I close my eyes..

[Liya Daimond Diamaqima]

Det havde virkelig været en dum fejl at afvise hende på den måde, når hun blot forsøgte, og det vanvid var slet ikke noget hun selv styrede, og særligt ikke nu hvor hun var så skrøbelig oven på Nathaniels død, der skulle ikke noget som helst til. Hun holdte ham tæt ind til sig. Han havde underkastet sig hendes vanvid, men hun vidste et sted at han gjorde det i frygt frem for respekt, hvilke andre udveje havde han i virkeligheden? Hun trykkede sig ind til ham, lod tårerne trille fra sine kinder og ned på hans skulder. Tårerne satte spor på hans klæde med små uskyldige dråber. Efterhånden var solen gået næsten helt ned, og efterladt dem i et mørke der bestemt heller ikke havde en positiv effekt på hende selv. Han kunne ikke hjælpe hende, det kunne ingen, hvilket også var grunden til at hun følte sig så forbandet fortabt! Nu hvor hun sad tæt på ham med middel og mulighed så blev det kun mere fristende, selvom hun virkelig kæmpede imod alt det i hende som bad hende om at gøre ham ondt. ”Jeg har ikke lyst,” hviskede hun stille, ment mere til sig selv end det var til ham. Liya så ikke på ham, selvom hun kunne fornemme det undskyldende væsen. Der var ikke meget hun kunne bruge det til. Det gjorde ondt i hele kroppen. Hun gispede efter vejret. Uanset hvor hun søgte trøsten så fandt hun den ikke, uanset hvilken favn hun stod i, så var den tom og kold, og hans var slet ikke anderledes! Hun sneg kniven op under kjolen holdte den på hans ryg, også selvom hun slet ikke antydede at hun bar noget våben på nogen måde. Hendes hånd skælvede. Trangen var der. Hun ønskede slet ikke at gøre ham det mindste, men hvordan skulle hun ellers slippe af med de tunge sten der plagede hendes bryst! ”Det er i orden,” hviskede hun stille. Tårerne var stoppet med at falde, hvilket i sig selv var et skidt tegn. Hun lod de mørke øjne søge mod himlen som var det Nathaniel hun så op på. ”Tilgiv mig,” hviskede hun stille. Blikket gled i, i samme øjeblik som hun endelig jog kniven mod hans ryg, så den sigtede netop mellem hans skulderblade. Hun ville hade sig selv resten af sine dage for det, men hun var ganske simpelt nødt til at af med smerten og frustrationen, og Nathaniel.. han var jo alligevel død!

[Deleted]

Hvad Thayne havde i vente, vidste han ikke, men hvis han bare kunne få Liya til ro, så skulle det hele vel nok også gå? Han bed sig en smule i læben, som han vendte blikket stille mod hendes skikkelse, som hun sad der i hans arme. Han var bange for hende, og løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vidste jo trods alt hvad hun var i stand til, selvom det ikke just var noget som gjorde det hele bedre altid, for det gjorde det bestemt heller ikke. Han bed sig en anelse i læben, kun for at vende blikket mod hende endnu en gang. ”Vi.. vi skal nok finde en løsning,” endte han med en ganske dæmpet, også mest for at overbevise sig selv om det faktum. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang, som han varsomt strøg hende over ryggen, mest af alt for at få hende til at falde til ro og… hun var jo holdt op med at græde, så det gik vel i den rigtige retning? Han kendte hende ikke nok til at kunne skille det ene fra det andet, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At hun fandt våben frem under kjolen, var slet ikke noget som han lagde mærke til, for hans opmærksomhed hvilede i hendes. Nu så det jo ud til at gå i den rigtige retning! ”Sch… Der er ikke noget at tilg..” Han endte med at tie fuldstændig, som kniven borede sig direkte ind i ryggen på ham, hvor han endte med at sidde fuldkommen stiv i minen ,som om at alt farve i hans ansigt, faktisk måtte ende med at forsvinde. Han gispede direkte efter vejret, hvor det vel også var tydeligt, at det var lungerne det var gået ud over. Som stødet var sket fra ryggen af, så røg han mere frem og ind i hende, idet han blev mere og mere bleg. Han kæmpede nærmest for at få vejret, hvor det til sidst endte med at sløre fuldstændig for ham, og han gled ind i døden.. siddende i Liyas arme..

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya holdt sig selv tæt ind til Thayne, selvom han tydeligvis forsøgte at skænke hende den trøst som hun behøvede, så hjalp det hende ikke på nogen måde. Desperat søgte hun efter varme, søgte et sted at udfri sin længsel, men uanset hvor hun kom hen, så ændrede følelsen sig ikke. Hun ville aldrig finde en som var som Nathaniels foruden sin egen søns, men hun ønskede heller ikke at være en byrde for sine børn, ikke mere end det som hun var i forvejen vel og mærke. I samme øjeblik kniven borede sig ind i hans kød, hun kunne høre den ramme en knogle, og mærke afstanden i sin hånd. Det lettede hende. Hun følte ti sten falde fra brystet, det var som en skidt rus, en forbandet afhængighed, som for et øjeblik gav hende den magt, som hun altid havde søgt men aldrig fået. Hun åndede lettet ud, og følte hvordan han blev slap i sin favn. Hun kunne ikke blive det var hun klar over. Ingen tårer faldt, hun udviste ingen fortrydelse, for det kunne hun ikke. Hun trak kniven ud og slap ham, lod ham falde bagover. Hendes hænder var frygtelig hurtigt dækket af det røde blod. Hun holdte dem op for sig, indåndede duften. ”Undskyld,” hviskede hun endnu engang, før hun rejste sig og så ned på den døde skikkelse. Han havde forsøgt at hjælpe hende, men hun kunne ikke hjælpes! Luften omkring dem føltes anderledes, underligt frisk, og sød. Hun kunne føle de fortrøstningsfulde strøg, men ikke nok med det, så følte hun sig.. stærk. Stemmen havde vundet endnu engang.. Der var ingen vej tilbage. Kniven jog hun tilbage op under kjolen, selvom det satte blodspor op og ned af hendes lår. Hænderne tørrede hun af sin kjole, før hun roligt vendte ryggen til Thayne og søgte længere ind i skoven. Et sted så kunne hun kun håbe på at hun ikke ville støde på flere, for allerede nu var hun derude hvor hun ikke ville være i stand til at styrer det, og hun ønskede ikke at præge sine børn med ens kam, særligt ikke nu hvor Silia sad på tronen. Det skulle nok blive en interessant aften..mere ville have mere, og det var netop det hun stod i øjeblikket!

//OUT