Telling the truth

[Deleted]

Mørket havde endnu engang sænket sig over Dvasias, hvor nogle mørke skyer havde trukket sig ind over den ellers så klare nattehimmel. Man kunne til tider ane stjernerne og den halve måne oppe på himlen, når skyerne drev forbi eller lavede hul, hvor det næsten kunne se ud til stormvejr. Vinden var kraftigt og det var en mindre blæst, som hev i de nøgne træer der bar nye knopper på grenenes spidser – et tydeligt tegn til at foråret var gået i gang. Det var dog hverken vejret eller foråret som Derick lagde mærke til, eftersom hans hoved var fyldt med andre tanker, som måtte bekymre ham. Han havde fået det en anelse bedre, efter Denjarnas spark i hans side, som havde brækket hans ribben. Han bar stadig den stramme forbinding, eftersom de stadig var brækket, selvom han da kunne bevæge sig lidt bedre nu, eftersom han havde vænnet sig til smerten, som næsten havde ramt ham ved hver bevægelse han gjorde. Han havde hvilet på kroen i Dvasias for nogle dage, og da han var stærk nok til at kunne rejse sig, så havde der ikke været noget spor efter Denjarna, hvilket bekymrede ham. Hun var gået så pludseligt, fordi han havde sagt at han havde haft brug for tid, at han ikke var klar til at binde sig, men hun kendte jo heller ikke grunden til det! Desuden så ville han stadig mene at de skulle giftes på ny, hvis det endelig var det, eftersom han havde fået nyt efternavn, og ikke mindst fordi han var i en ny krop og var en ny mand, så han ville gerne gøre det forfra, og det var jo ikke fordi han ikke havde afvist hende, han havde bare brug for lidt tid, desuden så skulle hun vel også lige afvænne sig fra at være en koldblodig morder? Og ikke mindst, så havde han jo en hemmelighed, som han var usikker på hvordan hun ville reagere på, og han kunne ikke trække noget videre med hende før han havde fortalt hende sandheden! Desuden så nagede tanken ham, specielt fordi han havde fundet hende i live og det havde han virkelig ikke regnet med! Derfor så var han kommet over hende og havde forsøgt at starte forfra, skabe et nyt liv, men nu hvor det liv var røget i jorden, og Denjarna var tilbage, så var det som om den nye begyndelse kun var ham i vejen. Alt havde næsten været bedre hvis han var forblevet død og aldrig var kommet tilbage, så havde der ikke været nogen problemer. Han havde taget turen fra Rimshia til Convento – vampyrernes by, hans egen gamle by, da han engang havde været leder for vampyrerne, men det var efterhånden utrolig mange år siden, nu var han desuden en hel anden race – og han var kommet vidt omkring i racerne. Han vidste ikke om han kunne finde Denjarna her, men det var vel et forsøg værd? Det var også derfor han var søgt til kirkegården, og så måtte man jo se om heldet var med ham. Han gik roligt ned langs de mange grave, hvor hans blik spottede let omkring. Han frygtede ikke vampyrer, tværtimod følte han sig hjemme hos dem, det var jo trods alt den race han var blevet født ind i.

[Deleted]

Endnu engang var det blevet nat. Endnu en dag havde Denjarna overlevet. Ingen stjerne var der på himlen i nat, da skyerne konstant drev over dem. Stormen skabte en bidende kulde der ikke var for sarte sjæle. De spinkle træer var som spøgelser, som de gav let efter for vindens kraft, hvor grenene og kvistene tilmed gned sig op ad hinanden, så det skabte en hjemsøgende lyd. Alt i alt var kirkegården ikke et muntert sted at opholde sig, men for en kold race som vampyrerne, så var det et ganske passende sted at være. Man var en idiot, hvis man bevægede sig ind i byen Convento og ikke tilhørte racen; vampyr, da alle vidste, at dette var vampyrernes faste hjemsted. Om natten i hvert fald. Hvis man gik herind med et bankende hjerte, så gik man med et seriøst dødsønske, og det var en let fristelse for vampyrerne, der hurtigt kunne flokkes om en som et vilddyr. Denjarna var en af de vampyrer der var til stede på kirkegården i dette øjeblik. Stedet syntes at passe udmærket til hendes person lige nu, som hun var koldere end nogensinde før, og så var hun så fortvivlet som nogensinde før. Forvirrende var et mildt ord at bruge om hendes tilbagevenden til det virkelige ord, som hun ikke kunne finde hoved og hale i situationen. Hun havde ændret sig meget, siden hun sidst havde gået her for århundreder siden, og underlige ting var sket. Hun havde mødt sin højtelskede mand, og det havde ikke været en start på røde roser. Hun havde prøvet at slå ham ihjel, så havde det været lykke og så havde han afvist hende. Han havde påstået at de ikke længere var sammen, hvilket hun ikke kunne se sig enig i. Slet ikke når han stadig gik og sagde, at han elskede og savnede hende. Hun havde også valgt at beholde sin overdådige diamantring, selvom sagen var uklar og det egentligt var et bevis på deres forlovelse. Den havde hun fået, da hun havde sagt, at hun ville have Derick og kun ham. Nu var den vel ligegyldig, eftersom han ikke vidste, om han ville have en? Helt upåvirket var hendes skridt, som hun gik ned ad kirkegårdens snoede stier, som om den kraftige vind slet ikke påvirkede hende, hvilket den heller ikke gjorde. Hun var ikke udødelig, men alligevel hård som sten, så vinden kunne ikke skubbe hende ud af balance, og kulde kunne ikke skade hende, så hun kunne ikke få forfrysninger. De ravnsorte lokker dansede lystigt i vinden, som den konstant tog fat i dem, så de fløj vildt rundt. Det var svært at sige, hvilke følelser der var i hendes krop lige nu, som hun endnu følte sig følelseskold, men dog følte hun også sorg over mødet med Derick. Hun blev fuldstændigt revet ud af sine tanker, da hun mente, at hun hørte lyden af et bankende hjerte. En dybt usandsynlig ting her. Hun havde egentligt ikke haft i sinde at jage i dag, men måske skulle hun alligevel tage en bid? Hendes tanker drev dog videre, da vinden fangede duften af den fremmede og bar den mod hendes næse, hvor hun stoppede op. Længe havde hun ikke været her, men hun mente, at hun havde lugtet denne lugt for ikke så længe siden. Med ny nysgerrighed drev de sølvgrå øjne rundt, imens hun genoptog sin gang. Da hendes blik faldt på skikkelsen med det bankende hjerte, blev hun overrasket og alligevel ikke. ”Du burde ikke være her.. Derick,” sagde hun så roligt.

[Deleted]

Derick havde befundet sig på kirkegården alt for længe til at kunne frygte den. Han havde været leder for vampyrerne, han havde haft magten over dette sted, så hvorfor skulle han dog frygte det, når han nærmest følte sig hjemme her? Han kunne huske mange af sine ture hertil, selvom han var her i et ganske særligt ærinde, han ønskede at finde Denjarna, han ønskede at fortælle hende sandheden, for ellers så.. kom han jo ingen vegne. Han havde vandret rundt i sorg og ensomhed, fordi han havde mistet alt som han havde elsket og troet på, også selvom han vidste at det at han havde elsket en anden, var noget som ville gøre Denjarna vred, specielt når hun fandt ud af hvem. Tanken gjorde ham stadig usikker, for han vidste virkelig ikke hvordan hun ville reagere. Han havde set hende handle helt morderisk og uden tanker, han havde set hidsigheden i hendes øjne da han havde sagt at han ikke mente de var gift, og hvis hun blev sur over det.. hvad ville hun så ikke blive når hun fandt ud af hans lille hemmelighed? Tanken om hvordan hun ville reagere fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, hvor han gøs ganske kort, inden han trak den mørke kappe mere omkring hans krop. Han havde ikke den stramme vest på, for den kunne han ikke få over hovedet, og den ville også sidde for stramt på hans krop, specielt når han havde sine brækkede ribben. Han havde derimod taget sig den ulejlighed og købt en løs bluse, så den ikke generede hans ribben, til gengæld varmede den sorte bluse ikke særlig meget, men kappen gjorde da sit. Han gik roligt henover grusset ved kirkegården, hvor hans skridt var en anelse tunge, eftersom det stadig var svært at bevæge sig, men han klarede det dog langt bedre end det som han havde gjort for kun et par dage siden, selvom det jo også kun var et par dage siden at det var sket, fordi han var stødt på Denjarna, der ikke havde kunnet genkende ham, som både havde bidt ham, slået ham og sparket ham. Han havde ikke længere forbindingen på sin hals, eftersom det var ved at lukke sig sammen, det var dog stadig rødligt og havde kun fået en tynd skorpe, men et sår havde vel brug for luft til at heale? Han trak vejret dybt, som han fortsatte frem i mørket. Han var måske bare en omvandrende madpakke, eftersom der nok ikke skulle meget til før en vampyr kunne nedlægge ham, men selvom han havde brækket sine ribben og knap nok kunne bevæge sig, så havde han altså stadig sin magi, og den var stærk, derfor så frygtede han virkelig ikke kirkegården. Han kunne på ingen måde frygte noget, som han engang havde boet ved! Stemmen der lød bag ham, fik ham til at vende sig om, hvor hans klare blå – dog udmattede – øjne, faldt på Denjarnas skikkelse. Et let smil gled over hans læber, eftersom det havde set ud til at være det helt perfekte sted at lede efter hende. Han rettede sig en anelse op, hvor den ene arm under kappen holdt omkring hans side, næsten i et forsøg på at holde sig selv sammen. „Måske ikke. Men jeg var nød til at finde dig,” svarede han roligt. Det var vel også et bevis på at han faktisk ønskede at give dem en chance? Han havde dog brug for tid, og ikke mindst havde han brug for at komme af med den kæmpe byrde der hvilede på hans skuldre, for han kunne ikke starte noget op med hende, hvis hun ikke kendte til hans hemmelighed, kendte til det som han havde gjort.

[Deleted]

Hvad Derick lavede på kirkegården i nattens mulm, anede Denjarna ikke. Hun brød sig nu heller ikke synderligt meget om at hendes mand eller eksmand vandrede rundt her. Ikke fordi hun ikke havde lyst til at se ham, for det havde hun, som hun savnede ham utroligt meget. Det hun ikke brød sig om var, at han ikke længere var vampyr, så han var utroligt sårbar jer i byen, som vampyrerne havde vundet, som de tydeligvis ellers havde jaget alle andre ud. Det kunne godt være, at han før havde været vampyrernes leder, men det var fortid, ligesom hun ikke selv længere var mørkelvernes leder. Og selvom han var sikker på, at hans magiske kundskaber kunne redde ham, så var hun nu i tvivl. Det hun havde set af hans performance var rimelig tragikomisk, som hun med lethed havde undveget hans elektriske kugle nede ved den sorte sø. Desuden, han var også fysisk skadet nu, hvilket vel også måtte sætte en klods for hans energi. Hun kunne i hvert fald godt se, at han endnu bevægede sig besværet rundt, men hun havde jo også brækket hans ribben. Det var dog ikke til at sige, om han var gået til en healer, som hun faktisk havde bedt ham om. Det havde nu heller ikke været så svært at opdage ham, da han ikke bevægede sig med samme forsigtighed som vampyrerne og elverne, samt han trods alt havde hjertet og det skønne blod til at give ham til kende. De sølvgrå øjne betragtede roligt hans ryg, som hun havde sagt sine ord, hvor det så ud til, at han genkendte hendes stemme. Han reagerede nemlig ikke med panik eller overraskelse, som han, ligesom hende, bibeholdte roen i kroppen, som han vendte sig om."Og jeg er her. Hvorfor skulle du finde mig?" spurgte hun nysgerrigt, imens hun gik tættere på ham. Den eneste grund til, at han skulle snakke med hende kunne vel kun være, at han var nået frem til en beslutning mellem de to. Det var i hvert fald det hun tænkte. For hvad skulle han ellers opsøge hende for? Han var vel klar over, at hun først ville være medgørlig, når han havde fundet ud af, om de var sammen eller ej. Hun kunne dog stadig ikke forstå, hvorfor han i det hele taget ikke kunne finde ud af det. Hun var jo klokkeklar omkring sine følelser og ønsker. "Men selvom du gerne ville finde mig, så løber du altså en stor risiko ved at opsøge mig her," tilføjede hun, som hun på ingen måde var glad over den beslutning, da hun ikke ønskede at han kom til skade eller døde. Det kunne godt være, at de havde et uafklaret forhold, men hun elskede trods alt stadig manden. Hendes skridt endte, som hun stod en meter fra ham, hvor hun bevidst valgte ikke at røre ham; både fordi hun endnu var usikker på sin selvkontrol, og det at hun ikke vidste, hvordan han havde det med hende. Afventende betragtede hun ham, hvor hun ikke rigtigt ænsede den uhyggelige kirkegård eller den stride vind længere. Sidste gang de havde været sammen, havde været på Den Dansende Flamme, og det møde havde sluttet lidt specielt. Han havde sagt, at de ikke længere var gift, og hun var gået ned og drukket en ren flaske vodka og derefter overnattet dagen over, hvorefter hun havde forladt stedet inden han var vågnet op. Det hele havde været for meget for hende, og hun havde haft brug for en tænkepause, men dog kunne hun ikke rigtigt sige, at hun var nået frem til en videre beslutning omkring det hele.

[Deleted]

Måske det var dumdristigt at opsøge dette sted, men Derick var sådan set ligeglad, han skulle finde Denjarna og fortælle hende omkring det han havde lavet, hvilket han vel skyldte hende? Han respekterede hende, han ville altid elske hende og han ville gerne have dette afklaret med hende, for han ønskede faktisk ikke at miste hende! Desuden så var det ikke fordi han var i tvivl omkring sine følelser for hende, han havde bare brug fra en pause fra et parforhold, eftersom det sidste ikke just sluttede med succes, tværtimod for alt det som han havde elsket og holdt af, alt det som han havde troet på, havde bare været en tåbelig løgn! Han havde vandret rundt i sorg og ensomhed for flere uger, hvor han blot havde drukket som et bundløst hul, og da han så havde mødt hende, havde han kun haft to tanker i hovedet; at dø eller blive omdøbt, så han kunne lukke af for følelserne. Han havde provokeret hende, med vilje skudt en kugle efter hende bare for at pisse hende langt mere af, bare for at få hende til at angribe ham og det var skam også lykkedes ham – hvilket han også kunne mærke den dag i dag! Han var blevet bidt og havde fået brækket et par ribben, selvom han vel egentlig var sluppet heldig, hvis man så i betragtning af hvad hun kunne gøre mod ham? Han havde dog stadig lidt besvær med at gå optimalt, selvom det blev lettere for hver dag, men han klarede sig. At han så havde valgt rigtigt ved at opsøge hende her på kirkegården var noget som glædede ham, hvilket han bestemt heller ikke ville lægge det mindste skjul på, selvom han stadig var usikker på hvordan hun ville tolke det hele, specielt fordi han vidste at han havde gjort hende uret og fordi han var næsten hundred procent sikker på at hun ville blive rasende over det! Hans klare blå øjne betragtede hende ganske kortfattet, som hun havde valgt at henvende sig til ham. Hun virkede ikke just fyldt med sorg, som hun havde gjort sidst og det var vel kun en god ting? Han hævede forundret det ene bryn til hendes spørgsmål. Hvorfor han ville finde hende? Det var vel oplagt? „Sidst jeg så dig, forsvandt du uden videre Denjarna, du efterlod mig i en seng, hvor jeg ikke kunne komme op, du smuttede uden nogen advarsel, måske derfor?” svarede han sigende, som han ikke tog blikket fra hende. Hun kunne da i det mindste være kommet ind for at sige at hun var gået. Han havde også været lidt splittet da han havde ønsket at opsøge hende, for.. hun var vel smuttet uden et ord af en grund? Han var næsten blevet i tvivl om hun overhovedet havde følelserne for ham alligevel. Han var dog blevet enig med sig selv om, at han ikke kunne gå før han havde fortalt hende sandheden. Han betragtede hende blot som hun kom ham nærmere, selvom han selv blev stående og betragtede hende. Han gjorde intet for at tage det sidste skridt imod hende, for han vidste heller ikke hvordan hun havde det med ham, og det sidste han ønskede var at forvirre hende endnu mere. „Denjarna.. jeg frygter altså ikke det sted jeg selv engang har været en del af, om det så er dumdristigt eller ej,” svarede han ganske kortfattet. Han havde været fastbesluttet på at finde hende og derfor skulle dette sted ikke afholde ham fra at opsøge hende, om der så vrimlede med vampyrer eller ej. „Desuden virker du til at have misforstået mig sidst. Du betvivler mig og mine følelser for dig, og jeg er kommet for at forklare mig.”

[Deleted]

Roligt betragtede de sølvgrå øjne de klare blå øjne. En blå farve, som Denjarna nok ikke lige ville vænne sig til med det samme. Selvom han havde sagt, at han også havde ændret sig fysisk, dengang han var blevet til en dødsengel, fandt hun altså det her virkelig svært. Altid havde han haft nogle ekstraordinære violette øjne, og nu var de blå. Han havde heller ikke altid haft vinger, men hun havde vænnet sig til dem, og nu var de der heller ikke længere. Svært var det at vænne sig til tanken om, at han havde ændret sig så meget, især når hun var så ustabil som hun nu engang var. Som hun stod overfor ham igen, fik hun helt lyst til at stryge hans kind eller give hans læber et kærligt kys, men skønt hun havde lyst, så var hun i stand til at undertrykke de ønske. Hun var godt klar over, at det hele ikke var normalt imellem dem, og det var vel også helt normalt, når man tænkte over, hvor længe de egentligt havde været adskilt, og hvad de var blevet udsat for i mellemtiden. Det var begge ting ingen mand nogensinde burde blive udsat for. Hendes hoved faldt let på sned, da han nævnte deres forrige møde og bebrejdede hende for at gå uden en lyd. Hun forventede ikke, at han forstod hende, men hun havde haft brug for det, så hun havde handlet af den grund. "Jeg gik fordi du ikke længere anså os som ægtefolk. Det burde være grund nok Derick," svarede hun ham roligt, da det vel ikke var underligt, at han havde gjort hende ked af det, hvilket hun skam stadig var. Hun havde levet med denne mand så længe hun kunne huske, så selvfølgelig smertede det hende utroligt dybt, at han havde brug for tid til at tænke over det hele som havde de været fremmede. Han havde såret hende, så hun havde haft brug for tid alene. Hvis hun vidste, at det havde givet ham grund til at betvivle hendes følelser, ville have gjort hende endnu mere ked af det, som hun jo ville dø for ham! Det kunne godt være, at hun var en smule anderledes nu, men hendes hjerte var jo stadig hans, og det ville det altid være. "Ja, engang for længe siden var du vampyrernes leder, men jeg tvivler stærkt på, at en anden end mig ville tage højde for det," sagde hun en smule advarende, da hun ønskede at han kunne se fornuften i hendes ord. Selv ville hun ikke gøre ham fortræd, men der var mange vampyrer der bare ville se på ham som et måltid. Det havde hun jo også selv gjort. Det var kun fordi, at han havde været hendes mand - ikke leder - at hun ikke dræbte ham. Hun tvivlede stærkt på, at mørkelverne ville se godt på hende nu, så han måtte tænke ligedan. Som han sagde, at hun havde taget fejl af hans ord fra sidst, gled hendes blik væk fra ham og ned på diamantringen. Ganske blidt lod hun sine fingrer på sin højre hånd glide over diamanten, som hun holdt så meget af, inden hun så op på ham igen. "Jamen så har du muligheden for at forklare dig nu," sagde hun, som hun var spændt på at høre hans forklaring, hvor den bare havde at være god.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Derick ikke ønskede en ny chance hos hende, men det kunne han bare ikke gøre mod hende, ikke så længe han holdt sin hemmelighed skjult for hende. Man kunne elske en person på mange måder, og uanset hvad så ville han altid elske Denjarna, spørgsmålet var jo så bare hvordan han egentlig elskede hende. Han havde troet at hun var gået i døden, han havde troet at hun havde været væk for altid og han havde brugt tid på at komme over hende, derfor var det underligt at stå over for hende igen. Og tanken om at han havde vanæret hende, var noget som virkelig gav ham en dårlig smag i munden! Han hadede sig selv for at have gjort det, specielt fordi det hele var brudt sammen for ham, men det var måske kun godt nok? Han var dog stadig usikker på hvordan hun ville reagere på hans nyhed. Han sukkede let til hendes ord. Hun virkede nærmest.. besat af ham. Det var en tanke der både var smigrende, men også skræmmende. Han sukkede ganske let, som han roligt gik over mod en gravsten, hvor han satte sig. Han havde ikke den største respekt for de døde kroppe der lå begravet her, desuden var det ikke engang sikkert at der lå en person begravet herunder længere, eftersom han vidste at kirkegården blev godt brugt af necromancerne, de flyttede rundt på de døde, så der kunne lige så godt være en død begraver under det sted hun selv stod på. Han vendte de blå øjne mod hende. „Jeg tror begge vi har haft og nok stadig har brug for tid til at tænke alle ting igennem, og sluge det faktum at ingen af os er døde,” svarede han ganske roligt, hvor han blev siddende på gravstenen, imens hans blik ikke forlod hendes skikkelse. Det gjorde godt at slappe af i kroppen ved at komme ned at sidde, eftersom turen fra Rimshia til Convento alligevel havde taget godt på hans kræfter, eftersom de brækkede ribben gjorde det svært for ham at bevæge sig ordentligt. Han havde i hvert fald haft brug for at tænke, han var lidt usikker på hende, men han vidste at hun var ustabil psykisk, så mon ikke hun også havde haft brug for en tænkepause? Det var vel derfor hun var taget af sted? At hun fortsatte med at modargumentere ham, fik ham til at vende blikket bort, hvor han næsten skulle til at himle med øjnene, selvom han undlod det. Han vendte blikket lettere kortfattet imod hende. „Måske jeg er blevet menneskelig igen, men jeg er stadig i stand til at forsvare mig selv Denjarna,” svarede han sigende. Der var ingen grund til at være så bekymret for ham, for han kunne altså godt passe på sig selv! Hun havde måske sparket ham og fået ham gjort skrøbelig, men han havde da heller ikke været i stand til at gøre skade på hende! Han elskede hende jo for pokker da! hans blik fulgte hendes fingre, hvor hans blå øjne faldt på hendes ring, den selvsamme ring som han selv havde givet hende. At hun stadig gik med den fik ham til at bide ham svagt i den bløde underlæbe, for.. det betød vel at hun aldrig havde sluppet tanken omkring ham? Det gjorde det kun langt mere besværligt! „Jeg.. der er flere grunde til at jeg rendte rundt med dødsønsker da du fandt mig. Det som er sket igennem de få år jeg har været tilbage til livet, ja.. det har gjort en del for mit vedkommende, og.. jeg har gjort dig.. uret,” begyndte han roligt, hvor hans blik var gledet fra hendes ansigt til hendes fødder.

[Deleted]

Om Denjarna var direkte besat af Derick, ville hun nok ikke selv sige. Hun ville bare mene, at hun elskede ham, og at hun gjorde hvad enhver anden ville gøre, hvis de elskede en. At han så ikke længere var i stand til at forstå hende, var ikke noget der bragte hende synderligt lykke. Selvom han havde sagt, at han elskede hende, så sagde han jo også, at han rent faktisk var kommet sig over hende, så måske holdt han bare af hende som enhver anden? Han ønskede hende måske ikke død, men han ville ikke længere have hende? Eller også ønskede han måske inderst inde, at hun aldrig var dukket op igen. Selv havde hun svært ved at forestille sig et liv uden ham, eftersom det altid havde været Denjarna og Derick. Der havde måske været et par huller i vejen, men de havde altid klaret det, men var det virkelig bedst, hvis de ikke havde mødt hinanden igen? Startet på en frisk. Selv kunne hun ikke se det fra den side. De var blevet skilt fra hinanden, mens de havde været allermest lykkelige, og det kunne man da ikke bare se bort fra. Hun gik ikke med ham over til gravstenen, hvor han satte sig, som hun i stedet bare fulgte ham med blikket og drejede kroppen en smule. Underligt var det at stå i denne situation, som den kunne minde om to personer, hvor den ene i hvert fald gerne ville have den anden, men ikke var klar over, om han bare tog det som en leg eller ej. "Du har ret i, at vi nok begge havde tid til at sluge alle nyhederne," medgav hun, som hun da ikke kunne benægte, at også hun var overrasket over alt det her. Dog var hun langt mere afklaret end ham tydeligvis. Selvom hun havde forladt ham på værelset og der nu var gået et par dage siden sidst, syntes hun ikke rigtigt at være noget frem til noget, men det hele hvilede vel også på hans banehalvdel. Hun vidste, at hun elskede ham, men han vidste ikke, om han kunne gøre det igen. Hun skulle egentligt bare vænne sig til at være lidt mere human, men det var vel også bare det. Hun trak bare ligegyldigt på skulderen, da han modsagde hende, og sagde at han sagtens kunne klare sig selv, hvilket hun tvivlede på. Hun var godt klar over, at han kunne være en stærk mand, men i den tid hun havde mødt ham, havde han været en drukkenbolt og nu en rimeligt skadet mand, som han jo gik rundt med brækkede ribben. Det kunne godt være, at han ikke ville sige, at han ikke kunne klare hele verdenen, men hun var sikker på, at han ikke var helt på dupperne. Selvom han ikke så på hende, så holdt hun stadig sit blik fastlåst på hans ansigt, hvor hun sansede nervøsiteten i ham, som han end ikke turde se hende i øjnene. Det tegnede som regel ikke godt, når man stirrede på vedkommendes fødder. Da han så erkendte, at han havde gjort hende uret, stivnede hendes krop langsomt, så hun endte med at stå som en statue, hvor alle følelser syntes at forlade hende. Det eneste der bevægede sig var det mørke hår, der endnu blafrede lystigt i vinden. "Fortæl," beordrede hun, mens selv hendes øjne syntes at blive mørkere.

[Deleted]

Denjarna var nok langt mere afklaret med hele deres situation end det som Derick var, men efter det som han var gået igennem, og så det at støde på Denjarna igen, var noget som virkelig havde sat sit præg i ham. Han kunne på ingen måde trække den videre med Denjarna, før hun kendte til hans hemmelighed, før hun vidste hvad han havde gjort – og før han havde set hende reagere. Han havde svoret til sig selv at han ikke havde ønsket en ny kvinde i sit liv, derfor var han også lidt splittet med at stå over for Denjarna igen, for.. han havde brug for at tage små skridt. Det var måske ikke just helt fair, specielt fordi det var tydeligt at hun endnu ikke havde sluppet deres minde igennem de århundreder hvor hun havde været i tortur – hvilket gjorde alt værre for ham. Han kunne dog ikke holde den skyldfølelse ud og var nød til at lette sin byrde, hvilket også var grunden til at han i udgangspunktet var søgt efter hende. Hun var nød til at kende til sandheden! Han var nød til at fortælle hende det hele! At hun faktisk medgav hans ord, var noget som fik ham til at trække muntert på smilebåndet, for det glædede ham dog at hun var enig, hvor han også blot nikkede til hendes ord. De havde begge haft brug for at sluge nyhederne, selvom han var nød til at fortælle hende den sidste hemmelighed, for ellers ville intet kunne blive som før, hvilket det vel alligevel ikke ville blive, nok ikke hvis han fortalte hvad han havde gjort – alt efter hvordan hun ville reagere naturligvis. Hans blå øjne søgte ikke væk fra hendes skikkelse, på trods han havde taget plads på en gravsten, men det gjorde godt med lidt hvile. Måske han virkede til at være et nemt bytte, men bare fordi han havde brækket nogle ribben, så kunne han altså stadig godt bruge sin magi! Det krævede virkelig ikke det store! Alt efter hvor stærk den var, for ellers kunne magien tage hårdt på hans kræfter og energi, hvilket ikke ville hjælpe ham i den anden ende. Selvom hans blik var gledet i jorden ved hendes fødder, som han fortalte hvad der var sket, så så han alligevel kort op mod hende, hvor han godt kunne se at hun var endt helt stiv, som var hun blevet til sten og var en statue. Bare hendes nuværende reaktion gjorde ham langt mere nervøs, hvor hans hjerterytme også var steget i takt, selvom han forsøgte at berolige sig selv. Han havde fortjent hendes vrede, han havde fortjent hendes raserianfald, hvis det ville komme så vidt, for det som han havde gjort, var virkelig respektløst overfor hende. Han strøg tungen over sine læber, som hun direkte beordrede ham til at fortsætte „Efter jeg troede at du var død, og jeg brugte tid til at komme over dig, stødte jeg på en gammel ven. Jeg ved ikke.. det var som om følelserne løb af med mig, og lod dem vel blomstre af egen fri vilje. Og da jeg var kommet over dig, var jeg villig til at starte et nyt liv op med denne kvinde. Jeg troede tilmed at jeg skulle være.. far. Men det viste sig at kvinden havde bedraget mig, været mig utro og at barnet ikke var mit,” svarede han roligt og dog ærligt. Han endte med at rejse sig op, hvor han gik nogle skridt tættere på hende, inden han blev stående med en rank holdning og et fattet blik. Han kunne ikke løbe fra konsekvenserne og han var parat til at tage dem. „Og den kvinde var.. Elanya.” Hans blik gled til hendes ansigt igen, selvom han vidste at det ingen følelser viste.

[Deleted]

Aldrig havde Denjarna mistet tanken om sin elskede mand, Derick. Han havde været hendes vilje til at leve videre, mens alt havde set sort ud. Dag ud og dag ind, havde hun haft ham i tankerne, som hun havde gennemgået mere tortur end nogen anden. Hvis hun ikke havde haft ham, så havde hun været helt tabt nu. Hun havde dog overlevet alle smerterne, men nu var det svært at sige, om det havde været det værd. I hendes hoved havde Derick været, og hun havde også forestillet sig, at hun havde været i hans hoved og hjerte. Han havde trods alt givet sig selv til hende, som hun havde givet sig selv til ham. Det viste sig dog nu, at hendes tanker kun havde været et fjernt ønskebillede, som det overhovedet ikke afspejlede Dericks nutid. Hun var villig til at give sig selv til ham igen, men han havde det ikke længere på samme måde. Lammet var hun mildest talt i øjeblikket, hvilket også var tydeligt at se, som end ikke den stærke vind formåede at rykke hende en millimeter. At hans hjerte så begyndte at pumpe endnu stærkere, hjalp overhovedet ikke på situationen. Hun følte hans hjerte som en tikkende bombe, som den fortalte hende om den kommende fare. Han sagde jo han havde gjort hende uret, men hvordan? De værste tanker gled igennem hendes hoved, og det hele virkede meningsløst. Hun skulle bare være død i fangehullet, det havde åbenbart været det bedste, som hendes tilbagevenden tydeligvis var det stærkt modsatte af det ventede. Som han begyndte at snakke, syntes brikkerne at falde på plads og hendes værste frygt var ved at komme til live. Et mareridt var kun mildt sagt omkring dette. Et sted havde hun lyst til at tigge og be ham om at stoppe, som sandheden gjorde ondt, men hun var nødt til at høre sandheden! Han havde elsket en anden! Han havde været i seng med en anden! Han havde haft en familie med en anden! Hun mærkede, hvordan alt i hendes indre syntes at blive til sten, og al humanitet forlod hendes krop. Blikket fulgte dovent hans bevægelser, som han rejste sig for gravstenen og nærmede sig hende. De ellers så smukke sølvgrå øjne, syntes at transformere, som de blev mørkere og næsten blev sorte. Da han så nævnte navnet på den kvinde, han havde gået og ligget med, slog det fuldstændigt klik for Denjarna! Vrede, kulde, ondskab syrede gennem hendes krop, som den slog enhver anden følelse ihjel! "Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Og så med den skøge?! Jeg har altid vidst, at der har været noget mellem Jer, og så snart jeg var væk, tog du chancen!" råbte hun arrigt ad ham. Han havde vanæret hende på den værst tænkelige måde! Hun hadede den kvinde, og han havde benyttet hendes fraværenhed med at ligge med hende! Hvordan kunne han elske hende, når han havde gjort dette imod hende? Hun havde ventet på ham, og han havde bare hånet hende sammen med sin medsammensvorne, Elanya. Uden videre tanke greb hun fat i kappen på ham, for at smide ham til jorden, fuldstændigt ligeglad med hans brækkede ribben. Ingen kærlighed eller barmhjertighed var der i hendes blik, som det var blevet morderisk. Ligesom under deres sidste møde, åbnede hun munden en smule, så man kunne se de to hvide hugtænder. Endnu engang nærmede hun sig ham med ønske om at bide, men denne gang suge al blod ud af hans usle krop!

[Deleted]

Derick var udmærket godt klar over at han havde gjort Denjarna ondt på den værst tænkelige måde, og selvom det nok ikke ville komme ham til gavn eller gøre det bedre for hende, så havde han jo faktisk håbet på at kunne starte et liv op med Elanya, han havde elsket hende af hjerte, han havde set frem til at få et barn med hende, men det hele var røget så hurtigt i jorden at han slet ikke havde set det komme før det havde været for sent. Det var også fordi han havde elsket Elanya oprigtigt at han ikke kunne trække den videre med Denjarna foreløbig, eftersom han vidste at han havde gjort hende uret, at han havde vanæret hende og specielt på den værste måde man kunne tænke sig til, netop fordi han vidste at hun aldrig havde brudt sig om Elanya. Desuden så havde Elanya altid stået ham nært, og der havde vel altid været få følelser for kvinden, på trods af at han aldrig havde taget chancen? Der var jo også en grund til at han havde ønsket at flytte væk, så det bare var de to, netop for ikke at være så forvirret over sine mange følelser som han havde haft for de to kvinder, desuden så var det Denjarna der altid havde haft hans hjerte, også selvom han havde givet det videre til Elanya og han vidste at det var det værste han kunne gøre mod hende, men.. han kunne nu engang ikke gøre det om. De blå øjne faldt til Denjarnas ansigt, som han havde rejst sig op for at gå tættere på hende, hvor han godt kunne se at følelserne forlod hendes blik, hvilket gjorde ondt på ham. Han vidste at han havde fortjent hendes tæsk, hvis ikke det som var værre, men hvad kunne han gøre? Sket var sket og nu måtte han jo så tage konsekvenserne af det. Hendes råbende ord, fik hans blik til at ende helt tomt, selvom han ikke fjernede det fra hende, for det kunne han ikke få sig selv til. Han elskede hende, men han var stadig usikker på hvordan. Efter at Elanya havde valgt at droppe ham, så havde han ikke ønsket andre tætte på sig, derfor var det underligt at stå over for hans gamle hustru nu. Han havde været tæt på at gifte sig med Elanya, det havde tilmed været hans intentioner, hvilket ikke just gjorde det bedre for ham. At hun greb fat i hans kappe, for at tvinge ham ned på jorden, fik ham til at udstøde et skrig af smerte, da en intens smerte skød igennem hans krop. Hans ribben var brækket og dette gjorde det på ingen måder bedre! „Denjarna for pokker!” vrissede han fast, som han betragtede hvordan hun lagde sig over ham. Hans blå øjne faldt til hendes egne sølvgrå, der pludselig synes at være langt mere mørke. Det morderiske blik skræmte ham ikke på nogen måde, tværtimod gjorde det ham kun langt mere trist. Det gjorde ondt at se hende så vred på ham, selvom han vidste at det var fortjent på alle måder. Han stirrede blot tomt op i den mørke nattehimmel over dem, uden at gøre den fjerneste modstand., for hvorfor skulle han? Selvom hun måske var ude på at flå ham levende, så kunne han ikke gøre hende ondt, for hvordan skulle han kunne det, når han elskede hende?

[Deleted]

At Derick blot tog det let og mente; at sket bare var sket, og sådan var det bare. Sådan havde Denjarna det ikke ligefrem... Hun ønskede af hele sit hjerte, krop og liv, at han skulle bøde for det han havde gjort mod hende! Hun kunne ikke begribe, hvordan han kunne gøre det imod hende, da han vidste, hvordan hun havde det med Elanya! Altid havde de to kvinder hadet og foragtet hinanden som pesten, så at det lige præcis var hende, at han havde været hende utro med, kunne kun gøre ting værre. Han ville sikkert bare undskylde med, at han ikke mente, at han havde gjort noget galt, fordi han havde forventet at hun var død. Det var den latterligste undskyldning han kunne komme med! Han havde altid følt noget for den kvinde, og hun havde altid vidst det og frygtet det. At han havde planlagt et helt liv med hende, gjorde bare endnu mere ondt, eftersom de havde haft et liv sammen, men han havde åbenbart fundet det der var bedre. Hvis hun vidste, at det også havde været Elanya der havde droppet Derick, og at han sørgede over det, ville bare bringe hendes humør endnu mere i kog! Hele deres liv måtte have været en løgn, hvor han konstant måtte have ført hende bag lyset, hvor hun bare havde været blind af kærlighed. Det hun ville gøre nu ved ham, ville få ham til at ønske, at han aldrig nogensinde havde opsøgt hende. Styret af vrede og sorg kunne man godt sige, at hun var. Hun nød, at han skreg af smerte, da han skulle føle, hvad hun følte! Dog ville hun ikke være i stand til at tilfredsstille sig fuldstændigt, da han havde knust hendes hjerte, og han tydeligvis var ligeglad. Hun burde rive hans hjerte ud, men på den anden side, så ville hun sikkert ikke finde et i hans bryst. Ikke når han var så nådesløs, som han var. Han fortjente hendes vrede af alle grunde. På den ene side havde hun lyst til at trække hans pine ud, som han tydeligvis var i smerter, hvor hans ribben vel også måtte have sat sig i uorden igen. På den anden side havde hun ikke lyst til at se på sin forræderiske utro mand længere, og hvem andre end hende ville være bedre til at ende hans sølle liv? I sin vrede rev hun sin elskede diamantring af sin finger, hvor hun kylede den ned på ham, hvorefter hun fandt hans vielsesring frem fra lommen, hvor hun derefter smed den i hovedet på ham. "Så får du det, som du vil have det!" med de ord lagde hun sig over hans krop, hvorefter hun dækkede hans ansigt med sin højre hånd, hvor hun trykkede det ned mod jorden. Hun kunne lugte, hvordan blodet pulserede i hans krop, som det kaldte på hende, og hun ville give efter. Uden flere ord til sin mand, borede hun tænderne ned i halsen på ham, hvor hun bed i det sår hun allerede havde givet ham. Øjnene gled i i både vrede og nydelse, som hun var mere end sur og samtidig nød at få mad. Hun gav sig end ikke god tid med at ende hans liv, som hun i stedet slubrede blodet ivrigt i sig.

[Deleted]

Selv i dette øjeblik var Derick frygtelig usikker, han vidste ikke hvad han skulle føle eller hvordan han skulle reagere, for.. han havde elsket Elanya og også lagt i med hende, hvilket vel egentlig var det værste? Men selv hvis han ikke havde været sammen med Elanya eller nogen anden kvinde, så ville han stadig ikke mene at de længere var gift, eftersom han stadig var gået i døden, han var stadig i en ny krop, en ny mand og med nyt efternavn, derfor ville han heller ikke sige at han havde været hende utro.. på trods af at det faktisk føltes sådan, for han havde virkelig en kæmpe skyldfølelse. Han vidste godt at Denjarna og Elanya altid havde haft sin strid med hinanden – på grund af ham – og han havde altid været den lille lus mellem de to fingernegle. Nu kunne han jo så bare hade sig selv for at have lagt i med begge, for det var da nok det dummeste han kunne gøre, men han måtte vel tage konsekvenserne af det? At hun ligefrem nød hans skrig af smerte, kunne han godt se og fornemme på hende, hvilket næsten gjorde ondt, for.. dette var slet ikke hans tidligere hustru! Dette var ikke den gamle Denjarna! Han havde aldrig set hende så morderisk, rasende og knust før, og tanken gjorde ondt, tanken sårede ham, selvom han vidste at han havde fortjent hendes vrede og tæsk – eller hvad hun egentlig ville gøre mod ham. At hun rev sin diamantring af fingeren, den ring som han selv havde sat på hendes finger og kastede den ned på ham, hvilket fik ham til at rynke brynene i en trist mine. At hun så fandt hans vielsesring frem og kastede den i ansigtet på ham, fik ham til at lukke øjnene, inden hans blik gled mod jorden, hvor den var landet. Han så roligt op mod hende igen. „Denjarna..” svarede han i en dæmpet og trist tone, selvom den også var bedende, ikke for at hun skulle stoppe, men fordi hun var så sur. Han havde fortjent hendes vrede, så der ville han slet ikke stoppe hende, et sted ville han bare have hende til at fortsætte så hun kunne få afreageret, men det gjorde stadig ondt at hun kastede sin ring fra sig, netop fordi hun hele tiden havde båret den på sig – som han havde sin. Han vred sig kort, da hun lagde den højre hånd mod hans ansigt for at presse hans hoved ned i jorden. „Denjarna!” vrissede han let. Han bed tænderne fast sammen og gispede af smerte, da hendes sylespidse tænder måtte gennembore hans gamle sår, for at sætte bore sig ned i hans hals endnu engang – præcis under deres forrige møde. Han klemte øjnene hårdt sammen, da han kunne mærke at hun begyndte at suge blodet ud af ham – og livsenergien med. Han gjorde dog ingen modstand, selvom han kunne sætte hænderne mod hendes krop og lave en trykbølge eller en energikugle, så gjorde han det ikke, for det kunne han ikke få sig selv til. Han havde fortjent denne smerte, han havde fortjent denne straf og han vidste det udmærket godt – derfor stoppede han hende heller ikke. Han bed tænderne let sammen, hvor han åbnede øjnene ganske let, kun for at stirre tomt ud i luften. „Denjarna..” hviskede han lavmælt, som om han var ved at miste hende, hvilket han vel også havde? Hun var ikke sig selv, og han burde have forventet denne reaktion fra hende, når hun var så psykisk ustabil som hun var.

[Deleted]

Dette var udelukkende hans skyld, og han måtte skam også bøde for det med sit liv. De ville nok aldrig blive enige om, om de var gift eller ej, da han ville blive ved med at sige, at han var afgået ved døden og havde ændret sig. Denjarna ville påpege, at han bare havde snydt døden og ægteskabet gik til en af dem aldrig mere ville betræde denne jord. Ellers var det åbenbart en al for let udvej for ham, som han vidst var gået hen og fået erfaring i at genopstå, hvilket både var godt og ondt. Det havde været fantastisk, at han var kommet tilbage til hende første gang, men nu kunne hun ikke længere genkende ham. Før i tiden ville han aldrig have afvist hende, men det gjorde han nu. At han rent faktisk følte skyld over at have været sammen med Elanya, måtte vel betyde at han stadig så hende som sin hustru et sted, for ellers kunne han være ragende ligeglad. Hvad der så var sket senere mellem Derick og Elanya, vidste hun ikke noget om, som han ikke havde snakket mere om det, men hun gad nu heller ikke høre mere om det. Aldrig ville hun høre den kvindes navn igen! Nu havde de to kvinder i hvert fald såret hinanden, som hun engang selv havde været sammen med hendes søn, Gabriel, og nu havde Elanya lagt med Denjarnas mand. En utrolig historie var det vel, men for Denjarna var den et sandt mareridt lige nu. Altid havde hun frygtet, om han ville være hende utro, og han havde skældt hende ud for det hver gang, og nu havde hendes frygt vist sig at være sand. Hun reagerede ikke på, at han sagde hendes navn, for hvad kunne han sige af fornuftige ord? Det smertede hende at smide ringen væk, som hun efterhånden havde gået med den siden altid, men hun ønskede ikke længere den skulle være et symbol på ulykkelig kærlighed. Hun elskede den og ham, men det var ikke gengældt, så hvad nyttede det? At han var trist over hele situationen, forstod hun ikke, da han selv havde bragt sig i denne situation. Det var kun hende der havde tilladelse til at være såret! Hun var offeret. At han var irriteret over at hun dækkede hans ansigt, og pressede det mod jorden, var hun fuldstændig ligeglad med. Det var ikke meningen at dette skulle behage ham. Som blodet ramte hendes hvide tænder og gled ned ad hendes hals, fik hende næsten til at sukke af nydelse. Han havde nu udsøgt blod, når det ikke smagte af alkohol, men hun var jo også generelt tiltrukket af ham. Hun mærkede tydeligt, hvordan livet ebbede ud af ham, som blodet blev tyndere og tyndere, og hans krop slappere og slappere under hende. Hun hørte også, hvordan vejrtrækningen næsten blev utydelig, og hvordan hans hjerte var ved at give op... Det var først der at fornuften ramte hende, som hun skulle til at drikke den sidste dråbe. Hurtigt trak hun hovedet tilbage, mens hun tydeligt mærkede, hvordan adrenalinen pumpede i hende. "Hvad har jeg gjort?" mumlede hun lavmælt, så man dårligt nok kunne høre hende. Følelserne begyndte at glide tilbage i hendes øjne, som hun så ned på sin døende 'mand'. Hun tog sit håndled op til munden, hvor hun bed hul, så rødt blod ligeså stille begyndte at træde frem. Bekymret tog hun fat om hans nakke, så hun kunne løfte hans hoved en smule op, mens hun pressede sit håndled mod hans læber. "Drik," bad hun stille, skønt hun ikke vidste, om det var for sent. Hun var måske dybt ulykkelig og vred, men alligevel ... han elskede måske ikke hende, men hun elskede ham, og hun kunne ikke slå ham ihjel, skønt han havde såret hende på værst tænkelige måde.

[Deleted]

Derick var altid en mand der havde set ned på utroskab, det var noget som han altid havde slået hårdt på, siden dengang Denjarna havde været ham det. Det var aldrig sjovt at vide, at den person man elskede lå i med en anden person, at ens elskedes krop blev besudlet af en anden, og selvom han normalt ville slå hårdt ned på det, så var det ikke fordi han havde set sit eget som utroskab, men.. nu hvor han vidste at hun aldrig havde været død og han vidste at hun nærede så dybe følelser for ham, så kunne han næsten ikke lade vær med at have det dårligt over det. Og at se Denjarna reagere så voldsomt, var noget som efterlod ham med en tom følelse, eftersom det gjorde ondt at vide at han havde såret hende så dybt. Det var ikke løgn når han sagde at han elskede hende, for hun ville jo altid have en ganske særlig plads i hans hjerte, netop fordi de havde været igennem alt det som de havde. Desuden så var det ikke gået mellem ham og Elanya, hvilket måske var heldigt nok? Tænkt hvis hun var sluppet fri og havde fundet ham sammen med hende, med familie og det hele? Tanken fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, hvor han ganske let gøs. Som hun fandt nydelse ved hans blod, kunne han ikke lade vær med at finde en nydelse ved at have hende så tæt på sig og den smerte som hun påførte ham, selvom det måske ikke ligefrem var det rette tidspunkt, når hun rent faktisk var ved at tage hans liv. For hver slurk hun tog af hans blod, desto langsommere slog hans hjerte, der føltes som en stor byrde. Hans vejrtrækning blev svagere og svagere, hvor han til sidst måtte gispe efter vejret. Han forsøgte at få hendes navn over hans læber, men det lykkedes ikke for ham, hvor han kun blev langt mere svag og afkræftet. Hans hud begyndte at få rynker, som det næsten lignede at den trak sig sammen. Han endte med at blive ufattelig tynd i kroppen og ansigtet, da han lignede en som havde tabt sig flere kilo. Hans blik blev mere og mere tomt, for til sidst at blive helt fjernt, da hans hjerte synes at slå de sidste slag, da hun næsten havde tømt hele hans krop for blod og livsenergi. Han stirrede blot ud i luften uden rigtig at se noget, hvor ingen tanker fyldte hans hoved, da alt synes at være så tomt. At hun stoppede og trak sig tilbage, at hun snakkede og løftede hans hoved, lagde han på ingen måder mærke til, da han blot var helt livløs i kroppen. Hans læber blev indsmurt af hendes blod fra håndleddet, hvor nogle dråber gled ned i hans mund og hals, selvom hans blik stadig var tomt og helt.. dødt. Han gjorde den sidste vejrtrækning, hvor hans hjerte stoppede med at slå, som hans hoved faldt slapt til den ene side – et tydeligt tegn til at han var død. Han lå sådan for et par minutter, hvor der ikke synes at ske nogen reaktion fra ham, hvor han lignede et indskrumpet lig. Men efter de minutter, trak hans pupiller sig sammen, hvor hans hud begyndte at strække sig ud igen, for at blive glat og helt hård. Den var allerede kold og bleg, eftersom hun havde suget alt ud fra ham. Man kunne høre nogle knæklyde, da hans ribben begyndte at heale og sætte sig på plads igen, og efter et stykke tid, vågnede han op af døden, som han hev efter vejret. Han endte med at lægge sig halvt om på siden, hvor han faldt ud i et hosteanfald. Hans blik var en anelse sløret, men var begyndt at skifte farve til den selvsamme giftige violette farve, som han var født med.