Where are you?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Solen var netop gået ned. Den rødelige farve var taget af fra den smukke himel trinvist ladet mørket falde tættere og tættere omkring. Stjerner var begyndt at vise sig på den skyfri himmel, og månen var ligeså ved at titte frem.. Bleg som altid. Destiny sad roligtpå sengekanten så stille rundt i det store lokale med de isblå øjne, så funklende. Varmen fra de mange fakler hang tydeligt, sluttede sig om hendes slanke skikkelse, i færd med at smører en form af grønt salve hen over et sår, følte det brænde, dog ikke en smerte hun tog sig af. Stedet var underligt fredeligt. Det var som krigen havde bevæget sig længere væk hun kunne ikke længere høre de mange skrig, ikke længere fornemme folks panik. Selv havde hun deltaget det var nær gået galt aftenen i forvejen hvor en Dvasiansk soldat havde formået at skære et godt snidt over hendes side, havde det ikke været for en ung helt havde hun måske ikke sat hvor hun nu gjorde. Det var længe siden hun havde set Fabian, et sted følte hun længslen, udvidende om om han egentlig var draget i krig eller om han bare havde.. Mistet interessen? Hun rejste sig roligt, en blodrød silkenatkjole sad tæt omkring den smidige krop, udenover hvor en stor kåbe hang efter hende, ligeså af silke. Det flammerøde krøllede hår var for i aften sat op i en hestehale der trak det om mod hendes ryg, noget som kun lod hendes milde ansigt træde langt mere frem. Døren var låst, vagter placeret udenfor, hun turde ikke tage den chance at lade den stå åben i nattens løb hvor hun ville være alene og sårbar, trods det alligevel ikke var meget søvn hun kunne sige sig at få. Tungespidsen gled blidt over hendes rosa læber, trætheden havde overmandet hende for længst hun kæmpede for at skulle holde sig vågen endnu. Roligt lod hun med de elegante feminine skridt sig nærme den store glasdør, hun stille lod åbnes kunf ro at træde ud på altanen. Den friske luft som slog imod hendes ansigt. Lyset fra de mange huse under hende der efterhånden blev slukekt en efter en. Det var sent, de fleste valgte at gå til ro, falde i søvn inden flere skrig kunne risikeres at høres. Kåben blafrede blidt i vinden hvor bladene roligt slog saltomotaler i luften blev revet af træerne der efterhånden var nøgne og ikke meget værd at se på, blomster var døet ud, hun havde set hvordan Lynn virkelig prøvede at holde live i slottets smukke have, noget som tit kunne optage timer af dagen, Destiny kunne kun sige sig at hun virkelig var begyndt at holde af den kvinde. Det var køligt. Næsten for kørligt, gåsehuden tog til over hendes smukke fregnede hud "Hvor er du" hviskede hun stile, næsten i håb om den blide vind ville bære hendes besked videre til den mand hun håbede på snart ville vise sig, en mindre bekymring var begyndt at træde til, var han en af de mange lig efterladt på slagmarken? Hun forbød sig selv at opgive det håb og et andet sted så vidste hun virkelig ikke hvofor hun følte som hun gjorde, det var jo ikke som hende og Fabian nogensinde havde været mere end blot en flirt, men minderne sad der.. Deres første møde.. Kysset.. Ballet.. og den måde de begge havde lagt efter de var vendt hjem. De kampe de sammen havde kæmpet på kort tid.. Som venner med mere et sted vel? Et suk forlod hendes læber, så dybt næsten fustreret. Hun vendte tilbage til den indendørs varme, lukkede bag sig og så kun tomt mod sengen, hun atter roligt endte med bevæge sig mod, lod sig stille glide ned på dets kant. Lange øreringe hang, fulgte så de netop rørte hendes skuldre, så tunge at bære. Med fingerlethed lod hun dem stille glide ud, for at lade dem placeres mod det lille natbord, anstrengte sig for at skulle kvæle det gab der hvilede lige på kanten til at skulle vise sig. De blå øjne, dybe som havet selv og med et utroligt glimt som når solen ramte på rent is, gled omkring i lokalet og mod faklerne hun stille hævede hånden og lod dæmpes. Dagens pligter var overstået det var påt ide for hende at få noget søvn. Ikke puttede hun sig under de mange tæpper lagde sig blot på den store seng, med hovedet hvilende mod midten, lettere krympet sammen og med hånden knyttet mod hendes hjerte. Øjnene sank stille i lod hende finde en indre ro hun ikke havde følt længe, ikke at hun gled direkte ind i drømmeverden, kun næsten svævede et sted mellem virkelighedens verden og drømmenes, åndedræt der blev tungere for hver hun tog, kroppen der slappede mere og mere af i de mange lagner og med tankerne vendt mod en bestemt person hun længtedes sådan efter at se.. Se hans smil, høre hans stemme, le med ham.. Overskride grænser.. En at nyde tiden med foruden alle dem som altid befandt sig på det store slot.

[Deleted]

Fabian havde været meget on and off det sidste lange stykke tid, ikke bare for sin egen skyld, men at krigen havde nærmet sig Neutranium mere og mere, var ham ikke en tanke som han kunne behage på noget som helst tidspunkt. Slagmarken havde været hans tilholdssted, alligevel med den klare fordel, at han nærede sig på folks smerte, fjender såvel som det modsatte, selvom det alt i alt, var en tanke som kunne skræmme selv ham. Endnu et slag og angreb i retning af det store slot, var vel overstået og han havde selv taget den flugt igennem den store himmel og det store luftrum i sin søgen efter andre som havde bevæget sig alt for tæt på og med de forkerte intentioner.. langt om længe, så det ud som om at det faktisk kunne blive en aften med fred og ro. Han var træt.. han var udmattet og alligevel så proppet med energi, at man skulle tro, at det var løgn. Kursen satte han stille og roligt i retning af Neutranium.. han savnede hende.. han savnede hende noget så frygteligt. Minderne var i den grad så ekstremt mange.. mødet, kysset ballet og aftenen som måtte følge og så det at han havde måtte være tvunget til at skulle tage hende med sig fra slottet i det forsøg på at skulle redde hendes liv. Det var virkelig kun gået op for ham hvor meget han egentlig holdt af hende, hvor meget han ønskede at gøre for hende og nu stod han der… skulle han tage det næste skridt og hvordan ville hun reagere på det? Vingerne var ømme.. det havde været det som folk var gået efter for at ramme ham ude på marken. Hans navn var jo ikke direkte ukendt for de fleste trods alt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Dem som var af mørket, anså ham jo tydeligt som en forræder i og med, at han måtte vanære sit fødeland ved at kæmpe for lyset som han jo gjorde. Han havde selv ikke været den mest heldige i striden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. en dybere rift som havde han været mødt af en pisk, måtte hvile mellem hans vinger. Han havde virkelig kæmpet for sin egen overlevelse.. bare det at skulle få lov til at søge hjem til Destiny igen. Han havde virkelig manglet hende, men disse mange stride, havde tvunget ham af sted og udelukkende for at skulle kunne holde hende tryg og beskyttet, det var virkelig det som havde den største betydning for ham og på alle tænkelige måder, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om på noget tidspunkt. Han ville virkelig aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis nogen kom tæt på hende uden at han vidste det og specielt ikke hvis der skulle ske hende noget! Vinden slog ham direkte i blikket, måtte rive i de lukkede sår og fik det til at sidde igen med en form af ekstrem brændende følelse i hans eget sind og han brød sig bestemt ikke om det! Altanen som måtte hvile lige ved hendes soveværelse, var noget af det første som han kunne få øje på og som han valgte bevidst at skulle søge direkte imod. Hans tøj var flænset, hans krop bar de tydelige præg af mange uheldige sammenstød, nogen sår og rifter var ældre og nogle var nyere end som så, selvom det nu alligevel ikke var nogen trøst.. lige nu ønskede han bare og han måtte bare se hende, der var ikke noget andet som han havde lyst til lige i dette øjeblik. Han tvang sig ned mod altanen hvor han måtte lande tydeligt akavet. Hans ben følte pludselig som de gav efter for hans egen vægt, og han måtte ned for at støtte og for ikke at komme helt galt af sted. Han bed tænderne fast sammen og tvang sig op at stå. Vingerne trak han stille ind mod sin egen krop, selvom det alt i alt, ikke var helt enkelt. Han sukkede dæmpet og vendte blikket stille mod dørene som måtte føre ind til soveværelset… så tæt på og alligevel så langt væk fra hende, at det virkelig måtte være så frygtelig frustrerende! Han bed sig forsigtigt i læben, hvorvidt om han lige så var savnet, havde han jo ikke nogen anelse om.. han kunne vel bare håbe? Og det gjorde han så sandelig også i den grad. Han gik hen til døren med de næsten forsigtige skridt, hævede hånden og bankede så frygtelig forsigtigt på døren – de typiske 3 bank som han altid gjorde når han opsøgte hende, dog der hvor han selv ikke havde nogen anelse om hvor mange hun var vant til at få på besøg på denne måde, så var det virkelig heller ikke en tanke som han ønskede at skulle tænke på lige nu.. lige nu blot med det desperate ønske om at se hende inden han eventuelt måtte drage ud i de mange stride igen. Han gjorde virkelig alt for at holde dem fra slottet og hende.. det var virkelig kun gået op for ham hvor meget han gjorde for hende, hvor meget han holdt af hende.. hvor meget han faktisk måtte elske hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvor han var hvad han lavede.. Et sted var det noget som Destiny spurgte sig om gang på gang men uden at have et egentlig svar. Den lille længsel som kun satte sig dybere og dybere i hendes mave, kun nærmede sig brystet og hjertet uden hun selv rigtigt kunne forklare hvorfor.. Det var jo ikke som hende og Fabian for alvor havde.. gang i noget? Også på trods hun til tider ønskede og håbede det ville blive til så langt mere end det som det i forvejen var. Let rørte hun på sig. De bløde lagner madrassen under, det var så længe siden hun selv havde tilladt sig at hvile på den måde, både af angtsen for dem hun havde kær som alle befandt sig i den krig, så koldblodig og nådesløs, en tanke som hun virkelig måtte hade. Dagens pligter var endelig klaret, imorgen ville der vente hende en helt ny bunke problemer som ville være hendes job at skulle løse, en fjern tanke lige i sekundet, For hendes blik var der kun sort, hendes egen dybe vejrtrækning beroligede hende kun yderligere, trætheden slog kun ind som en bombe. Hun overvejede end ikke at skulle putte sig under de mange tæpper kun halvsovende på den ellers redte seng. Alle deres minder huskede hun som var de igår. Den første gang hun selv var kommet til slottet hvor han fejlagtigt havde forvekslet hende med hendes tvilling, deres første møde som var endt ud i et kys og invitation til det store bal som hvilede netop rundt om hjørnet. Og det bal.. Den eneste aften hvor Destiny i sandhed virkelig havde følt sig som en dronning, fuld af overraskelser, hun kunne næsten dufte hans duft omkring hende, næsten føle varmen fra hans favn. Til tider kunne Destiny føle en så dyb skyld, med tanken om hvad hendes soldater måtte gennemgå hver eneste dag ude på den store slagmark, om Fabian var en af dem var så det som bekymrede hende langt mere, en tanke hun end ikke ville tænkte et sted, og så imens hun blot sad på sin trone, skrev underskrifter tog beslutninger, og egentlig holdte sig meget sikker, hvis ikke den krig snart tog en ende måtte hun selv træde til, kæmpe for hendes tro. Den velkendte skikkelse der landede på altanen og som også rent faktisk befandt sig i hendes tanker selv i den halvsovende tilstand, var virkelig ikke en hun tog notits af. Ikke før de velkendte bank mod glaspartiet, der straks rev hende ud af den mindre form af trance hun netop havde hvilket i, lod hende næsten i et mindre chok hæve hovedet fra den ellers sukkersøde stilling hun for blot et kort stykke tid siden havde befundet sig i. Næsten forvirret lod hun de havblå øjne søge omkring funklende i det lune mørke i værelset. Som den eneste ud af de 3 var hun endt med de blå øjne, noget hun til tider kunne undre sig lidt over. Hun satte sig stille op på næerne så frem mod altanen hvor en mørk skikkelse spejlede sig. Hvorfor hun ikke greb om et våben før hun rejste sig op og tog den vandring op mod døren, var intet hun kunne svare på, der var blot noget i hende som stille hviskede at der ingen grund var til nogen former for frygt. De flammerøde lokker, i de ustyrlige krøller som blidt indrammede hendes fregnede ansigt, hvor resten af hendes krop var mindst ligeså fregnet. Hun gabte stille, åbnede døren egentlig slet ikke opmærksom en smule desorienteret, lige til blikket faldt på ham.. Øjnene lyste op på en særlig måde et bredt smil endte med at skulle pryde hendes læber, selvom han så direkte forfærdelig ud så havde hun aldrig været mere glad for at se ham "Hej fremmede" endte hun i et blidt drillende tonefald, lod let hovedet glide på sned og søge mod hendes skuldre, nærmede sig ikke, bakkede ikke væk, ventede mere eller mindre blot på en lille reaktion et lille tegn til hvordan hun selv burde reagere efterhånden. Et sted elskede hun ham, men hun ante ikke hor de egentlig stod det var det som et sted forvirrede hende, desuden.. HUn havde jo prøver kærligheden før, og en sucess.. Kunne man ikke kalde det.

[Deleted]

Krigen og slagmarken havde Fabian søgt til med den største bevidsthed. Han kredsede rundt om Neutranium mere eller mindre hele tiden.. næsten kunne man sige sig, at han havde påtaget sig rollen som en hærfører.. han organiserede og han lage strategierne for at holde slottet fri og beskyttet og til nu havde det jo virket. Han ønskede ikke at noget som helst skulle ske med Destiny.. det tillod han virkelig ikke. Måske at han så forfærdelig ud, og dog, så havde han aldrig nogensinde følt sig bedre end det som han gjorde lige i øjeblikket, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Mange havde han set falde.. unge som ældre og så de få som var af hans egen slags som måtte kæmpe for Procias’ egen overlevelse.. han havde virkelig forandret sig voldsomt siden hans egen tid på tronen i Dvasias.. og han lystede virkelig ikke at skulle søge mod den trone.. ikke så længe, at han havde noget her at skulle kæmpe for og det havde han.. aldrig ville han glemme den aften, hvor han måtte redde Destiny ud af slottet for at redde hendes liv.. det var virkelig det som han satte øverst på prioriteringslisten for øjeblikket.. at han så selv måtte være en del af hæren og kalde sig for soldat, var han klar over.. og mange var selv faldet for hans hånd de sidste mange dage. Nu kunne han da først for alvor se de fordele som var i at være en dødsengel. Det som måtte føles som en mindre evighed, da han stod ved dørene og bare ventet på at hun ville åbne.. et sted hvor han blot måtte håbe, at hun var bevæbnet så hun i det mindste kunne forsvare sig.. det var jo aldrig til at vide, hvem som faktisk ville stå på den anden side af dørene trods alt. Hvor han faktisk stod med Destiny, havde han ikke nogen anelse om.. og at stille spørgsmålet åbent, var han virkelig ikke fyren som gjorde.. lige nu sad han blot med det tydelige og så desperate ønske om at ville se hende.. forsikre sig om, at hun var i skønneste orden så han igen selv kunne falde til ro. Aerandir havde allerede reporteret, at flere havde prøvet at søge ind på indsiden af disse murer og det var ikke en chance eller en risiko som han turde at løbe! At hun lukkede dørene op.. alligevel så ubevæbnet som kun i hans vildeste mareridt. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile.. bare synet af hende.. at høre hendes stemme.. det at se hende stå der foran ham og i al sin pragt som hun altid havde gjort.. det var virkelig et tydeligt savn så dybt i hans egen sjæl. ”Fremmed? Hvordan vil du så kunne gætte dig til mine hensigter ved dette besøg? Kære Dronning..” hviskede han med en tydelig drilsk stemme. Det kunne da aldrig nogensinde falde ham ind at skulle gøre noget som helst ved hende som kunne gøre ondt.. så hellere tvinge sig selv igennem det, alt andet var helt uaktuelt! Han tillod sig selv, at skulle tage et stille skridt mod hende og med det samme blide smil på læben. At se hende i sit bedste velbefindende, var ham selv en så klar og tydelig trøst, det havde virkelig også været det eneste som han havde haft i hovedet. Han hævede hånden stille og lod den stryge mod hendes kind. For hans vedkommende, var det et glædeligt gensyn. Han havde virkelig savnet hende og meget faktisk. Han lænede sig yderst forsigtigt frem og plantet et stille kys mod hendes pande. ”Ej.. det er virkelig godt at se dig igen, Destiny,” sagde han med et stille smil på læben.. Han kaldte hende ved navn og ikke ved titel.. det havde han altid gjort.. vel også fordi, at han følte, at han stod tættere på hende end blot en borger af dette land, hvor hans loyalitet klart måtte ligge i hendes nærvær.. for det gjorde det bestemt, der herskede så sandelig ikke nogen tvivl på det område da. Vingerne trak han stille ind til sig, selvom han klart prøvede at skulle skjule den grimasse.. det gjorde ondt! Han gjorde det forsigtigt.. yderst forsigtigt og i håbet om, at hun intet skulle finde ud af i den anden ende også, det var det vigtigste. ”Må jeg komme indenfor?” spurgte han med en rolig og blid stemme.. en hvil havde i den grad gjort godt efter alt det som han havde sat i gang. Ikke bare for beskyttelsen på dette slot, men også ude i feltet hvor han tilbragte klart den største del af sin tid.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Tanken om Fabian der måtte være en del af den krig, var virkelig intet som Destiny kunne sige sig at skulle bryde sig om, aldrig i livet ville hun tilgive sig selv hvis der skete den mand noget efter han allerede i den 'korte' tid de havde kendt hinanden, havde formået at skulle redde hendes liv, og tage hendes hjerte med storm allerede fra det første møde, hvor hans hilsen havde været et kys og invitation til det bal der hvilede netop rundt m hjørnet umiddelbart efter. Han så virkelig forfærdelig ud og han var i live.. De billeder som måtte opstå i hendes sind af de faldne, de døde og sårede som endnu måtte hvile som et hav af skikkelser på slagmarken, liv hun havde på hendes samvtiitghed i og med de skulle ligne at være det neutrale og alligevel måtte hun have krigere ud, soldater til forsvare Manjarno og sikre sig krigen ikke ville blande dem ind i det, hun hadede virkelig tanken, det var den store ulempe ved at være den som måtte sidde på tronen med en krone på hovedet. Den aften Fabian havde reddet hendes liv var en som hun virkelig var dyt taknemmelig for og et andet sted så hadede hun tanken om tronen var blevet taget fra hende bare lige sådan, hun følte at hvad angik det havde hun fejlet noget så grusomt som den royale, vildledet sig selv. Destiny skulle gerne erkende at våben ikke ligefrem var det som hun tænkte på, i teorien kunne hvem som helst stå på hendes altan vente på hun ville dukke op for derefter tage sin chance, men hun ville ikke degradere sig med våben hver eneste gang, den kniv som lå i hendes skuffe var alt hun havde af farlige genstande i dette lokale, ganske enkelt fordi våben langt fra var hendes stærke side. At se ham stå foran hende, det var virkelig som en sten der måtte falde fra hendes bryst lod hende trække vejret ordenligt igen. Kærlighed og følelser var ikke en ting hun rigtig havde kendt til, men når det kom til Fabian var det som om hun glemte det lidt, han var efterhånden blevet så langt mere for hende en den lille flirt han havde været i starten, han var med til at forandre hende til en langt mere moden kvinde, hun huskede ikke hvornår hun sidst havde været på en bar kun for at være det, huskede ikke hvornår det sidste eventyr havde været, på trods hun vel stod i et lige i øjeblikket? Smilet spillede om hendes rosenrøde læber, hun betragtede den velkendte skikkelse. Etlille lokkende glimt endte med at skulle fremstå i de isblå øjne "Jeg kan ikke gætte dine hensigter.." endte hun med et stille smil, en uderlig mystisk undertone der skjulte sig i den blide tone hung jorde brug af. HUn stolede på ham, det var der ingen tvivl om ellers ville hun ikke være så blid, han var den eneste som aldrig havde nået se den kolde og kyniske side af hende som hun i den grad kunne bære overfor mange af de som ikke havde hendes tillid. Hun lod ham komme tæt, lod ham træde tættere på, blidt stryge hendes kind hvor hun næsten måtte erkende det var en lettelse føle hans kærtegn. Det var hende klart kun en glæde at han gjorde brug af hendes navn frem for den titel hun dag på dag blev vedkaldt af så mange andre, hun hadede et sted at føle sig så hævet over alle, det var rart at han rent faktisk ikke så på hende som var hun 'bare' dronningen, det gjorde hendes sindssyg, desuden så var han så langt mere end blot en tilfældig borger af Manjarno. Det var tydeligt han prøvede skjule den smerte de sår forvoldte ham, dog noget som hun bed mærke i, hans ofrsøg på at skjule det gjorde det kun alt for tydeligt for hende "En sand kriger" påpegede hun, trådte et stille skridt tættere til ham, og med hånden varme hånd som blidt måtte falde mod hans bryst "Kom endelig men jeg vil have lov pleje de sår" hun sendte ham et sigende blik med det blide smil, slap ham stille kun for at skulle vænne tilbage til den varme som befandt sig i det lune værelse, og med en kurs mod det lille sminke bord. Hun hev en kuffe ud, lukkede hånden omkring en lille bøtte hvor den salve hun i sin tid havde fået af en healer hvilede. Hun havde savnet ham og virkelig meget, kun så lykkelig for han var her nu, og i et helt stykke, Jaqia's kløer var farlige men han andgik den til hendes store glæde. Nu måtte den krig snart være forbi, ikke flere skulle lade livet i hendes øjne, nok var nok, og nu var grænsen for hendes del mere end nået.

[Deleted]

Måske at Fabian så særdeles forfærdelig ud og faktisk også havde ondt, og dog af den grund, så havde han virkelig aldrig haft det bedre. Krigen hærgede derude og han ville virkelig ikke tillade sig, hvis der skulle ske noget med Destiny. Bare den ene aften hvor han havde måtte søge til sluttet og til sidst tvinge hende med sig væk udelukkende for at redde hendes liv, var den tanke som han havde gjort sig på dette givende tidspunkt. Det var virkelig noget som stadig kunne skræmme ham en hel del og det var virkelig en motivation for ham og en grund til at han faktisk valgte at lege hærfører derude. Han organiserede, han planlagde og mere til ved siden af og det havde til nu også givet pote.. hans tid i mørket havde da i den grad også haft meget at sige på det punkt, noget som han da kun kunne være glad for. Blikket hvilede i hendes blik.. sammen med hende, kunne han da i den grad ikke undgå at skulle smile, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt virkelig så frygtelig meget af hende.. et sted var han jo også efterhånden ganske så sikke på hvad den følelse måtte være sådan helt præcist. Et sted hvor den jo også skræmte ham en hel del.. han vidste jo hvilken mand han havde været dengang, det var jo klart det som måtte tvinge ham selv til bare at holde lidt igen.. bare i aften, så ønskede han at skulle nyde en aften sammen med hende, det var vel heller ikke meget at forlange? Hun var i skønneste orden, det kunne han da se.. ikke nogen mærker, værelset ikke præget af noget rod – med andre ord, så var der ikke kommet nogen igennem de forsvarsværker som han havde sat op og det var ham virkelig en så stor lettelse og uden lige, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hende komme hen til sig, hvilket så kun måtte få ham til at smile mere end det som han havde gjort tidligere. ”Du kan jo prøve at gætte,” opfordrede han og med et let drilsk hævet bryn. Han havde i de grad savnet at skulle snakke med hende.. bare det at falde tilbage til rollen som en afslappet mand som ikke rigtigt skulle tænke på noget som helst.. bare nyde det hele s længe det måtte vare, også specielt fordi at han vidste, at han ikke ville opholde sig her alt for længe, inden han måtte søge tilbage igen. Nu var det jo så ham som utrætteligt havde kæmpet i dagevis og det var virkelig ekstremt til tider, så nu var det hans tur til at få en hvile. At hun måtte stole på ham, gjorde ham virkelig glad.. ikke at der havde været nogen grund til noget andet. Han ønskede det skulle forblive sådan.. ikke fordi, at han just havde kæmpet for at vinde den, det havde klart været det mest besværlige, at vise hende, at hun ikke bare havde været en form for trøst, da det havde været fuldkommen umuligt for ham, at få Faith. En fortid som nu var glemt.. lige nu havde han alt det i dette liv som han ville have.. han havde hende, hun var tryg og hun var i sikkerhed, det var virkelig det vigtigste i hans øjne, alt andet var virkelig ubetydeligt. Han spændte let i brystet, da hun valgte at lade hånden hvile der.. det var virkelig betryggende og så savnet, at skulle være så tæt på hende. Til tider kunne det klart være svært nok ved tanken om, at skulle kaste sig under en kvinde, nu hvor han selv havde stået der i hendes sted, men her, var det virkelig ikke et problem for ham. Han vidste, at Destiny var den rette til dette og han ønskede at vise sin loyalitet og hans støtte fra nu og til han ville falde. Det var et løfte som han havde givet sig selv allerede for så længe siden, allerede ved den fatale fejl, at skulle forveksle hende, med hendes søster.. en tanke som stadig kunne bringe den rødmen tilbage i hans kolde kinder. Han smilede svagt og nikkede så. ”Lidt hvil og pleje, vil jeg da ikke sige nej tak til, min kære,” sagde han med et stille smil. Ikke at han kunne lade være. Var der noget som han havde lært, så var det at det var ærlighed som man kom længst med.. en hvil og det at blive plejet bare lidt, var virkelig en særdeles kærkommen tanke, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han trådte forsigtigt ind på værelset, han ønskede jo heller ikke at skulle mudre det fuldkommen til. Han vendte sig mod dørene som han roligt lukkede igen. Vingerne holdt han fuldkommen i ro, det havde været særdeles smertefuldt at skulle flyve og det ene ben ville heller ikke rigtigt som han ville længere.. lidt ske havde han da taget til sig, selvom det dog ikke kunne sammenlignes med det, som han så til dagligt. I det øjemed, så havde han i den grad været ekstremt heldig. Han vendte blikket stille mod hende. En klar gnist havde allerede meldt sig i hans eget blik.. noget som kun hun var i stand til at finde frem i ham. ”Der har ikke været meldt om ubudne gæster på slottet?” spurgte han med en rolig stemme, dog alligevel alvorlig.. den facade som en general eller hærfører som han måtte lege dagligt, måtte han jo trods alt også få lagt fra sig.. Det var faktisk besværligt nok.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Der var frygtelig mange til at beskytte hende, et sted hvor hun virkelig ikke behøvede den, hun ville så vist muligt holde sig ude af den krig, den eneste grund til at de tropper var sendt ud, var for at sørge for Dvasias ikke ville gå for langt ind i Manjarno, slagmarken kunne de bruge så vidt de ønskede men længere ville hun bestemt ikke have dem! At Fabian var en tidligere konge og endda af det land som styrede krigen værst i øjeblikket, det havde sine fordele, det at han kunne sætte sig ind i tankegangen, det at han kunne planlægge og tænke fornuft frem for følelser, det var noget af det som gfjorde hun betroede ham en så vigtig ting som en hærfører, hun stolede fuldt og fast på at det var noget han ville kunne klare, og overleve når det hele var slut, aldrig i livet ville hun tilgive sig selv om han kom hjem i en kiste, allerede nu følte hun bekymringen ved ikke have set ham så længe, måske fuld af skrammer men bare det at hans hjerte slog så var hun tilfreds. Smilet prøvede hun end ikke at holde tilbage, den fulgte med de følelser som hærgede i hendes indre og kun blev mere og mere tydelig for hvert minut som måtte gå, hvad hun følte for ham på trods det var en tanke hun ikke kun måtte hade men direkte afsky, hun havde hverken tid eller råd til at skulle begive sig ud på et punkt der hed kærlighed, det var for farligt, selv på trods det var Fabian.. Men det var virkelig blevet.. Svært? Værelset var i en opryddelig tilstand, flammerne sm stille var dæmpet efter hun egentlig havde været på vej i søvnen, ingen spor af indtrængen overhovedet, og hun bar ikke en synlig skramme, og de ar hun bar var ikke fra denne tid, alt var i virkelig skønneste orden "Tro mig, Fabian mine ord er ligeså sensoreret som dine hensigter" fortsatte hun i den samme drillende tone, og det næsten lumske glimt i hendes funklende isblå øjne, tydeligt lokkende, vel bare en side som stadig hvilede i hende når hun endelig gav den lov til at komme til udtryk. Overfor ham kunne Destiny være sig selv, noget som hun virkelig nød, overfor ham var hun ikke kun en dronning, det var noget hun følte om ikke andet, den måde han talte til hende som de var på ligefod. Savnet havde været utrligt stort, det var intet hun kom uden om, bekymringen havde sitret i hende, nu stod han endelig foran hende med et bankende hejrte og en varm gnist i det blik som kunne formå få hende til at smelte som smør over bål. Hvad der var forgået mellem Fabian og Faith engang, var hun mildest talt ligeglad med, men hun havde en periode frygtet at hun var en trøstepremie for ikke at kunne få Faith, det var virkelig farligt, nu havde hun indset at hun var ligeglad, hvis dette var sådan man var en trøstepremie så var det okay, så kunne hun leve med det. For mange var det et stort problem at det var en kvinde somsad på tronen det var tydeligt, og for en forhenværende konge var det vel endnu sværere, men hun prøvede virkelig at skulle gøre sit bedste, hun ønskede ikke at blive set på som en højerstående, hun var ligeså meget mennekelig som alle andre væsner omkring, uanset autoritet, noget som hun også kun ønskede Fabian skulle vide. Destiny nikkede stille. Enhver havde vel brug for lidt opmærksomhed engang imellem? Nu var han ude og slås dagen lang kun for hende, det mindste hun kunne gøre var at give ham en enkelt aften med lidt pleje og afslapning. At han selv trådte indenfor,lukkede døren bag sig mens hun selv sørgede for at hente den lille bøtte med salve, trådte endnu engang tættere på ham, med det lille smil "Det tænkte jeg nok" endte hun kluklo blidt. Hans spørgsmål var så det som kunne få hele opmærksomheden vendt mod ham, de blå øjne stirede intenst i hans "Ingen ubudne gæster Fabian.. I aften er du ikke general, nyd det og glem alt omkring den rkig som foregår forbi vores hoveder... Og lig dig over sengen jeg kan umuligt pleje de sår som det" kommanderede hun, dog blidt ikke som for at hundse, mere som den bekymrede forelskede hun var. At hun var gået hen og blevet en leder var vel noget som måtte være tydeligt, det ledergen som altid var blevet undertrykt var kun kommet frem og viste sig tydeligt, selv i det personlige, nøjagtig som nu.

[Deleted]

Fabian havde den klare fordel, at han vidste hvordan, hvorledes og eventuelt også hvornår at det ville være passende for de mange styrker af Dvasias at skulle angribe. Ikke mindst, at han selv havde siddet i det .. faktisk ført krig mod Procias i og med, at han var endt magtgal. Derfor også en grund til at han ikke satte snuden op efter det endnu en gang. Han vidste nu også hvor hans loyalitet lå og den ligger bestemt sammen med Destiny. Han valgte nu alligevel at blive stående for sin egen skyld, han ville jo ikke mudre det hele til. En ting som han jo faktisk havde fundet ganske skræmmende, har jo været at han nærede sig på andres smerte.. alle dem som havde faldet omkring ham.. nære venner som nye bekendte.. alt fra gamle til unge som han så falde hver eneste dag han havde tilbragt ude, og nu var det så sandelig også hans tur til at kunne trække sig bare lidt tilbage og tage en hvil inden han atter måtte ud. Han måtte stå så længe, det var ham muligt til denne krig ville få en ende, og han så i den grad også frem til det! Han tog selvfølgelig Procias’ parti.. et sted vel også for at vise, at han ikke var den magtgale mand som han havde været dengang Elanya faktisk havde fået lov til at tage hans liv.. han havde ladet hende gøre det.. hellere det end at skade dem som han holdt af og faktisk måtte elske. Aldrig nogensinde ville hun ende ud som en trøstepræmie fordi han ikke kunne få det som han ønskede sig.. Faith havde Kimeya og han havde jo faktisk også gjort sit for at holde dem samme.. de havde virkelig noget ganske særligt og det nænnede han virkelig ikke, at skulle ødelægge igen, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod hende og med det svage smil på læben, ikke at han kunne skjule det. Nu hvor han stod her, kunne han da så tydeligt mærke på sig selv, hvor meget han egentlig havde savnet hende.. hvor meget han faktisk havde tænkt på hende og ikke mindst også manglet hende, selvom det virkelig havde været stridighederne derude, som havde tvunget ham af sted.. udelukkende for hendes skyld. Han sendte hende et stille smil. ”Netop.. derfor må du være forsigtig,” påpegede han med en rolig stemme og alligevel med et tydeligt alvor at skulle spore, selvom han nu ikke valgte, at skulle gøre det alt for åbenlyst, også mest for hans eget vedkommende, det var ikke noget som han kunne eller ville komme det mindste udenom overhovedet. han lod hovedet søge let på sned. De olivengrønne øjne hvilede på hendes skikkelse, selv da han forsigtigt kørte det mørke hår væk fra hans ansigt. Ikke at han have nogen onde hensigter ved dette. Han ønskede vel bare at forsikre sig om, at hun var okay efter alt det som måtte foregå udenfor hendes vindue.. At han havde sat ekstra vagter op udenfor på slottet her, var jo så noget som han bevidst valgte ikke at sige til nogen. Elvere kunne virkelig være brugbare på det punkt, de var mere eller umulige at se og ekstremt gode snigskyttere når det kom til stykket og det var virkelig det som Fabian havde haft brug for. Han vendte blikket mod hendes seng, hvor han forsigtigt humpede det sidste stykke inden han bare satte sig ned, så varsomt og forsigtigt som muligt. ”Du har vel ikke en stol eller noget andet, vel?” spurgte han roligt. Han talte til hende som han normalt ville tale til alle andre, ikke at der var en forskel, selvom det nu var hende som han havde det gode øje til.. hende som han holdt af.. hende som han vidste, at han elskede. ”Jeg er den høje general mere eller mindre hver eneste dag… prik lige til mig, hvis det bliver for meget, ikke?” Han sendte hende det blide smil. Han tog et nu ikke så forbandet tungt, men ganske så stille og roligt faktisk, det var jo sådan som han jo ville ønske, at det skulle være, også på denne måde. Han holdt så meget af hende, at han endda opsøgte de mange slagmarker bevidst.. at han jo så måtte nære sig på folks smerte, var virkelig det som holdt ham gående. På et sted som det, så kunne det jo aldrig rigtigt gå helt galt for ham vel? Han bredte vingerne forsigtigt, selvom han selv tydeligt måtte bide tænderne sammen i en fast grimasse og stille trak dem ind til sig igen. ”Ja.. til tider er de nyttige og andre, så er de bare i vejen..” mumlede han stille og tydeligt med en halvvejs utilfreds mine, ikke at han ville lade det komme frem på nogen måde overhovedet, ikke at han ville.. hun skulle ikke bekymre sig for ham.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvad der var sket dengang Fabian havde været den som måtte sætte på tronen var intet hun havde valgt at skulle spørge ind til, hun forventede ved et sted at han ville komme til hende og snakke om det når han følte tiden var inde til det? På sit vis ante han jo ej heller noget som helst omkring hendes fortid, så langt var de vel bare ikke nået endnu, det ville vel komme når tiden var inde? Et sted var hun lidt ligeglad med om værelset ville blive mudret til, det betød ikke rigtigt noget for hende, så sippet var hun ikke, ikke ligefrem den store regøringsprinsesse, det måtte hun vel et sted erkende, desuden hvem kunne sige nej til en mand der netop var vendt hjem fra krigen? Og som havde gjort et fremragende stykke arbejde derude, det var hun vrieklig ikke i tvivl om, selvom hun virkelig hadede den tanke om at han var en del af den krig, hver dag måtte hun kun frygte for at han endte med at skulle miste livet. Faith og Kimeya var måske ikke hvad hun ville se på som specielt lykkelige, hun vidste at Faith som regel brugte dagene alene med bare at tænke på hendes kære, vel også netop det billede hun i det hele taget havde på kærlighed, også grunden til hun aldrig rigtigt havde trukket den længere med Fabian, hun havde været gift før og kærlighed var aldrig en del af det, men stadig så havde frygten for blot være en trøstepremie været en som ramte frygtelig hårdt, hun ønskede at være langt mere end bare det for ham, noget som hun så også tydeligt havde fået bevis på nu, det var jo trods alt ikke Faith som han opsøgte nu, det var ike hendes værelse han stod i men hendes, i egen høje person, et sted af det samme savn som hun følte til ham forhåbentligt? At han var vant til krigen var for hende ganske tydelig, især i den måde han talte til hende på. Hun himlede med øjnene ved hans ord "Ya man ved jo aldrig om der skulle ligge en bøh-mand under sengen" svarede hun lettere ironisk, det var typisk hende at gøre grin med sådanne ting, han vidste hvor munter hun var, og for hende var det jo slet ikke en mulighed at man kunne bryde på hendes værelse om natten og angribe hende, det var ikke rigtig en virkelighed som var gået op for hende endnu måtte hun vel erkende. Destiny havde ingen idé om de ekstra vagter, han var den som stod for det ikke hun, på trods hun ville sætte pris på at han ville indvie hende. Lige for i aften ville hun dog sikre sig han ville få den nødvendige pasning og pleje som han i den grad fortjente, og så ikke var en general men hendes 'hæderlige' gæst. Destiny bevægede sig stille mod ham som han lod sig glide ned i sengen "Sengen er da god nok?" endte hun tydeligt drillende, hævede det slanke øjenbryn lidt ligeglad med hvor beskidt sengen egentlig måtte blive. Et sted var Destiny udemærket klar over at hun virkelig var falde tofr den fyr, at hun elskede ham men det var frygtelig svært at skulle tage det første skridt, så bange for en afvisning, måske hun lagde mere i det end det som han gjorde "Er det ikke det jeg gør?" mumlede hun drillende, med det samme glimt i de isblå øjne. Bøtten stilte hun roligt ved hendes side, trak om hans flåede bluse kun for at skulle lade den faldeover hans hovede og smides et tilfældigt sted på sengen. Et knæ blev sat på hver side af ham, hvor hun selv endte med skulle sidde på hans skød. Hendes opførsel var langt fra ny, lidt af det sensuelle havde man da med sig og når det kom til det punkt så var hun vel lidt lokkende når hun ville være det. Atter måtte hun gribe om salven lade et par fingre dyppes, før hun stille gav sig til at smørre hans sår. Hun fnes let ved hans ord, lod et smil være det som spillede tilbage over hendes rosa læber bagefter. Endelig havde en undskyldning for kaste blikke mod det maskuline bryst det var noget hun ville udnytte. En stille rødmen der måtte tage til i hendes læber, noget som hun virkelig kunne band eog svovle over et sted.

[Deleted]

Fabians kendskab til tronen, var i den grad det som han gjorde brug af lige i øjeblikket og specielt ude i feltet. Han vidste hvordan mange af de mange væsner ville reagere, hvordan de ville angribe strategisk og nogenlunde også hvordan og hvor de ville angribe først, så mange af angrebene til nu, havde været ventet.. men det sidste her, det havde selv kommet så meget bag på ham, at det meget vel havde været tæt på at skulle tage hans liv og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt. Måske at navnet var forbundet med en konge dengang, selvom det nu for længst, var endt med en tid som havde passeret og ikke noget som han ville stå fast på længere, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde ændret sig og han havde ændret sig noget så voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev siddende på sengen og betragtede hende med et roligt og stille blik. Jovist ville en hvil gøre godt og den ville i den grad også gøre så voldsomt godt, at han ikke kunne beskrive det. Det var så sandelig heller ikke enkelt i den stilling som han havde placeret sig i, men selv for hans vedkommende, så var det jo næsten oplagt at det ville være et ansvar som ville falde på hans egne skuldre og han tog så sandelig også glædeligt imod det. Det var jo faktisk kun en behagelig følelse, at man kunne bruges til noget og ikke bare rende i vejen som han havde følt, at han havde gjort så mange gange. Vagter havde han så sandelig også sat op rundt om slottet, han tog ikke nogen chancer omkring Destiny når han ikke selv var til stede her, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ville vide med det samme hvis der var noget.. bare det mindste som skete udenfor rutine som kunne ænses som en trussel, så ville han have besked! Han ønskede virkelig bare at gøre en forskel, han ønskede virkelig bare at blive.. set vel? Ikke som en mand som ikke kunne få det som han ville, for Faith var virkelig for længst et overstået kapitel for hans vedkommende.. til det sidste, havde han jo faktisk også taget kampen op for at skulle holde dem sammen. Hjulpet Nathaniel med at få det hele arrangeret, så det ville være muligt for dem af den grund og det var noget af det som han klart ville stille sig ved. Han havde givet dem muligheden, så måtte de selv arbejde på det, nøjagtigt ligesom så mange andre også var tvunget til det.. som han selv måtte for den sags skyld. ”Bøh-manden er det rene barnemad i forhold til det jeg vidner hver eneste dag,” påpegede han roligt, som havde det været et tema og emne som man var så vant til at diskutere, selvom det nu langt fra var tilfældet. Død og ødelæggelse var efterhånden bare blevet en del af hans dagligdag, at han ikke just reagerede som hårdest på det, det var der heller ikke nogen tvivl om, men det gjorde nu alligevel ondt, at skulle se så mange unge mennesker falde på stribe, fordi det bare var for meget for dem.. og endda de ældre, som klart gjorde det lige så elendigt, så var de altså ikke mange igen som måtte holde stand, selvom det nu havde gået ganske så udmærket til nu, så var han så sandelig også forsigtig for sin egen skyld, ingen tvivl om det. Han var kommet hjem til Destiny fordi han ønskede at se hende.. det var hende som han holdt af.. det var jo hende som han jo faktisk måtte elske. Han lod hende komme tæt på ham igen og med et svagt smil. ”Sengen er skam helt udmærket.” påpegede han med et stille smil. At han jo så var mest fristet til bare at lade sig falde ned i den og så bare lukke øjnene og sove, var jo så den lille ting som han ikke ville nævne for hende. At hun tog hans bluse af, tvang ham nu alligevel til at skære den så ubehagelige og smertefulde grimasse.. et kraftigt huk med kniv i vingeleddet gjorde faktisk skide ondt! Han stivnede, da hun bare placerede sig i hans skød. Det var da langt fra hvad han selv havde ventet sig af på dette led, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Salven som hun smurte over hans mange åbne sår, tvang ham til at spænde let og bide tænderne sammen. Han var i den grad kommet i en ekstrem god form igen og han agtede så sandelig også at skulle holde den, specielt nu. Han vendte blikket mod hende. Hans hænder havde han ladet falde mod hendes hofter næsten for at skulle give hende en bedre balance ved at sidde så tæt ved ham. At han jo så måtte nyde af, at skulle have hende så tæt på, var jo så en helt anden side af sagen. For nu ville han bare nyde tiden sammen med hende, inden han måtte søge videre.. ikke en tanke som han ville tænke nu.. nu var det hende som fyldte det hele ved ham.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvordan Fabian formåede at skulle klare sig i den krig som måtte befinde sig uden for, vdste hun virkelig ikke, det vigtigste for hendes del var kun at han måtte overleve blandt de tropper Jaqia havde sendt ud, og efter de som var faldet så var det stærke. Hver dag gik hun rundt i en syg bekymring, dag ud og dag ind hvor tankerne kredsede om ham, undrede sig over om han var i live eller om den næste gang hun ville se ham, ville han befinde sig i en kiste på vej til at blive gravet under jorden. Desværre så med de kongelige pligter hun i alle dagtimer måtte tage sig af, så var der virkelig ikke tid til at skulle tjekke op på det, hun ønskede et sted at holde øje, vide om han var okay. Destiny endte udemærket til hans tid på tronen som konge af Dvasias, men kun med det fakta som Faith havde givet hende, detaljerne kendte hun ikke, og et sted så ønskede hun virkelig ikke at skulle vide mere, ikke før han ville opsøge hende og selv fortælle hende omkring den tid, hun ville høre det fra hans læber, resten var for hendes del absolut intet værd. Et stille og lydløst suk forlod hende, tungespidsen strøg blidt over hendes smalle læber der spillede i et blidt smil, mens to slanke fingrer blidt strøg over de sår og rifter som måtte hvile mod hans bryst og mave med den salve som måtte gå ind og lindre, i en blanding mellem pleje og en smule kælen, hvorfor det humør nu pludselig vældede op i hende var hun egentlig ikke sikker på. De følelser sm han satte i hende, den sitren som hun følte ved at være så tæt på ham, hun kunne sætte ord på hvad det var, det som skræmte hende, hun var faldet for den mand.. men det behøvede han vel ikke at vide..Endnu? Det lokkende glimt i øjet forsvandt ikke bort, hun hævede stille det isblå blik imod hans, lod det mødes, mens en rødmen måtte tage fat i hendes fregnede kinder. Den indre sitren som måtte sættes i hende, da han lod hænderne falde mod hendes hofter, mens hun selv møvede sig en smule ned i hans skød mere i en blanding for at skulle drille og tirrer ham. Destiny havde efterhånden bare valgt at acceptere at det med Fabian og Faith var noget som var sket engang det var ikke nu, måske det var en drøm en alt for stor forhånbning, men hun havde vel lov at håbe hun ville blive den næste flamme? Som han var hendes "Undskyld Fabian, jeg ville ikke gøre grin med det.. jeg ved hvilke forfærdelige ting der sker ude for disse murer, jeg prøver virkelig bare få dig til at slappe af glemme det lidt" hviskede hun roligt, lod smilet falme en smule, hun ville virkelig sidde her som dronning uden en skramme og gøre grin med alt det som måtte foregå uden for slottets 4 vægge. Hendes fingrer endte med at stryge stille over hans bryst, til sidst selv ende mod hans hofter, efter hun havde fået smurt salven godt ud, fjernede sig ikke. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, han skulle bare vide.. Hvad ville han overhovedet sige hvis han vidste hun elskede ham som hun gjorde? Ville han overhovedet nogensidne ville vide det? Det eneste hun vel rigtigt kunne gøre var at lade tingene ske, se hvor det måtte fører hen? Om dette var hvad det så ud til, et nært venskab eller om det var som hun virkelig ville ønske, at der lå så meget mere bag, selvom det virkelig var en skrammende tanke, hende som aldrig rigtigt havde troet på ægte kærlighed været gift med en mand, dog langt fra af kærlighed, levet som kun elskende burde have gjort. Et stille suk forlod hendes læber, smilet som måtte ende med at falme, så usikker på en måde, og med en stærk rødmen i kinderne, og det blik som stille sank fra hans og til hans bryst rettet mo det hjerte, hun et sted ønskede ville være hendes.

[Deleted]

Fabian havde virkelig set de store og klare fordele i det, at være en dødsengel, det var jo mildest talt det som formåede at holde ham i live. Virkelig det, at skulle lukke det kolde bæst frem i ham, det som virkelig ønskede at dræbe og samtidig så følte han sig i den grad hjemme på en slagmark.. Når han endelig var til stede, så var det virkelig ikke så slemt igen, som det nok ville virke. Han ønskede at slå ihjel og han ønskede at dræbe, det var jo den smerte som han nærede sig så voldsomt på, selvom det virkelig kun måtte irritere ham når det virkelig måtte give bagslag og slet ikke gik som han ville ønske det i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende rense hans sår, lod hende blive siddende i hans eget skød, han ville vel heller ikke kunne komme udenom, at selv den fornemmelse var ganske så behagelig i den anden ende. De olivengrønne øjne hvilede på hendes skikkelse, det var mere eller mindre det eneste som egentlig kunne forbindes til den mand som han havde været dengang, den mand som nok stadig ville hvile så dybt i hans eget sind, selvom det ikke var noget som han direkte formåede, at skulle få frem på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om i det hele taget. Så længe, at hun forblev på slottet, så var han glad og tilfreds, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hvis ikke hun var tryg, så havde han nok heller ikke søgt mod slagmarkerne... eller.. måske havde han, han følte i den grad, at det var der han hørte hjemme og det var noget som han agtede, at skulle stå helt og holdent fast på i den anden ende. Han var jo trods alt en Dødsengel.. og faktisk også noget så frygtelig stolt af det i den anden ende. Hvordan det hele havde været fra dengang, var virkelig ikke noget som han direkte ønskede at skulle snakke om. For ham, var det virkelig bare et overstået kapitel som han ikke ønskede at rode mere op i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han spændte ganske let i brystet, da hun begyndte at pleje de åbne og mange sår der. Han nød virkelig af følelsen og han nød i den grad også af fornemmelsen. Han sendte hende et svagt smil, hævede den ene hånd og strøg den let over hendes kind. "Det ved jeg min kære," begyndte han stille. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle være usikker ved ham eller hendes gerninger, for det var ham virkelig en hjælp. Nu var det bare så længe siden, at han overhovedet havde formået, at skulle slappe af, at han næsten havde glemt, hvordan det faktisk var og hvordan det skulle gøres, at det næsten måtte skræmme ham selv på den måde. Han lod hovedet søge let på sned. "Det her er mig virkelig en hjælp.. Det er så længe siden at jeg har kunne sætte mig ned.. uden at have det ene eller det andet i tankerne.." Et sted var det jo en løgn, det var virkelig hende som han havde i hovedet som det eneste og det var i den grad også noget som for hans vedkommende, måtte fylde en hel del, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun fyldte virkelig godt ti i hans tanker og i hans sind.. Alt han ønskede var hendes sikkerhed, alt andet var ham virkelig ligegyldigt. Hendes hænder som måtte falde mod hans hofter, hvor han bare blev siddende og stirrede hende i blikket.. at have hende så tæt på sig, var virkelig noget af det som faktisk formåede, at skulle holde ham så rolig som det var ham overhovedet muligt.. det var virkelig som at låse den kyniske side ved en dødsengel fast og væk og efterlod den menneskelige side til blot at sidde, betragte hende og beskytte hende, for det var virkelig også det som han havde mest lyst til. Der var virkelig ikke noget andet som spillede ind for ham på dette tidspunkt. "Hvis det er det som du virkelig ønsker at opnå, min kære, så kan jeg trygt fortælle dig, at det er noget som du har præsteret allerede," afsluttede han med et stille smil. Han lod den ene hånd hvile omkring hende, hvor han så varsomt som det var ham overhovedet muligt, trykkede hende tæt på sig. Han ønskede hende tæt på.. Han ønskede hendes hjerte, noget af det som i den grad var ham noget af det mest værdifulde som han nogensinde var faldet over. "Og nu kan du lige så slappe af.. nu ved du at jeg stadig er ved bedste vel," påpegede han med et let drilsk smil på læben.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvad han race i virkeligheden indebar, måtte Destiny erkende at hun ikke rigtigt vidste specielt meget, det var ikke den race hun havde brugt mest tid på at skulle studere, på trods hun vel burde, der var bare kort sagt ikke tid til læsning på nogen måde, når hun endelig kom og var færdige med de kongelige pligter var hun så udmattet hun mere eller mindre aldrig nåede at skulle falde under den varme dyne før hun gled ind i en rolig og sød søvn. Destiny blev siddende i hans skød, smurte stille og blidt den salve over hans sår. Måske hun var dronningen men når Fabian endelig kom hjem var hun blot endnu en af de unge kvinder som måtte pleje heltedådige mænd der tog del i krigen hvis man var heldig at de overhovedet vente hjem, det var jo det som hun frygtede mest af Fabian ikke ville gøre, at skulle finde hans lig en dag, hun havde trods givet tydeligt ordre på at hun vilel vide med det samme hvis det mindste endte med at skulle ske ham, dog ikke noget som han vidste det mindste om, selv hun havde hemmeligheder. De isblå øjne så anerledes fra det blik både Faith og hendes kære søster Hope måtte bære, så ind i hans med det blide glimt og hvor et kærligt smil var det som måtte pryde hendes læber. Selv ville hun ikke tage del i krigen før det virkelig blev nødvendigt, hun vidste at de fleste ville kalde hende for en kujon, men hvem skulle i så fald stå for de kongelige opgaver i mellemtiden som var mange lige for tiden under denne krig? Hun var ikke gift og børn var dermed heller intet hun var heldige at have hos sig. De blide strøg over hans bryst halvvejs som kærtegn halvvejs som pleje over de åbne sår hun ønskede skulle lukke sig så han snart ville være så god som ny, et sted hvor hun dog måtte håbe krigen snart ville slutte hun gik til af bekymring herhjemme, ikke mindst fordi hun også tænkte på Faith, den store eventyrprinsesse som altid kom galt afsted, og især nu hvor hun var i en 'jeg-vil-trodse-Kimeya' periode. Destiny nskede kun at han i det mindste for i aften ville slappe af, få hvilet ud gjort klar igen, han forjtente det virkelig med det arbejde som han gjorde sig, hun ville ikke gøre ham usikker, et sted hvor hun vel også var en smule provokerende,s ætte sig i hans skød som det hun gjorde og med den kælen for hans bryst, skjult bag en facade af salven "Du har muligheden for at gøre det nu" endte hun i en rolig tone, tydeligt munter som altid, med det lille glimt i øjet som hun atter lod det falde mod det muskuløse bryst. At have ham her var virkelig lettende, frem for at tankerne konstant kredsede om ham, et sted måtte det irritere ham at hun ikke kunne finde ud af at koncentrere sig om noget som helst, det var som han bevidst valgte at hjemsøge hendes sind. Salven blev lagt fra hende, som hun var endt færdig... Der ihvertfald.. Og med de hænder som endte hvilende mod hans hofter, et skævt smil og den søde rødmen i hendes fregnede kinder "Mission fuldført" endte hun i en perleblid latter, blinkede let med et øje mod ham. Hun lod sig uden tøven trække tættere mod ham, blev automatisk trykket mere i hans skød. Hun ønskede at han ville tage om hende, det var utroligt som hun kunne sidde og ønske at han ville tage hende så tæt til sig som det overhovedet var muligt, vel et sted en lille drøm om at hun en dag ville kunne give ham de store ord? Var det ikke dem hun sad og tænkte på hver eneste gang han var i nærheden af hende, på trods det tætteste de nogensinde havde været var at hvile på sengen efter ballet, i hinandens favntag og med en samtale kørende, hvad var byggestenen for de følelser han satte i hende? Det var det som måtte undre hende, og dog så var hun virkelig ikke i tvivl. Blikket gled atter mod hans, hun sagde intet, studerende blot det så savnede blik, et blik som kun havde eksisteret i hendes drømme den seneste tid, og som nu atter stod foran hende.

[Deleted]

At Destiny var kommet ud med sine egne ordre som han slet ikke kendte det mindste til, var slet ikke noget som han vidste noget som helst om. Han var efterhånden bare ekstremt godt vant til, at det var ham som skulle kommandere rundt med folk. Hans race var nok det som holdt liv i ham ude på slagmarkerne og nu var det slag forbi, så kunne han da også få lov til at tage hjem.. Hvis man jo kunne kalde det for et hjem, han ønskede virkelig bare at skulle komme hjem og se til hende og få sig en afslapning inden han vel igen skulle søge derud. Han agtede at være der så længe, at det var nødvendigt og så længe at det ville være ham overhovedet muligt, at skulle holde Destiny ude af det, så var han virkelig glad og tilfreds. Det var nu ikke fordi at han var slemt ramt overhovedet, det var der ikke nogen tvivl om. Ved siden af mange af hans lige mænd, var det i den grad ham som var og havde været den som havde det bedst. Magikere så han måtte falde dagligt, elvere og andet som var stort i Procias. Det var virkelig forfærdeligt, at de overhovedet formåede, at skulle gøre noget som dette på denne her måde, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Så længe, at Destony var sikker, så havde han virkelig heller ikke noget at skulle klage over, så var det virkelig ligegyldigt med havd der skete med ham, selvom han nu havde vist sig at være ganske barsk ude på marken når det endelig gjaldt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han blev siddende og lod hende smøre hans mange sår ind. Enkelte var jo selvfølgelig værre end de mange andre. Dem ved vingeleddet var i den grad noget af det som han kunne få nogle katastrofale følger for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hænderne roligt falde omkring hendes skikkelse, da hun endelig havde gjort sig færdig, hvor han lod de olivengrønne øjne falde mod hende og med det samme blide smil på læben. Det var i den grad en glæde uden lige, at skulle se hende igen, det var der heller ikke nogen tvivl om, så var det virkelig bare på tide, at skulle lægge den general til side og så bare være den mand som han altid havde været.. Den lette forføriske og den blide mand.. En damernes mand havde han jo altid været, selvom det i den grad kun var Destiny som for øjeblikket havde hele hans opmærksomhed, det var virkelig ikke noget som han ville ønske anderledes, det var virkeilg sådan som han ønskede det. Hendes latter varmede virkelig hans hjerte, hans sind og hans sjæl. "Mission ligefrem?" Han hævede sigende det ene bryn og med blikket hvilende på hendes ellers så smukke skikkelse. Han strøg hende roligt og ganske så forsigtigt over hendes lænd med en rolig og blid hånd. Han ønskede ikke at skulle kræve noget af hende, han ville virkelig bare nyde den tid med hende som han havde fået til rådighed inden han måtte søge afsted igen. Vagterne rundt på slottets mure havde han allerede fået sat på plads og inde på slottet også, samt at han sørgede for at alt omkring Destiny blev overvåget. Han ønskede virkelig ikke at skulle stå i en situation hvor han ville være så tæt på at skulle miste hende igen, som det havde været dengang de havde været i Dvasias, det var stadig noget som faktisk kunne hjemsøge ham. "Det er bare virkelig godt at se dig igen.. Så kan jeg sove godt og trygt i aften," sagde han roligt. Søvn havde han heller ikke fået i dage og træt, det var han i den grad, selvom det nu ikke var noget som han agtede at give efter for på nværende tidspunkt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste efterhånden godt hvilke følelser som han havde for hende. Han elskede hende, havde elsket at være sammen med hende igennem så ekstremt lang tid. Det var vel bare på tide at få det sagt? Han holdt hende godt siddende i hans skød, selvom det klart måtte lade en svagere sitren skyde igennem ham. Han hævede den ene hånd og lod den roligt og varsomt stryge mod hendes varme og bløde kind. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvad der foregik derude og det var han på sit vis, ekstremt glad for. "Det smil, det har jeg savnet," tilføjede han med et lettere drilsk blik.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Man kunne sige meget men hun avr ekstremt bekymret for ham og det var ikke noget man kunne komme uden om, hun havde forlangt at vide hvad der skete med ham under krigen hun ville have ham hjem i et helt stykke, ville han ende med at skulle falde så ville hun aldrig i livet tilgive sig selv, hun ville end ikke risikere det, så selvfølgelig havde hun uddelt hendes egne ordre, ganske klare. For nu ønskede hun virkelig ikke at han skulle tage afsted igen, for alt i verden ønskede hun at skulle holde ham hos sig for nu, nyde tiden og nyde godt af det faktum at han rent faktisk havde valgt at søge hende. Hun var udmattet, ja, det var et tungt læs at trække lige for tiden det skulle hun gerne erkende, men søvn var slet ikke det som hun egentlig havde i tankerne, for nu ville hun virkelig bare nyde at skulle hvile der med ham, eller.. Et sted vidste hun at hendes tankegang kun pegede på at følelserne for ham var langt større end det som hun måtte udvise men hvordan pokker sagde man sådan noget? Hun frygtede virkelig det afslag, et sted så ville hun vel hellere have det som det var nu og så kunne komme nær ham frem for at han ville få det at vide og han så ville tvinge hende til den afstand. De varme hænder faldt stille mod hans skulder og halvvejs om hans nakke og hals, at føle hans arme omkring hende satte et underligt håb i det indre som hun ikke ville vedkendes, ikke lige foreløbig om ikke andet. Hun var udemærket klar over at han var en damernes mand det var en tigns om Faith allerede havde nævnt inden den aften han varendt med at bytte om på hende og hendes søster, et sted så var det vel også det som gjorde hende frygtelig usikker? Ikke så meget på ham, men mere på tanken omkring.. Måske var hun bare endnu en kvinde? Smilet prydede fortsat hendes rosa læber, hun betragtede hans blik, hvor hendes egne isblå øjne måtte bære en underlig varm gnist, lige der kom ilddæmonens intensitet vel til hende? Han var en umådelig flot herre, og hun ville i den grad lyve hvis hun påstod at han ikke vækkede en underlig kødest lyst i hende, noget som hun vel blot valgte at skulle bide i sig?Ikke at hun plejede at være specielt tilbageholdt på det punkt men med ham ville hun ikke gøre noget galt "Mission" gentog hun med et lille bestemt nik, og kun med den drillende ondertone. han avr den som fik hende til at smile og le selv på de mørkeste dage, og hun ønskede at det aldrig ville slutte, selvom intet vel et sted varede evigt? De blide strøg over hendes læn skabte virkelig kun en varm sitren, hvordan kunne han gøre det hver eneste gang? For et kort øjeblik måtte hun mindes den aften til ballet, hvor han havde været med hende gennem det hele, til tider holdt om hende som var de et par, det var noget som bare sad på nethinden, vel et sted fordi hun ønskede at det skulle blive realistisk? Han havde direkte reddet hende fra Jaqia noget som hun måtte være ham taknemlig for, tanken om allerede at skulle miste det hele det gjorde ondt, hun ønskede virkelig ikke at han pludselig end dag skulle være borte, det var jo også grunden til hun valgte at han skulle overvåges af egne krigere "Det er godt.. og nu jeg ved at du er okay ud over et par grove sår, så sover jeg ligeså godt i nat" påpegede hun med et lille smil. De slanke fingrer gled gennem de vilde krøller som løst måtte hænge omkring hendes ansigt. Blikket snak en smule i ved hans blide strøg over hendes kind, hun havde virkelig ingen idé om hvad han følte, men hun ville ønske hun kunne læse hans tanker kun for selv at sikre sig "Jamen dog.. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro du prøvede at smigrer, Fabian" lo hun blidt igen med den drillende undertone. Stille blev hun siddende i hans skød på trods hun burde flytte sig, noget tvang hende til at blive siddende som hun hele tiden havde gjort, selv på trods det selv måtte lade den varme vælde op i hende selv.