Where are you?

[Deleted]

Lige for denne stund, havde Fabian virkelig bare prioriteret det at skulle komme hjem og tilbage til Destiny. Hun var virkelig en helt anden tøs end det som Faith havde været. Hun var en som allerede havde formået at fange ham. Han havde forvekslet dem den ene aften, og selv det, var stadig noget som han kunne smile over, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare det lille faktum, at hun blev siddende i hans skød, havde han så sandelig heller ikke noget imod, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han holdt virkelig af hende. Han havde tvunget vagter op omkring slottet for at sikre sig, at der absolut ikke ville ske hende noget som helst, og at de skulle melde fra til ham så snart at noget udenom det sædvanlige ville ende med at dukke op. Lige nu kunne han bare slappe af.. Ingen kendte ham foruden hende og dem som virkelig vidste, at han var lige præcist den Fabian og det var sådan som han agtede at skulle holde det.. med tiderne som måtte skifte, så skiftede tingene så sandelig også. Hun var så sandelig ikke bare en tøs til hans samling, den mand var han bestemt heller ikke mere, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vidste jo trods alt udmærket godt hvad han ville et sted inderst inde, men om det overhovedet ville blive muligt ofr ham, at skulle få det således, var virkelig det som han ikke havde den fjerneste anelse om, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Lige nu ville han bare nyde dette så længe, det ville være ham overhovedet muligt og inden han igen ville være tvunget til at skulle tage afsted igen. Han kunne ikke være væk alt for længe af gangen. Han vidste, at dette virkelig bare var en af den frie stunder han ville have til rådighed inden han igen måtte søge ud i marken. Efterhånden blev det jo kun værre og værre og han klarte det vel egentlgi gnske godt derude vel? Han synes det i hvertfald selv. Han var ikke længere den selv samme konfliktskye mand som han havde været dengang.. Dengang hvor han vidste hvornår det var på tide at stoppe.. Den forvirrede mand som var dukket op foran Faith dengang.. med vinger og helt rundt på gulvet. Han smilede svagt. "Mission ja.." endte han med en rolig og fattet mine. Han lod de olivengrønne øjne hvile i hendes eget blik og uden at skulle se det mindste væk overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var virkelig noget ganske særligt i hans øjne, og det var virkelig ikke noget som han agtede, at skulle give det mindste slkip på overhovedet. De rolige og lette strøg over hendes lænd, var virkelig ikke noget som han lod stoppe det mindste overhovedet. Hun viste jo trods alt heller ikke noget direkte tegn til ubehag, så hvorfor skulle han? Han sendte hende et roligt og stille smil. Hun var virkelig den som havde fundet en mand i ham som han slet ikke havde troet på at skulle eksistere, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes ord uden at smilet falmede det mindste. Selv den rolige mand fanget i den dødsengel som han var.. den evige sult efter smerte, var noget af det som han kunne glemme bare en anelse. "Det er nu ikke fordi at du har behov for en skønhedssøvn min kære," sagde han roligt. Han hævede sigende det ene bryn. Sandt at han var en damernes mand.. Han havde været vel at mærke. Det var ikke noget som han var længere og det var heller ikke noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på. Et sted hvor han egentlig bare følte for at skulle hoppe ud i det. Hendes arme lod han hvile om sin nakke. Jo tættere på ham som hun kunne komme jo bedre var det et sted i hans øjne, og det var virkelig heller ikke noget som han kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Han lod hånden roligt stryge over hendes ryg, så roligt og blidt. Selv ved hendes ord hvor smilet blot måtte brede sig. "Hvem ved min kære.. hvem ved.." Han blinkede let til hende, satte sig en anelse mere til rette og lod hende ellers bare blive siddende i hans eget skød. Han lænede sig frem, plantet et ganske så forsigtigt og let kys mod hendes kind, tæt til hendes mundvige, dog ganske enkelt prøvende, også mest for sin egen skyld. Han ville virkelig ikke tolke det hele forkert og så miste det hele, det magtede han virkelig bare ikke. "Bare du har det okay, så er alt i skønneste orden for mig," endte han med en rolig og stilfærdig stemme.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Lige der måtte Destiny virkelig også kun sige sig glad for han var vendt hjem til hende om ikke andet så blot for en kort stund, at få bekræftet at han var ved godt liv, det var noget som vikrleig lettede hende, hver eneste dag måtte hun gå rundt og frygte for hans liv, hun ville virkelig ikke tilgive sig selv hvis han en dag skulle ende med at være væk igen, et sted så hun ham vel som hendes eget ansvar? Alligevel sad der han der delvis overfor hende og delvis under hende, og med livet i godt behold, mere skulle der ikke til at gøre hendes dag. Hun havde savnet ham, og nu var han hos hende. Faith og hende var så ens og alligevel så frygtelig forskellige, man kunne ikke samnligne dem ret meget, og en periode havde hun dog virkelig frygtet at hun var en form af trøstepremie fordi han ikke kunne få Faith, men efterhånden måtte det gå op for hende at det slet ikke var sådan, han talte til hende som et individ helt for sig selv ikke som en kopi af sin søster, og det satte kun et højt humør i hende, at han behandlede hende som Destiny og ikke som Faith. Hun blev siddende i hans skød, betragtede hans blik. Hun var klar over hvad hun ønskede sig, men uviddende om det nogensinde ville lade sig gøre, det var end ikke noget hun fik sig selv til at nævne på nogen måde, for nu så ønskede hun virkelig bare at blive siddende her nyde de mange sekunder med ham, inden han ville ende med at tage afsted igen, den tid den sorg i hendes øjne, det var ikke fordi hun brød sig meget om tanken, omkring det at skulle slippe ham igen. Destiny var virkelig end ikke i tvivl om at han gjrode et fantastisk stykk arbejde derude, mens hun prøvede at gøre det samme her på slottet, til tider var det svært, hun var jo slet ikke vant til så stort et ansvar, men for nu så det ud til at gå hende meget godt, der var utrolig mange ting at tage sig af men det var igen intet som hun ikke kunne klare. Hænderne hvilede mod hans bryst hun kærtegnede ganske let, næsten forsigtigt, det var stadig meget diskret selvom hun ikek var typen som plejede at holde igen, havde det været enhver anden så ville de nok være endt i lagnerne allerede den aften til ballet efter hvor de blot lå og hvilede i hinandens favn inden han var taget afsted, og faktisk så havde hun intet imod at vente, han var noget særligt og sådan skulle det også være, lige her var der ingen grund til at forhaste sig på nogen måde. Ikke på noget tidspunkt valgte hun at stoppe hans blide strøg over hendes ryg og lænd, hun nød virkelig kun godt af dem, de skabte en så savnet sitren i hendes krop. Smilet måtte endnu pryde hendes rosa læber, og et helt særligt glimt i blikket kun ment ofr ham. Hun kunne betragte ham i evigheder, et sted så lystede hun virkelig bare at skulle springe ud fra tårnet og forsøge, men hun frygtede at han ikke så på detpå den samme måde, udelukkende kun fordi hun viste at han var glad for kvinder, og glad for at prøve grænser det var noget som Faith havde nævnt for hende allerede inden hun var gået til ballet med ham, der lå dog så langt mere i ham end blot det "Tro mig, søde Fabian, min indre skønhed har brug for den, ellers får de ansatte enden på komedie imorgen" påpegede hun med et lettere sigende blik, dog stadig frygtelig drillende, hun lystede ikke at sove når han var der, hun ville frygte at han ville være væk igen når hun slog øjnene op, den chance tog hun ikke, desuden så nød hun jo hans selvskab, Varmen og farven steg hende i kinderne da han endte med at læne sig frem, plante det kys mod hendes kind. Hænderne var endt mod hans hofte, hun kunne føle den bare hud under hendes fingrer, dog optaget af de skunder hvor hans læber måtte møde hendes varme hud. Smilet bredte sig, hun måtte næsten ærge sig ved det faktum at han trak sig. For sekunder lod hun stilheden tage over "Jeg tror du ramte forkert" påpegede hun næsten i en forsigtig tone som en tydelig hentydning, hun huskede ikke at have smagt hans læber før, nu måtte det næsten gå op for hende hvilken længsel hun følte efter det.

[Deleted]

Fabian følte sig i den grad hjemme på slagmarken. Om det var hans tid i Dvaisas som måtte gøre det eller om det var den dødsengel i ham som gjorde det hele, var han virkeig ligeglad med. Han kunne se de mange falde og det var faktisk noget af en styrke som han alene kunne nære sig på, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Lige nu hvor han bare ville nyde dnene dag fri for de mange pligter som han af ganske egen vilje, havde valgt, at skulle tage på sig. Det var desuden også bare det faktum, at han kunne føle at han kunne bruges til bare det ene eller det andet, som var noget af det som i den grad måtte betyde mest for ham på alle måder, det var ikke noget som han på nogen måde ville være i stand til at komme udenom. Igennem alt for lang tid, havde han følt at han bare var i vejen eller var til besvær, ikke fordi at han have noget imod det som sådan, men sådan som han var som person, så passet det da bestemt ikke! Han blev roligt siddende med hende i skødet. I udgangspunktet havde han jo håbet at hun ville være vågen til at tage imod ham, og på den anden side, så ønskede han også at hun ville være i stand til at hvile. Han kunne jo tydeligt tænke sig til, at der var ekstremt mange pligter selv for hende, at skulle tage sig af her, nu hvor han tog sig af de mange som dukkede op på slagmarkerne. Han havde været heldig til nu og kunne vel blot håbe på, at det ville fortsætte på den samme måde frem til nu? De olivengrønne øjne vendte han stille mod hende. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde hendes kærtegn og han ville i den grad også nyde dem så længe, det ville være ham overhovedet muligt, at skulle gøre lige så, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Han var klar over, at han ikke ville være i stand til at skulle blive her på dette sted til en evig tid, men lige nu ville han bare leve i nuet, skubbe arbejde og det hele ud af hovedet, bare for at være der med hende. En ganske så spøjs tanke var det jo, at dette normalt ikke ville være den måde, som han ville reagere på overfor en kvinde. Hun var i den grad ikke som hendes søster. De to kunne da slet ikke sammenlignes i hans øjne! Han holdt virkelig forbandet meget af hende, så man skulle tro at det var løgn, selvom det virkelig bare var så forbandet svært, at skulle vise hende det uden at blive gjort direkte til grin, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hånden fortsatte blot roligt og stille over hendes ryg, selv uden, at hans smil ville falme det mindste overhovedet. "Det lyder jo næsten slemt.." Han hævede drilsk det ene bryn. Han blev roligt siddende, selv ved hendes ganske forsigtige hentydning. Det morede ham dog og lettede ham også et andet sted. Han vidste jo et sted udmærket godt hvordan han havde det med det hele, det var heller ikke noget som han kunne lægge skjul på - for ham selv vel at mærke. At vise det overfor andre og da også hende specielt, var jo straks en helt anden side af sagen som han helst ikke ønskede, at skulle kaste den store flombelysning på. "Jeg ramte forkert?" gentog han roligt. Han lod armene stille gå i hvile bag hendes ryg og med hovedet, som han varsomt og stille, lod søge mod den anden skulder og uden at skulle se det mindste væk fra hende på nogen som helst måde overhovedet. Igen lænede han sig stille frem og plantede et varsomt og stille kys mod hendes læber.. så blidt og stille som det var ham overhovedet muligt. Han ønskede jo virkelig ikke, at det skulle ende med at gå helt galt i den anden ende, det var i den grad ikke noget som han magtede bare sådan uden videre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Træt var han selv, selvom han virkelig valgte, at skulle puffe det til side for øjeblikket. Han trak sig stille og roligt efter et lille øjeblik og med blikket som endnu en gang måtte søge til hendes eget. Denne gang var det virkelig bare afventende.. hvordan hun mon ville reagere?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvad der foregikpå slagmarken var noget som hun i den grad havde set, til tider kom hun tættere næsten i håb om skulle fange et glimt f Fabian, men det eneste hun måtte møde var død og ødelæggelse over det hele, de mange skrig, lig der lå så langt øjet måtte række go de sårede som endnu lå og kæmpede for deres liv, hun var en hård kvinde det kom hun ikke uden om, men lige der kunne end ikke hun holde tårerne tilbage på nogen måde. Destiny var i den grad kun glad for at han var vendt hjem til hende, at han i det mindste tog denne aften fri og bare gav sig selv hen til den rene afslapning. Hun var glad for det han måtte gøre og hun beundrede ham for det arbejde han gjorde for hende at stille sig selv i den situation han risikerede at miste livet hver eneste dag og fpor at kæmpe for et land som før i tiden ikke betød noget for ham som sådan, men det ændrede i den grad ikke på at hun bekymrede sig af helvede til, den mand burde være hos hende i det sikre. Efterhånden var det jo også gået op for hende at hun måtte føle mere for ham end bare det, det bal som stadig stod så stærkt i hendes minder og måden han havde været med hende på hele aftenen kun for de samme hvilede i sengen bagefter uden at der skete en dyt jo måske lidt kærtegn her og der men hun faldt i søvn i hans favn og den næste morgen tog han afsted igen, og hun var vant til det hele måtte gå så pokkers hurtigt. Roligt blev Destiny siddende i hans skød, hun var skam vågen på trods hun var sikekr på hun kunne falde om af den rene træthed, hun var jo døset hen allerede inden hun fik puttet sig ordenlig, det var dog ikke det hun måtte tænke over nu, hun havde slet ikke ret til at være træt, jo der var mange pligter at tage sig af det kom hun ikke uden om, men det var ham som måtte g og gøre alt det hårde arbejde, som hun så det. De isblå øjne hvilede i hans velkendte olivengrønne, mens de slanke fingrer forsigtigt måtte kærtegne hans bryst. Hende shejrte hamrede fast hvorfor var hun rent faktisk nervøs ved at være så tæt ved ham? På en god måde altså. Det at blive holdt om var virkelig en frygtelig savnet følelse, det var længe siden hun var blevet holdt om af en mand og bare kunne være er, putte sig ind og indånde den dejlige duft, hun havde glemt hvordan det var efterhånden og det måtte faktisk gøre en smule ondt den tanke.Det lille smil prydede hendes rosa læber, hun håbede at han forstod den lille hentydning, hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle sige det. Et stille understregende nik måtte hun gøre efter hans ord. For sekunder hvilede der en frygtelig stilhed, og hvor hendes blik måtte hviel i hans til hun forsigtigt bukkede sig en smule kun for at lade læberne møde hans. Varmen blussede i hendes krop bredte sig gennem enhver årer der måtte løbe, hun kunne ikke stoppe det. Hjertet bankede som bare fanden overdøvede enhver anden lyd der måtte være omkring dem. Hans varme læber.. Så frygtelig lang tid siden hun sidst havde været tæt på en mand på den måde, den så glemte men yderst savnede følelse af at blive passet på, og hvad der så gjorde det endnu mere mærkværdigt var den tanke at de følelser rent faktisk hvilede imellem om ikke andet så fra hendes side. Det var næsten med ærgelse da han måtte trække sig igen det efterlod dog et bredt smil hos hende selv. I nogle sekunder måtte Destiny lige komme til sig selv igen, forstå hvad der i virkeligheden var sket, det var noget specielt, noget anderledes. Den varme hånd strøg stille mod hans kind, ganske blidt og næsten forsigtigt "Meget bedre" hviskede hun stille stadig en smule stakåndet, før hun endnu engang bøjede let og lod de silkebløde læber indramme hans, den ene smagsprøve af hans varme ru læber var bestemt ikke nok!

[Deleted]

Fabian havde virkelig bare gjort alt som var ham overhovedet muligt, til at skulle vise, at hun ikke bare var en trøst fordi, at han ikke kunne få Faith. Han havde sågar også kæmpet for, at Kimeya og Faith skulle forblive sammen. Hvordan det måtte gå dem nu, havde han ikke nogen anelse om. Det var desværre temmelig længe siden, at han overhovedet havde set så meget som en skygge til nogen af dem, og det var ærlig talt noget, som faktisk måtte gøre ondt et sted. Han skubbede den tanke ud af hovedet, det var virkelig ikke hvad han ønskede at skulle tænke på lige nu i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var tryg og sikker på dette sted, og det var noget af det eneste som faktisk formåede, at skulle få ham til at sige tak for sig og så bare søge tilbage til slagmarken. Han ville vide det med det samme, hvis der var noget der, som ikke var som det skulle være udenfor det som han selv ville anse som normalt. Han havde virkelig bare brug for et par dage nu, hvor han kunn hvile og slappe af. Det sagde vel også en hel del i den anden ende, at det var hende som han havde valgt, at skulle opsøge fremfor alle mulige andre i stedet for som han jo hurtigt kunne komme til det? Han sendte hende et stille og roligt smil. Han kunne virkelig ikke gøre andet, end at slappe af, når hun var ved ham, så var det virkelig hundrede gange lettere for ham end det som det ellers havde været. Han fortrød virkelig ikke, at det var hende osm han havde bedt med til ballet eller noget som helst, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Hans smil hvilede på hans læber. Nok en konge fra de glemte tider, selv der hvor de færreste overhovedet havde nogen kendskab til hvem han var, så var det virkelig ikke noget, som betød det mindste for ham lige nu. Det var virkelig bare behageligt, at skulle kunne starte på en frisk og samtidig have sin visdom med sig alligevel fra de tider af, for det var det som udelukkende og uden tvivl var det, som var ham selv en ekstrem tydelig fordel når han var ude i feltet på alle måder. Den lille hentydning var dog noget som han udmærket godt forstod. Han havde jo selv det rygte af, at skulle være en kvindes mand, selvom det nu var noget som han desperat prøvede, at skulle ryste af sig og til nu, så var det nogt som han bare agtede, at skulle gøre på denne måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Mødet med hendes læber, var noget som virkelig kunne sætte hans hjerterytmen op i hans bryst og med den varme som så tydeligt havde bredt sig ved ham på denne måde. De olivengrønne øjne hvilede på hende igennem den lange stilhed som han bare ikke kunne få sig selv til at bryde. Hans smil falmede dog ikke det mindste. Han gjorde ikke noget, hvis han ikke havde lyst til det i den anden ende, så hvorfor skulle han ellers have gjort det? Han kunne næsten fornemme den træthed i hende, også noget som hvilede så kraftigt ved ham selv på denne måde. Han følte virkelig for hende, selvom han virkelig ikke vidste hvordan pokker han skulle få det frem og et sted, så var det også direkte frustrerende på sin egen irritrende måde, så var det virkelig bare noget, som han valgte, at skulle bide i sig, som det nu var ham overhovedet muligt. At hun valgte, at læne sig frem og møde hans læber igen, fik ham dog kort til at stivne, af ren og skær overraskelse, selvom han dog hurtigt faldt mere og mere til ro med kendsgerningerne som måtte være. Han lod øjnene stille glide i, hvor han gengældte hendes kys så blidt som det nu var ham overhovedet muligt. Hans hjerte slog fast mod hans bryst som det aldrig nogensinde havde gjort før i tiden, end ikke den tid med Faith som han havde været så heldig at have dengang, var noget som kunne måle sig med dette. Dette føles meget mere.. rigtigt et sted? Han lod armene stille søge omkring hendes krop og lod hende søge tættere på ham og så tæt på som hun overhovedet kunne komme det. Nu hvor han selv måtte blive en anelse mere grådig og mere krævende, selvom han virkelig gjorde sit, for at skulle holde igen. Den ene hånd hævede han stille og lod den roligt stryge over hendes kind. Måske at det var gengældt fra hendes side af, hvad han selv måtte rende rundt med af følelser som han ikke vidste, hvad han skulle gøre med?