Not expected!

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften og det var ved at være mørkt, da Jacques endelig var blevet færdig i healerens hytte for denne omgang. Det havde taget ham ekstremt lang tid at komme op på benene efter ulykken nede ved floden, som havde været så tæt på at skulle koste ham ikke bare hans liv, men også Yasmyas.. Og nu havde han ikke set hende siden. Hans hjerte føles tomt, for.. han gjorde jo ikke andet end at miste! Jovist havde det hele endt med at blive langt nemmere, nu hvor hans far havde trukket sig fra tronen i landet, men tabet af hans mor, Lisa, var noget som efterlod ham med et mæssigt savn.. Han følte slet ikke at han havde nået at sige farvel til hende, før han atter følte at han var endt alene..
Vinden blæste ganske mildt, men om ikke andet, så meldte den for alvor at det var ved at nærme sig en sommers tid, her midt på foråret, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Hans krop var fyldt med ar, og deriblandt hans ansigt. Det havde ligget i bandager det sidste lange stykke tid, og den var langt om længe kommet af, så han igen kunne tillade sig at se hvordan verdenen virkelig så ud, og det var virkelig et syn som han havde manglet og som han havde savnet! Han nød af vinden mod hans ansigt, også selvom det stadig kunne være en anelse følelsesløst, men et lille skridt af gangen i den rigtige retning, var helt klart bedre end absolut ingenting.
Jacques’ skridt var rolige, kontrollerede, også fordi at han stadig var en anelse vakkelvorn og var godt øm over det hele, for han havde ligget i karret med vand igennem frygtelig, frygtelig lang tid, men at komme sig, var ikke altid lige nemt, og for ham, så havde det bestemt heller ikke været særlig nemt! Han sukkede ganske let, som han kom lidt væk fra de mange healer-hytter, hvor han roligt endte med at sætte sig ned i det høje græs. Han havde bare brug for noget luft, og at lufte tankerne lidt, inden han kom hjem til et hus fyldt med unger, som sikkert ville grine af ham alligevel, for han vidste, at han så særdeles forfærdelig ud! Han var jo slet ikke til at kende igen!

[Deleted]

Indenfor den sidste tid havde Camryn været ved at flytte tilbage ind på Herregården Carino Fattoria, der var tilfaldet hende, efter Sonic og co. var ude igen. Hun havde ikke oplevet et større lyspunkt end det i lang tid. Og skoven var også begyndt at blive lidt ensom, bare at være i et træhus. Hendes døgnrytme var fuldstændig ødelagt, fordi hun nu levede som en vampyr sammen med Marcianus, da han slet ikke var gammel nok til at gøre et selv. Og for altid, ville han ligne en på de 7 år, da det var dér, han var blevet omdøbt. Men det havde været nødvendigt for at beholde ham. Den sene aften gjorde også, at det nærmest var formiddag for hende. Marcianus havde hun i hånden, som hun kom gående nær græsmarkerne, som hun stille førte fødderne igennem det lettere høje græs, der nåede hende til lårene. Så det var faktisk ikke bar let højt, men utroligt høj. Det nåede Marcianus til brystet, så han kæmpede sig nærmest igennem det. Hun smilede let. Hun blinkede let med de blå øjne hun havde tilegnet sig. Hvorfor var selv ukendt for hende, men sådan var det nu sket. Hun gav slip på Marcianus og rodede ham let i håret, som han løb i forvejen for hende. Hun smilede selv. I forårets anledning var hun iført en knælang kjole med et lille ærme i, med et par flade sko til. Hendes hår hang løst og var som det plejede. Krøllet og mørkt. Hun havde et smil på læben som altid og hun trak vejret ganske roligt. Det var faktisk en lun aften syntes hun. Hun strøg let fingrene over græssets spidser og følte en kildende fornemmelse, som lod et grin slippe over hendes læber.

Marcianus stoppede op lidt henne, for han kunne snuse noget. En velkendt duft af.. Jacques? Han havde slet ikke duftet det i længe. Med et stort barnligt ansigt løb han direkte gennem græsset i fuld fart og stod pludseligt foran ham, uden at kigge ordentligt. Han hoppede op og ned. "MOAR MOAR!" råbte han og faldt Jacques direkte om halsen, uden at tænke over det. Han var bare lige utroligt glad.

[Deleted]

Lige som det stod til i denne stund, så ønskede Jacques ikke at søge hjem. Hans ansigt var nærmest et kæmpe sår efter branden, og det var noget som han faktisk var.. pinligt forarget over, for det var slet ikke fordi at han ønskede at hans små søskende skulle se ham på den måde! Yasmya var ude nu og væk fra ham, og han havde brug for noget nyt at holde fast i, selvom han ikke rigtigt vidste hvad. Hvor Camryn var, havde han faktisk ikke nogen anelse om, og som han så ud nu, så var det bestemt heller ikke fordi at han ønskede at opsøge hende på nogen måde! Han vendte blikket mod den store måne. Det var først nu at han som sådan rigtigt kunne se den, og det var jo lige før, at det var et syn som han havde savnet.
Lyden af trin som skyndte sig igennem græsset, var noget som hastigt fik ham til at vende blikket, for selv ikke i Procias kunne man vide sig sikker, hvilket han vel også var et omvandrende bevis på? Knægten som endte med at så direkte overfor ham, var noget som gjorde ham direkte stiv i blikket, for den knægt ville han kunne genkende absolut alle steder! Hans hukommelse fejlede bestemt ikke noget som helst, det var helt sikkert! Ikke nåede han at reagere før knægten havde kastet sig om nakken på ham, hvilket lod smerten jage direkte igennem ham, for han var virkelig øm! Han bed tænderne let sammen i et smertende gisp, idet han lod hænderne falde mod knægtens sider, også for at holde ham bare en anelse ude for hans egen krop. Han vendte blikket mod ham. ”J-jamen.. hvad pokker laver du her..?!” endte han tydeligt overrasket! Var hun her, så ville Camryn helt klart også! Tanken fik hans hjerte til at slå mod hans bryst. Han havde jo ikke set hende længe! Frygtelig længe! Han ønskede slet ikke at hun skulle se ham sådan her, for det var bestemt heller ikke noget som han selv kunne sige sig at være stolt over, for det var han på ingen måde! Og dog.. en krigsskade var det vel?

[Deleted]

Da Marcianus råbte direkte på ham, hørte Camryn det faktisk utroligt tydeligt. Det var ikke noget hun kunne komme udenom. Men knægten var også forsvundet hurtigt fra hendes åsyn for han var jo lyn hurtig i forhold til hende. Som den lille vampyr han var, så fløj han jo rundt til steder, det ville tage hende flere minutter at løbe. Det var fascinerende og dog skræmmende, for han løb jo hurtigt væk. Dog kom han heldigvis også hurtigt tilbage. Hun trak vejret dybt og overvejede, hvad han dog nu havde fundet? Det kunne hun ikke lige bedømme med det samme, men hun gik i retningen af hvor hun havde set græsset hvisle fra hans hurtige løben. Hun smilede let. Hun var faktisk blevet god til at se i mørket, fordi det jo nærmest var blevet hendes dag. Det var jo faktisk bare en vanesag når alt kom til alt, selvom hun slet ikke så ligeså godt som sin søn. Hun vædede let sine læber og kastede sit mørke hår på på ryggen med et vift af hænderne, og bevægede sig ganske roligt mod der hvor han var. Som hun kom nærmere, så mødte et syn hende også der var både skræmmende og glædeligt. Først tog det hende et par minutter, men hele skikkelsen og omridset, var genkendeligt. Uanset hvordan han så så ud. Og herrens så han ud, det måtte hun indrømme. Hun tog en hånd op for munden og så på ham med åben mund og polypper. Det var alt for længe siden. "Er det virkeligt…" sagde hun bag sin hånd og tog den væk. Hun gik lidt tættere på, men stoppede så op igen. Bange for… ja hvad?

Marcianus grinte let mod Jacques' øre. Han tog dog hentydningen med at blive holdt lidt ud og trak sig væk fra ham. "Undstyld," sagde han. Med vilje med et t, for barn var han stadig, trods hans alder nok var de 11-12 år, trods han lignede en på 7. Han smilede barnligt og satte sig i græsset foran Jacques, kiggede nu på ham og hans øjne blev spærret let op, for det var bestemt ikke det syn der havde ventet ham!

[Deleted]

Tanken om at Camryn måtte være lige i nærheden, var slet ikke en tanke som Jacques kunne slå sig til ro med. Der var for pokker en grund til at han slet ikke havde valgt at opsøge hende, for han ville slet ikke lade hende se ham sådan! Det var han ganske enkelt alt for forfængelig til! Og pludselig sad han med Marcianus hængende omkring sin hals, også selvom det faktisk gjorde godt ondt, for han var virkelig øm godt over det hele! Den lille knægt ville være et barn til evig tid eller i rigtig, rigtig lang tid om ikke andet, hvilket han faktisk var ked af, men han ønskede slet ikke at lade Camryn miste et barn, ligesom han selv havde. Det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde været udsat for! Han vendte blikket mod Camryn som hun kom hastende til stedet, også selvom hun var til at genkende allerede med det samme, selvom det ikke var noget som gjorde ham noget. Smuk var hun… ligesom han kunne huske hende, hvilket var mere end nok til at sætte en varm følelse i ham, også selvom.. Han slap knægten og vendte blikket væk fra dem, for han ønskede slet ikke at nogen af dem skulle se ham sådan som han så ud! Der var jo en grund til at han slet ikke havde søgt hjem endnu, for det var noget som virkelig.. det var bare flovt og direkte ubehageligt. ”Du behøver ikke kigge sådan på mig, Camryn.. Jeg.. ved godt, at jeg ser forfærdelig ud..” endte han dæmpet. Han lå stadig meget i vand, og det gjorde han faktisk når han sov, for hans krop havde virkelig brug for væsken, og det var noget som helst klart havde hjulpet ham umådelig godt på vejen, men.. nu vidste han snart ikke mere. Han vidste ikke engang om det ville hjælpe ham i længden og om han overhovedet ville få sit ansigt tilbage igen. Han vendte blikket mod knægten og sendte ham et let smil. ”Det er godt at se dig, Marcianus,” tilføjede han roligt, næsten som for at skifte fokus lidt væk fra hans ellers så hæslige ansigt.

[Deleted]

Camryn løftede hænderne til hendes nakke, skilte hendes hår og trak det ned og frem over skuldrene endnu engang, hvor det lå fint og krøllede i fine bølger. Hun havde strøget det lange pandehår til siden i dag, for ellers hang det hende halvvejs ned i øjnene, så det bølgede mod højre i dag. Hun lagde hovedet let på skrå og så mod Marcianus ganske kort. Hendes hjerte bankede fast af, at hun så Jacques endnu engang. Hun vidste han havde alt ret til ikke at have opsøgt hende, for hun kendte ham godt nok til at vide, at han kun lod være fordi det var absolut nødvendigt og fordi han havde haft alt for meget om hovedet. Det kunne hun jo også tydeligt se på, hvilket faktisk gjorde ondt i hende. Det slog knuder i hendes mave og hun kiggede mod ham. Det forfærdede hende at se hans ansigt, men det var ikke så meget derfor hun havde holdt hånden op. Bare overraskelsen over at se ham og så i en forfærdelig tilstand, men ikke pga. tilstanden. Hvis, det da var en god forklaring. Det var det i hendes hoved. Hun var tæt på at fælde en tåre, men holdt det inde og trak i stedet vejret tungt. Hun blinkede let med øjnene og gik hen imod ham, nåede ham endeligt og satte sig bag ham, eftersom han havde vendt blikket væk. Hun lagde en blid hånd mod hans skulder. "Undskyld, jeg… det er bare så længe siden," sagde hun med en dæmpet stemme og trak vejret mere roligt. Hendes stemme var let rystet over at se hvordan det hele var sket for ham. Hun strøg ham forsigtigt over skulderen, turde slet ikke røre ham andre steder. Hun satte sig på sine bare knæ og slap ham igen, og lod bagdelen falde ned og hvile mod hendes fødder. Hun sank let en klump i halsen og blinkede med de blå øjne. Det var underligt for hende at have fået den titel hun havde, det var svært for hende lige at kapere. Men hun ville ære hendes afdøde fars minde! Hun rettede sig let op og kiggede hen mod Marcianus, da sad der. Totalt tålmodigt foran Jacques. Så de sad nærmest i en lille cirkel eller en trekant i det høje græs.
Marcianus kiggede mod Jacques, for han så forbi alt dette og genkendte ham på den duft han havde, som han kunne genkende på lang afstand! Det var jo det, der havde ført ham direkte til ham. Han sitrede helt efter at kramme ham igen, men havde opfanget hentydningen at det gjorde ondt på ham. "Også dig, far," sagde han igen, for han kunne ikke formulere lange sætninger så godt. Lidt bagud med udviklingen.

[Deleted]

Jacques havde virkelig haft hovedet fuldt med alverdens ting, som havde forhindret ham i at skulle søge til Camryn. Det var jo faktisk hendes skyld, at det var gået galt mellem ham og Yasmya, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at sige til hende, for han ønskede bestemt heller ikke at gøre ondt værre. Han var opfostret til at være menneskelig og ikke dyrisk, og det var noget som han virkelig var nødt til at holde fast i, i denne stund, for ellers ville det jo først for alvor, ende med at gå helt galt! At hun så skulle komme her, var slet ikke noget som han havde regnet med, for hvad skulle hun da lave på et sted, som i healerens landsby? Det var slet ikke noget som han kunne forstå, men ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Han vendte blikket mod hende. Selvom han lige nu kun var i stand til at se via det ene øje, da det andet var temmelig ødelagt, så var det lige så også begrænset hvad han var i stand til at se i det hele taget. Han nikkede stille. ”Jeg.. jeg ved det godt..” Han vendte blikket let væk fra hende, også fordi at han vidste, at han virkelig måtte se særdeles forfærdelig ud, så det var ikke ligefrem noget som var ham til nogen former for hjælp i den anden ende. Hånden mod hans skulder, var noget som efterlod ham med en tydelig sitren, også selvom han alligevel blev siddende fuldkommen stille, for det var jo bare sådan at det måtte være. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt, også selvom det var tydeligt tungt. Han måtte stadig kæmpe med at komme sig efter branden. Han vendte blikket mod knægten, som han blev kaldt far.. Han nød tanken, også fordi at det virkelig var så frygtelig længe siden, at han havde været udsat for det, og han kunne ikke gøre noget andet end virkelig at nyde den tanke! Han trak svagt på smilebåndet, som han åbnede armene for ham. Det gjorde måske ondt, men han bed det i sig, for hvad andet kunne han da få sig selv til? ”Kom min dreng,” sagde han med et stille smil. Måske at han så forfærdelig ud, han var fyldt med ar, han var gul og blå og visse steder stadig en anelse hævet, og han så virkelig ikke særlig godt ud, og det var han allerede klar over i den anden ende. Han vendte blikket stille mod Camryn. Hun havde forandret sig siden sidst, og han kunne se det. ”Det er godt at se dig,” tilføjede han med et sigende og ganske forsigtigt smil.

[Deleted]

Camryn vidste ikke noget om at Jacques ikke var sammen med Yasmya længere. Faktisk var hun slet ikke opdateret, fordi hun havde levet ganske isoleret. Jacques havde haft sit og hun ville forstå det, uanset hvad. Også selvom det havde været en kamp med Marcianus i de første år, fordi hans blodtørst var så stor. Og hun var jo utroligt lys i sig selv som magiker og den fine animagus, ligeså at hun var en Procianer til det sidste. For evigt. Hun strøg fingrene let over halsen fordi håret kildede hende let og hun mærkede de små buler af Marcianus' bid. Hun havde flere bid, ikke det samme sted, men skæve af hinanden. For knægten vidste jo ikke hvordan man skulle finde de samme bid. Men dog, sad de må den samme side af halsen og hun kunne skjule dem med håret. Det var fortrøstningsfuldt i det mindste. Hun var blot på en lille tur væk fra skoven af. Hun ville jo vise Marcianus hele landet, så de kom faktisk vidt omkring. Hun havde selv en trang til at skulle kaste sig om halsen på ham, men hun kunne mærke på ham at han havde ondt. Hun ville ønske at hun kunne gøre noget. "B-burde det ikke hele? Fra din vampyrraces side?" spurgte hun forsigtigt, det syntes hun da selv. Hun vidste jo hvor hurtigt en rift lukkede sig på Marcianus' hud. Hun betragtede sin søn, da han kaldte Jacques for far. Det var forståeligt, men alligevel underligt i hendes øre. Hun var jo slet ikke vant til at han skulle kalde nogle det, for der havde ikke været en mand i hendes liv i utroligt længe. Hun trak vejret dybt og kiggede mod ham. "Det er også godt at se dig… virkeligt," sagde hun.
Marcianus vidste ikke helt om han turde gå hen til Jacques igen, for det havde jo gjort ondt. "Far har ondt," konstaterede han og kravlede den korte afstand derhen og lagde sig utroligt varsomt ind i hans arme.

[Deleted]

Der var ikke noget mere mellem ham og Yasmya og det ville der nok heller ikke komme, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og tanken var noget som faktisk gjorde ondt, for det var faktisk temmelig svært for ham at skulle give slip på hende, men han havde jo trods alt heller ikke noget andet valg. Han vendte blikket stille mod Camryn. Han så forfærdelig ud, og han vidste det jo godt. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Åbenbart ikke.. Brand er noget som tager tid.. selv for mig,” endte han sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Han var ikke helracet som Marcianus var, så det havde sikkert også noget med det at gøre, for han var mere menneskelig, kun på grund af hans mor, for hun havde været noget af det vigtigste i hans liv og nu var hun væk.. Han havde ikke gjort andet end at miste, og det var noget som efterhånden var ved at gøre ham vanvittig! Og selv den sorg kunne ses i hans blik, for måske han smilte med læberne, men bestemt ikke med øjnene. Han vendte blikket mod drengen, som varsomt kravlede mod ham. At blive kaldt for far, var noget som virkelig måtte varme hans indre, for det var en helt utrolig fornemmelse at skulle sidde tilbage med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. ”… Far har lidt ondt, min dreng..” sagde han næsten prøvende, som han lukkede armene om ham. Han nød af følelsen af at have børn så tæt på sig, for han elskede virkelig børn! Han trykkede ham varsomt tæt ind mod sig, også fordi at det virkelig var ved at være temmelig lang tid siden, at de havde set hinanden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Far er bare kommet lidt til skade.. det skal nok gå over på et tidspunkt,” endte han med en sigende stemme, også selvom det et sted var mest for at overbevise sig selv om tilfældet, selvom.. ja, hvad skulle han sige? Han vidste det jo trods alt ikke, og det var en tanke som gjorde ham temmelig usikker et sted.

[Deleted]

Camryn elskede stadigvæk Jacques til det inderste og det var stadig svært at sige, at de kun var venner. Men det betød meget for hende, at de havde fået det til at fungere mellem de 3 tilbage dengang og det så ud til at skulle fortsætte nu. Det var som om intet havde ændret sig, andet end.. Dem selv vel? At Jacques havde haft det hårdt og hun sin kamp. Men hun havde haft det langt bedre end ham og det gav hende nærmest skyldfølelse. Hun kendte ham så godt, at hun sagtens kunne se i hans øjne at smilet ikke stemte overens. Det var Marcianus dog heldigvis for lille til at forstå og sætte sig ind i. Hun blinkede let med de blå øjne. De var ikke længere mørke og det var et mysterium for hende, hvad der kunne have gjort den forskel? Der var jo intet hændt, i hendes liv som sådan, der kunne have gjort ændringen. Hun strøg let Marcianus over ryggen, inden hun trak hånden til sig igen. "Det er jeg ked af, Jacques," sagde hun stille til ham, næsten som en hvisken. Men han ville kunne høre det. Hun trak vejret lidt dirrende og følte sig på randen til at fælde en tåre, men det ville hun ikke! Hun gned sig let i øjnene af irritation, for de blev let blanke. Hun havde sådan savnet ham og det smertede hende at se ham sådan, med den smerte i øjnene. Det gik direkte ind. Hun skiftede stilling og satte sig i stedet på sin kjole i græsset, med knæene trukket op til sig og armene slået omkring dem. Hun lagde panden mod sine knæ og håret faldt ned omkring hendes ben. Hun sukkede for sig selv og prøvede lige at tage sig sammen i øjeblikket. Det gik okay. Hun græd ikke og vejrtrækningen var normal…
Marcianus lå meget forsigtigt ind til Jacques, for han ville jo ikke have at han skulle have ondt! Han smilede dog stort fordi at han selv omtalte sig som far, det gjorde ham så glad indvendigt. "Otay," sagde han stille.

[Deleted]

For Jacques kunne man bestemt ikke sige, at det her var nemt, for det var det på ingen måde. Han havde ondt, han havde ondt både fysisk og psykisk. Han følte sig tom indvendig, og alt det som han i sit liv, faktisk havde haft at skulle knuge omkring, var noget som han tydeligt havde mistet. Hvem skulle han da nogensinde turde lukke tæt på, hvis de bare blev revet fra ham på den måde? Det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, for det var faktisk noget som gjorde ekstremt ondt for ham at tænke på! Hvis det gjorde Marcianus rolig og tryg ved at have en som han kunne kalde for far, så var det slet ikke noget som Jacques havde det mindste imod, for han kunne faktisk godt lide det, hvis han skulle være helt ærlig, for det var noget som efterlod ham med en tydelig beroligende effekt, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket stille mod Camryn som hun sad der ved hans side. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for han kunne faktisk godt selv bruge en opkvikkende peptalk, for der var jo ikke ligefrem nogen til at give ham den efterhånden. Det var jo noget som hans mor normalt gjorde, men hun var væk.. revet fra ham ligesom alle andre, og det var helt klart noget som gjorde ondt. Vanvittig ondt! ”Der er ikke noget at gøre ved det, Camryn… Jeg.. jeg skal nok komme mig før eller siden..” Han vendte blikket roligt ned mod knægten som sad i hans arme, også fordi at det var noget som alligevel måtte få ham til at smile, for han holdt jo vanvittig meget af dem begge to! Han hævede sin hånd og strøg den mod hans kind. ”Min dejlige dreng..” endte han med en tydelig stolthed i stemmen. Han elskede virkelig dem begge.. Han havde bare ikke haft rum til at gøre noget ved det før.

[Deleted]

Camryn vidste faktisk ikke at Jacques mor var død eller hvordan det stod til. Hun havde fået beskeden om at hun havde titlen om Grevinde og det var sådan set også det eneste. Hun stod egentligt ganske højt i Procias' hierarki, men hun havde jo også næsten være dronning. I hvert fald for en kort periode, sammen med Junior. Det var dog et kapitel der var længe fortrængt og ikke noget hun dvælede i længere. Alt hun havde i sit liv af kære var Jacques og Marcianus. Ingen andre. Yasmya havde hun jo aldrig fået et ordentligt forhold til, fordi. De… ja de passede bare ikke sammen, de stemte ikke overens. De var begge to den ene side af ying og yang, og det fungerede ikke. Hun blev siddende med hovedet gemt mod hendes knæ, sad bare og prøvede at tage sig sammen og forholde sig roligt. Og hendes kære far var død for en del år siden, hvilket i den grad også have knust hende. Og hun manglede ham meget den dag i dag. Savnede. Der manglede ligesom stadigt en del af hende. Hun foldede hendes slanke fingre for at holde fast omkring hendes foldede ben, så hun ikke endte med at sparke til ham, fordi benene smuttede fra hende. Hun løftede let hovedet da han svarede hende og hun så på ham med de spejlblanke blå øjne. Det berørte hende slet ikke at han var så forbrændt i ansigtet, det var jo Jacques. En hun elskede og havde elsket i lang tid. Hun trak vejret dybt og kiggede på ham. Let blinkede hun med øjnene. "Selvfølgelig skal du det!" sagde hun bestemt og lidt hurtigt, for hun ville have det skulle lykkes. Det troede hun i hvert fald meget på. Han skulle heles. Om de så skulle bønfalde himlen om hjælp, så var det det, der skulle gøres. Om det skulle heles magisk, det var hun sikker på. Håbede at det ville blive bedre for hans skyld. Hun bed tænderne sammen. Hun ville ikke græde, netop fordi at Marcianus var her og slet ikke ville forstå hvorfor. Men hun kunne jo heller ikke lade ham være hjemme, overhovedet ikke. Det var han alt for lille til. "Ved du hvad, Jacques?" spurgte hun så, for at ændre det hele lidt og prøve at presse lidt glæde ind i ham.
Marcianus smilede. Han elskede sin mor og sin far, også selvom de jo egentligt ikke var sammen. Men det var ikke noget han tænkte over. For ham var de 2 ting adskilt netop fordi, han aldrig havde haft en faderlig skikkelse før Jacques. "Min far," peb han stille og nød bare af strøget.

[Deleted]

Jacques havde det bestemt ikke nemt, selvom han virkelig forsøgte at finde bare lidt som han kunne smile af i sin hverdag, men det var virkelig ikke nemt mere. Et sted måtte han vel erkende, at han havde mistet sin livslyst, om det var noget som han ville eller ikke, for han kunne virkelig ikke gøre noget ved det af den grund. Han vendte blikket stille mod knægten i sine arme. At han fandt glæden i det at sidde ved sin ’far’ var noget som gjorde ham glad, for det var noget som faktisk hjalp ham en god del på vejen; At vide at der faktisk stadig var nogen derude, som kunne lide ham for den som han var, for det var også noget som han tydeligt havde brug for at få at vide, også fordi at han havde brug for at vide, at folk vel stadig elskede ham? Han vendte blikket sigende mod Camryn, ved hendes ord. At hun var på kanten til at græde, var noget som han tydeligt kunne se på hendes blik, hvilket faktisk også havde en påvirkning af ham, som han ikke ligefrem kunne gøre noget ved. Han bed tænderne let sammen, som han blev siddende og bare.. kiggede på hende, for hvad skulle han sige? ”Før eller siden ja.. Når jeg finder lyset for enden af min mørke tunnel,” endte han med en dæmpet stemme. At knægten puttede sig ind mod ham og med de ord, var noget som han virkelig godt kunne lide, hvor smilet alligevel måtte brede sig. Et glimt i hans øje.. en glæde i hans sind.. Det var første gang han havde været i stand til at smile igennem temmelig lang tid, og det var slet ikke noget som han faktisk kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Din.. din far,” medstemte han roligt, som han lod knægten sidde tæt ved ham. Han bed smerten let i sig, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid, men han kunne intet gøre ved det af den grund. Han vendte blikket mod Camryn endnu en gang. At hun sad med afstand til ham, var noget som faktisk kunne gøre ham en anelse usikker.. Ja, lige for tiden, skulle der ikke meget til, for at påvirke ham, og det var en tanke som et sted gjorde ham utilpas, og det var ubehageligt! ”Nej, hvad Camryn?” svarede han dæmpet, som han lod blikket hvile på hende.. af det som han kunne se om ikke andet.

[Deleted]

Camryn sad med nok en persons mellemrum mellem dem. Hvorfor vidste hun ikke engang selv, det var jo bare.. Hun havde jo været henne, knælet ved ham og strøget hans skulder. Derefter dumpet ned på jorden og sat sig, hvilket havde givet det mellemrum endnu engang. Det betød ikke noget for hendes del. Hun turde næsten heller ikke at røre ham, for han så virkelig ud til at være slemt medtaget! Hun ønskede brændende at tage Jacques med sig hjem, men om han overhovedet var klar til det, var usikkert? Han havde vel en masse med healerne at gøre her i byen, siden at han var i nærheden. For hun vidste godt hvor hun var, viste egentligt bare Marcianus rundt, så knægten altid ville kunne finde hjem! Hun kiggede mod ham. Det var faktisk en rar følelse at deres veje havde krydset hinanden endnu engang. Hun havde savnet ham så inderligt. Hun havde selv manglet ham, utrolig meget. Men hun bearbejdede ham ikke, var heller ikke sur eller ked af det. Hun vidste der var en god grund og hun kunne jo tydeligt se det på hans stakkels ansigt! Det at han smilede over Marcianus' titel til ham var noget der glædede hende. Hun vædede let sine læber og kiggede direkte på ham. "Den skal jeg nok sørge for er der," sagde hun. Uden at tøve. Det agtede hun. Nu han var her, ville han ikke give slip på ham igen. Aldrig! Hun så mod ham og hendes kære søn. Det virkede for godt til at være rigtigt, men det var de altså. Jacques var altid så god mod børn og specielt mod Marcianus, det vidste hun da. Hun rykkede sig hen over jorden og satte sig helt ved siden af ham, med armen op af hans. Hun strøg en hånd gennem Marcianus' hår og smilede let til dem begge. Glimtet i hans øje lagde hun mærke til og Marcianus gjorde bestemt et godt stykke arbejde, helt uden at vide det. Hun kiggede på ham med glimtende øjne. "Jeg er Grevinde," sagde hun til at starte med og grinte let og blødt, hendes velkendte og hjertelige grin. "Og jeg har fået Carino igen," endte hun til sidst, utrolig spændt på hans reaktion.
Marcianus smilede. Hans far, det varmede hele hans indre at det var sandt. Det gjorde det og han blev derfor liggende, fuldkommen roligt. Uden en vejrtrækning på grund af racen, men sådan var det jo.

[Deleted]

Tanken om at være stødt på Camryn igen, vidste Jacques ikke helt hvordan han skulle tolke, for han vidste ikke om det var en god ting eller om det var en negativ ting, selvom han dog måtte erkende, at han virkelig havde savnet hende af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved det af den grund. Hans blik hvilede på den unge knægt som sad i hans arme. At sidde med ham, var en fornemmelse som han rigtig godt kunne lide, også fordi at det var noget som gjorde det bedre for hans vedkommende; At vide at han endnu kunne bruges, så blev det ikke bedre! Han lod roligt Camryn sætte sig ved ham i stedet for. ”Det.. det ville jeg sætte pris på,” endte han sigende, som han igen så på hende. Han gik jo selv mellem healernes landsby og Jasons hjem, for det var jo der han boede som det stod lige nu, også fordi at han slet ikke ønskede at komme helt galt af sted. Desuden stod han i den situation nu, at han havde brug for støtten, for han kunne ikke klare det selv. Det var tungt for ham, at skaffe mad var svært, og bare ting som at komme i tøjet, var en voldsom smertefuld proces i sig selv, men han var jo nødt til at vænne sig til det, ellers ville det jo først for alvor gå galt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke!
At Camryn fortalte at hun var grevinde, var først en besked som han skulle bruge sekunder på at få ind, hvor han direkte endte med at rette op i ryggen. Han havde jo ligget isoleret på slottet, så han vidste jo slet ikke hvad der var sket omkring ham eller noget som helst! At hun havde fået herregården igen, var noget som alligevel resulterede i en voldsom lettelse for hans vedkommende, så det var slet ikke noget som måtte sige så lidt. Han sukkede dæmpet. ”Det.. det er jo fantastisk, Camryn!” endte han næsten med en glædelig stemme. Det var jo en utrolig dejlig nyhed at få! ”Jeg er virkelig, virkelig glad på dine vegne, Camryn. Virkelig!” sagde han tydeligt med en stolthed i stemmen.