meny years.. an still alive.. an whit you

[Theodore Jarvis Acheron]

Til tider så glemte Adelio virkelig, hvor.. nu Aimée var indenfor frygtelig mange ting. Ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan, for den uvidenhed, var noget som han faktisk anså som ganske charmerende, selvom han sjældent faldt over nogen som var direkte så uvidende, som det hun var! Han vendte blikket roligt mod hende. At hun direkte ønskede at han skulle vise hende det, kunne han vel godt..? Hvis det var noget som hun turde selvfølgelig, for det var end ikke noget som han gjorde med alt og alle, for det var en ting som man kun skulle dele med en som man virkelig holdt kær, og det var vel.. også hvad han gjorde med hende? Selvom han vidste, at hendes udseende direkte skræmte frygtelig mange andre, så var det ikke noget som han bare kunne gøre noget ved af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg kan vel.. godt vise dig det, hvis du er sikker på det? Og stoler på mig?” endte han sigende, som han vendte blikket mod hende. Han havde efterhånden kendt hende igennem et par år nu, så selvfølgelig ønskede han at det hele skulle gå i den anden ende. Selvfølgelig gjorde han det! Han fnøs. ”Jeg er ikke nogen kylling!” endte han morende, også fordi at han vidste, at hun lavede sjov med ham, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende.
At lade hånden stryge over hendes bagparti, var noget som han gjorde varsomt, også mest for at se hvordan hun reagerede på det at komme ham så tæt på. Han nikkede med en sigende mine, hvor han selv tydeligt havde hørt hendes dæmpede suk, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham det mindste, for han var jo nødt til at tage det hele et stille skridt af gangen, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv bare alene ved tanken, hvor han vendte ryggen til hende, for at finde et håndklæde, som han roligt kom tilbage til hende med. Han lagde det roligt over hendes nakke. At hun stod der på sit vis i det rene ingenting, var noget som han efterhånden bare var vant til. Det beviste jo kun hvor uvidende som hun faktisk var. ”Her,” endte han med et roligt og ganske så stille smil.

[Deleted]

Amieé stod roligt for over bøjet og vente på han gad hente det håndklæde men hun hørt ham snakke, "Vil du virkelig! " hun smile og så på ham, tænk han faktisk ville vis hende hvad en hed nat var! hun så på ham som hun hade hånd klæde hen over sig som en søde lille pige, lig som en rød hætte i historien bar håndklæde ikke var rød. "selvfølige stoler jeg på dig nu du fjolle Adelio " hun fnise og så på ham og smile var mens hun fik tørt sit hår, "sådan! færdig" hun lag hånd klæde fra sig og fandt sin kam og fik frisert det stadig fugtig kort hår mens hun satte sig på sengen og så ham, "hvornår vil du så vis mig det med hed nat var Adelio var var!" spurt hun måske ivrigt men hun ante jo ikke en dyt omkring det her hed samvær med en mand så hun var nysgerig, var det en ny form for kram måske? eller skulle man ligge ved et bål sammen, hun sad lidt i sin egen verden og prøve at regne det ud som en af lejernes mænd stak hovedet ind "jeg kommer med dit rene tøj Amiée" han smile og så på Amiée det var efter hånden normalt mænden kom med hendes tøj i håb om at se hende i ingen ting, og mand så da også tydelig behage på Amiée der rejste sig og tog det smule ren tøj han kom med, "tak skal du have" hun smile og vente rundt hvor mand drillen klappe hende i røven hvor Amiée skreg i ren forskrækkelse og tabt tøjet, som hun stod helt stiv som en pind i chok og ryste lidt på hænderne, det hade give hende en ubehagelig følelse i forhold til Adelio's berøring der var let og blid, manden lo og fik øje på Adelio og sank en klumpe og gjorde eller bare tegen på han bare ville smutte igen så hurtig han kunne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio fandt det næsten charmerende at Aimée var så.. dumdristig, at hun ikke engang vidste hvad det var for noget. En hed nat, var nu heller ikke noget som han ville dele med alt og alle, men lige Aimée.. hun var jo trods alt en kvinde som han holdt forbandet meget af, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han grinede mildt og rystede så let på hovedet, som han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Det er en.. meget stor ting for så mange, Aimée… Hvorfor sådan et hastværk?” endte han sigende, som han lod hovedet søge let på sned. Det var ikke direkte noget som han forstod, men hvis hun ikke vidste hvad det var, så var sagen jo straks en helt anden ,det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men hvad var der at gøre ved det af den grund? Tungen strøg han let over læberne, som han roligt vendte blikket, som en mand stak hovedet.. ind i teltet? Han kneb øjnene dræbende sammen, for det var jo trods alt hans telt! Man stak ikke bare hovedet ind og kiggede, uden at man havde fået lov til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Næverne knyttede han let, hvor han endte direkte med at gløde, som manden slog hende på enden, for det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i! ”FORSVIND!” nærmest brølede han af manden, idet han havde set at han selv stod der. Han fandt sig ikke i at de behandlede hende på den måde, og da specielt ikke for øjnene af ham, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Han vendte blikket direkte mod Aimée endnu en gang og tydeligt med en meget mere alvorlig mine. ”Hvor længe har han gjort det der ved dig..?” endte han ganske kortfattet med en direkte irriterende mine, for det var en tanke som gjorde ham direkte rasende, for det var slet ikke noget som han brød sig om! Hun var hans og ingen andens!

[Deleted]

Amiée hade set på Adelio som han hade spurt hvorfor det haste, "for jeg vil gerne hvide hvad det er.. og vil gerne have DU viser mig det" hun så på ham inde til det med manden skete, hun stod stadig helt bum stille hun tur næsten ikke trække vejre, hun så på ham som han brøle efter manden i ren chok og fik hastig trukke kjolen over hovedet, den var grøn ikke just den farve der var bedste til hende men det gik, den var slidt men en rubust kjole uden at vær alt for varm, da han spurte hvor længen manden hade gjordt sådan var hun stille lidt. for den mand hade jo enlig gjordt det temmelig længe men det hade vær i forskellig siuationer, "øhm.. nogle månender tror jeg.." sag hun stille mens hun så på Adelio "hvorfor? er det forkert ? er det min skyld han gør det?" hun tog forsigtig i Adelio ærme mens hun så på ham med de stor let lysen øjne, hun kunne ikke lig når han blev vred hun følt altid det var hendes skyld når han blev så vred, hun holdt fast i hans ærme og så forsat på ham som hun forsigtig trykke sig ind mod ham for hun ville ikke have var vred og slet ikke vis det var hendes skyld, selv om hun ikke ane hvordan det kunne vær hendes skyld hun forstod ikke hvad hun gjorde ved mændens hoveder her i lejerne. man kunne høre folk hviske lidt omkring det de hade set, med manden der var løben af sted og de hade hørt Adelio råbe af ham, nogle af de unge mænd var rykke lidt væk bare for en sikkerheds skyld og nogle kvinder rykke nærmer bare for at lytte så hade de jo måske lidt sladder til gode til sener. Amiée kigge ned på sin fødder som hun stadig holdt om Adelio ærme, hun kunne stadig godt line en lille pige selv om hun var en voksen kvinde, men hun kunne stadig spille uskyldig fordi hun jo ikke kendet til den side af voksen live med de hed nætter, og kærlighed og den slags voksen ting, selv om hun hade mærke hun var mere knytte til Adelio nu ind før og når han roste hende eller rørt hende følt hun at hun kunne dø lykkelig lige nu og her, hun nuller lidt med hans ærme før hun så forsigtig på ham og håbe han ikke så vred ud mere, for hun ville ikke have han var vred han skulle smile og drille hende bare vær sig selv så hun også kunne vær glad! Amiée så på Adelio og kom enlig i tanke om noget hun også ville spøger om, "Adelio.. har du en Kæreste? en du elsker meget høj?" hun så op på ham med stor underne øjne bare for ikke han skulle få mistanke om hendes lille forelskes hun ville bare lig hør om han hade en for vis han hade.. hun håbe det ikke for bare tanken om det fik hendes bryst til at gør ondt, og hun følt øjne kunne blive oversvømmet med vand hvornår det skulle vær, vis han sag han hade en anden, hun så bare op på ham som hun holdt fat i hans tøj med den ene hånden, "Har du det?" spurt hun igen stille og lukke hånden en smule mere hårdt om hans tøj mens hun så op i hans øjne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det forundrede virkelig Adelio at Aimée var så uvidende om disse ting, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde. Han vendte blikket ganske sigende mod hendes skikkelse endnu en gang. At det var lige præcist ham som skulle vise hende det, var slet ikke noget som han havde noget imod som sådan, også selvom det selv i hans øjne, ikke var noget som man skulle dele med alt og alle, også selvom han vidste at hans far ikke ligefrem var den som fulgte det som han burde. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det kan jeg vel godt.. men.. det er intimt.. og ikke noget som man deler med alt og alle, Aimée..” påpegede han sigende. At hun var så uvidende, at om hun ikke engang vidste hvad det var, var noget som han slet ikke kunne tage seriøst, for det var virkelig mere end det som han lige vidste hvordan han skulle tackle i den anden ende, for.. han vidste slet ikke hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre!
At vide at manden havde været sådan overfor hende i måneder, var en tanke som gjorde Adelio direkte vred, for hun var hans, og han delte specielt ikke ud af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han knyttede næven fast, så det spændte i hele armen, også da hun valgte at tage omkring den. Han vendte blikket direkte mod teltets åbning. Han kunne næsten gætte sig til, at de andre ville trække tættere på nu, selvom det nu heller ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende. Han sukkede dæmpet og rystede så endeligt på hovedet. Det var vel ikke hendes skyld, når hun ikke vidste hvad det betød eller hvad hun gjorde ved det mandlige køn? Han vendte endeligt blikket mod hende endnu en gang. ”Nej.. det.. det er ikke din skyld,” endte han ganske sigende, som han vendte blikket mod hendes arm som havde fat om hans ærme. Ikke fordi at han kunne sige noget til det sådan, en det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet. ”Han skal slet ikke røre ved dig.. Jeg vil ikke have det..” endte han ganske kortfattet og med en ganske sigende mine, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn i den anden ende. At hun direkte spurgte ind til om han havde kæreste, var noget som alligevel kom en anelse bag på ham. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han blinkede let med øjnene. Nej, det havde han ikke, men igen.. han havde ikke mødt den som han følte at han skulle leve livet med endnu, men.. det kom vel med tiden? Han rystede på hovedet. ”Ikke umiddelbart.. nej.. Ingen kæreste,” begyndte han dæmpet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han trak vejret dybt. ”I mit liv er der ikke tid eller plads til noget så kært.. Folk skal helst ikke kunne bruge det mod mig..” endte han dæmpet. En hård sandhed, men det var sådan at det var. Folk skulle ikke kunne bruge andre folk mod ham!

[Deleted]

Amiée så på ham som han sag det var noget intimt og man ikke delt det med alle, hun bed sig i læben og så ned. var det virkelig så stor en ting? og vist det var.. var det så fordi hun ikke var god nok til han ville vis hende. "så.. du vil ikke..del det med mig?" spurt hun og så op på ham, mens hun slap hans ærme og lod armen hænge langs siden, hun så ned mens han forsatte med at snakke til hende, "hvorfor..?" spurt hun stille angåenden med manden ikke måtte rør, det var måske en forkert ting? hun så op på som hun forsigtig tog hans hånd mens hun så på ham, og kigge bare op i hans øjne mens hun så på ham, da han sag han ingen kærste hade lyst hun lidt op men da han sag at han ikke hade tid eller plads til det, forsvandt det lys igen og hun slap roligt og langsomt hans hånd, "det forståligt.. sådan noget er også farligt har jeg hørt" hun fik et smil frem og fandt sin kappe og tog den på, hun fik den sat tæt så den ikke ville falde af lig med det samme, roligt fandt hun sin bue og sin dolk igen "jeg går ud og jager lidt mere.. ses" hun forsvandt roligt ud af telte og slog vingerne ud og kom afsted mod skoven, dog i en lav højt så hun ikke blev set, da hun kom til den tætter del af skoven forsatte hun til fods, hun hade brug for at vær alene væk fra Adelio hun forsatte med at gå rundt, fik med held skudt et par harre og fasaner, i mens følt hun sig virkelig deprimeret og et sted såret hun forstod ikke disse følelser eller hvad katten hun skulle gør ved dem, hun kom første tilbage til lejerne sent ca ved midnats tid, hvor hun fik hængt de 3 harre og 4 fasaner op og ranset dem og lag dem i salt så de ikke ville rådne inden hun fik vaske hænderne og gik tilbage mod telte selv om hun et sted ikke hade lyst så var hun meget træt og svimmel fordi hun ikke hade hvile efter det bjørne angreb. hun kom roligt ind i telte og fik kappen og kjolen af og tjekke såret i siden og sukke, det så okay ud fra det lys månen kaste over landet og også trængt gennem telte ganske svagt, hun gik hen til sengen, uden at tænke over om Adelio var der hun krøb bare i seng, og lukke øjne og prøve på at sove.

[Theodore Jarvis Acheron]

Aimée havde allerede formået at snige sig ind ved Adelio på en måde, som han slet ikke brød sig om det, for han havde aldrig haft nogen kært foruden hans mor, men denne kvinde.. hun havde formået det, og samtidig det at vide, at der var folk som gik rundt og gramsede på hende bag hans ryg, var en tanke som gjorde ham direkte arrig, for det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han knyttede næven ganske fast, som han vendte blikket mod hende. Det var virkelig ikke noget som man delte med alt og alle, men det var nu noget som til tider skete selv for ham, for behovet og lysten blev for stor, men det var virkelig en anden sag! Han bed sig svagt i læben. ”Jeg.. jeg vil råde dig til at gøre det med en som du stoler på, Aimée.. Du skal ikke lade andre komme tæt på dig, og berøre dig på måder, som skænker dig lyst og lysten til mere.. hvis det ikke er en som du ønsker at gøre de særlige ting med..” Han havde jo slet ikke regnet med at han var den som skulle tage den snak med hende bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende, som hun bare sagde at hun ville.. ud og jage? ”Du burde hvile, Aimée..” påpegede han sigende og med en tydelig bekymret mine. Havde han nu sagt noget forkert? Han havde jo besvaret hendes spørgsmål med de svar som han nu kunne give hende, og hvis det ikke var noget som hun kunne leve med, så.. kunne han jo ikke gøre noget ved det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han så til som hun forlod teltet, selvom.. han kunne altså ikke blive siddende og vente på hende, for selv han havde frygtelig mange ting at give sig til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”For pokker..” mumlede han ganske let, som han selv valgte at forlade teltet. Han havde arbejde at give sig til, så han kunne slet ikke blive og bare vente på hende på denne her måde! Han sukkede dæmpet.. Hvad havde han egentlig gjort forkert? Han kunne slet ikke forstå det, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved i den anden ende, uanset, men det var nu bare sådan. Han gik langs portene, kun for at tage en aftenrunde. Han havde jo trods alt sine fordele i form af de vampyriske skærpede sanser.

//Out

[Deleted]

Amiée hade kaste et enkle blik mod ham inden hun hade forladt telte for at jage, men hætten på kappen skjulte hendes ansigt og den tår der var trille ned af hendes kinde, som line ren krystal fordi hun var så hvid. "hvad vis det var dig.. jeg gerne ville del det med.." kom det stille fra hende som hun var forsvundet de timer, hun hade set ham da hun kom tilbage men var bare gået i telte og direkt i seng, hvor hun lå under tæppe og snøfte og lå og nuller med sin krystal, mens hun lå og tænkt på det han hade sagt. betød hun slet ingen ting for ham? var hun bare en af de andre i lejerne? og hvorfor blev han så gal over manden hade klappe hende? hun hade jo bare set det som noget mænden hade gjordt for sjov, hun forstod det ikke der var så mange ting hun ikke forstod, så hvorfor ville han ikke lære hende det så hun kunne forstå! Amiée endt med at falde i søvne til sidste mens hun lå i Adelio's side af sengen og lå krøben sammen der, bare får at finde lidt trøst nu hvor han ikke sov hos hende denne nat.

Out//