Back again.. for a time

[Deleted]

Fra Rimshia City i Dvasias, var Dominiqúe drevet videre sydpå. Sydpå, hvor hun havde krydset grænsen til sit hjemland – Imandra. Skønt det var hendes hjemland, så så hun det ikke længere som sit hjem, da det var utroligt længe siden, at hun sidst kun havde haft bopæl i dette land. Engang for længe siden, var hun blevet født i en landsby ved bjergets fod. Da den landsby var blevet brændt ned, var hun rejst med krigerne, hvor hun først havde boet i en kaserne med dem, hvorefter hendes hjem havde været de forskellige lejre de var kommet til. Nu kunne man ikke længere sige, at hun boede i dette land længere, da hun vel mere eller mindre boede i alle lande nu. Efter at have mødt det omrejsende cirkus, havde hun set næsten hele verden, med undtagelse af Peula, og den levevej havde hun taget til sig. Nu ejede hun ikke længere et hus, men et telt og en hest, og det var alt hvad hun havde brug for.
Det var en dag siden, at Dominiqúe havde krydset grænsen til Imandra og slået lejr i den vilde skov, Iyanna. Det var nu blevet formiddag, og den glødende sol havde allerede indtaget sin plads på den blå himmel, hvor der kun var ganske få hvide, buttede skyer på himlen. Selv frygtede hun ikke stedet her, da det jo var hendes hjem. Styret her i landet var blevet strengt, men det fik hende ikke til at stikke halen mellem benene, skønt hun mente, at folket skulle have magten, som det gik fint uden alle mulige magthavere. Hun havde fået slået sit telt op et sted i skoven, hvor træerne ikke syntes at stå som sild i en tønde, samt jorden også var rimelig flad her. Der løb endda også en å ved siden af, og hun havde tøjret sin hingst, Andurril, til et af skovens træer, hvor den nu stod og græssede fredfyldt.
Dominiqúe var hverken fint påklædt eller klædt i sine letpåklædte klæder til show, som hun blot bar sit rejsetøj. Hun bar et par brune bukser, nogle sorte læderstøvler der gik hende til over knæet og en rød tunika. Lige nu kunne man finde hende på knæ nede ved den å, som hun havde slået lejr ved, hvor hun var i gang med at fylde sin vanddunk, som den skulle fyldes op til rejsen. Hun regnede med, at hun ville begynde at slå teltet ned inden længe, da der ikke var nogen grund til at blive hængende i skoven meget længere. Hun nød naturen, som hun syntes at føle alt levende. Hun følte jorden fra hvert et sandkorn, og hvordan træerne slog dybe, store rødder i den. Hvordan alt det levende nærede sig fra fugten i jorden, vandet fra åen og lyset fra solen. Et svagt smil gled over de fyldige læber, inden hun roligt tog en tår af sin dunk.

[Deleted]

Lyden af rolig trav ville ikke kunne høres for alle og enhver. Lyden var sagte, og kun folk med overnaturlig hørelse ville opfatte denne lave næsten uhørlige lyd af hestehove mod den bløde jord. Af og til blev lyden højere når hesten trådte på en kvist og den knækkede, men selv denne lyd ville ikke opfattes af særlig mange. På hestens hyg sad en rank skikkelse, dækkede af en mørk kappe hvis hætte var trukket op over hovedet. Vampyrens blik gled rundt i sine omgivelser, opmærksomt og tydeligvis trænede i at bemærke enhver forkert bevægelse. Vejret var dejligt lunt, og solen var endnu ikke bagene hed, men daywalkeren brød sig ikke spor meget om direkte kontakt med solens stråler, godt nok ville de intet gøre ham, men han var og forblev vampyr. Snart blev træerne for tætte til at han kunne forblive siddende på hestens ryg, de to hunde der fulgte efter hesten standsede op og så op mod deres herre som nu stod af hesten. Han strøg den ene over hovedet, kastede et blik rundt inden han tog hingsten ved tøjlerne og førte den efter sig. Hans skridt var langt mere stille end hestens, og han syntes næsten den larmede. Inden længe var trænerne ikke så tætte, han havde nemlig søgt mod åen hvor træerne ikke ville være så tætte som lidt længere væk. Hans blik blev vendt mod himlen hvor hvide skyer indikeret at solen havde i sinde at blive hængende, han sukkede svagt og dog lydløst. Dagen havde været lang, og ligeledes havde natten været. Hans rejse fra Dvasias havde taget længere tid fordi han havde stødt på… komplikationer, heldigvis var der ikke lang tid til han atter var hjemme. Han håbede på at være fremme inden solnedgang, men med den tempo ville det næppe være tilfældet. Han standsede pludselig op, de skarpe sanser opfangede lyden af en anden, samt lugten af vedkommende. En kvinde, sådan sagde duften ham, levende, han kunne høre hendes svage bløde gang og bevægelser, samt pulsen som var mere tydelig end hendes bevægelser. Sindet fortalte ham mere om hende, dæmon, ild og jorddæmon. Han var derfor forberedt på at han ville møde en skikkelse når han trådte forbi de næste træer, og det var hvad der skete. Hans hunde holdt sig i ro, de havde ikke fået ordre til andet. Hingsten havde opfattede en anden hests tilstedeværelse og nikkede nu med hovedet for at gøre Louis opmærksom på sit fund. Den blev aet over mulen inden han roligt førte hesten med sig hen mod bækken mens han tog kvinden i øjemål. Han slap tøjlerne til sin hest som fortsatte hen mod åen for at få noget vand, imens fulgte han roligt efter. Indenunder kappen var han iført sorte bukser, og en blodrød skjorte, et sværd hang ved hans side, men heller ikke mere var der at se.

[Deleted]

Om Dominiqúe var taget til Imandra på grund af forretninger eller fornøjelse var svært at sige. Det var vel en god blanding, da hun vel havde en kærlighed for landet, eftersom hun var født der og havde levet der et pænt stykke tid af sit liv. På den anden side rejste hun jo kun efter områder, hvor der var et job i vente, men der var jo også byer her i landet, så hun kunne meget vel få et par jobs, og derefter tage turen videre til Manjarno, som hun lige havde gjort Dvasias færdig. Underholdende havde det været, men det kunne hun jo gøre alle til.
Selv havde Dominiqúe ikke nogen videre overnaturlige sanser, skønt hun kunne føle jorden og ild. Hendes syn, høre og lugtesans var som en ganske normal person. Ej heller kunne hun spotte en anden persons identitet, uden at have set vedkomne, skønt hun var gammel af alder. Der gik derfor noget tid, før hun blev opmærksom på manden der kom ridende og de to hunde. Hestens hove var det letteste at fornemme, som den knækkede diverse grene og kviste på vejen, samt den vejede en del mod jordens overflade. Hun forholdte sig dog helt i ro, som hun ikke virkede til at reagere på den udefrakommende, som hun blot blev tavst stille ved åen. Det var derimod hendes hingst der reagerede først, som den vrinskede ad den fremmede hest, og gravede let i jorden med hoven af de to hunde.
Det første der fangede de klare smaragdgrønne øjne, var det hestehoved der kom frem, som den trådte frem uden rytter. Dominiqúe var dog klar over, at der var en anden person til stede. En person der var ufattelig god til at bevæge sig i stilhed. Alt syntes at være i ro, som ingen sagde noget, og den fremmede hest åbenbart var helt vant til personer, samt hundene ej heller ikke gjorde noget. Hun kunne dog ikke lade være med at våge sit blik op, som hun måtte stille sin nysgerrighed og vide, hvem den fremmede var. Som hendes blik gled op, faldt det straks på den indhyllede mand, der var klædt i mørke nuancer, som han syntes at være helt indhyllet i den mørke kappe. Lidt til hendes irritation. Hun ville godt vide, hvem der var trådt frem, som han nærmest kom snigende ind på hende, så stille som han gik og helt uden en lyd. ”Jamen goddag,” sagde hun roligt, som hun prøvede at bryde isen med en hilsen. ”Hvad bringer en mand alene ud i Iyanna skoven? Mange siger, at skoven ikke er sikker længere.” Ligeså stille kom hun op på benene igen, hvor hun børstede støvet af sine bukser, inden hendes afventende blik igen faldt på den fremmede. Hvem han var, anede hun ikke, så om han var god eller ond var svært at sige. Det var også svært at vurdere en der gemte sig væk fra omverdenen, hvorimod man tydeligt kunne se hende. Det vilde nøddebrune hår, det fine ansigt med høje kindben, og hendes kropsfigur, som hun var iklædt normalt tøj.

[Deleted]

Hendes stemme var ikke svær at opfange, faktisk slet ikke hvor han roligt vendte øjnene mod hende. Hendes sind fortalte ham tydeligt at hun ønskede at se mere af ham end hvad han viste hende, et smil brød hans læber ved dette ønske om end hætten lagde ansigtet i mørke folder og derved havde hun ikke en chance for at se smilet. Han lukkede sig ud af hendes sind igen, det ville jo være for kedeligt hvis han vidste for meget på forhånd, desuden var der noget der hed privatliv og dem ønskede han ikke at krænke uanset hvor selvoptaget og arrogant han var. Hundene så tilbage på ham hvor de vendte op og kom tilbage mod ham, stillede sig ved hver side af ham som hans standsede og lod hovedet glide på sned som han betragtede skikkelsen. Hendes spørgsmål var da morsom, hun tog nærmest ordene ud af munden på ham. ”Goddag” hilste hans rolige, næsten hviskende og fløjlsbløde stemme tilbage. Ganske venligt og på ingen måde afvisende, kølig eller hård. ”Muligvis det samme som bringer en kvinde, herude...?” lød hans svar ganske sagte alligevel var det højt nok til at hun ville høre hans stemme. Det tvivlede han ikke et øjeblik på. Hans hingst gav sig til at slubre vand i sig, hans hunde så blot tålmodigt på den fremmed og deres herre. Louis’ blik gled hen over hende, men som altid fandt han intet interessant. Det modsatte køn, og hans eget for den sags skyld, havde ikke haft nogen interesse for ham overhoved. For hans vedkommende havde der kun været en kvinde, og hun var væk så var det emne uddebatteret og slået ud af hans verden. Han end ikke vurderede om hun var køn, for som sagt havde det ingen betydning for ham, den eneste interesse for ham var hvad den kvinde lavede derude og hvad hun ville med ham, og det var sådan set alt. Han lod tungespidsen stryge hen over underlæben ganske roligt, hans blik gled ned mod hundene som straks forlod hans side for at finde noget de hellere ville lave end flankere ham uden grund. Kort forblev blikket ved hundene, dog kun ganske kort hvorefter han atter rettede blikket mod hende, afventende.

[Deleted]

Dominiqúe anede ikke, at han bare uden videre kunne bevæge sig ind og ud af hendes sind, som han ønskede, da hun ikke selv kendte til de teknikker. For hende fandtes der ikke rigtigt sådan noget og hvis det var, så var det et billigt trick at kunne. Ganske rigtigt kunne det være dejligt at have evnen til at læse en andens hoved engang imellem, men det var på den anden side en privat ting, for hvis man ikke kunne være alene i sit hoved, hvor kunne man dog så? Da han begyndte at tale, kunne hun ikke lade være med at blive overrasket, fordi det var ikke ligefrem en sådan stemme hun forventede fra en mand, hvilket næsten bragte hende i tvivl om hans køn. Han var jo også helt tildækket, så det var ikke hendes fejl, og han bevægede sig noget så fint. Hun viste dog ingen dømmende attitude, som hun forholdte sig neutral og åben. ”Har du da også tilbragt en nat ude i skoven?” spurgte hun lettere drillende, dog nysgerrigt, eftersom han sagde, at de lavede det samme. Det var jo rimeligt tydeligt, at det var hendes hest der stod tøjret til træet, og hendes telt der var blevet slået ud. ”Men jeg bruger passagen til at komme videre ind til byen,” fortsatte hun så roligt med et kort skuldertræk. Det overraskede hende faktisk, at hun var stødt på en helt herude, da hun faktisk ikke havde set andre personer, som der kun havde været dyr til stede på hendes vej. Med et skævt smil på læben, trak hun sig en smule væk fra ham, inden hun vendte roligt rundt, hvorefter hun forsvandt ind i sit telt. Der kunne man høre at hun roede rundt med noget, inden hun kravlede ud igen med sin oppakning til sadlen. Blikket faldt ikke rigtigt tilbage på manden og hans ulve, skønt hun var udmærket klar over deres tilstedeværelse. Hun var heller ikke lige glad, men hun havde ting der skulle ordnes. Roligt gav hun sig tavst til at pakke selve teltet sammen, som det ville tage lidt tid og det ville være rart nok at komme på farten igen.

[Deleted]

Jo det gjorde ham, godt nok var han vampyr, og fuldblods endda, men hans såkaldte far havde brugt ham som forsøgskanin og takket hver en warlock og en alkymist havde han fået evner ingen anden fuldblodsvampyr kunne have. Udover at han havde fået blod af mentaldæmon som havde gjort ham i stand til at træde ind i folks sind og endda volde dem smerte hvis han ønskede, så var han også i stand til at bevæge sig i dagslys, samt havde han evner der ellers var karakteristiske for warlocks. At hun kom i tvivl omkring hans køn ville han betegne som underlig, for selvom stemmen var blød så var den ikke så blød og blid som en kvindes, men måske ændrede afstanden på stemmelejen. ”Det kan man roligt sige” svarede han. Han havde vandrede igennem skoven i et roligt tempo det meste af natten så løgn var det ikke. At overnatte, og sove var for ham ikke så nødvendigt som for andre vampyrer, og derfor kunne han vandre flere dage i træk uden problemer, han havde dog holdt nogle pauser for dyrenes skyld. Hendes drillende tone havde han skam bemærket, men ikke kommenteret eller hængt ved, hans egen havde lydt ligesom først. ”Ligeledes gør jeg” lød hans svar. Ikke mange sekunder efter havde hun vendt ham ryggen og begivet sig hen imod sit telt. Hans blik gled hen over teltet, derefter hendes hest som stod bundet til et træ. Hans egen havde bevægede sig hen imod hendes men holdt sig på afstand hvor den betragtede den anden som var det not helt fascinerende. Han smilede svagt ved synet, bevægede sig hen imod åen og satte sig på hug hvor han vaskede hænderne, hætten skubbede han tilbage for også at komme vand i ansigtet, mest for at køle sig endnu mere ned. natten var altid køligere end dagen, og derfor syntes han at solen næsten opvarmede hans krop når den berørte ham. vandet var dejligt køligt, hundene kom hen til ham og han aede dem begge bag ørene, det elskede de. Hun kom atter ud af teltet, hvor han vendte blikket mod hende nu hvor han havde sat sig helt på jorden. Han hævede det ene bryn og fulgte hende med et interesseret blik mens hun samlede sine ting sammen. ”Er du herfra?” spurgte han lod de intense øjne vendes mod hende hvor ansigtet nu var synligt for hende, hundene lagde sig dovent ned ved siden af ham.

[Deleted]

At det var en vampyr Dominiqúe stod overfor var svært at regne ud, eftersom hun ikke havde haft mulighed for at få et ordentligt glimt af hans træk, da han blot tilhyllede sig i sin kappes hætte. Desuden, så vidste alle jo, at vampyrer var nattevæsner og ville brænde op ved dagens stråler. Om han direkte havde en kvindes stemme, var måske heller ikke det rigtige ord at bruge, men alligevel, så syntes hun at han havde en rimelig finpudset stemme. Hun havde i hvert fald set mænd før, der havde adopteret mange kvindelige træk. Som han bekendtgjorde, at han havde gjort præcist det samme som hende, hævede hun et slankt øjenbryn, imens hendes blik forblev roligt. ”Det må jeg nok sige,” sagde hun stilfærdigt. Det var vel ikke så underligt igen, at han også havde slået lejr et sted ligesom hende – det gik hun i hvert fald ud fra, at han havde gjort – ej heller var det så underligt, at han også havde blikket mod byen. Det var jo alligevel de flestes mål at søge imod civilisation. ”Mod New Dale?” spurgte hun nysgerrigt, skønt hun var bevæget sig ind i teltet. Det fraholdt hende jo ikke for at kunne høre eller fortsætte samtalen. ”Vi kunne måske følges, hvis du skal samme vej som jeg,” foreslog hun roligt, som hun var kommet ud af sit telt igen. Selv skulle hun mod New Dale, og hun elskede lidt selskab på vejen. Hun plejede i hvert fald ofte at støde på folk, der enten skulle samme sted hen som hende eller den samme retning, hvor hun altid kunne lide at følge dem. Hun nød nyt selskab, og det var ofte på vejen hun gjorde sig nye bekendtskaber. Så red man jo med dem, spiste med dem og overnattede sammen. Denne mand havde endda også hest med, så de var i stand til at komme frem i samme tempo.
Da hans hest nærmede sig hendes skimle hingst, løftede den atter det ædle hoved fra græsset, hvor den syntes at holde øje med den anden hingst for at se, om det var en trussel for den. Dog gjorde den ikke yderligere noget, eftersom den anden hest ikke kom tættere på den. Som Dominiqúe kom ud af teltet igen, kastede hun et blik over på manden. Der kunne hun se, at han havde smidt hætten, hvilket gjorde det muligt for hende at se, at han havde mørkt hår, samt et markeret ansigt der var utroligt blegt, hvilket var en direkte kontrast til hendes egen evige solbrune hud. Hun så også, at det var lettere glinsende lige nu og at der var nogle dråber der faldt ned derfra, hvilket indikerede, at han havde vasket sit ansigt. Det glædede hende, at hun vidste, hvem hun stod overfor nu, men dog ville hun ikke overbeglo ham, så hun fortsatte hurtigt sit arbejde med teltet igen. ”Man kan vel godt sige jeg er herfra,” svarede hun roligt, imens hun smilte skævt. ”Jeg er født her, og har boet her, men det gør jeg ikke længere.” Imandra ville nok altid være hendes rigtige hjem, men hun havde ikke lysten til at slå sig ned her igen. Ikke efter at hun havde mistet sin bror. Han ville være den eneste grund til, at hun nogensinde skulle vende rigtigt tilbage.

[Deleted]

Selvom han var bleg og kold ville folk have deres tvivl om hans race, især når han er ude om dagen. Som vampyr fik man et kønt yder, men som fuldblods et for perfekt at det næsten så helt.. uhyggeligt ud. så perfekt var Louis’ ydre, hans familie havde i generationer holdt blodet rent ved ikke at gifte sig med andre end vampyrer, og efter så mange generationer så det næsten helt underligt ud. Louis’ udseende kunne næsten sammenlignes med porcelæn, eller en glaskugle, man var næsten bange for at hvis han fik et slag så ville han gå i stykker. Huden var så ren, bleg, og hård. Læberne smalle men alligevel med en rød farve, øjnene så intense og dog så tomme eller fjerne. Som sagt var han uhyggelig perfekt. Han bemærkede det hævede bryn hvor han blot så roligt på hende uden at fortrække en mine, hvad var så underligt? Folk gik gennem denne skov ret tit og nogen holdt lejr så hvad var problemet? Der ved med garanti flere i skoven end de to i disse øjeblikke. Selv havde han ikke slået et telt op, blot sat sig op ad et træ og ladet sine dyre få en slapper mens hesten græsset og han uddelte noget af det tørre kød han havde haft med til hundene så de kunne få noget at spise. Derefter havde de sovet i nogle timer inden turen gennem skoven havde fortsat. Da hun spurgte om hans destination nikkede han ”Ja, New Dale” lød hans svar hvor han mente at det var uhøfligt ikke at bruge en sætning når man svarede og nøjes med at nikke eller bruge kroppen, et spørgsmål skulle besvares med ord. hendes forslag om de skulle følges fik ham kort til at overveje muligheden, der ville næppe ske noget så hvorfor ikke..? ”Det kunne vi sagtens” lød hans svar ganske roligt, og højt nok til at hun ville høre det inde fra teltet. Snart dukkede hun dog op igen hvor han slog et klik med tungen hvor hans hingst kom roligt travende hen imod ham. Han rejste sig op, fandt noget at tørre hænder og ansigt med i sin baggage, løftede den tunge bagage af og satte det på jorden inden han atter satte sig ned mellem de to sovende hunde. Hesten nikkede med hovedet enkelt gang inden den gav sig til at græsse. Selvskab kunne være fint, men han var nok ikke den der sagde særlig meget. Enkelte ord kunne skam godt bryde hans læber, men kun ganske sjældent sagde han mere end nødvendigt eller mere end hvad der lige interesseret ham. Hans blik blev vendt mod hende som hun så på ham da hun atter dukkede op, han bemærkede blikket hun sendte ham nu hvor hætten var skubbet tilbage men lod sig ikke mærke med det. Ansigtet tørrede han i håndklædet inden han atter stak det af vejen. Blikket blev i få sekunder vendt mod himlen hvor han havde håbede på at kunne se tynge skyer i det fjerne, desværre var de eneste skyer at se de hvide som drev forbi. Snart besvarede hun hans spørgsmål ”Javel ja..” svarede han ganske kort inden hans blik atter blev vendt mod hende.

[Deleted]

Ja, Dominiqúe havde slået blikket hen på ham, så hun havde set hans porcelænsansigt. I de sekunder hun havde betragtet ham, havde hun set hans kulde, og hvor perfekt hans syntes at se ud. Han havde forekommet hende en smule uhyggelig at se på, hvilket næsten også gav en trist følelse, som hans ansigt på sin vis så ufejlbarlig ud og på den anden side uvirkeligt. Selv havde hun set vampyrer før, og hun måtte da indrømme, at han havde et besynderligt smukt udseende, der kunne ligne deres. Dog var der det fact, at de ikke kunne gå ud i sollys, og det afsluttede rimelig meget den sag. Selvom skoven var et offentligt sted, og der også var folk der boede herude, så havde hun faktisk ikke stødt på andre end den mystiske mand. Hun havde nu heller ikke været her særlig længe, da hun bare havde krydset grænsen, reddet lidt ind i skoven og så sovet for natten. Skoven lå desuden spredt over et stort areal, så for hende virkede det som om, at det var let nok at overse hinanden. Hun var dog glad for, at hun var stødt på denne mand, da det betød, at hun havde lidt følgeskab ind til byen. ”Det lyder godt,” sagde hun med et smil på læben. Selv var hun en der godt kunne lide at snakke, som hun elskede stemmer, så hun håbede selvfølgelig, at hun også kunne få hans mund på geled, ellers kunne det godt blive en meget land tur til New Dale, men på den anden side gav det også bare en rar følelse at være sammen med nogen.
”Er du selv herfra?” spurgte Dominiqúe nysgerrigt, da det ikke virkede som om, at han ville sige mere til hendes svar. De smaragdgrønne øjne søgte igen over til hans skikkelse ved spørgsmålet, hvor hun roligt betragtede hans siddende skikkelse, som han sad med sine hunde om sig. Hun måtte dog slå blikket ned igen, som hun satte sig ned på hug, da hun begyndte at folde teltet sammen. Vant begyndte hun at binde nogle reb om stoffet, så det ikke ville slå sig løs under turen. Hun anede ikke længere, hvor mange gange hun havde gjort det her, men det måtte efterhånden være halvdelen af sit liv, hun havde gjort dette. Da det var gjort, tørrede hun hurtigt sine hænder af i bukserne, hvorefter hun gik over til manden, som hun satte sig på hug overfor, så de nogenlunde var i samme øjenhøjde. ”Mit navn er forresten Dominiqúe,” præsenterede hun sig selv venligt, imens hun rakte ham sin hånd. Det var trods alt høfligt at præsentere sig selv overfor fremmede, og så var det også meget rart at vide navnet på den person, som man nu var gået med til at ride med.

[Deleted]

Det ville ikke undre ham hvis hun fandt ham uhyggelig, for hun var langt fra den første. Han var dog ret ligeglad med folks mening, han var som han var, unik, og perfekt. Ja dertil var han både arrogant og forfængelig. Hans påklædning var nok ret simpel af udseende, men det var syet specielt til ham, med det bedste stof som var af god kvalitet. Han havde skam penge nok på sig, og nok mere end han havde behov for. Men nu var han handelsmand, og han tjente godt så det var vel ikke underligt. Lige nu spillede han dog langt fra rollen som handelsmand, og endnu mindre Greve af Imandra, han var bare en rejsende hvilket gav ham en god følelse, en beroligende følelse. Som hende havde han ikke stødt direkte på andre før nu, men han havde det meste af tiden kunnet fornemme andres tilstedeværelse, lugte andre inden for rækkevidde og høre dem. Derfor var han hele tiden bevidst om at han ikke var alene derude. Han vendte blikket mod hende ved hendes spørgsmål ”Ja det er jeg, jeg er født i Imandra, og levet her hele mit liv akkurat som mine forfædre og familie” svarede han ganske roligt. Hans blik hvilede på hende i noget tid hvorefter han fjernede det ved at den ene af hundene puffede til ham. Et skævt smil krydsede hans læber som han vidste hvad denne ønskede af ham. Han stak hånden ned i sin baggage og fremdrog et stykke stof hvori der var hundenes mad. Han fordelte det ligeligt mellem dem og de guffede glædeligt i sig. Hun arbejdede i mellemtiden videre på at pakke sammen hvor han vendte blikket mod hende igen for at opdage at teltet var blevet pakket helt væk nu. Hans blik fulgte hende som hun kom hen imod ham, han trak atter hætten over hovedet dog uden at trække ned over ansigtet. Solens stråler syntes bare at irritere ham. Hun satte sig på hug, deres blikke mødtes som hun rakte ham hånden og præsenteret sig. Han tog hendes hånd, førte den op til læberne hvor han lod dem strejfe hendes håndryg ”Louis” svarede han ganske kort. Han var adelig, og nok var hun ikke - eller det så hun ikke ud til at være – men han kunne ikke slippe de vaner eller den opdragelse han havde fået helt. Hans hånd slap roligt hendes hvorefter han kastede et blik ned mod hundene. Om hun kunne gøre ham mere snakkesalig måtte de jo finde ud af, helt tavs var han nu ikke og hvis der var noget hun spurgte om ville han med stor sandsynlighed svar. Han var bare ikke så god til selv at starte samtaler eller holde dem kørende, dette skyldtes nok at han ikke var vant til at snakke med folk om tilfældig eller ligegyldige ting.

[Deleted]

At det var greven af Imandra Dominiqúe stod overfor, havde hun rimelig svært ved at se. Han havde et nydeligt udseende, men fattige kunne også være pæne. Tøjet han bar lignede også enhver anden rejsendes, og indtil videre havde han ikke prøvet at hæve sig over hende. Selv anså hun jo også sig selv for at være en smuk kvinde, og hun var jo klædt ligesom ham, men måske havde hendes stof kostet det mindre. Så lige nu virkede de lige stillet. "Det lyder godt," sagde hun rolig. Som han sagde det, gik hun ud fra, at han vel bare skulle hjem til sit hus igen og slappe af, hvor hun jo selv ikke havde noget hus, men håbede på at finde på noget arbejde. Derfor spurgte hun heller ikke indtil, hvad han gøremål i New Dale kunne være. Ligesom ham, så havde alle andre end hende i hendes familie boet i Imandra, som hun havde ønsket at opleve hele verden, og det havde hun også mere eller mindre gjort. Ganske kort kastede hun et blik over på ham, da han gav sig til at fodre sine hunde, hvor hun smilte svagt over det. Dejligt med hunde var det sikkert, som de kunne give en noget ekstra selskab, men det havde været dyr hun aldrig selv ville hænges op på. Hun klarede sig brillant bare med sin hest, som det var det perfekte dyr. Med den tanke faldt hendes blik over på sin hingst, der endnu så ud til at hygge sig med den fritid, den havde fået.
Som Dominiqúe fik pakket sine ting sammen, og satte sig overfor manden, som hun hilste, trak hun skævt på smilebåndet, da han høfligt kyssede hendes hånd, i stedet for at give den et håndtryk. Som han tog om hendes hånd og strejfede den med sine læber, mærkede hun den unaturlige kulde, som enhver vampyr bar rundt på, hvilket fik hende til at rynke kort med brynene. Hun kommenterede det dog ikke, skønt hun funderede over det, hvor hun blot trak hånden til sig, da han slap den. "Hyggeligt at møde dig, Louis," sagde hun venligt, hvorefter hun gled helt ned i en siddende stilling ved siden af ham. "Hvad bringer dig så herud i skoven? Bare en hyggetur?" spurgte hun mildt, hvor hun smilte svagt til ham. Hun håbede ikke, at han var for tør at snakke med, da hun altid gerne ville have et hyggeligt ridt. Selv kunne hun også godt finde ud af at småsnakke om mere eller mindre ligegyldige ting. Men selvom hun kunne finde ud af det, så havde hun svært ved at finde på nye spørgsmål hele tiden, så hun håbede da at han også ville komme ind på banen.