It takes time..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ganske vidst været bange. Det var nok første gang i hendes liv, at hun havde siddet med den følelse, men den var også først for alvor dukket op, da Konstantin havde fundet hende, for det var bestemt heller ikke fordi at hun havde regnet med at nogen skulle finde hende i det hele taget! At han jo så havde kendt hende så godt som det han havde gjort, var selvfølgelig noget som hun var glad for et sted, for det havde jo været med til at redde hendes liv. Selv blev hun bare liggende i hans arme, tog imod hans strøg mod hendes mave, for det var faktisk rart, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som hun kunne gøre ved det. Hun lukkede øjnene ganske let. Hun lystede virkelig bare at sove og nu hvor han var der til at passe på hende, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Blød, det… det er kun fordi at jeg er træt og udmattet, Konstantin. Det er ikke noget som du får lov til at se igen, så nyd det, for det bliver sidste gang..” mumlede hun med en ganske kortfattet stemme. Hun himlede let med øjnene. Hun vidste godt at Konstantin kunne være lidt hen af det hele, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. ”Mhmm.. Det er ikke just den hårde side jeg ser af dig, når du er sammen med dine mange andre tøser,” påpegede hun sigende. Hun var efterhånden så vant til at se det, at det ikke var noget som rørte hende sådan, selvom der selvfølgelig var visse reaktioner af den grund, som hun bare ikke kunne skjule, om det var noget som man ville det eller ikke. Det som var sket ude i skoven, var slet ikke noget som hun ønskede at snakke om og det var vel egentlig også ganske tydeligt? At han lagde hånden mod hendes kind og forsigtigt vendte hendes blik mod ham, så lod hun ham blot gøre det. Det morede hende egentlig, at de lå der som havde de været et par, selvom det nu heller ikke var ord som hun sagde åbent eller direkte. Hun blinkede ganske let med øjnene til hans ord. Et sted så var hun vel bare.. bange for at han ville begynde at grine af hende? At hun faktisk havde tabt til en direkte ung vampyr? For det var virkelig flovt og ikke mindst direkte pinligt for en som hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun trak vejret dybt. ”Jeg tror aldrig jeg har mødt en mere stædig mand end dig, Konstantin.. Og selv igennem alle disse år, så har jeg endnu ikke fundet ud af, om det er en god eller en dårlig ting.” Hun hævede sigende det ene bryn. ”Jeg stødte på en vampyr.. og jeg tabte som du tydeligt kunne se.. Han efterlod mig for at dø.. som jeg gjorde med hans kære..” Hun trak meget varsomt på skulderen, mest af alt for at tage hensyn til hendes brækkede arm, selvom det ikke gik nær så godt alligevel. Hun skar en mindre grimasse, selvom hun direkte tvang sig selv til at blive liggende.

[Deleted]

Konstantin var kun glad for at han kendte Malisha så godt, for ellers havde han nok ikke fundet hende, og så turde han slet ikke tænke på hvad der ville ske! Hun var leder for en hel race, som havde brug for en hård og stærk leder, hun passede skam perfekt til det job, selvom han vidste at hun også havde en mild side, men hvem havde ikke det i det rette selskab og hos den rette person? At hun så var for stædig til at indrømme det, var noget som kun måtte more ham, og få ham til at ryste smilende på hovedet, for hun var og blev virkelig umulig! Han kunne tydeligt mærke hvordan hun var begyndt at slappe mere af, og hvordan varmen begyndte at komme tilbage til hendes krop. Han halvt lå og halvt sad op ad puderne, hvor han måtte indrømme at han faktisk sad utrolig godt! Han lukkede roligt øjnene. Han var selv utrolig træt, han havde jo ikke fået noget søvn fordi han havde ventet på at hun skulle dukke op i mørkets cirkel, hvilket hun ikke havde gjort, og så havde han ledt efter hende, så.. søvnen var blevet udskudt en del. Han sukkede tungt til hendes ord. „Det ville ellers være en skam,” endte han i en mumlen, hvor han roligt åbnede øjnene igen og skævede imod hende. Hendes følgende ord fik ham dog til at trække på smilebåndet. „Som du selv sagde, så er de tøser, og jeg er skam en gentleman overfor kvinder, Malisha,” forklarede han roligt, uden at han tog blikket fra hende, „desuden så er de ikke ’mine andre tøser’. Jeg har ingen kvinde i mit liv, de er blot til fornøjelsen skyld, der ligger intet følelsesmæssigt i det. De bliver solgt som enten slaver, prostituerede eller strippere, til andre mænds fornøjelser og lyster. Jeg har bare et behov og lyst, som ethvert andet menneskeligt individ.” Han mente hvert et ord, som også blev udtalt i en ganske sandfærdig tone. Alle havde brug for at få stillet sine lyster. Det havde hun vel også? Selvom tanken om hun i det hele taget havde haft en mand tæt på sig måtte slå ham, for.. hun virkede så uvant til disse kærlige berøringer, det gjorde ham næsten nysgerrig. „Du får måske aldrig dine egne lyster stillet?” spurgte han direkte og ganske kortfattet – for i så fald så havde hun jo også ’sine andre mænd’. De mørke øjne faldt til hendes egne, hvor han betragtede hende lettere stædigt. Han ville gerne vide hvad der var sket, for det betød faktisk noget for ham! Specielt fordi han havde fundet hende i den tilstand som han havde! Han slap en munter latter til hendes ord. Hun vidste ikke om det var en god eller dårlig ting? Han rystede smilende på hovedet. „Uanset hvad, så ved jeg at du nyder det,” svarede han selvsikkert, som han blinkede drilsk til hende. Han endte dog alvorlig igen, da hun valgte at ville fortælle omkring hvad der var sket. Han endte dog med at fnyse til hendes ord. „Det er sgu da klart han vil dræbe dig, hvis du har dræbt hans mage,” endte han i en lettere kortfattet mine, næsten som bebrejdede han hende. Han var skam godt bekendt med vampyrernes mage-ting. Han havde mødt mange vampyrer igennem sine forretninger, og han var meget inde i deres kultur. Han snakkede trods alt også med Alexander, greven af landet. „Måske du hader væsnet. Men det er dumt at lægge sig ud med dem, Malisha,” endte han lettere bebrejdende, som han vendte blikket mod hende og betragtede hende lettere kortfattet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder vant til denne form for behandling eller nærhed, så det var ikke noget som sagde så lidt. At den var så blid og kærlig, var ikke noget som hun direkte kunne sige sig at have oplevet før. Jovist havde hun været mænd tæt, men det var længe siden at det var sket – det var helt tilbage fra før hun blev leder, for efter at hun havde fået den ledertitel, så havde hun sat en stopper for det hele. Hun havde ikke fået stillet noget som helst igennem frygtelig lang tid, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan. Hun lyttede til hans ord. En skam? Hun var jo bare ærlig! Hun var altså ikke så blød som han åbenbart ville fremstille hende og den tanke alene, var noget som faktisk kunne gøre hende direkte irriteret! ”Mænd er sgu da også sådan nogen liderlige dyr..” mumlede hun let for sig selv, som hun direkte måtte tvinge øjnene op. Hun lå virkelig godt, og hun følte faktisk også at han var der til at beskytte hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At det jo så bare var småtøser som han hygget sig med, var noget som alligevel irriterede hende, for de var jo.. trolovet, ergo måtte han jo også være hendes? Selvom de aldrig havde trukket det hen til fulde endnu, og et sted så var det nu heller ikke noget som hun direkte valgte at tage sig af, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, for hun var bestemt ikke meget for ægteskab, selvom hun et sted vidste at hun ikke kunne udsætte det for evigt. Hun tog sig selv mange gange i bare at sidde og se på den ring som hendes far havde tvunget på hendes finger for skræmmende mange år siden, men der var jo heller ikke noget at gøre ved det. Hun rystede på hovedet til hans ord. ”Hvorfor skulle jeg? Jeg er en leder.. jeg skal lede en hel race tilbage til deres storhed, Konstantin. Jeg har ikke tid til den slags..” vrissede hun en anelse sammenbidt. Det var efterhånden ved at være længe siden at hun havde været tæt på nogen som helst og dengang var det bestemt heller ikke fordi at det var gået så blidt for sig. Det var hurtig ind, hurtig ud og så var de færdige og det var bestemt heller ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen som helst måde overhovedet. At hun måtte nyde hans kærtegn, var bestemt heller ikke noget som han havde brug for at få at vide, selvom det vel også var ganske tydeligt? At hun faktisk lå og slappede af, hvilket hun normalt kun gjorde når hun følte sig tryg? Hun lukkede øjnene ganske let, også selvom hun var endt med at ligge på ryggen igen og med blikket mod hans skikkelse. Han håbede virkelig, gjorde han ikke? ”Du kender mig jo som den bedste.. fortæl mig hvad du tror,” opfordrede hun med en ganske sigende mine. Selvfølgelig nød hun det, selvom hun ikke regnede med at der lå noget som helst i det. At han jo så gerne ville vide hvad der var sket, var noget som et sted også måtte irritere hende, for hun var bestemt heller ikke meget for at skulle fortælle det, det var da helt sikkert. Det var bestemt og på ingen måder noget som hun direkte kunne sige sig, at være stolt over på nogen måde! ”Du behøver ikke fortælle mig noget, som jeg allerede har fundet ud af, Konstantin!” vrissede hun med en fast mine. Han skulle bestemt ikke bebrejde hende for noget, for hun havde handlet som hun altid havde gjort; Ekstremt impulsivt!

[Deleted]

De var måske trolovede, men det var jo aldrig fordi at nogen af dem havde gjort noget alvorligt ud af det, hun havde tilmed dræbt sin egen far, grundet den nyhed, så det var ikke ligefrem fordi hun på noget tidspunkt havde givet udtryk for at det var en god ting og at hun var glad for det. Han vidste at hun gerne ville ud af det – det gav hun i hvert fald udtryk for, og han selv.. ja, han tog det ikke så tungt igen, han havde tænkt tit på det, på det sidste, for han skulle jo bruge en hustru, og Malisha var ikke bare fra en stærk slægt, men også en stærk person, hun kunne blive en stærk hustru, det var dog ikke kun fordele, for det kunne hurtigt vise sig at blive en ulempe, når hun faktisk fik så meget magt som hun gjorde, for han var trods alt hertug, han lå højt i hierarkiet, og når landet var kvindedominerende, jamen så var hun jo faktisk over ham, der kunne det også være praktisk med en tilfældig kvinde, der ikke havde forstand på noget, men som kunne blive i huset og passe børnene, og som man et sted bare kunne manipulere rundt med, så han stod stadig i dilemmaet om han skulle vælge Malisha eller ej. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, selvom han ikke kunne holde et let grin tilbage. „Mænds lyster er måske lettere at få frem, end kvindernes, men det er ikke ensbetydende med at I ikke har dem,” påpegede han sandfærdigt, som han kneb øjnene en anelse sammen. En kvinde kunne også blive drevet af lysten til en masse ting, selvom det bare oftest var mænd som lod det komme til udtryk. Han var måske sammen med de andre kvinder nede i kældrene, men på den anden side havde han jo ikke nogen fast at gå til, det var jo ikke engang fordi at han og Malisha havde indgået et forhold på nogen måde, de var ikke et par, skønt de godt nok var trolovede, men det var der vel de færreste der faktisk vidste? Hendes ord var noget som faktisk måtte komme bag på ham, og så.. alligevel ikke. Hun virkede ikke til at være typen der rendte fra mand til mand, udnyttede dem, brugte dem, så helt bag på ham kom det ikke, men stadig! Han lavede let en grimasse. „Uh! Så må du jo være langt mere liderlig end mændene!” endte han drillende mod hendes øre, hvor han lod sin finger stryge hende pirrende ned over maven og ned mod hendes trusser, som var det eneste klæde hun havde på. Han gjorde det hele for at tirre hende, drille hende, og alligevel se hvordan hun måtte reagere på det. Han stoppede dog, da han nåede hendes trussekant, hvor han slap en drillende latter, imens han trykkede hende let ind til sig med den anden arm. Et sted havde han vel faktisk tilladelsen til at berøre hende på den måde? Ikke fordi han ville gøre noget som ville bringe hende ubehag, men han var jo faktisk hendes trolovede, et sted var det kun ham der burde berøre hende på den måde, som det også burde være gengældt, men.. han brød reglerne, så det havde hun faktisk også fuld tilladelse til. Han skød brynene forundret i vejret, som hun spurgte hvad han troede, selvom et morende smil gled over hans læber. „Hvad jeg tror? Jeg ved du elsker min stædighed, og alt andet ved mig, jeg er perfekt,” endte han lettere pralende, selvom han ikke kunne holde en munter latter tilbage. At hun havde lagt sig ud med en vampyr og dræbt vedkommendes mage, kunne han virkelig ikke forstå, hvad pokker havde vampyrerne egentlig gjort hende? Han kneb øjnene en anelse sammen. „Ærligtalt Malisha, synes jeg at du er ved at miste grebet. Du tænker ikke længere rationelt og fornuftigt. Hvad er der blevet af det strategiske hoved? Ikke nok med at du lægger dig ud med vampyrerne, så sender du også Lexie til Procias. Jeg ved du ikke bryder dig om tøsen, men hun klarede min test på ærlig og redelig vis, desuden er hun den eneste faktor som kan holde Romeo her i Dvasias, knægten er ved at gå amok hver gang vi skal træne. Måske Lexies udsendelse til Procias har gjort Romeo langt mere mørk og kold, men han holder stadig fast i Lexie og jeg kan se det i hans blik; dræberinstinktet i ham når vi træner,” endte han lettere kortfattet, „i stedet for at tænke som en leder, er du begyndt at tænke egocentrisk. Lexie kunne desuden være et godt kort, når hun står som Magikernes leders datter.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ganske rigtigt reageret kraftigt på nyheden omkring hende og Konstantins trolovelse, men.. det var jo egentlig ikke fordi at hun havde noget imod det som sådan, for det var der jo heller ikke nogen grund til, var der? Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme faste mine. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at trække trolovelsen frem. Han havde mange andre tøser at gå til, så hvad skulle han da bruge hende til? Hun kunne faktisk godt lide når mænd slog benene væk under hende, selvom det var noget som skete direkte sjældent. Det skete praktisk talt.. aldrig? Hun vendte blikket stille mod sig selv endnu en gang. ”Det har jeg aldrig påstået at det ikke passer,” påpegede hun ganske kortfattet. Hun havde sine lyster, ligesom enhver anden kvinde ville have det, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ville sige noget til som sådan. Hun havde sine lyster, og til tider så var det virkelig slemt, men det var heller ikke fordi at hun kunne sige noget som helst til det, om det var noget som man ville det eller. Hun endte med at himle let med øjnene og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Hey! Jeg er altså ikke en pervers gris!” endte hun med en næsten.. morende stemme? En stemme som hun normalt aldrig gjorde brug af på nogen måde overhovedet. Det var sjældent at hun lod facaderne falde. At han så skulle til at være egoistisk, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for der var noget som hun faktisk godt kunne lide. Hvorfor skjule sandheden når det faktisk var sådan at det forholdt sig? Hun kunne jo godt lide ham, men det som faktisk holdt hende væk, var jo det faktum, at han havde alle sine tøser at lege med i stedet for og et sted gå ønskede hun bestemt heller ikke bare at være en i mængden! Ikke at hun sagde det direkte eller højt på noget tidspunkt. Det var jo egentlig bare en trolovelse, som hun endnu ikke vidste hvad hun skulle have med at gøre eller noget som helst! ”Jaså? Perfekt er du bestemt ikke! Men.. du har mange andre kvaliteter som jeg godt kan lide..” Der var heller ikke nogen grund til at lyve for ham, for han kendte hende jo, han kendte hendes tegn til løgn eller det som måtte ligne det på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke.
At Konstantin skulle til at klandre hende, var noget som direkte gjorde hende irriteret, selvom det tydeligt fik bægeret til at flyde over, da han valgte at nævne Lexie. Hvordan Romeo tog det faktum at hun havde sendt tøsen til Procias, selvom hun vitterligt ikke regnede med at skulle se den tøs igen, hvilket hun også var storslået tilfreds med, for hun var virkelig ikke noget andet end en torn i hendes øje! ”Lige præcis derfor valgte jeg at sende hende af sted, Konstantin.. Hun er lederens datter.. hun er en warlock som jeg kun kan være direkte pinligt forarget over, for hun er virkelig… forfærdelig! Har du set hende?!” Hun sukkede dæmpet og endte med at sætte sig en smule op, selvom hun hurtigt opgav. Det var noget som et sted gjorde ondt, så hun valgte i stedet for at lægge sig ind til ham igen. Han var der jo trods alt til at lægge armene om hende, så det var vel at nyde det så længe som muligt? ”Romeo skal forblive i mørket. Jeg vil have hans dræberinstinkt frem, jeg vil have mørket plantet i den mand.. Jeg har planer med ham.. og med Lexie i lyset, så bliver det hele kun langt mere.. interessant,” forklarede hun videre og med et stilfærdigt blik. Selvom Lexie var i lyset og i Procias, så var hun slet ikke færdig med hende.

[Deleted]

Nu hvor de faktisk var inde på emnet, kunne Konstantin ikke blive andet end nysgerrig på hende og hendes ’mænd’, som hun tilsyneladende ikke havde.. mere? Havde hun haft det før hun havde været leder? Generelt havde hun aldrig virket til at være typen der havde været sammen med mange mænd, som han var sammen med kvinderne, men okay, mænd havde vel større lyster end kvinder? Uanset hvad, så vidste han at selv kvinder kunne være lystfulde, de havde selv deres begær og de ville vel også selv tilfredsstilles? Generelt havde kvinder aldrig givet så tydeligt udtryk for det, som mænd havde, desuden var mænd også mere drevet af lysterne end det som kvinderne var, derfor var det måske også fint nok med en kvinde på tronen, som Jaqia måtte stå i øjeblikket. Det var faktisk utroligt at hun havde fået gjort landet kvindedomineret, det var faktisk imponerende. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. „Godt. Men så burde du måske ikke dømme mænd, når I kvinder selv er lystfulde væsner,” hviskede han drillende mod hendes ene øre. Han var skam en typisk mand, selv han kunne finde på at tænke med de nedre dele end med hovedet, selvom det dog ikke skete ved alvorlige situationer, vigtige situationer eller ved noget som havde indflydelse på noget vigtigt, men enhver mand skulle vel have sine lyster stillet? Det gjaldt jo det samme for en kvinde vel? Hendes morende stemme, fik kun smilet til at brede sig på hans læber, for så kunne han tydeligt mærke at hun var ved at åbne op, netop fordi det var sjældent at hun valgte at give sig hen til en person, smide facaderne og faktisk kunne smide hæmningerne også. Det glædede ham dog kun! „Ikke det? Synes eller jeg kan mærke du er ved at blive lidt opstemt,” svarede han drillende, som han fortsatte med at kærtegne hende pirrende ned og henover maven, selvom han ikke skjulte det morende smil på nogen måde overhovedet. De mindede næsten om et par, som de måtte ligge der, hans arme omkring hende, hvor han tydeligt kunne mærke at hun slappede af og faktisk var blevet vant til at hans nærvær, men han lagde jo faktisk heller ikke op til noget, for.. hvorfor skulle han dog? Hun var ikke som de andre tøser, fra forskel fra de andre tøser, respekterede han faktisk Malisha. Hendes følgende ord, var noget som faktisk fik et oprigtigt smil til at glide over hans læber. Han havde andre kvaliteter hun godt kunne lide? „Kan du være mere specifik, eller siger du det kun for ikke at såre mig?” spurgte han drillende, selvom han faktisk gerne ville høre hvad hun kunne lide ved ham. De havde måske kendt hinanden siden barndommen, men.. ærligtalt vidste han faktisk ikke hvad hun følte for ham.
Det var ikke fordi at Konstantin direkte ville klandre Malisha, for hun var jo bare.. Malisha. Men derfor måtte han ærligt erkende at han mente at hun var begyndt at tænke mere i sine egne baner i stedet for at tænke som en leder. Han vidste godt at Lexie ikke var specielt talentfuld, men hun var jo også utrolig ung, Romeo var meget længere oppe i alderen i forhold til Lexie, så han var langt mere talentfuld og så det faktum at han var en Malachi. „Hun er måske ikke særlig dygtig i øjeblikket, men det er fordi hun skal trænes. Jeg er sikker på hun kan blive en stærk warlock. Det burde desuden mere være Lexies dræberinstinkt du fandt frem i forhold til Romeos. Han prøver på at myrde mig hver gang!” endte han fast, som han tydeligvis ikke var tilfreds eller henrykt over hendes ord på nogen måde! Han himlede let med øjnene. „Hvis Romeo vidste at du var her nu, ville han ikke tøve med at komme herover og flå dig levende,” hvislede han kortfattet. Desuden så fandt knægten vel ud af det på et tidspunkt? Malisha ville jo være ’sygemeldt’ i et par måneder, specielt med den brækkede arm, så han ville vel begynde at stille spørgsmål? Han vidste hvor meget Romeo brændte for at få Lexie tilbage. „Den eneste måde du kan kontrollere Romeo på, er ved at have Lexie her i Dvasias, det er den eneste betingelse han kræver for at følge dig. Han ender med at gå i oprør!” Han sendte hende en fast og direkte skulende mine. „Du er blevet blind af din egen foragt og den magt som er blevet dig skænket!” endte han fast.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke haft mange forskellige, men faktisk kun en fast. Selvom det var stoppet da hun havde fået stillingen som leder, så var det bestemt heller ikke fordi at hun kunne gøre noget ved det – hun nægtet virkelig at stå som svag og lignende, men det at hun ikke fik opfyldt sine behov gjorde hende jo selvfølgelig muggen og sur, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af som sådan. Hun vendte blikket direkte mod ham og med en næsten faretruende mine end det som hun havde gjort tidligere. ”Du har valgt at tolke ordene på den måde, Konstantin. Kvinder har også sine.. men mænd er da klart værst på det punkt,” fastholdt hun med en morende stemme, ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham. Selv kunne hun ligge her og tage det fuldkommen med ro, ikke fordi at det var noget som hun ville tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Hun blev liggende tæt ved ham og med den samme mine som tidligere. Ikke fordi at det var noget som hun havde lyst til at skjule for ham. Hun nød faktisk at han var der til at holde omkring hende, for han var den enestes om gjorde det. Hans ord var noget som ganske enkelt måtte komme bag på hende. Normalt skulle der faktisk meget til at opstemme hende, og det at han skulle lege charmør som han gjorde lige netop nu, ville han bestemt heller ikke få noget ud af, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt. ”Jeg er desværre bange for, at jeg må skuffe dig.. Der skal lidt mere end.. en enkelt charmør til at charmere sig ind på mig..” Hun prikkede ham ganske let i siden og med den samme drilske mine. Hun var måske anderledes end mange andre tøser, hun vidste hvad hun ville have og hvordan hun ville få det, hvilket han vidste. At de jo så ikke havde trukket trolovelsen til fulde, var… vel heller ikke noget som man kunne gøre noget ved? Hun smilede ganske let ved hans ord, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. ”Du er stædig, du er bestemt.. du ved hvad du vil have, du.. du er charmerende… En mand som.. mange vil.. ja.. drømme om.” sagde hun langt mere stille, for det var slet ikke ord som hun havde regnet med at skænke ham bare sådan!
Måske at Malisha var blevet en kende mere egoistisk end det som hun havde været før i tiden. Vel ikke fordi at det var noget som hun ville skjule og nu hvor Konstantin kendte hende så godt som han gjorde. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham. At Romeo var ved at finde mørket frem for alvor, var noget som faktisk kun glædet hende. ”Romeo skal vide at det er mig der bestemmer, og når jeg sender Lexie på en opgave, så er det med vilje!” endte hun med en ganske kortfattet mine, som hun vendte blikket direkte i retningen af ham endnu en gang. Selv valgte hun at holde mund omkring det, for.. det var jo ikke engang fordi at hun ønskede at være egoistisk, hvis det var noget som hun kunne blive fri for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg er bestemt ikke blind, Konstantin!” hvæsede hun med en direkte vred stemme. Det var slet ikke noget som hun ville høre tale om!

[Deleted]

Hendes ord var noget som måtte more Konstantin, hvilket det morende smil også måtte indikere. Han gav hende nu ret, mænd var langt værre på det punkt end kvinder var. Kvinder havde langt mere fornuft, og brugte langt mere hjernen end det som mænd måtte gøre, selvom der altid fandtes de som skilte sig ud, og han havde endda også mødt nogen af dem. Men han måtte indrømme, en mand uden lyster, var ikke ligefrem en ordentlig mand, de vidste sjældent hvordan man skulle håndtere en kvinde – som en gentleman, for de mænd der ikke blev styret af deres lyster, var oftest de mænd, som var kolde og ligeglade, som man ikke rigtig kunne komme ind på livet af, hvilket faktisk var en skam, for det var også typisk de mænd som var enspændere og som aldrig fandt en kvinde i deres liv. Han slap en morende latter til hendes ord og nikkede ganske let. „Enig,” medgav han morende. Hvorfor dog benægte det? Hun havde ret; mænd var værre end kvinder, de var langt mere ’perverse’ som hun kaldte det. Hendes følgende ord var noget som virkelig måtte more ham, hvor han endte med at gøre et kort vrid i kroppen, da hun valgte at prikke ham i siden, hvor han slap en munter latter. Han endte dog med at ligge fuldkommen stille, da han var bange for at hans pludselige bevægelse ville gøre ondt i hendes arm, selvom det i så fald var selvforskyldt! Han lagde sig forsigtigt ind til hende igen, hvor han lod armene søge nænsomt omkring hende. „Hvor mange charmører vil du da lige have, siden én ikke er nok?” spurgte han drillende, som de mørke øjne hvilede morende på hende, ligesom smilet på hans rosenrøde læber. Han lænede sig ganske forsigtigt og let ind mod hende, hvor han kyssede hende blidt på siden af hovedet. Hendes ord omkring ham, fik ham til at trække på smilebåndet. „Jaså.. men bare rolig, jeg ved godt at jeg ligger i dine vildeste fantasier, og at du drømmer om mig om natten,” endte han lettere selvsikkert og pralende, selvom han ikke kunne holde en morende latter tilbage.
Romeo var ganske vidst blevet langt mere kold, mørk og kynisk i den tid, hvor Lexie havde været væk, for Konstantin havde tydeligt mærket forskellen og forandringen personligt, han trænede jo trods alt ofte med knægten, men det var bestemt ikke morsomt, når han prøvede på at dræbe ham! Ikke fordi det lykkedes ham, men han kunne tydeligt mærke, at Romeo ikke lagde fingrene imellem, som han tydeligt kunne se dræberinstinktet i hans blik. Han fnøs fast til hendes ord. „Hold op Malisha. Vi ved begge at du håber på at hun enten dør eller også bliver omgjort til lyset igen, fordi du ganske enkelt ikke kan tolerere hendes nærvær her i Dvasias! Det er til din egen vindings skyld,” endte han kortfattet, som blikket var blevet langt mere stift. Selvfølgelig brød han sig ikke direkte om Lexie, hun var trods alt magiker, men stadig.. til forskel fra Malisha, så han muligheder i folk, det havde han altid gjort og det gjorde han bestemt stadig! Hendes hvæsende tone fik ham til at knibe øjnene tæt sammen. „Din givende magt som leder har gjort dig blind! Du tror du kan tillade dig alt, men der tager du ganske enkelt fejl! Og se hvor det har ført dig hen; du lå døende ude i skoven!” hvislede han fast. Der var ingen hån i hans ord, hans stemme var af ren alvor. Han rystede kortfattet på hovedet. „Der er skam en grund til jeg ikke gør alvor i vores trolovelse.. magten som hertuginde, vil sgu kun stige dig til hovedet!” endte han fast, som ordene faktisk bare fløj ud af munden på ham, uden han tænkte over dem, selvom det var sandt, det var nemlig den eneste grund til at han ikke havde gjort noget alvor ud af det, og den eneste grund til at han tvivlede.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At åbne sig op for Konstantin på denne her måde, var noget som et sted gjorde Malisha usikker, for hun brød sig virkelig ikke om at ligge blottet for ham på denne her måde. Selvom han ikke hånede hende eller gjorde noget som helst, så selvfølgelig var det noget som gjorde sot for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan for hendes del. Hun vendte blikket mod ham. At han valgte at give hende ret, var selvfølgelig noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for det var virkelig det som man kunne kalde for et boost i en synkende selvtillid. ”Godt..” endte hun roligt og med en ganske stilfærdig mine. Han gav hende ret, så skulle hun bestemt heller ikke klage, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket stille ned af sig og ned mod sin arm. Alene det at det var gået så galt, var slet ikke noget som hun havde regnet med. Som han endte med at vride sig som hun havde prikket ham i siden, var noget som direkte satte sig i hendes arm, for det var noget som faktisk gjorde ondt! Hun skar en ganske kort grimasse, selvom hun omgående faldt til ro, som hun kunne mærke hans arme omkring sig. ”Uha.. en er skam rigeligt.. hvis det er den rette..” De mørke øjne søgte roligt til hans blik. Han var i den grad også den eneste for hende.. et sted? Nu var ordene direkte sagt til ham og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at skjule det for ham. Hans ord var noget som direkte overraskede hende, for det var da virkelig at vende det hele til sin egen fordel og det var bestemt heller ikke meningen! ”Du skal da også bare altid vende det hele til at lyde.. så forkert!” endte hun med en kortfattet og næsten.. forlegen stemme? At køre rundt i det på den måde, var jo slet ikke noget som hun kunne sige sig at være vant til!
Malisha vidste godt, at hun måske var.. temmelig egoistisk nu hvor det måtte komme til Lexie, men hun ville virkelig have den tøs væk og ud af Romeos liv! Der var andre som var langt bedre egnet til ham end den tøs og det var noget som han altså bare måtte finde ud af på sin egen måde! ”Jeg vil have hende ud og væk fra warlocks og specielt væk fra Romeo, Konstantin og det må du bare acceptere!” hvæsede hun med en fast tone. Han skulle bestemt ikke sætte tvivl omkring hendes handlinger som leder, for Lexie gavnede dem på ingen måde! At Konstantin så kunne se det gode i hende og noget som de kunne bruge hende til noget, var ganske enkelt ikke noget som hun kunne bruge til noget, for hun så vitterligt ingen fremtid i den tøs, så hun gjorde altså ikke noget anderledes ved det! At han bragte hendes tilstand ind i det hele og det at han pludselig bragte deres trolovelse på banen, var noget som direkte gjorde hende tavs. Var det den eneste grund til at han ikke havde gjort det? Ikke havde slået benene væk under hende? Hun kneb øjnene fast sammen og endte med at sætte sig op, selvom det skar voldsomt i hendes arm. ”Jeg tager et andet værelse!” endte hun med en fast stemme, idet hun gjorde et fast ryk med kroppen for at komme ud af sengen, selvom hendes ben valgte at kollapse lige under hende, så snart hun ramte gulvet. Hun endte ud med et kraftigt gisp, da hun næsten måtte tage af på den dårlige arm.

[Deleted]

Måske det var nyt for Malishas vedkommende, men Konstantin måtte indrømme at det faktisk var rart at hun åbnede op på den måde, for det var sjældent at han var sammen med hende, alene, og med tid nok, til at han kunne få hende til at smide facaderne, for det var lang tid siden at de direkte havde haft en hyggestund sammen, selvom det bestemt ikke gjorde ham noget, for han nød det i den grad! Han sendte hende et skævt smil til hendes ord. Han gav hende ret, fordi han var enig og han var bestemt ikke bange for at give hende en kvinde ret, selvom man kom ind på et emne, hvor det var manden mod kvinden, såsom det med deres lyster, for mændene var langt værre på det punkt end kvinderne, det måtte han virkelig indrømme. Han kunne dog tydeligt se at hun fik ondt i armen, da han valgte at vride sig, selvom det var fordi at hun havde valgt at prikke ham i siden, for om han ville det eller ej, så var han faktisk kilden! Han blev dog hurtig forsigtig omkring hende igen, for han ønskede ikke at hun skulle have ondt! Han var dog blevet langt mere sikker på at hun ville klare den, for hun virkede langt mere frisk, også nu hvor han kunne mærke at hun havde fået varmen igen, og han havde fået healet hendes sår, så.. alt gik vel i den rette retning? Han vidste til gengæld at hendes immunforsvar stadig var nede efter den bloddræning, så hun skulle stadig være forsigtig. Desuden havde hendes krop brug for hvile, efter den omgang hun havde fået! Han endte med at fnyse kortfattet til hendes ord. „Tsh! Hvis det er den rette? Og hvem er så den rette til at charmere sig ind på dig?” spurgte han i en lettere fornærmet tone, når hun nu havde givet udtryk for at han ikke var god nok til det. Den fornærmede mine, var dog kun spil fra galleriet, hvilket det morende smil også måtte bevise. At hans følgende ord måtte overraske hende, var noget som virkelig måtte more ham! Specielt fordi han kunne se hvor forlegen hun nærmest måtte blive. Han slap en munter latter, som han slet ikke kunne skjule for hendes vedkommende. „Jeg tager måske fejl?” endte han i en bedrøvet og trist mine, selvom det kun var spil fra galleriet, hvor det drillende smil heller ikke var til at tage fejl af.
Et sted var Konstantin lidt ligeglad med Lexie, selvom han nu var sikker på at de godt kunne komme til at bruge hende, for hun kunne blive et godt es at have i ærmet, men foruden det, så var det faktisk ikke Lexie som var hans problem, for døde tøsen, jamen så var han da fuldstændig ligeglad! „Det er ikke Lexie der er problemet, men Romeo! Den knægt tror han kan tillade sig alt! Slår jeg ham ikke ud hver gang, så prøver han på at dræbe mig!” vrissede han fast. Han var måske stærk magikyndig, men han brød sig ikke om at han ikke engang kunne slappe af, så snart han vendte ryggen til i mørkets cirkel! „Giv ham noget at lave, som han kan afreagere på, eller jeg flår ham levende!” endte han fast og i en direkte beordrende tone. Han mente virkelig sine ord! Han endte dog med at kigge undrende efter hende, som hun satte sig op, for det skulle hun da slet ikke! At hun ville tage et andet værelse, fik ham til at himle svagt med øjnene, det havde hun jo slet ikke kræfterne til! Han rystede svagt på hovedet, som benene kollapsede under hende, hvor han blot så til som hun fumlede rundt på gulvet. Han lagde sig hen til sengekanten, med hovedet i den ene arm. „Du er stædig, tåbelig og latterlig, ved du godt det?” spurgte han i en ganske kortfattet tone. Han sukkede tungt, som han slog dynen væk, inden han satte sig ned ved siden af hende, og tog hende op i sine arme, som havde hun været en lille pige. Han lagde hende denne gang længere ind på sengen, hvor han derefter selv lagde sig ved siden af hende, så det denne gang var ham der lå tættest på sengekanten. Han trak roligt dynen over hende. „Nu bare hvil dig.”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det forekom næsten Malisha naturligt at skulle åbne sig op for Konstantin, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Det var faktisk rart for hende at have nogen at åbne sig op for, for ikke at glemme at hun havde kendt Konstantin så længe, at hun vidste at det slet ikke var noget som han ville bruge mod hende. Om ikke andet, så havde hun bestemt heller ikke gjort lige så! At han gav hende ret, var selvfølgelig noget som hun godt kunne lide, for det gav hende da bare følelsen af, at han også kunne se realistisk på tingene, så det var der jo selvfølgelig også kun en god fordel i, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. At han lå der og holdt om hende, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, for det var.. savnet et sted? Hun ønskede vel også at have en som hun kunne søge til? Det var om ikke andet, så noget af det som mødet med Julien havde vist hende; Hun var virkelig alene, hun havde ikke nogen og et sted så var den tanke virkelig kommet så meget bag på hende, at det direkte havde skræmt hende og mere end det som hun følte for at skulle indrømme, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Det finder jeg vel ud af..? Når den rette formår at charmere sig ordentligt ind på mig..” Hun blinkede let til ham. Hun var ganske rigtigt på bedringens vej. Hun havde fået varmen, selvom hvilen i den grad havde været tiltrængt. Han havde ganske enkelt reddet hendes liv, hvilket selvfølgelig var noget som hun var rigtig glad for! Hun rystede stille på hovedet. At han havde formået at gøre hende forlegen var aldrig sket før! Men det var jo ikke engang løgn, hvis hun ville påstå at hun gik rundt og faktisk tænkte på ham, drømte om ham, for det var noget som faktisk skete til tider, uden at hun kunne gøre det mindste ved det i den anden ende. ”Du.. tager meget fejl!” endte hun med en næsten lige så forlegen stemme.
At Romeo forårsagede problemer for Konstantin, var nu slet ikke noget som hun kunne tage sig meget af i den anden ende, om det var noget som man nu ville gøre det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. Selvom hun var ved at være godt træt og tydeligt udmattet, så kunne hun selvfølgelig godt blive vred og det var noget som tydeligt også måtte tage meget af hendes energi. ”Du holder dig i gang! Hvorfor pokker klage over det! Sæt ham på plads, Konstantin. Han skal vide hvem der bestemmer!” endte hun med en ganske så kortfattet mine. Det var jo ikke engang fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham, for det var noget som bare skulle tydeliggøres for en som Romeo, for han skulle bestemt heller ikke have lov til at trække dem rundt i manegen! Trolovelsen havde faktisk altid været Malisha et ømt punkt og det var noget som aldrig var kommet frem på nogen måde. Hun havde direkte valgt at haste lidt for hurtigt ud af sengen, hvor hendes ben direkte kollapsede under hende, hvor hun endte ud i et kraftigt gisp da hun stødte mod gulvet med den brækkede arm, for det var noget som gjorde ondt! At han tog fat omkring hende, fik hende op i hans favn og videre ind på sengen, var noget som gjorde hende irriteret. ”Jeg… jeg hviler i et andet værelse, Konstantin..” vrissede hun sammenbidt og med hånden hvilende mod armen. Hold kæft hvor det gjorde ondt!

[Deleted]

Det at Konstantin havde fundet Malisha, var noget som han virkelig var utrolig glad for! I hans øjne stod hun ikke alene, for han havde jo altid været der og støttet hende uanset hvor tossede hendes ideer så end kunne blive, men han var der, han havde jo altid dækket hendes ryg, han havde altid været der for hende, hvilket han ikke fortrød på nogen måde! Han holdt af hende, hun havde skam en stor betydning for ham, og så kendte han hende så godt som han gjorde, han kendte mere eller mindre til alle hendes vaner, derfor havde han også vidst hvor han skulle lede efter hende henne, det var faktisk godt at have nogen til at kende sig så godt, for ellers havde hun jo nok været død, hvilket var en tanke han ikke brød sig om at tænke på! Han fnøs morende til hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende, som hun blinkede til ham. Hun var slet ikke uskyldig på nogen måde! „Du ved lige så vel som jeg, at jeg er den eneste mand, der faktisk er i stand til at charmere sig ind på dig,” endte han lettere bestemt og … sandfærdigt, for det var vel ikke engang løgn? Han kendte hende, han vidste hvor han skulle begå sig og hvor han ikke skulle, og selvom han vidste at han bevægede sig forkert ind på hende og faktisk fik hende op i det røde felt, så vidste han også godt at han var den som kunne få hende roet ned igen. Han ville ærligtalt blive overrasket, hvis der fandtes en anden mand, der kunne charmere sig bedre ind på hende, for han vidste hvad hun kunne lide og hvad hun ikke kunne, selvom han af den grund var sig selv, for hvorfor dog lave om på sig selv? Det var jo også over for ham, hans sande jeg, som hun åbnede sådan op overfor. Hendes ord var noget som virkelig måtte more ham, for hun lød jo næsten helt så desperat! Og ikke mindst forlegen! Han slap en mild latter og sendte hende et muntert smil. Han løftede den ene hånd og strøg hende blidt over kinden. „Gør jeg dig helt forlegen, min kære?” spurgte han drillende, som han blinkede ganske let og morende til hende.
Det undrede virkelig ikke Konstantin at hun var ligeglad med Romeos rebelske opførsel, men det gik ud over ham, og han fandt sig snart ikke længere i den knægt! Han flåede snart hoved af ham! Desuden så var Romeo hendes ansvar, så det var faktisk hende der burde træne med ham og sætte ham på plads og ikke ham! Han vendte de mørke øjne imod hende, hvor et overlegent smil gled over hans læber. „Ja.. jeg holder mig i gang i forhold til visse andre!” endte han lettere spydigt og tydeligt hentydende til hende og det at hun havde tabt sin kamp. „Du kunne jo bare tage og træne manden i mørk magi, når du nu har så ’store’ planer for ham!” endte han i en hvislende tone, som han ikke tog blikket fra hende. Hun var virkelig stædig! Og han hadede det virkelig til tider! At hun så skulle være så dum og prøve at komme op på benene, gjorde ham kun langt mere irriteret. Og hvorfor? Fordi hun ikke kunne tåle mosten?! At hun havde landet på sin dårlige arm, tog han sig ikke af, for hun kunne bare have lagt stille! Han fnøs kortfattet til hendes ord. „Jeg kunne i princippet også bare sætte dig af i mørkets cirkel, der kan du få lov til at passe dig selv!” endte han vredt. Hun burde vise langt mere taknemlighed! Han havde for pokker da reddet hendes liv! „HVIL!” direkte beordrede han i en fast og vred tone.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt at hun kunne regne med Konstantin, selvom det slet ikke var på den måde som hun et sted måtte ønske det, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved. Han havde det største kendskab til hende, udelukkende fordi at de havde kendt hinanden så længe som de havde, men det havde stadig skræmt hende hvor ensom hun egentlig havde følt sig, da hun havde siddet op af træet ude i skoven og bare været der alene. Hun vidste at hun havde støtte af mange, men da slet ikke på det private plan, så meget vidste hun da i hvert fald! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun kunne jo ikke gøre andet end at give ham ret, om det var noget som man ville det eller ikke, men det var bestemt heller ikke noget som han havde behov for at vide! På nogen måde! ”Du skal være mere end velkommen til at gøre et forsøg,” påpegede hun sigende og med det samme stille smil på læben. At det ville virke, var jo ikke noget som han havde behov for at vide, men sikkert noget som han ville finde ud af alligevel! Tanken om at han i det hele taget skulle formå at gøre hende direkte pinligt forlegen var slet ikke noget som hun havde regnet med! Men den varme som pludselig havde bredt sig i hendes krop, havde efterladt en mere rødlig farve i hendes kinder – hvilket normalt heller ikke var noget som skete ellers! Det måtte være blodet der gjorde det – for det var normalt aldrig noget som skete, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Nej!” endte hun med en kortfattet stemme og næsten.. lidt for hurtigt sagt måske?
At se denne mere autoritære side af Konstantin, var noget som faktisk kom fuldkommen bag på Malisha, for det var ikke noget som hun var vant til at se. Romeo var ganske rigtigt hendes ansvar, men i hendes tilstand, så var hun ikke i stand til særlig meget, for ikke at glemme at Romeo ville slå hende ihjel, hvis han vidste at han havde en glimrende og oplagt mulighed til at gøre det lige så! Hun lå tvunget til sengen det næste lange stykke tid, for ikke at glemme at en brækket arm, selvfølgelig var det noget som stillede hende langt værre, så hun var nødt til at skjule sig! ”Du ville ikke vove at sætte mig op mod ham nu, Konstantin! Manden slår mig sgu da ihjel!” hvæsede hun kraftigt og med en vred stemme. Alene tanken om at hun ikke kunne gøre noget selv for øjeblikket, for det var virkelig en frustration uden lige! At han direkte beordrede hende ned i sengen, truet med det ene og det andet og den stemme og tone som han tog i brug overfor hende, var noget som gjorde hende vred. Han kunne ikke finde på at gøre hende noget som helst, hvilket hun var klar over, men dette var virkelig ikke noget som hun fandt sig i, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! ”FINT!” brølede hun nærmest, da hun lagde sig om på siden og derved valgte at lægge sig selv med ryggen til ham – hvilket var tegn på en tydelig afvisning. Der fandtes i den grad grænser for hvad hun måtte finde sig i, og den tone som han valgte at tage brug af overfor hende, var bestemt heller ikke noget som hun måtte finde sig i, på nogen måde!

[Deleted]

Konstantin var den som kendte Malisha bedst, og det var bestemt også sådan som han ønskede at det skulle forblive! Han kendte hende mere eller mindre ud og ind, selvom han selvfølgelig ikke vidste alt omkring hende, men det meste, han vidste meget som ingen nogensinde ville finde ud af omkring hende, hvilket han skam også kun var glad for, for ellers havde han sådan set heller ikke fundet hende denne nat, og så havde hun med garanti været død, hvilket var en tanke han ikke ønskede at tænke på! Han var kun glad for at han havde fået hende med hjem, hvor han kunne passe og pleje hende, for en gangs skyld få lov og have en grund til at være lidt over hende og have en grund til at holde om hende, som han gjorde i øjeblikket, for det var trods alt noget som han måtte nyde, specielt det at de havde en hyggestund, for det var efterhånden lang tid siden at det var sket sidst. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord. Hun ville virkelig ikke give ham ret? Han tvivlede på at en eller anden randomfyr fra Dvasias ville kunne charmere sig ind på hende! „Det kunne jo næsten være, for at gøre dig overbevist,” endte han lettere overvejende og med det drilske smil om læberne. Han havde dog ingen grund til at skulle charmere sig ind på hende, han var altid sig selv, og sådan ville han helst have at det forblev. At han formåede at gøre hende direkte pinlig berørt, var noget som virkelig måtte more ham! Selvom han endte lettere målløs, da hun faktisk endte med at rødme. Det havde han faktisk aldrig set hende gøre før! Han endte med at sidde og stirre på hende – med et forbløffet blik. „Du.. rødmer,” endte han lettere forundret, som han løftede denne ene hånd og strøg mod hendes ene kind og nærmest nærstuderede den, for han kunne virkelig ikke tro sine egne øjne!
Der var ikke mange der så den autoritære side af Konstantin, for han var en meget åbensindet mand, som gerne lyttede til andre og hvad de havde at sige, han havde intet imod at lade deres mening komme til udtryk og vælge dem frem for sine egne, for han valgte det som gavnede mest, men når man virkelig trådte ham over tæerne eller troede man bestemte over ham, så satte han virkelig foden i jorden! Hvis Romeo så Malisha nu, så ville knægten ikke tøve med at opsøge hende og slå hende ihjel, det var da i hvert fald helt sikkert, for han lagde ikke engang skjul på at han hadede sin kusine; Malisha. Han endte med at knibe øjnene ganske sammen. „Det ved jeg da udmærket godt at han vil,” endte han kortfattet, som et skadefro smil gled over hans læber. „Det er næsten fristende.. så du selv kan se hvordan det er, at skulle være på vagt, når man tror at man er mest sikker!” hvislede han fast, som hans øjne næsten måtte slå gnistre. Han slog snart Romeo ihjel! Specielt hvis han fortsatte sin rebelske og oprørske opførsel! Det var på tide at nogen satte ham på plads, og når alt kom til alt, så var det jo faktisk Malisha, som Romeo ville have fat i! Så det var hende der burde tage sig af den hvalp! Han var virkelig ligeglad med hvor vred og utilfreds han gjorde hende! Men at bruge hovedet var vel det mindste man kunne gøre? Og hun var begyndt at tænke langt mere egoistisk end det som hun havde gjort inden hun var blevet leder! At hun blot vendte sig med ryggen til ham, fik ham til at skule efter hende, hvor han bed tænderne fast sammen. Han rystede let på hovedet. „Fint..” endte han sammenbidt, som han selv lagde sig med ryggen til hende, og blot stirrede mod badeværelsesdøren og væggen ved siden af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en meget lukket person, også selvom hun vidste at Konstantin kendte utrolig godt til hende, så var det heller ikke noget som hun ville sige noget som helst til i den anden ende, for det var der virkelig ikke nogen grund til når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme rolige mine som tidligere. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af. Tungen strøg let over hendes læber, som hun sendte ham en drillende mine. At give ham ret over en ting så tåbelig, var noget som hun så på som direkte.. dumdristigt, for hun var stadig en leder og det var vigtigt at hun stod som stærk. Hun havde virkelig ikke tid til at falde i disse fælder, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Jaså..? Du skal selvfølgelig være velkommen til at prøve.. se om du kan slå benene væk under mig..” endte hun med en ganske så stilfærdig stemme. Hun lagde hånden roligt mod hans bryst som hun strøg ganske let. At han direkte havde fået hende til at rødme op som havde hun været en tomat var noget som alligevel måtte komme voldsomt bag på hende, for det varslet ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet. For det var jo aldrig nogensinde sket før! ”N-nej jeg gør ej!” endte hun med en hurtig stemme. Måske lidt for hurtig? At han strøg over hendes kind, så kunne hun også samtidig mærke hvor brændende det virkelig måtte føles, selvom hun ikke direkte kunne sige noget til det som sådan. Selv prøvede hun at gemme ansigtet bare en smule, selvom det virkelig ikke var nemt. Ikke nu hvor han faktisk havde set det!
Malisha var udmærket godt klar over at Konstantin kunne være en ekstrem autoritær mand, hvis det skulle viser sig at være nødvendigt. At han kaldte hende for blind og indirekte næsten kaldte hende for dum, var noget som gjorde hende direkte rasende, for det var bestemt heller ikke noget som hun følte at hun havde fortjent på nogen måde! Hvis hun stod overfor Romeo nu, så ville det koste hende livet og det vidste han udmærket godt! ”Hvis det er det du vil, så fint, Konstantin! Så kunne du lige så godt have ladet mig sidde i skoven! Og grine af min døende krop i stedet for!” endte hun med en fast tone, for det andet var virkelig ikke noget som hun fandt sig i! At lægge sig om på siden og vende sig væk fra ham, var noget som virkelig brændt i hendes arm, men det var noget som hun bed i sig. Hun ville ikke komme ud af sengen så længe at han lå der, så det var bestemt heller ikke noget som behaget hende på noget tidspunkt. Tvært imod, så var det noget som kun pisset hende mere af end det som alt det andet gjorde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun tog fat om dynen og krøb helt ned under den og med den samme faste mine som tidligere. Denne gang var hun ganske enkelt bare pisset helt af og det var mere end det som hun fandt sig i! Den røde farve i hendes kinder var forsvundet allerede og erstattet af en vrede i hendes blik og alligevel.. forvirring? Hun kunne virkelig ikke fordrage at sidde inde med disse tanker og disse følelser!