Together in the night

[Deleted]

Mørket lå stadig over Dvasias, hvor der stadig var flere timer til at solen ville stå op. Det havde ikke været Dericks intentioner at søge til Kroen i Ityrial til at starte med, men efter at han var stødt på Denjarna, som han ellers havde forsøgt at undgå, netop fordi han frygtede for hendes svar, så var han alligevel endt med at sætte kursen mod kroen; sammen med hende. Selvom han havde forsøgt at undgå hende, så var han faktisk glad for at han alligevel var stødt på hende, for hendes beslutning havde ikke kostet ham hende, tværtimod så havde hun været med til at give ham en chance til, og så måtte han jo bevise for hende at han denne gang ikke rendte bag hende ryg, selvom han egentlig altid havde været en trofast kæreste, og han havde jo troet at hun var død, da han havde været sammen med Elanya, plus de ikke var gift, så om han direkte havde været hende utro, var han faktisk usikker på. Det ændrede dog ikke på det faktum at han vidste at han havde gjort hende uret og at han havde vanæret hende, for han vidste jo godt at Elanya var den kvinde som hun brød sig mindst om. Det var dog ikke en tid han havde lyst til at tænke på, da det kun ville forvirre ham endnu mere. Han ville langt hellere se fremad og nu havde han valgt sin sti – det var han i hvert fald rimelig sikker på. For hvis der var en ting han vidste, så var det at man aldrig kunne forudsige og planlægge fremtiden, for der kunne jo altid ske et eller andet. Men han ønskede ikke at miste Denjarna, ikke nu hvor han havde fundet hende, så han var kun glad for hendes beslutning.
Derick havde holdt sin arm omkring Denjarna, under hele deres gåtur fra parken til kroen, hvor hans blik af og til var gledet på de mennesker som de var gået forbi, med sult i blikket. Han havde stadig ikke fået slukket sine store sult helt, for det var som om at selvom han havde spist, så var han sulten en time efter igen, hvilket var forfærdeligt! Han ville dog ikke ødelægge aftenen, nu hvor han endelig var sammen med Denjarna igen. Han havde skam tænkt sig at nyde tiden sammen med hende! Han lænede sig roligt mod hende og kyssede hende blidt mod hovedet. „Så er vi her,” endte han roligt, som han stoppede op foran kroen, hvor det også først var her han fjernede sin arm for hendes skuldre, for at tage omkring hendes hånd i stedet for. Han åbnede døren, inden han trak hende med sig indenfor. Der var betydeligt varmere inde i kroen, der var støj fra bandet der spillede og folk der råbte, grinte og snakkede, og der var godt fyldt, men ikke helt optaget. Han trak hende med hen til et bord, der stod ude ved siden, hvor han gjorde en gestus til at hun skulle sætte sig, inden han tog plads overfor hende. Han gjorde tegn til en tjener, der var i færd med at betjene nogle andre og som nikkede til tegn til at han kom så snart han var færdig. De violette øjne søgte roligt til Denjarnas ansigt. „Hvad vil du have?” spurgte han roligt. De kunne godt sidde og nyde tiden hernede, inden de gik ovenpå og fandt et værelse.

[Deleted]

Denjarna havde nydt deres lille måneskinstur til fulde. Tingene var så tæt på som hun ønskede sig de skulle være, så der var ikke så meget andet at stille op. Hun havde valgt at tilgive ham, så de måtte bare se tingene derfra i stedet for at blive ved med at bære den af til hinanden. Det ville nok altid gøre ondt at vide, at han havde været sammen med Elanya, men de måtte blot se fremad. Deres forhold ville aldrig lykkes, hvis hun blev ved med at minde dem om det, og han måtte vel også have et sår dybt inde, at hun havde været sammen med Gabriel. Han snakkede aldrig om det, men det måtte vel gøre ondt. Det gjorde i hvert fald ondt på hende, skønt hendes krop ironisk nok var kold som sten, så hun burde vel ikke kunne føle noget. Hun havde dog en milliard tanker omkring Derick, og det ville aldrig stoppe. Det varmede hende at vide, at de nu forsøgte at prøve igen. Under hele deres vandretur, havde hun slet ikke sluppet taget i ham. Det havde dog ikke været kvælende på nogen måde, som hun blot havde haft et blidt tag i ham hele tiden, som de havde haft armene rundt om hinanden. Under turen havde hun set, at han havde set på de forbigående mennesker med et udtryk i øjet; blod. Det gjorde lidt ondt at vide, at hun havde gjort ham så afhængig, men han ville blive fin igen. Det var dog altid noget, at han ikke var helt igennem morderisk, da han formåede at blive gående stille og roligt ved hendes side, som han ikke bare var løbet vildt efter de uskyldige mennesker. Som de stoppede op foran døren til kroen, som de endelig var noget ind til byen, fangede hun hurtigt hans læber i et kort og blidt kys, efter han havde kysset hendes hoved. Et varmt smil prydede hendes læber, som de tog hinanden i hånden og gik indenfor. Munter var stemningen, som de kom ind i kroen, som musikken spillede lystigt, hvor folk grinte, snakkede højt og tilmed sang med. Denjarna fulgte ham over til det bord han havde udvalgt, hvor hun slap hans hånd, så hun kunne tage et greb om den sorte kjoles stof i stedet, som hun satte sig ned. ”Tak,” sagde hun stille og sendte ham et smil, som han tog plads for hende overfor. Hun skænkede kun tjeneren et flygtigt blik, inden de sølvgrå øjne faldt på Derick igen. ”Skal vi dele en champagne?” spurgte hun, som hun mente at det var ganske passende til denne anledning, som det var lidt af en festdrik, og det var vel at fejre at de havde fundet hinanden, og var sammen igen? Hun syntes i hvert fald at det var en rimelig god ting. Det glædede hende også, at de lige kunne sidde hernede og hygge lidt, inden de fandt et værelse. Det virkede dog lidt mærkeligt, at hun skulle dele seng med ham igen, som de virkede fremmede for hinanden på det punkt. Sådan havde hun det i hvert fald.

[Deleted]

I den uges tid, som Derick havde været væk fra Denjarna, havde han forsøgt at stille sin sult så meget som det var ham muligt, skønt den stadig hvilede der, men han forsøgte at ignorere det, selvom det ikke var helt let, specielt ikke når der gik levende blodposer rundt omkring ham og forbi ham hele tiden, så han kunne lugte deres udsøgte blod og høre deres livlige hjertebanken der blot ventede på at han skulle sætte tænderne i dem og ende deres liv. Han havde dog lettere ved at ignorere det, nu hvor han havde Denjarna ved sig, for hun fik ham til at tænke på noget helt andet, og derfor var hun nok også den primære grund til at han ikke bare fandt sig et bytte, lokkede det ind i en gyde og mæskede sig i blodet, for det var virkelig hvad han havde lyst til! Dog blev den lyst overdøvet af en større, nemlig lysten til at tilbringe tiden sammen med Denjarna, for det var så lang tid siden at han havde set hende, og han ønskede at snakke med hende, hygge sig med hende, bare en ganske normal aften, hvor der ikke behøvede at ske det vildeste, men for at få afledt sine tanker og følelser, og så kunne de jo fokusere lidt på dem. At hun kyssede ham, kom bag på ham, selvom han besvarede hendes korte og blide kys, hvor et skævt smil gled over hans læber, inden han førte hende indenfor i varmen. Det havde ikke taget dem lang tid at gå fra parken til kroen, da der højst var gået en halv time. Som hun slap hans hånd og tog plads, samt takkede ham, nikkede han blot til hende, inden han satte sig overfor hende. Han ville ikke have noget imod at få lidt at drikke, hygge og snakke med Denjarna, for at søge op på et værelse senere hen, hvor de kunne falde til ro. Det blev dog nok lidt underligt at skulle dele seng, sammen med hende, men.. det var ikke fordi tanken var ham så underlig igen, for han havde trods alt delt seng med hende mange gange, desuden så ville han ikke have noget imod at holde om hende, kunne mærke hende og ligge og indsnuse hendes søde duft, som altid havde formået at lulle ham i søvn og berolige ham. At hun foreslog en champagne, fik hans hoved til at søge ganske let på sned. „En champagne?” gentog han lettere forundret over hendes valg, inden han så tænksomt ud i luften. Han havde nok overvejet noget andet, men han forstod hendes tankegang. Et skævt smil gled over hans læber. „Det lyder som et godt valg!” svarede han med et skævt smil, som han let samlede hænderne foran sig på bordet foran dem, hvor han blot så afventende mod tjeneren. Det ville gøre godt at få lidt andet at tænke på, efter al den kaos som havde været omkring dem. Han ville nyde at få noget andet at tænke på. „Vi vil gerne have en champagne til deling,” svarede han roligt, som han vendte blikket op mod tjeneren, der blot noterede deres ønske ned, inden han nikkede og gik mod baren. De violette øjne søgte roligt mod Denjarna igen. „Du synes måske der er noget at fejre?” spurgte han drillende, som han blinkede til hende med det ene øje.

[Deleted]

Denjarna kunne udmærket følge ham i, at det var svært at se bort for alle de mennesker der gik rundt om dem, som ja, de var jo omvandrende blodposer der bare skulle tømmes. Hun havde dog længere tids erfaring end ham – lige nu i hvert fald – som hun ikke var en nyfødt, der bare hungrede efter blod konstant. Hvis hun tog en bid af en, så kunne hun sagtens være tilfredsstillet resten af natten, hvor han jo mærkede sulten hver time. Det eneste hun følte nu var, at de lokkede hende ligeså stille med at tage en tår, men hun kunne sagtens undvære, for hun følte sig ikke sulten længere, da hun havde fået, inden hun var taget i parken. Hun var dog lidt bekymret for, om dette var for meget for ham, og om de burde være taget til Convento, hvor ingen kunne komme og distrahere ham. Hun nød dog langt mere at være her, da hun fandt det deprimerende med for mange vampyrer på et sted, da hun tilbad livet, hvor hun ikke forstod, hvorfor han ikke havde værdsat det mere, da det var den mest fantastiske følelse at være levende. Hun havde i hvert fald byttet med glæde, hvis det var. De sølvgrå øjne startede bare med at se forundret på ham, som han virkede helt undrende over at det var det hun ville have, men det kunne vel være ligeså godt som så meget andet. Blikket blev dog normalt igen, som han syntes at vænne sig til ideen, hvor hun blot smilte svagt til ham. ”Er der noget galt med mit valg da?” spurgte hun nysgerrigt. ”Men det er da lidt at fejre, at vi er sammen igen, og så smager det jo bare godt,” sagde hun blidt ganske kort tid efter. Da tjeneren vendte tilbage igen, gled hendes blik op, som han kom tilbage med den flaske de havde bedt om, og så i en spand med is i. Tjeneren stillede spanden fra sig, hvor han tog to høje champagneglas frem, hvor han fyldte dem begge op. ”Tak,” sagde hun og nikkede anerkendende, som han stillede glasset fra sig og forlod deres bord for at tage imod andres bestillinger. Med et smil på læben løftede hun sit glas, imens hun betragtede Dericks ansigt. ”Skål for en god nat,” sagde hun, som hun strakte glasset en smule hen mod hans side, så glassene kunne klinge mod hinanden i en skål.

[Deleted]

Måske sulten stadig prægede Derick, men det var ikke så slemt, eftersom han allerede havde fyldt sig så mange gange, og han vidste at det var unødvendig blod han tog, hvis han valgte at stille sin sult igen, eftersom sulten alligevel ikke ville stoppe før om nogle måneder – så lang tid havde det i hvert fald taget for ham sidst. Han kunne dog godt mærke at Denjarna fik ham til at tænke på noget andet, og hvis det endelig gik helt galt, kunne de jo bare søge op på værelset og feste videre der, for selv der kunne de tage et glas og champagne med op, for at hygge dem, og der ville de jo være helt alene – en tanke der faktisk blev fristende. Han veg ikke de violette øjne fra hendes smukke ansigt, eftersom det var ham umuligt. Han havde savnet at se ind i hendes smukke unikke sølvgrå øjne, der altid havde formået at fange ham, som helt tilbage fra start af havde formået at charmere ham og beundre ham. Han rystede let på hovedet til hendes spørgsmål. „Overhovedet ikke, min egen! Jeg.. er bare ikke just vant til at drikke champagne,” erkendte han sandfærdigt. Når han plejede at fejre noget, så plejede han at drikke rødvin. Det var mange år siden at han havde smagt champagne, men det gjorde ham intet, for han ville gerne fejre med hende! Han kluklo kort til hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende. „Selvfølgelig er det noget at fejre,” medgav han, som han lænede sig en anelse ind over bordet, for at tage omkring hendes hånd, så han kunne trykke ganske blidt omkring den, imens han sendte hende et varmt smil, imens hans violette øjne så betagende og intenst ind i hendes sølvgrå. Han blev dog revet ud af sine tanker igen, da tjeneren kom tilbage til dem, hvor han slap hendes hånd for at læne sig tilbage igen, inden han vendte blikket op mod manden. Han lod ham blot skænke op til dem, hvor han tog imod sit lange champagneglas, inden han vendte blikket mod hende igen. Han sendte hende et skævt smil og nikkede medgivende til hendes ord. „For en god nat,” istemte han, som han klingede sit glas imod hendes, for at dele hendes skål, inden han førte glasset op til sine læber, så han kunne nippe ganske let til væsken. Han rynkede let på næsen, eftersom han snart ikke var vant til andet end blodsmagen, men.. det var udmærket. Han tog derfor en større slurk af væsken, inden han satte glasset let fra sig. Han lænede sig nærmest automatisk en anelse ind over bordet, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. „Jeg frygtede snart for, at du ikke ville tilgive mig, og at jeg ikke skulle få lov til at tilbringe tiden med dig igen,” erkendte han sandfærdigt, som han rettede hovedet op igen, inden han fortsatte: „men jeg er glad for at du kom til fornuft.” Han blinkede drilsk til hende, hvor han næsten lød som en der havde høje tanker om sig selv og så på sig som var han den bedste i hele verden – på trods af at det nok ikke var helt sandt.

[Deleted]

”Du ville måske hellere drikke den hæslige flaske, du drak nede ved søen?” spurgte Denjarna drillende, skønt hun ikke kunne lade være med at skære ansigt af tanken. Hun havde drukket noget af hans blod nede ved den sorte sø, og det kunne virkelig godt have smagt bedre! Det smagte forrygende nede ved kirkegården, men ved søen havde smagen tydeligt været præget af den flaske alkohol inden, hvor det vidst havde været noget rom eller whisky. Det var nu noget hun aldrig havde drukket, men det var nu også ofte at man så en mand med sådan et glas, og ikke en kvinde. Champagnen passede hende så langt bedre! Hun nød den boblende fornemmelse den havde, samtidig med den rige smag. Det var nok noget alle kvinder kunne lide, men det var så heller ikke noget man drak særlig tit, som champagne for det meste gik til særlige lejligheder. Hun syntes i hvert fald dette var en særlig begivenhed! Efter århundreders adskillelse var de endnu engang sammen, og det kunne ikke ødelægges. De sølvgrå øjne hvilede kærligt på hans violette, hvor hun ikke havde styr på, hvor mange gange hun havde set ind i dem. Det sjove var nu, at hun aldrig blev træt af det, som hun sagtens kunne sidde sådan i flere minutter, uden der foregik noget som helst andet. Som de slap hinandens hænder, holdt hendes hånd om champagneglasset, hvor hun blidt slog det imod hans med et smil på læben. Ligesom ham, førte hun glasset op til læberne, hvor hun tog en tår af den dyre væske. Hvor han havde det underligt med champagnen, så nød Denjarna den. Hun havde for længst vænnet sig til, at hun ikke kun behøvede at drikke blod, og hun nød smagen af andre væsker! Med et nydelsessuk, sænkede hun igen glasset – dog uden at sætte det fra sig – hvor hun lod sin ene albue hvile mod bordpladen, mens den anden hånd søgte Dericks igen. ”Du kender mig efterhånden rimelig godt Derick, så du burde da vide, at et liv uden dig ikke er et liv,” sagde hun roligt, hvor det vel var en kæmpe underdrivelse at sige, at de kendte hinanden rimeligt godt, som de jo kendte hver af hinandens små vaner, som de havde været sammen i årtusinder nu. Hendes hoved faldt tænksomt en smule på sned, som hun betragtede hans ansigt. ”Hvordan har du det egentligt med, at jeg har omvendt dig? Og klarer du dig nu?” spurgte hun stille, som hun var nysgerrig efter at vide det. De havde jo slet ikke snakket om, hvad hun havde gjort ved ham, og det ville være rart at vide, hvordan han havde det. Om han var glad for at være vampyr igen eller ej, og ikke mindst hvordan det gik med sulten. Han måtte jo have en del frustrerende tanker oppe i hovedet, selvom hun måtte indrømme, at han opførte sig virkelig eksemplarisk. Men det kunne jo igen være fordi han havde prøvet det hele en gang før.

[Deleted]

Derick var ikke just vant til champagne, men det var jo ikke ensbetydende med at der ikke var plads til noget nyt. Han kunne dog ikke huske at Denjarna havde været vild med champagne, men.. visse ting forandrede sig vel? Nogle forblev nok også de samme. Normalt havde han altid været til et glas rent vodka eller whisky, men igennem disse år, var vinen blevet hans mere foretrukne, specielt når man skulle fejre ting, derfor var hendes valg også kommet bag på ham, men han ikke intet imod det, han tog gerne imod champagnen for at glæde Denjarna lidt, eftersom det jo var de to som de skulle fejre og det var noget som han glædede sig til. Han kunne dog ikke lade vær med at grine af hendes ord, eftersom de virkelig måtte more ham! Han kunne dog ikke lade vær med at rynke let på næsen ved tanken, eftersom han virkelig havde fået nok af alkohol for et godt stykke tid. „Nej tak.. jeg tror jeg springer over og holder mig til champagnen,” svarede han morende. Champagnen var dog ikke nær så stærk som det han plejede at drikke, hvilket egentlig også passede ham helt fint. Efter hans forvandling, var han dog blevet alt for vant til smagen af blod, så det var ikke fordi champagnen smagte ham så godt igen, men han bed det i sig og tog alligevel endnu en slurk. Det var også tydeligt for ham at hun godt kunne lide den, eftersom hun helt sukkede over smagen. Han lod sin hånd komme hendes i møde, så han kunne tage omkring den, hvor han gav hendes hånd et ganske blidt klem, uden at han så væk fra hendes sølvgrå øjne. Hendes ord fik ham dog til at se lettere eftertænksomt på hende. „Vi har vidst begge forandret os lidt Denjarna.. jeg har om ikke andet. At være død så længe, gør bare noget ved en,” svarede han i en næsten trist tone, som han vendte blikket væk fra hende og lod de violette øjne søge mod deres hænder, hvor han også var endt med at knuge en anelse mere omkring hendes hånd ved tanken. Det var en grim oplevelse at mærke fornuften forlade, mærke hvordan tomheden i døden forandrede en og gjorde en helt.. anderledes. Når man var død over længere tid, så mistede man til sidst ens minder, og han havde været død for nogle århundreder, derfor havde han også mistet lidt af sine for sit gamle liv, dog havde synet af Denjarna genopvækket alle de tidligere minder og følelser, hvor det nu føltes som i går at de havde siddet hjemme i deres træhus og havde hygget dem og set på stjernerne. Han så mod hende igen, da hun spurgte ind til hans forvandling, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Det går skam udmærket Denjarna. Jeg skulle måske lige vænne mig til ikke at kunne gå ude i sollys, og sulten hungrer stadig inde i mig, men jeg ved at det vil gå over med tiden. Desuden har jeg savnet mange ting ved vampyren,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil; et tydeligt tegn til at han ikke bebrejdede hende for noget, for det kunne han sådan set ikke. Han kunne godt lide at være vampyr igen, han følte sig underlig.. bekvem og godt tilpas som vampyr, men det var jo også hans fødselsrace.

[Deleted]

”Det glæder mig,” sagde Denjarna med et smil på læben. Det havde virkelig virket som om, at han havde været ude, hvor han ikke kunne bunde, dengang hun havde mødt ham ved søen. Det havde været helt underligt at se ham sådan, som han jo havde bedt hende om at dræbe ham – hvilket han havde gjort to gange nu på ganske kort tid. Hun håbede bare, at han ville komme på rette spor igen. Nu stod hun jo 100 % ved hans side igen, så hun ville være det for ham, hvis han havde brug for hjælp. Hun ville ham jo kun godt. At han overhovedet ikke brød sig om champagnen, var ikke noget hun lagde mærke til. Hun kunne da godt se, at hun nød den lidt mere end ham, men det var ikke noget hun tænkte videre over, da hun gik ud fra at champagne havde været et okay valg. Hun havde trods alt bare foreslået det, og så havde han jo sagt ja og bestilt det selv. Som deres hænder endnu engang fandt hinanden, kunne hun ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet, hvor hun også gengældte det blide klem. Det var virkelig skønt at mærke ham igen, selvom det var så simpel en ting som at holde i hånden. Det ville bare ikke være det samme, hvis hun havde taget en hvilken som helst anden fyr i hånden. At han så lige pludselig blev utrolig trist til mode, gjorde hende ked af det. Det havde ikke været meningen, at de skulle have en masse sørgelige samtaler nu, som de jo skulle snakke om glæden ved at være sammen igen. Og det her virkede ikke synderligt meget som glæde. ”Jeg tror, at du tror jeg har forandret mig mere end hvad jeg i virkeligheden har,” sagde hun stille, men nu virkede det heller ikke så meget som om han menter hende, som han snakkede om dødsriget igen. ”Jeg ville ønske, at du kunne glemme at det onde, du har været udsat for. Jeg er godt klar over, at du har været udsat for noget forfærdeligt, men du klarede den jo før… Jeg ved godt, at det var i kortere tid, men alligevel.” Som hun snakkede, talte hun med en håbefuld stemme. Hun ønskede ham virkelig kun alt godt, men desværre kunne hun ikke ændre på alt det der var sket, og det var vidst det der trykkede ham. Det glædede hende også, at deres samtale gled videre over til vampyremnet, som det virkede mindre sørgeligt at tale om. ”Det glæder mig, at du klare den, nu når jeg ikke har været hos dig. Men ja, du ved jo selv, at den sult ikke vil være så slem for evig. Du skal bare klare dig igennem denne periode,” sagde hun stille. Hun vidste, at han sagtens kunne klare denne mission, som han havde været vampyr før, så han vidste hvad det hele handlede om, og hvad der ville ske. At han så sagde, at han havde savnet at være vampyr, kom så alligevel ikke synderligt bag på hende. Han var jo født vampyr, det var hun ikke.

[Deleted]

Efter sine tidligere uger, hvor Derick havde rendt rundt i sorg og havde drukket som et bundløst hul, havde han alligevel været tæt på at drikke i denne uge også, selvom sulten efter blod havde fraholdt ham fra det, eftersom han snart ikke havde kunnet tænke på andet. Han var endda stadig sulten, selvom det ville være unødvendig blod at tage, eftersom sulten alligevel ville komme tilbage igen om en times tid. Den ville ikke blive slukket før om flere uger og det vidste han udmærket godt, for det var jo ikke længe siden at han var blevet bidt af en vampyr, der havde fundet det underholdende at omgøre ham. De violette øjne gled let mod deres hænder, hvor han lod sin tommel stryge hende legende og blidt over hendes håndryg, imens han næsten lignede en der fandt deres hænder langt mere interessant, skønt han dog lyttede til hendes ord, og et sted var det også for ikke at vise sine triste øjne. Han måtte dog alligevel se fra deres hænder og op til hendes øjne, da hun sagde at hun ikke havde forandret sig så meget. „Måske du ikke har Denjarna, men det ændre ikke på at jeg har,” svarede han roligt, selvom han ikke slap hendes hånd på noget tidspunkt. Han førte champagneglasset op til sine læber, for at tage en større slurk af væsken, selvom han tydeligt kunne mærke at den ikke slog lige så hårdt som whiskyen og vodkaen. Hendes håbefulde stemme, fik ham til at trække ganske let på smilebåndet, hvor det næsten lød til at hun ikke længere var psykisk ustabil, men.. kunne det passe? Hun lød næsten som den gamle Denjarna, der altid ville være der for ham og støtte ham, hvilket glædede ham. „Det er ikke så meget det at jeg har været i dødsriget Denjarna, men det faktum hvad det har gjort ved mig. Du ved jeg har gjort dig uret, og et sted var det fordi jeg var.. ligeglad. Jeg rendte rundt som en kold og tom skal, uden følelse for noget, og jeg kunne ikke huske særlig meget fra fortiden, jeg havde glemt de fleste følelser..” svarede han roligt, som hans blik igen var faldet til deres hænder, da han ikke just så sig værdig til at se hende i blikket. Det var ikke fordi han ville bringe det hele op til diskussion eller såre hende igen, men.. han mente bare at det var vigtigt at de fik talt igennem det hele, han ønskede at hun skulle kende til grundene for hans valg. Han endte med tømme sit glas, næsten for at få noget andet at tænke på, inden han slap hendes hånd for at hælde mere op, hvor han vendte blikket mod hende, som et spørgsmål i sig selv om han også skulle hælde mere op til hende. „Jeg ved godt at sulten går væk før eller siden, og jeg glæder mig til at den gør, så jeg ikke skal se sulten efter alle levende personer der går forbi mig,” svarede han roligt, som han satte flasken fra sig igen og tog omkring hendes hånd. Han så sig let omkring ved tanken, og selvom der sad mange inde i kroen, så følte han sig faktisk ikke så sulten igen, ikke når hun var der. Han så mod hende og sendte hende et skævt og morende smil. „Kan du huske vores første møde? Da jeg kom og satte mig ved dit bord?” spurgte han morende, som han lod hovedet hvile i hans frie hånd, imens hans øjne ikke så væk fra hendes.

[Deleted]

Som han begyndte at stryge Denjarnas håndryg ganske blidt, måtte hun selv lade sit blik falder ned på deres lukkede hænder. Hun nød at mærke hans kærlige strøg igen, som hun havde savnet hans blide hånd. Det var dejligt at mærke kærtegnene i stedet for slagene, skønt det var mærkeligt at blive nusset om igen. Hun håbede bare, at hun snart ville vænne sig fuldt ud til det hele igen. Hun prøvede dog ikke at skjule noget trist blik, hvilket også var årsagen til, at hendes sølvgrå øjne hurtigt hvilede på hans ansigt igen, selvom han gav sig god tid, før han så op på hende igen. ”Du har bare brug for tid, Derick” fastholdt hun, skønt hun ikke var sikker på, om hun havde ret. Måske var han virkelig ændret for altid. Sandt var det, at hun altid ville støtte ham, men med hensyn til hendes psykiske stabilitet, så kunne man nok stadig ikke regne med hende fuldt ud. Hun virkede måske rimelig okay nu, men lige nu gik det også stille og roligt for sig, så man kunne aldrig vide. Hun følte sig dog rimelig normal lige nu. Som han så begyndte at tale om hvad dødsriget havde gjort ved ham, blev hun alligevel mere tilbageholden igen. Hun følte sig utilpas, som han hentydede til Elanya igen, og så snakkede som om han helt havde glemt deres liv sammen, og de følelser de havde haft for hinanden. Det var nu hende der trist måtte slå blikket ned, som hans ord sårede hende, om han ville det eller ej. At han så også gav slip på hendes hånd gjorde ondt, men samtidig lettede det en smule, da han jo bragte hende sorg, som han virkede helt tvetydig. ”Hvis du mere eller mindre havde glemt os, hvorfor vil du så prøve nu? Er det bare for ikke at være alene?” spurgte hun følelsesløst, som hun havde gjort sin stemme helt tom for de følelser hun i virkelighed følte. Det burde dog ikke være så svært at gætte, at hun snakkede sådan, fordi han havde gjort hende ked af det. Afventende begyndte hun at bruge en af sine fingernegle til at grave i træbordet. At han bare så op på hende, for at spørge om hun ville have mere at drikke, var hun ligeglad med nu. Hun brød sig ikke om tanken om, at hun var let at glemme. Selv havde hun jo aldrig glemt Derick…
”Ja, du må bare holde ud indtil da,” sagde Denjarna stille. Hun vidste godt, hvordan det var at se sultent efter enhver levende person. Hun havde også stadig selv lidt problemer, men det var også kun fordi hun havde været under al den tortur. Hun havde jo klaret sig eminent inden da. Som han tog fat i hendes hånd igen, så hun ikke kunne ødelægge bordet, lod hun ganske kort blikket glide mellem deres hænder og hans ansigt. Hun endte dog med bare at tage en stor slurk af sin champagne, hvor hun endda tømte hele glasset. Hans næste ord rørte dog noget i hende, hvor hun ikke kunne gøre andet, at se ham i øjnene. ”Jeg husker alt ved det møde,” sagde hun sandfærdigt, inden hun fortsatte i en mere lavmælt tone, som om han ikke skulle høre det. ”Jeg troede du sagde, at du havde glemt det…”

[Deleted]

Derick vidste at han havde forandret sig, hvilket mest var takket være dødsriget. Der var ingen der sagde at han ikke kunne blive den same gamle igen, men.. han var ikke længere den unge, flirtende fyr, nej han havde fået et langt ældre sind, hvor han egentlig bare ønskede at slå sig ned, få børn og børnebørn og se dem vokse op og skabe deres eget liv. Han ønskede egentlig bare en familie, noget som han egentlig altid havde ønsket sig, eftersom han selv var blevet efterladt som lille af sine forældre, hvor han havde levet på gaden som en ussel gadedreng, imens han havde set misundeligt til de andre børn der altid var gået forbi ham med deres forældre i hånden. Han havde altid været alene og fordi han havde været vampyr, så havde han også været ’monsteret’. Han vendte de violette øjne imod hende, hvor han sendte hende et mildt smil. „Måske. Men den gamle Derick er her skam endnu,” svarede han roligt. Han var jo stadig den samme gamle, muntre Derick, selvom der bare var visse ting der havde forandret sig, han havde fået nye ’mål’ og et nyt synspunkt på livet. Han var blevet lidt af en filosof med årene, så han var ikke helt den gamle, som hun i sin tid havde giftet sig med, skønt mange ting endnu hvilede der. Som han talte, kunne han godt mærke og se at Denjarna endte langt mere følelseskold, hvilket han sådan set godt forstod. Hendes ord – eller rettere hendes tone – gjorde det tydeligt for ham at han havde såret hende. Han kneb øjnene en anelse eftertænksomt sammen til hendes ord. „Selvfølgelig ønsker jeg ikke at være alene, når jeg nu ved at du lever. Måske jeg havde glemt følelserne fra dengang jeg sidst havde levet, men synet af dig bragte alt tilbage igen,” svarede han roligt, som han lænede sig en anelse tilbage i sin stol, uden at han fjernede blikket fra hende, „men du vil da altid have en særlig plads i mit hjerte. Og jeg elsker dig.” Han tog ikke blikket fra hende, selvom han godt kunne se at hun begyndte at grave i bordpladen med sin ene negl. Han forhindrede hende dog i det, da han igen tog omkring hendes hånd, hvor han betragtede hende med rolige øjne, selvom hendes sidste ord ikke just behagede ham. Han sukkede let. Han vidste udmærket godt at han ikke var nogen engel, og det han havde gjort mod hende, vidste han stadig gjorde ondt på hende, men han kunne jo ikke ændre på det. Han trykkede let omkring hendes hånd, som han sendte hende et skævt smil. „Jeg har ikke glemt min fortid Denjarna.. jo måske visse detaljer, men jeg kan da umuligt glemme vores første møde,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil, hvor han knugede let omkring hendes hånd. „Det var jo trods alt der jeg faldt over denne stædige og arrogante mørkelver, som havde en enorm selvtillid og som jeg alligevel havde formået at sno omkring min lillefinger,” tilføjede han drillende, næsten for at lette stemningen lidt igen, da de trods alt burde fejre aften i stedet for at sidde og være triste!

[Deleted]

Denjarna havde intet imod, at han var blevet ældre i sind, for det var hun også selv blevet jo. Begge vidste de, hvad de ville have, og de ønskede begge en familie. De havde også haft en familie sammen før, selvom det kun havde været de to, der havde været med i den. Selv syntes hun så, at det var fint, at det kun var de to, men Derick ønskede vidst mere. Hun håbede, at han kunne stille sig tilfreds, med det han havde, for hun var ikke sikker på, om hun kunne skænke ham mere. Børn havde egentligt heller aldrig været et samtaleemne de rigtigt havde diskuteret, men det havde ligget og lusket bagi fra hans side. Det glædede hende, at han sagde, at hendes Derick endnu var der, men det var bare svært, når han konstant prøvede at sige noget andet. Det var lidt underligt, om han virkelig havde plads til hende i sit liv eller ej, for hun synes han gav hende modsatte hints hele tiden. Han elskede hende, og ville være sammen med hende, men han var ikke klar til at være sammen med hende nu, og han havde ændret sig. Underlige var alle de ord i hendes ører. For hende var det jo så simpelt som at drikke. ”Jeg ønsker den plads, jeg havde før,” sagde hun i en lav tone, så det næsten kun var en hvisken. ”Jeg glemte jo ikke dig på noget som helst tidspunkt.” Som hun lige havde drukket al champagnen i sit glas, tog hun flasken op af spanden med is i, hvor hun fyldte sit glas op på ny. ”Du taler bare konstant som om, at du har glemt alt om os,” sagde hun stille, som det jo var det hun følte. Som hun kiggede ham i øjnene igen, var det endnu ikke helt det varme blik der var vendt tilbage i de sølvgrå øjne, som de endnu var præget af den sorg han forvoldte hende, men selvom han gjorde hende ondt, så virkede det endnu mere trist at være uden ham. Hun havde måske klaret det, hvis hun virkelig aldrig havde mødt ham igen, men det havde hun, så al dette var uundgåeligt. Et svagt smil gled over hendes læber, som han nævnte deres første møde, og hvordan hun havde været overfor ham. Der havde ikke været noget i verden, der kunne have skræmt hende dengang. Det glædede hende, at stemningen blev lettet lidt, for det havde ikke været hendes plan, at det skulle ind på kroen og blive triste igen. De havde jo lige fundet ud af, at de ville prøve at være sammen igen. ”Jeg husker vores første kys… begyndte hun stille, ”der var så mange mennesker inde på kroen den nat, så der kom en og skubbede os ind i hinanden, så vi kyssede. Vi lærte så hurtigt, hvordan vi selv skulle gøre det derefter,” afsluttede hun med et smil på læben. Sjovt var det, at man kunne huske så små ting. Han var kommet over til hendes bord, og der havde de så siddet og snakket.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ønskede at ødelægge stemningen, men han havde stadig skyldfølelse over at han havde været sammen med Elanya og dermed gjort Denjarna ondt, for han vidste jo godt hvordan hun havde det med kvinden. Det værste af det hele var vel det faktum at han ikke just fortrød sin tid med Elanya? Den kvinde havde han jo faktisk også elsket og havde hun ikke sendt ham bort, så havde de vel stadig været sammen? Den tanke var underlig, specielt fordi han pludselig sad overfor Denjarna igen, en kvinde som han havde været gift med i flere årtusinder, og det skræmte ham faktisk hvor let han var kommet over hende og hvor let han havde glemt sin fortid, for.. han burde ikke være gået bag hendes ryg. Men han havde været alene, han havde ikke haft nogen i en ny og forandret verden, hvor folk var blevet langt mere egoistiske og selv den tanke havde skræmt ham, så da han var stødt på Elanya, så havde hun været hans trygge base som han havde fundet ly ved og det var også der han egentlig bare havde givet efter og ladet følelserne blomstre, hvor han faktisk havde været tæt på at fri til hende, selvom han aldrig havde nået det, da det nu var forbi, hvilket nok også var heldigt nok, desuden så gad han nødig at skulle gifte sig med hende, for så at blive røvrendt i den anden ende, for så ville han da blive fremstillet som en komplet idiot. Ikke mange havde kendt til hans forhold til Elanya, da hun jo faktisk havde været gift med en anden mand for at hjælpe Procias på rette fod, og han som tilmed havde været så dum at vente på hende, det havde tydeligvis været en fejl og spild af tid. Han rynkede brynene ganske let, som Denjarna sagde at hun ønskede den samme plads hos ham. „Jeg har aldrig påstået at det ikke kan ske,” svarede han sandfærdigt. Han havde måske brug for lidt tid – det havde de nok begge for at sluge det hele – men med tiden ville han åbne op for hende og så ville alt sikkert blive som før. „Jeg har ikke glemt os Denjarna! Jeg ønsker at give os en chance! Men med alt der er sket, så er alt bare.. forvirrende.” De sidste ord blev udtalt i en dæmpet tone, hvor han sukkede ganske let, selvom han dog ikke slap hendes hånd på noget tidspunkt, for han ønskede at lade hende vide at han var her. Han ville gerne starte på en frisk, det havde han vidst behov for, selvom han stadig ville foretrække at gå langsomt frem, netop fordi alt det var sket. Et lille muntert smil sneg sig over hans læber ved hendes ord, hvor han vendte de violette øjne imod hende igen. Han kunne godt huske, at de havde lænet sig tæt ind mod hinanden under deres samtale, som de havde flirtet med hinanden, hvor en mand havde skubbet til ham, så han var røget ind i Denjarna og de havde delt deres første kys. ”Jeg mindes også at du endte i mit skød og vi snavede hedt, uden at tage hensyn til de andre folk på kroen, som om vi havde været alene, inden vi valgte at tage hjem til mig,” svarede han drillende, hvor han blinkede næsten flirtende til hende. Tanken morede ham, dengang havde de virkelig været unge og ligeglade, men sådan var han ikke længere, han var ikke den oprørske teenager men en moden mand.

[Deleted]

Direkte forfærdeligt og uforståeligt var det for Denjarna, at han bare havde glemt hende, og at han med stor sandsynlighed havde været gift og far nu – ikke med hende – hvis Elanya ikke havde røvrendt ham. Det var stadig svært at sige, hvordan hun egentligt havde det med det, for hun havde jo ikke rigtigt tilgivet ham. Det tyngede hende stadig rigtig meget, men et liv uden Derick skræmte hende endnu mere. Især nu når hun havde brug for mere støtte end nogensinde. Hun vidste ikke, om hun bare ville blive helt psykotisk uden ham, og med ham, om hun bare ville være ulykkelig inderst inde. Lige nu havde hun ondt i hjertet, men hun prøvede at skjule for ham, hvor stor smerten i virkeligheden var. Denjarna nikke stille med hovedet til hans ord. De var svære at forstå og se sandheden i, da han var dobbeltmoralsk. Det hele var mange oplysninger for hende at sluge, og hun frygtede vel stadig et sted, at han bare gav dem et forsøg, fordi de engang havde været lykkelige. Ikke fordi han elskede hende og så det tidligere liv for sig nu. ”Du gør det forvirrende,” sagde hun stilfærdigt. Hun var en kvinde med temperament, og hun blev meget let meget jaloux, og det var ikke en god blanding med alt det, der var sket. ”Men vi giver det skam et forsøg,” medgav hun, da hun skam var klar over, at han var med på ideen om at give dem et forsøg. Hun ønskede jo selv mere end noget andet, at de var sammen igen. Svært var det godt nok at være den person, der ønskede brændende at holde det hele sammen. Det havde jo været hans rolle for længe siden, hvor han i frygt for at miste hende havde friet til hende. Hun havde dog ikke i sinde at fri til ham. Hun havde jo også smidt sin højt elskede ring væk.
Det var med blandede følelser for hende, at de prøvede at føre en munter samtale, da den anden hvilede som en tung sten i hende. Derfor tog hun også glasset op til sine læber igen, hvor hun tog en sluk af den boblende væske. De burde måske have taget noget stærkere alligevel. ”Det passer meget godt,” sagde hun med et svagt, skævt smil. Hun havde siddet alene, så var han kommet over til hende, og der var ikke gået lang tid, før deres læber havde været i en vild dans med hinanden. Så var de også bare smuttet for at fortsætte festen hos ham. ”Det var også den nat vi fandt ud af, at vi bare skulle være sammen,” sluttede hun stille. Simpelt havde det været dengang. Ingen død eller Elanya. Kun de to. Det var gået op for dem der, at de var nødt til at blive sammen. Gid det var så let den dag i dag. Tiden havde bare ført mange skavanker med sig.

[Deleted]

Derick var godt klar over at Denjarna endnu ikke havde tilgivet ham, hvilket han heller ikke forlangte af hende, for han vidste at han havde gjort hende uret, han vidste at han havde såret hende dybt, så han ville også give hende den nødvendige tid til at komme sig over det, og måske kunne han samtidig hjælpe hende på vej, for han ville gerne give dem et forsøg igen. Uanset hvad der var sket, så elskede han hende jo stadig. Han vidste godt at han måske var rimelig dobbeltmoralsk og skulle han være ærlig? Så vidste han næsten ikke helt hvad den sande grund var til at han tog hende tilbage, for hun havde ret i at han ikke ønskede at vandre rundt alene, men han ønskede heller ikke at miste hende, når hun nu var her og stod overfor ham igen. Han havde dog ikke just ligefrem ønsket noget parforhold foreløbigt, men det var vel tilladt at tage den stille og roligt? Han havde ikke glemt sin lykke sammen med Denjarna, den var umulig at glemme, specielt når hun stod overfor ham nu, hvor alle de gode minder måtte vælde op i ham igen. Han tog blidt omkring hendes ene hånd, som han knugede ganske let. „Det forstår jeg godt.. undskyld,” endte han dæmpet. Hans ord var måske rimelig forvirrende og han bebrejdede hende skam heller ikke for det, men han ønskede bare at tage den med ro, så måtte tiden jo vise hvor godt det blev mellem dem igen og om hun blev i stand til at tilgive ham for igen at give sig hen til ham. Han løftede roligt hendes hånd, hvor at skænkede hendes håndryg et blidt kys, uden at de violette øjne så væk fra hendes smukke sølvgrå. „Men uanset hvad, ønsker jeg at det skal fungere,” svarede han med bestemthed i stemmen, hvor han sendte hende et prøvende smil. Han havde måske ødelagt den gode stemning en anelse, men den kunne vel blive god igen?
At komme ind på deres gamle møde, var noget som bragte gode minder frem for Derick, eftersom han tydeligt kunne huske det på trods af at det var så mange år siden. Han lod hovedet falde let på sned, hvor et mildt smil hvilede på hans læber. Han tog omkring glasset med den frie hånd, for at tage en slurk af champagnen, skønt han stadig foretræk en masse andre drikke. Han strøg blidt hendes håndryg med sin tommel, hvor hans blik kort faldt tænkende til deres hænder, som han tænkte tilbage på deres første møde. Han havde ikke regnet med at skulle falde for den arrogante mørkelver, men det var sket alligevel, hvilket havde bragt både godt og ondt med sig. Han så roligt op mod hende igen. „Det var gode tider,” svarede han i en dæmpet og dog sandfærdig tone, hvor det lille smil ikke falmede det mindste. Han trykkede blidt omkring hendes hånd. „Og det kan blive godt og simpelt igen,” tilføjede han med et skævt smil, som han tog endnu en slurk af den boblende champagne.