My decision is...

[Deleted]

Natten var endnu ung, som det var blevet fyraften og vejret var overraskende godt. Unge og som gamle nød fritiden, hvor der var en del der var taget på de forskellige kroer og barer i landet, hvor andre blot var gået hjem for at hygge med familien. Andre var taget til parken i Ityrial, hvor det for det meste var kæreste- og ægtepar der gik hånd i hånd. Det var overraskende mildt i vejret, selvom det endnu ikke var sommer. Himlen bar et smukt mørkeblåt slør, der næsten syntes at være helt sort. Der var ingen mørke skyer på himlen, der kunne dække for de tusindvis af blinkende stjerner, hvor det næsten så ud til at de kæmpede om himlens pladser. Den blege måne var ikke fuld, så der var heller ingen varulve man skulle frygte, men det tydede heller ikke på at der var nogen frygt i parken i nat, som alle blot gik fredfyldt rundt, hvor de snakkede muntert og kærligt til hinanden. Denjarna syntes at være den eneste der ikke gik rundt to og to. Hun vidste ikke, om den mand hun ventede på ville komme, eftersom de ikke havde aftalt et mødested og mødetidspunkt, hvilket måske virkede som lidt af et sats lige nu. Der var gået en uges tid siden de havde stået ved kirkegården, og nu havde hun fået tænkt lidt over tingene. Meget forvirrende havde det været, som alt bare havde været underligt på det seneste, men hun var rimelig sikker på, at det var denne beslutning hun ville leve med. Tavst gled de smukke sølvgrå øjne rundt, som de observerede alle omgivelserne, hvor der var en længsel i dem efter at se noget velkendt. Hun følte selv, at det var et rimeligt selvsikkert valg at tage parken, da det trods alt var her de var blevet forlovet, så det havde i hvert fald et blødt punkt i hendes hjerte. Desuden nød hun også parkens omgivelser, da dette var det smukkeste sted på jorden lige nu, som den var velholdt og det sted, hvor naturen syntes at blomstre mest lige nu. De stærke nøgne træer var i hvert fald begyndt at få beklædning på igen, hvor hun ikke kunne lade være med at glæde sig til, at de hver især havde en grøn krone, da det var mange år tilbage, at hun sidst havde set naturen blomstre. Også alle de små blomster glædende hende, som det var en flot kontrast til det grønne græs, og de brune grusstier, som mennesket havde skabt. Hun gik dog ikke rundt lige nu, som hun sad på et af springvandenes kantsten, hvor hun havde skiftet det praktiske tøj ud med noget mere nydeligt. Det var meget længe siden, at hun havde klædt sig finere på, som hun havde fundet en simpel sort kjole, der havde en rimelig og rund udskæring ved brystet, hvor stropperne gik om bag nakken, og hendes ryg var helt nøgen, som udskæringen der gik helt ned til lænden. Derudover var den temmelig figurfast omkring overdelen, hvor den fra taljen faldt yndigt ned.

[Deleted]

Der var gået omkring en uge siden at Derick var blevet omdøbt til vampyr, det var omkring en uge siden, at han havde fortalt Denjarna sandheden, og det var omkring en uge siden at han havde set hende sidst. Han havde ikke just været tilfreds med at de skulle skiltes, også fordi han inderst inde var bange for at han ikke ville komme til at se hende igen. Han frygtede lidt at hun hadede ham så meget at hun sked stort på hendes løfte om at finde ham. Et sted så gad han heller ikke findes. Han havde søgt væk fra kirkegården i Convento, hvor han havde rendt rundt for sig selv – han havde undgået de store byer. Han havde fået stillet sin sult, skønt den virkede helt umulig at få stillet ordentlig, men han vidste at det var fordi han kun lige var blevet omdøbt, der ville først gå måneder, før han ville kunne styre sig bare lidt – sådan havde det jo også været sidste gang. Han havde været så mange forskellige racer, men han måtte erkende at han følte sig bedst tilpas som vampyr, eftersom det jo trods alt var den race som han var blevet født ind i. Han følte sig stærk, han følte sig stolt, han følte sig noget værd igen. Efter flere dages adskillelse fra Denjarna, havde han besluttet sig for at smutte, eftersom han ikke gad vente en evighed på at hun besluttede sig, bestemt ikke hvis han alligevel skulle høre at hun ikke gad ham. Derfor havde han søgt væk fra Dvasias, for at tage til Manjarno, hvor han havde været i et par dage. Sidste nat havde han været ved søen, selvom det havde været ganske stille. Samme nat, var han søgt til Ityrial, for at søge ly på en kro, hvor han havde overnattet i soltimerne, og nu var han så søgt ud igen. Det havde været svært at vende sig af med at man ikke kunne gå ude i sollyset. Første gang var han gået direkte ud i det med hele kroppen, selvom han også hurtigt havde fortrudt, da solstrålerne havde brændt hans hud, hvor han med det samme var søgt ind igen. Han havde flere gange forsøgt at holde hånden i sollyset, men havde også hver gang været nødsaget til at trække den tilbage, så han ikke ville miste den. Det gode ved at være vampyr, var dog det faktum at han healede ekstremt hurtigt, samt hans styrke og hans udholdenhed – han elskede det! De ekstraordinære violette øjne søgte rundt i nattens mørke. Han var nået til Parken, som han egentlig bare havde tænkt sig at krydse for at komme ud på den anden side af Ityrials by, for at fortsætte, indtil han fandt et sted hvor han kunne finde ly. Han havde tilmed købt nye klæder. Han bar nogle mørkeblå jeans, den sorte løse bluse fra sidst og havde købt sig en ny sort læderjakke, der sad tæt ind til hans overkrop og afslørede hans muskuløse figur. Han strøg let en hånd igennem det korte brune hår, inden hans satte den ene fod med de nye sorte sko ned på gruset, som han fortsatte sin gang, der var ganske rolig. Hans ene hånd hvilede i jakkelommen, hvor hans fingre legede med de to ringe. Parken bragte mange minder frem for ham, eftersom det var her han havde friet til Denjarna for anden gang, eftersom første gang havde været hjemme i hans palæ, efter en tur under lagnerne, hvor hun havde sagt nej, og han vidste at det var fordi hun havde set en anden – Gabriel. Han skød let tankerne ud af hovedet, som han fortsatte ganske roligt. Selv parken havde forandret sig igennem disse århundreder og lignede ikke sig selv mere – ikke fra den gang.

[Deleted]

Den sidste uges tid havde været virkelig hård for Denjarna, som hun endnu engang stod med besluntningen, om hun skulle fortsætte et liv med Derick, eller prøve at klare sig alene. Sidste gang hun havde stået i dette dilemma, havde været fordi hendes hjerte havde været splittet mellem to mænd; Derick og Gabriel. Denne her gang var det bare ikke hende der havde gjort noget galt, hvor turen desværre gik til Derick. Længe havde hun tænkt over det, hvor hun også havde prøvet at sætte det hele op i fordele og ulemper, men selv det havde syntes svært og idiotisk. Hun havde tilbragt århundreder med Derick, så han føltes nærmest som hendes hjem, men nu havde hun muligheden for at vælge et andet liv, hvis det var det hun ønskede. Han havde gjort hende uret, men hun havde på den anden side også gjort ham uret for længe siden, så på denne her måde stod de vel næsten lige, og han havde jo tilgivet hende dengang. Hvis han havde haft svært ved at truffe beslutningen dengang, så forstod hun ham udmærket, da dette var en sag om hjerte. Hun var også virkelig bange for, om hun ville fortryde den beslutning hun nu engang ville tage, for hvad hvis hun tilgav ham, og at hun så helt vildt irriteret på ham resten af livet? Eller hvad nu hvis hun ikke tilgav ham, men mærkede et sygeligt savn efter ham efterfølgende? På den måde var det nærmest fifty-fifty chance, dog var hun rimelig sikker på, at hun ville træffe det rigtige valg. Et dæmpet suk forlod hendes læber, mens hun så sig omkring. Mange fredelige personer gik tur her i parken, og heldigvis for dem, så havde Denjarna ikke i sinde at slå nogen af dem ihjel, som hun havde sørget for aftensmad, inden hun var taget af sted. Tavst sad hun og ventede, mens hendes hår legede med det ravnsorte hår, som hun havde sat op i en lang fletning. Hun vidste ikke helt, hvor længe hun ville vente her, da hun jo havde et mål oppe i hovedet, men hun kunne vel godt vente på ham i et par timer, inden hun ville søge videre i sin leden efter Derick. Det viste sig dog hurtigt efter den tanke, at hun ikke behøvede at vente i timer, da de sølvgrå øjne nu fulgte en mandelig skikkelse i mørket. Han var alene. Smuk. Maskulin. Kort brunt hår, og kold. Hun kunne ikke se hans øjne, da det alligevel var en lidt for lille detalje på denne afstand og i mørket, skønt hun havde forbedret syn, dog kunne hun kende ham, når hun så ham. Hun mærkede helt, hvordan det kriblede i hendes krop, og hun blev helt nervøs. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun reagere? Hvad hvis det overhovedet ikke gik som ventet? Hun følte dog ikke, at hun bare kunne lade ham pasere, uden at hun havde henvendt sig til ham, og de skulle jo også snakke sammen før eller siden. ”Derick?” kaldte hun, uden hun rejste sig fra sin plads ved springvandet.

[Deleted]

Natten havde Derick aldrig frygtet og som vampyr gjorde han da slet ikke. Vampyrer var nattens konge, de var mørkets stolteste og ædleste væsen, og han savnede snart den tid, hvor han havde været leder for flokken. Det havde været i de gode tider. Men selv dengang havde der været problemer. Han vidste godt at han havde dummet sig, men det var nu heller ikke fordi han havde fortrudt sin chance med Elanya, han havde set hvad det var værd, og han havde fået svaret ved det. Nu ville han egentlig bare finde en ny sti som han kunne gå. Som vampyr kunne han tydeligt mærke at kulden havde slået ind over ham, var langt mere kold og følelsesløs, eftersom han kunne slukke for alle følelser, han var blevet et bæst, og det havde også fået frit udløb igennem den sidste uges tid. Han havde dræbt en masse, han havde tømt utrolig mange kroppe for blod, og til tider når han havde været langt ude i naturen, så havde han holdt sig til dyreblod, eftersom det havde været det eneste han lige havde haft ved hånden. Han havde egentlig tænkt sig at opsøge en gammel ven og kollega, som han regnede med at kunne overnatte ved, men det krævede at han kom igennem parken og videre igennem byen, desuden så var natten endnu ung, så han kunne stadig nå en del, derfor var han ikke bange for at han ikke ville nå det. De violette øjne lagde ikke rigtig mærke til noget, selvom han kunne høre og lugte de mange blodsække der rendte rundt i parken, de fleste gik i par og han kunne høre deres bankende hjerte og rislende blod, som virkelig formåede at vække sulten i ham. Han burde være blevet på kirkegården i Dvasias, for der havde alt været dødt, der havde der ikke været et eneste levende individ. Stemmen der dog udtalte hans navn, rev ham ud af hans tanker og trance, hvor han vendte de violette øjne mod den kvindelige skikkelse der sad henne ved springvandet. Han kneb øjnene en anelse sammen, eftersom han lige var stødt på den person, han havde forsøgt at undgå. Han gad egentlig ikke vide hvad hun havde fundet ud af, for et sted var han jo faktisk bange for valget, og alligevel følte han sig stadig forvirret over alt det han havde været igennem. Det bedste havde været, hvis han aldrig var kommet tilbage til livet igen. Da hun ikke rejste sig, overvejede han næsten at forsvinde, inden hun kunne nå at fange ham, men.. det ville vel bare være tåbeligt? Han sukkede lydløst for sig selv, inden han trak vejret dybt – dog unødvendigt – kun for at slippe det i et højere og tungere suk, inden han valgte at sætte sin kurs hen imod hende. Hans violette øjne hvilede lettere køligt på hendes skikkelse som han kom tættere på hende, hvor en sort skygge næsten lagde sig over hans ansigt. Det var med splittede følelser at se hende igen, hvor han næsten ikke vidste hvordan han skulle reagere eller opføre sig, for han vidste jo ikke hvad hun havde af tanker. Han stoppede op et godt stykke fra hende, hvor han lagde armene over kors ved det pumpede bryst. „Denjarna,” hilste han kort og næsten med et ligegyldigt træk på den ene skulder, hvor han blot betragtede hende afventende.

[Deleted]

Det virkede ikke synderligt som om, at der var noget at frygte for en vampyr her i parken, som den også var lutter kærlighed og venlighed her i nat. Der var utroligt nok ikke engang var nogen slagbrødre her, selvom det egentligt var en tid, hvor mange gerne ville have lidt alkohol indenbords. Det eneste en vampyr egentligt kunne frygte, var en vampyrjæger, men de var vidst ufatteligt sjældne. Denjarna havde i hvert fald aldrig stødt på en, og hun havde jo levet længe. Det var også højst usandsynligt, at der ville forekomme mord nu, da stemningen var helt anderledes, og der var en masse uskyldige personer til stede. Det kunne derfor også være en smule usmart at begynde en massakre, så det var heldigt nok, at hun havde fået blod, inden hun var taget af sted. Dog kunne hun alligevel godt fornemme længslen efter blod, da hun ligesom var omgivet af pumpende hjerter, hvor det på en måde virkede utroligt let bare at snuppe en fra flokken. Heldigvis havde hun også været vampyr i en del århundreder nu, så hun havde lært at styre sit behov rimeligt godt. Da Denjarna henvendte sig til Derick, kunne hun ikke lade være med at mærke skuffelsen skylle over sin krop, da han virkede helt … ligeglad? Underligt var det at se ham sådan her, hvor hun næsten kunne mærke hans tøven, om han skulle gå over til hende eller ej. Det virkede nærmest fuldstændigt ligegyldigt, da han så endelig nærmede sig hende, da det var tydeligt at han tog afstand til hende og satte et forsvar op. Var det ham der havde taget en beslutning, om de skulle ses eller ej? Hun blev næsten helt i tvivl, om det virkelig var op til hende eller ej, for det lignede han havde mistet interessen. Men måske var det bare fordi, at han lige var blevet omgjort og havde svært ved at styre sig. Dog gjorde det ondt at se ham sådan, hvor det også fremmanede hendes barrikader. ”Hvis du har tid, så vil jeg meget gerne snakke med dig om min beslutning,” sagde hun i en høflig tone, skønt han gav hende lyst til at være iskold. Da det ikke lignede, at han ville nærme sig hende, rejste hun sig i stedet, hvor hun gik ham et par skridt nærmere, så de kunne røre hinanden hvis de blot strakte deres arm lidt. Som hun stod overfor ham, fandt de sølvgrå øjne hans violette, hvor de kun blev mødt af kulde. Det lignede slet ikke at han var glad for at se hende, men igen kunne det også bare være på grund af den nye vampyrdel i ham. På den anden side havde han jo været vampyr før, så hvor svært kunne det mon være for ham at håndtere alt det nye? Hun gjorde dog ikke noget for at røre ham, skønt hun gerne ville prøve og se, om han ville bryde lidt op, hvis han mærkede hendes berøring. I stedet lod hun bare armene hænge slapt ned af den slanke krop.

[Deleted]

Af alle steder havde Derick ikke regnet med at han ville støde på Denjarna lige her, i Ityrial i Parken, eftersom han havde regnet med at hun ville blive i Dvasias og også opsøge ham der. Et sted flygtede han jo faktisk fra hendes beslutning, for han vidste ikke hvad hun havde i sinde at fortælle ham og han var bange for at han ikke ville bryde sig om svaret. Desuden så skulle han vel også tænke på sig selv? Og han vidste ærligtalt ikke hvad han ville. Han havde slet ikke været meget for at skulle ind i et parforhold igen, men han kunne jo heller ikke ignorere de følelser han havde for Denjarna. På den anden side havde han jo forsøgt at komme over hende og alle de gamle følelser var vældet op i ham og nu kunne han ikke længere ignorere det. Et sted ville han bare have det overstået så han vidste hvad han kunne forholde sig til og hvad han ikke kunne. Desuden så var den kølige facade til at holde hende på afstand hvis hun valgte et svar han ikke ville bryde sig om. Han blev stående med den gode afstand fra hende, eftersom hun heller ikke havde vist at hun ville have ham tæt, da hun blot havde kaldet på ham i stedet for at komme ham i møde, og det gjorde ham.. utilpas. At hun gerne ville snakke om hendes beslutning gjorde ham faktisk nervøs, skønt der ikke var noget som viste det, da han egentlig bare lignede en kold statue. Han endte dog med at fjerne blikket fra hende, hvor de violette øjne faldt på et par der gik hånd i hånd ikke langt fra dem. Han kunne høre deres bankende hjerter, han kunne høre blodet rende igennem deres blodårer det gjorde ham virkelig sulten. „Jeg..” Han lød lettere fraværende, hvor han tvang sig selv til at lukke øjnene og vende blikket væk fra parret, hvor han i stedet for, så mod Denjarna igen. Han lod armene søge om bag hans ryg, hvor han foldede dem, så han ikke virkede så afvisende igen. „Jeg lytter,” svarede han roligt og alvorligt, som tegn til at hun havde hans opmærksomhed. Han vidste ikke hvad hun havde fundet ud af med sig selv, og han vidste udmærket godt at han ikke kunne flygte fra hende for evigt, så han var nød til at mande sig op og tage konsekvenserne af hans egne valg. Han trak vejret dybt, på trods af at det ikke var nødvendigt, men det var stadig en vane for ham. Desuden var han jo nød til at indånde luft hvis han skulle kunne tale. På trods af at hun var kommet tættere på ham, så blev han stående på sin plads med hænderne bag ryggen. Han ønskede ikke at røre hende, han ønskede ikke at vise noget forkert, desuden så ville han egentlig bare gerne høre hvad hun havde at sige, så han kunne tage det hele derfra. Hans violette øjne så ind i hendes sølvgrå, hvor hans øjne livede en anelse mere op. Han havde rendt rundt som et monster for næsten en uge og det gjorde altså noget ved ham, specielt fordi han hele tiden var sulten.

[Deleted]

Det var underligt at se ham så afvisende igen, men på den anden side havde de to vidst også rimeligt mange personlighedsskift, som de konstant skiftede til at være den hårde og den søde. Lige nu havde Denjarna taget styringen som den søde, skønt hans kulde påvirkede hende, som den prøvede at trække hende tilbage til mørket igen. Det var også derfor ham der var den hårde, hvilket var lidt underligt, eftersom han nærmest havde tigget og bedt hende om tilgivelse på kirkegården, hvor det nu virkede som om, at han havde glemt hele den seance. Hun måtte dog håbe på, at det bare var en facade, hvis det ikke skulle gå som ventet for ham, men det kunne jo også bare være, at han havde fået kolde fødder igen med hensyn til deres forhold. At han stadig betvivlede om han kunne være sammen med hende igen, vidste hun ikke, som hun faktisk regnede med at denne beslutning var helt op til hende. Lettere fraværende virkede han også, som hun så, hvordan hans blik gled væk fra hende igen, som et kærestepar virkede mere interessant for ham. Det var så ikke til at sige, om han muligvis så på dem som et billede af de to, eller om han bare længtes efter deres blod. Han var trods alt nyfødt – hun havde jo gjort ham til det – så hun kunne ikke rigtigt bebrejde ham for sulten, og slet ikke når hun også selv kunne mærke den i sig, men hun ønskede jo også at være centrum for hans opmærksomhed lige nu. Det var dog et plus, at han så på hende igen og snakkede, samt han ændrede sin kropsholdning, da det havde været en meget afvisende stilling med korslagte arme, som han helt havde virket som en mur. Det var dog også i orden, at han var bange, for han vidste ikke, hvad der foregik i hendes hoved. Selvom han sagde, at han lyttede, så havde hun ikke tænkt sig at bruge ord, men læberne ville hun skam bruge… Hun var selv utryg ved sin handling, men hun mente alligevel, at det ikke kunne være anderledes. Forsigtigt dræbte hun afstanden mellem dem, hvor hun lod sine hænder søge om på hans ryg, hvor de lukkede sig om begge hans hænder, som hun gav et blidt klem, inden hun førte dem frem, så deres arme hang imellem dem. Hun bed sig selv nervøst i underlæben, inden hun strakte sin hals, hvor hun lod deres læber mødes i et blidt, men også længselsfuldt kys, imens hendes øjne gled i. Hvis hun havde haft et hjerte, så havde det nok galoperet ud af hendes bryst, men der var helt tomt indeni hendes bryst. Dog følte hun en varme i sin krop – skønt den var iskold – som hun kyssede Derick. Det var ikke til at sige, hvordan det ville gå, men det havde altid været Derick og Denjarna, og sådan ville det altid være for hende. Kysset lod hun vare i et par sekunder, indtil hun forsigtigt trak hovedet tilbage, imens øjnene langsomt dukkede op igen, hvor de med det samme søgte hans. ”Jeg håber det var svar nok,” hviskede hun stille med en nervøs og håbefuld mine.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ønskede at være så kold og afvisende overfor Denjarna, men der var bare mange faktorer som spillede ind ved ham. Ikke mindst så var det de nye kolde følelser fra vampyren, ikke mindst den umættelige sult, som hvilede i hans indre, hvor hver person i parken, måtte fange hans opmærksomhed og gøre ham helt opstemt til at sætte tænderne i dem og mæske sig i den lækre og udsøgte væske. Ikke nok med det, så var det også frygten for hendes beslutning, og også fordi han pludselig var i tvivl om hvordan han havde det, for.. hvis hun ikke gad ham, så var han jo selv nød til at finde en plan B og derfor havde han også forsøgt at bilde sig selv ind at han ikke gad et parforhold, eftersom det kun bragte problemer, og det havde det jo allerede gjort, på trods af at de ikke helt var sammen. Hun havde kastet sin ring væk, så han gik ud fra at hun havde set det som forbi, og at de ikke var gift, derfor.. forvirrede det ham om hvad de egentlig var. Han forsøgte dog at give hende sin opmærksomhed, da han heller ikke gad virke uinteresseret og ligeglad, for det var jo det sidste han var. Han var ved at dø af spænding og ikke mindst af nervøsitet, for han glædede sig til at høre hvad hun havde at sige. Hans violette øjne betragtede ende blot, selvom han måtte hæve det ene øjenbryn i en spørgende mine, da hun valgte at komme tættere på ham, hvor han næsten automatisk lænede sig en anelse tilbage, da hun så så sjovt på ham, hvilket gjorde ham lettere mistænksom, for hun havde vel ikke tænkt sig at angribe ham igen? Han var en anelse stiv i kroppen, da hun valgte at stille sig helt tæt på hende og slog armene omkring hans krop for at tage omkring hans hænder. Han faldt dog til ro igen, da hun førte dem om foran ham, så de hvilede imellem dem, hvor hans øjne havde fulgt hendes bevægelse. De gled let fra deres hænder og spørgende op til hendes ansigt. Hvornår havde hun tænkt sig at åbne munden for at sige noget? Han blev dog overrasket, da hun valgte at strække hals og skænke hans læber et kys, hvor han til at starte med, blinkede med øjnene, inden hans øjenlåg gled halvt i, som han valgte at besvare hendes kys, imens øjnene gled helt i. Han endte med at trykke let omkring hendes hænder, hvor alle omgivelser og personer synes at svinde bort for hans opmærksomhed, da han valgte at give sig helt hen til hende. Det hele fik dog en brat ende, hvor han vendte blikket mod hende, da hun valgte at bryde kysset. Han blinkede let med øjnene, som endte en anelse sammenknebne til hendes ord, inden et skævt smil gled over hans læber. „Havde du virkelig brug for al den tid, til at skænke mig et kys?” spurgte han drillende, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes læber endnu et kys, foruden det blev kort og flygtigt. Han trykkede blidt omkring hendes hænder, som han trak sig igen, selvom smilet falmede en anelse. „Og.. hvor står vi så henne?” spurgte han en anelse forvirret. Hun havde jo kastet ringen fra sig, og nu var det ham der rendte rundt med dem begge.

[Deleted]

Det glædede Denjarna, at han ikke afviste hende, som hun tog fat i hans hænder og kyssede hans læber, da det på en måde var nattens alfa og omega. Selvom han havde opført sig en smule kølig, som de havde hilst på hinanden, så lod han til at bifalde det her, så det måtte blot have været en facade. Hun nød på alle måder deres læbers møde, da hun elskede ham og virkelig savnede at kysse ham, skønt det var en bedrift de havde gjort mere end en million gange. Hun var skam stadig sur over, at han havde været sammen med Elanya, men alligevel, så havde han vel lidt ret i sine ord, da det vel havde været umuligt at finde hende. Hun ville nok ikke engang selv kunne finde tilbage igen, hvis hun blev bedt om det, da hun bare var flygtet fra stedet, da det ikke var et sted hun ville tilbage til igen. Men han havde kunnet tilgive hende for at have en affære med Gabriel, så hun burde vel kunne gøre det samme, selvom hun stadig havde brug for tid til at vænne sig til det hele. Da kyssets magi dalede væk, som deres læber skiltes ad, faldt et blidt og prøvende smil frem på hendes læber. En latter slap forbi, da han drillede hende med kysset, hvorefter hun gengældte det korte, flygtige kys. ”Det tog den tid det skulle tage,” sagde hun roligt, mens hun fortsat smilede til ham. Det havde gjort godt med den ene uges pause fra hinanden, som hun havde fået grædt ud, og tænkt alle tingene igennem, hvilket hun ikke kunne have gjort, hvis hun skulle være blevet ved ham. Hun vidste godt, at det havde været svært for ham, men det havde været nødvendigt for hende. Nu viste det sig jo også, at det ikke havde været så slemt at vente, fordi han ikke havde ventet på en afvisning. Ligeså stille spredte hun sine fingrer, så deres fingre kunne flette sig ind mellem hinanden, hvor hun havde et fast, men blidt greb om hans hånd. Hendes hoved gled en smule på sned, som hun så, hvordan hans humør faldt en smule igen, hvilket det da ikke burde. Hun havde lige givet tegn til, at hun gerne ville prøve igen jo. ”Vi står det sted, hvor vi gir os en chance. Vi har jo klaret det før, så vi kan gøre det igen,” sagde hun stille. ”Jeg elsker dig jo Derick, og det vil jeg altid gøre.” Hun vidste ikke, om det var et godt nok svar til ham, men det var det bedste hun kunne give. Med hensyn til ringen, så var det lidt for tidligt at den kom på igen, da de stadig skulle vende sig til den situation, at der var sket meget og de lige havde fundet hinanden igen. Han havde jo også selv sagt, at han i hvert fald ikke så dem som gift længere, og det var jo en ring af den betydning. De kunne godt sige, at de var sammen igen, men de skulle stadig tage den med ro. Det ville de begge nok bifalde.

[Deleted]

Derick havde lidt regnet med en afvisning fra Denjarnas side, eller det var i hvert fald det som han havde forsøgt at forberede sig selv på, for hvis han bare gik ud fra at alt ville være godt, så ville han blive knust, hvis hun så havde valgt at afvise ham, derfor så havde han mere forberedt sig på det værste der kunne ske, hvilket nok også var grunden til hans kulde og lettere afvisning til at starte med. Kysset var dog kommet bag på ham, eftersom han havde regnet med at hun ville have fortalt ham hvad hun følte, i stedet for at vise ham det, men han kunne bedst lide handling frem for ord, det viste nemlig hvad man ville have langt bedre! Hendes søde latter og det flygtige kys, fik et skævt smil til at glide over hans læber, hvor de violette øjne betragtede sig af hendes smukke ansigt. At det havde taget den tid, som det skulle tage, kunne han vel ikke sige så meget til? Han ville dog ikke have haft noget imod at bruge mere tid med hende sidst, selvom han godt vidste at det havde været nødvendigt med en tænkepause for hendes vedkommende, for det havde jo været meget at sluge. Han trykkede blidt omkring hendes hånd, kun for at sprede sine fingre, så han kunne lade dem flettes sammen med hendes. „Udmærket.. det svar kan jeg da godt forholde mig til,” svarede han drillende, som han blinkede ganske let til hende. Han ønskede ikke at miste hende, desuden så kunne han jo heller ikke ignorere de flere tusind års ægteskab som de havde haft, men af den grund ville han sætte pris på at tage tingene stille og roligt, og han gik også ud fra at hun stadig skulle have lidt tid til at fordøje det hele, eftersom han jo godt havde set hendes vrede – og med det som han havde gjort imod hende, så forstod han hende godt. Han sendte hende et stille smil og nikkede ganske let. „Jeg selv ville sætte pris på at tage tingene stille og roligt, så vi ved hvad vi har at forholde os til,” svarede han ærligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Han ville derfor lade ringene forblive i hans lomme, måske de en dag ville få brug for dem igen? Han træk skævt på smilebåndet til hendes ord, hvor han slap hendes hænder, for at lægge den ene arm omkring hendes skuldre, så han kunne trykke hende tæt ind til sig. „Selvfølgelig elsker du mig, jeg er en charmerende mand,” svarede han selvsikkert og drillende, hvor et kækt og dog morende smil gled over hans læber. Han gjorde et hovedkast mod byen. „Hvad var ellers dine planer for i aften?” spurgte han nysgerrigt, som han begyndte at gå i det knasende grus igen, kun for at sætte kursen ind mod byens centrum. Han var glad for at hun havde valgt ham, så behøvede han da i det mindste ikke at rende alene rundt på denne jord i en hel evighed, for det ville da være trist! Desuden så elskede han hende og han ville gerne vise sit værd over for hende, så det ikke helt var fortabt mellem dem.

[Deleted]

Det var ikke så mærkeligt, at han havde forholdt sig mest til det værste der kunne ske – at hun afviste ham. Så var det jo langt lettere at kommer sig over det bagefter, da man ikke ville have alt for mange glade og lykkelige forventninger oppe i hovedet, selvom de aldrig kunne skubbes helt væk. Med hensyn til alt hvad der var sket, havde hun nok alt i alt reageret på samme måde. Denjarna havde jo heller ikke været særlig god ved ham under deres sidste møde, da hun ikke kunne benægte, at hun havde prøvet at dræbe ham. Efterfølgende havde hun jo også dolket ham i maven, og bidt hul i hans læber, så hun havde ikke opført sig fra sin bedste side. Hun ville dog ikke have gjort det anderledes, når hun så tilbage på det, da det stadig havde været selvforskyldt det hele, men hun var selvfølgelig altid ked af, at hun havde gjort skade på ham. Aldrig i sit liv havde hun faktisk gjort så meget skade på ham, som hun havde gjort under deres to forrige møder. En ting var at stikke ham en flad, men noget andet var at brække knogler, dolke ham og omgøre ham. Det havde nu virkelig gået vildt for sig. ”Det glæder mig, at du er enig,” sagde hun mildt og trykkede blidt om hans hænder. Begge skulle de vænne sig til tanken om at være tilbage, og at de havde hinanden igen. Begge skulle de også forholde sig til alt det der var sket, som Derick havde det svært med parforhold lige i øjeblikket, hvor hun skulle vænne sig til, at han havde været sammen med en anden. Dog var hun rimelig sikker på, at de nok skulle klare den, for de havde aldrig været i stand til at holde fingrene fra hinanden før i tiden, og de måtte vel længes efter hinanden med så mange års adskillelse? Det ærgrede hende, at han slap hendes hånd, men det varmede dog igen at komme ind i hans favn, hvor hun også slap hans anden hånd, så hun kunne omfavne ham i stedet. Utroligt var det virkelig at stå med ham igen. Som en længe ventet drøm var det. ”Det må du jo være, siden du har mig,” hviskede hun i en drillende tone, mens hun knugede hans krop ind til sig. Han var helt bestemt en charmerende person, som han jo havde vundet hendes hjerte for længe siden og formået at holde på det. Da han spurgte hende, om hun havde nogen planer for i nat, trak hun sig forsigtigt en smule ud af hans favn, så hun kunne betragte hans smukke ansigt. ”Det eneste jeg havde planlagt var faktisk at finde dig, og det har jeg jo gjort nu.. Havde du nogen planer?” spurgte hun roligt. Det kunne jo godt være, at han havde et formål med at gå i parken. Selv ville hun jo bare lede efter ham så mange steder, som hun nu kunne gå, og de planer var jo blevet fuldført ganske hurtigt.

[Deleted]

Denjarna havde på ingen måde været mild ved Derick, efter at han var kommet tilbage, men det havde ingen betydning for ham, for han vidste godt at han havde været gjort hende uret på den værst tænkelige måde, så alt det hun havde gjort var ham fortjent. På den anden side kunne han jo så takke hende for at have healet hans brækkede ribben, som hun selv havde brækket, fordi hun havde gjort ham vampyr og også takke hende for at omgøre ham, for så kunne han jo lukke af for følelserne, hvis det endelig skulle gå galt – og det ville jo være godt, hvis hun havde valgt at afvise ham, selvom det så ikke var tilfældet og det var han faktisk også glad for! Han ville dog gerne tage den stille og roligt, han ville gerne starte langsomt ud, slå en streg over alt og starte forfra, desuden så havde han også brug for at glemme alt det som var sket ham, eftersom det havde bragt ham rimelig langt ned, hvor han havde gået med dødsønsker, selvom det havde ændret sig makabert da han havde mødt Denjarna. Han havde troet at hun havde været død, han havde været helt sikker på det, og så var hun dukket op ud af det blå, hvilket var kommet frygtelig meget bag på ham – desuden så skulle han stadig lige vænne sig til tanken om at hun var tilbage, selvom det føltes som om at de bare uden videre faldt tilbage til det gamle med det samme, ikke fordi han havde noget imod det, for han elskede hende, og han havde trods alt været lykkelig i alle de år de havde været gift. Det havde bare været de to i deres lille hus langt væk fra civilisationen. Som han fik lagt sin arm omkring hendes skuldre og begyndte at gå, så vendte han let blikket mod hende igen. Hans muntre latter fyldte let natteluften ved hendes ord, inden et skævt smil gled over hans blege læber. „Er jeg charmerende fordi jeg har dig? Hm.. og jeg som troede at jeg var charmerende fordi det lå til mig,” svarede han drillende, som han løftede den ene hånd og gned sin skæggede hage. Han havde ikke fået barberet sig på det sidste, så skægget var allerede begyndt at fylde godt omkring hans kæbe, hage og læber. Han lod hende blot knuge ham ind til sig, hvor han også gjorde sit greb omkring hendes krop en anelse strammere, som han trykkede hende tæt ind til sig. Han drejede hovedet og kyssede hende blidt på siden af hovedet, inden han vendte blikket frem for sig. Han nikkede roligt til hendes ord. „Tja.. jeg var på vej ind mod den anden side af byen, så.. hvad med at vi finder kroen, får lidt at drikke, finder et værelse og.. ja, så må vi se hvad natten bringer,” svarede han lettere hemmelighedsfuldt, som et kækt smil gled over hans læber, hvor han blinkede let til hende, inden han vendte blikket foran sig igen, som han førte dem igennem parken og væk fra det springvand, hvor hun havde siddet. Han ville ikke have noget imod at tilbringe tiden sammen med hende, det havde han tværtimod savnet! Desuden så havde de vel meget de skulle have talt igennem?

[Deleted]

Hvordan han lige præcis havde det med, at Denjarna havde omgjort ham, var ikke noget de havde fået diskuteret endnu, hvilket de vel burde. Hun vidste ikke, hvordan han havde det, om han havde brug for hjælp, om han var sur over det hun havde gjort ved ham, eller om han rent faktisk var lettet. Det virkede dog ikke som om han var videre vred over det, som han slet ikke havde brokket sig til hende endnu. Han havde kun vist en smule makaber side af sig selv, da han havde slikket sit eget blod væk fra hende. Der var dog en ting hun havde gjort godt for ham, hvilket var at hun havde healet hans ribben, som hun nu havde brækket på ham. Hun havde også gjort ham stærk igen, men hun vidste så ikke, om han savnede magien. Han var trods alt blevet til en warlock, så han havde måske fået smag for det, hvilket han ikke kunne udføre som vampyr. Hun var heller ikke klar over, hvordan han havde det med ikke at gå ud om dagen, da det trods alt måtte være den største omvending. Hun havde i hvert fald selv haft det svært med, at solen nu var hendes fjende, som hun altid havde været i stand til at nyde den. Dog havde han jo før været vampyr, så han måtte vel ikke have det så hårdt igen. Denjarna fulgte roligt efter, som han lagde armen om hendes skulder og de begyndte at gå. Et svagt smil gled over hendes læber ad hans ord, hvor hun blinkede drillende til ham. ”Nej det er bare noget du altid har gået og troet.. Det er da også lidt sødt,” sagde hun drillende, som hendes ord ikke ligefrem passede. Han var den mest charmerende mand hun havde mødt, som han jo havde gjort hende interesseret med sin skønne personlighed, som han for længe siden havde vundet hende over på sin side. Den charme ville han nok aldrig miste. Hun betragtede roligt hans ansigt, som han egentligt var gået hen og fået et rimeligt tæt skæg. Det var ikke ligefrem en stil hun personligt nød, som hun bedst kunne lide det, når man lige kunne ane skægstubbene, som det var med til at give et mandigt look. Hun smilede stille for sig selv, da han kyssede hendes hoved, hvor hun ganske kort holdt blikket nede på stien foran sine fødder. Nu var de også et af de par der gik en hyggelig nattetur i den smukke park. ”Det lyder som en god ide,” medgav hun roligt, som det også ville være rart at være inde ved nogle andre omgivelser. Hvad han lige præcis mente med, hvad natten bringer, vidste hun ikke, men det lød næsten som om han havde en tanke bag det. ”Og jeg lover, at jeg ikke stikker af denne her gang, tilføjede hun med et smil på læben, som hun nok skulle blive hos ham dagen over denne her gang. Hun havde ikke lyst til at slippe ham igen.

[Deleted]

Tanken om at være vampyr igen, var ikke noget som Derick havde det mindste imod. Han var født vampyr og et sted havde han jo savnet det. Måske han ikke kunne vandre ude i sollyset, men der var stadig en masse fordele. Nu hvor han ikke længere var warlock; menneskelig, så var han ikke længere skrøbelig, men stærk som en okse – nej.. stærkere! Han havde ikke længere ondt i kroppen, eftersom hans ribben var blevet healet ved det, og dog havde forvandlingsprocessen været frygtelig smertefuld! Og sulten bagefter havde været enorm – og den var endnu ikke stillet helt. Han kunne dog stadig magi, ikke lige så meget, som da han havde været warlock, men han kunne stadig danne en kugle, lave et skjold, sikkert teleportere sig over mindre strækninger og lave trykbølger, men han kunne ikke den mere avancerede magi, eftersom det lå til fuldblods, og det var han jo på ingen måde mere. Han var jo ikke længere fuldblodsvampyr, men halvblods, selvom det ikke gjorde nogen forskel for ham, for han havde været født ind i denne race og kendte dem ud og ind. Den eneste forskel, var at han faktisk havde fået sine violette øjne tilbage igen, hvilket han ikke havde noget imod, da de jo altid havde været hans kendetegn. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han trykkede hende tæt ind til sig. „Åh jaså? Du er bare misundelig, fordi jeg er langt mere charmerende end dig,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, inden hans læber spillede ud i et muntert smil. Måske charmen altid ville ligge hos ham, men han havde stadig forandret sig fra dengang. Dengang havde han levet det unge og vilde liv – på trods han faktisk også havde været oppe i alderen dengang – men han havde opført sig som en oprørsk teenager, der havde flirtet til højre og venstre, der havde prøvet grænser af, og det havde faktisk ikke været meningen at forelske sig i Denjarna, da han havde taget hende med hjem til sit palæ, men.. det var sket alligevel, og det fortrød han sådan set ikke, for han havde fået mange lykkelig år sammen med hende. Han vendte de violette øjne mod hende og nikkede ganske let. „Godt. Så sætter vi kursen mod kroen,” svarede han roligt, som han drejede af og ind på en af de andre grusstier, der gik igennem den store og smukke park. Han slap en munter latter til hendes følgende ord, hvor han rystede let på hovedet. „Jeg vil da se frem til at kunne nyde tiden med dig denne gang, min egen. Men.. skulle du endelig stikke af, så kan jeg da i det mindste følge efter denne gang,” svarede han med en drillende undertone, på trods af at de første ord var udtalt med en ærlighed, for han glædede sig til at kunne nyde tiden med hende for en gangs skyld. Han var glad for hendes beslutning, eftersom det betød at han ikke skulle leve alene, og så kunne han starte forfra i det små sammen med Denjarna. Fortiden plagede ham dog stadig, og han ønskede at gå langsomt frem, eftersom han egentlig ikke havde haft et ønske om at finde en ny kvinde, men.. han kunne heller ikke benægte sine følelser for hende og det de havde haft, for hvordan skulle han dog kunne glemme det?

[Deleted]

Denjarna rystede blot leende på hovedet ad ham, som det virkede som om at de var i gang med en af deres mange barnlige diskussioner. Nogen gange blev de helt sådan 'min-far-er-bedre-end-din-far', hvilket i det store og hele bare var latterligt, men det havde de nu haft det ganske sjovt med. Hun var også selv begyndt at løsne lidt op igen, som hun nu var i stand til at smile igen, hvor det havde været en umulighed for en uge siden, som hun havde vænnet sig helt af med at udtrykke sig kærligt. Nu syntes det at gå rigtigt godt, men det var uden tvivl Dericks fortjeneste. Hvis hun ikke havde mødt ham, så ville hun nok have gået koldt rundt pænt længe, men hun havde fundet ham. Hun ville nok også være rimelig kølig, hvis de ikke havde fundet sammen igen, da hun så ikke rigtig ville have en grund til at være blid længere. Sandt var det, at de havde været lidt vilde i deres unge dage, som de havde været charmerende unge mennesker, der mente de kunne, hvad de ville. Begge havde de også været lidt for gode til at flirte med andre end hinanden, hvilket de begge vel måtte erkende. Hun havde nu heller ikke selv planlagt, at hun skulle falde for ham, men kærlighed kunne man vel aldrig planlægge. Det kom bare snigende op på en. "Så må vi se om det stadig er nok til, at du kan indhente mig," sagde hun i en drillende tone. Dog havde hun ikke flygtet vildt nogen af de sidste gange. På baren havde hun ignoreret hans kaldende ord, og bare gået stille ud af døren, hvor hun faktisk var blevet i baren, som hun havde startet med at sidde dernede og drikke for så at købe et værelse. Det var dog rigtigt, at hun ikke havde sagt farvel til ham natten efter, da hun var gået helt. Under deres andet møde havde han jo gået med til, at hun måtte gå, og hun havde jo ikke skyndt sig i starten, som hun først havde samlet sin daggert op. Det gav hende helt en kold følelse at tænke på den, som hun jo nærmest havde stukket ham ned. Han havde dog været hårdfør nok til at klare den, hvilket hun jo også havde vidst. "Men jeg glæder mig også til at tilbringe tiden med dig endnu en gang," sagde hun blidt og trykkede svagt hans krop, mens de fortsatte ned ad en af stierne, som hun lod ham føre an. Hun holdt ikke længere øje med nogen af de andre mennesker, som hun kun havde øje for Derick og den vej de gik nu. Hvordan det ville komme til at forløbe, var svært at sige, men deres historie gik længere tilbage end hvad hun kunne huske, så mon ikke det hele nok skulle gå?

//Out