A bad idea..

[Deleted]

Sveden piblede ned af Cedrics pande, idet han endnu en gang vendte sig mod Kimeya. Det hele så ud til at gå meget bedre nu end det havde gjort i mange år, men ikke desto mindre, så var det noget som han virkelig nød forbandet godt af! Endelig kunne han sige sig at have fået sin far igen, og det var en tanke som han virkelig måtte nyde forbandet godt af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! En god træningskamp, var bestemt heller ikke noget som han ville sige nej til på nogen måde, det var helt sikkert! Specielt nu hvor han faktisk følte at han endelig havde fået sin far igen, så var det bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ej!
Han vendte sig mod sin far. Det kunne godt være at han manglede et ben, men med Cedrics manglende erfaring inden for kamp, så var det vel også noget som gik lige op i den anden ende? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Måske at det ikke ligefrem var det bedste for ham, at skulle gå sådan i krig med sin egen far, men det var virkelig rart! Det var slet ikke fordi at han tænkte over hvor farligt det egentlig kunne være for ham, for han måtte jo ikke lave noget som helst! ”Giver du op, du gamle?” spurgte han tydeligt forpustet. De havde været i gang i et godt stykke tid, mor var ikke hjemme, og det hele så nu alligevel ud til at gå alligevel, og det var selvfølgelig noget af det bedste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han stod med en lille mørk ildkugle i hans hånd, men ikke desto mindre, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bakkede let et skridt. Han var let skælven i benene, men selv det var ikke noget som han tog sig af. For en gangs skyld, så var han faktisk glad!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke nær så forpustet som Cedric, men selv han kunne i den grad godt mærke, at han var ved at være ude af træning! Hans manglende ben, var noget som han efterhånden bare var vant til ikke skulle være der mere, for.. det var jo trods alt ved at være længe siden at det var kappet af. Han støttede sig godt til sin stok, som var ham en oplagt mulighed for at holde sig oppe, også fordi at han var i den form for kamp i denne stund, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig skulle have lov til at komme til stykket. Hans krop bar mærker efter de alt for mange kampe som han havde været i, igennem hans eget liv, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han tænkte over bare sådan uden videre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod Cedric. Den arme knægt stod virkelig og badede i sit eget sved, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af, for selv han nød af det faktum, at han faktisk havde fået sin søn igen! Han kunne i den grad heller ikke være andet end stolt af det som knægten havde stået med og kæmpet med og imod igennem hans liv! Knægtens sygdom, var dog ganske ukendt for ham, for end ikke det, var noget som Faith havde valgt at fortælle ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende.
Knægten var træt, det var tydeligt, også selvom Kimeya virkelig måtte lade sig imponere af hans mod og gå-på-mod, for det var der da tydeligt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som måtte siges at komme særlig meget bag på ham, for det gjorde det ikke. Han kuklo ganske let, som han let rystede på hovedet. ”Jeg er kun ved at varme op!” endte han morende, som han roligt rettede sig op. Han ville jo trods alt også lade knægten smage lidt af den sødmen ved en sejr.. og faktisk at ramme og slå sin modstander.

[Deleted]

Cedric skænkede virkelig ikke sin sygdom så meget som en eneste tanke i denne stund, for hvorfor skulle han? Han nød virkelig at han endelig følte at han kunne være.. fri, og det var virkelig en utrolig dejlig fornemmelse! Det hele kunne faktisk se ud som om at det faktisk gik denne gang! Selv havde han allerede fået nogle knobs, men det var nu heller ikke noget som han tog sig af – som han heller ikke tog sig af, hvor farligt det faktisk kunne være for ham at komme til skade, for han reagerede på ingen måder ligesom alle andre gjorde det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket ganske roligt mod ham endnu en gang og med den samme ganske så kortfattede mine. Dette var noget som tydeligt måtte køre ham træt, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som han tog sig af på nogen måde!
At far så ikke gjorde noget, var slet ikke noget som han tog sig af på nogen måde, for han kunne faktisk godt lide, at hans gamle far faktisk tog hensyn på den måde. Han havde aldrig været i en kamp eller noget som bare måtte minde om det. Måske at han burde have stoppet det her inden de var kommet i gang, men for ham, så var det virkelig befriende, at kunne føle sig ligesom alle andre, for det havde han aldrig fået lov til før, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han trak vejret dybt, også selvom han kunne mærke, at det måtte stikke lidt i hans mellemgulv. Det var vel på grund af den anstrengelse som dette faktisk efterlod ham selv med i den anden ende? Han prustede ganske let. ”Bare vent dig, far!” endte han med en morende stemme, for det hele var virkelig noget som morede ham! Han vendte blikket mod hans hånd, hvori han holdt den mørke kugle, idet han stillede sig klar og bare kylede den efter ham. Han var træt, han burde måske stoppe, men han kunne virkelig ikke få sig selv til det bare sådan uden videre! Hans pupiller endte med at trække sig en smule sammen, som det begyndte at skælve i benene. De havde været i gang længe, men han ønskede virkelig ikke at stoppe!

[Kimeya Marvalo]

Cedrics tilstand, var slet ikke noget som Kimeya havde det mindste anelse om. Om han havde, så havde han nægtet at gå ind i den form for træning, som han gjorde i denne stund! Han ønskede jo trods alt slet ikke at der skulle ske hans søn noget som helst! Det kunne godt være, at han var ved at være stor, men han ville for altid være hans lille dreng, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod knægten, som han tydeligt kunne se, var ved at være godt træt, men igen.. de havde været i gang længe nu, så det forundrede ham ikke, for ikke at glemme, at knægten slet ikke var vant til at træne på den her måde, hvis han da var vant til at træne i det hele taget. At han havde ondt i det indre, var slet ikke noget som han kunne se, og det var egentlig heller ikke noget som rørte ham på nogen måde, men det var nu bare en tanke som man måtte vænne sig til. Han stillede sig klar, også fordi at han kunne se at Cedric var ved at være det. Havde det været en reel kamp, så havde han været død for længst, og det var selvfølgelig det som Kimeya ønskede at undgå!
Som Cedric kastede kuglen direkte mod ham, så bredte smilet sig kun på hans læber, for han kunne slet ikke få sig selv til noget andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han tog imod kuglen, næsten som han bare valgte at.. gribe den i luften. Der var jo slet ikke kraft nok på til at den kunne skade ham eller noget som helst, men det var noget som de nok skulle få lov til at lave om på meget hurtigt! Han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du er ved at have den.. Men ikke stærk nok endnu,” Han knyttede næven, hvor han direkte knuste den energikugle i hans hånd, idet han lod hånden falde ned langs hans side igen, kun for at lægge sig om stokken, som han støttede sig op af. ”Prøv igen,” opfordrede han med en ganske sigende mine.

[Deleted]

At have far lidt for sig selv, var selv en tanke som Cedric i sandhed måtte nyde forbandet godt af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket direkte mod ham, hvor han selv valgte at bide det pludselige ubehag godt i sig, for det var slet ikke noget som man fik noget ud af, og det vidste han godt! Han nød virkelig at have isn far alene for en gangs skyld, og ikke noget med at tøserne blev sat foran ham, hvilket faktisk var en tanke som han efterhånden kun måtte siges, at være vanvittig træt af, for det var slet ikke noget som han selv fik det mindste ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Han havde valgt at kaste kuglen direkte mod ham, også selvom han vidste, at den ikke gjorde den største skade, hvis ikke, så ingenting, for hans far var dygtig, og det var noget som han selvfølgelig valgte at se frygtelig meget op til, for han ønskede helt klart at være lige så dygtig, når han engang nåede det oprigtige potentiale, selvom det var noget af en vej for ham at gå, og det var noget som han allerede nu måtte være ganske klar over i den anden ende.
Det pludselige ubehag som steg i Cedric sind, var noget som direkte gjorde ham ræd, for det var slet ikke noget som han havde oplevet før. At hans far endte med at gribe hans kugle, var knapt nok noget som han lagde mærke til, hvor han heller ikke lagde særlig meget mærke til hvad det var Kimeya faktisk sagde til ham. Han endte med at hæve hånden og lagde den mod hans bryst, for.. det stak og gjorde… ondt? Han havde aldrig oplevet nogen smerte som sådan. ”Det.. det gør ondt..” endte han tydeligt usikkert. Han havde aldrig ondt! Han vendte blikket mod Kimeya, hvor han direkte endte med at blive helt… følelsesløs i ansigtet. Han endte med at vende det hvide ud af øjnene, idet han røg direkte ned i den kolde jord under ham, hvor han bare blev liggende. Stresset havde tvunget hans hjerte voldsomt op i slag og.. derved også tvunget det til at gå i stå. Død var han.. sådan pludseligt..

//Out

[Kimeya Marvalo]

Cedrics sygdom, var aldrig noget som han havde fået lov til at høre noget om, for det var der slet ikke noget som nogen nogensinde havde fortalt ham noget om, så han regnede egentlig med at knægten var sund og frisk, ligesom han skulle være, og som han burde være! Selv var han en kende træt, selvom det slet ikke var noget som han tog sig af i denne stund, om det var noget som man kunne tage sig af i den anden ende! Han knyttede næven, hvor han knuste den sorte kugle. Cedrics magi, var på ingen måder udviklet nok til at den kunne true ham på nogen som helst måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det trods alt bare for sjov skyld, at de stod og gjorde som de gjorde i denne stund, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At Cedric måtte tage sig til brystet og påpege at det gjorde ondt, var ikke noget som han tog sig af, før… knægten faldt om? Det var som om at den evige panik virkelig måtte brede sig i hans krop og sind, som han så at knægten bare blev… liggende? Det var på ingen måder, som det burde være, og det var noget som virkelig efterlod ham med en frygtelig følelse af panik, for det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre i den anden ende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at der var nogen tvivl om det. Med hastige skridt, så humpede han hen til knægten, hvor han slap stokken, kun for at falde på knæ ved siden af knægten som bare blev.. liggende? Hvad pokker var det at han havde gjort?! Han tog knægten op i hans arme, hvor hans hånd greb omkring hans kæbe, for at vende knægtens blik mod sig, også selvom der virkelig ikke var nogen respons. Hans hjerte begyndte fast og for alvor med at hamre mod hans bryst, for det var ren og skær panik som han var præget af i denne stund! ”Cedric… CEDRIC!” endte han med en mere febrilsk stemme, som han slog let på hans kind, også selvom der endnu ikke kom så meget som en eneste reaktion. Han følte næsten hvordan hjertet sank i hans bryst. Endelig så det ud som om at det hele skulle gå godt og… så faldt hans søn om? Af grunde som han slet ikke var kendt med, men tanken var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Tårerne samlede sig i hans øjenkroge, idet han knugede den slappe krop ind mod sig.. Den var stadig varm og han duftede af sved. Han lukkede øjnene stille. Hvad pokker var der sket?! En tåre faldt.. ikke at det var noget som han tog sig af. Han endte med at forsvinde, kun for at ende oppe på knægtens værelse, så han kunne lægge ham i seng.. Hvordan skulle han nu sige det til Faith? Hun ville da flå ham levende! Med skælvende hænder, lagde han dynen omkring sin døde knægt.. Og hvad med Cecilaya? Varsomt forlod han knægtens værelse.. Fuldkommen fraværende i blikket. Han vidste for pokker ikke hvad der var sket!

//Out