It takes time..

[Deleted]

Måske Malisha var en lukket person, men hun kunne bestemt ikke skjule sig for Konstantin, for han kendte hende alt for godt til at hun ville kunne holde facaderne oppe og lade ham tro at det var sådan hun var som person, for han vidste at hun havde en mere mild side, det var bare sjældent at den kom til udtryk. Hun var ganske vidst kold, kynisk, sadistisk, nådesløs, brutal og blodtørstig, for det lå skam til hende som person, men man glemte den lille vigtige del; hun var menneskelig. Hun bar inde med kærlige følelser, som hun bar inde med de kolde, det var sådan naturen havde skabt mennesket og warlocks med. Men det gjorde ham nu intet, for han kunne faktisk lide begge sider af hende. Den hårde og bestemte, som den kærlige og milde, selvom han vidste at hun ikke var meget for at vise ham den sidste del af sig. Han himlede let med øjnene til hendes ord. „Hvis jeg ikke tager fejl, lyder du næsten som om du ønsker at jeg skal forsøge,” endte han stilfærdigt, hvor han roligt vendte blikket mod hende, og sendte hende et morende smil. Hånden hun lagde mod hans bryst, kom dog en anelse bag på ham, for.. hun kærtegnede ham? Han sagde dog intet til det, faktisk kunne han godt lide at se hende på denne måde. Han nød desuden hendes berøring, så hvorfor skulle han dog stoppe hende? At han skulle få hende til at rødme, var noget der kom helt bag på ham, for det havde han da slet ikke regnet med! Han kunne slet ikke forstå at det kunne lade sig gøre! Hendes ord, gjorde det kun tydeligt for ham at det var en benægtelse, desuden kunne han jo tydeligt se at hun var rød i hovedet! „Jeg kan jo se det med mine egne øjne,” påpegede han kortfattet, selvom det nu ikke gjorde ham noget, for det var faktisk helt.. forfriskende at se noget nyt ved hende, se noget som han ikke havde set før. Han trak roligt hånden til sig, som hun prøvede at gemme ansigtet væk, hvilket fik ham til at klukle ganske let. „Du behøver da ikke at gemme dig! Det klæder dig faktisk,” endte han sandfærdigt.
At lægge sig til ryggen med hende, var noget som næsten gav Konstantin til at vise vreden, selvom han vel for længst havde givet udtryk for den? Det pissede ham dog af at hun skulle være så stædig og ikke selv kunne se at hun til tider gjorde fejl! Hun var ikke perfekt og hun var bestemt heller ikke perfekt som leder! Men der skulle selvfølgelig også være plads til forbedring, men med den fatale fejl hun havde gjort ved at dræbe en vampyr, så vampyrens mage var kommet efter hende, havde bestemt ikke været smart! Han fnøs ganske let og kortfattet, selvom han endte lettere paf til hendes ord. Skulle han le af hendes døende krop?! Han endte med at sætte sig op, så han også kom til at trække dynen af hendes skuldre. „Grine af din døende krop?! Er du klar over hvor bekymret jeg blev?! Jeg vidste at noget var galt! Var det ikke for mig, var du død!” hvislede han fast. Han tog fat i hendes raske skulder og trak hende om på ryggen, hvor han sendte hende et fast blik. „Og du skal bestemt ikke fremstille det som om jeg er ligeglad med dig!” endte han i en langt mere dæmpet og dog langt mere faretruende tone.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantin kendte hende desværre for godt til at Malisha kunne lyve for ham, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget, for det var faktisk rart at have nogen at åbne op for og uden at blive hånet for at blotlægge sig selv på den måde. Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme mine som tidligere. Selv i det store og hele, ville hun heller ikke have noget imod at han prøvede sig, for hun ville selvfølgelig nyde godt af tanken faktisk. Virkelig se hvor meget han selv ville lægge i det for at slå benene væk under hende. Et stille smil passerede hendes læber, også selvom hun var ved at være så træt som hun følte sig. Hun havde virkelig bare brug for en god og lang søvn. ”Vil du da forsøge?” fortsatte hun roligt, som hun strøg hånden over brystet. Hun kunne faktisk godt være lidt.. forførende, hvis det var noget som hun ville og lige nu, var det alt sammen bare ment i morskab. Han kunne fint følge hende i hendes tankegang. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun rystede stille på hovedet. Han kunne selv se det? Det var bestemt heller ikke noget som han skulle kende til! ”I så fald, så skal du vidst have briller, min fine ven.. du ser jo ikke ordentligt mere..” Hun rystede på hovedet og med det drilske smil på læben, som hun roligt betragtede ham. At han jo så skulle påpege det for hende, og at det faktisk klædte hende, var noget som virkelig måtte gøre hende irriteret og så alligevel.. mere forlegen? Hun vidste slet ikke hvordan den skulle tolkes eller noget lignende af det! ”Hold op, Konstantin!” Endnu en gang lød hun som en simpel lille pige.
Malisha var virkelig vred. Nok var Konstantin den eneste som hun direkte følte at hun kunne stole på, men alene den tanke omkring det faktum at han skulle bestemme over hende? Det var slet ikke noget som hun ville finde sig i! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham og med den samme kortfattede mine som tidligere ved hans ord, også fordi at han direkte havde tvunget hende om på ryggen i stedet for. Hendes mine var fuldkommen fast og direkte dræbende som den aldrig nogensinde havde været det før. Hendes blik lynede af den rene vrede. ”Ved du hvad, Konstantin?! Jeg er LIGEGLAD!” hvæsede hun med den vrede mine. Hun endte selv hurtigt med at sætte sig op, hvor dynen gled ned af kroppen og blottede hendes overkrop fuldkommen. Hun knyttede næverne fast, også selvom hun vidste at hun burde hvile, men skulle det ske på denne her måde, så skulle det bestemt heller ikke ske med ham ved siden af sig – bestemt heller ikke sådan! ”Hvis du er så utilfreds med mig som leder, hvorfor pokker så ikke bare efterlade mig derude! Finde en som tilsyneladende er bedre egnet, hvis jeg er for egoistisk og selvisk til det!” endte hun med en fast tone. Hans dæmpede og faretruende stemme var vitterligt ikke noget som hun tog sig det mindste af lige nu. Hun følte sig.. sårbar og usikker og det var bestemt heller ikke noget som gavnede hende på nogen måde. ”Det er ikke nu du skal skændes med mig, Konstantin.. Jeg vil bare hvile og komme tilbage på arbejde okay? Og det er IKKE med dig ved min side!” nærmest brølede hun.

[Deleted]

Måske at Konstantin kendte Malisha godt, faktisk bedst, men det var jo også gengældt og det var noget som han virkelig kun måtte nyde af. Han var ikke bange for at åbne op på samme måde som hun var, det lå næsten til ham at lade facaderne falde og selvom hun kunne komme med hånende bemærkninger, kritik og stikke til ham, så tog han sig ikke af det, for han ændrede sig skam ikke af den grund, han var sig selv hele tiden og derfor var han ikke bange for at vise at han faktisk ikke var en direkte kold mand, men faktisk var åben, for han havde endda selv forretninger med folk fra lysets land, selvom mange nok ikke ville finde det passende, men ærligtalt, så var han bare fornuftig! Han vidste at der var brug for både lys, som mørke, han vidste at der var behov for enhver race, som befandt sig på denne jord, for hver og én havde en masse at byde på, selv vampyrerne som hun måtte hade så inderligt. Han betragtede hende kort undrende. Hun lød virkelig til at hun gerne ville have ham til at forsøge at slå benene væk under hende, og hun gjorde det næsten fristende at forsøge. Hånden hun strøg over hans bryst, så roligt og dog så.. forførende, var noget som måtte more ham, for han så jo ikke engang denne side af hende særlig tit, den forekom næsten mere sjældent end den milde side! Et skævt smil gled over hans læber, hvor han roligt tog omkring hendes hånd og gav den et blidt klem, inden han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. „Hvis du absolut insistere,” hviskede han i en intens tone mod hendes ene øre, som det kække smil gled over hans læber. At prøve at slå benene væk under hende, skulle nok blive interessant! Hendes rødmen var noget som måtte more ham, selvom han ikke ville håne hende for det, for det var jo kun endnu et tegn til at hun var menneskelig. Han kunne dog ikke holde et muntert grin tilbage, da hun direkte lød som en lille pige. Han sendte hende et drillende smil. „Det minder mig helt om da vi var små.. Lille Misha,” hviskede han drillende mod hendes ene øre, selvom han slap endnu en munter latter
Det var slet ikke fordi at Konstantin gad at bruge kræfter på at skændes med Malisha, for hun var alligevel for stædig til at de kom nogen vegne, desuden så gad han heller ikke skændes med hende på grund af hendes tilstand, det var ikke noget som hun havde behov for, det afkræftede hende jo kun endnu mere. Måske dynen ikke dækkede hendes overkrop, men det var ikke noget som han lagde mærke til, for hans blik hvilede direkte fast i hendes egne mørke øjne. Han endte med at knibe øjnene en anelse sammen. Hun var ligeglad med at han bekymrede sig om hende?! Jamen, så skulle hun så sandelig også blive fri! Hendes følgende ord, fik ham dog til at himle med øjnene, hvor han fnøs ganske kortfattet. Det var jo ikke fordi at han ikke så hende som egnet til den post, for det gjorde han da selvfølgelig! Det var vel også mere fordi han var sur over at hun var blevet fundet døende? Den bekymring og panik der var gået igennem ham.. det havde skræmt ham! Han havde vitterligt aldrig haft det sådan med nogen før! Et sted ville han jo bare have at hun var langt mere forsigtig, for han ønskede ikke at miste hende.. men de ord forlod nu aldrig hans mund, for så troede hun da først at han var blevet blødsøden og han gad ikke give hende en grund til at håne ham! Han vendte blikket mod hende, efter kort at set rundt i værelset. Hun ville bare hvile? Det var jo sådan set også det han gerne ville have hende til. Hendes sidste sætning var dog noget som.. gjorde ondt? Hans blik endte dog lettere tomt og følelsesforladt. „Fint,” svarede han tonløst og næsten monotont. Han trak dynen ganske let omkring hende i en let bevægelse, som han trådte ud på gulvet og væk fra sengen. „Jeg får en anden til at tilse dig. Regn ikke med at du ser mig igen.” Han gik roligt hen til skabet, hvor han fandt nogle bukser frem, som han hurtigt fik på, inden han blot vendte om på hælene og gik mod døren, uden at han så meget som værdigede hende et eneste blik.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var måske ekstremt hård i det ydre, men Konstantin vidste udmærket godt hvordan hun var personlighedsmæssigt. At hun ikke var så uovervindelig som hun ønskede at være det? Men at hun faktisk var menneskelig og hele vejen igennem. Hun havde følelser, hun begik fejl, og hun tænkte faktisk ikke altid på sig selv, men også på andre og i denne situation tænkte hun faktisk også på.. ham? Hun vendte blikket stille op mod ham og med den samme mine. Hun kunne faktisk rødme, hun kunne være forførende og hun kunne faktisk også godt fange hans opmærksomhed på den måde, netop ved at smide disse facader og være sig selv, så var det noget som kun gjorde det hele langt bedre for hendes vedkommende. Hans ord var noget som kun fik smilet til at brede sig på hendes læber, hvor hun roligt lagde sig til rette ved ham, selvom det var meget begrænset hvad hun kunne gøre, nu hvor og med tanken til at hendes arm var brækket og det hele. ”Og det gør jeg..” endte hun med en rolig og ganske og stilfærdig mine. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skulle skjule for ham på denne her måde. Hun kunne slet ikke skjule det for ham, men hun holdt vel et sted af ham? Selvom det ikke var noget som hun havde fået frem endnu og det var bestemt heller ikke noget som hun havde regnet med bare sådan her. At han direkte skulle kalde hende ved det navn – hvilket hun ikke havde hørt siden hun havde hørt siden hun havde været helt lille. Det var noget som næsten kastede hende tilbage til det allerede med det samme. ”Det var dengang vi var små ja.. det er ved at være mange år siden nu..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Det var.. sjovt at tænke tilbage på de tider.
At skændes som hund og kat var slet ikke hvad Malisha var ude på. det hele var noget som ganske enkelt havde skræmt hende som intet andet, og det var vel også en grund til at hun reagerede så kraftigt følelsesmæssigt på denne måde. Det var lidt for tæt på hende og så røg facaderne op allerede med det samme. Når hun var vred, sagde hun en masse som hun slet ikke mente og denne gang var bestemt heler ikke et undtag på nogen måde. Selv hun ønskede ikke at blive fremstillet som svag, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket direkte mod ham, som han bare valgte at rejse sig og med de ord, hvor det var noget som direkte måtte stikke hende i brystet, for det var jo ikke sådan at hun havde ment det! Hun blinkede let med øjnene, hvor hun fulgte ham med blikket hen til klædeskabet, hvor han bare hoppet i bukserne igen. Hun tog fat om dynen og trak den op over brystet igen og skjulte sig derved igen. ”Konstantin..!” Hun nåede ikke rigtigt at sige mere, før han valgte at forlade værelset og bare.. efterlade hende der? Det kunne han da ikke bare gøre! Hun blev siddende og så efter ham. Han gik virkelig..? Hun vendte blikket ned af sig, næsten som hun var endt med at skamme sig. At han skulle have den påvirkning af hende, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om. ”… Glimrende.. u-udmærket..” Vreden havde forladt hendes stemme og efterladt den tom.. og fortvivlet? Hun lagde sig ned og bevidst med ryggen til ham. Hun ville ikke fremstå svag! Men det var svært.. og med tårerne som meldte sig igen? Hun hadet det!

[Deleted]

Måske mørket lå til dem, men af den grund var de jo begge menneskelige, sådan var det med alle personer, der havde et bankende hjerte, de var ikke udødelige, de havde inderst inde kærlige følelser, for de var umulige at lukke helt af for, ikke hvis man fandt de rette personer at være sammen med. Og Konstantin vidste skam, at Malisha heller ikke var et undtag, for hun kunne skam også godt være kærlig, hvis det var noget som hun ønskede. Han lod hende blot lægge sig til rette hos ham, selvom han vidste at det var begrænset med hendes arm, desuden ville han bare gerne have at hun lå bedst muligt, så det ikke gjorde ondt, for selv armen ville have brug for at hvile. Han lod dog armene fortsat hvile omkring hende, hvor han løftede den ene hånd og strøg hende blidt over håret, uden at han tog blikket fra hende på noget tidspunkt. At hun direkte insisterede på at han skulle forsøge at slå benene væk under hende, var noget som faktisk måtte more ham, selvom det også kun indikerede at hun ønskede at han skulle gøre det, men han ville da gerne forsøge, det gav ham da lidt udfordring? „Udmærket,” endte han ganske roligt og stilfærdigt, som smilet ikke falmede fra hans læber på noget tidspunkt. Det at hun stadig kunne lyde som en lille pige, var noget som virkelig måtte more ham, for det mindede ham virkelig om dengang de havde været små. Han huskede tydeligt hvor skeptisk han havde været til at starte med, da han havde mødt hende, fordi hun havde været en pige, og en pige passede ikke rigtig ind, men.. han havde hurtigt accepteret det – hurtigere end mange andre i hvert fald – for hun havde jo hurtigt vist sig at være talentfuld. Han trak svagt på smilebåndet. „Det er det..” medgav han roligt, inden smilet blev drilsk. „Nu er du jo blevet en gammel madam!” Han slap en munter latter og trykkede hende let ind til sig.
Det var slet ikke fordi at Malisha var en dårlig leder, tværtimod så mente Konstantin faktisk at hun var utrolig egnet til den post. Hun var stærk, ikke bare magisk set men også personlighedsmæssigt, hun kunne sagtens lede warlockerne, faktisk var hun jo helt perfekt til det! Der var bare de gange hvor hun lod det blive for personligt såsom med Lexie og denne nat med! Hun havde dræbt den vampyr, fordi hun ikke brød sig om væsnet, selvom han ville vædde med at tøsen ikke havde gjort hende noget. Og så havde hun fået tøsens mage på nakken, som havde efterladt hende til at dø ude i skoven. Faktisk var det kun heldigt for Konstantin, for ellers havde han fundet hende helt død og den tanke brød han sig bestemt ikke om! At de så skulle komme op at skændes, var til gengæld ikke noget som han havde regnet med, men hun gad ikke have hans hjælp og have ham ved sin side, jamen så skulle hun da også nok blive fri for det! Han gik roligt mod døren, som han fik op, hvor han trådte ud, idet han hørte hende kalde efter ham. Han stoppede roligt op, hvor han sukkede tungt. Han fik dog ikke hendes andre ord med. Han åbnede døren igen og lod de mørke øjne falde på hendes skikkelse, selvom han kunne se at hun havde lagt sig ned igen. Han trådte roligt ind i værelset igen og lukkede døren bag sig. „Hvad er der?” spurgte han lettere kortfattet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt at hun var menneskelig dybest set, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte ønskede at skulle komme frem med, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i det store og hele. Hun vendte blikket direkte mod ham og med det samme stille smil på læben. Kunne hun, så kunne hun sagtens være kærlig, kælen og direkte.. blid og mild, men det var nu heller ikke noget som skete særlig ofte, det var der bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun ville bestemt heller ikke have det mindste imod at han prøvede sig på hende, prøvede at slå benene væk under hende, for det var ikke noget som hun havde oplevet før. Hans strøg over hendes hår var noget som hun faktisk godt kunne lide, for det var noget som kun måtte få hende til at smile, for det var rart faktisk, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde til ham. Han kunne vel se det? Og nu hvor han kendte hende, så var det jo også tydeligt og ikke mindst oplagt. ”Mhmm..” endte hun dæmpet, som hun let lukkede øjnene. At blive kaldt for lille Misha, var ikke noget som hun havde oplevet siden hun havde været helt lille. Det var efterhånden ved at være mange år siden, men.. gammel madam? Det var virkelig at presse citronen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket direkte op mod ham og med en næsten forfærdet mine. ”Siger du, at jeg ser gammel ud?!” Hun slog hånden let mod hans bryst. Let, men.. en kende hårdt måske, selvom hun vidste at det var noget som han kunne holde til. Hun ønskede jo heller ikke, at han skulle komme noget til.
At de skulle til at bringe det hele op til et voldsomt skænderi, var noget som direkte irriterede Malisha. Hun havde aldrig bedt om at blive efterladt ude i skoven, hun havde aldrig bedt Konstantin om at tage hende med sig, for så at bringe det her på banen på denne her måde, for det var ikke noget som hun fandt sig i! De ord som bare var røget over hendes læber, var nu heller ikke noget som hun kunne trække til sig. Desuden havde han gjort det klart for hende, at der ikke ville blive noget som helst mellem dem, for hun var for magtgal? Det var noget af det dummeste som hun nogensinde havde hørt, så det var noget som bestemt heller ikke måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han bare valgte at gå, var også noget som fik hende til at lægge sig ned og med ryggen til døren. Hun var virkelig et følelsesmæssigt vrag lige nu og det at han prikkede sådan til hende, var noget som gjorde ondt. Det gjorde normalt aldrig ondt på hende! Tårerne havde meldt sig, men de faldt dog ikke af den grund. At han dog kom tilbage igen og stillede sig i døren, var nu heller ikke noget som hun tog sig af. ”Glem det..” mumlede hun også for at skjule.. gråden som havde meldt sig i hendes stemme, for det alene, var noget som virkelig gjorde ondt. Hvis hun ikke ville se ham mere, så kunne det hele virkelig også være lige meget! Så kunne hun jo lige så godt bare tage tilbage til Den Mørke Cirkel, stå ansigt til ansigt med Romeo og så få det hele overstået!

[Deleted]

Måske Malisha havde mange sider af sig, men Konstantin nød virkelig hver og én! Han kunne hygge sig med hende, selvom hun var mild, selvom hun var direkte iskold, selvom hun var bestemt og krævende, han nød at se hver side af hende, fordi de hver havde et særpræg af hende. Han elskede hendes person, og han var kun glad for at han havde fundet hende i tide og fået hende med sig hjem, for her ville han da kunne tilse hende uden noget besvær, her var hun også gemt lidt af vejen, så.. dette var vel den bedste løsning? Han kunne tydeligt mærke hvordan hun slappede langt mere af, sådan som han måtte stryge hende over håret og holde hende tæt og varm. Det glædede ham kun at han også kunne have sådan en effekt på hende, at han kunne give hende en følelse af at være sikker og tryg, for.. det var vel derfor hun slappede så godt af? Hun måtte jo være tryg omkring ham, for ellers havde hun da været langt mere anspændt! At hun så forfærdet op på ham, og tilmed slog ham mod brystet, var noget som fik ham til at slippe en munter latter. Hun var måske gammel – som ham selv, men hun lignede nu ikke en gammel kone, og det.. kunne han godt lide. Han trykkede hende ind mod sig, som han slap et let grin, hvor han skænkede hendes kind et kys, næsten helt uden at tænke over handlingen, men vel for at vise at han ikke mente det? „Jeg sagde ikke at du så gammel ud.. men at du var en gammel Madam,” rettede han drillende på hende. Han vendte blikket muntert imod hende, uden at smilet falmede det mindste. „Men okay.. skal jeg være helt ærlig, er du stadig lige så attraktiv som du altid har været. Det er utroligt at du er gået fra at være en drenget tøs blandt fyrene, til at være blevet en flot, smuk og attraktiv kvinde, der kan blæse langt de fleste kvinder af banen,” svarede han sandfærdigt, hvor hvert et ord der forlod hans læber, var sande.
Det var ikke fordi at Konstantin havde været ude på at starte et voldsomt skænderi, selvom han vel kunne have sagt sig det selv? Hun var jo som hun var. Men det at hun slet ikke gad at have ham ved sin side og ikke gad at have hans støtte, var noget som faktisk havde gjort ondt. Ligeså det at hun havde sagt at hun var ligeglad med at han bekymrede sig for hende og virkelig havde været direkte panikslagen, for det havde han virkelig! Han havde aldrig været så.. bange i hele sit liv. Nu følte han sig næsten bare dum at han havde sagt det. Han fnøs kortfattet til hendes ord. Han skulle bare glemme det? Det gav ham virkelig lysten til at gå ud af døren og smække den hårdt i og så aldrig se hende igen! Selvom.. det fik han jo ikke noget ud af. Han knyttede næverne fast, og bed tænderne hårdt sammen, hvor han næsten følte for at gå hen og banke noget fornuft ind i hovedet på hende! Men han gjorde det dog ikke. Han opfangede desuden også hendes grådet stemme, hvilket et sted gjorde ham.. nysgerrig. Han tvivlede på at hun havde ondt af sig selv, for.. det lignede ikke hende at have ondt af sig selv, så ynkelig havde hun dog alligevel aldrig været! Langt fra! Han endte med at forsvinde i et mørkt lysglimt, hvor han dukkede op foran hende, tæt ved sengekanten. De mørke øjne faldt direkte i hendes, som hun måtte ligge inde på sengen. Han kneb øjnene en anelse sammen. Hun var virkelig stædig! Han gjorde dog ikke noget, blev blot siddende ved sengekanten og stirrede på hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde frygtelig mange sider af sig, selvom det var sjældent at hun lod nogen komme frem i det hele taget. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skulle skjule for nogen som helst, for det var jo ikke engang løgn. Selv det at vise ham de bløde sider, var noget som næsten faldt hende naturligt, også fordi at hun vidste at hun kunne stole på ham. Han havde altid været der og faktisk også passet på hende, når hun havde været omkring de andre på deres alder – fyre mest, for det at få tøser var ikke så udbredt igen og specielt ikke i disse kredse. Hun var jo egentlig bare heldig, hvis det endelig skulle være på denne her måde. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Gammel var hun ved at være, selvom hun gik meget op i at skulle holde sig ung og ungdommelig, for hun nægtet at se alderen i øjnene og bare indse, at hun var ved at være oppe i årene! At han så måtte påpege for hende, at hun var en gammel madam var noget som fik hende til at himle med øjnene, for det var bestemt heller ikke noget som lettet det mindste. Hans følgende ord var dog det som gjorde hende direkte mundlam, for.. var det rigtigt? Jovist var hun køn og det var noget som hun vidste. Hun endte med at slå de tanker ud af hovedet og vendte blikket stille mod hans bryst i stedet for, mest af alt kun for at skulle tage sig bare en anelse sammen. ”Du er den som kender mig bedst af alle, Konstantin.. Den eneste som er kommet så tæt at kunne holde om mig, uden at blive smækket ind i næste uge.. Fortæl hvad du synes om mig,” opfordrede hun stilfærdigt. Hun bed ikke just på hans ord som sådan, selvom det var.. rart at høre.
Konstantin kendte desværre Malisha nok til at vide, hvordan hun havde det når hun lukkede af for ham; Hun havde det skidt. At hun havde sagt de ord, var aldrig noget som hun havde ment, men hun kunne jo ikke trække dem til sig, om det var noget som hun ville det eller ikke. Han ville gå? Fint, så skulle hun bestemt heller ikke stoppe ham! Hun ville hvile og så ville hun tage herfra, for det kunne heller ikke passe at han skulle undgå hende når hun var hjemme ved ham..? Hun blev liggende, også selvom hun endte med at få et mindre chok, da han bare endte med at sætte sig ved siden af hende, hvor hun næsten endte med at sætte sig op af ren og skær reaktion. ”For pokker, Konstantin!” endte hun med en fast tone, idet hun var røget op at sidde. Dynen var endnu en gang gledet nedover hende og dermed også blottet hendes overkrop endnu en gang, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af på nogen måde! Hun tog sig hurtigt til armen, for det at bevæge den – hvilket var noget som virkelig gjorde ondt! Hun tog sig hurtigt til armen og holdt den ind til sig, idet at den første tåre trillede ned af hendes kind, som hun hurtigt fik vendt væk fra ham, for det var slet ikke noget som han skulle have lov til at se! Hun nægtet at stå svag overfor ham!

[Deleted]

Malisha var skam en attraktiv kvinde på mange måder – for Konstantins vedkommende vel at mærke, for han vidste at hun også kunne skræmme de fleste unge mænd væk, der faktisk har vist bare lidt interesse, det var faktisk morende at se hende afvise ungkarl efter ungkarl! Han var virkelig flad af grin hver gang inde i sig selv, når han så det! Men på den anden side var der ikke mange der kendte til disse mange sider af hende og der var slet ikke nogen som kendte hende så godt som han gjorde, så han havde ikke behov for at frygte hende, han kendte hende jo.. og var der andre der kom til det, jamen så var der sikkert mange der var interesseret i hende. De fleste unge warlocks der prøvede at charmere sig ind på hende, var mest de som faktisk lavede væddemål om at score lederen, for selv de rygter havde han hørt, derfor var det også så morende at høre når det ikke lykkedes. Han var dog kun glad for at han var kommet sådan ind på hende og at han ikke havde behov for at kæmpe for at hun skulle åbne op for ham, for det gjorde hun fint af sig selv. Hun var måske ved at være gammel, men hun var stadig en flot og smuk kvinde, som kunne overvælde mange mænd, selv ham. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som hun gemte blikket en anelse væk og ned mod hans bryst. Skulle hun nu til at rødme igen? Han slap en mild latter til hendes ord. Skulle han fortælle hende hvad han synes om hende? „Det troede jeg at jeg lige havde gjort,” påpegede han roligt, som han lod en hånd søge under hendes hage, for at vende hendes blik imod ham. Han flyttede hånden fra hendes hage til hendes kind, som han strøg ganske blidt. „Du er en koldblodig og nådesløs sadist som er magtgal,” endte han drillende, selvom det faktisk var sandt! „Men jeg holder af dig af den grund. Og som jeg lige fortalte dig; så er du en attraktiv kvinde, du fejer de fleste kvinder af banen fordi du ikke kun er smuk, men også bærer en stærk personlighed,” tilføjede han langt mere alvorligt også for at lade hende vide at han mente det. „Og så er du min gamle madam,” endte han drillende, som han grinte ganske blidt.. næsten ualmindeligt blidt.
Konstantin vidste godt at han havde ramt mange ømme punkter ved Malisha, og han kunne tydeligt fornemme, høre og se på hende at hun havde det skidt, men.. det var hendes egen skyld! Af den grund så hadede han virkelig at hun skulle have disse effekter på ham, for han hadede virkelig, når hun fik ham til at føje hende! At hun fik et chok, da han dukkede op ved hende, tog han sig ikke af, da han blot stirrede på hende. Noget han dog lagde mærke til, var det faktum at hun endte blottet da hun satte sig op, selvom hans opmærksomhed hurtigt blev vendt væk, da hun tog sig til den dårlige arm og tilmed da tåren trillede ned af hendes kind. Han lod hovedet søge en anelse på sned, inden han roligt rejste sig fra gulvet og satte sig op i sengen til hende. „Jeg hader dig..” Han så måske alvorlig ud, men det var mere end tydeligt at høre på hans tone at han ikke mente sine ord, men han hadede dog den effekt hun havde på ham! Det at hun kunne gøre ham så forbandet blød! Han satte sig roligt ind til hende, hvor han roligt trak dynen op omkring hendes skuldre for at dække hende til, inden han løftede den ene hånd og strøg tåren væk. „Det er sjældent du græder foran mig,” påpegede han roligt. Der var ingen hån, men det var næsten ærgerligt at han ikke så mere til denne.. sårbare side af hende. Han lod roligt armen søge omkring hende, hvor han lænede sig ind og skænkede hendes kind et blidt kys. „Du burde få noget hvile Malisha.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede virkelig ikke at fremstå som en svækling. Hun vidste at han ikke ville dømme hende, for det havde han aldrig nogensinde gjort. Han havde kendt hende hele livet, han kendte til hendes person, til hendes værdier og til hendes mange forskellige holdninger og meninger og ikke mindst hendes voldsomme stædighed, for hun ville have tingene som hun ville have dem og det var uden at skulle lade det foregå anderledes på nogen måde overhovedet! Ungkarl efter ungkarl var blevet afvist for.. de var jo ikke Konstantin. Den eneste som faktisk formåede at vække hendes interesse på denne her måde, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang og med det tydelige tilfredse smil på læben, for det var også tydeligt for hendes vedkommende, at manden endnu en gang ville give hende helt præcist det som hun ville have – og det var noget som kun kunne gøre det hele langt bedre ned noget af det andet! ”Mere uddybende..” Hun vendte blikket mod ham og med hånden roligt mod hans bryst som hun strøg ganske let. Det var faktisk rart også for hendes vedkommende, at skulle have ham tæt på sig. Det var.. rart at nogen faktisk også var der til at passe på hende. Hans ord var noget som kun vækkede en tydelig tilfredshed i hende. Det var bestemt heller ikke fordi at hun skulle rødme igen, men hun kunne godt lide at blive bekræftet på denne her måde. Smilet falmede dog en anelse ved hans ord. Hans gamle madam? Ja, at blive kaldt nogens, var ikke noget som hun var vant til, men.. hun kunne faktisk godt lide klangen i det.
At Konstantin direkte gav hende det chok, var noget som kun gjorde Malisha langt mere irriteret end det som godt måtte være i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet, som han satte sig på sengen, selvom hun nu heller ikke gjorde noget ved det. Hans ord tog hun sig ikke af, selvom det nu kun var noget som gjorde hende mere og mere vred end det som godt måtte være. Hun vendte blikket direkte vredt mod ham, som han var kommet helt tæt ind til hende. Hun gjorde det kun for at få ham væk fra sig, for han var for tæt på hende lige nu, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg beder dig heller ikke sidde og babysitte mig, Konstantin!” vrissede hun med en fast stemme, som hun direkte vendte blikket mod ham og med den samme faste mine. Armene omkring hende og kysset mod hendes kind, var noget som kun gjorde det hele værre, for hun kunne slet ikke holde sig selv i skindet. Denne aften havde virkelig skræmt livet af hende og hun reagerede med vrede, for det var noget som hun altid havde gjort. Hun nægtet at stå som svag, hun var den stærke, hun kunne passe på sig selv og det var med alt som det nu måtte indebære, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han havde dækket hende til, havde hun nu heller ikke noget imod, hvor hun næsten helt automatisk var endt med at lægge sig ned i sengen ved siden af ham. Han hadet hende? Hun ville ikke se ham igen? Hvorfor pokker så fortsætte? Hvorfor ikke bare stoppe det hele mens legen var god? Sådan så hun da på det, om ikke andet.

[Deleted]

Hvorfor Malisha pludselig gik så meget op i hvad Konstantin mente om hende, forstod han ikke, for.. hvad havde ændret sig? Hun vidste vel at han holdt af hende? At han bekymrede sig for hende? At han støttede hende? At han altid ville være der for hende? Nu vidste hun også at han fandt hende som en attraktiv kvinde, der fejede de fleste kvinder af banen, så.. hvad mere ville hun vide? Hun kendte ham jo.. så hun burde da vide hvad han mente om hende? Han vidste ikke hvorfor hun pludselig blev så sentimental, selvom.. det var ikke det eneste nye som var sket denne aften. Han havde for første gang fundet hende døende, han havde for første gang i flere årtusinder set hende græde, han havde for første gang hørt hende ønske at han skulle fortælle hende hvad han mente om hende. At hun ville have at han skulle uddybe det, fik ham til at rynke på brynene og lade hovedet søge på sned. „Uddybe det?” gentog han forvirret. Var det ikke uddybende nok? „Hvad vil du da have mig til at sige?” spurgte han videre, noget måtte hun jo fiske efter og han var slet ikke sikker på hvad. Ja så var de godt nok trolovede, men det havde de jo været i utallige år, så hvad havde ændret sig så pludseligt? Hånden hun strøg mod hans bryst kunne han godt lide, hvilket også fik smilet til at pryde hans rosenrøde læber. Han så hende sjældent i dette kærlige humør, men han kunne faktisk godt lide det, det gjorde hende så dejlig.. feminin. Han løftede den ene hånd, som han strøg over hendes ryg og over håret, imens han tryggede hende ind til sig. „Man skulle tro du fiskede efter noget specielt,” endte han roligt, som han hævede det ene bryn og betragtede sig nysgerrigt og spørgende af hende.
Det var slet ikke fordi at Konstantin ønskede at pisse Malisha af og da slet ikke nu hvor hun var i denne tilstand, hun havde været døende, han vidste at hendes krop slet ikke var stærk nok endnu til at kunne bære hende, og det havde de jo også allerede set. Hun havde brug for en god omgangs hvile, og det ville ikke undre ham hvis hun sov længe i morgen, meget længe, for det havde hendes krop utrolig meget brug for! Hendes ord fik ham til at himle let med øjnene, hvor han sukkede ganske let. Det forundrede ham dog ikke, han gad dog ikke lægge kræfter i at pisse hende mere af eller noget andet, han ville bare have at hun skulle hvile. „Var det ikke for mig, Malisha.. så havde du været død nu. Og hvis Romeo ser dig i Mørkets Cirkel, så slår han dig nok ihjel,” endte han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende, „så du har ikke rigtig noget valg end at blive her!” Han sendte hende en fast mine. Han gad slet ikke diskutere det! Det glædede ham dog at hun alligevel lagde sig ned i sengen ved siden af ham. Han lagde sig roligt om på siden med hovedet i den ene hånd, hvor de mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Han løftede den frie hånd og lod en finer følge hendes ansigtstræk. „Tilgiv mig,” undskyldte han dæmpet. Han brød sig ikke om at skændes med hende, og.. han ønskede ikke at miste hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det hele var virkelig bare vendt op og ned for Malisha. Julien havde gjort det direkte åbenlagt for hendes vedkommende, at der ikke var nogen til at elske hende eller holde af hende. Hun ønskede vel bare en bekræftelse på at det ikke var rigtigt? At der var nogen til at holde af hende, selvom det i den grad også var meget at kræve, men han så nu heller ikke ud til at have noget imod det når det endelig skulle være i den anden ende. De mørke øjne vendte hun roligt mod ham og med den samme mine. Hun kunne være kærlig hvis det var noget som hun ville, selvom det nu heller ikke var noget som skete så ofte igen. Hun rystede stille på hovedet. De var trolovet, selvom de ikke havde trukket den videre derfra – endnu om ikke andet, men.. mon ikke at tiden snart måtte nærme sig? ”Mhmm… Lige det du vil.. måske?” Hun hævede sigende det ene bryn og med hovedet en kende på sned, uden at hun så det mindste væk fra ham. Armene omkring hende havde hun nu heller ikke noget imod, hvor hun roligt lagde sig ind mod ham. Han passede på hende også selvom det virkelig var ved at være sjældent at hun lod det komme frem i det hele taget, men denne gang.. der var det virkelig anderledes. ”Du kender mig jo, så… det kan du jo fortælle mig.” Hun vendte blikket roligt op mod ham endnu en gang. Det var sjældent at hun åbnede sig op helt præcist på denne her måde, men det var nu alligevel noget som skete og hun kunne faktisk godt lide den tanke.
Hvis der var noget som Konstantin kunne, så var det at pisse hende af! Hun sad virkelig bare og kogte, for ikke at glemme, at hun et sted var.. bange? Hun var stadig rystet over hændelsen i skoven, men hun nægtede at give vampyren ret i at der heller ikke var nogen som holdt af hende! Hun forholdt sig fuldkommen tavs og uden at skulle se på ham, for.. ja, det var nok første gang i hele hendes liv, at hun ikke følte sig værdig nok til det, og det var noget som kun pissede hende mere af, for hun var for pokker da en leder! ”Jeg kan være fuldstændig ligeglad, Konstantin..!” endte hun med en kortfattet stemme. Hun havde nu alligevel valgt at lægge sig ned ved siden af ham og vendt blikket væk fra ham. Han skulle virkelig ikke se hende så svækket og så sårbar, for det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre lige nu! Det var slemt nok som det var! ”Jamen så bliver jeg her.. til i morgen, så skal jeg nok selv tage hjem..” mumlede hun let for sig selv. Hun lukkede øjnene stille da han strøg hånden langs hendes ansigtstræk, hvilket hun nu heller ikke sagde noget til. At han direkte bad om tilgivelse, var noget som tydeligt også måtte overraske hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at høre. Hun lukkede øjnene stille og rystede på hovedet. ”For hvad, Konstantin..?” Blikket vendte hun stille mod ham og med den direkte.. sorgfulde mine. Det var ikke nemt for hende. ”Du gider ikke mig.. så… gider jeg ikke dig, det er da bare fint, er det ikke? Du er ikke tvunget til at ligge ved siden af mig..” Hun lagde sig ned igen og med armen ind mod sig. Tårerne hvilede i hendes øjne, selvom hun ikke lod dem falde. Hvorfor skulle hun dog være så svag?!

[Deleted]

Konstantin nød skam den måde som Malisha måtte åbne op på her til aftenen, selvom han faktisk også blev en anelse mistænksom, for.. hvorfor? Det havde hun ikke gjort før, ikke på denne måde i hvert fald, men på den anden side var det også første gang at de lå så tætte på hinanden og så let påklædte, så der var sket en masse nyt denne aften, både godt og ondt, ikke alt som han var lige tilfreds over! Han kunne dog godt lide denne kærlige side af hende, denne mere bløde side, selvom hun havde været fastbesluttet på at hun ikke havde nogen blød side, men det vidste de vel begge at hun havde? Ellers havde hun ikke opført sig sådan som hun gjorde i øjeblikket, men derfor hånede han hende skam ikke, og hvorfor skulle han? Han kunne jo faktisk godt lide at se denne side af hende. Han lod selv hovedet søge på sned. Han var helt sikker på at hun fiskede efter noget konkret og han havde også noget på fornemmelsen, selvom det vel ikke kunne passe? Han fnøs kort til hendes ord, hvor han løftede det ene bryn i en mistænksom mine. „Når de fleste kvinder ønsker at mænd skal uddybe sig, så er det normalt fordi de ønsker at høre de store ord fra dem,” påpegede han ganske roligt. Men han tvivlede ærligtalt på at hun ville have ham til at sige de tre store ord; Jeg elsker dig. Det var da umuligt! Var det ikke? „Er det det som du vil have mig til at sige?” spurgte han direkte, hvorfor dog pakke det ind? Han vidste hvad hun var gået igennem denne nat, så om det havde fået hende til at ændre tankegang skulle ikke undre ham, for sådan var det vel med de fleste der var døden nær? De indså altid ting, selvom han stadig tvivlede på at det lige var de ord som hun ville høre.
Ærligtalt virkede det til at Malisha var i konflikt med sig selv her til aften, selvom Konstantin skam godt forstod hende, når hun havde været igennem det som hun havde. Hun havde været døden nær, og det var ikke mange som faktisk ville overleve sådan en tur, men det havde hun, så det skulle ikke undre ham at hun havde fået noget at tænke over. Og det bekymrede ham faktisk. Var hun ved at blive psykisk ustabil? Det kunne faktisk godt gå den vej, hvis ikke det blev bedre, noget som han nok var nød til at være opmærksom på det næste stykke tid. Han sukkede tungt til hendes ord. Hun var ligeglad? Hun ville tage hjem i morgen? Det var jo tåbeligt! Hun burde kende ham godt nok til at han ikke tillod det! Det var sjældent at han bad om tilgivelse, men det var tydeligt at han havde overskredet en grænse og at han havde gjort hende sørgmodig, hvilket faktisk efterlod ham med skyldfølelse. At hun udtalte de ord og så bare valgte at vende ryggen til ham, gjorde ondt, selvom han ikke direkte sagde noget til det. Det var kun tydeligt for ham at han havde overskredet hendes grænse. Han lagde en hånd mod hendes skulder, som han roligt trak hende om på ryggen, inden han lod hånden glide mod hendes kind, for at vende hende blik imod ham, kun for at læne sig ned mod hende og skænke hendes læber et dybt og dog lidenskabeligt kys. Han holdt kysset i forholdsvis lang tid, inden han brød det, hvor han vendte blikket mod hende. „Du er så stædig,” hviskede han lavmælt, selvom han ikke kunne skjule det lille træk i den ene mundvig. Han strøg hende ganske blidt over kinden. „Undskyld Malisha..” Han undskyldte ikke for kysset, men for de ord han havde sagt. Han kneb øjnene en anelse sammen. „Desuden vil jeg dig gerne!”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt heller ikke fordi at Malisha ønskede at få Konstantin til at sige de store ord til hende, for det var på ingen måder det som hun fiskede efter, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det at være så tæt på at falde bort, var noget som havde skræmt hende, for det var ikke noget som hun ønskede selv. Selvom det måske var noget som hun ikke ønskede at få frem som sådan, for hun havde virkelig ikke brug for at vide at hun var alene, at hun var ensom, at hun ikke havde nogen, for det var det som hun ønskede at Konstantin skulle bekræfte for hende; At han ville være der for hende, at han ville hjælpe hende og støtte hende, for selv den største havde brug for nogen at søge til, en hvis skulder hun kunne græde ved, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at gå så åbent og direkte ud med. Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans ord, hvor en direkte overrasket mine måtte træde i kraft. Hvad pokker mente han? Det kunne da ikke være..! Hun blinkede let med øjnene og rystede kraftigt på hovedet. ”… N-nej!” begyndte hun med en næsten forfærdet stemme. Det var jo slet ikke fordi at hun ønskede at han skulle give hende de ord, for hun vidste at han ikke kunne mene dem! ”Det.. var slet ikke sådan at det skulle menes, Konstantin.. For pokker da!” endte hun denne gang betydeligt mere forlegent stemme, end det som hun havde gjort det tidligere. Det var virkelig ikke meningen!
Julien havde virkelig åbnet Malishas øjne. Hun var ikke noget andet end et følelsesmæssigt vrag og det at han gjorde det hele værre igen for hende, var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han direkte havde sagt at han aldrig ville trække trolovelsen mod sin ende, at hun aldrig ville se ham igen, var alt sammen noget som direkte havde efterladt hende en voldsom panisk fornemmelse i hende, for det var noget som gjorde ondt. At han havde valgt at lægge sig ved siden af hende, holde om hende og direkte bede om tilgivelse, var nu heller ikke ord som hun havde regnet med at høre fra hans læber. Hans hånd som lagde sig ved hendes skulder, vendte hende om og lagde hånden mod hendes kind, hvilket var noget som direkte tvang hendes blik mod ham, hvor hun ikke nåede at sige så meget som et eneste ord, idet at hun mødte hans læber. Det var noget som direkte ramte hende med et voldsomt chok, hvor hun automatisk endte med at gengælde det. At hun jo så endt med at falde mere til ro med det, hvor hun faktisk besvarede det mere sikkert end tidligere. Det var ikke noget som hun havde oplevet før. Hun vendte de mørke øjne mod ham endnu en gang. Hun rystede på hovedet. ”Jeg… kan ikke, Konstantin..” endte hun med en mere frustreret stemme. Hun vendte blikket væk fra ham for en kort stund, inden hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg er et vrag.. et følelsesmæssigt vrag..” endte hun med en dæmpet stemme, selvom den var.. hjælpeløs. Han ville ikke have hende der? Han ville undgå hende? Jamen så skulle hun da nok sørge for at tage tilbage til hendes eget hjem! Hun kunne jo så ikke garantere for hvad Romeo ville gøre ved hende!

[Deleted]

Konstantin vidste ærligtalt ikke hvor Malisha ville hen med at han skulle blive ved med at uddybe hvad han mente, for han mistænkte hende næsten for at ville have ham til at sige de tre store ord, selvom.. det ikke lignede hende, desuden, hvis hun virkelig ønskede at høre de ord fra ham, så måtte det jo næsten være fordi det var gengældt, men det tvivlede han også på at det var, for han vidste at hun havde noget imod at han så andre tøser, ellers ville hun ikke bruge den tone hun gjorde, når hun nævnte det, og hun ville heller ikke nævne det så tit, plus at han kendte hende, og han vidste at hun og ikke nogen anden kvinde, ville kunne elske en mand der så mange andre forskellige kvinder også. Han vidste at hun ikke ville kunne åbne sit hjerte helt for ham, ikke før han selv stoppede med kvinderne, men eftersom hun aldrig havde gjort alvor i deres trolovelse men derimod faktisk gav udtryk for at hun hadede den, jamen hvorfor skulle han så stoppe med at se de andre? Han havde et behov han skulle stilles og det kunne han kun ved dem. De tøser han var sammen med betød dog intet for ham, for de var blot tøser som han solgte videre til andre mænd eller kvinder, de blev højst sandsynlig prostituerede, strippere eller slaver. At hun blev forfærdet og endte endnu engang forlegen, tog han sig ikke af, det gjorde det kun tydeligt at det ikke var det som hun fiskede efter og han kunne underligt nok.. slappe af. Han nikkede roligt. „Okay! Okay..” endte han roligt, næsten for at få hende selv roet ned igen. „Men det ændre ikke på at jeg holder af dig, du er den som kender mig bedst og som jeg ved det er også går den anden vej, og det ønsker jeg ikke at ændre på,” svarede han roligt og dog sandfærdigt. Han var utrolig glad for at det forholdt sig sådan. Han lod hovedet søge let på sned, som hun formåede at gøre ham nysgerrig. Hun ville ikke høre de store ord fra ham? „Men hvad vil du så høre?” spurgte han nysgerrigt.
Det var mere end tydeligt at Konstantin havde overtrådt hendes grænser og gjort hende direkte.. ked af det? Bedrøvet? Sørgmodig? Han var ikke helt sikker, for han vidste at han havde pisset hende af, men.. han var vel også endt med at såre hende? Og det virkede til at han havde såret hende dybt, hvilket han faktisk var ked af, for det havde jo ikke været hans mening! At hun blev overrasket og chokeret af hans kys, morede han sig kun over i sit stille sind, selvom han ikke direkte viste det. Hun havde bedt ham om at slå benene væk under hende.. og det gjorde han vel ved disse overraskende handlinger? Han endte med at rynke brynene og knibe øjnene spørgende sammen til hendes ord. Hun kunne ikke? Han lå blot og betragtede hende, som hun vendte blikket væk, kun for at vende det mod ham igen. Han trak svagt på smilebåndet. Hun turde faktisk at indrømme at hun var et følelsesmæssigt vrag? Det var faktisk forbløffende! „Tja.. så må jeg jo bare tage mig ekstra godt af dig, og værne ekstra godt om dig det næste stykke tid,” endte han roligt, som han lagde sig tæt ind til hende og lod armen søge omkring hendes krop, hvor han nussede hende blidt i siden. „Jeg mente ikke det jeg sagde. Jeg ønsker ikke at miste dig. Jeg holder af dig og ønsker at tage mig af dig. Jeg vil have at du skal blive.. her, hos mig,” endte han i en hviskende tone, hvor han roligt lod sin pande møde hendes.