På opdagelse

[Deleted]

Det var sen eftermiddag, skyerne hang tungt over Manjarno og truede med at lade de første tunge dråber falde, af det der lod til at ville blive en meget våd og stormfuld aften og nat. Træerne blev allerede nu god og grundigt rusket af den ret voldsomme vind.
Celestria var derfor godt pakket ind i sin mørkegrønne kappe. Hun havde ikke været ude ved ruinerne før, men fandt det ganske interessant. Hun syntes de gamle bygninger, eller det der var tilbage af dem, mindede meget om hende selv. Ikke udseendet selvfølgelig, men mere hendes indre. Nogen gange drømte hun om at blive noget helt igen, men hun havde stort set opgivet at det skulle ske. Det var dog ikke noget hun tænkte over så tit, da hun mest af alt holdte sig selv fra at tænke på det, ved at begrave sig i arbejde og alkohol, dog ikke samtidig, da det nok ikke ville være nogen god kombination.
Celestria var glad for at hendes hår var sat op, så det ikke blev vildt filtret af den voldsomme vind, som ellers tog godt fat i hendes kappe og kjolen hun havde på indenunder. Hun havde arbejdet de sidste par uger med en eliksir som skulle afleveres her ude ved ruinen. Det havde været en meget simpel opskrift, da det jo var det eneste hun arbejdede med for tiden, men den skulle stå og trække en del, og tingene skulle tilføjes i den helt rigtig rækkefølge og på det rigtige tidspunkt, ellers ville den ganske enkelt ikke virke. Celestria beholdte den lille flaske med den lyseblå væske under kappen, til den rigtige modtager kom for at hente den. Så lige nu stod hun bare under et vissent egetræ og ventede. Hendes blågrå øjne glad langsomt over området, og studerede nøje de murbrokker, der engang havde været bygninger.

[Deleted]

Adelaide havde søgt ly under et unaturligt klippefremspring. Fjerene som dækkede hendes vinger, sad tæt. De strittede ud til alle sider. Fugten stod i luften. Det ville snart begynde at regne. Adelaide var fascinerede af de gamle ruiner. Selvom naturen snart havde slettet alle spor, fortalte disse ruiner om en svunden tid. Adelaide stod ikke i le, så hendes hår strittede til alle sider. De røde øjne søgte området efter liv, men hun kunne ikke se andre. Enkelte sky flagermus havde søgt skjul under samme klippefremspring som hun selv. På mange måder mindede det om en grotte. Adelaide kunne godt lide flagermus. De var sky væsner som hun selv var det. Så længe hun ikke forstyrrede dem, forstyrrede de ikke hende.
Rundt omkring hende var der så stille. Som lå der et tæppe over stedet. Flagermusene dirrede. Adelaide kunne mærke det fra hvor hun stod. Luften dirrede også, som om der var noget i vente.
Adelaide var på mange måder altid forberedt. Hun vidste aldrig hvornår Kaka, Sika eller Mime ville give lyd fra sig. Hun mærkede deres tilstedeværelse, men det var som om de fornemmede at det var det rette tidspunkt at holde sin mund. Mime prøvede Adelaides grænser af. Mime havde en stor lyst til at løbe rundt i blandt ruinerne, men Adelaide holdt hende tilbage. Der var noget ved de mørke tunge skyer som foruroligede hende. Mime blev ved med at plage. Adelaide ignorerede hende. Hun stirrede nu stift ud i det begyndende mørke. Hvis det ikke havde været fordi at Sika, Mime og Kaka havde været hos hende, ville hun dø af angst. De gav hende tryghed. Det havde de altid gjort. Andre kendte ikke til dem. Ingen gang hendes mor Melrose havde vidst det. Men når Adelaide tænkte over det, så var de først ankommet, efter at Melrose var forsvundet. Og hun havde tage imod dem med åbne arme, for det var først da de var blevet en del af hendes liv at ensomheden havde forladt hende.

[Deleted]

Menelwen havde fået instrukserne om hvor og hvornår hun kunne afhente den specielle eliksir, som hun skulle bruge. Og her var hun så. Blødt og elegant dalede hun de sidste 10 meter ned på jorden, og landede med et dumpt bump. Gevandterne flagrede ud bag hende, men lagde sig ligesom sjovt til ro omkring hende. For der var vindstille lige dér. Hendes lange kjole og kappe viftede kun blødt frem og tilbage, som i en forbigående brise. Hendes lange mørke hår hang løst og blev kun kort taget af en lille brise af gangen.
De lyseblå øjne søgte rundt i omgivelserne omkring sig, ruinerne som de jo var. Der var noget underligt sælsomt over lige præcis dette sted. Noget underligt, som om man stadig kunne se ekoer af hvad der engang skete her.
Med det hurtige overblik, som Menelwen besiddede trådte hun frem, da noget fortalte hende at det hun ledte efter vare var om et par hjørne. Og ganske rigtigt.
Der, længere fremme stod en skikkelse, indhyllet i en kappe.
Let vejede hun kort de mønter hun havde i en læderpung, i hendes kappelomme. Der burde være nok, til at kunne betale for den urtekyndiges anstrengelser. Menelwen vidste ikke selv særlig meget om det, men hun vidste at det ikke var noget man bare gjorde.
Ellers, var Menelwen istand til at betale på mange måder. Enten med de enkelte smykker hun havde på sig eller med et dokument med hendes underskrift på. Men det var ikke alle der gik med på.

[Deleted]

Vindens susen hev i hendes kappe, og fik hende til at vugge frem og tilbage i takt med vinden. Hun lukkede hendes øjne et kort øjeblik og stod bare og lyttede til vinden.
Da hun åbnede hendes øjne igen fik hun øje på en skikkelse et godt stykke fra hende. Hun genkendte skikkelsen som den der havde bestilt eliksiren for nogle uger siden. Hendes slave havde givet hende et godt signalement af personen, så hun ikke gav eliksiren til den forkerte. Det var hendes slaver der som regel rendte ærinder for hende, tog imod bestillinger og afleverede dem, når de var komplette. Men denne eliksir havde taget længere tid end dem hun normalt lavede, og var også mere kostbare. Derfor foretrak hun selv at aflevere dem. Celestria havde sendt hendes slave afsted med besked om mødested og at hun ville kunne kende hende, på hendes grønne kappe. Da hun ikke kendte andre der gik med en lignende kappe, tænkte hun at hun nok ville være den eneste med den farve kappe, især på sådan et øde sted som dette. Hætten på kappen lagde hendes ansigt i mørke, specielt i dette sparsomme lys, var det umuligt at se hendes ansigt, så længe det var under hætten.
Hun vidste at den person som skulle have eliksiren ikke blev påvirket af vinden. Hun vidste ikke hvilken race det var. Men på dette sted, og i dette vejr, var det tydeligt at kvinden foran hende, ikke blev påvirket af den kraftfulde vind.
Celestria tog nogle få skridt frem, for at signalere at det var hende, kvinden var kommet for at møde.

[Deleted]

Adelaide blev stående under klippe fremspringet. Hun fornemmede at der var nogle i nærheden af hende. Hun gik som regel i egne tanker og undgik andre, men hun kunne godt lide at inspicere andre. Med sikre skridt bevægede hun sig ud i blæsevejret. Det tog fat i hendes gevandter og flagrede omkring hende. Hun så godt i mørke. Faktisk var hendes egentlige problem daglys. Det skar hende i øjnene. Hendes mor havde altid undret sig over det. Adelaide havde aldrig fortalt sin mor, at hun faktisk ikke kunne holde ud at se på sin egen mor, fordi det skar hende i øjnene. Men hun havde aldrig været modig nok til at sige det. Hun slog hætten omkring sit ansigt, men det nyttede ikke meget, fordi vinden tog fat i hætten og kastede den bagover. Hun droppede det. Med forsigtige skridt bevægede hun sig rundt om klippefremspringet og betragtede de to skikkelser som stod et stykke væk fra hende. Hun blev stående hvor hun var. Hvis man så godt efter, ville man se hendes lysende røde øjne, men folk så dem sjældent, fordi de for det meste ikke ønskede at se røde øjne i mørket, fordi de forbandt det med fare på færre. Adelaide tænkte meget over hvordan andre så hende. Hun ville ønske at hun kunne finde en måde hun kunne ændre sit udseende på. Men hun vidste ikke hvordan. Hun havde hørt om misfostre som ønskede at ændre på dem selv. De havde opsøgt alkymister. Det hun havde hørt, var historier hvor alting var gået grueligt galt. Men selvom det skræmte hende, så ønskede hun stadig inderligt at hun kunne være i stand til at ændre sig selv. Derfor ønskede hun at finde en alkymist som måske kunne hjælpe hende. Problemet var bare ... Adelaide stolede ikke på nogen, bortset fra sig selv...