Bring me to life

[Deleted]

En storm havde lagt sig over Imandra, hvor den kraftigt blæste i vindens trækroner, rev småsten og faldne blade med sig. Det var nat, hvilket gjorde det hele ekstra mørkt. Torden bragede over de høje Tyaiabjerge, imens regnen piskede ned på jorden under dem og gjorde alt pløret og mudret, så det hele kunne minde om en kæmpe sump. Man kunne altid søge skjul i de mægtige bjerge, der både kunne være ens undergang, men også ens redning – specielt i denne storm. Det var dog ikke alle der vidste hvad de mægtige bjerge gemte på og hvad de faktisk havde gemt på i over titusind år. Det siges at et monster er gemt inde de mægtige bjerge, et monster der hvert øjeblik det kan være, kan bryde løs og lægge verden i ruiner. Mange tror kun det er en myte, for at skræmme folk væk, men helt forkert var det ikke, for dybt inde i det mægtige Tyaiabjerg, lå en excentrisk vampyrrace gemt. En vampyr, der var den sidste af sin race, fordi den er så sjælden og at den er blevet skabt af andre racer. Navnet; Vladicolius Chiroptera. I virkeligheden var det blot en enkelt person ved navn Vladimir, der i sin tid har givet sig selv det navn, for at gøre sig selv mere unik og med navnet skille sig ud fra sin oprindelige race, nemlig fuldblodsvampyr. Men fordi han i sin tid blev forrådt, har han lavet sin egen lille race, der består af sig selv, samt lavet sit eget lille samfund, for de vampyrer der ønsker at være frie. Den sidste trussel blev dog skyld i hans tilfangetagelse, hvor han har været spærret inde i Tyaiabjergene lige siden.
Dybt, dybt inde i den mørke hule, kunne man høre nogle flaksende lyde, der bevægede sig igennem hulen. Det var en sort flagermus, der fløj igennem hulen, ude på sin mission for at vække sin herre til live igen. Naturen havde ændret sig igennem de titusind år, hvor Vladimir havde været spærret inde i Tyaiabjergene, og med tiden, var hans krop blevet optøet, da klimaet var blevet varmere, lænkerne var stadig intakte, dog visse steder ved at rustne. Tøjet var med tiden blevet jordslået og nu helt laset, ødelagt og smuldrende. Han lå stadig på den samme stenflade, som han havde gjort siden han var blevet låst inde her. Han lå stadig i sin dvale, hvilket han havde gjort i alt for mange år, men som hans krop, specielt hans hoved, var blevet optøet, så havde hans underbevidsthed taget over og ‘kaldt’ på hjælp. En hjælp som i øjeblikket var på vej. Selvom mange nok ikke ville tage en flagermus for at være særlig meget, så var det netop dem der var de helt perfekte små hjælpere.
Den sorte flagermus endte inde i det store rum, hvor Vladimirs krop lå fastlås til stenfladen. Den fløj over hans ansigt, hvor den havde samlet blod, lod det falde ned på de tørre og rynkede læber, inden den fløj op til loftet og hang sig med hovedet ned og blot ventede. Øjnene på det indtørrede lig åbnede sig med et sæt og afslørede et par kulsorte øjne med et tydeligt og kraftigt rødligt skær. Øjnene stirrede op på flagermusen, inden de tørre læber blev skilt for at en tør tunge strøg over læberne og fangede blodet. Øjnene gled kort i, imens tungen smagte på det udsøgte blod, skønt det ikke var meget, kun lige nok til at holde ham vågen for højst ti minutter. Der lød en hæs lyd fra det ellers så døde lig, hvor øjnene endnu engang faldt på den hængende flagermus fra loftet. Flagermusen endte med at røre på sig, hvor den fløj ned og satte sig på det indtørret lig. Det var som om den kunne høre nogen tale til sig, og før den vidste af det, blev de sylespidse tænder fra liget sat i dens kød, og den døde på stedet, da den sidste dråbe forlod dens lille behårede krop. En højere lyd lød fra det ellers så indtørret lig, en beklagende og alligevel lettet lyd, inden man kort kunne høre nogle lænker rasle, da det tidligere lig begyndte at røre på sig.

[Deleted]

Hjertet hamrede for alvor mod det unge bryst, da Lilya direkte måtte komme stormende igennem mærket. Lige hvad der var efter hende, vidste hun ikke.. ja, faktisk vidste hun slet ikke om der faktisk var noget efter hende i det hele taget. Flugten fra Charlie og Old Laymian, havde bestemt ikke været helt nem, men det var nu hun havde fået muligheden for det. Nick var revet fra hende, og det var noget som havde efterladt hende med den form for fornyet energi, som hun havde haft brug for, for i det hele taget at tage den mulighed som hun havde taget, da hun havde valgt at forlade stedet og bare storme ud i mørket. Lænkerne havde hun endnu om håndleddene, hvilket var noget som automatisk måtte låse hendes magi, og det var ikke ligefrem fordi at hun ønskede at stoppe op, for at spørge nogen om hjælp, for hvad nu hvis de bragte hende tilbage? Det ønskede hun på ingen måde! Hun hev efter vejret, som hun langt om længe endelig måtte komme frem til.. en hule af en slags? Om ikke andet, så var det jo trods alt et sted, hvor hun ville være i stand til at søge den tryghed som hun havde brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Lilya stoppede udenfor hulerne, hvor hun skævede derned. For hende var der mørkt.. meget mørkt, men ikke desto mindre, så var det måske en anelse tørt? Hvad hun havde i vente, var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen måde, men ikke desto mindre, så ønskede hun virkelig bare mulighed for det tørre. Hun trak vejret dybt, nærmest som hun forsøgte at genvinde bare en smule kontrol over sig selv, og sin vejrtrækning, også selvom hendes hjerte på ingen måder, faldt til ro. Hun sukkede dæmpet, som hun alligevel valgte at søge indenfor. Kjolen skjulte hende ikke som sådan, for den var meget ødelagt, af at hun havde stormet igennem krat og buske og alverdens andet som havde revet i hende.. Ja, vidste Charlie overhovedet at hun var væk? Svagt bed hun sig i underlæben, som hun så sig omkring. Med hænderne, så støttede hun op af væggen, for at være sikker på, at hun havde noget at holde i, så kunne det måske være, at hun ikke blev helt væk.
En svag pibende lyd forlod hendes strube. Bange var hun, men hun havde brug for hvile, og det kunne jo trods alt også være, at der ville være mere varmt længere inde? Det var da om ikke andet en tanke som hun måtte trøste sig med, for det så virkelig ikke ud som om at der havde været nogle her i frygtelig mange år.. og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste! Tvært imod! Hun trak vejret dybt. ”Åh gud..” hviskede hun dæmpet for sig selv, som hun fortsatte. Hun var for målrettet til at kunne få sig selv til at stoppe! End ikke den frygt som hun var begyndt at føle for mørket, var noget som rørte hende i disse stunder, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Det var egentlig først de små lyde som fik hende til at stoppe op med tydelig hast. Hun blinkede med øjnene. Var der nogle dernede? Det kunne da slet ikke stemme! Og med de håndjern om sine håndled, så kunne hun ikke rigtigt gøre brug af magi! Forbandede magisikre genstande! Og hun hadede det virkelig! ”E…er.. er her nogle?” spurgte hun med en rolig, dog kontrolleret stemme, da hun fortsatte dybere og dybere ind i de mørke huler, kun med varsomme skridt.

[Deleted]

Blodet fra den lille flagermus mættede ikke just, tværtimod så var det noget der højst ville holde ham vågen i en halv time – højst. Det havde givet ham lidt styrke tilbage, selvom det på ingen måde kunne måle sig med hans fulde styrke. Hans følelsesløse, fraværende sorte øjne så let omkring i mørket. Han kunne mærke at han ikke kunne bruge sin magi, men han vidste at det var fordi lænkerne var magisikret. Han sukkede kort, hvor han følte sig helt afkræftet og svag. Han forsøgte roligt at trække hænderne til sig, men det virkede ikke. Det var ikke første gang at han lå fastlåst og han brød sig på ingen måde om det! Han vidste ikke hvor længe han havde været låst fast, han vidste ikke hvad årstid det var, men han kunne regne ud at det var nat, eftersom flagermus var natdyr. Det var anden gang at han kom tilbage til en ny verden, selvom han denne gang var rolig, for som sagt var det ikke første gang.
Vladimir lukkede roligt øjnene, hvor han forsøgte at samle kræfter, så han kunne slippe fri endnu engang. Han vidste at nogle var rustne, andet ville næsten være umuligt, netop fordi han havde været fanget i så mange år, og han havde ikke været fastfrosset i nogle år, selvom det havde været en pinsel at ingen var søgt særlig dybt inde, for han vidste at han var langt under jorden og utrolig dybt inde i bjerget, og der var aldrig nogen der var søgt så dybt ind, at de havde fundet ham. Han åbnede øjnene igen, hvor han endte med at rive i lænkerne med al sin kraft, selvom de ikke helt gav sig. Han lod kort armene falde svagt ned igen, lå i et par sekunder, inden han igen rev i lænkerne med al sin kraft, men heller ikke denne gang. Tanken om at de ikke gad briste, var noget som gjorde ham arrig, som gjorde ham vred og langt mere målbevidst om at få dem knækket. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han endnu engang gjorde et forsøg, hvor han kunne høre at de var ved at give sig, hvilket fik ham til at yde det bedste, hvor han fik trukket den venstre arm til sig, da lænket knækkede, han vendte blikket mod den højre, hvor han greb fat også med venstre, inden han rev til, så han også fik den højre arm trukket til sig, da lænken også knækkede der. Han satte sig roligt op, hvor han mærkede det lange ravnsorte hår, lægge sig over hans nøgne ryg. Han lå helt nøgen eftersom hans tøj var visnet bort med årene. Han fik roligt revet lænkerne ved benene op, så han endelig var fri igen!
Ganske forsigtigt kom Vladimir på benene, selvom han kunne mærke at det var lang tid siden at han havde brugt kroppen. Benene rystede, knoglerne knirkede. Han lignede en gammel mand, et indtørret lig, da hans krop var fyldt med rynker og han var ufattelig tynd, så man kunne se hans knogler. Hans sorte blodårer var tydelige i ansigtet og på armene og benene, hvor han bevægede sig igennem mørket; ud af hulen. Han støttede sig op ad væggen, så han var sikker på at han ikke faldt om. Han kom med en hæs hvislen, hvor han var utrolig tør i halsen, så han knap kunne tale. Hans lange hår gik ham næsten ned til lænden, hvor den strøg over hans nøgne ryg og nogle lokker over hans nøgne bryst. Der var intet smukt ved ham, som der engang havde været. Det sidste han kunne huske, var Alexanders ansigt, inden alt blev mørkt.

[Deleted]

Det blæste så kraftigt udenfor, at det tydeligt måtte ligge op til en storm, selvom det slet ikke var noget som hjalp Lilya. Hendes beklædning, var slet ikke noget som gavnede hende i denne situation, for det var faktisk koldt for hende at rende rundt udenfor, også fordi at.. hun faktisk var en slave på flugt, hvilket et sted næsten var hende ganske skræmmende i det store og hele. Hendes læber havde allerede antydet til en mindre blå farve, også fordi at det faktisk var koldt, men ikke noget som hun ikke efterhånden var vant til. Her ville Charlie vel heller ikke finde hende? Hvilket faktisk var den første tanke som slog hende, for hun ønskede slet ikke at han skulle finde hende! Han ville slå hende ihjel, hvis han vidste at hun var stukket af, men så også fandt hende! Og det var slet ikke noget som hun ønskede sig!
Hvad hun havde i vente, var slet ikke noget som hun vidste, og det var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner til, men ikke desto mindre, så var hun lykkelig uvidende om hvad der ventede hende bare lidt længere nede af den ellers så mørke gang. Hendes egne kæder raslede en anelse. De låste hendes magi, så hun kunne ikke engang lyse det lidt op engang, hvilket var noget som i sandhed måtte irritere hende. Hun kunne bare ikke gøre noget ved det af den grund, og det var virkelig noget som også måtte irritere hende mindst lige så meget! Svagt bed hun sig i læben, som hun støttede med den ene hånd mod væggen, også for at vide sig mere sikker på at hun ikke bare gik rundt i fuldkommen blinde, men at hun faktisk havde en smule kontrol over det som skete omkring hende. At det raslede og der kom lyde nede fra hulerne af, var noget som alligevel fangede hendes opmærksomhed. Lige hvem og hvad der gemte sig her i hulerne, var slet ikke noget som hun vidste, men det var nu alligevel noget som måtte vække hende en mindre nysgerrighed, for.. hun havde jo aldrig set hvordan tingene var, for hun havde levet i et slaveri mesteparten af hendes liv, og det var noget som virkelig gjorde hende.. trist til mode, for der var så mange ting som hun slet ikke havde kendskab til overhovedet! ”… Hallo..??” kaldte hun endnu en gang, som.. lydene forsvandt endnu en gang.
Lilya endte med at stoppe op endnu en gang, som hun hørte lydene endnu en gang. Det lød lige lovlig voldsomt, men.. hun blev nu alligevel stående. Selvom enhver tanke i hende, sagde at hun skulle komme den anden vej, og at det ikke kunne komme til at ske hurtigt nok, var noget som virkelig irriterede hende, for hun var virkelig nysgerrig! En skikkelse kunne hun nærmest fornemme i det fjerne, samtidig med at hun kunne høre, at det raslede i kæderne i den anden ende. Svagt bed hun svagt i læben. ”H.. har du brug for hjælp?” spurgte hun med en dæmpet stemme, som hun varsomt gik tættere på ham endnu en gang. Hvem og hvad han var, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, men ikke desto mindre, så var det noget som hun nok skulle finde ud af på den ene eller den anden måde. Næverne knyttede hun stille, som hun lod dem falde roligt ned. At hun var på vej ind i løvens hule, vidste hun ikke, og heller ikke at hun stod med næven midt i dragens gab.

[Deleted]

At ligge indespærret for flere tusind år, var ikke nyt for Vladimir, selvom han var sikker på at han havde lagt indespærret i flere år denne gang, hvilket betød at han endnu engang skulle lære verden at kende, fordi den var ny for ham og fordi han ikke havde været en del af udviklingen. Han var dog ikke lige så ‘skræmt’ ved tanken, som han havde været første gang, hvor det virkelig havde været forvirrende at komme tilbage, nu skulle han igennem det samme på ny, selvom han måtte tage den stille og roligt som han havde gjort sidste gang.
Som Vladimir fik revet hver lænke fri fra stenjorden, så slog en lettelse ind over ham, skønt.. han kunne stadig ende med at være fanget her for flere tusind år, hvis han ikke fik noget at spise inden denne halve time var gået, for han kunne allerede nu mærke at hans krop blev svagere og svagere, hvilket gjorde ham en anelse desperat. Han vidste at det var nat, men han vidste ikke for hvor længe, og det kunne derfor blive farligt for ham at blive her, ligesom det kunne være farligt at søge ud, men hvis han ikke ville lægge i dvale, så var han jo sådan set nød til at komme ud, men det kunne til gengæld koste ham livet. Han vidste ikke om der var en by i nærheden og hvis der ikke var, så havde han et alvorligt problem. Hans kæder raslede som han gik mod udgangen, hvor han kunne fornemme den friske luft, hvilket var en befrielse at føle. Han opfangede dog en lyd, en stemme, selvom det var fjernt, og da han endnu ikke var andet end et indtørret lig, så var hans sanser ikke særlig skærpede, desuden så skulle han ud af disse lænker! Men først var han nød til at finde noget at spise og måske heldet var med ham? Han strøg den tørre tunge over hans tørre læber, hvilket egentlig ikke gav noget resultat, hvor han fortsatte igennem mørket, støttende op ad klippevæggen. Han kunne høre et ‘hallo’ forude, hvilket fik ham til at slippe en hæs hosten, hvor hele hans stemme krillede efter ikke at være brugt i flere titusind år.
Lugten af blod, lyden af et bankende hjerte, var noget som nåede Vladimir, hvor han næsten var bange for at han hallucinerede, for kunne han virkelig være så heldig? Han endte med at stoppe op, da endnu et hosteanfald faldt over ham, hvor han faldt ned på knæ, så hans sorte hår – der havde mistet sin glans – rørte ved jorden og dækkede noget af hans nøgne krop til. Han var svag og han kunne mærke at han ikke ville nå langt. Da både lyden af hendes stemme blev tydeligere, ligesom lugten af hendes blod, så var der ingen tvivl om at han faktisk var heldig. Han blinkede let med de ellers så tunge øjenlåg, hvor han næsten følte for at give efter for søvnen – men så vidste han også at han ikke ville vågne op igen. Han åbnede munden, for at sige noget, men det blev ikke til andet end en hæs rallen. Han så op mod hende, hvor hans stemme lød inde i hendes hoved; #Hv-hvem er du?# Hans læber bevægede sig ikke, hans stemme i hendes hoved, var ikke andet end en hvisken, hvor han blev siddende på knæ op ad væggen, imens hans fraværende blik hvilede ud i mørket, hvor han lige kunne ane hende.

[Deleted]

Lilya havde absolut ingen anelse om hvad hun havde i vente her i hulen. Det som hun egentlig håbede på, var muligheden for noget ly, inden hun ville sætte farten videre mod Procias, også selvom det helt klart var ganske umuligt for hende så længe at det stormede sådan udenfor! Det kunne stadig svagt fornemmes udenfor, også selvom det slet ikke var noget som hun var særlig meget påvirket af i denne stund, så selvfølgelig var det noget som hun var ganske tilfreds med i det store og hele, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende.
Forsigtigt så Lilya sig omkring. Hun kunne høre, at det raslede, så hun var ikke alene, for hun var temmelig sikker på, at det ikke var hendes egne – med andre ord, så var hun ikke helt alene herinde, hvilket alligevel efterlod hende med følelsen af, at skulle være bare.. en anelse forsigtig, for det var hun jo trods alt også nødt til! Hun blev denne gang stående, som hun så sig omkring, også selvom det virkelig hende fuldstændig umuligt at skulle se noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun blev stående op af væggen, hvor det alligevel hurtigt ville være hende menneskelig muligt! At det jo så var en fuldstændig umenneskelig skabning i form af et eksperiment som med lethed ville være i stand til at kunne slå hende ihjel, og det var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen som helst måde overhovedet!
Stemmen som lød i hendes hoved, var noget som direkte fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, også fordi at hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige.. Var væsnet magisk? At han var faldet i jorden og samtidig med større og mindre hosteanfald, fik hende næsten til at reagere.. Tanken om at hjælpe folk, var noget som næsten faldt hende naturligt til, også selvom hun udmærket godt vidste, hvordan det kunne gå.. for det havde hun jo trods alt set før, også selvom det slet ikke var noget som hjalp hende i eftertiden! Hun gik varsomt mere og mere mod ham, selvom.. hun alligevel tog en passelig afstand til ham alligevel, for hun havde jo ingen anelse om hvem han var, eller hvad han var, og hun var jo trods alt også nødt til at tage sig sine forholdsregler, for ellers ville det jo først for alvor endte med at gå galt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Svagt endte hun med at bide sig i læben. ”En som ønsker at hjælpe dig… Jeg hedder Lilya..” endte hun med en dæmpet stemme, vel også for at vise ham, at hun slet ikke var ude på at gøre ham noget ondt. ”Jeg.. jeg troede ikke at der ville være nogen herinde..” endte hun dæmpet, som hun endte med at komme helt hen til ham. At hun virkelig gik helt ind i løvens hule, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, for det var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om i den anden ende. Hånden gled stille mod hans skulder, som hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse. ”… Er du okay?” spurgte hun. Hun kunne knapt se ham, men hun kunne se hans omrids, og hun kunne se at han var der, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hendes vedkommende.

[Deleted]

At Vladimir var så heldig, at der var andre inde i bjerget, kom bag på ham, selvom han for en gangs skyld virkelig priste sig lykkelig! Han havde været sikker på at han havde været så dybt inde at ingen ville kunne finde ham, men han måtte have heldet med sig denne gang, hvilket passede ham helt fint, for hvis han ikke snart fik noget blod, så ville han gå i dvale endnu engang og hvem vidste så hvor længe han ville være væk? Bare tanken om at han havde lagt i dvale for flere hundred, hvis ikke tusind, eller titusind år gjorde ham direkte irriteret, og tanken om at han måske snart ville gå i dvale igen, fik en mindre følelse af panik til at sprede sig i hans krop.
Vladimir fortsatte langs klippevæggen, som han støttede sig op ad for at hans svage krop ikke skulle kollapse under ham, selvom han sagtens kunne se i mørket, og derfor kunne han også tydeligt se den kvinde som havde fundet vej ind i hulen og som var på vej hen imod ham. Bare lyden af hendes friske, unge hjerte og lugten af hendes sødmefulde blod, var noget som gjorde ham helt kulret. Han var næsten bange for at smagen af det få blod han havde fået fra flagermusen havde gjort ham skør og havde fået ham til at hallucinere, selvom det hele virkede så ægte! Lyden af hendes stemme, var noget som han næsten havde savnet, ikke fordi han kendte hende, men det at være i nærheden af en anden, ikke at være indespærret eller alene. Hans matte øjne faldt på hendes skikkelse, som han var gået i gulvet af sit hosteanfald, imens han lyttede til hende. Hun ville hjælpe ham? Han havde aldrig mødt nogen som faktisk havde ønsket at hjælpe ham af egen fri vilje og af folk der kun lige havde mødt ham. Da han skilte læberne for at sige noget, kom der kun en hæs lyd fra hans vejrtrækning, et tegn til at han ikke havde brugt stemmen i lang tid. Han blev siddende på knæ tæt ved klippevæggen, hvor han blot så op mod hende, med det lange matte hår faldende ned over hans tynde og rynkede ansigt, hvor han ikke var andet end skind og ben, fordi han havde lagt i dvale i så lang tid.
Da hun lagde hånden mod Vladimirs skulder, endte han med at trække hele kroppen til sig i ren og skær reaktion, eftersom han ikke var vant til nærkontakt, og hendes varme føltes brændende imod hans hud. Han trykkede sig op ad klippevæggen, som om han frygtede for at hun ville gøre ham ondt. Det sidste han kunne huske af berøring, var de mange vampyrer der havde grebet fat i ham, for at tvinge ham i gulvet, hvor han var blevet spærret inde her. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han så op mod hende, fuldstændig ligeglad med at han var helt splitternøgen og at han ikke lignede andet end et indtørret lig. ”Jeg har været spærret inde her i flere år..” Hans stemme var ikke andet end en hvisken, og alligevel ville hun kunne høre den klokkeklart, fordi han brugte de mentale evner, så hans stemme ville være tydelig i hendes hoved. Han så op mod hende, „hvad årstid er det?” Måske et ualmindeligt spørgsmål, men som sagt havde han været spærret inde her i alt for lang tid, og da han var vampyr, var det et spørgsmål om liv og død for hans skyld.

[Deleted]

Til tider, så var man vel bare heldig? Ikke fordi at Lilya havde nogen anelse om hvad hun helt præcist var gået ind til, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som hun tog så tungt igen. Tanken omkring det hele, var noget som hun faktisk nød, for hun kunne faktisk godt lide at hjælpe folk. At han jo så var af den kaliber, som hun burde holde sig langt væk fra, var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen som helst måde overhovedet, for man uknne vel altid håbe på, at der ville være noget godt i alle mennesker? Det var hendes tankegang om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At se ham gå direkte i jorden i et hosteanfald, var noget som fik Lilya til at reagere allerede med det samme. Om ikke andet, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun var af et godt hjerte. Selv ikke det, havde mørket formået at tage fra hende, hvilket var noget som hun var noget så frygtelig glad for i den anden ende! Hvem manden var, havde hun virkelig ikke nogen anelse om, også selvom det var noget som hun agtet at finde ud af med tiden, men.. han så virkelig ikke for godt ud. Umiddelbart her i mørket, så var hendes syn på ingen måder godt, og ej heller da hun kom tæt på ham. Hun var nok mere fokuseret på hans ansigt, til at overhovedet at registrere at han faktisk ikke havde så meget som en eneste trævl på kroppen. Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Han var en.. besynderlig en, men det kom vel af hans tilstand? Det var hendes konklussion om ikke andet. ”Du.. har været spærret inde..?” gentog hun næsten forfærdet. Det var bestemt ikke en tilstand som hun ønskede at se nogen i, så det at se denne mand sidde og have det sådan, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre!
At denne fremmede mand, trak sig så hastigt, da hun berørte ham, var noget som selv kom så meget bag på hende, at det forskrækkede hende! Selv hendes kæder måtte rasle, da hun endte med at falde på bagpartiet, og hastigt havde taget hånden til sig, nærmest som havde han givet stød. Det var også først nu, hvor hun var endt helt tæt på ham, at hun kunne se ham bare lidt. At han så sådan ud, var noget som næsten selv måtte skræmme hende, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde. Svagt bed hun sig i læben. ”Hvad er der dog sket med dig...? Du... du ligner et lig..” endte hun med en mere dæmpet stemme. Hun vendte bilkket kort i retningen som hun var kommet, inden hun ellers vendte sig mod ham igen. Hun rokkede sig ikke ud af stedet. ”Forår.. hvis man kan tage det kraftige uvejr for en god ting..” svarede hun. Nok et høst usædvanligt spørgsmål, men om ikke andet, så havde hun faktisk ikke noget imod at lade ham vide det. Hun var måske dum og direkte naiv, ikke at se fjenden som stod overfor hende, for det gjorde hun virkelig ikke. Den slags var hun virkelig blind for! ”.. Hvor.. hvor længe har du været her..?” spurgte hun mere varsomt. Hun ønskede jo trods alt heller ikke at gøre ham sur eller irriteret!

[Deleted]

Det kom virkelig bag på Vladimir at finde andre herinde i den hule, i det bjerg, hvor han havde været spærret inde i Gud vidste hvor mange år, selvom han var sikker på at det måtte være over tusind år, for Alexander havde frosset hans krop ned i håb om at han aldrig ville komme tilbage, men naturen ændrede sig og selv Modernatur blev gammel med årene. Nu havde hun sluppet ham fri fra sit mægtige bjerg, som havde holdt ham indespærret, hvor hun tilmed havde skænket ham denne kvinde; skæbnen måtte jo næsten være med ham. Det var ikke just fordi han havde nogen tro, selvom hans far havde været meget satanistisk, ligesom de præster, der havde givet ham hans brændemærke på ryggen, hvilket man stadig ville kunne se. Det bandt hans kræfter, men samtidig også hans svagheder, selvom det var svage sider og punkter som han holdt hemmeligt, for ingen skulle bruge dem imod ham igen! Han vidste ikke hvordan det stod til, han vidste ikke hvor længe han havde været væk, han vidste ikke hvor meget verden havde ændret sig, men han var ikke så frygtsom som han sidst havde været, tværtimod så ville han bare nyde den frihed, som nu blev ham givet netop fordi denne kvinde var kommet forbi. Det var næsten synd at hun skulle dø, når hun egentlig forsøgte at hjælpe ham, men han kunne ikke gøre en undtagelse denne omgang, for det var en pris han ikke havde råd til, og han havde bestemt ikke tænkt sig at være spærret inde i flere år igen!
At hun selv blev forskrækket da Vladimir træk sig væk, kunne han se, da hun selv gjorde et ryk og faldt på røven, hvor hans matte kulsorte øjne – lige så sorte som mørket omkring dem – faldt på hendes skikkelse. Han strøg den tørre tunge over hans tørre læber, hvilket ikke gav noget resultat, hvor han ikke kunne beskrive hvor tørstig han var, for han følte sig helt tør i halsen, han ville ikke have noget imod noget vand, selvom det ikke just ville gøre det store, det var blod han skulle have og der sad en blodpose lige foran ham, hvilket gjorde ham helt ufokuseret.
“Den kære Moder Natur har ikke just været mild ved mig,” svarede han blot, da hun spurgte hvad der var sket med ham, hvor han vendte blikket væk fra hende og mod klippevæggen, som han strøg ganske let. Han kunne ikke huske hulen, men den havde vel også forandret sig i de år? Han så mod hende igen, da hun sagde at det var forår. Det passede ham ikke særlig godt, for så var nætterne kortere, hvilket næsten måtte ærgre ham, men han var alligevel kun glad for at være sluppet fri! Han skulle nok få taget sin hævn før eller siden, hvis Alexander da overhovedet var i live endnu. Hans sorte og matte øjne faldt mod hende, som han bevægede sig tættere på hende. Han løftede den ene hånd, hvor han kort strejfede hendes lænker, inden han så mod hende igen med et tænksomt udtryk. ”Jeg er vidst ikke den eneste der har været låst inde,” konkluderede han uden at bevæge læberne, hvor hans stemme også var helt klokkeklart, hvilket var usædvanligt for hans tørre hals. Han endte med at hoste endnu en gang, hvor det kunne ligne at han hostede støv ud af munden. Han så sig kort omkring, da hun spurgte ind til hvor længe han havde været spærret inde. ”Det ved jeg ikke.. men det nærmer sig nok snart et par titusind år,” svarede han sandfærdigt, da han ikke så nogen grund til at lyve.

[Deleted]

Lilya havde ikke ligefrem regnet med, at hun faktisk skulle ende med at stå ansigt til ansigt med nogen her i bjerget. Alene den tanke om det, var noget som alligevel måtte komme en anelse bag på hende, men ikke noget som hun direkte kunne gøre noget ved, som det måtte stå lige netop nu. Tanken om at der havde været nogen spærret inde her, var noget som efterlod hende med en tydelig klump i halsen, for det var bestemt heller ikke ligefrem noget som hun havde regnet med. Ja, hun havde vel ondt af manden? Hvilket faktisk var noget som gjorde, at hun faktisk ønskede at hjælpe ham. Der var noget godt i alle.. det havde hun altid lært, også selvom hun havde været igang i en tydelig slem tilværelse, som selv for hende, måtte afsløre, at det måtte forholde sig en kende anderledes, emn det var nu heller ikke noget som man kunne gøre noget som helst med i den anden ende uanset hvad man ville. At hun stod og så døden i blik, ænsede hun knapt. Hun var faktisk ikke særlig god til at genkende en fjende, når hun faktisk endelig måtte stå overfor en!
Det forskrækkede Lilya at han bare med den hast, valgte at trække sig. Det havde jo heller ikke været hendes mening at gøre ham ilde til mode, eller føle det ubehageligt at være i nærheden af hende! Uanset hvad, så ville hun bestemt heller ikke have noget imod lidt selskab, også fordi at hun ikke havde oplevet det igennem frygtelig, frygtelig lang tid! Hun vendte blikket varsomt mod ham. Han virkede meget.. fjern på en underlig måde, og det var noget som faktisk bekymrede hende! Hun ønskede så brændende at hjælpe ham, at hun slet ikke vidste hvordan hun skulle gøre det, og det var noget som et sted faktisk også kunne frustrere hende. ”Det.. det ser heller ikke sådan ud.. Det er da... forfærdeligt..” endte hun med en ganske dæmpet stemme, selvom man vel heller ikke kunne tage helt fejl af den undertone af.. frygt et sted? For hun var bange, og at se ham sådan, var kun ngoet som måtte skræmme hende endnu mere, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! At han kom hende i møde, fik hende til at vende blikket mod ham. Kæderne om hendes håndled, som han selv strøg over hendes lænker, hvilket var noget som svagt og tydeligt forsigtigt, fik hende til at trække dem til sig. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg... har ikke direkte været spærret inde. En anden skæbne ramte mig.. Købt og solgt på et slavemarked..” fortalte hun med en næsten varsom stemme. Hun kendte jo trods alt ikke hans holdninger til slaveri, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun brød sig om! Hun vendte blikket mod ham. Nu hvor han kom så tæt på, så kunne hun godt se, at han virkelig så forfærdelig ud! At han havde været her i... så mange år, var noget som gjorde hende næsten helt bleg, for det var jo direkte forfærdeligt! ”Det er frygtelig lang tid..” Hun vendte blikket mod ham, som hun selv varsomt greb ud efter hans ene lænke omkring hans håndled. Han havde revet dem fri, det kunne hun godt se, nu hvor hun fik fat i spidsen af den. ”Du har været spærret inde.. Hvilket bæst gør sådan..?” hviskede hun skræmt.

[Deleted]

Vladimir var ikke vant til nærkontakt af nogen og de sidste berøringer som hans krop kunne huske, var da han var blevet overfaldet af en kæmpe hær af vampyrer, hvor det havde lykkedes en enkelt at sprøjte dødt blod ind i ham, som havde fået hans krop til at gå i kramper, hvor de havde spærret ham inde i dette bjerg og tilmed frosset hans krop ned, og han havde med garanti ligget her for mindst titusind år! Alt andet ville næsten være usandsynligt. Det var ikke første gang at det var sket, selvom han måtte til at passe bedre på sig selv, nu hvor det var sket et par gange, men som man sagde; man lærte af sine fejl, for det var dem som bragte ens erfaring, derfor ville han ikke tolerere at lade det ske igen! Til gengæld kom han tilbage til en helt ny verden og han anede ikke hvad der var af nye ting derude længere, hvilket han var nød til at finde ud af – igen.
At denne kvinde var villig til at hjælpe en fremmed mand, var ikke noget som Vladimir just var vant til. Han var vokset op i et hårdt miljø, hvor han kun havde haft sig selv, og han havde været en enspænder igennem hele hans liv, uden rigtig at have nogen til at hjælpe sig, for de som han havde troet at han kunne stole på, havde dolket ham i ryggen og spærret ham inde, hvor han havde lagt i over tusind år. Denne kvinde virkede dog oprigtig, hvilket næsten var en skam, for hun blev snart hans middag. Han nikkede roligt til hendes ord, inden han endnu engang faldt ud i et hosteanfald, hvor han tog sig til halsen og derefter brystet. Han havde brug for blod, og selvom det næsten ville være synd at kaste sig over hende – hvilket han normalt aldrig gjorde – så havde han faktisk ikke noget andet valg, hvis han ville forhindre at gå i dvale igen.
At hun trak hænderne til sig, gjorde Vladimir intet ved, som han blot blev siddende tæt ved hende, inden han selv trak hænderne til sig. Hun var selv fanget, hvilket måtte gøre at hun kendte til følelsen. Han rynkede på næsen, da hun nævnte ordet Slavemarked, selvom det var selve slave som han rynkede hele ansigtet af væmmelse, for han kendte alt for godt til følelsen af at blive behandlet som en sølle slave, hvilket han havde hadet! Der var en grund til at han elskede frihed! ”Men nu er du flygtet?” Han lod hovedet søge let på sned, som han betragtede hende med de matte sorte øjne, der næsten gik i et med mørket omkring dem, så det kunne ligne at han næsten havde to tomme huller i ansigtet. ”Så.. du har ingen familie? Ingen venner? Ingen til at huske dig?” spurgte han roligt, som han blev siddende ganske roligt, uden at tage blikket fra hende. Han vidste ikke hvad klokken var, så han vidste ikke om han kunne søge ud, men noget udenfor måtte vel have fået hende til at søge så dybt ind i hulen? Men hvad var så grunden?
“Meget lang tid,” medgav han sandfærdigt, som han lænede sig en anelse tilbage, hvor han støttede den nøgne ryg op imod klippevægen. Han var frygtelig træt og han kunne mærke at hvis han snart ikke fik blod, så ville han gå i dvale igen, og det havde han på ingen måde lyst til! Han fulgte hendes hånd med øjnene, meget sagte, da hun valgte at gribe fat omkring hans lænke, selvom han ikke gjorde noget denne gang, for hun virkede ikke til at ville gøre ham ondt, og det var han heller ikke vant til. I sin tid havde han også mest holdt sig til Dvasias og Imandra, han havde aldrig været i Procias, og kun meget få gange været i Manjarno, så han havde aldrig mødt nogen speciel form for venlighed. Ikke som Lilya viste ham nu. Han så mod hende med et ganske sigende blik, da hun spurgte ind til hvem som havde spærret ham inde. ”… Hvem siger at jeg ikke er bæstet?” spurgte han sigende, hvor hans indtørrede og blege læber formede sig i et koldt smil, næsten det første tegn på at han havde følelser og var i live.

[Deleted]

Lilya kunne meget hurtigt bekræfte. At denne mand, slet ikke var vant til at blive berørt på nogen måde, om ikke andet, så ikke på den måde, som hun faktisk gjorde det på. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at han skulle være så usikker omkring hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem, fik det mindste ud af. Hun vendte blikket mod ham. Hans liv måtte da have været frygteligt.. tanken om at være låst inde og spærret inde på den måde, var noget som efterlod hende med et tydeligt ubehag, så man skulle tro at det måtte være løgn! Tænderne bed hun en anelse sammen. Nu hvor hans stemme måtte lyde i hendes hoved, så var det jo trods alt heller ikke til at sige, hvad han ellers måtte være i stand til.. eller hvad han var i det hele taget. Kold var han.. iskold, det var noget som hun allerede havde mærket i denne meget korte stund, hvor hun havde haft muligheden for at berøre hans skulder, selvom det havde været så frygtelig kortvarigt!
Lilya ønskede noget så brændende at hjælpe denne mand, også for at vise ham, at hun slet ikke ønskede ham noget ondt. Om det havde været tilfældet, så havde hun helt klart allerede gjort det! Hun vendte blikket roligt mod ham og med en tydeligt sigende mine. Hun sendte ham et næsten prøvende smil. Han lyttede til hende og han kommanderede ikke rundt med hende, hvilket ene og alene, faktisk var noget som hun mægtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun blev siddende tæt ved ham. At han sad i ingenting, var virkelig ikke noget som hun bed sig mærke i.. for hendes vedkommende, så var det jo trods alt heller ikke et helt nyt syn, så måske at det havde noget med det at gøre? Hun trak svagt på skuldrene. Selv var hun jo vant til at færdes rundt alene. Hun så på ham igen. ”Hvis jeg kendte nogen, ville de søge efter mig for længst.. Og den eneste jeg har haft i mit liv.. han er revet fra mig, så.. der er nok heller ikke nogen som savner mig derude… Slaveriet er det værste som er sket mig,” endte hun dæmpet, som hun blev siddende og studerede hans kæde. Stærk havde den været, og tanken om at han faktisk var så gammel, var.. virkelig ubegribelig. Selv i hendes lille verden, var det faktisk svært at forestille sig! ”Jeg flygtede.. Og er her for at søge ly for mørket og det forfærdelige vejr.. Jeg er på farten igen i morgen,” forklarede hun videre. At han igen hostede, fik hende til at skære en grimasse, men han havde jo allerede gjort det tydeligt og klart for hende, at han ikke brød sig om berøring, så hun måtte jo bare bide det i sig! Selvom det virkelig ikke var nemt for hende på nogen måde overhovedet! Hans ord og hans direkte kolde smil, fik det til at løbe ned af hendes ryg, hvor hun varsomt slap hans lænker med sine hænder. Hun vendte blikket mod ham.. Tanken havde egentlig ikke slået hende! ”Jamen…. Er du så… et bæst?” spurgte hun mere varsomt og tydeligt mere usikkert end det som hun havde gjort tidligere, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun var nødt til at passe på sig selv, for nu havde hun jo trods alt også lært på den hårde måde, hvordan virkeligheden var!

[Deleted]

Vladimir var aldrig blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed, tværtimod havde der altid været nogen der bare havde ønsket at udnytte ham, udnytte hans kræfter, hvor han tilmed havde stillet sin loyalitet til rådighed, men af en eller anden årsag så havde folk altid set ham som en trussel, hvor de havde dolket ham i ryggen og han var end ikke en magtgal person. Han ønskede ikke magt, han ønskede blot frihed og var det for meget at forlange? Det kunne han i hvert fald ikke selv se, desuden så ville han foretrække at leve et liv i fred og mag, naturligvis opleve en masse nye ting, men stadig uden at have fjender, skønt det aldrig var gået sådan. Magt havde måske aldrig sagt ham noget, men han var til gengæld utrolig hævngerrig og til tider alt for hævngerrig. Han var ikke typen der gad, at skabe fjendskaber, men når andre gik imod ham ville han naturligvis gøre alt for at forsvare sig, som enhver anden ville gøre, og der ville han ikke tøve med at tage sine evner i brug. Evner som han normalt kun brugte når han var ude at jage, hvor han altid legede med sit offer. Og denne aften ville Lilya blive hans offer, medmindre det lykkedes hende at flygte, men så ville han nok ærgre sig en del. Han dræbte normalt ikke koldblodigt, men det blev han desværre nød til denne gang, og selvom hendes venlighed gjorde ham nysgerrig, da han aldrig var blevet mødt af en sådan venlighed før, så var han stadig nød til at tage hendes liv, det var også derfor at han spurgte om hun havde nogen familie, for hvem ville så komme til at savne hende? Dårlig samvittighed lå ikke just til ham, men han kunne sagtens være skånsom og retfærdig – hvis han da endelig gad – han kom dog fra en gammel tid, hvor han faktisk havde lært høflighed og manerer, og et sted ville han gerne gengælde hendes venlighed og hjælpsomhed, men desværre måtte han skuffe hende. ”Jeg forstår..” svarede han med samme hviskende tone, hvor han lod hovedet falde let på sned. Det var næsten synd at hun endelig var kommet fri og at han så skulle dræbe hende, for han kendte trods alt til det at man blot ville nyde sin frihed, og derfor ville han et sted gerne hjælpe hende med det, men det ville koste ham sin egen frihed, hvilket han ikke kunne gøre. Han rettede sig roligt op igen, hvor han satte sig tæt på hende, uden at han tog blikket fra hende. ”Jeg må desværre skuffe dig,” svarede han lavmælt, hvor han løftede den ene hånd og tog fat omkring de kæder, som holdt hendes hænder fastlåst. Han kunne tydeligt se hvor bleg hun blev i hele ansigtet over hans smil og ord, selvom han var ligeglad, for han ville bare have hendes blod og det frustrerede ham at hendes hjerte slog så frisk og tæt på ham, uden at han kunne smage hendes blod! Han trak i hendes kæder, for at hive hende ind til sig, hvor han greb fat omkring hendes skuldre. ”Jeg beklager meget Lilya, men jeg kan ikke lade dig gå. Tværtimod er jeg nød til at dræbe dig, for selv at kunne slippe fri og tage min hævn. Men jeg vil love dig, at jeg vil give dig en skånsom og tryg død,” forsikrede han hende, som han trak hende helt tæt, kun for at åbne munden med en hæs hvislen, hvor han blottede sine sylespidse hjørnetænder og førte dem til hendes hals.

[Deleted]

Det kunne godt være, at Lilya overså alt som hed faresignaler, men det at han faktisk gav sig tiden til at kommunikere med hende, var en tanke som hun godt kunne lide. Personligt, det at han spurgte ind til hende, var noget som helt per automatisk, var noget som fik hende til at svare, også fordi at det var sådan at man lærte hinanden at kende. Hvem ved.. måske at det var en kommende ven som hun faktisk sad overfor? Hun havde ondt af ham, også selvom hun slet ikke var kendt med omstændighederne af noget som helst, og det var virkelig ikke en tanke som generede hende som sådan. Hun sendte ham et mildt og stille smil, som han bare sad der.. lyttede til hende og det hele, for hun kunne godt lide det. Ønsket om at hjælpe hende, var noget som hun gjorde næsten på automatik. At se nogen have det så skidt, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! At hun egentlig stod og skænkede ham de ord og de svar, som han ønskede, var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen måde, for hvorfor skulle det? Hun vendte blikket roligt mod ham. Begge havde de lænker, begge havde de været spærret inde på sit vis, men.. alligevel med visse forskelle. Han var brudt fri, og hun var flygtet, og selv hun nød af tanken om at hun faktisk kunne være fri nu! ”Okay,” svarede hun roligt, som hun vendte blikket mod hulens udgang – der hvor hun var kommet fra. Selv med det kraftige bankende hjerte, så var hun faldt en anelse mere til ro nu, end det som hun havde været før, også fordi at han jo heller ikke havde gjort hende noget ondt – endnu om ikke andet, så hvorfor skulle hun da være bange for ham? At han pludselig valgte at sætte sig tættere på hende, gjorde hende dog en hel del opmærksom, for.. det var da noget af en ændring i hans adfærd. Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hans ord lod hende vide, at der virkelig var ugler i mosen! Grebet omkring hendes kæder, kunne hun intet stille op mod, for han var jo trods alt et vampyrisk væsen! ”H-hvad er det du l..” Hun nåede end ikke at fuldføre sin sætning, før han havde revet i dem, og derved også tvunget hende fuldstændig tæt på sig, hvor hendes hjerte kraftigt endte med at banke igen mod hendes bryst. Hans ord var dog noget som gjorde hende direkte bleg.. Han kunne ikke lade hende gå? Skånsom død? Hun blinkede tydeligt skræmt med øjnene, som hun forsøgte at vride sig fri. ”Lad være..” hviskede hun næsten skræmt, som hun endte helt tæt mod ham. At han blottede tænderne, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem nemmere for hende på nogen måde! Hun rystede kraftigt på hovedet, hvor hun hævede begge hænder, for at placere dem mod hans kæbe, nærmest for at forhindre ham i at nå hende! ”Hold op… please.. jeg.. j-jeg vil ikke dø..” hviskede hun hjælpeløst, samtidig med at hun virkelig forsøgte at komme fri. Tanken om døden nu hvor hun endelig selv havde genvundet sin frihed, var bestemt ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! Tårerne samlede sig i hendes øjenkroge.. De kunne indgå en aftale? Hvis han havde så desperat brug for blod? ”Lad mig gå..” hviskede hun endnu en gang. Hendes hænder var jo bundet sammen, så hun kunne jo ikke engang beskytte sig selv! Og hun var panisk bare ved tanken om det!

[Deleted]

Det var næsten synd at Lilya havde vist Vladimir den venlighed, netop fordi han aldrig havde oplevet at nogen ville hjælpe ham helt frivilligt, men det gjorde hende vel også bare ufattelig naiv? Han havde godt hørt om Lysets væsner, som ikke var andet end godtroende og naive, selvom deres morale var langt bedre end Mørkets væsner; de fleste mørkevæsner om ikke andet. Men fordi hun var god mod ham – hvilket han aldrig havde prøvet før – så havde han også lyst til at hjælpe hende, specielt fordi hun havde været slave, og han kunne ikke afsky slaveri! Han selv havde aldrig blevet behandlet som andet, hvilket stadig var en tanke som kunne gøre ham vred! Desværre kunne han bare ikke hjælpe hende, han var tværtimod nød til at gøre det af med hende, skønt det måske var en anelse unfair, men nødvendigt for ham.
At Lilya gik i panik, da Vladimir satte sig tættere på og rev hende tæt ind til sig, så kunne han tydeligt fornemme hendes bankende hjerte, der slog imod hendes unge bryst, noget som nærmest måtte hypnotisere ham, for det var lang tid siden at han sidst havde smagt blod og sidst havde hørt et bankende hjerte. Lyden af hendes hjerte, lugten af hendes blod gjorde ham helt kulret i hovedet, hvor han ikke kunne vente med at sætte tænderne i hende, som han også fik blottet og begyndte at føre mod hendes hals, hvor han ikke rigtig hørte hendes ord eller ænsede at hun var der. Det var først, da hun valgte at sætte hænderne imod hans kæber, at han blev opmærksom på hende, hvor han trak sig en anelse for at vende blikket mod hende igen. Øjnene kneb han en anelse tænksomt sammen. ”Jeg beklager meget Lilya, men jeg har desværre intet valg. Jeg ville gerne gengælde din godhed, men det ligger ikke til mig,” svarede han sandfærdigt, som et koldt smil gled over hans læber.
Inden Vladimir overhovedet fik sat tænderne i hende igen, valgte han at lægge hovedet let på sned, hvor han betragtede hendes ansigt, da hun begyndte at få tårer i øjnene. Han løftede den ene hånd og lod en finger stryge hende langs øjenkrogen, næsten for at fange tåren. ”Jeg har trods alt lovet dig en skånsom og tryg død Lilya, normalt ville jeg være ligeglad, så betragt dig selv som heldig. Du vil knap nok ænse det.” Han sendte hende et fattet blik, inden han fjernede hendes hænder med sin egen hånd ved at trække i hendes lænker, inden han lænede sig imod hende, kun for at sætte tænderne i hendes hals, hvor det søde blod ramte hans læber og tunge, noget som fik ham til at trække sine pupiller sammen, da smagen var så stærk og han som næsten havde glemt det! Og for hver mundfuld han tog af hendes dyrebare blod, jo mere kunne han mærke sin styrke vende tilbage, hvor blodet også havde en tydelig virkning af hans krop. Han blev næsten højere, fik kødet tilbage på kroppen, hvor den tynde krop blev mere muskuløs og stærk. Han havde dog ikke glemt at hun var der, og nu hvor han igen kunne mærke at han var ved at komme tilbage på benene, så blev hans evner også stærkere. Han søgte ind i hendes hoved, så let som ingenting, hvor han trods alt havde lovet hende en tryg død. Han gik ind og påvirkede hendes smertetærskel, som han nærmest slukkede for, så hun ikke ville føle en pind, inden han fremtvang den mand som hun havde omtalt, som havde været det eneste hun havde haft i sit liv. Han lod manden dukke op foran hende et smukt lyst sted, hvor han rakte hende sin hånd, som et tydeligt tegn til at han ville følge hende igennem det næste stadie.