Blind of hatred?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias endnu engang, hvor mørkets væsner var søgt ud på rov. Det gjaldt dog ikke alle af mørkets væsner, for der var også de som havde helt andre planer, og Vladimir var én af dem. Han var søgt ud for at udforske lidt mere af den nye verden som han var kommet tilbage til. Efter at have været spærret inde i flere årtusinder, så var han gået glip af en masse, og da han kun havde nætterne, så var han ude hver nat for at finde ud af hvordan alt lå og komme ud og udforske alt selv. De sidste par dage havde han brugt på at stille sin evige sult, som han var ved at få bugt med, hvor han også havde fundet sin gamle by; Chiroptera. En by han selv havde fået bygget op for ham og hans tilhængere, hvor hans families slot altid havde lagt i det distrikt – som det havde været førhen. Det meste havde været brændt ned, men han havde fået det bygget op igen, renoveret et par steder, og han havde tilmed fundet nogle tjenestefolk; halvblodsvampyrer der havde manglet et job. Familiens formue var der stadig og skattene som før havde været der, var der endnu, hvor byen stadig var et godt handlepunkt i Dvasias. Der var dog kommet mange forskellige racer til byen – mørkets racer naturligvis – så det var ikke kun en vampyrby, som det havde været førhen, men det gjorde ham intet, for så kunne det være at der var frivillige donere af og til.
Vladimir var søgt ud, hvor han var nået til den skov der omgav den sorte sø. Det var frygtelig mange år siden at han havde været her sidst, selvom han altid havde nydt af dette sted, det havde altid haft sit eget uhyggelige og alligevel charmerende skær. Hans tanker hvilede dog et helt andet sted, de hvilede på mange ting, mest det som en warlocktøs, Anyalina havde fortalt ham. Alexander – den mand der havde spærret ham inde og som havde forrådt ham – var endnu i live og han var tilmed blevet vampyrfyrste. Han vidste stadig ikke særlig meget omkring det, så han måtte finde nogen som kunne fortælle ham alt hvad der var sket på det sidste, men det krævede ligesom en af de ældre og ikke en ung der var blevet født for et par årtusinder år siden. Han havde heller ikke fundet ud af hvordan hans race var endt, for Anyalina havde sagt at de ikke var andre end blodsugende bæster, noget de altid var blevet kaldt, men havde vampyrernes opførsel virkelig ændret sig så drastisk? Han sad inde med frygtelig mange spørgsmål, og han ville gerne have svar på alle.
For en gangs skyld havde Vladimir fået tøj på kroppen, noget han havde fået af en ældre warlockmand som han havde dræbt, og faktisk også begravet. Som ved Anyalina og mange andre havde han ikke kunnet styre sin sult og han havde dræbt frygtelig mange på det sidste, selvom han alle havde fået gravlagt et eller andet sted; respekt havde han faktisk for de døde. Han var en utrolig høj mand, næsten to meter, så tøjet var en anelse for småt, men manden havde kun været nogle centimeter mindre end ham, så det sad faktisk rimelig godt på hans krop. Det bestod af et par sorte fløjlsbukser, en hvid skjorte, en sort fløjlsjakke og han havde tilmed fået nogle sko. Håret havde han fået klippet. Det havde gået ham ned til lænden førhen, hvor det nu kun var halvlangt og pandehåret gik ham kun lige til ned over næsen. Han følte sig helt.. fornyet! Og han var klar til at indtage natten, som denne nye mand!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var efterhånden ved at være sent, selvom det slet ikke var noget som afholdt Malisha fra at skulle rende rundt udendørs. Selv hun var kommet godt efter hendes eget møde med en ung vampyr. At han havde formået at tage hende med magt på den måde, og faktisk tvunget hende ned i jorden og bide i støvet for hans fødder, var noget som havde gjort ham direkte rasende! Hvis hun nogensinde stødte på den unge Julien igen, så endte hun virkelig med at slå ham ihjel, og det ville jo så blive i koldt blod! Og det var slet ikke noget som hun ville have det mindste imod i den anden ende! Konstantin havde ikke rigtigt vist sig igennem adskillige stunder nu, og selv hun måtte erkende at hun var ved at være ganske bekymret, for det lignede ham ikke at være væk så længe! Jovist vidste hun godt at det var farligt at bevæge sig rundt i Dvasias, men hvem pokker ville lægge så meget som en finger på dem? Det var jo den sikre død, så de havde jo fint kunne bevæge sig frit! At søge efter Konstantin, var efterhånden ved at være en sag som hun ville opgive, for han kom vel hjem igen før eller siden? At han var død, var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det blæste mildt, og det var en tanke som selv Malisha godt kunne lide, for det var faktisk i sig selv, en rolig aften. Endnu en gang havde hun været ved Den Mørke Cirkel, for at tage over warlocksne igen, også fordi at de havde stået uden en fast leder igennem frygtelig lang tid, og nu var det langt om længe slut! Malisha var tilbage, og hun agtede helt klart også at blive der, for den fejl gjorde hun bestemt ikke igen! Selv kunne hun blot være stolt af det som hun selv havde formået at præstere som en leder, for det hele så helt klart ud til at gå fremad, og det var noget som hun virkelig, virkelig var noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, for tanken var noget som gjorde hende stolt.. hun var for en gang skyld, stolt af hvad hun var, og hvad de havde præsteret!
Malishas skridt var rolige igennem mørket. Hun behøvede ikke nødvendigvis at gøre brug af lys, for hun vidste, at langt de fleste valgte at holde sig langt væk fra hende. Anyalina var ikke en kvinde som hun skænkede så meget som en eneste tanke, for det var vel heller ikke noget som hun fik noget ud af? Tøsen havde fejlet en ellers frygtelig vigtig opgave, og det var noget som skulle have lov til at koste hende frygtelig dyrt! Søen havde altid været et sted som hun havde nydt at søge til, også fordi at den var så.. mørk og så hemmelighedsfuld. Det var jo slet ikke til at sige, hvad der måtte hvile på bunden af den, om det var noget som man ville det eller ikke. Smilet bredte sig let tilfredst på smilebåndet, som hun vendte blikket mod den store himmel. Månen var næsten fuld, så selv nærmede det sig for varulven at komme frem. Hun glædede sig næsten til at høre dem hyle på himlen igen, også fordi at det var længe siden hun havde været ude. Konstantin havde jo faktisk holdt hende inden døre. Hun var vel et sted bekymret for ham? For hun kunne ikke finde hans energi, og det plejede normalt kun at indikere, at noget var helt galt.

[Deleted]

Selvom Vladimir kun havde været tilbage i et par ugers tid, så var det tydeligt for ham at verden havde forandret sig utrolig meget i den tid han havde været væk! Han kunne slet ikke følge med udviklingen, hvilket næsten frustrerede ham, for han vidste slet ikke hvad der var sket i den tid han havde været væk! Han tog det dog langt mere roligt, end han havde gjort første gang han havde været spærret inde, for der havde tanken været skræmmende, nu følte han sig snart vant til det. Han var blevet dolket i ryggen af en mand som han faktisk havde set op til, som han faktisk havde givet sin loyalitet til, men det beviste kun at den eneste person man kunne stole på, var sig selv! Han havde dog hurtigt kunne regne ud, at hvis han ønskede sin hævn, så havde han brug for hjælp. Det var ikke fordi han var meget for at få allierede, for han var jo en enspænder, som han altid havde været, men det var desværre nødvendigt, hvis han ønskede at slå Alexander, der nu havde en hel race bag sig! Medmindre vampyrerne så på ham med andre øjne, for så kunne man jo godt vende nogle vampyrer imod fyrsten. Tanken fik et lusket smil over de blege læber, som Vladimir fortsatte sin gang ned mod søen. Han skulle nok komme til at slå manden før eller siden, han ville have sin hævn og derefter ville han nyde sit liv, nyde den frihed som han endnu engang havde genvundet og opnået!
Som Vladimir kom tættere på søen, kunne han høre hjerteslag i nærheden, hvilket gjorde det tydeligt for ham at han ikke var alene, men at der var noget menneskeligt i nærheden. Måske endnu en han kunne tilføje til sin evige sult? Det måtte tiden jo vise. Han havde fået langt mere kontrol over sin sult, end det som han havde haft, da han kun lige havde befriet sig fra lænkerne, for der havde han lignet et indtørret lig og med hæs stemme, nu var stemmen endnu engang klar og kroppen endnu engang muskuløs og smuk. Let gned han den skæggede hage, som han nærmede sig søen, hvor han holdt sig i skyggerne, som skjulte ham og gjorde ham helt usynlig. Hans kulsorte øjne med det rødlige skær, hvilede intenst på den skikkelse, som han kunne fornemme. Han gjorde en hurtig bevægelse og endte oppe i et træ, hvor han havde udsigt over hele søen. Det var en smuk nat, hvilket gjorde søen endnu flottere, men det flotteste syn, var faktisk den kvinde som befandt sig der, som blev oplyst i månens smukke skær, og som næsten gav hende et helt blegt skær, så hun kunne forveksles med en vampyr, dog indikerede det bankende hjerte at hun var menneskelig, hvilket gjorde den store forskel. Hans hoved søgte let på sned, som han kunne se de lange mørke lokker der lagde sig over hendes slanke skikkelse, der omkransede hendes smukke slanke ansigt, og gjorde de mørke mystiske øjne helt tydelige. Hun var ikke den første kvinde han så vandre rundt omkring helt alene, og tanken forundrede ham, for hvad skete der for kvinderne i dette årtusinde? Havde de ingen mænd til at følge dem?
“Og endnu en kvinde, gik alene ude i den mørke nat, uden en mand til at følge hende.. fortæl mig; hvad går der af jer kvinder i dette årtusinde?” Hans stemme var rolig, indbydende og gådefuld, selvom han nok havde afsløret at han ikke var herfra, for han kom jo fra en tid langt, langt tilbage! Og der gik kvinderne ikke alene rundt, og i så fald var fremmede mænd høflige nok til at følge dem af sted, men sådan fungerede det ikke her. Alle virkede så.. individuelle.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvordan tingene havde været for rigtig mange år tilbage, var ikke noget som Malisha kunne sige sig, at være kendt med, men hun kunne se hvordan det hele gik for sig i dag, og specielt hendes slags havde formået at komme langt på temmelig kort tid, og det var noget som hun helt klart også var stolt af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun følte sig nu ganske sikker, også fordi at hun havde sin status at gemme sig bag, også selvom hun ikke var den som kun gjorde tingene fordi at hun havde det i munden, men fordi at der faktisk var meninger bag det som hun ønskede for sin slags. Hun vendte blikket rundt omkring sig. Umiddelbart kunne hun ikke finde nogen omkring sig, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun var stolt af sit væsen og sin slags, hvor hun agtet at præsentere dem med stolthed, også rigtig mange år frem i tiden!
Alene tanken om at hun ikke var alene, var en som allerede var gået op for Malisha, selvom hun endnu ikke så nogen grund til at reagere på det. Som hendes hjerte kunne høres, var vedkommende tæt nok på hende, til at hun kunne fornemme det, og det var en tanke som man bare måtte finde sig i. Badende i det smukke skær af den store måne, så stod hun der. Smuk var hun og det vidste hun godt, hvor der ikke var mange som ville tage hende for at være en stærk leder for warlocks, men hun agtet dog at stå fast på, at det var hende som havde ført dem langt på meget kort tid! Måske at der havde været nogen til at hjælpe hende, men det var ikke det vigtigste. Pointen var helt klart at der skete noget, og så var det jo bare sådan at det var! Hun vendte blikket roligt ned ved siden af sig, hvor håret roligt gled ned over hendes skulder, idet hun vendte blikket direkte mod samlingen af træer som stod ikke langt fra søen. Det kunne godt være, at hun ikke var i stand til at se ham, men hun kunne fornemme ham i den retning. Hun var blandt de ældste af sin slags, så der skulle helt klart meget til, før man var i stand til at skjule sig for hende, og det var noget som hun helt klart agtet at gøre det på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Et svagt smil bredte sig på hendes læber. Hans ord og hans måde at fremstille det på, indikerede kun en ting for hende; Vedkommende var en mand, og han var af en gammel slags, selvom det slet ikke var noget som gjorde hende noget for det gjorde det ikke. ”Forundre det dig, at kvinderne ikke har brug for en mand at gemme sig bag? At vi er stærke individer, selvom mændene ønsker det modsatte? De har ingen grund til at beskytte os.. Vi kan sagtens gøre det selv,” endte hun ganske kortfattet, dog uden at røre så meget som en eneste muskel, for det var slet ikke noget som hun så nogen grund til. Alene den tanke om at hun ikke var alene, var noget som alligevel gjorde det hele en anelse mere spændende, men ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Vi er stærkere end mange tror vi er,” endte hun ganske kortfattet, som hun igen vendte blikket roligt mod søen. Hun var på ingen måder truet af ham – endnu.

[Deleted]

At Vladimir ikke var alene, kom sådan set ikke bag på ham, for der var vel altid nogen disse kendte steder? Selv i mørket? Men det som kom bag på ham, var at det var en kvinde, som rendte rundt for sig selv, præcis som Anyalina havde gjort, og hun var end ikke den første kvinde, for der havde været andre han også havde slået ihjel. Han forstod ikke hvad der skete for verden, selvom den tydeligvis ikke var ‘beskyttende’ længere. Det var næsten tydeligt at kvinderne også ønskede en plads i samfundet, ønskede at vise sig frem, selvom de aldrig havde været det stærke køn, ikke når det kom til fysisk styrke, men han måtte erkende at han havde mødt mange kvinder, som havde haft potentiale, derfor var han heller ikke den største mandschauvinist, han var bare vant til at kvinder ikke gik ude helt alene, men netop at de havde en mand ved sin side.
Denne kvinde virkede dog anderledes. Det var ikke hendes udseende der gjorde det, men der var noget over hende, hendes aura, hendes stærke duft, og Vladimir kunne næsten fornemme at hun var fra den ældre generation, ikke bare som Anyalina var, hvor hun endnu var ung, nej denne kvinde havde en større erfaring. Hun så ikke gammel ud, tværtimod så hun fantastisk smuk ud i månens blege skær, men hendes visdom var større end mange andre han havde mødt. Han var næsten glad for at han var stødt på en af de ældre generationer, for så kunne det være at denne kvinde kunne fortælle ham hvad der var sket i tidernes løb, for han selv var tydeligvis blank på de år han havde været spærret inde. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han havde sat sig til rette på grenen og med ryggen mod stammen, hvor han så i den helt anden retning end hvor hun var, da søen var bag hans ryg. ”Det var ikke min mening at fornærme Dem,” erkendte han sandfærdigt, hvor et morende smil gled over hans læber. Hun var tydeligvis en der havde ben i næsen, som kunne klare sig selv, for bare på denne afstand kunne han fornemme hendes styrke. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Han kunne lugte hendes blod; warlock. Sjovt som han næsten kun var stødt på warlocks, men det viste vel også bare at det var en udbredt race? Han havde derimod ikke rigtig mødt nogen vampyrer, men Anyalina havde jo også fortalt at de havde deres egen by, og der befandt Alexander sig sikkert også, derfor ville han nødig komme for tæt på, for han ville gerne holde sin eksistens skjult lidt endnu. Han betragtede let sine spidse negle, inden han drejede hovedet og skævede bagud, selvom han ikke kunne se hende, „desuden så er det ikke enhver mand, der ønsker en kvinde, der er stille, rolig, som er en husmor og er svag.” Han trak skævt på smilebåndet, inden han let rullede ned fra grenen og landede helt lydløst på sine fødder. Hans kulsorte øjne med det rødlige skær faldt på hendes skikkelse, hvor han sørgede for at holde sig usynlig i mørket. Hun ville kunne stå foran ham og stadig ikke se ham. ”Hvem er De?” spurgte han nysgerrigt, som hans hoved faldt let på sned, imens han betragtede hende med nysgerrige og intense øjne.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tiderne havde virkelig forandret sig, det vidste Malisha godt, for hvorfor skulle man da fortsætte i det samme spor som altid? Det var jo slet ikke noget som nogen ville få det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Kvinder kunne være stærke.. Måske ikke fysiske som mændene kunne være, men det var jo slet ikke noget som havde nogen betydning mere i dette samfund om ikke andet, for tingene havde virkelig forandret sig. Hun havde været et lille barn i de gamle tider, også selvom det ikke altid var noget som hun tænkte over. Selv var hun jo en af de ældste, om ikke så.. måske den ældste, hvis Konstantin var endt med at gå bort? Tanken gjorde ondt, men det rørte hende på ingen måde som det nok ville have rørt så mange andre, selvom det tydeligt var et tomrum som skulle fyldes op, og det var noget som i sig selv, måtte tage tid.. frygtelig meget med tid, så det var ikke noget som bare skete sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende.
At manden holdt sig væk fra hende, var slet ikke noget som rørte Malisha. Hun kendte ikke til ham, men hun så nu heller ikke nogen grund til at gøre noget stort ud af noget så småt. Hvorfor melde stormen i et glas med vand, hvis man kunne undgå det? Et stille smil passerede let hendes læber, som hun blev stående og med blikket ud over den store sø, som om at han ikke var interessant for hende, for.. hvorfor skulle hun da være påvirket af ham? Hun trak svagt på smilebåndet, og uden ellers at røre så meget som en eneste muskel. Et sted så var det jo en opbyggende spænding, for hun vidste jo slet ikke hvem eller hvad han var, og det var noget som hun dog vidste, at hun nok skulle finde ud af med tiden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Du dømmer for hurtigt,” endte hun ganske stilfærdigt. Foreløbig var hun ganske rolig, men om hun vidste, at det faktisk var hendes kære trolovedes morder som hun stod overfor, så havde hun helt klart reageret på en lidt anden måde, end det som hun gjorde i denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke! ”Mænd som ønsker svage kvinder, er svage mænd,” endte hun ganske kortfattet. Hun blev stadig stående og uden at se efter ham. Mentalt så fulgte hun ham.. Hun kunne mærke at han endnu befandt sig bag hende, for hun var jo selv nødt til at være påpasselig. Der var ingen steder man kunne være sikker nu om dage, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Desuden er der ikke noget bedre end at se mænd kæmpe for hvad de vil have.. spille med musklerne, skyde brystet frem.. og faktisk lader kvinderne tage valget,” tilføjede hun sandfærdigt. Selv de gamle arrangerede ægteskaber, var ikke noget som særlig mange gjorde brug af mere. Et sted en anelse overraskende selv for hende. At han spurgte ind til hvem hun var, forundrede hende ikke. ”Spiller det nogen rolle? Jeg er dog mere interesseret i.. hvad en fremmed i Dvasias laver her..” Der var noget ved ham.. og det vækkede hende tydeligt nysgerrighed i hende, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for!

[Deleted]

Det kunne have visse ulemper at komme fra en så gammel tid som Vladimir gjorde, for der opstod typiske visse spændinger mellem ham og de ‘nyere’, eftersom de var opdraget i forskellige kulturer, med forskellige holdninger og meninger, ligesom han var vant til høflighed og folk med ordentlig manerer, men det var tydeligt at verden og samfundene havde forandret sig en del i den tid han havde været væk, og derfor skulle han endnu engang indpasse sig, hvilket han havde på fornemmelsen ville blive rimelig svært. Han var vidst også for god til at afsløre at han ikke var fra denne tid, men han kunne jo heller ikke bare ændre sig på et splitsekund, fordi verden havde forandret sig, men det kom jo nok med tiden. Han havde i hvert fald brug for en som kunne fortælle ham hvad der var sket, og det var der ikke alle og enhver som kunne, desuden var det jo nok dumt at opsøge Alexander, selvom manden ville kunne give ham alle svar og sikkert også fortælle ham alle løgne, derfor havde han brug for en tredjemand.
“Dømmer? Jeg har bestemt ikke dømt Dem endnu, kære frøken. Jeg er blot ikke vant til at se en kvinde ude alene, ikke uden en gentleman til at gøre hende med selskab,” svarede han sandfærdigt, som han landede lydløst i græsset, hvor han holdt sig skjult i mørket, så hun ikke ville kunne se ham. Han vidste at de ældre generationer af warlocks – og generelt magikyndige – kunne mærke folks auraer og det gjaldt sikkert også denne kvinde. Han var dog ikke ude på skræmmer, han havde fået stillet sulten mere eller mindre, så han havde endnu engang kontrol over det, eller i hvert fald mere end hvad han havde haft.
Denne kvinde var anderledes, hvilket han allerede kunne fornemme på hende, og tanken morede ham egentlig et sted. Vladimir fnes kort til hendes ord. ”Vel talt,” svarede han istemmende. En mand der ønskede svage kvinder, var nok selv en svag mand. Han selv havde altid haft en svaghed for erfarne kvinder, en kvinde der havde haft styrke, der var stolt af sit væsen og sin person, som vidste hvad hun kunne og som ikke bare havde det hel i munden, men som faktisk også var i stand til at forsvare sig selv. Han havde før været betaget af en menneskelig kvinde, selvom han også var endt med at dræbe hende og siden da havde han nægtet at være menneskelige tætte, eftersom det kun ville gå galt. ”Mænd der spiller med musklerne? Det er typisk de som ikke har andet end ord. Jeg troede næsten De var til den type mænd, som faktisk var i stand til at gøre brug af handling, som var stærk, men alligevel viste Dem respekt. Men De foretrækker måske en mand De kan koste rundt med?” Han betragtede hende fra mørket med intense øjne, hvor hans blege læber spillede ud i et kækt smil. Han kendte hende ikke, men han vidste at de fleste kvinder fra den ældre generation, ønskede en mand der havde magt og typisk også penge, så kvinden kunne leve på mandens velfærd.
Vladimir endte med at afsløre sig selv, som han trådte ud af mørket, hvor han lænede sig op ad træet. Hans blik faldt på hendes ryg, da han stod bag hende, hvor hans hoved søgte let på sned, imens hans arme søgte over kors ved det faste bryst. ”Folk synes ikke at have nogen manér længere. De sidste jeg har mødt har heller ikke ønsket at præsentere sig, men det ligger måske til Deres races storsnudethed?” spurgte han roligt. Han blev stående ved træet uden at gøre det mindste, som han fortsatte; „fremmed? Hvad får Dem til at tro at jeg er fremmed? Jeg er opvokset i dette land, eller.. før det blev til dette land.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvem denne mand var, havde Malisha slet ikke nogen anelse om, men det var slet ikke noget som hun lod sig være synderlig påvirket af, for hun tillod slet ikke at lade det påvirke hende i den ene eller den anden retning. Hun vendte blikket roligt mod søen endnu en gang. Tankerne gled til Konstantin, næsten som hun et sted håbede at han ville opfange dem, selvom troen på at han faktisk var til mere, var faldt mere og mere for hver dag som gik. Et sted kunne man jo faktisk godt sige, at hun søgte efter ham, for hun var jo så langt væk fra Den Magiske Cirkel af en grund. Hun ville faktisk hellere støde på hans rådne lig, end at være uvidende om det som var sket ham, selvom der var mange som slet ikke havde det på den måde, og det vidste hun godt. Et sted så skilte hun sig vel også temmelig meget fra resten af mængden? Men selv det var noget som hun faktisk var temmelig stolt af.
Denne mand var slet ikke en som skulle have lov til at fange hendes interesse, for der skulle lidt mere til. At svare hans ord, når han alligevel snakket til hende, var noget som hun sagtens kunne være med til, men ikke desto mindre, så var det jo faktisk også det eneste. Hun vendte blikket direkte mod søen og de mange ringe. Det var vinden som skabte dem, og det efterlod hele området med en temmelig ro. Hendes styrke hvilede meget i det mentale, så hun vidste at han var der, og at han alligevel valgte at holde en afstand til hende, hvilket skam også var noget som hun havde det ganske fint med. Hun var ikke god til de direkte konfrontationer, og det blev hun nok heller aldrig. ”Tiderne skifter.. Jeg går ikke ud fra at du er født ind i denne tidsalder, men fra en gammel?” endte hun direkte, som havde det været et spørgsmål. Alene en konklusion, også fordi at det virkelig lød til at han var ganske forundret over at kvinder gik rundt alene nu. Svage mænd ønskede svage kvinder, for der var ingen stærk kvinde som ønskede at ende op med sådan en! Smilet bredte sig ganske let på hendes læber, som hun svagt knyttede næverne. At se mænd spille med musklerne, var noget som hun altid havde nydt, også fordi at det var noget som hun stadig oplevede den dag i dag, selvom hun faktisk holdt fast i den gamle trolovelse.. De havde bare ikke trukket den det sidste vej, og nu vidste hun jo ikke engang om det nogensinde ville ske? ”Min mening omkring det mandlige køn, har aldrig haft nogen betydning. Jeg er kommet til i en tid, hvor arrangerede ægteskaber, har været accepteret og mere normalt end de er i dag. Jeg blev skænket til en mand for mange år siden, som skulle siges at være mig værdig..” Først nu valgte hun at hæve blikket, og vendte det roligt over sin ene skulder, også selvom han forblev skjult i mørket, så var det slet ikke noget som rørte hende som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun ganske let over sine læber. ”Handlinger frem for ord.. så sandt,” afsluttede hun sandfærdigt.
At manden endelig viste sig, var slet ikke noget som rørte Malisha, selvom det dog glædede hende, at han ikke var en kryster som bare holdt sig skjult. Der var noget over ham, som hun ikke havde set før. Hans blege ansigt tydede på vampyr, men hans mentalitet tydede på noget helt andet, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende nysgerrig. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun igen vendte blikket mod søen – endnu ikke bange for ham. ”Velkommen til Dvasias. Jeg kan trygt love dig for, at tiderne forandre sig. Du kan ikke stole på andre end dig selv.. Derfor ingen manérer, og ingen præsentation,” endte hun ganske kortfattet. At han ikke var fremmed, var hun nu heller ikke enig i. Hun blinkede let med øjnene, som hun lukkede dem let i et blidt vindkast. ”Præcis.. Før det blev til dette land.. Du er en af de ældre.. ligesom mig,” endte hun med en ganske sigende mine.

[Deleted]

“Oldtiden.. vil I nok kalde det. Hvis ikke længere tilbage,” medgav Vladimir sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han kom ganske vidst ikke fra denne tid, han kom slet ikke fra denne tidsregning men længere tilbage, selvom det ikke var hans alder der gjorde ham farlig, for han havde været spærret inde flere gange og var gået glip af en masse, hvilket gjorde ham uvidende, og uvidenhed kunne komme til at koste en livet, derfor var det også vigtigt at han fandt ud af hver en eneste detalje før han gjorde noget som helst. Men det krævede at han fandt en som kunne fortælle ham hvad der var sket, eller også en som kunne fortælle ham hvor han kunne finde ud af det henne. Han havde brug for en af den ældre generation, hvis der da overhovedet fandtes nogen som havde eksisteret i den tid, for det var han usikker på, netop fordi han ikke vidste hvor længe han havde været spærret inde.
At denne kvinde faktisk var trolovet, hvis ikke allerede gift, forundrede ikke Vladimir, ikke når hun kom fra den ældre generation, for dengang var det jo normalt med arrangerede ægteskaber; præcis som hun selv havde sagt det. Han kunne dog stadig ikke forstå hvorfor hendes mand så ikke var sammen med hende, eller hvorfor han i det hele taget havde ladet hende søge ud helt alene. ”Og hvor er Deres mand henne nu? Er han for svag til at passe på Dem? Eller er han måske gået i døden for længe siden, så De nu lever på hans formue?” spurgte han sigende, hvor der var en anelse hån i hans tone. En svag mand, var en mand der ikke kunne tøjle sin kvinde, som ikke kunne passe på hende, selvom han jo sådan set ikke vidste hvem det var og hvad der var sket med ham – heller ikke at han selv havde dræbt vedkommende og faktisk gik i mandens klæder.
Vladimir havde intet imod at vise sin krop, eftersom han ikke var bange for at lade folk se hans ansigt, han var typisk det sidste som folk så, for det var sjældent man overlevede et møde med ham, de sidste han havde mødt havde ikke. Hendes ord fik ham til at betragte hende lettere overrasket, hvor han kort blinkede med øjnene, inden et lille træk ved den ene mundvig fandt sted. ”Så sandt. Man kan ikke stole på andre end sig selv,” medgav han, for der kunne han ikke være mere enig med hende! Han var blevet forrådt af folk han tilmed havde givet sin loyalitet og han krævede sin hævn, hvilket han også nok skulle få! „men at stole på folk og vise høflighed er to forskellige ting. Derfor er en præsentation vel på sin plads? Medmindre De frygter for at folk skal finde ud af hvem De er?” Han betragtede hende ganske sigende og dog nysgerrigt, selvom han blev ved træet, som han fortsat stod lænet op af.
Et morende smil gled over Vladimirs læber, som han rørte på sig, hvor han begyndte at gå mod hende. ”Det er sjældent man hører en kvinde, indrømme at hun er fra den ældre generation. I kvinder er normalt følsomme når det kommer til jeres alder,” svarede han morende. Han havde altid lært at man ikke skulle spørge en kvinde om hendes alder, hvilket han heller aldrig havde gjort, men derfor var det ikke svært at finde ud af hvem der var fra den ældre generation og hvem der ikke var. Han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han endte henne ved hendes skikkelse. Han gik ned i hug ved hendes side, hvor han lod sin blege hånd søge ned i vandet som han berørte. Helt sort, præcis som hans eget blod. ”De er rolig. Og jeg som ellers troede De ville flå mig, fordi jeg er det jeg er,” svarede han roligt, som han kort skævede op mod hende, inden han så ud over søen igen. Han var vampyr, hvilket vel også var tydeligt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At han var fra en så gammel tid som en oldtid, var noget som alligevel forundrede Malisha, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Et svagt smil passerede hendes læber. ”Det lyder jo næsten interessant,” endte hun ganske sigende, og stadig uden at flytte sig. At han var fra den tid som man kun læste om i bøgerne, var alligevel noget som vækkede en vis interesse i hende, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig, for hun ville slet ikke give ham den form for tilfredsstillelse, også fordi at det var en mand som slet ikke var en som hun kendte, og han var bestemt ikke en warlock, hvilket var en grund til at hun var nødt til at være temmelig påpasselig, om det var noget som hun ville det eller ikke!
Malisha var fra en tid hvor arrangerede ægteskaber var ganske normalt, og uden at hun kunne gøre noget som helst ved det af den grund. Ringen havde hun på sig, men ikke på sin finger, som sådan.. kun når hun var alene, og hun vidste at hun var alene om tingene. Hvor Konstantin var, havde hun faktisk ikke nogen anelse om, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det, andet end at søge mod ham og så håbe, at hun faktisk ville finde ham. Død var han, det var hun sikker på, for hun kunne slet ikke finde hans energi, og tanken gjorde ondt, mere ondt end det som hun regnede med faktisk. At han valgte at håne og nedgøre Konstantin, fik hende til at knytte næverne ganske let, selvom hun ikke gjorde noget ellers. Hun rystede på hovedet. ”Han er blevet væk for mig,” svarede hun ganske kortfattet, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket roligt over sin ene skulder og direkte mod ham og hans skikkelse. Det var også først der at hun lagde mærke til det.. Mandens beklædning.. Det var identisk med det som hun havde set Konstantin bevæge sig i som det sidste! ”Men jeg går ud fra at du ved hvor han er blevet af?” endte hun sigende, hvor hendes tone havde forandret sig til det som var endt mere spidst.
At manden virkelig ønskede en præsentation af hende, var noget som virkelig måtte more Malisha et sted, også selvom hun var vant til at folk kendte hende uden at hun faktisk havde brug for at skulle præsentere sig på den ene eller den anden måde. Man kunne kun stole på sig selv, og nu hvor det var gået op for hende for alvor, at Konstantin aldrig ville komme tilbage til hende, så var det næsten det som gjorde mest ondt, for.. hvem skulle nu hjælpe hende? Han havde jo altid været der som en højre hånd, og en som hun vidste, at hun havde haft at stole på! ”Hvorfor skulle jeg være bange for at folk vidste hvem jeg var? Min fine ven.. Langt de fleste ved hvem jeg er.. derfor holder de sig langt væk fra mig,” endte hun ganske kortfattet. At han ikke vidste det, var jo trods alt heller ikke hendes problem, var det? Ikke fordi at det var noget som han ønskede at gøre noget ved af den grund, for han kunne virkelig ikke gøre noget ved det alligevel! Tanken morede hende. ”Jeg er Malisha.. Bedre kendt som Warlockernes Leder,” endte hun ganske stolt.
At manden var vampyr, var noget som med det samme vækkede en vrede i Malisha, men selv hun havde stået overfor det vampyriske væsen før, og hun vidste, at hun ikke skulle handle overiglet, for det endte kun med at gå kraftigt over hende selv i den anden ende, og det ønskede hun på ingen måder overhovedet! At han kom hende i møde, så var hun heller ikke i tvivl om, at det var Konstantins tøj manden havde på, og tanken gjorde hende vred! ”Med alder kommer erfaring.. hvorfor ikke være sin alder bekendt og være stolt af det?” endte hun sigende, som han pludselig stoppede op ved hendes side. Hun knyttede næverne, som hun roligt trådte et skridt mod siden – og væk fra ham. ”Skulle jeg da reagere på det?” endte hun med en dæmpet vrissen. Han skulle bare ikke for tæt på!

[Deleted]

At hun fandt det interessant at Vladimir kom fra Oldtiden – eller hvad tid man egentlig kaldte det – tog han sig ikke som sådan af. Skulle han være ærlig, så ville han helst ikke vække for meget opsigt, derfor var det måske også dumt at blive ved med at afsløre sig selv og sin alder, for det kunne komme til at gå galt for ham på et tidspunkt, men det var vel også svært at skjule for folk? Han var anderledes, både på sin væremåde, sit sprog og på sine handlinger, derfor var det svært at skjule. Dog havde han ikke noget imod at erkende sin alder, når han stod overfor folk fra den ældre generation, selvom det sjovt nok kun havde været warlocks som han var stødt på, der havde været Anyalina, og den mand.. hvad hed han? Konstantin, og nu denne kvinde, selvom han ikke anede hvem det var. Han havde heller ikke kendt nogen af de andre, foruden nogle af Konstantins slægtninge, for han kunne huske at der havde været en Rozentas som hertug i Dvasias, sidst han havde gået på jorden, selvom han aldrig rigtig havde blandet sig i politik, han havde altid holdt sig for sig selv, for at holde lav profil, den eneste han havde blandet sig i, var Alexander, skønt han nu vidste at han burde have holdt sig langt væk!
Et morende smil gled over Vladimirs blege læber, da han tydeligt kunne høre at kvindens mand var hende et ømt punkt, han forstod dog ikke helt hendes hentydning og ord, for måske han var blevet væk fra hende, men hvad havde det med Vladimir at gøre? ”Hvorfra skulle jeg vide hvor Deres mand befinder sig?” spurgte han forundret og lettere forvirret. Han havde knap nok været tilbage, men måske hun forvekslede ham? Han trippede let på fødderne, uden at han tog blikket fra hende, hvor han var endt med at folde hænderne på ryggen. Han så kort væk fra hende, næsten fornærmet, „det er ikke min skyld at De ikke kan passe bedre på Deres mand, eller at han ikke selv kan passe på sig selv.” Han fnøs for sig selv, som han vendte blikket mod hende igen.
At hun valgte at præsentere sig, og tilmed som Warlockernes leder, var noget som kom en anelse bag på Vladimir, hvilket hans blik også måtte afsløre. Han vendte roligt blikket væk fra hende og ud over søen. ”Tilgiv mig min uvidenhed. Jeg har desværre ikke fået med hvad der er sket i verden de sidste par titusind år,” svarede han sandfærdigt og ganske roligt. Det var ikke fordi han ville sidde og ynke over at han havde været spærret inde, men han ville stadig have sin hævn! Han så tænksomt ud i luften. ”Og jeg må desværre meddele Dem at én af Deres loyale er dræbt. Én De tilmed selv har forvist. Ganske interessant, og én fra den ældre generation, egentlig ikke meningen hun skulle dø, men gravlagt på dvasiansk jord.. hvor hun hører til.” Han drejede hovedet og skævede mod Malisha, hvor et køligt smil hvilede på hans læber, da han var rimelig sikker på at hun vidste hvem han talte om; Anyalina. Han vidste til gengæld ikke hvordan kvindens forhold var til Anyalina, eftersom hun jo selv havde forvist hende.
“Vel talt endnu engang,” endte han roligt, som han havde vendt blikket ud over søen igen. Han kunne fornemme den vrede som var dukket op i hende, hvilket kun gjorde det tydeligt at hun havde et problem med hans race, men der var hun til gengæld ikke den eneste. ”Om De reagere på det, er op til Dem selv, men det gjorde Deres veninde. Hun afskyede mit væsen, og jeg er rimelig sikker på at De gør det samme,” erkendte han roligt, hvor han talte om Anyalina igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Manden var dog af den type, som måtte vække Malishas opmærksomhed, dog af den grund, så ønskede hun på ingen måder nogen strid, for hun havde ganske andre planer, og det var noget som klart krævede hendes fulde opmærksomhed. Hun fulgte ham meget nøje med blikket. Oldtiden var hun født i slutningen af, for hun var selv ved at være temmelig gammel, og det samme med Konstantin. De var nok de.. ældste af slagsen et sted, og det var noget som hun faktisk var ganske stolt af, også fordi at de havde formået at holde så lang tid og faktisk havde opnået så meget, så de havde helt klart skrevet sig ind i historien, hvilket hun var frygtelig stolt af i den anden ende!
Tanken om at denne mand vandrede rundt i hendes trolovedes klæder, var noget som gjorde hende vred og samtidig.. ked af det, for det indikerede kun at manden måtte være død. Hånden lod hun stille søge ned i sin lomme, hvor hun fiskede ringen roligt op af lommen og tog den på. Det var en ting som hun faktisk var temmelig stolt af, at skulle bære i den anden ende, og hvis han var død nu, så ville hun bestemt heller ikke forkaste mindet om ham, for.. han var jo faktisk det eneste som hun havde haft, og en af de meget få, som hun faktisk havde fungeret med i den anden ende. ”Selvfølgelig burde du vide hvor han befinder sig.. Du vandre rundt i hans klæder,” påpegede hun med en ganske kortfattet tone, hvor det vel også var tydeligt at der var noget bebrejdende over den? Sorgen ville hun ikke skjule, også fordi at hun slet ikke ønskede at skænke ham den tilfredsstillelse! ”Konstantin Rozentas.. navnet vækker vel en tanke eller to?” endte hun ganske kortfattet og med en tydelig spids tone. Tanken gjorde hende vred, for hun var jo slet ikke rede til at give slip på ham bare sådan!
At fortælle om sin titel, var faktisk noget som Malisha gjorde med stolthed, også fordi at det var noget som Konstantin havde hjulpet hende frem med. Hun kneb øjnene fast sammen og med en tydelig fast mine, for tanken om at han var væk, gjorde ondt. ”Jeg vil råde dig til at læse lidt på lektien, før du bliver alt for kæphøj,” endte hun med en ganske kortfattet stemme. At han snakkede om en med hendes loyalitet, så var det hende næsten kun tydeligt at det var Anyalina som der var snak om. At han havde slået hende ihjel, var slet ikke noget som rørte hende is samme grad som Konstantin gjorde det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun knyttede næverne ganske let. ”Du valgte at gravlægge hende? Det var da utroligt.. Det minder på ingen måder om din blodsugende slags,” endte hun ganske kortfattet, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. De plejede jo altid at.. bare lade dem ligge! De havde helt klart forandret sig siden hun var lille, for hun kunne skam godt huske hvad de havde været, og så hvor de var nu!
Vreden som var endt med at blive vendt i retningen af Vladimir og med den samme ganske kortfattede stemme. Nu vidste han jo hvem hun var, men det var endnu ikke gengældt på nogen måde. Hun kneb øjnene let sammen. ”Jeg erkender gerne, at jeg ikke har meget til overs for din slags.. I mine øjne er i kryb.. som skal udslettes fra denne verden,” endte hun med en tydeligt vrissende stemme. Tanken om vampyrer gjorde hende direkte vred, og hun kunne ikke gøre for det! Det var bare.. som var det noget som lå helt naturligt til hende!

[Deleted]

At hun nævnte at Vladimir gik rundt i hendes mands klæder og tilmed fortalte ham navnet, gjorde det hele tydeligt for ham. Han havde slået hendes trolovede ihjel, hvilket han også godt kunne mærke startede en vrede i hende. Han strøg let tungen over hans blege læber, som han kort vendte blikket mod jorden. Han havde været udhungret, manden var kommet ham i vejen og havde ikke været svær at nedlægge, for manden havde allerede haft ondt fra før af, da hans ribben havde været brækket, så manden havde været et let bytte, hvilket han havde draget nytte af, for han havde virkelig været sulten! Han bed tænderne let sammen, som han vendte blikket mod hende. ”Jeg forstår,” endte han roligt, som han kort vendte blikket op mod den store måne. Han havde selv haft sin respekt for Konstantin, den respekt havde været større end den som han havde næret for Anyalina, for Konstantin havde ikke afskyet hans væsen, manden havde selv vist ham respekt, hvilket også var grunden til at han havde gravlagt manden efter at have slået ham ihjel, for det fortjente enhver ædel og respektfuld mand. De kulsorte øjne søgte mod Malishas skikkelse igen, hvor han kneb øjnene let sammen. ”Han er ganske vidst død. Offer for min sult. En stærk og stolt mand. Der var De faktisk heldig,” erkendte han sandfærdigt, som han foldede hænderne bag ryggen. Det var synd at så store folk skulle gå i døden, men ingen levede for evigt, nogle var heldige at overleve længe – som ham – men ingen levede for evigt, det ville han heller ikke selv. ”Jeg har gravlagt ham i jeres by, da jeg var på ‘gennemrejse’. En værdig modstander, fortjener en værdig død,” afsluttede han roligt.
At hun var overrasket over at Vladimir gravlagte sine modstandere, kom ikke bag på ham, for han kunne næsten fornemme at hans race havde skiftet karakter, hvilket han fandt ærgrende og skamfuldt, for hvad pokker var hans race dog blevet til? Tåbelige blodsugere, der ikke gjorde andet end at massemyrde? Det var jo direkte pinligt! ”Jeg er ikke som resten af min slags, jeg kommer fra en tid hvor vampyrer var ædle og respektfulde væsner,” svarede han roligt, hvor han ganske roligt rejste sig op. Han havde godt lagt mærke til at afstanden mellem dem var blevet større, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. Han kunne fornemme hendes vrede og det ville ikke forundre ham, hvis hun ønskede ham død som resten af hans slags. ”Jeg tror snart at resten af din race har det på den måde, du er ikke den første med den mening,” erkendte han sandfærdigt, hvor han droppede den høflige tiltalelse, da det alligevel ikke var gengældt og hun afskyede ham sikkert nu hvor hun vidste hvem han havde slået ihjel. Han lagde armene over kors ved det faste bryst, hvor han kneb øjnene let sammen. ”Fortæl mig.. hvorfor hader du min race? Hvad er den blevet til?” spurgte han roligt og nysgerrigt. Han ønskede at vide det, vide hvad hans race gjorde som var så afskysvækkende, og da hun selv var fra de ældre generationer, så måtte hun jo kende til hans races udvikling.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Vladirmir rendt rundt i Konstantins klæder, hvilket kun måtte indikere for Malisha at manden måtte være død. Hun mærkede knuden i hendes mave, for det var noget som faktisk gjorde temmelig ondt, for tanken om at han pludselig skulle være væk, så stod hun jo faktisk alene, også selvom hun ikke lod det komme til syne i sit blik, for det var slet ikke en ting som hun ønskede at vise ham på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun knyttede næverne, også selvom hun forsøgte at holde det skjult, men det var nu bare sådan at det var. Blikket vendte hun roligt mod søen endnu en gang. Sorgen meldte sig i hendes sind.. at den så skulle melde sig i det hele taget, men hun var nødt til at tackle det, for andet valg havde hun bestemt heller ikke! At Vladimir så havde gravlagt ham, hjalp dog en anelse, men.. det var alligevel forkert. ”Han burde gravlægges blandt sine slægtninge.. og ikke blandt andre usle warlocks på jorden..” endte hun med en mere vrissende stemme. Sorgen holdt hun skjult, for andet alternativ havde hun bestemt heller ikke. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Den var ikke til at se, men hun kunne i den grad godt mærke at den var der. ”Jeg ved godt, at jeg har været utrolig heldig med ham. Vi havde et godt samarbejde om at hjælpe warlocks frem. Han var den eneste jeg kunne stole på..” Blikket hvilede stift på vandet foran hende.. roligt var det, også selvom hun vidste, at det meget hurtigt kunne forandre sig, men det var ikke noget som hun kunne gøre ved. Konstantin var død, og det var bare noget som hun måtte lære at acceptere, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid! Det var virkelig… underligt, at hun pludselig skulle til at være helt alene.
En ting var at han havde slået Anyalina ihjel, for den kvinde havde kun fortjent det! Hun vendte blikket direkte mod ham, som han valgte at rejse sig op, hvor hun fulgte ham meget nøje med blikket. Et sted var vreden kun skyldt for tabet af Konstantin, for han havde jo heller ikke været i form! ”Måske at du er fra en anden tid, men det ændre på ingen måde mit syn af din slags.. Jeg ser kun hvordan I falder i grus.. og jeg har ikke i sinde at hjælpe jer op,” endte hun med en dæmpet og vrissende stemme. Denne gang valgte hun at blive stående. Hun ønskede ikke strid, selvom det som han havde gjort, var mere end grund nok til at hun ville slå ham ihjel, for tanken om det, var noget som gjorde hende direkte rasende! At han ønskede at vide hvad hans slags var blevet til, fik hende til at vende blikket direkte vredt mod ham. ”Tag til vampyrernes by og se det med dine egne øjne.. Du ved hvordan den har været før i tiden.. Prøv at se hvad den er blevet til. Mit syn på det, forklarer det næppe som du vil opleve det,” endte hun ganske kortfattet. I hendes øjne, var de kun usle, men ikke desto mindre, så vidste hun godt, at mange frygtede dem, netop fordi at mange var begyndt at slå ihjel af ren og skær morskab, så var hun bestemt ikke enig på nogen måde overhovedet! Han havde gjort hende noget, som han aldrig burde have gjort, netop ved at tage Konstantins liv! ”Jeres slags er ikke andet end ækle kryb i mine øjne.. Måske mange frygter jer, for jeres mere.. spontane og morderiske natur, men ikke mig.. Jeg skal have fundet Konstantin, så du må have mig undskyldt..” afbrød hun ganske kortfattet, som hun bare.. vendte om og begyndte at gå. Hun satte kursen direkte mod deres by.

[Deleted]

Vladimir havde manglet tøj og Konstantins størrelse havde mindet lidt hans egen, og da manden var død, så havde det været logisk at tage hans klæder, så han ikke rendte nøgen rundt. Han havde dog alligevel valgt at gravlægge ham, så han i det mindste ikke bare lå og flød, skønt han sådan set var ligeglad. Warlocks havde altid været i stor konkurrence med vampyrerne. Han havde aldrig rigtig brudt sig om racen, fordi de altid havde haft deres snobbede attitude, en attitude som kun deres magi tillod dem, for uden deres magi var de ingenting, så med andre ord kunne de ikke andet end deres sølle magi, det var den som gjorde dem særlige, selvom de i hans øjne ville være mennesker som resten af menneskeheden. Hans sorte øjne faldt på hendes skikkelse som hun kommenterede hans gravlæggelse af hendes mand. Han forstod godt at hun hadede ham for at have slået manden ihjel, det var vel naturligt? Det gjorde det også kun tydeligt at han betød noget for hende, ikke fordi han havde dårlig samvittighed, for manden havde faktisk haft noget udsøgt blod og fordi han havde været en stærk og høj mand, så havde han også mættet hans store sult, så manden var faktisk kommet ham til gavn. ”På trods det var et arrangeret ægteskab, er du endt med at elske ham,” konkluderede han roligt, hvor han trak let på smilebåndet. Det var faktisk sjældent at man så et lykkeligt ægteskab når det var arrangeret. Nogle lærte at elske hinanden, andre afskyede deres ægtefælle. ”Anyalina fortalte godt at jeres race er blevet ført frem. Det er en skam du ser ned på hende, for hun var dig loyal til sidste ende. En værdig kvinde, jeg vil næsten kun finde dig dum at smide en så stærk allieret bort, og landsforvise hende, det kostede hende livet,” endte han kortfattet. Det var næsten lige før at han bedre kunne lide Anyalina end han kunne Malisha, for måske Anyalina havde hadet og afskyet hans væsen, men kvinden virkede snart mere ædel end det som Malisha gjorde.
At Malisha fortsatte med at tale ned omkring Vladimirs væsen og end ikke ville fortælle ham omkring dem, fik ham til at lægge armene over kors ved det faste bryst. Hvorfor skulle alle de som kunne fortælle ham alt, ikke gide fortælle ham noget som helst? Det var noget som var ved at irritere ham. ”Jeg ville gerne søge dertil, men det er desværre umuligt for mig. Desuden så er mit had til en enkelt vampyr lige så stort som dit had til min race,” svarede han kortfattet. Han ville have fingre i Alexander og når han gjorde, så ville helvedet bryde løs! Han kunne desværre ikke tage dertil endnu, det ville simpelthen være dumdristigt og en selvmordsaktion, for han havde brug for alliance, han havde brug for hjælp, som han havde brug for at finde ud af alle ting før han gjorde noget som helst!
Som hun vendte ryggen til Vladimir, valgte han at gøre en hurtig bevægelse, hvor han dukkede op foran hende. ”Ved du ikke at man aldrig skal vende sin modstander ryggen?” spurgte han, hvor et lumsk smil gled over hans blege læber. ”Desuden så skal du ikke glemme hvem der i sandheden er den barbariske race. Nemlig jer warlocks. I har denne snobbede, arrogante attitude, som I tror giver jer magt, og glem ikke hvem det er som gør andre racer til jagtede dyr. Tag at kig på horrorerne. De er klodens stærkeste væsen, fordi din race og alkymisterne frygtede dem, valgte I at gøre dem til jagtede bæster,” svarede han kortfattet, som han blev stående foran hende og afspærrede hende vejen.