Not expected!

[Deleted]

Camryn elskede tanken om at have mødt Jacques' vej igen. Hun tog det klart positivt, fordi han lignede en der havde brug for nogle. Og den ville hun gerne være. Om ikke andet havde Marcianus virkelig også manglet Jacques og havde i lang tid spurgt efter ham i den første tid, Jacques var stoppet med at komme. Hun bed sig let i læben og kiggede væk fra ham endnu engang. Nu sad hun dog tættere på ham, næsten overarm mod overarm. Dog ikke helt, de berørte ikke hinanden. Tankerne strøg let rundt i hendes hoved og hun overvejede hvad der kunne ske fra nu af. Ville Jacques komme ind i deres liv igen eller ville dette blot blive et møde, og så ville de skilles igen for lang tid. Det ville dog gøre ondt, at vide. At have set ham, set ind i ham. Hun blinkede let med øjnene og så ned på sine knæ, som hun havde bøjet let igen. Hænderne hvilede dog på knæene, fremfor at virke som låsemekaniske omkring dem. "Det vil du… Jeg skal nok stå der Jacques, hvis du bare lader mig," sagde hun stille og så op på ham. Hun strøg hendes hår let om bag sit øre og smilede sødt op til ham, med et hvidt og blankt smil. Hun ville gerne stå for enden af hans mørke tunnel og lyse den op, hvis hun kunne! Hans næsten glædelig stemme var nu noget der gjorde hende lidt glad. At høre ham sige hendes navn lød rart i hendes øre og det beroligede hende et sted. "Ja det er," sagde hun. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans overarm og strøg den let og prøvende, blot for at se hvor medtaget han var. "Tak. Jeg er ved at gøre alt i stand," sagde hun stille til ham. "Dørene er altid åbne for dig," afsluttede hun og med en ærlig tone. Ordene var ikke tøvende på nogen måde.

[Deleted]

Jacques vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre, og det var en tanke som ene og alene, faktisk tog hårdt på ham. Det var tidskrævende, og han brugte uendelig meget energi på det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som hun sad der ved siden af ham, også selvom det slet ikke virkede som… hun turde at røre ved ham, hvilket faktisk var noget som gjorde ondt selv set i hendes øjne, men det var nu bare sådan at det var. At hun ønskede at lysne lidt op i hans dagligdag, var en tanke som faktisk gjorde ham glad, for det var virkelig også hvad han havde brug for lige nu, for han havde intet lyst at tænke på, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og den tanke var noget som gjorde ham temmelig ubehageligt til mode, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Det.. det ville virkelig betyde uendelig meget for mig..” endte han med en ganske dæmpet stemme, hvor det vel også var tydeligt, at han faktisk mente det hele i alvor i det store og hele? Han var virkelig, virkelig glad for at hun var der, for hun var vel også noget af det eneste som han faktisk kunne sige sig at have tilbage nu. At hun havde fået sin titel og sin herregård, var noget som glædede ham, for det måtte betyde at Sonic og Ilaria var ude af billedet, så var det hele jo for alvor ved at lysne op for Procias! At hun direkte sagde at dørene var åbne, var noget som fangede hans opmærksomhed, ligeså at hun sad og strøg ham over hans overarm, for det gjorde ham rolig et sted.. Hun var så rolig omkring ham, og med intet som virkede til at være af frygt, hvilket var noget som virkelig glædede ham i det store og hele. ”Jeg.. jeg vil ikke trænge mig på, Camryn..” endte han med en ganske sigende mine, som han vendte blikket mod hende. Han stoppede hende ikke. Han kunne faktisk godt lide at hun sad der og faktisk puslede lidt om ham, for det var hun den første som gjorde.

[Deleted]

Camryn ville ikke gøre ham ondt, for hun var bange for at han for ondt til at blive berørt. Men det var også som om han nu ikke tænkte over at Marcianus lå der, måske, han slet ikke var så medtaget som hun troede? Ellers var han bare utroligt god til at holde det hele inde, det måtte hun virkeligt indrømme for sig selv. Det var utroligt hvis han havde så ondt, men kunne bide det inde på grund af hendes kære søn. Hun trak vejret dybt og roligt. Hun frygtede ikke Jacques, men var blot bange for at gøre ham ondt. Det ønskede hun jo ikke, hun ville jo kun lyse hans hverdag op! Hvis det da var muligt, for det virkede til at han virkeligt havde haft det hårdt. Hun blinkede let med øjnene og bemærkede hvor rart det egentligt var at mærke ham så tæt igen. Hun tænkte slet ikke over hans ansigt, men at han i det hele taget bare var skadet. Og hun ønskede at hun kunne pusle det væk. Nusse lidt på det og så ville de svinde ind. "Det var godt," sagde hun til ham. De blå øjne var ikke noget han ville have set, men han behøvede heller ikke at kommentere det. Det ville dog være sjovt når han lagde mærke til det, stille spørgsmålet om hvorfor. Men hun ville ikke kunne svare, fordi at det var slet ikke et svar hun havde. Hun kunne selvfølgelig prøve at studere lidt i det, men det var jo slet ikke sikkert det overhovedet ville føre til et resultat der var brugbart! "For jeg vil står der, Jacques, det vil jeg," sagde hun dæmpet. Nærmest lovende, for hun ville ikke give slip på ham, hvis han bare lod hende. Og ikke gik fra hende igen, hun var ikke sikker på hun kunne tage det ligeså let anden gang som hun havde gjort anden gang. Hun vidste det ville betyde så meget for ham, så derfor var hun nu også håbefuld nok til at tro, at han ikke ville gå igen. Hun ønskede sådan for ham at alt hans smerte var væk! Hun sendte ham et sødt smil. Det var egentligt rart at sidde her, bare ganske stille. Hun kunne se at Marcianus bare slappede fuldstændigt af i Jacques arme og det glædede hende utrolig meget, for det betød noget for hende også. Men det betød alverden for Marcianus, det vidste hun at det gjorde. Hun rystede fast på hovedet og kiggede på ham med et bestemt blik. "Du trænger dig aldrig på Jacques. Tvært i mod," sagde hun stille og strøg hans arm fortsat, så han kunne mærke det lidt mere. Bevægede let hånden frem og tilbage over hans overarm. Det sitrede helt i hende at mærke ham. Hun mente hendes ord, det ville være hende det modsatte af at trænge sig på. Hun havde jo faktisk brug for ham, om ikke andet, så havde Marcianus også. De havde begge to lige stort brug for ham. Hun smilede let og nussede hans arm ganske blidt. Lod hånden lægge sig stille og bevægede tomlen frem og tilbage i stedet.
Marcianus lå bare fuldstændigt stille og slappede af. Nød bare Jacques favn så længe han kunne, for et sted, var han også bange for at der ville gå lang tid igen.

[Deleted]

Jacques havde brug for en vis tryghed, som han ikke rigtigt vidste hvor pokker han skulle finde henne, og det var en tanke som i sig selv, kunne gøre ham en anelse usikker. Han vidste at han så forfærdelig ud, og hvis der var noget som han slet ikke ønskede, så var det at blive dømt på hans nye udseende. Der var jo trods alt også grunde til at han ikke tog hjem, for han vidste at han blev mødt med latter i døren af sine mindre søskende, også selvom han vidste at de ikke gjorde det med vilje, men det var noget som de gjorde med vilje, for han så vel også sjov ud? At Marcianus ikke havde påpeget det, var dog en tanke som han godt kunne lide, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. At hun ønskede at stå der og hjælpe ham lidt på vej, ville han ikke sige nej til, for det var noget som han virkelig havde brug for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han kunne ikke alene, og nu hvor han følte at han stod temmelig alene, så.. var det noget som virkelig gjorde vanvittig ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg tror ikke du ved, hvilken betydning det har for mig, Camryn. Det ville virkelig.. virkelig glæde mig,” endte han med en ganske sigende stemme, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Knægten hvilede godt og roligt i hans arme, og det var noget som gjorde ham rolig selv, for han kunne virkelig godt lide det, det var der bestemt heler ikke nogen tvivl om overhovedet. ”I så fald, så er du den eneste der vil. Efter.. ja, ulykken og det som er sket, så.. føler jeg mig lidt.. alene,” sagde han dæmpet, for han vidste jo ikke om hun var klar over, hvad det var at han havde haft at slås med, for det var bestemt ikke så lidt igen. tvæt imod, så var det jo faktisk temmelig meget, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! At han ikke trængte på, var selvfølgelig en tanke som virkelig gjorde ham glad, for han kunne godt lide at få det hele bekræftet, for det var også noget som han virkelig havde brug for! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”Jamen… prøv dog at se mig, Camryn.. Jeg kan kun se med det ene øjne, og jeg ser hæslig ud! Jeg ønsker virkelig ikke at trænge mig på..” endte han dæmpet, og med en stemme som kun indikerede, at han faktisk mente det hele i alvor! Han lod bare Marcianus hvile i hans arme, som han roligt trykkede knægten ind mod sig, og selv bare tog imod Camryns strøg over hans arm. Han kunne godt lide det, og det var noget som samtidig også måtte gøre ham rolig, for det var rart at blive berørt på den måde, også fordi at det ikke var noget som han havde oplevet igennem frygtelig lang tid, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket i den anden ende.

[Deleted]

Camryn ville altid være der for Jacques og nu da hun fik muligheden, så agtede hun også at fortælle ham det. Hun ønskede at vise ham, at hun holdt meget af ham og ønskede at passe på ham, som han også havde gjort utroligt megt for hende førhen. Hun lagde forsigtigt en arm omkring hans, for at holde omkring hans arm. Hun lagde også den anden arm om den, så hun nærmest krammede hans arm. Hun blev mere og mere sikker på at holde om ham og ønskede også at sidde hvor Marcianus gjorde, selvom hun ikke ville fratage sin søn den plads. Så hun blev her på sidelinjen. Hun rykkede også bagdelen lidt tættere ind mod ham og satte sig stort set fuldstændig op af ham, side om side med ham. Hun ville være der for ham med sit liv. Hun smilede stort da han sagde, at hun ikke vidste hvilken betydning det havde. "Jeg tror nu nok jeg kan forestille mig det Jacques. Alt du har gjort for os, jeg ønsker bare at gøre lidt af det op, og jeg vil gøre det for dig," sagde hun blidt til ham og blev faktisk mere og mere glad i takt med at de bare sad her og var i god selskab med hinanden, og Marcianus der var fuldstændig rolig. Men det var jo også klart, når Jacques havde den betydning for ham. Hun var utroligt glad for at sidde her. Det havde virkelig ændret det hele og givet hende en følelse af, at hun ikke skulle være alene med hendes søn længere. Det håbede hun da ikke. Hun håbede virkeligt at Jacques ville komme ind. Hun vædede let sine læber med et tungestrøg og kiggede op mod ham. Den eneste måske. Men også den, der ville gøre det bedst. Det var hun helt sikkert på. Hun ville bekræfte ham i, at han virkelig ikke ville være en byrde. Snarere det komplet modsatte, en stor hjælp og glæde! "Du er ikke alene, Jacques," sagde hun til ham, "du har os." Med vilje brugte hun os, for Marcianus havde han jo også. Hun smilede stort for sig selv. Hun kiggede op på ham da han begyndte at protestere over hendes ord. Hun strøg ham stadigt over armen, selvom hun nu sad og krammede den, for at mærke ham lidt tættere. Hun kiggede direkte på ham, så han kunne se det. Hun ændrede ikke ansigt på grund af det. "Jeg har kigget på dig Jacques og det berøre mig virkeligt ikke!" sagde hun bestemt. "Du ser fin ud. Du er jo bare Jacques, min Jacques. Marcianus' Jacques. Du vil aldrig trænge dig på, det modsatte hellere, som jeg dog ikke har ord for," sagde hun til ham og så endnu på ham, for at lade det være understreget.

[Deleted]

Et sted så havde Jacques vel bare brug for at få bekræftet, at han faktisk kunne bruges endnu, selvom han ikke havde gjort andet end at miste? Han havde ikke bare mistet Yasmya, men også sin egen lille søn Emanuel, hans mor var afgået ved døden, hans far havde ikke tid til ham og nu efter ulykken, som faktisk havde kostet ham synet på det ene øje i hvert fald, så følte han virkelig at han havde ramt bunden, og det var noget som gjorde et ekstremt ondt. Camryn havde altid haft en utrolig betydning for ham, og det var bare sådan at det var i den anden ende. Som hun direkte satte sig tæt nok på ham, til at hun kunne kramme hans arm, var noget som svagt fik ham til at smile. Han begyndte varsomt at vugge den unge knægt i sine arme, for det var rart at have dem ved sig, for selv i hans øjne, så var det en tryghedsbase som han ikke havde mistet, og det var virkelig noget som han rigtig godt kunne lide! ”Du får det til at lyde som jeg har gjort så utrolig meget for jer, Camryn. Jeg.. kan da næppe have gjort så meget. Jeg har jo bare.. hjulpet jer.. når jeg har haft muligheden,” sagde han med en dæmpet stemme, for det var jo bare sådan at han havde det med det hele, så det var jo selvfølgelig noget som gjorde sit for hans del. Han vendte blikket mod hende, som hun sad helt tæt på ham. Han var direkte nødt til at dreje hovedet for at kunne se hende, hvilket stadig var en tanke som han måtte vænne sig til, for det var jo bare sådan at det var. Han smilede ganske let for sig selv. Et sted så var det jo en.. familie.. En familie som stadig ville vedkendes ham, og det var noget som han rigtig godt kunne lide! Alene det at få at vide at han ikke var alene, var noget som faktisk hjalp ham! Han lagde hovedet varsomt ind mod hende. Han var jo stadig præget godt af sit dyriske. Han bed sig en anelse i læben, som han vendte blikket mod Marcianus. Det kunne næsten ligne, at knægten var faldt i søvn, selvom det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. ”I… I betyder virkelig meget for mig,” endte han dæmpet, som han vendte blikket sigende mod hende, for løgn var det bestemt heller ikke. Han vidste bare ikke om han burde tage med hende, eller om han burde lade være, for.. han ville virkelig ikke være på tværs eller noget lignende, for det var slet ikke noget som han selv fik det mindste ud af, af den grund! Han sukkede dæmpet. ”Jeg er smadret indvendig, Camryn.. Jeg kan intet gøre af mig selv.. At klæde mig på om morgenen, er smertefuldt for mig.. Jeg vil virkelig ikke komme i vejen.. Du.. har vel også meget at se til, nu hvor du er grevinde? Med din fars plantager og det hele?” spurgte han usikkert.

[Deleted]

Uanset hvor meget bekræftelse Jacques havde brug for, så ville Camryn blive ved med at fortælle ham at han gjort ret og bekræfte ham, i de ting han havde brug for. For hun mærkede at han havde mistet troen let, var bange for at være hende en byrde og være i vejen. Men sådan var det jo slet ikke, for hun ønskede ham virkelig kun det bedste! Hvor meget han havde mistet vidste hun ikke, men han ville gerne lade ham tale ud om det hele, når Marcianus ikke lige lagde øre til det. Meget kunne knægten høre med, men slet ikke så dybe og personlige ting. Det var noget for kun de 2 alene, når Marcianus var faldet i søvn. Hun smilede blidt og så endnu på ham, ligeglad med hvordan han så ud. Det var Jacques og det var dét, der betød alt for hende. Virkeligt meget endda, det kunne hun tydeligt mærke indeni. Jacques havde faktisk altid haft en stor betydning i hendes liv, lige fra den første dag han var trådt ind i den. Han havde holdt hende oppe. Meget endda. "Det har du da også Jacques. Du har virkelig gjort meget for os. Lige fra da Marcianus var lille, da min far gik bort, til Marcianus var tæt på det. Du har altid holdt mig oppe og jeg vil gøre det samme for dig," sagde hun varmt til ham og lagde hovedet mod hans skulder, hun når hun sad så tæt og krammede sig direkte ind til ham. Han føltes som familie for hende. Ja egentligt var han jo Marcianus' far, selv i hendes øjne. For han havde haft rollen længe, måske uden at være klar over det hele tiden. Men det havde han. Hun smilede, da hun mærkede hans hoved mod sit ligeså. Det føltes rigtig rart, at sidde sådan her og bare nyde den sene aften sammen. Det varmede hendes indre at han sagde de næste ord, for hun var virkelig glad for at deres veje havde passeret igen! "Du betyder også alt for os," sagde hun dæmpet. Hun kunne fint snakke på Marcianus' vegne, det vidste hun da. Hun smilede og lukkede øjnene, som hun følte trygheden af at sidde tæt op af ham. "Du kan finde vejen hjem, Jacques, det kan du gøre af dig selv. Du har brug for tid til at hele og jeg vil give dig den. Du vil slet ikke komme i vejen. Jeg har netop brug for noget afledning, så jeg ikke fuldt koncentrere om de nye opgaver jeg har fået," sagde hun blidt til ham og ikke mindst forsikrende.
Marcianus løftede let hovedet. Han havde fanget hvad dette gik ud på. Om Jacques skulle med hjem eller ej. "Kom med hjem, far," sagde han direkte bedende og med de små dyriske øjne vendt mod Jacques' ansigt.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at det var nemt for Jacques, for han vidste slet ikke hvad han kunne eller ikke kunne, hvad han burde eller ikke burde, og det frustrerede ham! Nu sad han der sammen med dem. Han sad med Marcianus i sine arme, en knægt som han siden start, havde følt sig som en far for, og han havde Camryn ved sin side. Han måtte virkelig erkende at han havde savnet hende, også fordi at hun havde været så god til at holde ham oppe, for det var noget som efterhånden var begyndt at kræve sit, for han var virkelig endt helt nede i kulkælderen! Han sukkede dæmpet og vendte blikket op mod himlen, som Camryn havde lagt hovedet mod hans skulder. Han nød af det, også fordi at det var noget som bekræftede ham som den mand han var, og at han faktisk godt kunne bruges. ”Jamen jeg har jo ikke gjort noget ekstraordinært for nogen af jer,” endte han dæmpet. Han havde vel.. bare gjort hvad alle andre ville have gjort? Det var om ikke andet, så sådan at han følte det, og det var noget som han helt klart også ville stå fuldkommen fast på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket mod hende, som hun blev siddende og krammede hans arm. Det var svært nok for ham at se hende i det hele taget, men hun var der, og det var det vigtigste.
Han trak vejret dybt og vendte blikket tænkende frem for sig. ”Du gør det bestemt heller ikke særlig nemt for mig, Camryn.. Jeg… jeg ved ikke hvor jeg burde være mere..” Han vendte blikket mod Marcianus i hans arme, som han valgte at bryde ind. At knægten ønskede at han skulle komme.. hjem, var noget som virkelig måtte få smilet til at brede sig på hans læber, for det var jo slet ikke noget som han kunne undgå, ikke nu hvor han faktisk måtte have knægten ved sig, for det var jo altid så befriende i den anden ende. Han elskede at tilbringe den tid sammen med knægten, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han endte med at nikke. ”Okay… far kommer hjem,” endte han endeligt, som han havde siddet og tænkt tingene godt igennem, for det var han jo trods alt nødt til. Det ville egentlig ikke gøre ham noget. Han havde jo trods alt en lille familie som han kunne pusles med, og det var en tanke som han godt kunne lide.

[Deleted]

Camryn ville gerne lede Jacques på vej, dog uden at tvinge ham til et valg han ikke ville kunne leve med. Hvis han ikke ønskede dette, så måtte han sige fra. Men det var som om de hørte sammen de 3, som en lille familie. Det havde de i hvert fald fungeret som, trods hun og Jacques ikke havde været sammen. Men han fungerede som Marcianus' far og det gav dem alle et specielt bånd at holde sammen for. Hun betragtede Marcianus' hoved, for det var der øjnene havde det mest behagelige hvilepunkt, sådan som hun sad op af Jacques. Hun trak vejret dybt og trykkede sig forsigtigt ind til ham. Sad faktisk utrolig godt og mærkede trygheden bare fra hans tilstedeværelse. "Du har virkelig hjulpet os på vej Jacques, det har du altså. Det må du aldrig betvivle, for jeg ved slet ikke hvor jeg stod i dag uden din støtte," hviskede hun dæmpet til ham, så han kunne høre det mod hans øresnegl, fordi hun sad jo ganske tæt. Hun lukkede øjnene, for hun var fuldkommen sikker i hans selskab, selvom han ikke var særlig kampdygtig i dette øjeblik, om der skulle komme nogen. Men det tvivlede hun rigtig meget på ville ske, så derfor var hun slet ikke bange for det. Hun smilede let for sig selv, for han ville næppe kunne se det på den måde de sad. Hun havde det rart i dette øjeblik og vidste også at Marcianus nød det, for han var utroligt rolig. Hun gav Jacques lov til at tænke over det, nu hvor hun egentligt havde lagt over på ham et valg. Om at komme hjem eller blive, hvor end han nu havde holdt til. Hun håbede dog bestemt han ville komme hjem til gården, det ville virkelig glæde hende. Så kunne hun hjælpe ham og hun ville være inderligt lykkelig bare han var der. Bare tanken gjorde hende helt blød. Hun grinte let og vædede sine læber. "Undskyld, men jeg… jeg vil jo bare gerne have dig til at indse, at du ingen byrde er," svarede hun ham stille. Det var han slet ikke og hun havde vidst også fået ham til at indse det. Hun skulle nok pusle godt om ham, så han kunne komme sig.
Marcianus smilede stort og så på sin kære far, bad til at han ville komme med hjem. Han havde sådan savnet ham. Han trykkede sig kort ind til ham. "Mig glad," sagde han direkte overlykkeligt, for det glædede hans små øre.

[Deleted]

Tanken om at han faktisk stadig havde noget, var noget som virkelig måtte glæde Jacques på alle måder! Han følte sig temmelig forladt og ensom som det stod lige nu, og det var faktisk en tilværelse som var svær for ham at acceptere i det hele taget, for han havde jo altid været omringet af så mange, men.. ja, han havde jo stadig sin lille familie? Måske at han ikke var knægtens rigtige far, men det var slet ikke noget som havde nogen betydning for ham i den retning, for han holdt virkelig af dem begge to, og Camryn havde jo trods alt også altid haft en utrolig betydning for ham, selvom han nok aldrig rigtigt havde gjort alvor af det. Junior havde jo trods alt været en del af billedet temmelig tidligt, så det var jo heller ikke noget som han havde ønsket at komme på tværs af. Hendes ord var nu alligevel noget som varmede ham, for det var virkelig også det som havde betydning for ham lige i denne stund. Han vendte blikket ganske sigende mod hende med en rolig mine som tidligere. ”Du fremstiller mig næsten som en helgen.. Jeg… jeg har da stadig ikke gjort mere end enhver anden som er dig kær ville.. har jeg?” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod Marcianus igen. At Camryn klamrede sig til hans arm, kunne han godt mærke, for han var øm.. meget endda, men denne gang valgte han bare at bide det i sig, for det føles virkelig godt at sidde der. Han ville faktisk gerne med hjem igen, for det var et sted som han kendte, og hvis hun kunne leve med ham og hans nyvundne handicap, så kunne det vel heller ikke blive så slemt? Marcianus’ reaktion og Camryns lige så, var noget som selv kun måtte gøre ham så frygtelig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han rettede sig en anelse op, som han trykkede knægten godt og trygt ind mod sig. ”Lige nu føler jeg mig som en, Camryn. Jeg pålægger min far for meget ansvar.. når jeg ikke er i stand til at gøre tingene af mig selv.. lige nu i hvert fald..” Han vendte blikket mod hende og med et stille smil på læben. Det hele så dog ud til at lysne alligevel, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig eller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Tak Camryn..” endte han dæmpet, og med en tydelig taknemmelig stemme, for han var virkelig glad for det som hun gjorde for ham! Det var virkelig noget som betød ekstremt meget for ham!

[Deleted]

Camryn ønskede at lade Jacques vide, at han havde de 2. De havde jo faktisk også kun ham, så derfor var det vel næsten også på tide at få en samling på dem igen, så de ikke var på hver sin side af hinanden og altid missede hinanden på alle måder. De burde nu stå sammen om de kommende ting og også for Marcianus' skyld, der virkelig havde manglet Jacques i lang tid. Det var jo faktisk gået ud over hende, selvom hun ikke bearbejdede nogen det. Knægten kunne jo ikke gøre for det, det var et rent instinkt der først skulle trænes og beherskes. Og det var rigtig godt på vej. Der var bestemt ikke mange smuttere længere. Junior havde nok været tidligt i hendes blik og hun havde også været utroligt forelsket i ham, indtil… Deres bryllup og tiden derefter. For efter brylluppet var alt faldet til jorden og så betød det hele slet ikke så meget, som hun havde troet. Den største gave var Marcianus, som hun egentligt hellere ville have at Jacques skulle være fader for. Og den rolle havde han jo indtaget og det havde hun altid syntes, var det mest rigtige. For Junior havde aldrig været der for nogle af dem, men det havde Jacques fuldt ud og derfor var hun ham så taknemmelig. "Du har netop gjorde hvad ingen anden som er mig kær, ville have Jacques, det må du da kunne se. Alt med Marcianus og at holde mig oppe, det har du formået alene," sagde hun modsat af hvad han selv syntes. Sådan følte hun det nemlig, for det var jo sandt i hendes øjne og øre, for det var Jacques der stod tydeligst i hendes huskebog på det punkt. Og det var noget der altid kunne formå at gøre hende glad, når hun blot tænkte over det. Hun sad stadigvæk op af ham. De kunne jo sidde her helt til lige inden morgenen, hvor de måtte søge tilbage til huset. For ellers ville Marcianus da brænde op og det ønskede hun da slet ikke! Han skulle sikres på hans værelse, som hun havde fuldstændig mørkelagt. Hun havde egentligt gjort det samme med sig eget, fordi hun jo havde tilvænnet sig sin søns døgntider, for at kunne være oppe på det samme tidspunkt som ham. Hun smilede stort til ham og blinkede let med øjnene, samt at hun måtte sidde med en dejlig følelse. Hun kunne leve med ham. Om han så var blind, ikke kunne gå eller hvad end det måtte være. Bare det var hendes Jacques, så skulle alt sammen nok gå. "Du kan aldrig være en byrde i det hjem jeg anser for det du tilhører, Jacques, aldrig," forsikrede hun ham endnu en gang og så mod ham. "Vi skal nok få dig på rette spor," sagde hun til ham. Det ønskede hun i hvert fald brændende for ham, for hun ville inderligt gerne at han skulle få det bedre og gerne hurtigt. Men hun ville tage tiden med ham, for det var tydeligt nødvendigt. Og tiden havde hun jo, mens hun genopbyggede den kære Herregård. "Du behøver ikke takke mig, kære Jacques," svarede hun ham blidt, selvom ordene dog varmede hende. For det viste at det virkelig betød noget for ham og hun sad tilbage med en ekstremt god følelse indeni.

[Deleted]

Når det kom til Camryn og Junior, så havde Jacques egentlig bare valgt at holde sig lidt i baggrunden, også fordi at han vidste, at det var en kontrol som slet ikke havde noget med ham at gøre, om det var noget som man ville det eller ikke. Han havde det bestemt ikke særlig godt for tiden og som det måtte stå i dette øjeblik. Han var øm, han var afkræftet og han så ganske enkelt forfærdelig ud, og bevægede sig egentlig kun rundt udenfor, nu hvor han ellers ville være sikker på at der ikke ville være nogen til at se ham. At han jo så skulle støde på lige præcist de to, var slet ikke noget som han havde regnet med! Men dog, så var det en tanke som han faktisk godt kunne lide, for hun gjorde ham faktisk en anelse mere munter end det som han havde været til nu, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg er ikke noget så specielt og så unikt, Camryn.. Jeg.. holder bare af jer, og ønsker jer begge det bedste.. det burde enhver anden som står dig nær også have gjort,” endte han sigende, også selvom det var ord som han faktisk mente, for det andet var jo slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke ligefrem fordi at der var nogen tvivler om det. Han strøg roligt Marcianus over hovedet. Han kunne jo gå rundt i solens lys, men det kunne drengen ikke, så selvfølgelig var han nødt til at tænke tingene lidt mere igennem end det som han havde gjort til nu, men det var også bare en tanke som han skulle vænne sig til, så det skulle nok komme, det var han sikker på. Han endte selv med at rejse sig, selvom det bestemt ikke var helt nemt. Han kom med et svagt smertende gisp, også selvom han blev stående med knægten ind mod sig. Han elskede Marcianus som havde han været hans egen søn, også fordi at han havde været der for knægten, og ville være det for resten af hans liv! Han trak svagt på smilebåndet, som han vendte blikket mod Camryn. ”Hvorfor skal du også altid sige de rigtige ting? Jeg føler mig som en byrde.. jeg er ikke andet for min far.. nu hvor min mor er væk,” endte han dæmpet. Det var nok noget af det som gjorde mest ondt. Det var meget som han havde at slås med, både psykisk og fysisk, og nemt var det bestemt heller ikke, og det var bestemt ikke alt som han vidste hvordan han skulle tackle, og det var bestemt ikke noget som gjorde det nemmere! ”Jo… jo jeg gør.. Det.. det betyder nemlig meget for mig..” fastholdt han med en ganske forsikrende stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hende og med et svagt smil. Han havde det faktisk lidt bedre nu. Igen formåede hun at få ham til at se lidt lyst på tingene! ”Skal vi gå hjem..? Før det bliver for lyst for ham?” spurgte han – tydeligt med hentydning til deres lille dreng.. Deres dreng.

[Deleted]

Camryn tænkte faktisk aldrig på Junior mere, for han havde været ude af hendes liv så længe, at det ikke rigtigt påvirkede hende længere, at det aldrig var gået. Det havde irriteret hende det første år, da hun havde været gravid. Og Marcianus og Junior havde da også mødtes, da drengen var helt lille. Det huskede hendes kære søn dog ikke og det måtte hun ærligt indrømme, at hun faktisk var glad for! For hun så virkelig Jacques som den rigtige til den rolle, så det at han også selv indtog rollen, gjorde hende utroligt glad. Hun trak vejret dybt og måtte smile indvendigt og udvendigt for at udstråle den glæde hun egentligt følte, for det var virkelig rart at have fundet ham igen. Det kunne hun tydeligt mærke på sig selv nu, selvom hun dog havde prøvet ikke at tænke over det, for hun vidste jo han havde haft en god grund! Ellers ville han jo være kommet, det kendte hun ham da godt nok til at vide. "Det er du til mig, Jacques," sagde hun til ham endnu engang. Måske at han bare holdt af dem, men han havde gjort at det som ingen andre havde gjort. Fordi at Junior var gået og han var den næste, der faktisk var kommet ind i hendes liv. Han gjorde anderledes end det hendes kære far kunne have gjort, dog han også havde gjort alt for hende! Hun mente hendes ord, for i hendes øjne, så var han virkelig speciel. Det var han i hende og Marcianus' lille verden, der betød han virkelig alt. Hun var sjældent ude i solen i dagstimerne. Det skete mest om morgenen, da hun ventede med at gå i seng til efter hun havde set solopgangen og morgenen. Og så ville hun sove dagen væk sammen med Marcianus så hun kunne være oppe, når han stod op. For det havde han stadigvæk brug for. I starten havde det været hårdt, men det var også alt værd. For det vedligeholdt deres bånd og han kunne jo heller ikke være oppe selv en helt nat! Nej, det passede bare ikke sammen. Så hun måtte jo gøre det og hun nød det også. Hun rejste sig sammen med ham for faktisk også at støtte ham. Det så noget besværligt ud for ham og han stod jo endda og bar Marcianus. Det var dog slet ikke nødvendigt. "Jeg… vælger dem ikke sådan rigtigt, jeg siger det jo bare som jeg synes det er," sagde hun stille og rynkede kort panden, fordi hun tænkte lidt over det. Hvorfor sagde hun de rigtige ting? Det vidste hun da ikke lige. Hun lod dog panden falde neutralt igen og smilede blot til ham. Hun gav roligt slip på ham og tog om Marcianus, som kravlede over til hende i stedet. Derefter satte hun ham ned og tog ham i hånden. Knægten var faktisk blevet stor jo! Hun holdt ham i hånden, som hun så mod Jacques. "Det ved jeg godt," sagde hun med glimtende øjne og så på ham med et sødt smil. Hun nikkede. "Det skal vi! Har dog ikke fået alt på plads endnu, men har da i hvert fald sengene stillet ordentligt på plads, for at vi kan sove," sagde hun med et let grin og strøg kort Jacques over armen, inden hun begyndte at gå hjem mod Herregården, side om side med dem.
Marcianus smilede let, dog han protesterede lidt over at blive sat ned, men han sagde ikke sin mor imod.

[Deleted]

Jacques havde altid holdt sig lidt på afstand, også selvom han vidste at det ikke ligefrem var det som Marius havde ønsket af dem. Junior havde været en del af billedet, og det var bare ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Lige nu følte han en form for.. lettelse, og det var ikke noget som sagde så lidt på nogen måde, for han havde virkelig manglet det, at få bekræftet at han ikke var en byrde for nogen. Yasmya var ikke længere en del af hans liv, selvom det havde været svært for ham selv at erkende, også fordi at hun.. faktisk kun havde gjort det slut med handling, men den havde sagt meget mere end det som han kunne beskrive med ord, og det var noget som han stadig måtte bearbejde. Han vendte blikket stille mod Camryn, også selvom det var svært nok for ham at se hende i det hele taget, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han bed sig ganske svagt i læben og nikkede. Hendes ord var noget som varmede ham, også fordi at han vidste, at det kun var sandhed. ”Du er mig værdifuld, Camryn,” endte han dæmpet og med en sigende mine, for løgn var det bestemt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At rejse sig, var smertefuldt nok i sig selv, også selvom det efterhånden var ved at blive ganske nødvendigt. Hun var virkelig utrolig dygtig til at sige de rette ting, så selvfølgelig var det noget som selv måtte påvirke en som ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned. ”Måske.. men det er stadig det rette.. og det som jeg har brug for at høre,” erkendte han roligt og med en sigende mine, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn. Han vendte blikket mod knægten som Camryn havde taget ham, hvilket han nu heller ikke havde noget imod, for han var virkelig, virkelig øm over det hele! Han bed sig svagt i læben, også fordi at han ville vise sig som en mand, og ikke en svækling, selvom han vidste, at det lige var hvad han var i dette øjeblik, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. At de virkelig ønskede at han skulle komme med hjem igen, var helt klart en tanke som gjorde ham frygtelig, frygtelig glad, for det var faktisk noget som gav ham en grund til at smile, og det var helt klart noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, var det bestemt heller ikke fordi at det var løgn! Han nikkede. ”Hvis.. hvis du kan hjælpe mig lidt, så skal jeg nok også hjælpe dig, Camryn..” Han hævede hånden og strøg den let over hendes kind. Han havde mange.. intime stunder, som han endnu måtte have lidt hjælp til, og han vidste det jo godt. ”Jeg er lidt.. afhængig af en hjælpende hånd.. og så skal jeg nok gøre det så godt som jeg nu kan for at hjælpe Jer,” endte han sigende og med den sigende mine. Han lod varsomt sin hånd tage omkring hendes hånd, idet at de sammen kunne gå i retningen af herregården. Det som endnu en gang skulle blive hans hjem.

//Out