Telling the truth

[Deleted]

Underligt var det, hvis Denjarna vidste, at han gik og nød, at hun tog livet af ham. Hun havde i hvert fald på ingen måde nydt det, dengang hun havde mødt en vampyr, der så havde vist sig at være ond og kynisk, som den havde dræbt hende. Dengang havde hun ikke velkommet døden, hvor hun i stedet havde ønsket at flygte fra den, som hun havde elsket sit liv dengang. Hun huskede selv, hvordan hun havde følt, hvordan hun var blevet tappet for blod, og hvordan livet sev ud af hende. Hun huskede endda, hvad der var sket i den tid hun havde ligget død, som det havde været et kæmpe deja vú. Hele hendes livshistorie havde hun fået opremset dengang, hvor hun endda havde set alt det, som hun faktisk havde glemt. Hun huskede så også, at den morderiske vampyr havde bundet hende fast til et træ, så hun kunne brænde op ved solopgangen lige efter sin forvandling, og hvordan hun med nød og næppe var flygtet hjem til Derick. Alt det var meget længe siden. I en helt anden tidsalder. Dengang havde hun haft en affære, og nu havde han en. Hun vidste ikke, hvordan den var endt, men det var også ligegyldigt nu, som han havde truffet et valg, og hun var ikke det valg han havde truffet. Som Denjarna så ned på Derick nu, kunne hun ikke lade være med at se på ham med frygt i øjnene. Havde hun virkelig lige dræbt ham? Hun vidste ikke om det virkede, som hun prøvede at fodre ham med sit blod, da hun aldrig før var endt i denne situation før. Enten tog hun lidt blod ellers dræbte hun sit offer fuldstændigt, så det var aldrig kommet ud på denne sidebane! Hun bed sig selv i læben, mens hun forsigtigt lagde hans hoved tilbage på den iskolde jord, som hun ikke mente hun kunne gøre mere. Tavst kravlede hun væk fra ham, så hun så satte sig på hug ganske tæt på ham. Som hun betragtede Derick, kunne hun virkelig ikke genkende ham længere! Han lignede virkeligt et lig, og det gjorde hende bange. Ingen farve havde han, og det lignede han intet kød havde på kroppen, som det så ud til han kun var skind og ben! Et virkeligt uhyggeligt syn var det. Tvivlen omkring om hun havde nået det i tide eller ej blev ligeså stille større og større, som intet ændrede sig på ham. Havde hun mon gjort det forkert? Med et sæt sprang hun op på benene, som han lige pludselig gispede efter vejret, hvilket fik hende til at spile lidt med øjnene. Hun trådte et skridt væk fra ham, som hun hørte, hvordan hans krop healede sig selv for alt, hvad hun havde gjort ved ham. Som udviklingen begyndte at ske, kunne hun ikke lade være med at se til med frygt, vrede og sorg. Hun gjorde intet andet end betragte ham som var hun en høg, som hun vågede over ham. Hun brugte end ikke tid på at fjerne blodet fra sin mund, som hendes læber var blodrøde og der var en blodstribe ned ad hendes mundvige. Hun vidste faktisk ikke, hvad der nu skulle ske...

[Deleted]

Derick var pludselig blevet i tvivl om han egentlig havde været Denjarna utro, for han mente jo ikke at de var gift, men.. hvorfor skulle det så føles som om han havde været hende utro? Det var en tanke der virkelig gjorde ondt! Han kunne ikke have følelsen af at se ind i hendes blik, for at se smerten og sorgen, for det gjorde langt mere ondt end den fysiske smerte som hans ribben forårsagede! Han elskede hende jo, og hun burde virkelig ikke betvivle det! Jo.. det havde han måske givet hende grund til, specielt fordi han havde været sammen med Elanya, og han havde ingen undskyldning til det, for han vidste at uanset hvad han ville gøre eller sige, så ville det ikke rode bod på det. Men så kunne man vel sige at de var kvit? Han havde aldrig været hende utro før, som hun havde ham, nu var det gengældt, og eftersom der ikke længere var noget mellem ham og Elanya og han heller ikke nærede de følelser til hende længere – tværtimod hadede han kvinden for at bedrage og snyde ham på den måde – så kunne han vel godt forsøge at gøre det godt med Denjarna igen? Det håb synes at forsvinde, som blodet forlod hans krop, som livsenergien blev suget ud af hans krop, eftersom den kvinde han faktisk elskede var ved at tage livet af ham – egentlig en ironisk tanke. Det var ikke første gang han var blevet omvendt, for det var faktisk sket i løbet af disse to år han havde været i live. Der havde han rendt rundt som alkymist, hvor han var stødt på en flabet vampyr i en gyde, og der var han også endt med at blive bidt og omdøbt. Han havde opsøgt Procias og han var faktisk gået i lyset – og blevet magiker – for Elanyas skyld, men det var et valg som han kun kunne fortryde den dag i dag. Nu følte han en pludselig.. lettelse, specielt fordi det var Denjarna der tog hans liv. Hvad han så ikke vidste, var at hun faktisk omgjorde ham. Måske han lignede et indskrumpet lig, men langsomt, som hendes blod måtte søge igennem hans krop og da det nåede hans hjerte, så skete den smertefulde proces. Hans krop der knækkede og healede fik ham til at gispe ganske let. Efter han havde gispet efter vejret, faldt han halvt om på maven, hvor han holdt sig oppe med den ene hånd støttende i jorden. Han udstødte et højt råb af blandet af smerte og.. befrielse? Det gjorde ondt da hans hjørnetænder begyndte at vokse og blive spidse, som en vampyrs, og da hans krop begyndte at vokse alt for hurtigt, til at han kunne nå at følge med. Hans krop, der før havde lignet et indskrumpet lig, endte med at blive til en flot muskelmasse igen, hvor hans muskler endnu engang var tydelige, markante og pumpede. Han svajede let i ryggen, som et smerteskrig forlod hans læber, inden han faldt slapt ned på jorden, hvor han næsten kunne ligne en som var død – igen. Han trak ikke vejret, men det var jo heller ikke nødvendigt. Han mærkede hvordan en sult pludselig ramte ham, hvor han følte sig helt.. udhungret. Han rørte let på sig, hvor han satte hænderne i jorden, kun for langsomt at komme op på benene, som svajede under ham. Han drejede hovedet og vendte de violette øjne imod Denjarna, hvor hans blik var forandret, det var helt.. følelsesløst og intetsigende.

[Deleted]

De havde begge været hinanden utro, ja, men alligevel var det ikke noget der gjorde Denjarna glad. Hun havde jo også selv angret, at hun nogensinde havde haft en affære, som den havde føltes helt latterlig efter. Nu havde hun igen lyst til bare at finde en ny, som kunne tage følelserne ud af hendes krop, som hun ikke længere ønskede den kærlighed, der gjorde hende så ondt. Derick ville ikke have hende, så hun burde vel lade sig befamles af andre mænd, så hun kunne få vasket sporerne væk fra sit tidligere ægteskab. Hun var latterlig dum, at hun elskede ham, hvilket også var den eneste grund til at hun havde besluttet sig for at omgøre ham i sidste øjeblik. Hun havde haft som formål at dræbe ham til at starte med, men hun kunne ikke benægte de følelser hun havde, selvom han lige havde dræbt hendes hjerte. Hun kunne ikke være den der dræbte ham, selvom de nok ikke ville have mere med hinanden at gøre, for hvordan skulle hun se gennem fingrene med dette? Lettest havde det været at dræbe ham, som hun bare skulle have taget en ekstra tår, og så ville han være død, men sådan var det ikke endt. Hun så nu til, hvordan en transformation foregik, hvor hun vel måtte have set ligedan ud. Gyseligt var det, men ikke mindst blev hun, som hun da også ville se, hvordan det hele ville ende. Mon han ville forsøge at dræbe hende, når han engang vågnede op? Det måtte han nu godt gøre, som han jo havde slået hendes følelser ihjel. Været hende utro med Elanya... Hun kunne ikke begribe, hvad han så i den kvinde. Stiv så hun til, som han ligeså stille fik bevægelse i kroppen. Han var ikke længere død. Han var levende. Eller levende og levende, han var en vampyr igen. Som han ligeså stille kom en smule usikkert på benene, så hun blot til. Da de sølvgrå øjne mødte hans, kunne hun ikke lade være med at blive chokeret. De underlige blå øjne var væk, og tilbage var den gamle Dericks mystiske violette øjne. De øjne hun kendte, eller måske ikke, for han så bare følelsesløst på hende, hvilket fik hende til at tænke over, om han havde glemt hvem hun var. I et kort øjeblik udtrykte hendes øjne sorg, inden de blev kolde igen, som han stadig havde bedraget hende! "Godt, du er levende. Så er der vel ikke længere brug for mig," sagde hun følelsesløst, mens hun trådte et skridt tilbage, som hun gjorde mine til at gå. Hun var stadig vred, men det var alligevel lidt meget, hvis hun skulle stikke ham med træpæle...

[Deleted]

Selvom andre måske ikke ville omfange døden med åbne arme, så havde Derick været død så mange gange, at han ikke kunne frygte den længere. Han vidste hvad der ventede ham, et liv i tomhed – igen. Han følte dog en form for tryghed ved at det var Denjarna der endte hans liv, og ikke mindst fandt han en form for nydelse ved at have hende tæt på sig, også selvom det smertede ham, for hun tog jo trods alt hans liv. Han var dog udmærket godt klar over at han havde fortjent hendes slag, han havde fortjent hendes spark, og ikke mindst havde han fortjent at få taget livet, fordi han havde bedraget hende, vanæret hende og været hende utro og endda på den værst tænkelige måde, som ingen ikke kunne forestille sig. Det gjorde ondt at vide at han havde såret hende så dybt, eftersom hun vel måtte være knust? Det var heller ikke fordi han ville sige højt at de var kvit, eftersom han gik ud fra at hun nu afskød ham, at hun hadede ham og ikke længere havde følelser for ham, for.. hvorfor skulle hun dog? At processen var slut, var noget som næsten efterlod ham med en lettelse i kroppen, selvom den dirrede en anelse. Hans ene side var en anelse øm, eftersom hans ribben var blevet sat ordentlig på plads. Han mærkede hvordan alle følelser pludselig blev lukket af, hvor hans blik blev følelsesforladt og intetsigende. Han kunne også tydeligt mærke en forandring ved hans sanser, eftersom han pludselig kunne høre de små myre gå rundt nede på jorden, og han kunne tilmed se dem. Ikke nok med det, så opfangede hans næse en sød duft af.. blod – noget der appellerede til hans hungrende sult, hvor han vendte de violette øjne imod Denjarna, eftersom det var der duften af blod kom fra – nemlig hans eget blod som hun havde på munden. Hendes ord ænsede han ikke rigtig, eftersom hans blik var faldet til hendes læber, der var malet rødt af hans menneskelige blod. Han lod hovedet søge skræmmende på sned, hvor han så sulten på hende. At hun gjorde tegn til at hun gik, fik hans egen krop til at reagere, eftersom den første tanke der slog ham var at hun ikke måtte gå, hvilket fik ham til at lave en hurtig bevægelse, hvor han dukkede op tæt ved hendes skikkelse. Han greb omkring hendes håndled med et fast greb – nu bar han igen samme styrke som hende og ikke den svage, skrøbelige menneskestyrke som før. Han trak i hendes hånd og trak hende derfor ind til sig, hvor han løftede den anden hånd, som han lagde imod hendes kind og kæbe for at vende hendes blik imod sig, hvor han uden at sige så meget som et ord eller en følelse i blikket, lænede hovedet tæt ind mod hendes, for at lade tungen løbe over hendes læber og hendes hage, for at fange blodet. En næsten grådig snerren forlod hans læber, som havde han været et vildt dyr. Han endte dog med at vende blikket væk fra hende, da en smerte sød igennem hans tænder, hvilket fik ham til at forvrænge hans ansigt i smerte, da hans tænder voksede en anelse ved berøring af blodet. Han lod tungen løber over de sylespidse hjørnetænder, hvor de føltes.. velkendte. Han vendte de violette øjne imod Denjarna igen, hvor en ny følelse dukkede op i ham, da hans øjne mødte hendes sølvgrå, nemlig en.. lyst, et begær og en længsel. Han endte med at lukke øjnene, som alle minder og tanker endte med at fylde hans hoved igen, hvor selv følelserne endnu engang vældede op i ham, hvilket fik ham til at stramme grebet omkring hendes håndled, imens den anden hånd, søgte fra hendes kind, til hendes skulder, som han trykkede en anelse omkring. Han endte næsten med at hive efter vejret, da den sidste følelse, minde og tanke havde sat sig på plads i hans krop, hvor han igen vendte blikket mod hende. Hans violette øjne var ikke længere kolde og intetsigende, men blev opfyldt med en mindre smerte og sorg, hvor de pludselig synes at være trætte og udmattede – ligesom hans krop var. „Du må ikke gå endnu..” svarede han med en hæs tone, hvor han følte sig helt tør i halsen, „jeg er ikke færdig med at forklare mig. Der er intet mellem mig og Elanya, jeg ser hende ikke mere, og hvis jeg gør.. så gør jeg det værst tænkelige ved hende.” Hans sidste ord gjorde det vel tydeligt, at der ikke længere var noget mellem ham og Elanya, eftersom han hentydede til at han ville dræbe hende hvis han så hende igen.

[Deleted]

Alt det Denjarna gjorde imod ham, havde han 100 % fortjent. Ved den sorte sø, havde han bedt hende om at dræbe ham, så hun havde skadet ham. Nu opfyldte hun så halvt hans ønske, da han nu var en levende død i stedet, og også det var fortjent, selvom den endelige død nok havde været mere passende til ham. Hun havde formået at omgøre ham til en vampyr, hvilket var en bedrift hun aldrig havde benyttet sig af, da hun ikke havde lyst til at skænke folk denne egenskab. I sidste øjeblik havde hun fortrudt at dræbe ham, og dette havde været den eneste løsning på problemet, som hun jo havde dræbt ham halvt, hvor han havde ligget på et punkt hvor intet andet kunne redde ham. Nu var problemet bare, at han ville blive ved med at gå rundt på jorden, og ikke som hendes mand. De var nu adskilt, så han fik det, som han ville have det. Det var mildt at sige, at hun var knust, som han havde ødelagt hendes hjerte, som han bare havde pisset på det og hendes følelser. Hun ønskede ikke at se ham igen, efter at han havde gjort hende uret på denne måde. Han vidste, hvordan de to kvinder havde det med hinanden, så det her kunne da ikke komme bag på ham. Elanya måtte virkelig sidde derhjemme og le triumferende over sin sejr, som hun virkelig havde formået at ramme Denjarna. De to uduelige personer passede vel også bedst sammen, som hun da ikke længere kunne være sammen med denne forræder af en mand. Denjarna så godt, hvordan han så sulten på hende, hvilket helt fik hende til at tvivle over, hvad han havde tænkt sig at gøre. Ville han nu spise hende? Det gav et sæt i hende, som han lige pludselig holdt om hendes spinkle håndled, som hun lige akkurat havde vendt sig om. "Slip mig, Derick," sagde hun først roligt, men dog koldt og med en advarende undertone. Han kunne ikke længere tillade sig at lægge hånd på hende. Han lå som han havde redt, og han ville helst ligge med Elanya, så det skulle han da få lov til! Hun kunne ikke stå følelsen af, at han havde været lykkelig med hende, så dette huede hende overhovedet ikke. Da han tog hende tættere ind til sig, og begyndte at røre hendes ansigt, stivnede hendes krop fuldstændigt, imens hun prøvede at læne sig så meget væk fra ham som overhovedet muligt. Allerede nu kunne hun mærke styrken i hans krop, men hun havde jo også selv lige drukket, så hendes styrke lå på det allerhøjeste. Det var en blandet følelse der ramte hende, da hans tunge gled sultent over blodet på hendes ansigt, som hun jo elskede ham og selvfølgelig ville have ham tæt, men på den anden side hadede hun ham ligeså højt. Iskoldt blev hendes blik, som det fyldte sig med had og vrede. "Slip mig dit dyr!" råbte hun ham i hovedet, imens hun rev sig løs af hans greb i en hurtigt kraftanstrengelse. Som han begyndte at hive efter vejret, håbede hun helt at han ville falde om i et chok, da hun ikke ønskede at være alene med ham længere. Hun fnøs ad ham, som han bad hende om ikke at gå, hvilket fik hende til at tage fat om skaftet på sin daggert, dog uden at trække den op. "Jeg har ikke længere nogen grund til at blive! Alt hvad vi har haft, har du nu kastet væk," sagde hun køligt, mens hun gik nogle skridt væk fra ham. "Om du er sammen med hende nu eller ej, betyder intet. Du har og vil altid nære følelser for den skøge, lige meget hvor meget du undertrykker dem. Jeg har desuden heller ikke lyst til at tage hendes rester."

[Deleted]

Smerten hvilede stadig i Dericks krop selv efter processen, eftersom hans krop var øm efter at gå igennem en smertefuld forvandling. Han vidste dog at det var fortjent, selvom hendes hensigt vel egentlig havde været at dræbe ham og ikke omgøre ham? Havde hun mon fortrudt i sidste ende? Det var dog lidt blandede følelser der vældede op i ham, angående at han var vampyr igen, eftersom han følte sig utrolig tilpas her, men han kunne godt huske sidste gang han var blevet omdøbt, hvor han var rendt rundt som et sultent dyr der havde spist af alt og alle som han var stødt på, fordi han havde været så udhungret – præcis som han følte sig i øjeblikket. De violette øjne betragtede sig af hendes smukke blege ansigt, selvom det var den røde farve der fangede ham mest. At hun trak sig væk fra ham, fik hans tunge til at stryge over hans læber, for at fange den sidste eftersmag af hans eget blod – måske en anelse barbarisk, men hun havde trods alt omgjort ham til dette monster. At hun også rev sig løs fra ham, var noget som fik ham til at hvæse ganske kort. Hun skulle ikke gå endnu! Blikket fulgte hendes bevægelse, som hun lagde hånden mod sin daggerts skæfte, inden hans violette øjne faldt tilbage til hendes ansigt. Han betragtede hende med et koldt blik, eftersom hendes ord ikke ligefrem huede ham. „Ingen kan ændre på at hun var den første der så mig for den jeg var, og ikke et monster, Denjarna. Hun har altid været en nær ven. Og jeg ved godt jeg dummede mig, ved at tage chancen med hende, men hun skrottede mig, jeg var bare den næste fyr i rækken, som alle andre, og jeg har intet med hende at gøre længere. Jeg ønsker ikke at have noget med hende at gøre længere. Desuden.. så er jeg ikke nogens rester!” hvislede han køligt, som han tydeligt kunne mærke at vampyren ændrede hans personlighed, som han blev langt mere kold og følelsesforladt, men han vidste at det var fordi han kunne undertrykke følelserne, dog kunne han ikke undertrykke den kæmpe skyld han følte, selvom han vidste at det var fortjent. Han gik direkte målbevidst imod Denjarna, hvor han greb omkring hendes ene skulder med et fast greb. „Hvis du får det bedre af at dolke mig, dræbe mig eller torturere mig, SÅ GØR DET!!” Måske det var at opfordre den forkerte, eftersom hun var så psykisk ustabil at hun sikkert godt kunne finde på det, men han var ligeglad, det var fortjent og det vidste han udmærket godt. Han slog sig selv på midten af brystet, der hvor hans hjerte sad, det hjerte der ikke længere slog, fordi hun havde taget det sidste blod ud af hans krop og dræbt ham. „Stik mig lige her!” Han pegede ved hans hjertes placering, hvor de violette øjne så direkte koldt ind i hendes sølvgrå. Han holdt dog fast i hendes skulder med et fast greb, som hun ikke kunne trække sig ud af, for det tillod han ikke. Han var ikke færdig med hende endnu, så han lod hende ikke gå! Hun havde bare at blive og høre på ham! Han kneb øjnene let sammen, som han ikke så det mindste væk fra hende. „Dræb mig,” opfordrede han køligt, hvor hans blik udstrålede alvoren som han følte.

[Deleted]

Denjarna vidste udemærket, hvordan han havde det nu, eftersom hun selv havde været i situationen før. Desuden, dengang hun havde været indespærret, havde hun fået så lidt blod, at hun sultede hver dag, hvor der kunne gå en måned før hun fik engang. Hun havde prøvet, hvordan det føltes at tørre ud og få liv igen, som det var blevet gjort mod hende konstant, hvor det havde været forfærdeligt hver eneste gang. At han følte sig som et monster var der ikke noget at sige til, men han var jo originalt født ind i denne race, så han måtte vel holde af denne her følelse at være vampyr igen. Hun var dog ligeglad med, om han havde det godt eller ej. Det eneste der betød noget for hende var, at hun ikke var hans bøddel. Hun havde ikke dræbt ham, og det havde hun ikke i sinde at gøre, selvom han havde dræbt hendes følelser. Hver dag havde hun ligget i fangehullet og tænkt på ham, mens han havde ligget med Elanya. Det var en tanke der gjorde mere ondt end han nogensinde ville vide. Det virkede i hvert fald ikke som om, at han havde en ide om at dette faktisk gjorde ondt på hende, som han nærmest mente, at hun bare skulle sige god for de ugerninger han havde gjort. "Jeg lå i et hul, mens du lå med den kvinde! Jeg tænkte på dig, og hver eneste dag var et mareridt, imens du var herhjemme og hyggede dig med min værste fjende! Du ER hendes rester, og det at hun ikke ville have dig i sidste ende, er vel bare til at grine over, og at DU blev såret over det," sagde hun koldt, hvor det var helt tragikomisk, at Elanya og Derick altid havde haft følelser for hinanden, og at Elanya så bakkede ud, når de endelig havde fået hinanden. At det så ikke var Derick der havde endt det, gjorde det hele endnu værre for han havde tydeligvis fortsat et liv med kvinde, hvis hun ikke havde droppet ham. Han havde været lykkelig. Det gjorde mere ondt end noget andet på Denjarna, og hun hadede ham for, at han tvang hende igennem alt dette. Hun hadede ham for, at han ikke kunne se, hvilken idiot han var. At han ønskede at dræbe hende, beviste jo kun, at han var ked over, at han var blevet forladt, og det kunne han ikke benægte. At han valgte at tage fat i hende igen, bragte bare hendes pis i kog endnu engang, da han ikke forstod en hentydning, når han fik en. Det smertede hende dog, at han bad hende om at dræbe ham, for vidste han virkelig ikke, at hun ikke kunne dræbe ham? Nok var hun sur, men ikke hans morder. Det irriterede hende også grænseløst, som han virkelig opfordrede hende til det, så det næsten var svært at lade være! "Intet kommer til at forgå på din måde længere," hvislede hun køligt i det øjeblik hun lod sin daggert bore ind i hans mave. "Og sagde jeg ikke, at du ikke skulle røre mig?" Hurtigt havde hun fået sin daggert op og manøvrerede ind i hans kød, hvor hun nu fortsat pressede den ind i hans mave. Det ville ikke dræbe ham, men det ville gøre ondt på ham, og det skulle det også, som han nu ønskede det. "...Jeg er ikke din morder Derick."

[Deleted]

Derick vidste udmærket godt at han havde gjort Denjarna ondt, hvilket smertede ham frygtelig meget. Han elskede hende, det ville han altid gøre, men han kunne ikke ændre på det skete og han måtte erkende at han virkelig følte sig forvirret over alt det som var sket. Han ønskede næsten kun at han var forblevet død, det havde gjort alt sammen langt bedre, så havde der ikke været nogen Elanya og Derick og der havde ikke været nogen problemer som der var nu, og disse konsekvenser var han skam villig til at tage, men.. hvis hun gik, så vidste han ærligtalt ikke hvad han skulle gøre. Han vendte kort blikket væk fra hende, hvor de violette øjne søgte let fraværende omkring på de omgivelser der var bag hende. Han vidste jo godt at hun havde ret og det gjorde ondt at vide, at hun havde lagt i tortur og tænk på ham, imens han bare havde været sammen med Elanya, hvor han ikke havde skænket Denjarna den mindste tanke. Han strøg kort tungen over hans læber, som han bed tænderne en anelse sammen. Han havde virkelig fortjent døden, hvilket han udmærket godt vidste. „Det ved jeg godt..” Han vendte blikket mod hendes sølvgrå øjne igen, hvor han ikke så væk, „jeg ved godt at jeg har gjort dig uret Denjarna. Men efter jeg kom tilbage fra døden og troede du var død, blev jeg helt.. tom, følelsesforladt og ligeglad. Da jeg så hende, var hun den eneste sikkerhedsbase som jeg havde, hun var den eneste jeg kendte i en fremmed verden, og jeg ved godt jeg gjorde dig uret, da jeg valgte at give mig hen til hende.” Skylden var at se i hans violette øjne, ligesom sorgen over at han havde ødelagt det hele. Han forstod godt hendes had til ham, for det havde han fortjent, men.. ville han aldrig kunne gøre det godt igen? At hun blev sur da han greb fat i hende, tog han sig ikke af, for han skulle ikke risikere at hun bare smuttede uden videre igen, for det tillod han ikke! Han endte med at bide tænderne sammen, som hun trak sin daggert og stak den imod hans mave, hvor han kneb øjnene let sammen, som et tegn til at det ikke var helt smertefrit, men intet ’av’ eller skrig forlod hans læber. „Det passer mig fint, for jeg vil gerne gøre det på din måde,” svarede han lettere anstrengt. Han havde sagt at han ville vente, at han havde brug for tid, hun havde sagt at hun ville have ham og ikke var i tvivl om hendes følelser – hvilket passede ham helt fint i øjeblikket, for han ønskede ikke at miste hende. Han kneb øjnene let sammen som han greb omkring hendes håndled, for at skubbe daggertens blad direkte ind i hans mave, så det ikke kunne komme længere ind. Han bed tænderne kraftigt sammen, selvom han intet sagde, hvor hele hans krop var gået i spænd. Det gjorde pokkers ondt, men han havde prøvet det som var værre. „Du er min morder.. hvis du vælger at.. gå nu,” svarede han i en anstrengt og hæs tone, som daggertens dybe stik gjorde pokkers ondt! „Hvis du går.. har jeg intet tilbage, så vil jeg rende rundt i samme sorg som jeg hele tiden har gjort.. og det gider jeg ikke. Hvis du går nu, så.. så går jeg den store sol i møde i morgen tidlig,” svarede han lettere stædigt, uden at han fjernede blikket fra hende. Hun skulle på ingen måder gå fra ham igen! Han strammede let grebet omkring hendes skulder, som daggerten kostede ham smerte, selvom han bed det i sig.

[Deleted]

At han ville retfærdiggøre sine handlinger ved at sige, at han havde været alene i verden, og Elanya havde været hans engel, der havde bragt ham tilbage til livet, virkede ikke på Denjarna. Kold var hun over det faktum, at han prøvede at gøre sig god overfor hende, da det var for sent ifølge hende. Det her var for meget at tænke på, som hun ikke var vendt tilbage med det formål, at hendes mand havde hygget sig med andre kvinder. Hun havde kun været sammen med ham, efter de var blevet gift, så han havde vanæret hende. Selv kunne virkelig ikke se, hvordan hun skulle kunne kysse ham igen, når Elanya nu også havde berørt de læber. Hver gang hun så på ham, ville hun også se den kvinde og det gjorde ondt. Hun forstod ikke, hvad hun havde gjort galt, siden hun åbenbart havde fortjent denne mørke skæbne. For hende var det her en utilgivelig handling, og det gjorde ondt ikke at skulle være sammen med ham igen, men sådan måtte det vel være fra nu af. Han var i stand til at komme over hende og finde en anden, så hun burde vel kunne det samme? Hvorfor vente på en mand, når han behandlede hende så skidt? "Du har altid elsket hende, Derick, og det har jeg altid været klar over. Vores tid må vel være forbi... Du siger selv, at vi ikke er sammen længere," sagde hun tomt, da han jo havde fortalt hende, at han ikke så dem som gift og var alligevel ikke klar til et forhold, så det hele kunne vel være lige meget. Måske var tiden kommet til, at de skulle leve hver for sig. Som hun havde stukket sin daggert ind i maven på ham, begyndte hun ligeså stille at dreje den rundt i hans indre, som han fik den smerte, han havde bedt om og fortjent. Hun burde være sammen med en anden mand for øjnene af ham, men det var desværre kun de to der var til stede lige nu. Et koldt smil gled over hendes læber, som hun så smerten i hans øjne, skønt han ikke talte højt om den. Hun løftede blot det ene øjenbryn og lo hånligt, som han prøvede at lege helt nu, som han sagde, at han ville dø uden hende. "Du har ellers lige vist, at du klarer dig fortrinligt uden mig. Om du føler du har noget at leve for eller ej, kan jeg ikke tænke på. Du har valgt, hvem du helst vil være sammen med, som du nød at ligge med skøgen, og at det end ikke var dig der gjorde bruddet. Du har mistet mig, og det er du selv skyld i," sagde hun køligt. Som han tog et fastere greb om hende, bevægede hun kun daggerten hårdere inde i ham, hvor hun først ville stoppe, når han stoppede. Hun ville bare gerne væk. Være alene. Græde over sit tab og finde en måde at leve livet på, da det havde taget nogle ret så drastiske og uventede vendinger.

[Deleted]

Derick var efterhånden ved at være træt af parforhold, eftersom det ikke gjorde andet end at koste en smerte, og alligevel kunne han ikke give slip på den gode følelse man fik ved at være sammen med en anden, den lykke man kunne føle, den komplethed, det fuldendte. Alligevel så var han endt med at blive bedraget hver gang, for selv Denjarna var gået bag hans ryg, og det havde Elanya åbenbart også, og nu kunne han så hade sig selv for at have gjort det mod Denjarna. Han hadede virkelig sig selv for at lege rundt med dem begge to, eftersom begge altid havde haft en betydning for ham, og det ville de vel altid have? Han følte sig bare så pokkers forvirret, hvilket han virkelig hadede! Han vidste godt at han havde sagt at de ikke var gift, men det var de vel heller ikke? Han var gået i døden, var en ny mand med nyt udseende og tilmed med nyt efternavn, men som han havde sagt, så var det jo bare at blive gift igen, selvom han tvivlede på at det blev en mulighed, for hun hadede ham vel nu? „Jeg kunne ikke være sammen med dig, så længe jeg bar rundt på den byrde og hemmelighed Denjarna. Nu kender du sandheden. Har du glemt, hvad du gjorde mod mig dengang? Du var sammen med mig, da du lagde i med Gabriel og bagefter kom du hjem og lagde i med mig, imens du dolkede mig i ryggen.. Jeg har måske lagt i med Elanya, men ikke på samme tid med dig, jeg troede du var død, og jeg ville ikke have været nogen anden kvinde tæt, hvis jeg havde vidst at du var i live. Jeg tilgav dig for at ligge i med Gabriel. Hvorfor kan du ikke tilgive mig?” spurgte han kortfattet, uden at han slap taget af hendes skulder eller veg blikket fra hende, for det var ham virkelig umuligt. Han elskede hende jo, hvorfor kunne hun ikke tro på det?! Han vidste godt at han havde dummet sig, at han havde såret hende, men hvorfor kunne hun ikke se lidt fornuft i det? Han havde virkelig troet at hun var død! Han havde virkelig ledt efter hende, men der havde jo ikke været noget spor! At hun nød at se smerten i hans blik, forundrede ham ikke, hvor han heller ikke ville skjule det for hende, men han nægtede alligevel at skrige eller sige en lyd! Han kneb øjnene sammen, og bed sig selv i tungen for ikke at skrige, da hun valgte at dreje kniven rundt, hvilket gjorde frygtelig ondt! Hendes hånlige latter gjorde det ikke ligefrem bedre, eftersom den kun gjorde ham irriteret, men.. det var vel også fortjent? „Jeg har ikke vist en skid! Jeg er ikke sammen med hende mere, hvis du ikke lagde mærke til det!” vrissede han sammenbidt. At hun førte kniven hårdere indeni ham, da han strammede grebet omkring hendes skulder, så kunne man tydeligt se smerten i hans violette øjne, selvom han endte med at bore de spidse negle ned i hendes skulder, eftersom det gjorde ondt på ham selv. Han trak vejret lettere dirrende, hvor han ikke tog blikket fra hende. „Desuden så har du ikke mistet mig mere end du tillader det,” tilføjede han lettere anstrengt, som han lagde den frie hånd mod hendes nakke, kun for at trække hende ind til sig, hvor han trykkede sine læber imod hendes i et dybt kys.

[Deleted]

Aldrig ville Denjarna glemme, at hun havde været sammen med Procias' kronprins, Gabriel, men det var nu fortid. Dengang havde hun været ung og forvirret, eftersom hun var sammen med Derick, men han havde vist hende manglende interesse, så for at føle lidt kærlighed havde hun fundet Gabriel, hvor de begge havde fået følelser for hinanden utroligt nok. Hun var dog kommet tilbage til Derick, og han havde tilgivet hende og set, at han også havde gjort en fejl ved ikke at holde deres forhold ved lige. Hun mente så at den situation de befandt sig i nu var anderledes, eftersom hun jo ikke havde forsømt ham, men faktisk var blevet kidnappet. Hun havde ikke haft en jordisk chance, og Derick havde ikke let nok efter hende, da han var kommet tilbage, så personligt ville hun holde fast i, at det var hans skyld. "Jeg har ikke glemt fortiden, Derick," hvæsede hun irriteret ad ham, uden hun ej heller tog blikket fra ham, som de sølvgrå øjne så end i de violette, som de så ofte havde gjort. Dog så de på hinanden, som de aldrig havde set på hinanden før. Begge var de kolde og fulde af vrede, hvor ingen af dem syntes at give efter, som de begge var ligeså stædige som et æsel, da de begge mente at sandheden lå hos dem selv. "Du ved, hvordan jeg har det med hende, så nej... jeg kan ikke bare opfylde dit ønske og tilgive dig. Sagen var anderledes dengang, så jeg mener ikke, at du kan sammenligne det. Jeg var ikke død, men lå og blev tortureret, og du hyggede dig bare. Hvis du så gerne vil hygge med andre, så skal du da have lov til det. Gå! Mor dig med hvem du nu lyster," opfordrede hun han, som han tydeligvis ikke kun ville have hende længere. Det irriterede hende, at han ikke bare ville give slip på hende, så hun kunne komme videre. Han ville først give slip, når han fik sin vilje, og det ville betyde at han ikke var nødt til at give slip, for han ville bare gerne have at hun var hans lille hundehvalp. "I er måske ikke sammen længere, men hvis det havde stået til dig, så var i blevet sammen. Så havde i haft en familie," sagde hun koldt, som hun hentydede til, at han havde nævnt et barn. Et barn havde ikke ligefrem været noget hun havde ønsket sig, men Elanya havde åbenbart været tæt på at skænke ham et. Hun ønskede helt at brække sig over det, som hun simpelthen ikke kunne tage det! Hun mærkede godt, hvordan han tog et tættere tag omkring hendes skulder, da hun bevægede daggerten hårdere, hvilket vel kun kunne betyde smerte fra hans side af. Det begyndte dog også at gøre ondt på hende, at han havde et så tæt tag, hvilket fik hende til at ryste lidt irriteret på skulderne. Hun nåede ikke at svare på hans ord, da han lige pludselig trak hende ind i et kys. Et kys hun igen ikke nød. Arrigt åbnede hun munden, men ikke for at kysse igen, som hun i stedet valgte at bide ham i læben, så hendes spidse tand borede hul.

[Deleted]

Lige stædige var de jo nok, selvom Derick ikke havde tænkt sig at give op så let igen! Han var ikke færdig med at forklare sig og han slap hende bestemt ikke, før hun lyttede til ham og fik lidt fornuft ind i knolden! Hun så jo slet ikke på det, på samme måde som han gjorde! De havde begge gjort hinanden uret, hvorfor kunne hun ikke bare tilgive ham?! Han havde måske gjort hende uret, men det havde hun også i sin tid, han kunne ikke se den store forskel, foruden at de dengang havde været et par, denne gang havde begge troet at de var døde, så det var fuldstændig anderledes! Han rynkede arrigt på næsen til hendes hvæsende ord, hvor han fik lyst til at råbe igen, men han holdt det dog tilbage, hvor han blot så direkte stædigt og arrigt på hende. Hun forstod jo ingenting! At hun direkte opfordrede ham til at hygge sig med andre, fik ham til at himle let med øjnene, hvor han prustede lettere irriteret af hende. Han så dog ikke væk fra hende, hvor hans blik forblev fast og køligt. „Åh ja du har ret at det var anderledes dengang. Jeg gik rundt uvidende omkring din skide affære, og du vanærede mig ved at ligge i med mig, lige efter du havde lagt i med ham! Denne gang ledte jeg efter dig i flere måneder! MÅNEDER! Men jeg fandt intet! Der var ingen spor efter at du var i live, så ja jeg tog chancen, for jeg gad ikke leve alene. Men havde jeg vidst at du var i live, så havde jeg ikke set efter nogen andre, men kommet og befriet dig! Og jeg vil ikke have nogen andre!” hvislede han i en vrissende tone, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. Måske han var stædig i øjeblikket, men det var også kun fordi hun ikke kunne se det fra hans synspunkt! Som om hun ikke også selv med tiden var kommet over ham og havde fundet en anden, hvis hun havde troet at han var død! Det havde hun jo også gjort dengang! Han rystede lettere opgivende på hovedet af hende, til hendes følgende ord. „Måske. Men det er vi ikke, jeg har ingen familie, og du har jo aldrig gidet, at skænke mig en, vel?” spurgte han lettere køligt. De to havde aldrig fået barn. De havde aldrig skabt sig en familie, hvilket han altid gerne ville have haft. At hun igen blev sur over hans kys og ikke mindst arrigt, kunne han se i hendes blik, selvom han ikke gjorde noget ved det. Han mærkede blot hvordan hun bed fast i hans underlæbe, hvilket fik ham til at brumme irriteret, som han kneb øjnene en anelse sammen. Han slog let hendes hånd væk fra daggerten, inden han direkte valgt at rive den ud fra sin mave, kun for at kyle den af helvedet til. Derefter valgte han at gå en anelse ned i knæ, som han tog fat omkring hendes lår og løftede hende op i sine arme, så hun havde et ben på hver side af sig, inden han lagde hende ned på jorden, hvor han selv lagde sig over hende. Han trykkede sine krop ned mod hendes, hvor hans hænder greb fat omkring hendes håndled, for at holde dem over hovedet og dermed holde hende fast.

[Deleted]

"Du tror bare, at du kan retfærdiggøre det hele, men det kan du ikke!" råbte Denjarna ad ham, som hun heller ikke var til at rykke. Hvordan det hele ville ende var rimelig svært at gætte, eftersom de begge ville noget vidt forskelligt. Han syntes hun skulle blive, og hun ville bare væk. Hun ønskede næsten, at hun havde dræbt ham, mens hun havde chancen. Hun skulle bare have taget en ekstra tår af hans blod, og så havde han været død. Nu var han langt stærkere, hvor det ville blive en hårdere kamp at dræbe ham, som han nu kunne stritte imod. Dog vidste hun med sig selv, at hun ikke kunne dræbe ham, da de trods alt havde en lang historie sammen. De havde klaret så meget, men dette var langt over hendes hoved. Hun følte sig stresset og kunne ikke længere tænke klart, hvor hun vidste, at hun ville have meget bedre ved at få lidt ro, så hun kunne køle ned og tænke over tingene. Her gik det hele så hurtigt og der skulle handles hele tiden, så hun måtte bare blive ved med at reagere arrigt overfor ham, selvom det tydeligvis ikke kunne få ham skræmt væk. Det gjorde ondt, at han sagde, at hun ikke ville skænke ham et barn, men det havde hun heller ikke rigtigt lyst til. Slet ikke nu i hvert fald. Hun havde elsket, at det bare var dem, og hvis han virkelig gerne ville have en familie, så måtte han finde en anden, som han allerede havde vist, at han kunne! "Nej, det har jeg ikke ønsket," indrømmede hun stilfærdigt, da hun ikke kunne se, hvordan et barn skulle gøre dem godt. Måske kunne hun ikke engang få et barn, fordi de havde jo været sammen en hel del gange, og aldrig var hun blevet gravid. Det var noget der virkelig nagede ham åbenbart. Det hele syntes at gå vanvittigt hurtigt bagefter, som han lige pludselig slog hendes hånd væk fra sin daggert, så hun ikke længere kunne forvolde ham mere skade med den. Hun så, hvordan den lige så nydeligt fløj væk fra dem i en bue. Hun gav et mindre skrig fra sig, da han valgte at tage hende op i sine arme, hvor hun begyndte at sparke vildt med benene, skønt de ikke ramte noget. Hendes hænder slog hun vildt mod hans krop, som han bare havde at give slip på hende igen! Det virkede dog ikke til, at hendes ivrige forsøg på at skade ham virkede, som han blot lagde hende ned med sig selv ovenpå hende. Der begyndte hun at skrige hysterisk ad ham, hvor hun også forsøgte at bide ud efter ham, uden hun dog ramte ham, som hans hænder holdt hende nede, mens hun prøvede at sno sig. Tårerne begyndte at dukke op i hendes øjne, som det hele bare var for meget for hende, og hun var ved at bryde fuldstændig sammen.

[Deleted]

At hun ikke mente at Derick kunne retfærdiggøre det hele, var måske rigtig nok. Han kunne ikke redde bod på det som han havde gjort, han kunne ikke gøre det godt igen, hvilket han udmærket var klar over, men derfor kunne han vel godt forsøge? Han kunne vel godt prøve at få hende på andre tanker? Hun havde jo nok brug for tid, tid til at tænke alt igennem, selvom.. han var bange for at hvis han gav slip på hende nu og lod hende gå, så ville hun forsvinde ud fra hans liv for altid og det kunne han heller ikke tillade! Han ønskede ikke at miste hende nu hvor han endelig havde fundet hende! Han havde fortalt hende sandheden, netop fordi han ellers ikke kunne være sammen med hende, for så ville skyldfølelsen da bare blive for meget! Han bed tænderne fast sammen til hendes ord, hvor han direkte valgte at skule af hende. „Og du tror du kan kaste alt væk, men det kan du ikke! Det tillader jeg ikke!” vrissede han af hende, som han holdt tænderne fast bidt sammen. Dette var på ingen måde deres første skænderi, dette var nok et ud af millioner! Men han vidste at dette ikke bare var over en lille ting, som det plejede at være, nej denne gang var det langt værre. Han vidste godt at han havde vanæret hende og han havde det skam også frygtelig dårligt over det! Desuden så ville han jo gerne gøre det godt igen. Han havde ikke engang været sammen med Elanya særlig længe, for hun havde tilmed giftet sig med en anden, for at blive dronning, så de havde højst været sammen for nogle måneder, måske et halvt år. Men det var jo ingenting i forhold til hans lange ægteskab sammen med Denjarna, der havde været oppe på flere tusinder! – det gjorde en stor forskel! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. Han ville ikke have noget imod at få et barn, det var vel også det som han havde glædet sig til ved Elanya? At få et barn, en familie, som han jo sådan set aldrig havde haft, foruden da han havde været gift med Denjarna, hvor de havde været en lillebitte familie på to personer. Desuden så var han tilmed usikker på om Denjarna overhovedet kunne få børn, eftersom de jo havde været sammen i flere årtusinder uden at der var sket noget. At hun så indrømmede at hun ikke havde ønsket at skænke ham et, var noget som gjorde ondt, selvom han blot sendte hende en fast mine. At få daggerten ud og få hende ned at ligge, gik alt sammen stærk, hvor han blot skulede til hende, som hun begyndte at skrige. „Denjarna!” vrissede han irriteret, som han slap hendes ene håndled, for at lægge hånden over hendes mund, så hun ikke skreg ham op i ansigtet. „Ti nu stille!” Hun gav ham hovedpine af det skrigeri! Også fordi hans sanser endnu var nye og han lige skulle vænne sig til det hele. Han lå stille over hende, hvor hans violette øjne betragtede hendes ansigt, imens han fortsat holdt hende for munden og den anden omkring hendes tynde håndled. Hans tommel strøg hende over hagen, som han tyssede ganske blidt på hende. „Jeg forstår godt, at du hader mig skat. Og du har skam al ret til det. Men jeg kan ikke ændre på det skete.. jeg kan ikke ændre på det jeg har gjort, uanset hvor meget det smerter dig. Og jeg hader mig selv for at have gjort dig ondt. Men jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg havde vidst at du var i live,” svarede han lettere sørgmodigt, som han rynkede brynene i en trist mine, hvor han ganske forsigtigt fjernede hånden fra hendes mund, som han i stedet for strøg over hendes kind.

[Deleted]

Denjarna var egentligt ikke selv klar over, om hun nogensinde ville vende tilbage til Derick igen, hvis han slap hende nu. Det hele gjorde så ondt på hende, og hun var både ked af det og noget så hidsig. Hun følte dog også, at hun ville have bedst af at være lidt alene nu, da det her var virkelig meget hun skulle sluge. Det var i hvert fald svært at tænke klart, når Derick blev ved med at trække i hende, hvilket hun ikke mente han skulle gøre. Det var svært at sige om hun nogensinde ville tilgive ham, da det gjorde virkelig ondt, især fordi hun havde troet, at de ville have det godt sammen, når de fandt hinanden igen, og når hun nu også var så psykisk ustabil, som hun nu var. Selv følte hun ikke, at hun kastede det hele væk, men at det var ham der gjorde det, da det var ham der lige havde været utro og mente at det var en fin undskyldning at sige, at han troede hun var død. Så ville hun også sige, at hun troede han var død dengang, og derfor havde hun været sammen med Gabriel. Det virkede helt fair i hendes øjne. Men ligesom ham, så havde hendes affære også kun varet et par måneder. Det havde så været hende, der havde droppet Gabriel, mens Elanya havde droppet Derick. Derfor var det endnu sværere at tilgive ham, for ville de måske ikke være sammen nu, hvis Elanya ikke havde hoppet fra? Svært var det at tænke på, og alle de forvirrende tanker gav hende helt hovedpine. At hun gav ham hovedpine af al sit skrigeri, var hun fuldkommen ligeglad med. Han gav hende hovedpine, så hun måtte godt gøre gengæld. Desuden, det var ikke hende der havde lavet fejlen her, og han var i gang med at gøre overgreb på hende, som han bare havde lagt hende ned på jorden. De var jo ikke sammen mere, så han havde ingen tilladelse til at røre hende! Dog undlod hun at bide ham i hånden, som han dækkede hende for munden, så hun ikke længere skreg, men kun havde tårer i øjnene. Hun funderede ellers lidt over den tilfredsstille det ville bringe hende, hvis hun gjorde lidt mere skade på ham.At han så valgte at blive helt kærlig, som han nussede hendes ansigt, og kaldte hende for skat, var bare dråben, som han vred lidt mere i det allerede åbne sår. "Jeg er på ingen måde din skat," hvæsede hun ad ham, inden hun lod tungen glide rundt i munden, hvorefter hun sendte et spytklat efter ham. "Men så meget kan du vel heller ikke hade dig selv. Hvis ikke Elanya havde droppet dig, havde I så stadig ikke været sammen den dag i dag?" spurgte hun, hvorefter hun så afventende på ham, som hun var rimelig sikker på, hvordan dette afgørende spørgsmål ville ende. Hun følte ikke længere denne brændende kærlighed efter ham, som hun jo havde gjort under deres sidste møde, hvor hun havde ønsket at lænke ham fast til sig, så der ikke ville ske dem noget, uden den anden vidste det, og de ikke ville blive væk fra hinanden igen. Nu havde hun ikke lyst til at se ham igen.