Fresh air!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være mørkt, det var sent og langt de fleste folk som var her på stedet, var allerede krøbet til køjs. Malisha var dog ikke blandt dem. Hun havde været sengeliggende i et par dage efterhånden, og hun havde fået nok af at ligge stille på denne her måde! Hun havde sneget sig ud af sengen, nu hvor Konstantin ikke var der til at holde øje med hende. Manden havde jo allerede måtte tvinge hende tilbage i sengen flere gange allerede, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af på nogen måde, for.. hun var sin egen herre og hun ville bestemt heller ikke føje sig nogen på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var virkelig bare træt af at ligge i sengen og lave ingenting! Hun stod dog stadig hårdnakket fast på at de andre ikke skulle kende til hendes tilstand. Hun var stadig træt, hun følte sig stadig tung i kroppen, men det var på bedringens vej og med armen i en slynge, så virkede hun jo også direkte svækket overfor alle de andre af deres slags og det var slet ikke sådan at hun ønskede at de skulle se hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
Selve den store stue henlå fuldkommen mørkelagt, hvilket Malisha havde det ganske fint med. At komme ud og se noget andet end værelset var bestemt altid noget som gjorde godt, for ikke at glemme, at hun faktisk godt kunne lide at gå lidt på opdagelse i Rozentas Manor. Lidt nysgerrig havde man jo trods alt altid været, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne så sig let omkring og med den tydelige tilfredse mine fra tidligere. Her var ingen Konstantin, selvom hun vidste, at det bare var et spørgsmål om tid inden han også ville stå der. Den sorte silkenatkjole slangede sig om hendes krop idet at hun trådte indenfor i stuen. Hun havde ikke nogen grund til at være fint klædt, når det eneste som hun måtte var at slappe af og komme sig godt efter mødet med Julien. Den knægt skulle nok få med hende at bestille, det var helt sikkert for den behandling var slet ikke noget som hun fandt sig i! Billedet over pejsen var noget som hun tog sig selv i at stå og bare stirre på for en ganske kort stund. Konstantin havde jo altid været en flot mand, hvilket var noget som hun også havde sagt siden hun havde været ganske ung – selvom det nu heller ikke var noget som han havde hørt hende sige – heldigvis! Hun rystede let på hovedet og listede sig nærmest over gulvet, for at komme hen til den balkon som måtte være til. Her kunne hun da få noget luft og uden at folk direkte havde brug for at tænke på hende og hvad hun gik rundt og lavede. Dørene til balkonen tvang hun op, hvor den kolde luft hurtigt måtte piskes mod hendes krop. Det var rart, selvom det var koldt! Hun smilede let for sig selv og trådte udenfor. De bare tæer berørte jorden under hende, hvilket var noget som kun fik hende til at vende blikket mod dem. Det var koldt, men det var rart, specielt med tanken på at hun havde været inde så længe! Selvom hun ikke kunne komme udenom at det at Konstantin puslede sådan om hende, faktisk var noget som hun godt kunne lide, så var det nok at det var tanker som hun gjorde sig. Hun lænede sig en anelse over rækværket med den friske hånd og betragtede sig af grunden som omgav herregården. Hun kunne faktisk godt lide at være der.

[Deleted]

Der var gået nogle dage siden at Konstantin havde fundet Malisha i Mørkets skov, hvor han havde fundet hende døende, hvilket var et syn som han sent ville glemme, og bare tanken om det, efterlod ham med en ubehagelig følelse, for det var virkelig ved at gå galt! Han vidste godt at han havde været streng og hård mod hende på det sidste, men han var virkelig kun bekymret for hende! Det var desuden kun for hendes eget bedste. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, hvilket også var grunden til at han var så meget over hende, for så var han da sikker på at alt blev gjort ordentligt. Han tilså hende tit, hver gang han tog en lille pause fra arbejdet tog han hen til soveværelset, for at se til hende, til tider havde hun været på vej ud, andre gange havde det lykkedes hende at søge ud, hvor han havde slæbt hende med tilbage til værelset og fæstnet hende til sengen igen og tvunget hende til at hvile, for hendes krop var stadig svækket efter al den blodmangel og det som var sket! Hver aften inden de begge gik til ro, dopede han hende med en sprøjte af hendes eget blod, for at hendes krop langsomt men sikkert kunne blive stærk og rask igen. Hendes immunforsvar var blevet svækket af al den blodmangel hvilket også var grunden til at han var så emsig med det som hun lavede.
Mørket havde for længst lagt sig over Rozentas Manor, og Konstantin var netop blevet færdig med arbejdet, hvor han havde siddet de sidste mange timer. Han gik med rolige skridt henover gulvet, ude på gangen, som førte hen til hans soveværelse hvor Malisha lå – eller det troede han. Han tog roligt i dørhåndtaget og åbnede døren, hvor blikket faldt på den tomme seng. Hans blik endte hurtigt irriteret, for nu var hun jo stukket af igen! Det tåbelige kvindemenneske! Han lukkede døren – en anelse hårdt – inden han traskede videre ned ad gangen, som førte hen til den store trappe og videre hen til stuen. Hvis hun ikke var der, så sværgede han..! Han endte med at rulle skydedørene til side, hvor han trådte ind i rummet. Han så hende ikke til at starte med, selvom blikket gled videre hen mod balkonen, hvor han lige kunne ane hendes skikkelse udenfor. Han sukkede ganske let. Han gad ikke virkelig ikke flere diskussioner med hende, for dem havde han virkelig haft nok af! Han gik roligt tværs over gulvet, hvor han lænede sig op ad dørkarmen til terrassedørene. „Jamen hvem har vi her?” spurgte han sigende, selvom hun sikkert kunne ane hans irriterede undertone. Hans blik gled ganske let rundt omkring, inden de mørke øjne igen faldt på hende. Han lænede sig ud fra dørkarmen, hvor han gik hen og stillede sig bag hende. Han lod roligt armene søge omkring hendes mave, hvor han holdt hende tæt ind til sig. Han skænkede hendes skulder et blidt kys. „Du burde ikke være herude Malisha.. du ender bare med at blive syg,” endte han i en dæmpet og næsten bekymret tone. Han vendte roligt blikket mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. „Desuden.. ender du syg, kommer du til at være sengeliggende i længere tid,” hviskede han kortfattet mod hende ene øre. Han selv var iklædt det samme sædvanlige tøj, et fint jakkesæt og med de matchende sorte sko. Han lod hovedet søge let på sned og betragtede hende lettere afventende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var Malisha en frustration uden lige, at hun ikke fik lov til at gøre noget som helst selv! Hun kunne altså godt gøre andet end at ligge i sengen og hvile! Hun blev jo faktisk på herregården og gik ikke engang ud! Selvom det var mere for hendes egen skyld, end det som det måtte være for alle andres, men det var virkelig underordnet! Hun var bare træt af at ligge i sengen! Hun blev godt nok mere træt af at ligge ned og lave ingenting end det at rende rundt og lave en masse! Selvom hun vidste at det var begrænset hvad hun var hun var i stand til at lave med en arm hvilende i en slynge, stadig at være træt og sløv, men hun ønskede faktisk at lave lidt! Det at Konstantin var så meget over hende, var samtidig også noget som hun var nødt til at vænne sig til. Han skubbede hende direkte ned i rollen som en kvinde, og det var ikke noget som hun var vant til fra før af, men hun forsøgte da om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid. Hun kunne jo faktisk godt lide at han kiggede til hende, puslede om hende og nærmest var bekymret for hende, for det var hun jo slet ikke vant til, men der fandtes grænser! Grænser for hvad hun fandt sig i, selvom hun jo faktisk var glad for det og godt kunne lide det. Et sted en anelse selvmodsigende, men.. det forvirrede hende virkelig!
At det havde lykkes Malisha at stikke af fra soveværelset, var en kort succes, så meget vidste hun, men så måtte hun jo trods alt bare nyde det så længe, at det måtte være hende menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var nu bare sådan at tingene måtte være, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun kendte efterhånden Konstantins arbejdsrutiner, så hun vidste at han inden længe ville kigge til hende – og finde sengen tom, hvilket var en tanke som faktisk måtte more hende. Hans stemme som lød ikke langt bag hende, var noget som svagt fik hende til at trække på smilebåndet. Det forundrede ham vel ikke, at hun søgte udenfor når mulighederne endelig kom til det? Irritationen kunne hun godt høre, selvom hun nu heller ikke gjorde noget ved det. Det var vel også hendes måde at protestere mod hans så.. overbeskyttende behandling af hende? Hun lod ham roligt lægge armene om hende. Et sted så var det bare ved at blive hende en vane, men.. hun kunne jo godt lide det. Kysset fik det til at sitre ganske let, hvor hun vendte blikket mod ham. ”Jeg havde brug for luft..” endte hun stilfærdigt. Hun var inde hele tiden. Det var noget som man faktisk blev sindssyg af med tiden! Og hun gjorde det i den grad, for hun havde aldrig været et inde-menneske, men altid et ude-menneske! Hun vendte blikket ud over den store have igen. Dernede havde hun ikke været, for hun ønskede at være sikker på at der ikke var nogen af warlock-afstamning som fik set hende. Hun lagde hovedet mod hans skulder og vendte derved også blikket op mod ham. Skænderier og diskussioner var der mere end nok af for deres vedkommende. ”Jeg tror nu godt at jeg kan klare et par minutter med frisk luft om dagen, Konstantin.. Du har forhindret mig i det siden jeg vågnede til formiddag..” påpegede hun sigende og med et skævt smil. Igennem disse dage, så.. kunne man vel også godt sige, at de var kommet lidt tættere på hinanden?

[Deleted]

Malisha var virkelig noget af det mest stædige man kunne komme i nærheden af og det var virkelig helt utroligt! Det var også grunden til at de havde deres mange diskussioner og skænderier, for der var måske kun gået nogle dage, men der havde stadig været utrolig mange skænderier og det var virkelig noget som irriterede Konstantin! Han ønskede heller ikke at skændes med hende hele tiden, men hun kunne virkelig ikke se at han gjorde det hele for hendes skyld. Han vidste godt at hun altid havde været et ude-menneske, men det nyttede jo ikke noget når hun var i den tilstand som hun var! Hun var ved at genvinde lidt mere af sin normale personlighed, hvilket han selvfølgelig fandt godt, men det gjorde også at hun blev langt mere stædig og dermed kom der flere skænderier. At hun så var stukket af fra soveværelset igen, var noget som irriterede ham, for hun kunne vel godt spørge ham, hvis det endelig var?! At han så skulle finde hende udenfor, var noget som næsten måtte gøre ham bekymret, for han ønskede virkelig ikke at hun skulle blive mere syg! Hun havde måske overlevet, men hun havde altså været tæt på at dø! Og han havde måske healet de større sår og skader, men derfor var der visse ting han ikke kunne heale, der var bare visse ting som magi ikke kunne heale! Og det måtte hun virkelig snart få ind på lystavlen! Han sukkede lavmælt og nikkede ganske let. Han vidste godt at hun havde brug for luft og det kunne til tider også godt gøre en rask og frisk, men så let påklædt?! Og havde hun lagt i sengen indtil han selv havde sagt til, så havde han selvfølgelig også taget hende med ud tidligere! Men fordi hun blev så trodsig, så fandt han nærmest lyst til at hævn og holde hende inde på værelset i længere tid! Han lod hende blot lægge hovedet tilbage mod hans skulder, hvor han roligt vendte blikket mod hende, efter at have set ud over sin egen grund. Han havde altid nydt sin egen herregård, men han havde også været med til at indrette det meste, og alt der var her var lige efter hans stil og smag! Han betragtede hende roligt og lyttede til hendes ord. „Måske om dagen, men nu er det altså nat og dermed koldere!” endte han kortfattet, inden han slap hende, som han knappede de to knapper op der holdt hans jakke sammen. Han trak roligt jakken af og lagde den over hendes slanke skuldre. „Du kunne vel i det mindste klæde dig mere på,” svarede han stilfærdigt, som han sigende hævede det ene øjenbryn og sendte hende en streng mine. Han sukkede let, inden han vendte blikket ud mod haven igen, og videre ud i horisonten, hvor man kunne ane meget af Dvasias struktur, areal og natur. Han lod roligt armene søge omkring hende igen, hvor han lagde sin skæggede hage imod hendes nøgne skulder. „Men okay.. vi kan godt blive her i et par minutter endnu,” endte han roligt. Han gav hende lidt af hendes vilje og så blev hun måske lidt mere villig senere hen – det håbede han da i hvert fald! „Men heller ikke et minut længere!” Han sendte hende en lettere streng mine, for hun skulle bestemt heller ikke blive syg! Det tillod han ikke! Så var det hendes egen stædighed der bragte hende til sengen til sidst!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne faktisk godt lide at Konstantin var så meget over hende, selvom det var noget som hun skulle vænne sig til og det var det som gjorde det hele langt mere besværligt. Hun var slet ikke vant til at være en kvinde på denne her måde, hvilket i den grad også gjorde meget for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte komme til stykket. Hun frøs ganske rigtigt, men det at få noget frisk luft til hovedet, var virkelig noget som gjorde forbandet godt! Det gjorde næsten at hun følte sig helt frisk, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hun blev stående og stirret, også selvom han stod der bag hende og med armene omkring hende, for det var noget som hun faktisk godt.. kunne lide? Selvom det måske ikke just var noget som hun sagde åbent med sine ord til ham, for det var bestemt heller ikke noget som han havde behov for at få at vide, det var helt sikkert! Hun lukkede øjnene ganske let ved et enkelt vindkast mod hendes ansigt. Det var rart med noget frisk luft, også fordi at han havde holdt hende inde så længe! Han havde altid fundet hende og tvunget hende tilbage i seng før hun havde fået muligheden for at komme udenfor jo! Det burde vel også gå op for ham at han ikke kunne holde hende i sengen? For hun var virkelig heller ikke den nemmeste at have med at gøre, hvilket vel også meget snart måtte gå op for ham? Hans ord var noget som næsten måtte more hende, for han lød da også så bekymret! Hun rystede stille på hovedet. ”Så pivet er jeg altså heller ikke!” sagde hun stilfærdigt. At han knappede sin jakke op og lagde den omkring hendes skuldre, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det var faktisk umådelig rart. At hun burde have klædt sig bedre på, var noget som et sted var klart for hende, men det var faktisk svært når man kun havde en enkelt arm at gøre brug af, så meget burde han da være klar over om ikke andet! Hun lagde sig bare roligt ind mod ham endnu en gang. Hun var faktisk ved at blive vant til den særbehandling som han skænkede hende og hun nød det i den grad også! ”Prøv du at komme i trange kjoler kun med en brugbar arm,” sagde hun med en tydeligt morende mine, for det var ikke engang en løgn på nogen måde. At han i det mindste ville give hende nogle minutter herude, var hun faktisk glad for, for.. han gjorde jo så meget for hende og hun vidste det jo trods alt også godt, selvom det ikke altid var lige til at acceptere bare sådan uden videre, så meget var hun da klar over om ikke andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Udmærket, Konstantin.. Bare lidt luft..” Jovist var hun allerede nu begyndt at fryse lidt, men det var faktisk behageligt med hans arme om sig. Hun stirrede blot ud mod hans store have. Lige nu når han indgik det kompromis med hende, så var hun faktisk også til at snakke med. Hun fik nogle minutter udenfor og han fik hende med indenfor derefter, så var alt jo også i skønneste orden. Hun trak vejret dybt. ”Jeg glæder mig til at komme ordentlig ud igen..” endte hun med en ganske stilfærdig mine. Ud og lave ballade i gaderne igen. det var noget som hun efterhånden faktisk måtte savne!

[Deleted]

Malisha var stædig, hun var krævende og hun var bestemt, når hun havde sine meninger og holdninger, så skulle man ikke gå imod dem, for man kunne ikke modbevise hende, når hun allerede havde besluttet sig, fordi hun var så pokkers stædig og som en fast klippe der var urokkelig, hvilket til tider var irriterende! Hun var virkelig besværlig, en stor mundfuld, men.. det havde han vel allerede vidst til at starte med? Han kendte hende jo trods alt udmærket. Men med de mange skænderier, så ville han næsten se frem til at få fred fra hende! Og dog.. han kunne godt lide at han kunne pusle om hende, ligesom han også godt kunne lide at han kunne gå i seng med hende ved sin side, holde om hende og pusle mere omkring hende, selvom han vidste at hun sikkert var træt af hans pusleri, eller det troede han i hvert fald, for det var hun vel ikke vant til? Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. Han var måske en anelse overbeskyttende når det kom til hende, men han havde aldrig fundet hende i nødens stund og tilmed døende, tværtimod! Det havde virkelig også været en øjenvækker for hans vedkommende! „Det handler ikke om at være pibet Malisha! Det handler om at du kan blive syg! Og det.. vil jeg ikke have,” endte han stilfærdigt, som de mørke øjne hvilede ganske roligt på hendes skikkelse. Der skulle ikke meget til og han blev virkelig bekymret for hende! Specielt når hun ikke var iklædt mere, for det var kun en tynd natkjole! Den holdt bestemt ikke på nogen varme! Han fik roligt lagt sin mørkeblå jakke omkring hende, hvor han igen lod armene søge omkring hende, så hun havde mulighed for at finde bare lidt mere varme. Han lod hende blot lægge sig tilbage ind mod ham, hvor hans eget mørke blik søgte ud over horisonten, som han betragtede ganske let. Den hvide skjorte han selv bar, var ikke så tyk igen, så han kunne godt mærke kulden lige pludselig, men han ville hellere selv blive syg, end at hun blev det! Selvom.. det ville ikke gavne nogen af dem, hvis begge endte syge. „Det ved jeg godt Malihsa. Men jeg vil hellere have du tager mine bukser og skjorter på end en tynd kjole, om det så er en mere tætsiddende kjole, så vil det jo ikke ligefrem hjælpe, vel?” svarede han ganske kortfattet, som han sendte hende et strengt blik. „Du kunne jo bare tage en kappe på. Det ville da gøre en stor forskel, og det kan umuligt være så svært!” tilføjede han stilfærdigt, som han vendte blikket væk fra hende igen og mod horisonten, selvom han ikke rigtig lagde mærke til noget, da han stod i sine egne tanker. Han kunne godt gå med til at give hende bare lidt luft, også nu hvor hun havde sin jakke omkring sig, for det holdt da lidt på varmen. Men så skulle hun bestemt også ind og i seng igen! Han trak på smilebåndet til hendes sidste ord. Hun glædede sig til at komme ud igen? Han nikkede roligt. „Det kan jeg godt forstå,” medgav han roligt, som han vendte blikket mod hende og smilede skævt. Han trykkede hende tæt ind til sig. „Men hvis du vil blive rask, så du kan komme ud, så burde du lytte noget mere til mig,” endte han drillende mod hendes øre. Hvorfor dog skændes? Hvorfor bringe det op til diskussion? Det fik de ikke noget ud af alligevel. Han skænkede hendes kys et blidt kys. „Men jeg kan nu godt lide at have dig rendende,” endte han sandfærdigt og sendte hende et skævt smil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt, at hun måske ikke burde stå udenfor i den mundering som hun havde, men det var stadig krop umuligt at få tøjet på, for det var svært med en arm, hun havde ikke tålmodighed til at stå og bakse med det, for det var faktisk svært! Om Konstantin direkte så frem til at få fred for hende igen, ville nu heller ikke forundre hende, for hun var virkelig ikke nem at have med at gøre, selvom.. hun faktisk godt kunne lide når han puslede sådan om hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde direkte. Han var overbeskyttende overfor hende og han var der konstant, så det var jo egentlig bare at kunne komme ud, så snart muligheden ville være der og nu havde den været der, selvom der kun var indvilget for ganske kort tid. At han var bange for at hun ville blive mere syg og.. ikke ville have det, var noget som ganske enkelt måtte komme godt bag på hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun blinkede let med øjnene og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Tager jeg ikke meget fejl, så lyder du næsten bekymret for mig, Konstantin,” endte hun med en ganske stilfærdig mine. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn, selvom.. tanken faktisk gjorde hende glad et sted, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hun smilede let for sig selv, hvor hun bare lod hovedet forblive hvilende mod hans skulder. Hun trak let på smilebåndet. ”Hvis jeg var begyndt at bakse rundt med dit tøj eller søge rundt efter en kappe.. tror du så ikke, at du havde fundet mig først? Det er jo trods alt først nu, at jeg har formået faktisk at komme udenfor,” påpegede hun sigende og med den samme ganske så stilfærdige mine, for løgn var det jo trods alt ikke engang, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun ønskede ikke at stå der og skændes med ham, for det var slet ikke noget som de fik noget som helst ud af i den anden ende. Hun lukkede øjnene let ved hans kys mod hendes kind. Selv så hun virkelig frem til at komme ud igen! Selvom det at hun var så trodsig som hun var, var noget som helt automatisk gjorde det hele mere besværligt, hvilket var noget som hun allerede var klar over, men det var jo trods alt bare sådan at det nu bare måtte være i den anden ende. Hun blev stående, også selvom det var en kende akavet for hendes arm, men hun sagde ikke noget til det. ”Lytte mere til dig? Stod det til dig, så blev jeg liggende i sengen i alle døgnets timer,” påpegede hun med et morende smil på læben. Hun ønskede slet ikke at diskutere med ham, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hans sidste ord var nu alligevel noget som direkte måtte komme bag på hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med at skulle lægge øre til. Hun blinkede ganske let med øjnene. Han kunne faktisk godt lide at have hende rendende omkring? Ja, det var nu ikke ofte at hun rendt omkring, for stod det til ham, så lå hun jo i sengen hele tiden! ”Det.. glæder mig, Konstantin.. Jeg kan faktisk.. godt lide at være her,” endte hun stilfærdigt. Sandt var det jo faktisk. Lige i aften ville hun ikke skændes, så længe at han ikke gjorde noget mod hendes vilje og faktisk lod hende stå og bare nyde luften en anelse, så var hun også glad og tilfreds.

[Deleted]

Malisha var ganske vidst noget af en kæmpe mundfuld, men ikke stor nok til at Konstantin ikke kunne sluge hende, for han kunne skam sagtens holde hende ud. Ganske vidst kunne hun gøre ham irriteret, og det gjorde hun specielt når hun ikke lyttede til ham, når han faktisk gjorde alt for hendes skyld! Men han gad ikke skændes med hende, for skænderier og diskussioner havde de efterhånden haft nok af! Det var jo ikke fordi at han ikke kunne forstå hende, for han vidste godt at der var en grund til at hun gerne ville ud, specielt fordi at hun netop var et ude-menneske, men hun var virkelig nød til at lytte til ham, hvis hun gerne snart ville ud og arbejde igen, for hun var stadig ustabil og det nyttede ikke at hun sked på alt det som han fortalte hende! Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord, hvor han betragtede hende ganske alvorligt. Han var bekymret for hende, og det var der skam også en grund til! „Må jeg nu ikke det?” spurgte han ganske kortfattet. Han holdt af hende, det havde han aldrig nogensinde lagt skjul på, for hvorfor skulle han? Hun havde da fortjent at vide at hun havde en betydning for ham, at hun ikke stod alene og at der faktisk var nogen som tænkte på hende, for havde han ikke det, så havde han ladet hende rådne op i skoven, hvor hun kunne gå en langsom og smertefuld død i møde. Men han var kommet og han havde reddet hende. Og når hun så ikke gad at lytte til ham, så gjorde det ham virkelig frustreret! Hun havde været døden nær og efter sådan en tur kunne man ikke bare rende udenfor uden at tænke sig om! „At du stikker af hjælper bestemt ikke på din tilstand og bestemt heller ikke på mit humør!” svarede han i en lettere streng tone, hvor det var tydeligt at han mente det hele i alvor, for han jokede bestemt ikke! Han så væk fra hende, og i stedet ud over omgivelserne. „Desuden kunne du vel godt få noget varmere tøj på i stedet for at gå rundt i en silkekjole, der ikke varmer det mindste?” tilføjede han lettere kortfattet, uden at han vendte blikket mod hende. Han kunne mærke at han var ved at hidse sig op igen, hvilket ikke ville hjælpe dem spor på nogen måde, for det gjorde kun det hele værre! Han gad ikke skændes, det havde ingen af dem brug for, selvom han havde svært ved at skulle døje med al den bekymring hun satte i ham ved at være så.. oprørsk som hun var! Han vendte blikket lettere alvorligt og dog irriteret mod hende til hendes ord. „Jeg gør det hele for din skyld Malisha! Var du blevet i sengen uden at søge ud af den i løbet af de par dage du har lagt der, så havde jeg da for længst taget dig ud derfra, men eftersom du hele tiden stikker af, udskyder du kun det hele!” endte han kortfattet, som han stirrede lettere fast på hende. Han gjorde det hele for hendes skyld og det var tydeligt at hun slet ikke kunne se det! Han sukkede let og rystede svagt på hovedet, næsten mest af alt for at roe sig selv ned. „Jaså? Du kan lide at være i fangenskab?” spurgte han morende, som hun nærmest så fint selv påpegede at det var, selvom han dog ikke var enig, han lukkede hende inde på værelset af en grund! Netop for at gøre hende rask igen!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun ikke var nem at have med at gøre, men det var jo heller ikke fordi at hun ikke ønskede at lytte til ham, for det gjorde hun. Hun blev bare.. sindssyg af at være inde hele tiden! Hun var et ude-menneske, også selvom han gjorde det hele for hendes skyld, så var det noget som alligevel formåede at drive hende til vanvid! Mildest talt, så det var så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Nu havde hun endelig formået at komme udenfor, så var det bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at søge indenfor allerede, det var helt sikkert! Hun blev stående og med blikket ud mod omgivelserne og med hans arme om hende, så vidste hun skam også godt at hun var tryg og det hele, så var det bestemt heller ikke noget som hun havde i sinde at skulle klage over, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun himlede let med øjnene. Han var bekymret for hende, hvilket faktisk var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, det var slet ikke det! ”Det sagde jeg bestemt ikke noget om at du ikke måtte,” sagde hun med en ganske så kortfattet stemme, for det var jo heller ikke fordi at det var løgn på noget tidspunkt. Hun ønskede ikke at skændes eller slås med ham, for det var ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, det var noget som hun allerede var klar over, så det var jo bare at tage tingene som de kom. At han var træt af at hun ikke havde fået noget varmere på, tog hun sig nu heller ikke af, for hun ville da slet ikke få det mindste ud af det, for så havde han jo fundet hende inden hun var kommet så langt! Hun havde bare brug for luft og hun blev da først drevet til vanvid, hvis det ikke var noget som hun kunne få lov til! Hans følgende ord, var faktisk noget som gjorde hende direkte irriteret, for et sted så var hun altså ligeglad med hvad han følte og troede omkring det hele, for hun havde bare brug for luft! Det kunne vel heller ikke være så svært at forstå, kunne det?! ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan gøre som herren ønsker af mig, Konstantin. Jeg havde brug for noget frisk luft.. Det er jo heller ikke fordi at jeg stikker af, vel?!” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for det var virkelig ved at irriter hende, at det var det som han gik og troede omkring hende, for hun blev jo på stedet! Bare ikke i sengen! Hun havde intet imod at han puslede om hende, men der fandtes altså grænser for det hele og det var bestemt også her at hun valgte at sætte foden ned, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! ”Du er for pokker ikke min barnepige Konstantin! Jeg kan godt se og mærke på mig selv når jeg har kræfter og energi nok til at søge ud af sengen og ved du hvad? Det har jeg altså nu!” Denne gang vendte hun sig direkte mod ham. At han gjorde det for hendes skyld? Var han ude på at give hende samvittighed? Det var bestemt heller ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det var noget som kun gjorde hende langt mere irriteret end det som godt måtte være i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hun sukkede næsten opgivende og med et stille smil på læben. ”Her, ja.. Fangenskab, nej,” påpegede hun sigende.

[Deleted]

Konstantin var virkelig træt af at skændes med Malisha, men det var bestemt ikke let, når hun virkelig nægtede at lytte til ham! Han gjorde virkelig det hele for hendes skyld! Hun havde været døden nær, hendes krop havde mistet meget blod, og måske hun følte sig helt fint, men hvis hun ikke holdt sig i ro, så ville kroppen ende med at kollapse, fordi den ikke var vant til at den var så svækket som den var! For hendes krop havde stadig ikke den nødvendige dosis blod i sig, der var jo en grund til at han nærmest dopede hende med hendes eget blod hver aften inden hun skulle sove! Han legede læge, og han kunne sådan set være ligeglad med hende, men det var han virkelig ikke! Han holdt af hende, og han ønskede faktisk at hun skulle komme tilbage på toppen! Og så hurtigt som muligt, for racen klarede sig da ikke uden hende! Men hun kom til at være gemt væk her i lang tid, hvis hun nægtede at høre på ham, det kunne han i hvert fald trygt love hende! „Jaså.. du virker ellers irriteret over det, når jeg faktisk bekymre mig om dig,” endte han stilfærdigt, som de mørke øjne stadig fortsat så ud over horisonten og omgivelserne som lå omkring hans herregård. Han ønskede virkelig kun hende det bedste, men det virkede ikke ligefrem til at hun selv kunne se det, hun troede vel at han var ude på at drive hende til vanvid? Men tilfældet var det bestemt ikke! Han kunne selvfølgelig godt lide at pusle om hende, bekymre sig om hende og hjælpe hende, selvom hun ikke ligefrem gjorde det let, for hun var stædig og hun var modstridende og hun gik imod alt det som han sagde, selvom det var for hendes eget bedste! Det frustrerede ham virkelig kun langt mere! Hendes følgende ord, fik ham dog til at sukke opgivende, for hun forstod det jo slet ikke! Hun så det måske som fangenskab, men han gjorde det faktisk for hendes skyld! Han vidste godt at hun var et ude-menneske, og han vidste godt at frisk luft kunne gøre godt, men der var kun gået ganske få dage siden hændelsen var sket, og hendes immunforsvar var ikke nær så stærkt som det engang kunne være, derfor kunne hun hurtigt ende syg og faktisk blive døende igen, og det var ikke engang sikkert han ville kunne redde hende ud af det næste gang! Og det frustrerede ham virkelig at hun ikke forstod det! Han slap roligt taget omkring hende og stillede sig mere til siden, så han stod med fronten mod hende. „Dit.. stædige kvindemenneske!” vrissede han lettere fast, „vil du virkelig gerne ende som døende igen?! Det er ikke sikkert jeg kan hjælpe dig næste gang!” Han knyttede næverne ganske fast, inden han løftede den ene hånd og gned sine øjne med tommel og pegefingeren. Hun var virkelig den mest stædige kvinde han nogensinde havde mødt! Og det var bestemt ikke godt! Han himlede tydeligt med øjnene til hendes følgende ord. „Du ved det netop ikke! Din krop føles måske helt fin, men det er fordi du ikke kan mærke at dit immunforsvar er svækket, der skal ikke meget til at gøre dig syg igen!” endte han fast, som han slog opgivende ud med øjnene. Han var ikke kommet for at skændes! Han brummede lettere utilfredst, som han sendte hende et trodsigt blik, kun for at slå ud med armene igen. „Fint! Så bliv du herude! Men du skal ikke komme krybende til mig, når du ender syg igen!” endte han fast, som han endte med at vende ryggen til hende, kun for at gå mod stuen igen. Dumme.. kvinde! Så pokkers stædig!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun burde blive liggende i sin seng og bare komme sig. Hun fik stadig blod om aftenen, for hun var langt fra frisk, og det var noget som hun vidste. Han puslede om hende, og selvom det ikke var noget som hun var vant til, så kunne hun faktisk rigtig godt lide det, selvom hun måske var meget god til at give udtryk til det andet. Nu hvor han stod der og med armene omkring hende, så ville hun selvfølgelig have lov til at nyde det og helst så længe, at det nu måtte være hende menneskelig muligt, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Hun sukkede dæmpet til hans ord, hvor hun endnu en gang vendte blikket mod ham. ”Jeg kan altså godt tage vare på mig selv, Konstantin! Jeg har.. intet imod at du bekymre dig, for.. ja, det.. det varmer mig at høre,” sagde hun sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt ikke. At det direkte måtte irritere ham, at hun var så stædig som hun var og så modstridende, var nu heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved, for hun vidste det jo faktisk godt, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte sagde noget til, for hvorfor skulle hun? Hun himlede let med øjnene. Det at han hidsede sig op, var i den grad også noget som påvirkede hende i en ekstrem stor grad, om det var noget som man nu ville gøre ved det eller ikke, så kunne hun vitterligt ikke gøre noget som helst ved det på denne her måde, det var helt sikkert! At han slap hende og stillede sig foran hende og med de ord, var noget som direkte gjorde hende vred og ikke mindst rasende, for der fandtes virkelig grænser for hvad hun måtte finde sig i, og den grænse gik i den grad også her! Hendes øjne endte med at lyne! ” Hvor galt kan det gå, ved at stå herude og trække noget luft, Konstantin?! Jeg skal sgu nok komme ind igen, hvis det er det!” hvæsede hun med en fast tone. Hun havde virkelig bare brug for noget luft, brug for at mærke vinden kærtegne hendes ansigt, for det fik hun bestemt ikke ved at ligge i sygesengen og bare stirre ind i væggen, så meget vidste han vel? Hun himlede med øjnene. At han direkte skulle stå der og råbe og skrige af hende, var bestemt heller ikke noget som måtte hjælpe ham på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun havde jo aldrig bedt om hans hjælp i udgangspunktet, selvom hun selvfølgelig var glad for at han var dukket op, netop fordi at det var noget som havde reddet hendes liv! Han havde i den grad reddet hendes liv og hun vidste det jo trods alt også godt! Hun viklede armen fri, hvor kappen røg til jorden, idet hun greb omkring hans overarm med et.. halvkraftigt greb. Hun havde ikke den styrke som hun havde normalt. ”Du skal ikke fremstille mig som svag, Konstantin. Hører du mig?!” hvæsede hun med en direkte faretruende stemme. Nu hvor kappen var faldet, så kunne hun godt mærke at det var begyndt at blive godt koldt, men hun ønskede ikke at søge ind, selvom.. det vel var ved at være på tide?

[Deleted]

Det var virkelig ikke fordi at Konstantin ønskede at hidse sig op men.. det frustrerede ham virkelig at hun ikke kunne se at han gjorde det hele for hendes skyld! Han var ikke hendes fjende, tværtimod! Gjorde hun som han sagde, jamen så ville tiden da gå ti gange hurtigere! Måske ikke i starten hvor hun bare ville være inde på værelset, men det var jo kun et par dage til hendes krop faktisk kunne tåle at komme lidt ud, og så ville han hellere end gerne tage hende med ud på lange gåture så hun kunne få en masse ilt til hovedet! Han havde reddet hendes liv og hun virkede faktisk fuldstændig ligeglad med hvad han faktisk havde gjort for hende! Han fik ingen kredit for det som han gjorde for hende, ikke engang så meget som et lille ’tak’! Det irriterede ham faktisk gevaldigt! Alt det som han gjorde for hende, hvor han faktisk kunne være ligeglade som alle andre måtte være, og hun skulle ikke gøre andet end at beklage sig over det som han gjorde! Hvorfor gik hun så ikke bare?! Han skulle nok lade vær med at holde hende igen, hvis hun ikke kunne lide at være her! Men hun udnyttede vel bare at hun kunne være væk fra alle andre?! Han rystede let på hovedet til hendes ord. „Du kan tage vare på dig selv? Var det sådan som du kom hjem til min herregård? Når ja.. du klarede dig jo helt på egen hånd, ingen hjælp,” endte han med en tydelig sarkasme. Selvfølgelig var han glad for at hun ikke var ligeglad med at han bekymrede sig for hende, men.. et sted var hun jo ligeglad, hun så ham sikkert bare som en brik i vejen! Han bed tænderne ganske fast sammen. Hun var stædig, trodsig og modstridende og det hjalp hende ikke på nogen måde! Hvad ville hun dog gøre hvis han smed hende for porten?! Men det ville jo alligevel aldrig ske, for det ville han alligevel ikke kunne få sig selv til. At hun blev sur selv, forundrede ham virkelig ikke, og dette var blot et lille skænderi ud af mange! Han himlede svagt med øjnene og sukkede lettere opgivende. Det var jo bare typisk hende! „Du er så pokkers stædig at du driver mig til vanvid!” endte han i en direkte irriteret tone, som han knyttede næverne ganske fast. Han følte for at slå til et eller andet, men beherskede sig dog, for hvorfor dog spilde tiden?! Hun ville gerne være herude? Jamen så kunne hun da bare slå sig løs! Hvad skulle hun dog i det hele taget bruge ham til?! Han gjorde jo åbenbart intet rigtigt alligevel! Han rystede let på hovedet, selvom han stoppede op, da han greb ham om overarmen, skønt det dog ikke gjorde ondt. Han vendte sig mod hende igen og kneb øjnene sammen til hendes ord. „Du er jo ikke svag Malisha! Men din krop er! Du har været døden nær og du er ikke bare fuldkommen frisk dagen efter eller en uge efter!” svarede han stilfærdigt og dog i en høj tone. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå det?! Det frustrerede ham virkelig! Hans blik faldt mod sin jakke, der var røget ned, hvor han roligt bukkede sig for at samle den op. Han lagde den roligt omkring hendes skuldre. „Glem det. Jeg går tilbage til arbejde. Bliv herude hvis du vil, bare have min jakke på,” endte han kortfattet og med et intetsigende blik. Han fnøs ganske let, som han endnu engang vendte ryggen til hende, kun for at gå ind i stuen. Hun var virkelig umulig! Men så kunne det bestemt også være ligegyldigt! Hun gad ikke lytte til ham? Så måtte hun tage konsekvenserne af sit eget valg!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var mere end tydeligt for Malisha, at Konstantin var ved at hidse sig op, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne tage sig af, for hvad fanden skulle hun da sige? Hun kunne jo ikke sige noget som helst til det! Hun vendte blikket direkte mod ham. At blive puslet om på denne her måde, var noget som hun godt kunne lide, selvom det var svært for hende at give udtryk for. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ikke så hvad han gjorde for hende, for det gjorde hun faktisk! Hun var bare ikke den type som valgte at lade sådan noget komme til udtryk, så godt kendte han hende vel godt? Hun kneb øjnene direkte fast sammen til hans ord. Hun kunne faktisk godt lide at være der, ellers var hun taget derfra allerede for længe siden, for hun vidste jo godt, at racen ikke styrede sig selv, men at der var nogen som var nødt til at gøre det! Hun himlede med øjnene til hans ord, for nu var hun kun ved at være godt irriteret! Hun var blevet i sengen længe nok! Nogle minutter i frisk luft, kunne umuligt være så meget til skade for hende! ”Jeg vil råde dig til at bruge den tunge varsomt overfor mig.. Konstantin!” hvæsede hun fast. Sarkasme var hun bestemt ikke fan af og specielt ikke når han fremstillede det på den måde! Dum var hun ikke, hun vidste at hun burde lytte til ham, men.. det var sjovere at være trodsig, det var sjovere at gøre modstand og faktisk få lidt modspil ud af det, i stedet for at være den som lystret, for hun havde aldrig lystret nogen som helst, hvilket han i den grad burde vide! At han direkte måtte blive så vred, var nu heller ikke noget som hun direkte kunne tage sig af på nogen måde, for det var bestemt heller ikke noget som hun måtte få det mindste ud af i den anden ende! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Hvis DU er så utilfreds, så smid mig ud!” hvæsede hun med en direkte kraftig stemme, selvom hun godt kunne mærke, at det måske ikke var helt så smart, men det var ikke i de baner at hun måtte tænke for denne omgang. Hun var sur og nu blev hun kun vred! Hun kunne et sted slet ikke undvære ham. Han havde altid været den som hun var kommet til og.. nej, hun ønskede da heller ikke at han skulle slå hånden af hende på nogen måde! ”Et par minutter med frisk luft slår mig ikke ihjel, Konstantin!” brølede hun direkte efter ham, selvom han havde lagt jakken omkring hendes skuldre igen, så var det knapt nok noget som hun lagde mærke til. Hun stirrede efter ham som han igen valgte at gå indenfor, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af på nogen måde, for.. ja, hun var sin egen herre! Selvom hun vidste at han havde ret! Hun var her jo stadig, også fordi at hun faktisk vidste, at hun ikke var frisk nok til at tage derud! Stadig lettere præget af følelserne fra sidst, så var det heller ikke noget som hun tog sig af, for det at han tog den tone i brug overfor hende på denne her måde, var noget som faktisk gjorde hende.. ked af det? Hun var ikke svag og hun nægtet at fremstå som svag! Hun endte med at ryste på hovedet og søgte selv ind i stuen, hvor hun smækket dørene lige efter sig. Hvis det var på den måde, så skulle han nok få sin vilje! Jakken smed hun fra sig på gulvet, hun skulle i den grad ikke have den på! Hendes skridt ned mod værelset var let vaklende, for hun gik hurtigt, kun for at træde ind, smækket endnu en gang kraftigt med døren og lagde sig op i sengen igen. så måtte han fandeme være tilfreds!

[Deleted]

Måske Malisha aldrig havde været meget for at åbne op følelsesmæssigt, men Konstantin havde på ingen måde hånet hende for det! Desuden så virkede hun direkte utaknemlig for det som han gjorde! Og ikke nok med det, så gad hun jo slet ikke lytte til ham og han tænkte faktisk kun på hendes helbred! Hun havde været døende og hendes krop var stadig svag, det var jo bare at erkende kendsgerningerne! Hendes ord var dog noget som fik ham til at tænde af! Skulle hun stå og true ham i sit eget hjem?! Hans øjne endte med at slå gnistre, hvor han virkelig måtte beherske sig, for ikke at løfte hånden og skænke hende en syngende lussing, for det blev efterhånden ganske fristende! Hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne bestemme over ham! Hun var måske leder, men han stod som hertug og lå langt over hende i hierarkiet! Han tog et faretruende skridt tættere på hende. „Du skal bestemt ikke stå og true mig i mit eget hus Malisha! For er du utilfreds, kan du bare skride af helvedet til!” hvæsede han fast. Normalt skulle der meget til for at hidse ham op, for normalt var han en tolerant mand, han kunne klare en masse hånlige ord, men dette fandt han sig virkelig ikke i på nogen måde! Hun var så pokkers stædig og han var snart ved at blive godt rasende over det! Hun lystrede ham ikke, som hun ikke lystrede nogen, men han prøvede for pokker da bare at redde hende liv! Han prøvede at holde hende i sikkerhed! Han havde tilmed taget hende med hjem, fordi hun var for stædig og ikke gad at være i Mørkets Cirkel! Og hvor var taknemligheden?! Ingen steder! Han kneb øjnene fast sammen. „Smide dig ud? Jeg kunne sende dig direkte tilbage til Mørkets Cirkel.. så kan du ydmyge dig selv der! Uden mig, har du INGEN!” hvæsede han fast! Løgn var det jo ikke engang! Romeo ønskede hende død, så tog hun tilbage så kunne hun gå i døden på den måde, blev hun her og blev ved med at være trodsig, jamen så kunne hun dø sådan, uanset hvad så ville hendes stædighed slå hende ihjel! Han var ved at være godt træt af hende, og hun kunne bare prøve på at puste til ilden, for han ville ikke tøve med at smide hende ud, hvis hun virkelig formåede at pisse ham af, for det fandt han sig bestemt ikke i, når det var i hans eget hjem! Hendes ord som hun brølede efter ham, da han var på vej væk, kunne han godt høre, men han tog sig ikke af dem, for hun var bare dum og stædig! Et tåbeligt kvindemenneske! At hun gik indenfor og faktisk føjede ham, havde han ikke regnet med, selvom han godt kunne høre at hun måtte smække med dørene, hvilket kun gjorde ham langt mere irriteret, for det var altså hans hus! Hun havde bare at vise hans slægts hus respekt! Han endte med at stoppe op udenfor sit kontor, hvor han tog i håndtaget, selvom han ikke gjorde noget yderligere. Det var jo slet ikke hans mening at skændes med hende, og det var altid ham som skulle gøre det godt igen, og han var virkelig træt af det! Hvorfor skulle han altid undskylde?! Når alt kom til alt, var det jo faktisk ham som måtte føje hende! Han bed tænderne fast sammen, som han knurrede af sig selv. Han rystede opgivende på hovedet, inden han valgte at gå ned mod værelset igen. Han sukkede ganske let, som han roligt åbnede døren, kun for at træde ind og lukke døren bag sig. Hans blik faldt direkte på hende. „Jeg hader din stædighed, ved du det?” spurgte han ganske kortfattet. Måske ikke ligefrem positive ord, men faktisk hans normale måde at starte sin undskyldning på.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at Konstantin havde gjort forbandet meget for hende, men det var der nu heller ikke noget som man kunne sige noget til. Hun ønskede på ingen måder, at der skulle ske ham noget, for.. hun holdt af ham, hun kunne godt lide at han var omkring hende på denne her måde, og det var bestemt heller ikke hendes menig at være direkte utaknemmelig, men det var bare ikke noget som hun tænkte over. At hun så virkelig formåede at pisse ham af, var noget som hun allerede havde fundet ud af, selvom det var noget som gjorde det hele ondt værre, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte måtte tænke over. Hendes mine var præget af den direkte vrede som han placerede i hende, netop ved at stå og råbe af hende igen. Hun ønskede for pokker da ikke at tage derfra! Hun ønskede jo faktisk at blive her og tilbringe tiden sammen med ham. ”Hvis du ikke vil have mig her, så smid mig da ud, Konstantin!” udbrød hun med en direkte vred stemme, for det var slet ikke noget som hun ønskede at skjule for ham. Hun vidste godt at han var langt højere i hierarkiet end det som hun selv måtte være, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved, og det var egentlig heller ikke fordi at det var noget som direkte måtte røre hende, for det gjorde det virkelig heller ikke! Hans sidste ord var dog noget som for alvor fungerede som en direkte syngende lussing, for.. hvis hun mistede ham, så var det jo ikke engang løgn. Hun havde ikke nogen andre at vende sig til og den tanke var noget som skræmte hende. Det var jo også det som Julien havde fortalt hende inden han havde forladt hende i skoven. Efterladt hende til at dø. Det var noget som resulterede i at hun bare stod og stirrede efter ham som han gik ind.
Om hun skulle vise ham respekten eller ej, var slet ikke noget som hun tænkte over lige netop nu, for hun var virkelig oprevet. Endnu en gang! Og det var en tanke som gjorde hende direkte vred at tænke på! Hun smækkede alle dørene som hun passerede på vejen, kun for at komme tilbage på soveværelset, hvor hun kravlede op og lagde sig i sengen endnu en gang. Dynen trak hun let over sig, hvor hun godt kunne mærke, hvor kold hun faktisk var blevet. Hun trak benene tæt op under sig og trak dynen godt om sig, mest af alt for at finde varmen igen, for det var faktisk svært nok som det måtte være. At han endte med at komme ind, var slet ikke noget som hun tog sig af. Hun himlede med øjnene. ”Du behøver ikke..” vrissede hun kortfattet, som hun vendte sig om og lagde sig med ryggen til ham. Denne gang var det hende som havde valgt at føje ham for en gangs skyld, hvilket var noget som hun faktisk aldrig gjorde sig overfor nogen som helst. Hun blev liggende og selv uden at skænke ham så meget som et eneste blik, for det var slet ikke fortjent set i hendes øjne! Han havde råbt og skreget af hende udenfor og med de ord som han havde fyret af, så var det mere end nok til at hun valgte at lukke fuldstændig ned overfor ham. Det var ord som i den grad gjorde ondt. ”Lad mig være.. du fik din vilje!” endte hun ganske kortfattet.