Fresh air!

[Deleted]

Malisha havde virkelig formået at gøre Konstantin vred! Det sidste som han fandt sig i, var at blive truet i sit eget hjem! Efter alt det som han havde gjort mod hende, så burde hun virkelig vise ham respekt! Ikke fordi at han lå over hende i hierarkiet, for det betød ikke noget for ham, nej hun burde vise ham respekt, fordi han havde reddet hende og faktisk gjorde alt for hendes skyld! Men hun var virkelig bare besværlig! Hun var modstridende og trodsig, og han kunne snildt smide hende ud hvis det var det han ville! Eller.. det kunne han faktisk ikke, for han holdt af hende, han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, men det var tydeligt at hun ikke selv kunne se det, for hun var virkelig snæversynet! Hun drev ham virkelig til vanvid! Og dog.. han kunne jo stadig lide en masse ved hende, selvom de ikke havde gjort andet end at skændes, og så kun fordi han ville have hende gjort rask igen! Men det kunne hun heller ikke se, hun så nærmest på ham som havde han været en fjende! Han kneb øjnene fast sammen. „Jeg kunne da fint smide dig ud.. men hvad så? Skal jeg så efterlade dig ved rendestenene, til din egen død?” spurgte han ganske fast, som det var tydeligt at det ikke kom op til diskussion, for han kunne ikke smide hende ud, uanset hvad, han holdt af hende, uanset hvor besværligt hun så end gjorde det for ham! Han fnøs ganske kortfattet og rystede opgivende på hovedet. Umulig! Det var hvad hun var! „Ønsker du ikke at være her, jamen så smut med dig!” Han fnøs endnu engang, for han vidste slet ikke hvad han skulle sige eller gøre ellers, for han så bare på kendsgerningerne; hun var utaknemlig for alt det som han faktisk gjorde for hende, men hvis hun var så utilfreds med det som han gjorde, hvorfor smuttede hun så ikke bare? Han behøvede skam ikke at holde på hende!
At Konstantin havde efterladt hende helt målløs, ænsede han ikke, da han blot bevægede sig ned mod kontoret og virkelig følte for at smadre alt på sin vej! Det var sjældent at han var så hidsig som han var nu, men Malisha forstod virkelig også at trykke på alle de forkerte knapper! Dumme tøs! Så stædig og så pokkers trodsig! Og alligevel kunne han ikke efterlade hende efter et skænderi, for det gav ham bare dårlig samvittighed, selvom hun selv havde fortjent det! Det var hendes egen skyld! Og dog.. han vidste hvor ustabil hun var følelsesmæssigt, så ja, han vidste godt at han burde passe på med hvad han sagde, og han vidste at han hurtigt kunne såre hende og det.. ønskede han virkelig heller ikke! Blikket faldt roligt på hendes skikkelse, som hun måtte ligge i hans seng, hvor han gned sine øjne lettere irriteret, for at holde sig selv i skindet. Han sukkede let til hendes følgende ord. Han ville gerne lade hende være, han kunne være ligeglad! Men det var han bare ikke. Han gik roligt hen til sengen, hvor han roligt satte sig. „Malisha..” Hans tone var bedende efter forståelse. Han skubbede let skoene af sine fødder, inden han lagde sig op i sengen og hen til hendes skikkelse, så han lå med fronten ind mod hendes ryg. Han løftede den ene hånd og strøg let nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, så han kunne betragte hende. „Det frustrerer mig at du skal være så trodsig,” endte han denne gang i en rolig og behersket tone, hvor hans hånd blot fortsatte med at stryge hende over kinden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun virkelig havde formået at pisse Konstantin af, men det var i den grad også den anden vej, det var helt sikkert! Hun foragtet at han skulle have den… magt over hende, ikke med henblik på hierarkiet, men alt det andet, for det var virkelig noget som måtte irritere hende som intet andet overhovedet! Hvis han ikke ville have hende der, så kunne han jo lige så godt bare smide hende ud og få det overstået, så måtte hun se hvad Romeo gjorde ved hende, for hun vidste at hun i hendes tilstand, ikke var i stand til særlig meget, hvilket i den grad også måtte være hende en frygtelig frustrerende tanke, det var helt sikkert! ”Hvis du ikke gider at have mig her, Konstantin! Så gør det! Enhver anden ville have gjort det!!” brølede hun med en fast tone. Lige nu var der ingen respekt for ham, hverken som hertug, hendes højre hånd eller det at han var en warlock, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig! Lige nu fortjente han den i den grad heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet på noget tidspunkt. Hans ord gjorde ondt, men et sted så var det heller ikke noget som hun kunne tage sig af som sådan, for.. ja, hvorfor skulle hun da gøre det? Hun ønskede ikke at gå nogen steder, men faktisk.. være her sammen med ham og det gjorde ondt og frustrerede hende derfor, netop fordi at han ikke så ud til at se det fra hendes synsvinkel af! At han kunne flippe så meget, kun fordi at hun havde søgt lidt udenfor, kun for en aften og bare for at få nogle minutter med ren luft, var noget som i den grad også måtte frustrere hende, for hun havde virkelig brug for at få noget luft til hovedet! ”Rend mig!” hvislede hun kortfattet.
De ord som Konstantin havde valgt at fyre af, var noget som virkelig havde ramt hende dybest set. Stadig måtte hun jo direkte slås og kæmpe med alle de ustabile følelsestilstande som hun kunne ryge i, og usikkerheden og.. ensomheden var deriblandt noget af det som hun klar måtte slås mest med. Hun havde valgt at lægge sig i sengen, pakke sig ind i dynen, hvor hun prøvede at få varmen og derved også prøve at komme lidt væk fra Konstantin, for han skulle bestemt heller ikke tro at han bare kunne komme og sige undskyld, og så var alt i skønneste orden, for det var det bestemt ikke! Hun lukkede øjnene let, som han roligt lagde sig ved hende, hvilket slet ikke var noget som hun reagerede det mindste på. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Hvis du er utilfreds, så send mig ud!” endte hun med en direkte hvislen, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af, for den tanke alene, var noget som direkte måtte gøre hende vred! Hun rykkede mere ind mod vægen, og derved også mere væk fra ham af, for han skulle bestemt ikke tro, at det var okay bare sådan her, for det var det bestemt heller ikke! Forståelsen nægtet hun ganske enkelt at give ham, for det var bestemt heller ikke noget som hun bare ville give ham på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun pakket sig godt ind i dynen, mest af alt, også så han heller ikke kunne komme tæt på hende, for det var ikke noget som hun ønskede. Så nemt gik det bestemt heller ikke! I det indre græd hun.. endnu en gang bragt tilbage til den aften med Julien og det gjorde hende direkte vred!

[Deleted]

Konstantin var ikke sur over at Malisha var søgt ud, for han forstod hende skam godt. Det som gjorde ham sur, var at han slet ikke fik nogen respons for alt det som han gjorde, hun havde ikke engang takket ham for noget som helst, og han gjorde virkelig alt for hendes helbreds skyld! Hun kunne virkelig ikke se at han var på hendes side og det måtte virkelig frustrere ham! Hun var så pokkers stædig at det virkelig måtte drive ham til vanvid! Han ønskede ikke at smide hende ud, for så ville hun da med garanti dø, og den skyldfølelse ville han ikke leve med! Det kunne han virkelig ikke! Men okay.. det nagede ham at hun var søgt ud uden noget tøj på kroppen, foruden en tynd natkjole, for det blev hun altså syg af! Hun kunne da i det mindste have taget noget mere tøj på, hvis hun endelig skulle ud, eller også kunne hun i det mindste prøve at tale med ham om det, for han kunne altså godt gå på kompromis! Han var ikke en forretningsmand og handelsmand for ingenting! Havde hun talt med ham i stedet for at stikke af hele tiden – for dette var jo ikke første gang – så havde han sagtens kunne overtales til at hjælpe hende med at få mere tøj på og gå en tur med hende, det behøvede jo ikke at være en tur for flere timer! „Jeg er ikke enhver anden! Og uden mig, var du sgu død!” hvæsede han fast. Løgn var det jo ikke engang! Hvorfor kunne hun ikke indse det?! Hun var faktisk ikke alene, hun havde ham, men uden ham havde hun virkelig ingen! Mange var ude på at dræbe hende blandt andet hendes egen familie, hendes egen fætter! Den knægt havde heller ikke noget til overs for hende, og efterhånden var Konstantin ved at forstå hvorfor! At hun var så respektløs overfor ham, gjorde ham virkelig stik tosset! Han havde altid været der for hende! Han havde altid støttet hende! Og hun var bare skide ligeglad!
Malisha havde på ingen måde fortjent at Konstantin undskyldte, for han havde intet at undskylde over for! Og hvad skulle han undskylde for? At hun var modstridende? At hun stak af? At hun var utaknemlig? At det frustrerede ham? At han prøvede at hjælpe hende? At han bekymrede sig for hende? Eller det at han holdt af hende? Han havde ikke det mindste at undskylde for! Men alligevel var det ham som blev nød til det, for hun gjorde det jo ikke! Når alt kom til alt, var det ham som føjede hende! Det var virkelig forfærdeligt at hun skulle have denne effekt og magt over ham! Og han kunne virkelig ikke have det! Men han ønskede heller ikke at skændes med hende, for.. han vidste at hun var følelsesmæssigt ustabil og at hun derfor var selvcentreret, for han vidste at hun havde brug for bekræftelse, efter bekræftelse, og det var vel også derfor at han gav sig så let? At hun ikke ville have ham tæt, forundrede ham ikke, selvom han blot betragtede sig af hende. Han kneb øjnene sammen til hendes ord. „Ved du hvad? Det bliver sgu mere og mere fristende at smide dig ud, for du er skide utaknemlig! Uden mig har du ingen! Uden mig havde du været død!” svarede han fast. Han havde virkelig lyst til at slå til noget, flå noget levende! Han sukkede opgivende, som han endte med at lægge sig om på ryggen og dermed også væk fra hende. „Men jeg kan ikke!” vrissede han, selvom det mere var af ham selv end af hende. Kun fordi at han holdt af hende! Stædige kvindemenneske!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At være utaknemmeligt, var slet ikke noget som Malisha gjorde med vilje, det var helt sikkert. Hun prøvede faktisk bare at gøre tingene på sin måde, som hun altid havde gjort det, også for at komme tilbage på benene igen. at være utaknemmelig overfor ham, var kun noget som hun var blevet påmindet om nu, og hun havde ikke haft nogen verdens chance for at kunne gøre noget som helst andet overhovedet. Det gjorde hende vred, og det var noget som kun gjorde hende endnu mere rasende end det som hun havde været til nu! Hvis det var hans mening at smide hende ud, så kunne han for pokker bare gøre det! Det var heller ikke fordi at hans ord gjorde det nemmere for hende, for hun var slet ikke ude på at blive smidt ud. Hun havde.. ingen.. Og hun vidste de jo godt, selvom det var en tanke som virkelig gjorde ondt. Konstantin bekræftede jo kun det som Julien havde bekræftet for hende. Hvis folk vidste at hun var her og de ville have tilgang til stedet, så ville de jo heller ikke tøve med at slå hende ihjel og hun vidste det jo trods alt også godt, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere! ”Jeg er.. fuldstændig.. ligeglad, Konstantin!” hvislede hun med en gast tone. Hun var virkelig alt for vred til overhovedet at være i stand til at tænke rationelt, og det var en tanke som faktisk gjorde det hele meget værre.
Malisha vidste udmærket godt, at dette var hendes egen skyld, selvom det nu slet ikke var de tanker som hun måtte tænke i dette øjeblik, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun var faktisk blevet ked af det, hans ord var noget som direkte havde gjort ondt på hende og det var også den eneste grund til at hun reagerede som hun gjorde. Hun blev liggende i dynen. Han skulle ikke bare komme og tro at det var godt igen bare sådan uden videre, for det var det bestemt heller ikke! At han ville og prøvede at undskylde, var en tanke som gjorde hende glad, selvom han ikke havde noget at skulle sige undskyld for, hvilket var noget som hun vidste, for det var hendes skyld. Hans ord var noget som direkte gjorde ondt, hvor en tåre endte med at trille ned af hendes kind. Hun havde stadig sine kampe at slås med og dette var bestemt også en af dem. Tanken gjorde hende direkte bange, for hun kunne virkelig ikke fordrage at ligge der og føle sig så direkte og voldsomt sårbar! Hans ord brændte i hendes sind, det efterlod hende med en knude i maven og flere tårer som bare endte med at presse på, hvilket var mere end det som hun lige kunne holde til for denne stund. Hun endte med at skubbe dynen direkte af sig igen. ”Så skal jeg nok fjerne den fristelse for dig og selv smutte herfra!” endte hun direkte.. skuffet og såret? Hun holdt den brækkede arm ind til sig og baksede sig ud af sengen igen. Tårerne tænkte hun ikke engang på at skulle skjule igen, for nu ville hun bare væk, før han selv lagde mærke til dem, for det skulle han bare ikke have lov til! ”For nej… Jeg har INGEN!” hvæsede hun med en lettere grødet stemme. Hun vendte blikket rundt omkring noget tøj. Bare.. noget som hun kunne tage herfra i! Hun gik hurtigt hen til skabet, hvor hun bare tog fat om en af hans skjorter som hun kunne få om sin krop. Kroppen rystede. Hun hadet virkelig at have det sådan her!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Konstantin ønskede at skændes med Malisha, for det havde ikke været hans hensigt, da han var kommet ud på balkonen og havde slået armene omkring hende, der havde han faktisk nydt øjeblikket med hende. Men at hun kunne være så utaknemlig, så stædig og så vred over ting han gjorde for hendes skyld, var noget som han slet ikke kunne forstå! Han vidste godt at hun var følelsesmæssigt ustabil, han vidste godt at hun i denne stund ikke kunne tænke ud over sig selv, men.. bare et enkelt tak, bare et enkelt taknemligt smil ville være nok for ham! Men det fik han jo ikke engang! Han fik virkelig.. intet! Alt det som han gjorde, og det eneste hun gjorde, var at hidse sig op, blive modstridende og gå imod ham. Hun opførte sig som et lille barn! Hun var rebelsk, og hvordan hun kunne gøre det, når hun var leder, for stod han på ingen måde, for det vidste han at hun heller ikke tolererede ved nogen af warlockerne! At han så skulle tvinge sig selv til at undskylde, når han ikke engang gjorde noget galt, var noget som virkelig måtte irritere ham! Han måtte jo bare.. bide i det sure æble! Som han havde lagt sig om på ryggen, så så han ikke tåren der gled ned over hendes kind, det hørte han heller ikke og ænsede det ikke på nogen måde overhovedet. Han lå i sine egne tanker og stirrede blot op i loftet. Hun var så pokkers stædig! Han endte dog med at vende blikket forundret mod hende til hendes ord. Hun ville smutte herfra?! Det kunne hun da godt glemme! Sådan legede de ikke! Han havde ikke smidt hende ud herfra, for det ønskede han ikke! Og gik hun, så ville hun da i den grad dø! Han endte med at sætte sig op, da hun bare valgte at trille hen til kanten og rejse sig. „Jamen..!” Han så blot efter hende, og kunne ikke se de mange tårer, der trillede ned over hendes kind, da han var forundret over at hun nu ville gå. Hvorfor skulle der altid være problemer med hende?! Hendes grødede stemme gjorde det tydeligt for ham, at hun var ked af det, og endnu engang var blevet såret, og det gjorde ikke ligefrem hans skyldfølelse mindre! Han himlede let med øjnene – af sig selv – som han sukkede ganske let, kun for at vende blikket mod hende. At hun tog omkring én af hans skjorter, fik ham dog til at rejse sig op. „Næh nej du! Du skal bestemt ikke tro at du bare kan smutte og så tage mit tøj med dig!” endte han fast, som han roligt gik hen til hende. „Du bliver her!” Hans ord var en direkte ordrer, for det andet fandt han sig bestemt ikke i! Han sukkede ganske let, hvor han tog sin skjorte ud af hendes hænder. „Du overdriver virkelig!” sukkede han opgivende, selvom det først var nu at han var endt så tæt på hende, at hans blik faldt mod hendes våde kinder. „Du græder,” bemærkede han stille, som han næsten instinktiv endte med at løfte den ene hånd, for at stryge den over hendes ene kind. Det var jo ikke hans mening at såre hende på nogen måde! Og det var han efterhånden blevet alt for god til.. det gjorde faktisk ondt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var slet ikke Malishas mening at være så utaknemmelig, for hun var virkelig glad for alt det som Konstantin havde gjort for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. hun holdt af ham, selvom hun ikke altid vidste hvordan hun skulle vise det, men selv hans ord var kun noget som hun måtte sige sig ret i. Hvis hun ikke havde ham, hvem havde hun så? Alt for mange ville slå hende ihjel, hvis de fik muligheden for det, og det var noget som hun var klar over, selvom den tanke ikke nødvendigvis var noget som gjorde det bedre. Hun var alene og efter alt det med Julien, så var det faktisk en tanke som direkte måtte skræmme hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At kæmpe sig ud af dynen og ud på gulvet, var noget som faktisk viste sig at være en kamp nok i forvejen og det var ikke altid lige nemt for hende. Hun havde valgt at få fat i en af hans mange skjorter og var allerede i gang med at bakse med at få en på, for hun havde jo egentlig ikke rigtigt andet at tage sig til når det endelig skulle komme til alt, hvilket var noget som hun allerede var klar over i den anden ende. At det var noget som også havde fået ham til at reagere, var slet ikke noget som hun som sådan lagde mærke til, før han valgte at tage skjorten fra hende. Hvis hun var sådan en pest og en plage og han selv var fristet til at skulle smide hende ud, så skulle hun da nok lette ham for besværet og så selv tage af sted, for det var da noget sin gjorde det hele så meget bedre og nemmere for dem begge to! Måske at det faktisk ville slå hende ihjel i den anden ende, men det var virkelig ikke noget som hun kunne tage sig af i det store og hele. Hun vendte sig direkte mod ham. ”Hvad andet skulle jeg tage af sted i, Konstantin?!” hvæsede hun med den samme grødet stemme. At det var den direkte grødet stemme som han valgte at reagere på, var noget som omgående fik hende til at tie. Tårerne kunne hun ikke kontrollere, for til tider, så troede hun faktisk på at det var ord som han sagde og gjorde med vilje! Hånden mod hendes kind, var noget som omgående måtte få hende til at sitre og dirre, for det var bestemt heller ikke altid lige behageligt. Hun bed sig i læben og trak hovedet til sig endnu en gang og med den samme tydelige sårede mine. Hun var et vrag og det var noget som han i den grad også måtte være klar over, for han kendte hende vel også efterhånden? Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Lad mig være… Bare.. giv mig noget som jeg kan tage herfra i, så skal jeg nok sørge for, ikke at være dig en pest og en plage mere..” afsluttede hun ganske kortfattet. Hovedet vendte hun bort fra ham. Selv for hende, så var det virkelig.. flovt at vise sig så svag og sårbar som hun gjorde nu og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det hele var virkelig ubehageligt nok som det var i forvejen!

[Deleted]

Det var jo slet ikke fordi at Konstantin var ude på at skændes med Malisha, for kunne han, jamen så ville han da klart hellere undgå det! De havde skændes nok i hans øjne! Dette var jo ikke første gang, nej det var én ud af mange! Men det var også kun fordi hun satte sig op imod ham, hvis hun gjorde som han sagde, så havde alle været glade! Foruden hende, men så var hun blevet glad, fordi han selv ville være kommet og tage hende med lidt ud, for han vidste godt at hun var et ude-menneske, han vidste godt at hun ville have frisk luft, komme lidt ud i haven og gå rundt der, for den var jo stor, og der var der ingen der havde behov for at se hende, selvom det også krævede at hun var blevet i sengen i et par dage, for at blive ordentlig frisk, så hendes krop kunne tåle at komme ud i længere tid og så kunne han jo godt hjælpe hende på med tøjet! Det behøvede jo slet ikke at være så besværligt! Men at hun så selv ønskede at tage herfra, ja.. det troede han ikke helt på, for det var jo ikke første gang at det kom hertil, det var også én ud af mange. Det gjorde faktisk ondt på ham, at han hele tiden skulle såre hende, for efterhånden havde hun grædt mange gange foran ham, selvom hver en tåre der måtte falde, måtte skære i hans hjerte, for han kunne virkelig ikke have den tanke! Han ønskede jo slet ikke at hun skulle gå, han kunne godt lide at hun var her. Desuden, gik hun nu, så ville hun da helt klart dø! Og han vidste det jo godt.. derfor burde han heller ikke sige det som han havde gjort, for han vidste godt at det var grunden til at hun ville væk nu. At hun ikke havde noget andet at tage herfra i måtte faktisk more ham, selvom han blot holdt om sin skjorte og sendte hende et strengt blik. „Intet! For du skal slet ikke væk herfra!” endte han fast, som han valgte at åbne sit skab igen, kun for at sætte sin fine hvide skjorte på plads igen. Og hvis hun endelig skulle væk, så skulle hun da bestemt ikke stjæle fra ham! Ikke når hun endnu engang gik imod ham! Og når hun var så utaknemlig hvorfor skulle han så i det hele taget give hende noget?! At se hende græde, var dog noget som gjorde ondt, hvor han rynkede brynene en anelse. Han trak hånden til sig, som hun trak hovedet til sig, hvor han kort vendte blikket mod gulvet og deres fødder, kun for at sukke opgivende og vende blikket mod hende igen. „Du er jo ikke en pest og en plage.. Malisha. Desuden ville du jo nok dø af kulde, hvis du rendte herfra i en tynd skjorte,” svarede han kortfattet, som han sendte hende et indgående blik. Desuden skulle hun da slet ikke herfra! „Hold nu op.. jeg gider ikke skændes med dig..” endte han stile, som han roligt lagde armene omkring hende, kun for at trykke hende forsigtigt ind til sig. Han skænkede hendes pande et ganske blidt kys. „Undskyld,” hviskede han dæmpet mod hendes ene øre, som han strøg hende ganske blidt op og ned langs ryggen. Det var jo ikke fordi han nød at såre hende på denne måde, for det gjorde han slet ikke!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede virkelig ikke at skændes med Konstantin på nogen måde, for det var slet ikke det som hun var ude på. Hun havde bare siddet inde med et brændende ønske om at få noget luft, for hun blev virkelig sindssyg af at være indenfor. Det var noget som kun gjorde hende langt mere negativ end det som godt måtte være i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet. Han gjorde hende vred! Og samtidig gjorde han hende så skide ked af det! Igennem de sidste dage, så kunne hun slet ikke huske, at hun havde fældet flere tårer igennem hendes liv som hun gjorde nu og hun kunne virkelig ikke have den tanke, for hun var altså ikke svag og hun hadet når hun følte at hun blev fremstillet på den måde! Hun bed sig let i læben. At han tilsyneladende kun tænkte på sit tøj, som han havde taget skjorten fra hende, for at hænge den op, så var det tydeligt at hun ikke havde den betydning for ham på nogen måde, hvilket faktisk var noget som gjorde hende direkte trist til mode. At han ikke ville give hende noget så hun kunne komme derfra, var noget som direkte gjorde det hele langt værre for hende, for det var bestemt heller ikke noget som gavnede hende på nogen måde. Hun bed sig tydeligt i læben, som hun vendte blikket direkte væk fra ham. Hun ønskede jo at blive, men da heller ikke hvis han var så fristet til at kyle hende ud fra før af! Så måtte han da være træt af hende! Ergo, så måtte hun jo være en pest og en plage og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Tårerne fortsatte med at falde fra hendes kinder og det var bestemt heller ikke en behagelig følelse som det efterlod hende med på nogen måde, for det gjorde virkelig, virkelig ondt at skulle tænke på! ”Du vil for pokker ikke engang have mig her!” hvæsede hun med en direkte fast tone. Det var vel tydeligt at hun havde ondt? Hun havde voldsomt ondt indvendig, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke bare sådan som det var! Om Konstantin skænkede hende de ord med vilje – kun for at såre hende, var noget som hun var ganske usikker på, men uanset hvad, så gjorde det virkelig ondt for hende at sidde og lytte til! At han reagerede sådan på hendes tårer, var noget som direkte gjorde hende vred. Hun rystede stille på hovedet, som hun havde vendt blikket væk fra ham, selvom.. han lagde armene om hende? Det var noget som først for alvor måtte gøre hende direkte forvirret, for det var slet ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet! Det gjorde en kende ondt i armen, men ikke noget som hun ikke kunne skjule for ham, for hun var slet ikke på højkant, så meget vidste hun da om ikke andet. ”H-hold bare op, Konstantin.. Vi.. ved jo begge to, at du ikke gider at have mig her…” mumlede hun dæmpet, selvom det var ord som faktisk gjorde ganske ondt for hende at skulle tænke på, for han var virkelig det eneste som hun havde at klamre sig til på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun intet stille op med det. For han behøvede virkelig ikke spille flink overfor hende!

[Deleted]

Det var jo slet ikke fordi at Konstantin ønskede at skændes med Malisha, for han vidste godt at han bare gjorde det hele langt værre. Han vidste godt at han faktisk burde tage hensyn til hendes tilstand, for han vidste jo godt at hun var følelsesmæssigt ustabil, hun kunne ikke se ud over sine egne behov i denne tilstand, åbenbart fordi at Julien havde plantet en masse tanker i hende – det kunne han i hvert fald tydeligt regne ud, for ellers havde hun ikke reageret som hun gjorde! Desuden så forundrede det ham nu heller ikke, for hun havde været døden nær, og havde han ikke fundet hende, så havde hun været død, og derfor vidste han godt at hun sikkert havde tænkt en masse tanker igennem, specielt fordi hun havde siddet der helt alene, men han var virkelig kun glad for at have fundet hende! Og det var jo heller ikke fordi han gad at bringe alt op til diskussion, men.. bare et enkelt taknemligt smil eller blik af og til ville gøre underværker! Men det fik han jo ikke engang, hun troede nærmest at han stod som hendes fjende, fordi han nærmest låste hende fast til sengen, men det var jo slet ikke tilfældet! At hun så skulle stå og græde, ja.. det gjorde virkelig kun det hele langt værre! Det skar virkelig i hjertet på ham at se hende sådan! Det var jo heller ikke hans mening at såre hende eller gøre hende ked af det! Og det var bestemt ikke let, når hun nærmest græd over.. ingenting! Normalt ville hun da være gået amok eller handlet det lidt bedre, men hun var virkelig et følelsesmæssigt vrag! At hun fortsatte med at påstå at han ikke gad at have hende der, var noget som gjorde ham irriteret og ikke mindst gjorde ham ked af det, for det var jo slet ikke tilfældet og det måtte hun da heller ikke gå rundt og tro! Han endte med at lægge hænderne imod hendes kinder, hvor han så hende direkte i blikket og sendte hende et lettere indgående blik. „Malisha lyt nu til mig! Jeg ønsker at du skal blive! Uanset hvor pokkers stædig, modstridende og utaknemlig du kan være, så holder jeg stadig af dig! Du får ikke lov til at gå! Du skal blive her, så jeg kan tage mig af dig!” endte han lettere bestemt og nikkede lige så målbevidst, uden at han tog blikket fra hende. Han lod let sine tomler stryge ganske blidt over hendes kinder, for at tørre hendes mange tårer væk. Hun måtte virkelig ikke tro noget andet! Han ville gerne have hende der, sandhed var jo at han faktisk nød at pusle om hende, som han nød at værne og direkte beskytte hende, selvom han godt vidste at han kunne være en anelse overbeskyttende, men det var også fordi at hendes krop slet ikke var stærk nok til at hun kunne rende rundt udenfor i så lidt tøj! Han strøg hende let ned over halsen, henover hendes skuldre og ned over hendes arme, kun for at tage fat i hendes hænder, som han klemte ganske blidt omkring. „Jeg nyder at pusle om dig,” tilføjede han med et lille morende smil, for normalt ville hun aldrig tillade ham at tage sig af hende på den måde, men det havde han da endelig en grund til! Han lænede sig frem mod hende og skænkede hendes læber et flygtigt og dog ganske blidt kys, kun for at trække sig igen, imens hans tomler strøg hende over håndryggene. Han gjorde et let nik mod sengen. „Kom nu med hen og hvil dig lidt,” bad han roligt, som han sendte hende et stille smil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke fordi at Malisha som sådan havde noget imod at skændes med Konstantin, selvom hun vidste at meget af et som skete under disse skænderier, i den grad også måtte være hendes egen skyld, men hvad fanden skulle hun da stille op? Hun ønskede ikke at sidde igen med følelsen af at være fanget her, for det var lige præcis det som hun gjorde, når han var sådan efter hende! At han så havde for vane med at fyre det forkerte af, var noget som direkte gik i hendes psyke, for hun vidste jo at han havde ret! Julien havde bekræftet det, og det at hun have siddet i skoven og egentlig bare ventet på at Azrael ville hente hende, havde efterladt hende med alt for mange af de forkerte tanker og det var noget som hun stadig direkte måtte slås med. Hun havde ikke andre end ham! Alle andre ville da prøve at slå hende ihjel, hvis de vidste at hun var i denne sindstilstand som hun var, og det var noget som kun gjorde hende langt mere rasende, for hun havde i den grad ikke fortjent det! At hun direkte skulle stå og græde overfor Konstantin igen, var noget som selv gjorde hende vred! Ikke på ham, men på hende selv, for hun følte sig virkelig bare svag og sårbar, det var slet ikke en tanke som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet, om det jo var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget som helst ved det! Hænderne som han placerede mod hendes kinder, var noget som direkte tvang hende til at skulle se på ham, selvom det nu slet ikke var noget som hun havde lyst til. Hun ville egentlig bare væk, få bugt med de tårer og så se hvad pokker der ville ske derefter! Hun trak vejret dirrende og blev blot stående, så på ham og lyttet til hvad han nu havde at fortælle hende. Hans ord var noget som direkte måtte komme bag på hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at han ville stå og sige til hende. Om det kun var for at gøre situationen bedre, så måtte hun desværre give ham den, for det virket altså! Hun blinkede let med øjnene, som hun stille vendte blikket op mod ham og med den samme næsten så usikre mine som tidligere. Hun hadet virkelig at der ikke skulle mere til for at skubbe hende ud af kurs, for det gjorde hende virkelig bare vred og frustreret! ”…. Virkelig..?” endte hun dæmpet. Selvom han var så fristet til at kyle hende ud, så var det slet ikke noget som han havde lyst til? Han ville passe på hende? Tanken var noget som faktisk glædet hende og det førte også automatisk til at hun faldt mere og mere til ro igen. Hans strøg nedover den brækkede arm gjorde nu ikke så ondt som det havde gjort tidligere, selvom hun godt kunne mærke det en anelse som han klemte omkring hendes hånd, men hun sagde intet til det. Blikket forblev stadig fæstet til hans. Ord som han skænkede hende, som hun normalt aldrig nogensinde ville have lyttet til, men denne gang, så sagde hun virkelig intet til det. Det var.. ord som hun vel havde behov for at høre? Hun var skubbet ud af kurs og hun vidste at – hvis han ville, så kunne han hjælpe hende tilbage på fode igen og hun vidste det jo godt! ”Du siger det ikke bare, for at få mig til ro..” Hun kunne se oprigtigheden i hans blik og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Kysset som han skænkede hende, var noget som et sted gjorde hende.. glad? Hun endte roligt med at nikke til ham. Hun bevægede sig forsigtigt hen til sengen, hvor hun stille kravlede op i den igen, kun for at tage plads igen. Nu var hun endnu en gang fuldkommen rolig.

[Deleted]

Konstantin vidste jo godt at Malishas psyke ikke ligefrem var på toppen, netop fordi hun havde været igennem det som hun havde, men når hun var så selvcentreret at hun ikke engang kunne være taknemlig og var så trodsig som hun var og troede at hun havde det fint.. så gjorde det ham virkelig irriteret! Hun havde det på ingen måder godt og hendes psyke havde heller ikke! Og han vidste godt at han havde til vane med at sige de forkerte ting, men.. han sagde jo bare hvordan han havde det! For det irriterede ham virkelig at hun ikke kunne vise bare lidt taknemlighed, for alt det som han gjorde, hun var stædig og trodsig og gik imod alt det som han sagde – som tilmed var for hendes eget bedste! Desuden så blev det af og til fristende at smide hende ud, netop fordi hun hidsede ham sådan op og troede at hun kunne klare ham selv! Men okay.. det ville han aldrig gøre, for han holdt af hende og han ville gerne have at hun kom på toppen igen! At hun så ud til at blive mere rolig ved hans ord, glædede ham faktisk! Hans tomler strøg fortsat over hendes kinder, for at gøre dem tørre igen, uden at han tog blikket fra hende. Han nikkede ganske roligt. „Jeg mener det skam!” endte han lettere bestemt, så hun vidste at der var alvor i hans ord og at det ikke kun var for at gøre det godt igen.. selvom, han sagde det for at gøre hende rolig og få hende til at blive, men det var jo netop også fordi at han holdt af hende, fordi han ønskede at hun skulle blive og være i sikkerhed, for han vidste at der var alt for mange der var ude på at dræbe hende og de ville da slet ikke tøve, hvis de vidste hvilken tilstand som hun var i! Han lod hovedet søge ganske let på sned til hendes ord. „Selvfølgelig siger jeg mine ord for at få dig til ro.. men det er ikke ensbetydende med at jeg ikke mener dem! Jeg ønsker ikke at du skal gå.. men blive her.. hvor jeg kan holde øje med dig og tage mig af dig,” svarede han stilfærdigt, hvor han roligt betragtede hende gå hen til sengen. Et let smil gled over hans læber, som hun lagde sig op i sengen, hvor han roligt begyndte at gå mod sengen selv. Han lagde sig roligt op i sengen, trak op i dynen kun for at lægge sig under den, imens han rykkede sig hen til hende. Han gjorde en tydelig gestus til at hun måtte lægge sig ind til ham – som hun jo plejede at gøre, hvor han selv lagde armen omkring hende. Han strøg hende blidt over håret, imens han trak dynen over dem, for at putte hende. „Du er kold..” endte han tydeligt bekymret. Han sagde jo at det var dumt at søge ud! Han ville virkelig ikke have at hun skulle blive endnu mere syg! Så længe han ’dopede’ hende med hendes eget blod, så var hendes krop endnu meget svækket, for den vampyr havde virkelig taget en god mundfuld af hende, og det havde også gjort at hun blev svækket. Han puttede hende næsten ekstra godt under dynen, kun for at lægge begge arme omkring hende og trykke hende godt ind til sin egen varme krop – selvom hans skjorte var i vejen for at hun var i kontakt med den nøgne hud. Han skænkede hendes pande et blidt kys. „Det var ikke min mening at gøre dig oprevet..” endte han lettere undskyldende, som han fortsatte med at stryge hende blidt over håret. Nu var tårerne i det mindste stoppet med at falde, selvom det intet gjorde ham. Han ville ikke håne hende for hendes tilstand, tværtimod.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne virkelig ikke fordrage at være det følelsesmæssige vrag som hun følte sig, for den tanke var virkelig grusom nok som den måtte være i forvejen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sagde de forkerte ting, han fremstillede hende som en som kun havde sig selv, hvis han valgte at vende hende ryggen og nu hvor hun vidste at han var fristet nok til at kyle hende ud, for så kunne han jo lige så godt gøre det! At han så direkte ønskede at hun skulle være her, så han kunne tage sig af hende, var selvfølgelig en tanke som hun rigtig godt kunne lide, selvom hun igen ikke helt vidste hvordan hun skulle sige eller fremstille det, for det var slet ikke noget som lå til hende som person. Hans strøg mod hendes kinder kunne hun faktisk godt lide, ellers havde hun heller ikke ladet ham fortsætte med det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare den rene sandhed på alle måder endda. Hun nikkede blot stille til hans ord. Hun vidste godt, at hun skyldte ham så skræmmende meget, men det var bestemt heller ikke altid lige til at sige det, for.. hvordan gjorde man sådan noget? Hun var ikke ligefrem opfostret med den følelse af taknemmelighed selv, så hvordan skulle man udvise noget som man aldrig som sådan havde oplevet eller set? ”Jeg.. ønsker heller ikke at gå..” Hendes ord var meget forsigtige, for et sted så ønskede hun jo også at vide hvad han havde at sige til det. Hun kravlede roligt op i sengen, hvor hun lagde sig til, hvor hun faktisk også lod ham komme hen og lægge sig ved siden af hende igen. Hvis der var nogen som skyldte nogen en undskyldning, så var det i den grad hende og hun vidste det jo godt! At han lagde sig til, så hun kunne lægge sig ind til ham, var noget som hun takket sig til gode med allerede med det samme. At han skulle påpege for hende at hun var kold, var ikke noget som forundrede hende. ”Jeg ved det godt..” mumlede hun stille og let for sig selv, for hun ønskede bare ikke at skændes mere med ham, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for, for det var virkelig noget som tog på hendes energi og det var bestemt heller ikke altid lige behageligt på nogen måde! Hun lukkede øjnene let og lod ham stryge hende over håret og over ryggen, for det kunne hun godt lide. Den brækkede arm lod hun hvile tæt ind mod sin egen krop. Han havde allerede gjort så meget for hende, og hun vidste godt, at det eneste som manglede var noget taknemmelighed, men nemt var det altså ikke bare lige at gøre! ”Jeg.. bad vidst om det, tror jeg.. Undskyld..” Hun vendte blikket op mod ham. At han direkte puttede hende sådan i sin favn og under dynen – en omsorg som hun aldrig havde oplevet den før, for end ikke hendes forældre havde været sådan, selvom det ikke var en tid som hun tænkte over mere. Den mørke fortid hvilede i baggrunden og der skulle den gerne forblive.

[Deleted]

Det var kun rart at Malisha var faldet til ro igen, for Konstantin ønskede virkelig ikke flere skænderier, dem måtte han indrømme at de havde haft nok af dem! De skændes virkelig som hund og kat, det var virkelig forfærdeligt til tider og det irriterede ham kun! Af den grund ville han jo gerne have at hun havde det godt, han ville gerne have at hun blev rask igen og genvandt sin fulde styrke, og det var ikke for at slippe af med hende, men for at få hendes gamle jeg igen, selvom.. nu hvor hun var syg, var et følelsesmæssigt vrag, så lod hun ham også komme tæt på sig, hvor hun normalt nok ville have skubbet ham væk eller afvist ham, og.. han kunne jo godt lide at være så omsorgsfuld overfor hende, også fordi han vidste at ingen andre havde været det før, og ingen andre havde fået tilladelse til det. At hun ikke ønskede at gå, var noget som faktisk måtte glæde ham, for det ville han heller ikke have! „Godt.. så skal jeg nok prøve at efterkomme dine ønsker og behov,” lovede han stilfærdigt, som han fortsatte med at stryge hende over kinden. Han vidste at hun gerne ville ud, og det kunne han vel også godt efterkomme? Han kunne hjælpe hende på med tøjet, så hun faktisk havde nok på! – og så ville han med glæde gå en mindre tur med hende, der var jo ingen der sagde at den behøvede at være lang. At se hende lægge sig hen i sengen igen, glædede ham også, for det betød at hun også selv var lidt villig, hvilket skam også gjorde ham tilfreds! At hun lagde sig ind til ham, da han gjorde en gestus til det, kunne han ikke lade vær med at smile, for.. han nød at ligge og holde om hende, som han havde gjort de fleste nætter, når de da ikke havde skændes op til. Han strøg hende ganske blidt over kinden. At hun var kold, havde han skam en masse ord han kunne sige til! For hun lyttede jo ikke til ham! Men.. han undlod det dog, for.. han ville heller ikke gøre det værre, ikke nu hvor han lige havde fået hende roet ned, derfor valgte han også at tie stille og undlade at kommentere det. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Han rystede let på hovedet. „Nej.. det var mig som startede.. jeg skulle ikke have skældt dig ud.. det er jeg ked af,” endte han stilfærdigt, som han roligt skænkede hendes pande et blidt kys. Det var sjældent at hun sagde undskyld, så det glædede ham da at høre hende sige det! Så vidste han da at hun ikke var helt uden følelser! Han endte med at skænke hendes kindben et blidt kys, kun for at fortsætte ned over hendes kind, kæbe og mod hagen og op igen, næsten.. drillende, inden han trak hovedet til sig og blinkede muntert til hende. Det var ikke fordi han tænkte over at de var trolovede, det havde han ikke gjort igennem de sidste mange dage, hvor hun havde været her. Når han var sammen med hende.. så så han hende kun for at være den kvinde som hun var og ingen anden! „Desuden er jeg vidst også lidt overbeskyttende mod dig,” svarede han mere for sig selv, selvom han vidste at hun kunne høre ham, men løgn var det vel ikke? Han ønskede bare ikke at hun kom mere til skade eller blev mere syg! Og var det så slemt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun var fuldkommen ved siden af sig selv, selvom det nu heller ikke var noget som hjalp hende på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. De mange skænderier var noget som sænkede hende i hendes forsøg på at blive bedre og det at han gang på gang skulle hamre hende i hovedet med det som hun jo vidste var kendsgerninger, så var et bestemt heller ikke noget som hjalp hende på nogen måder, for hun havde det elendigt nok med den tanke! Selvom hun vidste at meget af det var selvforskyldt, så kunne hun altså ikke altid gøre for det! Hun vendte blikket op mod ham. Hun mente det faktisk når hun sagde, at hun ikke ville nogen steder. At hun jo så valgte at lukke ham tæt på sig, var vel også mest for at overbevise hende selv om, at det var sådan at det var? At han faktisk ønskede at have noget med hende at gøre, selvom det ikke altid var noget som hun følte? At han ønskede at prøve i det mindste, var mere end nok for hende, for hun følte virkelig ikke at der skete andet end at han arbejdede imod hende, og det var altså ikke noget som hun kunne have noget med at gøre! Tanken gjorde hende direkte rasende, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Godt,” sagde hun roligt, også som det eneste. Hans strøg over hendes kind var noget som gjorde hende rolig, og det at han faktisk også kunne snakke ordentligt til hende, for det var noget som hun selv satte en langt større pris på end alt det andet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare en kendsgerning som man måtte leve med! Hun kunne nemlig godt være medfølende og hun vidste skam også godt når det var hende som havde gjort en fejl, selvom hun måske ikke var den bedste til at vise det, men hun prøvede om ikke andet, og det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt – heller ikke for hende! At han lå med armen omkring hende, var noget som hun faktisk godt kunne lide, for det var noget som efterlod hende med en følelse af at være beskyttet, og det var noget som hun også rigtig godt kunne lide på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Det.. ændre ikke på det faktum, at du gjorde det alligevel..” endte hun ganske kortfattet, som hun endnu en gang vendte blikket roligt op mod ham. Nej, det var ikke fordi at hun ville fremstille sig selv som direkte uskyldig, for det vidste hun godt, slet ikke var tilfældet på nogen måder, men hvad fanden..? Malisha var vel stadig et sted i hende? Om det var noget som man ville det eller ikke? At han var overbeskyttende overfor hende, var en tanke som hun skulle vænne sig til, for hun var slet ikke vant til at folk var så meget over hende, som det han var, men hun kunne virkelig godt lide den tanke omkring det, så det var jo heller ikke noget som man skulle tage så let på igen. ”Det er du.. men.. jeg kan lide det..” sagde hun stille, som hun næsten varsomt vendte blikket mod ham. Hun udviste måske det andet, men hun var ikke vant til at folk var så meget over hende hele tiden!

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Konstantin ønskede at kæmpe imod Malisha og hendes ønsker og behov, men det var tydeligt at hun ikke kunne se at han handlede ud for hendes bedste, for det var altså hvad han gjorde! Han legede jo ikke læge for ingenting! Hun havde mistet en masse blod og hendes krop havde brug for hvile! At hun så skulle gå imod hans ord og være direkte modstridende og trodsig, hjalp ikke ligefrem på hans humør på noget tidspunkt! Hvis hun faktisk lyttede til ham, så ville der ikke være så meget diskussion, men det var åbenbart en tanke som hun måtte have svært ved at forstå. Om ikke andet, så kunne han da i det mindste forsøge at efterkomme lidt af hendes ønsker og behov, så de forhåbentlig ville blive fri for alle disse skænderier og diskussioner, for dem var han efterhånden ved at være godt trætte af! Blikket hvilede roligt på hende, som han blot lod hende putte sig ind til sin skikkelse, hvor han kunne holde om hende og holde hende varm. Han kunne langt bedre lide det, når hun var faldet til ro, selvom han vidst var blevet alt for god til at få hende gjort oprevet og.. det gjorde ondt hver gang, for han holdt jo af hende og han ville gerne gøre hende rask igen. Hendes kortfattede ord, var dog noget som fik ham til at knibe øjnene sammen. Her undskyldte han, og så skulle hun rive op i det hele?! Han bed tænderne fast sammen, hvor han virkelig måtte sluge sin stolthed, for ikke at svare hende igen og starte en ny diskussion og et nyt skænderi, for det blev pludselig fristende igen! Hvis man så overordnet på det, så var det hende som var skyld i over halvdelen af deres skænderier, for hun kunne bare gøre som han sagde, for så var alt godt! Han vendte roligt blikket væk og forsøgte at roe sig selv ned. „Nå..” endte han blot, som han stirrede på døren, hvor blikket kort gled mod skabet, hvor hun havde taget én af hans skjorter. Selv hvis hun var taget af sted i hans skjorte, så havde den jo ikke kunne holde hende varm nok, desuden så var han kun glad for at han havde fået hende til at blive, for det andet kunne de ikke have! Han ville nødig finde hende død i rendestenene! Han sukkede let, som han vendte blikket mod hende. Hun kunne lide at han var overbeskyttende? Det virkede bestemt ikke sådan! Det gav jo slet ikke nogen mening! Fordi hun netop hadede at han var så meget over hende, så var hun trodsig og gjorde det modsatte og dermed kom de jo altid op at skændes! Han betragtede hende kort i tavshed, inden han blot nikkede ganske roligt, som han strøg hende over kinden. „Du burde få dig lidt søvn Malisha.. så kan vi gå en tur senere?” foreslog han roligt, som han trykkede hende blidt ind til sig og trak dynen godt omkring hendes krop og over skuldrene, så hun ikke ville komme til at fryse. „Så bliver jeg og holder om dig,” tilføjede han i en blid hvisken mod hendes ene øre, som han kyssede hende blidt mod håret. Han kunne godt selv bruge lidt søvn, han havde arbejdet hårdt, eftersom han ikke plejede at holde så mange pauser, som han gjorde efter at Malisha var kommet til herregården, men han var jo nød til at se efter hende konstant, så hun ikke lavede ballade, et sted morede tanken ham, skønt det bestemt også kunne være frustrerende!