One last night..?

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent, hvilket også var det eneste tidspunkt, hvor Pharrel faktisk kunne bevæge sig udendørs. Selvom det var mørkt, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel for ham, for han var blind.. Efter hans møde med Samuel, da han skulle straffes for børn udenfor ægteskab, havde det kostet ham hans øjne. Han fortrød det ikke, men der var nu ikke noget som han kunne gøre ved det. Han bevægede sig frem med list. Efterhånden var han blevet så vant til at færdes i skoven, at han efterhånden næsten kunne sige, hvor han var henne i verden, og det var en tanke som efterlod ham med en tydelig trøst et sted. Hans lange finger gled roligt op af et af stammerne på træerne, som han var lige i nærheden af.. Han kunne nærmest mærke hvor han var efterhånden. Et stille smil passerede let hans læber. ”Højen..” endte han dæmpet for sig selv, som han roligt valgte at fortsætte. Så lang tid han vidste hvor han var henne, så kunne han også sagtens finde vejen tilbage igen til Giselle. Han var kommet tæt ind på hende, og hun hjalp ham med det som var besværligt nok, nu hvor han intet kunne se.. end ikke månen eller stjernerne, var synlige for ham. Alt var virkelig bare mørkt.. han var vant til det, men selv han kunne savne at se Giselles umådelige smukke ansigt, også fordi at det var ved at være så længe siden nu!
Det blæste mildt, men han var jo end ikke i stand til at føle kulden mere.. Efter han var blevet spide, så havde hans liv, virkelig også taget noget af en ændring, men han var efterhånden ved at være temmelig vant til det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han endte med at stoppe op og bare lyttede. Han kunne høre uglerne, og det var noget som faktisk gjorde ham rolig, også fordi at det var noget som efterlod ham med en følelse af ro og faktisk det at være tryg. Han smilede let for sig selv, som han roligt endte med at sætte sig ned på skovbunden under ham. En anelse kølig, men det var jo trods alt også ved at være sent, men det var ikke noget som rørte ham. Om natten kunne han vel være tryg? Selv i Procias? Det var jo ikke ligefrem et sted for hans slags længere, så et sted så var han jo end ikke bange for at det skulle gå galt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Mørket var for alvor faldet på. Det var flere timer siden at Liya havde valgt at forlade hytten, og sin søn som næsten havde siddet i en trance med sin kære musik. Det var startet som en god dag, primært fordi hun havde fået et par timers søvn sammenhængen, og Jophiel havde været i et storslået humør, hvilket var endt med at smitte af på hende. Luften omkring hende, havde kun gjort det hele meget bedre, lige til hun var endt med at støde på.. Thayne. Hun strøg mellem de efterhånden prægtige træer. Hendes kjole og hænder var fuldkommen tilsølet i blod, alligevel var hun underlig rolig. De mørke øjne var fuldkommen tomme og uden form for liv, hun så frem for sig. Hendes hænder skælvede ikke længere. Kniven sad under kjolen i en hofteholder, den bar hun med sig i tilfælde af at noget skulle ske. Desværre ville mere have mere, og nu var hun blevet lettet for den ulidelige smerte hun bar rundt på, om ikke andet så for en stund. Hun havde hele tiden vidst at den dag hun faldt i, ville hun ikke kunne kontrollere det, for hende var det som en rus, en flugtvej hvor hun kunne søge ro i sindet ved at overtage den magt som hun fik en kort stund. Grenene knækkede under hendes nøgne fødder, der efterhånden var blodige efter at have vandret i flere timer.
De mørke lokker indrammede hendes ansigt, uglet og vildt, det var lige før hun allerede lignede en hjemløs. Det var blevet koldt, men Liya bed sig ikke mærke i at hun faktisk frøs. Tankerne var ganske simpelt, helt andre steder henne. Hun kunne ikke vende hjem nu, for Jophiel ville se på hende med væmmelse og afsky, og hun tillod ikke længere sin egen søn, at skulle stå som den voksne, når det burde være hende som passede på ham. Det var ikke fordi hun gjorde sig umage for at se hvor hun gik, og nu hvor det efterhånden var blevet temmelig mørkt så tog hun sig slet ikke af det. Hun trådte ned fra en bredre gang lige før højen, og faldt over noget stort og blødt. ”Av,” mumlede hun stille som hun faldt direkte ned på den ru skovbund med knæene. At hun faktisk var endt med at falde over en person, var slet ikke noget som var gået op for hende endnu.

[Deleted]

Lige hvad det var, Pharrel havde at forvente sig af denne aften, var slet ikke noget som han havde det mindste anelse om. Lige der kunne man vel snildt sige, at han var… lykkelig uvidende om den kommende død som hvilede lige rundt om hjørnet? Han havde valgt at sætte sig ned, kun for at nyde kærtegnene af den blide vind, for selv en som ham, havde brug for at skulle trække lidt luft til tider, også fordi at det ikke var noget som skete så ofte, også fordi at han ikke kunne klare sig selv.. Han kunne absolut intet se, selvom der nu heller ikke var noget at gøre ved det. Tungen strøg han let over de tørre og blege læber, som han lagde hovedet let tilbage.. Det var også der at duften af blod, for alvor måtte træde til i hans næsebor, hvilket automatisk var noget som fik ham til at reagere, for det var helt klart ikke dyrisk som det han var vant til at spise.. Det hele hvilede i den kraftige duft, og det var selvfølgelig noget som også gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i det store og hele! Han nåede kun lige at rette sig op, idet at noget faldt over ham, hvilket næsten tvang ham mod den ene side. Han vendte blikket direkte.. Jovist.. duften var virkelig blevet kraftig for ham, så det måtte komme fra hende af! ”… Blod..” endte han næsten med en længselsfuld tone i hans stemme, som han næsten automatisk endte med at blotte tænderne. Umiddelbart havde der ikke været særlig mange i hans liv, som kunne holde ham bare lidt under kontrol, men nemt havde det bestemt ikke været for ham af den grund! Han knyttede næverne let, som han valgte at rejse sig. Han kunne ikke se hende, men han kunne høre hende, han kunne dufte hende og han kunne fornemme hende utrolig tæt på sig, så han havde jo trods alt også mange andre fordele, men hvis der var noget som han bestemt heller ikke ønskede sig, så var det da helt klart, at folk skulle blive opmærksom på at han faktisk var der, for det var slet ikke noget som ville hjælpe ham i det hele taget! ”Du burde slet ikke være herude..” endte han dæmpet og langt mere sammenbidt. Det var duften af blod som gjorde ham helt kuldret, for det var virkelig, virkelig ved at være lang tid siden, at han havde været i nærheden af noget som i det hele taget kunne betegnes som friskt, og dette kunne da ikke blive mere friskt end det var fra før af!

[Liya Daimond Diamaqima]

De fleste stod op om morgenen fuldkommen uvidende om hvad dagen ville bringe, ligesom hun selv havde gjort i dag. Solen havde ramt hendes ansigt, det var varmen som i virkeligheden havde vækket hende, som et blidt kærtegn. Hun havde aldrig troet at hun ville vandre rundt i skoven, sølet til i venskabeligt blod. Hun turde slet ikke tænke på hvad Nathaniel tænkte om hende. Hun lå i den hårde skovbund og ømmede de nye sår der var kommet til efter hendes fald. Roligt vendte hun sig, så hun lå på ryggen og støttede med albuerne. Først her gik det op for hende, at hun ikke var alene. De uskyldige, mørke øjne betragtede ham en smule forundret. Hans blik virkede direkte tomt og fjernt, hun var slet ikke i tvivl om, at han slet ikke kunne se hende, men han kunne tydeligvis dufte hende. Hendes hjerte slog mere fast. Blikket faldt på de sylespidse tænder som han måtte komme til syne. Visse steder var blodet endnu ikke helt tørt, men hun havde ikke regnet med at det ville blive et problem i Procias. Hun så op på ham, og trak stille kniven frem fra hofteholderen, mest fordi det foruroligede hende at se en hugtand midt i skoven, som ikke var Jason eller Jacques. ”Jeg... Jo det er mit hjem,” endte hun med en direkte uskyldig tone. Hun havde i den grad ret til at være der, eftersom skoven jo havde været hendes hjem i frygtelig mange år. Hun knyttede kniven i hånden. Dyr havde hun aldrig brudt sig op, de var utilregnelige, og uden for den magt som hun plejede at stå med. Hun skubbede sig en smule væk fra ham, for at aflægge en større afstand, hun brød sig ikke om at det var blodet han bed sig mærke i som det første, for det sagde jo lidt om den selvkontrol han var i besiddelse af. Hun så på sine hænder, selv de var smurt ind i blod efter det hun havde gjort ved Thayne. Det var stadig svært at tro, at hun havde givet efter for den sult som hun bar, men der var ikke meget at gøre ved det nu, slet ikke efter at stenene var faldet fra hendes bryst, og atter tillod hende at ånde.

[Deleted]

Hvem kvinden var, var slet ikke noget som Pharrel havde nogen anelse om, men.. hvorfor gjorde det nogen forskel? Det var duften af blod som ramte hans næse, og det var noget som virkelig måtte rive i det bæst i ham, som han endnu ikke havde lært at kontrollere til fulde, for det var jo ikke ligefrem noget som Giselle kunne hjælpe ham med, men han forsøgte virkelig efter bedste mening, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham på nogen måde overhovedet! At hun fandt våben frem, var jo trods alt ikke noget som han kunne se eller fornemme, for han var ikke noget andet end et væsen som ikke kunne se, men var direkte afhængig af de andre sanser, så et sted så.. udgjorde han vel heller ikke ligefrem den største trussel, gjorde han? Han vendte blikket omkring, også fordi at han forsøgte at lokalisere hende ordentligt, også fordi at det virkelig ikke var helt nemt, for han var stadig var temmelig ny indenfor det, og han var nødt til at arbejde med det små skridt af gangen, ellers endte det kun med at gå galt for alvor, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde overhovedet! ”Som det også er mit hjem,” påpegede han sigende. Lige der var de jo trods alt i samme båd, også fordi at han faktisk slet ikke ønskede at lade sig blive fremstillet som en trussel, for han ønskede egentlig bare muligheden for at leve i fred og fordragelighed sammen med hans kære Giselle. Den kvinde var jo trods alt.. alt for ham lige i denne stund, og det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo sådan at det endelig måtte være i det store og hele. Tungen strøg han let over sine læber. ”Du… du dufter så skønt.:” Han endte med at tage et skridt mod hende, nærmest i trance over det som han kunne fornemme fra hende – blod, go det var noget af det bedste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde aldrig set denne mand nogle steder i skoven, og hun spekulerede heller ikke synderligt over hvem han var eller hvor han kom fra, det betød intet. Pointen var at han havde sylespidse tænder som ikke hørte til her, også selvom det måske var dobbelt moralsk for hende at sige. Under alle omstændigheder, så skræmte det hende, at han virkede så forbandet hypnotiseret af duften af blod som hun bar på sig, det kunne meget hurtigt ende galt for hendes vedkommende. Hvad ville der ske hvis han rent faktisk nåede at bide hende. Han var blind hvilket om ikke andet hjalp hende lidt. Som han trådte tættere på, skubbede hun sig selv længere bagud, til ryggen mødte et træ. Hun var fuld af skræmmer, hvilket også lækkede en smule af hendes eget blod. Hun tog ikke blikket væk fra ham. ”Jeg.. jeg dufter af blod. Du er nødt til at blive væk!” endte hun næsten direkte febrilsk, og knyttede kun kniven mere ind i sin hånd, for at være sikker på at hun ikke tabte den. Hendes nervøse hjerterytme og lugten af blod måtte være fristende for en mand som tydeligvis ikke havde lært at styrer det bæst i ham endnu. Hun burde måske ikke dømme en blind mand på baggrund af det som han kunne lugte, eftersom det nok var det eneste middel han rigtigt havde at gøre godt med, men hun brød sig bestemt ikke om tanken, det var jo næsten som at være tilbage i Dvasias. Hendes knæ sved efter de små rifter som grenene havde lavet. Det var bestemt ikke behageligt. Pludseligt følte hun sig næsten.. utryg.. det var nok første gang i Dvasias, men hun var nok stadig meget sårbar ved tanken om at hun faktisk havde begået endnu et mord, go sandsynligheden for at hun blev tvunget til at falde i igen, var netop blevet en hel del større. Hun så op på den mørke himmel. Jo der var helt sikkert pludselig nogle klare træk fra mørket.. drømte hun? Hun nev sig i armen uden at der skete det mindste. ”Bliv væk fra mig!” udbrød hun endnu engang, og trak benene op under sig. På mange områder var hun stadig den lille, sårede pige, og hun ønskede slet ikke at grave dybere for at komme videre til de stærkere år.. hun vidste hvad det krævede, men hun var nødt til at holde sig ren for sine børns skyld!

[Deleted]

Pharrel havde faktisk formået at holde sig på måtten igennem et godt stykke tid, men det ændrede ikke på det faktum, at der bare var visse ting i hans liv, som end ikke Giselle kunne hjælpe ham med. Han holdt sig i skoven, for ikke at ende med at blive fristet til at springe på andre. Folk vidste jo ikke engang at han var der, så han havde vel også været okay til at skjule sine spor på sin vej? Et sted ganske imponerende med tanken til at han faktisk slet ikke var i stand til at se noget som helst. Han sniffede let i luften. Han kunne dufte hende, og det var mere end nok til at gøre ham helt kuldret! Det var ikke det dyreblod som han ellers var blevet så vant til, men det ændrede dog ikke på det faktum, at det slet ikke kunne mætte ham! Ikke ordentligt! Tænderne forblev blottet, som bæstet tydeligt måtte træde frem i ham, hvor hendes febrilske og paniske stemme på ingen måde, var noget som gjorde det nemmere for ham, hvor han vendte blikket direkte mod den – nu var hun jo først for alvor blevet lokaliseret! ”Det dufter jo så.. skønt..” Endnu en gang tog han et varsomt skridt mod hende, selvom han var varsom af den grund, for det var han jo direkte nødt til at være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun stod med våben i sine hænder, vidste han ikke.. Han var jo trods alt blind og han var ikke vant til at kvinder faktisk bar våben i det hele taget, så hvorfor skulle han skænke det nogen tanke i det store og hele? Et svagt hvæs endte med at komme fra ham.. Hun var bange for ham, og det var noget som han kunne fornemme i hendes tone, og det var bestemt ikke ligefrem fordi at det var noget som hjalp ham til at holde sig på måtten, for det gjorde det bestemt ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han endte med at vende blikket direkte mod hende, hvor han blev stående, kun for et ganske lille øjeblik. Han var nødt til at være sikker på at han ikke ramte ved siden af hende, for det ville jo bare være frygtelig, frygtelig pinligt set i hans øjne, det var helt sikkert! Han hvæsede endnu en gang, som tænderne endte helt blottet. Med hænderne foran sig, så endte han med at hoppe direkte mod hende, kun for at tage fat omkring hendes overarme, for at holde hende fast, idet han forsøgte at bide sig fast i hendes hals. Han kunne virkelig ikke styre sig selv!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var svært ikke at blive bange for ham, når han stod og virkede som han var i en trance. Hun slap ham ikke af syne på noget tidspunkt, hun vidste hvor utilregnelige hans slags kunne være. Liya trykkede sig op af det store træ bag hende, som forsøgte hun at slippe yderligere væk fra ham. Man kunne vel roligt sige, at dette om ikke andet ikke ville blive hendes skyld? Det værste var næsten at han virkede frygtelig rolig. Hvad pokker lavede han i det hele taget i skoven, hvis han ikke kunne styre sig selv? Hun så sig selv stikke kniven i Thayne og forkastede tanken. Hun var nok den sidste der skulle dømme en mand, særlig taget i betragtning af at han var handicappet. Eftersom hun sad i sine egne tanker nåede hun end ikke at agere, før tænderne sank ned i halsen på hende. Hun gav et halvkvalt skrig fra sig, og forsøgte at vride sig under hans vægt. Bidet var forfærdeligt smertefuldt, også selvom hun ellers altid havde hørt at et vanpyrbid skulle være det stik modsatte? Hun vred sig kraftigt og gispede efter vejret. Hendes pupiller havde trukket sig sammen. Det var ikke fordi det var gået op for hende, at han ikke var en vampyr, det kunne være svært at kende forskel særligt i mørket. Selvom det krævede enorme kræfter, så huskede hun det skarpe våben i sin hånd. Hun tænkte ikke over hvordan hun ramte, men stak det en gang mod ham, og derefter igen og igen som havde det været en mekanisme. Hun var faktisk ikke engang sikker på at hun ramte i det hele taget, for hendes tanker var helt andre steder henne. Hun forsøgte atter at skubbe ham bort, det var som sylespidse nåle der jog gennem kroppen. Et sted håbede hun vel næsten at det ville tage livet af hende, at smerten ville være så ubærlig? Tanken om atter at se Nathaniel for sig.. det ville nok ikke ske, for hun vidste trods alt allerede hvor hun ville ende henne, hun havde været der før. Hun gav sig til at sparke, slå, alt hvad hun kom i tanke om, også selvom biddet hindrede nogen form for styrke.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Pharrel ønskede problemer, for han havde virkelig gjort alt hvad han kunne, netop for at undgå det! Han ønskede bare et fredeligt liv sammen med hans elskede Giselle, og der havde hun virkelig også været ham en kæmpe hjælp, så det var jo slet ikke det. Det var noget som han faktisk var utrolig glad for i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Hans arme holdt hende fast og tæt ind mod sig, idet at han lod tænderne synke direkte ned i hendes hals, hvor han valgte at bide sig fast. Måske at han ikke var en typisk vampyr, men en spide, men han handlede stort set ud fra det dyriske og nu hvor han var så tæt på noget levende og noget.. menneskeligt, som han faktisk kunne sætte tænderne i, uden at blive efterladt med en samvittighed, så var han bestemt heller ikke den som sagde nej tak til det, det var helt sikkert! At hun havde det våben i sine hænder, var først noget som for alvor gik op for ham, som hun direkte begyndte at stikke til ham, som havde han været en nålepude. Han gispede kraftigt, som han næsten automatisk blev tvunget til at slippe hende. Hendes kniv havde ramt ham i bryst, mave og direkte ved hans hjerte, hvor det også havde fået fatale følger. Hans pupiller trak sig direkte sammen. ”N-nej… G-Giselle..!” Han endte med at ryge direkte i jorden under smertende gisp, idet han bed tænderne fast sammen. Hans hud endte fuldstændig ligbleg, hvor han nærmest tog blik som havde han ikke været noget andet end et indtørret lig. Hovedet lagde han direkte ned i jorden, som hans krop faldt slapt hen. Huden så nærmest ud til at klemme omkring hans knogler og hans skelet, idet at han gled direkte i døden. Denne gang uden at være i stand til at vågne igen.

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya gispede efter vejret idet han endelig måtte slippe hende. Det gik op for hende at hun havde ramt. Kniven var sølet i blod, ikke rødt men sort. Hun greb omkring sin hals der blødte temmelig kraftigt. Hendes øjne blev våde. Hun kunne ikke dø nu. Hendes hænder skælvede. Hun følte sig træt og tærret for energi, men hun måtte væk herfra. Det lettede hende direkte at han valgte at trække sig. Hvem han kaldte på havde hun ingen idé om, hun kendte ingen kvinde ved det navn. Det indsukne lig der pludselig lå der foran hende, fik hende til at krympe sig. Denne gang føltes drabet ikke lettende overhovedet. Hun trak kniven til sig, og skar det ene ærme af hans klæde, så hun kunne binde det forholdsvist stramt om halsen. Hun var nødt til at fortsætte. Denne del af skoven kendte hun ikke synderlig godt, men hun havde ofr pokker ikke vidst hvor skridtene førte hende hen. Tårerne trillede ned over de blege kinder, som hun førte kniven op under kjolen og stirrede på det uhyggelige lig. Selvom fødderne var bare og skadede efter de efterhånden mange timers vandring. Hun lød. Alt hvad hun kunne, forlod hun stedet hvor hun netop havde slået endnu en ihjel, hun forstod det ikke, for hun havde virkelig forsøgt at holde sig i skindet, for at gøre Nathaniel stolt. ”Det var ikke min skyld, det var ikke min skyld..” hun fortsatte den samme sætning for sig selv, en smule stakåndet fordi hun løb samtidig. Det hvide stop om halsen blev hurtigt malet rødt af blod, hun var drænet for energi. Hun burde finde hjem, men det var slet ikke en tanke som strejfede hende, og før hun vidste af det nåede hun udkanten af skoven.. men fortsatte.

//OUT