An unexpeted visit..

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være sent, fuldmånen stod højt på den store himmel, hvor det blege måneskær kun lige var at se igennem tremmerne ind til den magisikrede celle som Kimeya var placeret i. Alene af den grund, så var han faktisk utrolig rolig af sig, for han så ikke nogen grund til at frygte døden. Specielt når det skete under omstændigheder som han havde temmelig god kontrol over, og sikkert også mere end det som Alexander Angleráx brød sig om, men hvad man ikke vidste, havde man vel heller ikke ondt af? Han sad på gulvet, i og med at stokken var taget fra ham, så var det svært nok for ham at holde sig på benene. Den stod vel et sted i Marvalo Mansion? Hvis Faith selvfølgelig havde valgt at blive der, selvom han selvfølgelig håbede på det! Han havde virkelig bare brug for at hun stolede på ham i denne situation og ikke endte med at gøre noget overiglet, for det kunne meget hurtigt ende med at ødelægge det hele, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Vinden susede lige udenfor vinduet, hvilket var noget som end ikke rørte ham, for mørket var ham en ven, og det havde det været hele hans liv. Han mærkede endnu en gang efter i lommen. Flasken lå der endnu, hvilket fik ham til at smile tilfredst, for så vidste han da om ikke andet, at han nok skulle få det på den måde, som han ville have det, hvad end om det var noget som andre ville det eller ikke, for mordet på dronningen, var bestemt heller ikke noget som han kunne fortryde, for hun havde virkelig overtrådt en grænse som man bare ikke skule passere, når man gjorde skade på Faith! Det var ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! Han trak vejret dybt, som han valgte at slå hovedet ind i stenmuren bag ham. Han kunne jo ikke rigtigt gøre andet end bare at.. vente? Vente på at det hele ville ske?

[Deleted]

Det var måske ved at være sent, men det var ikke sent nok til at Cedric valgte at holde sig væk. Hvad der var sket i Marvalo Mansion havde han kun lige fået korte detaljer om, hvilket alligevel havde fået ham til at reagere. Selvfølgelig irriterede det ham grusomt at det kunne se ud som om at mor og far kunne finde ud af det igen, for de vidste jo lige så vel som ham, at det gik galt igen på et tidspunkt, og det var noget som han virkelig blev træt af! Kunne de for pokker ikke bare beslutte sig! En tanke som dog alligevel gik ham på, var at hans far var dømt til døden for mordet på dronningen, hvilket han bestemt heller ikke brød sig om i den anden ende, for end ikke det, var noget som han havde fortjent, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Turen havde han taget fra Drypstenshulerne til slottet. Selvom det havde været en lang vej, så var det en som han kun så sig nødvendig for hans del, men lige så også for hans lillesøster Cecilaya som altid havde haft et glimrende forhold til manden. Ja, det var jo altid noget at der i det mindste var plads nok til en af hans børn i hans fars liv! Han bed tænderne sammen ved tanken om det, idet han meldte sig på slottet og krævede en besøgstid ved Kimeya, hvilket også blev ham skænket. Han gik roligt ned i kælderen og stillede sig foran cellen, hvor han kunne se manden sidde på gulvet. Det manglende ben var ikke noget som rørte ham mere, men det var der så også så mange andre ting som heller ikke gjorde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det nu var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han trak vejret dybt og med det tydelige faste blik i ansigtet. ”Og så skal jeg finde dig her.. af alle steder.. far,” endte han ganske kortfattet, for det var bestemt heller ikke fordi at man just kunne kalde det for et glædeligt gensyn, for det var det på absolut ingen måde!

[Kimeya Marvalo]

Hvad Kimeya havde i vente, vidste han på sit vis faktisk godt, selvom det nu i det store og hele, heller ikke var noget som han tog så tungt på. Han havde reddet Faith, for at se hende ligge der i den smerte, var slet ikke noget som han kunne bære. Tanken om det var virkelig noget som kunne gøre ham så rasende, og så vred! At han kunne vente på besøg, var slet ikke noget som han havde kunne gætte sig frem til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Han vendte blikket omkring. De andre celler var ganske stille, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen. Han nød faktisk stilheden for en gangs skyld. Også fordi at et sted som dette, slet ikke var stedet, hvor han ville forestille sig, at han faktisk skulle være i stand til at finde den! Nej, i det store og hele, så ønskede han virkelig bare at få det hele overstået, så han kunne sætte sine planer i værk og faktisk komme hjem igen! En dog så velkendt energi kunne han dog alligevel pludselig føle, hvor han direkte vendte blikket i retningen af trapperne. Hvem pokker skulle nu herned? At se Cedric, var dog noget som alligevel overrasket ham, for den knægt havde allerede gjort det mere end tydeligt for ham, at de slet ikke ønskede at vide af hinanden, og det var noget som han bare havde valgt at tage til sig, selvom det selvfølgelig var en tanke som gjorde så frygtelig ondt. Knægtens ord var hårde, men igen.. han vidste jo godt at knægten ikke havde haft det nemt på nogen måde, og at det faktisk måtte være hans egen skyld, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hans vedkommende. ”Hvis du kendte mig godt nok, Cedric, ville du vide, at det ikke er første gang jeg stifter bekendskab med cellerne her på slottet,” påpegede han ganske sigende, som han roligt valgte at rejse sig, selvom det ikke var nemt uden den stok som han havde stående hjemme! Han betragtede knægten. ”Det er længe siden,” tilføjede han med en ganske sigende mine.

[Deleted]

Lige hvorfor Cedric havde valgt at søge til slottet, vidste han egentlig ikke helt, selvom det nok var noget som han skulle finde ud af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl omoverhovedet! Han vendte blikket direkte mod Kimeya og med den samme faste mine. Mor var fuldstændig ude af den, da hun hverken vidste til eller fra og han kunne tage det fuldkommen roligt. Det kunne godt være, at han ikke kendte manden særlig godt, men der måtte stikke noget under, så meget kunne han da om ikke andet gætte sig til, og han havde brug for nogen ledetråde, da det nu endnu en gang, var ham som skulle sørge for at holde mor rolig, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det var lige nemt. ”Jeg forstår ikke hvorfor pokker du skal fortsætte med at udsætte familien for det her, far! Det må altså til at stoppe! Har du set mor?! Hun er fuldstændig ude af den på grund af dig – IGEN!” Denne gang hævede han stemmen, for der var virkelig grænser for hvad han fandt sig i! Der var jo en speciel god grund til at han havde valgt at søge til drypstenshulerne frem for at blive i Marvalo Mansion, selvom det var og blev hans hjem, men.. han kunne ikke. Af ganske enkle grunde, så kunne han virkelig ikke, selvom det virkelig var en tanke som til tider også måtte frustrere ham, for han savnede det fra dengang, hvor alt virkelig var perfekt, selvom han udmærket godt vidste, at det ikke ville ske igen. Det kunne jo så blot nage ham, at han ikke havde nydt tiden mere end det som han nu havde gjort! Han himlede let med øjnene. At manden tog det så roligt, var virkelig noget som kun måtte irritere ham og mere end det som godt måtte være i den anden ende, for det var bestemt heller ikke retfærdigt overfor mor! ”Du er virkelig utrolig, ved du godt det? Hvordan pokker kan du tage det så roligt, når du står til en hængning?!” endte han denne gang mere… febrilsk? Han ønskede for pokker kun at værne om sin familie! Og det indebar ’desværre’ også hans far!

[Kimeya Marvalo]

Et sted så kunne Kimeya slet ikke forstå hvorfor Cedric havde valgt at opsøge ham, for han var da den sidste som han havde regnet med at se! Han vendte blikket direkte mod ham, hvor han direkte havde fået kæmpet sig op at stå, for det var bestemt heller ikke nemt uden stokken som desværre stod hjemme i Marvalo Mansion. Han hoppede direkte hen til tremmerne, hvor han tog fat om dem, for også at have noget at holde om. Han vidste godt at knægten ikke så på ham med det mildeste blik, og han kunne skam også godt forstå det. Han sukkede stille og rystede på hovedet. ”Jeg så hvordan hun så ud da jeg blev hentet, Cedric, så jeg kan godt tænke mig til hvordan hun har det,” endte han ganske kortfattet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han blev stående, også selvom det var hårdt for hans ben, men han nægtet at vise sig som svag overfor knægten! For pokker, det var jo hans søn! Knægten var opkørt, og af den grund, så kunne han ikke være det, og det var noget som han allerede nu var klar over, om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. ”Cedric! Prøv for pokker at lytte til mig, og lyt godt efter!” begyndte han ganske kortfattet. Han vidste udmærket godt, at han stod til en hængning, men det var nu heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at lave anderledes, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske kortfattede mine. ”Jeg ved udmærket godt, at jeg står til en hængning!” fortsatte han, mest af alt for at gøre det klart for knægten, at han faktisk vidste hvad han havde gang i, for det gjorde han faktisk! ”Jaqia gjorde din mor ondt, Cedric og det er bestemt ikke noget som jeg finder mig i! Hun gjorde mor ondt, så gjorde jeg hende ondt.. Jeg har styr på det hele,” endte han ganske kortfattet og med en meget sigende mine.

[Deleted]

Cedric ville normalt slet ikke have opsøgt Kimeya på nogen måde, for han havde jo kun givet tydeligt tegn til at han slet ikke ønskede at have noget med manden at gøre, og det var bestemt heller ikke fordi at dette var noget undtag, men at han stod der til hængning, var selv noget som påvirkede ham, for han var træt af, at familien konstant skulle stå ansigt til ansigt med problemer, for han fandt det bestemt heller ikke retfærdigt på nogen måde! At Kimeya havde kontrol på det hele, var svært at se, men.. hvorfor skulle han stole på ham? Det var egentlig også derfor at han havde valgt at opsøge ham i udgangspunktet, for han fandt det virkelig problematisk at stole på! Det kunne godt være at han ikke kunne føle fysisk smerte, men den psykiske kunne han helt klart godt mærke, og det var noget som han virkelig også måtte døje med i denne stund! Han vendte blikket direkte mod ham, som han hoppede hen til tremmerne, hvor han blev stående med afstand. Et sted kunne han slet ikke lade være med at være vred på manden, for han var virkelig, virkelig vred på ham! Som han aldrig havde været vred før! ”For helvede far… Tror du virkelig at det her hjælper.. mor i den anden ende?” endte han langt mere behersket, for tanken var ikke desto mindre, noget som gjorde ham voldsomt vred og ikke mindst frustreret! Han endte selv med at træde tættere på tremmerne, hvor han selv endte med at tage fat i dem. ”Jeg tror virkelig ikke du har styr på det som sker.. For pokker, du kan ikke bare sidde tilbage og regne med at alt ordner sig, hvis mor skal stå og vidne din egen hængning!” endte han med en fast tone. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som kom bag på nogen, gjorde det? Det var en tanke som ikke desto mindre frustrerede ham og noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det var løgn i den anden ende. ”Det er ikke fair over for mor.. eller os andre!” endte han mere febrilsk. Han var virkelig træt af det! Træt af at han konstant skulle stå som den som samlede det hele, for nu var han nødt til det –igen!

[Kimeya Marvalo]

I Kimeyas øjne, kunne det næsten lyde som om at Cedric var.. bekymret? Selvom det selvfølgelig ikke var noget som han tog for gode varer, for han vidste udmærket godt, at knægten var direkte rasende og skuffet på ham og over ham, så det var ikke fordi at han turde at gøre sig nogen af de største forhåbninger, men det var nu bare sådan at det nu end måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod Cedric som han selv kom tættere på tremmerne. At han var.. bange, var et sted noget som man næsten kunne fornemme i hans stemme, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne tage sig af som sådan, for uanset hvad, så kunne han ikke skænke knægten nogen former for trøst bare sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Cedric du er nødt til at lytte til mig..” fortsatte han endnu en gang, som han let himlede med øjnene. Han vendte blikket let mod ham, også selvom minen var direkte gennemborende denne gang, for han var nødt til at bevare roen, for det andet kunne han selv ikke bruge til noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i det store og hele! ”Jeg ved hvad jeg gik ind til den aften jeg slog Jaqia ihjel, min søn..” forsøgte han. Et sted egentlig bare for at fange knægtens opmærksomhed, for det var bestemt heller ikke hans mening at træde knægten over tæerne bare sådan uden videre, for det var det bestemt heller ikke på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans hænder knyttede han mere omkring tremmerne. Stedet var sikret mod brug af magi, så han ville uanset ikke kunne stille noget op. ”Jeg ved godt at det ikke er retfærdigt, Cedric, men.. prøv nu bare at stol på mig. Jeg ved at det er meget at bede dig om, men det er det eneste jeg har nu. Jeg har styr på det hele.. og mor ved det godt,” endte han direkte alvorligt.

[Deleted]

Cedric havde faktisk ondt i det indre. Det kunne godt være, at han var direkte vred på sin egen far, men af den grund, så.. ønskede han jo heller ikke at miste ham helt. Faith havde været urolig omkring alt dette, så selvfølgelig var det ikke noget som han regnede med at der var kontrol på, for der var jo aldrig kontrol på noget som helst efterhånden, så selvfølgelig var det også noget som påvirkede ham! Han var faktisk bange, selvom det slet ikke var noget som han havde lyst til at vise manden, for hvis der var nogen som manden aldrig havde været der for, så var det helt klart ham! Om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at der var nogen tvivler om det i den anden ende! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. At han direkte kaldte ham for sin søn, var noget som omgående fik ham til at vende blikket mod ham. Næsten overrasket over at blive kaldt ved den titel. Han havde aldrig hørt ham kalde ham for noget lignende! ”Jeg tror virkelig du tager vand over hovedet denne her gang far.. End ikke du kan se dig bort fra den kommende hængning.. Og hvordan pokker havde du regnet med at familien skulle tage det? Det er bestemt ikke nemt for nogen af os!” Han kunne virkelig ikke vise far den tillid som han bad om, for det var virkelig for meget at forlange af ham på stående fod, og specielt med den forhistorie som de havde på bagen! Hans far havde aldrig nogensinde skænket ham en grund til at skulle stole på ham, så hvorfor pokker skulle han gøre det nu? Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang! ”Regner du virkelig med at de højere magter redder dig ud af den her?” endte han direkte kortfattet. Det var sgu da også begrænset hvor meget held den mand kunne fortsætte med at have i posen, var det ikke? Han forstod det virkelig ikke mere!

[Kimeya Marvalo]

At det påvirkede Cedric at blive kaldt for hans søn, var noget som et sted måtte lette Kimeya, for det var noget af det som han selv havde brug for at få at vide, og ikke desto mindre få bekræftet, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han blev stående og betragtede sig af ham. Han havde brug for at knægten faldt til ro, for det andet var bestemt heller ikke noget som han kunne bruge til noget som helst, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rakte den ene hånd igennem tremmerne, kun for at tage fat om Cedrics ene. Det kunne godt være at familien var meget splittet, men ikke desto mindre, så var det noget som han stadig ønskede at kæmpe for, for det var også det eneste som han havde tilbage, og det var også den eneste grund til at han sad hvor han gjorde nu. Han vendte blikket ganske sigende mod ham. ”Jeg har aldrig set din mor have så ondt, som da Jaqia havde tvunget hende jo jorden og stadig sparket til hende Cedric. Jeg fortryder ikke det som jeg valgte at gøre.. Jeg vidste at Jaqia ville komme og tro mig.. jeg har garderet mig,” endte han ganske sigende, også fordi at det slet ikke var noget som han ville skjule for ham. Han havde bare brug for at knægten slappet af, for det andet var selv noget som formåede at køre ham op, og det var slet ikke noget som han havde brug for i den anden ende. Han vendte blikket mod ham. Han rystede stille på hovedet. ”De højere magter kan intet stile op i denne sag, min dreng. Jeg har andre tricks i ærmet.. og der har jeg en meget vigtig besked, som du er nødt til at give videre til mor.. Er du med? Jeg skal ikke brændes.. Og hun vil insistere på at det er det som skal ske.. og det må det ikke.. Det er frygtelig vigtigt!” endte han med en bestemt tone. Blev liget brændt, ville det hele være ødelagt!

[Deleted]

Det glædede faktisk Cedric at Kimeya faktisk endelig anerkendte ham som sin søn, for det kunne han faktisk slet ikke mindes at han havde hørt før, og selvfølgelig var det noget som måske kom temmelig sent, men det var faktisk rart endelig at høre dem, det var helt sikkert. Om ikke andet, så var det faktisk en tanke som fik ham til at falde langt mere til ro, også selvom han ikke vidste om det var en god eller om det var en skidt ting, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Tanken gjorde ondt, for et sted så ønskede han jo slet ikke at miste sin kære far bare sådan, men der var bare ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund, og det var virkelig også en tanke som gjorde utrolig ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende. Han vendte blikket direkte frustreret i retningen af Kimeya, hvor han alligevel valgte at tage imod hans hånd. Han blev bekræftet, og det var noget som han havde søgt igennem forbandet mange år efterhånden, så det var ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. ”For helvede far..” mumlede han direkte opgivende. Det lå vel bare til Marvalo og Jaceluck? Alle var de jo komplet håbløse, og han vidste det jo udmærket godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke! Han lyttede til hans ord, også selvom de bare ikke gav nogen mening for ham på nogen måde overhovedet! ”Du forvirrer mig virkelig far.. du er nødt til at give mig noget som jeg kan holde fast i! Jamen.. brændes.. hvad snakker du om?? Tror du at mor vil lade dig hænge der? Midt på åben gade når det er sket?!” endte han mere frustreret, hvor han igen endte med at give slip på hånden, kun for at træde helt tæt på. Vagterne stod ved trappen, og holdt øje med dem, så han vidste at han ikke kunne gøre alt for meget. Han var bare.. frustreret!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne faktisk godt lide at Cedric så ud til at falde en anelse til ro. Af hvad han selv kunne fornemme, så havde den stakkels dreng utrolig mange ting i tankerne, og et sted så var det faktisk en tanke som gjorde ham en kende trist, men hvad kunne han da gøre ved det? Han kunne intet gøre på stående fod, for han vidste hvad han stod til, og der var jo ikke noget som man kunne gøre ved det uanset hvad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund, selvom han virkelig ønskede. Specielt nu hvor han havde knægten alene, for det var vel også hvad de havde haft brug for i den anden ende? Ingen højere magter andet end hvad han selv kunne skaffe, ville hjælpe ham i denne stund, og det var noget som han vidste fra før af, om det var nogen som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved udmærket godt, at det er meget af mig at kræve af dig, men jeg har brug for, at du stoler på mig Cedric. Jeg ved hvad jeg gør,” endte han ganske stilfærdigt og med en fast besluttet mine. Han havde siden Faith blev fragtet til hans dør, vidst at det ville gå galt, men han gjorde det for familiens skyld, og det var virkelig det eneste som havde betydning for ham i denne stund. Han havde endnu en gang slået ihjel for Faiths skyld, og det var slet ikke noget som han ønskede anderledes. Han sendte ham en direkte alvorlig mine som han roligt trak hånden til sig endnu en gang, og uden at skulle tage blikket fra ham på nogen måde, for løgn var det ikke i den anden ende. ”Jeg kan ikke give dig meget, og jeg ve godt, at det kan lyde forvirrende, min dreng, men det er vigtigt! Jeg kan ikke gøre hvad jeg har i tankerne, hvis jeg ligger som en aske i en urne!” endte han med en direkte fast og frustreret mine. Han havde virkelig brug for sin søn i denne stund, ellers ville det hele gå galt, og det var noget af det sidste som han ønskede sig!

[Deleted]

Cedric vendte blikket direkte mod Kimeya. Et eller andet kværnede rundt i mandens hoved, hvilket han godt kunne gætte sig til, men lige hvad det måtte være, vidste han faktisk ikke hvad skulle være, men det var virkelig underordnet! Han var ved at være træt af alt det andet, for det var noget som kun efterlod familien endnu mere splittet end det som den var i forvejen, og han var temmelig sikker på, at han ikke var den eneste som havde det på den måde, for han var ved at gå temmelig meget amok over det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende! Han himlede med øjnene som han alligevel blev stående. Det kunne godt være at han hadede manden af hele sit hjerte, men.. han elskede jo sin far lige så.. Hvilken søn gjorde ikke det? Også selvom det ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han vidste slet ikke hvad han skulle gøre ved det, og det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det nemmere for ham på nogen måde! ”Jeg tror du har så meget i hovedet, at du ikke kan skille tingene fra hinanden.. At ønske min... tillid er virkelig meget at bede om far.. og du ved det godt,” endte han ganske kortfattet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende. Tanken om ikke andet, gjorde ham faktisk direkte vred, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kneb øjnene let sammen, som han vendte blikket direkte sigende mod ham endnu en gang. Han ønskede virkelig bare at familien skulle have lov til at finde den ro som den havde søgt efter så længe og så.. desperat, men aldrig havde fået lov til! ”Jeg er forvirret far! Jeg har brug for noget konkret for pokker da!” endte han selv denne gang langt mere frustreret og desperat end det som han havde været til nu, for nu var han altså ved at få nok! Der var grænser for hvad han fandt sig i, og at blive kørt rundt i manegen var bestemt ikke deriblandt!

[Kimeya Marvalo]

At Cedric var forvirret, var ikke ligefrem noget som Kimeya kunne tage sig af i denne stund. Desuden vidste han også godt, at det at kræve knægtens tillid ikke var noget som han på nogen måder havde retten til, for han havde ikke gjort andet end at svigte ham. Jo mere han tænkte over det, jo mere ondt gjorde det, også fordi at han virkelig ønskede en mulighed for at rette op på det, for han – ligesom resten af familien, ønskede den ro og den fred, for han var virkelig ved at være forbandet træt af et andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at der var nogen tvivler om det i den anden ende. Han trak sig lidt mere op af tremmerne, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget mere ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg kan love dig, at når det her er overstået, så vil jeg gøre det hele godt igen, Cedric. Du er stadig min søn og.. jeg ønsker at du skal betragte mig som din far.. og en som du kan stole på,” endte han med en ganske stilfærdig mine, som han vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, for så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev dog alligevel stående, som han igen kunne se at knægten måtte blive fortvivlet. ”Cedric!” Endnu en gang greb han direkte ud efter knægtens hånd, mest af alt for at genvinde hans fokus, for det var vigtigt at han ikke blev brændt! Faith vidste, at det hovedsagligt ville være hans ønske, men det var ikke noget som måtte ske i denne situation, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg ved hvad jeg laver, og det er det eneste jeg kan give dig! Du kender.. Nathaniel.. Og du ved hvad han kan ikke sandt? Jeg har fundet en måde.. Det kræver bare at jeg ikke brændes.. Okay?” endte han sigende, som han vendte blikket mod knægten, ganske alvorligt.

[Deleted]

Cedric var virkelig ved at være temmelig forvirret efterhånden, og han hadede virkelig den tanke! Han elskede sin far, så selvfølgelig ønskede han da også at han skulle komme igennem det, men også for at vise ham, at det faktisk også gik ham forbandet meget på at det var det her som det havde udviklet sig til. Han ønskede egentlig bare sin far hjem.. som en førsteprioritet om ikke andet, også fordi at han slet ikke regnede med et forhold til ham som sådan, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod Kimeya endnu en gang, som han igen greb omkring hans hånd, hvilket var noget som efterlod ham med et chok. Og det var slet ikke noget som han kunne tåle, og han vidste de jo selv udmærket godt! Dog ikke en tanke som han havde delt med Kimeya, hvilket nok heller ikke ville ske lige i denne situation, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Hans ord var dog noget som fik et lys til at gå op for ham. ”Alkymi..” var den første tanke som slog knægten ind, som han vendte blikket direkte mod Kimeya igen. Tanken var ikke desto noget som gjorde ham rolig igen, også selvom han stadig var tydeligt opkørt, for han brød sig bestemt heller ikke om denne tanke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. ”Jeg ved ikke hvad du har gang i, men.. jeg håber virkelig, at du ved hvad du gør.. Også for mors skyld..” endte han med en direkte og meget alvorlig mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Han ønskede at hjælpe.. specielt hvis det var noget som han faktisk kunne.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede og havde virkelig brug for Cedrics hjælp i denne situation, ellers kunne det ende med at gå så frygtelig galt, for det var lige den ting som han slet ikke havde tænkt over, før han var endt i kælderen! Så det at knægten var kommet forbi ham, var noget som selvfølgelig var ham en mulighed hvorpå at han kunne få den besked ud til Faith, for han kendte hende nok til at vide, at hun ville tage sig af hans slappe krop. Ikke at det forundrede ham, for det havde hun altid gjort. Hun havde altid taget sig af ham, når det havde været nødvendigt, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide. At knægten så endelig havde formået at knække koden, fik et smil til at brede sig på hans læber, for det var noget som alligevel fik ham til at smile. Han nikkede. ”Jeg gør aldrig ting uden at have tænkt over dem… de fleste om ikke andet..” endte han sigende. At bruge tiden på at sige undskyld, fik ingen af dem noget ud af, og det vidste han godt. Den sag måtte de altid tage senere – hvis det gik som han ville det selvfølgelig, for et sted måtte han da erkende, at han var en anelse nervøs for det, men det var slet ikke noget som knægten skulle have lov til at se, for det var slet ikke noget som ville gavne dem i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt. ”Jeg stoler på dig Cedric.. Mor er nødt til at få den besked.. Og det er mig frygtelig vigtigt, at du giver hende den..” endte han sigende, dog med en frygtelig alvorlig mine, som han vendte blikket direkte mod ham og med den samme stilfærdige og alligevel så faste mine, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Mor stoler på mig.. Jeg har brug for at du gør det samme,” endte han dæmpet og med en ganske sigende mine, for løgn var det ikke. Det var måske meget at ønske sig, men.. knægten var vel heller ikke helt tabt?