meny years.. an still alive.. an whit you

[Deleted]

det var midt på dagen ca, i den tætte skov var det svært at sige helt præcis hvad klokken var da der altid så mørkt og dunkelt ud i skoven i Imandra, lyden af dyre i skoven der enten jage eller blev jagte blev kun over døvet af fugle sang. Amiée hade efter hånden være i rebellernes lejer i ja en del år måtte det nok snart vær, hun hade miste tids fornemmelsen i den tid hun hade vær der. Amiée hade i alle de år hjulpe med de børn der ikke kom på børnhjem, og ellers med de ting hun kunne. åren hade også forandre hende, i steden for at line en på 14-15 line hun nu en ca på 16 og hun hade fået lidt mere former og ind da en smule bryst! hvilke var noget der virkelig hade overrasket hende for normalt var hun jo ikke så 'frodig' men hun var stadig lige bleg og håret hade hun holdt samme kort længet, hun gik stadig i samme slags tøj dog i en stør udgave nu hvor var bleven mere 'voksen'. Amiée hade også en enkle rød kjole hun hade fået af Adelio hvilke hun var bleven glad for og hun passe rigtig godt på den, så den blev kun brugt når Adelio bad om det eller ved særlig lejligheder. Amiée var i følge hende selv komme tætter på Adelio og det glædet hende, men også skræmte hende da hun aldrig hade haft nogle så 'tæt' på¨sig i flere år og tæt kunne man vel sig det var for de sov i samme telt hvilke i starten var svært for hende at vende sig til. men lige nu var Amiée ude og se om hun kunne finde noget frisk kød i skoven, drengen i lejerne hade lært hende at bruge en bue og ja hun var da okay til at skyde, men hun var også ude og tjekke hvor vidt der var soldater ude i skoven. hun var stød på to og de var selvfølig bleven eliminert, men ikke uden amiée hade fået et snit sår på under armen og en rød kind fra et slag men snit såret hade hun fået forbunde med tynde bandager, mens hun hade suget mændes sjæle så hun igen følt sig på toppen, hun gik der for hvider og lytte men hun hade ikke vær så heldig, isteden for stød hun på en ja minder bjørn, hvilke var resulter i amiée løb for live med en gnaven bjørn efter sig, i den tætte skov var det ikke muligt for hende at flyve. hun gjorde alt for ikke at snuble over røderne eller side fast i den sumpe bund men som altid en ulykke kommer sjælden alene, og hun vred om på foden da den satte sig fast under en rod, hun vælte og gispe mens hun så mod bjørne der kom nærmer og prøve at nå at sigte på den med buen, "NEJ FORSVINDE!" råbt hun skræmt som bjørne kom brølen nærmer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var måske midt på dagen, men slet ikke noget som rørte Adelio på nogen måde, for med hans blanding, så havde han faktisk muligheden for at være ude i alle døgnets stunder, og han nød af det! Efterhånden så havde Aimée været ved dem i nogle år efterhånden, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde fortrudt at han havde taget hende med. Tvært imod, så var han faktisk endt med at blive temmelig glad for hende. Han havde dog et godt øje på hende, også fordi at der ikke var særlig mange kvinder her i lejren, så hun ville være ekstra udsat, hvilket vel også var en grund til at han havde fået hende med sig ind i hans eget telt? Så han vidste, at hun var sikker, men også så han vidste, at det kun var ham som kunne være der sammen med hende? Han havde måske ikke fortalt hende det, men han holdt faktisk af hende, også selvom han måske ikke var den bedste til at vise det.
Det var ved at være varmere i vejret, hvilket i den grad godt kunne mærkes på alt og alle. Børn legede frit lige i nærheden, så folk altid havde øje på dem, så det ikke endte med at gå helt galt, for det ønskede han heller ikke! Det var jo trods alt deres landsbys fremtid som sad og legede, og derfor skulle de bestemt også holdes sikker, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han havde sagt god for at Aimée tog ud i skoven, men med ordene og nærmest en tryglen om at hun skulle være forsigtig, for han ønskede slet ikke at hun skulle komme galt af sted! Og det var jo efterhånden ved at være en temmelig god vane som hun havde, selvom det vel også havde sin charme et sted? Han gik rundt med gutterne i lejren, også selvom han var meget årvågen, for selv end ikke de kunne tage chancer efterhånden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte forholde sig for dem. Han grinede glædeligt.. For en gangs skyld, så var han faktisk i et rigtig godt humør! Hans mine endte dog drastisk med at ændre sig, som han var sikker på at det var Aimées stemme som han kunne høre i skoven, hvilket var noget som fik ham til at vende blikket direkte mod den. Tak og pris for hans vampyriske sanser! Han brød op med drengene, kun for at haste direkte i retningen.. Hvis der skete noget med hende, så vidste han da slet ikke hvad han ville gøre, for den tanke kunne han slet ikke have med at gøre overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke! ”Aimée?!” kaldte han med en fast tone. Han ønskede jo slet ikke at hun skulle komme noget til!

[Deleted]

Amiée lå mast under den minder bjørn der var sprunget på hende men som nu lå helt stille, hun hade nået at trække sin dolk og stukket bjørne i struben, hvilke bare lige resulter i hun var ind smurt i blod. hun mærke det svag i øjne da blodt også var komme i de isblå øjne, hun var stort set dække af blod frag bryste og op af. da hun syntes at høre Adelio's stemme råbt hun "Adelio! Lidt hjælp tak!!!" selv om hun hade ænder sig så var hun kun bleven lidt stærker fysiks men ikke så meget igen, hun prøve desparrat at flytte det tunge dyr mens hun stadig kunne lugte dens dårlig ånde og pelsen lugte heller ikke just for godt. hun prøve at få bjørne løfte op men tabt den bare tilbage på sig og hun kom med et uf! lyd og gispe efter vejere, hun kigge op af det hele vente på hovede når hun kigge den vej, hun kunne også mærke bjørne hade nåde at krætte hende i siden da hun kunne mærke hendes side sveg meget, hun sukke og viste Adelio nok ikke just ville blive glad men nu hade de i det mindste et dejlig bjørn skind og kød så han kunne lig våge på at klage over hun faktisk hade dræbt noget de kunne bruge. i den tid amiée hade været i lejren og hade fået flere former hade hun godt lagt mærke til Adelio holde mere øje med hende, og at lejerens andre mænd også kigge lidt efter hende. hvorfor forstod hun ikke, mund det var fordi hun så anderledes ud eller noget? at hun fik mere opmærksomhed fra Adelio gjorde hende bare mere glad, for ja hun var nok en smule forelsket i Adelio men hun ville ikke sig det til ham, for han kunne da umuligt være intresserte i lille underlig hende, han fortjen et kønner kvinde først om fremmeste, en der kunne passe på sig selv, kunne lig børn og kunne søger for han smile og var glad, og ind i mellem følt amiée ikke hun gjorde gavne eller gjorde Adelio glad men bare gjorde ham mere bekymret og sur på hende når hun ja kom ud for uheld eller rodet sig ud i ballade.

[Theodore Jarvis Acheron]

At høre Aimée råbe og skrige sådan efter ham, var noget som efterlod Adelio med en direkte frygt for, at der skulle ske hende noget, og det var en tanke som faktisk kunne gøre ham.. direkte panisk skræmt, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, så han var direkte endt med at haste af sted efter hendes stemme, som han kunne høre så frygtelig tydeligt, for løgn var det bestemt heller ikke! At se hende ligge under den store bjørn som hun tilsyneladende havde formået at slå ihjel, så slappede han dog hurtigt mere af, hvor han alligevel måtte ende med at grine, for synet var faktisk noget som måtte more ham! Bjørne var et godt og solidt måltid, sødt kød, godt med fedt og der var muligheden for at lave skind og tøj til den vinter som ville følge når sommer og efterår ville passere, så det var jo fuldstændig perfekt! ”Der ligger du jo fint,” endte han direkte morende, som han rystede let på hovedet. Han gik roligt hen mod hende, hvor han tog fat i bjørnens nakkeskind, kun for at rive den til side. Hans side som halvvampyr, gjorde også at han havde styrken netop til at gøre dette, så det var jo selvfølgelig en fordel for hans vedkommende, og det var slet ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Et sted så var han vel ved at erkende en lille forelskelse? Selvom det ikke var noget som han havde nogen som helst intentioner med at skulle sige med ord, for det var slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, og det var noget som han var udmærket godt klar over i den anden ende. Han rakte hende en hånd, så hun kunne komme op på benene igen. ”Kom.. lad mig hjælpe dig op,” endte han med et stile smil. Nu var de jo godt på vej ind I de mere glædelige stunder, for han vidste at foråret og varmen var noget som bragte selv det varmeste til det koldeste væsen, for det havde hans mor fortalt ham så mange gange, så der matte vel også være noget om det? ”Du skræmte virkelig livet af mig,” tilføjede han med et stile smil på læben.

[Deleted]

Amiée så godt Adelio komme men at han lig frem grine af hun lå der var ikke just noget hun fandt sjovt, "få den nu bar af mig!" brumme hun og vente til han fik dyrt fjerne, hun gispe svagt og kom op og side og begyndt at gnide blodt ud af øjne ind til hun hørt ham sig han skulle lade ham hjælpe hende, hun stoppe og så på hans hånd og kom op og stå på ben men endt dog med at måtte side igen "av! min fod" hun trak kappen væk fra foden, hendes venstre fod var rød og hævet, hun tog forsigtig sin sko af og bed sig i læben det var just ikke det kønneste i verden sådan en hævet fod, men det var kønner ind hun var smurt ind i bjørne blod. hun så på Adelio da han sag hun hade gjordt ham bange, "undskylde.. men bjørne kom bare ud af busken lig pluslige" mumle hun og så på foden, hun sukke det ville tage et par dag inden den var frisk igen, hun kom op og stå på et ben og så på Adelio mens hun roligt holdt balancen, hun smile en lille smule til ham, en smule sødt mens hun kigge en smule ned. man sag foråret gjorde folk kulder og som forelske duer, og ja hun var jo forelsket i Adelio men igen hun syntes stadig ikke hun var god nok til ham, hun kigge ned af sin blod ind smurte krop og sukke, hun trængt til at blive vasket noget så groft lig nu, men først skulle bjørne slæbes hjem og gives til nogle der vist hvordan man pelse sådan et bæst. hun stod bare og kigge en smule ned inden hun hoppe rundt på et ben for at få vendt sig i retningen mod lejerne, "jeg fandt to soldater.. de er eliminerte" sag hun ganske roligt og kigge ned på sin krystal, det ville heller ikke gå mellem hende og Adelio der var bare risiko for hun kom til at æde hans sjæl vis de hade krops kontakt, hun bed sig lidt i læben hun hade hørt nogle at de få kvinder der var i lejerne snakke om disse, hede nætter og hade under sig over hvad det dog betød. "Adelio? hvad er en Hed nat? for kvinder?" hun så spørge på ham håbe han kunne forklare hende det.

[Theodore Jarvis Acheron]

At se Aimée ligge der under bjørnen var noget som alligevel måtte more Adelio, selvom han vidste, at det var noget af en vægt at have oppe på sig. At få det fjernet, var ikke noget som krævede alverdens af ham, for han var jo trods alt det væsen som han var. Måske at han kun var halvdød, men selv han kunne rammes af forårsforelskelsen og forårsglæderne som måtte følge og nu hvor han havde fundet hende, så var han faktisk kun blevet rigtig glad for hende her med tiden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig var i den anden ende. Han tog roligt omkring hendes hånd og hjalp hende op, også selvom hans smil måtte falme noget så tydeligt, for det var jo tydeligt, at hun var endt med at komme til skade, selvom det nu heller ikke var en tanke som han kunne have med at gøre. ”Er du okay, Aimée..?” spurgte han sagte, som han roligt vendte blikket mod hende og hendes ankel, for den så da bestemt ikke alt for godt ud! Han prustede ganske let, som han så sig omkring. Her stod de jo trods alt alene, så det var jo heller ikke ligefrem alverden som han kunne gøre ved det bare sådan, foruden at få hende til healeren som de havde hjemme i landsbyen. Hun var jo efterhånden ved at være stamkunde der! Selvom det selvfølgelig havde sin charme et sted. Hun havde jo allerede nu formået at tage en ganske god placering i hans hjerte, og det var noget som efterlod ham med en følelse af varme, og det var noget som han rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg tror vi skal have dig hjem til healeren.. De kan kigge på den,” endte han sigende, som han vendte blikket mod hende. Denne gang var det jo så hendes tur til at holde sengen lidt! Han endte med at tage fat om bjørnen, som han endte med at trække efter sig. De skulle jo trods alt have den med hjem! ”Kan du gå..? Eller skal jeg bære dig?” Lige hvad det her var for noget, var noget som han var en anelse usikker på, selvom han nu agtet at finde ud af det med tiden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han ønskede jo trods alt heller ikke at hun skulle komme til skade! Hendes sidste ord var dog noget som slog ham tydeligt ud af kurs! Hvor pokker kom lige den fra!? ”…. Æhm.. Hede nætter? Hvem.. har snakket med dig om det?” spurgte han næsten overrasket.

[Deleted]

Amiée hade for en kort stund lys i øjne da han spurt om hun ville bæres men hurtig ryste hun det af sig og så på ham, "nej nej.. jeg kan godt hoppe hjem" hun så på ham som de begyndt at bevæge sig tilbage mod lejerne, da han spurt om hvem der hade snakke med hende om det så hun på ham mens hun hoppe, "jeg hørt nogle af de andre kvinder snakke om det? er det en sygdom? er den farlig!?" hun så på ham en smule nervøst som hun valgt at tage fat i hans ærme og holde fast der mens hun hoppe hvider. Adelio hade altid haft en særlig plas i amiées hjerte men den plads var kun bleven meget stør i alt den tid hun hade vær her, alt det hun de hade vær i gennem. de lange vindter og de varme sommer og blæsnede efter år og våde forår, ja efter hånden var hun sikker på hun hade prøve alle former for vejre typer, dem hun bedste kunne lig var når det tordne og hun fik lov og sov i hans seng enten sammen med ham eller alene vis han arbejde, der fandt hun tryghed i stormen. eller når hun enlig fik ham ud og lede efter bær i skoven sammen med børne, det var også hyggeligt, faktisk var alt det her primitiv liv meget mere tilfredsstillen ind hendes liv i byen, hun savne det slet ikke. "har jeg sag tak for du tog mig med.. den gang" sag hun stille, det var ikke første gang hun hade takke ham, det var nok ved at være 1000 gange eller mere, men hun følt aldrig hun fik takke ham ordenligt for han hade vist hende så meget, jo vist var dette liv hårdt men det var bare menings fyldt ind hendes gamle liv og hun nød det noget så meget! hun så på Adelio eller mere hans hage mens hun hoppe hvider, det var hårdt for benet men hun ville ikke lade ham bære hende og slæbe bjørne selv om hun vist det ikke var noget der var slemt for ham, han var jo halv vampyr men stadig! hun kunne godt selv hoppe sådan da.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var efterhånden ved at blive temmelig glad for Aimée, og det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved, for det var ikke engang en løgn, og derfor ønskede han heller ikke at hun skulle komme galt af sted, også selvom det skete af den grund! Men det var jo ikke noget nyt! Efterhånden så var hun jo en stamkunde ved healeren, og han selv måtte jo more sig ved synet af at manden måtte ryste på hovedet, som han gik i gang med at heale hende, for han kunne jo lige se det for sig. At hun spurgte ind til hede nætter set fra kvindernes synspunkt, var dog noget som alligevel kom en anelse bag på ham, for det var jo slet ikke den sags ting som de normalt ville sætte sig ned og snakke om bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket dog tydeligt overrasket mod hende alligevel, som hun spurgte om det var en farlig ting eller en sygdom, hvor han direkte endte med at le, for det var virkelig for sjovt! ”Åh gud da, nej! Nej, det er ikke farligt, Aimée,” sagde han morende, som han fulgte hende med bjørnen trækkende efter sig, for han lod den bestemt ikke ligge, for den kunne bruges, det var helt klart! Han smed den lige indenfor porten, så en anden kunne tage over, så han kunne fortsætte med hende i stedet for, for det var da noget som han langt hellere ville, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det er noget intimt, som man deler.. mand som kvinde og dem imellem,” fortsatte han med et stille smil. At hun slet ikke var kendt med det, var alligevel noget som kom en kende bag på ham, men det var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. Han vendte blikket mod hende, som hun valgte at takke ham. Ikke fordi at det var noget nyt, for det havde hun gjort temmelig meget her i det sidste, så det var ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. ”Der er virkelig ikke noget at takke for, Aimée.. Det har været en fornøjelse,” sagde han igen, som han havde gjort det tusinde gange før, men at hun var så glad og så taknemmelig for det, var en tanke som han faktisk godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt.

[Deleted]

Amiée hoppe hvider som de kom ind i lejerne, og forsatte med healeren. hun lytte til det han sag det var noget med at dele mellem mand og kvinde, hvilke fik hende til at under sig over hvad det enlig kunne vær de delte. "hvad er de deler Adelio? er det et våben eller mad?" hun forstod ikke rigtig, og hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad det dog kunne være de skulle dele. hun forsatte hen til healerens telt hvor hun stoppe og så på Adelio, hun hade hørt ham sig det samme mange gange vær gang hun hade takke ham, men det virke en smule ja overfladisk men hun sag ikke noget til det. hun humpe ind i telte hvor healerne som altid ryste på hovedet, "nu igen Amiée " mumle han som amiée satte sig ned på en lille skammel, som healerne begyndt at se på hendes fod hun lave små gisp når han bevæge foden og vippe med den, "en minder forstuning.. det hurtige klaret" amiée sad bare og vente på healerne var færdig, inden han gav det en gang forbending så foden blev holdt på plads, bag efter vist amiée healerne snit såren fra soldaterne og fra bjørnes klør, hun lave små gispe som healerne fik dem renset og putte salve på, inden han bandt dem ind. "sådan.. bare søger for at vaske såren om nogle timer.. og få dig vaske.. du lugter af bjørn" amiée bed sig lidt i læben inden hun humpe ud af telte, hun måtte heller komme hen til deres telt og få jeg vasket så hun blev ja hvid igen og ikke blev ved med at være rød, hun lag dog mærke til mænden rundt om i lejerne så på hende igen, og hun kunne altså ikke begribe at de blev ved med at stirre på hende, ja hun var dække af blod men det var jo ikke noget nyt i!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede på ingen måde, at Aimée skulle komme galt af sted, hvis det var noget som han kunne slippe for i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende ved hendes ord, hvor han ikke kunne lade være med at smile. Selvfølgelig var han glad for at hun faktisk turde at åbne sig så meget, og faktisk stille spørgsmålene, for det morede ham virkelig af den grund! Han rystede let på hovedet, hvor han let måtte le. ”Det er ikke våben, og det er bestemt ikke mad, selvom vi godt kunne bruge mere af den slags,” svarede han endeligt, som han fik hende med hen til healeren, hvor han valgte at blive stående udenfor, for ikke at ende med at trænge sig på, for det ønskede han bestemt heller ikke. Han smilede ganske let. En forstuvning var jo noget som faktisk kunne gå skidt for sig, hvis det ikke blev passet ordentligt, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig. Han ville næsten påstå at de havde den bedste healer i hele Imandra, og det var selvfølgelig kun noget som gjorde det bedre for dem, for så havde han jo faktisk også en grund til at holde hende lidt i sengen, og det var så sandelig heller ikke noget som han havde det mindste imod. Han sendte hende et stille smil som hun igen kunne komme ud, selvom det var tydeligt humpende på sin fod. ”Nå.. skal vi få dig ind i teltet,” endte han sigende, som han gik hen til hende, hvor han roligt tog omkring hendes slanke liv og førte hende med sig hen til deres telt, for nu hvor de delte det, så var det også noget som gjorde det hele nemmere for dem, også fordi at de fra før af, faktisk tilbragte uendelig meget tid med hinanden, så selvfølgelig gjorde det ham ikke noget! Han førte hende roligt hen til sengen. ”Og så kan du blive her,” endte han kækt, som han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

det Med hede nætter var altså noget underligt noget syntes hun, hun hade brugt hele tiden hos healerne til at tænke over det. "har du så også brug for sådan nogle nætter?" spurt hun helt roligt og med en underne stemme, som han lage armen om hendes slanke liv hvilket ikke gjorde hende det mindste! hun kunne godt lig når Adelio var tæt på hende eller ville bruge tid på hende for det var meget rart, og det gjorde hende mere tryk. mænden rundt omkring stoppe med at kigge da Adelio lag armen om hende, de vist godt de ingen chance hade når Adelio var i nærheden af hende, selv om de ikke hade hørt noget om de danne par. Amiée så på Adelio og smile "pas på jeg ikke tager hele din side af sengen" sag hun lige så kækt og smile bare mens hun humpe af sted, hun vist Adelio ville holde hende i sengen og hun lige så godt kunne droppe at prøve at sige i mod, "jeg vil vaskes først..liner en leven blodpøl.. lig til at spise" hun så på Adelio og smile en smule drillen som hun holdt blikket på ham, da de kom i telte hoppe hun hen til spanden med vand hvor en klud også var hun vred den op og satte sig på en lille skammel og begyndt at tør sit ansigt og arme, kjolen måtte hun også smide så hun kunne få den vaske hvilket hun også gjorde, uden at tænke over Adelio var der, hun kendt ikke til blufærdighed og den slags for hende gjorde det enlig ikke noget folk så hende kun i under tøj.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det morede virkelig Adelio at Aimée slet ikke var kendt med de intime nætter. Det beviste jo bare at hun havde en ringe erfaring indenfor området – der var han jo trods alt også langt mere øvet, for det havde han været allerede fra han havde været ganske ung. Han vendte blikket roligt mod hende, som han let trak på skuldrene. Han lagde måske ikke det samme i det, som så mange andre ville gøre det, for.. ja, han troede vel ikke på det ægte i det? ”Jeg.. jeg har ikke som sådan.. brug for de nætter, men jeg nyder dem. Det indrømmer jeg gerne,” endte han med en sigende stemme, som han roligt fik hende med sig hen til teltet. Hun havde brug for at slappe lidt af, og bare ligge ned lidt og det viste han godt. ”Hvorfor spørger du..?” endte han med en dæmpet og sigende mine, som han vendte blikket mod ham igen. Han kuklo ganske let.. Hun formåede virkelig at gøre ham i godt humør og lige når det måtte komme til hende, så var det faktisk ikke særlig svært for hende, i forhold til enhver anden, og det var selv noget som måtte komme bag på ham selv. Han hævede hånden roligt og strøg den roligt mod hendes kind. ”Min kære.. du har altid været lige til at spise..” Han knurrede let af hende, også selvom det kun var for at drille hende lidt, for man havde jo kun det sjov som man selv stod og lavede, og det var uden videre omsvøb, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Han rettede sig op og satte sig på sengekanten ved siden af hende. ”Jeg tror ikke at du ønsker at jeg skal sove på den kolde jord..? Gør du?” tilføjede han med et kækt smil. Han var virkelig som snydt ud af næsen på sin far!

[Deleted]

Aiée så på ham som han spurte hende hvorfor hun hade spurt om, han hade brug for den slags nætter. "håbe du kunne vis mig.. hvad sådan en nat var for noget" ham det ganske munteret fra hende for hun andet virkelig ikke en dyt om hvad pokker det var hun trode bare det var et eller andet helt uskyldig, hvor skulle hun have lært at det var noget frækt noget. at han knurre af hende og sag hun var lig til at spise gjorde hende underligt nok helt generet, hun fik et svagt rosa skær over kinderne mens hun forsatte en smule langsomer med at vaske armen som hun sad der i under tøj, "du kan da bare tag en bid.. vis du tør!" sag hun så kænt og så en smule udforderne på ham, hun kunne godt lig at udforder ham, det pleje at endet sjovt alt efter hvad det var hun udforder med. hun kigge ned som hun fik vaske sig ned over kravebenet og bryste der ikke var dække af hendes tynde stof bh, hun var næsten ren for blod kun håret trængt til en tur ned i spanden, da det kom til stykket ville hun helst ikke han sov ned på jorden, hun ville heller have han var i sengen.. hos hende.. så hun kunne putte sig ind til ham. "n-nej.. hvem skulle jeg så.. søg tryghed hos" hun så på ham med de isblå øjne der stadig skinde efter hendes to lækker sjæle hun hade fået, hun rejset sig og bukke sig helt ned og stak hovede i spanden og ryste hovedet lidt ingen hun roligt hæve hovede stadig bøjet for over så vandt fra håret løb ned i spanden igen hun hade øjne lukket for ikke at få vand i øjne, og hendes krystal dryppe af vand den hang jo stadig om hendes hals og skinde smukt og isblå. "lidt hjælp her?" spurt hun som hun stod der bøjet for over med den lille røv vendt mod ham og kun i klædt under tøj det kunne tydelig misforståes vis man var en mand, eller en typisk mand i vært fald.

[Theodore Jarvis Acheron]

At Aimée virkelig ønskede at vide mere omkring de mere intime stunder som kunne foregå mellem mand og kvinde, var noget som alligevel morede ham. Det som dog var kommet en anelse bag på ham, var præcist det faktum, at der tilsyneladende ikke havde været nogen til at forklare hende om hvad det var for noget, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen måde overhovedet! han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Han smilede ganske let, tydeligt kækt. ”Du har ingen anelse om hvad det er for noget, har du?” spurgte han med et stille smil på læben. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, men han.. vidste bare ikke om han var den som skulle vise hende det, specielt ikke hvis hun var så.. forvirret og omtumlet som hun kunne virke som i tide og utide. At knurre af hende, var noget som han gjorde udelukkende for at drille hende, for han ønskede slet ikke at gøre hende ondt. Han grinede ganske let. ”Tror du ikke at jeg tør?” spurgte han drillende, som hans ene arm roligt gled omkring hendes skikkelse, hvor han let trykkede hende ind mod sig, for det morede ham virkelig og endda også mere end det som han lige kunne beskrive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han smilede ganske let, som han varsomt plantede et kys mod hendes pande og med et stille smil. ”Ja, det må du jo finde ud af, hvis jeg forvises til gulvet,” sagde han med et drilsk smil.
At hun ville vaskes, var noget som han godt kunne forstå, og også noget som han lod hende gå hen og vaske sig, hvor han roligt fulgte hende med blikket. Det kunne godt være, at hun ikke var den som stod i den mest tilklædte beklædning, men det var ikke noget som han sagde noget til som sådan, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At hun bad om hjælp, fik ham til at grine, for.. set fra hans stilling, så kunne det jo sagtens se helt forkert ud! ”Hjælp med helt præcist hvad, min kære?” spurgte han roligt, som han gik op ved siden af hende. Hånden lod han ganske let stryge over hendes bagparti.

[Deleted]

Amiée hade sidste og set underne på ham som han spurte om hun virkelig ikke viste hvad en hed nat var, "nej vis jeg gjorde hade jeg jo ikke spurt vel? men vil du vis mig dig? " spurte hun bedene og så på ham, da han valgt og kysse hende på panden gjorde hende intet hun kunne godt lig når hun fik et kys på panden eller kinde eller skulderne når det endelig bød sig, da samtidig hade sprut om hun trode han tur tag en bid, "Næ jeg tror du en vær kylling" sag hun frækt og rakt drillen tung af ham inden hun var begyndt på at vaske sig og til sidste håret. da han rejste sig og spurte hvad han skulle hjælpe hende med, og samtidig let rørt hende ende, gav hende et sug i maven på en sådan behalig måde. hun kunne ikke se helt op på ham med hovedet kunne hun lige hæve så det var ud for hans skød, "først... ræk mig lige noget og tøret håret i tak" hun hade strefe hans skød med næsen, mens hun vente på han gjorde det hun kendt jo ikke til sensuelle grænser generalt kendt hun ikke til noget der hade med sensualitet og gør der var også der for hun kunne stå der i ingen ting eller i dette tilfælde næsten ingen ting over for en mand, eller i dette tilfælde Adelio for hun kendt ikke til det at en kvinde skulle dække sin krops dele for andre af det modsatte køn hvem skulle have lært hende det. hun stod bare og vente mens hun tænkt over det sug i maven hun hade fået for hun var komme med en lille sukke lyd uden hun selv hade høret det, det var en underlig føle og mærke noget rør hendes ende, en kølig hånd ja men stadig det hade enlig føltes meget rart syntes hun på sådan en sær måde igen. "skal jeg stå her hele dagen Adelio ? eller hade du tænkt dig og giv mig lidt hjælp tak.. så du søde" hun lave sin søde stemme som hun prøve at se op på ham med de lysen is blå øjne.