An unexpeted visit..

[Deleted]

Tanken om at blive anerkendt som Kimeyas søn, var en tanke som Cedric godt kunne lide, også fordi at han slet ikke følte, at det var en plads som han nogensinde havde haft. Der havde altid været så mange ting i vejen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var jo ikke engang fordi at han kunne gøre noget ved det nu. Han lod endnu en gang Kimeya tage hans hånd, også selvom han slet ikke så væk fra ham på nogen måde, for minen var igen blevet langt mere rolig, og selv det var en tanke som han godt kunne lide. Han blev stående og så på ham og med den samme faste mine. Han tænkte ikke over alle ting, og det var tydeligt, men det var nu også bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”For pokker..” mumlede han let for sig selv. Manden var virkelig for selvsikker i denne situation, og ja, det var en tanke som virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han sukkede opgivende, også selvom det var mere for at finde muligheden for at slappe af, for det var også det som han havde brug for i denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. At den besked skulle være så vigtig, forstod han efterhånden. Han endte stille med at nikke. ”Okay.. Jeg skal nok sørge for at mor ved det..” endte han sigende, også selvom det var en anelse usikkerhed i stemmen, for han vidste slet ikke hvad det skulle blive til i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod manden endnu en gang, også selvom minen stadig var meget fast. ”Så du kommer hjem igen?” endte han dæmpet, og med en ganske sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Selv han.. kunne jo bruge sin far.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde altid anerkendt Cedric som sin søn, men det var måske aldrig noget som var kommet frem bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han havde bare brug for sin søn i denne stund, for ikke alt glemme, at han vidste at han havde gjort mange ting forkert – specielt når det måtte komme til ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. De grågrønne øjne hvilede direkte intenst på ham, for han havde slet ikke brug for mere modgang nu! ”Cedric..” endte han ganske kortfattet, for han havde slet ikke brug for det, men det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det var. Hans blik hvilede på ham, også selvom han kunne mærke lettelsen i det indre. Han nikkede mod ham og med det samme stille smil på læben. ”Godt..” endte han ganske sigende, så var det jo trods alt bare sådan at det var. Han nikkede mod ham og med en tydelig beslutsomhed i minen. ”Jeg kommer hjem.. Jeg lader ikke det her stoppe mig Cedric.. Jeg har mange ting som jeg skal rette op på og jeg håber at.. du vil give mig den chance når jeg igen kommer hjem?” Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang med en tydelig alvorlig mine, for han mente det jo faktisk seriøst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl lom når det endelig skulle komme til stykket. Han endte igen med at slippe hans hånd, som han trak den til sig og ned til hans ben som han ømmede ganske let, for det var virkelig ømt! Han fnøs ganske kortfattet idet han vendte blikket mod knægten. ”Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem.. Men jeg skal nok komme hjem,” endte han ganske sigende og med en tydelig bestemt tone.

[Deleted]

At blive anerkendt som Kimeyas søn, var virkelig noget som havde gjort sit for Cedrics vedkommende, for det var.. første gang at han havde hørt manden sige det, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham, for han havde brug for at høre det. Han havde brug for at vide at det var sådan at manden så på ham, og at han ikke bare var en klods om benet, som han havde følt sig i årevis. Der var jo specielle grunde til at han netop havde valgt at tage afstand til den mand som han nu stod overfor, men der var ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han var frustreret, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for.. han ønskede virkelig ikke at familien skulle slås med den her ulykke! Han var virkelig ved at være forbandet træt af det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”Undskyld..” mumlede han med en dæmpet og ganske sigende mine, som han endnu en gang vendte blikket mod ham. At han kunne tage det så roligt, var slet ikke noget som han kunne forstå, men det var nu bare sådan at det var. Der var noget under, ellers ville han jo nok reagere på en lidt anden måde, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kunne vel vælge at.. stole på ham? Bare denne ene gang? Selvom det virkelig var at smøre tykt på, for normalt så ville han slet ikke gøre det! At han direkte ønskede at gøre op for det hele, var sådan at Cedric valgte at tolke hans ord, for.. det kunne vel ikke tolkes på andet vis? Han blinkede let med øjnene, hvor han så på ham som var han blevet slået. ”Du ønsker at rette op på det? Det bliver ikke nemt far.. det er mange år det drejer sig om..” påpegede han sigende. Selv vidste han godt, at han ikke kunne blive ståede her alt for længe, men han ville faktisk bare.. nyde tiden lidt med sin far. Så længe at det nu var ham muligt. At han ville komme hjem og direkte lovede det, var ord som han tog til sig. ”Jeg holder dig på ordet..” endte han med en ganske kortfattet mine.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han havde utrolig meget at se til, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod Cedric. Han var virkelig stolt af sin dreng, også fordi at han havde klaret sig på trods af alle de ods som han havde haft mod sig – og mange af dem havde han endda selv sat op for ham, hvilket han faktisk havde det temmelig skidt med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev stående og med den samme alvorlige mine, for det var faktisk noget som han mente! Han ville komme hjem, og han ønskede virkelig at gøre det hele godt igen, for han blev da virkelig sindssyg af alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ej! Han sukkede dæmpet. ”Jeg ved godt, at det er noget som kræver meget af mig, Cedric, men ikke desto mindre, er jeg stadig mere end villig til at gøre det, og det er slet ikke noget som du skal glemme! Du er min søn og jeg ved godt, at jeg selv har stået for mange af ødelæggelserne, men.. jeg ønsker at gøre det godt igen. Hvis du vil give mig chancen og muligheden,” endte han sigende, som han så på ham med den samme alvorlige mine. Han mente det faktisk! At knægten holdt ham på ordet, var slet ikke noget som han havde det mindste imod, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede. ”Udmærket.. bare.. sørg for at mor får beskeden, for det er virkelig vigtigt. Fortæl hende intet andet,” endte han sandfærdigt. Et sted så gik dette møde nok mod sin ende nu, men det var bare sådan at det var. Han var afhængig af Cedric nu!

[Deleted]

Cedric havde måske sine tvivl, men det var så sandelig også med alle sine gode grunde, for han havde aldrig haft det bedste forhold til sin far, men hvis dette var noget som kunne hjælpe ham, så var det også noget som han gjorde mere end villigt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Blikket vendte han sigende mod sin far som sad på den anden side af tremmerne, også selvom det på ingen måder var en tanke som han brød sig om, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, og det var noget som kun irriterede ham langt mere end det som godt måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blinkede let med øjnene. Umiddelbart lød det til at Kimeya virkelig ønskede at gøre det om, og det var en tanke som han mægtig godt kunne lide, også selvom han helt klart havde brug for beviser først, for det var ikke ligefrem fordi at han havde den største tillid til manden, men.. man skulle jo trods alt starte et sted, ikke sandt? Han endte med at nikke. ”Okay far.. Du får chancen.. spild den nu ikke..” Hans ord var alvorlige, også selvom hans tone var mere bedende end det som noget andet kunne være, for han ønskede virkelig ikke at miste sin far igen, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han blinkede let med øjnene, som han endte med at slippe hans hånd. Dette møde var vel også ved at gå mod sin ende nu? Selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, men der var nu heller ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Hvis det her slår fejl, far, så bringer jeg dig tilbage, kun for at slå dig ihjel personligt..!” endte han direkte med en fast tone, for han mente det helt klart også. Tanken om alt det som hans mor gik igennem nu, var noget som gjorde ham arrig, men også ked af det, for han havde jo altid haft et så godt et forhold til hende. ”Jeg holder Cecilaya væk i morgen.. Desuden… så skal jeg nok give mor den besked..” endte han ganske sigende og alvorligt.

[Kimeya Marvalo]

At Cedric ønskede at give Kimeya den chance, var noget som virkelig gjorde Kimeya glad, for denne gang var han fuldkommen obs på, at det ikke skulle gå galt igen, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! Han vendte blikket direkte i retningen af Cedric som stod på den anden side. Han vidste skam godt, at han havde gjort den kære knægt meget ondt, og det var noget som han havde det direkte elendigt med, for der var ikke noget som ha direkte kunne gøre ved det om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet, som han roligt slap hans hånd, som han selv valgte at trække den til sig. ”Det betyder meget for mig..” endte han ganske sigende, som han vendte blikket direkte og roligt mod ham endnu en gang, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over hans læber. Dette møde var ved at gå mod sin ende, hvilket han nu heller ikke havde noget imod i den anden ende, for han ønskede slet ikke at gøre ondt værre, for det var virkelig slemt ok som det måtte være i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han kunne slet ikke lade være med at smile ved den tanke alene. ”Hvis jeg ikke kommer tilbage på egen hånd, så behøver du slet ikke at vække mig for at tvinge mig i døden igen.. Kan du ikke bare.. øjes med at gøre halve af det og vække mig så?” endte han sigende, også selvom han godt kunne høre alvoret i knægtens stemme. Han blev stående og så på ham, hvor han roligt nikkede til ham. Så længe at Faith fik den besked, så var han heller ikke den som ville klage, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rettede sig en anelse op, hvor han bare blev stående og så på ham igen. ”Det vil jeg sætte umådelig stor pris på. Jeg ønsker ikke at I skal overvære det.. Lige der er.. Dvasias frygtelig barbarisk..” endte han ganske sigende, også selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved af den grund.

[Deleted]

Cedric følte en form for lettelse i sindet, så selvfølgelig var det heller ikke noget som han kunne fortsætte med at se det mindste bort fra, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, for han havde virkelig brug for de bekræftelser til tider, og det var n han fik den? Så var han bestemt heller ikke den som skulle klage over det! Han vendte blikket roligt mod sin far, hvor han alligevel følte en form for ro, får det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. [colro=blue]”Gør nu ikke flere fejl, far,”[/color] endte han med en dæmpet mine, som han roligt vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han vendte blikket i retningen af trappen, hvor smilet selv let måtte brede sig på hans læber, da han endnu en gang vendte blikket mod ham. ”Det finder vi ud af, hvis det bliver nødvendigt, ikke? Jeg tager dig på ordet og regner med at du vil komme hjem.. også til mor, som min søster og mig selv..” endte han med en dæmpet stemme, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende, for det var jo ikke engang løgn! Han trak sig en anelse væk fra tremmerne, da der heller ikke var nogen grunde til at stå helt tæt på, for han skulle jo snart hjemover, om ikke andet, så til drypstenshulerne hvor han vidste at han ville kunne finde Cecilaya, for selv hun havde brug for at blive trøstet, også fordi at hun aldrig havde haft problemer med far, ligesom ham og Cayla havde haft det. Han nikkede ganske tilfredst. ”Det siger du ikke.. Jeg bliver væk, og jeg holder Cecilaya væk også.. Bare.. kom hjem far.. Jeg tager af sted nu… Til vi ses igen, så pas nu på.. ikke?” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod ham en eneste gang, kun for at søge direkte ud af kælderen og mod trappere. Han gjorde jo intet forkert ved at se sin far, men ikke desto mindre, så forlod han stedet med en lettelse i hjertet, og det var noget som han kun håbede måtte fortsætte i lang tid fremover.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at det at sætte liden til Cedric, var at anerkende ham, og at det var noget som han ikke havde været særlig god til, men han blev vel også bedre i den anden ende? Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, også fordi at det var tydeligt at knægten var blevet stor, han havde sin egen mening, sine holdninger og det hele, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han bed sig svagt i læben og med et svagt suk. Han nikkede bare ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. ”Jeg stoler på dig,” endte han ganske sigende. ”Jeg skal nok komme hjem til jer alle sammen.. Det lover jeg dig,” endte han ganske bestemt, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Familie var nemlig altid den som havde haft den største betydning for ham i den anden ende, også selvom han vidste, at han ikke altid havde været god til at vise det, men ikke desto mindre, så var det heller ikke en løgn i det store og hele, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak sig selv en anelse fra tremmerne, selvom han stadig holdt fast i dem, da han havde brug for noget at støtte sig op af, for han havde jo trods alt heller ikke sin stok, da den var taget fra ham, fordi at de var bange for at han ville gøre brug af den – hvilket slet ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Pas på hende og.. giv hende et kram fra mig.. Jeg er ked af, at jeg ikke har set mere til hende igennem den sidste tid.. Jeg ønsker bare at gøre det godt igen. Pas på dig selv Cedric.. Vi ses igen, før end du aner det,” endte han sigende, også selvom der var en beslutsomhed i hans undertone, som man slet ikke skulle tage det mindste fejl af, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn på nogen måde! Han så til som Cedric forlod ham, hvor han bare trak sig tilbage til hjørnet af cellen. Han kunne jo ikke rigtigt gøre andet end at.. vente..?

//Out