Looking for a snack

[Deleted]

Det var en kølig aften. Solen var gået ned for flere timer siden, hvilket havde efterladt himlen i en mørkblå farve. Nu hvor sommeren var på vej, så betød det desværre også, at nætterne blev kortere, og at der dermed ikke var nogen tid at spilde. Efter en lang søvn og lidt ligegyldigt arbejde, havde Carmine valgt at gå sig en ganske ’fredelig’ tur. Søen var rolig på denne tid, ikke mange turde komme der med henblik på de væsner der dukkede op i løbet af natten, ej heller selvom vampyrerne nu havde fået deres eget tilholdssted. Med hænderne foldet på ryggen og yderst galante skridt, fulgte ham bredden rundt. Efterhånden var han kommet tilbage hvor han var kommet fra. På vejen var han kun stødt på yderst få væsner af forskellig art, og han havde ikke rigtigt ænset dem, mest fordi han havde haft sit eget at bekymre sig om. Alex var endnu engang en omgang dødt blod, og det irriterede ham at han konstant skulle bide hovedet af ham, når han end ikke havde gjort noget forkert! Efterhånden måtte han erkende at sulten var begyndt at melde sig, for sandt at sige, så havde han ikke indtaget et måltid før han havde valgt at gå. Den kølige vind rørte ham overhovedet ikke, ej heller selvom han stolt viste sin brede krop frem i en tætsiddende og halv åben skjorte. Aldrig havde han haft et bankende hjerte, og forhåbentlig ville han aldrig komme til det, han måtte jo faktisk erkende, at han var stolt af sit væsen og sin person, ligesom han stolt bar sin titel med sig. Han stoppede roligt op, og så ud over søens mørke vand. Månen var gledet i skjul bag et dække af skyer, og det var ikke ligefrem stjerneklart, hvilket var det eneste tegn for hans del, på at det ikke var en særlig kold aften. Med roen afspejlet i sit blik, stirrede han tomt og meningsløst ud over søen, der faktisk ikke var videre interessant, eftersom den på ingen måde rørte på sig. Han fugtede læberne med tungespidsen, og så sig diskret omkring uden overhovedet at dreje ansigtet. Var han heldig så rendte der en lille fræk sag rundt i nærheden, som tilfældigvis kunne blive hans middag. Hans mundvige fortrak i et halvt smil, for han kunne i den grad godt lide tanken! Blikket gled stille i, han lod i stedet sin hørsel og sin næse arbejde på at finde noget delikat i nærheden. Egentlig så havde han jo gemt en nymfe til middag, eftersom han ønskede at Alex skulle bløde lidt op efterhånden, for han havde været irriterende anspændt på de sidste.. mere end han plejede. Om ikke andet så kunne han nok godt klemme en bid ekstra ned lidt senere, for det var bestemt ikke noget som han ville gå glip af, hun havde jo heller ikke ligefrem været nem at fange! At det så var en af Cassidys artsfæller var noget som han praktisk talt var ligeglad med, for den tøs betød absolut intet, somme tider var hun kun i vejen, også med henblik på at hun forstyrrede den stakkels Alex! Uanset.. han skulle nok få manden på bedre tanker, halv mæt eller ej, en lille bid skadede jo aldrig!

[Deleted]

At det var en kølig aften, var ikke noget som Leah bed sig særlig meget mærke i, men ikke desto mindre, så havde hun valgt at søge ud alligevel. Umiddelbart så det ud som om at det faktisk kunne gå lidt mellem hende og Ryan igen, hvilket hun selvfølgelig var frygtelig glad for, for hun ønskede jo slet ikke at miste ham på den måde. Slet ikke! Selv havde hun valgt at søge lidt andre steder end de steder hvor hun normalt ville befinde sig, også fordi at hun virkelig havde brug for at tænke mange ting igennem. Efter Ryan havde valgt at tage hende mod sin vilje, så havde det hele virkelig også taget en voldsom drejning for hende, for det var slet ikke noget som hun bare kunne glemme sådan uden vider, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selv havde hun taget pladsen ved den smukke bred, hvor hun sad med kappen godt omkring sin krop og kappen godt trukket op over hovedet, også for ikke at ende med at friste nogen alt for meget, for man vidste jo aldrig efterhånden! Sulten havde lige så formået at vise sig ved hende, også selvom hun slet ikke havde turde at lukke Ryan så tæt på endnu, for det var nu også en tillid som han måtte vinde ved hende igen, og det var ikke bare noget som man gjorde bare sådan, når man gjorde det ved hende som han havde! Tanken gjorde selvfølgelig ondt, men jo mere hun tænkte over det, jo mere kunne det næsten nage hende at hun havde lukket ham tæt på i udgangspunktet, for han havde jo gjort det ved hende før! Hun rystede let på hovedet af sig selv, som hun lod hånden glide over hendes ansigt, næsten i en form for opgivende og noget så træt mine.
Lige hvad Leah kunne støde på i aften, vidste hun ikke, for det kunne jo være så frygtelig mange ting og væsner for den sags skyld, også selvom hun altid håbede ligesom så mange andre, for hun gjorde jo ikke noget andet foruden at søge ud og håbe på det bedste, men at tænke når Ryan gik omkring hende, var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, og det var jo det som hun allerede nu måtte være klar over. Hun rykkede varsomt tættere på kanten, hvor hun roligt tog fat omkring en glat sten, som hun strøg let over med sin tommelfinger, som havde det været et kærtegn, kun for at kaste den i vandet foran hende, som tydeligt spredte sig i utallige ringe som bredte sig i vandet for øjnene af hende, kun for at lægge sig mere i ro derefter. Behageligt var det faktisk i aften, også selvom hun ikke rigtigt sagde noget til det. Hun var vel bare den type som faktisk nød af den stilhed? Selvom det selvfølgelig var begyndt at stikke lidt i det indre, hvor hun også havde set hvad det havde gjort ved ham sidst, hvilket vel også var grunden til at hun ikke rigtigt turde at søge hjemover? I frygten for at det faktisk var noget som skulle ske igen? For det ønskede hun slet ikke! At en vampyr rendt rundt lige omkring hende, var faktisk slet ikke en tanke som faldt hende ind.

[Deleted]

Carmine blev roligt stående, forsøgte at læse de ting som hans sanser forsøgte at fortælle ham. Efterhånden var han en aldrende mand, selv af sin race, men i virkeligheden var det jo kun noget som i sidste ende havde gjort ham stærkere. En sød duft blev båret igennem den friske luft og ramte hans næsebor. Duften var kraftig, så det var bestemt ikke langt fra ham hvilket han også hurtigt konkluderede. Smilet blev bredere. De fleste vampyrer brød sig ikke om hans måde at arbejde på, for han var både stilfærdig og yderst direkte, få ord forlod hans læber og han var måske lidt.. brutal udelukkende fordi at hans ofres følelser og tanker, bogstavelig talt intet betød for ham. Han lod blikket træde frem. En sulten og ikke mindst intens gnist hvilede i hans mørke øjne, for han nød virkelig tanken om det lille mellemmåltid han havde fundet.. dæmon.. det kunne aldrig være helt ringe, ikke nær så god som nymfen derhjemme men uanset. Han fugtede atter læberne, selvom det denne gang næsten kunne virke som om han faktisk slikede sig om munden. Blikket gled omkring, også selvom det ikke varede længe før han havde fået øje på den stille skikkelse der sad ved bredden og så, så forbandet fristet ud. Det var jo som at ligge en rå bøf for fødderne af en forpulet vareulv. Carmine tog uden at tøve, den galante vandring op endnu engang og søgte denne gang imod den kvindelige skikkelse der sad ved bredden. Passiv havde han aldrig været, han var en handlingens mand. Han ænsede hende dog knapt, hvilket var fuldt ud bevidst. Han have været en rovdyr i flere årtusinde.. siden sin fødsel for alt for mange år siden.. han vidste hvordan det skulle gøres. Roligt strøg han om bag hende. Duften af hendes væsen fyldte luften omkring ham. Han kunne høre hendes hjerte slå de rytmiske slag, som han fandt direkte fortryllende, mest fordi at han var omgivet af død og ødelæggelse, hvilket selv han med årene blev direkte vanvittig af.
Han stoppede roligt op. Hun lod til t sidde i sine helt egne tanker, hvilket var perfekt for hans del. Uden varsel søgte han i en frygtelig hurtig bevægelse om bag hende, siddende på sine knæ, og forsøgte at snige sin arm omkring hendes slanke liv. Næsen begravede han mod hendes hals, hun duftede absolut fantastisk! ”Godaften smukke,” hilste han med en direkte morende tone, for han så jo virkelig dette som leg. Det var ikke jagt i den forstand han normalt så på det, men om ikke andet havde han da fundet sig en fangst, og i øjeblikket var det, det altafgørende. Uden at spilde tiden blottede han tænderne og gjorde et udhug imod hendes hals. Kappen var han ligeglad med for de syle spidse tænder var jo skarpere end som så. Hvor han dog virkelig elskede at være vampyr!

[Deleted]

Leah havde aldrig været den sværeste at læse, og det vidste hun godt. Ellers havde hun bestemt heller ikke valgt at sætte sig her, som hun nu havde valgt det, men hun havde virkelig mange ting som hun var nødt til at tænke igennem, og det var bestemt heller ikke lige nemt altid! Hun trak vejret dybt, hvor hun faktisk forholdt sig ganske roligt. Mørket havde aldrig skræmt hende, og det at komme på tværs af mange af de andre mørke væsner, var slet ikke en tanke som slog hende ind, for hvorfor skulle hun? Hun gik ikke nogen på tværs ved at sidde her ved vandkanten, så hun havde vel heller ikke noget at skulle frygte direkte, havde hun? Det var ved at være sent, hvilket hun også kunne mærke, for efterhånden var hun endt med at blive temmelig træt, men at søge hjem, var slet ikke noget som hun måtte tage som et alternativ. Hun sukkede dæmpet, som hun vendte blikket ud mod midten af søen, hvor månens smukke afspejling kun lige kunne ses i tide og utide for de forbipasserende skyer som befandt sig temmelig højt oppe over dem, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så hårdt på igen. Hun havde som sagt aldrig været bange for mørket, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at starte på i denne stund, det var der bestemt eller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke.
At Leah havde en vampyr siddende lige bag sig, var ikke en tanke som gik op for hende, før armen endte med at gribe hende omkring livet, hvilket fik hende til halvvejs at skrige af ren og skær chok, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med. Hun endte dog langt mere bleg som hun hørte hans stemme og det at han søgte direkte til halsen som det første, for det var slet ikke en tanke som hun brød sig om! Hænderne greb omkring hans arm, som havde det været et forsøg på at få ham til at slippe hende, også selvom hun slet ikke havde nogen anelse om hvem det var! Hvem manden var, vidste hun jo slet ikke! ”Slip mig, di..!” Selv nåede hun end ikke at færdiggøre sin sætning, før hans tænder allerede var sat i hendes hals, hvor hun kraftigt endte med at stivne, hvor det smertefulde gisp brød hendes læber. Øjnene klemte hun let sammen, som hun virkelig forsøgte at få ham til at slippe, også selvom det også var tydeligt at manden slet ikke havde nogen som helst intentioner om at skulle give slip på hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige det mindste til i den anden ende. Hun faldt mere og mere ind mod hans favn. At kæmpe imod, var noget som hun faktisk selv var for træt til!

[Deleted]

Carmine havde bestemt ingen intentionen om at opgive sin jagt. Det var ikke fordi han ledte efter et stort måltid, for i aften skulle blive ganske særlig, og han havde det hele planlagt, men han kunne trods lt heller ikke tillade sig at miste energien, så han måtte have lidt i maven, eftersom der nok ville gå nogle timer endnu før han atter ville vende tilbage til Convento. Armen sneg sig om hendes slanke talje og holdte hende tæt ind til sin krop, stadig siddende på den beskidte jord. Han var nu ikke så sart med sådan noget. Den bedste del var når det endelig gik op for ofret at det ikke havde nogen chance mod hans styrke, og deres hjerter så begyndte at banke fuldstændig ude af takt, men stadig utrolig lokkende. Tænderne var allerede fuldkommet begravet i hendes hals. Det bankende hjerte pumpede blodet hurtigere rundt i kroppen, hvilket også forsynede ham med det lille, lette måltid som han havde haft brug for. Det søde blod fyldte hans gane. Blodet varmede hans krop som havde det været hans eget, hvilket jo ikke ligefrem var tilfældet. Det efterlod ham med en helt igennem fantastisk følelse. Næsten per automatik lod han tomlen stryge over hendes mave næsten som havde det været et forsøg på at berolige hende. Selvom hun virkelig smagte fremragende måtte han minde sig selv om at han ikke måtte tage for meget. Han trak sig. Blodet løb ned over hans hage og hans mundvige. Han forsøgte at fange dråberne med tungen, men det gik langt fra som han havde planlagt. Denne kvinde var fuldkommen fremmede for ham, men hun havde set så sørgelig og opgivende ud, at hun faktisk kun havde været et ekstremt let offer. Carmine slap hende ikke på nogen måde, men holdte hende tæt ind til sin egen krop. Hånden strøg blidt ned over hendes fyldige barm, også selvom han ikke var i stand til at se hendes ansigt, ikke at det rigtigt gjorde nogen forskel eftersom hendes blid allerede havde fortryllet ham. ”Tak for mad,” hviskede han tilfredst mod hendes ører. Såret lod han blot stå åbent, der ville ikke gå længe før det ville slå hende ihjel. ”Det var udsøgt,” fortsatte han, og lod tungen stryge over hendes skulder for at fange blot et par enkelte dråber. Hun ville være i stand til at overleve med den smule som han havde taget fra hende, men han lod.. sådan set aldrig nogle leve og han brød sig jo ikke om børn.. der fulgte alt for megen ansvar med. ”Du er næsten for køn til at lide,” han kyssede hendes slanke hals. Hånden gled roligt op omkring hendes kæbeparti. Selvom han ikke kunne se hende, så var han overbevist om at hun var smuk. Han slap taget om hende ”Du er fri til at gå,” påpegede han blot roligt og rejste sig selv. Hun havde mødt ham på en nådig aften hvilket hun kunne prise sig lykkelig for. Blikket hvilede på hende, lidt afventende, også selvom han i virkeligheden ikke interesserede sig. Roligt vendte han om på hælen og strøg i den modsatte retning.

[Deleted]

Leah havde slet ikke haft nogen anelse om at det ville gå så galt, bare at søge ud og finde sig til rette med det hele igen, for det havde virkelig gået galt mellem hende og Ryan denne gang, så man skulle tro at det måtte være en løgn! Smerten som sad i hendes hals, blev hurtigt erstattet med en mærkværdig form for.. velvære, og det var en tanke som lige så også var med til at skræmme hende, for det var slet ikke hvad hun havde regnet med. Hun missede let med øjnene, hvor hendes mund måtte være halvvejs åben, hvor hun bed sig tydeligt i læben igen, for det gjorde virkelig ondt! Hans styrke var slet ikke noget som hun kunne stå imod, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han ikke tog så meget igen, var dog alligevel mere end rigeligt, som han slap hende og uden at lukke såret, hvilket automatisk bare førte til at det fortsatte med at bløde. Ikke voldsomt, men det stoppede ikke, og det kunne meget vel vise sig at blive farligt for hende, og det var jo det som hun vidste! Som han slap hende, så røg hun direkte ned i gulvet, hvor hun blev liggende, hvor hun virkelig bare forsøgte at samle sig omkring det hele, for nemt havde det bestemt heller ikke været, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun gispede ganske svagt og vendte blikket op mod ham. Strøgene over hendes bryst, var noget som satte hende i en voldsom sitren, for.. behageligt var det, for selv hun var ved at være sulten, så hun stoppede ham end ikke. At han faktisk fortsatte med at berøre hendes ansigt, var noget som hun udmærket godt kunne mærke, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for hende, for hun følte sig ikke frisk nok til at afgive nogen former for respons bare sådan. ”D..du.. du..” endte hun med en dæmpet og sigende mine, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang, ofr løgn var det jo ikke. Han havde virkelig grebet hende på sengen, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen måde! Tydeligt skælvende og nu.. med følelsen af virkelig at være iskold, for hun begyndte pludselig at fryse.. Kutten gled af, som hun vendte blikket op mod ham endnu en gang, selvom hun virkelig var fuldstændig forvirret! Hun vendte sig om, hvor hun vaklende måtte komme op på benene. Hvad vampyrernes bid betød, anede hun faktisk ikke, men ikke desto mindre, så brød hun sig slet ikke om at sidde der i denne situation, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”D-du.. du gjorde mig ondt..” endte hun med en frygtelig dæmpet stemme, som hun selv forsøgte at holde sig på benene, for de truede helt klart med at give efter under hende. Hånden gled mod halsen, som tydeligt var præget af hendes eget blod. Tanken skræmte hende direkte!

[Deleted]

Denne fremmede kvinde var blot et tilfældigt offer. Han vidste intet om hendes væsen eller hendes person, og i virkeligheden så kom det ikke ham ved, så lang tid hun smagte godt! Blodet løb ned over hans hage, og efterlod ham med et lidt bizart ansigt, der direkte lyste af morskab og sult. Det var som sagt ikke fordi han direkte var rigtig sulten, men han skulle klare sig til han kom hjem og kunne få den sande middag. Hånden søgte kærtegnende over hendes krop, selvom han hurtigt endte med at slippe hende. Blodet efterlod ham selv med et begær som end ikke han var i stand til at se uden om. Det var kun endnu en grund til at han hele tiden tog sine forholdsregler i forhold til hendes væsen, for selv han kunne lade sig forfører, kvinder var trods alt en stor svaghed. Blikket hvilede endnu på hendes trætte skikkelse, han vidste at det var direkte udmattende at få taget blod på den måde, også selvom det ikke ligefrem var meget han havde taget. Han foldede i al sin ro, hænderne bag på ryggen endnu engang, mens han blot så til idet hun forsøgte at kæmpe sig på benene. Han hævede et øjenbryn og så en anelse vurderende på hende, for på trods af at det var udmattende, så virkede hun jo direkte ødelagt. Et mindre utålmodigt suk forlod hans læber.. forstod denne kvinde ikke, at han var et dyr som frygtelig hurtigt kunne ende med at skifte mening, også fordi han faktisk lige var i humor til en god, gammeldags jagt.. ”Det gjorde jeg. Du gav mig mad,” gav han igen med et roligt nik og det lidt kække smil om læberne. Det morede ham næsten at se hende så.. sårbar på sit vis. Det var i sandhed det mest fascinerende ved det levende væsen, foruden deres hjerteslag, der skulle ikke meget til at svække dem, det var helt sikkert. ”Pris du dig blot lykkelig for at jeg lader dig gå,” påpegede han med en alvor i tonen, for han mente det! ”Smut inden jeg ombestemmer mig,” endte han kortfattet. Roligt vendte han ryggen til hende, og optog en vandring i den modsatte retning af hende, som om absolut intet var sket. Hendes følelser og tanker betød intet, hun kunne hade ham om hun ville. Carmine tog en god afstand til hende, før hans skridt blev mindre. Læberne skiltes i et større og mere legesygt smil. Faktisk.. ved nærmere eftertanke så lød det ike som den bedste idé at lade hende gå.. Han var i legehumør og lige nu var omgivelserne perfekte til en jagt! End ikke han kunne stå imod fristelsen. Han fortsatte dog ganske roligt af sin foretagende vandring, mens han i sit stille indre talte sig frem til hvornår hun ville være langt nok væk til at det skulle blive morsomt. Han ville trods alt gerne have det bedste ud af det, når nu muligheden havde budt sig, også fordi han havde svækket hende fra før.

[Deleted]

Hvis der var noget som hurtigt var endt med at gå op for Leah, så var det helt klart at denne situation bestemt heller ikke var en af de mere heldige, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der så var det ikke noget som hun kunne løbe fra. Hvem manden var, vidste han ikke, men hvis der var noget som hun allerede havde formået at konkludere, så var det at han var fuldstændig kold i røven overfor dem som han måtte møde på sin vej. Det var ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, og det var faktisk også noget som i sig selv, var en tanke som måtte skræmme hende. Blodet piblede stadig frem af det åbne sår i halsen, idet at hun endelig havde formået at komme tilbage på benene. Det var ikke fordi at han havde taget meget, men med den styrke som han lagde i det, så var det mere end rigeligt til at køre hende til et punkt af udmattelse allerede med det samme. ”Jamen jeg..” Det var som om at det virkelig var noget som havde slået hende omkuld, for hun havde slet ikke regnet med det eller forventet det for den sags skyld, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det et hak bedre af den grund. Hun bed sig ganske svagt i læben, som hun vendte blikket mod ham. Han havde ladet hende gå? Hvorfor pokker blev hun så stående der? Hun fulgte ham med blikket, som han endte med at søge væk fra hende, også selvom det slet ikke var noget som gjorde hende det mindste, for det var slet ikke en tanke som hun havde det mindste imod i den ene eller i den anden ende, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Uden at tænke videre over det – eller hvor dumt det måtte være for den sags skyld, så vendte hun sig i den stik modsatte retning, kun for at sætte i et løb. Hånden havde hun hævet til halsen, hvor hun havde lagt et mindre pres på, selvom det bestemt heller ikke var nemt i og med at hun faktisk løb alt hvad hendes ben kunne bære, for ønskede virkelig bare at komme væk derfra, og det skulle være så hurtigt som det nu var hende menneskelig muligt! Kappen røg af hendes skuldre, også selvom det slet ikke var en tanke som hun tænkte over, for hun ville bare væk, og det skulle være så hurtigt som det var hende muligt! Panikken bredte sig tydeligt i hendes krop og sind, for dette var slet ikke noget som hun havde regnet med at skulle stå ansigt til ansigt med. ”Ryan…. RYAN!” udbrød hun næsten som håbede hun at manden ville være i stand til at høre hende, selvom ordene ikke endte i mere end en hvisken, for hun brugte virkelig også al sin energi på at kunne sætte i løb, for hun stolede slet ikke på denne vampyr og farlig, det var han med den største garanti også!

[Deleted]

Carmine kunne høre hendes skridt fører hende længere og længere bort. Blikket gled atter i. han lyttede til vinden som måtte suse for hans ører, og han lyttede til hendes hastige skridt i græsset og hendes desperate gispen efter ilt, hvilket blot morede ham. Et antræk af et smil hvilede på hans læber. Hvem end Ryan var, så tvivlede Carmine på at hendes kald ville hjælpe hende nogle vegne. Hun var skadet i forvejen, han kunne stadig dufte hendes blod, han havde stadig hendes søde duft siddende overalt på sin egen krop, efter at have holdt hende tæt ind til sig. Faktisk havde han allerede skiftet mening med hensyn til at lade hende gå, men det var selvfølgelig ikke noget som denne fremmede kvinde havde en idé om endnu. For hans del handlede det blot om ikke at se hende i øjnene, for selv han kunne frygtelig hurtigt ende med at give fortabt. ”..4..3..2..1..” talte han ganske roligt ned. Et direkte legesygt glimt viste sig i hans øjne, som han kastede blikket over skulderen og blottede de sylespidse tænder, kun for at sætte i direkte løb mod den stakkels kvinde, som forsøgte at flygte fra et væsen, som hun aldrig ville være i stand til at hamle op med. et hvæs forlod ham, også i forsøget på at lokke hende på et skjult sted, kun for at gøre morskaben større for sin egen del, for det var trods alt det, det hele handlede om. Carmine indhentede hende frygtelig hurtigt, også selvom han første gang blot valgte at passere hende, og lade hånden stryge over hendes bagparti, mest for at jage en skræk i livet på hende, for det ville kun få hendes hjerte til at hamrer yderligere, hvilket ville gøre hendes duft stærkere og samtidig kun lokke ham endnu tættere på sig. Vinden blæste i det blonde hår, selvom nogle næppe ville se ham i med den fart han bevægede sig i. Han stoppede roligt op ved et stort egetræ som kun netop var sprunget ud, også selvom dets pragt blev skjult under de mørke himmelskyer. Han kunne stadig høre hende løbe, hvilket kun satte en dyb tilfredshed i ham. Følelser havde aldrig været noget som han havde været præget af, ikke foruden når det kom til Alex, og det var langt mere et form for broderligt bånd, men dog stærkt. Måske det også var derfor at han et sted følte en mindre jalousi i forhold til Cassie, som formåede at tage alt hans energi, det irriterede ham, for det havde jo altid bare været de to. Dette var også en måde for ham, hvorpå han kunne forløse sin vrede og sin frustration og faktisk komme af med den.
Han smilede med de blottede tænder som endnu forekom en smule blodige, efter at have drukket af hende. Han satte atter i løb, også selvom han ikke direkte jagtede hende, men blot sørgede for at gøre sig bemærket.. for nu vel og mærke.. han nød at lege med maden om det var moralsk korrekt eller ej, det var han praktisk talt ligeglad med.

[Deleted]

At Leah løb direkte ind i løvens hule, var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen måde, for i denne stund, så var det virkelig panikken som stod noget så frygtelig tydeligt i hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Det var en frygt som han havde formået at plante i hende, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund, selvom det ikke just gjorde sagen bedre for hendes vedkommende. Hendes hjerte var allerede begyndt at hamre mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, så selvfølgelig var det heller ikke noget som hun kunne undgå at lægge mærke til, for det flød mere og mere ud af sårene i halsen som hun pressede på som hun bare.. fortsatte væk fra Carmine og helst så hurtigt som det nu måtte være hende menneskelig muligt, for det var nok ikke særlig hurtigt i forhold til ham, og nu hvor han havde taget blod, ladet såret være åbent, så var det bestemt heller ikke noget som man direkte kunne sige, måtte hjælpe hende på nogen måde, for det gjorde det bestemt heller ikke. Selv fortsatte hun med at råbe og skrige efter Ryan, også selvom hun vidste, at han var temmelig langt væk, selvom det i denne stund, på ingen måder hjalp hende, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! Hvor pokker var manden når man endelig havde brug for ham?! At Carmine endte direkte ved hende, berørte hendes bagparti, fik hende direkte til at hvine, hvor hun hastigt skiftede retning for at komme i en anden vej, for hun havde jo slet ikke set ham komme bare sådan, så det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen måde!
Jo mere Leah måtte løbe, jo værre fik hun det, hvilket hun helt klart godt kunne mærke, selvom det bestemt heller ikke hjalp hende på nogen måde. Hun gispede let efter vejret. Hun nægtede virkelig at lege katten efter musen med denne vampyr på den her måde! Hun endte med at løbe mod en samling af træer, næsten som hun ønskede så desperat at finde sig et skjulested, selvom hun vidste, at det slet ikke burde være et problem for ham at finde hende. Hun bed sig svagt i læben og med den direkte vrede mine, også selvom den var tydelig præget af den tydelige panik som tydeligt i hendes mine, for det var jo slet ikke noget som hun kunne skjule på nogen måde overhovedet! Kroppen skælvede som aldrig nogensinde før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit! Det var lige før at hun løb så hurtigt at hendes ben slet ikke kunne følge med under hende, og det var bestemt ikke ligefrem en behagelig fornemmelse! ”Ryan.. Ryan… hjælp…” hviskede hun panisk, som hun fortsatte direkte mod træerne som stod lige ved søen. Hun ønskede sig bare langt væk derfra, og det skulle være lige nu og lige her!

[Deleted]

At råbe og skrige efter hjælp, var slet ikke noget som ville gavne hende i sidste ende, der var ikke nogen som kunne høre hende, og de som kunne ville frygtelig hurtigt fortryde at afbryde, om de så end kun skænkede det en tanke, for nu var det hans tur til at have sin sjov! Han satte farten ned. Selvom han havde taget en forholdsvis stor afstand til hende, så kunne han lugte hende selv på den afstand, hvilket heller ikke var så underligt når hun rendte rundt med et åbent sår, som endnu blødte. Det morende smil hvilede permanent om hans læber, for det var kun sjovt at høre hendes desperate skrig og det halve løb, som var besværet af såret på hendes hals. Blodet var støknet på hans ansigt, hvilket han nu heller ikke tog sig synderligt af, for han del var det næsten kun en større motivation. På trods af sin aktivitet, var han ikke forpustet eftersom hans hjerte ikke slog og han ikke var i stand til at trække vejret. Det intense blik rettede sig fast mod den lille dynge af træer der stod. Et oplagt skjulested, han kunne fornemme hendes hjerteslag, han kunne høre det banke som havde hun stået lige ved siden af sig. Med rolige skridt bevægede sig tættere på. Hænderne var foldet på bag ryggen, så han atter bevægede sig med en hvis elegance, en holdning som ikke forekom videre skræmmende. På trods af at han allerede vidste præcis hvor hun måtte opholde sig, så gik han i cirkler omkring stedet, søgte rundt i de kroge hvor han vidste at hun ikke befandt sig. ”Du kan løbe.. men du kan ikke gemme dig!” kaldte han med en behersket tone, der et sted kun afslørede hans legesyge væsen. Han bevægede sig lydløst ind mellem træerne, og roligt tættere på hendes skikkelse, som han tydeligt kunne se lige foran sig. Som et nattevæsen var hans syn i mørket trods alt ligeså godt som hendes ville være om dagen. Yderst roligt lagde hans en hånd mod hendes skulder, uden at holde det direkte stramt eller noget som helst. ”Jeg tør sværge at jeg hørte middagsklokken,” fortsatte han en smule tænksomt. Måske det var en form for humor som kun de døde kunne være med på.. og så lige dyrene, men om ikke andet, så synes han da selv, at han var ganske morsom. Carmine skubbede hendes hånd væk fra såret, og dyppede sin pegefinger i hendes røde blod, kun for at slikke det af, med et vurderende blik som var han blevet præsenteret for en ganske ny ret. ”Udsøgt!” konkluderede han, og lod hånden stryge igennem de blonde lokker. ”Dog ikke godt nok fra din side, prinsesse. Prøv igen,” opfordrede han og blinkede drilsk. Endnu engang gav han hende muligheden for at flygte, uden at stoppe hende, også selvom han måtte erkende, at han ville blive en kende skuffet, hvis dette var det bedste hun havde at byde på. Han lænede sig roligt op af træ, med armene foldet over brystet, næsten kun afventende for hendes flugt. Det var jo næsten kedeligt.

[Deleted]

Et sted vidste Leah jo godt, at det slet ikke ville hjælpe hende at råbe og skrige efter nogen, for der var sikkert ikke nogen som var i stand til at høre hende af den grund. At såret i halsen måtte være åbent, var noget som hun tydeligt kunne mærke sig af, for det føles til tider, som om at benene måtte give efter under hende, simpelthen fordi at såret slet ikke formåede at lukke sig, og at hun af den vej, faktisk måtte miste temmelig meget blod. Hun ønskede virkelig bare at komme hjem og lade som om at hun aldrig nogensinde havde været ude, også selvom hun vidste at det ikke var noget som kom på tale, for han havde bidt hende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hånden trykkede hun så meget ind mod halsen som var det muligt, også selvom den tydeligt var endt med at blive temmelig fyldt med hendes eget blod, så var det slet ikke en tanke som hun tænkte over i det hele taget, kun fordi at hendes fokus hvilede helt andre steder; På flugten. Hun ville væk, og det skulle være så hurtigt som muligt! At storme ind mellem træerne, var måske et meget oplagt skjulested, men det var det eneste som var der, og det var også den eneste grund til at hun faktisk gjorde det, for det var noget som hun virkelig ønskede sig, for hun ønskede virkelig at komme så langt væk fra det her, som det nu måtte være hende menneskelig muligt! Hans stemme var noget som fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, selvom hun blev stående op af træet, nærmest som hun håbede på at træet ville sluge hende, så han ikke fandt hende, også selvom hånden mod hendes skulder, var noget som direkte fik hende til at slippe et halvvejs skrig, hvor hun hastigt vendte sig mod ham. Han havde fundet hende.. Han ville sikkert altid finde hende, og det var ikke noget som hun vel direkte kunne gøre ved det af den grund! ”Please lad mig gå..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun endnu en gang valgte at bakke væk fra ham. Hendes ben skælvede, hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, for hun havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende. Huden var endt bleg, men så længe at hjertet slog som det gjorde, så fortsatte det jo med at koste hende blod. Hun bed sig svagt i læben. At hun kedede ham, var en tanke som bestemt heller ikke behagede hende, for hun vidste jo slet ikke hvad han kunne finde på! Direkte præget af den ekstreme panik som hun kun måtte føle i det indre, så stormede hun endnu en gang væk fra ham og så langt væk som hun overhovedet kunne komme, hvor hun direkte søgte i retningen af søen igen, også fordi at.. ja, hvor skulle hun ellers løbe hen? Hun ville bare så langt væk fra denne vampyr, som det var hende menneskelig muligt! Hun endte dog alligevel med at snuble over sine egne ben på vejen, hvor hun røg direkte i jorden, hvor hun igen forsøgte at kæmpe sig op. Tårerne samlede sig i hendes øjne, som hun vendte blikket mod søen, da hun endnu engang kom op, selvom benene virkelig truet med at give efter under hende igen. Hendes hånd var helt blodig, og det var næsten det samme med hele den ene side af hendes krop!

[Deleted]

Hendes kald var direkte nytteløst, hvilket også var grunden til at Carmine på ingen måde lod sig bekymre. Under alle omstændigheder, så var han en respekteret mand i Dvasias, så det var nok de færreste der turde, når først de fandt ud af at han havde andel i løjerne. Det morede ham direkte at se hende regere på en så kraftig måde, også selvom han ikke som sådan gjorde andet end at jage hende rundt i manegen. Blodet løb mellem hendes fingrer. Carmine slikkede sig om munden og stirrede på det åbne sår med en stor tilfredshed i minen. Det var næsten for lang tid siden han havde gjort. Han blev stående ganske roligt op af træet, med den intense mine hvilende på hende. Det skrig der fyldte natten var noget som kun fik ham til at kluklo. For pokker den kvinde var jo direkte håbløs! Hånden fjernede han fra hendes skulder. Hver gang hun kastede blikket mod ham, så kastede han sit væk, for han kunne ikke se hende i øjnene, der ville det gå galt, også fordi at man ikke kunne regne alderen ud for de forbandede væsner! ”Min kære.. det er netop det jeg gør,” påpegede han med en lidt opgivende mine. De fleste var forsøgt at flygte idet han var endt med at stå bag dem, desværre lod hun til at være lidt mere fattet. ”Du burde ikke blive så oprevet smukke. Med en så fast hjertebanken, vil du forbløde om ganske kort tid,” påpegede han som havde det været en halvvejs formaning, også selvom det trods alt var sandt. ”Det ville jo hverken gavne dig eller mig,” han gabte også selvom det slet ikke var naturligt, han havde trods alt ikke behov for den slags. Ganske roligt betragtede han hende, mens hun atter rejste sig, og nær snublede over sine egne ben i desperation. Langsomt forsvandt hun fra hans blik, hvilket han ikke reagere synderligt på, for hendes duft var stadig ikke til at komme uden om. Han kunne høre et par andre bankende hjerter, men dem regerede han slet ikke på, de var alle sammen ganske uinteressante i forhold til planerne for i aften. Det var også begrænset hvor lang tid han kunne bruge på jagten. Eftersom han havde lovet Alex at være hjemme, men om ikke andet så ville han havde lov til at nyde det, så lang tid det nu varede. Han sukkede næsten utålmodigt, for det krævede trods alt en anelse mere, nu hvor han havde valgt at skade hende fra før. Tøsen kunne for pokker bare have hørt efter, da han havde bedt hende om at løbe, uden at tøve så han fik tiden til at skifte mening. Rastløst lod han atter hånden glide igennem sit hår, og lod blikket glide omkring for at orientere sig blot en smule, men han kunne ikke se hende længere, og hendes hjerteslag var kommet uden for hans rækkevidde, men det var om ikke andet kun en god ting, det gjorde det trods alt kun mere morsomt for hans del, og det var trods alt det, det hele kom ud på i sidste ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt, at hendes kald og råb var nytteløse, for Ryan var ikke på nogen måder i nærheden af hende, også selvom det var noget som direkte gjorde denne situation meget værre end det som den var fra før af, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det var bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Hun bed sig svagt i læben, som Carmine havde fundet hende, hvor hun slet ikke kunne holde det lille skrig igen. Hun var ikke andet end et bytte som han legede med, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det var slet ikke sådan at det måtte være, for det hele var.. forkert! Hun ønskede egentlig bare muligheden for at komme hjem, også fordi at det efterhånden var ved at være så trængende, for denne situation brød hun sig slet ikke om! Hun var en mandemorder og sensuel dæmon, også selvom det slet ikke var noget som hun tænkte over i denne stund, for hun ville sikkert ikke have nogen menneskelig mulighed for at komme så tæt på, at det ville forandre noget som helst, også fordi at han havde den styrke som han havde! At hun blødte godt, var først noget som hun lagde mærke til, da han faktisk nævnte det for hende, hvor hun vendte blikket mod sin blodige hånd. ”D-du.. du slår mig ihjel..” hviskede hun med en dæmpet stemme, hvor det var tydeligt at overraskelsen havde meldt sig, for hun havde jo slet ikke tænkt i den retning på nogen måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det sådan at det måtte være i den anden ende. At falde over sine egne ben, var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, men det var begyndt at blive hårdt at løbe, ofr hun ville bare væk fra denne mand, og det skulle være så langt væk som det nu var hende menneskelig muligt! Hånden pressede endnu en gang godt på såret ved hendes hals, også selvom det slet ikke hjalp hende det mindste. Hun gispede direkte efter vejret, for det var virkelig smertefuldt, for det brændt virkelig i hendes bryst som det aldrig nogensinde havde gjort det før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Hun hev tydeligt efter vejret, som hun også var blevet mere og mere bleg i ansigtet, for blodet forlod hende jo af den grund, så var det jo heller ikke noget som kunne forundre nogen. Hun nåede hele vejen ned til vandet, hvor hendes ben nærmest endte med at kollapse under hende. Hendes ben sitrede som de aldrig nogensinde havde gjort det før, også fordi at hun aldrig nogensinde havde oplevet sig så.. hjælpeløs som det hun gjorde i denne stund, men det var bestemt ikke noget som gjorde det meget nemmere for hendes vedkommende. Hun forsøgte endnu en gang at kæmpe sig op på benene, selvom det var tydeligt, at det slet ikke ville som det hun ville! ”Lad mig gå…” hviskede hun tydeligt udmattet. Det var virkelig noget som tog voldsomt på kræfterne!

[Deleted]

Dette var virkelig ikke andet end katten efter musen, og resultatet.. det var allerede kendt for hans del, han kunne trods alt ikke bare lade hende gå sådan uden videre. Han kunne lugte hendes frygt på lang afstand, i virkeligheden så var det noget som drev ham, udelukkende fordi at det var den eneste fornemmelse, der for en stund kunne give ham følelsen af at være i live, der var trods alt en grund til, at vampyrer var blevet så forbandet afhængige af blod med tiden. Carmine forholdt sig fuldkommen rolig, også selvom duften af blod bogstavelig talt hang over det hele. Hendes mine måtte efterhånden være blevet bleg, og hjerteslagene måtte efterhånden have mistet sin styrke, også selvom det nu ikke var noget som han tog sig af, han var kun ude på at morer sig. Armene lagde sig roligt over brystet. Efter alt for mange minutter besluttede han sig endelig for, at hun nu måtte være kommet langt nok væk. Uden at løbe, bevægede hans sig bort fra træernes skygger og mod den blanke sø, der lå netop ud til. Tænderne blottede ham.. man kunne næsten beskrive det med et form for begær, den evige lyst til at smage på blodet, en sitren af længsel når først man havde fået smagen for det, og dens kraft til at overmande selv den stærkeste sjæl. Det var netop det begær han i øjeblikket var ramt af. Længslen efter at begrave tænderne i hendes skrøbelige hals, smage på den salte, silkebløde hud, og mærke hendes hjerte banke som havde det været hans eget. Carmine satte farten lidt op, bevægede sig med en hastighed der overgik de flestes, til han atter endte med at fange færden af hende. Han stoppede op, indåndede den søde duft. Blikket fangede hende ganske ikke langt fra ham, faldet op ved søens bred, tydeligvis udmattet. Som han havde regnet med, var hendes hjerteslag svagere end de havde været, selv på trods af at hun faktisk var forpustet efter løbeturen. Det kække smil spillede om hans læber, som han ganske tålmodigt trådte hen ved siden af den ynkelige skikkelse, der lå der for fødderne af ham. ”Selvfølgelig slår jeg dig ihjel. Det lader uanset ikke til, at jeg får meget sjov ud af dig,” mumlede han lidt ærgrende og prikkede til hendes side med foden. Hans ansigt lyste dog hurtigt op, med samme smil og det lille lys i øjnene. ”Vi kan jo ligeså godt komme til sagen,” endte han morende, og gned sig lystent i hænderne. Han greb fat omkring hendes håndled, mens han gled ned i knæ ved hende. Med en fast bevægelse, trak han hende ind til sig, atter med en arm omkring hendes liv, så han kunne holde hende fast. ”Læn dig nu bare tilbage og lad dig.. forfører,” hviskede han mod hendes ører, og fjernede hendes hånd fra den blødende hals. Dunsten var næsten så kuldrende, at det næsten slog ham omkuld, han elskede den søde duft. Han plantede et stille kys mod den bløde hud, før han gjorde endnu et hurtigt hug mod hende, forsøget på atter at kunne sætte tænderne i hendes lækre kød!