A strong man to take care of all

[Kimeya Marvalo]

Situationen var ikke videre romantisk, det vidste Kimeya udmærket godt, men af den grund, så havde han stadig det håb om at det hele nok skulle ordne sig. Nu havde det set ud til at gå i deres retning for en gangs skyld, og det var slet ikke noget som han ønskede at give slip på nu, det var helt sikkert! Det morede ham dog alligevel at de andre faktisk havde formået at placere Faith i et køkken, også fordi at han slet ikke havde formået det. Hendes irritable undertone, var dog noget som han hurtigt lagde mærke til, men det var ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund, men ikke desto mindre, ås var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg kan hjælpe dig med den?” foreslog han roligt, som han vendte blikket mod hende. Ja, et sted så var det vel også muligheden for ham at gøre det hele godt igen, eller forsøge på det om ikke andet? At Faith skulle hænge og dingle over hovedet på ham, var slet ikke noget som han havde det mindste imod! Det gav da ham det mest perfekte udsyn, så det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det! Han trak morende på smilebåndet, hvor han lige kunne ane den rødmen i hendes kinder, som hun vendte sig mod ham. Hans smørrede smil sagde hende vel også det hele? For han havde bestemt ikke noget imod det! Han endte med at slippe en let latter, næsten som havde han været helt uskyldig! ”Jeg har ikke gjort noget!” endte han morende, som han så til at hun kæmpede sig op. Ikke fordi at det gjorde ham noget. Han så dog bare frem til det bad efterhånden, for han følte sig bestemt ikke på toppen, for ikke at glemme, at han virkelig så frem til at få varmen igen, for det var der så sandelig heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Kimeya var skræmmende kold, han frøs, var stiv i alle led, og han var virkelig træt efterhånden og hvilede i et stort hul i jorden og skulle til at komme op og han manglede jo stadig sit ene ben, hvilket bestemt heller ikke gjorde det bedre! Han sukkede dæmpet, som han igen nikkede til hende. ”Du.. du behøver ikke finde Cedric.. Han har vidst allerede gjort rigeligt..” endte han dæmpet, som han trak vejret dybt. Hænderne satte han i jorden, kun for at forsøge at komme mere fri, men han sad virkelig bare fast, og det var noget som virkelig måtte irritere ham! Han blev så nemt irriteret når han var træt, og han havde det bestemt heller ikke særlig godt! Mange var begravet hernede, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede at forstyrre freden til sine egne forfædre, men denne gang blev det desværre bare nødvendigt, og det var jo sådan at det var. Han klemte øjnene sammen. ”For pokker..” vrissede han let af sig selv, som han vendte blikket mod den jordvæg som faktisk omringede ham fra alle sider. Han følte sig virkelig fanget og den følelse alene var virkelig ubehagelig! Han blev siddende for en kort stund, inden.. smilet bredte sig på hans læber. ”Jeg kommer nu..” endte han dæmpet, som han.. pludselig bare forsvandt fra hullet i jorden, kun for at komme dumpende direkte ned i gulvet bag hende, som han pludselig bare dukkede op der i stedet for. Han gispede let, som han tydeligt måtte ligge der og ryste. Han havde det bestemt ikke særlig godt!

[Silia D. Diamaqima]

For første gang i frygtelig lang tid, havde der været håb forude for dem, men efter han var blevet anholdt, så var der blevet kastet endnu en skygge over dem, og Faith var efterhånden ved at være træt af det. Selvfølgelig var hun glad for at se ham, så meget i live som han nok kunne være i situationen, men under alle omstændigheder så havde hun svært ved at fylde sig selv med troen om at de kunne få det til at fungere. Det var trods alt dem, men hun nægtede at nøjes igen. Tanken om den opvask som ventede hende, var faktisk noget som irriterede hende. Ikke nok med at dagene var lange, og at hun ikke havde fået megen søvn, men hun skulle ligeså hjælpe sin.. ja hvad han nu end var, op af graven, og oven i købet tage en opvask bagefter, for ikke at tale om at hun hadede at stå i et køkken. Så hellere være grav røver! Det må du meget gerne.. tak,” svarede hun en anelse mere roligt, det var jo heller ikke meningen at hun ville skændes med ham nu! Den svage rødmen i sine kinder, var faktisk en som hun forsøgte at skjule, for hun kunne ikke allerede lade sig smelte af hans charme, han havde nogle ting at bevise for hende først, og desuden.. denne gang kom børnene først! Hun himlede med øjnene, selvom man kunne fornemme det lille smil på hendes læber, der afslørede at hun ikke var direkte sur. ”Det er så typisk dig,” påpegede hun bare og rystede på hovedet af ham. Kjolen sørgede hun for at trække godt ned om lårene, før hun faktisk gled på knæ for graven og så ned på hans skikkelse. ”Hvis du ikke selv kan, så har jeg intet valg. Jeg får dig ikke op alene,” endte hun kortfattet og betragtede ham ene anelse bekymret. Ikke nok med at han var kold og stiv. Han skulle nærmere bare i bad og så på hovedet i sig.. Faith havde allerede gjort det til sin undskyldning for at lade opvasken stå, hun var jo nødt til at passe og pleje ham, nu hvor han var omkring hende! Tanken om at de forstyrrede de døde var virkelig ikke noget som Faith skænkede en tanke. Det var ikke fordi hun nærede stor respekt for resten af Marvalo familien, faktisk havde hun ikke mødt nogle familie medlemmer som hun brød sig om, så i det store og det hele, ville hun bare have ham fri, så hun selv havde mulighed for at komme ud herfra. Det løb hende koldt ned af ryggen. Faith nikkede blot stille. Efterhånden var hun blevet lidt døsig, så som hun sad der og stirrede ned på ham i graven og han pludselig bare forsvandt.. så blev hun faktisk direkte urolig! ”Kimeya?” hun så bag sig som han lå der på gulvet. Hun lod hånden blidt stryge over hans kind. ”Lad os komme ud herfra,” endte hun blidt, og gav ham en støtte så han kunne komme på benene, desværre kunne hun jo ikke rigtigt bære ham, hun havde forsøgt at slæbe ham før, men det havde også været det hårdeste hun nogensinde havde gjort, det var helt sikkert, og hun havde ikke tænkt sig at gøre det igen! Grebet omkring hans arm var temmelig kraftigt, så hun var helt sikker på at han ikke ville falde og tage hende med sig i faldet. Nu ville hun bare gerne væk fra den kælder, hun hadede det sted, hvilket han jo godt vidste!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne virkelig kun håbe på, at det hele skulle vise sig at gå i den anden ende. Han gik rundt med ønsket om at kunne få Faith tilbage, tage hende til ægte og leve med hende resten af livet, hvis det var noget som de andre selvfølgelig ville acceptere – Cedric deriblandt, men ikke at det var noget som han ville sige noget til som sådan i den anden ende. Han vendte blikket op mod hende, som hun måtte dingle over kanten, hvilket var noget som virkelig måtte more ham, for det var bestemt også et syn som han rigtig godt kunne lide! At hjælpe hende med opvasken, havde han faktisk ikke noget imod, for han kunne faktisk godt lide at stå i et køkken, hvis man ikke skulle tro at det var løgn i den anden ende, for det var det bestemt heller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, hvor han blev siddende igen med et tydeligt smørende smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket stille ned mod sig selv endnu en gang. ”Jeg skal nok selv komme op..” endte han ganske sigende, som han endnu en gang vendte blikket tænkende mod hende endnu en gang, for det var bestemt heller ikke sådan at der var noget behageligt i denne situation, for det var der bestemt heller ikke! Magien havde han på sin side, hvis han vidste hvordan den skulle bruges, og den fordel havde han heldigvis!
At Kimeya forsvandt for øjnene af Faith, kun for at ryge direkte i gulvet bag hende, var ikke andet end noget som han kunne sige sig at have regnet med. Den varme hånd som lagde sig mod hans kind, lod ham alligevel vide, at han var sikker, og det var en tanke som han virkelig ikke havde det mindste imod! ”… Ja..?” svarede han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. At hun tog så godt fat i ham, at han endnu en gang kunne komme op på benene, var slet ikke noget som han havde noget imod, hvor han let bed tænderne sammen, så han kunne hjælpe hende, så han kunne komme ordentlig op at stå. Han manglede jo stadig sit ene ben, så frem til han igen havde noget at støtte sig til – såsom den stok som han havde fået af Faith til jul, men ikke desto mindre, så var han stadig sikker på at han nok skulle få den igen før eller siden! Han humpede med ved siden af hende. ”Det bad og en smule selskab ville gøre godt nu.. Hvad mener du..?” svarede han med en sigende mine, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Det kække glimt viste sig i hans øjne, også fordi at det slet ikke var noget som han kunne lade være med i den anden ende. Han trykkede let omkring hendes skulder, også for at han skulle have noget at holde fast i, også for at sikre sig, at hun faktisk blev der sammen med ham, for andet var slet ikke noget som han ønskede at høre tale om på nogen måde!

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde altid været en mand af mange drømme.. desværre så gik det aldrig rigtigt som de havde planlagt. De havde før prøvet at give hinanden det endelig ja, men alligevel var de endt for enden af den samme vej hver gang. Hun bebrejdede ikke sin søn, for ikke at ønske at se dem sammen, for hun måtte erkende at hun til tider virkelig var i tvivl om de gjorde det rigtige ved konstant at følge hinandens fodspor. Nu hvor han var tilbage.. så måtte de jo se hvor det ville fører hende, men en ting var sikkert; de skulle have langt mere ro på, hun var ikke klar til et stort spring lige nu, måske hun altid havde været lidt af en eventyr prinsesse, men hun ville for en gangs skyld have noget stabilt. At han havde ligget dernede og nydt godt af synet, var nu ikke noget som hun tog sig af, det var jo for pokker Kimeya.. en mand ville altid være en mand. Det var ikke fordi hun direkte skænkede opvasken en tanke, nu havde hun vel en undskyldning for at lade den stå, til en af de andre ville komme hjem igen? Hun skulle tage sig af sine børns far som netop var stået op fra gået.. bogstavelig talt. Hun smilte lidt for sig selv ved tanken, for der var da noget ironisk over det. ”Godt,” hun betragtede ham en anelse usikkert, for han virkede slet ikke stabil nok til at gøre brug af magi, men det var deres eneste mulighed i øjeblikket, hun hadede jo også at være nede blandt hans døde slægtninge.
Hun sad ved siden af ham og strøg hans kind, også selvom hun hurtigt forsøgte at lade ham komme på benene. Blev han liggende der for længe, så vidste de begge at han ikke kom igen, desuden så havde hun glemt hans stok oven på – eller rettere sagt, så havde hun jo ikke troet at den irriterende lyd var ham der stod op fra døden altså! Det lod til at han måtte nøjes med hendes stønne i øjeblikket. Hun strøg de flammerøde lokker bort, så de ikke km i vejen, og greb fat om ham, så hun kunne fungere som den behøvede støtte. Hun himlede med øjnene. Døden havde tydeligvis ikke forandret ham synderligt meget. Hun smilede for sig selv, hun kunne ikke lade være, et sted var hun jo virkelig lettet over, at han faktisk havde holdt sin løfte til hende og var kommet igen. Hun havde taget fejl. Nogle ting havde tydeligvis ændret sig. Hun begyndte roligt at humpe af sted med ham. ”Det lyder godt. Men pak den kække tone væk med det samme, du får ikke i a...” hendes drillende latter døde hen, som de grønne øjne søgte over de øvrige stens navne. Hun stoppede op og det føltes som om hendes hjerte gjorde det samme. ”Kimeya?” endte hun med en frygtelig neutral tone. ”.. Hvorfor er der en sten med vores døde søns navn på?” endte hun direkte spørgende. Milandos navn var ikke til at tage fejl af, og hun tvivlede så sandelig på, at der tilfældigvis havde været en fra hans slægt med samme navn! Hun rettede de skeptiske grønne øjne mod ham, tydeligt krævende for svar.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde altid været en mand af mange drømme og alt for mange ideer, men af den grund, så vidste han altid hvad han ønskede som et endeligt mål, og denne gang var det endnu en gang Faith som han ønskede. Tanken om at skulle undvære hende, var noget af det værste som han nogensinde havde været ude for, og hver gang, gik det kun op for ham, hvor hårdt det var at skulle undvære hende, for det kunne han slet ikke! Han vendte blikket op mod hende. At hun havde dinglet med benene ud over kanten, så han havde været i stand til at se det hele, var selvfølgelig en tanke som havde frydet ham, og det var slet ikke noget som han skjulte! Desuden vidste han jo allerede fra før af, at det slet ikke var noget som Faith havde noget imod som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. Måske udmattet og direkte træt, men af den grund, så var han faktisk i et skræmmende godt humør, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. ”Ja..” mumlede han tænkende, ganske kort før han endte med at forsvinde for hendes åsyn.
At dukke op på gulvet, var noget som slog ham direkte omkuld, for han havde jo et manglende ben at støtte sig til! Han klemte øjnene sammen, som det var tydeligt, at han faktisk måtte have ondt, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn i den ene retning eller den anden. Han vendte blikket mod hende, som hun måtte komme ham i møde. Det var sjældent at han i det hele taget gjorde brug af magien på den måde, også fordi at det faktisk ikke var fordi at han brugte den særlig ofte nu om dage. Det havde faktisk været sådan alt for længe, og han vidste det jo trods alt også godt! Den kække tone, var noget som efterhånden bare lå ganske naturligt til ham, og ikke noget som han kunne gøre noget ved bare sådan uden videre alligevel. Han smilede let for sig selv, som han alligevel nu måtte gøre sit, for at forsøge med at finde en balance, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men han forsøgte da om ikke andet, for han ønskede ikke at gøre hende ondt, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Han himlede svagt med øjnene. ”Er den virkelig så slem..?” spurgte han roligt, som han vendte blikket mod hende. At hun fik øje på deres lille søns grav, var noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed, hvor hans smil var falmet tydeligt, for.. han havde heller ikke skænket knægten en tanke igennem frygtelig lang tid! ”… Fordi at han ligger hernede, Faith,” svarede han endeligt. Han ønskede virkelig ikke at starte op med at skændes med hende, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Desuden var han lige vågnet, og det var slet ikke noget som han ønskede at bruge sin tid på, hvis det var noget som han endeligt kunne blive fri for! Efter vampyrerne havde fået kirkegården, havde han selv valgt at grave knægten op. Han skulle ikke ligge på et sted, som var så befængt af det forbandede bæst! Det var helt sikkert! ”Lad os nu bare komme op. Stedet her er faktisk koldt nok som det er i forvjen.. endte han dæmpet og med en ganske sigende mine.

[Silia D. Diamaqima]

Efter et utal af år, så var det stadig endt på den samme måde, heldet havde ikke ligefrem tilsmilet dem, men hvis hun kunne få lov til at dø i hans arme, så ville det have været alt smerten og alle tårerne værd, også selvom hun altid var så vred på ham, han tog virkelig nogle dumme valg. Faith havde virkelig forsøgt at undvære ham, hun havde både ladet døden tage ham flere gange, hun havde ladet døden tage hende, og hun havde forsøgt at afsværge ham, men intet lod til at kunne holde hende fra ham i sidste ende, så tilbage var der vel bare at acceptere, at det nu engang var sådan det var, også selvom han ikke altid behandlede hende retfærdigt! Kimeyas humør fejlede intet, det fandt hun hurtigt ud af, og det forundrede hende egentlig ikke. Et lille smil endte selv med at spille på hendes læber, han var nødt til op og have sin søvn ellers ville han da slet ikke kunne hænge sammen! Han var ved at være slidt, det var svært at skjule at han var blevet gammel, ligesom hun heller ikke var helt ung længere, men hun holdte sig da om ikke andet lidt bedre end det han gjorde. Faith kluklo. "Den er så slem," bekræftede hun. Kimeya havde altid haft en irriterende tendens til at tro at han var sjovere end han egentlig var, meget af det var bare det samme perverse vers om igen, og hende og børnene morede sig ved det til en vis grænse, men efter så mange år med ham så var det bare blevet til en typisk Kimeya ting, som særlig hun måtte finde sig i, selvom hun jo faktisk godt kunne lide det, det var en bekræftelse. Tanken om at se sin afdøde søns navn på en sten hernede var noget der øjeblikkeligt havde fået smilet til at falme. Det havde været den første med Kimeya, den kære Milando som var blevet slået ihjel af sin egen mor, men så vidt hun vidste lå han begravet på kirkegården i Convento, hun havde jo besøgt ham op til flere gange før det var blevet bosted for vampyrerne vel og mærke. ”Kimeya hvis du ikke fortæller mig hvorfor, så lader jeg dig ligge hernede,” truede hun spidst. Hun kunne skam sagtens finde på det hvis først hun blev vred nok også selvom han lignede en der skulle på hovedet i seng. Han skjulte noget for hende, hun havde kendt ham i nok år til at vide hvornår han snakkede uden om, og det var lige præcis det han gjorde i øjeblikket. Hun tog endnu engang skridtene op og førte ham igennem kælderen selvom der ikke var så meget som et ord der forlod hendes læber, ikke før han havde fortalt hende præcis hvorfor der stod en sten dernede! Trappen var mere besværlig, særlig fordi han jo faktisk var en bred mand, det var ikke let for hendes lille skikkelse, men hun havde jo prøvet det der var værre før. Hun havde et fast tag om ham som hun roligt førte med sig oven på igen, selvom hun uden tøven kunne smide ham direkte tilbage dertil hvis ikke han havde tænkt sig at være lidt behjælpelig, det andet kunne hun ikke bruge til meget, det var der heller ingen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at han havde gjort nogen makabre og dumme fejl igennem hans liv, også selvom han virkelig forsøgte ikke at gøre dem, men det var bare som om at det var noget som skete alligevel, hvilket var ham en tydelig frustration uden lige! Han vendte blikket roligt mod Faith. De var ikke i stand til at undvære hinanden.. Han kunne ikke undvære hende, det var sikkert, og han havde virkelig forsøgt, men.. det gjorde ondt, han følte sig rastløs, han kunne ikke hvile, han kunne ikke slappe af, og tankerne kværnede rundt i hovedet på ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst for at undgå det, og det var ham virkelig en frustration uden lige! Han vidste godt, at de var nødsaget til at tage et stille skridt af gangen, ellers ville det jo slet ikke gå, men det var nu bare sådan at det var.. Kunne de overhovedet finde ud af det? Det krævede bestemt en indsats fra hans side af, for han var jo trods alt en mand som vidste hvad han ville have, og sådan havde det i den grad også altid været, selvom det nok ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for dem. Han himlede let med øjnene. ”Min sans for humor er da fantastisk! I griner jo..!” påpegede han. Måske de grinte mere af ham end med ham, men det var han faktisk ligeglad med! De grinede og det var jo faktisk pointen i det hele!
Kimeya havde fået Milando gravet op og flyttet efter Corvento havde indtaget kirkegården. Der havde han primært nægtet at lade hans lille søn ligge der! Han vendte blikket mod Faith. Han kunne jo selvfølgelig godt forstå hendes frustration, men med alt det som faktisk havde været galt for dem igennem den sidste lange stykke tid, så havde det jo heller ikke ligefrem været fordi at det havde været muligt for ham at bringe hende den information! Der havde jo været så frygtelig meget galt igennem den sidste tid, og det var faktisk ikke engang hans skyld alt sammen! Han fnøs ganske kortfattet. ”Jeg flyttede ham, da vampyrerne tog kirkegården som en del af deres by og som en del af Corvento. Jeg nægtet at lade ham ligge der,” forklarede han ganske kortfattet. Måske at det havde været forkert at forstyrre drengens hvile, men han havde ikke set noget andet alternativ. Han ville ikke lade vampyrerne vade rundt over hans søn! Specielt fordi at knægtens navn var så kendt som det var, så turde han ikke engang tænke på hvad de ville kunne gøre ved ham! ”Hensigten var faktisk god..” mumlede han ganske kortfattet, for det var ikke engang fordi at det var løgn for hans vedkommende. Han havde faktisk kun ønsket at knægten skulle have lov til at få noget fred og ro, og nu kunne han få det med familien omkring. Det var vel ikke så slemt igen, var det? Han fulgte roligt med Faith ovenpå. Selv så han frem til et bad og noget hvile, for det var efterhånden ved at være frygtelig tiltrængt!

[Silia D. Diamaqima]

Ingen af dem var fejlfri det måtte de nok erkende, men det ændrede ikke på det faktum at hun elskede ham med hele sit hjerte, og hun var villig til at dø for det han fik hende til at føle. Hun var ikke i stand til at undvære ham uanset hvor meget hun ellers havde kæmpet for det, derfor lettede det hende selvfølgelig kun at han faktisk var kommet tilbage til livet, også selvom det var gået alt for lang tid, hvis man skulle spørge hende vel og mærke. Det havde aldrig ligefrem været de,m at tage det stille og roligt, og selvom Faith ønskede at gøre det, så vidste hun også godt, at hun aldrig kunne blive i stand til at holde sig væk fra ham over længere tid, hendes tålmodighed var efterhånden opbrugt. Hun himlede med øjnene. ”Vi ler nok mere af dig end med dig min kære,” påpegede hun næsten lidt drillende, også selvom det jo ikke var meget løgn, for hans humor var virkelig mere sort end det burde være tilladt! Hun fik ham med sig op af trappen og op i køkkenet der stadig lignede et større rod. Hun havde faktisk ikke rigtigt overskud til at tage et bad først selvom de begge to lugtede langt væk, men han kunne jo knapt stå på benene!
Hun vendte sig mod ham, og betragtede ham med en lidt streng mine. Hun havde bestemt ikke regnet med at finde deres søns grav i kælderen, også selvom det egentlig lettede hende, med henblik på vampyrerne der havde overtaget kirkegården og direkte dannet et samfund omkring den.
Hun ønskede jo heller ikke at der skulle ske knægten noget, også selvom han var afgået ved døden allerede ved fødslen. ”Tro mig Kimeya jeg forstår dig godt, jeg ville have gjort det selv, men jeg kom fra det igen. Jeg er bare irriteret over at du intet har fortalt mig, du fortæller mig aldrig noget,” mumlede hun utilfredst. Det var måske ikke helt rigtigt, og så alligevel.. han havde altid været en mand af mange hemmeligheder, og til tider havde hun haft forfærdelig svært ved faktisk at nå ind til ham. Det var hårdt når hun selv var ham så hengiven som hun var. Hun nikkede stilfærdigt og betragtede lidt overvejende opvasken som stod der og kaldte på hende. Faith sukkede tungt. Det var ikke retfærdigt at være sur på ham, men det havde været nogle virkelig hårde dage! Hun lagde hånden mod hans kind, og plantede et yderst forsigtigt kys mod hans pande, ganske enkelt fordi han var møg beskidt. ”Hvad siger du til at springe badet over, og hoppe direkte i seng? Du vil uanset ikke kunne holde dig vågen,” endte hun stille, for hun kendte ham jo efterhånden, alderen var ved at tage sit tag i særlig ham, og det var noget som også medførte et langt større søvnbehov. Roligt begyndte hun at fører ham op af den næste trappe op til soveværelset. Hvis han ikke ville lytte så var badeværelset lige ved siden af, men for hendes vedkommende hastede det bestemt ikke, heller ikke selvom han havde smittet hende med lugten af lig!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville ikke ligefrem vove at påstå, at han var uskyldigheden selv, for det var han på ingen måder, og det vidste han jo udmærket godt! Han vendte blikket ganske stille mod hende. Han havde ganske rigtigt en frygtelig sort humor, men de grinede og det var noget som de alle sammen kunne have det sjovt med, og så var han faktisk lidt ligeglad med om de grinede af ham eller hvem de nu måtte grine af. Han sendte hende et stille smil. ”Og..? I griner da stadig, og det er da hele pointen..” endte han stilfærdigt og med det rolige smil på læben. Lige nu var det ikke fordi at han ønskede at virke mut eller noget lignende, men træt var han og et bad og at komme i seng, var bestemt heller ikke noget som han ville have det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket i den anden ende.
Det var egentlig ikke fordi at Kimeya havde skjult deres lille søn hernede, men.. ja, han havde vel bare glemt at nævne det for hende? Glemt at nævne for hende at han havde flyttet deres søn? Hvis der var noget som han ønskede at undgå, så var det helt klart at komme på tværs af vampyrerne, for han brød sig slet ikke om det væsen, selvom der var enkelte individer som han havde lært at leve med, men det var nu heller ikke fordi at det havde været særlig nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet! Han sukkede dæmpet og nikkede så. ”Jeg fortæller dig da en hel del. Jeg.. er vel bare kommet lidt fra det igen..” mumlede han ganske let for sig selv. Et sted var det jo ikke fordi at han ønskede at bebrejde hende eller noget som helst, for det havde slet ikke været hans mening med noget som helst af det her. Han var vel bare ved at blive lidt halvgammel? Alderen var i den grad også ved at tage ham lidt igen, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så hårdt på igen, for det var jo bare en del af livet, og noget som han bare måtte lære at leve med, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men det var vel bare at gøre det så godt som det nu var ham muligt? Strøgene mod hans kind og kysset mod hans pande, fik ham til at lukke øjnene let. Det var utroligt hvor meget man kunne glemme hvor godt hendes kærtegn føles! Han brummede næsten saligt. ”Du får det jo næsten til at lyde som et godt tilbud.. Men okay. Det kan vel altid vente til i morgen,” endte han med et stille smil. ”Hvis du lover at ligge ved siden af mig..” Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, og med det samme lette smil på læben. Han valgte faktisk at humpe med hende ganske medvilligt op af trappen, hvor han virkelig forsøgte at gøre det så nemt for hende, som det nu var ham muligt, for han vidste jo godt, at han var temmelig tung at have med at gøre når alt endelig skulle komme til alt!

[Silia D. Diamaqima]

Der var ingen af dem som direkte kunne kategoriseres som uskyldigheden selv, hun begik også mange fejl, men de havde da formået at kæmpe sig igennem.. for nu vel og mærke! Det var bestemt ikke fordi at Kimeyas humor var et problem, det holdt trods alt familien godt beskæftiget, men under alle omstændigheder så grinede de mere af ham end de gjorde med ham. En blid latter undslap hendes læber. Hun rystede på hovedet af hans ord, for det var virkelig en typisk Kimeya kommentar, det var om ikke andet, godt at se at han ikke havde mistet sig selv i mellemtiden. ”Selvfølgelig er det, det,” svarede hun og talte ham mere eller mindre bare efter munden fordi det morede hende. Selvom det gjorde hende vred at han ikke havde fortalt hende om at han havde flyttet Milando, så forstod hun udmærket hvorfor, hun havde heller ikke specielt meget til overs for de forbandede vampyrer, og hun frygtede selvfølgelig at de ville forstyrre hendes søn, så hun kunne vel godt lade denne ene gang gå forbi uden en større skideballe? ”Undskyld Kimeya, det var ikke sådan ment, det har bare været et par hårde dage,” endte hun stille, for det var trods alt ikke løgn. Hun strøg hans kind og nød følelsen selvom han efterhånden trængte til en barbering. Hun sendte ham et lidt undskyldende smil, og førte ham roligt ind på soveværelset der stod mere eller mindre urørt, sengen var redt hvilket lidt vidnede om at hun ikke havde ligget meget i den, for hun var bestemt ikke så huslig at hun gav sig tid til at redde seng om morgenen! Ganske stille slæbte hun ham hen til sengen og slap ham ved sengekanten, for det var virkelig også tungt for hende at skulle støtte ham. Hun ømmede sin side lidt og strakte den dovne krop. ”Det er et fremragende tilbud,” rettede hun igen en smule drilsk. Kjolen trak hun roligt over hovedet og blottede sig for hans blik, også selvom hun ikke selv sagde noget til det, der var jo ikke noget som han ikke havde set før. Hans ord fik hendes læber til at trækkes i et næsten skævt smil. ”Selvfølgelig,” svarede hun stille og gik om på sin side af sengen kun for at glide ned og forsøge at ligge sig til rette. Hun klappede på pladsen ved siden af. ”Men så skal du holde om mig,” påpegede hun lidt sigende og dog med en svag rødmen i kinderne, for hun var jo ikke god til den slags og havde aldrig rigtigt været det. Efterhånden var hun selv så udmattet at hun allerede var ved at falde i søvn. Uden at vente tvang hun ham direkte ned i sengen og forsøgte at abstrahere fra den klamme lugt som bredte sig. Hun lagde sig helt ind til ham, med hånden over hans bryst. Trygheden gjorde hende næsten slap med det samme, få minutter det var alt der skulle til efter de mange søvnløse nætter. Hun gled hen i drømmeverdenen og denne gang med ham ved sin side.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt at alderen efterhånden trykkede lidt, men det var nu ikke noget som han tog særlig tungt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for der var ikke rigtigt noget at gøre ved det, og han fik bestemt heller ikke noget ud af at flygte fra det, så meget vidste han da om ikke andet. Han vendte blikket stille mod hende. Han fik folk til at smile, også selvom de sikkert tænkte over hvor flovt det var, men det var nu heller ikke noget som han tog særlig tungt i den anden ende, for han tænkte slet ikke på sig selv som en af de mere pinlige typer, men det var han vel? Han grinede ganske let og rystede på hovedet. ”Lige præcis!” endte han ganske bestemt, som han lod hende hjælpe ham ovenpå. At komme i seng, ville han nu heller ikke have noget imod i den anden ende, også fordi at noget ordentlig søvn efterhånden var ved at være ganske tiltrængt, og så kunne den ’søvn’ som han havde fået i en kiste på ingen måder benyttes, så meget vidste han da om ikke andet, men ikke noget som han direkte ønskede at gøre noget med hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han nikkede til hende. ”Jeg ved det godt Faith,” endte han stille. Denne gang vidste han jo godt, at det faktisk havde været hans egen skyld.
At komme op på soveværelset, var skræmmende velkendt, også selvom han kunne se på den ellers så fin redte seng, at Faith næppe havde sovet i den, for det lignede hendes på ingen måde at skulle rede den op når hun stod op! Han sukkede dæmpet. ”Har du overhovedet sovet de sidste dage, Faith?” spurgte han direkte, som han lod hende hjælpe ham ned på sengekanten, for det var faktisk umådelig rart at komme ned at ligge igen og specielt i noget som faktisk måtte være ham ganske velkendt! At hun gik med til at lægge sig ned ved siden af ham, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Opvasken kunne jo altid stå til den første som måtte komme hjem. Han smilede ganske let, som han satte begge hænder i sengen og trak sig ordentlig op at ligge i den. ”Det lyder som en god aftale.. Så kan den første hjemvendte få lov til at tage sig af den elskede opvask,” endte han direkte morende, som et stille smil passerede hans læber. Han rykkede helt tæt ind til hende, hvor han tog fat omkring den tynde dyne og trak den godt op over dem begge. At hun nærmest allerede var faldet i søvn, fik ham kun til at smile, for den søvn var da tydelig tiltrængt! Han lænede sig frem, kun for at kysse hendes pande. ”Sov godt, kæreste..” endte han dæmpet, som han selv endte med at lægge sig godt til. Selv ham måtte søvnen tage og rive med til drømmeland skræmmende hurtigt. Søvnen var virkelig tiltrængt!

//Out