It takes time..

[Deleted]

Dagen var mere eller mindre kun lige begyndt, selvom solen ikke kunne få sine stråler igennem det store og mørke skydække, som en storm havde lagt sig over Dvasias. Regnen piskede mod ruderne ved Rozentas Manor. Den store sorte herregård lå i udkanten ved Dvasias og tæt ved Manjarno, så det havde taget et stykke tid at komme herhen, selvom det gik hurtigt når man kunne teleportere sig. Konstantin dukkede op midt i forhallen, hvor blikket ganske let søgte rundt. I armene havde han Malisha, med det tykke tæppe omkring sig. Han vidste at hun havde ondt i armen, og han vidste at hun havde mistet blod, efter at have været ude i regnen, ville hun med garanti blive syg, og hvis han ikke snart fik mere blod tilbage i hende, så ville hun dø. Hendes krop var svag, ligesom hendes immunforsvar var blevet, og ærligtalt var han faktisk i tvivl om hun ville overleve eller ej, men han agtede dog at gøre sit bedste for at få hende tilbage på toppen igen! Han kunne tydeligt mærke hvordan hendes krop måtte ryste, nu hvor de stod inde i varmen, hvilket fik ham til at rynke ganske let på brynene. Han kyssede hende blidt på panden. „Vi er hjemme nu, min kære,” hviskede han kærligt mod hendes hovedbund, næsten som var det grund nok for hende til at slappe af, selvom han vidste at det ville blive svært for hende. Han begyndte roligt at bevæge sig henover det blanke gulv, der måtte genspejle deres skikkelser, hvor dråberne fra deres beklædning, måtte ryge ned på gulvet og efterlade et vådt spor efter dem. Han bevægede sig roligt hen til trapperne, selvom han forsvandt i endnu et lysglimt, for hans værelse lå på den øverste etage, så det ville tage for lang tid hvis han skulle gå hele vejen op.
Konstantin dukkede op midt i værelset, hvor sengen stod ikke så langt fra dem, ud fra midten af væggen foran dem. Der stod også et skab, reoler med nipsting, en kommode og en dør ud til badeværelset. Han gik roligt hen til den store himmelseng, hvor han ganske forsigtigt lagde Malisha fra sig. Værelset var mørkt, eftersom glasset i de to vinduer han havde, var af sort glas, det gav værelset sit eget særpræg af mystik og dysterhed, selvom det på sit vis også var hyggeligt. Han strøg hende ganske blidt over håret. „Det skal nok gå Malisha.” Han sendte hende et opmuntrende smil. Han nægtede at miste hende nu! Han rettede sig roligt op, hvor han trak den sorte jakke og den røde skjorte af sin krop, da det alligevel var helt gennemblødt og han var selv menneskelig og han måtte indrømme at han helst ikke selv ville blive syg! Ikke nu hvor han skulle passe på Malisha! Han satte sig roligt på sengekanten. „Jeg er nød til at få dig ud af dit tøj,” endte han lettere kortfattet, uden noget smil hvilede på hans læber, for han fandt det ikke morsomt på nogen måde, tværtimod ganske alvorligt! Desuden tvivlede han på at hun havde noget, som han ikke havde set hos en kvinde før. Han fik hende roligt op at sidde, hvor han samlede en masse puder bag hende, inden han tog tæppet væk fra hendes skuldre og smed det ned på gulvet ved siden af hans eget tøj. Han vendte blikket mod hendes sorte kjole, hvor han kort funderede over hvordan han skulle få den af hende, uden det ville gøre ondt. Han fik en lille kniv frem i sin ene hånd, inden han vendte blikket mod hende. „Jeg skærer den af, så kan du holde din arm i ro,” forklarede han roligt, som han førte den lille kniv under kjolernes stropper, som han skar op. Han lagde kniven fra sig på natbordet, inden han roligt greb blidt omkring hendes kjole, som han langsomt begyndte at trække den af hende, ved at trække den ned over hendes, bryst, mave og ned over hendes ben.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At solen var ved at være oppe, var noget som et sted bragte Malisha et kraftigt misbehag. Ikke fordi at det var noget som man kunne skjule for hendes vedkommende, for det var faktisk der hvor hun følte sig mest sårbar og mere end det som godt måtte være i den anden ende. At de var kommet så hurtigt fra skoven og hertil, sagde hun nu heller ikke noget til, for det var noget som faktisk kun gjorde hende ganske så tilfreds igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu hvor hun var kommet ind i varmen, så kunne hun også tydeligt mærke hvor kold hun egentlig selv var, for rystelserne tog kun til for alvor. Alt for at finde varmen selv, for den var virkelig nødvendig efterhånden! Øjnene var fuldkommen blodskudte og uden at det forholdt sig på nogen anden måde overhovedet. Hans stemme var noget som fik hende drevet en kende ud af den søvn som hun næsten følte at hun var faldet i. hendes læber var blå og hun var direkte ligbleg, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt og nikkede blot til hans ord. ”Endelig..” endte hun med en ganske dæmpet stemme. Ikke fordi at hun var meget for at fremstå som en direkte svag en af slagsen, for hun kunne ikke have den tanke, det var helt sikkert! At han havde kaldt hende for hendes kære, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Han var skam også den eneste som i det hele taget har fået lov til at kalde hende noget som bare mindet om det! At de endte oppe på den øverste etage sagde hun nu heller ikke noget til. Jo hurtigere hun kunne få varmen, jo bedre!
Værelset var noget som altid var faldet hende i ganske god smag, selvom det nu heller ikke var noget som Malisha havde sagt åbent. Hun vendte blikket stille og let omkring dem. Der var mørkt og mystisk, altid noget som appellerede godt til hende og det var virkelig en dejlig fornemmelse, det var der heller ikke nogen tvivl om. som hun blev båret hen til sengen, så gjorde hun alt det som hun selv kunne, for at holde armen i ro, for det var slet ikke noget som hun ønskede, for det gjorde virkelig ondt! Hun lukkede øjnene ganske let. Sårene var lukket, men hun havde stadig desperat brug for den hvile og her vidste hun at de mange andre warlocks ikke ville se hende – foruden dem som Konstantin måtte have i sin tjenestestab, men de var vel i kælderen? Der hvor han plejede at hygge med dem. Selvom det var en tanke som gjorde hende irriteret, for han var jo trods alt.. hendes? Hendes trolovede? Hun vendte blikket endeligt mod ham endnu en gang. Blikket gled mod ham. Ganske vidst, så var hun klar over at hun skulle ud af tøjet og at det skulle gå hurtigt, for varmen havde hun virkelig brug for! ”Bare få det af mig, Konstantin.. Jeg fryser virkelig..!” endte hun med en ganske så fast tone og med blikket hvilende på ham. At han fandt en kniv og det hele frem, var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til, for hun stolede på ham. At han skar stropperne af og fortsatte ned langs kjolen, fik hende bare til at vende blikket en anelse i den anden retning i stedet for. Hun trak vejret dybt og lod bare kjolen blive åbent og afslørede hendes krop for ham. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte havde noget at skjule sig bag.

[Deleted]

Konstantin frygtede faktisk for Malishas liv, om han så ville stå ved det eller ej, for han kunne tydeligt mærke og se på hende at den var helt gal. Hendes læber var endt helt blå, hendes krop rystede, hendes hud var helt ligbleg, og han var faktisk bange for at hun ville dø. Men han måtte jo bare gøre alt hvad der stod i hans magt, for at redde hendes liv, for han tillod virkelig ikke at hun døde uden videre! Her var hun dog i sikkerhed, her kunne han se til hende meget mere ofte, end hvis hun havde været henne i mørkets cirkel, desuden så var der heller ikke nogen som så hende, når hun var her, så det var vel godt for dem begge? Han vendte roligt blikket mod hende, som han havde sat sig på sengekanten. Han måtte få hende ud af det våde tøj, og så måtte hun komme til at putte under dynen, hvor hun altid kunne låne noget af hans, hvis hun endelig skulle op, for hun kom jo nok til at ligge i sengen de næste mange dage, hvis ikke uger. Han trak roligt kjolen af hende. Et sted var det også lidt med spænding, for han havde jo faktisk aldrig set hvad der gemte sig under tøjet, selvom han tvivlede på at hun havde noget som han ikke havde set før, for han havde efterhånden været sammen med mange kvinder, og alle sammen forskellige. Af den grund, kunne man jo allerede ud fra tøjet Malisha bar, se at hun var en smuk kvinde, med former og kurver de helt rette steder. Han fik dog trukket kjolen af hende, hvor han smed den ned ved siden af hans eget og tæppet. Blikket faldt på hendes mave, hvor man kunne se små ar fra knivstikkende, derefter faldt hans blik på hendes arm, der så helt forkert ud, hvilket efterlod ham med et ubehag. Han tog roligt fat omkring dynen, som han trak over hende. „Sådan. Nu skal du bare have varmen tilbage igen.” Han sendte hende et skævt smil, hvor han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden. Han gjorde et let nik mod hendes ene side. „Men jeg må hellere få tilset din arm, inden du falder i søvn,” endte han roligt og dog lettere kortfattet, for den var han jo nok desværre nød til at rykke med, selvom hun nok ikke ville finde det mindste behag ved det. Han satte sig tættere på hende, hvor han trak dynen en anelse ned, for at han kunne få armen ud over dynen. Han rejste sig roligt, hvor han gik ud på badeværelset. Da han kom ind igen, havde han en masse bandager med sig samt med et stativ – noget som han skulle bruge senere henne. Han trak det hele med hen til sengen, hvor han igen satte sig tæt på hende. Han så roligt mod hende, et tegn til at han gik i gang. Han lagde en lille forholdsvis tynd jernstang på hver side af hendes arm, inden han bandt bandage rundt om armen, så det ville holde hendes arm på plads. Derefter fik han bundet en slynge omkring hendes skulder, så armen kunne hvile ind til hendes krop. Han hev roligt stativet hen til sig, inden han fandt det lille reagensglas frem, hvor en dråbe af hendes blod måtte være i. Han gjorde reagensglasset med bloddråben, til en stor blodpose, som han bandt fast til stativet. Han tog én af slangerne, og satte den fast til blodposen, inden han førte den anden ende hen til Malishas friske arm. „Jeg er nød til at give dig noget blod tilbage, eftersom du har mistet meget,” forklarede han kortfattet. Enden på slangen, mindede om en form for nål, bare tykkere. „Du mærker et stik.” Han lod hende dog ikke reagere, før han havde stukket den ind i hendes arm i en blodåre, hvor blodet fra blodposen, begyndte at blive suget ind i hendes krop, noget han havde gjort ved sig selv mange gange. Han vendte roligt blikket mod hende. „Nu skal du bare slappe af,” endte han roligt, som han sendte hende et.. mildt smil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde det virkelig ikke for godt. Af den grund, så havde hun faktisk været fuldkommen sikker på at det skulle have kostet hende livet at sidde derude. At Konstantin så var dukket op, var selvfølgelig noget som hun var glad for, for det havde virkelig modbevidst det som Julien havde fortalt hende! Hun vidste ganske rigtigt ikke hvordan han så på hende eller deres trolovelse, men hun holdt af ham. Han var trods alt også den som hun havde kendt stort set igennem hele hendes liv, så det var ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet. Hun havde aldrig været så kold før som hun var nu, at hendes læber blev blå, at hun ikke følte for at bevæge sig og det var i det hele taget svært for hende at skulle holde varmen i det hele taget, at det var direkte ulideligt! Hun vendte blikket stille mod ham, som han havde fået tøjet af hende. Hun havde ganske rigtigt ikke noget at skjule. En flot timeglasfigur, slank og med de tydelige feminine former hvor de skulle være, hvilket hun selvfølgelig var glad for. Hun vidste bare at han havde haft så mange andre, så det var jo ikke fordi at hun faktisk brød sig om at han skulle se hende. At blive pakket under dynen var noget som fik hende til at lukke øjnene. Det var i den grad umådelig rart, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hans strøg over hendes kind, var selvfølgelig noget som faktisk ramte hende med et behag – et behag som hun meget sjældent viste for ham. Hun sukkede dæmpet. Her var hun da om ikke andet i sikkerhed og skjult lidt af vejen for resten af deres slags. ”Du behandler mig som var jeg døende, Konstantin..” endte hun med et svagt smil på læben. Hvorfor skjule det for ham? Han bragte hende et behag som hun slet ikke brød sig om, for hun havde ingen anelse om hvordan hun skulle reagere på det hele og det var bestemt heller ikke fordi at det var meget nemmere nu. Stativet vendte hun blikket imod og med den meget tøvende mine. Hvad pokker var det nu? Hun var altså ikke.. så svag og så dårlig stillet, var hun? Hun lod ham bare tage armen ud over dynen, selvom det virkelig var noget som gjorde forbandet ondt! ”J-jeg er tvunget til at b-blive i sengen.. ikke?” endte hun dæmpet og med blikket hvilende mod ham. Hun var virkelig træt og virkelig udmattet, men det at lægge sig til at sove, var slet ikke noget som kom på tale! Dråben af blod som blev til en hel blodpose, var noget som hun tydeligt tog i blik, idet at han fandt alt mulig andet frem, hvilket var noget som tydeligt faldt hende i blik, for hvad pokker var det nu for noget?! Stikket i hendes arm var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for hun havde oplevet det som var være end det! Hun vendte blikket direkte fast mod ham og med den samme mine. Hun var tydeligt tvunget til at blive i sengen temmelig længe, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som glædet hende det mindste. Tvært imod, så måtte hun hade det! Hovedet slog hun let tilbage i puderne, selvom det virkelig gjorde ondt af den grund. ”Jeg har slappet nok af, Konstantin.. Jeg har ikke gjort andet i timer..” Hun var tydeligt ikke tilfreds på nogen måde.

[Deleted]

Det var ikke rart at se Malisha på denne måde overhovedet! Det bekymrede Konstantin, også fordi at han slet ikke vidste om hun ville overleve, han vidste ikke om han havde hentet hende for sent, han vidste ikke om han ville kunne nå at redde hende, for han vidste at hun ville blive syg af at have været ude i regnen, og med hendes immunforsvar der var blevet sænket på grund af hun havde mistet så meget blod, så var han virkelig bekymret! Panikslagen var han dog ikke længere, ikke nu hvor han havde fået hende med hjem og ind i varmen. Hun ville nok få svært ved at genvinde varmen, men han havde da fået hende ud af det kolde og våde tøj, så mon ikke hun klarede sig? Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor hans smil måtte falme. Hun var jo faktisk døende, faktisk var han i tvivl om hendes tilstand, for hun virkede ikke direkte døende.. længere, men han var faktisk i tvivl om det. Han rynkede brynene ganske let, som han mærkede bekymringen i hans krop komme til overfladen igen. Han lagde roligt hånden mod hendes lår – uden på dynen. „Jeg skal nok få dig rask! Det lover jeg.” Et sted var det jo også for at berolige sig selv, for at overbevise sig selv om at det hele var okay, at alt var i skønneste orden, selvom han vidste at det ikke var tilfældet. Han sendte hende et prøvende smil, selvom det ikke rigtig var et succesfuldt smil, for han kunne ikke skjule bekymringen, selvom han ville ønske at han var langt mere sikker på hendes tilstand. Han nikkede ganske roligt til hendes følgende ord. „Du kommer ikke nogen steder de næste par mange dage, hvis ikke uger.” Han betragtede hende med en alvorlig og kortfattet mine, for han vidste at hun ville begynde at protestere. „Jeg kan lige så godt være ærlig. Jeg er i tvivl om din tilstand, jeg ved ærligtalt ikke om du klarer den, men med det som du har været igennem, så bliver du sengeliggende i det næste gode stykke tid, hvor jeg tilser dig hver dag,” endte han sandfærdigt og yderst alvorligt. Han havde dog en lille fornemmelse af at det nok skulle gå alt sammen, for med den stædighed hun havde, så tvivlede han på at hun ville lade en sygdom eller noget andet slå hende ihjel, der skulle langt mere til. Han kunne tydeligt se hvor usikker hun blev på stativet, hvilket faktisk måtte more ham. Han lod dog blot nålen sidde i hendes arm, så hun kunne få mere blod tilbage, for det havde hendes krop behov for, nu hvor hun havde mistet så meget. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord. „Du har slet ikke slappet nok af! Du sad døende ude i skoven, kold og blødende, det er bestemt ikke at slappe af!” endte han i en fast tone, som han kneb øjnene ganske let sammen. „Du har bare at blive liggende i sengen og få noget hvile!” Han sukkede tungt, som han rystede let på hovedet. Hun var så pokkers stædig! Han vendte roligt blikket mod hende. „Jeg tager mig et bad, for at få kulden skyllet af mig. Tror du at du kan blive liggende her så længe?” spurgte han med en næsten nedladende tone, som han roligt rejste sig fra sengen. Han rystede let på hovedet endnu en gang, som han tog det våde tøj og tæppe op fra gulvet, inden han gik mod badeværelset, hvor han åbnede døren. Han så sig tilbage og mod Malisha. „Jeg lader døren stå åben, hvis der skulle ske noget,” endte han roligt, som et tydeligt tegn til at hun bare kunne kalde hvis noget skulle dukke op. Han smed roligt det våde tøj i badekaret, hvor døren kun stod halvt på klem, så man lige kunne se ind. Han tændte roligt for bruseren, hvor han fandt håndklæder frem imens, inden han smed resten af tøjet, så han stod helt nøgen, inden han gik ind i bruseren. Vandet brændte mod hans hud, selvom det virkelig gjorde godt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var udmærket godt klar over, at denne situation på ingen måder var heldig for hende. Hun var stadig iskold, selvom hun var kommet indenfor, det var svært for hende i det hele taget at skulle skabe sig en form for varme og det var noget som faktisk gjorde ondt. For ikke at glemme, at det var direkte pinligt, at hun skulle fanges i sådan en situation som dette her, for det var virkelig.. forfærdeligt nok som det var fra før af. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme udmattede mine. Hun var virkelig ved at være træt! Han var bekymret.. det var noget som hun tydeligt kunne se, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til i det store og hele, for det var der slet ikke nogen grund til set i hendes øjne. ”Det… tak, Konstantin,” mumlede hun let. Han havde jo faktisk reddet hende, for hun ville være død, hvis det ikke var fordi at han havde fundet hende, så meget var hun faktisk klar over. At han ikke vidste hvordan det faktisk stod til, var noget som gjorde hende selv en anelse bekymret. Julien havde bestemt heller ikke været mild ved hende! Kunne han ikke bare have slået hende ihjel og lade det være sådan? Det havde jo næsten været nemmere! Selvom hun stadig rystede og temmelig meget, så forblev hendes opmærksomhed hvilende på ham. ”Typisk..” mumlede hun med en tydelig utilfreds mine. Hun havde virkelig andet at lave end at blive liggende i sengen på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Alene den tanke om at Malisha var tvunget til at forblive liggende i sengen, var noget som tydeligt måtte irritere hende og forbandet meget endda! Hun himlede let med øjnene og lagde sig ned i puderne. I hendes øjne, så havde hun allerede slappet nok af! Hun havde ikke gjort andet ude i skoven! Men det var vel også fordi at hun havde været træt og udmattet? Det var ikke engang noget som hun kunne gøre det mindste ved, om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Konstantin for pokker!” Han havde ingen anelse om hvor længe at hun havde siddet der ude eller noget som helst. At han ville i bad, var noget som hun godt kunne forstå. Selv var det noget som hun godt kunne bruge, selvom hun vidste, at det ikke var noget som hun kunne få sådan lige foreløbig. Hun himlede med øjnene. ”Gør hvad du vil..” At han ville se til hende hver dag gjorde hende faktisk sur, for hun havde bestemt heller ikke brug for en barnepige! Og specielt ikke med tanken om at manden faktisk måtte være hendes egen trolovede, så var det noget som faktisk gjorde hende direkte sur og ikke mindst irriteret. Blikket fulgte ham ud på badeværelset, hvor han smed tøjet fra sig og selv klædte sig af. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget at skjule, selvom hun nu heller ikke kunne lade være med at stå og glo.. nærmest betaget efter ham. Hun endte med at ryste tankerne ud af hovedet og vendte blikket derefter væk igen, hvor hun lagde sig godt til i sengen igen. Armen holdt hun i ro, slangen og stativet lod hun egentlig bare være, for hun havde brug for det og hun vidste det jo trods alt godt. Uanset hvordan man vendte og drejede den, så vidste hun godt hvor grænserne skulle gå!

[Deleted]

Måske Malisha ikke var meget for det, men det stod virkelig ikke til diskussion om hun skulle blive i sengen eller ej, for hun havde ganske enkelt ikke noget valg; han gav hende ikke noget valg! De mørke øjne lod Konstantin falde til hendes skikkelse, hvor det var med en mindre form for bekymring. Han ville virkelig gøre alt for at hun skulle klare den, men han var faktisk ikke sikker på det. Han nægtede dog at give op og selvfølgelig havde han en lille anelse om at hun nok skulle klare sig, netop fordi at hun var så stædig og målbevidst som hun var. At hun takkede ham, fik ham blot til at trække skævt på smilebåndet, hvor han blinkede ganske let til hende. Han var glad for at han kendte hende så godt som han gjorde, for ellers havde han nok ikke fundet hende i live, så var han med garanti kommet for sent, og muligvis havde han aldrig fundet hende. Det var fordelene ved at have kendt en person det meste af livet. At hun blev utilfreds kunne han tydeligt høre, selvom han intet sagde til det, for han gav hende virkelig ikke noget valg! Hendes krop ville være ødelagt det næste lange stykke tid, og han var nød til at sørge for at det gik stille og roligt for sig, så hun ikke døde eller fik nogen former for dødbringende virus. Han betragtede hende roligt, hvor han løftede den ene hånd og lagde den mod hendes ene kind. „Godt min lille pige. Skal far komme og putte dig hver aften?” spurgte han drillende, som det morende smil gled over hans læber, selvom det var tydeligt at det var ironisk. Men hun opførte sig virkelig som en stædig lille pige!
At få et bad ville bestemt gøre godt! Og Konstantin vidste at det ville være godt for Malisha også, selvom hun ikke ville være i stand til at tage et for øjeblikket, netop fordi hun var så såret som hun var. Den vampyr hun havde kæmpet imod havde i hvert fald ikke lagt fingrene imellem det var helt sikkert, og vedkommende måtte jo næsten have efterladt hende med vilje til at dø. Han kunne tydeligt høre hvor utilfreds hun var, selvom det nu kun morede ham. Han var sikker på at de nok skulle få deres skænderier hen ad vejen, men det var jo bare noget som de måtte tage som de kom. Han sendte hende et morende smil, som han gik ud på badeværelset. At komme ind under den varme bruser, var behageligt, selvom det måtte prikke og stikke i hans hud, fordi han selv var blevet kold. Han trak vejret dybt og sukkede lettet. Det var rart at være hjemme igen, og nu hvor han vidste hvor Malisha var, så kunne han endnu engang slappe af. Her ville han kunne tilse hende som det passede ham, uden det mindste besvær. Han slukkede roligt bruseren, som han fik smurt kroppen ind i sæbe og håret med, inden han igen lod vandet skylle ned over hans krop. Måske et hurtigt bad, men ærligtalt turde han faktisk ikke lade hende være derinde alene. Han slukkede roligt for bruseren, hvor han greb efter to håndklæder. Det ene fik han rundt om livet, det andet tørrede han sit hår med, inden det blev lagt omkring hans brede skuldre. Han gik roligt ud i værelset igen, hvor hans blik faldt på Malisha, der alligevel så ud til at ligge og slappe af. „Fryser du endnu?” spurgte han roligt, som han gik tværs over værelset og hen til skabet, som han åbnede. Uden videre omsvøb og uden hensyn til at hun lå der, lod han håndklædet omkring livet falde til gulvet, så han endnu engang stod fuldstændig blottet, inden han fik nogle underbukser på. Han lukkede roligt skabet igen, inden han gik hen mod sengen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alene den tanke om at Malisha var tvunget til at blive liggende i sengen, var slet ikke en tanke som hun var meget for i det store og hele. Hun var ikke så svag! Det.. følte hun sig i hvert fald ikke som, selvom det var tydeligt for hende at Konstantin var ganske uenig med hende, så var det ikke noget som hun kunne sige noget til i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne vendte hun mod ham. At takke ham havde hun ikke noget imod, for hun vidste skam godt at han var klar over, at det ikke var fordi at hun var svag, for det var noget af det sidste som hun var! Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme mine som tidligere. Der var slet ikke nogen grund til at lyve for ham, også fordi at han kendte hende så godt som han gjorde, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det i det store og hele. Hånden som han lagde mod hendes kind, var nu heller ikke noget som hun på sit vis, havde det mindste imod, men hans ord var straks en helt anden sag. Hendes mine endte direkte dræbende, også selvom den var direkte udmattende. ”Pas på!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Hun var bestemt ikke en lille pige længere og hun kunne altså godt passe på sig selv!
At Konstantin valgte at hoppe i bad og lade hende ligge, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod. Hun kæmpede direkte med at finde varmen igen, selvom det på ingen måder var nemt på noget tidspunkt. Hun lukkede øjnene let, hvor hun bare.. prøvede at slappe af, selvom det virkelig heller ikke var nemt på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun prustede ganske let og vendte blikket mod badeværelset igen. Hun kunne lige skimte hans skikkelse derude. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget som helst at skulle skjule, også selvom hun vidste at det faktisk burde være en eneret som hun havde til at betragte, så var det slet ikke tilfældet. Hun havde ikke tal på hvor ofte at hun havde fanget ham i at lege med andre. Hun var vel bare holdt op med at reagere på det, for det var ikke noget som hjalp hende det mindste? Dynen tog hun forsigtigt omkring, kun for at trække den en anelse mere op omkring sig også for at finde varmen bare lidt mere, selvom det slet ikke var nemt, når hun var så gennemkold som det hun følte sig for øjeblikket, for det var virkelig forfærdeligt! At han kom ud og kun med et håndklæde om livet, var noget som hurtigt måtte fange hendes opmærksomhed, selvom hendes mine stadig måtte være meget utilfreds, for hun var bestemt ikke enig i den måde som han valgte at behandle hende på for øjeblikket, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare ikke tilfældet. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Det.. går..” Hun vente blikket mod ham hen til klædeskabet, hvor selv et svagt træk fandt vejen til hendes læber, som han bare lod håndklædet falde. Han havde bestemt ikke noget at skulle skjule! Tvært imod, så kunne han være stolt af den mand som han var! Bestemt også af udseende! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du.. ser også ud til at have fået varmen nu..” endte hun roligt. Ikke fordi at det rørte hende, for hvorfor skulle hun da blande sig?

[Deleted]

Det var ikke fordi at Konstantin ønskede at håne Malisha, men.. det var virkelig sjældent at han så hende i sådan en tilstand, ja faktisk var det jo første gang, så selvfølgelig måtte det også more ham en anelse, for hun var virkelig en stærk warlock og hun havde altid virket til at være så.. ubesejret, uovervindelig, skønt det slet ikke var tilfældet. Af den grund så havde det alligevel bekymret ham at se hende i sådan en døende tilstand, for når alt kom til alt, så holdt han jo faktisk af hende. Hun var måske hans trolovede, men det havde virkelig ingen betydning for hans vedkommende, det som havde betydning, var det faktum at han havde kendt hende hele livet, siden de havde været helt små, og hun var den eneste der faktisk havde holdt ved, den eneste som kendte ham så godt, hvor han vidste at det også var gengældt, så selvfølgelig havde hun en betydning for ham. Han var utrolig glad og ikke mindst lettet over at han havde fundet hende. At hans ord havde irriteret hende, morede ham kun. Han frygtede hende ikke på nogen måde, for hvorfor skulle hun dog gøre ham ondt? Han slap en lille kold og dog munter latter, inden han vendte blikket mod hende igen. „Passe på? Du er da blid som et gedekid,” fortsatte han drillende, som han kort prikkede hende på næsetippen. „Jeg er nok den eneste som faktisk ikke frygter dig,” endte han lettere eftertænksomt. Hun havde måske folks respekt, men det var jo mest fordi hun viste hvor frygtindgydende hun var, de fleste frygtede hende, selvom der naturligvis også var de som faktisk havde en oprigtig respekt til hende, fordi hun var så stærk som hun var. Hun var en perfekt leder.
At hun betragtede Konstantin som han kom ind i rummet igen, kun iført det hvide håndklæde om livet, tog han sig ikke af, for han skammede sig bestemt ikke over sit udseende. Han var en høj, stærk og veltrænet mand, med tydelige muskler og ikke nok med det, var han en stærk warlock, så det var skam ikke fordi han var ked af at være den han var! Desuden var han jo faktisk også vant til at vise kroppen frem, specielt når han hyggede sig nede i kælderen, selvom det hele egentlig var Malishas eneret, men på den anden side havde ingen af dem aldrig nogensinde taget trolovelsen alvorlig og faktisk ville han skyde på at hun var ligeglad med hvad han lavede, for hun ville vel alligevel prøve på at komme udenom kontrakten? Han endte med at gå hen til sengen, hvor han løftede op i dynen og krøb selv under. Det var trods alt hans seng, og han havde faktisk ikke fået noget søvn, fordi han havde ventet på hende og fordi hun ikke var dukket op, så havde han ledt efter hende. Han lagde sig roligt hen til hende, hvor han sendte hende et kækt smil, selvom det hurtigt falmede, da han tydeligt kunne mærke hvor kold hun var. „Det går? Du er jo stadig iskold!” endte han næsten forfærdet. Han trak forsigtigt nålen ud af hendes arm, inden han lod slangen hænge slapt ned fra stativet, hvorefter han trak dynen op omkring hendes skuldre, kun for at lade armen ligge sig omkring hende. „Jeg varmer dig,” endte han roligt, som han lagde sig tættere ind mod hende. Det var lige før han selv kunne komme til at fryse igen, så kold var hun! Men han vidste at dynen ikke ville varme hende med det samme, og kropskontakt var jo trods alt den bedste måde at varme en anden person på, så.. det var vel nødvendigt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde bestemt heller ikke regnet med, at hun ville ryge ned med nakken på denne her måde og bestemt ikke overfor en vampyr som Julien. Det havde virkelig vist hende at hun var ude af træning, hvilket i den grad var noget som hun måtte gøre noget ved! Hun vendte blikket direkte vredt i retningen af ham. Han skulle bestemt ikke have lov til at håne hende på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Det var begrænset hvad hun ville og hvor meget hun ville finde sig i, hvilket han vel også kendte hende godt nok til at vide? ”B-blid som et…” Hun endte med at tie, idet at det var noget som gjorde hende direkte vred at tænke på, for hun var bestemt ikke blid som et gedekid! Hun var morderisk, havde en morderisk form for humor og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at gøre anderledes på nogen som helst måde overhovedet! Hun vendte blikket direkte vredt i retningen af ham endnu en gang. Han var nok den eneste som ikke havde nogen grund til at frygte hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Hun himlede let med øjnene og rystede så derefter let på hovedet. Han var ikke rigtig klog! ”Pas på, Konstantin.. Der er grænser for hvad jeg finder mig i..” Hendes tone var voldsomt advarende, for det var jo ikke engang løgn. Dette var noget som virkelig gjorde hende vred og mere end det som noget andet måtte gøre!
Malisha tog ganske rigtigt ikke trolovelsen alvorligt, men på et tidspunkt så ville selv en af dem tænke og overveje det faktum at slå sig ned? Det var jo ganske naturligt også fordi at de ikke var helt så unge længere, selvom der selvfølgelig ikke var noget at sætte fingeren på for deres vedkommende! Hun vendte blikket ganske roligt mod ham, som han stod der mere eller mindre i det rene ingenting. Hun var stadig kold, men hun rystede ikke så meget mere, så det gik da om ikke andet, så i den rigtige retning. Og det var vel også det som havde en betydning i det store og hele, om det var noget som man ville det eller ikke? Hun rystede stille på hovedet, som han lagde sig ned under dynen, for hun vidste jo godt, at han ville kunne mærke hvor kold hun måtte være og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede sig hans uro eller bekymring, for det fik hun intet ud af i den anden ende! Hun himlede opgivende med øjnene. ”Jeg.. klarer mig, Konstantin!” At han rev slangen ud af hendes arm, sagde hun nu heller ikke noget til, som hun sendte ham en fast mine. Hun havde virkelig ikke brug for at han var over hende på denne her måde, selvom.. det var rart? Et sted var hun bange for at dette for alvor var noget som ville gøre hende direkte blød, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde overhovedet. Hun valgte dog alligevel at lægge sig til rette ved ham, selvom det blev gjort frygtelig forsigtigt med den brækkede arm. Den var jo ikke andet end i vejen for hendes vedkommende! Med hans arm omkring hende, så satte hjertebanken også kraftigt ind, selvom hun prøvede at lade sig forblive upåvirket af det. ”Du har da meget andet at.. lave end at ligge her med mig..” endte hun dæmpet, dog ganske stilfærdigt.

[Deleted]

At Malisha blev vred over Konstantins ord, kunne han tydeligt se og det var noget som faktisk måtte more ham utrolig meget! Det var sjældent at han havde denne oplagt mulighed for at stikke lidt til hende så det ville han naturligvis udnytte! Selvom der faktisk intet ondt var i det, foruden hans lidt stridige form for drilleri. Hun virkede til at blive helt forfærdet over hans ord, hvilket fik ham til at slippe en munter latter. Han vidste dog at hun ikke var blid.. eller i hvert fald ikke overfor andre, for han havde faktisk set en mere blid side af hende. Han havde set hende være mild, selvom det var overfor ham og ikke overfor nogen andre, for der vidste han skam godt at hun var kold og kynisk, en uigennemtrængelig mur. Han lagde roligt en finger mod hendes læber, hvor han sendte hende en drillende mine. „Sch.. vi ved begge at du ikke er så hård som du giver udtryk for. Når alt kommer til alt, er du trods alt menneskelig, med menneskelige behov og menneskelige følelser,” endte han sandfærdigt, som han roligt tog hånden til sig igen. „Tilgiv mig Malisha. Det er ikke hver dag jeg faktisk får muligheden for at drille dig for dine fejl. Du virker mange gange så.. perfekt,” lagde han roligt og dog alvorligt til. Han betragtede hende kort, inden han rejste sig. Han var ikke ude på at pisse hende af, men det morede ham nu alligevel, desuden var det faktisk lang tid siden de havde haft en normal aften sammen, selvom hun godt nok var såret og man ikke direkte kunne kalde det for en hyggestund, en det mindede da næsten om.
Selvfølgelig var trolovelsen ikke glemt for Konstantins vedkommende, for han vidste at han skulle bruge en hustru, for han skulle jo have én til at videreføre sin arv. Han var ikke helt ung mere, så tankerne omkring det hele var noget som dukkede oftere og oftere op. Han var dog bare ikke sikker på hvorvidt Malishas tanker var omkring trolovelsen længere. Det var jo i princippet et arrangeret ægteskab, det gik i princippet ud på at være professionel og få det bedste ud af det, men han kendte hende jo, han vidste at hun ikke var husmodertypen, og det var faktisk også det som han kunne lide ved hende – hun kunne tåle at blive beskidt uden at klage det mindste. Hun ville blive ham en stærk hustru, det måtte han indrømme, men det dårlige var jo det faktum at landet var kvindedomineret og hun ville stå over ham, plus det faktum at hun faktisk kunne finde ud af at bruge hovedet. Hendes ord kom ikke bag på ham, hun klarede sig? Det var jo typisk hende. Han lod hende blot lægge sig ind til ham, da han vidste at hun skulle passe på med den brækkede arm. Han lagde sig roligt tilbage mod puderne, hvor han lod den ene arm søge omkring hendes ryg, så hun kunne lægge sig med ryggen ind til ham, hvor han lod den anden arm søge omkring ved hendes mave. Hun lå godt nok lige så letpåklædt som ham, og det var faktisk første gang at han havde hende så tæt på sig, men.. han var faktisk upåvirket af det. Det hele handlede om at hun skulle få varmen igen. „Hold da op.. du ved at jeg altid har tid til dig,” endte han roligt, hvor han skænkede hendes nøgne skulder et let kys. „Desuden er du vigtigere end alt andet i denne stund,” lagde han roligt til, som han lod sin tommel stryge hende ganske blidt over maven.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en hård kvinde, selvom hun kunne være blød i det indre, selvom det nu heller ikke var noget som hun var meget for at lade nogen som helst vide noget af. Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme faste mine som tidligere. Han prikkede til hende med vilje, så godt kendte hun ham da om ikke andet! Hånden og fingeren som han lagde mod hendes læber, var noget som hurtigt fik hende til at tie fuldstændigt. Blikket vendte hun endeligt mod hans skikkelse endnu en gang. Han havde jo ret. Han havde set en side af hende som ingen anden burde se, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hun kneb øjnene let sammen, selvom hun intet sagde før han havde trukket hånden til sig igen. Han havde jo.. ret? Selvom det slet ikke var noget som hun var meget for at indrømme i det hele taget! ”Jeg er en leder, Konstantin.. Jeg er nødt til at fremstå på den måde, og det ved du godt.. Jeg er måske menneskelig, men jeg er bestemt ikke blød!” Ordene blev udtalt næsten som i en form for.. at være desperat og en kende febrilsk? Ikke forid at det var noget som hun gjorder direkte med vilje, men det skete nu alligevel af den grund. Hun vendte blikket væk fra ham. Det var bestemt heller ikke fordi at hun var tilfreds på nogen måde!
Trolovelsen var også noget som prikkede til Malisha efterhånden. Ikke fordi at det var noget som hun sagde direkte, men alene den tanke omkring at have en mand at komme hjem til og det hele, var noget som hun faktisk selv ville anse som rart. Selv en som hende, ville have godt af en favn at søge til. Hun var bestemt ikke hvad man ville kalde for en typisk husmor eller noget som lignede det, for det lå bare ikke til hende som person på nogen måde overhovedet! Hvad han gjorde sig af tanker omkring deres trolovelse vidste hun ikke, men med alle de tøser som han havde rundt forbi, var nu heller ikke noget som hun ville blande sig i, selvom det et sted måtte nage hende. Det var hende faktisk en torn i øjet! At ligge ind til ham, var rart. Han var virkelig brændende for hende, også fordi at hun var så direkte kold! Hun lukkede øjnene let, som hun mærkede ham holde om hende ved hendes mave. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, selvom hun prøvede at slappe af. Ellers ville han vel også komme efter hende? Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige noget til som sådan, for det kunne hun virkelig ikke. Hans ord og det at han skænkede hendes skulder et kys, var noget som fik hende til at ligge fuldkommen stille. Et stille smil passerede hendes læber, også selvom hendes øjne næsten endte med at glide i. det var jo ikke engang fordi at hun kunne gøre noget ved det, for hun var virkelig træt og det var.. trygt at ligge i hans arme? Hun trak vejret dybt. ”Du behøver slet ikke at spille på galleriet og sige at jeg e…” Hun tav da han valgte at stryge hende over maven, for det efterlod hende med et kraftigt sug i maven! Hun bed sig let i læben. Det var rart.. men også utrolig uvant. ”… er vigtig..” afsluttede hun en anelse mere sammenbidt.

[Deleted]

Konstantin var den person som kendte Malisha bedst. Selvfølgelig havde han ikke direkte set en blød side af hende, for så tæt havde han heller ikke været på hende, men han vidste at hun var menneskelig, han vidste at hun havde en kvindes typiske bløde side, ligesom hun også havde en kvindes behov. Med den rette mand, kunne selv hun blive blød i knæene og det gjaldt bestemt også sådan med alle mænd. Han vidste at det hele var en facade, for ellers havde hun jo heller ikke grædt foran ham ude i skoven, så havde hun ikke vist sig så sårbar på trods at hun var døende og havde det skidt. Han kendte hende alt for godt til at hun kunne skjule noget for ham. At hun tiede, som han lagde fingeren mod hendes læber, var noget som måtte more ham, selvom han intet sagde til det. Hun kendte ham så godt, til at vide at han stak til hende med vilje, for han kunne simpelthen ikke lade vær! Men der var nu ingen ond mening bag, for han vidste at alle havde sin overmand, og det gjaldt også ham selv, så det at hun havde tabt en kamp, skulle hun bestemt ikke hånes for! Derimod var det vidst på tide at hun selv kom lidt i træning, i stedet for at rende rundt og lege leder og få andre til at slås. „Årh.. nu sårer du mig jo helt Misha. Du ved udmærket godt at du er blød inderst inde, som ethvert andet levende individ,” endte han roligt og truttede let munden, som han sendte hende en drillende mine. Han nikkede dog kort efter. „Men jeg ved godt du skal fremstå som en kold, sadistisk og ondskabsfuld leder. Det er trods alt, alt det jeg godt kan lide ved dig,” endte han roligt uden at smilet falmede det mindste, som han trykkede hende godt ind til sig, så hun kunne få noget varme fra hans egen krop, der var blevet vant til hendes kulde. Han var dog påpasselig med hendes brækkede arm, for han ville helst ikke gøre det værre. Sådan som den havde været brækket, så ville der gå lang tid før hun kunne bruge den ordentligt igen! Han havde bundet den ind fra håndleddet og hele vejen op til skulderen. Slemt var det i hvert fald. Hun var dog sej, det måtte han give hende, hun var ikke svag, hun var ikke blødsøden, hun var derimod en stærk person, hun var viljefast og målbevidst og han var faktisk blevet langt mere sikker på at hun nok skulle klare den, for.. det var jo Malisha som de talte om! Han vendte blikket mod hende, da hun valgte at stoppe sin sætning, hvilket fik ham til at se lettere spørgende på hende, selvom det dog hurtigt gik op for ham, da hun fortsatte i en mere sammenbidt tone. Hun var ikke vant til de blide berøringer, han fortsatte dog af den grund med at stryge hende over maven. „Du skuffer mig Malisha.. du af alle burde vide at min bekymring for dig er ægte og ikke et spil fra galleriet,” svarede han lettere kortfattet. Han vendte blikket ud i værelset. „Jeg har kendt dig hele livet. Det ville være en stor fed løgn, hvis jeg påstod at jeg ikke holdt af dig og at du ikke har en betydning for mig,” endte han roligt, som han vendte blikket mod hende igen. Han kunne mærke at hun var anspændt, selvom han vidste at det var fordi at hun ikke var vant til sådan et nærvær. „Fortæl mig hvad der skete ude i skoven Malisha,” opfordrede han hende roligt og i en.. undrende tone, for han forstod virkelig ikke hvordan det kunne gå så galt, og hvem pokker havde hun kæmpet imod?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At fælde tårer overfor Konstantin var ikke noget som Malisha var bange for, og det var der vel heller ikke nogen grund til? Hun kendte ham, hun vidste at han kun drillede hende fordi at han nu kunne, og at han gjorde det hele med vilje! Han havde aldrig hånet hende, tvært imod og det var noget som hun selvfølgelig var glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket stille mod hans skikkelse. Han kunne få hende til temmelig meget hvis han overvejede sine ord lidt mere end det som han havde gjort til nu. Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun var virkelig ikke god til det at blive blotlagt følelsesmæssigt på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig kom til stykket og det at han så gjorde det – pillede hende fra hinanden lag for lag, var noget som ganske enkelt pisset hende af! ”Du kan lide mig for at være kold, kynisk og sadistisk? I så fald, burde du også vide, at jeg ikke er blød!” fastholdt hun med en tydelig stædig stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for hans vedkommende, for han kunne lige så godt få sandheden ind fra start af, for det andet ville da slet ikke hjælpe nogen som helst, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det at han lagde armene om hende på den måde og var så.. blid var noget som hun i den grad lige skulle vænne sig til, for det var bestemt heller ikke det som hun var vant til på noget tidspunkt. Hun var slet ikke vant til at være så tæt på nogen i det hele taget, men at det jo så var Konstantin som lå der og varmede hende, var noget som hun kunne gå med til, det var helt sikkert. Hun lukkede øjnene ganske let. Hun kunne jo næsten falde i søvn nu hvis det var det! Hun rystede stille på hovedet ved hans ord. Det at blive.. nusset på maven på denne her måde, var virkelig svært, for det var et kært kærtegn, det føles rart og det hele, men hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tage det og det var faktisk svært for hende. ”Du er ikke egoistisk.. det kan jeg godt lide..” Hun blev liggende fuldkommen stille med hendes arm, også selvom hendes blik var faldt mod hans hånd mod hendes mave hvor hun bare så til at den strøg over hendes maveskind. Hun havde aldrig direkte regnet med at det var noget som hun skulle nyde på denne her måde. At han spurgte ind til hvad der var sket, var noget som et sted måtte.. irritere hende. ”Kan… det ikke bare være lige meget?” Hun var bestemt heller ikke stolt af det, for hun vidste udmærket godt, at det var hendes egen skyld at det var sket og det var heller ikke fordi at hun ønskede at komme frem med det. Hun var ude af træning, så det var kun på tide for hende at komme tilbage i form igen! Det andet gik bestemt heller ikke. ”Det har kun bevist for mig, at jeg er ude af træning og skal i gang igen.. ikke noget andet..” mumlede hun en anelse fraværende, også mest for at føre emnet lidt hen på noget andet. Det havde faktisk.. skræmt hende hvor rusten hun havde været og hvor ringe udrustet hun var til kamp.

[Deleted]

At se Malisha græde, var ikke noget som Konstantin faktisk havde regnet med at hun ville have tilladt, men det gjorde ham nu intet, for det beviste faktisk kun at hun ikke var bange for at vise sig sårbar – over for ham vel at mærke, men det var faktisk rart at se, for han ønskede at hun skulle åbne op for ham, netop fordi hun havde muligheden til det, han ville ikke håne hende, desuden viste det også bare at hun ikke var så stædig igen, men faktisk tillod at åbne lidt op og lade facaderne falde. Han krævede ikke at hun gjorde det overfor alle, han forstod godt at hun ønskede at blive gemt af vejen, men overfor ham ville han gerne have at hun viste sig som hun var, netop fordi hun kendte ham så godt og omvendt, hun havde altid kunne være sig selv overfor ham. Han trak på smilebåndet til hendes ord. „Måske.. men jeg nyder også når du viser en mere mild side min kære. Og måske du ikke er meget for at indrømme det, men selv du kan være blød, ligesom alle andre,” svarede han stilfærdigt, som han roligt vendte de mørke øjne mod hende. Selv han kunne blive blød, det var jo bare en menneskelig ting, en side som alle havde, man skulle bare finde grunden til at finde den frem, og det skete oftest, når man fandt en person der kunne komme under huden på én, måske det ikke var en behagelig følelse for personer som Malisha, men derfor kunne det godt ske. Ikke fordi han ville være belærende på nogen måde, han ville egentlig bare frem til at han nød alle sider af hende, om hun så var kynisk, hård og bestemt, eller om hun var mild, blød og kærlig. Hendes ord var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han tilmed kluklo ganske let. „Du kan lide jeg ikke er egoistisk?” gentog han forundret. „Jeg kan skam sagtens være egoistisk, min kære. Jeg kan være grådig, jeg kan være krævende, men det forhindre mig ikke i at tænke på andre.. at tænke på dig,” tilføjede han roligt og ikke mindst sandfærdigt. Han holdt af hende, som hun betød noget for ham, og selvfølgelig var hun vigtig for ham, så det var klart at han blev bekymret for hende og tænkte på hende, som han gjorde i øjeblikket. Han kunne tydeligt mærke hvordan hun blev fraværende, da han spurgte ind til det som var sket, hvilket kun indikerede for ham at hun skammede sig over det. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han fjernede hånden fra hendes mave, for at lade den komme op til overfladen, hvor han lagde den mod hendes hage, for at vende hendes blik mod sig. „Du vil ikke tale om det, fordi du skammer dig? Du burde vide at du kan fortælle mig alt. Måske du siger skylden er at du er ude af form, men derfor vil jeg stadig vide hvad der skete,” endte han lettere stædigt. Troede hun virkelig at hun kunne slippe udenom det? Så tog hun da i den grad fejl! Han strøg hende ganske blidt over kinden. „Fortæl mig det Malisha. Det gør kun en person stærkere, at vedkende sine fejl.” Han betragtede hende med en ganske kortfattet og ikke mindst stædig mine, som et tydeligt tegn til at han gerne ville vide hvad der var sket, for hun slap da ikke! Håne hende blev desuden ikke aktuelt!