I close my eyes..

[Deleted]

Det var ved at være skumring og mørkt. Solens stråler farvede den smukke himmel i alverdens farver, hvilket var noget som Thayne godt kunne lide at betragte. Endnu en gang kunne han se sig om, endnu en gang en tilværelse alene, selvom det ikke just var noget nyt for ham, selvom tanken et sted gjorde ondt. Tabet af Jesse, var faktisk noget som han havde taget hårdere end det som han lige havde regnet med, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Diamaqima-familien havde taget så godt imod ham i sin tid, men han havde slet ikke fået sig til at søge til dem, også fordi at han havde hørt om den store Nathaniels bortgang, selvom det ikke ligefrem var noget som behagede ham yderligere.. Han ønskede ikke at komme Liya på tværs, for hun havde været så tæt på at slå ham ihjel tidligere, og det ønskede han slet ikke igen! Tankerne alene om det eneste møde med den unge Diamaqima, var noget som fik det til at løbe iskoldt ned af hans ryg, og det var slet ikke noget som han kunne gøre noget med af den grund, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Han sukkede dæmpet og vendte blikket omkring sig. Skoven var ved at være godt tilbage på benene igen, og det var faktisk ved at være lige så smukt, som han kunne huske det. Thayne nød godt af fuglenes sang, også selvom det var vuggevisen for de små unger som var klækket af æggene, inden de skulle lægges til for natten. Skoven var atter engang præget af et liv, som forår og sommer bragte med sig, og det var en tanke som han mægtig godt kunne lide, det var jo slet ikke det! Han endte med at sætte sig ned på en sten. Hans tøj var fuldstændig laset, også fordi at.. han havde jo ikke andet at gå i, han havde ikke nogen steder at søge hen, hvilket faktisk var noget som gjorde ham direkte ked af det, go det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre af den grund. Han sukkede dæmpet og vendte blikket sigende op mod den store himmel over ham. Han kunne se de mange farver, og han nød faktisk synet af det. ”Jeg savner dig, Jesse..” endte han dæmpet, og tydeligt med en stemme præget af en længsel. Han manglede ham virkelig!

[Liya Daimond Diamaqima]

Den smukke solnedgang var altid noget som havde haft en beroligende effekt på Liya, hvilket også var grunden til at hun havde sneget sig bort fra sin kære søn, som i øjeblikket sad vugget i en anden verden af sin egen musik. Tonerne fulgte hende næsten i ryggen, eller også var det fordi de stadig spillede i hendes hoved. Hun bevægede sig med stille skridt gennem den efterhånden frodige skov. På disse kanter ville man aldrig kunne se at skoven i sin tid havde været brændt. Lige så var hytten blevet genopbygget, hvilket var en tanke som hun virkelig havde nydt, at være tilbage i sit trygge hjem, med sine elskede børn og.. Nathaniel. Hun sank en klump. Det gjorde stadig frygtelig ondt at tænke på ham. Man kunne se på hende at det tog hårdt. Hendes øjne var trætte og uden synderlig glæde, hendes hud var blegere end et lig, og hun slæbte sig af sted med tunge skridt, hvilket slet ikke lignede hende. Fuglene sang søde toner over hende, men hun lyttede ikke rigtigt. Det var blevet svært for hende at fokusere på noget som helst, fordi det eneste hun egentlig besad var en følelse af at være i vejen og fuldkommen fortabt uden sin kære Nathaniel. Hun så ned på sin finger. Ringen havde hun endnu ikke fjernet, det var et skridt som hun slet ikke var parat til at skulle tage. De mørke lokker krusede i de store krøller omkring det trætte ansigt. Hun gjorde sig hverken i stand eller noget, men et sted var den sensuelle udstråling vel mere end rigeligt? Ikke langt derfra hørte hun en hviskende tone. Måske det var dumt, men hun blev nysgerrig, der var noget velkendt ved den som hun ikke rigtigt kunne placere. Med årvågne skridt trådte hun ud bag de træer som skilte dem ad. Hun genkendte skikkelsen, men hun havde svært ved at sætte navn det. Det var nok en hun havde mødt sammen med Nathaniel. Hendes mave snørede sig sammen. ”Jeg.. Hej?” forsøgte hun med en rolig tone og betragtede ham lidt indgående. Hun var ikke direkte aggressiv, og hun forsøgte at holde sig i skindet, hvilket også gjorde at hun faktisk selv forsøgte sig på at komme lidt igen. Var det ikke hvad Nathaniel ville have ønsket af hende?

[Deleted]

Ensomheden var tydelig for Thaynes vedkommende, og selv havde han endnu ikke formået at give ordentlig slip på Jesse. Ja, hvad der var sket, vidste han egentlig ikke, også selvom det vel var den uvidenhed, som gjorde, at han ikke rigtigt kunne komme videre? Han sukkede dæmpet, og slog let armene omkring sig selv, som havde det været i en selvomfavnelse, for der var jo ikke rigtigt andre til at gøre det ved ham trods alt. Svagt bed han sig i læben og så op mod himlen igen. Det var ved at være mørkt, også selvom det ikke ligefrem var noget som skræmte ham, så var det noget som et sted gjorde ham rolig, for så følte han næsten at han kunne mærke Jeses ånd ved sig, og det var en tanke som han faktisk rigtig godt kunne lide. Han bed sig ganske svagt i læben. Ringen bar han selv.. De havde jo trods alt været gift, selvom det ikke var noget som der var kommet ud for nogen som helst, og det var skam også sådan at han havde det bedst med det, for han ønskede ikke at folk skulle dømme ham for et valg, som han aldrig nogensinde ville fortryde! Stemmen som lød ikke langt fra ham, var noget som fik det til at gispe helt i hans krop. Han rejste sig hastigt, og vendte sig om. Synet af Liya – en kvinde som han havde mødt en enkelt gang før, men samtidig også fået fortalt om hvad hun havde gjort ved Jesse, var noget som faktisk.. skræmte ham. Hvad pokker lavede hun helt herude?! Han blinkede let med de mørke øjne, hvor han begyndte at fumle lidt med hænderne foran sig. ”… H-hej Liya,” sagde han endeligt, som han stille kiggede op på hende, for han turde da bestemt heller ikke andet, nu hvor han faktisk var klar over, hvad det var hun var i stand til at gøre ved folk! Han trak vejret dybt, hvor han let rettede sig op. Han følte sig pludselig umådelig lille.. hun havde været i stand til så meget, og han turde end ikke at udfolde sig oprigtigt, og det var noget som faktisk også gjorde det hele langt mere besværligt! ”H-hvad laver du helt herude?” tilføjede han stilfærdigt. Et sted vel et forsøg på at holde en samtale kørende? Så hun ikke skulle ende med at kede sig, og pludselig gøre noget mod ham, som han slet ikke ønskede at blive udsat for, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde set denne mand før, men hun kunne ikke rigtigt placere ham. Nathaniel havde altid kendt så mange, og hun havde mødt et utal af mænd og kvinder i hans følge, men desværre var det ikke mange som selv satte sig fast i hendes eget sind. Hun huskede Nathaniels tidligere lærling Jesse, og den dag i dag fortrød hun faktisk hvad hun havde forsøgt at gøre i sin tid, også fordi det havde skubbet Nathaniel længere fra hende, men der var jo ikke rigtigt noget at gøre ved det nu, hun havde jo ikke mødt ham i mange år efterhånden. Hun lod hånden glide igennem de krøllede lokker. Det var stort af hende at opsøge selskab, men hun forsøgte virkelig at gøre Nathaniel stolt selv på trods af at han var gået bort, og hun havde ikke haft blod på hænderne endnu, også selvom det havde været hårdt at holde sig så meget igen. De mørke øjne betragtede ham nysgerrigt. Modsat hende, så lod han til at gengælde hende frygtelig hurtigt, og nu hvor hun så på ham så huskede hun også hvem han var! ”Thayne!” udbrød hun med en skjult stolt over faktisk at kunne huske det. Hun trådte en anelse tættere på ham. Det var dog et mærkværdigt sted at finde ham, hun havde ikke set ham i frygtelig mange år efterhånden, men det var da rart at møde en af de mennesker som hade været en del af hendes fortid. Hun lagde hurtigt mærke til hvordan han nervøst begyndte at fumle med fingrene og tøve i sine udtalelser. Hun rynkede en anelse undrende på panden. ”Jeg.. går bare en tur,” svarede hun roligt. ”Hvorfor virker du så.. nervøs? Er det noget galt?” spurgte hun og trådte et skridt tættere på, en anelse uforstående. Hun huskede ham ikke ligefrem som en stilfærdig type. Hun så op mod himlen. Det var næsten som at føle Nathaniel trække hende ind til sig igen, og passe på hende som han havde gjort. Hun lod blikket glide i, nød den blive ved stryge hendes kind. ”Prøv at lukke øjnene og lyt til vinden,” opfordrede hun med et stille smil, uden egentlig at tænke over sin gamle fremgangsmåde, eller at han havde været tæt på den, der skulle i det hele taget meget til før hun tænkte i de baner nu!

[Deleted]

Af ham og Jesse, så havde det altid været Thayne, som havde haft bukserne på, også efter alt det som var sket med Liya i sin tid, for det var noget som virkelig havde formået at sætte hans kære Jesse direkte i baglås, og selv den tanke, var noget som virkelig kunne skræmme ham. Han manglede virkelig manden, men han var væk.. og der var ikke noget som han kunne gøre ved det. At se Liya herude, var dog ikke ligefrem noget som han kunne sige sig, at gøre noget ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig svagt i læben. Han genkendte hende da med det samme! Det var jo ikke ligefrem fordi at man glemte den kvinde som havde forsøgt at slå ens mand ihjel bare sådan uden videre! Han trak vejret dybt, som hun kom tættere på ham. Hvorfor gjorde hun det? Han ville ikke have det! ”Bare bliv der..!” endte han næsten hastigt, som han selv valgte at trække sig væk fra hende. Han rystede stille på hovedet. Det var jo heller ikke fordi at der var noget galt som sådan! Han rystede let på hovedet. ”Der er ikke noget galt, Liya.. Det.. det er bare hårdt for mig for tiden..” forsøgte han at forklare sig. Måske det var at undvige en anelse, og det også var noget som han gjorde bevidst, for han ønskede ikke at lægge sig ud med en familie som han faktisk havde temmelig stor respekt for, for det havde han faktisk! Han forgudede den familie, også fordi at de havde været så gode ved ham før i tiden! At hun direkte bad ham om at lukke øjnene, var noget som næsten fik det til at gå i sort for ham og på stedet, for det var den typiske fremgang før hun slog ihjel, og hvis der var noget som han slet ikke ønskede, så var det da helt klart at miste livet! Han var dog mere bange for konsekvenserne af.. ikke at gøre hvad hun bad om, specielt nu hvor Nathaniel ikke rigtigt var der til at holde hende i ørene. Nej! Han valgte at slå koldt vand i blodet. Han nikkede endeligt, hvor han alligevel blev stående. ”Mhmm.. Det er meget behageligt.. Det er en rolig aften,” endte han ganske sigende, som han kort valgte at se væk fra hende og op mod den store himmel i stedet for. Det var jo faktisk behageligt, når der langt om længe var ro på den her til lands.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde ikke kendt hverken Jesse eller Thayne synderlig godt, og det havde været mere uheld end det havde været forstand, da hun i sin tid forsøgte at slå Jesse ihjel, det havde været før Nathaniel for alvor havde fået en plads i hendes li, og desuden ville hun aldrig have gjort det, hvis hun havde haft det mindste kendskab til at det havde været hans lærling. Liya så forundret på ham, han virkede jo ligefrem.. rædselsslagen? Var det hende der gjorde noget? Hun stoppede op med det samme, frøs på stedet som havde han afsløret at han var befænget med et eller andet. Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham lidt indgående. Den sensuelle gnist var hun ikke i stand til at skjule, men efterhånden spekulerede hun ikke længere over effekten, også selvom det ikke gjorde det bedre at sulten var begyndt at plage hende. ”Du opfører dig underligt,” konkluderede hun, og vovede på trods af hans advarsel og tage et skridt tættere på. Hun frygtede altså ikke at han skulle smitte hende med et eller andet, døden virkede på mange områder som den letteste vej i øjeblikket, også selvom det ikke ville være retfærdigt overfor de to vidunderlige børn som hende og Nathaniel havde sat i verden. ”Det kender jeg godt,” endte hun forsøgende, næsten som forsøgte hun at etablere noget de havde tilfælles for at få en samtale i gang. Hun lukkede øjnene, med minen rettet mod den smukke himmel. Hun forestillede sig at Nathaniel ville sidde med et smil, fordi hun forsøgte at komme igen på trods af at smerten gennemborende hende som en tortur uden ende. , hun stod faktisk i en samtale med en mand! Smilet bredte sig en smule. Hun åbnede ikke øjnene. ”Du snyder,” påpegede hun. ”Jeg kan fornemme at du stadig har øjnene åbne,” formanede hun en anelse irriteret, for hvad pokker var der nu galt i at nyde naturen for en stund. Hun lod blikket komme til syne igen og trådte hen mod ham. Hånden hævede hun ganske stille og førte over hans blik kun for at lukke hans øjne. ”Kom nu. Gør et forsøg,” bad hun roligt. Mere forlangte hun jo ikke, og han virkede frygtelig anspændt, måske det faktisk ville kunne hjælpe ham til at slappe en anelse mere af, tilgengæld skænkede hun ikke rigtigt sin morderiske fortid en tanke.

[Deleted]

Thayne kendte heller ikke ligefrem Liya særlig godt, men af det som han vidste, så var hun ikke ligefrem den type som han ønskede at stifte et bekendtskab med, for hun havde ikke gjort andet end at skræmme ham! Havde det ikke været for Nathaniel, så havde han jo mistet Jesse langt tidligere end det som han faktisk var endt med i den anden ende, selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre som det stod i denne stund. Svagt bed han sig i læben, for behageligt var det ikke ligefrem. Han havde det ikke nemt.. han lignede noget katten havde slæbt med ind, også fordi at han jo heller ikke havde nogen at søge til! ”Jeg… opfører mig da ikke underligt.. gør jeg?” Ordene fløj ud af munden på ham, som han vendte blikket mod hende. Han var til mænd.. kvinder havde aldrig rigtigt interesseret ham, men af den grund, kunne han godt mærke at hun rev i ham, hvilket bestemt heller ikke kunne sige sig, at gøre situationen meget bedre for hans vedkommende, for det gjorde det bestemt heller ikke! At hun fortsatte mod ham, var noget som fik ham til at synke klumpen i halsen, som han vendte blikket mod hendes ansigt. Hun var nok den smukkeste kvinde som han havde set, men.. nej! Han måtte altså ikke tænke sådan! At hun også havde det hårdt, kunne han næsten gætte sig til. Alle havde hørt om tabet af Nathaniel, og mange havde faktisk også taget det hårdt.. Selv han havde taget det lige så, for han havde slet ikke regnet med at den mand nogensinde ville gå i graven! At hun direkte ønskede at han skulle se op på himlen, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, for han tog virkelig ikke chancen når det kom til Liya! At hun havde fundet ud af, at han ’snød’, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre. ”Jamen.. jeg behøver da ikke lukke øjnene for at nyde den..” påpegede han næsten forsigtigt. Tabet af det som han selv havde mistet, var selv noget som påvirkede ham. Han var ikke stærk længere.. tvært imod, så var han blevet meget usikker, og det var bestemt heller ikke noget som gavnede ham! At hun direkte kom hen mod ham og førte hånden over hans øjne for at lukke dem, var noget som ganske kort satte en panik i hans sind. Han hævede hænderne næsten uden at tænke over det, for at skubbe hendes hånd væk. ”JEG VIL IKKE!” udbrød han med en næsten fast tone. Først der endte han med at tie. Det var måske.. ikke helt så klogt?

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde ganske vidst en ikke så heldig fortid bag sig, og det var bestemt heller ikke noget som hun var stolt af, men det var nu engang sådan det var. Thayne lignede ligesom hende, noget katten havde slæbt med ind og værre endnu, og hun brød sig ikke om at han opførte sig så underligt omkring hende, hun forsøgte jo bare at hjælpe? Jophiels musik havde gjort hende rolig, men hun følte en urolig fornemmelse i maven når han opførte sig på den måde! ”Jo. Nervøs,” konkluderede hun stille, også selvom hun ikke kunne se hvad han havde at være nervøs for., det var jo bare hende, og hun havde lidt glemt hele situationen med Jesse i sin tid, for det var jo slet ikke ting hun brugte til på at spekulere over. Liya vidste at Thayne ikke fandt nogen seksuel interesse i hende, hvilket gjorde det lettere for hende at opsøge ham af alle, det forekom hende slet ikke, at den sensuelle tiltrækning altså også havde sin effekt på homoseksuelle. Hun sendte ham et stille smil. ”Nej du behøver ikke, men jeg er sikker på at det vil få dig til at slappe af,” endte hun stille, og fortsatte blot med at ligge hånden over hans blik, det var jo slet ikke ment med nogen ond hensigt. At han så direkte hævede stemmen, var noget som øjeblikket fik hende til at træde væk fra ham, kun for at krympe sig en smule. Hun hadede når folk råbte af hende, og det at han gjorde det frembragte kun en frustration i hende! Hun holdt hånden ind til sit bryst som havde hun smerter efter det lille slag, også selvom det ikke var tilfældet. ”Fint. Men hvorfor er du sådan?!” udbrød hun frustreret. Hun ville have et svar, for det andet kunne hun ikke bruge til noget, det var jo ikke fordi hun ville være anmassende eller noget som helst! Hun forsøgte for pokker bare at opfører sig som enhver anden prociansk kvinde, som forsøgte at give lidt af sig selv for at hjælpe andre, for det havde Nathaniel ønsket af hende hele tiden, og alt hun gjorde, gjorde hun for at gøre ham stolt, så hvad havde hun pludselig gjort forkert, hun kunne ikke se det?! ”Hvorfor råber du af mig?” spurgte hun som havde hun været en lille pige i et uheldigt skænderi med sin far. Hendes tone var dog en anelse irriteret for hun havde jo ikke gjort ham noget som helst!

[Deleted]

Det var virkelig svært nok for Thayne at slappe af, men Liya gjorde det bestemt heller ikke nemmere eller bedre for ham, ved at stå overfor ham, som hun gjorde i denne stund. Tanken om hende, var noget som gjorde ham urolig, for hun havde kostet ham meget.. nok ikke fysisk, men psykisk havde hun, og det var noget som han faktisk stadig måtte slås med på sit vis, og specielt nu hvor hun stod overfor ham, så gjorde det bestemt heller ikke ligefrem det meget bedre for ham! Han bed sig en kende i læben, som han vendte blikket mod hende. ”Jeg.. jeg har bare mange tanker i hovedet, okay?” Nok snarere en bortforklaring, som han ikke kunne bruge til noget i det lange forløb, men det var nu bare sådan at det var, når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket en kende væk fra hende igen, som hun var endt med at komme ham i møde. Han brød sig bare ikke om den tanke, og det var noget som gjorde det hele så meget værre igen! Og hun kunne bare ikke se det! Det var jo tydeligt for ham! At hun kun gjorde tingene for at hjælpe, var slet ikke tanker som han kunne se på nogen måde. Han slog hendes hånd væk, hvor det at han hævede stemmen, slet ikke var noget som han gjorde med vilje! Han vendte blikket næsten overrasket mod hende, hvor han tydeligt også måtte blinke med øjnene. ”… U-undskyld..” endte han med en mere dæmpet stemme, som han næsten automatisk havde taget et skridt mod hende. Han vendte blikket mod hendes ansigt.. han kunne jo slet ikke lade være med at se hende i øjnene, nu hvor de alligevel var endt så tætte på hinanden! Han knyttede næverne lidt, som han igen kastede dem omkring sig selv. ”Jeg vil bare gerne være lidt alene.. Undskyld Liya,” endte han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han ønskede slet ikke at have hende tæt på sig, for det var først der at det for alvor ville ende med at gå galt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig! Han havde endnu sit liv, og Jesse vil da kun tydeligt blive skuffet, hvis han ikke gjorde noget ud af det, men forblev fanget der hvor han var i denne stund? Og det ønskede han bestemt heller ikke! ”Jeg er ikke et værdigt selskab..” tilføjede han stilfærdigt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var slet ikke fordi Liya havde nogle onde intentioner – tværtimod så ønskede hun kun at hjælpe ham, også selvom hun ikke havde kendskab til det tab som han havde lidt, for det var alt for mange år siden, hun sidst havde set noget til både ham og Jesse. Det forvirrede hende at han lod til at forsøge at holde hende på afstand på den måde, hun havde jo ikke tænkt sig at gøre noget! Hendes kæbe bævede underligt i kampen om at holde tårerne tilbage, for hun hadede at få afvisninger, særlig når hun nu virkelig forsøgte at gøre noget godt. Hendes hjerte slog faste slag. Det gik hurtigt op for hende, hvad der i virkeligheden foregik, for han blev ved at bortforklare sig selv, hun var for pokker da ikke dum! Hun rynkede på panden og betragtede ham med et langt mere intenst blik. Hvor vovede han i det hele taget at dømme hende på den måde?! ”Du er bange for mig er du ikke?” formulerede hun som et spørgsmål, selvom det mere var ment som en konklusion. Han ville jo overhovedet ikke se på hende! Det var en tanke som gjorde hende forvirret, og når det forekom så kunne det ikke andet end at gå galt. Scener spillede sig for hendes blik, hun forsøgte at huske hvornår hun havde tilegnet sig hans frygt, for den var jo fuldkommen ubegrundet! ”Jeg mindes ikke at have gjort dig noget nogensinde,” mumlede hun frustreret og med våde øjne. Hun gav sig til at remse en hel del op, med en mindre mumlen, mest for at forsøgte holde styr på tingene selv, også selvom det i sidste ende kun forvirrede hende mere. ”Du bortforklare, og går næsten i panik.. reagere som alle andre!” hun vendte ryggen til ham og knyttede hænderne fast sammen. Det var slet ikke retfærdigt! Hun havde jo forandret sig, ellers ville hun ikke kunne bo i dette land, og hendes datter var dronning, det sagde vel også lidt, eftersom hun i højere grad havde opdraget børnene! Desuden.. han kaldte sig selv ikke værdig, men hvad pokker var hun så ikke? Det var jo ikke fordi hun ønskede at nogle skulle gå rundt og direkte frygte hende? Hun havde jo ikke slået ihjel i et par år nu! Tankerne fór igennem hendes sind inden hun egentlig nåede at tænke dem, og det gjorde hende oprevet, det skulle der ikke herske tvivl om!

[Deleted]

Thayne var ikke helt klar over, hvilke intentioner der var bag Liyas handlinger, eller om der var nogen i det hele taget. Men af den grund, så ville han virkelig ikke tage chancen, hvis det var noget som han ellers godt kunne blive fri for i den anden ende. Han vendte blikket sigende mod hende, som hun havde trukket sig væk fra ham. Som han havde det lige nu, så ønskede han slet ikke, og så følte han sig slet ikke værdig til nogens selskab. Han ønskede bare at være alene, få bearbejdet det hele og så komme videre – hvis det nogensinde ville ske, hvilket han nu heller ikke direkte regnede med. Han endte med at blive fuldkommen tavs til hendes ord, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Hvad skulle han sige? Svagt bed han sig i læben. ”Jeg… jamen..” Endnu en gang, endte han med at blive temmelig stille, for hvad skulle han da sige? Han havde ikke noget at sige, og det vidste han da udmærket også godt. Direkte så havde hun jo ikke ligefrem gjort ham noget, men snarere.. psykisk så havde hun, i og med at hun havde gjort Jesse ondt. Det var også først nu at han for alvor kunne sige sig, at blive en anelse usikker, for han frygtede virkelig hvad dette kunne føre til! ”Det.. det har du heller ikke,” erkendte han roligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han vendte blikket mod hende, hvor han denne gang endte med at tage et skridt hen mod hende – vel også for at vise hende, at hun ikke havde gjort noget forkert? At hun ikke havde haft nogle onde intentioner, var noget som efterhånden så småt var ved at gå op for ham, selvom han ikke just vidste, om hans egne handlinger havde ført noget dårligt med sig, for det var faktisk noget som i sig selv, var nok til at gøre ham en kende usikker. Han rystede let på hovedet. ”Jeg har det ikke særlig godt for tiden, Liya! Det har ikke noget med dig at gøre!” forsøgte han med en snarere febrilsk mine. Han ønskede jo slet ikke at det skulle gå galt. Endnu en gang havde han taget et skridt mod hende. Hun fordømte ham ikke for hvad han var, og det var jo noget som han i sig selv, godt kunne lide. ”Undskyld..” forsøgte han igen, som han meget varsomt og ganske forsigtigt, måtte tage omkring hendes hånd.

[Liya Daimond Diamaqima]

Måske Liya altid havde gjort brug af nogle direkte desperate metoder, men mere var der jo så heller ikke at gøre ved det! Hun havde altid været en fortabt sjæl, til den dag Nathaniel var kommet ind i hendes liv vel og mærke, han havde forandret hende til det bedre, selvom hun havde været tvunget til at kæmpe så hårdt for selv de mindste ting, hun var træt og slidt, særligt nu hvor kampen gjaldt noget så simpelt som overlevelse. Liya kunne allerede høre undskyldningerne forme sig i, klar til at forlade hans læber. Han var for pokker direkte febrilsk og det var ikke muligt for ham at skjule det for hende. Hun missede med øjnene og betragtede ham en anelse dræbende. Det var virkelig ikke retfærdigt at dømme hende på den måde, når hun nu aldrig havde lagt en finger på ham! Vreden blussede i hendes indre, hun forsøgte at holde den i skak selvom den føltes så stærk i forhold til det som hun selv var i stand til at præstere. Det sitrede i hendes fingrer. Kvinden bar hun på sig, mest fordi det havde været hendes plan at samle nogle svampe som hun ville kunne bruge til middagen i aften. NEJ! Hun skød tanken fra sig, hun kunne ikke tænke i de baner, Nathaniel ville hade hende hvis hun gjorde Thayne ondt! Hun fulgte ham, som han ligefrem begyndte at træde tættere på. Det beroligede hende overhovedet ikke, ikke nu hvor han fra før af havde skænket hende en afvisning, og det gjorde forbandet ondt! Han var jo en af de få på disse kanter hun kunne kende, og uden Nathaniel følte hun sig blot som en fremmede der bar hans navn. ”Men du er jo skrækslage for for m...” hun tav og tog sig til hovedet. Denne gang var det hendes tur til at ryste direkte febrilsk på hovedet. ”Nej jeg beder dig! Gå væk!” udbrød hun med en tone der vidnede om direkte smerte. En tårer trillede ned over hendes kind, hun måtte ikke lytte til den! ”Ignorér den.. Ignorér den,” hviskede hun stille for sig selv, og havde for et øjeblik glemt alt om at Thayne stod lige ved siden af. De mange forvirrende tanker og det bankende hjerte var noget som formåede at hylde hende helt ud af den! ”Ikke rør mig!” udbrød hun afvarende. Fristelsen var enorm. Ingen afviste hende bare sådan!

[Deleted]

At det ikke havde været onde intentioner Liya var kommet med, og nu hvor det allerede var gjort klart for Thayne, så kunne han sagtens falde en anelse til ro igen. Han var bare nødt til at være forsigtig, også fordi at han ikke var den stærkeste på magisk vis. Han havde aldrig rigtigt haft nogen til at vise ham det, så hvis Liya i sinde skulle ende med at gøre ham ondt, så ville han end ikke have noget at forsvare sig med! ”Du.. du forstår mig ikke..” Han endte med at tie direkte, som han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. At det hele skulle forandre sig bare sådan uden videre, var noget som alligevel fik ham til at stirre på hende, tydeligt med en usikker mine, for.. hvad var det nu der skete? Han brød sig bestemt ikke om det, også fordi at det tydeligt var noget som måtte påvirke hende på en temmelig ubehagelig måde! Set i hans øjne om ikke andet, go det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende! Han endte med at trække sig, som hun direkte bad ham om ikke at røre hende. Han var jo ikke ligefrem kendt med hendes sygdom og hvad hun fejlede, også selvom han vidste at hun fejlede noget. Det var jo noget som han havde fået at vide igennem hans forhold og ægteskab til Jesse, men nu var det hele jo faldet til gulvet. Hans hjerte begyndte at hamre direkte usikkert mod hans bryst, for det var bestemt heller ikke særlig behageligt for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg kan ikke lide det..” endte han med en dæmpet stemme, som han slog armene let omkring sig, kun for at trække sig et stille skridt. Han gik ned i knæ, som han næsten valgte at gøre sig en kende mindre end hende, også for ikke at ende med at fremstå der som en trussel overfor hende, for det ønskede han slet ikke! ”Jeg.. jeg ønsker jo bare at hjælpe..” endte hun med en dæmpet stemme, som han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Hovedet lod han søge let på sned, og tydeligt med en mere usikker mine.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde aldrig haft direkte onde intentioner, hun ønskede for pokker bare at passe ind ligesom alle andre, også selvom det var svært med det ry som hun havde, og uden Nathaniel til at fortælle hende hvordan det var korrekt at gøre. Retningslinjerne i Procias lå jo frygtelig langt i forhold til det som hun havde været vant til fra før af. Hun rystede på hovedet af ham. Der skulle ikke meget til før hun vendte på en tallerken og det var ret så forfærdeligt! Hun så på ham med et direkte hjælpeløst blik. Det var et forsvar, de som gjorde hende ondt hvad enten det var fysisk eller psykisk skulle lide.. hvorfor hun aldrig havde tvunget Nathaniel igennem det, var et større mirakel. Hun gled på knæ, greb hårdt om sine lokker i forsøget på at kontrollere sine tanker. Alle vidste at hun var syg, ingen vidste i hvilken grad eller præcis hvad det dækkede over, men det gjorde at folk tog en vis afstand til hende, særligt nu hvor Nathaniel ikke længere var der. Det var lige før hun var smitsom! ”Du kan ikke hjælpe mig,” mumlede hun en smule fast. Kun Nathaniel kunne hjælpe hende, og han var der ikke til at gøre det. Manden foran hende brød sig tydeligvis ikke om hende, og tanken gjorde ondt. Hun havde aldrig været sin mand værdig, men hun forsøgte at gøre op for det! Gav det slet ingen point at forsøge? Knæene blev skrabet mod den ru skovbund, hun kunne føle en pind presse sig mod sine ømme knæ. Det overraskede hende direkte at se ham glide ned i knæ og ned i hendes højde. Hun stirrede på ham og slap sine lokker. Det fik hende til at se vanvittig ud, men alt andet gjorde så frygtelig ondt. Alt i hendes længtes efter blot et enkelt slag, at udfri den smerte som hun følte, for den var slet ikke til at bære. Hun kravlede tættere på ham og lagde armene omkring hans nakke, kun for at søge trøst mod hans skulder. Tårerne trillede ned over de blege kinder. Hun kunne ikke gøre ham ondt, det ville kun gøre ondt værre, og hun ville aldrig finde Nathaniels accept!

[Deleted]

Hvordan Thayne skulle tage det hele, var han faktisk ikke helt sikker på, og det var en tanke som gjorde ham tydeligt usikker, og han kunne ikke fordrage tanken! Han ønskede slet ikke at gøre ondt værre for Liya, og det var jo selv tydeligt for ham, at hun havde ondt nok som det måtte være i forvejen, og det var jo selv ikke en tanke som ligefrem gjorde det nemmere for ham alligevel af den grund! At se hende sidde der og rive sig selv i håret, at snakke med sig selv, og så samtidig påpege at han ikke kunne hjælpe hende, var noget som bestemt heller ikke gjorde det bedre for ham! Han vendte blikket mod hende, som han selv var gledet ned i knæ i hendes højde, vel også for at vise, at han ikke ønskede at være hende en trussel? Et sted underkastede han sig vel Liyas vanvid? Han anså det næsten som bedst, også fordi at det vel var en lille forhåbning om at det ikke ville gå helt så galt i den anden ende? Hans hjerte hamrede som fast mod hans bryst som hun kravlede hen til ham og bare.. slog armene omkring hans nakke. Han endte med at sidde fuldkommen stiv på stedet, selvom det kun var for en meget kort stund. Han blinkede let med øjnene, som han varsomt forsøgte at lægge armene om hende, også for at vise, at han faktisk ønskede at skænke hende den form for trøst. Han havde jo slet ikke ønsket at gøre hende noget ondt, for det vidste han jo godt, at han ikke fik det mindste ud af i den anden ende alligevel! Han vendte blikket mod hende, som hun sad der. ”Jeg kan vel.. forsøge?” spurgte han stille, som han varsomt trykkede hende ind mod sig. Nu var han ved at falde en smule til ro igen, så selvfølgelig var det noget som hjalp ham temmelig godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hovedet lagde han varsomt ind til hendes, et sted også for at vise at han var en ven, for det stik modsatte, var nok heller ikke det smarteste at gøre, hvilket han allerede havde fundet ud af! ”Undskyld Liya,” endte han dæmpet, som han igen vendte de grå øjne mod hende og med det skæve smil på læberne. Han ønskede hende jo ikke noget ondt, og det håbede han da, at hun vidste!