Things get turned upside down?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne tydeligt se på Konstantin, at det denne gang var hans tur til at ligge i sengen, selvom det nu heller ikke forundrede hende, for han var virkelig kommet til skade og mere end det som hun var, så hun måtte jo trods alt tage lidt over, hvad end om det var noget som han ville være ved det eller ikke! Hun kneb øjnene fast sammen. Han havde ondt, hun kunne se det på ham! Han gemte det bag facaden af vrede og foragt, så godt kendte hun ham da om ikke andet, om det var noget som man nu ville være ved det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være! Hun himlede med øjnene. ”Se for pokker på dig selv!” endte hun tydeligt frustreret. Det var ikke fordi at hun ønskede at fratage ham det hele, men hun kunne bestemt heller ikke bruge ham, hvis han havde så ondt, at han knapt nok kunne bevæge sig, for den tanke var virkelig noget som direkte måtte frustrere hende mere end det som noget andet måtte gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun fnøs ganske kortfattet og vendte blikket væk fra ham igen. Hvorfor skulle han være så stædig?! Han kunne vel godt se det lidt fra hendes synsvinkel eller var han for selvcentreret til at se det?! At han valgte at betragte det som en selvmordsmission, var noget som gjorde hende direkte rasende og helt.. vred. Det var jo slet ikke sådan hun valgte at se på det og den tanke ene og alene, var faktisk noget som gjorde hende direkte vred, for det var bestemt heller ikke retfærdigt! Hun sendte ham en direkte dræbende mine. ”Jamen så må jeg jo bare gøre det hele UDEN dig!” endte hun kortfattet. I stedet for at afblæse det helt, så kunne han vel hjælpe hende lidt på vej? Ligesom han altid havde gjort? Det var en tanke som gjorde hende direkte rasende, for det var bestemt heller ikke fair! Synes hun da om ikke andet! ”Jeg skal nok finde en måde hvorpå at jeg får Romeo med mig.. Bare vent..” endte hun med en ganske kortfattet mine. Om det så indebar at Lexie kom hjem, så fint! Så måtte man jo bare håbe at tøsen kom hjem igen!
Det var slet ikke fordi at Malisha ønskede at fremstille Konstantin som svag og sårbar, for det var han bestemt heller ikke. Han havde jo også prøvet at overbevise hende om det samme i den tid hvor hun havde ligget i hans sted, og det havde jo virket. Hun var bekymret for ham, og det alene var bestemt heller ikke en følelse som hun slet ikke var vant til at føle, men lige for ham.. så var det som om at det skete helt automatisk! Hun vendte blikket mod ham. Han havde ondt, om han ville det eller ikke, så måtte han være den som måtte være sengeliggende det næste lange stykke tid! Hun vendte blikket stille mod ham, selvom det var tydeligt at han ikke var helt enig med hende, så glædet det hende da om ikke andet, at han var faldet bare en anelse til ro igen. At han ikke kunne komme op, var noget som hun allerede havde lagt mærke til, hvor hun bare ganske stille nikkede. ”Må jeg gerne hjælpe dig op i sengen?” spurgte hun endnu en gang, måske stadig fast, men mere.. roligt end det som hun normalt og ellers havde snakket til ham i, for hun ønskede ikke skænderier. Dem havde de allerede alt for mange af fra før af, og hun ønskede jo selv ham det bedste!

[Deleted]

Måske Konstantin havde ondt, og måske det kunne forhindre ham i at gøre mange ting, men han nægtede simpelthen at være sengeliggende! Et par brækkede ribben skulle bestemt ikke stoppe ham fra at gå rundt! Det var trods alt ikke hans ben der var skadet! Desuden så længe han holdt sig i ro, hvilket han sagtens kunne gøre hvis han arbejdede, så gik det jo nok! Han havde ganske vidst ondt nu, men en god nats søvn ville vel gøre underværker? Det var han i hvert fald selv ganske overbevist om! Han skulle i hvert fald ikke blive i sengen for flere dage! Hun havde været døende, så det var virkelig et helt andet tilfælde! Han vendte blikket fast mod hende til hendes ord, for det var noget, som faktisk måtte irritere ham! Hun skulle bestemt ikke komme og sige at han var svag! „Jeg ser på mig selv, og jeg har kun et par brækkede ribben! Jeg har skam klaret det som var værre Malisha!” svarede han kortfattet, som han sendte hende en fast mine. Han havde prøvet det som var langt værre end dette! Og dengang havde han kun sig selv, og han havde skam klaret sig, så han havde ikke brug for hendes bekymring og medynk, for det var virkelig kun et par brækkede ribben! De ville heale med tiden, og så ville han blive frisk som en havørn igen! At hun så blev sur på ham, fordi han fandt hendes ’mission’ som et selvmordsforsøg, gjorde ham selv irriteret, for det var tydeligt at hun ikke selv kunne se det. At prøve at udrydde alle vampyrer ville jo blive direkte umuligt! Det burde hun da i hvert fald vide! Hun kunne ikke udrydde en hel race, og da slet ikke en race som vampyrerne! Det var trods alt også en vampyr, der nær havde dræbt hende! Og det skulle ikke undre mig, at vampyren havde haft muligheden, selvom han ikke kunne blive klog på, hvorfor vampyren lod hende gå, ikke hvis hun dræbte vampyrens mage. „Har du virkelig mistet forstanden?! Du kan ikke udrydde en hel race Malisha! En race, som faktisk står højt i hierarkiet! Har du glemt at vores greve og grevinde er vampyrer? Havde du tænkt dig at vade ind i Corvento Mansion og dræbe alle vampyrer der befinder sig der og så gå videre til kirkegården?!” spurgte han kortfattet, som han sendte hende et fast blik. Han fnøs ganske kortfattet til hendes følgende ord, hvor han sendte hende et ironisk blik. „Åh ja.. jeg glæder mig til at se hvordan du vil få ham overtalt!” vrissede han let, som han rystede opgivende på hovedet af hende. Tosset var hun i hvert fald!
At hun var bekymret for Konstantin, var selvfølgelig noget som varmede ham, for det beviste kun at hun tænkte på ham og holdt af ham, men af den grund ville han virkelig ikke tales nedladende eller hånende til! Han gad bestemt ikke blive fremstillet som svag eller sårbar, for han skulle bestemt nok klare sig! Han var sgu ikke døende som hun havde været det! Han havde kun brækket et par ribben og før de så sig om, så var han frisk igen! Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Han kunne ikke komme op i sengen, for han kunne ikke bevæge sig. Han sukkede lettere opgivende, selvom han dog endte med at nikke ganske let. „Ja.. men pas på!” endte han fast, som han sendte hende en streng mine, et tydeligt tegn til at han havde ondt og at det gjorde ondt, når han blev berørt eller bevægede sig forkert.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det måtte faktisk irritere Malisha at Konstantin ikke bare kunne indse, at det nu var ham som var tvunget til at blive liggende i sengen. Uanset hvordan det hele var gået for sig, så var det tydeligt at begge havde fået varige men efter den kamp som de havde været igennem, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Selv var hun ved at have det bedre, selvom armen stadig ikke ligefrem var det som man skulle prale af. Hun kunne vel bare lægge den i noget støtte og så skulle det være det? Selvom det slet ikke var noget som sagde så lidt, for den var stadig godt øm, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun kneb øjnene fast sammen. At det pludselig var ham som skulle være så modvillig, var noget som direkte irriterede hende, for hun ville for pokker da bare hjælpe ham! Som han også havde hjulpet hende! ”Ja, det kan jeg jo se!” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for dette pisset hende virkelig af! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme kortfattede mine. Han støttede hende ikke, hvilket nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for hun agtet at fuldføre det, om det så var med eller uden Konstantins hjælp! Hvis han ikke ville støtte hende, så kunne hun jo lige så godt bare gøre det alene, for hun.. havde ikke brug for ham! ”Det er gået op for mig, at du ikke vil støtte mig i det, Konstantin.. Men at tale til mig i den tone, er bestemt ikke noget som jeg finder mig i!” hvæsede hun med en direkte vred stemme. Hun skulle skam nok få Romeo overtalt, specielt hvis hun bare skulle bruge Lexie, så kunne det bestemt heller ikke være det sværeste, kunne det? Specielt hvis han håbede på at hun faktisk kunne bringe tøsen hjem, selvom hun et sted virkelig var ligeglad, men.. hvis det var det som skulle til, for at hjælpe til med at udrydde det væsen som hun hadet mere end noget andet, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det!
Malisha var faktisk bekymret for Konstantin og det var egentlig ikke fordi at hun ønskede at tale nedladende til ham eller noget som helst, for det var noget som han faktisk selv var skyld i! Hun ønskede faktisk bare at hjælpe ham for en gangs skyld, og så var det hende som skulle mødes af den mur af afvisning? Han havde gjort så meget for hende og.. det kunne vel ikke være så slemt bare lige at få ham op i sengen? Også fordi at den smerte som han havde taget til sig, faktisk var på grund af hende. Ganske forsigtigt så trak hun sig hen til ham, også for at have noget at støtte sig til. ”Udmærket.. Så kom her..” Forsigtigt så tog hun omkring hans arm, hvor hun med resten af sin egen kropsvægt og ved hjælp af sine ben, måtte tvinge ham op på benene og direkte op på sengekanten, hvor hun hurtigt kunne placere ham, også for at forhindre at han ville få alt for ondt, for.. hun ønskede ham jo faktisk kun det bedste, selvom hun havde svært ved at skulle vise det, men pointen var vel også bare at hun forsøgte? Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme stilfærdige mine. ”Læg dig ned, Konstantin.. Denne gang er det dig som har brug for hvile..” Et sted så var det en bekymret stemme som havde sneget sig på, selvom hun slet ikke kunne kontrollere det. Denne form for følelse – denne form for bekymring var helt fremmed for hende!

[Deleted]

Konstantin brød sig på ingen måde at skulle være sengeliggende, for det havde jo været ham som skulle have taget sig af hende, og han.. ja han havde jo ikke noget imod at hun skulle tage sig af ham, selvom han tvivlede på at hun var typen der puslede omkring nogen, men hun havde allerede vist ham, at være fuld af overraskelser, så man vidste vel aldrig? Men det var bare det at han ikke kunne gøre noget, som måtte irritere ham! Han endte med at himle tydeligt af hende til hendes ord. Hun skulle bestemt ikke tage ham for at være svag! Han skulle bestemt nok klare sig, for det havde han altid gjort og det havde endda været helt alene! Hun kunne bare gå, for han havde ikke brug for hende! Og dog.. han kunne godt lide hendes selskab – når de da ikke skændes, hvilket de gjorde tit, men hun var jo også den eneste som han havde, ligesom han vidste at det var gengældt. At hun så havde planer om at gå imod vampyrerne, var dog noget som virkelig kom bag på ham, for det var jo direkte en selvmordsmission! Hun kunne ikke udrydde en hel race! Desuden så gik han med den overbevisning at alle racer var vigtige, eftersom alle kunne bidrage med vigtige ting, men han havde det også kun sådan fordi han var forretningsmand, men stadig! Skulle han være med til at udrydde en hel race? Det var jo direkte tosset! Og så tilmed vampyrerne? Der var jo flere tusinder! Han vendte blikket direkte vredt mod hende til hendes ord. „Årh hold op med at hvin, kvinde! Jeg har støttet dig i alt, men jeg vil bestemt ikke være med til en selvmordsaktion! Desuden er dette MIT hus, så hvis du ikke gider høre på min tone eller være her, så er du skam fri til at gå!” svarede han i en høj og vred tone. Han fandt sig bestemt heller ikke i hendes tone, og eftersom dette var hans hus, og han var herren, så var det også ham som bestemte, hvilket hun ikke skulle tage fra ham! Han havde været så god af sig at tage hende med sig hjem i stedet for til Mørkets Cirkel hvor hun med garanti ville blive dræbt, hvis Romeo havde fundet hende, og så var hun så utaknemlig hele tiden?! Det gjorde ham virkelig stiktosset!
At hun gerne ville hjælpe Konstantin op i sengen og faktisk udviste bekymring, var selvfølgelig noget som han var glad for, for det viste jo også at hun ikke var ligeglad og så utaknemlig igen, men derfor gad han stadig ikke have at hun skulle tale nedladende til ham! Han havde gjort utrolig meget for hende, og det var igennem hele deres liv! Altid havde han været der for hende! Han prustede let som hun valgte at komme hen til ham, hvor han sank en klump da hun valgte at tage fat i ham. Det gik dog ikke helt smertefrit, for tværtimod gjorde det virkelig ondt! Han gispede let af smerte, inden han brummede lettere anstrengt. Hun fik ham dog utroligt nok op i sengen igen, hvor han valgte at lægge sig, selvom hans arme var knuget ind mod hans bryst, næsten som om han prøvede at holde sammen på hans brækkede ribben. Han skulle forbindes, selvom det heller ikke var noget som han kunne klare selv. Han vendte blikket mod hende. „Tak..” endte han sammenbidt, hvor det vel var tydeligt at han havde ondt? Han vendte blikket mod badeværelset. „Jeg.. Vil du hjælpe mig med at forbinde mig?” spurgte han roligt. Han var ikke selv meget for at bede om hjælp, men.. han vidste at det var nødvendigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt at hun måske ikke havde været den mest taknemmelige af slagsen, men det var heller ikke noget som hun havde haft brug for at udtrykke før. Konstantin var nemlig også den mand som samtidig kendte hende bedst, så han vidste hvordan hun havde haft det igennem hendes liv, nærmest opfostret som havde hun været en dreng og altid havde hun været direkte tvunget til at vise hvad hun duede til, og specielt blandt dem på deres egen alder da de havde været børn, så hun havde aldrig skulle vise det på den måde om ikke andet. Hun kneb øjnene fast sammen, for hun elskede skam at være sammen med ham, så det var slet ikke det, men det at han skulle tale til hende på den måde, var heller ikke noget som hun fandt sig i, for hun var faktisk også bekymret for ham! Og så fandt hun sig bestemt ikke i at blive talt til på den måde, netop fordi at hun faktisk udviste det for ham på denne her måde i det hele taget! Hans ord var noget som gjorde hende direkte vred i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Hvis du vil have mig ud, så åben da munden og sig det, for pokker da!” endte hun med en direkte frustreret stemme. Hun var ved at være tilbage på toppen, selvom det ikke altid var lige nemt, men hun kunne altså ikke altid gøre for det! Hun havde sine visioner, hun havde sine mål og det at slå både vampyrerne og dæmonerne var noget som faktisk stod ganske højt på den liste, om det var noget som man ville det eller ikke!
At Konstantin faktisk lod hende hjælpe, var noget som direkte måtte komme bag på Malisha. Selvom den tanke selvfølgelig glædede hende, så var det ikke noget som hun var god til at udtrykke på nogen måde, men det var vel et skridt på vejen at hun faktisk tilbød ham sin hjælp? For hun var ikke altid så koldblodigt og følelsesforladt som så mange ville beskrive hende som, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At få fat i ham og få ham tvunget op i sengen, var ganske vidst hårdere end det som hun lige havde regnet med, hvor hun i den grad også kunne mærke det i sin egen arm, for den var ikke på plads endnu, om det var noget som man ville det eller ikke! Hun vendte sig mod ham, hvor hun bare valgte at bide sin egen smerte i sig. At han bad ind til hendes hjælp, var dog noget som direkte måtte komme bag på hende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen måde overhovedet! Hun vendte blikket ganske kort mod badeværelset og så tilbage mod ham igen. Svært ville det blive med en fungerende arm, men.. med alt det som han også havde gjort for hende, så var det vel bare noget som skulle mangle i den anden ende? Hendes mening om ikke andet, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Hun endte dog med at nikke. ”Jeg.. kan vel gøre et forsøg..” endte hun ganske sigende og ikke mindst stilfærdig mine. Hun rejste sig, kun for at gå ud på badeværelset, for at finde forbindingen, så hun kunne hjælpe ham med det. Hun fandt det øverst oppe i et skab, idet hun roligt søgte tilbage til ham. Hun satte sig stille på sengekanten igen og begyndte at fumle med den, selvom det i den grad også var besværligt nok når man kun havde en hånd at bruge optimalt!

[Deleted]

Konstantin kunne godt høre at Malisha havde sat store planer for sig. Han selv ville dog ikke hjælpe hende med at udrydde flere racer! Det var jo simpelthen forrykt! Hvad hun tænkte på anede han virkelig ikke, men han vidste jo godt at hun altid havde været en kvinde med store ambitioner og ikke mindst havde kæmpet for at nå sine mål, men dette var jo direkte tåbeligt! Måske det var at melde sig ud, men det var noget som han slet ikke ville være med til! Han fungerede trods alt som hertug i landet, så han måtte jo også lidt tænke på sin egen plads og røv i sådan en situation! Han kunne godt hjælpe med at skille de svage fra flokken, så de stærke stod igen, lade sin arena stå til rådighed og være dommer i den, da det var hans magi der hvilede over stedet, men at sætte en kamp op mod de andre racer, det ville han nu ikke være med til! Han respekterede de andre racer, selvom han stadig så sin egen, warlocks, som den mest ædle af dem alle! Han endte med at himle let med øjnene. „Jeg vil jo ikke have dig ud for pokker!” svarede han i en vrissende tone, som han sendte hende en fast mine. Han nød hendes selskab! Han havde faktisk nydt at pusle om hende, selvom det havde været et mareridt, når hun ikke havde lyttet til ham – men nu kunne han da give igen af egen medicin, for han havde ikke tænkt sig at blive sengeliggende! Han ville ikke blive her og lave ingenting, for han havde trods alt sit arbejde som hertug at se til! Men han måtte jo nok holde en pause fra arenaen, eftersom folk bare ville finde en mulighed for at gå på ham og så ville han ikke have meget af en chance!
Et sted var Konstantin ikke meget for at spørge om hjælp, for selvom han næsten kunne virke varmhjertet, så var han altså en sand warlock og dvasianer! Han var selv blevet opfostret ind i hertugfamilien, hvor hans opvækst havde været hård og nådesløs. Som ung knægt var han blevet tvunget til at skulle kæmpe imod sin far til døden, og han havde kun lige og lige vundet den kamp! Han havde dræbt sin egen far og han havde fået pladsen som slægtens overhoved. Han havde dog tænkt sig at gøre alle familiens traditioner om, hvilket også var grunden til at han havde smidt sin familie ud. Igennem de sidste mange år havde der kun været ham. I gennem de sidste par.. uger til en måned, havde Malisha været hans gæst, hun var hans trolovede, og et sted så anså han hende også for at være hans familie, for.. hun var jo faktisk den eneste han havde tilbage fra den tid, hvor han havde været ung, hun var den eneste der stod igen, derfor kunne han også godt bide i det sure æble og spørge lige hende om hjælp, skønt han ligesom hende, hadede at vise sig som svag! At hun gik ud på badeværelset, for at hjælpe ham med at forbinde ham, var han nu glad for. „I øverst..” Han stoppede sig selv, da hun allerede havde fundet forbindingen, hvilket fik ham til at smile. Hun vidste allerede hvor tingene lå, hvilket han faktisk ikke havde det mindste imod. Han vidste godt at hun kun havde sin ene hånd, men så måtte han vel ligeledes hjælpe med sin ene? Som hun fumlede, hjalp han hende roligt med at få forbindingen fri med sin ene hånd. „Jeg hjælper dig,” svarede han roligt, som et tydeligt tegn på samarbejde, hvor han tog omkring forbindingen og satte den for brystet, så hun egentlig bare skulle begynde at snore ham ind i forbindingen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Konstantin ikke kunne støtte Malisha i noget som helst, var selvfølgelig noget som virkelig måtte irritere hende, men så måtte hun jo bare gøre det uden hans hjælp! Ikke fordi at det var noget nyt for hende som sådan, for hun havde altid været meget, meget enerådig, så det var jo bare sådan at det var. Nu måtte hun jo bare gøre det så godt, som det nu var hende menneskelig muligt på egen hånd, og så tage den derfra. Det var hans egen sag om han ville hjælpe hende eller ikke, men det var så bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket direkte mod ham. Måske at han sad med en adelig titel, måske at han var hende højre hånd, men han var også hendes rådgiver når det kom ind til disser ting, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun fnøs ganske kortfattet, som hun svagt måtte himle med øjnene, for hans enerådighed og hans ord, var noget som direkte måtte irritere hende! Ville han ikke støtte, så var det jo bare sådan at det var! At han ikke ville have hende ud, var selvfølgelig en tanke som lettede hende og endda temmelig meget, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham og med et svagt smil på læben, næsten som hun havde forandret karakter fuldstændig. Ja, måske havde hun, men det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved som sådan, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. ”Fint. Var det så svært at sige?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun havde måske en tendens til at blive temmelig nedladende når hun var sur, men det var slet ikke hendes mening at lade det gå udover ham! At se ham komme så meget til skade, var faktisk en tanke som gjorde hende bekymret og ikke mindst også usikker, for hun havde aldrig set ham komme så meget galt af sted, og det var en tanke som faktisk måtte bekymre hende! Han havde puslet om hende igennem hendes sygeforløb, og nu var det omvendt!
På alt for mange områder, som lignede Malisha og Konstantin hinanden. Ikke altid det var en god ting, men det var vel bare at tage det som det kom? Denne gang var det ham som havde brug for hjælp, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at give ham, også fordi at han havde vist hende det som den første. Hun vendte blikket ganske kortfattet mod ham, da hun havde fundet forbindingen på badeværelset. Ja, efterhånden så vidste hun hvor de ting lå henne, også fordi at hun selv havde haft brug for det, da Konstantin havde fundet hende – gennemtæsket af en vampyr, selvom det ikke var noget som hun ville tænke over lige nu, for tanken var mere end nok til at gøre hende direkte tosset! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham, som hun igen kom hen til ham. Det ville nok blive besværligt nok med en hånd, men han skulle forbindes og han skulle slappe af. ”Jeg er ligeglad med hvad du siger, Konstantin. Jeg skal nok tage over lederstillingen igen.. permanent. Hvis de ikke kan tackle at jeg er væk for en uge eller to, så har jeg fejlet.” At han hjalp hende med forbindingen, havde hun heller ikke noget imod. At han holdt den på plads, så hun kunne forbinde ham, gjorde det hele langt nemmere! Selvom hun gjorde det ganske roligt, så gjorde hun det også stramt, for det var meningen at den skulle sidde tæt og ikke slapt, så meget vidste hun da. Hun fik hans bryst viklet godt ind i forbindingen, hvor hendes hånd gled let over hans, for at fange den løse ende, hvor hun bandt en lille og tætsiddende knude.

[Deleted]

Konstantin brød sig ikke særlig meget om den tanke, at være.. sårbar. Nok han udadtil kunne virke som en meget useriøs, fjantet og faktisk blød mand, men når alt kom til alt, så var han en sand warlock, han kunne gemme alt bag et smil uden at nogen ville lægge mærke til noget – foruden Malisha, da hun kendte ham så godt – han gik meget ind for at være en gentleman og selv han så muligheder i de procianske og manjanske og resten af landendes væsners forretninger, for selv lysets folk kunne være fantastisk dygtige til visse erhverv, såsom elverne der var fantastisk dygtige til at smede våben, at det var helt imponerende! At Malisha så havde tænkt sig at udrydde en hel race, var noget som virkelig måtte komme bag på ham! Han vidste godt at warlockerne altid havde haft et intenst forhold til vampyrerne, som omvendt, der var altid en magtkamp kørende, men det var aldrig én som Konstantin havde taget del af. Desuden så var Alexander greve og tilmed hans arbejdskollega, og han kunne bestemt ikke være med til at dræbe den mand! Han var faktisk en meget neutral mand, når det kom til stykket, og dog.. hvis han endelig ville have noget, så var der ingen og intet der skulle stå i vejen for ham, for at skulle få det! Han himlede let med øjnene til hendes ord, som han vendte blikket ganske sigende mod hende. „Frist mig nu ikke,” svarede han med et koldt smil om læberne, inden han vendte blikket væk fra hende. Han ønskede ikke at hun skulle gå. Selvom hun næsten kun havde gået ham på nerverne, siden hun var flyttet ind, så holdt han jo alligevel af hende, ikke mindst var hun jo faktisk den kvinde som han skulle leve resten af sine dage med, så han kunne vel ligeså godt vænne sig til hendes adfærd, holdninger og attituder?
Det var ikke fordi at Konstantin var meget for at skulle spørge om hjælp, for selv han havde sin stolthed, desuden så var det jo også så sjældent at han faktisk blev gjort sårbar, men han måtte erkende – om han så ville det eller ej – at Romeo var en virkelig dygtig og stærk warlock. Knægten kunne blive utrolig mægtig en dag, hvis han bare gad give sig fuldstændig hen til mørket. Han var bare temmelig sikker på at det aldrig ville ske, fordi Lexie holdt lyset i manden. Desuden så havde han også erfaret at det var bedst at Romeo havde Lexie hos sig, for det var jo også den tøs, der holdt hans loyalitet til mørket, holdt ham rolig og i kort snor, det irriterede ham bare at Malisha ikke kunne se det! Han vendte blikket mod hende til hendes ord, inden han rystede lettere kortfattet på hovedet. „Hvorfor skal du altid vælge den vej, som får dig ud på dybt vand?” spurgte han kortfattet og ganske alvorligt. „Er du klar over, hvor mange som ville tage chancen og dræbe dig, for at tage din lederstilling?” Han sendte hende en ganske kortfattet og fast mine, inden han så væk fra hende igen og fnøs ganske let. Sandheden var, at han jo slet ikke ønskede at hun skulle komme til skade. Han holdt af hende, hun var den eneste som han havde tæt på sig, den eneste som han virkelig kunne sige at han stolede så meget på at han ville lade sit liv hvile i hendes hænder, for hendes nåde, for han vidste at hun altid ville hjælpe ham til hver en tid, som det også var gengældt. Han lod hende forbinde ham færdig, hvor han godt kunne mærke at det trykkede omkring hans bryst – præcis som det skulle! Han lod hende tage den løse ende og binde en knude, inden han let tog omkring hendes den friske hånd, som han klemte ganske let. „Jeg vil ikke have at du kommer til skade,” svarede han dæmpet og dog sandfærdigt, inden han vendte blikket kortfattet mod hende, som et tydeligt tegn til at det ikke var fordi han var blød!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var en hård kvinde, og det var noget som hun udmærket godt vidste. Det var sådan at det altid havde været, selvom Konstantin kendte hende mere end det som andre kunne sige sig at gøre. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hvis han ville have hende ud, så kunne han vel bare tvinge hende af sted? Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde noget andet at give sig til, også selvom hun vidste at mange ville tage umuligheden til at tage stillingen fra hende. Hun sendte ham en direkte fast mine, næsten advarende, for hun kunne snildt tage det hele med sig og så smutte igen, hvis det var det! Selvom han nu heller ikke ligefrem havde hintet til det, hvilket også var en af de få grunde til at hun stadig var her på stedet, selvom det ikke altid var noget som alligevel betød meget for hende, for hun var jo alligevel blevet, og det var noget som hun godt kunne lide. Hun sendte ham en direkte fast mine. ”Er du ikke tilfreds, så send mig ud,” vrissede hun med en ganske så kortfattet mine, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Om han holdt af hende eller ikke, var noget som hun var direkte ligeglad med i den anden ende, selvom.. det egentlig bare var en løgn. Hun strøg tungen let over sine læber, og selv uden at tage blikket fra ham på nogen som helst måde overhovedet. Hvis hun gik ham så meget på nerverne så var det jo egentlig bare det valg som hun så!
At Konstantin ikke var meget for at bede om hjælp, forundrede nu heller ikke Malisha, for hun vidste godt hvordan det var. Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til, for hun havde det helt på den samme måde, om det nu var noget som man ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn set i hendes øjne. Hun vendte blikket mod ham. Denne gang ville han ikke støtte hende, så måtte hun jo bare klare sig uden ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun sendte ham en fast mine. Lige nu var han bestemt ikke i stand til at tage over for hende som en midlertidig leder, så måtte hun jo selv vende tilbage til arbejdet, og så måtte hun jo tage det som det nu måtte gå, for hun var bestemt ikke bange for at komme til skade, eller at dø for den sags skyld, for det var hun simpelthen for stædig til, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Så må de jo forsøge.. Det som er sket med dig, gør det kun tydeligt for mig at de ikke kan klare sig uden en til at holde dem i ørene. Så må jeg jo tage det som det nu går.. Jeg er ikke bange for at komme til skade, Konstantin.. eller at dø. Jeg er ikke bange for døden,” endte hun med en ganske kortfattet stemme, for løgn var det bestemt heller ikke for hendes del. Hun fik ham bandageret ind og sat knude på, så det holdes stramt omkring ham. At han tog omkring hendes hånd, var noget som alligevel kom bag på hende, hvor hun vendte blikket mod ham, næsten.. overrasket? Hovedet lod hun søge let på sned. ”Jeg klarer mig.. det gør jeg altid,” afveg hun stilfærdigt. Hun var ikke en som gik op i den slags!

[Deleted]

Konstantin havde sagt flere gange at han ikke gad have, at hun smuttede herfra, hvorfor skulle hun så blive ved med at prikke til ham med det samme irriterende svar? Ja, han kunne kyle hende ud hvis han ville og det blev ham langt mere fristende med tiden! Kunne hun ikke bare fatte at hun skulle blive?! Han vendte blikket mod hende og gengældte den faste mine. Han var træt og han magtede ikke at skændes, for pokker han kom kvæstet hjem og hun råbte af ham?! Det gjorde ham virkelig rasende! Han havde sagt at hun skulle blive og så skulle hun tale til ham, som var han et barn? Det fandt han sig virkelig ikke i! „Jeg har sagt at du skulle blive, for sat..!” Han endte med at krympe sammen i smerte, hvor han tog sig til brystet, da den råbende tone ikke ligefrem hjalp på smerterne. Han knurrede let – faktisk af smerte, hvor han klemte øjnene fast sammen. Han trak vejret hurtigt, da det selv gjorde ondt, hvis han trak det dybt, for han havde for pokker da brækket sine ribben! „Jeg gider ikke diskutere det!” vrissede han i en.. frustreret tone? Han kunne virkelig ikke have den tanke at han skulle være så svag at han knap nok kunne trække vejret, og at hun råbte af ham, pissede ham af ved at tale til ham som var han et lille barn, hjalp bestemt ikke på nogen måde! Han prøvede at falde til ro og genvinde sin pust, selvom det svar svært med den intense smerte i hans bryst, der bare ikke så ud til at ville gå væk.
Lige pludselig forstod Konstantin godt hvordan Malisha havde haft det, da han selv havde puslet om hende, for nu var det hele jo vendt helt på hoved! Han var ikke selv meget for at spørge om hjælp, for han havde jo altid været en ganske selvstændig person, som ikke havde haft brug for andre, han havde altid klaret sig selv, selvom han denne gang virkelig var på spanden! Han skulle dog nok komme sig, for han havde skam prøvet dette – eller noget lignende – mange gange før, og selv der havde han klaret sig selv, så han havde ikke brug for hende! Og alligevel.. han kunne godt lide at hun var der. Han vendte blikket kortfattet mod hende. „Jeg er ligeglad med hvad du er og ikke er Malisha! Jeg derimod er ikke ligeglad med om du kommer til skade eller dør!” svarede han i en ganske kortfattet tone, som han sendte hende et ganske fast blik. At hun blev overrasket over at han tog omkring hendes hånd, kunne han godt se, hvilket var noget som morede ham, skønt han ikke viste det udadtil. Han betragtede hende med et ganske kortfattet blik, hvor han lod sin tommel stryge hende ganske blidt over håndryggen. „Måske du har glemt sidste gang? Havde jeg ikke været der, så var du gået direkte i døden.. jeg kan ikke være der for dig i denne tilstand, derfor er det bestemt ikke ligegyldigt om du bare vader derind,” svarede han ganske kortfattet. Han valgte roligt at lægge sig ned i sengen, skønt han ikke slap hendes hånd på noget tidspunkt. Han var faktisk utrolig træt, men kunne det forundre nogen? Han havde netop stødt på Romeo denne aften, som sikkert var lige så kvæstet som ham selv. Han lagde roligt hovedet ned mod puden, skønt hans mørke øjne hvilede direkte på Malisha.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun var alt for dygtig til at prikke til Konstantin, hvilket hun et sted vel også gjord med.. vilje? Han gjorde hende frustreret, som det i den grad også var gengældt i den anden ende, for han kunne i den grad også frustrere hende! Hun himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Han kunne i den grad heller ikke se det fra hendes side af, og det var noget som kun gjorde det værre! At han havde ondt, var faktisk noget som gjorde direkte ondt på hende, hvor hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, som han slet ikke formåede at tale sin sætning færdig, før han krøb sammen af smerte, for det var tydeligt at se at han virkelig havde ondt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide! Hun bed sig let i læben og vendte blikket væk fra ham. Det var sjældent at hun følte sig så.. fortabt som hun følte sig i denne stund, for det var virkelig noget som faktisk gjorde ondt – selv på hende, for han havde været den som havde taget sig af hende da hun havde ondt og det var ikke noget som hun kunne gøre i gengæld? ”Fint! Så lad være med at diskutere det med mig!” endte hun med en lige så frustreret stemme, for det frustrerede hende virkelig, at han ikke bare kunne se det lidt fra hendes vinkel! Hun vendte blikket endelig mod ham igen, hvor hun satte sig en anelse mere tæt på, så hun kunne hjælpe ham – så godt som det nu var hende muligt om ikke andet, for svært var det i allerhøjeste grad!
Det var ikke bare Konstantin som var frygtelig selvstændig, for det var Malisha i allerhøjeste grad også! Selvom det havde været svært for hende bare at acceptere, men det var nu bare sådan at tingene måtte være. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hans ord og det at han direkte holdt fast i hendes hånd, var selvfølgelig noget som gjorde en god del for hendes vedkommende, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere! Han viste hende for pokker da ikke hvordan hun skulle reagere på omsorg på den måde, for det var noget som alligevel gjorde frygtelig, frygtelig meget for hende! Hun vendte blikket en anelse væk fra ham endnu en gang. Havde det ikke været for ham, så var hun død i dag, og det vidste hun godt. Hun vendte blikket endnu en gang mod ham, dog langt mere.. forvirret og fortabt igen. Hans ord kunne tolkes, selvom hun ikke helt havde fundet ud af i hvilken retning endnu, så selvfølgelig var det noget som gjorde meget for hendes vedkommende, men løgn var det jo trods alt heller ikke. ”De kan ikke klare sig uden at hverken dig eller mig er der, Konstantin, så jeg er nødt til det,” begyndte hun med en ganske kortfattet stemme, for det var slet ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. hånden lod hun ligge i hans, også da han lagde sig ned i sengen. ”Det lyder næsten som du er bekymret for mig..” endte hun med en dæmpet stemme, og det var faktisk noget af det som i den grad formåede at forvirre hende mere end det som så meget andet faktisk gjorde det, og det var slet ikke noget som sagde så lidt i den anden ende!

[Deleted]

Konstantin var virkelig udkørt, han var smadret – bogstaveligtalt – og han var ikke mindst ufattelig træt! Han var kun lige kommet hjem og så skulle han sidde og diskutere med hende? Det gad han virkelig ikke! Han kunne godt høre at hun havde enorme planer, men det var godt nok ikke alle som han ønskede at være en del af! Han var der altid for hende, hvilket han altid ville være, hun ville altid have hans assistance, hun ville altid have ham bag sig, men der var ganske vidst visse ting som han ikke kunne hjælpe hende med, for han var altså en mand med en høj status og det var bestemt ikke noget som han ville kaste bort! Han var måske ikke helt enig i alt det som Jaqia lavede, men derfor havde hun et godt tag om landet, et tag som var nødvendigt, skønt han havde set det blive svækket en anelse, så han var bange for at der snart ville ske noget stort, hvis hun da ikke begyndte at komme tilbage igen, for dvasianerne var trods alt et kaotisk og oprørsk folk, og der kunne meget vel hurtigt ske en revolution, hvor folket ville gå imod hende, kun for at starte en borgerkrig om hvem der skulle tage magten. Han himlede let med øjnene til Malishas ord, hvor han knyttede den ene hånd ganske let. Hun provokerede ham virkelig med vilje! Han var ikke i humør til at diskutere, han var slet ikke i humør til at snakke med hende, for hun var for stædig til at fatte noget som helst, og det kørte ham kun op i det røde felt! Og at hun direkte krævede at tage tilbage, var noget som gjorde ham endnu mere irriteret, for hun kunne hurtigt blive væltet af pinden i den tilstand, hvilket han bestemt ikke tillod! Han vidste godt at de to snart var de eneste med autoritet blandt deres folk, og nok var de eneste der kunne holde styr på racen, så det var nok ikke smart at de begge to sad bundet til hans manor, men.. hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gøre for at han bekymrede sig for hende! Det havde faktisk.. skræmt ham at se hende så døende som han havde gjort sidst, det havde jo kun gjort det tydeligt at selv hun havde en overmand, hvilket han ikke brød sig om! Tænkt hvis én af warlockerne fældede hende? Det ville han bestemt ikke tillade! Han vendte de mørke øjne mod hende, som han havde lagt sig godt til rette i sengen, hvor han ikke slap hendes hånd, som han strøg ganske blidt ved håndryggen. ”Det ved jeg godt.. men derfor er jeg stadig ikke meget for det,” mumlede han i en lettere utilfreds og dog kortfattet tone, som han vendte blikket ud i værelset, selvom han ikke rigtig så på noget. Hendes følgende ord fangede dog hans opmærksomhed, hvor han vendte blikket lettere forundret mod hende. Han var jo bekymret for hende, og det kunne han tydeligvis heller ikke skjule, selvom han heller ikke ønskede at holde det skjult for hende, for hun skulle vide at der faktisk var nogen som tænkte på hende, uanset hvor sindssyg hun var! Han trak let på skuldrene, hvor han lagde hovedet ned i puderne, kun for at sukke ganske dæmpet. Det gjorde godt at slappe af! ”Gør det noget at jeg er bekymret?” Han svarede måske hendes spørgsmål med et spørgsmål, men det var vel tydeligt at han faktisk var bekymret for hende? Også fordi han slet ikke benægtede det på nogen måde, for.. han var bekymret for hende! Han trykkede let omkring hendes hånd, selvom han ikke så på hende. ”Jeg ønsker ikke at se dig få dig slået selv ihjel,” mumlede han sigende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt at Konstantin ikke ville støtte hende i alt, selvom hun selvfølgelig håbede på at hun havde ham i ryggen. Sagen var vel at han var hendes klippe et sted? Han havde altid gjort så meget for hende, og selvfølgelig var det noget som hun i den grad var frygtelig glad for, det vare der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme direkte faste mine, for selv for hende var der grænser for hvad hun fandt sig i! Det var egentlig ikke fordi at hun ønskede at diskutere med ham, men selv dette var noget som virkelig havde skræmt hende – at ser ham så tilskadekommen, for det var virkelig første gang, at hun havde set ham på denne her måde, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke nogen løgn i den anden ende. Tungen strøg hun let over sin læbe, idet hun vendte blikket ganske kortfattet væk fra ham. Det gjorde hende virkelig opkørt at se ham på denne her måde, for hun brød sig bestemt heller ikke o det, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han virkelig var så bekymret for hende, var slet ikke noget som hun kunne forstå. Strøgene over hendes håndryg, var noget som alligevel lod hende blive siddende og med hans hånd i sin, for uanset om det var noget som hun ville det eller ikke, så følte hun det virkelig behageligt, for det var det! Det var bare ikke en ting som hun var særlig god til at fortælle, for det var pinligt nok i forvejen i hendes øjne, om ikke andet! Hun trak vejret dybt og sukkede tungt, idet hun vendte blikket direkte kortfattet tilbage i hans retning endnu en gang, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Det kan være fuldkommen lige meget.. Jeg kan ikke lade dem være.. Det bliver sværere at kontrollere dem senere, og det går kun ud over os begge..” endte hun med en kortfattet og direkte vrissende stemme, selvom det slet ikke var noget som hun sagde noget til ellers. Ja, hun mente det faktisk når hun sagde, at det ville gå ud over dem begge! Han hjalp hende og med den hjælp, som hun var så frygtelig glad for, så var det selvfølgelig noget som gjorde det hele langt nemmere og ikke mindst mere behageligt også for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han var så bekymret, var slet ikke noget som hun forstod, for hun kunne altså godt passe på sig selv! Hun betragtede ham roligt. At han var bekymret var noget som varmede hende, men alligevel så gjorde det også at hun heller ikke vidste hvordan hun skulle reagere, for hun var slet ikke vant til denne form for følelser! Hun havde altid leget med drengene, hun havde altid haft noget at skulle bevise, selvom Konstantin altid havde været over hende, så.. der var vel noget om det? ”Nej… det.. gør det vel ikke..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var ikke engang løgn for hendes del. Hans mumlen var svær at høre, men der var visse ting som hun alligevel fik fat i. ”Jeg.. klarer mig Konstantin.. Det gør jeg altid,” afsluttede hun sigende.

[Deleted]

Det var slet ikke første gang at Konstantin var så smadret, men det var første gang at han havde nogen til at.. tage sig af ham, foruden tjenestefolket, men det var et sted lettere, for de holdt jo alt for dem selv, nogle af dem havde været i hans familie for flere generationer. Desuden så havde han faktisk prøvet det som var værre end dette! Men ganske vidst var det første gang at Malisha så ham på denne måde, for det var jo ikke ligefrem fordi han sagde til hende, når han blev gennemtæsket eller det som var værre, for hun skulle bestemt ikke have chancen for at håne ham for det! Derfor holdt han altid tæt, og derfor havde han virkelig svært ved at spørge hende om hjælp! Han gad ikke ynke sig med det til hende, for han gad ikke gøre sig selv til grin! På det punkt lignede de jo faktisk hinanden og han vidste godt at hun havde været imod at han havde taget sig af hende, men han havde ikke hånet hende det mindste for det, så.. han kunne ikke lade vær med at tænke på, at hun måske heller ikke ville håne ham. Han vendte de mørke øjne mod hende til hendes ord, hvor han sukkede ganske let, på trods han holdt sig kortfattet. Hun ville virkelig tage tilbage til Mørkets cirkel. Det var en ting som faktisk måtte irritere ham, for han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, og om hun ville det eller ej, så var hun altså sårbar i sin tilstand! ”Du kan jo ikke tage af sted i din tilstand Malisha.. det vil kunne koste dig livet, du er sårbar og ikke helt optimal, når du knap nok kan bevæge den ene arm,” svarede han sandfærdigt og kortfattet, for han gad bestemt ikke at pakke det ind for hende. Han havde altid været kort for hovedet og direkte, men det lå vel lidt til warlocks? Hans øjne gled roligt i, for han var ved at være for træt til at kunne holde dem åbne. Han var mørbanket – bogstaveligtalt – og han var kun lige kommet hjem, han havde allerede diskuteret med hende, og nu måtte han erkende at han bare var træt! Han slap dog ikke hendes hånd og stoppede ej heller sine strøg mod hendes håndryg. Han var faktisk bekymret for hende, og han ønskede ikke at der skulle ske hende noget. Han trykkede let omkring hendes hånd, hvor han trak vejret dybt, skønt han lod øjnene forblive lukket. ”Du kan ikke klare hele verden selv.. Malisha..” mumlede han roligt, på trods man ikke kunne undgå at lægge mærke til den trætte undertone. Hun var nær blevet dræbt af en vampyr, det var et ganske godt bevis på det! Hvis ikke han havde kendt hende så godt som han gjorde, og ikke var dukket op, så havde hun været død! Han endte med at trække i hendes hånd, for at få hende til at lægge sig ned ved siden af ham, hvor han åbnede øjnene for at vendte blikket mod hende. Han lagde roligt armen omkring hende, hvor et let træk fandt sted ved hans ene mundvig. ”Hvil dig hos mig,” hviskede han roligt, som han endnu engang lukkede øjnene. Han sukkede endnu engang, et sted af lettelse over at han endelig kunne slappe af. Han var kommet hjem midt om natten, så hun måtte vel også være træt?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste at hun var nødt til at tage affære, for warlocks var den slags som slet ikke kunne fungere uden en leder som kunne lede dem, for det var noget som de havde set så mange gange nu, så hun var jo nødt til at gøre et eller andet! At Konstantin var kommet så galt af sted, var alligevel noget som skræmte hende. Hun havde været døden nær, og det havde været tydeligt for hende at Romeo havde ment alvor, ellers ville han da ikke kaste sig i strid med en som Konstantin! Hun havde aldrig set ham så tilskadekommen, og det var faktisk ikke en tanke som hun brød sig særlig meget om, men hun kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset om det var noget som man ville det eller ikke, for den tanke alene, var faktisk noget som gjorde hende direkte.. ked af det? Selvom det var noget som hun nægtet at vise! Lige på det punkt lignede de faktisk hinanden, for ingen af dem var meget for at bede hinanden om hjælp, selvom hun måtte give ham, at han ikke var den som havde hånet hende, hvilket også gjorde, at det var nemmere for hende at slappe af når han så til hende når hun selv havde det skidt – ligesom han havde gjort det sidste lange stykke tid. Hun sukkede næsten opgivende. [oclor=white]”Det kan godt være, at jeg har en ikke-fungerende arm lige nu, Konstantin, men du ved at jeg ikke bare kan lade warlockerne passe sig selv!”[/color] endte hun med en direkte vrissende stemme. Kunne han for pokker da ikke bare forstå det?! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det også sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han ikke pakkede tingene ind, var slet ikke noget som hun havde noget imod, for det var også noget af det som hun godt kunne lide. Hånden lod hun roligt hvile i hans, for det føles faktisk godt, at han sad der og holdt hende i hånden, for det fik hende faktisk til at slappe af? Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme faste mine som før, for hun kunne slet ikke lade være. At han var så bekymret for hende, var der slet ikke nogen grund til. ”Jeg har stadig en arm som jeg kan bruge..” mumlede hun let og ganske kortfattet og uden at se væk fra ham. At han direkte.. trak hende i hånden og ned i sengen, var noget som automatisk fik hende til at følge med, hvor hun endte ved siden af ham, selvom han på ingen måder, havde regnet med at han ville lægge armene om hende på denne her måde! At han direkte bad hende om at hvile sig, var noget som alligevel kom bag på hende. Jovist havde hun sovet, da han var kommet hjem, men vågnet op, da han var kommet ind, men det var bare sådan at det var. Sjovt nok, så følte hun sig helt.. afslappet, hvilket hun slet ikke var vant til når hun var tæt på nogen på denne måde, men igen.. hvor ofte, var det at folk tog hende i armene og fik hende til at slappe af? ”Det.. det er nok dig, som burde slappe af..” endte hun ganske sigende, for løgn var det vel ikke? Han var jo direkte gennemtæsket, så han havde brug for hvilen mere end det som hun havde, det var da helt sikkert!