Post by Deleted on Mar 27, 2012 18:02:55 GMT 1
Gaderne lå rimelig tomme hen. Det eneste der var jævnligt i bevægelse var vinden og det hår og tøj den rev med sig hos de forbipasserende. Dens susen trængte ind i de fleste kroge og gled hen mellem murene i gaderne og jo smallere de var jo højere susen kom der for øre. Jo nærmere mod Krypten man kom jo oftere ville man se folk forsvandt i modsat retning. I natte timerne var dette område et sted man ikke kom medmindre man havde et stort ønske om fare eller død. Kun nattens væsner var i store antal mødt op. Brandon lige så. Han var mere eller mindre en temmelig sjælden gæst efterhånden. Førhen så man ham jævnligt flere gange på en uge i Krypten, men nu kunne der godt gå to uger imellem hver opdukken. Som altid havde han sat sig i lokalets mest skyggerige og skjulte krog hvor han kunne holde øje med alt og alle.
Vindens susen kunne høres igennem væggen og det kunne selv et menneske måske at have hørt. Men alle kunne høre den når døren blev åbnet af folk der kom eller gik. Det skete temmelig ofte efter Brandon's egen personlige mening, men nogen kom og gik måske flere gange efter ting og sager. Eller måske skulle de overbringe budskab eller andet. Det kom egentlig ikke Brandon ved og han frøs jo ikke selvom vindens kulde trængte ind ved hver åbne mulighed. Tværtimod var det rart nok istedet for den lumre tilstand lokalet kunne ende i hvis der blev for overfyldt og for meget aktivitet.
Selvom Brandon sad alene så snakkede han med op til flere. Forbipassenrende der lige gjorde et kort hold for at føre en samtale ved bordet og så dem der ligefrem satte sig ned for at uddybe det alt sammen. De mørke og kolde øjne fik dog med den rette tid alle til at rejse sig og gå igen lige så snart Brandon ønskede det. De var ikke ræd for, at der ville ske dem noget så længe de var her og morede sig. Men så snart de kom udenfor ville det nok være en helt anden sad. Så fik Brandon straks frie tøjler og det var kun få der ikke kendte hans fortids ry. Og nogen havde måske endda hørt om de blodbad af mord han havde efterladt sig på sin rejse rundt om i landenes byer. Store som små. Han havde slet ikke tal på hvor mange døde han havde lagt bag sig. Han løftede sit glas og tog en tår af den røde væske der klart var blod. Ikke det bedste. Han havde smagt bedre derhjemme, men det var ikke ringe. Slet ikke. Og desuden så kom han her jo ikke for blodets kvalitet, selvom det var rart det lå temmelig højt. Men fordi der stortset altid med stor sikkerhed kunne siges altid at komme noget ud af en tur hertil. Man kunne få oplysninger eller mulige kontakter hvis det var nyttigt for en. Og ellers kunne man som regel altid finde en form for morskab næsten hvem end man var og hvad man søgte efter. Brandon egen sans for morskab kom nok ud over de flestes grænser selv herinde hvor alle jo var 'dræbere' i manges øjne. Og det selvom nogen faktisk levede af blod som kom fra donerer eller af dyr.
Efter en passende sum af tid rejste Brandon sig dog op fra sin stol. Han medgav den daværende bord kammerat en fortsat god nat før han vendte sig bort. Han havde fået tømt tre glas og alle var betalt for så den sag var ude af verden. Der gik ikke mange sekunder fra han havde rejst sig til en let skramlen kom fra stolen der blev skubbet lidt ud fra bordet. De nærmeste sænkede lidt stemmerne og vendte sig for at se. Var stedet nu hjemsøgt? Svaret kom dog ganske hurtigt til dem, da en pelset krop kom fra under bordets skjul og med skrabende kløer trådte længere ud på træblankernes overflade. Lige bag den kom endnu en pels til syne. Den sorte og hvide som var kommet frem først rystede sig mens den næste, som var hvid og grå, kom frem og derefter også rystede sig før de begge i ro og mag gik efter Brandon. De lange klør skrabede over gulvet og kunne få en til at dukke sig eller mørke en rislen ned af ryggen af ubehag eller frygt. Selvom de to store dyr bare var hunde kunne mange let tro det var ulve. Det var måske svært at se forkellen? Brandon gik lidt og tænkte over at han nok burde få kløerne kortet af sådan som det lød når de gik på et almindeligt gulv af brædder. Han fik lukket døren op og lod sine firbenede følgesvende træde udenfor før han selv gik efter og lod døren glide i bag sig. Han strakte sig lidt og havde ikke travlt. Han ville bare hellere være i god tid om at komme hjem så han ikke endte med, at stå der fanget i solen på halvvejen. Han kløede begge hunde bag øret før han gav sig til, at gå ned af den smalle gade der førte væk fra Krypten som blev lagt bag ham skridt for skridt.
Vindens susen kunne høres igennem væggen og det kunne selv et menneske måske at have hørt. Men alle kunne høre den når døren blev åbnet af folk der kom eller gik. Det skete temmelig ofte efter Brandon's egen personlige mening, men nogen kom og gik måske flere gange efter ting og sager. Eller måske skulle de overbringe budskab eller andet. Det kom egentlig ikke Brandon ved og han frøs jo ikke selvom vindens kulde trængte ind ved hver åbne mulighed. Tværtimod var det rart nok istedet for den lumre tilstand lokalet kunne ende i hvis der blev for overfyldt og for meget aktivitet.
Selvom Brandon sad alene så snakkede han med op til flere. Forbipassenrende der lige gjorde et kort hold for at føre en samtale ved bordet og så dem der ligefrem satte sig ned for at uddybe det alt sammen. De mørke og kolde øjne fik dog med den rette tid alle til at rejse sig og gå igen lige så snart Brandon ønskede det. De var ikke ræd for, at der ville ske dem noget så længe de var her og morede sig. Men så snart de kom udenfor ville det nok være en helt anden sad. Så fik Brandon straks frie tøjler og det var kun få der ikke kendte hans fortids ry. Og nogen havde måske endda hørt om de blodbad af mord han havde efterladt sig på sin rejse rundt om i landenes byer. Store som små. Han havde slet ikke tal på hvor mange døde han havde lagt bag sig. Han løftede sit glas og tog en tår af den røde væske der klart var blod. Ikke det bedste. Han havde smagt bedre derhjemme, men det var ikke ringe. Slet ikke. Og desuden så kom han her jo ikke for blodets kvalitet, selvom det var rart det lå temmelig højt. Men fordi der stortset altid med stor sikkerhed kunne siges altid at komme noget ud af en tur hertil. Man kunne få oplysninger eller mulige kontakter hvis det var nyttigt for en. Og ellers kunne man som regel altid finde en form for morskab næsten hvem end man var og hvad man søgte efter. Brandon egen sans for morskab kom nok ud over de flestes grænser selv herinde hvor alle jo var 'dræbere' i manges øjne. Og det selvom nogen faktisk levede af blod som kom fra donerer eller af dyr.
Efter en passende sum af tid rejste Brandon sig dog op fra sin stol. Han medgav den daværende bord kammerat en fortsat god nat før han vendte sig bort. Han havde fået tømt tre glas og alle var betalt for så den sag var ude af verden. Der gik ikke mange sekunder fra han havde rejst sig til en let skramlen kom fra stolen der blev skubbet lidt ud fra bordet. De nærmeste sænkede lidt stemmerne og vendte sig for at se. Var stedet nu hjemsøgt? Svaret kom dog ganske hurtigt til dem, da en pelset krop kom fra under bordets skjul og med skrabende kløer trådte længere ud på træblankernes overflade. Lige bag den kom endnu en pels til syne. Den sorte og hvide som var kommet frem først rystede sig mens den næste, som var hvid og grå, kom frem og derefter også rystede sig før de begge i ro og mag gik efter Brandon. De lange klør skrabede over gulvet og kunne få en til at dukke sig eller mørke en rislen ned af ryggen af ubehag eller frygt. Selvom de to store dyr bare var hunde kunne mange let tro det var ulve. Det var måske svært at se forkellen? Brandon gik lidt og tænkte over at han nok burde få kløerne kortet af sådan som det lød når de gik på et almindeligt gulv af brædder. Han fik lukket døren op og lod sine firbenede følgesvende træde udenfor før han selv gik efter og lod døren glide i bag sig. Han strakte sig lidt og havde ikke travlt. Han ville bare hellere være i god tid om at komme hjem så han ikke endte med, at stå der fanget i solen på halvvejen. Han kløede begge hunde bag øret før han gav sig til, at gå ned af den smalle gade der førte væk fra Krypten som blev lagt bag ham skridt for skridt.
