A strong man to take care of all

[Silia D. Diamaqima]

Himlen havde et utrolig smukt skær over sig. Solen var langsomt på vej ned et sted i Vesten. Det havde været en blå og skyfri dag, hvilket var sjældent i Dvasias og særligt på disse egne. Faith rendte rundt for sig selv i det store Mansion. De funklende grønne øjne betragtede det store middagsbord, med direkte opgivende mine. Det var ikke mere end en time siden de alle sammen havde spist, Cedric og Cecilaya havde været hjemme, og det samme havde Elanya og Jared. Det glædede hende at se de to sammen igen, men det gjorde desværre også opvasken større, at have alle samlet. Det var efterhånden nogle uger siden Kimeya var gået i døden, og hun var begyndt at blive urolig. Han havde ganske vidst sagt at han ville komme tilbage, men han havde ikke givet hende noget praj om hvornår, og Cedric havde af en mærkværdig grund, forbudt hende at brænde hans lig, så han lå i øjeblikket nede i kælderen sammen med andre af hans slægt. Hun bandt det røde hår i en løs hestehale med et sort bånd. Cecilaya og Jared havde pludselig haft travlt med at komme tilbage i drypstenshulerne, og hendes kære mor havde en sag i Procas.. Cedric havde hun ingen idé om hvor var blevet af, men et sted var det også underordnet, han var jo en stor dreng der kunne klare sig selv. Hun sukkede tungt, og begyndte at stable de mange tallerkner. Nu hvor hendes mor havde stået for maden, fordi hun ikke selv var i stand til det, så var det vel kun rimeligt at det var hende der stod tilbage med opvasken, også selvom den var stor. Roligt bar hun dem ud i køkkenet, hvor en stor messingbalje stod klar med vand. Hun anstrengte sig end ikke for at varme det det, også selvom hun stod med begge hænder besatte. På trods af mordet på Alexander havde den nye konge, skænket hende, hendes frihed, hvilket var noget hun virkelig var lykkelig over. Alligevel så manglede der noget. Efterhånden burde hun da være vant til, at Kimeya ikke var til stede, men uanset hvor mange dage og nætter hun havde prøvet det før, så blev det aldrig bedre. Familien føltes stadig ikke komplet rundt om bordet, og sengen var stadig alt for stor til, blot at rumme hende. Det var ikke megen søvn hun havde fået, nogle ting ændrede sig aldrig, og et sted så lettede det hende. En efter en, lagde hun tallerknerne ned i den store balje, også selvom hun egentlig ikke tog dig særligt meget af sine bevægelser, for tankerne koncentrerede sig om den manglende del. De sidste to tallerkner endte hun med at tabe ned i vandet, der sprøjtede op på hende. Havde hun nu ikke været skabt af varmen, så ville det kogende vand have været direkte smertefuldt. Hun sukkede blot og himlede irriteret med øjnene. Der skulle ikke megen til at frustrere hende! Uden videre tøven stak hun hænderne ned i det brændende vand, og begyndte at vaske de beskidte tallerkner. Det var om ikke andet noget hun kunne finde ud af! Måske det var ynkeligt af hende, men hun havde virkelig brug for efterhånden at blive holdt om, hun havde brug for at sidde om bordet med sin familie, uden den akavede stilhed, som Jared hele aftenen havde forsøgt at bryde.. det var trods alt ikke deres far. En samlet familie var åbenbar for meget at forlange! Hun kastede den tallerken hun var i gang med, ned i vandet bare for at få lidt lidt for frustrationerne. Hvorfor skulle alt atter se så mørkt ud? Somme tider frygtede hun virkelig, at det aldrig ville blive bedre.

[Kimeya Marvalo]

Hvor lang tid der var gået, var slet ikke noget som Kimeya havde haft den fjerneste anelse om, men der var gået tid, og det vidste han udmærket godt. Måske at han ikke skulle have slugt hele flasken? Men igen, hvis der havde ligget rester tilbage i den, så havde kongehuset trods alt fundet ud af det? At ligge fanget i sin egen krop for så lang tid, var virkelig en forfærdelig fornemmelse, for han brød sig slet ikke om den! Efter alt det som både ham og Faith havde haft at slås med, så brød han sig slet ikke om at være så.. indelukket som han følte sig i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være, når det endelig måtte komme til stykket. Han var blevet gravlagt, så Cedric havde givet beskeden videre. Med andre ord, så var knægten ikke helt mistet endnu? Et sted var det selvfølgelig en tanke som direkte lettede ham! Ikke at det var noget som han kunne give udtryk for i denne stund, men det var nu bare sådan at det var. Svagt var han begyndt at bevæge sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt, for han følte en.. svimmelhed, en intens kvalme og derefter følelsen af, at han ikke kunne få luft! Øjnene klemte han svagt sammen, som han endelig formåede at åbne dem, også selvom det havde været en kamp som føles at have foregået igennem adskillige timer, for det var virkelig en utrolig fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gispede svagt, også selvom han virkelig var blevet forbandet tør i halsen, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Bevægeligheden var kommet tilbage til ham, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men han forsøgte da om ikke andet! Hvor Faith var, anede han ikke, men at blive liggende i denne grav, var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om i den anden ende, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. Han vred sig let i kroppen, også selvom han tydeligt kunne mærke det i hele kroppen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt! Hænderne førte han roligt mod kistens låg, også selvom han ikke havde nogen jordisk chance for at løfte det af, for han var jo.. begravet! ”Tilgiv mig..” endte han med en dæmpet hvisken, da han var klar over, at han var omringet af hans egen familie, og det var selvfølgelig noget som gik ham voldsomt meget på, for han ønskede jo heller ikke at forstyrre deres vred, men om ikke andet, så lå han der nu og han var tryg og sikker, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde sit for hans vedkommende. Ved hjælp af noget af den energi som han samlede, så forsøgte han at få det ud i fingerspidserne, og det så endda også ud til at virke! Sveden begyndte at dryppe af hans hage, for det var noget som han helt klart ikke kunne komme udenom, for han var virkelig, virkelig udmattet! Energien samlede sig i fingrene, hvor lyset tydeligt endte med at blive mere og mere blåt, som han forsøgte at holde den. Det var bestemt heller ikke fordi at der var særlig meget plads i den lille kiste! Han slap energien, hvor kistens låg splintrede sig ved et temmelig stort brag, hvor.. jorden faldt over ham i stedet for. Han holdt vejret, idet han forsøgte at kæmpe sig op af kisten. Nemt var det bestemt ikke med bare et enkelt ben, men at lade livet ende der, var slet ikke et alternativ for hans vedkommende!

[Silia D. Diamaqima]

Faith forblev i køkkenet. Hendes tanker hvilede omkring Kimeya, for hun havde virkelig ingen idé om, hvor lang tid der ville gå før hun så ham igen.. om det var i morgen, om flere år eller om hans plan var mislykkedes. Vandet var direkte kogende, også selvom hun på ingen måde var påvirket, af at stå med hænderne nede i det og vaske tallerknerne. Det irriterede hende selvfølgelig lidt at alle pludselig var smuttet, men et sted så var det vel også kun retfærdigt, for hun havde ikke været til megen gavn de sidste par dage. Mattheus havde skænket hende sin frihed igen, hvilket også betød at hun i den grad havde udnyttet sig af den! Hun havde været rundt i hele Dvasias, kigget lidt diskret efter Nicklas men den mand var bedre til at skjule sig end hun lige havde regnet med! Hun sukkede lidt opgivende, og begyndte at stable tallerknerne på bordet ved siden af, så de selv kunne få lov til at lufttørre lidt. Hvad der foregik nede i kælderen, havde hun ikke den mest fjerne idé om, for huset var jo henlagt i ro og stilhed nu hvor alle var forsvundet. Tankerne blev afbrudt af det bag der kom fra kælderen, også selvom hun slet ikke hørte det fuldt ud, det var trods alt en umådelig stor region. For et øjeblik holdt hun pause med opvasken og så rynkede en anelse forundret på næsen. ”Cedric?” kaldte hun rolig, eftersom han var den eneste hun ikke vidste hvor pokker var blevet af, og den seneste tid havde han opført sig lidt mærkeligt, også med henblik på magien. Der kom intet svar, hvilket fik hende til at trække en anelse ligegyldigt på skuldrene, og i stedet vende fokus tilbage mod hvad hun var i gang med. Aftensolen stod ind af vinduerne og varmede hendes krop. Hun elskede denne tid på året, hvor hun var i stand til at bade sig i varmen, og føle den styrke som det gav hende, også selvom det var lidt udfordrende, fordi hun først var begyndt at træne igen, inden for de seneste uger, og stadig havde en tendens til at flambere ting lidt for hurtigt, hvilket ikke var en god ting, for det betød kun at hun havde en manglende kontrol, og det frustrerede hende kun mere end hun var i forvejen. Hvordan resten af aftenen skulle forløbe sig, havde hun ikke rigtigt besluttet sig for endnu. Hun havde overvejet at gå lidt i haven.. måske hun hadede at stå i et køkken, og generelt de pligter der ofte fulgte med at være kvinde, men havearbejde kunne hun faktisk godt lide, det var et stille og roligt arbejde, som hun kunne tage i sit eget tempo, og desuden så var vejret jo absolut perfekt til den slags! Hun nikkede lidt bekræftende for sig selv. Det ville nok kunne flytte hendes tanker lidt fra det negative, og i stedet gøre det muligt for hende, at udnytte det gode vejr lidt, mens det nu engang var der, det lod jo alligevel til, at hun skulle være alene resten af aftenen det var vel efterhånden noget hun også selv var vant til. ”Jeg dør af spænding,” mumlede hun for sig selv, med en tone dryppende af irnoni.. der skulle virkelig ske noget efterhånden, det andet gjorde hende vanvittig!

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya så var det her virkelig en kamp, for han nægtet at blive liggende meget mere, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Luften i kisten var elendig! Hvor længe havde han egentlig ligget der? Det var længe, også selvom det var en tanke som han brød sig om, for han havde trods alt også lovet at han ville komme hjem, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det så endelig måtte være i den anden ende. Kisten var skudt i stykker, også selvom det nu var noget som han ligefrem havde regnet med at det bare ville falde sådan over ham, så nu gjaldt det bare at grave og grave, for han skulle op og have luft! Øjnene have han formået at klemme sammen, for ikke at få jord i dem, for det var virkelig, virkelig ubehageligt! Det var i den grad også til hans held, at jorden ikke var tæt knyttet sammen over ham, for ellers havde det været voldsomt umuligt at grave i, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt sammen at det måtte være i den anden ende. Han kæmpet, også selvom han bestemt heller ikke havde meget til overs efter at han havde kylet magien mod kistens låg, for det skulle bare brydes, så han kunne komme op. Et sted var han fuldkommen ligeglad med hvem der var hjemme eller ikke, for nu var det i den grad også hans tid til at gøre sin entre, for det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Den ene hånd fik han endelig op over jorden, hvor han godt kunne mærke, for der var ikke mere at grave i, og det betød jo kun en ting; Han havde nået overfladen! Og det var selvfølgelig en tanke som kun måtte gøre ham noget så frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At holde vejret, var bestemt heller ikke særlig nemt, hvor han direkte kæmpet den anden hånd op, for at få ryddet jorden til side, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, for han havde virkelig ikke meget energi tilbage, så det var faktisk utrolig hårdt! Han fik kæmpet hovedet op over, så han kun lige var i stand til at få luft, hvor han direkte gispet efter det. Han endte kraftigt med at hoste, også selvom.. han ikke rigtigt kom nogen vegne, for han havde virkelig ikke styrken til det. Kroppen rystede, som han forsøgte at skubbe mere jord til side, selvom det bare ikke så ud til at ville virke, ligesom han ville det, hvilket var noget som irriterede ham, for han havde virkelig ikke kræfterne til at trække sig selv op. Han trak vejret dybt og hurtigt, hvor han forsøgte at trække sig op, også selvom jorden havde godt fat i ham, hvilket virkelig var en irriterende tanke! ”Faith..” mumlede han med en hæs stemme, idet han brugte den energi som han havde, for at samle endnu en mindre energikugle i hånden, hvor han vendte sig mod trappen som førte helt ned i dette skjulte kælderrum. Han havde bare brug for.. at blive hørt efterhånden, for han kom virkelig ikke videre herfra! Han kylede den direkte af sted, også selvom han slet ikke vidste hvad han ville ramme. Uanset hvad, så lød der endnu et gevaldigt brag og med kælderens ekko, så kunne han blot håbe på at han ville blive hørt ovenfra!

[Silia D. Diamaqima]

At Kimeya faktisk var ved at indfri sit løfte til hende, var slet ikke noget hun overvejede. De første par dage havde hun virkelig været yderst opmærksom, men eftersom hun var vågnet op alene hver morgen uanset, så var hun efterhånden bare røget ind i en hverdag som Kimeya ikke var en del af. Efterhånden forekom det hende naturligt, og den tanke skræmte hende lidt, at hun atter var blevet så vant til at klare sig selv, at hun endda formåede at sove om aftenen, hvilket selvfølgelig nok havde noget at gøre med, at hun var hjemme og at sengen om ikke andet duftede af ham. Uden hun selv havde bidt sig fast i det, spillede hendes læber i et lidt diskret smil, efterfulgt af en rødmen ved tanken om hans varme berøring. Med alt det de havde været igennem, så havde deres to nætter sammen, virkelig været en bekræftelse som de begge havde haft brug for, og nu hvor han var væk, så var det også hvad hun nu engang havde at bide sig fast i. hun strøg de flammerøde lokker bag ørerne, også selvom lokkerne blev våde, og lod det sæbede vand stryge ned over hendes kind. Endnu engang faldt hun ind i en trance af sine egne tanker, også selvom de denne gang var langt mere positive end de havde været for blot et øjeblik siden. Det buldrede et eller andet sted fra, hvilket også var noget der atter bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun sukkede opgivende, og kastede irriteret tallerknen tilbage i vandet, kun for at forlade køkkenet til fordel for spisestuen. Hun så sig omkring, men der var ingen at se, og det kom ikke oven fra, for efterhånden var der så lydt, at man kunne høre alt hvad der foregik deroppe! ”Cedric?!” kaldte hun igen, denne gang en smule mere fast. Hun havde ingen idé om hvor knægten var forsvundet hen, men det ville bestemt ikke undre hende, hvis det var ham der var i gang med at øve sig når det kom til sin magi. For første gang i hele hans liv, var han begyndt at få op i magien, hvilket undrede hende lidt, det havde jo været den mest tydelige del fra Kimeya, og noget som han ellers altid havde nægtet at vedkendes sig. Hun rynkede lidt undrende på panden, og tørrede hænderne i sin kjole, kun for at bevæge sig rundt i det tomme hus. Der var blevet stille igen, men noget foregik der, og hun forstod ikke hvorfor knægten ikke ville svare! ”Cedric for pokker, så svar mig da!” råbte hun frustrere op af trappen, også selvom der stadig ikke kom nogen. Hun himlede med øjnene. Kælderen skænkede hun slet ikke en tanke, for hvem skulle dog være dernede, hun kunne jo knapt nok selv finde hoved eller hale i de alt for mange gange! Nu hvor hun endelig var der, tillod hun sig en lille pause. Hun gled ned på en af stolene omkring det stadig halv fulde middagsbord. Alligevel kunne hun ikke rigtigt slappe af, for nogen var i huset, men hun kunne ikke finde ud af hvem.. efterhånden var hun nok blevet lidt paranoid, særligt fordi de trods alt boede lige uden for en by, hvor alt for mange warlocks holdt til, det gjorde det i hvert fald ikke ligefrem bedre, så uønsket som hun var, det var helt sikkert.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var for træt til at kunne fortsætte med at kæmpe, for det at falde ned under jorden igen, var noget som kun blev mere og mere.. fristende, for han var ved at være træt! Han klemte øjnene let sammen, som han direkte klamrede sig til kanten, for ikke at ende med at falde hen i en søvn, for han var virkelig, virkelig udmattet efterhånden. Han kunne høre Faiths stemme ovenpå, men ikke desto mindre, så søgte hun ikke engang ned for at se til ham? Ja, et sted så var det ham virkelig en irriterende tanke, og det var ikke engang en tanke som han kunne gøre noget ved i den anden ende! Han trak vejret dybt, som han vendte blikket mod trappen, næsten som han håbede at hun ville komme hastende hvert øjeblik det skulle være. Desuden ønskede han ikke for meget uro hernede, udelukkende fordi at han ikke ønskede at spolere hans forfædres hvile. Dette var et helligt sted, så bare det at han valgte at stå op, var bestemt ikke noget som han burde fortsætte med bare sådan, og det vidste han så sandelig også godt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund! ”Faith for pokker…!” endte han hæst, dog frygtelig sammenbidt. Han hævede blikket, også selvom det bestemt heller ikke ligefrem kunne siges, at være nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke var noget som man kunne gøre noget ved som sådan. At hun søgte ovenpå, var noget som et sted gjorde ham vred, men der var nu ikke noget som man kunne gøre ved et af den grund. Han trak vejret dybt, også selvom han kraftigt endte ud i at hoste, for han havde jo for pokker alligevel fået spist noget jord! Han havde allerede indset, at han ikke rigtigt kom videre herfra, for han følte virkelig at han sad fast og med et manglende ben og energi, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt fra før af, men det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, og det var noget som virkelig måtte irritere ham et sted! Han vendte blikket mod sin hånd, også selvom han ikke rigtigt kom videre. Han var nødt til at få hende til at høre ham, for han sad altså fast! Han havde brug for hjælp, og han vidste at hun var hjemme, for.. hvorfor skulle hun da være ude? At Cedric øvede med magien, vidste han ikke, men han havde faktisk fået sig en ganske god snak med knægten, og det var selvfølgelig noget som glædede ham, for han vidste nu at knægten ikke havde afvist ham fuldstændig, for ellers ville han vel heller ikke opsøge ham på slottet aftenen før han skulle hænge i galgen? Han gispede svagt. Han var træt, det var koldt og han ønskede virkelig bare at.. komme op! Han brugte den sidste energi som han havde, på at samle sig en sidste energikugle som han kylede i den samme retning. Alt for at lave støj, for han kunne ikke råbe efter hjælp og han havde hørt Faith ovenpå! Som han fik den sendt af sted, så gled han hen i en form for besvimelse. Braget lød nær trappen endnu en gang, hvor ekkoet med det samme måtte brede det til den øvrige del af huset.

[Silia D. Diamaqima]

Efter flere uger uden Kimeya, var hun efterhånden begyndt at glemme hans løfte. Det var endnu ikke blevet indfriet og der var gået uger, så hun havde jo været tvunget til, bare at vente tiden af, så godt som hun nu var i stand til det. Hun lod blikket glide omkring bordet, hvor kun tallerknerne var fjernet. Hun så familien for sig, sidde samlet om Elanyas mad.. Hvor ville hun give alt for at smaske Kimeyas pandekager i sig i stedet for, selvom det sjældent kom fra hende, bare tanken om at han var til stede, og en del af familien, for sådan havde det jo uanset ikke været i mange år. Efter hans død havde hun virkelig forventet at Cedric ville smører tykt på, men han havde virkelig opført sig underligt på det seneste. Hun havde ikke hørt et ondt ord om hans far, og han var gået meget op i at værne om hans grav og om hans minde, ligesom dengang han havde været lille, og selv havde lavet den gravsten til ham, brugt hele natten og tilegnet sig en grim forkølelse. På et punkt måtte Kimeya havde gjort noget rigtigt, for Cedric elskede ham, det var hun slet ikke i tvivl om. Hun rynkede endnu engang på panden, stadig præget af uroen ved de høje lyde, for hun var jo tydeligvis alene hjemme, og tanken om Kimeya skænkede hun virkelig ikke et øjebliks opmærksomhed. Næsten per automatik fór hun op da lyden endnu engang kom, og denne gang langt kraftigere og tættere på. Hun så ned på gulvet med en stor undren... kælderen? Uden at tøve det mindste forlod hun stuen og søgte mod den lille dør der førte ned i kælderen. Hun hadede det sted, det var koldt og klamt, og enormt, så hun vidste i det store og det hele kun, hvor de mest nødvendige rum befandt sig. Døren lod hun stå åben bag sig blot for en smule lys, idet hun gik ned i til de mørkere regioner. Lyset holdt kun halvvejs ned af trappen, så hun lod i stedet en flamme blusse i hendes hånd, for at lyse vejen op. Kælderen var fuldkommen mørklagt, og efterhånden sjældent brugt til andet end spisekammer og vinkælder. Efter Jaqias død havde hun ikke turdet at bevæge sig derned, for den kvinde havde kendt sin alkymi, og Faith skulle gerne være den første til at erkende, at tanken skræmte hende. Med yderst varsomme skridt, bevægede hun sig ned af de smalle gange. Nøglen havde hun ikke med, så hun kunne end ikke tjekke og så, om det nu skulle være Cedric der udnyttede træningskammeret. ”Cedric?” kaldte hun roligt og med næsten varsom stemme. Der var sortsvedne mærker hele vejen op til trappen, hvilket hun turde sværge ikke altid havde været der! Hun havde næsten glemt hvor uendeligt trænge gangene var. Måske hun burde bevæge sig mod gravkammeret, men faktisk kunne hun ikke præcist huske hvor pokker det lå! ”Forbandede gange,” mumlede hun irriteret, og lod hånden stryge langs den døde ende hun var nået til. Faktisk havde hun aldrig været i gravkammeret foruden den ene dag hvor Kimeya skulle i jorden, og selv hendes børn lod til at kende dette sted bedre end hun gjorde, hvilket bestemt ikke var en god ting! Hun sukkede lidt opgivende og spejdede omkring sig, efter en dør, forsøgte at orientere sig i henhold til torturkammeret der lå lige på den anden side. Det var virkelig et forbandet hus!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne så sandelig godt huske det løfte som han havde skænket til Faith, men så også det faktum, at det var et som han faktisk ønskede at holde, for det andet var da slet ikke noget som blev et alternativ for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket stille omkring sig, også selvom han bare ikke kom videre. Han var dækket af jorden fra brystet og ned, så han sad virkelig bare fast! At Faith var hjemme, men ikke rigtigt kunne finde ud af hvor lydene kom fra, var noget som et sted irriterede ham, for han havde det bestemt ikke godt nok i forvejen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke fordi at det var noget som kunne komme bag på nogen som sådan. Han havde ikke noget imod at spørge om hjælp og i denne situation, så havde han faktisk brug for den! Han knyttede hænderne, som han næsten måtte kæmpe for at holde sig vågen, for han var virkelig.. smadret! At det var Cedric som havde lavet den gamle gravsten som stadig stod ude i haven, var slet ikke en ting som var kendt for ha,, for i det store og hele, så var det faktisk heller ikke en tid som han snakket særlig meget om, for han så virkelig ikke nogen grund til det, og nu hvor det så ud som om at ham og Faith kunne finde ud af det – forhåbentlig, så ønskede han da slet ikke! Han klemte øjnene svagt sammen ved tanken alene, for han havde skænket hende et løfte, og det var noget som han helt klart også måtte agte at holde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i det store og hele! ”Faith for satan da..” endte han hæst. At kæmpe sig op, var en kamp som han allerede havde opgivet, for han kom virkelig ikke derfra bare sådan, det var allerede for længst gået op for ham! At samle mere energi, var dog ikke noget som han kunne og det at råbe og skrige var heller ikke noget undtag, så han sad vel fast til at nogen kom og hev ham op af hans egen grav? Han gav virkelig liv til begrebet ’At stå op fra de døde’! Et sted selvom det var ham en morende tanke, men ikke desto mindre, så stod han fast på, at han nok skulle få det som han ville i den anden ende, specielt hvis han vidste at han havde familien at kæmpe for og i retningen af! Han var kold og havde brug for varme, for ikke at glemme.. at han manglede hende, og at det virkelig var noget af det eneste som faktisk havde en betydning for ham lige i denne stund, for.. hvem skulle da kunne varme ham så godt som hun kunne og var i stand til? Hovedet gled stille ned mod den kolde og dog så fugtige jord. Han kunne høre at nogen var på vej, selvom han ikke rigtigt kunne finde ud af hvem det var, så selvfølgelig var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, idet han tvang øjnene op, hvor han en sidste gang forsøgte at trække sig op, selvom det bare ikke ville som han ville, og det var ham virkelig bare en frustration uden lige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!

[Silia D. Diamaqima]

Det havde været en lang dag, og det var slet ikke fordi Faith ligefrem magtede den helt store spænding. Efter Kimeyas død havde det været spændende nok, blot at tænke på hvornår han eventuelt havde tænkt sig at komme tilbage, for hun var virkelig begyndt at mangle ham. Det var ikke første gang at han var borte, men det var første gang at hun direkte havde oplevet Mansionet så tomt, måske fordi det faktisk var begyndt at gå glimrende under deres sidste stund sammen. Det løb hende koldt ned af ryggen. Faith brød sig ikke ligefrem om mørket og den klamme kulde der herskede i de nedre regioner af huset, derfor havde en fangekælder også været det værste sted mand overhovedet kunne putte hende hen, hvilket Jaqia på en eller anden måde havde fundet ud af.. end ikke Kimeya kendte den del af hendes historie, så det forundrede hende faktisk. Under alle omstændigheder, så skræmte det hende at opholde sig på et sådanne sted, særligt nu hvor hun vidste at hun faktisk var alene i huset, der var ikke nogle til at hjælpe hende i tilfælde af at hun havde behov for det. Flammen blussede endnu iltert i hendes hånd, hun kunne ikke drømme om at lade den dø ud og efterlade hende til mørkets gab! En anelse frustreret, vandrede hun frem og tilbage, og forsøgt at huske hvordan pokker kælderen nu hvor opbygget, for selvom hun kunne de vigtigste ting, så var det et umådelig kompliceret system, og hun var trods alt ikke en Marvalo! En tanke slog hende. Cedric havde besøgt Kimeyas grav ofte, hvilket havde undret hende, men hun havde valgt ikke at spørge ind til det, for hun ønskede trods alt ikke, at han skulle stoppe med det, ikke efter de mange års kølighed imellem dem, det var i sidste ende gået ud over dem alle sammen som familie. Hun rynkede lidt på panden, og slog lidt desperat på den lange væk. Et eller andet sted måtte der være en hemmelig passage, eftersom der kun var den vej at gå, og så tilbage. ”Cedric?” kaldte hun lidt naivt. Selv havde hun ikke besøgt Kimeyas grav en eneste gang siden hans død, for hun havde den erfaring, at det blot gjorde ondt værre, og savnet næsten ubærligt, og det ønskede hun jo heller ikke! ”Er du derinde?!” hun bankede atter på væggen, for noget var bag og hun vidste at det var den private lille kirkegård for Marvalo. Tanken gav hende direkte myrekryb og hun kunne ikke huske hvordan pokker man kom derind! Hånden lod hun stryge hele vejen hen af den kølige mor, til hun endelig huskede det! Hånden lagde hun på et bestemt sted, hvilket lod en mindre dør træde frem for hendes blik. Kimeya havde gjort det muligt for hende ligeså at benytte stedet, selvom hun aldrig før havde bevæget sig derned. De mange slidte grave stod der. Det var ikke så prægtigt som hun havde forestillet sig. De nysgerrige grønne øjne løb over stedet, til det endelig faldt mod den ødelagte hvor hun kunne høre ham pruste. ”Kimeya?!” udbrød hun en anelse febrilsk og hastede mod hans grav, hvor han ganske rigtigt lå ganske fredeligt.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for Kimeya, for han havde virkelig ikke kræfterne til at kæmpe sig op af den grav som tilsyneladende ikke havde nogen intentioner om at slippe ham endnu. Selvfølgelig var det ikke noget som han kunne tage sig af som sådan, for han havde et løfte som han agtet at holde, også overfor Cedric, for det var tydeligt at knægten valgte at give ham den chance til at rette bare lidt op på det, for han ville virkelig ikke svigte sin kære dreng endnu en gang, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han fik ikke desto mindre jord i munden, også fordi at det faktisk var svært at holde sig selv oppe, og nu hvor han vidste at Faith var hjemme, for han kunne høre hende råbe ned igennem gangen, så kunne hun godt ruffe neglene og komme ned og give ham en tiltrængt hjælpende hånd! Han prustede ganske let, som han holdt sig oppe ved hjælp af albuerne, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt altid, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde. Han hørte hendes stemme, også selvom han virkelig ikke havde magterne til at svare hende, selvom han virkelig måtte ønske, at han kunne. Han klemte øjnene let sammen, som han kunne høre, at hun endelig var ved at være tæt på. ”Ruf neglene..” endte han direkte sammenbidt, selvom der alligevel var noget bedende over hans stemme, for det var faktisk hårdt! Det var bestemt ikke fordi at det var behageligt på nogen måde! Men selv han havde en stædighed uden lige, og han nægtede ganske enkelt at give op! Han hørte Faith kalde hans navn, hvilket var noget som efterlod ham med en direkte lettelse i hans hjerte, sind, og ikke mindst også hans sjæl, det var helt sikkert, hvilket næsten automatisk gjorde, at han.. følte for at give efter. Han vendte blikket direkte mod hende, som han endelig kunne få øje på hendes skikkelse. Han havde lovet hende at han ville komme igen, og det var noget som han selvfølgelig også havde tænkt sig at holde! At kæmpe sig op af graven, var ikke noget som han kunne gøre ene og alene, og han havde virkelig ikke mange kræfter tilbage, for det var.. hårdt! ”Det tog sin tid..” endte han dæmpet, selvom det var mere for sig selv. At hun ikke ligefrem havde regnet med at se ham vågen, var et sted en.. morende tanke. Det var jo heller ikke fordi at det var første gang, for det var det bestemt heller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Hjælp mig op!” endte han direkte hæst. Det var jo trods alt også ved at være længe siden at han havde brugt stemmen, og det var noget som han helt klart også godt kunne mærke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han endte ud i en let hosten, også selvom han ikke tog sig af det, men jorden smagte ikke just godt!

[Silia D. Diamaqima]

Det var første gang nogensinde, at Faith faktisk var nede på Marvalos private kirkegård. Den ene store warlock efter den anden lå begravet på dette sted, selv var hun i sin tid blevet begravet ude i haven, mest på hendes eget ønske, eftersom hun ikke ønskede at vanære slægten, hun var jo trods alt dæmoner, og deres to forskellige væsner havde aldrig ligefrem været glade for hinanden. Det var ligefør at krigen mellem dæmoner og warlocker, var det tætteste Dvasias den dag i dag, kom på en borgerkrig. Faith var stadig uvidende omkring Cedrics besøg, mens Kimeya havde været spærret inde, men det havde forundret hende at han have været så opsat på at stå for begravelsen, når nu de havde det forhold som de havde. Flammen i hendes hånd havde vist hende vej, men hun var ikke i stand til at hjælpe Kimeya med den i hånden. I stedet bredte hun flammen i sin hånd, og lod dem brænde i faklerne, der ikke havde været tændt i frygtelig lang tid. Hun så bekymret på den ødelagte grav, det havde tydeligvis været noget som havde skabt alt den postyr. Uden at spilde tiden det mindste søgte hun hen mod den. Hun kunne fornemme ham ligge i jorden,. Dette rum var koldere end alle andre i kælderen, hvilket kun fik hende til at løbe hende ubehageligt ned af ryggen. Hun faldt på knæ ved graven også selvom hun skrabede knæene mod det ru stengulv. ”Kimeya,” hviskede hun stille, som blikket faldt på hans trætte skikkelse. Læberne skiltes i et næsten lidt morende smil, for at se ham ligge der omgivet af jord, og med røde øjne, det var bestemt ikke noget hun var vant til. Smilet falmede dog hurtigt. ”Jeg beklager at jeg ikke fik din besked om, at du ville dukke op i dag, på et sted jeg aldrig har været,” påpegede hun lidt sammenbidt, for hun brød sig ikke om at blive hundset med. Det var dog heller ikke hendes mening at skabe en ringe stemning for hun var selv træt og forvirret, også selvom det faktisk lettede hende, at se ham vågen. Hun rakte armene frem mod ham. Der var forholdsvis langt ned, hvilket gjorde det mere kompliceret for hendes lille skikkelse. Stedet var gammelt, så meget kunne hun se, også selvom hun med alt magt forsøgte at ignorere omgivelserne. ”Jeg prøver men.. det er ikke let,” mumlede hun en smule frustreret, og forsøgte at bærer hans vægt op. Det resulterede dog kun i at hun fik overbalance og i stedet faldt direkte ned i den mørke grav og over ham. Hun gispede lidt forskrækket, for det havde bestemt heller ikke været meningen! ”Undskyld,” endte hun stille. Heldigvis var hun da ikke den tungeste. Lidt jord faldt ned over dem og landede i hendes hår. Hånden faldt stille mod hans kind. Et sted var det da om ikke andet en lidt.. underholdende situation. En lille latter slap hendes læber. Det var simpelthen typisk deres held!

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være temmelig koldt at ligge i graven her, så Kimeya ville virkelig gerne op! At Cedric havde stået for det hele, var faktisk ikke noget som han var helt klar over, men det besøg som knægten havde gjort på slottet, da han havde ventet på at skulle falde i døden, havde virkelig været dem begge en hjælp. Nu havde han også et løfte som han var nødt til at holde, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham noget, for.. han ønskede et forhold til hans børn og det var tydeligt at det møde med Cedric havde hjulpet dem begge. Han vendte blikket op mod Faiths skikkelse, som han kunne se hende stå deroppe, også selvom det tydeligt var en lettelse over at se hende. Måske at situationen var en smule humoristisk, men det var nu svært nok for ham at se bare sådan, for han var virkelig ved at blive træt af at ligge der, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes ord var ham kun et tegn på at det nok ikke ligefrem var heldigt, hvor han vendte blikket let frem for sig i stedet for, for han sad virkelig fast. ”Undskyld..” mumlede han let for sig selv, også selvom han jo faktisk mente det. Han var lige vågnet, og han magtede virkelig ikke at skulle skændes med hende som noget af det første når han kom hjem igen! Han havde så meget andet at bruge den tid på i stedet for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket op mod hende igen, som hun rakte ned mod ham, hvor han gjorde alt hvad han kunne for selv at få fat i hendes hånd, hvor han alligevel faktisk.. fik fat! Et svagt smil passerede hans læber. ”Jeg ved det godt.. Du har ikke tilfældigt gjort et varmt bad klart, har du? Det begynder at blive temmelig så koldt hernede..” endte han med et drilsk smil på læben, også selvom smilet hurtigt falmede, som han kunne se at hun fik overbalance og røg direkte ned til ham. Han klemte øjnene sammen, hvor hun faktisk endte med at falde ham direkte ned i hovedet, hvor hun også fik en god del jord med sig igen. Han rystede kraftigt på hovedet, som han vendte blikket op mod hende, selvom han havde jord i stort set hele hovedet. Han endte selv med at grine, som hun gjorde, også fordi at det var så sjældent at man så hende gøre det i det hele taget. Han havde virkelig, virkelig savnet hende! ”Nu blev det bad temmelig fristende..” påpegede han tydeligt med en morende stemme. Han forsøgte at få skubbet bare lidt af al den jord til side, selvom det var svært, nu hvor hun sad oven i ham. Han vendte blikket sigende op mod hende. ”Jeg sagde jo at jeg ville komme igen,” påpegede han med et sagt grin, for løgn var det jo trods alt heller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt – eller så dybt, som han nu kunne, for det var ikke nemt med en Faith i hovedet og jorden som faktisk klemte en anelse omkring ham, for han sad virkelig godt fast! Han vendte blikket op mod loftet som var temmelig højt oppe. De måtte jo op på en eller anden måde!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ingen idé om hvad der var sket med Cedric, og hun havde heller ikke tænkt sig at blande sig, hvis det betød at de endelig kunne blive en samlet familie. Deres knægt havde uden tvivl haft en finger med i spillet her, ellers ville han ikke have nægtet hende, at brænde Kimeyas lig, hvilket hun selvfølgelig kun var glad for at han havde gjort nu. Graven var kold og fugtig, og eftersom hans krop endnu blot var ved at starte op, så var der heller ikke megen varme at hente hos ham, nu hvor hun faktisk mere eller mindre lå oven på ham. Det havde ikke været hendes mening at påbegynde et skænderi, men hun var stadig lidt overrasket over at han faktisk var.. kommet tilbage til hende. Hovedet lod hun dale mod hans brystkasse, lyttede til de lidt anstrengte hjerteslag. En sten forlod hendes eget bryst. Han var der virkelig! Som svar på hans spørgsmål, fik han blot et par hævede øjenbryn og meget lidt overbeviste øjne der lyste op i skyggerne. ”Jeg stod midt i en opvask, som alle andre meget hurtigt var stukket af fra. Jeg havde ingen idé om at jeg skulle hive dig op fra graven i aften, så jeg er bange for at jeg må skuffe dig,” påpegede hun lidt sigende. Alligevel var ordene sagt med en snert af drilske undertoner, for det skulle trods alt ikke være det mest vanskelige at finde ud af et varmt bad. Nu hvor hun selv lå mere eller mindre dækket i jord, så skulle hun også gerne erkende, at hun ligeså kunne bruge et. Det morede hende alligevel lidt, at han på trods af alt var i stand til at joke. Det lod ikke til at døden havde ændret ham frygtelig meget, hvilket hun jo selvfølgelig kun var glad for. Faith lo med ham. Det var lidt typisk deres held, og på sin måde lidt.. romantisk selvom de ikke kunne blive liggende hernede, nu skulle hun jo bare finde ud af at komme op. ”Jeg skal nok forberede et, når vi engang kommer op,” endte hun lidt fnisende. Hun så lidt opgivende op. ”Jeg beklager på forhånd,” mumlede hun stille, idet hun kravlede tilbage på benene og strakte sig mod kanten, så hun faktisk stod på hans mave. ”Det havde du, men jeg havde ikke regnet med at det skulle være på denne måde,” erkendte hun roligt. Med begge hænder greb hun fat om kanten, og forsøgte at hive sig selv op den den dybe grav, der gav hende kuldegysninger. ”Vi er nødt til op herfra. Jeg kravler, men du lader til at sidde fast. Har du kræfter nok til at bruge lidt magi?” spurgte hun lidt håbefuldt, eftersom hun ikke selv var i stand til at grave ham fri, ikke når graven var så forbandet dyb. Hvis ikke måtte hun forsøge at finde at finde Cedric, og det kunne blive udfordrende. Endelig lykkedes det hende at få hevet sig selv op af graven. Hun faldt halvvejst ind over kanten og hang med benene dinglende ned i graven. Det var bestemt ikke fordi hun var i den bedste form mere, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

At Cedric havde nægtet Faith at brænde hans krop, var selvfølgelig noget som Kimeya var frygtelig, frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket direkte mod Faith, som hun nærmest var endt med at sidde over ham, også fordi at det slet ikke var noget som han havde noget imod som sådan, men det var virkelig ikke en direkte romantisk situation at blive hængende i! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. At hun havde stået midt i en opvask, var noget som direkte morede ham, hvor han heller ikke kunne lade være med at grine, også selvom han virkelig var fuldkommen dækket af jord og hende. ”Jeg tror jeg skal have snakket med de andre, hvis de faktisk har formået at få dig til at stå i køkkenet,” påpegede han med en tydeligt drillende mine. Ja, et sted så var han virkelig lettet, over at sidde der med hende, for så vidste han da i det mindste, at han var i live, for hun var næppe gået i døden endnu, det var han da stensikker på! At komme i bad, var noget som efterhånden noget som han virkelig så frem til! At hun ville lave et bad klar til ham når de engang ville komme op, var noget som han helt klart ville se frem til, for han var virkelig ved at være kold! Han havde jo ligget i dvale i.. ja, gud ved hvor lang tid, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, men der var nu heller ikke noget som man nu kunne gøre ved det af den grund. ”Jeg ser allerede frem til det,” endte han ganske sigende og med det samme smil på læben. At hun rejste sig op og undskyldte, var noget som først gik op for ham, da han igen fik jord kastet direkte i hovedet, for det var bestemt heller ikke lige behageligt hver eneste gang, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han lukkede øjnene, som han tvang hovedet tilbage og mod den ene side. Han vendte blikket op mod hende endnu en gang, også selvom smilet tydeligt bredte sig på hans læber, som hun dinglede med benene ud over kanten, hvor han slet ikke kunne lade være med. Han kuklo ganske let. ”Bliv lige hængende!” endte han morende, som han forsøgte selv at skubbe en anelse jord væk fra sig, så han kunne komme fri, for han var virkelig træt af at blive hængende i det her hul, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At bruge magi havde han forsøgt, så det ville nok ikke blive det nemmeste at komme op, men ikke desto mindre, så agtet han at komme op før eller siden, også fordi at han slet ikke fik noget ud af alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod hende, som han forsøgte t finde noget fodfæste. ”Jeg er træt Faith, men… jeg kan prøve..” Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han var virkelig ved at være udmattet. Han havde klaret sig så langt, men at give efter for at ende i graven, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Han var en mand som kunne tage vare på sig selv!

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor Kimeya lå der, så måtte Faith erkende at hun var frygtelig glad for, at hun ikke var endt med at brænde ham, hvilket ellers havde været hende oprindelige plan. At ligge her i en 3 meter dyb grav med jord over det hele og en klam kulde, var bestemt ikke særlig romantisk, men uanset så havde Faith virkelig tænkt over tingene mens han havde været væk, og måske det faktisk var bedst at holde lidt igen med alt den romantik? Der stod stadig en opvask og ventede på hende, og det irriterede hende ligefrem at Kimeya lod til at morer sig sådan over tanken. ”Jeg havde ikke meget af et valg,” påpegede hun med en undertone af irritation, henvendt mere mod opgaven end mod ham. Jorden omkring dem lugtede råddent, hvilket vel ikke var underligt, taget i i betragtning, hvor mange der faktisk måtte ligge i denne jord. Hun vidste godt at det umuligt kunne være behageligt for ham at have hende stående på sig, derfor var det kun en god ting at hun endelig havde fået fat om kanten, også selvom det var svært at hive sig op, når hun kun lige have fat. Hendes åndedræt fik kun jorden til at løsne sig, hvilket resulterede i at hun endte med at indånde det, ligesom hun fik det i øjnene, hvilket var yderst irriterende! De skulle nok få et bad arrangeret for han duftede jo heller ikke som en drøm efter at have ligget i denne rådne jord, han fik i hvert fald ikke lov til at hvile ved hendes side før han var ren igen, det var helt sikker! Faith blev hængende, med benene dinglende ned i graven, forsøgte at få det ene op på kanten, uden at tænke over at det i virkeligheden kun gjorde udsigten langt bedre for hans del. Det var ganske vidst Kimeya, men det var nu ikke det hun havde i tankerne. Det var typisk ham at tage det hele så pænt. Da han bad hende om at blive hængende frøs hun på stedet. ”Er der noget galt?” spurgte hun med en lidt urolig tone. Hun brød sig ikke om kryb, og i jorden var det selvfølgelig hendes første tanke. Hun så ned på ham og det smørrede smil der hang på hans læber, og indså hurtigt at han blot lå der og morede sig. Hun himlede med øjnene. ”Kimeya!” mumlede hun lidt bebrejdende, men vendte blikket bort for ikke at afsløre den mindre rødmen der sad i hendes kinder. Endelig lykkedes det hende at få det ene ben over kanten som hun kunne få løftet sig selv op. Faith så på ham med de funklende, grønne øjne, der tydeligt lyste af bekymring. Det var ikke underligt at han var træt, men han var nødt til at at prøve. ”Jeg ved det Kimeya, men du må prøve, for jeg aner ikke hvor Cedric er blevet af,” erkendte hun, og bed sig lidt usikkert i læben. Hun ville aldrig kunne få ham fri af den grav uden videre, så hvis han ikke selv kunne, måtte hun have fat i deres knægt, og hvor pokker var han blevet af?! Han var da heller aldrig at finde, når de endelig skulle bruge ham! Tanken frustrerede hende faktisk, for Kimeya var kold og det blev ikke bedre af at ligge halvt om halvt begravet, desuden ville hun ud herfra, hun hadede dette sted, hvilket alle var klar over!