hvor meget jeg nyder det!” endte han morende. Han gjorde en hurtig bevægelse og endte bag hende, hvor han lod den ene hånd søge omkring hendes liv og den anden strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes skulder. ”Men fysisk styrke er ikke det eneste jeg har,” hviskede han hende intenst i øret, inden han skænkede hendes hals et blidt kys, dog uden at han tog blikket fra hende. Han strøg hende langs armene, som han trak hovedet til sig, „hvorfor skal du absolut være så stædig? Du gør det virkelig vanskeligt og svært for mig. MEN jeg nyder af en god og svær udfordring.” Et flabet smil gled over hans læber, som han lod hænderne søge mod hendes hofter, imens hans blik blev legesygt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvis der var noget som Malisha ikke havde respekt for, så var det helt klart vampyrer, og det var på ingen måder, noget som ville forandre sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun var måske anderledes end Anyalina, ikke en som viste nogen sin tillod og sin tro bare sådan uden videre, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at gøre det mindste anderledes, om det var noget som man kunne gøre ved det a den grund, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tanken om at Konstantin var væk, var stadig en tanke som hun var nødt til at vænne sig til, for hun havde altid haft ham ved sig, og nu var han der bare ikke mere, hvilket var hende en meget skræmmende tanke, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod hans skikkelse, som han stod der foran hende, selvom det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet! ”Mine holdninger og mine meninger er mine. Jeg ser ikke at du er anderledes, for hvorfor skulle du være det? Du er stadig en blodsuger, og du slår ihjel omkring dig.. du tager de stærke af min slags og gravlægger dem på dvasiansk jord.. for en vampyrs hånd. Det er bestemt heller ikke at vise dem respekt!” endte hun med en dæmpet hvislen. Foreløbig, så valgte hun ikke at gøre noget som helst, for hun ønskede slet ikke at det skulle gå galt, og specielt ikke med alle de planer som hun havde selv! ”I bund og grund, så er I fuldstændig ens alle sammen.. Morderiske bæster..” hvislede hun iskoldt.
Kunne den mand ikke bare forstå, at Malisha ikke ville hjælpe ham? Han havde allerede kostet hende dyrt, og det var ikke et tab som hun bare kunne acceptere sådan! Og siden han havde revet Konstantin fra hende – den eneste mand som hun faktisk følte at hun kunne stole på, den eneste som hun faktisk kunne stole på i det hele taget, og nu var han væk.. Hun var for første gang i hendes liv helt alene, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for hun havde altid haft den ene mand i sit liv! ”Jeg tror ikke rigtigt, at det er gået op for dig, at jeg måske ikke vil?” endte hun med en tydeligt irriteret stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Hun var ligeglad med hvordan det ville gavne hende, for hun nægtet sgu da at hjælpe en af hans slags! Og det var noget som han bare måtte finde sig i! At han endte bag hende og lagde armen omkring hendes liv, efterlod hende med en tydelig sitren, for.. det var virkelig at komme lidt for tæt på hende! Hendes hjerte hamrede bare en anelse hurtigere mod hendes bryst, selvom det også var den eneste effekt som det havde på hende. ”Jeg har temperament af, så pas på med at pisse mig af..” advarede hun med en direkte hvislende stemme og med en tydeligt advarende mine, som hun igen vendte blikket direkte mod ham, som hun så på ham over sin skulder. Vreden buldrede virkelig i hendes indre, men hun holdt sig i skindet.. selvom han bestemt ikke gjorde det nemt for hende! At han var mere end hvad øjet kunne se, var noget som hun havde fundet ud af, hvilket også var grunden til at hun ikke havde gjort noget endnu. ”Virkelig.. og hvad skulle det da være? Andet end en irriterende og morderisk blodsuger, som ikke vil lade mig være?” hvislede hun, som hun valgte at trække sig fra hans favn, kun for at vende sig direkte mod ham. Han var da forbandet irriterende! ”Jeg vil ikke hjælpe dig… forstå mig da!” endte hun med en direkte hvislende stemme.

[Deleted]

Hvad der skete for de mange racer den dag i dag, havde Vladimir slet ikke svar på, for det var vidst ikke kun vampyrerne der havde ændret sig, det var tydeligt at warlocks var kommet langt mere frem i skoene, selvom han ikke just så det gode i det. Racen havde altid været storsnudet, men det var da klart blevet værre med tiden! Han vidste ikke hvordan vampyrerne var blevet, for han havde faktisk ikke rigtig mødt nogen, men det fandt han jo nok ud af, dog var det tydeligt at warlocks ikke havde respekt for vampyrerne, og han tvivlede næsten på at nogen warlocks havde, for alle dem han havde mødt, havde nærmest talt ned om vampyrerne, hvilket forvirrede ham. Det var næsten frustrerende at være gået glip af verdens udvikling i så mange år! Han himlede let med øjnene. ”Jeg har slået ihjel ja. Men tro mig Malisha, hvis du blev udhungret i flere uger, så ville du ikke bare tage en enkelt snack fra posen, nej du ville fråde den hele! Der er vi ikke så forskellige!” hvislede han køligt. Hun dømte ham for noget som han på ingen måder var, hvilket irriterede ham grænseløst, og det værste var at hun ikke engang var den første! Han endte også helt lamslået, da hun kaldte ham for morderisk, for måske han kunne være grov, et bæst og slå ihjel i ny og næ, men der var godt nok mange som overgik ham! ”Hvad?! Hvem er det lige som vil udrydde en hel race og så kalder du mig for morderisk? Du er da vidst rimelig kæphøj,” svarede han lettere irriteret, som han kneb øjnene let sammen. Det eneste han ønskede var at leve i fred og mag, nyde livet og sin frihed, det var der på ingen måder noget morderisk over!
Hvorfor hun ikke ville hjælpe Vladimir forstod han ikke, han kunne hjælpe hende med at komme ind i vampyrbyen, hvor hun kunne smadre alle hun stødte på, og det ville tilmed hjælpe ham og så kunne han måske nå ind til Alexander, hvad pokker var det hun ikke ville ved det? Han var hendes store bodyguard, der banede vej for hende ind til vampyrredens indre og det ville hun takke nej til? Det gav virkelig ingen mening! ”Du er bare stædig, men jeg skal nok få dig knækket,” svarede han morende, som han blinkede drilsk til hende. Han skulle nok få hende til at hjælpe ham på en eller anden måde! Før eller siden måtte det vel gå op for hende at han kunne være hende nyttig?
At hun sitrede da Vladimir kom bag hende, lagde armene omkring hende og skænkede hendes hals et kys, hvor hendes hjerte tilmed hamrede hurtigere, var noget som fik ham til at trække tilfredst på smilebåndet. Han indsnusede let hendes søde duft, hvor den bare duft fik det til at sitre i ham selv. Han lukkede øjnene i det som mindede om behag, selvom de blev vendt mod hende igen, da hun henvendte sig til ham. Et morende smil gled over hans læber. ”Det lyder jo næsten til at kunne blive sjovt at pisse dig af,” svarede han morende, som han trak kækt på smilebåndet. Hun kunne sikkert en masse smarte tricks, men af en eller anden grund holdt hun sig tilbage, og han var ikke sikker på hvorfor. Måske hun alligevel nærede en anelse respekt for hans væsen og det vampyrerne kunne? ”Hvis du vil finde ud af hvad jeg kan, så må du blive og se,” hviskede han intenst mod hendes ene øre, hvor han endte med at blinke med øjnene, som hun trak sig ud af hans favn, hvilket fik et morende smil over hans blege læber, hvor han roligt lagde armene over kors. ”Hold op! Jeg skal nok få dig overtalt før eller siden,” svarede han lettere selvsikkert.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha strøg måske alle over en kam, ved at dømme vampyrerne på den måde som hun gjorde det, men det var noget som hun faktisk gjorde med vilje, og det var slet ikke noget som hun ønskede at gøre anderledes, hvis det var noget som hun kunne stå fast på! Hun var på ingen måder en som bar respekt for det vampyriske væsen, hun respekterede dem ikke, accepterede dem ikke, og hun foragtede dem mere end det som nogen kunne beskrive! At hun så stod overfor Konstantins morder, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre, for det var en tanke som ganske enkelt måtte pisse hende gevaldigt af! Hun skulle nok få sin hævn! Selvom.. hun var nødt til at vente, for ellers ville det kun gøre ondt på hende, og det ønskede hun bestemt heller ikke noget af i den anden ende! ”Muligvis, men jeg er på ingen måder som dig min fine ven.. Jeg slår ikke ihjel for min egen overlevelse.. morderiske bæst..!” hvislede hun med en fast og direkte iskold stemme, for det var bestemt ikke fordi at der var nogen løgn i det! Hun vendte blikket direkte mod ham. Om hun dømte ham for hurtigt eller hvad hun gjorde, var hun i bund og grund, fuldstændig ligeglad med! Hun havde på ingen måder respekt for ham eller hans væsen! ”Jeg gør hvad jeg finder nødvendigt for mit folks fremgang, til fordel for visse andre!” hvislede hun med en direkte iskold og fast tone, for løgn var det bestemt heller ikke!
Malisha ønskede slet ikke at indgå i noget som kunne minde om et partnerskab med en vampyr, og da specielt ikke med en morder som stod som dræber af en af de største og stærkeste warlocks som havde været her på jorden! Hendes egen trolovede og… hendes Konstantin, og det var slet ikke noget som hun var meget for at erkende. Et kynisk smil endte med at spille over hendes læber, som hun vendte blikket direkte op mod ham. ”Enhver som har sagt noget som bare måtte minde om det, er endt med at ligge i jorden,” påpegede hun med en fast og direkte faretruende stemme, for hun var på ingen måder, en som man bare legede rundt med, og det var noget som denne mand nok skule erfare før eller siden, om det så blev på den hårde måde!
Malisha var slet ikke vant til at være omkring nogen på denne måde, og selvfølgelig var det også noget som direkte måtte pisse hende af, og specielt med det faktum, at han faktisk stod der og kærtegnede hende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre i den anden ende! Det var dog en savnet fornemmelse, men det var den forkerte mand som gjorde det! Hun vred sig hastigt fri, kun for at vende sig direkte mod ham og med den direkte faretruende mine. ”Det siger du nu.. bare vent og se..” hvislede hun med en direkte iskold stemme, for hun fandt det bestemt ikke særlig sjovt! Hun havde virkelig hare lyst til at vride halsen om på ham! Selvom hun vidste og kunne fornemme på ham, at hun slet ikke burde komme manden på tværs. Hun havde en tendens til hovmod, og det vidste hun og det var ikke noget som hun ønskede at gå igennem endnu en gang, for det var bestemt ikke noget som hun ønskede at vide noget som helst af, for at være sådan i det store og hele Hun fnøs ganske kortfattet. ”Som sagt, så har jeg ting at tage mig til, og jeg har ikke tid til at stå og slå en sludder af med et morderisk bæst..” afviste hun med en kortfattet stemme. Den stod ikke til diskussion! Hun ville ikke hjælpe ham!

[Deleted]

“Det er ikke min skyld at min race er blevet forbandet til at skulle overleve via blod, blevet forbandet til aldrig at kunne se solens lys!” hvislede Vladimir køligt. Hun skulle bestemt ikke kalde ham for morderisk, for det var ikke morderisk at dræbe for sin egen overlevelse, det var simpelthen en nødvendighed! Hun derimod var morderisk fordi hun dræbte for sjovs skyld! Hun ville udrydde en hel race, og det var end ikke alle vampyrer der havde gjort hende noget, andet end at vandre frit på jorden, hvilket ikke talte som en gyldig grund, så hvis nogen var morderisk her, så var det i hvert fald hende! Han gad dog ikke stå og diskutere det med hende, for det fik han jo ikke det mindste ud af alligevel, netop fordi hun skulle være så pokkers stædig. ”Ja? Og det er ikke morderisk at udrydde en hel race, bare fordi man ikke kan lide dem?” spurgte han sagte, som han kneb øjnene let sammen. Et sted gad han ikke forsvare sin race, for han vidste ikke hvad den var blevet til, han vidste bare hvordan den engang havde været og der var de ikke morderiske – jo nogle skilte sig jo altid ud, men der havde det været normalt for vampyrer kun at tage hvad der havde været nødvendigt, netop for at virke ædle og retfærdige, men det var tydeligt at vampyrer havde ændret holdning.
Et morende og dog koldt smil gled over Vladimirs læber i takt med hendes eget kyniske smil. Han vidste at hun var en hård nød at knække, men det var jo derfor det ville være morsomt at prøve. Han sagde ikke nej til en svær udfordring, tværtimod! Og Malisha ville nok blive den sværeste udfordring hidtil, det var også derfor han blev så ivrig og opsat på at forsøge! ”Som sagt.. jeg er ikke som enhver anden vampyr. Du har aldrig mødt en mand som mig,” svarede han selvsikkert og i en pralende tone, hvor et kækt smil gled over hans blege læber. Han blev helt ivrig efter at prøve hende af, prøve at få hende knækket og se hvor svært det ville blive, medmindre det faktisk ville blive lettere end forventet, hvem vidste? Han så dog allerede frem til det!
At gøre Malisha vred kunne sikkert komme til at gøre ondt, det vidste Vladimir allerede nu, for hun var virkelig en af de ældre warlocks, ældre end Anyalina endda, så han vidste at Malisha også var stærkere, men bare fordi hun var mere erfaren, var det ikke ensbetydende med at hun var uovervindelig. Selv ikke han var uovervindelig, hvilket han vidste, så han burde heller ikke blive for hovmodig, skønt han havde en tendens til det. Og han tvivlede også på at hun ville hjælpe ham, for ikke nok med at hun hadede hans væsen, så havde han også slået hendes elskede trolovet ihjel, så hadet til lige ham var nok stort fra hendes side af, men han havde skam andre måder, desuden så kunne han sagtens vise hende at han ikke var morderisk, eller som andre af hans slags for den sags skyld! Han sukkede opgivende og himlede let med øjnene. ”For det første, så har jeg andre måder at overtale dig på, nemlig med tvang. For det andet, så lader jeg dig ikke gå, så jeg gad godt se dig komme forbi mig.” De sidste ord blev udtalt med en drilsk stemme, hvor han blinkede lettere flabet til hende. Hun var måske dum at lægge sig ud med, men det var han jo også, så gad vide hvad resultatet ville blive?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde bestemt ikke noget til overs for det væsen som hun stod overfor, og specielt ikke nu hvor hun vidste, at han havde taget livet af hendes trolovede! Det var endnu en tanke som hun havde svært ved at acceptere, for Konstantin havde altid været der, og nu..? Nu var han væk. Selvfølgelig var hun vred, selvom hun havde sin måde at vise det på! Hun knyttede næverne ganske fast. ”Det er fortjent!” hvislede hun iskoldt. At slå ihjel var en ting, for hun slog kun dem ihjel som var hende i vejen – hvilket ville sige, alt det som bare kunne minde om et vampyrisk væsen, for hun kunne slet ikke have med det at gøre på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Hun blev stående og uden at tage blikket fra ham. Hun frygtede ikke for hans væsen, og det var noget som han skulle vide fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg slår dem ihjel som står mig i vejen, til en forveksling, min fine ven..” endte hun kortfattet. Det kunne godt være, at hun var ganske snævresynet, men det var noget som hun var bevidst.. hun var for stædig til alt det andet, for det kunne hun ikke bruge til noget som helst!
Manden som Malisha stod overfor, var en som virkelig måtte irritere ham, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blev stående med et direkte kynisk smil. Manden overfor hende, var virkelig for selvglad, og det var virkelig en torn i hendes øje, men ikke noget som hun ønskede at gøre synligt eller tydeligt for ham på nogen måde! Hun rystede ganske let på hovedet, som hun stillede sig med armene over kors. ”En yderst selvsikker mand.. pas på med det. Det ender med at give bagslag i kraftig forstand,” endte hun ganske kortfattet. Bare prøv at se hvad der var sket med Konstantin! Den mest selvsikre mand som hun nogensinde havde kendt!
Alene den tanke om at han stod der og troede at hun ville hjælpe ham, var virkelig kun et tegn på, at manden virkelig var for dum, for det var slet ikke noget som hun kunne finde på! Alene den tanke om at manden havde kostet hende hendes trolovede, også selvom.. hun selvfølgelig håbede på at Konstantin vidste hvor meget hun satte pris på ham, selvom hun aldrig havde sagt det med ord, og nu fik hun end ikke muligheden for det! Hun var en magikyndig, så hvis hun ville gå, så skulle hun så sandelig nok få muligheden for det! Der var noget ved ham, som gjorde at hun burde være forsigtig.. Han var ikke bare en vampyr, og det var også den eneste grund til at hun intet havde gjort ved ham endnu, for det vidste hun godt, at hun ikke fik det mindste ud af i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. ”Tro mig.. Hvis jeg vil, så skal jeg nok komme forbi dig..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Hun endte direkte med at forsvinde for hans blik.. kun for at dukke op flere meter bag ham. Hun fandt sig ikke i at hans væsen skulle stå i hendes vej, men af den grund, så ville hun heller ikke handle overilet hvis hun kunne blive fri for det. Det var bare.. en fornemmelse som sagde hende, at hun ikke skulle gøre det. ”Fortsat god aften..” endte hun kortfattet, som hun igen vendte ryggen til ham, kun for at fortsætte sin vandring væk fra ham. Hun havde fået nok af ham!

[Deleted]

Hvis Malisha fandt Vladimir morderisk, så burde hun tage og se sig selv i bakspejlet, for hvis nogen var morderisk, så var det da i den grad hende! Han havde kun slået ihjel, fordi han havde været udhungret og ikke selv havde kunnet kontrollere sin sult, ellers så havde han kun taget hvad der havde været nødvendigt, men Malisha slog ihjel bare for at slå ihjel. Der var ingen grund til at udrydde en hel race, det havde vampyrerne heller ikke gjort i sin tid, hvilket var det som gjorde dem ædle. Hvis hun troede at hun var mest ædel, hvis hun var den eneste race der var tilbage, så tog hun fejl, så var hun netop hvad hun kaldte ham; et morderisk bæst. Han fnøs blot kortfattet til hendes ord, hvor hans kulsorte øjne med det rødlige skær hvilede intenst på hende. ”Til en forveksling? Forveksling fra hvad? Jeg dræber kun når det er nødvendigt, eller når en arrogant og hovmodig type lægger sig ud med mig, lidt á la dig. Jeg angre ikke mine mord og det lyder til at jeg gør min race en tjeneste, hvis jeg fjerner dig fra jordens overflade,” svarede han i en hvislende, hvor et sadistisk smil gled over hans læber.
“Ja? Jeg tror ikke at jeg er den eneste selvsikre person her,” endte han med et flabet smil på læberne, som han naturligvis hentydede til hende. Han vidste godt at det var dumt at overvurdere sig selv, at blive hovmodig, men han havde jo sådan set også noget at have det i, for han var virkelig en dum mand som man kunne lægge sig ud med, hun kunne jo bare kigge på hendes to venner, Anyalina og Konstantin, to mægtige warlocks som han begge havde slået ihjel. De havde godt nok også været skadet, men de havde jo alligevel gjort lidt modstand og svage var de ikke. Og det budskab burde jo sige Malisha en del, og måske det også var derfor hun ikke lagde sig ud med ham? For han kunne jo tydeligt mærke at hun ønskede at dræbe ham, men at hun også holdt igen, og han kunne ikke lade vær med at føle sig lidt fristende af at prikke mere til hende.
Vladimir vidste udmærket godt at Malisha ikke ville hjælpe ham, men han havde brug for hende og han kunne derfor ikke lade hende gå, så han måtte jo drage til langt mere drastiske metoder, når hun nu skulle være så snæversynet, stædig og irriterende, så han måtte jo finde andre metoder til at få hende overtalt til at hjælpe ham, uanset hvor lang tid det så end skulle tage. Han himlede blot med øjnene til hendes ord. ”Ja. Du mener vel at du bare vil tel..” Han nåede ikke at sige mere, da hun allerede afsluttede hans sætning; teleportere sig. Et morende smil gled over hans læber, som han drejede hovedet og så sig over skulderen. Han kunne se hvor langt væk hun stod, hvordan hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå, hvilket fik hans krop til at sitre, da det vakte hans jagtinstinkt. Han strøg tungen over sine blege læber. ”Ved du ikke at det er dumt at vende ryggen til sin modstander?” Hans stemme var intet andet end en hvislen, dog ville hun kunne høre den klart, da den var inde i hendes hoved.
Vladimir blev stående for kort tid, hvor han betragtede hende gå og for hvert skridt hun tog, blev det mere fristende at sætte i løb. Han vendte sig mod hende, hvor han stillede sig i en klar løbeposition, inden et kækt smil gled over hans læber, som han satte i løb. Han brugte sin hurtighed til at nå op til hende på et enkelt sekund, hvor han greb fat omkring hendes overkrop, fejede hendes ben af vejen, så han fik hende lagt ned i det kolde græs, hvor han holdt hende nede med den ene hånd placeret mod hendes skulder. Hans øjne havde antaget en mere rød nuance, hvor et køligt smil hvilede på hans læber. ”Hvem siger jeg lader dig gå?” spurgte han lumsk.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun måske ikke var den mest ædle, men noget måtte der jo være i hendes øjne. Hun slog ihjel, når folk stod hende i vejen, for det var bare mere end det som hendes temperament kunne holde til, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun vendte blikket direkte i retningen af ham og med den samme direkte arrige mine, for det var slet ikke sådan at hun mente det! At han havde været udsultet og udhungret, var noget som hun var fuldstændig ligeglad med! ”Skal jeg vælge at antage det som en trussel..?” vrissede hun tydeligt sammenbidt, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. ”Slå mg ihjel, og jeg kan love dig for, at det får katastrofale følger.. hvis du overhovedet er i stand til det!” endte hun med en direkte advarende mine. Han gjorde virkelig ikke andet end bare at pisse hende af, og det gjorde hende direkte vred!
Malisha var virkelig fristet til at gøre det af med manden som hun stod overfor, men med de planer som hun havde for fremtiden, og det faktum at han havde slået to ihjel som hun faktisk havde holdt frygtelig nær, var noget som afholdt hende fra at gøre det. Selv en leder måtte vide hvornår hun måtte kaste sig i kamp eller ikke, for selv hun måtte jo vælge sine kampe med omhu, ellers gik det da galt for alvor, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. ”Selvsikker, men ikke hovmodig,” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det i den grad heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo trods alt hvad han var! Han kastede sig ud i krig med hende, ved at fortsætte med at prikke til hende, og det var en tanke som hun slet ikke kunne have med at gøre, for det gjorde hende i den grad rasende, om det var noget som man nu ville det eller ikke!
Det var bestemt ikke fordi at Malisha havde lyst til at hjælpe den mand som havde slået hendes trolovede ihjel, så det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for tanken gjorde hende ikke bare ked af det, men også direkte rasende, og det var bestemt ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Næverne knyttede hun direkte fast, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At forsvinde for hans blik, før han overhovedet fik færdiggjort sin sætning, var noget som hun gjorde bevidst, for han skulle bestemt ikke have muligheden for at holde hende igen, for det havde hun slet ikke tiden til! ”Du er ingen modstander, før du selv lægger op til det,” endte hun ganske kortfattet. Ja, afvigende, var hun vel i denne stund? Hun ønskede slet ikke at komme ham på tværs!
At han direkte kom efter hende, fik armen omkring hendes skikkelse og tvang hende direkte ned i jorden, var en tanke som gjorde hende direkte arrig. Ikke fordi at det efterlod hende med en frygt for ham, tvært imod, så var det noget som vækkede det brændende raseri i hendes sind! ”Så er det jo godt, at det ikke er din beslutning!” hvæsede hun kraftigt, idet hun satte hænderne i jorden, for at komme op – forsøge på det om ikke andet, men stærk var han, den måtte han desværre give hende! Hun ønskede bare ikke nogen strid.. kunne han ikke bare se det?!

[Deleted]

“Det var præcis hvad det var,” svarede Vladimir køligt og med det samme lumske smil på læberne. Hans ord var skam en trussel, foreløbig en meget tom trussel, men det kunne lige så hurtigt ændre sig. Han var ikke typen man skulle lægge sig ud med, selvom han var sikker på at hun heller ikke var, dog havde han endnu ikke set hende i aktion og derfor kunne han heller ikke tage hendes ord seriøst endnu, hvilket jo nok også gik den anden vej. Han kunne dog ikke lade vær med at grine hånligt til hendes ord, for han tvivlede ærligt talt på at det ville få så katastrofale følger at slå hende ihjel, det ville blot gøre verden fri for endnu en hovmodig og sadistisk warlock, og tilmed en af de ældste. Han kunne dog ikke forstå at hun havde sådan en sadistisk holdning, når hun var født og opvokset i den ældre tid, for selv han skilte sig ud fra sin race, så det burde hun vel også gøre? Det virkede bare til at mange fra hendes race delte samme mening omkring vampyrerne. ”Det tvivler jeg ærligtalt på, og hvem skulle dog vide hvem der slog dig ihjel? Jeg smider dig bare i søen.” Han gjorde et hovedkast mod den sorte sø, hvor det lumske og hemmelighedsfulde smil ikke forlod hans læber på noget tidspunkt.
“Ikke hovmodig? Jeg finder det nu rimelig hovmodigt at tro at du kan klare og udrydde en hel race,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et kortfattet blik. Han fandt hende tosset at hun ville forsøge at udrydde en hel race, og det var ikke fordi det var vampyrerne hun gik efter, for det havde været lige så tosset hvis det havde været en hvilken som helst anden race, og han kunne heller ikke blive klog på hvorfor hun var så sadistisk og raceracist, for det havde vel aldrig været så slemt før? Det kunne han i hvert fald ikke huske at det havde været sidst.
Det var frygtelig dumt at vænne ryggen til et rovdyr, for det var jo og blev hvad Vladimir var i sidste ende. Han havde et jagtinstinkt, og det tog over når man begyndte at opføre sig som et bytte; netop ved at vende ryggen til og stikke af. Det sitrede i hele hans krop, hvor han bare fik lyst til at sætte af og flå hende fra hinanden i to stykker, eller sætte tænderne i hende og mæske sig i hendes blod, men som altid så ville han lige lege lidt med hende først! Og at få hende ned at ligge i græsset var ikke særlig svært, da hun i forhold til hans styrke var let som en fjer. Han holdt sin hånd mod hendes skulder, for at holde hende nede, hvor det legesyge smil gled over hans læber og tilmed meldte sig i hans øjne. ”Ja? Men hvis du vil væk, må du jo kæmpe dig forbi mig. Desuden.. så tror jeg at jeg vil lege lidt med dig,” svarede han drillende og dog med den lumske undertone, som havde han dårlige intentioner og bagtanker. Han løftede sin ene blege hånd og fjernede nogle af hendes mørke lokker fra hendes smukke ansigt, „du er smuk. Og jeg kan godt lide smukke nipsting.” Han talte næsten om hende som havde hun været et stykke legetøj eller en genstand, skønt det nok langt fra var tilfældet, men han kunne alligevel ikke lade vær med at blive betaget af hendes person og fascineret af hendes væsen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at der nok ikke var mange som ville savne hende, hvis hun endte med at gå i døden. Den som nok ville være mest påvirket af det, havde han jo allerede slået ihjel! Tanken gjorde hende stadig vred, men faktisk også.. ked af det, selvom det slet ikke var noget som hun havde i sinde at vise denne mand, for han skulle bestemt ikke have den tilfredsstillelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke en løgn i det hele taget. Hun kneb øjnene let sammen. ”Du kan jo prøve, og så se hvad du får ud af det,” advarede hun med en direkte hvislende stemme. Uanset hvad, så var hun bestemt ikke bange for ham! Også selvom han direkte stod og truet med at ende hendes liv, så var det noget som hun ganske enkelt var direkte ligeglad med, for han skulle slet ikke have lov til at få hende ned med nakken bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han skulle bare ikke have lov!
At udrydde en hel race, som vampyrerne, var Malisha nu ganske sikker på, at det ikke bare var et ønske som hun sad inde med, men så mange andre også, for det var et frygtet væsen, udelukkende fordi at selv de formåede at slå ihjel, fordi at de havde lyst, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg har ikke påstået, at jeg kan klare en hel race.. Om det havde været tilfældet, så havde jeg gjort det allerede for længst,” vrissede hun let. Han irriterede hende virkelig, men af den grund, så hun kun på det som en dårlig ting, at kaste sig i krig med ham, så hvis hun kunne undgå det, så gjorde hun det. Han havde jo trods alt formået at slå både Anyalina og Konstantin ihjel, så måtte han brænde inde med noget, som øjet ikke kunne se, og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at komme på tværs af, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun knyttede næverne let. Hun havde lyst til bare at.. slå ham ihjel, men noget i hende, sagde at det virkelig var en dum idé, overhovedet at give det et forsøg.
Malisha vidste godt, at det at vende ryggen til et rovdyr, var noget af det dummeste, men hun kunne vel næsten håbe på at han ikke ville gøre noget ved det, selvom det tydeligt havde været en dum tanke at sidde igen med, for det var jo slet ikke noget som hun havde fået det mindste ud af i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At blive trykket direkte ned i jorden og holdt under ham, var noget som gjorde hende direkte arrig, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Specielt når hun absolut intet havde gjort ham! Tænderne bed hun kraftigt sammen, som hun virkelig forsøgte at vende sig, selvom han holdt hende fast, og det gjorde hende direkte pissed! ”Du skal ikke lægge så meget som en finger på mig..!” hvæsede hun med en direkte fast tone. Hun åbnede øjnene, hvor hendes pupiller direkte trak sig sammen. Dette var slet ikke noget som hun fandt sig i! Svagt fnøs hun, idet hun satte hænderne ned i jorden. Neglene borede sig direkte ned i den bløde jord, idet hun valgte at koncentrere sig. En rod dukkede lydløst op bag dem, idet at den direkte slyngede sig mod vampyren, lukkede grebet fast omkring hans hals, kun for at rive ham direkte væk fra hende. Hun gjorde det ikke for at gøre ham ondt.. som sådan, men kun for at få ham af sig. Nu var hun kun ved at blive rasende!