I can't stand this!

[Deleted]

Solen var kun lige stået op, da Jelicka nåede tættere på grænsemuren. Efter at have set Alec direkte blodig, og det at han ikke havde stoppet hende som sådan, var noget som kun indikerede for hende, at han faktisk havde skiftet mening omkring hende, hvilket virkelig var noget som gjorde frygtelig., frygtelig ondt! Ikke fordi at det ikke var noget som hun var vant til, for hun var vant til at folk kaldte hende for mærkelig, for krævende og hvad hun så vidste og var vant til at blive kaldt, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende, for… hun følte sig ensom. Hun havde jo heller ikke nogen at gå til, og det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt på hende, så man skulle tro at det måtte være løgn i den anden ende! Svagt bed hun sig i den ene mundvig, som hun nåede den sidste by inden hun ville nå til grænsen ind til Procias. Ja, et sted hvor hun faktisk ikke havde været længe, og end ikke vidste om hun faktisk måtte være velkommen, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Armene søgte godt omkring hendes egen krop. Hun var stadig direkte rystet over det som hun havde set, også selvom der heller ikke var noget som hun kunne gøre ved det. Han havde skænket hende det sultne blik og.. hun ville ikke ende som Alecs aftensmad!
Turen havde ikke just været den længste, men ikke noget som hun tog sig af. Procias var det som hun havde at søge til, eftersom hun ikke følte sig velkommen i ruinerne – specielt ikke efter det som lige var sket, så var der heller ikke nogen tvivler om det i den anden ende. En tåre trillede let ned af hendes kinder, som hun passerede en mindre gruppe af unge mænd på vejen. Ej skænkede hun dem et blik, ligesom hun var vant til, for hun ønskede ikke at gøre folk opmærksom på sig, for det fik hun intet ud af alligevel! Alle havde jo vendt hende ryggen alligevel! De havde dog ganske andre planer med hende, hvor de faktisk endte med at snakke indbyrdes, kun for at beslutte at følge efter hende – uden at hun faktisk lagde mærke til noget. Den ene endte temmelig hurtigt med at gå forbi hende, hvor han vendte sig mod hende, kun for at afspærre hende vejen og derved også tvinge hende til at stoppe. ”Og hvor tror du så, at du skal hen?” spurgte han med et kækt smil på læben. Jelicka stirrede på ham, også selvom hun endte med at bakke. ”Jeg skal til Procias… og finde mig et sted at være,” fortalte hun, uden egentlig at se til at de andre stod bag hende, hvor de endte med at tage fat om begge hendes arme, hvor de valgte at holde hende fast, hvilket fik hende til at stivne. De var måske ikke særlig gamle, men 3 mand, var i den grad stærkere end det som hun var! ”Hvad er det I laver??” endte hun en anelse mere usikkert, som hun forsøgte at trække armene til sig.
Panikken endte kun med at sprede sig i Jelickas krop, hvor det også efterhånden gik op for hende, at dette ikke kunne være noget godt! Hun vendte blikket mod den som stod foran hende, som kun bevægede sig tættere og tættere på hende, selvom hans skridt var rolige og koncentrerede, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende på nogen måde overhovedet! Svagt bed hun sig i læben, som han greb omkring hendes kæbe og tvang hendes blik op mod sig. Den anden hånd bevægede sig let nedover hendes bryst, hvilket kraftigt fik hende til at sitre. ”Hvad laver du?” endte hun langt mere dæmpet, dog mere.. panikslagent. Hun brød sig på ingen måder om den fornemmelse som det efterlod hende med!

[alecander]

At se Jelicka så skræmt havde virkelig gjort ondt på Alec, hvor han egentlig bare var stukket af som det første, for ikke at skræmme hende yderligere, for han ønskede jo ikke at gøre hende ondt. Det skræmte blik havde også sagt ham det hele, selvom det gjorde ondt. Hun havde aldrig været bange for ham, så at se hende sådan, se hende krybe væk fra ham, var noget som virkelig gjorde ondt! Han havde fundet en gammel gård, hvor han havde vasket sig i vandet fra brønden, inden han havde kigget sig omkring, det sted var dog intet værd, hvis ikke man havde nogen at dele det med. Men da han var søgt tilbage til Jelicka, var hun endt direkte skræmt og bange for ham, hvor hun faktisk var fortsat væk fra ham, hvilket gjorde frygtelig ondt! Men han forstod hende sådan set godt, for hvem gad dog, at tilbringe tiden sammen med et monster? Hun havde sikkert skiftet mening, hvor han også havde set at hun havde sat kursen mod Procias, et land hvor hun ville være i sikkerhed i, så hvad skulle hun også bruge ham til? Den tanke gjorde ondt, og selvom han havde haft lyst til at følge efter hende, så havde han vendt om for at gå den stikmodsatte vej, selvom han slet ikke havde haft nogen anelse om hvor han skulle gå hen, for nu hvor Jelicka ikke ar en del af hans liv, så virkede det pludselig så.. meningsløst. Han havde ingen lyst til at fortsætte når hun ikke var der.
Alec havde egentlig rendt hvileløst rundt for flere timer, inden han alligevel var endt med at søge efter Jelicka, for.. han kunne virkelig ikke fortsætte uden hende og så måtte han jo undskylde! Han havde ikke ønsket at skræmme hende bort, selvom han måtte erkende at han faktisk mest var bange for at hun ville afvise ham og slet ikke ønskede at han skulle være hos hende og at han skulle holde sig langt væk, men den tanke havde han svært ved at acceptere, for han havde jo lovet hende at han ikke ville blive træt af hende og opgive hende, så hun måtte heller ikke opgive ham.. Han var lidt usikker på hvor langt han var nået, da han egentlig bare var løbet frem, indtil han var kommet til en lille landsby. Hans sorte øjne gled over et skilt hvor bynavnet stod; Iceila. Han kunne regne ud at han var tæt på grænsemuren til Procias, selvom han slet ikke burde befinde sig så tæt på, men han var nød til at finde Jelicka! Men.. hvad gjorde han egentlig hvis hun allerede var i Procias? Den tanke turde han ikke tænke, hvor han blot fortsatte frem med målrettede skridt. Han gik igennem landsbyen, der ikke rigtig ænsede ham. Ingen vidste at han var vampyr, eftersom vampyrer normalt ikke kunne vandre ude i dagslyset, som han kunne. Han var dog ikke ude på at tage nogens liv, eftersom han egentlig bare ville finde Jelicka og det var også hende som hans kurs søgte mod. Han fortsatte ud af den lille landsby, hvor han så sig omkring, selvom det ikke just var fordi han kunne få øje på nogen og det bekymrede ham virkelig! Tænk hvis hun allerede var nået til Procias, men kunne hun gøre det på så kort tid?

[Deleted]

Jelicka havde virkelig været skræmt over det som hun havde stået ansigt til ansigt med, også selvom der nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre ved det af den grund, det var helt sikkert. I det store og hele, kunne det godt være at hun havde tolket det hele forkert, men det havde skræmt hende, at han havde set sådan på hende, også selvom der heller ikke ligefrem var noget som hun direkte tænkte over, for den første tanke som var gået op i hovedet på hende, var at hun skulle væk, og det skulle ske så hurtigt som muligt, og det var uden videre omsvøb! Og nu var hun væk og.. nu kom ensomheden igen. Hun havde helt glemt hvordan den føles, men den var bestemt heller ikke særlig behagelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun så skulle støde ind i problemer bare sådan, var slet ikke tanke som hun havde regnet med, også fordi at det var Manjarno, men af den grund, så.. måtte der vel også være et eller andet i det, selvom det ikke just var noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, som manden foran hende, endte med at tage godt fat omkring hendes bryst, hvor hun vendte blikket direkte op mod ham, selvom det var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun fik noget ud af. ”Jeg vil jo bare videre..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun ønskede jo slet ikke de problemer!
Alene den tanke om at det hele skulle se ud til at være gået mod en ende, gik først op for hende, idet at de fik hende ned at ligge i det høje græs, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende. Hun bed tænderne let sammen, som mændene begyndte at grine. Det var tydeligt at de morede sig på hendes bekostning, selvom det nu heller ikke var noget som hun ikke var vant til, for det var jo trods alt bare sådan at det var. Hun vendte blikket væk. ”Lad mig gå..” bad hun med en sigende mine, hvor de endnu en gang endte med at grine. ”Lade dig gå? Nej.. hvorfor? Vi har det jo lige så sjovt, har vi ikke..?” De sendte hinanden indgående blikke, som de næsten kunne læse hvad de hver især måtte tænke. Denne kvinde var en umådelig smuk en af slagsen, så det var jo slet ikke det, så det at lade hende gå, var slet ikke noget som faldt hende som et alternativ på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Tårerne begyndte at melde sig i hendes øjne. Hun brød sig slet ikke om det!
Hånden som stærkt måtte hvile mod hendes bryst, var noget som efterhånden gjorde ondt, for han klemte godt til! Hun snøftet svagt, som hun endnu en gang forsøgte at få armene til sig, selvom det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen måde, selvom det slet ikke var noget som hjalp hende på nogen måde overhovedet. ”S-stop..” endte hun med en dæmpet stemme, dog langt mere skinger, som hun endte med at spænde kraftigt i armene, som selv var begyndt at ryste. Alvoret var helt klart begyndt at melde sig for hende, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det et hak bedre for hendes vedkommende, for det gjorde det bestemt heller ikke!

[alecander]

Det havde gjort ondt at se Jelicka bare vende ryggen til ham og så gå. Det havde jo slet ikke været meningen at skræmme hende på den måde, for Alec havde jo bare ønsket at redde hende! Nu kunne alt være ligegyldigt, selvom han virkelig følte at han rendte rundt uden mening, hvilket på ingen måder var en behagelig følelse. Han ville ønske at de aldrig var stødt på de mænd, for så kunne det være at han stadig havde haft hende ved sine side. Alt som de havde talt om, at starte et nyt liv op sammen, at starte på en frisk, at han skulle holde om hende hver nat for at holde hende sikker, for at passe på hende, men.. hvordan skulle han kunne det, når hun gik væk fra ham? Tanken gjorde ham trist, han følte at alt var meningsløst uden hende, når de havde aftalt så meget, hvilket vel egentlig også var grunden til at han faktisk var endt med at søge efter hende igen? Hun var nød til at høre på ham! Hun var nød til at vide at han var ked af det, at han fortrød, og han var nød til at sige undskyld til hende! Han ønskede på ingen måde at fortsætte uden hende, for det havde jo slet ikke været planen! Hun havde set ham for den han var.. kunne det blive ødelagt så hurtigt og så let?
Alec fortsatte ud af den lille landsby, hvor han nåede ud til et større engområde, hvor man kunne ane den store mur i det fjerne. Han lukkede øjnene da et frisk vindpust ramte hans ansigt, selvom det bragte en lyd, en stemme med sig, som fik ahm til at rynke brynene let, som han lyttede til den. Den lød så.. bekendt. Da han åbnede øjnene igen, var det med overraskelse i blikket, for det var jo Jelickas stemme! Han endte med at se sig hastigt omkring, hvor han forsøgte at opspore lyden, selvom den skingre tone kom bag på ham. Han endte med at sætte farten op, og da han kom tæt nok på, så han de tre mænd holde en kvinde nede, selvom han ikke rigtig kunne se hendes ansigt derfra. Han var hurtigt derhenne, hvor han greb den ene i kraven og kastede ham flere meter bagud. Han sparkede den anden, som holdt hende anden arm i hovedet, så han væltede bagover, inde han greb fat omkring halsen på den tredje, der havde hånden mod Jelickas bryst, hvor han rev ham op på benene og sendte ham et dræbende blik. “Hold dig væk fra hende!” hvæsede han kraftigt, som han satte et hårdt stød ind mod mandens næserod, som fik ham til at vælte bagover, hvor han heller ikke rejste sig igen. Ingen af dem var døde, for.. han ønskede ikke en gentagelse fra sidst. Han vendte blikket mod Jelicka, der lå i græsset, inden han greb fat omkring hende, for at hive hende op på benene igen, kun for at trække hende tæt ind til sig, hvor han slog armene omkring hendes skikkelse. “Jeg er her.. alt skal nok gå,” hviskede han hende blidt i øret, hvor han godt kunne mærke at hun rystede. Han så sig let omkring og mod mændene, inden han så mod hende. “Kom vi må væk,” endte han dæmpet, som han løftede hende op i sine arme, inden han gik tilbage mod landsbyen.

[Deleted]

Alene den tanke om at det hele kunne ødelægges så hurtigt, var faktisk noget som var kommet temmelig meget bag på Jelicka, selvom der nu heller ikke var noget som hun kunne gøre ved det af den grund. Tanken om det sultne blik som hun havde set i Alecs ansigt, var ikke noget som hun havde set noget lignende til, så selvfølgelig var det faktisk noget som måtte skræmme hende en god del. Ikke at hun tænkte over det nu.. Han var vel på vej i en helt anden retning end det som hun var nu? Hun ville til Procias, for der vidste hun da om ikke andet, at hun havde muligheden for at få et relativt normalt liv som hun nu kunne få det. Måske ikke blandt sine egne, for hun var en mærkelig en, og det havde hun fået at vide temmelig mange gange. Hun snøftede ganske let, som hun bare fortsatte, selvom det hele var endt med at gå så gruelig galt, da hun var gået forbi 3 mænd på vejen. Ikke at hun havde ænset dem, for hun havde slet ikke nogen grund til at gøre andre opmærksom på at hun gik forbi dem på vejen, men nu stod de der i den kattepine som hun slet ikke kunne komme ud af, udelukkende fordi at de var hende for stærke.
Jelicka var grebet af en panik, også fordi at hun slet ikke havde noget som kunne hamle op med 3 store mænd som stod over hende, for hun var jo ikke andet end et spinkelt lille individ, så det var jo helt klart hende som havde problemerne, og ikke dem! En tåre trillede ned af hendes kind, for det gik kun mere og mere op for hende, hvad det egentlig var de havde gang i, også selvom det slet ikke var noget som behagede hende på nogen måde! ”Lad mig gå..” hviskede hun med en ganske dæmpet stemme, som hun vendte blikket tryglende op mod ham som stod over hende, hvor de andre havde fat i en arm hver, så de var sikre på at hun intet kunne stille op af den grund. De grinte direkte af hende, som de vendte blikket mod hende. ”Hvorfor skulle vi lade så smuk en kvinde gå? Vi er jo kun lige begyndt, så.. læg dig tilbage og slap af..” endte de morende, som de endnu en gang formåede at udveksle blikke, selvom det bestemt heller ikke behagede hende på nogen måde, for hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre på nogen måde! At Alec var endt med at komme hende til undsætning, var først noget som for alvor måtte gå op for hende, idet at mændene blev revet væk fra hende, og med stemmen som var hende så frygtelig velkendt! Et sted så gjorde det hende bange, og et sted direkte lettet! At han rev hende direkte op i sine arme, så søgte hun omgående helt tæt ind mod ham. Hendes krop skælvede, også fordi at hun virkelig var ved at være godt bange, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! ”De ville gøre mig ondt..” hviskede hun dæmpet, som havde han slet ikke lagt mærke til noget. Umiddelbart så tænkte hun ikke rigtigt på det blik som han havde sendt hende, da hun havde valgt at gå fra ham, for han stod der nu, og han var den som hun faktisk følte, at hun kunne søge denne form for ro og tryghed ved, for.. han havde jo faktisk altid passet på hende, nu hvor hun faktisk måtte tænke sig om. At han løftede hende op i armene, var faktisk ikke noget som hun sagde noget til, hvor hun bare klamrede sig direkte ind til ham. Hun snøftede endnu en gang, tydeligt skræmt af hændelsen.

[alecander]

Alt var gået så hurtigt at Alec ikke engang havde lagt mærke til det før det var for sent. De havde siddet for dem selv, de havde hygget dem, hvor hun havde været ved at fortælle ham noget, da de var blevet afbrudt af den pil der havde ramt ham i siden, selvom det sår allerede var healet. Det eneste han havde ønsket var at beskytte hende og redde hende, selvom han jo ikke kunne komme udenom at han var hvad han var; en vampyr, et bæst, et.. monster. Det var i hvert fald det som var gået op for ham, eftersom hendes blik havde sagt ham det hele. Hun havde været rædselsslagen for ham, hvilket gjorde ondt, for han ønskede hende jo på ingen måde noget ondt! Han havde bidt hende en enkelt gang, selvom hun selv havde tilbudt ham det, og stedet for at lade hende dø, så havde han taget hende med sig, hvor han var blevet knyttet til hende, og det var hende som han havde ønsket at tilbringe tiden sammen med, at starte et nyt liv sammen med, og så var alt bare blevet ødelagt så hurtigt, inden han overhovedet havde kunnet nå at tælle til ti. Det værste af det hele, var det faktum at det var ham som var skyld i det hele, selvom han ikke kunne glemme hendes frygtsomme blik, det nagede ham og pinte ham stadig, selvom han ikke bare kunne lade hende gå! Han var nød til at høre hende sige at hun ikke gad ham, og så skulle han nok lade hende gå, endda hjælpe hende sikkert ind i Procias, hvor hun kunne finde en ny mand, som hun kunne starte sit liv op med, og så skulle han nok aldrig komme hende i vejen igen, uanset hvor ondt den tanke så end gjorde. Han følte sig utrolig ensom og alene uden hende, hun havde jo givet ham et nyt syn på livet, fået ham til at glemme fortiden og i stedet for fokusere på fremtiden, men.. den fremtid var intet værd, hvis hun ikke var der til at dele den med ham…
At Alec så skulle finde hende i problemer – endnu engang – kom bag på ham, og så næsten alligevel ikke, for hun havde virkelig en tendens til at rode sig ud i problemer! Han kunne dog ikke have tanken om at en anden mand rørte hende og da slet ikke når det var imod hendes vilje og han havde jo godt hørt hendes skingre stemme! Tanken gjorde ham virkelig vred og alligevel holdt han sig selv igen, så han ikke også satte tænderne i dem og dræbte dem på stedet, selvom de havde fortjent det! Han ønskede dog ikke at gøre hende endnu mere bange for ham, så han valgte blot at slå dem alle i gulvet, kun for at trække hende op i sin favn. Han strøg hende blidt over håret, som han kyssede hendes pande, inden han tyssede blidt på hende. “Sch.. de får ikke lov til at røre dig igen. Jeg skal nok passe på dig, jeg skal nok beskytte dig,” hviskede han beroligende mod hendes ene øre, inden han fik hende op i sine arme, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan hun knugede sig skælvende ind til ham. Tanken gjorde ham virkelig vred, hvor han bare havde lyst til at flå de tre mænd levende! Han valgte roligt at gå tilbage til landsbyen, hvor han satte kursen mod den lille kro som han havde fundet her.

[Deleted]

Alene tanken om at det hele havde ændret sig bare sådan uden videre, var slet ikke en tanke som Jelicka brød sig om, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke se hvad hun skulle gøre ved det. Hun havde valgt at søge væk fra ham, hun havde valgt at trække sig, hvilket var noget som hun havde gjort med en mening bag vel? Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige eller gøre noget ved af den grund, men ikke desto mindre, så var hun typen som hellere valgte at trække sig i stedet for at det skulle gå galt, for det sultne blik, var slet ikke noget som han havde vist overfor hende, foruden den første aften, hvor hun lige så havde ladet ham tage af hendes blod, netop for at gøre det godt igen, for det som hun havde gjort dengang, men denne gang så.. havde hun ikke gjort noget forkert, så hun anede slet ikke hvordan hun skulle gøre tingene gode igen, eller hvad hun skulle gøre, og det var en tanke som hun slet ikke kunne have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var slet ikke fordi at hun ønskede at miste ham, for han havde vist sig at være en som hun kunne stole på, men det blik, var slet ikke noget som hun kunne tage sig af i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, for hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det af den grund! Og nu hvor hun lå der for fødderne af fremmede mænd, som tilsyneladende ikke kunne se sig væk fra at ligge over en kvinde som hende, var en tanke som direkte måtte skræmme hende!
Det var slet ikke fordi at Jelicka havde forsøgt at komme i problemer, for hun ønskede egentlig bare at komme til Procias, så hun vidste at hun var i sikkerhed, men det var tydeligt at skæbnen slet ikke ønskede det samme for hende! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, som han havde valgt at komme hende til undsætning endnu en gang, hvor hun direkte klamrede sig ind mod hans krop, for hun følte pludselig ikke at hun kunne komme tæt nok på! At det var hans favn og det blik som hun havde set i hans ansigt, var ikke just det første som hun skænkede en tanke i denne stund, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre noget ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun hulkede svagt, som hun gemte ansigtet ind mod hans favn. Hun var så træt af at løbe ind i problemer, og hun vidste slet ikke hvad det var hun gjorde forkert, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det gjorde det da slet ikke på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke! ”Det må de ikke..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket mere op mod ham. Hvor han bar hende hen, vidste hun ikke, men… hun havde vel ikke nogen anden grund end at skulle stole på ham? ”H-hvor skal vi hen?” endte hun med en dæmpet stemme.

[alecander]

At finde Jelicka i problemer var snart en hverdag for Alec, eftersom det slet ikke var første gang, han mødte hende tilmed hvor de begge var endt i problemer, eller der havde hun mere selv skabt problemer for sig selv, netop for at redde hans liv, hvilket stadig var en tanke han fandt utrolig den dag i dag, for hvilken fremmed ville ofre sig for en ussel tyveknægt? Ja, Jelicka havde gjort det, hvilket han også var hende taknemlig for. Han fortrød heller ikke at han havde taget hende med sig ‘hjem’, da han var endt med at holde af hende, og derfor havde det også gjort ekstra ondt at hun havde valgt at vende ryggen til ham og søge væk fra ham, for han ville jo aldrig gøre hende ondt! Han ville hade sig selv, hvis der skete noget med hende og specielt hvis det var ham der påførte hende skaden og smerten! Mest af alt havde han dog lyst til at slå de unge mænd ihjel, men på grund af sidst så undlod han det og kastede dem væk og slog dem ud i stedet for, for han tolererede ikke at der var nogen der lagde en hånd på Jelicka og det var jo ikke just svært at regne ud hvad de havde haft i tankerne, hvilket kun gjorde ham langt mere vred og gav ham langt mere blod på tanden for at slå dem ihjel, for de havde ikke fortjent at blive vist nåde! Han kunne dog ikke få sig selv til at gøre det foran Jelicka igen, da han jo godt havde set hendes skræmte blik sidst, hvilket også havde været årsagen til at han var smuttet for den korte stund, så han kunne få blodet af sig og ikke så så skræmmende ud, men det havde tilsyneladende ikke hjulpet, eftersom hun var gået alligevel.
At hun ikke havde noget imod at være Alec tæt i øjeblikket, var noget som glædede ham, selvom han også godt kunne mærke at det havde skræmt hende, hvilket han også godt forstod og det gav ham også kun mere lyst til at flå de mænd levende! Han bar hende med sig væk, som han satte kursen tilbage mod den lille landsby, hvor hun ville kunne få lidt ro på kroen. Han vendte blikket ned mod hende, som han tyssede ganske blidt på hende. “De får ikke lov til at røre dig, Jel. Jeg skal nok passe på dig,” gentog han i en blid tone, som han kyssede hende på siden af hovedet, som han fortsatte over gruset med hende i sine arme. Han så roligt mod hende igen, da hun spurgte ind til hvor de skulle hen, hvor han gik over mod kroen. “Kroen. Der kan du få lidt ro,” svarede han roligt. Han vidste ikke hvad hendes planer var, men han var nød til at snakke med hende, inden hun søgte mod Procias. Han fik skubben døren op med ryggen, inden han trådte ind. Der var rimelig stille, men der sad alligevel et par stykker hist og her. Han gik op til selve baren, hvor han satte hende fra sig på en stol, så han kunne betale for et værelse, hvor han tog imod en nøgle. Han løftede hende roligt op i sine arme igen, som han bar hende med bagud i baglokalerne, indtil de nåede til deres værelse, som han fik åbnet med lidt besvær, inden han trådte ind i det lille rum, der var ganske simpelt. Som han fik lukket døren, gik han roligt over og satte hende på sengen, inden han selv satte sig på hug foran hende, hvor han tog omkring hendes hænder og knugede dem ganske let. “Er du okay?” spurgte han roligt og med en anelse bekymring i stemmen.

[Deleted]

Jelicka vidste udmærket godt, at hun havde en utrolig tendens til at ryge i problemer, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende, og hun vidste det jo godt. Tanken om at Alec endnu en gang var stødt på hende, hjulpet hende – ligesom han altid havde gjort det, og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide, for det var noget som faktisk gjorde hende… rolig. Tanken om at vide at der faktisk var nogen til at hjælpe hende, redde hende og være der for hende, når hun følte at det var nødvendigt, så var det jo trods alt bare sådan at det var i den anden ende. At mænd ikke bare kunne lade hende være, når hun ikke gjorde andet end at passere dem, var helt klart noget som virkelig måtte irritere hende, for hun fandt det virkelig ikke retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være når alt endelig måtte komme til stykket. Hun sukkede dæmpet, som hun endte med at falde mere ind mod Alecs favn. Den var velkendt, og hun kunne lide det, så det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det som det måtte være i denne stund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hun følte sig bare.. tryg omkring ham.
Det var jo ikke direkte fordi at hun var bange for Alec som person, for det var hun på ingen måde, men.. det blik som han havde sendt hende, blod over det hele, og alt sammen, var noget som virkelig havde formået at sætte en skræk uden lige i hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun snøftede ganske let, som hun knugede sig direkte ind mod hans favn, som han bar hende med sig, også selvom hun ikke vidste hvorhen, men det var egentlig også lige meget for hende.. han var der, og det var virkelig også det eneste som faktisk kunne siges at have nogen former for betydning for hende når det endelig skulle komme til stykket. Som han fik hende med sig til kroen – altså i nærheden af andre, så blev hun langt mere anspændt, for hun var blevet vant til det forhold til ham, hvor de var på enmandshånd. Som han satte hende ned, så han kunne betale for værelset og få nøglen, fik hende alene til at ryste, for hun.. var faktisk rystet over situationen, for hun havde ikke været ude for noget lignende. Endnu en gang kastede hun armene omkring hans nakke, som han hævede hende i sine, så de kunne komme ind på værelset, som faktisk var lille og meget hyggeligt, men det var der jo ikke noget at sige til – han var der jo trods alt. Hun slap ham varsomt, som han satte hende på sengen, hvor hun vendte blikket mod ham, da han knælede ved hende. Let rystede hun på hovedet, som hun vendte blikket ned af sig. Hun følte stadig deres hænder.. og det var virkelig overalt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke! ”Jeg kan stadig føle dem… De er overalt,” endte hun med en meget dæmpet stemme, som hun endnu en gang vendte blikket mod ham.