Hungry for your blood

[Deleted]

Mørket havde endnu engang lagt sig over kloden, hvor det endnu engang var sikkert at bevæge sig ud for mørkets væsner. Noget som Vladimir drog nytte af. Han havde været indespærret i over titusind år i et kæmpe bjerg, dybt inde, og som heldet var med ham, var en lækkerbisken gået ham direkte i møde, hvilket havde været til hans eget held, for ellers var han endt med at ligge i dvale for flere år endnu engang. Nu var han så på vej, ud for at genvinde sin frihed, og smagen af den var utrolig udsøgt! Han havde ingen anelse om hvor han var på vej hen, for han kendte ikke til nogen af byerne. Han vidste ikke engang hvor hans eget hjemsted befandt sig længere, for verden havde ændret sig siden sidst, så det var endnu engang blevet tid for ham til at finde ud af verden. Han vidste slet ikke hvordan det stod til i de forskellige lande, men de gik stadig under samme navne, hvilket gjorde det en anelse lettere for ham. Mange af byerne havde han dog aldrig hørt om før, derfor anede han ikke hvor han befandt sig henne. Han havde ærligtalt bare gået fra Tyaiabjergene i Imandra og var nu endt i en by ved navn Syrian. Ikke nok med det, var han blevet mødt af en kæmpe mur, hvor der stod vagter omkring. Sidst han havde levet, havde der ikke været nogen mur overhovedet, for der havde landene været frie, der havde kun været nogle grænser, men de havde været frie og lige til at krydse. Men han gik ud fra at det skyldtes de mange krige mellem landene og racerne, selvom han ikke just havde haft svært ved at krydse den. Han måtte næsten befinde sig inde på Manjarnos land, men han var ikke sikker.
Det eneste Vladimir havde på kroppen var et stykke stof, som egentlig fungerede som lændeklæde, så det kun dækkede for hans ædle dele. Han havde ingen penge, for han kunne ikke finde sit hjemsted – endnu om ikke andet – og han bar inde med en kæmpe sult som var ved at slå ham ihjel, for hele hans krop skreg efter blod, hvilket han ikke kunnet andet end at hungre efter! Han havde allerede dræbt et par stykker, men det var endnu ikke nok for hans kæmpe appetit. De kulsorte øjne med det rødlige skær, så sig omkring, hvor han bevægede sig mellem de nøgne træer. Han lignede ikke længere et indtørret lig, tværtimod bar han den naturlige blege farve som enhver anden vampyr, men hans krop var blevet stærk, muskuløs og smuk igen, skønt han ikke var i stand til at se sit eget spejlbillede, så kunne han stadig se ned ad sig, og efter flere tusind år i dvale, så holdt han sig faktisk utrolig godt! Det lange hår der strøg ned over hans nøgne overkrop gik ham næsten til lænden, hvilket i sin tid havde været på mode, men han havde ikke set en eneste mand med så langt hår længere, på den anden side så havde verden jo nok ændret sig drastisk, siden han sidst havde været i live. Han rullede let med skuldrene, som han bevægede sig over den fugtige jord, hvor hans blik kort søgte op mod den klare måne over ham, som oplyste jorden i et utrolig smukt syn, et syn som han faktisk havde savnet. Når man havde lagt i dvale for flere år, så begyndte man at se verden med et andet syn, savne de selv de små ting og selvom mange nok ikke ville være enig eller forstå sig på ham, så kunne han ikke andet end at nyde den frihed som endnu engang var blevet ham givet!

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften, selvom det slet ikke var noget som rørte Anyalina det mindste på nogen måde overhovedet. Ezekiel havde hun ikke set i mange dage, og det var faktisk begyndt at bekymre hende i den anden ende. Hun havde siddet i hans hjem og ventet på ham, for han havde været ude for at skulle ordne noget – endnu en af de småting som han aldrig havde fortalt hende om. Nu var hun kun blevet træt af at vente, så hun var vel et sted.. taget ud for at se om hun kunne finde ham? Det var en kold aften, for hendes vedkommende, men der var slet ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, men det var der jo så heller ikke noget som hun kunne gøre ved som sådan, og det var egentlig ikke fordi at det rørte hende som sådan i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket ganske kort omkring, også selvom hun slet ikke så noget som helst. Mørkt var det jo trods alt! Hun sukkede dæmpet, som hun holdt den skadede arm ind mod sig. Helt godt havde hun det dog heller ikke, men det skulle vel nok gå i den anden ende, ikke sandt? Dvasias bevægede hun sig stadig ikke i nærheden af, også fordi at hun var blevet forvist fra sin egen slags, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende ondt. Det eneste som faktisk måtte irritere hende i det øjemed, var at Ezekiel var blevet væk og ikke var til at finde.. Hun havde dumpet opgaven med Romeo, og nu stod hun der.. Ezekiel var vel faktisk det eneste som hun faktisk havde haft her? Og nu følte hun sig virkelig alene, og det var en tanke som direkte måtte irritere hende!
I hånden dannede hun en lille kugle af ild, også så det faktisk var hende muligt at skulle se noget, for det var jo faktisk ved at være temmelig mørkt efterhånden. Kulden generede hende ikke, og ej heller gjorde mørket det, for det var bare efterhånden ved at være en naturlig del af det hele for hendes vedkommende, og så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket atter en gang omkring sig, idet hun stoppede op. Helt god i formen var hun bestemt heller ikke blevet endnu, men det hjalp da på det. Det var bare ved at være længe siden bandagerne var blevet skiftet, også fordi at det ikke var noget som hun havde særlig meget tålmodighed til, så hun havde egentlig bare ladet det sidde, så sårene var nok også endt med at blive temmelig godt betændte. En tanke som direkte måtte irritere hende, og noget så frygtelig voldsomt! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Smut du bare med halen mellem benene,” vrissede hun let for sig selv, som hun skubbede ildkuglen lidt op i luften, så den selv kunne svæve foran hende, så hun slap for at skulle holde fast i den. Selv måtte det virkelig more hende, hvor meget Manjarno kunne være stille, når mørket endelig faldt på, også selvom det slet ikke var noget som gjorde hende ondt. Tvært imod, så var det noget som faktisk behagede hende, for mørket havde altid været hendes ven, og det ville det for evigt og altid også være, det var der heller ikke nogen tvivl om!

[Deleted]

Mørket havde altid været betryggende for Vladimir, det var det eneste tidspunkt at han kunne være ude på, det irriterede ham dog at det var ved at blive sommer, for så betød det at nætterne blev kortere og dagene længere, hvilket gjorde at han ikke havde lige så lang tid ude som han førhen havde. Hvor han helt præcis befandt sig henne var han usikker på, men efter at have krydset den store mur, var han sikker på at han var endt i Manjarno, selvom han egentlig slet ikke burde være her. Han holdt til i Dvasias, det havde han altid gjort og det var der han følte sig hjemme, men hans sult havde tvunget ham langt ud og langt væk hjemmefra, hvor han også skulle finde sit gamle hjem, men det var planer han havde sat sig, når han engang fik stillet sin sult. Han var ufattelig sulten, men det var vel heller ikke så sært når han havde været spærret inde for et par titusind år? Hans krop var frisk og så god som ny, men den havde stadig brug for blod, hvor han ville skyde på at der ville gå et par uger med denne kæmpe sult, før den ville blive stillet helt.
Vladimir bevægede sig mellem træerne og søgte dybere ind i Manjarno, hvor hans krop blev lettere oplyst af månens blege skær. Han løb, ikke med fuld kraft, men han havde alt for meget energi til at gå. Nu hvor han endelig var fri endnu engang og ikke længere var spærret inde med lænker om håndleddene, så opfyldte det ham med en ny stor energi, hvor han ikke kunne finde ro til at sidde stille. Han var nød til at komme ud og se verden, se hvad den var blevet til og hvordan den havde udviklet sig. Han var ikke nær så skræmt som han havde været første gang, da han var kommet tilbage til en ny verden efter at have været spærret inde, denne gang tog han det som en oplevelse, selvom han allerede nu kunne se at den havde ændret sig utrolig meget. Samfundene virkede anderledes, men han skulle nok lære at indpasse sig i den nye verden, det havde han prøvet før og derfor kunne det umuligt være lige så svært som sidste gang.
Vladimir stoppede brat op, da lyden af en stemme nåede hans ører, hvilket fik ham til at se sig omkring. Han kunne ikke just se nogen, men han kunne høre skridt forude. Han sprang op i et træ og stod man under ham, ville man kunne se op til hans ædlere dele, da han kun bar et stykke stof om livet. Han var dog ikke just blufærdig, han vidst at han havde en flot krop og hvorfor dog skjule det? Alle vidste jo nok alligevel hvordan en mand så ud nøgen som alle vidste hvordan en kvinde så ud, så han så ikke det flove i det. Han kunne se et lys forude, et lys der kom fra noget ild. Han sprang roligt fra træ til træ, nærmede sig kvinden med lyset, hvor han brugte skyggerne til at gøre sig usynlig for hendes blik. Det så ud til at han var heldig endnu engang, for han var stødt på en kvinde der begav sig ude i mørket helt alene. Han stoppede op i et træ lige over hende, hvor hans kulsorte øjne faldt på hendes skikkelse, imens hans hoved faldt let på sned.

[Deleted]

Mørket var noget som Anyalina altid havde nydt. For hende, så var det spændingen ved aldrig at vide hvad man stod overfor, som trak i hende, det at komme tæt på og i nærheden af det ukendte, det uhyggelige, det som skræmte folk og det at man aldrig vidste hvad der skete, når man søgte ud, var noget som hun altid havde nydt godt af! Selv måtte hun til tider erkende, at hun faktisk savnede Dvasias, også fordi at Manjarno var.. for kedelig for hende, for folk var vant til folk fra de forskellige lande og tog lidt for mange forholdsregler ifølge hende, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være, og hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund.
At tingene var ændret på meget kort tid, vidste Anyalina godt, men af den grund, så havde hun været meget tilpasningsdygtig, og det var selvfølgelig noget som kom hende til gode, og det var noget som hun var glad for. At skabe opmærksomhed havde hun aldrig nogensinde gjort, og nu hvor hun faktisk havde siddet inde og ventet på at Ezekiel skulle få sin ende hjem igen, men nu var hun efterhånden træt af at vente, og hvis han ikke gad hende, så kunne det jo også være komplet lige meget! Nu var hun ude igen, og selv hun måtte nyde forbandet godt af den frie og friske luft endnu en gang! Her var stille.. underlig stille, også selvom det slet ikke var noget som rørte hende, for det var efterhånden bare typisk for Manjarno om natten, for det var faktisk ikke særlig mange som var ude, men det var nu bare sådan at det var.
At hendes lys var noget som måtte tiltrække andre ude fra, var ikke noget som forundrede hende, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun valgte at stoppe op. Her i mørket, så var hun automatisk langt mere opmærksom, end det som hun ellers ville være om dagen, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som rørte hende i stunden. Mørket skræmte hende ikke.. tvært imod, så var det noget som gjorde hende rolig, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Et svagt smil passerede hendes læber.. Der var kommet en i nærheden af hende, og det var noget som hun tydeligt kunne mærke, også selvom.. der ikke var noget direkte i det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun så sig omkring, hvor hun roligt rettede sig op, i en ellers så ganske øm ryg. At der var nogen udenfor i det hele taget, var ikke noget som skete normalt, men det var sådan at det var. Hun trak vejret dybt, hvor hun blev stående og næsten uden at røre så meget som en eneste muskel. ”Hvor gemmer du dig..?” endte hun med en dæmpet hvislen. Nødvendigvis, så var hun ikke den var mest usikker, men hun vidste godt, at hun i sin tilstand, skulle være lidt mere påpasselig, end det som hun normalt ville have gjort det, om det var noget som hun nu ville det eller ikke.

[Deleted]

At der var nogen i nærheden og tilmed en kvinde, der gik helt alene for sig selv, kom bag på Vladimir. Han kom fra en tid, hvor mænd normalt var gentlemen, hvor man fulgte kvinden – specielt om aftenen! Om dagen kunne man godt se en kvinde gå alene, men det gjorde man aldrig om natten. Men det var tydeligt at verden havde forandret sig i den tid han havde været væk og at folk generelt var blevet langt mere individuelle, nu gik folk mere alene, man så flere enspænder den dag i dag end man gjorde der hvor han kom fra. Han kunne derfor ikke lade vær med at forundre sig over om denne kvinde overhovedet var i stand til at forsvare sig selv, om han undervurderede hende eller om hun faktisk var mere end hvad øjet viste. Han var usikker på hvad denne kvinde var i stand til, men hun måtte jo ikke frygte mørket, hvis hun gik herude helt alene?
Vladimir blev siddende på sin gren lige over hende, hvor han kunne se ned på hende, og da hun stoppede op sad han helt stille uden at trække vejret eller bevæge så meget som en muskel, hvor han lod skyggerne gøre ham usynlig for hendes blik. Han vidste ikke hvem hun var, men han kunne høre hendes bankende hjerte, lugte hendes søde blod og det gjorde ham helt hypnotiseret. Han slikkede sig kort over læberne, som han følte for at springe direkte ned på hende og mæske sig i hendes søde blod, for han var sikker på at det smagte godt! Normalt ville han kunne skelne lugtene på de mange racer, men det var så lang tid siden at han havde lugtet blod, at han ikke længere kunne lugte hvad race de var og sætte dem i hver sin bås, derfor vidste han faktisk ikke hvad race denne kvinde var, men eftersom hun havde en svævende ildkugle ved sin side og var ude om natten, så måtte hun være et af mørkets væsner, samt noget magisk, måske alkymist, måske warlock, måske necromancer, han ville næsten skyde på warlock – noget der gjorde at han burde tage sig i agt.
Selvom hendes ord kun var en dæmpet hvislen, så kunne Vladimir stadig tydeligt høre hende på grund af sine skærpede sanser, der tilmed var mere skærpede end en normal vampyrs, netop fordi han bar en horrors evner. Hovedet søgte let på sned, hvor hans kulsorte øjne faldt på hendes skikkelse, som hvilede næsten lige under ham. ”Hvad laver en ung frøken som Dem herude.. helt alene?” Hans stemme var intet andet end en hvisken, men kvinden under ham ville kunne høre den tydeligt, fordi han brugte sine mentale evner til at lade hende høre hans stemme, dog gjorde de mentale evner det også langt mere vanskeligt for hende at lokalisere hans stemme. Han brugte roligt skyggerne til at skjule sin krop, idet han bevægede sig ned ad træet og landet lydløst i en skygge lige ved siden af hende, hvor han stod og stirrede på hende, dog skjult for hendes blik. Han vidste ikke hvem hun var, eller hvor stærk hun var, men han var virkelig sulten og hendes hjertebanken, samt hendes blod gjorde ham helt hypnotiseret og langt mere målrettet efter at få fat i hendes udsøgte blod.

[Deleted]

Det var ikke noget nyt for Anyalina at færdes udenfor alene, for det var bestemt ikke første gang. Der var ikke nogen til at passe på hende, og nu hvor Ezekiel virkelig for alvor, havde valgt at forsvinde som dug for morgensolen, så var der bestemt heller ikke nogen, og selv den tanke var noget som direkte måtte irritere hende som intet andet overhovedet! Mørket var hendes bedste ven, og det havde det altid været. Foruden hende selv, så kunne hun slet ikke stole på nogen som helst, andet end det som hun kunne betegne som sin egen ensomhed, og det var sådan at det altid havde været. Herude var det vel heller ikke så farligt at bevæge sig igen? Det var jo trods alt også Manjarno, så det var vel også.. temmelig begrænset hvad der kunne ske i et neutralt land? Det var en tanke som selvfølgelig også gjorde sit for hendes del.
Anyalina trak vejret temmelig dybt, som hun så sig omkring. Der var noget omkring hende, hvilket var noget som hun kunne mærke, men ikke nødvendigvis se, for.. hun kunne jo ikke se noget som helst, og det var en tanke som faktisk måtte irritere hende en god del! Flammen brændt ved hendes ansigt, også selvom det lys slet ikke var noget som hjalp hende på nogen måde, men det var jo trods alt bare sådan at det var. Et sted kunne hun jo allerede konkludere, at det var et væsen af natten som måtte være i hendes nærhed, også selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen måde. Svagt måtte hun trække på smilebåndet, som hun så sig omkring, også selvom det slet ikke faldt hende ind, at hun måske burde se op mod himlen i stedet for! Månen var der ganske vidst, men der var stadig temmelig mørkt langs jorden.
Stemmen som lød i hendes hoved, indikerede kun for Anyalina, at væsnet besad magi, også selvom det var noget som temmelig mange gjorde. At han var mental i sin forstand, var noget som gjorde, at hun kunne pejle sig lidt i den rigtige retning, hvilket selvfølgelig var noget som fik hende til at vende blikket direkte rundt omkring sig endnu en gang, også for at forsøge at finde hans energi, selvom den faktisk var vanvittig svær! Selv var hun af den ældre kaliber og ældre generation, så det var ikke helt svært for hende at finde noget, men lige denne.. den var faktisk temmelig besværlig! Hun trak vejret dybt endnu en gang, hvor hun hævede flammen mere, kun for at lade den blusse mere op, og tillod hende at se det ekstra. Hun burde være forsigtig, hvilket var noget som hun var klar over, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt på nogen måde! Hun kneb øjnene let sammen. ”Generer det da dig, at jeg går rundt herude.. og alene?” endte hun ganske kortfattet. Selv brugte hun ikke sine evner, med mindre, at det virkelig skulle vise sig at blive nødvendigt, for det andet var jo trods alt heller ikke noget som hun fik det mindste ud af! ”Eller er du en af de mere generte typer som gemmer sig i mørket? Kom frem!” nærmest beordrede hun med en temmelig fast tone.

[Deleted]

Det gjorde Vladimir nysgerrig at se denne kvinde helt alene ude i mørket uden nogen ledsager. Det var ikke fordi han var mandschauvinist – måske lidt – men han havde faktisk mødt et par kvinder i sin tid som havde været i stand til at forsvare sig selv, dog var det ikke noget som man så særlig tit, det var typisk kun de af den ældre generation som var i stand til det, fordi de havde erfaringen, men af den grund kom han fra en tid hvor mænd viste sig mere som gentlemen end bare perverse svin – hvilket han havde set i mange af de andre byer han havde passeret på sin vej – så det var tydeligt at han var gået glip af en masse i den tid han havde været væk og til tider kunne det virkelig irritere ham! Han havde endnu en masse at lære omkring den nye verden, derfor var det måske også dumt at undervurdere denne kvinde, for det kunne jo trods alt koste ham livet i den anden ende og det var han ikke just ude på.
De kulsorte øjne fulgte kvindens hver eneste bevægelse, og stirrede på hende, da hun valgte at stoppe helt op. Hun kunne magi, hvilket den svævende ildkugle bekræftede, derfor gjorde det også at Vladimir burde være en anelse påpasselig, indtil han fandt ud af hvordan og hvorledes hendes magi fungerede og ikke mindst hvor stærk den var. Han kunne dog ikke sige at han var bekymret, for han havde en tendens til at blive hovmodig og overvurdere sig selv, netop fordi han havde så mange evner i sig fra forskellige racer, og alle havde svagheder, men når man kendte hver eneste af sine svagheder, så var man påpasselig, så vidste man hvad man skulle undgå og derfor havde man stadig en chance for at vinde. Det gjaldt naturligvis om at finde modstanderens svage punkter, men man kunne jo altid gå efter det åbenlyse drab, hvor man var sikker på at det ville dræbe sin modstander, såsom halshugning. Han vidste at hun var menneskelig, derfor så havde hun en masse svagheder, hvor han var bygget langt mere robust og udholdende, hendes magi derimod var nok den som han skulle være mest opmærksom på.
“Jeg mener blot at en kvinde burde have en ledsager, når hun går rundt i mørket.. men der var måske ingen mænd der gad Dem?” Den sidste sætning blev udtalt med hån, hvor et kækt smil gled over hans læber, som de kulsorte øjne ikke forsvandt fra hendes skikkelse. Han gled om bag træet, da hun skruede op for ildkuglens blus, så han stadig stod i skygge og dermed var usynlig for hendes blik. Han gjorde en hurtig bevægelse, var lydløs og brugte skyggerne til at skjule sig, så han kom over på den anden side af hende, og dermed gjorde sin lokalisering sværere for hende. Han trak på smilebåndet da hun gav ham en ordre. Han lod sine spidse negle rive ned langs et træ, for at give lyd fra sig, så hun skulle kigge derhen og han forsvandt lige så hurtigt, hvor han dukkede op lige bag hende. ”Hvorfor skulle jeg gemme mig?” spurgte han i en hviskende tone bag hende, kun for at forsvinde ud i mørket igen. Der var vidst ingen tvivl om at han legede rundt med hende. Det var trods alt det som han nød mest af. Han kunne sikkert snildt komme bag hende og vride halsen om på hende, men hvad sjov var der i det?

[Deleted]

Anyalina vidste godt, at det ikke var helt naturligt, at kvinder gik udenfor alene, og specielt ikke når nattens tid måtte komme, men det var slet ikke noget som rørte hende på nogen måde, for hvorfor skulle det? Hun var ikke den som lod sig blive beskyttet, med mindre at det virkelig skulle vise sig at blive nødvendigt – såsom da Ezekiel havde fået hende ned fra træet, og reddet hendes liv for mange år siden, men siden da, så var der virkelig ikke nogen som nogensinde havde fået lov til det, men ikke desto mindre, ås var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund! Hun var måske en af de meget få som kunne beskytte sig selv, og passe på sig selv, men det var noget som hun gjorde med stolthed!
Fysisk set, så havde Anyalina måske ikke særlig meget at byde på, men ikke desto mindre, så var det noget som hun var klar over, og derfor hun selv måtte være påpasselig, for det var også noget som hun agtede at gøre! For hun ville ikke komme så galt af sted, med mindre, at det virkelig skulle vise sig at blive nødvendigt! Hun så sig stadig omkring, hvor hun faktisk også formåede at holde sig ganske rolig, for der skulle faktisk en god del til, før der var ting som kunne og ville skræmme hende, hvilket faktisk også var det som hun havde det ganske fint med, for hun havde været igennem temmelig meget igennem hendes liv, og der skulle meget til for at gøre hende usikker, og det at denne mand var sådan en bangebuks og skulle skjule sig, var slet ikke noget som rørte hende, andet end at det faktisk måtte irritere hende, for hun vidste jo trods alt at han var der! Men hvad han var, og hvem han var, var det som var ukendt for hende, og det var noget som selv virkelig måtte irritere hende grænseløst!
Hvad der måtte gå op for Anyalina, var at denne mand var en som nød at skulle lege, og han nød af mørket, selvom det var noget som faktisk måtte irritere hende et sted, for det var noget som faktisk måtte ende med at gå ud over hende selv, og det var noget af det værste af det hele, for at det ikke skulle være løgn! Det var noget som gjorde hende vred! Helt klart en af hendes svagheder; Hendes temperament! Hun hævede lyset, og det var noget som hun gjorde ganske bevidst, for at kunne se bedre, hvor selv ikke hans hånende stemme, var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Kun fordi at der ikke er en mand som kan tackle mig?” spurgte hun ganske kortfattet, for det var jo ikke engang løgn! Hun var umulig, hvor det faktisk kun var.. Ezekiel som havde formået at tæmme hende bare en smule. At han flyttede sig, lavede lyde, endte bag hende, kun for at forsvinde igen, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hende, hvor hun hastigt vendte sig i retningen af, hvor hun troede og mente at lyden måtte komme fra, selvom det jo faktisk var umuligt at vide sig sikker! ”Kom frem din kujon, i stedet for at gemme dig! Kryster!” hvislede hun med en fast og iskold mine, for det andet var da virkelig noget som kun måtte irritere hende som bare pokker, så det var ikke noget som sagde så lidt igen!

[Deleted]

For Vladimir var det usædvanligt at en kvinde gik alene ude om natten, det var typisk dem som blev en natmad for mørkets væsner, for man kunne lige så godt lægge fakta på bordet; kvinder var langt fysik svagere end mænd var, de var bygget på en helt anden måde, men derfor var kvinder ikke nødvendigvis ufarlige, for de havde skam mange andre potentialer, hvor mænd ikke ville kunne hamle op med kvinderne. Kvinder var et charmerende væsen, det ville han slet ikke lægge det mindste skjul på og der var selv han blevet betaget en enkelt gang af en kvinde som havde spillet kostbar og uopnåelig, hvilket kun havde givet ham blod på tanden, hvor han også var endt tættere på kvinden og faktisk alt for tæt, for det havde kostet hende livet og siden da, havde han nægtet at være menneskelige tætte. Han var ikke som andre vampyrer, han var unik, han var speciel og noget ekstraordinært, men det havde også sine svagheder desværre, han var ikke uovervindelig selvom han havde så mange evner i sig, desuden så var han uheldig uanset hvor han gik hen og det var kun takket være hans evner, som normalt var dem der gjorde ham så speciel og unik, så til tider kunne han næsten ønske at han var som andre, så han ikke var så uheldig hele tiden. Det var hans stærke kræfter der bragte ham fjendskaber og det var også hans kræfter der var skyld i at han var blevet spærret inde to gange. Han ville dog stadig have sin hævn før eller siden og han skulle også nok få den, når han engang fik mere styr på verden og dens situation.
Allerede på kvindens udtalelse og hendes attitude kunne Vladimir fornemme at hun var en hård kvinde, der var i stand til at passe på sig selv – lige indtil hun mødte ham. Hendes ord fik ham til at skæve mod hende, hvor et kækt smil gled over hans blege læber. Hendes ord gav ham faktisk mere blod på tanden, for han kunne jo ikke komme udenom at han nød en svær udfordring og det var præcis hvad hun gav ham. Han forsvandt endnu engang i en hurtig bevægelse, hvor han endte bag hende, her valgte han at lægge hænderne imod hendes side, som han strøg over og ned mod hendes hofter. ”Det må vi vidst gøre noget ved,” svarede han i en flabet tone, inden han forsvandt i mørket igen. Hun ville højst kunne nå at få et glimt af hans skikkelses omrids, så hurtig var hans bevægelser og ord, da det kun tog tre sekunder, før han var ude og gemt i mørket igen. Selvom hun ville stå lige foran ham og han stod i skyggen, så ville hun ikke kunne se ham, hvis han anvendte sine mørkedæmonkræfter, medmindre han naturligvis lod vær og dermed gav hende tilladelse til at se ham, men lyste hun på ham og dermed lod skyggen forsvinde, så ville han naturligvis ikke kunne gemme sig.
At hun kaldte Vladimir for kujon og kryster, tog han sig ikke af, eftersom der skulle en del mere til før han lod sig blive påvirket af tomme ord. Desuden var han blevet kaldt det som var værre, og kryster var vidst det sidste som han var. Han kom frem bag hende, hvor han lænede sig op ad et træ. ”Eller også er det dig som er bange. Bange for at du ikke kan se din modstander og dermed ikke ved hvad du er oppe imod,” påpegede han med et kækt smil om læberne, som han blev stående lænet op ad træet, hvor han denne gang ikke forsvandt, men lod hende se ham. Han strøg en hånd igennem det lange ravnsorte hår, som han førte bag ryggen, hvor det strøg ned over hans nøgne ryg og lænd. Han stod ikke i andet end et stykke stof om livet, og dermed havde hun ellers udsyn til hans muskuløse krop, hvor han tilmed kun rendte rundt i bare tæer, som var endt beskidte.

[Deleted]

Det var måske ikke helt naturligt, at en kvinde skulle vandre ude efter mørkets frembrud alene, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som Anyalina måtte tage sig af. Hun gjorde det dog af den grund, for hun var ikke som alle andre, hun havde ikke en mand til at beskytte sig, og hun ønskede bestemt heller ikke at fremstå som svag eller som en ussel en, som skulle have noget at gemme sig bag, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst i den anden ende. Den eneste som faktisk havde fået lov til at passe på hende på den måde, var jo faktisk Ezekiel, også fordi at han var den eneste som hun faktisk havde åbnet sit hjerte for, og som nogensinde ville være i stand til at åbne det, for hun var virkelig lukket, som havde hun været en østers, og det ville hun være for evigt og altid! Hun måtte jo faktisk erkende, at hun virkelig savnede manden, hvilket vel et sted også var bagtanken ved at hun var ude? At hun faktisk søgte efter ham, selvom det næppe var noget som hun ville erkende på nogen måde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende.
At Anyalina ikke var alene, var slet ikke noget som gjorde hende noget, andet end at det faktisk var noget som efterhånden, måtte irritere hende! Hun fnøs ganske kortfattet og så sig omkring, selvom hun slet ikke var i stand til at se ham i det hele taget, og det var noget som efterhånden faktisk måtte irritere hende som aldrig nogensinde før! Hun var en hård kvinde, hun vidste hvad hun ville have og hvordan det hele skulle foregå, men at det ikke var noget som hun ellers kunne gøre noget ved, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han endte direkte ved hende og lod hænderne vandre langs hendes hofter, var noget som satte en noget så tydelig sitren i hendes krop, for.. et sted var det rart, men hans hænder var kolde, så det indikerede egentlig kun at han var.. et koldt væsen – en vampyr med andre ord, hvilket var noget som gjorde hende direkte rasende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun nåede kun lige at vende sig, inden han var væk igen. Hun knyttede næverne, for det irriterede hende virkelig!
Lyset valgte Anyalina at lægge mere energi i, så den blussede mere op, så hun kunne se mere af det omkring hende, end der havde været til nu. Hun var ikke længere alene, selvom det ikke var den tanke som hun havde noget imod. Hun vendte sig direkte mod stemmen, hvor det alligevel var svært at se ham. ”Jeg frygter ikke for hvad jeg ikke kan se.. Tvært imod, så frygter jeg mere for det som jeg faktisk kan se,” endte hun ganske kortfattet og med en vrissende stemme, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være. Flammen blussede godt til, hvor hun faktisk endelig fik øje på ham! En faktisk temmelig flot mand i et lændeklæde? Hun lod hovedet søge let på sned og med den samme ganske kortfattede mine. ”Jeg går ud fra, at du ej frygter for mørket, men ikke går i nærheden af mig af andre grunde? Hvem er du, og hvad vil du?” vrissede hun ganske kortfattet og med en tydeligt irriteret stemme.

[Deleted]

Vladimir kunne tydeligt mærke og fornemme at denne kvinde var en som kunne passe på sig selv, hun var stædig, viljestærk, kølig og kynisk, desuden så kunne han høre det på den måde som hun talte til ham på, hendes stemme indikerede styrke og han kunne ikke lade vær med at tænke på om hun var fra den ældre generation. Desuden så kunne han ikke lade vær med at se det som en udfordring, netop fordi der ikke var nogen mand der kunne tackle hende, men var det virkelig sandt? Var der virkelig ikke nogen som helst mand, som nogensinde havde været tæt på hende? I hans tid var kvinderne ikke så stærke at de ville leve et liv alene, tværtimod, så var kvinderne fra hans tid langt stærkere når de havde en mand til at forsørge dem, og hvilken kvinde ville ikke det? Hvem ønskede i det hele taget at leve alene?
Som hænderne strøg ned over hendes side og mod hendes hofter, kunne Vladimir tydeligt mærke at hendes krop sitrede, ikke kun fordi hans hænder var kolde, men også af behag, for han kunne mærke det i hendes sind. Et kækt smil gled over hans læber, hvor de sorte øjne hvilede på hendes skikkelse. ”Jeg tror det er lang tid siden at du er blevet berørt af en mand,” svarede han i en flabet tone. Enten var hun løs på tråden og nød enhver mands kærtegn, eller også så var det lang tid siden at hun var blevet berørt på den måde i det hele taget. ”Er du for stædig til at nogen gider dig?” tonen blev mere hånende, selvom han fortsat var flabet og tydeligvis prøvede at irritere hende, men det var en del af legen.
Som hun lod ildkuglen blusse op, blev Vladimir blot stående bag hende, så hun kunne se ham, og lyset fra ildkuglen henlagde hans ansigt i uhyggelige skygger. ”Så du frygter mig?” spurgte han næsten drillende, selvom det kække smil ikke var til at tage fejl af. Han tvivlede på at hun frygtede ham, men hun kendte ham jo heller ikke, hun vidste ikke hvad han var og hvad han kunne gøre ved hende, desuden var det jo netop også de som ikke vidste hvad de skulle frygte, som var sjovest at lege med, det var sjovest at nedbryde dem. Han blev ellers stående ved træet, som han fortsat lænede sig op ad, da hun valgte at vende sig om og se på ham, hvor han godt kunne se at hun var overrasket over synet, for han stod ikke i andet end et stykke stof omkring hans liv. Han tog det dog ikke så tungt, for han var ikke særlig blufærdig alligevel og hun havde vel set en nøgen mand før? ”Nyder du synet?” spurgte han i samme drillende tone, hvor hans læber krusede ud i et skævt og selvsikkert smil.
Som hun spurgte ind til hvem han var og hvad han ville, lænede Vladimir sig ud fra træet, hvor han slog armene ned omkring sin side, imens han satte kursen hen imod hende. ”Mit navn er Vladimir Cesaire Corveniuz Lucretio,” præsenterede han sig, som han bukkede lettere elegant for hende, inden han rettede sig op igen, „men du kan kalde mig Vlad.” Han strøg let en hånd igennem det lange ravnsorte hår, som han bevægede sig frem mod hende, hvor han foldede hænderne bag ryggen. ”Og hvad jeg vil? Intet. Jeg nyder blot min frihed,” svarede han sandfærdigt, som han begyndte at cirkulere omkring hende, imens han vurderede hendes krop og gav hende elevatorblikket flere gange. ”Og dig?” Han stoppede op et par sider ved siden af hende, hvor han lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Anyalina altid nød af en tilstedeværelse alene, for det gjorde hun på ingen måde. Tvært imod, så var det faktisk noget af det værste af det hele, men der var ingen som fangede hendes interesse. Der var ingen som fangede hendes opmærksomhed, ingen til at tackle hende, og ingen til at finde ud af, helt hvordan man skulle finde ud af det med hende, og så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var bestemt ikke fordi at hendes ord var ment som nogen udfordring, for det var slet ikke meningen! Hun ønskede bare at gøre det klart, at hun ikke var interesseret i ham eller hvad han havde at sige, for det var ikke noget som rørte hende på nogen som helst måde overhovedet!
At han tillod sig at komme så tæt på, at han kunne berøre hende, var noget som faktisk var kommet direkte bag på hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! Det var skam ved at være frygtelig lang tid siden, at hun var blevet berørt sådan, og det vidste hun godt. Løs på tråden kunne man bestemt ikke kalde hende! Hun kneb øjnene fast og direkte dræbende sammen, som hun hastigt så rundt efter ham, for det var noget som gjorde hende vred! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Du kender absolut intet til mig!” hvæsede hun. Ja, et sted så havde han jo ret, for hun havde jo nydt det, for hun var jo selv den som ikke sagde nej til at blive berørt, hvilket det vel også havde vist ham? Hun himlede let med øjnene. ”Og det skulle komme fra en som ikke gør andet end at gemme sig?!” hvæsede hun med en fast tone. Lige i denne stund, så var hun bestemt heller ikke noget andet, end direkte irriteret!
Lyset lod hun blusse, kun fordi at hun var nødt til at skulle kunne se noget, ellers var det da hende som havde et problem, og det var noget som hun allerede var klar over, som det måtte stå i denne stund. Hovedet lod hun søge let på sned, som hun vendte blikket omkring sig. Hun frygtede ham ikke, for han havde ikke givet hende en grund til det endnu om ikke andet, også selvom hun nu heller ikke regnede med at det skulle blive et.. roligt møde. Ikke med den fremgang som han selv havde lagt i det, så var der helt klart noget i det som ikke helt stemte overens med det som hun kendte til fra før af. ”Giv mig en eneste grund til at frygte for dig..” endte hun ganske kortfattet. Måske at det var at tage tingene lidt for løst, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun himlede med øjnene. ”Og hvorfor tror du så det?” endte hun kortfattet og tydeligt irriteret.
At han præsenterede sig, var en ting, men at han begyndte at gå omkring hende, var da straks en helt anden, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun fulgte ham meget nøje med blikket. At han så bukkede og det hele, indikerede kun at han var af en ældre generation, for det var der ikke rigtigt nogen som gjorde mere, af hvad hun havde set om ikke andet. Hans navn sagde hende ikke direkte noget som helst, men det var n bare sådan at det var. ”Udmærket.. Vlad. Jeg er en kvinde som ønsker at blive ladt være i fred, så forsvind!” endte hun ganske kortfattet. Hvad hun lavede herude, var slet ikke noget som han havde noget med at gøre! At han stoppede op bare nogle meter fra hende, tog hun sig ikke af, for hun var på vagt, og hun var årvågen. ”Hvad jeg laver, vedkommer ikke dig.. Lad mig være og smut herfra! Jeg går ikke ud fra, at du hører til her i Manjarno og Syrian..” vrissede hun fast. Hun var jo ved at lære stedernes navne at kende nu.

[Deleted]

Vladimir havde intet imod at lade hende se ham, eftersom han for det første ikke var bange for at vise sit ansigt, og han frygtede hende for det andet heller ikke. Han nød bare at lege med hende, og selvom hun så ham, så burde hun stadig være på vagt, for han var trods alt vampyr og tilmed stærkere og hurtigere, så han kunne stadig forsvinde for hendes blik, hvis han ville. Hun virkede dog rimelig interessant, hvilket gjorde ham nysgerrig, specielt fordi hun virkede så kostbar og uopnåelig, især fordi hun sagde at ingen mand før havde kunnet tackle hende, så der måtte jo være noget om det? Og det var jo specielt sådanne tøser han aldrig havde kunnet holde sig væk fra, det var dem som var mest charmerende og det var dem som var sjovest at lege rundt med.
Det var tydeligt at hun havde nydt Vladimirs strøg, hvilket han var sikker på indikerede at det var lang tid siden at hun havde været tæt på en anden mand og det fandt han næsten.. synd. Ikke fordi han havde tænkt sig at kaste sig over hende, for han nægtede at være fysisk sammen med en menneskelig. Et kækt smil gled over hans læber til hendes ord, selvom han holdt sig på afstand. ”Jeg behøver ikke kende dig for at vide at du nød det,” svarede han oprigtigt, selvom der var en provokerende undertone. Han prøvede at hidse hende op og det virkede tydeligvis også helt perfekt, hvilket morede ham gevaldigt – og det lagde han ikke skjul på. ”Desuden så har gemmeleg altid været min favorit leg,” tilføjede han drillende, hvor han blinkede kækt til hende, imens en kort og kølig latter forlod hans stemme.
Vladimir havde ikke behov for hende til at frygte ham, han var tværtimod ligeglad med hvad hun gjorde, men det ville være frygtelig dumt at undervurdere ham, for det kunne blive hendes død, ligesom det kunne den anden vej og derfor måtte han tage sig selv i ikke at undervurdere hende, for det kunne komme til at koste ham frygtelig dyrt. Han kunne alligevel ikke lade vær med at smile selvsikkert til hendes ord, hvor han fortsatte med at gå omkring hende. ”Fordi jeg kan flå dig på under tre sekunder?” foreslog han som grund til at hun skulle frygte ham. Et kækt smil gled over hans læber, så man blev i stand til at se hans sylespidse hjørnetænder. Han stoppede op, hvor han kort stirrede på hende med et næsten charmerende smil om læberne. Han vidste ikke om hun nød synet af ham, men han var ikke svag, han havde intet fedt på kroppen, det hele bestod af en ren muskelmasse. Han forsvandt i en hurtig bevægelse og dukkede op bag hende. ”Fordi du stirre,” hviskede han intenst imod hendes ene øre, som han kort lod sin hånd vandre ned over hendes ryg og hendes bagparti med en uskyldig mine kun for at forsvinde igen, hvor han dukkede op et par meter fra hendes højre side, med et drillesygt glimt i blikket.
Vladimir havde intet imod at præsentere sig selv, og da han kom fra en tid før denne tidsregning, så var han vant til at udvise høflighed, for han var skam opdraget med manér, der var jo en grund til at vampyrer var de ædleste, de var ikke bare bæster der mæskede blod i sig, tværtimod var de elegante væsner! Men det virkede til at det var glemt og at folk kun så dem som monstre. Han kunne ikke lade vær med at smile som hun sagde Vlad, hvilket han ikke havde regnet med, for han kunne tydeligt mærke at hun ikke gad have ham her, hvilket kun gav ham endnu mere lyst til at forfølge hende. ”Jeg hører ikke til nogen steder,” erkendte han roligt, som han trippede let med tæerne, stadig med hænderne foldet bag ryggen, hvor de kulsorte øjne med det rødlige skær betragtede hende, „og sidst jeg tjekkede, så var det et frit land, så jeg kan vidst tillade mig at gå hvorhen jeg vil, også den helt samme vej som dig. Så se dig selv som forfulgt.” Det flabede smil blev bredere på hans læber.

[Deleted]

Anyalina var ikke den type som åbnede sit hjerte for alle og enhver. Måske at hun havde valgt at udnytte Ezekiel i starten, men det var noget som hastigt havde forandret sig med tiden, for hun var faktisk begyndt at holde af ham og nu hvor han var væk, så kunne hun igen hejse facaderne igen, og denne gang tillod hun bestemt heller ikke at de blev nedbrudt, og det var sådan at hun faktisk gerne ville have det! Hun vendte blikket direkte i retningen af ham, for hun vidste jo trods alt at han var der et eller andet sted, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så nægtede hun at lade sig blive såret igen, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Og det var bestemt heller ikke fordi at denne mand nogensinde skulle have lov til at forsøge at prøve sig på hende i det hele taget!
Det var ikke nogen hemmelighed, at Anyalina havde nydt hans berøringer, også fordi at det slet ikke var noget som hun kunne sige sig, at være direkte vant til, for det var noget af det sidste som hun var! Hun var hovedsagelig vant til at klare sig selv, og uden at have andre som en del af hendes liv på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget at gøre ved det. Hun himlede med øjnene. Om han gjorde det her med vilje eller ikke, var hun på sit vis fuldstændig ligeglad med, for det var noget som bare måtte være sådan. ”Måske gjorde jeg.. måske gjorde jeg ikke..” endte hun ganske kortfattet og tydeligt afvigende. Hun ville bestemt ikke give ham den tilfredsstillelse! Hun fnøs irriteret. ”Kæmpe legebarn..” vrissede hun tydeligt spidst. Tanken var virkelig noget som måtte irritere hende!
At manden var farlig, var noget som Anyalina næsten kunne gætte sig frem til, selvom hun nu tog det ganske roligt af den grund, for hvorfor skulle hun gøre andet? Hun var endnu ikke kendt med ham, hvilket også var grunden til at hun ikke havde gjort det endnu. Hans hænder havde været så kolde, så hun gik næsten ud fra at han var et vampyrisk væsen, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende. ”Hvilken dvasianer vil da ikke sige det? Jeg er ikke overbevist om den reelle trussel i dine ord.. Giv mig noget.. af værdi og garanti i stedet for..” endte hun ganske kortfattet. At han endnu en gang kom tæt på hende og faktisk berørte hende på et så intimt et sted, var noget som hun slet ikke kunne have noget med at gøre! Som han endte ved hendes bagparti, reagerede hun ren instinktivt og dannede sig en energikugle, som hun endte med at kyle direkte mod ham, selvom han tydeligt var hurtigere end hende, og det var en tanke som direkte gjorde det værre, for det var noget som virkelig kun formåede at gøre hende direkte rasende!
At han faktisk udviste hende en form for høflighed, var bestemt ikke noget som man direkte kunne sige at Anyalina var vant til, men det var nu alligevel en tanke som hun godt kunne lide. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hans navn sagde hende intet, og hun så virkelig ikke nogen grund til at skulle fortælle ham sit, for.. hvorfor skulle hun? Det kunne han jo være fuldstændig ligeglad med! For ikke at glemme at hun slet ikke regnede med at de ville stå ansigt til ansigt igen uanset hvad. Hun smilede et koldt smil, som hun rettede sig op, og knyttede hånden ganske let. At han så ikke ville lade hende være, var noget som gjorde hende direkte rasende, for hun havde bestemt ikke brug for en til at følge hende i enden, hvorend hun gik! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. ”Kan du ikke forfølge en som faktisk gerne vil blive forfulgt? Jeg har andet at give mig til end at passe på en som dig!” endte hun med en hvislende stemme. Hun blev stående.. Hvad hun allerede havde fundet ud af, var at han var ekstrem hurtig!

[Deleted]

“Hvorfor ikke bare indrømme det som er så tydeligt for mit øje?” spurgte Vladimir sagte, som han lod hovedet falde let på sned, hvor de lange ravnsorte lokker fulgte hans bevægelse og strøg ned over hans nøgne skulder. Han vidste godt at han var flabet og provokerende, selvom han faktisk var utrolig sulten, men hvorfor dog angribe uden videre og gå efter det åbenlyse mord? Nej han ville langt hellere lege med maden og se hvad der skete, også selvom det kunne koste ham et par smerter, men skulle han være ærlig, så ville han langt hellere føle smerte og vide at han var i live, end at ligge i dvale og slet ikke føle noget som helst. Han kunne heller ikke lade vær med at slippe en koldmunter latter, da hun kaldte ham for et kæmpe legebarn, selvom hendes ord var udtalt i en vrissende og spids tone, men det tog han sig ikke af. Han sendte hende et drillesygt smil. ”Naturligvis. Man har jo kun det sjov, man selv skaber,” svarede han sandfærdigt, hvor han kort lavede trutmund til hende, som skænkede han hende et luftkys, inden hans blege læber krusede ud i et kækt smil.
Vladimir gned sin skæggede hage, et fuldskæg der dækkede hans hage, kæber og læber. ”Jeg kunne sagtens give dig en demonstration, men så ville jeg slå dig ihjel og slet ikke nå at lege med dig,” svarede han kort for hovedet og trak let på skuldrene. Han havde ikke behov for at folk skulle frygte ham, desuden havde han allerede fundet ud af at mange dvasianere besad et hovmod uden lige, de frygtede snart ingenting, men de fleste havde kun det hele i munden, og han ville gerne teste denne kvinde og se om det også gjaldt hende, noget sagde ham dog at hun faktisk havde lidt mere end hvad øjet lige kunne se. Energikuglen som blev skudt efter ham, undveg han roligt, hvor han slap en kold latter, som han igen tog afstand til hende. ”Du er fyrig.. det kan jeg lide,” svarede han kækt, som han blinkede lettere charmerende til hende, selvom det hele egentlig kun var for at provokere hende den tand ekstra.
At kvinden ikke ville forfølges, vidste Vladimir godt, men det var jo netop også derfor at han gjorde det, for hun gjorde det jo kun langt mere sjovt. Han var den som tog et ‘nej’ for et ‘ja’, som omvendt, selvom han mest gjorde det for at irritere hende og det lykkedes ham tydeligvis også, hvilket kun morede ham utrolig meget! Han strøg tungen tænksomt over sine blege læber, hvor han kort så eftertænksomt ud i luften, inden det flabede smil igen var over hans læber og han vendte de kulsorte øjne med det rødlige skær mod hende igen. ”Nej. Du er min middag, og først vil jeg lege lidt med dig,” svarede han sandfærdigt, som han lagde kortene på bordet. Han trak let på skuldrene, som hans hænder stadig var foldet bag ryggen, hvilket gjorde ham mindre faretruende, skønt det hurtigt kunne ændre sig. ”Hvad er dit navn? Du præsenterede dig aldrig,” påpegede han roligt. Det var ikke fordi han behøvede sin middags navn, men han kunne jo ikke komme uden om at hun faktisk havde formået at betage ham en anelse, og alt kunne jo nå at ændre sig endnu, det kom helt an på hvordan alt skete.