Hungry for your blood

[Deleted]

Vladimir var utrolig gammeldags af sig, men det havde han jo altid været og det var vel også klart, når han kom så langt tilbage at denne tidsregning ikke engang var lavet? Derfor kunne man heller ikke vide hans nøjagtige alder, for der var intet tal på det, og det var også selv gået i glemmebogen for mange år siden, eftersom man mistede tidsfornemmelsen når man var spærret inde i flere årtusinder. Men det skulle ikke gentage sig denne gang! Han skulle nok finde Alexander og få sin hævn, selvom han godt nok lige skulle ordne denne warlocktøs først! Hun var allerede begyndt at irritere ham, for hun skulle på ingen måde tale ned om hans race! Det værste af det hele var nok det at han slet ikke vidste om hun havde ret, for det kunne vel godt tænke sig at vampyrerne var blevet egoistiske, var blevet tankeløse dyr? Tanken fik ham til at rynke på næsen af foragt, for det var slet ikke sådan vampyrerne burde fremhæve sig selv! De burde vise sig frem med stolthed! Ikke bare som tankeløse rovdyr, der ikke gjorde andet end at massemyrde hvor end de gik, for det var jo direkte tåbeligt! Han kunne måske være grov, han kunne måske lege med ‘maden’, men selv han vidste at man skulle vise andre respekt, selv han kunne være høflig og tilmed venligsindet – det skete sjældent, men forekom dog af og til.
“Jaså? Jamen så fortæl mig hvad I warlocks har præsteret, nu hvor du er så stolt af det,” opfordrede han hende med en hånlig stemme. Han vidste ikke hvad hendes race havde lavet, og måske de faktisk havde slået vampyrerne? Tanken gjorde ham vred, men nu måtte de jo se om hun overhovedet havde noget at prale af, for ellers var det jo bare tåbelig ord hun skød ud af munden uden at tænke sig om først. Warlocks havde altid været vampyrernes største konkurrent, når det kom til den ædleste race, men han kunne ikke tro at nogle sølle menneskelige væsner havde slået den storslået og overlegne race; vampyrerne!
Vladimir kunne overhovedet ikke tåle at være fastlåst til noget som helst, for bare tanken om det skabte en mindre panik i ham, hvilket det også gjorde i øjeblikket. Hans største frygt var jo nok at blive spærret inde som et bæst, som allerede var sket to gange for ham, og hvor slemt var det at man bare ønskede sig en frihed? Det eneste han ønskede i livet var at nyde livet, men aldrig havde han formået at leve i fred, hvilket altid havde irriteret ham. Denne kvinde skulle dog ikke få ham ned med nakken så let! Han fortsatte med at flå og rive i rødderne, hvor han selv brugte kniven til at skære dem over, hvor det også lykkedes ham at skære en del over, men det var som om der bare blev ved med at komme flere, hvilket næsten efterlod ham helt desperat efter at slippe fri. Havde han været menneskelig, så havde hans hjerte sikkert slået for fulde hammer. Intet vildt dyr brød sig om at blive holdt fanget, om at være låst fast ude af stand til at jage og udnytte de instinkter som de var født med – det samme gjaldt for Vladimir! Han stoppede op, stoppede med at kæmpe, stoppede med at rive og flå, hvor han vendte blikket imod hende, som hun gik mod ham. Hans hoved søgte let på sned, hvor køligt smil gled over hans læber, da hun nærmede sig ham og hævede sværdet. For at kunne kløve hans hoved, skulle hun tæt nok på ham, og det var da nok det dummeste hun kunne gøre! Hans blodrøde øjne søgte til hendes mørke, hvor han søgte ind i hendes hoved og plantede en intens psykisk smerte, der mindede om en voldsom dunken og med en høj uudholdelig pibende lyd, som havde man tinnitus, før hun overhovedet kunne nå at svinge sværdet.

[Deleted]

Uanset hvad, så var Anyalina i den grad stolt af at være den som hun var i denne stund, for hvorfor skulle hun ikke være det? Det kunne godt være, at hun ikke havde racens støtte i ryggen, som hun havde haft før, men det var kun fordi at Romeo havde været en kold skid og taget sit eget liv, uden at hun havde noget med det at gøre, selvom den tanke stadig kunne irritere hende! Specielt nu hvor hun faktisk var endt med at stå alene igen, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, men igen, så var det jo den som hun bare måtte acceptere, for hun havde jo ikke rigtigt noget andet valg af den grund. Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hun valgte at holde afstand. Han var farlig, og derfor skulle han slås ihjel, og det var noget som skulle være nu! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Vi er bedre end det som I er?” begyndte hun kortfattet. Warlocks var helt klart kommet voldsomt frem med årene, og specielt efter at Malisha var hoppet ind i rollen som leder, så var det jo kun gået fremad, og selvfølgelig var det noget som hun var stolt over, om det var noget som de andre warlocks nu ville det eller ikke, så var hun fuldstændig ligeglad med deres mening!
At denne mand betragtede sin egen slags som den mest ædle, var dog ikke noget som hun var enig med ham i, og det var bestemt heller ikke noget som hun ville blive enig med ham i! De var blodsugere, de tog dem som ingen andre ville have, og selv hun vidste at der havde været utrolig mange krige deres slags imellem, om det var noget som man ville det eller ikke, så det her var jo bare en ny i rækken – selvom hun virkelig nægtede at tabe til dem, som hun også nægtede at være en af dem, og det var noget som hun kun var glad for, at hun ikke var! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Vores samfund er spektakulært.. vi har en leder som fører os frem og ikke tilbage! Til forskel fra visse andre,” tilføjede hun med en tydelig stemme dryppende af hån, om det var noget som han ville det eller ikke, så måtte han jo bare se sandheden i blik, og med tiden finde ud af, at hun faktisk talte sandt, for selv nu hvor vampyrerne havde fået deres leder, så var det jo ikke ligefrem gået bedre for dem!
Jo flere rødder han skar over, jo flere kom der for at tage fat i ham. Det morede hende direkte at se hvor meget han kæmpede for at komme fri, for det var tydeligt, at han slet ikke brød sig om at stå fast som han gjorde i denne stund, og hans mange lyde, var noget som nærmest måtte være som sød musik i hendes ører, for det var noget som kun gjorde det hele så meget bedre for hendes vedkommende, og hun nød virkelig af det! Med et hævet sværd, så gik hun mod ham. Selv hun vidste jo endnu ikke hvad han var i stand til, selvom det nok var noget som hun skulle finde ud af her med tiden, ikke sandt? Som hun hævede sværdet, klar til at kløve hans hoved fra kroppen, så trak hendes pupiller sig fuldstændig sammen, som smerten i hendes hoved virkelig blev intens! Smerten tvang hende til at give slip på sværdet, kun for at tage sig til sine tindinger, idet hun gik direkte ned i jorden, hvor hendes koncentration til at holde ham fast, desuden også måtte glippe, for hun kunne jo ikke holde det ved lige når hun faktisk havde ondt! Øjnene klemte hun direkte sammen, som hun kom med smertende udbrud i form af halvvejse skrig. Det gjorde virkelig, virkelig ondt!

[Deleted]

Vladimir var ligeglad med hvem denne kvinde var, han fandt sig ikke i at hun nedgjorde hans race, selvom det klart var værd at undersøge hvordan hans race var blevet, for han kunne jo faktisk ikke forsvare den, den dag i dag, netop fordi han ikke havde nogen anelse om hvordan verden havde udviklet sig igennem de sidste par titusind år. Han vidste bare hvordan racen engang havde været, og der havde vampyrerne reageret med stolthed og styrke, hvilket en så ussel race som warlocks ikke skulle tage fra dem! Han endte også med at bryde ud i en hånlig og ikke mindst nedladende latter, for det var da virkelig for sjovt! ”Åh ja. Jeg havde ikke regnet med noget andet svar fra dig; latterligt, barnligt og som enhver anden idiot kan sige. Det er blot en tåbelig påstand, som så mange racer gør. Det har intet med hvad din race har gjort, og da du ikke kan komme med noget, så tvivler jeg på at din race har gjort en skid! Har kun det hele i munden!” svarede han i en flabet og provokerende tone, hvor et køligt og kækt smil gled over hans læber. Der skulle i den grad mere til end sådanne løse påstande til at overbevise ham om at vampyrerne var slået, for det hun kom frem med, var jo hvad enhver race sagde!
“Ja, det kan enhver idiot komme og bilde mig ind. Jeg kender intet til det,” svarede han sandfærdigt, som han blot trak ligegyldigt på skuldrene. Han vidste ikke om vampyrerne havde en leder, og om den leder i så fald var elendig eller ej, men det var underordnet for hans vedkommende. Det eneste som betød noget for ham, var at han kunne nyde livet, selvom han dog ville blive ærgret over at se sin race synke så dybt, for det ville jo godt nok være en kæmpe skam! Vampyrerne havde altid været utrolig stolte og ædle væsner, ikke bare blodsuger som denne kvinde påstod, så han gad godt vide hvad der var sket i alle de år, hvor han havde været spærret inde.
Ingen skulle låse Vladimir fast og tro at de slap godt fra det – det var måske hans største frygt, men der skulle til gengæld også utrolig meget til før man havde ham helt og holdent, hvilket denne kvinde nok skulle lære! Hun var også komplet idiot at træde ham nærmere, for hun burde vide at en vampyrs styrke lå i nærkamp, derfor burde hun have holdt sig på afstand til ham, og have set om hun kunne have gjort det af med ham på den afstand i stedet for, men det havde hun tydeligvis ikke tænkt over, hvilket han også udnyttede! At se hende bryde sammen i smerter, var noget som fik et triumferende smil over hans læber. Han slap hende ikke med blikket, som han roligt rejste sig som var det ingenting og vred sig ud af rødderne, så han endnu engang var fri. Han gik direkte mod hende, hvor det hånlige smil gled over hans læber. ”Mm.. sød musik i mine ører,” sagde han for sig selv, som han kort lukkede øjnene og nød af hendes skrig, inden han vendte blikket mod hende. Han greb fat omkring hendes hår, for at løfte hendes ansigt op mod ham, hvor han knyttede den anden hånd og slog den direkte imod hendes ansigt, for at slå hende i jorden. Han kunne sagtens overfalde hende her og nu, men hvad sjov var der i det?

[Deleted]

Uanset vad Anyalina sagde, så ville han vel ikke være enig i hendes påstande? Hun så virkelig frem til at han så det hele med hans egne øjne, og så at det som hun havde fortalt ham, faktisk var sandt! Vampyrerne var ikke andet end en flok bæster den dag i dag, som levede i deres eget lille lukkede samfund! De slog ihjel, legede med maden og det var jo det som de blev kaldt for den dag i dag, og det var jo heller ikke fordi at de gjorde noget som helst for at ændre på det! End ikke Alexander gjorde noget som helst ved det af den grund. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Du ved ikke engang om det jeg påstår overfor dig, er løgn eller om det jo faktisk er sandt.. Jeg vil næsten foreslå at du smutter til vampyrernes by og ser det med dine egne øjne.. hvor lavt I faktisk er sunket på skræmmende kort tid,” vrissede hun ganske kortfattet, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! De var virkelig noget at prale om den dag i dag, om det var noget som de ville det eller ikke, for de var ikke andet end en flok bæster som hun helst så udryddet og helst så hurtigt som muligt!
Anyalina kneb øjnene let sammen. ”Jeres fyrste skulle siges at være den ældste levende vampyr nu til dags.. I mine øjne, er Alexander ikke andet end en fimset blodsuger, som nyder godt af alt for meget magt over en større flok blodsugere..” vrissede hun med en tydelig stemme præget af en hån, for hun havde intet til overs for dem, også fordi at de i hendes øjne om ikke andet, ikke havde gjort sig fortjent til den respekt som denne mand nærmest stod og krævede af hende, så det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Anyalina var jo stadig den type som endnu måtte lære, og det var jo uden at komme udenom noget som helst. Tanken om at hun havde haft muligheden for at slå ham ihjel, vidste hun jo godt, men.. hun havde ikke grebet den på den bedste alternative måde, og det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine, som hun hævede sværdet, selvom det var for sent. Smerten som skød direkte igennem hendes hoved, var noget som direkte tvang hendes koncentration til et voldsomt brud og de halvkvalte skrig som brød hendes læber, som tydeligt måtte indikere, at hun virkelig havde ondt! Hænderne støttede voldsomt af mod hendes tindinger, hvor hun virkelig forsøgte at få ham ud. Hvor pokker kom alle de evner fra?! Hun havde aldrig været ude for noget lignende! Og det var noget som bestemt ikke talte til hendes fordel, og det var noget som efterhånden var ved at gå op for hende! At han tog fat om hendes lange hår og direkte tvang hendes blik op, som han endte med at skænke hende en knyttet næve, så var det næsten som hun måtte gå ud som et lys, da hun røg direkte i jorden, dog voldsomt omtumlet. Han havde ramt hende på siden af kæben, hvor det også lød et mindre knæk, som.. kæben faktisk brækkede? Han var jo ekstremt stærk! Hun vendte blikket mod ham, som hun forsøgte at rejse sig igen. Hun var ikke den som normalt sagde ’av’, men denne gang gjorde det faktisk ondt! En ganske lille kugle dannede sig for enden af hendes pegefinger – efterfulgt af fire andre, så de dækkede alle fingrene på en hånd. Hun vendte blikket mod ham. Kroppen dirrede.. Han var stærk.. for stærk for hende, det kunne hun jo se! Men hun gav sig ikke! Hun kylede dem mod ham – en efter en og næsten hurtigere end øjet kunne se!

[Deleted]

Selvom Vladimir var en anelse rusten, efter at have været spærret inde i flere titusind år, så kunne han alligevel ikke sige nej til en god udfordring og det var da præcis hvad han havde fundet i denne kvinde. Hun var stærk, hun var stolt, hun var temperamentsfuld og hun var fyrig, alt det som var sjovest at knække! Hun skulle desuden også få betalt for at tale ned på hans race, specielt når han var i nærheden, for hun skulle bestemt ikke dømme ham for at være en sølle blodsuger, der ikke kunne andet end at suge blod eller tænke med de nedre dele! Der gemte sig en ædel og stolt mand bag den dyriske opførsel, som også kun var til stede når han var sulten – som i øjeblikket – for ellers kunne han sagtens være en gentleman, høflig og tilmed romantisk, når han da selv gad. ”Jamen jeg skal da tage imod dit forslag og skrive en note bag øret, snuske,” svarede han afvigende og i en hånlig tone, hvor det kække smil gled over hans læber. Inderst inde, skjulte han dog sine tanker, for sidst han havde været i live, havde der ikke været nogen vampyrby i Dvasias. Det irriterede ham virkelig voldsomt, at han ikke vidste hvad der var sket i al den tid som han havde været væk! Ingen havde nogen anelse om hvor frustrerende det faktisk var!
Vladimir endte helt stiv ved hendes ord, hvor han stod fuldkommen stille og kunne næsten ligne en statue i månens blege skær, foruden det svajende hår gjorde det tydeligt at han var i live. Ældste vampyr? Alexander? Fyrste? Han vendte blikket unaturligt langsomt imod hende, hvor hans øjne var direkte indgående og gennemtrængende. ”Hvad.. var det du sagde?” spurgte han med en faretruende undertone, som havde han ikke fået det hele med. Var Alexander endnu i live? Og tilmed blevet fyrste af vampyrerne?! Det var jo perfekt! Perfekt og utrolig dårligt! Hvordan pokker skulle han kunne slå en mand, der havde en hel race bag sig? ”FOR POKKER DA OGSÅ!” hvæsede han for sig selv, som han knyttede næverne så meget at hans knoer fik en endnu mere hvid farve end de havde i forvejen. Den mand skulle pilles ned og det var sten sikkert! Det gode ved det, var dog at manden ikke længere var konge, men blevet degraderet til leder. Det var tydeligt at han skulle følge op på udviklingen før han gjorde noget som helst andet!
Normalt viste Vladimir lidt mere respekt for sine modstandere, men denne kvinde gjorde det ikke just let for ham, hun blev ham farlig, når hun fandt hans svaghed, og hun havde jo nok lagt mærke til panikken i hans blik, da han havde været fastlåst. Det høje knæk, da han ramte hende med en knytnæve i ansigtet, så hun væltede omkuld, fik et tilfredst smil over hans læber, hvor han kunne fornemme smerten i hendes krop og sind. Han var ikke en man skulle lægge sig ud med, hvilke han nok skulle vise hende! ”Du burde ikke have undervurderet mig søde,” svarede han køligt, som han trådte tættere på hende, hvor han skulle til at gribe ud efter hende, inden hans blik faldt på de mange kugler som hun dannede. Måske de var hurtige, men som det hurtigste væsen på denne klode, kunne han sagtens følge dem, det var dog ikke farten der var ham et problem, men størrelsen, for de var utrolig små! Han nåede at undvige tre af dem, inden de sidste to ramte ham med fulde drøn. Den ene skød direkte igennem hans side, så han fik et åbent kødsår, hvor den anden eksploderede i maven på ham, så han røg tilbage og ind i et træ. Han ømmede sig kort, hvor han brummede svagt af irritation. ”Din.. luskede.. lille.. lede..” Han bed tænderne kraftigt sammen.

[Deleted]

At tale ned omkring vampyrerne, var noget som efterhånden bare lå naturligt til på Anyalinas tunge, tanken alene omkring det, var noget som lå til hendes natur, også fordi at der lå et naturligt had til hans slags, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved! Det var et had som hun var flasket op med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hendes nedladende tone, var noget som tydeligt måtte gå ham på nerverne, og det var slet ikke noget som hun ville sige noget til, eller gøre noget med for den sags skyld, for det var sådan at det var! Det som hun så, var bestemt ikke noget som imponerede hende, for hvorfor skulle det? Malisha var helt klart en bedre leder for sin slags, end det som Alexander nogensinde ville være, så allerede der, var vampyrerne langt bagud, om det var noget som man ville det eller ikke!
Anyalina kunne tydeligt stå ved, at der måtte være noget mellem denne Vladimir og Alexander, for ikke at glemme, at denne vampyr slet ikke vidste noget som helst om det som skete omkring dem, hvilket var noget som virkelig morede hende! Hun vendte blikket mod ham, også selvom hans reaktion virkelig var noget som.. slog hende lidt ud, for det var ikke ligefrem den reaktion som hun kunne sige sig, at have ventet sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Du hørte mig udmærket godt! Jeg troede i havde en skærpet hørelse?” endte hun direkte nedladende. Jovist havde vampyrerne mange gode muligheder og mange gode fordele, men af den grund, så var det jo slet ikke et liv som fristede hende, så.. at blive bidt, var noget som hun for al del ønskede at undgå, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Det gik langsomt, men sikkert op for Anyalina, at den mand var en som hun ikke bare kunne slå sådan uden videre, som hun måske lige havde regnet med til at starte med. Hun blev hurtigt kørt træt, hun var skadet og hun var på ingen måder i form, og nu hvor hun stod der med det som måtte være en brækket kæbe, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende! Hun støttede med den ene hånd mod hendes kæbe, nærmest som havde det været et forsøg på at holde den på plads. At ende livet bare sådan, var slet ikke noget som skulle blive et alternativ for hende! Hun var stærk, og det var så sandelig også med den tanke, at hun agtet at gå ned, når det var hendes tid, for det var det bestemt ikke endnu! Hun vendte blikket mod ham, som hun fik sendt alle 5 små kugler af sted. De var svære at se, udelukkende på grund af størrelsen, og da 2 af dem ramte, kunne hun ikke lade være med at smile triumferende. Såret i hans side og det i maven var noget som tydeligt ville gøre ondt, og forhåbentlig også i lang tid! Hun vendte blikket direkte mod ham, som han endte mod et træ. At svare ham, kunne hun ikke.. at bevæge kæben, var noget som gjorde så pokkers ondt! Hun vendte blikket direkte mod hendes hånd igen.. Denne gang med en større kugle. Hun var nødt til at forberede sig, for hun vidste jo slet ikke hvad det var denne mand kunne finde på! Han havde.. alt for mange fordele! Hvad pokker var han for en?!

[Deleted]

Hvis man skulle være ærlig, så var Vladimir bange for at denne kvinde faktisk talte sandt når det kom til hendes påstande omkring hans race. Deres race var altid blevet kaldt for uciviliserede, primitive blodsugere, der ikke gjorde andet end at massakrere en hel landsby, selvom det aldrig havde været sådan! Men hvis det var blevet sådan, så kunne han næsten godt forstå at hun så sådan på hans væsen og race, for så havde vampyrerne da fuldstændig mistet respekten, så var de ikke ædle men tåbelige! Det var tydeligt at der var sket meget på den tid han havde været væk og det irriterede ham faktisk, for han vidste snart ikke hvad han skulle tro på, selvom hun virkede rimelig oprigtig. Hun foragtede hans væsen, hvilket warlocks altid havde gjort, netop fordi de to racer altid havde været i en stor konkurrence imod hinanden, når det kom til pladsen om den mest ædle race af alle. Hendes mening kunne desuden også være fuldstændig ligegyldig, det som fangede hans opmærksomhed, var det navn hun havde udtalt, nemlig Alexander. Der var mange der gik under det navn, hvilket han vidste, men fordi hun havde sagt at han var en af de ældste vampyrer, så var der vidst ingen tvivl om det! Et sted passede det ham perfekt at manden endnu var i live, for så kunne han tage sin hævn, på den anden side, så havde han en hel race bag sig og han var næsten bange for at han ville blive spærret inde igen, hvilket han på ingen måder ville bryde sig om! Bare tanken gjorde ham helt ilde til mode! Han overhørte hendes ord, da han stod og mumlede for sig selv, hvor hans fokus var blevet flyttet helt væk fra hende og hen på Alexander. Han var nød til at finde ud af hvad der var sket, hvordan landenes situation var og hvad der helt præcist var sket, men først og fremmest måtte han hellere sørge for at han havde sin egen lille base, før han gjorde noget andet.
De fem kugler hun havde skudt imod Vladimir havde han godt set, men de var små og fordi han stod så tæt på hende, så var de svære at undvige, hvilket også var grunden til at to af dem havde ramt ham, hvor den ene havde slynget ham igennem luften og ind i et træ. Hans ene side var helt oprevet, hvor hans mave havde fået et grimt brandsår. Hans krop var fyldt med det sorte blod – hans eget – selvom det åbne sår ved brystkassen var ved at heale sig igen, ligesom resten begyndte. Han vendte de blodrøde øjne imod hende, som han ganske langsomt kom op at stå igen. Hun talte ikke, selvom han vidste at det var fordi hendes kæbe var brækket, hvilket fik ham til at trække hånligt på smilebåndet. ”Hvad? Ingen kække kommentarer? Ingen sidste ord? Har katten taget din tunge?” spurgte han tydeligt provokerende, selvom han stoppede op, da hans blik faldt på den kugle hun dannede. Han kneb øjnene let sammen, inden han rystede let på hovedet af hende. ”Jeg tror det er på tide vi finder slutningen på denne kamp,” endte han kortfattet, som han begyndte at gå målbevidst imod hende, hvor det vel var tydeligt hvad han ville? De blottede tænder tydede i hvert fald på det.

[Deleted]

Anyalina stod fast på hendes påstande, for det var jo hvad hun kunne se! Hun var en som skilte sig lidt fra mængden af warlocks, for hun havde faktisk en grund til at hade det væsen. Hun hadede det ikke bare for at hade det, og det var noget som denne mand nok skulle finde ud af – forhåbentlig, for hun var ikke den som gik op i løgne og latin. Tvært imod, så var hun en som værdsatte sandheden, og det var også noget som gjorde at hun skilte sig det ekstra fra deres slags, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hvem ved..? Måske at det også var en grund til at Malisha havde valgt at forkaste hende fra fællesskabet og idømme hende til en lovløs uden et sted at være? At de andre af deres slags stod fri til at jage hende, hvis det var hvad de ville? Hun var jo trods alt hængt op i det træ for at vente på døden, selvom skæbnen havde ønsket hende noget helt andet! Hun vendte blikket direkte mod ham, som han endte med at stå og mumle for sig selv. Navnet Alexander måtte tilsyneladende sige ham meget, men end ikke det var noget som hun ønskede at blande sig i, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Manden var ikke andet end en luset blodsuger med lidt for meget magt, hvis det stod til hende, også selvom hun vidste, at hun absolut ikke havde noget som helst at sige mere, selvom det heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for den tanke var noget som faktisk gjorde hende lettere trist til mode. ”Hvad sker der? Har katten taget din tunge?” endte hun med en tydeligt hvislende stemme. Hun havde virkelig intet til overs for ham og hans væsen, og det var tydeligt!
At det hele måtte gå mod sin ende, havde Anyalina allerede fundet ud af. Hendes kæbe var brækket – tydeligt efter hans slag direkte mod hendes ansigt, hun var træt og det var kun gået op for hende, at han var en forfærdelig stærk modstander, som hun ikke var i stand til at slå alene. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun brød sig på ingen måder om den tanke! Hun bakkede let et skridt, som han valgte at håne og nedgøre hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende. Tvært imod! Dette kunne vise sig at blive hendes sidste træk, og hun vidste det godt. Manden var for stærk, men af den grund, så gav hun sig bestemt heller ikke uden modstand, og det var noget som han nok skulle finde ud af! Hun slap kuglen som hang roligt for sig selv lige foran hende, som han blottede tænderne og kom hende i møde. Døden frygtede hun ikke.. så længe hun slap for at ende som en blodsuger, så var hun glad og tilfreds! Hun vendte blikket mod kuglen som begyndte at dele sig.. den blev til ekstremt mange mindre og hvis de kunne ramme godt nok, så var det måske den mulighed hun havde, for at komme væk derfra? Det håbede hun om ikke andet, for hun ønskede jo slet ikke at dø! Det var slet ikke noget som hun ønskede sig! Hun vendte blikket direkte dræbende mod ham endnu en gang, som de første mange små endte med at fyre sig direkte mod ham. En lang række indenfor et stort område, nærmest for at forhindre ham i at kunne gemme sig eller flytte sig for hurtigt. De fortsatte med at dele sig, kun for at sørge for at skaden blev maksimal, selvom han healede jo? Han healede jo for hurtigt!

[Deleted]

Tanken om at Alexander stadig var i live, var noget som virkelig måtte irritere Vladimir. Selvfølgelig kunne han godt tænke sig sin hævn, men det gjorde jo også alt langt mere besværligt for ham! Han turde slet ikke tænke på hvordan Alexander ville reagere, hvis manden vidste at han stadig var i live og faktisk var sluppet fri fra Imandras bjerge. Han frygtede næsten at der ville blive startet en krig og at han ikke ville overleve, for selvom han var frygtelig stærk og med mange evner, så var han stadig ikke uovervindelig. En enkelt kunne han godt tage ud, han kunne sagtens klare flere hundreder, men det var også begrænset hvor meget han faktisk havde energi til og han ville jo umuligt kunne klare sig selv mod en hel hær! Derfor havde han brug for tilhængere, han havde brug for allierede – og det havde han aldrig været god til at skaffe sig! Han gned sin skæggede hage lettere tænksomt, som han strøg tungen over hans blege læber. Hvad skulle han gøre? Hans blik faldt tænksomt på kvinden, som hun henvendte sig til ham, selvom han ikke rigtig fik med hvad hun sagde eller at hun faktisk stod og hånede ham. Hans tanke var vel skør? Men måske den var værd at overveje, nu hvor Alexander ikke var død og faktisk stadig sad med magt. Han strøg kort en hånd igennem de lange ravnsorte lokker, som han sukkede kort. Det blev en svær opgave, det var han da allerede bevidst om!
At få slået kvinden i jorden, var noget som efterlod Vladimir med en triumferende følelse, hvor han måtte erkende at han var en anelse skuffet over hendes fremgangsmåde. Hun havde jo handlet alt for overilet og det havde så ført til en brækket kæbe og snart hendes død! Han måtte erkende at hendes kugler havde ramt rimelig godt, selvom han var en som healede forholdsvist hurtigt, skønt han var sikker på at han ville være øm i morgen. Men nu var det på tide at få afsluttet kampen, det var på tide at få slutresultatet, selvom det vel var ved at være rimelig tydeligt? Hun kunne ikke snakke, hun havde været såret i forvejen, hvilket faktisk var ærgerligt, for hun havde måske kunnet yde lidt mere, hvis hun ikke havde været såret, og der ville han gerne have set hvad hun havde kunnet præstere. Han fortsatte frem imod hende med målrettede skridt, hvor et køligt smil gled over hans læber, som hun gjorde sin kugle til en masse bitte små. Han rystede let på hovedet af hende. ”Jeg synes du er ved at blive ensartet. Kan du ikke mere?” spurgte han i en hånlig tone, som hans skridt var faste. Han stillede sig i en bred stand, hvor han dannede sig et skjold, som de små kugler hamrede imod, hvilket fik ham til at rykke få millimeter bagud, selvom han blev stående på benene. Han sænkede skjoldet, da kuglerne var færdige, hvor han fortsatte mod hende. ”Du skuffer mig jo næsten,” tilføjede han køligt, som et lumsk smil gled over hans læber. Han endte med at gøre en hurtig bevægelse, hvor han endte bag hende, her greb han fat omkring hendes hænder, som han tvang om på ryggen af hende, så han kunne holde hende fast og sørge for at hun ikke brugte sin magi. Han krydsede hendes hænder, så han kunne holde dem fast med en hånd, inden den anden greb fat omkring hendes hår, så han kunne tvinge hendes hoved let på sned. Han skænkede hendes varme hals et blidt kys. ”Du kæmpede bravt.. det var bare ikke nok.” Han slap en kold latter, inden han blottede sine tænder, for at sætte dem i hendes hals.

[Deleted]

Det var næsten tydeligt for Anyalina at Vladimir måtte have noget udstående med denne Alexander, også selvom hun ikke ville blande sig. Selv brød hun sig ikke om manden, for han var for.. snobbet hvis man spurgte hende, ellers var det jo bare fordi at han var det væsen som han var, og det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. Manden overfor hende, var en modstander, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, for modstandere skulle ryddes af vejen, også selvom det efterhånden var ved at gå op for hende, at det var nemmere sagt end gjort, for han besad en styrke uden lige, som hun ikke bare kunne slå bare sådan uden videre.. et sted så var det hende en irriterende tanke, for ikke at glemme, at det var direkte.. flovt at skulle ende sine dage for fødderne af et væsen som ham! Men igen.. hun ville ikke have noget med vampyrer at gøre, og så var hun virkelig ligeglad med om det var hans slags, eller om det var en af Alexanders, for de var virkelig lige irriterende begge dele!
Tanken om at hun ikke var i stand til at slå ham, var noget som et sted gjorde Anyalina direkte panikslagen, for hun ønskede jo slet ikke at dø! Også selvom hun slet ikke var bange for det, for et sted så.. håbede hun vel at blive genforenet med Ezekiel igen? Uanset hvor han var henne? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst og nu hvor hendes kæbe var brækket, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre noget ved det ellers.. Hun hadede det virkelig, for hun ønskede jo slet ikke at fremstå som svag eller noget som helst, selvom det jo var det eneste som hun gjorde nu, for han healede jo for pokker! Han kunne stå der igen uden et tegn på denne kamp igen om en time, og hun ville være fuldkommen smadret, gul og blå, og det hele! Hun vendte blikket mod ham, som han bare valgte at hejse et skjold, som tog imod det hele. Hun var på ingen måder i form og nu hvor hun var tilskadekommet fra før af, så var hun jo heller ikke ved sine fulde fem, så hun kunne jo heller ikke gøre brug af den mest optimale modstand, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Hendes blik hentydede kun til en direkte dræbende mine, som han pludselig endte bag hende. At han endte med at tage omkring hendes hænder, var noget som kraftigt fik hende til at stivne, for hun forsøgte at rive dem til sig, selvom hun ikke kunne! Hun slap et smertende støn, for hun kæmpede i den grad stadig, men sådan som han holdt hendes hænder, så var det endda svært nok for hende at gøre brug af magien i det hele taget! Hans hånende ord, var bestemt heller ikke noget som direkte kunne siges at gøre det nemmere for hende af den grund, for det gjorde det helt klart heller ikke! Hun klemte øjnene sammen, som tanken skød direkte igennem hendes hoved; Hun ønskede ikke at dø! At han tog fat om hendes hår og førte hendes hoved til den ene side, så gik det først op for hende for alvor, idet at han satte sig i halsen på hende. Hun slap et direkte smertende gisp, som hun igen forsøgte at få hænderne kæmpet fri, selvom det bare ikke var hende menneskelig muligt! Hun ville bare ikke lade ham tage hendes liv bare sådan! Hun havde så meget som hun ønskede at nå endnu!

[Deleted]

Det var tydeligt at denne kvinde var ved at være træt, selvom hun ikke havde holdt særlig længe. Vladimir vidste dog at hun havde været såret fra starten af, hvilket næsten var en skam, for han kunne godt have tænkt sig at have set hende ved sin fulde fem og hvor stærk hun så havde været. Han vidste at hun var fra en ældre generation og at hun ikke var nogen ung warlock, hvilket også gjorde at han havde en hvis respekt for hende, selvom hendes ord og opførsel havde taget meget af hendes glans fra hende, men det var tydeligt at hun hadede hans væsen, som resten af hans race, hvilket han sådan set ikke kunne gøre det store ved, for uanset hvad han ville gøre, så ville hendes synspunkt jo nok ikke ændre sig, og nok slet ikke efter det som han havde i sinde at gøre ved hende!
Som Vladimir endte bag hende, fik hendes hænder ‘bagbundet’ på ryggen, så hun ikke kunne slippe væk, så var det vel også tydeligt at det var ved at være slut? Et sted behøvede han ikke at dræbe hende, han kunne sagtens lade hende overleve, han kunne også være ondskabsfuld og omgøre hende, men han havde aldrig nogensinde i hele sit liv omdøbt nogen, netop fordi han ikke vidste hvad det kunne få af konsekvenser, han havde set nyfødte rende rundt og ødelægge flere landsbyer, derfor brød han sig ikke om halvblodsvampyrer der var blevet omdøbt og varyler så han da så dybt ned på som man overhovedet kunne! Han havde al fornuft, lige indtil han satte tænderne i hendes hals og den søde smag ramte hans tunge, for det var noget som fik fornuften til at lukke ned, hvor hans instinkter endelig fik lov til at tage over, da han mistede den sidste kontrol. Han var blevet udhungret, så han havde virkelig en kæmpe sult uden lige! Han endte med at stramme grebet omkring hende, hvor han trykkede hende tæt ind til sig, som han sugede hendes blod langt mere i sig.
Faktisk havde det været meningen at lade kvinden overleve, men Vladimir kunne tydeligt mærke at han endnu ikke havde styrke og kontrol nok til at stoppe, hvor det krævede meget af ham bare at genvinde en lillebitte del af hans fornuft. Han respekterede hende faktisk, og ville egentlig gerne give hende en.. tryg død – hvis der da overhovedet var noget som fandtes – præcis som han havde givet tøsen fra hulerne, navnet var gået i glemmebogen, men det var hendes adfærd til gengæld ikke. Han endte derfor med at søge ind i Anyalinas hoved, hvor han både fik navnet på hende og så alt det som hun havde været igennem, også at hun var blevet forvist fra sin race. Det var næsten stort at hun så fortsat talte så godt om sin leder, netop fordi det var den kvinde der havde forvist hende. Det gav ham kun indtrykket af at Anyalina havde været en loyal kvinde, og sikkert en nyttig kvinde at have ved hånden. Det var næsten synd at hun måtte gå i døden, men han kunne ikke stoppe sig selv, det krævede sit bare at holde en anelse fokus. Han dannede roligt en skikkelse, en mandlig skikkelse, en mand hun i sin tid havde haft følelser for, som hun havde været ude og lede efter denne nat; Ezekiel. Manden dukkede frem foran hende i et lysende glimt, hvor han sendte hende et betryggende smil og rakte hende hånden, næsten som om han ville føre hende videre på sin rejse. Vladimir stoppede dog ikke med at suge blodet ud af hende, hvor han kunne høre at hendes hjerteslag blev svagere og hendes krop blev langt mere tynd og svag – han var ved at nå til vejs ende.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det var direkte tåbeligt at være Malisha så loyal, men det var hun virkelig.. Hun ønskede slet ikke den kvinde noget ondt, for hun havde vel gjort hvad hun havde fundet rigtigt? At forvise hende, smide hende ud, for noget som hun egentlig ikke havde noget med at gøre, for det var ikke hende som havde taget Romeos liv! Manden var ynkelig nok til selv at ende med at gøre det, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for hende! Der var ingen som ville savne hende, hvilket et sted næsten var det som var det værste af det hele. Hun havde faktisk kæmpet for sit liv i denne stund, men hun var for træt og på ingen måder i form, samt at hun ikke havde nogen til at hjælpe sig, som så mange andre ville have det ,så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde, og da specielt ikke da han endte bag hende!
Hænderne blev fastlåst bag hende, så hun slet ikke kunne bruge dem, og med en kæbe direkte slået i stykker, så var det heller ikke muligt for hende at gøre noget ellers, og det at råbe og skrige op efter hjælp, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til.. så hellere tage døden i sine arme, og det var det bare sådan at det var. Om han faktisk ville omdøbe hende, eller om han faktisk slog hende ihjel, vidste hun ikke, selvom hun virkelig bad til det sidste, at han ville tage hendes liv, for at rende rundt som en vampyr, var slet ikke noget som hun ønskede sig! Det var virkelig at falde på rangstigen som intet andet! Og nu hvor hun alligevel havde fortalt ham om hvor meget vampyrerne var faldet igennem tiden, så var det bestemt ikke en del som hun ønskede at være en del af, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket!
Nu hvor manden havde bidt sig fast, så kunne Anyalina godt mærke, at det faktisk var enden denne gang, sådan som han mæskede hendes blod i sig, uden at hun kunne gøre noget som helst! At han søgte ind i hendes hoved, kunne hun ikke ligefrem gøre noget ved, for hendes fokus hvilede på smerten i hendes hals. Landsforvisningen fra Dvasias kunne han se, for det som han så, var noget som kørte som en film i hendes hoved, og det var det som svagt fik hende til at vride sig i hans greb, nærmest som var det tegn til at han skulle søge ud af hendes hoved og hendes tanker, for han havde slet ikke noget som helst der at lave! Hun ønskede at finde Ezekiel og give manden den største skideballe, for at forlade hende bare sådan, når han var det eneste som hun faktisk havde! Hun endte dog med at blive fuldkommen rolig, som manden dukkede op for hendes blik. Selv var hun vis nok om at det var en illusion som han satte op for hende, men det havde nu alligevel en behagelig effekt. Hun blinkede let med øjnene, som hun bare stirrede på ham. Først da det begyndte at svimle for hende, så forsøgte hun at hæve armene mod ham, som hun gav ham lov til at hjælpe hende videre. Var han gået bort? Tanken gjorde ondt, men kunne hun følge ham, så.. var det vel ikke så slemt igen? Hovedet endte med at glide mod hans skulder, som hjertet blev svagere og svagere, for til sidst at stoppe op og kaste hende direkte i dødens favn.

//Out

[Deleted]

Selvom Anyalina var en hård og strid kvinde, der havde sine holdninger og meninger på plads, så kunne Vladimir faktisk godt lide hende. Nu hvor han havde set hvordan hun var bag facaderne – ved at søge ind i hendes hoved – så havde han også fået et langt bedre indblik på hende, hvor han kunne se at hun var sin leder loyal, skønt noget sagde at ham at der lå noget dybere bag og at det ikke bare var et lederforhold hun havde til warlocklederen, nej det var dybere end det, derfor var det næsten også langt mere tragisk at hun var blevet landsforvist, og så nu tilmed skulle dø til det væsen som hun hadede og afskyede allermest. Det var næsten også den tanke der gav ham lysten til at lade hende overleve, næsten for at vise at ikke alle vampyrer var blodsugende bæster, men han havde desværre ingen kontrol over det. Han havde mistet fornuften, selvom han forsøgte at holde bare lidt fokus, så han ikke bare endte med at dræbe hende koldblodigt, for lidt respekt kunne han jo godt vise hende.
Som hun døde ud i Vladimirs arme og han fik taget de sidste mundfulde af hendes blod, så endte han med at trække sig, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han slap roligt taget omkring hendes hænder, så armene faldt slapt ned omkring hendes skikkelse, inden han skænkede hendes hals et blidt kys. Han løftede hende roligt op i sine arme, hvor han betragtede sig af hendes ansigt, der havde mistet sin skønhed, fordi hun nu lignede et indtørret lig. Han havde på fornemmelsen at Anyalina var en stor kvinde, og selvom hun var af en ældre generation, så var hun stadig ung og havde faktisk haft hele livet foran sig. Det var ikke fordi han angrede sit tab eller fik dårlig samvittighed over det, men han kunne faktisk godt have brugt hende. Han havde jo en kamp som ventede forude, en kamp der ville kræve alt af ham og mere endnu, derfor havde han brug for allierede. Hun havde fortalt ham at Alexander var tilbage og tilmed som vampyrfyrste – tanken var ham morende, for han kunne ikke just sige at manden havde været en god konge, så hvordan skulle han være en god leder? Han så roligt mod Anyalina, inden blikket søgte videre frem. Han slap hende ikke, tværtimod begyndte han at bevæge sig imod Dvasias. Han så kort op mod himlen. Han havde ikke mange timer, før han måtte finde noget skjul, men først havde han en anden opgave. Han ville begrave Anyalina på dvasiansk jord, så hun faktisk fik en værdig død og ikke bare blev liggende på jorden som et dødt lig, for han havde alligevel mere respekt for hende, end han måske havde givet udtryk for. Når han havde begravet hende, ville han søge i skjul, hvor han derefter måtte se at finde sig et opholdssted, så han kunne lægge en slagplan. Og ikke mindst skulle han finde ud af hvordan landenes situation så ud, han var nød til at finde ud af hvordan alt lå, hvad der var sket i den tid han havde været væk, og efter Anyalina, så lød det til at der var meget som skulle følges op på!

//Out