Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Apr 11, 2012 9:12:11 GMT 1
Gabriel havde aldrig nogensinde været så panisk som det han følte sig i denne stund. Han kunne jo bare ud på omgivelserne, se at der ikke var noget for ham at gøre ved det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde situationen bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det virkelig noget som gjorde ondt som aldrig nogensinde før! Selvom han virkelig forsøgte at holde tårerne tilbage og faktisk stå der som den stærke, for det var hvad der var tiltvunget i denne situation! Han knugede Evelyn godt ind mod sig, også selvom hans arme virkelig skælvede som intet andet, for han var virkelig.. bange? Det var en af første gange at han virkelig kunne sige, at han faktisk var bange for at være alene, også fordi at.. han jo faktisk aldrig havde været alene? Tårerne trillede ned af hans kinder, som han let rystede på hovedet. Han ønskede ikke at elske nogen andre, og han ønskede slet ikke at elske nogen andre, når han havde Evelyn og lille Jeremiah! Det var og ville for altid være hans lille familie og det var uden videre omsvøb! Det var hans familie og det ville det være for altid! ”Det er ikke fair.. Det er ikke fair… Evelyn, jeg..” Det var virkelig den første gang, at han følte sig direkte hjælpeløst, for det var slet ikke noget som han brød sig om i den anden ende. Han bed tænderne let sammen, som han vendte blikket stille mod den døde knægt i hans arme. Alene tanken om at han følte at han havde.. svigtet dem, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han kunne virkelig ikke have den tanke! Han havde svigtet dem som aldrig nogensinde før, og den tanke var noget som virkelig gjorde forbandet ondt! At høre hende sige, at han skulle omfavne kærligheden når den igen dukkede op, fik ham direkte til at vende blikket mod hende. Han rystede på hovedet. ”Det kan du slet ikke bede mig om!” endte han direkte febrilsk. Han knugede dem begge direkte ind i hans arme, for det var der han ønskede at have dem – ved sig, hvor de hørte til. Han elskede dem begge to og tanken om at de ville glide bort, uden at han kunne gøre noget ved det, var virkelig ikke en tanke som han kunne have med at gøre. Tårerne strømmede direkte ned af hans kinder, som aldrig nogensinde før, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Smerten i hans bryst var virkelig intens.. Det føles næsten som han slet ikke kunne trække vejret mere! At Azrael stod og afventede dem, var slet ikke en tanke som han tænkte, for han ønskede slet ikke at give slip på dem! ”Ikke forlad mig..” endte han med en direkte hviskende og tryglende stemme tæt ved hendes øre, også selvom han kunne mærke, at hun gled mere og mere væk fra ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham. De store ord tog han til sig, som han kyssede hendes pande. ”J-jeg elsker også d-dig..” endte han med en dæmpet stemme. Han trykkede dem begge op i sin skælvende favn, hvor han valgte at holde dem fast. Han endte selv med at dumpe direkte grædende ned i gulvet, hvor han blev siddende. Tanken om at de var.. væk, var slet ikke en tanke som han kunne tackle! ”Det er ikke retfærdigt… I må ikke gå..” hviskede han dæmpet. Han vendte blikket mod bæstet som lå der. Om det var besvimet eller død, vidste han ikke, og han var faktisk ligeglad! Forsigtigt lagde han Jeremiah i Evelyns favn, idet han kæmpede dem op i sine arme, så han kunne komme op at stå og uden at tabe dem. Tårerne fortsatte med at trille, men at forlade dem her, var slet ikke et alternativ for hans vedkommende! Han forlod hytten. De skulle slet ikke være der!
//Out
//Out
