I'm disgusting!

[Deleted]

Adelaide havde vandret i cirkler i flere timer. Ikke vidste hun hvorfor, men det forekom hende som en form for tryghed. Hun tænkte ikke på noget, selvom både Sika, Kaka og Mime prøvede at få hendes opmærksomhed. Hun nægtede at give dem opmærksomhed. Sommetider var det enormt udmattende, og andre gange var det en nødvendighed, fordi hun hadede at være ensom. Egentlig anede hun ikke hvad hun lavede her i parken. Hun traskede rundt i egne cirkler. Hun havde skabt sine egne stier, i løbet af de timer der var gået. Hendes støvler var ved at falde fra hinanden. Hun havde haft dem i flere århundreder. Kræmmeren som hun havde købt dem af, havde påstået at der lå en fortryllelse i dem som gjorde at læderet holdt og ikke brød, før støvlerne ikke kunne længere. Han havde holdt sit ord, og det var hun taknemmelig for. Hendes mor, havde ellers altid belært hende om at man ikke kunne stole på kræmmere, men Adelaide havde observeret anderledes. Hun gik automatisk uden om alle som hun kom i nærheden af. Det eneste hun havde i hovedet, var hendes fødder som smældede mod det bløde græs.
Det var ved at blive mørkt. Her var snart ingen. Før Adelaide så sig omkring var der helt øde. Til sidst stoppede hun op. Tankerne strøg over hende som et vandfald. Til sidst følte hun sig helt kold indeni. Adelaide var et nul, et misfoster. Hvorfor skulle hende mor, Melrose, som var kendt som den blideste, varme engel ellers forlade sin egen datter? Nu hvor Adelaide lod tankerne flyde, var der en tanke som var klarere end de andre. Melrose havde aldrig elsket hende. Hun kunne ikke acceptere sin egen datter, fordi hun havde været uønsket. Adelaide var alt det, som Melrose havde frygtet. Et væsen sammensat af godt og ondt. Adelaide forstod pludselig at det ikke kun havde været alle omkring hende som væmmedes sig ved hende. Det havde også været hendes egen mor.

[Deleted]

Det var ved at blive mørkt, også selvom det faktisk var den tid som Amadeus bedst kunne lide. Det var et sted en form for tryghed for ham, for han kunne skjule sig, han kunne se på folk uden at de altid behøvede at have den direkte øjenkontakt, som så let som ingenting, kunne drive dem alle i fordærv, for han var en kraftig og gammel sensuel dæmon, så det var ikke noget so han kunne fortsætte med at se bort fra, så var det bare sådan at det endelig måtte være. De store og massive vingeslag endte med at holde inde, som han landede ved parken. Smukt var her, også fordi at der var så affolket. Det var de færreste som søgte ud når mørket nærmede sig, hvilket skam også var noget som han havde det ganske fint med. De mørke øjne så sig omkring, som han trak vingerne tæt ind mod sin egen krop, hvor de næsten hvilede som havde det været en tæt, og varm fjerklædt kappe. Hænderne vandrede roligt igennem hans hår, som han så sig omkring. Lige umiddelbart kunne han ikke se nogen, hvilket han faktisk havde det ganske fint med. Efter hans møde med Yessica, så havde han faktisk fået ekstremt mange ting som han skulle tænke igennem, og selv det, var noget som kunne tage ekstremt lang tid for ham!
Amadeus vendte blikket roligt mod de mere åbne arealer, hvor han selv foretrak at skulle holde sig lidt mere i det skjulte, også selvom han havde været mere.. frembrusende nu end det som han havde været igennem de sidste rigtig mange år. Lige hvor mange år, var han faktisk usikker på, men.. han havde vel ikke været i fokus siden Aiyanas død? Og det var virkelig ved at være vanvittig mange år siden! Han lod hænderne roligt folde sig foran ham på hans faste bryst, idet han bare begyndte at.. gå. Han havde virkelig fået utrolig mange ting som han pludselig skulle skænke en tanke, så det var ikke noget som sagde så lidt.

[Deleted]

Isende kulde plantede sig midt i maven på Adelaide. Hun følte et uopdaget had til sig selv. Sika, Kaka og Mime protesterede, men hun spærrede dem inde. Faktisk, så havde hun bare lyst til at forsvinde. Hun begyndte at løbe. De store klodsede vinger, foldede sig ud og bremsede hende. Hun mistede balancen og faldt lige så langt hun vil. ”Du vover at lukke os ude på den måde igen! Du kan selv se hvordan det ender!”mumlede hun ned i græsset. Det var Kaka. På en eller anden måde så var hun sluppet ud af kassen. Hun satte sig op. ”Men Kaka! Jeg væmmes ved mig selv. Og det samme gør alle andre,”råbte hun, imens hun spyttede græs ud af munden. ”Du er tåbelig, barn,”Et suk forlod Adelaides læber. Hun rejste sig op og klattede sine krøllede skørter. Her var nærmest forladt. Hun kunne ikke se en sjæl. Hun følte lettelse. Hun håbede ikke at nogen at havde hørt hendes mumlen, eller set hendes fald. Hun mærkede en varm hånd, mod sin skulder og opdagede at det var hendes egen. Hun følte afsky ved at se de lange, unaturlige negle. De lignede noget fra et mareridt.
Hendes mor havde altid sagt, at man skulle bruge det man havde til noget positivt. Men Adelaide så sig selv som et uhyre. Hun havde ikke arvet sin mors skønhed, blidhed eller varme. Hun var ikke i stand til at elske nogen. Hun vidste ingen gang om hun egentlig elskede Sika, Kaka og Mime. Det var der bare. Hun var klodset, og selvom Sika tog over, snublede hun alligevel over sine egne fødder. Det var umuligt for hende at færdes med andre. Hun blev sky og gik sin vej. Lige meget for meget føde hun tog til sig, var hun ikke i stand til at tage på. Hun var skind og ben, og lignede mere et vandrende lig. Folk spyttede efter hende. Ufrivilligt trillede tårerne ned af hendes kinder. Hun havde haft en hård start, men hun var fortsat. Måske som en vandrende skygge af sig selv, men … Hun var en overlever. Hun smilede et lille bitte smil. Hun tørrede tårerne væk. Hun gik langsomt videre, uden at vide hvor hendes fødder førte hende hen.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Amadeus regnede med at skulle finde noget videre af interesse herude, men ikke desto mindre, så skulle man ikke dømme noget som helst, før man selv havde stået i det, og det var så også noget som han nu måtte lære på den hårde måde. Lyden af vinger i modstand, var noget som omgående fik ham til at vende og dreje hovedet, hvor han fik øje på en ung pige som.. talte med sig selv? Han rynkede let på næsen. Han vidste udmærket godt hvor fristende det kunne blive til tider, for han kendte det selv, men det var ikke noget som han nogensinde havde valgt at give efter for, og det var bestemt heller ikke noget som han kom til! For nu så valgte han at blive på afstand, også fordi at han ikke vidste hvem hun var, og hvis der var noget som han ikke havde brug for i denne stund, så var det helt klart at han skulle sætte større fokus på sig selv, end det som allerede måtte være i denne stund i forvejen efter hans visit til kongehuset i Procias!
Amadeus valgte for sin egen skyld at holde sig en anelse på afstand fra denne kvinde, også selvom… hvad skulle hun dog være i stand til at gøre ved en mand som ham? Et næsten kynisk smil bredte sig på hans læber, som han valgte at sætte kursen mod hende i stedet for. Han var dog meget varsom, for selv han kunne jo trods alt tage fejl, og det ønskede han slet ikke i denne stund! Armene hvilede endnu over kors, som han tog hende i blik meget varsomt og meget nænsomt, for.. det var vel som om at han forsøgte at stirre direkte igennem hende? Selvom hendes nuværende personlighed faktisk var noget som morede ham for når det kom til det mentale og det som skete i hovedet, så var han en oplagt ekspert! ”Du ser ud til at more dig..” påpegede han ganske sigende og med en stemme kun præget af den klare morskab. Han kunne da slet ikke lade være, nu hvor han alligevel stod der, så kunne han jo lige så godt få noget sjovt ud af det!

[Deleted]

Stakkels Adelaide fik et gigantisk chok da hun hørte den fremmede stemme. Hun spjættede. Brat stoppede hun op og så sig over skulderen. Hun vendte rundt og så på den fremmede foran hende. Angsten boblede nede i maven på hende. Hun havde allermest lyst til at løbe sin vej, men der var også noget som fascinerede hende ved denne fremmede, selvom hun ikke anede hvad det var. Hun følte sig tiltrukket, men overhovedet ikke på den måde, som de fleste følte sig tiltrukket af andre på. Det var som om at nogen havde bundet et reb omkring hendes talje og denne fremmed holdt i den anden ende og trak hende til sig. Som om at hun faktisk ikke var i stand til at gå nogle veje overhovedet! Angsten sad nu i brystet på hende og brændte. Kaka, Mime og Sika. Hun kunne ikke høre dem længere. Desperat blev hun ved med at kalde på dem, men de svarede hende ikke. Hvad hvis de havde forladt hende? Hvordan skulle hun så overleve? I første omgang ønskede hun ikke at svarer ham. Hendes tunge slog knude på sig selv, men der var et eller andet ved hans attitude som fik hendes blod til at koge. Ikke af angst, men irritation.
”Jeg morer mig aldeles ikke! svarede hun skarpt. Eller det skulle havde været skarpt. I stedet blev det en følsom piben som lød som et lam der desperat kalde på sin mor. Hun så på ham med hævede øjenbryn. Det så grotesk ud. Hendes fine træk blev strakt ud, så øjenbrynene sad helt oppe i panden på hende og gav hende et sørgmodigt udtryk i stedet for et arrogant udtryk. Det anede hun dog ikke, og uvidenheden førte hende bag lyset. Hun var ikke vant til at snakke med andre. Det var uvant for hende. Noget der direkte skræmte hende. Hun blev stående hvor hun var, da det stadig var umuligt for hende at rykke sig ud af stedet. Konstant kaldte hun på Kaka, Mime og Sika. Hun havde brug for dem.

[Deleted]

Hvem denne unge kvinde var, var slet ikke noget som Amadeus vidste, men hun var da ganske særdeles iøjefaldende, hvilket faktisk var noget som måtte more ham! Han lod hovedet søge let på sned. Hun gik rundt og snakkede med sig selv? Han kendte følelsen af det, så selvfølgelig var det noget som han valgte at bide i sig, for han nægtede at fremstille sig selv som en idiot, eller en sindssyg, for han havde haft mænd og folk nok efter sig, på grund af det igennem hans liv! Han blev stående og med armene korslagte. At hun direkte forsøgte at hæve stemmen, og fortsatte med at.. kalde på nogle, var noget som direkte morede ham, for han vidste at de var alene, og at der ikke var nogen i deres nærhed, så selvfølgelig var det noget som virkelig måtte more ham! Han endte med at grine.. Han grinede hende direkte op i hendes ansigt! Han rystede ganske let på hovedet, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Nej.. du har ret.. Det er nok snarere mig, som more mig,” endte han tydeligt morende, som han tog et skridt tættere på hende.
Hvad eller hvem denne kvinde var, var slet ikke noget som Amadeus vidste, men det var noget som han sikkert og tidsnok, skulle finde ud af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han tog et skridt tættere på hende, mest for at finde muligheden for at se hende en smule mere an, for.. det var noget som gjorde ham temmelig nysgerrig, og han var faktisk en temmelig nysgerrig mand! Selv efter hans mange år her på jorden, så var der jo stadig mange ting som selv han kunne lære af endnu, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han grinede endnu en gang. ”Hvem er du..?” endte han ganske sigende, som han svagt kneb øjnene sammen. Hans mine krævede svar.. Det var vel ikke noget som man kunne undgå at lægge mærke til?