Telling the truth

[Deleted]

Derick vidste udmærket godt at han havde gjort hende ondt på alle måder, netop ved at ligge i med hendes ’værste fjende’. Dog var det ikke til at sige om han var blevet sammen med Elanya eller ej, om hun så havde droppet ham eller ej, for hvis der var en ting han havde fundet ud af igennem sit liv, så var det da at det var svært at forudse fremtiden. Men han havde nok med størst sandsynlighed været sammen med hende endnu, for han havde jo faktisk været glad, og han havde glædet sig til at få et barn, for det var en ting han aldrig før havde haft, og hvem ønskede ikke at ens generation skulle føre ens minde videre? Alt var bare blevet væltet sammen inden han havde nået at reagere på det, og nu havde han intet tilbage. Desuden så var det jo heller ikke til at sige, om han var blevet ved Elanya, hvis han havde vidst at Denjarna var i live. Der var jo så mange faktorer der kunne spille ind, så han vidste ikke hvad der havde villet ske, hvis ikke det var sket på denne måde, men det var det nu engang, så hvorfor tænke på hvad der kunne have sket? Det var ikke fordi han ønskede at skræmme hende, ved at holde hende nede, men så var han da sikker på at hun ikke gik nogen steder. At hun så hvæsede at han ikke skulle kalde hende skat, fik ham til at åbne munden for at sige noget, selvom han blev stoppet, da hendes spytklat ramte ham lige midt på kinden. Han blinkede let med øjnene, inden han løftede hånden for at tørre spyttet væk, hvor hans ansigt forvrængede sig i en ubehagelig mine. „Hvor afskyeligt,” mumlede han, som han fik fjernet spyttet, inden han vendte blikket mod hende igen. „Denjarna.. det er ikke til at sige hvad der ville være sket, hvis hun ikke havde droppet mig. Hvem siger ikke at jeg ville have droppet hende, hvis jeg fandt ud af at du var i live? Eller havde droppet hende på en anden måde? Desuden, så var det måske hende der droppede mig, men hun var også mig utro, så havde hun ikke sagt det, så var jeg smuttet ud af den dør uanset hvad,” svarede han kortfattet. Barnet havde ikke været hans, så det måtte jo betyde hun havde været sammen med en anden – og han vidste udmærket godt hvem – derfor så var han smuttet uanset hvad, for han tolererede virkelig ikke utroskab! Det ironiske var jo så bare, at han havde været Denjarna utro, men.. han havde virkelig troet at hun var død! Han havde jo aldrig gjort det, hvis han havde vidst at hun var i live! Så havde han da fået hende fri fra den torturkælder! Han lod hovedet søge ganske let på sned. „Jeg forstår godt at du er såret Denjarna, men jeg vil altid elske dig. Sidste møde bragte alle vores minder frem igen, og.. det kan jeg ikke give slip på,” svarede han dæmpet, uden at de violette øjne forlod hendes smukke ansigt, selvom han godt kunne se tårerne samle sig i hendes øjne, hvilket gjorde ondt. Han rynkede let brynene, som han fortsatte de blide strøg over hendes kind. „Men fald nu til ro. Jeg ønsker ikke at miste dig, og jeg ved, at jeg ikke får dig at se igen, hvis jeg giver slip på dig nu,” svarede han stilfærdigt.

[Deleted]

Det huede på ingen måde Denjarna, at han ikke sagde direkte, at han havde forladt Elanya, hvis han havde fundet hende. Hun så sig jo langt over den kvinde, men nu var de åbenbart på lige fod med hinanden. Det morede hende dog lidt, at Elanya havde været ham utro, for så måtte hun vel have fået nok af ham, men på den anden side syntes den kvinde at få nok af alle mænd. Der havde Denjarna alligevel formået at holde sig endnu mere tro, hvor hun kun havde haft en enkelt eskapade. Det var dog lidt ironisk, at Derick havde så meget imod utroskab, når han nu engang selv havde prøvet det. Så måtte han da også forstå hendes dilemma bare en lille smule og slappe lidt mere af, men han virkede virkelig bange for at miste hende nu. Det med at gå, fik hende også til at tænke på, at han var nødt til at få noget føde, da han jo var 'nyfødt' og han ikke kunne overleve uden blod. Det havde jo ikke været meget han havde fået af hendes mundvige, som det kun havde været rester af hans eget blod. Rimelig makabert. Hun var dog klar over, at han var i en tid, hvor man ville gøre hvad som helst for at få føde. Det undrede hende dog, at han ikke havde større træng efter blod, siden han sådan kunne blive ved hende i så lang tid. Hun kommenterede ikke hans diskussion omkring, om han stadig ville være sammen med Elanya, hvis hun ikke havde droppet ham. Da han sagde, at minderne var vældet op i ham under deres sidste møde, var hun nødt til at se væk fra ham. Hun havde selv haft det sådan. Al den lykkelige tid med ham, var vældet op i hende, som hun havde genkendt ham efter noget tid. Hun havde dog ikke brudt sig om hans nye forvandling, men nu lignede han den gamle Derick igen.. Den Derick hun havde mødt på en kro i Dvasias. Ham som hun havde troet, at han kun havde været hygge for en nat, men ham hun så havde forelsket sig i. Hun havde ikke lyst til at se på ham, så de sølvgrå øjne hvilede i stedet stædigt på den gravsten han havde siddet på før. "Du bliver nødt til at slippe mig før eller siden, Derick... Du har brug for blod, og det kan jeg ikke give dig, og jeg har tænkt mig at være væk inden solopgangen. Du må huske på, at du aldrig må se den igen," sagde hun tomt, hvor hendes ord jo var sande. Det var ikke med en voldelig bevægelse, men forsigtigt at hun skubbede hans hånd væk fra sin kind, da han jo havde sluppet grebet om hendes ene hånd. Det pinte hende, at han rørte hende kærligt og trøstende, og det kunne hun ikke have. Efter at have skubbet hans hånd væk, tørrede hun tårerne væk fra sine øjne, som hendes syn var begyndt at blive en anelse sløret, og hun ønskede ikke at græde foran ham, selvom hun havde gjort det før, og han var klar over, at hun var ked af det.

[Deleted]

Derick forstod skam godt hendes had til ham, for det han havde forvoldt hende, men hvad skulle han gøre? Elanya havde ganske vidst altid haft en særlig plads hos ham, men det var også kun fordi hun var den første der var nået ind til ham, alt havde jo ændret sig, da han havde mødt denne mystiske elverkvinde på en mørk kro i Dvasias, som han havde sat sig overfor og var faldet i snak til, hvor det var blevet til et par kys, og derefter en tur hjem til ham, hvor han ikke havde regnet med at skulle være sammen med hende igen, men han var simpelthen endt fuldkommen forelsket i hendes væsen. Hun havde altid formået at fange ham, og han havde aldrig givet slip på hende, for hun havde altid formået at holde på hans interesse, selvom han måske havde set lidt til Elanya af og til, og det havde forvirret ham, eftersom begge to havde haft en stor betydning for ham, men i sidste ende havde han jo valgt Denjarna, der havde han valgt at flytte langt væk med hende, netop for ikke at blive forvirret. Og han havde skam også været lykkelig i den tid sammen med Denjarna, han havde elsket hende, der havde kun været de to, og de havde klaret sig fint helt alene, ingen problemer, foruden små intriger som de havde haft. At hun vendte blikket væk fra ham og stirrede på en gravsten, fik ham til at sukke ganske lydløst. Han vidste godt at hun var stædig, og det havde hun sådan set også al ret til, men han nægtede stadig at slippe hende! Hendes ord, påmindede ham kun om den store sult, som han nærede inde i sig, for han var stadig virkelig udhungret, eftersom han kun havde fået det lille blod der havde været på hendes læber og hage, og det havde bestemt ikke været nok! „Jeg er ligeglad. Jeg nægter at slippe dig, ikke nu hvor jeg endelig har fortalt dig hvad jeg har gjort. Og du må hellere give slip på din stædighed, medmindre du vil ligge herude til solen står op og dø sammen med mig,” svarede han selv med en tydelig stædighed, for han ville naturligvis give hende tid til at sluge alt det, men hvis hun gik nu, vidste han at han aldrig ville se hende igen, derfor så ville han ikke lade hende gå, før hun gik med til at se ham igen – andet kunne han virkelig ikke tillade! Han elskede hende jo, hvorfor kunne hun ikke bare forstå det?! Han betragtede hende med sørgmodige øjne, som hun tørrede sine øjne, for det gjorde ondt at vide, at det var på grund af ham at hun var ked af det og knust. Han slap roligt hendes anden hånd, kun for at lade armene søge omkring hendes krop, så han kunne trykke hende tæt ind til sig. „Du burde kende mig godt nok til at vide at jeg elsker dig og ikke kan slippe det som vi havde sammen uden videre,” svarede han stilfærdigt, som han betragtede hende ganske roligt.

[Deleted]

Længe siden var det, at de havde mødt hinanden for første gang. Begge var de faldet pladask for hinanden, og de havde haft deres problemer og sådan, men alligevel havde de altid haft et stærkt bånd til hinanden. At de blandt andet var flyttet væk fra civilisationen, fordi Derick var bange for sine følelser til Elanya, var ikke noget hun var klar over, da hun bare havde nydt at leve for sig selv sammen med ham, som de havde haft et skønt hus, hvor alt det hun elskede havde omgivet det. Det var en skam, at deres lille hus nu mere eller mindre var faldet sammen, men måske var det også bare en fortid, som man nu skulle begive sig videre fra. Ligesom da Derick var vendt tilbage, så var Denjarna taget tilbage til deres gamle hjem allerførst, men da hun også havde set at alt stod i forrådnelse, og der ikke havde været et spor af hendes mand, så var hun rejst videre til den næste ting hun kendte allerbedst. Hun var søgt dybt ind i Dvasias, hvor hun besøgte alle de gamle steder, indtil hun var stødt på ham. Hun havde heldigvis fundet ham hurtigere end omvendt, da hun trods alt ikke havde været tilbage særligt længe. "Du kan selv give slip på din stædighed. Det er ikke mig, der har ligget og hygget med andre. Og har du nu tænkt dig at være min bøddel?" spurgte hun tomt, som han trods alt sagde, at han ville dræbe hende, hvis hun ikke gjorde, som han sagde. På en måde kunne det være ligegyldigt at leve videre, da et liv uden ham virkede tomt. På den anden side havde hun heller ikke lyst til at give ham den tilfredsstillelse, at hun var afhængig af ham, så på den måde fik hun lyst til at leve videre. Det virkede bare underligt at skulle være sammen med en anden end ham. Hun så måske ikke gammel ud, men hendes alder var høj, så hun havde længe befundet sig i det stadie, hvor hun bare ville slå sig til ro, som hun ikke længere var denne unge, flirtende kvinde, der kunne lide at lege med mændenes hjerte. Hun blev helt paf, da han også slap hendes anden hånd, så han kunne omfavne hende i deres liggende stilling. Han havde da bare ikke lyst til at give op... Man kunne vel næsten sige at det hele havde vendt rundt, da han sidst havde været den der havde haft brug for tid, og hun var den der bare ville leve videre med ham. "Sidste gang havde du da fint med at slippe det hele.. Du sagde jo, at du ikke kunne binde dig, men du skal måske ud og løbe hornene af dig lidt mere?" spurgte hun en anelse kynisk, som hun måtte stikke lidt mere til ham, selvom det ikke rigtigt virkede som om, at han ville være sammen med en masse kvinder lige nu, men man kunne jo aldrig vide. Hun krammede ham ikke, men lå bare stiv som et bræt, mens hun stadig så væk fra ham.

[Deleted]

Måske det hele var blevet drejet en halv omgang, som det nu var hende der havde brug for tid og Derick der kæmpede for at det var de to, men.. han kunne ikke give slip på hende, nu hvor han endelig havde fundet hende! Desuden så ville han helst have en pause fra et parforhold, men de kunne vel bare tage den stille og roligt? Han ønskede jo sjovt nok heller ikke at miste hende til en anden mand, det havde han aldrig ønsket. Han følte sig bare stadig forvirret, også fordi han havde haft store følelser for Elanya, men det havde hun pænt fået revet i jorden, da hun var begyndt at åbne munden, hvor han var skredet som det første uden at se sig tilbage. Han slog hårdt ned på utroskab, netop fordi Denjarna i sin tid havde flirtet rundt med mange andre mænd og haft sin affære med Gabriel, men.. de havde jo begge været unge, og han vidste også godt selv at han ikke havde været helt uskyldig, for han havde jo faktisk også flirtet med andre, men han havde også været dum og tåbelig, ønsket det vilde liv, selvom han selvfølgelig havde elsket Denjarna højere end noget andet, og det var jo også hende so han havde valgt i sidste ende. Han sukkede ganske let til hendes ord. „Åh.. så hvis du ikke var blevet kidnappet, men faktisk havde levet alene i flere århundreder, uden at finde mig, vil du så virkelig påstå at du vil være den søde lille engel og holde dig til håbet om at jeg kom tilbage i flere århundreder? Som om du ikke selv ville have krøbet til en anden mand,” svarede han lettere køligt. Han kneb øjnene let sammen, da hun spurgte om han ville være hendes bøddel. „Nu hvor du teknisk set dræbte mig, kan jeg vel godt tillade mig og gengælde dig?” spurgte han næsten.. drillende, selvom det var et koldt smil der gled over hans læber. Det var ikke fordi han havde tænkt sig at dræbe hende, for det kunne han da slet ikke få sig selv til! Han ville da gøre alt for at beskytte hende, nu hvor han endelig havde fundet hende igen! At hun endte med at stivne, da han slog armene omkring hende, morede ham et sted, selvom han blot lod hovedet søge let på sned, for at betragte hende, skønt hun ikke gengældte han blik. Hendes ord, fik ham kort til at skule til hende, for hun stak med vilje til ham! Han trak den ene hånd til sig, for at lade den søge mod hendes kind, så han kunne vende hendes blik mod sig. „Jeg kunne ikke binde mig, være dig tæt eller lade alt vokse, fordi jeg vidste at jeg havde gjort dig uret Denjarna. Du ville hade mig endnu mere, hvis jeg først lagde i med dig, for derefter at fortælle dig det hele. Jeg havde brug for tid, til at tænke alt igennem, for at mande mig op til at fortælle dig det,” svarede han sandfærdigt, uden at han fjernede blikket det mindste fra hende. Hans smil endte ud i et næsten lumsk et. „Men.. vi skal måske til at lege den leg, der hedder, hvem-der-kan-ligge-i-med-flest-fremmede?” spurgte han sigende. Et sted frygtede han jo at hun nu ville til at hygge sig sammen med en masse andre fyre, bare for at gøre alt værre for ham, men i så fald, så ville han på ingen måder være mild, så skulle han nok gøre gengæld!

[Deleted]

Det var svært at se, hvordan dette møde nogensinde skulle få en positiv ende, da de begge blev ved med at stikke til hinanden. Det var jo ikke ligefrem en positiv snak, at han sagde, at hun også ville have lagt med en anden, hvis hun havde været den der havde ventet i længst tid. Nu var problemet bare, at han forvrængede sandheden lidt, da han trods alt ikke havde været tilbage på jorden i flere århundreder. "Meget bekendt, så synes jeg nu du sagde, at du kun havde været tilbage i højest to år, så du kan godt træde ned fra piedestalen igen," svarede hun spydigt igen, da han ikke skulle begynde at klandre hende for noget, som hun ikke havde gjort. "Men ifølge dig er vi jo ikke gift eller sammen længere, så det ville vel have været helt retfærdigt, hvis jeg havde fundet en," tilføjede hun, hvorefter hun sendte ham et køligt. falskt smil, inden hun så væk fra ham igen. Det var jo ham der mente, at de ikke var gift, ikke hende. Det var dog svært at sige, om hun ville have fundet en eller ej, for på den ene side var to år ikke særligt langt, eftersom hun jo levede for evigt, og evigheden var lang, så hvis man så på det i det målestoksforhold, så burde hun have kunnet klaret sig. At han nu sagde, at han ikke ville have noget imod at dræbe hende, kunne hun ikke lade være med at fnyse ad ham. Hvis han virkelig ønskede at dræbe hende, så kunne han i hvert fald på ingen måde være hendes gamle mand, for meget bekendt, så havde han aldrig så meget som slået hende. De havde skændtes før, men aldrig gået hen og blevet voldelige før nu. "Jamen du dræber mig bare, hvis det virkelig er det du vil," sagde hun ligeglad. Det ville dog komme bag på hende, hvis han virkelig ville gøre det, og han havde jo aldrig været en kold morder, som han egentligt var en ret blød mand. Som han drejede hendes hoved, så de kunne se hinanden i øjnene igen, var det et køligt blik der måtte møde ham, da hun så sandelig havde tænkt sig at sætte alle barrikaderne op. Selvom hun var sur og ked af det, så kunne hun skam godt se fornuften i hans ord, da han virkelig ville have pisset på hende, hvis han ikke havde sagt noget. Dog ville hun måske aldrig have fundet ud af det, og så kunne hun have levet i lykkelig uvidenhed. På den anden side ville hun bare heller ikke føres bag lyset, da det altid ville hvile noget i mørket så. "Jeg forstår godt, hvorfor du sagde det, Derick," medgav hun stille, skønt hun ikke brød sig om at give ham ret, men så uretfærdig var hun jo heller ikke, at hun overhovedet ikke kunne se fornuften. Hun havde jo selv ligget med følelsen af at være utro, hvor hun vidste, hvor svær en hemmelighed det var at holde, som det langsomt fortærede en. Hun huskede også, hvor bange hun havde været for at indrømme det til ham, fordi hun jo havde frygtet at miste ham. Et sørgmodigt suk forlod hendes læber, dog ændrede det sig igen, da han lige pludselig blev ond igen, hvor hun fandt kræfterne til at skubbe ham ned af sig, hvor hun lynhurtigt sprang op på benene igen og gik lidt væk fra ham, for nu gik han for langt! "Du er virkelig ikke den mand jeg husker," svarede hun blot, da hun simpelthen ikke gad besvare hans spørgsmål, om de nu skulle ligge med en masse eller ej. Men han ønskede måske virkelig at være sammen med lidt flere forskellige endnu. De havde jo været sammen med hinanden i lang tid, så han savnede måske nyt kød. Men han havde trods alt lige haft en anden..

[Deleted]

Derick anede virkelig ikke hvordan de skulle få dette løst, og det var også derfor han simpelthen nægtede at give slip på hende, for gjorde han først det, så ville han da meste hende for resten af livet og det kunne han virkelig ikke tillade! Han havde endelig fundet hende, og så skulle han miste hende fordi han havde dummet sig? Han vidste godt at han ikke havde ledt så længe efter hende som han måske burde, men når der var gået flere århundreder siden hun havde været kidnappet, så var alle spor hvisket bort, derfor havde han jo ikke haft en chance, desuden så havde han selv været død i så lang tid, og han var blevet langt mere følelseskold og ligeglad, og da han havde set Elanya, så havde hun været den eneste trygge base som han havde haft, og før han vidste af det, så lod han følelserne blomstre, og havde forsøgt at skabe et liv sammen med hende, men det var nu ødelagt, og sjovt nok skulle han så støde på Denjarna bagefter, men måske det var til hans held? Han ville hellere bryde op med Elanya og så finde hende, end at finde hende imens han var sammen med Elanya, for det havde da først og fremmest skabt problemer! Han sukkede let opgivende til hendes ord, hvor hans hoved sank en anelse, inden han skævede mod hende. „Min pointe er bare, at du nok også ville komme over mig før eller siden. Desuden ville jeg jo ikke kunne gøre noget ved det, eftersom jeg har været død i lang tid,” svarede han roligt, inden et næsten drilsk smil gled over hans læber, „men altså.. havde du fundet en anden ,ville det jo have været min pligt at slå manden ihjel, kaste dig over skulderen og trække dig med hjem igen.” Han så morende ud i luften, næsten for at skjule det at han morede sig over det. Han havde været dum, og han havde måske været hende utro, selvom han var usikker på om de faktisk var gift eller ej, men selv hvis de ikke var, så havde han stadig gjort hende uret og vanæret hende, netop ved at være sammen med Elanya, for han vidste jo godt hvordan hun havde haft det med hende, det var vel også derfor han følte det som havde han været hende utro? At hun lød ligeglad med at han ville dræbe hende, fik ham til at trække morende på smilebåndet. „Jamen når du nu insistere, så kan jeg vel godt?” svarede han drillende, hvor han ikke kunne skjule det morende smil. Han ville da aldrig kunne finde på at gøre hende ondt – ikke med vilje i hvert fald! – og han ville da slet ikke kunne finde på at dræbe hende! Så ville han da først dø af skyldfølelse! At hun faktisk medgav hans ord, gjorde ham glad, for han havde virkelig ikke ønsket at røvrende hende mere end det han havde gjort! „Det var derfor jeg havde brug for tid og ikke bare kunne trække den videre med dig Jarna,” svarede han sandfærdigt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Hvordan skulle han dog kunne tage hende tæt, når han i baghovedet vidste at han førte hende bag lyset? Det havde han bare ikke været i stand til! At hendes mine ændrede sig ved hans sidste ord og hun skubbede ham væk, kunne han ikke lade vær med at grine. Han rullede om på ryggen, inden han roligt kom op på benene igen. „Hold nu op Denjarna! Jeg har skam ikke tænkt mig at være flere tætte, medmindre du er en anden mand tæt, så ser jeg ingen grund til at holde mig tilbage,” svarede drillende, som han kort skævede mod hende, inden han gik over til den plads, hvor hun havde bidt ham og taget hans liv. Han bukkede sig ned og samlede både hendes diamantring og hans egen vielsesring op fra jorden, for at putte dem i hans bukselomme. Han vendte sig mod hende igen. „Jeg elsker dig Denjarna. Og selvom jeg ved at jeg har dummet mig, så må du ikke betvivle det,” sagde han ganske alvorligt.

[Deleted]

Denjarna blev nødt til at ryste opgivende på hovedet ad ham. Ikke så meget af det første han sagde, da der nok ret let kunne komme en sandhed ud af det, for folk havde det jo med at søge tryghed hos andre personer, så ja, hun ville nok ikke vente på Derick for evigt, hvis det havde været hende. Hun mente dog stadig, at hun ikke allerede ville have fundet en anden. Det var mere hans andre ord, som han snakkede som om de var huleboer, hvilket de jo overhovedet ikke var! Hun vidste dog også, at han ikke ville gøre hendes elsker fortræd hvis det var, for han havde aldrig lagt hånd på Gabriel, som de nærmere bare havde 'glemt' det, hvilket hun også var glad for de havde gjort. En smule komisk var det vel, at de begge kunne være endt som regenter af Procias. Denjarna ville nok have klaret sig elendigt som kronprinsesse og så dronning af det gode land, da hun på ingen måde hørte til der. Hun havde altid hørt til i Dvasias, og det gjorde hun selv den dag i dag. Det havde ikke ændret sig. "Er det så min pligt at dræbe Elanya?" spurgte hun roligt, hvor hun bevidst droppede ideen om at nævne Gabriel, da det ikke var et emne hun ville ind på, og så ville de bare skændes endnu mere end de allerede gjorde. Sjovt var det egentligt også, at de to kvinder aldrig havde været i kamp mod hinanden, når de nu foragtede hinanden så meget som de nu gjorde. Det hele havde vidst foregået verbalt. Hun trak bare ligegyldigt på skulderen, da han sagde, at han jo så måtte slå hende ihjel, for det var jo bare latterligt. Det irriterede hende, at hele situationen morede ham, hvor han bare manglede at grine, så muntert han fandt det hele, sådan som han kunne gøre grin med alt sammen. Da han så rent faktisk valgte at grine, fordi hun ikke mente, at hun kunne genkende ham længere, gjorde hendes blik stenhårdt. Alt dette var bare en joke for ham! Hun vidste, han var en munter person, hvor hun var den mere seriøse, men det gik hende virkelig på, at han i det mindste ikke bare kunne være alvorlig nu. Hun fulgte ham med blikket, som han gik over til det sted, hvor hun havde omgjort ham, og kylet ringene i hovedet på ham. Det var underligt at se på sin gamle diamantring, da hun elskede den og havde gået med den i flere århundreder - det gjorde også at hendes finger følte sig helt nøgen nu - men hun kunne bare ikke have den på længere. Hver dag havde hun holdt om den i sin fængselscelle, som det havde været hendes bedste minde om Derick, men den betydning kunne den ikke længere have for hende. "Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tro længere, Derick. Du har og vil altid have en plads i mit hjerte, men jeg kan ikke rumle alt dette lige nu. Det hele er ikke, som jeg forventede det ville være," sagde hun sandfærdigt, mens hendes blik blev en anelse mere roligt.

[Deleted]

Om det ligefrem var Dericks pligt at slå den mand Denjarna var sammen med ihjel, vidste han ikke, og mon det overhovedet ville ske? Han havde heller ikke lagt en finger på Gabriel, men det havde han til gengæld gjort, hvis han var stødt på knægten, han havde bare aldrig mødt ham, og gudskelov for det, for ellers havde han da flået den dreng synder og sammen! Desuden så var det heller ikke knægten han just havde været sur på, men hende, og derfor forstod han også hendes had til ham denne gang, han havde fortjent det, han havde fortjent hendes tæsk, selvom hun nu havde gjort ham hårdfør ved at gøre ham til vampyr, så der ville ikke komme meget ud af det. Det sår som kniven havde forårsaget, var allerede healet igen. Han lod hovedet søge ganske let på sned, da hun spurgte om det var hendes pligt at slå Elanya ihjel, hvor hans ene mundvig bredte sig i en skæv vinkel. „Mm.. jeg kan godt lide at se dig flænse andre, fordi du har en ejerfornemmelse over for mig,” svarede han sandfærdigt, som han blinkede drilsk til hende. Det var ikke fordi han ønskede at være useriøs og ikke tage det alvorligt, men.. han ønskede bare at lette stemningen lidt. Han kunne ikke lide at se hende så såret og så ked af det, også fordi han virkelig følte en kæmpe skyld over det som han havde gjort. Han havde jo altid elsket Denjarna, hun havde jo altid været hans kvinde, og faktisk den eneste han havde haft et forhold til, hun var også den eneste han havde været gift med, selvom det faktisk havde været tæt på at han havde giftet sig med Elanya, men det var så ikke sket alligevel og det var måske heldigt nok? Som han fik samlet ringene op, så pakket han dem blot væk i sin bukselomme, eftersom han ikke regnede med at hun ville tage imod sin ring endnu, men det skulle nok komme før eller siden, for hvis hun troede at han var færdig med hende, så tog hun da i den grad fejl! Han skulle nok vise hende hvem han ville have, og nu hvor han stod overfor hende igen, nu hvor han igen kunne huske alt det de havde lavet og været igennem sammen, så kunne han ikke bare kaste det bort. Han nikkede lettere forstående til hendes ord. „Jeg ved udmærket godt, at det er meget at rumme Denjarna. Og jeg beder dig heller ikke om at tilgive mig her og nu, for det ved jeg godt er umuligt,” svarede han roligt og dog ærligt, som han gik mod hende med ganske rolige skridt. Han kunne godt mærke at han virkelig var sulten, selvom han ignorerede det for nu, for han var ikke færdig med hende, og han kunne ikke lade hende gå endnu. Han stoppede dog ikke sine skridt imod hende. „Og jeg ved godt at jeg har dummet mig, men det ændrer stadig ikke på, at du stadig vil have en plads i mit hjerte, det vil du altid have. Og nu hvor du er tilbage, så har jeg skam tænkt mig at kæmpe for os. Måske det var skæbnen at jeg skulle bryde op med Elanya og finde dig igen, hvem ved? Men nu hvor jeg har fundet dig, så giver jeg ikke slip på dig!” svarede han lettere bestemt, som han nåede hen til hende igen, hvor han tog ganske blidt omkring hendes hånd, for at skænke den et blidt klem.

[Deleted]

Denjarna løftede det ene slanke, mørke øjenbryn, som han egentligt gav hende lov til at slå Elanya ihjel, hvis det var det hun lystede. En meget fristende tanke, eftersom den kvinde aldrig havde bragt hende noget godt. Det var dog underligt at høre de ord fra hans læber, da han jo altid havde beskrevet Elanya som en meget nær ven, hvor det altid havde gjort hende sygeligt jaloux. Hun kunne dog ikke hitte ud af det, om det var positivt eller negativt, om hun måtte dræbe hende, da hun jo vidste, at det ikke havde været Dericks valg at ende forholdet, så måske var det bare for at få lettet smerten? Et svagt smil gled dog over de bløde læber, da han nævnte hendes ejerfornemmelser omkring ham, da hun jo havde dem. Hun havde altid tænkt på Derick som sin, så der var da ingen andre der skulle prøve at stjæle ham fra hende. Hun havde nu også altid været god til at holde på ham, selvom hun havde været ham utro, og at de havde haft utroligt mange skænderier. De havde dog været små, men de små ting kunne jo også let blive et stort problem, hvis der blev fokuseret for meget på det, eller det banede vej for noget andet. Dog havde de formået at være gift i et par århundreder. Denjarnas mest lykkelige tid. ”Jamen i så fald vil jeg huske på dine ord, hvis jeg nu skulle støde på hende,” sagde hun roligt. ”Men du har jo også altid været min, så hvorfor skulle jeg ikke have det, og du har det vidst også.” Hun kunne umuligt være den eneste med nogle ejerfornemmelser, da han jo for eksempel heller ikke ønskede, at hun var sammen med andre end ham, så han måtte også mene, at de tilhørte hinanden. Denjarna tog ganske kort blikket fra ham, da han lagde ringene ned i sin lomme, da det gjorde helt ondt at kigge på dem. Underligt var det nu, at hendes ring ikke skulle sidde på hendes finger længere, og hvad ville der blive af den? Ville han gemme den, eller smide den ud? Den var utroligt smuk, sikkert også rigtig dyr, og fuld af fantastiske minder. Hun kiggede først på ham igen, da han begyndte at tale til hende igen, hvor han samtidig nærmede sig hende. Hun prøvede ikke at flygte denne gang, eller at hæve sin hånd for at lange ud efter ham. Som han nærmede sig hende, opførte han sig nemlig roligt, som han også talte til hende i et stille niveau, hvor det tidligere havde følt som angreb. Det overraskede hende også, at han gav hende ret, som han sagde at det var okay, at hun følte sig fortvivlet nu. Hans næste ord rørte hende også, som man da umuligt kunne lade være med at blive blødt en smule op af dem, som han undskyldte og fortalte om sin evige kærlighed til hende, og hun havde det jo på samme måde. Hun bed sig selv blidt i læben, som deres hænder lukkede sig om hinanden, hvor hun gengældte det blide klem. ”Jeg tror på, hvad du siger,” begyndte hun stille, imens hendes blik gled op på hans ansigt, hvor de fandt de ekstraordinære violette øjne, hvor hun ikke kunne lade være med at se en smule sørgmodig og undskyldende ud, ”men jeg bliver nødt til at tænke over dette i enerum, Derick, om du vil det eller ej. Jeg føler ikke, at jeg kan give dig et fornuftigt svar lige nu, og det vil jeg virkelig gerne, men jeg lover dig … vi skal nok ses igen.”

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick gav Denjarna grønt lys til at flænse Elanya. Og selvom han måske selv havde gået med et dræbeønske overfor den kvinde, så.. blev han jo nok aldrig i stand til at dræbe hende. Hun havde jo stadig altid været ham en nær ven, og det var jo heller ikke fordi hun havde grinet ham direkte op i ansigtet, da hun havde fortalt ham omkring sine følelser, og havde droppet ham. På den anden side, så gad han virkelig ikke blandes ind i de gamle fejder som Denjarna og Elanya havde haft. Han havde måske bare været endnu en mand i mængden, men han kendte stadig Elanya og hun havde et godt hjerte, derfor ville han altid respektere hende, uanset hvor ondt og hvor meget hun havde bedraget ham. Han mente dog stadig sine ord, for han kunne godt lide at se Denjarna lidt vild, skade andre fordi de havde gjort ham ondt, han kunne godt lide at mærke hendes ejerfornemmelser overfor ham, for det morede ham, men et sted varmede det ham også, eftersom det jo kun beviste at hun elskede ham. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. „For det første, sagde jeg ikke god for at flænse hende, for det andet, så vedkommer jeres fejde ikke mig,” svarede han direkte, inden han fortsatte med hendes andre ord: „selvfølgelig har jeg ejerfornemmelser overfor dig, min kære. Vi har været sammen i flere årtusinder, tror du det bare uden videre er glemt? Desuden er jeg den bedste mand i verden, og han skal da ikke se sit elskede eje gå til en anden mindreværdig mand.” Et drilsk og dog kækt smil gled over hans læber til hans egne ord, hvor han blinkede let til hende med det ene øje. Han var måske en rimelig selvsikker mand, når det kom til det at han vidste hvad han ville have, for så skulle ingen andre stå i vejen for ham! Men han var heller ikke typen der pralede – medmindre det var i sjov – for han var en mand der var nede på jorden, desuden så havde han levet i så mange år at han efterhånden vidste hvad han skulle værdsætte, det var jo også grunden til at han langt hellere ville falde til ro, stifte familie og bare leve lykkeligt, det var vel egentlig også den tanke der havde fået ham til at give sig hen til Elanya? Hun havde jo selv ønsket ham, så muligheden for at finde sin plads i livet havde bare været så let. Han gad ikke al den flirten rundt med andre, det ville da kun forvirre ham selv langt mere! Desuden skulle han nødig ende i samme situation som dengang! Ringen ville han skam ikke smide væk, tværtimod ville han gemme dem, indtil hun igen var klar til at tage den på. Han kunne godt mærke at hun var faldet langt mere til ro, og at hun gengældte hans klem, var noget som glædede ham utrolig meget! Hendes ord kunne han også godt stille sig tilfreds med, selvom han alligevel endte med at knuge en anelse mere omkring hendes hånd. Han rynkede brynene ganske let, som hovedet søgte en anelse på sned. „Jeg er ligeglad med et fornuftigt svar Denjarna, jeg gider ikke engang tænke på hvordan det ender ud, jeg ønsker bare at nyde nuet, og nu hvor jeg endelig er frisk nok til at kunne stå ordentligt og endelig har fundet dig igen, så ønsker jeg blot at nyde dit selskab. Der er gået.. så mange år. Og da jeg så dig igen, blev jeg overvældet af savn og længsel, og det kan jeg ikke se bort fra. Du må hade mig til helvedet og tilbage igen, men jeg ønsker ikke at du skal gå,” svarede han roligt og dæmpet, som han slap hendes hånd, kun for at lægge armen omkring hendes liv, så han kunne trykke hende tættere ind mod sig, hvor han så bedende i hendes øjne.. „Bliv hos mig lidt endnu.”

[Deleted]

Det irriterede Denjarna, at han nærmest trak sine ord tilbage igen, da han sagde, at hun godt måtte dræbe … bare ikke Elanya. Det virkede rimeligt lumsk, hvis han virkelig var en mand der var kommet sig over hende, men hvis hun begyndte at kommentere på det igen, så ville det blot være en ny diskussion og alligevel en gammel en, om han stadig havde følelser for kvinden. Selv havde hun en ide om, at hans følelser aldrig ville stoppe helt for Elanya, hvor meget hun end havde imod det. Det var en tanke der gjorde rigtigt ondt, men det var også en tanke hun altid havde levet med, som hun altid havde ment at han havde skjulte længsler, skønt han altid havde benægtet det. Hun vidste bare, at hun ikke skulle ind som et tredje hjul, og hvis der skulle blive noget mellem de to igen, så ville hun forbyde ham at se Elanya, medmindre han ville rive hovedet af kvinden. Andet kunne hun ikke gå med til, da det blot ville bringe frygt op i hende igen, og hun var træt af den nagende frygt. Noget andet der dog glædede var, at han ikke modsagde hende omkring det med ejerfornemmelser, da han umuligt ikke kunne have det anderledes. ”Om du stadig holder titlen om at være verdens bedste mand, det er i hvert fald kommet på prøve nu,” sagde hun roligt, hvor hun valgte at ignorere, at han kaldte hende for; sin kære igen, da hun lige var faldet lidt til ro igen. Hun ville dog ikke mene, at hun tilhørte nogen lige nu, som hun ikke var klar over, om det kunne blive som før nu når hun kendte til sandheden. Dog var det svært at komme udenom, at det ville være et helvedes trist liv uden Derick. De havde været ét siden de mødte hinanden, til han blev slået ihjel for anden gang og hun var blevet fanget, så egentligt kendte hun kun til et liv med ham. Begge var de to selvsikker mand og kvinde, som de kendte deres mål og gik efter dem. Nu var de også begge kommet godt op i alderen, så de vidste endnu mere, hvad de ønskede nu, hvor det havde været rimeligt hektisk indtil de havde valgt at forlove sig. Det havde i hvert fald først været der, at Denjarna havde været hundred procent sikker på, at det fra nu af bare skulle være dem for evigt. Hun mærkede tydeligt, hvordan han tog et tættere greb omkring hendes hånd, hvor det virkede som om at han ikke ønskede at give slip på hende igen, hvilket hun håbede at det ikke passede. Hun var faldet ned, ja, men hun var stadig forvirret, så for meget nærkontakt var endnu svært, da det først kunne komme rigtigt på tale, hvis hun sagde ja til at de skulle prøve at få det til at fungere igen. ”Jeg forstår godt, hvad du føler, for jeg føler det samme. Jeg føler bare ikke, at jeg kan stå rigtigt med dig, før jeg har tænkt det hele igennem. Desuden, jeg ved ikke, hvad der videre kan ske, når vi ikke er nået frem til noget,” sagde hun stille. Hvor meget hun end savnede ham, hvad skulle de så tale om nu og lave, når det hele var kaotisk? Det kunne vel kun blive akavet, hvis de prøvede lige nu. Da han prøvede at trække hende ind i sin favn, strittede hun imod, som hun ikke rykkede tættere på ham. Hun kunne godt gå med til at holde ham i hånden, men det andet var for meget. Hun tog ikke blikket fra ham, som de triste sølvgrå øjne fortsat hvilede på ham. ”Jeg ved virkelig ikke, Derick.”

[Deleted]

Hvis Denjarna og Elanya endelig skulle støde på hinanden igen, så ville Derick ikke blande sig i noget som helst, eftersom han var træt af at være midtermanden mellem dem. Han var måske ikke ligeglad med udfaldet, men han ville helst ikke blandes ind i det, og derfor håbede han jo nok på at det aldrig ville komme så vidt at de ville møde hinanden, eftersom det sikkert bare ville ende ud i et kæmpe kaos, som han så alligevel ville blive en del af. Desuden så var Elanya fortid nu, hans tid med hende var forbi, han havde prøvet chancen og tiden med hende havde været utrolig kort, eftersom han ikke engang rigtig havde været et par med hende i slutningen alligevel. Han sendte hende et lettere kækt smil til hendes ord. „Årh hold op.. der er endnu ikke nogen som har formået at slå mig,” svarede han tydeligt selvsikkert, som han blinkede drilsk til hende igen. Han vidste godt at han havde dummet sig, men det var vel ikke ensbetydende med at han havde mistet sin chance hos hende? Hun havde sagt at hun havde elsket ham, så det havde vel ikke bare ændret sig på et splitsekund? Det kunne det vel ikke? Et sted var han usikker på det, men hun virkede da til at falde langt mere til ro, hvilket kun glædede ham, selvom han vidste at han ikke var tilgivet endnu, men det regnede han bestemt heller ikke med ville ske foreløbig, for han vidste godt at hun havde brug for tid, men nu hvor han havde fået lettet byrden, så havde han bare lyst til at tilbringe tiden sammen med hende, slå en streg over alt og starte op i det små, men han vidste godt at det var for meget at forlange at gøre i netop dette øjeblik, eftersom det ville være umuligt fra hendes side af, og selvom han var stædig ikke havde lyst til at give efter, så vidste han godt at han blev nød til det, for ingen af dem kom videre ved at han var stædig. Han nikkede ganske roligt til hendes ord, som han slog blikket ned og sukkede ganske lydløst for sig selv. Han vidste jo godt at han ikke kunne tvinge hende til at komme over det på et splitsekund, så de kunne tilbringe tiden sammen, men derfor var det stadig svært bare uden videre at lade hende gå når han havde lyst til noget helt andet. „Det forstår jeg godt,” mumlede han dæmpet og lettere modvilligt, eftersom han ikke just var meget for at give hende ret. Han havde ikke lyst til at se hende vende ryggen til ham igen og smutte, præcis som hun gjorde sidst, han kunne ikke have den tanke. At hun så skulle afvise ham i at trække hende tættere på sig, var noget som gjorde ham irriteret, hvor han endte med at trække begge hænder til sig, som han lagde armene over kors ved brystet som en tydelig afvisning, hvor han vendte blikket væk fra hende og blot stirrede utilfredst ud i luften. „Fint..” svarede han i en mindre vrissende tone, som han ikke så på hende, men blot så væk fra hende. Han hadede afvisninger, når han inderligt ønskede noget andet, selvom han godt vidste at han ikke kunne tvinge hende, men hvis hun skulle afvise ham, så kunne det også være ligegyldigt!

[Deleted]

”Nej, det er der vel ikke,” medgav Denjarna stille, da der jo ikke var nogen der havde formået at tage hans plads. Gabriel var virkelig kommet tæt på, hvor hun også havde valgt ham, indtil hun efterfølgende var stødt på Derick igen, og der havde hun set, at han i virkeligheden var den bedste mand for hende. Så for hende var han vel den bedste mand i verdenen, da hun ikke ønskede nogen anden. Han kunne dog godt være et fjols, men alligevel et fjols som hun elskede. Det kunne godt være, at hun ikke var i fuldt firspring efter ham lige nu, men han var stadig manden der havde hendes hjerte, og som hun elskede. Det havde ikke ændret sig fordi at han havde sagt, at han havde været sammen med en anden. Hans handlinger havde gjort hende virkelig vred og ked af det, men det kunne ikke bare vaske alle følelser væk. Men for at det nogensinde skulle kunne blive godt igen, så var de nødt til at skilles fra nu, da hun var nødt til at se på alt dette på afstand. Hun kunne også godt mærke på Derick, at han virkelig ikke ønskede, at hun skulle gå nu, men hun ville vel også have det ligedan, hvis hun havde været i hans situation. Hun ville i hvert fald have været rigtig bange, hvis hun ikke vidste, om de var sammen eller ej og at han skulle tage beslutningen efter noget tids adskillelse. Det var bare det hun var nødt til at gøre, og det ville nok være en god ide at gå nu, når de var begyndt at snakke lidt pænt til hinanden igen, da det måske ellers bare ville blive ødelagt igen, fordi hun blev hængende lidt for længe. Han havde også brug for blod, hvilket han ikke kunne modsige hende, så hvis han ville høre hendes svar på et tidspunkt, så blev han nødt til at finde noget føde. Det gjorde hende ondt, at han bare trak sig fornærmet væk fra hende, fordi hun ikke ville omfavne ham. Samtidig med det, irriterede det hende også, da han opførte sig som en forkælet lille møgunge der ikke havde fået sin vilje. Hun rystede på hovedet af ham, som det nu var ham der så stædigt væk. Hun var dog rimelig sikker på, at han ville kigge efter hende, når hun gik sin vej. ”Jeg ville virkelig ønske, at alt dette ikke var sket, men det er det. Jeg er nødt til at bruge lidt tid alene, så jeg kan finde ud af, hvad der er bedst for mig Derick. Du kan bruge mellemtiden på at samle dine kræfter og få noget føde, medmindre du hellere vil dø, inden vi ses igen, for du har mit ord på, at jeg vil finde dig igen inden særligt længe,” sagde hun stille, inden hun forsigtigt lænede sig en anelse frem mod ham, så hendes læber lige kunne give ham et flygtigt kys på læben. De sølvgrå øjne hvilede på hans afvisende ansigt i nogle få sekunder, inden hun gik forbi ham, hvor hun samlede sin daggert op fra jorden, inden hun løb væk fra kirkegården og Derick, mens hendes ravnsorte hår hang som et banner efter hende, indtil hun blev ét med mørket.

// Out

[Deleted]

Så længe der ikke var nogen mand der overgik Derick, så var han yderst tilfreds, eftersom han et sted hadede at tabe, og tanken om at han faktisk havde tabt ved Elanya, gjorde ham et sted.. fornærmet. Det var måske alligevel heldigt, eftersom han nødig ville have stødt på Denjarna, imens han havde været sammen med Elanya, så han var næsten kun glad for at det ikke var tilfældet. Han trak også tydeligt tilfredst på smilebåndet til hendes ord, skønt han undgik at besvare dem, for han ville heller ikke blive ved med at træde i det, men han havde vel lov til at fryde sig over at være hendes nummer ét? Andet ville næsten også forundre ham, eftersom de havde været gift i så mange år og han havde jo set hvilken ejerfornemmelse hun havde haft over ham, under deres sidste møde, da hun havde genkendt ham og han savnede næsten at mærke den side af hende, eftersom han nu endelig kunne give efter for hendes ønske, for nu havde han fået lettet sit hjerte for den tunge byrde og han ønskede bare at starte forfra med hende, slå en streg over alt og lade det være et afsluttet kapitel for at begynde et nyt. Det kunne vel heller ikke være så slemt? Det var vel hvad de begge to ønskede? At hun så skulle afvise ham, var noget som irriterede ham, eftersom han blot ønskede at mærke hende og det var vel heller ikke forkert, var det? Han vidste godt at hun havde brug for tid, og han vidste godt at hun ikke ville kunne tilgive ham nu, men han følte sig bare heller ikke parat til at give slip på hende endnu. Han havde ikke lyst til at se hende vende ryggen til ham endnu engang for at forsvinde, for han vidste jo ikke engang hvad der ville ske næste gang. Hendes ord var dog ikke just noget der hjalp på det, eftersom han kun følte sig endnu mere irriteret over dem. Han var virkelig ligeglad med om han skulle have føde eller ej, han var ligeglad med om han var udhungret, han ville bare.. bruge tiden med hende! Han bed tænderne kraftigt sammen, for at holde en kommentar tilbage, hvor han blot stirrede endnu mere olmt på gravstenene. Han blødte dog op, da hun valgte at skænke ham et flygtigt kys, hvor han endte med at vende blikket mod hende, som hun trådte forbi ham. Han betragtede hende ganske kortfattet, som hun gik hen og samlede sin daggert op for at løbe ud i natten, hvor han næsten havde lyst til at løbe efter hende for at stoppe hende, men han holdt sig selv igen, hvor han tvang sig selv til at se væk fra hende. Han vidste ikke hvor lang tid hun havde brug for, han vidste ikke hvordan dette ville ende, og han vidste ikke hvornår han ville se hende igen, men hvis hun lovede ham at opsøge ham, så måtte han vel bare vente på det? Han sukkede kort for sig selv, inden han rystede på hovedet, kun for selv at gøre en hurtig bevægelse og forsvinde ud i mørket. Han kunne måske nå et enkelt måltid mad, inden han skulle søge ly for solen, for hun havde jo sørget for at han ikke kunne vandre ude i sollyset længere – en tanke der pludselig føltes.. underlig.

//Out