En dag ved vandet

[Deleted]

Natten som forlængst havde fået overtaget i Dvasias, prydede nu hele landskabet, som var som opslugt af den tætte sorte intethed, som synes at strække sig så langt som øjet rakte. Nattens sol og de mange stjerner, var skjult bag tunge skyer som lå faretruende tungt på himmelhvælvet, og udgjorde en ikke ubetydelig risici, for en ordentlig tordenbyge. Elvolganta sad i skovbrynet på den nordligste grænse af den mørke skov, her sad han på en stor kampesten, hvor han spejdede ud over stranden og det let brusende hav, et kort stykke længere fremme for ham. Havets brusen og træernes susen ramte let hans kølige ører, og et mere eller mindre fjernt blik lå i hans lysende røde øjne, som de tomt spejdede ud over horisonten, uden at lede efter noget, hvor hans tanker havde taget flugten, langt tilbage til hans fjerneste fortid, til hans tid som horror, hans tid med natten som hans eneste mulighed, men til gengæld med stor styrke og ekstraordinære sanser som kompensation.. En tid som virkede så fjern, og dog så virkede det som om ingen tid havde gået forbi siden da.. 35.000 år var vel heller ingen egentlig tid når man var næsten 200.000 år gammel alt i alt....?

[Deleted]

Amelia havde endnu kontrol over Valerias sind og derfor havde hun ingen problemer med tøsen lige i øjeblikket. Om dette ville forandre sig lige med det samme kunne man aldrig vide, for alt kunne ske i løbet af relativt kort tid. hun havde forladt Rimshia for ganske kort tid og havde endelig sat sig for en ganske rolig og stille tur i skoven. Det var længe siden hun havde været der, og hvis hun var heldig fandt hun det sted hun sidst havde slået lejr ved. Forhåbentlig ville hun finde det intakt, for hun havde efterladt et telt. Der var dog gået lang tid siden det var sket, og det ville ikke undre hende hvis alting var væk, vejret og folk der gik forbi ødelagde vel det man byggede. De tunge skyer som hang over himlen var nok til at advare folk om at søge ly hvis nu himlen besluttede at åbne for sine sluser og besudle landjorden med det man kaldte regn. Dette ville bare ødelægge hendes smukke blonde hår som hang løst ned over hendes skuldre. Hun var ung, ret ung i forhold til så mange. Kun lidt over de 300 år med en udseende der kunne sættes til 18-19 år. Hendes beklædning var ret så udfordrende, for den korte sorte kjole sad som malede på hendes krop. Klædeligt men helt tæt og lagde ikke skjul på de sensuelle perfekte former som denne kvinde ejede. Fødderne var dækkede af lange støvler som næppe ville være praktiske at løbe i, og slet ikke i en skov vis jord kan blive blød og derved lade hælen synke ned. Alt dette tog hun dog ikke hensyn til, for udseende og fremtræden kom før komfort og hvad der fra praktisk for hende. Til trods for det hang en kappe over hendes ene arm. Hun kunne høre havet i det fjerne, inden længe ville hun også være i stand til at se det. Tog hun ikke meget fejl var der et sted med en stor sten i nærheden af skovbrynet som havde det perfekte udsigt over området, det kunne være vidunderligt med et kort kig inden hun fortsatte. Hun nåede inden længe dette sted, og ganske som hun havde troede var der en kampesten, desværre var den besat af en…. Ret stor skikkelse, en mand, det kunne hun tydeligt fornemme. Hun standsede, hævede det ene bryn og lod hovedet søge på sned hvor at betragte dennes skikkelse uden at sige noget eller gøre opmærksom på sig overhoved.

[Deleted]

De skarpe sanser som Elvolganta tidligere i livet havde haft, var kraftigt formindsket, og han havde derfor ikke hørt den unge kvinde der havde nærmet sig ham, og da hun stod på en sådan måde, at havets vinde fjernede enhver lugt fra hende, inden det ville være ham fysisk muligt at fornemme en fremmed duft, havde han ingen chance for at vide at hun var i nærheden. Han sad derfor roligt fortsat og stirrede tomt ud over det store ocean, dette var ikke ret langt fra det sted han i sin tid, for første gang trådte i land, hvor han som ung horror, på under tusind år havde ankommet på sin tømmerflåde. Hans tanker kredsede fortsat om de titusindvis af minder, som han havde fået i løbet af sit lange liv, alle de mange personer han havde mistet.. Alle de ting og personer han havde gjort hvad han kunne for at bevare, men som alligevel var blevet revet fra ham.. Tiden havde på det sidste været hans største fjende, hvor han huskede alt fra hele sin fortid, men ikke vidste hvad han skulle bruge resten af evigheden på.. Alt han havde kendt var ændret, alt han elskede enten døde eller forlod ham og efterlod ham mere sårbar i en tid herefter.. Dette var hans erfaring, det var efterhånden det eneste han var sikker på, tid og ejendom var flygtig, så nu var han begyndt at tage én eneste dag af gangen, og vandre med én fod efter den anden, uden egentlig altid at vide hvor han skulle hen.. Han sukkede pludselig dybt, og sænkede de karakteristiske lysende røde øjne, ned på sin medaljon som altid hang om hans hals, det eneste han havde fra sin familie og klan.. Men det eneste han endnu kunne erindre om dem var de røde øjne, som de alle havde haft, og så de store endeløse sletter af sne og is, som ingen ende dengang havde virket som havde det haft en ende... Men alt dette betød intet.....

[Deleted]

Uanset hvem eller hvad vedkommende var så var han i hvert fald ikke en med en race der kunne opfange lyd, fært, følelser eller tanker. Dette gjorde hende i stand til at sætte en del racer ude af spil, for hvor han ikke kunne fornemme hendes følelser havde hun ikke besvær med at opfange hans idet hun havde dødsengleracen i sig, som gjorde hende i stand til at fornemme følelser, en god evne at have. Hun flyttede sig ikke, stod længe og overvejede om hun ville fortryde hvis hun trådte nærmere for man kunne aldrig vide om man stødte på ven eller fjende i Dvasias og at dø var ikke noget hun ønskede denne nat. De tætte skyer som himlen var dækkede af valgte for en stund at løsne sig for at lade enkelte stjerner lyse ned over havet som straks klitrede fornøjet over at lyset reflekteret sig på den blanke vuggende overflade. Skønheden ved synet draget hende nærmere og for en stund glemte hun at en vildt fremmed sad der. Hun trådte nærmere, roligt og næsten lydløst. Ro var ellers ikke noget man tit forvandt Amelia med, for hun var ret livlig og spontan, dette kom af hendes unge alder og vilde person. Hendes blågrå øjne afspejlede glæden ved at se på noget så smukt, hvor hendes hoved atter gled en anelse på sned mens hun standsede knap to meter til side for stenen. Han ville nok se hende, men det betød i disse øjeblikke ikke så meget. Desværre havde guderne vist deres egen mening om dette, og skyerne trak sig atter tæt sammen for at lukke stjernernes lys af og efterlade havet mørkere end tidligere. Hun lod sig dog ikke slå ud af så lidt, det gjorde hun aldrig. Nu blev hun også mere bevidst om at hun havde trådt nærmere, og vendte blikket mod siden og så nærmere på skikkelsen med let livligt og interesseret blik.

[Deleted]

Den halvtunge medaljon blev let vendt imellem hans grove smedehænder, alt imens han huskede tilbage, på den tid, for så mange tusinde år forinden, hvor han havde været helt alene, og til tiden senere, hvor han faktisk havde foræret en vampyr den selv samme medaljon, som et symbol på hans stærke venskab til hende.. I denne forbindelse kom mindet om dengang, hvor hun havde givet ham den tilbage igen, også frem i hans mørke sind.. Intet havde gået som han havde planlagt det i umindelige tider, hvilket også havde været en bidragende faktor for, at han havde bedt sin djinn ændre hans race, et valg som han flere gange faktisk havde fortrudt, for skønt det på flere måder gjorde ham mere mægtig, havde det også svækket andre dele af ham, hans skarpe sanser var som den primære del kraftigt formindsket, en del af hans tidligere liv som han i den grad måtte savne.. Men sket var sket, og han kunne ikke være en stærk warlock, uden at give afkald på horroren i sig selv, og visa versa.. Han sukkede igen, men fjernede ikke blikket fra sin medaljon, han forventede trods alt at han havde været alene, og var derfor ikke egentlig på vagt, hvilket naturligvis godt kunne være farligt i sig selv.. Men han bekymrede sig ikke så meget om den slags, ikke i disse dage, hvor alt ikke virkede til at have den store betydning alligevel...

[Deleted]

Denne fremmed syntes slet ikke at bemærke hende, dette undrede hende et sted for han skulle kun vende blikket svagt til side for at se hende. Hendes undren var dog ikke så stor, for snart fandt hun grunden til den manglende reaktion, denne havde sine egne lidelser at døje med, selvmedlidenhed og åbenbart minder som holdt hams humør nede. Hun gøs svagt ved fornemmelsen af hans sindstilstand, det glædede hende at han gav hende den nydelse hun fik ved andres lidelse og det endda uden selv at frembringe disse følelser i ham. Hun var ikke direkte ond, men alligevel gav den slags hende så meget energi at hun næsten følte sig opladt. Hendes blik gled hen over noget han berørte, en medaljon af en slags. Det var vidst minderne eller noget han havde oplevet som holdt ham nede. Hun kastede et blik rundt, der var ingen i nærheden, så det betød vel at han var alene, måske ventede han på nogen? ”Du grubler meget…” lød hendes bløde melodiske stemme, en stemme der brød den svage stilhed de var omgivet af, en stemme som var blidere end noget mørkdæmon kunne have. Hun frembragte ikke den typiske reaktion af kulde hos folk, det skete i hvert fald sjældent. Men nu var hun heller ikke fuldblods mærkdæmon.

[Deleted]

I det samme som lyden havde brudt stilheden og freden i området, brød Elvolganta's tankestrøm fra hinanden, og han blev flået op til nutidens virkelighed.. Uden at tænke over det, tog hans gamle og pålidelige instinkter over, og han nærmest fløj op fra sin plads på stenen, hvor han nu i stedet stod på stenen, med sin ene hånd i et fast greb om fæstet på hans sværd. Han stirrede koldt og undersøgende på den ellers så smukke unge kvinde, med sin lysende røde øjne, som måtte være noget af det eneste, der brød det tunge mørke i denne nat.. "Hvad bestiller en ung pige som dig helt herude på et tidspunkt som dette?" forlangte han straks at få af vide, uden at fjerne blikket fra hende.. Hun var i sandhed en ganske yndig ung kvinde, men han tog ingen chancer, dog kunne hun vel på den anden side, have angrebet ham allerede for han havde trods alt ikke lagt mærke til at hun var kommet så nær ham, og hun lignede heller ikke umiddelbart i kriger i hans øjne, alt ved hendes påklædning gjorde det unaturligt at hun skulle være krigerisk og stadig have en chance mod nogen...

[Deleted]

Efter hans uopmærksomme væremåde havde hun ikke regnet med så bratte bevægelser og hurtige reflekser. Hun trak sig instinktivt et skridt bagud. Selv bare hun ingen våben hvor hendes blik derfor ikke veg fra ham og kroppen ikke reagerede ved at trække nogle våben. Hendes blik faldt hurtigt i hans næsten ildrøde øjne, og hovedet en anelse på sned hvor hun betragtede ham roligt og dog opmærksomt. Hans ord kunne have fået hende til at le, i stedet for gled et uskyldigt udtryk frem i hendes sensuelle øjne hvor hun næsten kunne have vendt blikket mod jorden og set forlegent på ham ud gennem de tætte vipper, dette gjorde hun dog ikke, beholdt derimod blikket mod ham men med det uskyldige udtryk i dem ”Jeg er farede vild” svarede hun med en blid tone. Løgn var det, og dog, måske ikke helt, men hun var efterhånden en god løgner, 300 år med løgne havde gjort hende den bedste løgner og en fantastisk skuespiller. Hun havde ikke haft nogle planer om at skade ham, og det havde hun heller ikke nu medmindre han selv lagde op til det. Havde hun ønsket at skade ham kunne hun have gjort det tidligere i stedet for at fange hans opmærksomhed. ”Jeg.. bærer ingen våben.. vil du ikke nok være sød ikke at trække den der” at bede en vildt fremmed i Dvasias om at være sød var nok ikke normalt, men hun var Amelia ikke normal og desuden brød hun sig ikke om hans sværd, den var… ret stor, eller det så sådan ud hvilket nok havde noget at gøre med hans egen størrelse, han var selv ret stor.