Once again at the lake.

[Deleted]

Mørket var faldet på, hvilket kun tydede på at det efterhånden var sent. Nu hvor sommeren var godt på vej, så var dagene for mange, frygtelig lange. Himlen var dækket med et tæppe af glitrende stjerner. Det var en kølig aften, køligere end det havde været i et godt stykke tid. Søen henlå fuldkommen rolig, upåvirket af den smule vind som herskede. Cayla stod ved bredden og stirrede tomt ud over det mørke vand, der lukkede ethvert form for spejlbillede ude. Efterhånden havde hun stirret på det vand i flere timer, også selvom tiden var fløjet hurtigere end hun havde nået at reagere. Kulden havde formået at give hende en smule kulør i de blege kinder. På trods af ilden der brændte i hendes indre, så havde den dyriske del af hende været langt stærkere den seneste tid, hvilket hun aldrig havde været vant til. Den del var blevet hende skænket af sin biologiske far, og der havde jo aldrig været nogle til at lærer hende, at styrer det bæst der skjulte sig under det ellers uskyldige uskyldige indre. Hun sukkede tungt. Den manglende søvn og frustrationen ved følelsen af pludselig hverken at kende eller kunne stole på sig selv, havde i allerhøjeste grad sat sine præg på hende. Den ungdommelige skønhed var efterhånden skjult bag trætte, mørke øjne og bleg hud. De mange tanker strøg igennem hendes hoved uden at hun egentlig nåede at tænke over dem. Hun spekulerede på hvordan Aliyah – hendes vidunderlige datter måtte klare sig, for efterhånden var det ved at være forbandet lang tid siden, hun sidst havde set hende. Den blege hånd strøg igennem hendes ildrøde lokker. 'En ugles tuden drev hende ud af den trance hun var røget ind i. Det forvirrede blik søgte omkring sig. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hænderne foldede hun stille foran sig. Måske hun burde søge hjemover, men den kølige luft havde en direkte beroligende effekt på hende, og det var vel også bedre, end at fordrive tiden ved at sidde hjemme foran pejsen helt alene? Kappen pakkede hun lidt tættere omkring sig, for selvom en del af hende var død, så påvirkede kulden hende desværre, til tider var det direkte irriterende. ”For pokker,” mumlede hun irriteret og dumpede ind mod det store træ ved siden af, for at finde en smule støtte. Det var utrolig så træt af man blev af at tænke den ene dag efter den anden, men det var vel nu engang sådan det måtte være.

[Deleted]

Ikke langt derfra, ved søens sorte bred, vandrede en abnormt stor mandsperson langs med søen. Øjnene var dystre og lyste op i en faretruende rød farve, og han var godt en meter bred fra skulder til skulder, hele kroppen var prydet af dybe ar og en tydelig og massiv muskelmasse. På ryggen bar Elvolganta en stor rygsæk, som var pakket med alt hvad han normalt ville kunne få brug for, og på hans højre side, hang hans sværd i bæltet, derudover havde han en vandrestok med sig, som også kunne bruges til at fiske med, i tilfælde af at hans tur skulle komme til at tage lang tid, for skønt han ikke længere var en horror rent fysisk, så havde han aldrig lært at indtage almindelig føde, og levede derfor stadig af blod og råt kød, ganske som han altid havde gjort det førhen. Elvolganta traskede nu i et roligt tempo omkring søen, men havde endnu ikke opdaget Cayla som stod et lille stykke længere fremme, for skønt han stadig så godt om natten, så var det alligevel på ingen måde det samme som før, hvor han nu godt kunne have problemer med at skulle se ret langt i mørket..

[Deleted]

Allerede i det nogle nærmede sig, var Cayla opmærksom. Det var stadig nyt for hende, at dyret pludseligt var så fremtrædent, for det havde altid været ilden som stod stærkest, også fordi hendes far aldrig havde været der til at lærer hende omkring det dyr som han havde givet videre til hende. Hun tog sig selv i at snuse til luften, selvom den ikke gav hende synderligt mange svar, lysten til blod og råt kød havde været helt forfærdelig den seneste tid, det drev hende efterhånden til vanvid. Lidt diskret lod hun blikket søge over skulderen. Hendes nattesyn var efterhånden temmelig godt, derfor tog det hende ikke lang tid at få øje på den mørke skikkelse i det fjerne. Hun gik en anelse mere i skjul bag træet. De færreste i dette land var blide væsner, og hun tog ikke chancen ved at være naiv.. ikke igen. Cayla ønskede heller ikke at gøre opmærksom på sig selv, for hvem end den skygge var så var den både.. bred og høj og hun havde ikke brug for mere spænding i sit liv i øjeblikket. Bag træets mørke stamme, søgte hun en smule frem, kun for at holde øje. Måske han ikke engang kom ned, hvilket selvfølgelig ville gøre det en hel del lettere, mest fordi hun var utilregnelig, end ikke hun kunne stole på sig selv, og dvasianer eller ej, så ønskede hun ikke ligefrem at overfalde en fremmede. Alligevel følte hun det dog både ynkeligt og flovt at skjule sig bag et forbandet træ. Hun havde før skjult sig, og det førte hende ingen vegne. Ganske stille trådte hun atter helt frem, og forsøgte helt at ignorere det eventuelle selskab. De gyldne øjne gled atter over søens mørke overfalde, også selvom hun denne gang var langt mere anspændt end hun havde været for blot et øjeblik siden.

[Deleted]

Elvolganta's lysende røde øjne kunne tydeligt ses i den mørke nat, og de ville kun virke tydeligere efterhånden som han kom nærmere. Han havde endnu ikke opdaget nogen, der måtte overvåge ham i dette øjeblik, den eneste ud over han selv som befandt sig på dette sted, havde trods alt søgt skjul bag et træ, som i sammenarbejde med det tunge mørke, skjulte hende komplet for ham, og han fortsatte derfor blot rolig og ufortrødent, i samme retning som før, og kom hende derfor kun nærmere som tiden gik. Efter lidt tid, hvor han efterhånden var relativt tæt på hende, fangede han færten af en horrorkvinde, skønt hans sanser var svækkede, efter hans omdannelse til warlock var hans viden ikke, og sanserne var heller ikke komplet forsvundne, blot yderst svage i forhold til hvordan de før havde været, en tilstand som han aldrig regnede med at han ville kunne vænne sig til. Han standsede op, alderen eller en rimelig præcis position for kvinden, kunne han ikke fornemme i duften, dog kunne han fornemme andre væsner også, og han stoppede derfor op, klar til at forsvare sig selv, mod de tre eller fire personligheder, som befandt sig i området, hvor han aktivt lyttede efter den mindste lyd, og spejdede ud i mørket for at fange selv det mindste glimt, af noget som ikke af naturens vej kunne opholde sig her. Efter kort tid var der en ensom skikkelse, som lod til at træde frem fra sit skjul et træ, ikke mange meter foran ham, skikkelsen var tydeligt af en kvinde, og tydeligere endnu var det, at hun ikke virkede hjemmevant på en slagmark. Men Elvolganta havde selv deltaget i sådanne metoder før i tiden, og vidste at der kunne være andre i nærheden, og at skindet kunne bedrage. Desuden kendte han måske bedre end nogen anden, hvor megen styrke der måtte hvile i horrorens krop, hvor selv en spinkel horror kunne dræbe mange, af almindelig styrke på kort tid. "Hvem der? Ven eller fjende?" befalede han kort for hovedet at vide, selv hvis han fik et svar ville han ikke være dum nok til at tro det, men lød svaret på fjende, var det næsten helt sikkert at det ville ende i kamp.. Nu kunne han blot vente, mens han dog fortsat bevarede sin mistillid til de øvrige omgivelser i området..

[Deleted]

Cayla kunne høre de tunge skridt bag hende. Hun forsøgte at lytte sig frem til afstanden også selvom det ikke rigtigt.. fungerede som hun ønskede det. Efterhånden var det frustrerende, at hun blev plaget af horrosiden men aldrig var i stand til at udnytte den når den endelig kunne være en fordel. Hun havde fanget hans færd nu hvor han ikke længere vandrede langt fra hende. Hun var ikke i tvivl om at det var en mand, men der var noget.. underligt over hans lugt. På sit vis virkede den.. velkendt? Hun rynkede en anelse forundret på panden, også selvom hun forsøgte helt at ignorere den fremmede sjæl. Blikket hvilede direkte stift på søen.. i virkeligheden så hun slet ikke på den. Efter den sidste tid var hun blevet et nervevrag, der skulle ikke meget til at gøre hende nervøs, hvilket bestemt ikke var heldigt i et land fuld af aggressive kujoner! Den befalende tone afslørede kun styrken af hans karakter. Det løb hende koldt ned af ryggen også selvom hun forholdt sig rolig. ”Hverken eller,” svarede hun en anelse tonløst. Hun havde bestemt ikke lyst til at ende i kamp i aften, men en ven var hun heller ikke.. dem havde hun faktisk ikke mange af for tiden. Hun så sig over skulderen, men kunne ikke få øje på hans skikkelse. Alligevel havde hun en god fornemmelse af hvor han opholdte sig i forhold til hende. Cayla støttede sig stadig en smule op af træet. Hun kunne føle de brændende øjne, også selvom det efterhånden var blevet en vanesag. Forsigtigt vendte hun ryggen til søgen, og lod i stedet blikke søge over den mørke skikkelse. Hendes øjne var intense og dog skeptiske.. desuden meget lig hans. Hun vidste at hun på mange punkter lignede sin far, men hun havde kun mødt ham en gang til nu, og det var flere år siden end hun huskede.. det var lang tid før både Junior og Aliyah. Hans blodrøde øjne skilte sig godt ud i mørket. ”Jeg kunne stille dig det samme spørgsmål,” påpegede hun stille. Der var ikke nogen styrke i hverken hendes stemme eller blik, ikke meget andet end træthed, hvilket var en svaghed som hun for en gangs skyld ikke kunne skjule. Hun betragtede ham lidt indgående, også fordi hun vidste at ingen i dette land var til at stole på, og det sidste hun havde brug for, var at blive taget ved næsen.

[Deleted]

Ordene i hendes svar havde ikke været videre betryggende, men det at hun ikke lød truende, var dog noget som måtte behage ham en del, og han løsnede derfor grebet om fæstet på sit sværd, og trådte langsomt nærmere hende. Der var noget bekendt over hende, men hvad det var kunne han ikke lige sætte fingeren på, det kunne være noget så simpelt som hendes duft han kunne kende, han havde jo før haft en fantastisk lugtesans, og alle dufte han tidligere havde opsnuset, ville det jo være naturligt at han kunne genkende.. Men der var i hvert fald et eller andet ved denne unge horror som virkede.. På en eller anden måde bekendt.. Ved hendes modspørgsmål, som vel egentlig var reelt nok, valgte han blot at svare med rolig stemmeføring "Jeg er tilbøjelig til at....." Han tav brat, og stadsede på stedet op, synet af hendes øjne.. Det var som at se sig selv i et spejl, og han var lamslået, nu vidste han hvad der var så bekendt ved hende, hun var en del af ham.. "Cayla.....?" Lød hans stemme lidt efter stadig tydeligt lamslået, og dybt spørgende, der kørte så mange tanker rundt i hovedet på ham lige nu, at han ikke vidste hvad han skulle gøre, og mærkede hans ben ryste en kende under ham, som truede de med at lade ham falde....

[Deleted]

Cayla havde absolut ingen intentioner om at ende i kamp, og selvom hun forsøgte at virke sådan, kunne hun ikke holde den lidt iltre tone borte, for hun var i det store og det hele en frustreret ung kvinde. Hun betragtede det som i hendes hoved var en komplet fremmede, også selvom hans lugt var frygtelig velkendt, og der ellers var noget andet som hun ikke rigtigt kunne sætte fingeren på. Hun rynkede lidt skeptisk på panden som han direkte valgte at bryde op i sin sætning, som var et lys gået op for ham. Endnu mere forundret blev hun da han sagde hendes navn. Hun sank en klump. ”Jeg.. hvor kender du mit navn fra?” spurgte hun krævende for et svar. Hendes familie havde altid haft mange venner og fjender, men denne mand mindedes hun ikke at have set på noget tidspunkt. Der var noget ved hans øjne. Det var som at spejle sig selv i dem, så et sted havde hun vel sine fornemmelser, men uden hverken at kunne be- eller afkræfte dem. ”Hvem er du?” spurgte hun denne gang mere mildt. Hun var et sted nysgerrig, og et andet sted gjorde det hende urolig, udelukkende fordi hun ikke kunne finde hoved eller hale i noget. Roligt trådte hun en anelse mere frem, ud af træets skygge, mest for at kunne se han lidt an.