Like in old days?

[ezekiel]

Mørket hvilede stadig over Manjarno, hvor der var gået høst en halvtime siden Ezekiel var blevet færdig med teaterstykket, selvom det der var sket bagefter var kommet fuldstændig bag på ham. Han havde mødt sin fjerde hustru, den kvinde der var skyld i hans forandring, den kvinde der havde udnyttet ham, bedraget ham og kastet ham væk som havde han været affald, for at efterlade ham med et knust hjerte. Han havde været tæt på at dø, hvilket han faktisk også gav hende skylden for, netop fordi hun havde handlet som hun havde gjort. Der havde ikke været nogen følelser indblandet fra hendes side af, hvilket var gået op for ham for mange år siden, eftersom der jo var gået et par årtusinder. Alligevel havde han ikke kunnet lade Anyalina blive hængende i træet, da det ville kunne have kostet hende livet, hvis ikke nogen anden havde hjulpet hende ned. Han var dog usikker på om han faktisk ville komme til at fortryde det eller ej, eftersom hun stadig var den samme gamle, hårde og kølige kvinde, og med hans egen forandring og med det som hun havde gjort imod ham, så var det på ingen måde charmerende, men tværtimod irriterende, for her kom han hende til undsætning igen, og så vovede hun at brokke sig? Det gjorde ham vred, hvor han heller ikke havde sagt så meget som et ord til hende, under deres gåtur tilbage til hans kasino, som også var hans hjem. Han boede faktisk i samme lejlighed, som han havde gjort, da han havde mødt Anyalina for første gang, selvom det var blevet renoveret igennem årene, hvor han havde købt hele opgangen, for at kunne lave sit kasino, og så han var den eneste der boede i den opgang, da han boede over sit kasino, selvom der var en etage imellem, så han var i stnd til at sove om natten for musikken og larmen som var der.
Ezekiel drejede af til højre, hvor han gik ind i en gammel baggård, som ikke var noget at prale af, eftersom der lå blade over det hele, og det som engang havde været et smukt springvand, var nu fyldt med gamle visne blade ligeså. Generelt var bygningen ikke noget værd, og da slet ikke et kønt syn udefra, men indvendig, der var der smukt, der var stort og der så helt fornemt ud – tydeligt at ydret bedragede. Han gik roligt tværs over gården, da han gik hen til døren, hvor han mumlede: „sheró blocrarés.” Der lød et ‘klik’ fra døren, hvor alarmen blev slået fra. Stedet var lavet af hans egen mørke magi og han havde også lagt en magi over stedet, så det ikke bare var at bryde ind som det rene ingenting. Ingen kom ind, hvis ikke de kendte kodeordet. Han fik døren åbnet med sin ene albue, inden han trådte indenfor i opgangen, hvor man næsten kunne høre at alarmen blev slået til igen bag dem, som han satte kursen op ad de mange trapper.
Ezekiels arme var ved at være trætte efter at have båret hende hele vejen, men nu var de snart hjemme og så kunne de snart slappe af. Hun havde jo faktisk selv boet i denne lejlighed med ham da de var blevet gift, men som sagt var den blevet renoveret, fra en gammel lejlighed til en flot og prægtig penthouselejlighed, som han selv havde designet og skabt. Han glædede sig dog bare til at komme ind, så han kunne få hende sat fra sig, selvom han var usikker på hvad hun ville sige til stedet. Han åbnede døren ind til sin lejlighed, hvor han også fik hende ind der, inden han skubbede døren i igen med sin ene fod. Han satte roligt skoene fra sig ved den korte og smalle entre, der ikke just så ud af meget, da gangen var slået sammen med køkkenet og stuen, så man kunne se lige igennem. Døren til det ene badeværelse, var dog lige på højre hånd, når man kom ind. Han bar hende roligt hen til køkkenbordet, der stod i midten af køkkenet, hvor han satte hende fra sig. Der var en lampe over spisebordet, der ikke var særlig stort, eftersom det jo kun var ham som boede der. Man kunne se skydedørene der førte ind til et lettere rodet soveværelse, og bag hende og videre frem fra entreen, var der to trin ned til stuen, hvor der stod flotte sofaer og en enkelt stol, selvom et smukkeste, var de store glasvinduer, der gik fra gulvet op til loftet, så der var en flot udsigt over Manjarnos hovedstad, der lyste op i et smukt skær nærmest hver aften. ”Så..” endte han kortfattet, som han vendte blikket mod Anyalina, som han havde lagt på spisebordet, da han ikke ønskede at hendes blod skulle komme ud over det hele – lidt forfinet var man vel?

[Deleted]

Hvor længe Anyalina havde været i det træ, var slet ikke noget som hun selv kunne være klar over, også fordi at hun havde været temmelig langt væk, da hun var endt med at blive hængt op i det, hvilket stadig var en tanke som virkelig måtte gøre hende direkte rasende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! At hun så skulle møde sin eksmand, var bestemt heller ikke noget som havde behaget hende på nogen måde, for det var faktisk kun en tanke som havde gjort det hele så mange gange værre for hendes vedkommende, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var helt sikkert. Hun var halvt om halvt faldt i søvn i hans vuggende arme i takt med at han havde bragt hende med sig, også fordi at det var noget som gjorde at hun kunne falde en anelse mere til ro og rette i det hele, selvom hun stadig kunne mærke at hun faktisk havde pænt ondt, det var helt sikkert. Hun blødte ikke nær så meget, nu hvor hun var endt med at ligge ned i stedet for at hænge i hendes arme. Det var bestemt heller ikke fordi at det var Manjarno som hun befandt sig i normalt, så det at vide at han havde været der og altid havde været der, var slet ikke en tanke som hun tænkte over i det hele taget, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det var. Det kunne godt være at hun var kold, kynisk og det som var værre, men af den grund så.. var hun faktisk meget eftertænksom, for hun ønskede ikke at støde på ham igen, vel også fordi at hun vidste at hun havde gjort ham ondt?
At høre hans stemme, var noget som nærmest havde revet hende ud af den lette søvn som hun var endt i, hvor hun gjorde et mindre spjæt med kroppen, hvilket hun helt klart også kunne mærke, for det var noget som faktisk gjorde ondt! Hun bed tænderne kraftigt sammen. ”Av..” mumlede hun let, som hun lod ham bære hende med indenfor. I det store og hele så kunne hun tydeligt se at der var sket temmelig meget her, siden hun havde været her sidst, så selvfølgelig var det noget som hun hurtigt måtte lægge mærke til, selvom det slet ikke var noget som hun havde noget med at gøre. Hun lod ham sætte hende af på bordet, hvor hun ellers blev liggende, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det lettere for hende på nogen måde. Hun trak vejret dybt, hvor hun alligevel forsøgte at sætte sig op, selvom det var noget som hun alligevel måtte opgive temmelig hurtigt, for det jog virkelig igennem hende! Hun så sig let omkring, hvor hun alligevel endte med at vende blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Du har fået det renoveret siden jeg var her sidst… Samme sted ikke?” endte hun, også selvom det tydeligt måtte glide hen i en mumlen, for hun kunne virkelig ikke mere, og hun var virkelig ved at være godt træt af den grund! Hun lod den ene hånd glide mod hendes bryst, for det gjorde ondt, og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved! Hun ville virkelig give sin højre arm for at få en seng at sove i og noget søvn.. Hun ville virkelig give hvad som helst!

[ezekiel]

Det var ikke fordi det havde været Ezekiels planer at støde på Anyalina igen, men han havde været nød til at være sikker på at det var hende og selvom det stadig gjorde ondt at tænke på hvad hun havde gjort mod ham, så havde han alligevel ikke kunnet lade hende blive hængende i træet, eftersom det gjorde ondt at se hende så gennemtæsket og ikke mindst, havde hendes tåre været som barberknive der skar ham i hjertet. Det var ikke fordi han så meget havde tænkt på at hun var blevet udstillet, for de andre havde han slet ikke skænket en tanke, da synet af hende havde været et chok nok i sig selv. Han havde aldrig troet at han skulle støde på hende igen, også fordi han næsten var gået ud fra at hun var gået i døden, fordi hun altid havde været denne krigeriske kvinde – utroligt at han egentlig var faldet for en type som hende, men det var vel fordi han havde glemt hvor charmerende hun egentlig havde været? Det var jo mange år siden nu.
At det gav et sæt i Anyalina, da hun hørte hans stemme, var noget som fik Ezekiel til at trække morende på smilebåndet, hvor han var tæt på at slippe et grin, selvom han alligevel formåede at holde det inde, for han ville heller ikke gøre det værre for hende. Han forstod desuden godt hvorfor at hun var så træt og udmattet, for det var slet ikke til at tage fejl af at hun var hårdt skadet, hvilket faktisk bekymrede ham. Han havde dog set at det havde hjulpet at få hende ned fra træet, for hendes hænder var ikke længere misfarvet, men var ved at få den normale farve tilbage igen, hvilket også kun glædede ham, for det ville næsten være en skam, hvis han blev tvunget til at skære dem af, fordi de var helt ødelagte, og så ville der ikke være meget i at leve længere.
De honningfarvede øjne faldt til hendes skikkelse, som de var endt oppe i lejligheden, hvor Ezekiel nikkede ganske let til hendes ord. ”Jo.. jeg har fået renoveret i årenes løb,” svarede han sandfærdigt, som blikket gled ganske let rundt. Lejligheden var stor og rummelig, der stod tilmed mange antikke vaser og andre pyntegenstande rundt omkring i rummet og der hang mange flotte og dyre malerier på væggene rundt omkring, hvilket kun var flere tegn på at det var en dyr lejlighed, selvom han havde råd til alt, eftersom han jo var alkymist! Hans blik endte alligevel bekymret, da hun tog sig til brystet, hvor han lagde en hånd mod hendes pande, næsten som tegn til at hun skulle blive liggende. ”Fortæl mig hvor du har ondt,” bad han roligt og i en kortfattet tone, som hans blik søgte over hendes krop, selvom han var sikker på at kjolen skjulte mange af sårene. Han var nød til at tilse dem alle, for at være sikker på at der ikke ville gå betændelse i eller det som var værre, desuden kunne han allerede nu se at hun skulle have et par sting oppe ved øjenbrynet som var flækket. Han rystede på hovedet med en form for vantro. ”Hvem pokker har gjort dette mod dig?” spurgte han med en mindre chokeret tone, hvor hans honningfarvede øjne igen faldt til hendes mørke.

[Deleted]

At støde på Ezekiel, var slet ikke noget som Anyalina brød sig særlig meget om, men ikke desto mindre, så.. var hun vel også glad for det et sted? Hvem skulle ellers skære hende ned? Det var der jo slet ikke nogen som kunne, også fordi at han var den eneste som faktisk kendte den mere bløde og blide side af hende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det at hun valgte at åbne op for denne ene mand, var slet ikke noget som hun gjorde overfor alle og enhver, for det var slet ikke fordi at hun ønskede at have noget med dem at gøre! Hun holdt sig altid for sig selv, også selvom det var endt anderledes den ene gang, også selvom den tanke havde skræmt hende. De var gift og det hele, hvor hun havde valgt at forlade ham, men af den grund, så var det slet ikke noget som hun fortrød på nogen måde, for det var bare som om at det var noget som var faldet hende så naturligt i den givende stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være, når alt endelig måtte komme til stykket. Et stille træk fandt vejen til hendes mundvige, som hun igen faldt til rette i hans arme, også fordi at det måtte gå op for hende, at det slet ikke var fordi at hun havde gjort noget – andet ned at ligge og sove i hans arme selvfølgelig, men det var vel også fordi at han havde den samme beroligende effekt på hende, som det hun havde på ham? Et sted så var det næsten noget som hun kunne fornemme!
At der var sket meget siden sidst, var noget som Anyalina noget så tydeligt kunne se! Hun havde dog heller ikke ligefrem regnet med at han ville holde det samme hele tiden, og det havde vel også været rigtigt. Hun blev liggende på bordet, også fordi at hun ikke ligefrem havde noget andet valg end at blive der, for det gjorde ondt bare at bevæge sig! Hun skar en mindre grimasse, også selvom det slet ikke var noget som hun sagde det mindste til i den anden ende. Hun trak vejret dybt, hvor hun roligt lukkede øjnene. At han kom hen til hende igen og lagde hånden mod hendes pande, fik hende næsten automatisk til at lukke øjnene ganske let, for hun brød sig slet ikke om at blive liggende der. ”Skal jeg virkelig til at remse op? Eller skal du bare have lov til at tjekke mig fra hoved til røv som du gjorde sidst?” påpegede hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var slet ikke fordi at hun havde lyst til at være spydig eller noget i den stil, for det var slet ikke hendes mening i den anden ende. Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene igen, for hun havde det virkelig ikke særlig godt, og hun var virkelig, virkelig øm! Hun prustede ganske let. At han havde fundet hende, var vel også det som faktisk reddede hendes liv? Igen? Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham, hvor hun lod dem møde hans allerede med det samme, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Min egen leder..” svarede hun ærligt og direkte ud af posen. Det var vel heller ikke nogen hemmelighed at Malisha virkelig var en ekstrem hård kvinde.

[ezekiel]

Det var ikke fordi Ezekiel ville sige at han havde reddet Anyalinas liv sidst, eftersom han jo bare havde taget sig af en gammel krigsskade der havde forhindret hende i at bevæge sig helt optimalt. Da han i starten havde mødt hende, så han kunne holde hendes sår rent, så det ikke var betændt hele tiden, men det havde aldrig healet sig helt, hvor han derfor havde forsøgt at lave et middel som ville kunne fjerne det eller i hvert fald heale det og få det til at lukke sig sammen. Han var endda kommet op med en masse forskellige produkter, men mange havde mislykkedes og derfor havde det taget lang tid, de var endt med at være sammen for nogle år, hvor han derefter havde friet til hende, for så at være sammen med hende i et par år til, lige indtil den dag han havde lavet den salve, som havde healet hendes sår på nogle dage, hvor hun havde skænket ham den mest fantastiske aften i hans liv, for derefter at smutte fra ham og efterlade ham helt alene, hvilket havde knust ham, for han havde faktisk følt sig lykkelig sammen med hende, ellers havde han jo aldrig giftet sig med hende. Men det havde ikke været gengældt og det var den tanke han ikke kunne slippe i øjeblikket, det var den tanke der nagede ham og som fik ham til at håbe at han ikke ville fortryde at han havde reddet hende denne gang, for denne gang havde han jo faktisk reddet hendes liv. Hun kunne risikere at dø, hvis hun var blevet hængende og ingen andre var kommet forbi.
De spydige ord fik Ezekiel til at himle let med øjnene af irritation, hvor han allerede var ved at fortryde sit valg omkring hende. ”Jeg har måske din tilladelse til at fjerne din kjole?” spurgte han i en provokerende og halvirriteret tone, hvor han næsten følte for at fnyse, selvom han holdt det tilbage, i stedet for at vende blikket mod den mørke kjole der dækkede hendes krop, selvom han kunne fornemme nogle blodige huller i kjolen, hvor det var tydeligt at vedkommende der havde gjort dette mod hende, ikke havde været mild. Han lod hovedet søge let på sned, som han strøg hende blidt over håret, næsten for at berolige hende, selvom det også var lettere tænkende, da hans øjne betragtede hendes krop, mest af alt i forundring over at han skulle se hende igen, for.. det havde han virkelig ikke regnet med!
Ezekiel så mod Anyalina, da hun sagde at det var hendes egen leder der havde gjort det, hvor han kneb øjnene let sammen. ”Malisha..” endte han kortfattet, da han jo godt vidste hvem der var leder og som havde været det i lang tid, „jeg har aldrig forstået hvad du så i den kvinde.” Hans tone udtrykte ærligheden bag hans ord, eftersom han ærligtalt aldrig havde brudt sig om Malisha, og skulle han være ærlig, så havde han også på fornemmelsen at Malisha var halv skyld i at Anyalina var skredet fra ham dengang, eftersom Anyalina altid havde beskrevet Malisha som en hård kvinde, der altid havde lagt et pres på Anya, selv da hun havde været sammen med ham. Desuden havde Anya også fortalt at Malisha ikke havde brudt sig om at de havde været sammen, netop fordi han ikke var warlock, men alkymist, ergo var de blandede racer – og det problem var han førhen stødt på, nemlig ved hans anden hustru Clair, hvor begge var blevet straffet fordi de havde været gift.

[Deleted]

Uanset hvordan man vendte og drejede den, så kunne Anyalina ikke komme udenom at Ezekiel faktisk havde en betydning for hende, ellers ville hun da slet ikke lade ham komme så tæt på sig, som han faktisk havde fået lov til i udgangspunktet. Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige noget til nu, for skaden var allerede helt klart sket for hende, selvom det bestemt heller ikke ligefrem kunne siges at være noget som gjorde det meget nemmere for hende, for tanken gjorde… ondt? Der var jo trods alt også grunde til at hun slet ikke havde søgt til Manjarno, for hun vidste, at hun ført eller siden ville ende med at støde på ham, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Hun bed tænderne svagt sammen, som hun vendte blikket væk fra ham, også selvom der ikke videre var noget specielt at se på.. foruden ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun ønskede at fortælle ham! For det var bestemt heller ikke noget som de ville få det mindste ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende.
Det var slet ikke fordi at Anyalina havde lyst til at være sådan efter ham, også selvom det nu var noget som skete alligevel. Det var ikke fordi at man direkte kunne sige, at det var noget som hun tænkte over overhovedet, for.. det gjorde hun ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme ganske så kortfattede mine, for hans tone var virkelig noget som kun formåede at pisse hende af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om man ville det eller ikke! Hun fnøs ganske kortfattet og himlede let med øjnene. ”Det er jo ikke noget som du ikke har set før..” påpegede hun spidst. Normalt ville hun være langt mere over sin krop, men.. det var anderledes når det var ham og det var noget som selv måtte forvirre hende.
At det var Malisha som havde gjort det, var slet ikke noget som hun var i tvivl om, for ellers ville hun da slet ikke se sådan ud som hun gjorde nu! Svagt himlede hun med øjnene. Hvad hun så i Malisha var fuldstændig lige meget, for det var slet ikke noget som man ville få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for kvinden var hendes leder, og det var en grund til at skulle holde sig på den rette sti! Hun havde aldrig været særlig begejstret for hende og Ezekiel, hvilket hun var klar over, men ikke desto mindre, så var der ikke noget at gøre ved det nu. ”Hun er min leder.. selvfølgelig er det noget specielt at se i hende!” endte hun mere sammenbidt, for den tone overfor en som Malisha var slet ikke noget som hun ville have med at gøre på nogen måde, for tanken alene, var noget som virkelig gjorde hende arrig! Det kunne godt være at hende og Malisha længe havde været slyngveninder, men det var ikke fordi at man kunne vove at påstå at de var nære, for det var de på ingen måde og ville heller aldrig nogensinde komme det, det var helt sikkert. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket væk fra ham endnu en gang. ”Men det kan du jo være ligeglad med.. Hun har forvist mig..” endte hun sigende, dog med en.. meget mere dæmpet stemme.

[ezekiel]

Meget havde forandret sig siden Ezekiel sidst havde set Anyalina, eftersom han havde forandret sig en del, da hun havde knust hans hjerte, hvilket havde gjort ham indelukket. Han havde dog også lavet lejligheden om, hvor den tilmed var blevet større end sidst. Førhen havde det været en lille ydmyg og beskeden lejlighed, hvor den havde været rimelig gammeldags, nu bar den et luksuriøst look med antikke malerier og ting, der var en smuk udsigt over Ityrial Manjarnos hovedstand, fra selve stuen, da man kunne se ned på det store torv og den store plads, hvor der typisk var underholdning af al slags. Det eneste som faktisk var det gamle, var hans kontor, der stadig var helt megen til, selvom det rodede utrolig meget med alskens bøger, pergamenter, skriftruller og dokumenter, men selvom det var rodet, så vidste han næsten hvor hver ting var, medmindre det var ting han havde lagt for flere år siden, såsom den ring han havde givet Anya og den hun havde givet ham, samt hans tidligere hustruers ringe, men det var jo heller ikke fordi han skulle bruge dem længere, så de lå og flød et eller andet sted, ligesom mange andre nipsting. Han var dog glad for stedet, han manglede intet, foruden det til tider kunne være en anelse ensomt.
Hendes spidse tone var noget som virkelig gjorde Ezekiel irriteret, for her kom han og reddede hendes liv, hvor han på ingen måder skyldte hende noget! Det var ham der i sin tid havde hjulpet hende, så i princippet burde det være hende der stod i gæld til ham! Han kunne have ladet hende hænge i træet, ladet hende blive ydmyget og faktisk lade hende dø, men havde han gjort det? Nej! Så hun burde vise ham lidt mere respekt og taknemlighed, for det var vidst fortjent! ”Nej.. og jeg kan knap nok huske om den lever op til forventningerne,” svarede han tydeligt provokerende og en anelse hånende, selvom han altid havde elsket hendes krop, for hun var en smuk kvinde, det havde hun altid været på trods af hendes mange ar, dog ændrede det ikke på det faktum at hendes tone og det at hun var efter ham hele tiden, virkelig gjorde ham irriteret, for hvis hun havde glemt det, så kunne han stadig lade hende dø!
“Ih ja.. selvfølgelig er der noget specielt ved hende. Jeg går ud fra at du er beæret over at blive pryglet snart til døde af hende?” spurgte han tydeligt sarkastisk, eftersom han på ingen måder var enig. Han havde aldrig brudt sig om Malisha, hun valgte de mest sadistiske og groteske måder at handle på, og selvom han ikke vidste hvad Anyalina havde gjort, siden hun var blevet straffet så hårdt, så var han sikker på at Malisha måtte overreagere. Og han fattede virkelig ikke hvad Anya overhovedet så i den kvinde, om hun så var leder eller ej, for en leder gik ikke imod sit eget folk, som Malisha gjorde! Han vidste godt hvad der foregik, han havde tilmed været inde i Konstantins Colosseum for at se nogle af kampene der var mellem warlockerne og det var jo direkte grotesk at sætte sin egen race op imod hinanden! Han så ingen mening i det!
Ezekiel greb roligt fat i Anyalina, da han ønskede at få hende op at sidde, hvor han trak hende forsigtigt og langsomt op. ”Kom..”. Han begyndte roligt at trække kjolen af hende, hvilket var en handling som fik hans hjerte til at hamre imod hans bryst, selvom han havde set det hele utallige gange. Han hjalp hende roligt af med den ødelagte kjole, som han smed på gulvet, inden han langsomt lagde hende ned på bordet igen, hvor han studerede hendes krop for hvilke sår han måtte stå overfor. At hun var blevet forvist, fik ham til at rynke brynene en anelse, imens øjnene blev knebet en anelse sammen. ”Og så synes du stadig at hun behandler dig retfærdigt?” spurgte han i en næsten.. skuffet tone. Hun lod Malisha træde på hende, hvilket gjorde ondt at se på, eftersom han altid havde kendt Anyalina som en stærk og stolt kvinde, men det formåede Malisha tydeligvis at brække ned så let som ingenting.

[Deleted]

For Anyalinas vedkommende, så var det virkelig surrealistisk, at hun endnu en gang skulle være stødt på sin eksmand, for det var faktisk den mand, som var grunden til, at hun havde holdt sig langt væk fra Manjarno, netop for at undgå at skulle støde på ham, for det var slet ikke noget som de fik noget ud af. At der var sket så meget siden de havde set hinanden sidst, var noget som hun tydeligt kunne se på ham, også selvom hun endnu ikke vidste om det var en god eller en dårlig ting, også selvom det ikke var noget som hun valgte at kommentere. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, et sted næsten for at få lov til at se ham an, for.. han var jo næsten fremmed for hende, også selvom hun var temmelig sikker på at den bløde mand måtte være i det indre, også selvom det slet ikke var noget som hun sagde noget til lige nu om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var vel bare en tanke som hun ligesom så mange andre, også skulle vænne sig til? For at se ham på den måde, var på ingen måder noget som hun havde regnet med!
Anya vidste skam godt, at hun i det store og hele, faktisk var hende som skyldte ham igen, for det som han havde gjort for hende sidst, og nu måtte gøre endnu en gang, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun hadede den tanke om at skulle stå i gæld til nogen som helst! At han var irriteret, kunne hun godt fornemme, selvom det slet ikke var noget som hun tog sig af, for hun var typen som helt klart også havde det i munden, for det var slet ikke det! Hun fnøs ganske kortfattet. Han havde elsket at betragte sig af hendes nøgne krop før i tiden, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Det var bare en tanke som hun gjorde sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Og det kommer fra den som betragtede den, så snart han havde muligheden for det? Har du glemt, hvor meget du elskede at se på mig når jeg gik afklædt?” spurgte hun ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn, og det vidste han jo udmærket godt! Han havde jo altid elsket det!
Det kunne godt være, at det var et dumt tidspunkt at tage Malisha i forsvar på, men hun var en dygtig leder, og den skulle hun have! Og andet ville Anya slet ikke høre ord om! Hun vendte blikket direkte dræbende mod ham, også selvom det tydeligt var noget som gjorde ondt på hende, for hun havde det bestemt ikke godt! ”Hold din mund!” endte hun sammenbidt, som hun tydeligt endte med at skære en grimasse og endnu en gang tage sig til brystet. Det gjorde ondt!
At han direkte tog fat i hende, for at få hende med sig op at sidde, var noget som omgående fik hende til at vende blikket mod ham, hvor hendes mine var direkte advarende. Hun havde ondt, så det at komme op at sidde, ville ikke blive nemt! Hun fulgte ham dog, hvor minen kun blev mere og mere stram jo mere hun kom op, hvor han også lod hende fjerne kjolen som selv måtte skjule de værste mærker, åbne sår og blå mærker, for hun havde det bestemt ikke godt! Kroppen rystede ganske let, hvor hun vendte blikket væk fra ham. Selv stadig en anelse svimmel, men her var der dog mere varmt, end det som der var da hun hang i træet. Hun fnøs. ”Det udtalte jeg mig ikke om,” afviste hun. Malisha havde dømt hende på et ikkeeksisterende grundlag, og det var en tanke som faktisk gjorde hende ked af det, men også rasende! Hun havde været den kvinde mere loyal end så mange andre, og så var det hende som blev forvist? Det var slet ikke en tanke som hun fandt sig i!

[ezekiel]

Sandt var det at Ezekiel altid havde elsket hendes krop, for hun havde altid været en smuk kvinde, og alt det som hun kunne skænke ham med den, var virkelig.. fantastisk! Eller det havde det været, for nu så han godt nok lidt anderledes på hende. Han var ikke den samme godtroende mand længere, han var ikke nær så blød som før, selvom siden sagtens kunne findes frem, men selv når den blev, så var han stadig påpasselig, for han havde sat en kæmpe mur op omkring sit hjerte på grund af Anyalina. Han var nød til at passe på sig selv, hvilket var grunden til at han altid var den som skubbede kvinden væk i sidste ende, for han kunne ikke udstå tanken om at de kom så tæt på ham, at de kunne bedrage ham, som Anya havde gjort. Synet af hende havde været et mindre chok, eftersom han aldrig havde regnet med at se hende igen, men han havde alligevel valgt at redde hende og så skulle hun ikke være sådan efter ham! Han var den der stod med hendes liv i sine hænder, så hun burde vare sin mund lidt mere! Alligevel kunne han ikke lade vær med at smile skævt til hendes ord. ”Måske.. men jeg tror snart at den er blevet ødelagt af alskens ar og sår,” svarede han pludselig drillende. Hun havde sikkert fået skaffet sig flere sår end hun havde haft sidst de havde mødt hinanden og selvom han intet havde haft imod det dengang, så kunne det stadig blive for meget, eftersom det ødelagde kroppens skønhed.
At få Anyalina op at sidde, havde Ezekiel gjort så forsigtigt som han kunne, ligesom da han havde fjernet kjolen og lagt hende ned igen, for han vidste at hun havde ondt over det hele, det afslørede kroppen ved sine mange rystelser. Hans blik gled over hendes nøgne krop, hvor det kun var trusserne der sad tilbage. Han sukkede næsten opgivende ved synet af de mange mærker og sår, imens han rystede på hovedet. ”Men alligevel respekterer du hende? Når hun behandler dig uretfærdigt?” spurgte han kortfattet og med samme skuffede tone, som også var at spore i hans blik. Han gik roligt væk fra bordet, hvor han gik hen til et af de øvre skabe, som han åbnede for at finde en rød kasse frem. Inde i skabet stod der kun medicin af al slags i små krukker og flydende væske i små flasker, samt den større røde kasse, der havde alt det nødvendige til førstehjælp. Han så lettere tænksomt ind i skabet, hvor han tog omkring en flaske samt en sprøjte, inden han lukkede det igen og gik tilbage til Anyalina, der lå på køkkenbordet.
Ezekiel satte roligt kassen fra sig på bordet, hvor han holdt omkring sprøjten og flasken. Han tog noget af væsken op i sprøjten, inden han slog let mod den lange nål med en finger, kun for at vende sig mod hende igen. ”Denne sprøjte er for stivkrampe. Det kan godt slå hårdt og gøre dig svimmel,” fortalte han roligt, for at advare hende omkring det der kunne ske. Han tog omkring hendes arm, inden han stak nålen ind, kun for at sprøjte væsken ud i hendes krop. Han trak roligt sprøjten ud, da han blev færdig, hvor han lagde den fra sig på bordet, kun for at åbne den røde kasse, der bar både bandage, vat, en flaske med sprit, nål og tråd og alt muligt andet som man kunne tænke sig til. Han så roligt mod hende. ”Har du brækket noget?” spurgte han roligt, som han studerede hendes krop ganske nøje for de mange sår og mærker.

[Deleted]

Anyalina havde altid været frygtelig krigerisk, selvom det vel heller ikke ligefrem var noget som hun sagde noget til, for det var jo bare sådan som hun var som person. Hun var altid den som var kommet til skade, hvor det sikkert var blevet værre med årene, også fordi at hun var blevet det ældre, men ikke desto mindre, så synes hun faktisk selv at hun klarede det temmelig godt! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme ganske så kortfattede mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var helt sikkert. Hun sendte ham en direkte dræbende mine ved hans ord, for han skulle bestemt ikke have lov til at nedgøre den krop som hun ellers var så stolt af at have, for foruden de mange sår, ar og mærker, så var det bestemt heller ikke fordi at den kunne siges at fejle noget som helst, for det gjorde det bestemt ikke! ”Var din mund..” vrissede hun med en fast tone, for hun fandt sig bestemt heller ikke i alting, det var helt sikkert!
Det var virkelig ikke nemt for Anyalina at komme op at sidde, for det gjorde virkelig ondt! Af den grund, så var det noget som hun bed i sig, for det ville bestemt heller ikke hjælpe hende at virke svag eller noget lignende overfor denne mand. Ironisk nok var det ham som hun stødte på, når det var ham som hun havde brugt årevis på at undgå ham, også selvom der nu heller ikke ligefrem var noget som man kunne gøre noget ved det af den grund. Hun fnøs ganske kortfattet som hun vendte blikket væk fra ham. Han satte spørgsmål ved Malisha og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Hun handler som hun finder bedst. Og nej, jeg er ikke enig i alt hun gør, men hun har sine grunde til det..” vrissede hun ganske kortfattet, som hun endnu en gang vendte blikket op mod ham. Han gjorde hende vred, for han havde slet ikke nogen ret til at skulle sætte spørgsmål ved hendes egen leder, for det var faktisk en kvinde som hun så op til og som hun faktisk også altid havde set op til.
Den sprøjte som Ezekiel endte med at finde frem, var noget som hun meget mistroisk måtte tage i blikket, også fordi at det var tydeligt for hende, at det var noget som han skulle bruge på hende. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun vendte den mod ham, da han bare.. gik hen til hende og satte den i hendes arm, også selvom hun tydeligt endte langt mere stiv end det som hun havde været til nu, for det gjorde faktisk en anelse ondt! Hendes pupiller trak sig let sammen. ”Så hvis jeg falder om af svimmelhed, så er det altså din skyld? Den tanke kan jeg godt lide,” endte hun ganske kortfattet. Hun tog sig svagt til armen, for hun havde det bestemt ikke godt, go hun havde virkelig også ondt over det hele! HUn trak vejret dybt, også selvom det endte ud i en mindre grimasse! Kassen og alle de ting som han fandt, viste hende jo bare, at den mand som hun kendte, faktisk lå gemt et sted i ham, selvom det ikke var noget som hun havde noget imod. Det var faktisk noget som gjorde hende.. tryg på en underlig måde. ”Et par ribben måske.. jeg ved det ikke..” mumlede hun utilfredst. Det irriterede hende faktisk at hun måtte se sådan ud, og specielt overfor ham!

[ezekiel]

Ezekiel kunne tydeligt se at hun blev vred, da han kommenterede hendes krop, hvilket var noget som faktisk morede ham gevaldigt! Han havde altid elsket lige netop denne krop. Alt det hun havde været i stand til at udføre med den og som tilmed havde bragt ham nydelse og til de højeste højder, det var denne krop der havde skænket ham den mest fantastiske nat i hans liv, hvilket ingen kvinde havde slået endnu, men det var vel fordi han havde elsket hende så højt? Elskov med den person man elskede var mere nydelsesfuld end noget andet, det slog selv elskov med en sensuel dæmon, for det var kun en falsk nydelse, der lå ikke dybere følelse bag, en sensuel dæmon kunne ikke udføre ens største fantasi, hvis de ikke var vedkommende som man elskede. Ingen anden kvinde havde formået at bringe ham så højt som Anyalina havde, derfor var hans ord måske en anelse løgn, selvom det var synd at se en så smuk krop blive så såret og så skadet, for det gjorde den ikke just kønnere. Han selv bar knap nok nogen ar, fordi han havde været så god til at heale dem, og dog havde han selv haft sine mange kampe i livet, selv kampe til døden som han havde overvundet. ”Du kan da være ligeglad med om jeg har mødt de kvinder der var smukkere,” svarede han roligt, som betød det ingenting, selvom ordene nok var et forsøg på at ramme hende dybere, skønt han næsten tvivlede på at det ville gøre ondt på hende, for.. hun havde forladt ham, hun havde ikke elsket ham, hun havde bare udnyttet ham og hans evner, for at tage hvad hun skulle bruge og så kaste ham væk som affald – det var noget som gjorde ondt.
“Jeg har set hvad hun gør mod sin egen race, Anya. Jeg har set warlocks, små unge warlock, små børn kæmpe til døden, synes du at det er godt for racen? At udrydde den?” spurgte han kortfattet og i en næsten vred tone, hvor han sendte hende et fast blik. Han brød sig på ingen måde om Malisha, hvilket han aldrig havde gjort. Den kvinde var sindssyg og ikke mindst sadistisk! Det værste af alt var dog det faktum at Konstantin hjalp hende med det – en mand som han faktisk havde respekteret i sin tid og som han flere gange havde lavet forretninger med, men efter det som han havde set, så var hans synspunkt på den mand også ændret sig en del. Måske Anya så op til Malisha, hvilket han på ingen måder forstod, specielt heller ikke når det var denne kvinde der havde forvist hende og efterladt hende til at dø. Han fnøs kortfattet, hvor han måtte erkende at han faktisk var skuffet over hende og hendes valg af ‘forbillede’. ”Hun forviser dig, efterlader dig til at dø og du respekterer hende? Hvordan kan du gøre det mod dig selv? Har du ingen respekt for dig selv?!” spurgte han i en fast og vred tone, hvor hans blik endnu engang endte koldt og hårdt.
Sprøjten kunne være rimelig hård mod nogle, og til tider fik den folk til at besvime, men det var ikke noget som man døde af, tværtimod sørgede det for at hun ikke fik stivkrampe! Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Bare rolig, jeg har ikke i sinde at lade dig dø. Desuden, hvis du ikke kan huske det, så er jeg tidligere læge,” svarede han roligt. Han var ikke kun tidligere læge, han var tidligere af næsten.. alt. Han havde været utrolig meget igennem sit lange liv, han havde både været præst, videnskabsmand, læge, arbejdet i underholdningsbranchen, været kok, urmager, kongelig rådgiver og han vidste ikke alt hvad, for den liste var utrolig lang. Han rynkede brynene til hendes usikkerhed. ”Du ved det ikke?” gentog han forundret. Hvordan kunne hun ikke vide hvad der var galt og hvad der gjorde ondt? „du må da kunne mærke hvor det gør ondt?”

[Deleted]

I det store og hele, så kunne Anyalina sagtens være fuldstændig ligeglad med hvad han gjorde og hvad han ikke gjorde, men det var hun ikke.. Det var ikke en ting som hun direkte kunne sige, at hun forstod, men ikke desto mindre, så kunne hun jo kun bide det kraftigt i sig, også fordi at det ikke ligefrem var fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende, for det gjorde det skam på ingen måde, men hvad andet valg, havde hun end at bide det kraftigt i sig? Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hun var endt langt mere stram i minen end det som hun havde været til nu. Hun var måske ikke ligefrem den kønneste lige nu, men hun vidste, at han altid havde været utrolig glad for den krop som hun havde! Og det havde han altid været! Hun fnøs ganske kortfattet, som hun vendte blikket direkte væk fra ham. ”Jeg er også fuldkommen ligeglad..” vrissede hun tvært, som hun ellers blev siddende. En løgn var det helt klart, for hun var ikke ligeglad med det, og det var vel noget som han vidste allerede fra før af? I og med at han faktisk var den som kendte hende bedst.
Anyalina vidste udmærket godt, at det som Malisha havde med at gøre, på ingen måder var retfærdigt eller godt for deres slags, men hun stod fast på at kvinden sikkert vidste hvad hun havde gang i, også fordi at Konstantin hjalp hende med det hele! Hun vendte blikket direkte mod ham. At snakke stygt omkring hendes leder, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, og tanken alene om det, var noget som virkelig formåede at pisse hende noget så voldsomt af, så man skulle tro at det var løgn! Hun sendte ham en direkte fast mine. Han havde ikke nogen, så meget vidste hun, men warlocks, var den type som tydeligt havde brug for den til at styre dem i den ene retning frem for den anden, og Malisha gjorde faktisk et udmærket godt stykke arbejde! ”Malisha gør et umådeligt godt stykke arbejde, Azekiel! Og hun ved hvad det er hun gør! Hvis du skal tage den tone i brug omkring hende overfor mig, så sværger jeg…!!” Hun endte hastigt med at sætte sig op, selvom det var noget som hun brændende og hurtigt måtte ende med at fortryde af den grund, hvor hun hurtigt valgte at tage sig til brystet, for det gjorde virkelig ondt! Hun krøb sig nærmest sammen, selvom hun ikke valgte at brokke sig over det, for hun nægtede at stå som svag overfor den mand! ”Hun handler som hun finder bedst..” vrissede hun langt mere sammenbidt, som hun vendte blikket direkte op mod ham endnu en gang, langt mere stift, men meget.. kontrolleret.
Ezekiel havde været så meget, at Anyalina slet ikke var i stand til at huske det, for det var virkelig, virkelig meget han havde været! Hun vendte blikket mod ham. Selv var han en af de få som hun vidste, at hun faktisk godt kunne stole på, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det hele bedre. Han havde jo aldrig gjort hende ondt, men derimod.. puslet om hende, når hun var kommet til skade – ligesom dengang og som han gjorde nu, og det var noget som virkelig formåede at forvirre hende til tider! Hun sukkede dæmpet. ”Du er så meget, at jeg end ikke kan huske det..” vrissede hun let, også selvom der var en form for.. taknemmelighed i stemmen? Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham. Nej, hun havde ondt over det hele, men hun vidste at der var ribben som var brækket, for det kunne mærkes tydeligt! ”Det gør ondt stort set over det hele, Ezekiel, jeg er ikke i stand til at sige om der er mere som er brækket eller ikke..” bed hun ham af.

[ezekiel]

Ezekiel havde altid nydt Anyalinas krop, hun havde jo altid været en smuk kvinde, selvom det var svært at se i øjeblikket for alle de mærker og sår som befandt sig på hendes krop, dog vidste han at den stadig var lige så smuk som altid, for det kunne han jo se nu hvor kjolen var hende. Han trak morende på smilebåndet, da hun vendte blikket væk fra ham og sagde at hun var ligeglad, selvom han vidste at det var en løgn, for det afslørede hendes stemme. Hans egne ord var dog selv en løgn, for han havde ikke mødt nogen der var smukkere. Han havde måske været sammen med mange kvinder og selv mange af forskellige racer, men alligevel var der ingen der havde formået at skænke ham den nydelse som Anyalina havde, hvilket han et sted også hadede hende for, men det viste jo også bare hvor meget han havde elsket hende, selvom det gjorde ondt at tænke på at det ikke var gengældt.
At Anyalina virkelig gad tage en kvinde som Malisha i forsvar, kunne Ezekiel på ingen måder forstå, for det var den kvinde som havde gjort dette imod hende! Hun havde tilmed forvist hende, så det viste hvor lidt Anyalina betød for Malisha. Desuden så brød han sig ikke om den kvinde, eftersom han var sikker på at hun havde haft en finger med i spillet, da Anyalina havde valgt at forlade ham, flere gange havde han tænkt på om hun i sidste ende havde valgt Malisha frem for ham, hvilket egentlig ikke kom bag på ham, og hun beviste det jo nærmest også med sine ord og det at hun tog Malisha sådan i forsvar. Han kneb øjnene fast sammen da hun stod og truede ham, hvor han godt kunne se at hun krøb sammen, da hun forsøgte at sætte sig op. ”Hvad vil du helt præcist gøre?!” spurgte han i en vrissende tone, som hans blik hvilede fast og hårdt på hendes skikkelse, „endnu engang er det mig der står og redder din røv Anyalina! Hvor er din hengivende leder nu?! Hvis hun gør hvad hun finder bedst, må hun jo finde det bedst at du ligger og rådner op og dør helt alene!” Det gjorde ham virkelig vred at hun var så forblindet af sit syn til Malisha, for den kvinde ville ingen godt! Den kvinde fik da alle sammen udryddet og dræbt! Og hvem var det der i sidste ende stod der for hende? Det var ham! Endnu engang var det ham der kom hende til undsætning! Han havde aldrig svigtet hende! Men det kunne hun ikke se, og det gjorde ham virkelig.. vred og ikke mindst ked af det.
Da hun bed af Ezekiel igen, var det virkelig dråben. Han endte med at hamre sin flade hånd ned i bordpladen ved hendes side, hvor han sendte hende et direkte dræbende blik. ”Her står jeg og redder din sølle røv igen! Og så vover du at tage de toner i brug over for mig?! Hvad med lidt taknemlighed?! Det kunne på ingen måde skade!” hvæsede han vredt af hende, som han havde hævet stemmen. Han bed tænderne kraftigt sammen som han trak sig væk fra bordet, hvor han havde lyst til at skænke hende en lussing! Og dog gjorde han det ikke, eftersom et ikke lå til ham og anvende vold, men han blev normalt heller ikke så vred som han var i øjeblikket. ”Jeg står der for dig i sidste ende Anya, glem ikke det! Men nu er jeg ikke sikker på om du er det værd at redde,” vrissede han sammenbidt, som han gik direkte forbi hende og hen imod soveværelset, hvor han trak skydedørene op, inden han hamrede dem i igen, så de gik en anelse op på klem, så man kunne ane ham gå rundt inde i mørket i en cirkel, imens han mumlede vredt for sig selv.

[Deleted]

Anyalina havde aldrig været den bedste til at lyve, specielt overfor Ezekiel, selvom der nu heller ikke var noget som hun kunne gøre ved det af den grund, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket direkte væk fra ham, også selvom hun vidste, at det tydeligt måtte indiker at det var løgn, for hun var bestemt ikke særlig god til det! Hun havde en flot krop normalt, også selvom hun vidste, at det ikke ligefrem var noget som man kunne sige om den i denne stund, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun lod hånden vandre let over brystet, nærmest som hun pludselig forsøgte at skjule sig. Hvis han ikke kunne lide det som han kunne se, så var det bestemt ikke noget som han skulle have det frie udsyn til, selvom det at komme i kontakt med det, virkelig var noget som gjorde så forbandet ondt, det var der bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun nægtede direkte at kigge på ham!
Det kunne godt være, at det var forkert af ham at skulle tage Malisha i forsvar på den måde, men uanset hvordan man vendte og drejede det, så var hun en warlock og Malisha var hendes leder, selvom hele situationen virkelig havde forandret sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At sætte sig så hastigt op, var noget som virkelig gjorde ekstremt ondt! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en direkte vred mine, også selvom hans ord virkelig var noget som gjorde ondt. ”Jeg bad dig om at lade mig blive hængende, Ezekiel.. Hvis du allerede fortryder, så smid mig ud!” hvæsede hun med en fast tone, også selvom det var tydeligt i hendes mine, at.. det vel slet ikke var noget som hun ønskede sig?
At Ezekiel endte med at hamre hånden direkte ned i bordet ved siden af hende, var slet ikke noget som hun tog sig af, for den hårde behandling var noget som hun efterhånden burde siges at være vant til også fordi at hun havde det liv som hun havde, hvor hun vendte blikket direkte mod ham og med en tydelig trodsig mine, også selvom det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen måde. Hun nåede end ikke at åbne munden, før han endte med at.. vende ryggen til hende og bare gå? At han hamrede skydedørene i, så de endte med at gå en anelse op igen, hvor hun lige kunne ane at han gik rundt for sig selv, hvor hun vendte blikket direkte væk fra ham, også selvom det vel heller ikke betød noget. Hun så stille ned af sig selv, hvor hun bestemt heller ikke kunne se det smukke i den mere.. Hun så virkelig forfærdelig ud, og hun følte sig stadig voldsom svimmel! Måske at det var den sprøjte som han havde givet hende? Selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere for hende på nogen måde! Forsigtigt endte hun med at hoppe ned af bordet, også selvom det var noget som hun meget hurtigt kunne fortryde, da hendes ben kraftigt gav efter under hende. Hun endte ud i et smertende skrig, idet hun hamrede siden direkte ned i gulvet. Det gjorde virkelig ondt!

[ezekiel]

Selvfølgelig nød Ezekiel synet af Anyalina, hun havde altid været en flot kvinde, hvilket han slet ikke kunne benægte for sig selv. Og selvom hendes krop var fyldt med mærker, ar og sår, så kunne han tydeligt se at hendes krop var lige så smuk som den altid havde været. Det havde jo altid været lige netop denne krop, som han havde elsket, som havde bragt ham til de himmelske højder og højere end nogen anden. Det var dog ikke fordi det var ord han ville fortælle hende, for det skulle nødig stige hende til hovedet, desuden så havde han jo heller ikke glemt, hvad hun havde gjort imod ham, så han fik alligevel ikke det mindste ud af det. Hun ville sikkert bare udnytte ham, hvis hun fik chancen for det igen! Denne gang var det dog hans gode hjerte der havde reddet hende, hvilket han forbandede sig selv for, eftersom hun ikke ville takke ham for det alligevel! Hun var egoistisk, selvoptaget og for stolt til at ville takke ham, desuden så fandt han sig virkelig ikke i hendes opførsel, for hun skulle hverken vrisse af ham, kommandere rundt med ham eller håne ham, for det var faktisk ham som hjalp hende af egen fri vilje! Han var træt af at hun hele tiden skulle være efter ham, det var jo det første hun havde været, da han havde stået foran hende igen! Og så skulle hun tilmed være efter ham her igen? Det var noget som virkelig gjorde ham vred!
Ezekiel blev inde på værelset, hvor han ikke engang havde lagt mærke til at skydedørene var gået en anelse op igen, da han blot fortsatte frem og tilbage, for at få lidt afløb fra vreden. Han forbandede den dumme, stædige tøs! Havde det ikke været for ham, så havde hun stadig hængt i træet og så havde hun sikkert været død om et par timer! Hænderne havde i hvert fald været mistet, hvis det ikke havde været for ham, og så skulle han høre på hendes brok, hendes skæld ud og vrede? Det gad han slet ikke finde sig i! Han var ikke et eller andet tåbeligt lille barn, som hun kunne kaste rundt med! Han var den ældste af de to – han som var langt over hendes levealder! – og ikke mindst var det ham som kunne redde hende! Hun burde vise ham lidt mere taknemlighed end bare at skælde ham ud! Han bed tænderne fast sammen, som han skød en hånd igennem de korte mørke hår, som han følte for at.. slå til noget! Han endte dog på ingen måder så langt, da han kunne høre et ‘bump’, ude i køkkenet, hvilket fik ham til at se mod skydedørene, hvor han kunne ane at hun lå på gulvet. Han gik hen og trak skydedørene for, hvor han vendte de unikke honningfarvede øjne imod hende. ”Hvad er det du laver?!” spurgte han i en forfærdet tone. Han gik hen, hvor han greb hende omkring skuldrene, for at hive hende op på benene igen, hvor han fik hende lagt på køkkenbordet igen.
Ezekiel trak vejret dybt, næsten for at roe sig selv ned, inden han vendte blikket mod hende igen, da hun endnu engang var kommet ned og ligge. Han vendte blikket mod et sår hun havde på det højre lår, hvor han gik om på den anden side igen, hvor kassen også måtte stå, sammen med sprøjten og flasken. Han tog roligt en nål og tråd op fra den røde kasse, hvor han fik tråden igennem nøglehullet, inden han lagde det fra sig. Han gik hen til det store chatol, der stod op ad den bagerste væg, hvor han åbnede vinskabet, her valgte han at tage en vodkaflaske frem, inden han lukkede skabet igen og gik tilbage til Anyalina. Han åbnede flasken og hældte lidt op i det lille låg. ”Drik det her.” Han gav hende ikke tid til at beslutte sig, før han havde lagt en hånd bag hendes hoved for at løfte det, inden han hældte lidt af den rene vodka ned i hendes mund. Det ville hjælpe lidt som ‘bedøvelse’. Han hældte mere op i flasken, selvom han denne gang hældte det ud over hendes sår ved låret – hvilket han vidste kunne svie.