Things get turned upside down?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Rozentas Manor, hvor det var blevet nat. Meget var sket igennem de sidste mange uger. Konstantin havde fundet Malisha døden nær og havde taget hende med sig hjem til herregården, hvor han havde taget sig af hende. De havde haft utallige skænderier og diskussioner, fordi han havde været overbeskyttende og hun havde været trodsig. Med tiden havde han dog efterkommet lidt af hendes ønsker og behov og gået nogle ture med hende, selvom de aldrig blev særlig lange, da hendes krop stadig skulle genvinde styrken. Men med tiden var hendes krop kommet sig bedre, selvom der stadig ville gå lang tid før armen ville være healet helt, for den havde trods alt været brækket. Ikke nok med det, så var hendes psyke stadig en anelse ustabil, for hun var stadig et følelsesmæssigt vrag, og det var nok også fordi hun skulle vænne sig til at han var så meget om hende, for han vidste at hun ikke var vant til denne form for omsorg og betænksomhed som han viste hende. Hun ville dog stadig ikke tilbage til Mørkets Cirkel, hvilket han sådan set godt forstod, men derfor havde han selv taget dertil, for at se hvordan tingene lå, for han vidste at warlockerne med garanti ville gribe enhver mulighed for at starte et oprør, hvis de kunne, snart ville en magtkamp gå i gang, i hvert fald hvis de ikke blev holdt i kort snor. Han havde dog fået dem til at tie, og desværre var han stødt på Romeo. Den knægt havde gået ham på nerverne, og de var endt i kamp mod hinanden. Han havde dog fået tvunget ham væk, og han var ganske sikker på at knægten faktisk havde fået budskabet ind på lystavlen og ikke ville gøre modstand mod Malisha længere – han håbede om ikke andet.
Konstantin endte med at dukke op i den store forhal, hvor han direkte endte med at bryde sammen. Måske han havde fået budskabet ind på Romeos lystavle, men han selv havde skam også taget skade af kampen. Knægten var skam dygtig til magi, og han ville uden tvivl kunne blive en mægtig warlock – hvis han gav sig fuldstændig hen til mørket og glemte det som holdt lyset i ham; Lexie. Han tvivlede bare på at det ville ske. Romeo havde formået at brække flere af hans ribben, han havde fået et hævet kindben, så han ikke kunne se så godt ud af det ene øje. Han havde fået et flækket øjenbryn, hvor der var størknet blod i hans ansigt, efter de mange slag som knægten havde formået at sætte ind, selvom han vidste at han selv havde formået at gøre mindst lige så meget modstand, hvis ikke mere, for knægten ville nok være sengeliggende det næste lange stykke tid. Han spændte ganske let i kroppen, der pludselig føltes så tung, nu hvor han endelig var kommet hjem. Han trak vejret dybt, selvom det resulterede i en smerte der skød igennem hans bryst, på grund af de brækkede ribben! Han blev liggende på det spejlblanke gulv, hvor han kunne se sig selv, selvom hans tanker lå et helt andet sted. Et af tjenestefolkene kom løbende, selvom han ikke opfangede hendes ord, for alt virkede pludselig så.. sløret. Alt endte med at blive sort for hans øjne, som han måtte besvime, hvor hans bevidstløse krop blev ført ovenpå til soveværelset, hvor han kunne finde ro og hvile.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At det var en sen aften, var noget som helt automatisk gjorde, at Malisha havde ligget i sengen, kun for at få noget hvile. Det var ved at gå den rigtige retning. Hun indgik disse små kompromisser med Konstantin – hun fik noget luft og hun skulle nok være mere ordentlig overfor ham. Det hele var selvfølgelig ikke altid lige til, men hun forsøgte da om ikke andet, og andet kunne man vel heller ikke kræve af hende? Armen var stadig øm, men slet ikke som hun havde følt det, da Julien havde brækket den. Hun var nu efterhånden også ved at vænne sig til tanken om at Konstantin var så meget over hende, hvor hun faktisk… sov mere uroligt end det som hun ellers ville have gjort det ellers, hvilket i den grad også var nyt for hende! Lige nu lå hun i sengen, for det var noget som hun havde lovet ham, i og med at han faktisk var hoppet ind i hendes rolle som leder, for hun vidste og kendte sin slags godt nok til at vide, at det ville gå gruelig galt hvis der ikke var nogen til at lede dem, og derfor var nogen jo trods alt nødt til det! Hun vidste skam godt, at hun stod i en taknemmelighedsgæld til Konstantin, selvom det stadig var svært for hende at udvise denne form for følelser, men det var jo det faktum at man skulle prøve, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid for hende, men hun forsøgte da om ikke andet, og det var vel også det som måtte være det vigtigste?
At Konstantin var kommet til skade, var slet ikke en tanke som gik op for hende. Hun lå i sine drømme – selvom de var ganske urolige, for hun lå ikke i hans favn. Det var ’desværre’ en ting som hun var blevet alt for vant til med tiden som hun havde tilbragt her! At Konstantin så blev bragt til værelset, var noget som direkte måtte rive hende ud af sin endelige ro, hvor blikket gled mod dem. ”Prøv da at være en smule mere stil..” Hun endte med at tie fuldkommen, idet at tjenestefolket fik bragt Konstantin op i sin egen seng, hvor hun næsten helt automatisk havde endt med at gøre plads til dette, for det at se ham på denne her måde.. Det var slet ikke noget som hun nogensinde havde regnet med. Hun blinkede direkte overrasket med øjnene, selvom hun hurtigt rystede på hovedet. Nu måtte hun altså tage sig sammen! Hun vendte sig mod tjenestefolket. ”En balje med koldt vand og en klud.. NU!” endte hun kortfattet, som hun endnu en gang ganske forsigtigt tog pladsen ved siden af Konstantin. Hvem end som havde gennemtæsket ham, havde gjort det på en måde som hun aldrig havde set det før. Ikke at kamp var nyt for hans vedkommende, og det var noget som han vidste allerede, men på denne her måde, det var ganske overraskende, selv set i hendes øjne. Hånden lagde hun forsigtigt mod hans kind som hun strøg ganske blidt. Hun havde set ham gøre det så mange gange mod hende og.. hun kunne jo lide det. ”Hvad pokker er der sket med dig..?” endte hun dæmpet og alligevel tydeligt overrakset, for det var. Ganske utroligt, at det kunne gå så galt for ham! Det var slet ikke noget som hun kunne forstå og selv den tanke var hende faktisk temmelig skræmmende!

[Deleted]

Det var ikke fordi at Konstantin havde overtaget Malishas plads som leder, men han holdt øje med tingene for hende, for det blev han jo trods alt nød til. Warlocks var en stædig og stolt race, de havde brug for en leder til at føre dem, ellers blev de for oprørske og magtgale, og eftersom Malisha ikke ville vise sig endnu, så måtte han jo holde lidt øje med dem og fortælle at deres leder snart kom tilbage i topform, for det skulle han nok selv personligt sørge for! Så snart hun var ved at blive frisk nok til det – og hendes arm tillod hende det, så ville han hjælpe hende med træningen, for det nyttede ikke at hun skulle tabe igen! Det ville næsten blive som i gamle dage, hvor de altid havde trænet samme, det morede ham, for de havde altid været rivaler og konkurrenter, selvom det med årene var gået lidt af, for.. de var gået hver deres vej, selvom de så ud til at komme ind på samme sti igen, nu hvor de faktisk boede sammen. At det hele så skulle blive vendt på hovedet på et splitsekund, havde han virkelig ikke regnet med, for mødet med Romeo var bestemt ikke noget som han havde regnet med, han havde faktisk håbet på at undgå den knægt, netop fordi han gik ham sådan på nerverne, men han havde da fået ham sat på plads! Noget som virkelig måtte fryde ham! Skønt han bestemt ikke var sluppet helskindet igennem det! Og han kunne skam ikke bebrejde knægten, for alt hvad han ønskede var den person han elskede tilbage igen, og hvad var der at misforstå der? Lexie kunne dø i Procias, selvom han tvivlede på det, eftersom hun var datter af den tidligere leder, så hvorfor dræbe hende? Men blev hun en del af lyset, ville hun jo nok ikke få mulighed for at komme tilbage igen.
At Konstantin blev slæbt op på værelset, var slet ikke noget som han ænsede, da alt var sort for ham, som han var bevidstløs. Der måtte to mænd til at bære ham op, hvor tøsen der havde fundet ham også var fulgt med, for at sikre sig at han var kommet ordentligt op. Tjenestefolkene var efterhånden vant til at se Malisha og alle vidste at hun delte seng med ham, men ingen sagde noget til det, hvilket de aldrig havde, for alle vidste jo at de var trolovede, men rygterne i huset gik jo nok om at de snart ville blive gift, skønt det dog ikke var tilfældet.. endnu om ikke andet. At han blev lagt i sengen ved siden af Malisha fornemmede han ikke, da han lå helt stille. Han trak dog vejret, hvilket var det eneste tegn på liv i ham. Det var først da hånden blev lagt mod hans kind og da hendes ord – som kun var en utydelig mumlen for ham – nåede hans ører, at han måtte glippe let med øjnene. Det var en anelse sløret for ham, hvor han let drejede hovedet mod Malisha. Hans blik kom roligt til sig igen, selvom han følte sig omtumlet. „Hv-hvor.. er jeg?” spurgte han dæmpet og lettere forvirret. Det sidste han huskede var at han var nede i forhallen, og nu kunne han pludselig se Malisha? Det forvirrede ham, selvom det langsomt måtte gå op for ham at han befandt sig oppe på værelset, for han havde jo bedt hende om at hvile, når det blev mørkt, og nat havde det været, eller.. hvor længe havde han været væk? Han prøvede roligt at sætte sig op, selvom han måtte opgive, da en voldsom smerte skød igennem hans krop, hvor han endte med at lægge sig ned igen, som han gispede lettere smertefuldt. Han tog sig til brystet, hvor han kom i tanke om hvad der var sket! „Romeo..!” vrissede han let, som han prøvede at falde til ro igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste godt at hun kastede meget af sit ansvar over på Konstantin, men alt for mange ville tage hendes liv, hvis det var noget som de kunne komme til det, og det var det som hun faktisk måtte sige sig, at være ganske bange for. Nogen var desværre nødt til at se til flokken af de mørke troldmænd mens hun kom sig efter hendes egen uheldige situation med Julien. En brækket arm var jo desværre noget som tog frygtelig lang tid, og hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Dengang de havde været yngre, så havde de konstant været rivaler, konkurrerende og nu hjalp de faktisk hinanden. Han havde gjort så skræmmende meget for hende og hun ønskede jo et sted at betale gælden ud, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt – heller ikke set i hendes øjne, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke engang en løgn. Et sted kunne man vel også næsten sige, at hun var flyttet ind? De delte værelse, de delte faktisk seng og de sov i hinandens favn – når han fik hende til ro om aftenen om ikke andet, hvilket faktisk kunne gå som smurt de dage hvor de ikke havde skændes, selvom det nu heller ikke var noget som skete så ofte igen, men det forekom jo alligevel.
At se Konstantin på denne her måde, var noget som direkte chokerede Malisha! Konstantin havde altid været af de stærke og de mægtige. Der var jo disse grunde til at hun gik til ham frem for så mange andre, selvom hun ikke stolede på dem som hun stolede på ham. Han kunne med lethed have ladet hende sidde til sin egen bortgang i skoven og tage pladsen som leder selv, men han havde ikke gjort det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man ville det eller ikke. Hånden lod hun forsigtigt stryge over hans kind, også selvom hun kunne se at det faktisk måtte.. virke? Og det var en tanke som hun selvfølgelig måtte være frygtelig glad for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hovedet lod hun søge let på sned. Han var i live, hvilket selvfølgelig var en tanke som hun var ganske godt tilfreds med, ellers ville det da først for alvor gå helt galt! Han var træt.. Og det at han prøvede at sætte sig op bare sådan, så kunne hun også se at han virkelig måtte have ondt! Hun gibbede helt med øjnene, for hun var slet ikke vant til at se ham på denne her måde! ”Bliv liggende, kære..” Måske hendes ord var rolige, men de var i den grad også udtalt som en direkte ordre. At det var hendes egen fætter som havde gjort dette og var skyld i dette, var noget som et sted.. måtte gøre hende sur? Hun havde intet imod at Romeo viste mørket i sig, men at lade det gå ud over Konstantin, var slet ikke noget som hun måtte finde sig i! Hun blev siddende og med blikket mod ham, selvom minen var i den grad ændret som intet andet overhovedet. ”Du skal hvile, kære.. Tro mig.. Jeg skal nok sørge for at Romeo får betalt for det her..!” endte hun med en lettere vrissen, for hun var i den grad vred!

[Deleted]

Det var ikke fordi at Konstantin havde planlagt at ende med at blive smadret på denne måde. Han måtte desværre erkende at Romeo var kommet alt for tæt på ham, og at knægten var talentfuld, derfor var det også en skam at det gik sådan til spilde! Han havde trænet med knægten mange gange, men det var tydeligt at Romeo havde taget alt alvorligt denne gang, og Konstantin havde ikke været helt oppe på dupperne som han plejede. Alt var jo endt helt på hovedet! Det var slet ikke meningen at det skulle gå så galt! Hvem skulle nu se efter Malisha? Den tøs ville da gå helt sine egne veje! Og hvem skulle se efter warlockerne? Dette passede virkelig dårligt! Og det måtte virkelig gøre Konstantin irriteret! Han var måske den som var gået oprejst derfra, men det var bestemt også kun fordi at han ikke tillod andet! Han kunne ikke bare blive liggende så folk kunne komme forbi og se ham lide nederlag, for det tillod han bestemt ikke! Han nu selv skulle ende med at brække ribbenene, så vidste han godt at det ville fratage ham fra at gøre en masse ting, og.. den tanke var slet ikke behagelig på nogen måde overhovedet! Han havde jo også sit arbejde, som han skulle passe! Det passede virkelig dårligt! Blikket gled ganske roligt mod Malisha, som han knyttede sin hånd ved brystet. At hun kaldte ham for kære, fik ham til at se lettere forundret op mod hende, for.. det plejede hun jo normalt aldrig at kalde ham! Han trak vejret så godt han kunne, for han måtte ikke trække det for dybt, da det kun ville resultere i mere smerte. At hun så kaldte ham for kære igen, forvirrede ham kun endnu mere, for.. var det Malisha han lå overfor? Han blinkede let med øjnene, hvor han kort så rundt i rummet. Han var ganske vidst på sit værelse og det var Malisha som lå ved siden af ham, men.. hvorfor var hun pludselig så.. blød overfor ham? Han rystede let på hovedet til hendes ord, da han tydeligt kunne høre at hun blev vred. „N-nej..!” Han lagde hovedet tilbage mod puderne, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen. „Jeg fik talt med ham.. efter jeg overvandt ham … Jeg tror at han.. er blevet lidt mere villig omkring dig og hans nuværende situation,” endte han roligt, hvor han gispede ganske let, som han mærkede en smerte skylle ind over hovedet på ham, hvor han næsten følte at han fik hovedpine. Han lukkede øjnene ganske let. Han havde sat knægten på plads, han havde fået banket lidt fornuft ind i hovedet på ham.. eller det håbede han da i hvert fald, men det havde i hvert fald virket til at knægten havde lyttet til ham, og han havde også set ganske overbevist ud, så han var sikker på at det hele nok skulle gå, og at Romeo faktisk ville støtte lidt mere op omkring sin kusine i stedet for at ønske hende død, men af den grund tillod han ikke at knægten kom ind på hans grund! Han tog bestemt ingen chancer! Han sukkede ganske let, som han forblev liggende med lukkede øjne, selvom hans blik gled mod døren da den endnu engang gik op og tjenestepigen kom ind med en balje med vand og en klud.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde bestemt heller ikke regnet med at Konstantin ville komme så alvorligt til skade, bare ved at tage hendes arbejde for en ganske kort tid. At han måtte komme hjem i denne forfatning, indikerede jo kun for hendes eget vedkommende, at hun selv var tvunget til at tage affære og gøre noget ved sagen, for det andet her var virkelig ikke noget som hun fandt sig i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det gjorde hende vred og det var i den grad også noget som hun tydeligt kunne mærke indvendig. Alle disse følelser, den måde at reagere på.. den var i den grad også ny! Men hun mente det faktisk når hun kaldte ham for sin kære, for.. det var han jo trods alt. Ikke bare fordi at de var trolovet og havde været det igennem adskillige årtusinder, men fordi at han var en nær ven, en som hun holdt af, en som hun stolede blindt på og en som hun lod se den mere sårbare side af hende, men denne gang.. Nu var et en vrede som var vækket. Romeo skulle ikke slippe godt fra det her! Hun lod blikket og de mørke øjne direkte søge mod ham. Hun måtte ikke tage fat i Romeo? Det skulle de nok være to om at bestemme! Hun rystede fast på hovedet. Nu var det jo faktisk hende som var mest oppe på dupperne, så måtte hun vel også være den som tog fat i arbejdet? ”Det ændre ikke på det faktum, at jeg ikke tillader at han gør sådan mod dig, Konstantin!” Hendes stemme var faktisk.. bekymrende, for hun var bekymret for ham. Hun brød sig på ingen måder om at se ham på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Hun blinkede let med øjnene, som hun vendte blikket mod tjenestepigen som endelig kom ind med en balje og vand. Allerede der røg lidt af facaderne op igen – dem som Konstantin som den eneste faktisk kunne se forbi. ”Det var da på tide..” vrissede hun let. Baljen tog hun selv imod, da tjenestepigen kom tæt nok på, hvor hun roligt satte den på natbordet, hvor hun ganske forsigtigt dyppede kluden i det, med sin friske hånd, idet hun roligt forsøgte at vride den med den brækkede. Hun kunne godt begynde at få lidt bevægelse id en, men det var noget som gjorde ondt og den var i den grad også øm! Hun vred vandet ud, kun for ganske forsigtigt at lade den glide over Konstantins pande. Han havde passet på hende – nu var det hendes tur til at betale den gæld tilbage og passe på ham, hvilket var noget som hun agtet at gøre! Meget var sket med hende i den tid hvor hun havde været her, ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til, for han havde skænket hende en lille indsigt. Han var det eneste som hun havde, så det sagde vel også sig selv, at hun gjorde det ekstra netop for at beskytte ham, for hun ønskede bestemt heller ikke, at han skulle komme galt af sted og specielt ikke fordi at han overtog hendes arbejde for en periode! Hun lod hovedet søge let på sned, hvor de mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Kluden førte hun roligt over hans kinder og hage, alt for bare at.. hjælpe ham lidt. ”Jeg tror vidst, at det er på tide, at jeg igen viser mig i Den Mørke Cirkel.. Det andet går ikke..” endte hun ganske kortfattet, dog tydeligt at hun mente det.

[Deleted]

Det var slet ikke kommet belejligt! Nu hvor ribbenene var brækket, så kunne Konstantin nok regne ud, at der ville blive sat begrænsninger på hvad der ville ske, og det passede ham slet ikke på nogen måde! Hvem skulle tilse Malisha? Den tøs ville da først tage muligheden og stikke af! Hun ville blive langt mere trodsig og han kunne ikke gøre en skid ved det og hvorfor? Fordi han var sengeliggende! Han kunne knap nok bevæge sig uden at det gjorde ondt! Men okay.. Malisha var ved at blive frisk igen, hvilket kun var en glæde, men ikke nok med det, så havde han jo også sit arbejde som hertug, det ville endda også blive sat på standby. Han kunne ikke hive flere warlocks i arenaen, for han var der ikke til at kunne sætte kampene i gang, og ikke nok med det, så kunne han heller ikke holde et øje med warlockerne, så det ville da først og fremmest gå i kaos! Den tanke var virkelig forfærdelig! En mindre panik spredte sig i ham, hvor han næsten gjorde endnu et forsøg på at komme op at sidde, for han kunne virkelig ikke blive liggende her! Det nægtede han! Han måtte dog opgive, da hans forsøg på at komme op at sidde, resulterede i at endnu en smerte skød igennem hans overkrop, hvor han skar en grimasse, kun for at lægge sig ned igen. Han prustede let af udmattelse og anstrengelse og den smerte som han følte, og det blev kun klart for ham, at dette ville blive et rent mareridt! Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han endte med at knibe øjnene sammen. „Det er sgu da din skyld at han har gjort det!” vrissede han tvært, selvom han ikke var sur på hende, men sur over at han ikke kunne komme op at sidde, „havde du ikke taget Lexie væk til at starte med, så havde du haft Romeo om din lillefinger! Men du skal åbenbart lege martyr og nægte knægten det eneste som han vil have!” Han bed tænderne fast sammen, som han måtte knytte næverne, selvom det ikke ligefrem hjalp at ligge og spænde i kroppen, tværtimod gjorde det kun det hele langt værre! Han havde tidligere sagt at det var tåbeligt, at hun tog Lexie væk, og han havde tilmed sagt at knægten prøvede på at slå ham ihjel, og dette var da et tydeligt bevis på det! Men hun havde været ligeglad! Så det var faktisk hendes skyld at han måtte være i denne forfatning, som virkelig tog livet af ham! Han sendte blot selv tjenestepigen et vredt og koldt blik, selvom han slet ikke var sur på hende, men igen på hele situationen. Han blev dog liggende, hvor han lod Malisha vride kluden. At hun skulle være sådan over ham.. kunne han da slet ikke have! Han havde ikke brug for hjælp! Han kunne klare sig selv! Desuden så var det ham som skulle tage sig af hende og ikke omvendt! Han brummede let, som hun ramte hans ømme ansigt med kluden, for det gjorde faktisk ondt! Han endte roligt med at fjerne hendes hånd fra hans ansigt, hvor han vendte blikket lettere strengt op mod hende. „Du skal ikke tilbage til Mørkets Cirkel! De ender da bestemt med at slå dig ihjel, hvis de ser dig i den forfatning!” endte han stilfærdigt og ikke mindst bestemt. Han havde set hvor oprørske de var blevet, fordi de ikke troede på at hun var der længere, måske det ville hjælpe hvis de så hende, men hvis de så at hun var svag fysisk, eller hårdt skadet, så ville de da ikke tøve med at tage pladsen fra hende, netop fordi de fik chancen til det! Den tanke kunne han da slet ikke have!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Konstantin skulle komme så meget til skade, var virkelig en forfærdelig dårlig timing! Det tvang jo Malisha selv til at tage affære, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra ham på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun var bekymret for ham og et at se ham have så ondt som det han måtte give udtryk for, var noget som faktisk gjorde ondt på hende at se, for det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han så måtte give hende skylden for det hele, var noget som samtidig gjorde ondt, men også gjorde hende vred at skulle tænke på, for hun synes bestemt ikke at det var fair! Nu hvor det hele måtte komme til at stå en anelse stille, så var det noget som et sted kun måtte irritere hende yderligere, for hun synes bestemt at dette var slemt nok som det måtte være i forvejen! ”Min skyld?” gentog hun. Her prøvede hun selv at være mild ved ham, og så skulle han give hende skylden for at han var kommet til skade? Det var slet ikke noget som hun fandt sig i! Kluden valgte hun endelig at fjerne fra hans ansigt, selvom det dog ikke fik hende til at fjerne blikket fra ham på noget tidspunkt. ”Skal jeg være ærlig, så håber jeg ikke at se Lexie mere. Tøsen gør mig vred..” vrissede hun. Men at han gik hen og faktisk gav hende skylden for det hele, var noget som virkelig gjorde hende vred, for det synes hun bestemt heller ikke var retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig skulle komme til stykket. Konstantin havde det ikke særlig godt, så selvfølgelig var det jo den tanke som hun tænkte mest på lige nu, for hun var faktisk bekymret for ham! Uanset hvor stor en spade hun var til at vise ham det, så holdt hun jo faktisk af ham! Selvom det nok ikke var altid at han troede på det, men det var jo så en helt anden side af sagen. Hun endte med at lægge et lidt større pres på hans skulder, mest af alt også for at holde ham i sengen, for han ville bestemt heller ikke få det mindste ud af at skulle prøve på det, for han havde jo så forbandet ondt! At han ikke ville lade hende tage tilbage til Mørkets Cirkel, var noget som gjorde hende vred, for nogen var jo nødt til at holde dem i ørene! ”For helvede Konstantin, jeg kan ikke blive væk, hvis du heller ikke kan være der til at holde dem lidt i ørene, vel?” endte hun kortfattet. Det var vel noget som han kunne se?! Desuden var det nok også på tide at hun viste sig, for det var efterhånden nødvendigt, så meget vidste hun, for hun kunne ikke bare forblive væk, og specielt hvis det gik så kraftigt ud over andre, at hun ikke var der! Den brækkede arm, var nu heller ikke noget som hun tog sig af. En støttebandage, så ville det være det?

[Deleted]

Måske det var lidt hårdt at give Malisha skylden for at Konstantin var kommet til skade, og det var det jo sådan set ikke, da han selv havde valgt at tage til Mørkets Cirkel, men hvis man så i et større perspektiv, hvis man så overordnet på det, så var det faktisk hendes skyld! For som han havde prøvet at sige til hende, så ville Romeo havde Lexie tilbage, og fordi han ikke kunne få tøsen tilbage, så blev knægten trodsig, vred og mere kold, hvilket gjorde ham provokerende og gav ham langt mere lyst til at dræbe, og det skulle jo så absolut gå ud over Konstantin, fordi det var ham som skulle se efter knægten, hvilket kun pissede ham langt mere af! Han vendte blikket fast mod hendes skikkelse, hvor han kneb øjnene ganske let sammen. „Åh.. jamen pragtfuldt! Så kan jeg jo lige så godt give mig selv til knægten, så han kan dræbe mig!” hvislede han fast, som han sendte hende et tydeligt irritabel blik, for hun skulle absolut være til besvær hele tiden! „Hvad pokker vil du overhovedet med knægten? Han er ingenting, han vil kun lades være i fred og skabe et nyt liv med tøsen han elsker.. han havde det fint i Procias, og havde knap nok kendskab til dig! Hvad pokker vil du med ham?!” spurgte han kortfattet, som han vendte blikket koldt mod hende. Nu hvor det var ham som var endt såret, så var det tydeligt at facaderne måtte komme op, hvor det næsten var ham som måtte være den trodsige, stolte og stædige, for når alt kom til alt, så var han en sand warlock, selvom han vidste at han kunne give udtryk for at være ret mild, kvindeglad og tænke med de nedre dele, men det var faktisk slet ikke tilfældet. At hun tog fat i hans skulder og nærmest tvang ham til at lægge sig ned igen, fik ham til at udstøde et højt og smertefuldt gisp, for det gjorde for pokker da ondt! Han fjernede hendes hånd fra hans skulder og sendte hende et arrigt blik. Hun skulle bestemt ikke lege hans babysitter! Det var ham som var babysitteren og det var ham som tilså hende og ikke omvendt! Selvom alt virkelig var blevet vendt på hovedet og han hadede det! Han bed tænderne fast sammen til hendes ord. „Jeg skal da nok tage tilbage! Dette stopper mig bestemt ikke fra at komme op igen!” hvislede han fast, for han nægtede at blive i sengen, det kom da slet ikke på tale! Det nægtede han virkelig! Han var ejer af dette hus og han kunne selv bestemme hvad han måtte og hvad han ikke måtte! Og han skulle da nok tage tilbage og holde warlockerne i ørerne, hvis det var det som de havde brug for! Han havde fået Romeo roet en anelse ned, så hvorfor skulle manden prøve på at angribe ham igen? Desuden så var knægten selv hårdt medtaget, for han havde bestemt ikke været mild mod ham! Han sendte hende en trodsig mine. „Og du skal slet ikke sende mig det der blik! Du skal slet ikke være overbeskyttende, for jeg har ikke brug for hjælp! Jeg har ikke brug for en babysitter!” svarede han fast, for den tanke var faktisk.. skræmmende? Nu var rollerne blevet byttet om, og.. hvad kunne hun dog ikke finde på?! Han nægtede virkelig! Han endte med næsten at vride sig af en mindre panik og trodsighed, selvom det resulterede i at han røg direkte ned på gulvet og landede hårdt på siden, hvilket fik ham til at udstøde et skrig af smerte. Han tog sig til brystet, hvor han klemte øjnene hårdt sammen. Han hadede det allerede!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Konstantin var vred, hvilket Malisha udmærket godt kunne fornemme på ham, så var det ikke noget som hun kunne sige noget til. I det store billede, så var det måske hendes fejl, men det var bestemt heller ikke sådan at hun selv måtte se på tingene som de måtte stå lige nu, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun havde ligget her, hun havde været tvunget til at være i sengen og slappe af og komme sig, selvom det hele havde taget en markant drejning, hvilket hun godt kunne se. Hun kneb øjnene fast sammen ved hans ord. Det var slet ikke ord som han måtte sige og det var noget som kun gjorde hende langt mere vred end det som godt måtte være i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Hold op med at sige sådan noget!” endte hun med en ganske så kortfattet mine, for det var slet ikke noget som hun ville høre snak om! Desuden.. han var det eneste som hun havde i sit liv bare af lidt betydning, så det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at miste, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun havde mange planer med Romeo, og det indebar altså at Lexie blev skilt af vejen, for hun var kun i vejen set i hendes øjne! ”Jeg har mange planer med den mand, Konstantin. Han er talentfuld, han har kendskab til Procias, han har mange ting som jeg kan drage nytte af, og derfor skal han bare holdes i skak! Jeg har.. planer om at lade ham styre den stærke hær mod vampyrerne når vi kommer på benene.. Jeg ved at han nærer et lige så stort et had for dem som jeg gør.. hvis ikke større,” fortalte hun ganske kortfattet. Det var måske en meget løstænkende idé, men det var det som hun ville have. Han skulle lede hæren, også fordi at han var en mand med et talent indenfor magi, som hun faktisk beundrede! Han havde ondt, hvilket var noget som hun tydeligt kunne se, selvom det nu heller ikke sagde så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han ikke ønskede en babysitter, var nu heller ikke noget som hun kunne sige det mindste til, for det var noget som hun bestemte denne gang! Hun accepterede bestemt heller ikke at han skulle komme mere galt af sted end det som han allerede havde formået det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke en løgn! ”Det skider jeg på! Du bliver liggende, om jeg så skal LÆNKE dig til sengen!” Denne gang valgte hun kraftigt at hæve stemmen, for der fandtes grænser for hvad hun selv måtte finde sig i! Han var nok ejer og herre i hytten her, men han havde for pokker da ondt! Hun kneb øjnene fast sammen og vendte sig direkte mod ham. ”Jeg skal nok sørge for MIT eget arbejde fra nu af! Du er kommet nok galt af sted på grund af mig!” endte hun med en fast tone. Alt andet vare slet ikke noget som hun fandt sig i, om det var noget som man ville det eller ikke. Nu var det hende som blev stædig! At han vred sig så meget, at han røg direkte på gulvet, var noget som hun knapt reagerede på. Han havde jo mere ondt end hende selv! Hun nåede hen til sengekanten og vendte blikket mod ham. ”Vil du have en hjælpende hånd? OP i sengen?” spurgte hun kortfattet.

[Deleted]

At det hele skulle vendes på hovedet, var noget som virkelig måtte irritere Konstantin noget så grueligt! Han nægtede simpelthen at blive i sengen! Det havde han ikke tid til! Desuden så var han jo nød til at kunne komme på benene, for at sørge for at Malisha ikke gjorde et eller andet tåbeligt eller dumdristigt! Hendes krop var måske blevet stærkere, men hendes arm var stadig brækket og der ville stadig gå lang tid før hun ville kunne bruge den, og derfor var der mange der ville kunne bruge den imod hende. Han vendte blikket lettere fast imod hende til hendes ord. Han måtte ikke sige sådan noget? Det var jo ikke engang løgn! Det eneste som holdt Romeo her i Dvasias og i mørket, var netop Lexie! Hvis han ikke havde tøsen, så ville han da først blive oprørsk! Men det var hun virkelig for stædig og blind til at kunne se! „Det er jo ikke engang løgn!” hvislede han kortfattet, som han vendte blikket væk fra hende. Dumme kvindemenneske! Hun var virkelig ikke andet end til besvær! Og dumme knægt! Tydeligt at der var noget over deres familie som gjorde det! For det lå sgu til den! Han vendte blikket fast mod hende igen, som hun fortalte om hendes lille ’plan’. Han endte dog med at hæve det ene øjenbryn i en sigende mine. Hun ville have ham til at lede hæren mod vampyrerne? „Har du virkelig mistet din forstand?!” spurgte han tydeligt forarget, som han endnu engang prøvede at sætte sig op, selvom det dog ikke lykkedes, da smerten endnu var for intens, så han blev liggende. „Du kan sgu da ikke føre en krig mod vampyrerne! Er det det som din store plan har været hele tiden?!” Han var hertug af landet og forretningsmand med, og kunne derfor ikke tillade sig at være raceracist, specielt ikke når greven af dette land var vampyr, selvom han dog ikke havde det bedste forhold til Alexander, der var meget ved mandens tankegang, som han ikke brød sig om, men derfor var selv vampyrer vigtige! Alle racer havde forskellige ting at bidrage med, derfor kunne han selv føre forretninger med folk fra lyset! Han rystede let på hovedet. „Desuden må jeg desværre meddele at din plan mangler en vigtig detalje.. Romeo nærer måske et had til vampyrerne, men han vil aldrig følge dig, hvis han ikke får hvad han vil have; Lexie. Han er kun faldet til ro, fordi han tror at han kan overbevise dig om at give ham tøsen tilbage, så snart han finder ud af at det ikke er din intention, så vil knægten gå amok, og så vil du først og fremmest få en stærk modstander, og er du ikke hundred procent klar, så slår knægten dig ihjel! Så jeg må desværre fortælle dig, at hvis du vil have Romeos fulde loyalitet, så må du bide i det sure æble og give ham Lexie tilbage.. og nok inden det er for sent!” svarede han kortfattet, hvor blikket hvilede lettere intenst på hendes skikkelse. At hun var fast besluttet på at holde ham i sengen, var noget som virkelig måtte gøre ham stiktosset! Det var hans hus! Hun bestemte ikke over ham, for hun boede her ikke engang! Hun var kun på besøg! At ende på gulvet, var noget som måtte gå kraftigt ud over hans brækkede ribben, hvor han tilmed måtte få tårer i øjnene. Den ene arm hvilede omkring brystet, næsten for at prøve på at holde det hele sammen. Hendes ord, måtte dog tænde ham fuldstændig af! „Hold din kæft! Du skal bestemt ikke tale nedladende til mig!” hvislede han fast, selvom han blev liggende på gulvet, for han kunne ikke bevæge sig. „Desuden.. hvis du er så rask som du påstår, hvorfor skrider du ikke bare og lader mig være i fred?!” spurgte han spidst og i en vred tone, som han knyttede næven ganske let. Han havde bestemt ikke brug for hende til at tage sig af ham! Og han gad bestemt ikke lægge ører til hendes nedladende ord! Hvis hun skulle håne ham, så kunne hun godt skride af helvedet til!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt at hun havde en brækket arm, men Konstantin skulle blive i sengen! Der var ikke andet at gøre der, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte komme til stykket! Hun var tydeligvis nødt til at vise sig for sine artsfælder, hvis hun skulle formå at holde dem på plads, hvis de var ved at gå så meget amok over at hun ikke var der! Og det var noget som ganske enkelt måtte pisse hende mere af end det som man kunne gøre noget ved i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket direkte fast mod ham og med den samme direkte dræbende mine som tidligere, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Du skal bestemt ikke komme og give mig skylden for det hele, Konstantin!” vrissede hun med en fast tone, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville finde sig i på nogen som helst måde overhovedet. At han slet ikke brød sig omkring hendes lille ’plan’ var slet ikke noget som forundrede hende, for det var bare den overordende plan. Det var bare toppen af isbjerget, for hun havde så meget andet i tankerne som hun agtet at føre ud i livet, men når han tog så hårdt på det som hun lige havde fortalt, så kunne alt det andet vente, det var helt sikkert. ”Jeg mener det når jeg siger det! Det har været min plan hele tiden! Og Romeo har de midler som jeg skal bruge!” endte hun med en ganske kortfattet mine, for det var ikke engang en løgn! Manden havde evner også fra lyset, som hun ikke havde, og selvfølgelig var det noget som de kunne bruge! Hun var ved at komme godt selv efter hendes egen ulykke, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun nægtet at blive liggende i sengen – specielt nu hvor det var ham som tydeligvis havde brug for det! Hans ord var noget som direkte gjorde hende irriteret, for Lexie var ikke værdig for deres slags! Selvom hun havde slået og bestået testen i Arenaen, hvilket faktisk kun måtte irritere hende mere end noget andet, det var der bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg foragter den tøs! Men.. hvis det er det som han vil have så… må vi krydse fingrene for at hun kommer hjem. Jeg sender ham ikke efter hende!” endte hun kortfattet. Det var slet ikke noget som måtte komme på tale, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hun samlede hænderne foran sig, selvom det tydeligt gjorde ondt i hendes mine arm, selvom hun ikke sagde noget til det – ikke med det samme om ikke andet, for det var bare ikke noget som lå til hende, for hun klynkede ikke! Det var slet ikke noget som lå til hende på nogen måde!
Det var slet ikke Malishas mening at skulle håne eller tale nedladende til Konstantin, men det kunne vel ikke forundre nogen at han skulle blive i sengen og specielt hvis han havde det som han har det?! Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine som tidligere. At han havde så ondt at han måtte sidde med tårer i øjnene, var ikke noget som hun rigtigt lagde mærke til, eftersom han et sted måtte sidde med ryggen til hende. Hans sidste ord var noget som gjorde hende direkte vred. For hun elskede jo trods alt at være her og sammen med ham, det vidste han vel? Hun kneb øjnene fast sammen, som hun endte med at trække sig hen ved siden af ham i stedet for. ”Hvis du ikke vil have mig her, så smid mig ud, Konstantin! Jeg har fortalt dig, at jeg godt kan lide at være her!” vrissede hun kortfattet.

[Deleted]

Konstantin brød sig slet ikke om det faktum at det hele var blevet vendt på hovedet, at de nu havde byttet roller, for det kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst! Det var ham som havde set efter det hele, og specielt hende! Hvis han blev sengeliggende, så gav det hende en frihed, som han slet ikke havde lyst til at give hende! Hun rodede sig altid ud i de mest tåbelige situationer, og hvem var det som altid hjalp hende? Han forstod ikke engang hvorfor han altid sagde god for hendes mange ideer og planer, for de var alle lige tossede! Han hadede det virkelig! Han vendte blikket fast mod hende. „Og du skal bestemt ikke fortælle mig hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal!” svarede han kortfattet, som han skulede olmt mod hende. Han var virkelig vred! Ikke så meget på hende, for det var ikke hendes skyld.. sådan da.. Det var i hvert fald ikke hendes skyld at han havde fået tæsk, men det var hendes skyld at Romeo var så opkørt og derfor angreb alt og alle, inklusiv ham! Dumme kvindemenneske! Bare fordi hun skulle være så pokkers stædig! Hun nægtede knægten Lexie, som var det eneste der holdt ham loyal, hun skød sig virkelig selv i foden og på et tidspunkt gav det virkelig bagslag! Og selvom han hellere end gerne ville fryde sig over det, så ville han jo alligevel hjælpe hende, for han ønskede ikke at der skete hende noget. At hun så havde planer om at udrydde en hel race, og så tilmed vampyrerne, var da virkelig prikken over i’et! Hun måtte da virkelig være tosset! „Jeg tror at du skal lægge dig ned og hvile lidt mere, for du er tydelig blevet sindssyg! Forstanden har du i hvert fald mistet!” endte han i en tydeligt forfærdet og næsten vred tone, selvom blikket forblev fast. Hun kunne da ikke tro, at hun kunne udrydde hen hel race for pokker da! Det var kun tydeligt at kvinden havde mistet forstanden! „Og hvordan havde du helt nøjagtig tænkt dig at udrydde dem? Hvis du har glemt det – hvor jeg med glæde opfrisker det for dig – så var det en vampyr som nær havde dræbt dig!” hvislede han fast. Og han havde fundet hende! Havde han ikke gjort det, så havde hun været død nu! Mest af alt, var det vel fordi han var bekymret for hende? Han himlede let med øjnene og fnøs ganske kortfattet. „Øh.. så vidt jeg ved, så er du leder, og en leder bør ikke tænke egoistisk, men på hele racen, og det gør du slet ikke!” hvislede han fast, som hans blik blev trodsigt, „hvis du ønsker Romeo på din side, så er Lexie den eneste mulighed! Lad da tøsen blive dræbt i din store kamp mod vampyrerne!” Den kvinde var og blev virkelig umulig!
At ende på gulvet, var noget som havde fået Konstantin til at blive liggende, for han kunne bogstaveligtalt ikke bevæge sig. Ikke uden at det gjorde forbandet ondt i hvert fald. Han vendte de mørke øjne mod badeværelsesdøren, hvor han kunne høre at hun rykkede hen til kanten, selvom han ikke tog sig af det, for hun skulle bestemt ikke tale nedladende til ham! „Skal du tale ned til mig, efter alt jeg har gjort, så kan du godt skride herfra!” endte han kortfattet. Han gad virkelig ikke det pis! Og slet ikke fordi han selv var kommet til skade! Hun havde bare at bruge en anstændig og ordentlig tone overfor ham! Specielt efter alt det som han havde gjort! Han havde for pokker reddet hendes liv! Han prustede ganske let, næsten som han gjorde endnu et forsøg på at komme op, men den mindste bevægelse og en smerte skød igennem ham. Han holdt armene krydset over brystet, hvor han kneb øjnene ganske let sammen. Hvor han hadet det her! Og det var direkte ydmygende at ligge på gulvet! Selvom.. det var hans egen skyld.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde bestemt ikke noget imod at det hele var vendt på hovedet, selvom det i den grad bekymrede hende at han havde det som han havde det på denne her måde, for hun vidste udmærket godt at det var hendes egen skyld at Romeo var opkørt, frustreret og vred, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han var vred, selvom hun et sted var klar over, at hans vrede ikke ene og alene var henvendt til hende, for hun havde jo egentlig ikke rigtigt gjort noget som helst! Jovist hun havde sendt Lexie af sted, men det var også det eneste! Hun himlede med øjnene til hans ord. ”For pokker Konstantin! Du kan jo ikke gøre noget som helst i den tilstand!” vrissede hun med en ganske kortfattet stemme, for det var noget som virkelig måtte gøre hende irriteret, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn på noget tidspunkt! At han ikke brød sig om hendes ideer var nu heller ikke noget som behagede hende på nogen måde, for den tanke var noget som faktisk gjorde hende vred og irriteret, for hun fandt det bestemt heller ikke retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun fnøs kortfattet. Nu var det hende som blev irriteret, også selvom.. det faktisk gjorde hende ondt at han ikke støttede hende i det gøremål. Hun foragtede vampyrerne! Det var på tide at pladserne blev byttet lidt om! Han gjorde hende vred, for hun forsøgte virkelig at gøre det hele så godt som det nu var hende menneskelig muligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde! ”Selv jeg kan lære af mine fejl, Konstantin! Det væsen foragter jeg og jeg ved at Romeo føler det samme som jeg gør! De skal VÆK!” hvæsede hun fast. Måske at hun var ved at være rablende vanvittig, men det var hendes endelige mål som leder, om det var noget som han ville det eller ikke! Så måtte han jo trodse hende i stedet for, for det var noget som hun agtet at gøre før eller siden! ”Jeg sendte Lexie på en opgave. Kommer hun hjem, så har jeg intet andet valg end at lade hende være her!” vrissede hun fast. Lige nu viste han ikke sine typiske tegn til overbeskyttelse, men kun det faktum at han så på hende som direkte dum! Og det blev hun direkte sur over!
Måske at det var Konstantins egen skyld at han var endt i den forfatning som han var nu, en hun var virkelig.. bekymret for ham og det at det bare blev fejet af banen på den måde, var virkelig noget som gjorde hende sur, for hun var ikke koldhjertet! Han havde vist hende, at det faktisk var okay at vise en mere ømtålelig side af sig, og det gjorde hun, men så fik hun smæk for sig, og det var noget som gjorde hende vred. Hun prøvede for pokker da bare at hjælpe ham! ”Er det nu forbudt at vise, at jeg faktisk er bekymret for dig?” spurgte hun ganske kortfattet, som hun roligt gled ned og satte sig ved siden af ham. Hvis det var sådan at han så på tingene, så måtte hun bare acceptere det hele og så efterkomme det som han nu bad hende om? Hun vendte blikket mod døren ind til badeværelset og med en direkte vred mine, selvom.. hun nok mere var ked af det. Det var ikke nemt for hende at finde rundt i det hele, for hun arbejdede stadig ekstremt hårdt på meget af det som hun havde i sindet, og nemt var det bestemt heller ikke! Hun vendte blikket mod ham. ”Du skal op og lægge dig, Konstantin. Du har for pokker ondt!” endte hun kortfattet, dog ganske.. bekymringsfuldt.

[Deleted]

Konstantin var virkelig vred! Han var stiktosset! Ikke på hende, for hun havde jo ikke gjort noget som sådan, men han var sur over at han skulle være i denne tilstand, for det hjalp ham virkelig ikke på nogen måde! Det gav hende alt for meget magt og det brød han sig bestemt ikke om! Hvis hun troede at det nu var hende som skulle til at pusle om ham og bestemme hvad der skulle ske, så tog hun i den grad fejl, for han nægtede at overlade det hele til hende! Tanken gjorde ham virkelig.. frustreret! Han vendte blikket vredt mod hende til hendes ord. Han kunne ikke gøre noget i sin tilstand? Han skulle vise hende! „Åh ja? Jeg skal vise dig skal jeg!” vrissede han fast, som han sendte hende et direkte vredt og trodsigt blik. Han nægtede at ligge i sengen dag ind og dag ud! Han nægtede at blive syg på denne måde! Han havde desuden også sit arbejde og det var ikke noget som hun kunne tage sig af! Desuden skulle hun slet ikke være bossy overfor ham! For det var hans hus! Han var herren her og han bestemte! Det gjorde ham vred at det hele skulle blive vendt på hoved, for det gjorde ham virkelig arrig! Han sukkede ganske let, som han vendte blikket væk, for hvorfor skændes med hende? Det gad han desuden ikke, han var desuden bare sur over at det hele skulle gå galt for ham og intet andet, det kunne han ikke bebrejde hende for. At hun så havde planer om at få sig selv dræbt ved at gå op imod vampyrerne, var noget som virkelig måtte forarge ham, for hvad pokker tænkte hun på?! Når ja.. hun tænkte slet ikke! Han rystede let på hovedet til hendes ord. Hun var virkelig blevet rablende vanvittig! Hun var direkte tosset! Det var jo det rene selvmord! „Jamen held og lykke med din selvmordsaktion,” svarede han sarkastisk. Han støttede bestemt ikke op omkring hendes plan! Hun var virkelig for tosset hvis hun troede at hun kunne fjerne en hel race! Hun var direkte tosset! At hun ville have Romeo med på det, forundrede ham ikke, for han vidste godt at knægten hadede vampyrerne, men det var jo stadig tosset! Desuden så vidste han også at Romeo ikke ville følge hende, hvis ikke han fik Lexie igen. „Tja.. det er sådan set op til dig, om Romeo er med dig eller ej. Knægten vil have Lexie, hvis han ikke får hende, så vil han hellere dø end at følge dig,” endte han kortfattet. Knægten havde han fået en lang snak med, desuden havde han været i knægtens selskab mange gange, så han kendte ham efterhånden ret godt.
At hun var bekymret for Konstantin var selvfølgelig noget som måtte glæde ham, men.. han var virkelig bare tosset over det som var sket! Det gjorde ham virkelig vred! Han havde ikke brug for medynk! Han ville bare.. blive frisk igen! Og det vidste han godt ikke bare kunne ske uden lige og det gjorde ham kun langt mere vred! Han strøg tungen over sine læber ganske let til hendes ord. „Nej.. det er det ikke, men..” Han sukkede lettere opgivende. Han hadede virkelig dette! At han så skulle lande på gulvet – hans egen skyld godt nok – gjorde kun det hele langt værre! At hun gled ned på gulvet og satte sig ved siden af ham, fik ham kort til at skæve mod hende. Han vendte let blikke mod gulvet. Han vidste godt at hun forsøgte, og han ønskede heller ikke at afvise hende, han hadede bare at være så sårbar og svag som han var i øjeblikket! Han bed sig let i underlæben, inden han vendte blikket op mod hende til hendes ord. „Jeg.. jeg kan ikke komme op,” endte han stilfærdigt og denne gang i en rolig tone. „Jeg kan ikke bevæge mig,” afsluttede han let, som han vendte blikket væk fra hende og mod gulvet igen. Han lå med armene over kors ved brystet, næsten for at forsøge for at holde sig selv fast.