Paying the price..!

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, også selvom det selvfølgelig var om aftenen, at der var mest gang i hele Dvasias. Hele landet var endt i et kaos efter at nyheden omkring Jaqias død havde spredt sig som ild i det tørre græs, hvilket selv var noget som gjorde vanvittig ondt på Alexander. Lige hvordan han skulle klare sig uden hende, var han faktisk temmelig usikker på, selvom det var noget som han nok skulle finde ud af. De havde fundet gerningsmanden, også selvom Kimeya ikke havde gjort den største modstand, så kunne han næsten gætte sig til at der måtte stikke noget under.. men igen, kunne han ikke have og få Jaqia, så var han fuldstændig ligeglad! Mattheus var foreløbig indenfor med den lille Lillith, også fordi at Jaqia havde agtet at holde hende skjult for omverdenen, hvilket stadig var et ønske som han accepterede til fulde, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han stod på det store podie foran slottet, hvor galgen allerede var klargjort til Kimeya. Selv måtte han personligt erkende, at han glædede sig til at se manden hænge fra den! Soldaterne var inde for at hente ham, så han stod egentlig bare på sin plads på podiet. Sidst han havde stået på et i Procias, så kunne man ikke ligefrem sige, at det var gået som planlagt, selvom det var noget som han i det store og hele, var fuldkommen ligeglad med i denne stund, for tanken var noget som gjorde ham vred! Lucas var en mand som han nok skulle slå kløerne i før eller siden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende! Hænderne foldet bag hans ryg, der var soldater overalt, for selv han vidste, at Kimeya var en vigtig mand, så det hele var noget som skulle gå som planlagt og uden flere problemer! Han nægtede en gentagelse af det som var sket i Procias, for tanken omkring det, var noget som ganske enkelt måtte pisse ham af, for løgn var det bestemt heller ikke!
Soldaterne havde mere eller mindre dannet en gang fra slottet og op til podiet, hvor der var to nede for at hente Kimeya. Dette var noget af det mest ynkelige som man kunne opleve her til lands, men det var noget som han i det store og hele, var fuldstændig ligeglad med, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket i den retning, hvor selv en svag snerren måtte forlade hans læber. Han glædede sig virkelig til at se manden dingle i rebene, for tanken om det han havde gjort, var virkelig noget som ganske enkelt måtte pisse ham af, og der var i den grad også grænser for hvad han måtte finde sig i!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at det som han havde gjort, ikke var noget som kunne tilgives, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tilgivelse som man ligefrem kunne sige, at han havde søgt, for det var virkelig noget som han var fuldkommen ligeglad med! Jaqia var død, og han måtte faktisk ærligt erkende, at det faktisk var en tanke som han godt kunne lide, for det var nu bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han havde siddet i nogle dage i slottets kælder, selvom det nu heller ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende, for han var ikke ligefrem den mand med den største tålmodighed, så var det bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At Cedric havde opsøgt ham i kælderen, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad, for så kunne han da få videregivet de sidste beskeder til hans kære Faith. Han måtte virkelig erkende, at han savnede hende, så han håbede selvfølgelig på at det hele ville gå, så det ikke ville ende med at gå helt galt, for det var slet ikke noget som han ønskede sig! Han ønskede virkelig kun familien det bedste, og det var virkelig også den eneste grund til at han havde handlet som han havde, for det at se Faith havde så ondt.. Det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt på hans egen sjæl! Dronningen havde virkelig valgt at betro sig til den forkerte, også selvom det virkelig var en tanke som frydede ham på alle måder!
Soldaterne var nede for at hente ham, hvor hans hænder blev lænket bag hans ryg, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han bed tænderne fast sammen, som de valgte at trække frem med ham, for det var slet ikke fordi at det var en tanke som han brød sig om på nogen måde. ”Vær dog lidt forsigtig!” hvæsede han sammenbidt. Han havde faktisk set frem til at få det hele overstået. Flaskens indhold var tømt, flasken var kommet af vejen, så der var ikke nogen som umiddelbart ville fatte mistanke, så han håbede selvfølgelig bare at det hele ville gå efter planen, for så ville han meget snart være hjemme igen, så selvfølgelig var det noget som han virkelig måtte se frem til! Han vendte blikket mod podiet som han blev ført direkte derop og stillet på plads. Med det manglende ben, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt at finde balancen! Lækken blev lagt om halsen, hvor han tydeligt kunne mærke det unge reb. Han bed sig svagt i læben. Folk grinte af ham, pegede fingre udelukkende på grund af benet, selvom han ikke tog sig af det. Efterhånden, så burde det jo faktisk være en ting som.. han var vant til?

[Silia D. Diamaqima]

Faith var mødt op for flere timer siden. Som tiden var gået, var der kun kommet flere og flere mennesker til. Det var nu heller ikke fordi det forundrede hende, Kimeya havde altid været en mand der både havde været været hadet og elsket, og langt de fleste kendte hans navn. Faktisk måtte hun erkende, at hun aldrig havde set pladsen være så fyldt! Mange ville mene, at det direkte var dumdristigt af hende at møde op i en så stor forsamling, og uden noget som helst til at dække eller skjule hende. Hun var faktisk fuldstændig ligeglad! Månen var efterhånden kommet til sin rette. Faith betragtede himlen mere end hun betragtede omgivelserne. Det var en virkelig smuk nat. Stjernerne glitrede på himlen som et smukt tæppe, desværre afslørede de også at det var en kølig aften, og at natten kun ville blive værre. De mange stemmer, havde hun efterhånden fået lukket ude. Der var børn som voksne, gamle som unge. Det var meget normalt, en hængning var for pokker næsten underholdning i dette forbandede land! Hendes hår hang som altid frit omkring de slanke skuldre, og dansede blidt i takt med de små vindstød der kom. Et sted var det også for hendes egen skyld, for selvom hun endnu engang valgte at leve livet farligt, så ønskede hun ikke at stjæle for megen opmærksomhed. Børnene havde ingen ide om at hun var der. Lige i øjeblikket ønskede hun ikke at se dem, for hun vidste jo hvordan de havde det med deres kære far, og hun gad ikke at skændes med dem.. ikke i aften. Et suk forlod hendes læber. Efterhånden føltes hendes ben temmelig tunge. Hun nåede dog ikke at tænke meget videre over det, før folkene omkring hende begyndte at blive en hel del oprevet. Blikket gled mod galgen, hvor Kimeya var kommet til syne. Hendes hjerte sprang et slag over. Folks pegen og leen gjorde hende vred, for hun var trods alt en stolt kvinde, og hun forsøgte at beskytte den sidste rest af ære som hendes familie efterhånden havde. De smaragdgrønne øjne søgte mos hans miserable skikkelse. Vagterne var hårde ved ham, og hun var ikke i tvivl om at det havde været nogle hårde nætter. Faith forholdt sig fuldkommen rolig. Hun havde fået placeret sig et stykke væk så det ikke ville virke mistænkeligt, hun havde trods alt sine planer for i aften. Samtidig så stod hun heller ikke så langt væk, at hun ville være direkte umulig at spotte. Klædt i sort som på enhver trist aften, det var trods alt hendes elskedes død hun skulle overvære, også selvom man skulle tro at hun efterhånden havde været vant til det. Hun stilte sig på tå, for det irriterede hende virkelig at være så forbandet lille engang imellem, hun ville være i stand til at se ham. Marvalo Mansion havde slet ikke været sig selv siden han var blevet hentet, og slet ikke efter de fantastiske nætter de havde tilbragt sammen. Det løfte han havde skænket hende, var noget som hun nu måtte klamre sig til. Han kunne bare lige vove at svigte hende nu!

[Deleted]

Uanset hvad der skulle ske i aften, så var Alexander allerede klar over at Faith var til stede et eller andet sted, selvom han ikke just kunne sige sig at være i stand til at se hende, men hun var der! Han sagde dog ikke noget til det. Der var soldater over det hele, også fordi at det var Kimeya som det skulle gå udover denne gang. En både elsket og hadet mand, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede nogen, for den mand havde i sandhed formået at placere sit navn på landkortet, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ved ham. Han vidste et sted udmærket godt, hvad der skulle ske i aften, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. At folk måtte begynde at le og pege fingre af den arme mand som stod med løkken om halsen og tydeligt kun tænkte på at bevare balancen, var slet ikke en ting som han tog sig af. Han deltog bestemt heller ikke i det, for han havde respekten for Marvalo og Jaceluck familien og det havde han skam altid haft! Han havde dog desværre bare love og regler som han måtte følge! Han var end ikke sikker på at Kimeya og Faith vidste at Jaqia havde en lille pige som var direkte afhængig af sin storebror fra nu af, for selv han havde planer om at følge Jaqia, for.. han kunne ikke uden hende. Siden han havde fundet Jaqia liggende død i kælderen i Marvalo Mansion havde virkelig været det som havde taget hans liv med sig. Det var som om at meningen ved hans liv, var fløjet direkte ud af vinduet, uden at han kunne gøre noget som helst ved det, og det var virkelig noget af det værste af det hele, men hvad var der at gøre ved det nu? Andet end at lade retten ske fyldest?
Han trak vejret dybt, som han selv stillede sig ved siden af Kimeya som kun stod og kiggede ned, for han kæmpede for at holde balancen, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for hvad skulle han da sige? Han vendte blikket ganske kort mod Kimeya. ”Hvil i fred Kimeya..” endte han ganske kortfattet, som han igen vendte blikket mod folkemængden. At der var kommet så mange for at overvære mandens henrettelse, var end ikke noget som overraskede ham som sådan, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. ”Kimeya Marvlo er erkendt skyldig i Dronningen af Dvasias, Jaqia Angleráx! Han dømmes til døden ved hængning!” Han vendte blikket ganske sigende mod Kimeya endnu en gang. Han vidste at Faith stod derude et eller andet sted, selvom han ikke havde fundet ud af lige hvor endnu! Han tog fat om håndtaget personligt, idet han rev i det, så gulvet forsvandt under Kimeyas fødder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt hvad der skulle ske, og efterhånden så var han ved at være træt af det hele! Han vidste ikke om Cedric havde skænket beskeden videre til Faith, men.. det fandt han vel ud af? Om han skulle gravlægges eller om han blev brændt? Selvom han selvfølgelig håbede på det førstenævnte! At folk stod og grinede af ham, forundrede ham dog ikke, for han havde altid været en stor og frygtet mand, og med det manglende ben, så kunne man vel ikke ligefrem vove at påstå at der var noget at frygte over ham? Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han knyttede næverne, også fordi at de mange grin var noget som direkte irriterede ham, for folk vidste slet ikke hvad han havde været igennem! Og hvad han havde haft at slås med, for det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket mod folket, hvor han alligevel måtte fange hendes skikkelse i mængden. Han var slet ikke i tvivl om at det var Faith som han havde fået øje på! Han blinkede let med øjnene, som han alligevel let måtte kæmpe for at holde balancen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At Alexander stillede sig ved hans side, sagde han nu heller ikke noget til. Som respekten faldt til hans familie, så var det skam også gengældt, men Jaqia havde virkelig trådt over en grænse, som hun bare skulle holde sig langt væk fra! Om det var noget som man ville det eller ikke. Som straffen og grunden blev nævnt, så hørte han både jubel, men også det modsatte, hvor det var tydeligt at folk reagerede på det. Barbariske som deres slags var, for det her var jo efterhånden bare en hverdagsunderholdning, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han brød sig om i den anden ende! ”Få det overstået..” endte han ganske kortfattet, som han tydeligt mærkede hvordan det hele skete under ham. Gulvet forsvandt, hvor han kraftigt endte med at gispe, som han bare.. faldt. Løkken strammede sig omgående omkring halsen, hvor det måtte lukke for hans lufttilførsel. Hans pupiller trak sig voldsomt og gevaldigt sammen, idet han endte med at gispe efter vejret, selvom han bare ikke kunne få det. Folk grinte af ham, som han nærmest begyndte at sprælle, selvom det var en ren naturlig reaktion fra kroppen af, og det var slet ikke noget som han kunne gøre for. Eliksiren som han havde slugt ganske kort inden han var blevet hentet, slog ind i sekundet før døden ville ramme ham. Alle musklerne begyndte at slappe af, som kampen for at få luft måtte opgives, som han blot blev hængende i rebet kun få centimeter over jorden.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Det var efterhånden ved at være uger siden, hun sidst havde set børnene. De kendte sikkert til at hun havde været i landet, men denne gang var det ikke dem hun havde opsøgt, af ganske gode grunde. Præcis hvad hun skulle gøre med Kimeyas lig bagefter, var endnu ikke noget hun havde skænket en tanke, han var trods alt ikke død endnu, desuden så vidste hun ikke hvad han havde af planer, det eneste hun vidste, var at hun var nødt til at stole på ham. Der lød tilråb fra alle sider, både gode som dårlige. Faith valgte generelt at lukke dem alle ude, for den flamme der brændte i hendes bryst, var allerede umådelig svær for hende at kontrollere, hun havde trods alt kun haft et par dage, til at genvinde den kontrol, hun ikke havde haft i den tid hun havde været væk. Tanken om den loyalitet hun havde skænket den familie irriterede hende, for hun havde været der på trods af, at den trone var blevet stjålet fra hende, og på trods af at Jaqia mere end en gang havde skabt hende problemer. Dette var tanken for de mange års tjeneste og loyalitet! Blikket forlod kun Kimeya et øjeblik for i stedet at glide mod Alexander. Han havde ikke set hende endnu, for så ville deres øjne have mødt hinanden. Ordene gjorde hende kun mere frustreret! Sårene var blevet bedre af Nathaniels salve, men hun var stadig øm, og desuden gul og blå, efter at være blevet sparket til. Den kvinde havde været uden om det, ligesom hendes bror Samuel havde, og hvor var han ikke endt? Hun kunne et sted ikke lade være med at føle et lille stik af tilfredshed. Hun så stadig for sig, lyset forlade hans øjne, som det også havde gjort ved Jaqia. Faith missede en anelse mistroisk med øjnene. Det var tydeligt at Alexander mimede noget til ham, men hun var ikke i stand til at finde ud af hvad. Hendes hjerte slog faste slag.. et sted så byggede der sig en form for spænding op, som hun ikke kom uden om. Alt i hende skreg, hun havde virkelig bare lyst til at se bort, også selvom hun fastholdt blikket mod Kimeya. Han lod ikke til at have mærket sig af hende, hvilket vel et sted skuffede hende? Tanken slog hun bort. Spændingen byggede sig op i folkemængden, hun kunne mærke hvordan alle holdt været, idet lemmen faldt og lod ham hænge der til kvælning. Hun sank en klump. ”Du har bare at holde dit løfte,” hviskede hun stille, så stille at kun hun hørte det. Det gjorde skam ondt, men tårer var hun ikke i stand til at fælde. Der lød både jubel og buen, men det var nu ikke noget hun tog sig af. I stedet vendte hun blikket mod Alexander. Han ville ikke blive lykkelig, desuden så måtte han ligeså bøde! Kongelig eller ej! Hun lod varmen fylde hendes krop, lod flammen brænde omkring det bankende hjerte. Uden videre afsløring, begyndte hun roligt at dele den varme med den kære Prins Alex, også selvom hun kunne føle det brænde energien bort. Hun måtte holde fast, det var trods alt et spørgsmål om hendes familie, og den nægtede hun virkelig at svigte!

[Deleted]

Et sted så vidste Alexander udmærket godt, at Faith var der et eller andet sted, for alt andet ville da helt klart forundre ham, i og med, at det var Kimeya som skulle henrettes, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Han havde valgt at respektere Kimeya, også fordi at det var noget som faldt ham så naturligt til et sted, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man skulle tage så let på, for det gjorde han bestemt heller ikke. At Faith var vred over det som skulle ske, var noget som han allerede havde en fornemmelse af, og det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige at Kimeya havde fået en tilværelse herpå stedet af drømmene, men igen, så var det jo Castle of Darkness det drejede sig om, for ikke at glemme, at det var mordet på dronningen, så selvfølgelig krævede det sine ofre, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende på alle måder! Han vendte blikket mod Kimeya som han endt med at dingle i rebet. Der var ingen til at kappe det over, også selvom han kunne høre, at mange var enige, såvel som uenige i dette, men det var nu heller ikke noget som han tog sig af. Det tog ikke mange minutter før Kimeya endte med at hænge slapt i rebet i stedet for, hvor han hævede sig endnu en gang. Det var nok den mest ydmygende henrettelse som man overhovedet kunne blive offer for bare sådan, men det var der nu heller ikke noget som man kunne gøre noget ved af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Alex nåede kun lige at bevæge sig væk fra faldlemmen, idet han mærkede varmen i det indre. Han endte med at stoppe op, hvor han bare vendte blikket mod folket. Alle var i bevægelse af den uro og.. juble, såvel som det modsatte, men der var en som stod fuldkommen stille; Faith! Han blev stående, hvor han bare kiggede på hende. Hvis det ikke var fordi at han ønskede at gå i døden selv, så havde han valgt at råbe op, men han gjorde.. ingenting. Han gjorde virkelig ingenting, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han endte med at nikke mod hende, ganske ærbødigt, også selvom varmen var en smerte som han kun måtte bide i sig, for han kunne virkelig ikke gøre andet ved det af den grund. Han bed tænderne svagt sammen, selvom han forholdt det skjult. Afventende blev han stående, uden at rokke så meget som en eneste muskel, for han vidste at Faith var vred.. Han kunne nærmest føle det på sin egen krop, men.. havde han ingen Jaqia, så havde han skam heller ikke nogen mening med hans eget liv, og selvfølgelig var det noget som virkelig måtte gå ham selv på, på denne her måde.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde bestemt ikke tænkt sig at blive væk på en sådan dag, det var helt sikkert! Uanset hvordan man måtte vende og dreje den, så elskede hun Kimeya, på trods af alle deres problemer, og det had – kærlighedsforhold som de altid havde haft, så kunne hun ikke undvære ham i sidste ende. Hverken hende eller Kimeya havde været bange for at lege med ilden, men de havde også altid været klar over konsekvenserne af deres handling, og denne gang var intet undtag. De havde vidst at timerne sammen var talte, fra det øjeblik hvor lysets forlod Jaqias blik. Et sted var det også et tab for hende, for hun havde respekteret kvinden, men ikke nok med det, så havde deres forhold langt hen af vejen været næsten.. venskabeligt, de havde været på bølgelængde, også fordi Jaqia ligesom Nathaniel tog hendes ord for gode varer, frem for noget andet. At se Kimeya hænge der og dingle i rebet, var noget der gjorde hende skræmt.. og det gjorde hende bange, men hun nægtede at lade tårerne komme frem, for i så fald ville Jaqia vinde, og det ønskede hun bestemt ikke. Blikket hvilede intenst på Alexander. Deres blikke mødtes, og der kunne ikke sås tvivl om at hendes slog gnister, og afslørede de flammer der brændte i hendes indre. Befolkningen havde for travlt med at råbe, de bed sig slet ikke mærke i at deres prins var blevet underlig stiv.det var ikke meget hun vidste om den familie. Hun kendte til Mattheus, og det var selvfølgelig beklageligt at han skulle miste sine forældre, men enhver måtte gøre sit for at beskytte sin familie, og hun havde været den forbandede familie loyal lige fra dag ét! Selv Alexander måtte møde for sine handlinger. Hun knyttede hænderne De føltes underligt varme selv for hende. Benene var begyndt at skælve under hende, for dem den ringe træning hun havde fået den seneste tid, så var dette faktisk langt mere hårdt end hun huskede det! Hun stønnede af den smerte der jog igennem hendes egen krop, og følte mest for alt for at give op, også selvom stædigheden nægtede hende det.. tanken om Kimeyas døde krop der hang der, holdt flammen i live. Hun rettede sig op. Han havde givet tegn til hende.. næsten ærbødigt, hvilket hun også følte at hun fortjente efterhånden! Det forundrede hende i det store og det hele ikke at han ingen modstand gjorde.. hans mage var gået bort.. Kimeya havde slået hende ihjel. Manden ønskede ikke at leve på trods af hans ”søn”, og hvis han ville være så ynkelig skulle hun gerne hjælpe ham, som de sidste bevis på den loyalitet på trods af alt, hun ville jo trods alt blot gøre hans liv til et helvede at leve.. at slå ihjel havde aldrig været hendes.. stil.. Atter skræmte hende det hende faktisk hvor meget hun nød det, selvom han ikke direkte viste smerten, hun vidste at han bar den, og det fik hende kun til at tørste efter mere.. fortiden var umulig at løbe fra, til hendes egen store ærgrelse!

[Deleted]

Alexander vidste udmærket godt at Faith havde været til stede et eller andet sted i mængden, og nu havde han da også fundet ud af hvor hun var! Han stod og stirrede på hende, også selvom han kunne mærke den varme rumstere i hans indre, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han ønskede at reagere på, for vagterne skulle heller ikke have lov til at reagere, når det var ham som direkte… ønskede at stoppe og ende det hele, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han blev stående og bare stirrede på Faith, for nu havde han fået øje på hende! Kimeyas krop havde opgivet, så den hang bare i rebet, hvilket også var noget som selvfølgelig fik folk til at reagere – på både godt og ondt, men det var nu bare sådan at det var, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede anderledes, for nu fik han det som han ville, selvom han udmærket godt vidste, at det ikke var helt retfærdigt overfor Mattheus, for det var det ikke! Og bestemt heller ikke overfor den lille Lillith! Den arme tøs som han elskede som sin egen, også fordi at det var ham som havde været der siden start, så det var bestemt heller ikke noget som man kunne sige sig, var anderledes på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans ben begyndte at dirre under ham, selvom han virkelig ikke kunne gøre noget ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var i den anden ende. Han endte med at læne sig op af galgen, også selvom det mere kunne se ud som om at han havde brug for at komme ned at sidde, selvom det kun var fordi at det virkelig var begyndt at gøre ondt. Han blinkede let med øjnene, hvor han roligt tvang sig til at blive stående. Hånden førte han til sin tinding, for det var virkelig begyndt at brænde, hvilket var noget som havde fået nogen af soldaterne til at reagere, selvom det selvfølgelig havde været noget som han havde forsøgt at undgå, selvom det bestemt heller ikke så ud til at virke på nogen måde overhovedet! Han koncentrerede sig og vendte sig mod Faith igen. ”Tak..” nærmest mimede han, idet at han selv tydeligt kunne mærke hvordan varmen for alvor måtte tage til, og det endte med at blive direkte ubehageligt! Det satte sig i hans hoved, hvor han direkte endte med at tage sig til tindingerne. Han kunne jo trods alt heller ikke fortsætte med at se bort fra det, for det var virkelig noget som brændt som bare pokker, så selvfølgelig var det noget som gjorde ondt. Ekstremt ondt! Et skrig brød hans læber, idet hans ben endte med at give efter under ham, hvilket for alvor fik soldaterne til at reagere og kun haste i retningen af ham, selvom det allerede var for sent. Som de nåede ham, var han allerede kollapset i jorden, hvor han denne gang bare.. blev liggende. Han var allerede væk.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Øje for øje, tand for tand og et liv for et liv. Kimeya havde ganske vidst taget dronningens liv og dermed begået forræderi af værste skuffe, men Alexander havde valgt at tage hans liv, og dermed true hendes familie, og det kunne hun ganske enkelt ikke tillade. Det ville være løgn at sige, at at hun ikke havde haft planlagt dette fra start, for selv da Kimeya endnu havde været ved livet, under deres fantastiske aften, så havde hun gjort sig tanken, også selvom han slet ikke var blevet indviet. Hendes blik stirrede intenst på Alexander, og ænsede stort ikke Kimeya der hang netop ved siden af. Hans lig ville blive bragt til Mansionet, den ringe respekt kunne han om ikke andet få.. hun var virkelig glad for at børnene om ikke havde skænket hende den hjælp, for hun var jo ikke selv i stand til faktisk at lave den form for aftaler. Varmen i hendes egen krop, var bestemt ikke noget der gav hende energi, men tværtimod tog den, jo mere hun delte den ulidelige varme med Alexander. Han havde ondt, og det var langsomt begyndt at gå op for de fleste, også selvom hun selv var fuldkommen ligeglad. Manden ønskede jo heller ikke at fortsætte livet uden sin mage, ellers ville han havde reageret for længst! Smerten stod i hans blik, den var ikke til at tage fejl af, og nu lod det til at alle andre ligeså havde fået øje på det. Faith nikkede blot ærbødigt mod ham, idet han måtte mime et tak til hende, hvilket hun temmelig hurtigt opfangede. Det glædede hende, så han behøvede bestemt ikke, faktisk følte hun sig ganske.. tilfreds. Tanken skræmte hende alligevel, også fordi hun nød det lidt for meget, det mindede hende om fjern fortid, som Kimeya i sin tid havde bragt hende ud af, og nu hvor han ikke længere var der, så kunne hun godt frygte, hvad pokker der skulle blive af hende.. hun håbede at han hurtigt ville vænne tilbage til hende.
Benene begyndte langsomt at bukke under ham.. hendes hænder brændte, men hun vidste at det bare krævede lidt endnu. Skriget han lod forlade sine læber, var noget hun så som hendes stikord. Hun hev den mørke kappe op omkring hovedet også for at skjule de flammerøde lokker. Han havde tydeligvis tiltrukket sig alt opmærksomheden for både befolkningen og soldaterne, der var over ham straks. ”Han er død!” var ord hun opfangede fra febrilske stemmer. Det var måske ikke retfærdigt, at gøre hans søn forældreløs, men denne gang måtte hun tænke på sig selv og sin egen familie før hun tænkte på andre. Varmen slap hun i samme øjeblik han faldt til jorden. DE mange mennesker var begyndt at søge frem, for at se hvad der foregik, hvilket gjorde det langt lettere for hende at bakke væk, og forsvinde i den store mængde. Hun skulle væk fra pladsen hurtigst muligt, så der ikke blev sået mistanke, hun var jo ikke populær i forvejen. Så snart hun fik mast sig igennem menneskemængden, forlod hun pladsen med yderst rolige og kontrollerede skridt, også for ikke at vække opsigt.

//OUT